Produced by MFR, Palle Christoffersen, Jens Sadowski, and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net. This file was produced from images generously made available by The Internet Archive. ET JULEDIGT ET JULEDIGT AF H. C. FREDERIKSEN MED TEGNINGER AF AUG. JERNDORFF UDGIVET MED FORFATTERENS TILLADELSE CEDAR FALLS, IOWA DANSK BOGHANDELS FORLAG 1912 DANNEVIRKE'S TRYKKERI, CEDAR FALLS, IOWA, 1912. Jeg sidder en Aften og drmmer i Skjul i Moders Stue og tnker paa Jul og paa Aaret, som snart er omme, paa Juletret, hvor det skal staa med alle Gaverne, store og smaa, og paa Aaret, som snart skal komme. Jeg synes, jeg hrer Klokkers Klang, og nynner imens paa en Julesang; jeg har saa meget paa Sinde; da hrer jeg nogen i Forstuen gaar, og fr jeg vd af det, en Skikkelse staar og byder: Guds Fred herinde! Hvordan han saa' ud? -- hans Ansigt, hans Dragt? var han fattig kldt eller i kongelig Pragt? -- derom kan jeg intet sige; jeg saa' i hans jne, jeg hrte hans Ord, og aldrig som lille, endsige som stor har jeg set eller hrt hans lige. Jeg glemte helt baade Sted og Tid, jeg glemte Dagens Bulder og Strid, jeg glemte min Selvforgudelse; -- der stod han, det slsomme Sendebud, han kom vel fra ingen anden end Gud; det var som Marias Bebudelse. Hans Ord blev til Billeder, store og smaa, fra Loft og fra Gulv og fra Vgge de saa' ind i mig, vinked' og kaldte; og alt imens Himmerigs Klokker klang, og Alverden sig ved i Julesang, han nrmed sig til mig og talte. Og hvad der skete ved Aftenskr, det lgger jeg frem i Dagen her, at ej det skal gaa mig af Minde. Det er kun lidt, af hvad han har sagt, jeg i disse fattige Linjer fik lagt; men en Gnist af hans Ild, et Gran af hans Magt -- den Magt, der aldrig kan svinde -- jeg tnker dog her er at finde. Det mrkes, at Aaret helder strkt mod sin sidste Dag; Klokken, som Timerne melder, slaar snart sit sidste Slag, kalder til Regnskab. Var Du, hvor Vaabnene synge, saa' Du dit eget slaa Gnister, fik Du lagt Sten i din Slynge og mdte den store Filister -- Folkenes Skrk og Tynge? Sig: fik Du Vabler i Hnderne, -- din Jord var vel haard at plje? Stod Du rustet til Tnderne, og fik Du Hold over Lnderne af al din Iver og Mje? Red Du din Hest i Trav eller Spring eller i Fodsgang kan hnde, satte Du Maalet ved nrmeste Sving eller ved Verdens Ende? -- det var dog vrdt at kende. Hvor er dit Fodspor at finde, baned for nogen det Vej, staar det som sikkert Minde om Kraften, der svulmed i Dig? Hvor mange Sten har Du baaret; trodsed Du Vind og Vejr? Hvor mangen Gang blev Du saaret i Kampen for dem, Du har kr? Fik Du Dig skaaret en Hyrdestav, og hvem har Du vogtet med den; hvor er den Plet, hvor Du stod og gav Dig selv og dit kreste hen? Hvor mange Saar forbandt Du; -- bar Du de slagne hjem; -- hvor mange Stakler fandt Du og ledte af Skarnet frem? Hvem var din ypperste Lrer, -- gemte Du Ordet, Du hrte; -- findes der nogen, som brer Mrker af Ordet, Du frte, -- nogen, hvis Hjrte Du rrte? Blev vore gamle Sange ny, naar Du tog dem paa Tunge, -- digted Du nye Sange, -- tnkte Du Tanker mange, rene, gte og unge? Tndte Du Lys ved din Frden; -- bor Du i Staden paa Bjrget; -- blev Du Guds Salt her i Verden, og har Guds re Du vrget? Har Du dit Styrkeblte hver Dag om Lnderne spndt, var Du i Flge med Helte, hvis Hjrter i Brand var tndt? -- Helte af dem -- de mindste smaa, hvis Navne i Verden sig dlge, men dog paa Forklaringens Morgen gaa med skinnende hvide Klder paa forrest i Mesterens Flge. Saadan han talte. Saa holdt han op. Alt var saa stille. Der gik en Stund; da var det, som vaagned' jeg op af et Blund; der gik en Gysen igennem min Krop, jeg blev saa forknyt og bange: Kravene var mig for mange; og alle de Sprgsmaal, som for mig laa, hvor kunde vel dem jeg svare paa! -- og skjule mig kunde jeg ikke for alle de sprgende Blikke. Da faldt jeg paa Kn for min hje Gst og talte til ham i min Vaande: Jeg er ingen Helgen, er ikke Prst, et Menneske er jeg, som Folk er flest, kan nok saadan lidt gaa til Haande, hvor Kravene er af de ganske smaa; men op mod de knejsende Tinder gaa -- nej, der kan jeg ej drage Aande. Gaa rustet lige til Tnderne, altid med Vabler i Hnderne, altid med Hold over Lnderne, og med alt det til Latter for Vennerne, altid paa Frde trods Regn og Blst, fra Morgen til Aften i Arbejdsbluse, saa strigle Samaritanens Hest og saa bre Sten til -- Gud vd, hvilke Huse! -- -- Ja, da Du stod her og talte nys, glemte jeg alt for til Ordet at lytte, vilde med ingen i Verden jeg bytte; det var, som jeg fik et Indvielsens Kys, jeg var med _de tre_ paa Forklarelsens Tind, jeg syntes, jeg saa' i Guds Himmel ind; i din slsomme Tale var samlet alt, hvad de bedste i hele Verden har talt, og de bedste Kunstnere malte; den mmeste Rst, hvormed Moder har kaldt, de strkeste Billeder, Fader har malt, stod frem for min Sjl, mens Du talte. Men da Du holdt op, og jeg fik tnkt efter, fik maalt dine Krav imod mine Krfter, da saa' jeg, jeg er kun en lille Sjl, og nu er igen jeg bleven mig selv. Jeg beder Dig: Gaa med de store Bud, jeg beder Dig bnlig: slet ud, slet ud! tag fra mig de Billeder rige, tag fra mig den svimlende Stige, tag fra mig Stierne trange, tag fra mig Vejene lange; Du kan baade lse og binde, -- ls mig fra det, jeg dog aldrig kan vinde, ls mig fra det, jeg dog aldrig kan naa, bind mig til Stedet, hvor alle de smaa kan i Magsvejr gaa, kan Jorden med Lempe plje uden Modstand og Mje; jeg har kun to blde Hnder, er bange for alt, der tnder; de store Bud -- slet dem ud, slet ud! gaa fra mig, lang bort, fr faar jeg ej Fred; tag alle de syge og saarede med, de gr her i Verden saa megen Fortrd, forstyrrer saa tit de sundes Lykke, forstyrrer saa tit vor Husfred og Hygge; tag alle de store Skikkelser bort, et Menneskeliv er dog altfor kort til at faa noget rigtig storladent skabt, nej, jeg giver tabt, det store volder saa megen Kvide, saa giver jeg hellere tabt i Tide, i Hvdingehal mig at bnke derpaa jeg aldrig tr tnke. Et Skridt han tilbage mod Dren gik og gav mig et langt, bedrvet Blik. Saa hvisked' han ud i Vrelset: Kom! -- straks blev der en Plads paa Vggen tom; han strakte sin hjre Haand imod mig, straks t af de store Bud forlod mig. Dybt i mit Hjrte jeg flte et Stik, men det varede kun et jeblik, saa var det ovre, -- jeg aanded' saa frit, nu var jeg bleven _det_ store Bud kvit; jeg flte godt, der blev tomt, hvor det stod, og der blev lidt mindre varmt i mit Blod, men jeg syntes dog ogsaa, det lettede, da ud af min Sjl han det slettede. Atter et Skridt han tilbage gik og sendte imod mig et sprgende Blik. Der stod saa klart at lse deri: Vil Du for flere Krav vre fri? Jeg svarede med Tavshed. Han lste deri jeg vilde for flere Krav vre fri. Og atter han talte i Stuen hen, og fra Vggen et Billed' forsvandt igen; atter han strakte sin Haand imod mig, og atter et Krav, af de store, forlod mig. Jeg mrked' paany i Hjrtet et Stik, men det varede kun et jeblik, saa var det ovre -- jeg aanded' saa frit, nu var jeg nok et Bud bleven kvit. Jeg flte jo godt, der blev tomt, hvor det stod, og der blev noget mindre varmt i mit Blod; men jeg flte, at end mer' det lettede; nu var to store Bud blevet slettede. Og saadan han sletted' dem t for t; det faldt ham vist svrt, han syntes mig trt. -- Jeg standsed' ham ikke, jeg blev saa let, og Vrelset tmtes lidt efter lidt for den store Billedskare; -- nu var der snart slet ingen Fare; de nye Tanker, jeg skulde tnkt, de Sange, jeg skulde Livet sknkt, skulde nu andre tnke og synge, skulde nu aldrig mere mig tynge; han vinkede med sin strke Finger, saa svved' de bort paa hvide Vinger, i Verden derude Livet at mde; herinde i min var de dde. -- Nu var der snart ingen at vrne mer', nu var der snart ingen Krblinger fler', alle de slagne var baaret hjem, alle Staklerne var ledt frem, vildfarne var der ej mer' at finde, og af Saar var ej fler' at forbinde. Ageren, jeg skulde dyrke med Mje, havde nu andre faaet at plje. Styrkebltet -- det var hngt hen, ej skulde det mere trykke min Lnd; og Stenene, jeg skulde bre -- bre paa Ryggen trods Regn og Blst -- til en Ringmur om mine kre, af dem var der ikke flere, og Samaritanens den strke Hest den var der heller ej mere; Hyrdestaven og Slyngen var vk; og den store Filister, Folkets Skrk, ja, hvem mon det var, der vog ham? -- mig var det ikke, der slog ham. Han stod der endnu, den fremmede Gst; nu samled han sammen den sidste Rest, saa var der ej mer' at miste; nu skulde han just til at slette ud af mit Hjrte det sidste Krlighedsbud, og saa var alle de mange Krav sunkne som Lig i en aaben Grav, ej mer' de skulde mig friste. Hvor var jeg dog bleven let, aa saa let, men tom, aa saa tom tillige; jeg var som lammet, saa mat, saa trt, jeg var af min Tomhed saa overmt, jeg jnede ikke den mindste Plet, jeg mer' kunde kalde min med Ret, og hvor jeg kunde stte mit Spor; -- nu var jeg den fattigste Stakkel paa Jord. Da ld der et underligt, hult Godnat; nu gik han med hele den vragede Skat. God Nat! God Nat! Nu er det forbi; nu er Du for evig let og fri for Strid og for Baand og for Krav og for Bud, nu har jeg slettet det altsammen ud. Men Nydelsen har Du tilbage, fyld nu med den dine Dage. Da ld der et Skrig mod hans sidste Godnat: Nej, bliv! og giv mig tilbage min Skat og tag mig igen i Tjeneste! jeg vil ikke miste et eneste af Ordene, Du har mig givet, at leve med dem er jo Livet; alt, hvad Du bd mig, og alt, Du har sagt, deri er jo Livets evige Magt; Ordet, Du ind i mit Hjrte har talt, det er jo mig selv, min Gud, mit alt; jeg vil ikke vlge og vrage, jeg kan ikke sondre og dele; hvad Du bd mig, er jo et hele! -- saa giv mig hele min Skat tilbage, giv mig tilbage de store Bud, jeg beder saa bnlig: slet intet ud! giv mig tilbage de Billeder rige, giv mig tilbage min Himmelstige; mellem Jeriko og Jerusalem drager jvnlig en Vandrer frem, og endnu klder ham Rvere af, slaar ham og reder hans Lykke en Grav, -- giv mig at lede den Stakkel hjem, enten saa Vejen er let eller slem, giv mig, giv mig at finde Krblinger, halte og blinde, vis mig trngende, store og smaa, vis mig den Plet, hvor mit Fodspor kan staa, giv mig mit Styrkeblte igen, jeg prver at spnde det fast om min Lnd, giv mig min Hyrdestav, giv mig min Slynge, giv mig at vre, hvor Vaabnene synge, giv mig at prve, om mit kan slaa Gnister, -- end er ej fldet den store Filister; og er jeg kun n, som Folk er flest, jeg vd for vist: for de strste Krav er vi alle lige, for de mindste maa ikke den strste vige; giv mig levende Sange, som jeg kan tage paa Tunge, giv mig Tanker mange, rene, gte og unge. Du kan jo lse og binde, ls mig, saa frem jeg kan vinde, saa jeg til Vejens Ende kan naa, bind mig til dem, -- de mindste smaa, hvis Navne i Verden sig dlge, men dog paa Forklaringens Morgen gaa med skinnende hvide Klder paa forrest i Mesterens Flge! Saadan jeg raabte, tryglede, bad, mit Ord og mit Hjrte de fulgtes ad, mit Ord og mit je de sgte den hje, standsed' hans Fod, han vendte, han stod ved Dren, med Ansigtet mod mig; da var det, som al min Angst forlod mig, jeg mrked', hvordan mit Ord brd sig Vej: Jeg holder ej op, -- jeg slipper Dig ej, Du skal mig hre! Jeg vd, Du kan gaa gennem lukte Dre, jeg kan Dig ej standse med Laas og Slaa, men et Hjrtes Bn kan Du ej modstaa; nu skal Du mrke, min lille Sjl er mod Dig den strke, Du slipper ej ud i den mrke Nat, fr Du har sluppet min dyre Skat, Du slipper ej for min Klage, fr Du giver mig Skatten tilbage. Da mrked' jeg, hvad jeg har mrket saa tit: et Ord kan binde den strkestes Skridt, et Ord kan lse de strkeste Baand, et Ord er i Pagt med Miraklets Aand, et Ord er i Pagt med de svage: Han gav mig min Skat tilbage, han rejste mig op, jeg saa' mig om: der stod jeg igen i min Helligdom, jeg hrte Indvielsesordet paa ny, det brd ind, som Lynstraalen bryder fra Sky; -- jeg var baade lst og bunden -- lst fra Tomhed og Halvhed og Savn, bunden til Livets Indhold og Gavn; -- og saa var min Gst forsvunden; hans Afsked kom som en sagte Vind, der hvisked' mig krlig i Sjlen ind: Kommer der atter for Dig en Stund, da Modet i Hjrtet vil dale, da rust Dig og tag i din bedende Mund et Ord eller to -- Du kender dem jo -- af din herlige Mesters Tale. Ordet, der vejer og glder mer' end Alverdens Rster, Ordet, der dmmer og flder, Ordet, der rejser og trster, -- hver Gang det Ord er vejret hen, er Verden Dig tom og de; men hver Gang det lyder i Kraft igen, da staar Livsmodet op af Dde, da kan frem paa din Kampplads Du mde. Om Vinteren synger der ingen Fugl; men naar Aaret hlder, saa kommer Jul, og ud fra Hjrtets dybeste Gange bryder sig Vej de gladeste Sange; glade Jul, dejlige Jul, Glden vover sig frem af Skjul, Glden med Sangen flyver mod Sky, alle vi bliver som Brn paa ny, trder i Ring vor letteste Dans, tnder vort Tr og binder vor Krans om Krybben, hvor Barnet blunder, og ej paa hans Fdsel vi grunder, vandrer paa Betlehems Marker ud, hvor Hyrderne hrer nyt fra Gud, vandrer herfra til sterland og gster den gamle Stjrnemand, byder velkommen Guds Engle smaa med dejlige Solskinsklder paa, synger om Julens velsignede Bud, der glder gamle og unge; hvad Englene sang i Verden ud, skal vi vre med at sjunge, gster den fattige Jomfru i Ln, der sidder med Himmelens Kongesn, lover og priser den Herre kr, at han Menneske vorden er, ser til den dejlige Himmel blaa med alle de gyldne Stjrner paa, synger til Gud om Barnekaar, klynger os til vort Fadervor, klynger os til vor Fa'r og Mo'r, dejlig er Himmel, og dejlig er Jord, dejligt paa Tpperne lyseblaa en Gang i Guds Himmel til Kirke gaa og saa bre Bud i al Evighed, om hvad vi nu kun stykkevis vd. Saa brer jeg, Herre, til Dig Tak for alt, hvad jeg har, prise jeg, Herre, vil Dig for hvad Du til Verden bar, Du har mig givet et Barnenavn, et Navn, jeg aldrig kan miste, Du har mig lagt i en Faderfavn, som holder fast til det sidste, Du har hele min Verden sat under Guds Faderje, saa jeg kan leve ved Dag og Nat i Lys fra de evige Hje, saa jeg kan finde, hvor Vejen gaar blandt Vejes vildsomme Vrimmel, finde, i Pagt med mit Fadervor, den lige Vej til din Himmel; Du har mig givet de evige Ord, de bedste, som Verden ejer, i hvert af dem kan jeg flge dit Spor, i hvert af dem er der Sejer, i hvert af dem er et Livsfr lagt, et Lys, en levende Kilde, i hvert af dem er en Vidundermagt, der bryder sig Vej i det stille; Du har velsignet min Mund og dens Rst, og Du har mig salvet mit re, mange skal komme fra Vest og st og lytte til det, jeg kan hre; Du har aabnet mig Synernes Spor, den Gang Du salved' mit je, mange skal komme fra Syd og Nord og for de Syner sig bje; Du har lagt mine Fjender i Baand, ham og, der vil slukke min Fakkel, og Du har taget saa varlig ved Haand mig lille, fattige Stakkel, revet Lammet af Ulvens Klo, saa selv Du blev saaret til Dde, dine velsignede Hnder to mig bar til det lifligste Mde -- Mde med Ham, min Skaber stor, til hvem det var svrt at bede, mens over den faldne, trodsige Jord laa tungt hans fortrende Vrede, -- varsomt Du bar mig til Mde med Ham paa Naadens velsignede Strande, Han snked' sin Vrede, min Synd og Skam i Daabens hellige Vande; Du aabned' mig Nadverens Under -- ja, hvordan gik det dog til, at alt, hvorefter jeg stunder, alt, hvad jeg kan og vil, alt, hvad jeg er og ejer, det mdte hos Dig jeg dr, og dr har Du lovet mig Sejer for alt, hvad der evigt har Vrd; Du elsker jo Livets det mindste Fr, saa til skyggende Tr det kan blive, og alt, hvad der er for godt til at d, det holder Du evigt i Live; saa danser af Glde den, der er halt, af Glde de gamle blev unge, og den, der til nu for maalls gjaldt, af Glde han rrer sin Tunge, og derfor Sange sig flokker om Dig, Du hjbaarne Gst, og derfor kimer de Klokker, og derfor jeg reder til Fest. Og til Festen jeg kalder med ydmygt Sind mine dyrebareste Minder; frst Dig, Guds Moder, jeg beder: Kom ind, Maria, velsignet blandt Kvinder. Velsign Du Kvinden i Hus og Hjem og Kvinden i Bgerne alle, og fattes os Vin, -- vi faar den vel frem, naar Du vil paa Tjenerne kalde. Og kom saa, Josef, Du Tmmermand, sid hos os og del vor Lykke, og lr Du os, hvordan Manden kan et Hus for den evige bygge. Kom, Peter, Jakob, Johannes, I tre, kom alle Apostle kre, sid hos os, saa bedre og bedre vi se det Land, hvor dog helst vi vil vre. Kom Du, der lever i Mesterens Ord: Hun gjorde, hvad hun kunde! Kom I, der skred over Dybder, hvor ej Mennesketanken kan bunde. Og I, der trofast i Bnnen stred med den strkeste tidlig og silde, kom, mind os om Ordet, I endte ved, det Ord: Dig ske, som Du vilde! Jeg ejer en Bog, hvor der Blad for Blad staar skrevet de bedste, jeg kender; Hynde ved Hynde jeg lgger paa Rad for Jer, I velsignede Venner. Og som Julen nrmer sig mer' og mer', klarere bliver mit je, jeg finder omkring mig fler' og fler', jeg grne til Kredsen vil fje. Kom da, I kre fra fjrn og nr, fra Livsdagens frste Strime til dem, jeg frst nu ved Aften fik kr, frst nu i den ellefte Time. Saa gaar vi i Klderne hvide ind i min Kirke i Ln; der knler vi Side om Side for Ham, for Marias Sn. Saa stiger mod Himlen en Hymne stor og mdes med Harpernes Klang; jeg prver at synge med i det Kor til Festen min Julesang. Jeg vd, den almgtige Krlighed selv staar paa Vagt og i Kamp for min evige Sjl, hvor Gudsbarnet vokser i Skjul. Hver Julenat favnes Himmel og Jord; og Menneskestemmer og Englenes Kor de mdes igen hver Jul. Og jeg kom dog med blandt de mindste smaa, der paa Vagt og i Kamp for den Hytte staa, hvor Gudsbarnet vandt sig et Hjem. Og fly'de jeg slagen fra Golgatas Gru, og har i Hans Flge jeg langt frem endnu, jeg vandt dog til Betlehem. Did mange milde jne har lyst mig paa Vej, og mange klare Stjrner har tindret over mig, og mange sde Smaabrn har taget mig ved Haand og laant mig deres Vinger og lst mine Baand. Og mangen gammel Vismand har lyst mig paa Vej, og klare Digtersyner har tindret foran mig, og vakled jeg i Livets store hvad og hvor og hvem, de mange Veje samled' sig tilsidst i Betlehem. Og skal Alverden skrives i Mandtal sidste Gang, da synger jeg i Betlehem min sidste Julesang; dr Davidssnnen tager mig i sin Varetgt; min Gud han husker nok, jeg er af Davids Hus og Slgt. End of Project Gutenberg's Et Juledigt, by Hans Christian Frederiksen License: Share Alike