Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog,
men den oprindelige stavning er i vrigt bevaret. Tegnet _ er brugt
til at angive kursiveret tekst i originalen.




 EVANGELINES
 GENVORDIGHEDER

 TIL
 KVINDER MED RDT HAAR




 ELINOR GLYN

 EVANGELINES
 GENVORDIGHEDER

 AUTORISERET OVERSTTELSE
 FOR NORGE OG DANMARK AF
 HEDVIG MAGNUSSEN

 NY UDGAVE

 MARTINS FORLAG
 KBENHAVN & KRISTIANIA
 MCMXXI




 MARTIN'S FORLAGSTRYKKERI, KBENHAVN




BEGYNDELSEN PAA EVANGELINES DAGBOG


                                               _Branches Park_.
                                              Den 3. November 1904.

Jeg vilde saa gerne vide, om det er morsomt at vre en Eventyrerske,
for det er jensynligt det, jeg nu maa blive. Jeg har lst alt muligt
om det i en Bog; det er at se godt ud, og ikke at have noget at leve
af, og dog have Fornjelse af Livet -- og det har jeg i Sinde! Jeg
har ganske vist ingenting at leve af, for man kan ikke regne 300 Pund
om Aaret for noget videre -- jeg er overordentlig kn, og jeg vd det
godt, og jeg forstaar at stte mit Haar og tage mine Hatte paa og den
Slags Ting, saa jeg er naturligvis Eventyrerske! Jeg var ikke bestemt
til at spille den Rolle. -- Fru Carruthers adopterede mig for at
efterlade mig sin Formue, da hun den Gang var Uvenner med sin Arving,
som _skulde_ arve Godset. Saa var hun saa inkonsekvent, at hun ikke
skrev et ordentligt Testamente -- derfor er det, at det Menneske skal
have alt, og jeg ingenting.

Jeg er tyve Aar, og lige indtil forrige Uge, da Fru Carruthers blev
syg og dde paa n og samme Dag, havde jeg det sommetider meget
behageligt, naar hun var i godt Humr.

Det kan ikke nytte at lade, som om man kan lide Folk, fordi de er
dde, naar man vil skrive sine virkelige Tanker. For det meste hadede
jeg Fru Carruthers. Det var ganske umuligt at gre hende tilpas. Hun
havde ikke Begreb om Retfrdighed, eller om noget andet end sin egen
Bekvemmelighed, og om hvor meget andre Mennesker kunde bidrage til
hendes Fornjelse.

Grunden til, at hun i det hele taget kom til at gre noget for mig,
var den, at hun havde vret forelsket i Papa, og da han giftede sig
med stakkels Mama -- som slet ingen Familie havde -- og saa dde,
tilbd hun at tage mig til sig og opdrage mig, bare for at rgre
Mama, fortalte hun mig ofte. Da jeg kun var fire Aar, havde jeg ikke
noget at sige i den Sag, og hvis Mama havde Lyst til at give Afkald
paa mig, blev det jo hendes Sag. Mamas Fader var Lord og hendes Moder
jeg vd ikke hvem, og de havde ikke gjort sig den Ulejlighed at blive
gifte, det var derfor, at stakkels Mama slet ingen Slgtninge havde.
Da Papa var dd, giftede hun sig med en Officer og rejste til Indien
og dde, og jeg sa hende aldrig mere -- og saadan gaar det til, at
der ikke er en Sjl i Verden, som kommer mig ved, eller som
interesserer sig for mig, saa jeg kan ikke gre for, at jeg er en
Eventyrerske og kun tnker paa mig selv, kan jeg vel?

Fru Carruthers var til Tider Uvenner med alle Naboerne, saa naar
undtages nogle formelle Visitter i de venskabelige Mellemrum, sa vi
ikke meget til dem. Der var flere gamle Verdensdamer, som plejede at
komme og besge os, men jeg kunde ikke lide nogen af dem, og jeg har
ingen unge Veninder. Naar det bliver mrkt, og jeg er alene her oppe,
spekulerer jeg ofte paa, hvorledes det vilde have vret, hvis jeg
havde haft nogle -- men jeg tror, at jeg er af den Slags Katte, som
ikke vilde have kommet videre godt ud af det med dem -- saa det er
maaske bedst saaledes, hvis jeg bare havde -- for Eksempel en smuk
Tante til at holde af mig, det kunde have vret rart.

Fru Carruthers havde ingen af den Slags Flelser. "Snak og Vrvl" --
"sentimentalt Pjank" vilde hun have kaldt dem. At faa en passende
Mand, det var det, hun havde opdraget mig til, sagde hun, og i de
sidste Aar havde hun arrangeret, at jeg skulde giftes med hendes
forhadte Arving, da jeg skulde have Pengene og han Godset.

Han er Diplomat og bor i Paris og Rusland og den Slags morsomme
Steder, saa han kommer sjlden til England. Jeg har aldrig set ham.
Han er helt gammel -- over tredive -- og hans Haar begynder at blive
graat.

Nu er han Herre her, og jeg er ndt til at rejse herfra -- hvis han
ikke frier til mig i Eftermiddag, naar vi mdes, hvilket han
sandsynligvis ikke gr.

For Resten kan der da ikke vre noget ondt i, at jeg under de
Omstndigheder gr mig Umage for at se saa tiltalende ud som muligt.
Siden jeg skal vre Eventyrerske, maa jeg gre det bedste, jeg kan,
for mig selv. Fine Flelser passer for Folk, der har Penge nok til at
leve som de har Lyst. Hvis jeg havde ti Tusind om Aaret, eller blot
fem, saa vilde jeg knipse med Fingrene ad alle Mnd og sige: "Nej,
jeg lever mit Liv som jeg vil, jeg vil udvide mine Kundskaber og lse
Bger og have smukke Ideer om re og ophjede Flelser, og maaske
engang bukke under for en del Krlighed" (hvilke store Ord, alene
Tanken om det faar mig til at skrive). Men hvis Hr. Carruthers nu
sprger mig, om jeg vil gifte mig med ham, som hans Tante har sagt,
at han skal, saa siger jeg sikkert Ja og bliver her og faar et
behageligt Hjem. Det er ikke Umagen vrd at begynde at pakke ind, fr
jeg har truffet ham.

Hvor det er heldigt, at Sort klder mig! Min Hud er latterlig hvid.
Jeg vil stte en Buket Violer i Brystet paa min Kjole, det kan da
ikke se hjertelst ud, antager jeg. Men hvis han sprger mig, om jeg
er bedrvet over Fru Carruthers Dd, saa kan jeg ikke lyve.

Jeg er naturligvis bedrvet, fordi Dden er frygtelig, og at d paa
den Maade, medens man siger ondskabsfulde Ting til alle, det maa vre
rdsomt -- men jeg kan ikke, jeg kan ikke begrde hende! Der gik
aldrig en Dag, uden at hun saarede mig -- da jeg var lille, var det
ikke blot med Ord; hun plejede at knibe mig og slaa mig paa rene,
til Doktor Garrison sagde, at jeg kunde blive dv, saa holdt hun op,
for hun sagde, at dve Mennesker var en Plage, og hun kunde ikke
holde dem ud.

Jeg vil ikke blive ved med at se tilbage, der er Masser af Ting, som
jeg selv nu bliver rasende ved at tnke paa.

Jeg har kun deltaget i Selskabslivet i et Aar. Fru Carruthers fik et
Anfald af Bronkitis, da jeg var atten Aar, netop da vi skulde ind til
Byen i Ssonen; hun sagde, at hun ikke flte sig rask nok til de
Anstrengelser, og saa tog vi af Sted til Schweiz. Og om Efteraaret
rejste vi fra Sted til Sted, og da Vinteren kom, begyndte hun igen at
hoste og jamre sig, saa hun vilde ikke tage til Byen den nste Sson,
fr til den sidste Hoffest, derfor har jeg kun vret en Maaned
i London. Hun kom sig helt af sin Bronkitis og dde af et
Hjertetilflde, som blev fremkaldt af et Anfald af Vrede, fordi
Thomas slog en gammel Familievase itu.

Jeg vil ikke skrive om hendes Dd eller om Testamentet eller om
Forbavselsen over, at jeg kun arvede tusind Pund og en Diamantring.

Nu da jeg er en Eventyrerske i Stedet for en rig Arving, er det jo
unyttigt at tale om alt det. Det er tilstrkkeligt at sige, at hvis
Hr. Carruthers ikke adlyder og tilbyder mig sin Haand i Eftermiddag,
saa maa jeg pakke mine Kufferter og rejse paa Lrdag -- men hvorhen,
det hviler i Gudernes Skd!

Han kommer med 3,20 Toget og er her i Huset fr fire; det er en grim,
kedelig Tid; man kan ikke byde ham Te, det bliver i det hele taget
utaaleligt og nervepirrende.

Officielt kommer han for at overtage sit Gods, antager jeg, men i
Virkeligheden kommer han for at se paa mig, og se, om han paa nogen
Maade kan overtale sig selv til at opfylde sin Tantes nsker. Jeg gad
vide, hvordan det er at blive gift med n, man ikke kender og ikke
kan lide; jeg kender endnu ikke meget til Mnd. Vi har ikke haft
nogen, som man kunde kalde Mnd, her -- kun en Masse gamle, kle Fyre
om Efteraaret for at skyde Fasaner og spille Bridge med Fru
Carruthers. Det er mig en Gaade, at de nogensinde kunde skyde noget,
saadan nogle Antikviteter! Nogle af dem var Politikere og
Ex-Ambassadrer og saadan noget, og de fleste var saa fle, som de
vel kunde vre. De plejede ved det mindste Vink at komme travende ned
ad Korridoren til Skolestuen og drikke Te med Mademoiselle og mig! Og
de sagde de underligste Ting; jeg er vis paa, at Masser af det, de
sagde, havde en anden Betydning; for Mademoiselle plejede at le saa
underligt. Det var en ganske kn n, jeg havde de sidste fire Aar,
men jeg hadede hende. Hun regnede aldrig nogen, som var ung og
menneskelig, for noget.

Jeg gldede mig til at deltage i Selskabeligheden i London; men da
det var saa sent, var alle fuldt optagne, da vi kom dertil -- og der
var ingen, som blev videre forelsket i mig. Vi kom ogsaa meget lidt
ud; noget af Tiden havde jeg en hoven Nse, jeg var blevet ramt af en
Tennisbold -- og Folk ser ikke paa unge Piger med hovne Nser.

Gud vd, hvor jeg skal tage hen og bo! Maaske til Paris --
naturligvis, hvis jeg ikke blive gift med Hr. Carruthers, -- jeg
antager ikke, at det er kedeligt at vre gift. I London syntes alle
de gifte Koner at have det dejligt, og de havde ikke videre meget
Vrvl med deres Mnd.

Fru Carruthers forsikrede mig altid, at Krlighed var ganske
undvendig i gteskabet. Man var ndt til engang at elske en eller
anden, men det Faktum, at man var lnket til ham, vilde udrydde den
Flelse. Det var noget, man skulde betragte som Mslinger eller en
anden Sygdom, og det var bedst at faa det overstaaet og saa tage fat
paa Livets solide Side. Men hvordan hun ventede, at jeg skulde faa
det overstaaet, naar hun aldrig srgede for, at jeg sa nogen, det
vd jeg ikke.

Jeg spurgte hende en Dag, hvad jeg skulde gre, hvis jeg kom til at
holde af nogen, efter at jeg var blevet gift med Hr. Carruthers, og
hun lo paa sin kle Maade og sagde, at jeg sandsynligvis vilde gre
som alle de andre. Og hvad gr de? -- Det gad jeg nok vide. -- Naa,
det tnker jeg nok, at jeg engang finder ud af.

Naturligvis er der den Mulighed, at Christopher (mon jeg kan lide
Navnet Christopher?), at Christopher ikke vil rette sig efter hendes
Testamente.

Han har vidst om det i Aarevis, ligesom jeg, men jeg tror, at Mnd er
nogle underlige Skabninger, og han kan maaske fatte Uvillie imod mig.
Jeg er ikke af en Type, som enhver synes godt om. Mit Haar er alt for
rdt, skinnende, mrkt, ildrdt som en Kastanie, naar den falder ud
af sit Hylster, men det lyser som Metal. Hvis jeg havde de sdvanlige
hvide jenvipper, vilde jeg vre rent ud sagt grim, men Gud vre
lovet, ved et Lune af Naturen er mine sorte og tykke og kan ses, naar
man ser mig fra Siden, og jeg tnker ofte, naar jeg ser mig i
Spejlet, at jeg virkelig er meget kn -- naar det hele kommer sammen
-- men, som jeg har sagt, det er ikke en Type, der behager alle.

Jeg er en Kombination, som Fru Carruthers forsikrede mig vilde volde
Bekymring. "Med den Blanding, Evangeline," sagde hun ofte, "vilde du
gre rigtigst i at komme til Ro i Livet saa hurtigt som muligt. Gode
unge Piger har ikke dine Farver." Man ser altsaa, at jeg er
brndemrket som slet lige fra Begyndelsen, lige meget hvad jeg gr.
Mine jne er grnne som lyse Smaragder, og lange, og de gaar ikke
nedad i Krogene med et Madonnaudtryk som Cicely Parkers, Prstens
Datter. Jeg vd endnu ikke, hvad det er at vre god eller vre slet,
maaske finder jeg ud af det, naar jeg bliver Eventyrerske, eller gift
med Hr. Carruthers.

Alt, hvad jeg vd, er, at jeg gerne vil leve og fle Blodet bruse
gennem mine Aarer. Jeg vil gre, hvad jeg har Lyst til, og ikke vre
tvunget til at vre hflig, naar jeg brnder af Raseri. Jeg vil staa
sent op om Morgenen, hvis jeg tilfldigvis har Lyst til at sove, og
jeg vil sidde oppe om Aftenen, hvis jeg ikke har Lyst til at gaa i
Seng! Da man nu kan gre, hvad man vil, naar man er gift, haaber jeg
virkelig, at Hr. Carruthers vil synes godt om mig, og saa bliver alt
godt! Jeg vil blive ovenpaa, til jeg hrer Vognen komme, og overlade
til Hr. Barton -- Sagfreren -- at tage imod ham. Saa gaar jeg ganske
nonchalant ned ad Trappen, medens de er i Vestibulen. Det bliver en
virkningsfuld Entr. Mit lange, sorte Slb og den store, brede Trappe
-- dette er et pragtfuldt Hus -- og hvis han har jne i Hovedet, maa
han se mine Fdder paa hvert Trin! Selv Fru Carruthers sagde, at jeg
havde den smukkeste Fod, hun nogensinde havde set. Jeg bliver ganske
nervs. Jeg vil ringe paa Vronique og begynde at klde mig paa! ...
jeg skriver snart mere.


                                                     Torsdag Aften.

Det er Aften, og Ilden brnder klart i min Dagligstue, hvor jeg
sidder og skriver. _Min_ Dagligstue! -- Sagde jeg det? Hr. Carruthers
Dagligstue, mente jeg -- for det er ikke mere min, og paa Lrdag, i
Overmorgen, maa jeg sige Farvel til den for bestandig.

For -- jeg kan lige saa godt sige det med det samme -- det gik ikke.
Hr. Carruthers afslog roligt, men bestemt at adlyde sin Tantes
Befaling, og jeg skal altsaa vre gammel Jomfru!

Jeg maa gaa tilbage til i Eftermiddag for at gre det klart, og jeg
maa sige, at det ringer for mine ren, naar jeg tnker paa det.

Jeg kaldte paa Vronique og tog min ny sorte Eftermiddagskjole paa,
som lige var pakket ud. Jeg satte Violerne i Brystet saadan ganske
tilfldigt, passede paa, at mit Haar krllede lige saa strkt som
sdvanligt, men dog ikke for balstyrigt til at se tkkeligt ud, og
saa, akkurat i det rigtige jeblik, begyndte jeg at gaa ned ad
Trappen.

Dr stod Hr. Carruthers i Vestibulen. En hj Mand, der sa
forfrdelig godt ud, med et glatraget Ansigt og Trk som skaarne ud i
Sten. Med en firkantet Hage og et flt Blink i jet. Han har et meget
destingveret Ydre, og han ser ud, som om han aldrig havde behvet at
gre sig Umage for at faa sine Klder til at passe, for de sidder,
som om de var stbt om ham. Hans Vsen er koldt og tilbageholdende,
og der er noget bydende og arrogant over ham, som gr, at man straks
faar Lyst til at sige ham imod, men hans Stemme er bedaarende. Det er
en af den kultiverede, forfinede Slags, der lyder, som om han talte
en Masse Sprog, og derfor ikke sluger Ordene. Jeg tror, Diplomater
ofte taler saaledes, for nogle af de gamle Gesandter havde den Slags
Stemmer.

Han stod med Ryggen til Ilden, og Lyset fra det store Vindue med en
nedgaaende Sol faldt lige paa hans Ansigt, saa jeg kunde rigtigt se
ham. Jeg sagde i Begyndelsen, at det ikke kunde nytte at agere, naar
man skriver sine egne Tanker, for at man selv skal lse dem, naar man
bliver gammel, og desuden gemmer dem i en indelaaset Dagbog, saa jeg
vil altid sige Sandheden her -- det er en hel anden Sag, hvad jeg
vilde sige, hvis jeg talte med nogen og beskrev dem Situationen. Saa
vilde jeg sige, at jeg fandt ham yderst utiltalende, og at jeg
virkelig nsten ikke lagde Mrke til ham! Men i Virkeligheden lagde
jeg meget Mrke til ham, og jeg har en kedelig indre Overbevisning
om, at han kunde vre meget tiltalende, hvis han vilde.

Han sa op, og jeg gik hen og gav ham Haanden med min mest rbare
Mine, da Hr. Barton forestillede os for hinanden. Jeg lod ham tale
frst.

"Det er en afskyelig Kulde," sagde han henkastet. Det var en gte
engelsk Begyndelse, og lovende!

"Ja, det er det," sagde jeg. "Er De lige kommet?"

Og saadan blev vi ved paa samme banale Maade; Hr. Barton snurrede
sine Tommelfingre rundt om hinanden, og man kunde se, at han haabede,
at vi snart vilde komme til Dagens brndende Sprgsmaal; og nu og da
indskd han en Bemrkning, der gjorde Situationen endnu mere kejtet.

Til sidst sagde Hr. Carruthers, at han vilde se sig om i Huset; og
jeg sagde, at Teen skulde vre frdig, naar de kom tilbage. Og saa
gik de.

Mine Kinder brndte, og mine Hnder var saa kolde; det hele var saa
kejtet og kedeligt, ikke nr saa simpel en Sag, som jeg troede, da
jeg var oppe i mit Vrelse.

Da det var ganske mrkt, og Lamperne var bragt ind, kom de tilbage
til Vestibulen, og Hr. Barton, som sagde, at han ikke vilde have Te,
gik ind for at lse Aviser i Biblioteket.

Jeg gav Hr. Carruthers Te og gjorde de sdvanlige Sprgsmaal om
Sukker og Flde. Der var et nsten ringeagtende Blik i hans jne, da
han sa paa mig, og jeg flte Vreden stige op i mig. Da han var
frdig, rejste han sig og stod igen foran Ilden. Saa begyndte han at
tale, resolut, som et Menneske, der har besluttet at gre sin Pligt,
hvad det end koster.

"De kender det nske -- eller jeg skulde snarere sige, den Befaling,
som min Tante efterlod sig," sagde han -- "i Virkeligheden siger hun,
at hun altid har opdraget Dem med den Tanke. Det er kedeligt at
diskutere den Sag med en Fremmed, men maaske gr vi bedst i at faa
det overstaaet saa snart som muligt, da det er derfor, jeg er kommet
hertil i Dag. Hendes Befaling var, at jeg skulde gifte mig med Dem."
-- Han tav et jeblik. Jeg sad ganske stille med Hnderne foldede i
Skdet og tvang mig til at holde jnene fstede paa hans Ansigt.

Han fortsatte, da han mrkede, at jeg ikke svarede -- med ganske lidt
rgrelse i Stemmen -- fordi jeg ikke vilde hjlpe ham, antager jeg --
det kunde aldrig falde mig ind! Det morede mig at rgre ham!

"Det er en dristig Tanke i disse Tider at ville raade over andres
Skbne paa den Maade, og jeg er sikker paa, at De vil vre enig med
mig i, at et saadant gteskab er umuligt."

"Naturligvis er jeg enig med Dem," svarede jeg og lj i den
oprigtigste Tone. Jeg havde saa lnge vret vant til overfor Fru
Carruthers at beherske mine virkelige Flelser, baade af Vrede og af
Glde, at jeg nu havde velsen.

"Jeg er saa glad over, at De siger det rent ud," vedblev jeg blidt.
"Jeg har spekuleret paa, hvorledes jeg skulde skrive det til Dem, men
nu, da De er her, er det jo let for os at blive frdige med den Sag
med det samme. Hvad end Fru Carruthers har villet have mig til at
gre, har jeg ikke haft i Sinde at adlyde hende; men det vilde ikke
have nyttet mig noget at sige det til hende, og saa ventede jeg, til
det var Tid at tale. Vil De ikke have mere Te?"

Han sa et jeblik meget stift, nsten vredt paa mig, lidt efter
sagde han med et lettet Suk, halvt leende:

"Saa er vi altsaa enige og behver ikke at tale mere om det!"

"Nej," svarede jeg og smilede ogsaa, sknt jeg var rasende. Jeg vd
ikke, hvem jeg var mest vred paa -- Fru Carruthers, fordi hun havde
bragt mig i denne Situation, Christopher, fordi han var uflsom
overfor mine Yndigheder, eller mig selv, fordi jeg et eneste Sekund
havde tnkt mig Muligheden af, at han skulde gre andet. Naar man
tnker roligt over det, hvorfor skulde han saa gerne ville gifte sig
med mig? En fattig Eventyrerske med grnne jne og rdt Haar, som han
aldrig i sit Liv havde set! Jeg haaber, at han troede, at jeg af
Naturen havde en meget strk Farve, for fra det jeblik, da jeg
begyndte at klde mig paa, havde mine Kinder vret brndende hede.
Man kunde let faa den Id, at det var af Sindsbevgelse, og det maa
han aldrig faa at vide.

Han fik noget mere Te, men han drak den ikke, og deraf sluttede jeg,
at han heller ikke var saa rolig, som han sa ud til.

"Der er noget mere," sagde han, og nu var der nsten Forlegenhed i
hans Stemme. "Noget, som jeg gerne vil sige, sknt Hr. Barton maaske
kunde sige det for mig -- men jeg vil hellere selv sige det ganske
ligefremt til Dem -- det er, at De maa lade mig stte saa mange Penge
fast for Dem, som De havde Ret til at vente at faa efter min Tante,
efter alle de Lfter, som jeg har forstaaet, at hun har --"

Denne Gang ventede jeg ikke, til han havde talt ud! Jeg sprang op fra
Stolen -- jeg kunde ikke styre den Flelse af saaret Stolthed, som
gennemstrmmede mig.

"Penge! -- Penge af Dem!" udbrd jeg, "ikke om jeg var ved at d af
Sult!" -- saa satte jeg mig igen, skamfuld over min Heftighed.
Hvorledes vilde han fortolke den! Men han gjorde mig rasende, og dog
havde jeg for en Time siden vret rede til at blive hans Hustru! Hvad
betd da dette Raseri ved Tanken om, at jeg skulde tage imod en
rimelig Erstatning i Guld. Jeg er sandelig en Gaas, og midt i min
voldsomme Sindsbevgelse fik jeg Tid til at blive klar over, at der
ikke kan tnkes noget mere uberegneligt end en ung Piges Flelser.

"De maa ikke vre taabelig!" sagde han koldt. "Jeg har i Sinde at
stte de Penge fast, enten De vil have dem eller ikke, saa De maa
ikke gre flere Ophvelser over det!"

Der var noget saa bydende og arrogant i hans Stemme, netop som jeg i
Begyndelsen bemrkede, at al den Modstandsevne, der fandtes i min
Natur, rejste sig for at svare ham.

"Jeg kender ikke noget til det juridiske Sprgsmaal i denne Sag; De
kan stte fast, hvad De har Lyst til, men jeg vil aldrig rre noget
af det," sagde jeg saa roligt som jeg kunde, "saa det vilde vre
latterligt at kaste Pengene bort, ikke sandt? De vd maaske ikke, at
jeg har Penge nok selv og ikke paa nogen Maade behver Deres."

Han blev koldere og mere forbitret.

"Som De vil da," sagde han kort, og da Hr. Barton heldigvis i samme
jeblik traadte ind, blev Samtalen afbrudt, og jeg forlod dem.

De rejser ikke tilbage til London fr i Morgen tidlig, og nu skal
Middagen overstaas. Jeg er saa rasende, og jeg kan ikke beskrive alle
de forskellige Sindsbevgelser, som gennembvede mig, da jeg fr gik
op ad den store Trappe. Jeg forstod pludselig det ydmygende i
Situationen! Hvor havde jeg nogensinde kunnet tnke paa at gifte mig
med en Mand, som jeg ikke kendte, blot for at sikre mig et godt Hjem!
Nu forekommer det mig vanvittigt. Jeg antager, at det var, fordi jeg
var blevet opdraget med den Tanke, og fr jeg stod Ansigt til Ansigt
med Manden, havde jeg ikke fundet det underligt. Heldigvis kan han
aldrig ane, at jeg har vret villig til at tage ham -- min
Forstillelsesevne har hjulpet mig godt. Nu er jeg kun opfyldt af n
Tanke! At vise mig saa elskvrdig og bedaarende som muligt for Hr.
Carruthers. Mit Livs Maal skal vre at faa ham til at fortryde sin
Bestemmelse. Naar jeg hrer ham bnfalde mig om at gifte sig, vil jeg
genvinde lidt af min Selvagtelse. Og gteskab, denne rdsomme Affre,
skal jeg ikke have noget af! Nej Tak! Jeg vil rejse bort som et frit
Menneske og vre en lykkelig Eventyrerske -- jeg har lst "De tre
Musketerer" og "Tyve Aar efter" -- Mademoiselle havde dem -- og jeg
kan huske, at Milady kun havde tre Dage til at bedaare sin
Fangevogter, som begyndte med at hade hende, og da Hr. Carruthers
ikke hader mig, kan det gaa lige op imod, at jeg kun har n Aften.
Jeg skal gre mit Bedste --!


                                                       Torsdag Nat.

Jeg var nede i Biblioteket og sad uskyldigt og lste i en Bog, da Hr.
Carruthers traadte ind. Han sa endnu bedre ud i Kjole, men det lod
til, at han var i daarligt Humr, og han fandt utvivlsomt Situationen
ubehagelig.

"Er det ikke et smukt Hus?" spurgte jeg med fljlsbld Stemme for at
bryde den forlegne Tavshed og vise ham, at jeg ikke delte hans
Forlegenhed. "Det var mange Herrens Tider, siden De havde set det,
ikke sandt?"

"Ikke siden jeg var Dreng," svarede han, idet han forsgte at vre
hflig. "Min Tante var Uvenner med min Fader -- hun var den nrmeste
Arving til alt dette, og hun giftede sig med sin Ftter, min Faders
yngre Broder -- men De kender naturligvis Familiehistorien --"

"Ja."

"De hadede hinanden, hun og min Fader."

"Fru Carruthers hadede alle sine Slgtninge," sagde jeg roligt.

"Ogsaa mig?"

"Ja," svarede jeg langsomt og bjede mig frem, for at Lampelyset
skulde falde paa mit Haar. "Hun sagde, at Deres Karakter lignede
hendes alt for meget til, at De og hun nogensinde kunde blive
Venner."

"Er det en Kompliment?" spurgte han, og der var et Blink i hans jne.

"Man maa ikke tale ondt om de Dde," sagde jeg undvigende.

Han sa lidt rgerlig ud, for saa vidt som disse Diplomater
nogensinde tillader sig at se ud af noget som helst.

"De har Ret," sagde han. "Lad hende hvile i Fred."

Der blev et jebliks tavshed.

"Hvad vil De nu tage Dem for?" spurgte han lidt efter. Det var et
dristigt Sprgsmaal.

"Jeg vil vre en Eventyrerske," svarede jeg bestemt.

"En hvad?" udbrd han og hvede sine sorte jenbryn.

"En Eventyrerske. Er det ikke det, det hedder? En Kvinde, der vil se
Livet og maa gre det saa behageligt, hun kan for sig selv."

Han lo. "De slsomme lille Dame!" sagde han; hans rgrelse begyndte
at tabe sig. Og naar han ler, kan man se, hvor lige hans Tnder er,
men de to Hjrnetnder er spidse som en Ulvs.

"Det var maaske alligevel bedre, at De giftede Dem med mig!"

"Nej, det vilde stkke mine Vinger," sagde jeg oprigtigt og sa ham
lige ind i Ansigtet.

"Hr. Barton siger, at De har i Sinde at rejse herfra paa Lrdag. Jeg
beder Dem om ikke at gre det -- betragt dette Hus som Deres Hjem,
saa lnge De vil -- indtil De har taget en anden Bestemmelse for
Deres Fremtid. De ser alt for ung ud til at drage alene omkring i
Verden!"

Han bjede sig ned og sa nrmere paa mig -- der var en underlig
Klang i hans Stemme.

"Jeg er tyve Aar, og jeg har ofte faaet Sknd," sagde jeg roligt,
"det forbereder n paa mange Ting. Jeg vil nyde at kunne gre, hvad
jeg vil."

"Og hvad vil De da gre?"

"Jeg vil tage til Claridges, indtil jeg kan se mig om efter noget
andet."

Han bevgede sig uroligt.

"Men har De da ingen Slgtninge? Ingen, som kan tage sig af Dem?"

"Det tror jeg ikke. Min Moder var ikke noget srligt, vd De nok --
en Frken Tomkins."

"Men Deres Fader?" Han satte sig i Sofaen ved Siden af mig; han sa
ud, som om han baade var forvirret og morede sig -- maaske forbavsede
jeg ham.

"Papa? Aa! han var den sidste af sin Slgt -- det var pne Folk, men
der er ikke flere tilbage af dem."

Han skd en af Puderne til Side.

"Det er en umulig Stilling for en ung Pige at vre fuldstndig alene.
Det kan jeg ikke tillade mig. Jeg fler mig ansvarlig for Dem. I
Grunden vilde det passe meget godt, hvis De giftede Dem med mig --
jeg er ikke srlig huslig anlagt af Naturen, saa jeg vilde vre meget
lidt hjemme. -- De kunde bo her og have en sikker Stilling, og jeg
kunde komme af og til og se, om De havde det godt."

Det var ikke til at forstaa, om det var Spg eller Alvor.

"De er alt for god," sagde jeg uden Spor af Ironi, "men jeg elsker
Frihed, og naar De var hjemme, kunde det blive saa besvrligt --"

Han lnede sig tilbage og lo muntert.

"De er i det mindste oprigtig," sagde han.

I samme jeblik traadte Hr. Barton ind i Stuen med mange
Undskyldninger, fordi han kom saa sent. Straks efter kom
Hushovmesteren med de sdvanlige Ceremonier og meldte pompst: "Der
er serveret, Herre." Hvor de hurtigt anerkender den ny Herre!

Hr. Carruthers bd mig Armen, og vi gik langsomt ned ad
Billedgalleriet til Spisesalen, og dr satte vi os ved det lille
runde Bord midt i Salen, det ligner en  midt i en S.

Jeg talte pnt ved Bordet. Jeg var vrdig og alvorlig og ganske
frejdig. Hr. Carruthers kedede sig ikke.

Kokken havde overgaaet sig selv i Haab om at beholde Pladsen. Jeg har
aldrig vret saa nervs i mit Liv.

Efter Middag sad jeg og lod, som om jeg sov under en stor Lampe i
Biblioteket -- en Bog med nogle dumme Digte laa i mit Skd -- da
Dren blev aabnet og han -- Hr. Carruthers -- kom ind alene. Jeg
aabnede ikke jnene. Han stod og sa paa mig et Minut -- hvor jeg dog
vd njagtig Besked! -- Saa sagde han: "Du er meget smuk, naar du
sover!"

Hans Stemme var ikke krtegnende eller smigrende, kun som om en
Kendsgerning havde tvunget ham til denne Ytring.

Jeg lod, som om jeg vaagnede ganske roligt.

"Var den Portvin fra 47 saa god, som De haabede?" spurgte jeg
sympatisk.

Han satte sig. Jeg havde stillet min Stol saadan, at der ikke stod
nogen anden i dens umiddelbare Nrhed. Han sad altsaa lidt fra mig og
kunde se hele min Silhouet.

"Portvinen fra 47 -- naa jo! -- men jeg vil ikke tale om Portvin. Jeg
vil have, De skal fortlle mig en hel Masse mere om Dem selv og Deres
Planer."

"Jeg har ingen Planer -- undtagen at se Verden."

Han tog en Bog og lagde den bort igen, han var ikke fuldkommen rolig.

"Jeg tror ikke, jeg vil lade Dem rejse. Jeg er mere end nogensinde
overbevist om, at De br have nogen til at tage sig af Dem. De er
ikke af en Type, som trygt kan rejse omkring alene."

"Aa! hvad min Type angaar," sagde jeg modlst, "den vd jeg god
Besked om. Fru Carruthers sagde, at ingen med den Sammenblanding af
Farver kunde vre god, saa jeg har ikke i Sinde at forsge paa det.
Det bliver meget let."

Han rejste sig hurtigt op og stod foran den store Brndeild med
saadant et komisk Udtryk i sit Ansigt.

"De er det besynderligste Barn, jeg nogensinde har truffet," sagde
han.

"Jeg er ikke et Barn -- og jeg har i Sinde at lre saa meget som
muligt."

Han gik igen hen til Sofaen og arrangerede Puderne -- store,
pragtfulde, svre Puder af gammelt italiensk Brokade, stive af Slv
og Guld.

"Kom!" bad han. "Sid her ved Siden af mig og lad os tale sammen; De
sidder Mile borte fra mig, og jeg vil gerne tale Fornuft med Dem."

Jeg rejste mig straks og kom langsomt hen til ham og satte mig roligt
ned; der laa en purpurrd Pude med Slv lige under Lyset, paa den
hvilede jeg mit Hoved.

"Tal saa!" sagde jeg og lukkede mine jne halvt.

Aa! hvor jeg morede mig! Det var frste Gang i mit Liv, at jeg var
alene med en rigtig Mand! De -- de gamle Gesandter og Politikere og
Generaler fortalte mig altid, at jeg vilde blive smuk, nu vilde jeg
prve, hvad jeg kunde udrette.

Hr. Carruthers blev ved med at tie -- men han satte sig ved Siden af
mig og sa, og sa mig lige ind i jnene.

"Naa, tal saa," sagde jeg igen.

"Vd De, at De er en meget foruroligende Person?" sagde han endelig,
for at begynde med noget.

"Hvad er det?" spurgte jeg.

"Det er en Kvinde, der forvirrer ns Tanker, naar man ser paa hende.
Nu synes jeg ikke, at jeg har noget at sige -- eller alt for meget."

"De kaldte mig et Barn."

"Jeg burde have kaldt Dem en Gaade."

Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke var det mindste sammensat, og at
jeg kun vilde have, at alting skulde vre ganske lige ud ad
Landevejen, og at jeg gerne vilde vre i Fred og ikke behve at blive
gift eller plages med at adlyde Folk.

Vi talte rigtig rart sammen.

"De rejser ikke herfra paa Lrdag," sagde han lidt efter uden
Anledning. "Jeg tror heller ikke, at jeg rejser i Morgen. Jeg vil
gerne have, at De skal vise mig Haven og Deres Yndlingssteder."

"I Morgen faar jeg travlt med at pakke ind," sagde jeg alvorligt, "og
jeg tror heller ikke, at jeg har Lyst til at vise Dem Haverne -- der
er nogle Steder, jeg har holdt meget af, og som jeg tror, det vil
gre mig lidt ondt at sige Farvel til."

I det samme kom Hr. Barton ind i Stuen; han var urolig og lod til at
have travlt. Hr. Carruthers Ansigt blev igen haardt, og jeg rejste
mig for at sige Godnat.

"Lov mig, at De vil komme ned og give mig Kaffe i Morgen tidlig,"
sagde han, idet han aabnede Dren for mig.

"_Qui vivra, verra_," svarede jeg og gik ud i Vestibulen. Han fulgte
med og blev staaende, medens jeg gik op ad Trappen.

"Godnat," sagde jeg sagte, da jeg kom helt op, og jeg lo lidt -- jeg
vd ikke hvorfor.

Han sprang op ad Trappen, tre Trin ad Gangen, og fr jeg kunde dreje
Haandtaget paa min Dr, stod han ved Siden af mig.

"Jeg vd ikke, hvad det er, der er ved Dem," sagde han, "men De gr
mig gal -- jeg vil alligevel opfylde min Tantes nske! Jeg vil gifte
mig med Dem og aldrig lade Dem komme mig af Syne -- hrer De?"

Aa, der kom saadan en underlig berusende Flelse over mig -- og den
er der endnu! Naturligvis mener han sandsynligvis ikke alt det i
Morgen, men at have faaet saadan en stiv Stenblok til at fare op ad
Trappen og sige alt det, er aldeles dejligt!

Jeg sa op paa ham gennem mine jenvipper. "Nej, De vil ikke gifte
Dem med mig," sagde jeg roligt, "eller gre noget andet, som jeg ikke
vil have. Godnat!" Og jeg smuttede ind i mit Vrelse og lukkede
Dren. Jeg kunde hre, at han ikke rrte sig i nogle Sekunder. Saa
gik han ned ad Trappen, og jeg var alene med mine Tanker.

Mine Tanker! Gud vd, hvad de betyder! Hvad gjorde jeg, som havde den
Virkning paa ham? Det var min Hensigt at gre noget, og jeg gjorde
det, men jeg er ikke ganske sikker paa, hvad det var. Men det er nu
ogsaa ligegyldigt. Det er tilstrkkeligt for mig at vide, at jeg har
faaet min Selvagtelse tilbage, og nu kan jeg se mig om i Verden med
en god Samvittighed.

Han har bedt mig om at gifte mig med sig, og jeg har svaret, at jeg
vil ikke.


                                               _Branches Park_.
                                  Torsdag Aften den 3. Novbr. 1904.

    "Kre Bob![1]

      [1] Et Brev fra Hr. Carruthers, som senere kom i Evangelines
      Besiddelse, og som hun satte ind i Dagbogen paa dette Sted.

Der er hndet mig noget slsomt! Jeg kom hertil for at overtage
Godset og for bestemt at sige, at jeg ikke vilde gifte mig med Frken
Travers, og jeg fandt hende med rdt Haar, en Hud som Mlk og et Par
grnne jne, som ser paa n ud fra en Skov af sorte jenvipper med
tusind uudtalte Udfordringer. Det skulde ikke undre mig, hvis jeg
begik en eller anden Daarskab. Man har lst om saadanne Kvinder i det
femtende Aarhundrede i Italien, men jeg har aldrig fr truffet n.
Hun har ikke vret i Stuen i ti Minutter, fr man faar en Flelse af
Uro og nsker, man vd ikke hvad -- isr at rre ved hende, tror jeg.
Du gode Gud! Hvilken Hud -- som Mlk og sjldne Roser -- og den
rdeste Amors Bue af en Mund! Du skulde hellere komme med det samme
(det er sandsynligvis noget, der falder i din Smag) og frelse mig fra
den rene Idioti. Situationen er enestaaende; hun og jeg er
bogstavelig alene i Huset, for gamle Barton regner jeg ikke for
noget. Hun har ingen Steder at tage hen, og saa vidt jeg kan forstaa,
har hun ikke en eneste Ven i Verden. Jeg burde vist rejse -- jeg vil
forsge, om jeg kan paa Mandag, men kom i Morgen med 4-Toget.

                                                  Din
                                                     _Christopher_.

P. S. Portvinen fra 47 er frste Klasse, og der er nogle Flasker af
gamle Tantes fineste Champagne, siger Barton, dem kan vi drikke. Jeg
sender dette med Eksprestoget, saa faar du det i god Tid til
4-Toget."


                                                    _Branches_,
                                         Fredag Aften den 4. Novbr.

I Morges drak Hr. Carruthers Kaffe alene. Hr. Barton og jeg nd vort
Morgenmaaltid tidligt, fr Klokken 9, og netop som jeg stod i
Vestibulen med mit Overtj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem
med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe
med rynket Pande.

"De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke sknke Te til mig?"

"Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud." Og jeg gik
ned ad Korridoren med Ulvehundene efter mig.

"De er ikke en venlig Vrtinde," raabte han efter mig.

"Jeg er slet ikke Vrtinde, jeg er Gst," svarede jeg.

Han fulgte efter mig. "Saa er De en meget ligegyldig Gst, der ikke
bryder sig om at glde sin Vrt."

Jeg sagde ingenting; jeg sa kun paa ham over Skuldrene, da jeg gik
ned ad Marmortrinene -- sa kun paa ham og lo, ligesom den
foregaaende Aften.

Han vendte sig og gik ind i Huset uden at sige et Ord, og jeg sa ham
ikke igen fr lige inden Frokost.

Der er noget ubehageligt ved at sige Farvel til et Sted, og jeg flte
alle Slags Sindsbevgelser paa forskellige Steder under min
Spadseretur. Men alt det er latterligt og maa glemmes. Da jeg gik
omkring Hjrnet paa Terrassen, havde et Vindstd nr blst mig lige i
Armene paa Hr. Carruthers. Det er et afskyeligt Vejr, vi har i dette
Efteraar.

"Hvor har De vret hele Formiddagen?" spurgte han, da vi var kommet
os lidt. "Jeg har sgt efter Dem overalt."

"De kender endnu ikke alt, ellers havde de fundet mig," sagde jeg og
lod, som om jeg vilde gaa videre.

"Nej, De maa ikke gaa nu," udbrd han og gik ved Siden af mig.
"Hvorfor vil De ikke vre elskvrdig og faa mig til at fle mig
hjemme?"

"Jeg beder om Forladelse -- hvis jeg har vret uelskvrdig," sagde
jeg med stor Oprigtighed. "Fru Carruthers har altid opdraget mig til
at have gode Manrer."

Derpaa talte han i en halv Time med mig om Godset.

Han syntes at have glemt sin Heftighed fra den foregaaende Aften. Han
spurgte mig om alt muligt og viste en Finflelse, som jeg ikke havde
ventet af hans haarde Ansigt. Jeg blev ganske ked af det, da
Gongongen ld til Lunch og vi gik ind.

Jeg har ingen bestemt Plan i Hovedet -- jeg driver for Vind og Vove
-- det er frste Gang, jeg fler, at jeg har Magt over et andet
menneskeligt Vsen. Jeg flte en behagelig Gysen ved at se hans
Iver, i Modstning til den trre Maade, paa hvilken han havde
afslaaet min Haand Dagen fr. Ved Bordet henvendte jeg mig til Hr.
Barton, og han var meget smigret over min Opmrksomhed og blev ved at
snakke.

Det begyndte at regne. Regnen strmmede ned og slog imod
Vinduesruderne med pludselige, vrede Slag. Der var ingen Udsigt til
flere Spadsereture. Jeg gik ovenpaa, medens Hushovmesteren talte med
Hr. Carruthers, og begyndte at hjlpe Vronique med at pakke ind.
Mine hyggelige Vrelser var lutter Kaos og Forladthed.

Medens jeg laa paa Kn foran en stor Trkasse og prvede paa at pakke
nogle Bger ned i den, blev der banket paa Dren, og uden videre kom
min Vrt -- ja, for det er han nu -- ind i Stuen.

"Du gode Gud! Hvad er det? Hvad bestiller De?"

"Pakker ind," svarede jeg og rejste mig.

Han gjorde en utaalmodig Bevgelse.

"Passiar!" sagde han. "Det er ikke ndvendigt at pakke ind. Jeg siger
Dem, at jeg ikke vil lade Dem rejse. Jeg vil gifte mig med Dem og
beholde Dem her altid."

Jeg satte mig ned paa Gulvet og begyndte at le.

"Naa, saa det mener De?"

"Ja."

"De kan ikke tvinge mig til at gifte mig med Dem, vd De nok -- vel?
Jeg vil se Verden, og jeg vil ikke have en kedelig Mand til at plage
mig. Hvis jeg nogensinde gifter mig, bliver det fordi -- aa, fordi
--" jeg tav og begyndte at pille ved en Bog.

"Fordi hvad?"

"Fru Carruthers sagde, at det var saa taabeligt -- men jeg tror, at
jeg vilde foretrkke at gifte mig med n, jeg holdt af. Aa, jeg vd
godt, at De synes, det er dumt," jeg standsede ham, da han var ved at
tale; "men da det naturligvis alligevel ikke varer ved, synes jeg,
det kunde vre rart at begynde paa den Maade, synes De ikke?"

Han sa sig om i Stuen og videre ind gennem de vidt aabne Fljdre i
mit nydelige Sovevrelse, hvor Vronique stadig var ved at pakke ind.

"De har det jo meget hyggeligt her, det er meningslst af Dem at tage
bort," sagde han.

Jeg rejste mig fra Gulvet og gik hen til Vinduet og tilbage igen. Jeg
vd ikke hvorfor, jeg blev saa bevget; jeg fik en pludselig Flelse
af Hygge. Verden derude sa saa vaad og trist ud.

"Hvorfor siger De, at De gerne vil have, at jeg skal gifte mig med
Dem, Hr. Carruthers?" spurgte jeg. "De spger naturligvis."

"Jeg spger ikke. Jeg er fuldkommen alvorlig. Jeg er rede til at
opfylde min Tantes nsker. Det kan ikke vre nogen ny Tanke for Dem,
og De maa have Verdenskundskab nok til at forstaa, at det vilde vre
den bedst mulige Lsning for Deres Fremtid. Jeg kan jo vise Dem
Verden."

Han sa overordentlig godt ud, som han stod dr med Ansigtet vendt
imod det svindende Lys. St, at jeg tog ham paa Ordet.

"Men hvad er det, som har forandret Deres Mening siden i Gaar? De
sagde, at De var kommet for at gre det klart for mig, at De umuligt
kunde adlyde hendes Befaling."

"Det var i Gaar," sagde han. "Jeg havde ikke rigtig set Dem; i Dag
tnker jeg anderledes."

"Det er kun, fordi det gr Dem ondt for mig; jeg synes Dem vist saa
ensom," hviskede jeg undseligt.

"Det er fuldstndig umuligt -- det, som De vil gre -- at bo alene i
et Hotel i London -- Tanken om det gr mig gal."

"Det bliver netop dejligt! Saa har jeg ingen til at kommandere mig
fra Morgen til Aften."

"Hr," sagde han og kastede sig i en Lnestol, "De kan gifte Dem med
mig, saa skal jeg tage Dem med til Paris, eller hvorhen De vil, og
jeg skal ikke kommandere Dem -- jeg skal kun hindre de andre Bster
af Mnd i at se paa Dem."

Men jeg sagde ham straks, at jeg syntes, det vilde blive meget
kedeligt. "Jeg har aldrig haft Lejlighed til at lade nogen se paa
mig," sagde jeg, "og nu har jeg Lyst til at mrke, hvordan det er.
Fru Carruthers forsikrede mig altid, at jeg var meget smuk, skal jeg
sige Dem, men hun sagde, at jeg kunde vre sikker paa, at det endte
galt med mig paa Grund af min Type, med mindre jeg blev gift med det
samme, og hvis mit Hoved saa blev skruet den rigtige Vej, gjorde det
ingenting; men jeg er ikke enig med hende."

Han gik utaalmodigt op og ned i Stuen.

"Det er netop Sagen," sagde han. "Jeg vilde helst vre den frste --
jeg vilde helst, at De skulde begynde med mig. Jeg er strk nok til
at holde de andre borte."

"Hvad vil 'begynde med Dem' sige?" spurgte jeg oprigtigt. "Gamle Lord
Beutworth sagde, at jeg skulde begynde med ham, da han var her for at
skyde Fasaner sidste Efteraar; han sagde, at det kunde ikke gre
noget, han var saa gammel; men jeg gjorde det ikke --"

Hr. Carruthers sprang op fra Stolen.

"Hvad gjorde De ikke? Du gode Gud! Hvad vilde han have, at De skulde
gre?" spurgte han forfrdet.

"Han vilde have, at jeg skulde kysse ham," sagde jeg og slog et
jeblik jnene ned; jeg flte mig fjollet undselig.

Hr. Carruthers sa nsten lettet ud. Det var underligt.

"Den gamle Slyngel! Det lader til, at min Tante har haft en nydelig
Omgang!" udbrd han. "Kunde hun ikke passe bedre paa Dem end -- at
lade Dem fornrme af sine Gster."

"Jeg tror ikke, at Lord Beutworth vilde fornrme mig. Han sagde kun,
at han aldrig havde set en saa rd Mund som min, og da jeg dog en
Gang var ndt til at gaa ad Helvede til med den og saadant et Haar,
kunde jeg begynde med at kysse ham -- han forklarede det altsammen."

"Og blev De ikke meget vred?" Hans Stemme var forbitret.

"Nej -- ikke meget, det kunde jeg ikke, jeg rystede saadan af Latter.
Hvis De havde set den tossede, gamle Fyr, han lignede en vissen
Abekat med farvet Haar og et jeglas! -- Jeg fortller Dem det kun,
fordi De sagde 'begynde med Dem', og jeg vilde gerne vide, om det var
det samme."

Hr. Carruthers jne havde saadan et underligt Udtryk, Forvirring,
Morskab og noget mere. Han kom tt hen til mig.

"Fordi," vedblev jeg, "hvis det er det, tror jeg, at hvis det altid
er Begyndelsen -- saa bryder jeg mig ikke om at begynde -- jeg har
ikke den mindste Smule Lyst til at kysse nogen -- jeg vilde
simpelthen hade det."

Hr. Carruthers lo. "Aa, De er, naar alt kommer til alt, kun et
Pattebarn!" sagde han.

Det rgrede mig. Jeg rejste mig med stor Vrdighed. "Teen er serveret
i den hvide Dagligstue," sagde jeg stift og gik henimod min
Sovekammerdr.

"Send Deres Pige bort og lad os faa den herop," sagde han. "Jeg kan
godt lide dette Vrelse."

Men jeg var ikke saa let at berolige, jeg kaldte paa Vronique og gav
hende mine Ordrer.

"Den stakkels gamle Hr. Barton vilde fle sig saa ensom," sagde jeg
og gik ud i Gangen. "Jeg gaar ned og srger for, at han faar god
Te," og jeg sa tilbage over Skulderen paa Hr. Carruthers.
Naturligvis fulgte han med mig, og vi gik sammen ned ad Trappen.

I Vestibulen mdte vi en Tjener med et Telegram. Hr. Carruthers rev
det utaalmodigt op. Saa sa han ganske rgerlig ud.

"Jeg haaber, at De ikke bliver ked af det," sagde han, "men en af
mine Venner, Lord Robert Vavasour, kommer i Eftermiddag -- han --
forstaar sig meget godt paa Malerier. Jeg havde rent glemt, at jeg
havde bedt ham om at komme og se paa Billederne."

Jeg sagde, at han var Vrt, og hvorfor skulde jeg have noget imod
hans Gster.

"Desuden," sagde jeg, "rejser jeg selv i Morgen, hvis Vronique kan
blive frdig med at pakke ind."

"Snak -- hvorledes skal jeg faa Dem til at forstaa, at jeg slet ikke
vil lade Dem rejse?"

Jeg svarede ham ikke -- men sa kun udfordrende paa ham.

Hr. Barton ventede taalmodigt paa os i den hvide Dagligstue, og vi
havde ikke siddet og spist Smaakager i mere end fem Minutter, da
Lyden af en Vogn paa Vejen udenfor Vinduerne forstyrrede vor kunstige
Konversation.

"Det maa vre Bob, der kommer," sagde Hr. Carruthers og gik tvende
ud i Vestibulen for at tage imod sin Gst.

De kom lidt efter ind sammen, og han forestillede Lord Robert for
mig.

Jeg sa straks, at han var meget indtagende! Saadan en Skikkelse!
Aldeles som den belvederiske Apollo! Jeg kan godt lide det Udseende,
smal om Livet og smukke Skuldre, og han ser ud, som om han var smidig
som en Slange, og dog kunde brkke Ildragere midt over, ligesom Hr.
Rochester i "Jane Eyre".

Han har store, svnige, blaa jne med et nsten klagende Udtryk og et
lille bitte Overskg, som er drejet opad i Spidserne, og den
smukkeste Mund, man kan se for sine jne, og naar han bevger sig, og
man ser hans Nakke, kommer man hele Tiden til at tnke paa en smuk,
dresseret Hest. Jeg vd ikke hvorfor. Straks -- paa jeblikket -- da
vi sa paa hinanden, flte jeg, at jeg vilde kunne lide "Bob"! Han
har intet af Hr. Carruthers kyniske, haarde Udtryk, og jeg er vis
paa, at han ikke kan vre nr saa gammel, ikke mere end omtrent
syvogtyve.

Han syntes at fle sig fuldkommen hjemme, satte sig ned og fik Te og
talte paa den roligste, venskabeligste Maade. Hr. Carruthers syntes
at fryse til, Hr. Barton blev mere banal, og det hele morede mig
umaadeligt.

Jeg plejede at lnges efter Eventyr i gamle Dage, da Fru Carruthers
levede, og nu oplever jeg dem virkelig?

Hvilken Situation! Jeg er vis paa, at Folk vilde finde den hjst
upassende! Jeg alene i Huset med disse tre Mnd! Jeg indsaa, at jeg
maatte rejse -- men hvorhen?

Imidlertid er det min Hensigt at more mig! Lord Robert og jeg syntes
at have Hundreder af Ting at sige hinanden. Jeg kan godt lide hans
Stemme -- og han er saa fuldstndig _sans gne_, at der slet ingen
Vanskeligheder er. Da vi var frdige med Teen, var vi som gamle
Venner. Hr. Carruthers blev mere og mere hflig og stiv, og til sidst
sprang han op og ilede af Sted til Rygevrelset med sin Gst.

Jeg tog saadan en yndig Kjole paa til Middag, den nydeligste,
rbareste, sorte Kjole; Halsen kiggede lidt igennem det tynde Tj.
Intet kunde vre mere tkkeligt og kldeligt, og mit Haar vilde ikke
vre skikkeligt, men struttede ud alle Vegne i balstyrige Blger og
Krller.

Jeg syntes, det var raadeligt ikke at komme i alt for god Tid, og jeg
gik frst ned, da jeg vidste, at der var serveret.

De stod begge paa Kamintppet. Jeg glemmer altid at regne Hr. Barton
med, han sad paa en eller anden Stol, men jeg lagde ikke Mrke til
ham.

Hr. Carruthers er omtrent en Tomme hjere end Lord Robert; han maa
vre meget over seks Fod, for den anden er ogsaa hj, men da jeg sa
dem sammen, forekom Hr. Carruthers Skikkelse mig stiv og stram ved
Siden af Lord Roberts, og han er ikke nr saa smkker om Livet. Jeg
gad vide, om nogen anden Nation kan have det udsgt _soign_ Ydre som
Englndere i Selskabsdragt, jeg tror det ikke. De er virkelig meget
knne begge to, og jeg vd endnu ikke, hvem af dem jeg bedst kan
lide.

Vi havde det meget morsomt ved Bordet! Jeg var saa drillevorn, som
jeg kunde vre -- sympatisk optaget af gamle Bartons lange Historier,
og jeg sa kun en Gang imellem paa de to andre gennem mine jenvipper
-- medens jeg talte paa den pneste, rbareste Maade, saa jeg er
sikker paa, at selv Lady Katherine Montgomerie -- en af vore
Naboersker -- vilde have syntes godt om det.

De skulde ikke kunne sige, at jeg ikke kunde passe paa mig selv i
enhver Situation.

"Det er en forbistret god Portvin, Christopher," sagde Lord Robert,
da den fra 47 blev budt rundt. "Var det den, du indbd mig til at
komme og drikke?"

"Jeg troede, det var, for at De skulde sige Deres Mening om
Malerierne," udbrd jeg forbavset. "Hr. Carruthers sagde, at De var
en stor Kender."

De sa paa hinanden.

"Naa -- ja --" sagde Lord Robert og lj gennemsigtigt. "Billeder er
forfrdelig interessante. Vil De vise mig dem efter Middag?"

"Lyset er alt for svagt til, at en Kender kan undersge dem
ordentligt," sagde jeg.

"Jeg vil saa snart som muligt have det hele oplyst med elektrisk
Lys; jeg har skrevet om det i Dag," sagde Hr. Carruthers. "Men jeg
skal selv vise dig Billederne i Morgen, Bob."

Det bestemte mig straks til at fre Lord Robert rundt i Aften, og jeg
sagde det til ham med fljlsbld Stemme, medens Hr. Barton optog
Christophers Opmrksomhed.

De blev saa lnge i Spisestuen, efter at jeg var gaaet fra dem, at
jeg var paa Vej op i Seng, da de kom ud i Vestibulen, og det var
vanskeligt at formaa mig til at blive et Par Minutter.

"Jeg er forfrdelig ked af det," sagde Lord Robert. "Jeg kunde ikke
slippe bort, jeg vd ikke, hvad der gik af Christopher, han vilde
drikke Portvin, og han snakkede Pokker et re af, til jeg til sidst
rent ud sagde, at jeg vilde ind til Dem. Saa her er jeg -- og nu vil
De ikke gaa i Seng -- vel?"

Han har saadanne bedende blaa jne -- bnlige og rrende som et
bedrvet Barns -- det er ganske umuligt at modstaa ham! Og vi gik ned
i Galleriet.

Naturligvis kendte han ikke Forskel paa en Canaletto og en Turner;
han lod ikke engang, som om det interesserede ham, og da vi kom ned
til Enden, hvor de gamle Italienere hnger, og jeg var ved at
forklare ham en Madonnas vidunderlige Sknhed, sagde han:

"De ser alle ud, som om de var ssyge og fordrejede! Tror De ikke, at
vi kunde stte os i den Sofa og tale om noget andet?" Saa fortalte
han mig, at han elskede Billeder, men ikke den Slags.

"Jeg kan nok lide, at Folk ser menneskelige ud, selv paa Lrredet,"
sagde han. "Alle disse Damer ser ud, som de var ved at faa et
Mavetilflde, og jeg kan ikke lide deres Glorier, og alle Mndene er
gamle og skaldede. Men De maa ikke tro, at jeg er en Barbar -- De maa
lre mig, hvad der er ved dem, vil De ikke nok det? Saa kommer jeg
nok til at holde af dem."

Jeg sagde, at jeg ikke selv brd mig meget om dem, naar undtages
Farverne.

"Aa, det er jeg glad over," sagde han. "Jeg vilde gerne have, at vi
skulde beundre de samme Ting, men intet Maleri kan interessere mig
saa meget som Deres Haar. Det er det dejligste, jeg har set i mit
Liv, og De stter det saa smukt."

Det syntes jeg godt om! Han har det elskvrdigste Vsen, Lord Robert,
og han er meget dannet, ikke Spor af dum eller tykhovedet, kun ganske
ligefrem. Vi talte i nogen Tid dmpet og fornjeligt sammen.

Saa slap Hr. Carruthers bort fra Hr. Barton og kom henimod os. Jeg
satte mig mere bekvemt paa de Fljls Puder. Der er purpurrde Fljls
Puder og Gardiner i det Galleri; det er gode, gamle Relikvier fra
Dronning Victorias Tid. En stor Del af Huset er rdsomt, men disse
Gardiner har jeg altid holdt af.

Hr. Carruthers Ansigt var saa strengt som en Buste af Kejser
Augustus. Jeg er vis paa, at Inkvisitionens Munke sa saaledes ud.
Gud vd, hvad han havde haft i Sinde at sige, men Lord Robert gav ham
ikke Tid.

"Gaa din Vej, Christopher," sagde han; "Frken Travers vil lre mig
noget om de italienske Madonnaer, og jeg kan ikke holde min
Opmrksomhed fast, naar der er en tredie Person til Stede."

Jeg antager, at Hr. Carruthers, hvis han ikke havde vret Diplomat,
vilde have bandet, men jeg tror, at den Slags Opdragelse stter n i
Stand til at lave sit Ansigt som man selv vil, saa han smilede
elskvrdigt og satte sig paa en Stol hos os.

"Jeg gaar ikke min Vej, Bob," sagde han. "Jeg synes ikke, du er godt
Selskab for Frken Evangeline. Jeg er ansvarlig for hende, og jeg
har i Sinde at passe paa hende."

"De skulde ikke have bedt ham om at komme, hvis han ikke er et
respektabelt Menneske," sagde jeg naivt, "men de italienske Madonnaer
burde kunne rense og hve hans Tanker. Det er i alt Fald Dem, der har
paataget Dem det Ansvar. Jeg har ikke i Sinde at adlyde andre end mig
selv!" Og jeg satte mig bestemt til Rette mellem de Fljls Puder.

"Ikke godt Selskab!" udbrd Lord Robert. "Hvad er det for noget
Vrvl, Christopher? Du vd vel nok, at jeg ikke har min Lige i hele
Kavalleriet."

De lo begge to, og vi blev ved med at tale sammen paa den Maade, Hr.
Carruthers var skarp og fin som en Klinge -- Lord Robert aabenhjertig
og ligefrem, med en Mine som et forvirret Barn.

Da jeg tnkte, at de begge meget gerne vilde have, at jeg skulde
blive, rejste jeg mig og sagde Godnat.

De fulgte mig begge ned ad Galleriet, og vilde begge absolut tnde et
af Lysene i den lange Rkke blanke Slvlysestager, som stod i
Vestibulen, og de prsenterede mig dem med stor paatagen rbdighed.
Det rgrede mig, jeg vd ikke hvorfor, og jeg blev pludselig iskold
og afslog dem begge, medens jeg igen sagde stift Godnat og gik op ad
Trappen paa min stateligste Maade.

Jeg kunde se Lord Roberts jenbryn trkke sig op i et mere klagende
Udtryk end nogensinde, medens han lod den smukke Slvlysestage hlde
og dryppede Stearin paa det bonede Egetrs Gulv.

Hr. Carruthers stod ganske stille og satte Lyset tilbage paa Bordet.
Hans Ansigt var kynisk, og han sa snarest ud, som om han morede sig.
Jeg kan ikke beskrive, hvor irriteret jeg var, og jeg besluttede
straks at rejse i Morgen -- men hvorhen, det kunde kun Skbnen eller
Djvelen vide!

Da jeg kom ind i mit Vrelse, fik jeg en Klump i Halsen. Vronique
var gaaet i Seng, trt af at have pakket ind hele Dagen.

Jeg flte mig pludselig saa mutters alene, alt det interessante var
borte. For jeblikket hadede jeg de to dr nede. Jeg flte, at
Situationen var tvetydig og uholdbar, og den havde dog moret mig saa
meget for en Time siden.

Det er dumt og tosset, og ns Nse bliver rd af det, men jeg kunde
have Lyst til at grde lidt, fr jeg gaar i Seng.


                                                    _Branches_,
                                       Lrdag Efterm. den 5. Novbr.

I Morges vaagnede jeg med Hovedpine og sa, at Regnen piskede mod
Vinduerne, og det var Taage og Slud -- det passede rigtig godt til
den femte November. Jeg vilde ikke gaa ned til Frokost. Vronique
bragte mig min op i min Dagligstue, og med spartansk Bestemthed
pakkede jeg ind hele Morgenen.

Omtrent Klokken tolv kom der et Brev fra Lord Robert, det ld
saaledes:

    "Kre Frken Travers!

Hvorfor skjuler De Dem? Var jeg saa kedelig i Aftes? Tilgiv mig og
kom ned. Har Christopher lukket Dem inde i Deres Vrelse? Jeg myrder
ham, det Bst, hvis han har det!

                                       Deres hengivne
                                                _Robert Vavasour_."

"Jeg kan ikke, jeg pakker ind," kradsede jeg med Blyant paa
Konvolutten og gav Charles, som stod i Vestibulen og ventede paa
Svar, den med tilbage. Ti Minutter efter spadserede Lord Robert ind
i Stuen, Tjeneren havde ladet Dren staa aaben.

"Jeg kommer for at hjlpe Dem," sagde han med denne Stemme, der lyder
saa sikker paa et Velkommen, at man ikke kan bide ham af, "men hvor
skal De hen?"

"Det vd jeg ikke," sagde jeg lidt fortabt, og saa bukkede jeg mig og
samlede Fotografier sammen af alle Livsens Krfter.

"Ja, men De kan ikke tage til London alene," sagde han. "Hr engang,
jeg skal tage Dem med og bringe Dem til min Tante, Lady Merrenden.
Hun er saa sd, og jeg er vis paa, at naar jeg fortller hende Deres
Historie, saa bliver hun henrykt over at kunne tage sig af Dem i
nogle Dage, indtil De kan se Dem rigtig om."

Han sa saa ung ud, og hans Ansigt var saa rart, jeg blev rrt.

"Aa nej, Lord Robert! Det kan jeg ikke, men Tak skal De have. Jeg vil
ikke staa i Taknemlighedsgld til nogen," sagde jeg bestemt. "Hr.
Carruthers foreslaar en Maade at komme ud over Vanskelighederne paa
-- og det er, at jeg skal gifte mig med ham og blive her. Jeg tror
ikke, at han virkelig mener det; men han lader, som han gr det."

Han satte sig paa Kanten af et Bord, der allerede i Forvejen var
belsset med Bger; de fleste af dem vltede og faldt med et Brag ned
paa Gulvet.

"Naa, saa Christopher vil have, at De skal gifte Dem med ham, den
gamle Rv!" sagde han og glemte jensynligt den Overlast, han havde
tilfjet Litteraturen. "Men De gr det ikke, vel? For Resten har jeg
ingen Grund til at sige det om Christopher. Han er en Pokkers god
Ven!"

"De burde ikke bande saa meget, Lord Robert, det stder mig, saaledes
som jeg er opdraget," sagde jeg med et Ansigt som en lille Engel.

"Bander jeg?" spurgte han forbavset. "Nej, det tror jeg ikke -- i
alt Fald har det ingenting at sige, det er kun et uskyldigt Krydderi
paa Konversationen. Men jeg skal nok lade vre, hvis De ikke vil have
det."

Bagefter hjalp han mig med Bgerne og var saa munter og elskvrdig,
at jeg snart blev glad igen, og ved Lunchtid var alting frdigt til
at bringes bort. Vronique var ogsaa nsten frdig og stod stiv og
_maussade_ ved mit Toiletbord, da jeg kom ind. Hun talte rbdigt paa
Fransk og spurgte, om jeg nu havde lagt mine Planer; thi, forklarede
hun mig, hendes Stilling syntes uheldig, men da hun havde vret hos
mig i fem Aar, flte hun, at hun ikke kunde forlade mig ved et
saadant Vendepunkt. Paa samme Tid haabede hun, at Mademoiselle vilde
tage en passende Bestemmelse, da hun frygtede (i al rbdighed), at
det var "_une si drle de position pour une demoiselle du monde_,
alene med _ces messieurs_."

Jeg kunde ikke blive vred; det var meget sandt, hvad hun sagde.

"Jeg vil tage ind til Claridges i Eftermiddag, Vronique," sagde jeg
beroligende, "med 5,15 Toget, antager jeg. Vi kan telegrafere efter
Lunch."

Det lod til at trste hende, men hun tilfjede, at det jensynligt
var Mademoiselles Skbne at gre et rigt Parti, og hun var sikker
paa, at der ventede Mademoiselle megen Lykke og mange Juveler, hvis
Mademoiselle bare kunde bestemme sig. Intet er helligt for ns Pige!
Hun vd naturligvis det hele med Hr. Carruthers. Stakkels gamle
Vronique -- hun har en stor, varm Krog i mit Hjerte. -- Sommetider
behandler hun mig med kold rbdighed, som om jeg var en Dronning, og
til andre Tider er jeg nsten hendes _enfant_, saa m og moderlig er
hun imod mig. Hun finder sig i alle mine Luner og forkler mig som
Barn, netop naar jeg er allervrst.

Lord Robert var tvende gaaet sin Vej, da Gongongen ld.

"Har vi ikke haft det dejligt?" sagde han, idet han ansaa det for
givet, at jeg flte det samme som han. Det er en meget behagelig
Egenskab hos ham, og den gr, at man fler Sympati for ham, isr naar
han ser n ind i Ansigtet med sine svnige blaa jne. Han har
jenvipper saa lange og krllede som et Zigjnerbarns.

Hr. Carruthers var alene i Spisestuen, da jeg kom dr ind; han stod
og sa ud af Vinduet og vendte sig hurtigt om, da jeg kom ind i
Stuen. Jeg er vis paa, at han vilde have haft Lyst til at drbe Fluer
paa Ruderne, hvis han havde vret en Dreng! Hans jne var som Staal.

"Hvor har De vret i al den Tid?" spurgte han, da han havde givet mig
Haanden og sagt Godmorgen.

"Oppe i mit Vrelse for at pakke ind," svarede jeg. "Lord Robert var
saa god, han hjalp mig -- vi har faaet alting frdig. Maa jeg saa
bestille Vognen til 5,15 Toget?"

"Nej, det maa De rigtignok ikke. -- Gid Pokker havde Lord Robert!"
sagde Hr. Carruthers. "Hvad kommer det ham ved? De skal ikke rejse.
Jeg vil ikke have det. Kre, taabelige lille Barn" -- hans Stemme var
ganske bevget. "De kan umuligt gaa ud i Verden ganske alene.
Evangeline, hvorfor vil De ikke gifte Dem med mig? Jeg -- jeg skal
sige Dem, jeg tror -- at jeg kommer til at elske Dem."

"Jeg maatte vre ganske sikker paa, at den Mand, jeg giftede mig med,
elskede mig, Hr. Carruthers," sagde jeg alvorligt, "fr jeg
samtykkede i at slutte mit Liv paa den Maade."

Han fik ikke Tid til at svare, for Hr. Barton og Lord Robert kom ind
i Stuen.

Ved Bordet var der en trykket Stemning med mange Pauser, og Lord
Robert sa mere hjtidelig ud end nogensinde. Hans Hnder har saadan
en smuk Form -- men det har Hr. Carruthers' ogsaa. De ser begge ud
som Gentlemen.

Fr vi var frdige, blev der bragt et Brev ind til mig. Det var fra
Lady Katherine Montgomerie. Det gjorde hende alt for ondt, sagde hun,
at hre om min ensomme Stilling, og hun skrev for at sprge mig, om
jeg vilde komme og tilbringe fjorten Dage hos dem paa Tryland Court.

Det var ikke videre godt skrevet, og jeg havde aldrig brudt mig meget
om Lady Katherine; men det var ret venligt og passede saa udmrket
sammen med mine Planer.

Hun havde sandsynligvis hrt Tale om Hr. Carruthers Ankomst og fandt
det hjst upassende, at jeg var alene i Huset med ham.

Begge Herrerne havde deres jne fstede paa mit Ansigt, da jeg sa op
efter at have lst Brevet.

"Lady Katherine Montgomerie skriver for at indbyde mig til at komme
til Tryland," sagde jeg, "saa hvis De vil undskylde mig, vil jeg
svare og sige, at jeg kommer i Eftermiddag." Og jeg rejste mig.

Hr. Carruthers rejste sig ogsaa og fulgte efter mig ind i
Biblioteket. Han lukkede Dren og kom hen til Skrivebordet, hvor jeg
sad.

"Hvis jeg nu lader Dem tage af Sted, vil De saa sige til hende, at De
er forlovet med mig, og at vi skal giftes saa snart som muligt."

"Nej, det vil jeg rigtignok ikke," svarede jeg bestemt. "Jeg vil
hverken gifte mig med Dem eller med nogen som helst anden, Hr.
Carruthers. Hvad tror De dog om mig --? At tnke sig, at jeg skulde
komme her tilbage for bestandig og bo hos Dem -- naar jeg slet ikke
kender Dem en Smule -- og maatte finde mig i, at De -- maaske --
kyssede mig, og, og -- saadant noget! Det er aldeles forfrdeligt at
tnke paa!"

Han lo, som om han ikke kunde lade vre. "Men hvis jeg nu lovede ikke
at kysse Dem --?"

"Selv da," sagde jeg, og jeg kunde ikke lade vre med at bide i mit
Penneskaft. "Det kunde hnde, at jeg maaske fik Lyst til at kysse en
anden -- og dr har vi det! Naar man frst er gift, saa er alt, hvad
der er morsomt, galt!"

"Evangeline! Jeg lader Dem ikke tage bort -- ud af mit Liv! -- De
forunderlige lille Heks, De har forstyrret min Sindsro, forvirret
mig. Jeg kan intet foretage mig. Jeg synes at trnge saa meget til
Dem."

"Pyt!" sagde jeg og sa surmulende paa ham. "De har alt, hvad der kan
udfylde Deres Liv -- Stilling, Rigdom, Venner -- De trnger ikke til
en Eventyrerske med grnne jne."

Jeg bjede mig ned og skrev til Lady Katherine. Jeg vilde kunne vre
der omtrent Klokken seks, sagde jeg, og takkede hende i min
allerbedste Stil.

"Hvis jeg lader Dem rejse, er det kun for jeblikket," sagde Hr.
Carruthers, da jeg skrev mit Navn. "Jeg har i Sinde, at De _skal_
gifte Dem med mig -- hrer De?"

"_Qui vivra, verra!_" sagde jeg igen. Saa lo jeg og rejste mig med
Brevet i Haanden.

Lord Robert sa nsten ud, som om han var ved at grde, da jeg
fortalte ham, at jeg tog bort om Eftermiddagen.

"Jeg skal nok faa Dem at se igen," sagde han. "Lady Katherine er i
Familie med min Tantes Mand, Lord Merrenden. Men jeg kender hende
ikke."

Jeg tror ham ikke -- hvordan skulde han faa mig at se igen -- unge
Mnd siger saa meget Vrvl.

"Jeg kommer derover paa Onsdag for at se, hvorledes De har det,"
sagde Hr. Carruthers. "Vil De saa ikke nok vre hjemme?"

Det lovede jeg, at jeg vilde, og saa gik jeg ovenpaa.

Saa har mit Liv paa Branches altsaa Ende.

Jeg skal begynde paa en ny Tilvrelse, Begyndelsen paa mit Liv som
Eventyrerske!

Hvor fuldstndigt alle ns Begreber kan forandres paa nogle faa Dage!
I Dag for tre Uger siden levede Fru Carruthers. I Dag for to Uger
siden var jeg ikke lngere en rig Arving -- for kun tre Dage siden
tnkte jeg ganske roligt paa den Mulighed at gifte mig med Hr.
Carruthers -- og nu -- vilde jeg ikke for alt i Verden gifte mig med
nogen! Nu skal jeg til at begynde et nyt Liv! Jeg vil se Verden og en
Masse forskellige Mennesker. -- Jeg vil vide, hvad det er, som faar
Uret til at gaa rundt -- Livets store Urvrk. Jeg vil danse og synge
og le, og jeg vil leve -- og -- ja -- maaske engang kysse n, som jeg
elsker --!




EVANGELINE REJSER UD I VERDEN.

  Hvor den gode Gud maa smile bedrvet ved sig selv, naar han ser
  ned paa katolske Prster og Nonner, Eremitter og Fanatikere og
  ser, hvorledes de med deres snvre Begreber har forvrnget hans
  smukke Planer! De prver paa at skaffe den rde Farve bort fra
  Solspektret i Stedet for at fordle og forherlige den med Sjlens
  Sollys.

                                        _Theodoras gteskab._


                                   _Tryland Court, Headington_.
                                               Onsdag den 9. Novbr.

Gud forbarme sig! Jeg har vret her i hele fire Dage, og jeg sprger
stadig mig selv, hvordan jeg skal holde det ud Resten af de fjorten
Dage. Fr jeg tog fra Branches, begyndte jeg at miste Humret. Det
var en forfrdelig rrende Afsked med Husholdersken og Folkene, som
jeg har kendt, fra jeg var Barn, og jeg hader den kvlende Flelse --
isr til sidst, da Hr. Carruthers kom ud i Vestibulen -- medens jeg
endnu havde Taarer i jnene -- og han sa det, og det gjorde Lord
Robert ogsaa!

Jeg blinkede og blinkede, men der var alligevel en Taare, der
trillede ned ad min Nse, det var rdsom flovt.

Hr. Carruthers havde umaadelig travlt med at srge for, at jeg skulde
faa det bekvemt paa Turen; hans Tone var koldere end nogensinde, og
han vilde endelig have, at jeg skulde drikke noget _cherry brandy_.
Det ligner ham slet ikke at gre saa mange Ophvelser, saa jeg
antager, at han ogsaa syntes, at det var et kedeligt _quart d'heure_.
Lord Robert skjulte ikke sin Deltagelse, han kom hen til mig og tog
min Haand, medens Christopher talte med den Tjener, som skulde kre
med mig.

"De er sd," sagde han, "og en Knop, og glem ikke, at jeg kommer og
besger Lady Katherine, inden De tager derfra; saa kommer De ikke
til at fle, at De er helt imellem fremmede."

Jeg takkede ham, og han trykkede min Haand saa venligt -- jeg kan
godt lide Lord Robert.

Jeg var snart glad igen, og _insouciante_, og det sidste, de sa af
mig, var, da jeg smilede til dem ud af Vinduet, medens jeg krte bort
i Tusmrket. De stod begge paa Trappen og vinkede til mig.

De var frdige med at drikke Te paa Tryland, da jeg kom; det var en
lang, fugtig Kretur! Og jeg sagde til Lady Katherine, at det gjorde
mig ondt, at jeg var kommet saa sent, og at hun endelig ikke maatte
have Ulejlighed med at lade komme frisk Te til mig; men hun vilde
endelig, og noget efter kom der en hel ny Ladning, lavet i en Fart af
Vand, som ikke havde kogt, og jeg maatte sluge en kel Kop Te -- oven
i Kbet Ceylonte -- jeg hader Ceylonte! Hr. Montgomerie varmede sig
ved Ilden og skyggede helt for os andre, som sad og rystede af Kulde
paa en Rkke hjryggede Stole, der stod langt udenfor Kamintppets
Radius.

Han har en Maade at puste sine Kinder op paa og frembringe en Lyd
omtrent som "Bur--r--r--r," -- det lyder meget djrvt og hjerteligt,
indtil man straks efter opdager, at han har sagt noget ondt om en
eller anden.

Og medens rdt Haar ser meget godt ud paa mig, synes jeg, at en Mand
med rdt Haar er det grimmeste i Verden. Hans Ansigt er rdt, og hans
Nse og Kinder er nsten purpurrde; han har ildrde Bakkenbarter,
der skinner, saa de kunde gre en Kat bange paa en mrk Vej.

Han var en rig skotsk Fabrikant, og jeg antager, at den stakkels Lady
Katherine skulde gifte sig med ham, sknt, da hun selv er skotsk,
tnker jeg ikke, hun lgger Mrke til, at han er temmelig plump.

Der er to Snner og seks Dtre, n gift, fire voksne og n, der gaar
i Skole i Bryssel, og de har allesammen rdt Haar! -- Men det er glat
og groft, og de har hvide jenvipper og Fregner, saa det er virkelig
meget venligt af Lady Katherine, at hun har indbudt mig til at komme
her.

De er allesammen tilsyneladende saa gode som Guld, og en af dem
udfrer Brandmalerier, og en anden binder Bger ind, den tredie
broderer Alterduge og den fjerde strikker Slips -- altsammen i
velddigt jemed, og de beder alle, saa snart de kommer ind i Huset,
om at give til deres Velgrenhed. Hende med Slipsene og hende med
Alterdugene sad og arbejdede flittigt i Dagligstuen -- de hedder
Kirstie og Jean -- Jessie og Maggie, de to med Brandmaleri og
Bogbinderi, har en Stue for sig selv, deres "Vrksted" kalder de den.
De var der endnu, antager jeg, for jeg sa dem ikke fr til Middag.

I mange Aar plejede vi at se hinanden en Gang om Aaret, ved Fru
Carruthers Juleselskaber, og jeg kan huske, at jeg hadede deres
Raasilkelivbaand, og de havde for det meste Snue; et Aar smittede de
os alle med Faaresyge, og saa blev de ikke indbudt nste Aar. Jean,
hende med Alterdugen, er paa min Alder, de andre er ldre.

Det var virkelig meget vanskeligt at finde paa noget at sige, og jeg
kan godt forstaa, at der er Folk, der bliver befippede, naar de
bliver pint saadan. Jeg har ikke vret befippet siden for otte Aar
tilbage, da Fru Carruthers sidste Gang gav mig en paa ret for det.
Lige fr jeg gik op for at klde mig om, spurgte Hr. Montgomerie mig
rent ud, om det var sandt, at Hr. Carruthers var kommet. Lady
Katherine havde kredset omkring det Sprgsmaal i et helt Kvarter.

Jeg sagde kun Ja, men det var ikke nok; da han frst var begyndt,
gjorde han en hel Masse Sprgsmaal med "Bur--r--r--r" imellem hvert.
Vilde Hr. Carruthers skyde Fasaner til November? Havde han besluttet
sig til at beholde Kokken? Havde han opgivet den diplomatiske
Lbebane? Jeg sagde, at jeg virkelig ikke vidste noget om alt det,
jeg havde set saa lidt til ham.

Lady Katherine nikkede, medens hun maalte en Trster, som hun var ved
at strikke, for at se, om den var lang nok.

"Det maa sikkert have sat Dem i Forlegenhed, at han i det hele taget
kom, det var ikke meget taktfuldt af ham, synes jeg, men jeg antager,
at han gerne vilde se sin Arv saa snart som muligt," sagde hun.

Jeg var lige ved at le ved at tnke paa, hvad hun vilde sige, hvis
hun vidste, hvilken Del af sin Arv han egentlig var kommet for at se.
Jeg gad vide, om hun nogensinde har hrt, at Fru Carruthers mere
eller mindre efterlod mig til ham i sit Testamente.

"Jeg haaber, at De i det mindste havde Deres gamle Guvernante hos
Dem," sagde hun, medens vi gik op ad Trappen, "saa De kunde fle Dem
mindre uhyggelig til Mode -- det var sandelig en forfrdelig
Situation for en ung Pige at vre alene i Huset med en ugift Mand."

Jeg fortalte hende, at Hr. Barton ogsaa var der, men jeg havde ikke
Mod til at sige noget om Lord Robert, jeg sagde kun, at der var en af
Hr. Carruthers Venner, som var en stor Kunstkender, og at han var
kommet for at se paa Malerierne.

"Aa, han skal vel vurdere dem. Jeg haaber ikke, at han slger
Corregioerne!" udbrd hun.

"Nej, det tror jeg ikke," sagde jeg og svarede slet ikke paa
Sprgsmaalet om Vurderingen.

At Hr. Carruthers er ugift, det er det, der synes at volde hende mest
Bekymring; hun begyndte igen, fr vi naaede min Sovekammerdr:

"I Morges hrte jeg tilfldigvis et Rygte hos Frken Sheriton (hun
har en Uldgarnsfabrik i Headington, vor By)," sagde hun, "og saa
skrev jeg straks til Dem. Jeg flte, hvor frygteligt det vilde vre
for et af mine egne kre Pigebrn at vre alene med en ugift Mand paa
den Maade -- jeg kan nsten ikke forstaa, at De ikke blev oppe i
Deres egne Vrelser."

Jeg takkede hende for hendes venlige Tanker, og saa gik hun endelig.

Hvis hun bare vidste! De ugifte Mnd, som kom ned ad Korridoren for
at tale med Mademoiselle, var ikke nr saa nsvise som de gamle Fyre,
der havde en Kone et eller andet Sted. Lord Beutworth var gift, og
han vilde have, at jeg skulde kysse ham; hvorimod gamle Oberst
Grimston ikke havde nogen Kone, og han gjorde aldrig en Kat Fortrd!
Og jeg gad nok vide, hvad hun troede, Hr. Carruthers vilde gre mig,
siden det vilde have vret klogere at blive oppe i mine egne
Vrelser. Maaske tror hun, at Diplomater er et Slags vilde Dyr, fordi
de har levet i fremmede Lande.

Mit Vrelse er rdsomt efter mit nydelige rosenrde Sirtses paa
Branches. Afskyelige gule Trmbler, og ingenting passer sammen, men
der er Masser af Kldeskabe, saa Vronique er tilfreds.

De var alle i Dagligstuen, da jeg kom ned, og Malcolm, den ldste
Sn, som er i et hjlandsk Regiment, var kommet med Toget.

Jeg havde en skrkkelig Flelse af at vre kommet for sent, og at Hr.
Montgomerie havde Lyst til at bande ad mig, sknt Klokken kun var et
Minut over tre Kvarter til otte.

Han sagde "Bur--r--r--r" flere Gange og flj af Sted til Spisestuen
med mig hngende ved sin Arm, og han mumlede, at man kunde ikke
forlange noget af en Kok, naar man lod Maden vente! Saa jeg ventede
noget vidunderligt i Retning af Mad; men den er ikke halvt saa god
som den, vor Kok lavede paa Branches. Og Tjenerne er ikke alle lige
hje, og deres Liberier sidder ikke saadan, som Fru Carruthers altid
fordrede, at vore skulde.

Malcolm er en lille bitte Mand. Han er ikke saa hj som jeg, og tynd
som en Bnnestage, og det ser ud, som om hans Kn sad for nr ved
hinanden. Han maa se skrkkelig ud med det skotske Skrt, og jeg er
vis paa, at han gyser, naar det blser; saadan ser han ud. Jeg kan
ikke lide Skrter, undtagen naar Mndene er store, strke og
solbrndte og ikke skammer sig over deres ngne Ben. Jeg sa nogle
pragtfulde Eksemplarer marchere i Edinburgh, de svingede deres
Skrter akkurat som de smukke Damer i Boulogneskoven, naar
Mademoiselle og jeg gik ud ad den All, som Fru Carruthers sagde, at
vi altid skulde gaa i.

Lady Katherine talte meget ved Bordet, om Politik og om sine
Velgrenhedsarbejder, og de fire Pigebrn var saa rbdige og
interesserede, men Hr. Montgomerie sagde hende imod, naar han kunde.
Jeg var glad, da vi gik ind i Dagligstuen.

Den frste Aften var den vrste af dem alle, fordi vi var saa
fremmede for hinanden, med Tiden vnner man sig til, hvad det skal
vre.

Lady Katherine spurgte mig, om jeg ikke havde et eller andet
Haandarbejde. Kirstie var begyndt paa sit Slips og Jean paa sin
Alterdug.

"Lad Maggie lbe op paa Deres Vrelse og hente det til Dem," sagde
hun.

Jeg var ndt til at sige, at jeg slet intet havde. "Men jeg -- jeg
kan pynte Hatte," sagde jeg. Det var saa skrkkeligt slet ikke at
kunne gre noget af det, de kunde, saa jeg maatte sige dette som et
Slags Forsvar for mig selv.

Men det lod til, at hun ikke syntes, at det var et Arbejde for en
Dame.

"Hvor det er flinkt af Dem," udbrd Kirstie. "Det vilde jeg nske,
at jeg kunde; men De kan jo ikke altid pynte Hatte. Savner De ikke
stadigt Arbejde?"

Jeg var ndt til at sige, at jeg endnu ikke havde savnet det, men jeg
kunde ikke sige dem, at jeg holdt mest af at sidde ganske stille og
ingenting bestille.

Jessie og Maggie lagde Kabaler ved to Borde, som var til at slaa
sammen, og som de tog frem; man kunde se, at det var noget, de var
vant til, og jeg vidste straks, at det var noget, de gjorde hver
Aften, og at jeg skulde se de to Borde staa der paa de samme Steder
paa Tppet hver eneste Aften i den Tid, jeg var der. Jeg antager, at
det er, fordi de ikke kan tage Brandmaleriet og Bogbinderiet med ind
i Dagligstuen.

"Vil De ikke spille noget for os?" spurgte Lady Katherine i en
klagende Tone. Det er jensynligt ikke tilladt ingenting at bestille,
jeg rejste mig og gik hen til Klaveret.

Heldigvis kan jeg en Mngde udenad, og jeg holder meget af at spille,
og jeg vilde vre blevet ved med at spille for at faa Tiden til at
gaa, men de sagde alle i Kor "Tak" efter hvert Stykke, og det
forstyrrede mig.

Det varede en Evighed, inden Hr. Montgomerie og Malcolm kom ind, og
jeg kunde se, at Lady Katherine blev urolig. Ved Bordet kunde jeg et
Par Gange mrke, at der ikke var det bedste Forhold mellem de to, og
hun var maaske bange for, at de var kommet op at slaas i Spisestuen.
Fru Carruthers sagde, at Skotterne har alle mulige raa Sdvaner, som
andre Nationer har vnnet sig af med.

Endelig kom de, Hr. Montgomerie var purpurrd i Ansigtet og Malcolm
var grnbleg, men han havde ingen blaa Pletter; man kunde bare se, at
de havde vret frygtelig oppe at skndes.

Der er nu alligevel noget ved Velopdragenhed, selv om man er fra et
barbarisk Land. Lady Katherine opfrte sig saa nydeligt, hun talte
ud i en Kre om Velgrenhed og Politik, saa de fik ikke Tid til flere
Sammenstd, sknt jeg tror, at jeg hrte nogle "for Satan'er"
afvekslende med "Bur--r--r--r"; det var en rdsom Aften.


                                    Onsdag den 9. Novbr. (fortsat).

Malcolm gik ved Siden af mig til Kirke Dagen efter. Han sa lidt
mindre nedtrykt ud, og jeg forsgte at opmuntre ham.

Han fortalte mig ikke, hvad der var i Vejen med ham, men Jean sagde
noget om det, da hun kom ind i mit Vrelse, medens jeg tog Tjet paa.
Det lader til, at han er kommet galt af Sted med en Hest, som hedder
"Angela Grey". Det havde Jean faaet at vide af Lady Katherine; hun
sagde, at hendes Fader var meget vred over det, da han havde brugt
saa mange Penge for dens Skyld.

Jeg synes nu ikke, det lyder som et Hestenavn, og det sagde jeg til
Jean; men hun blev aldeles rdselsslagen og sagde, at det maatte vre
en Hest, for de kendte ingen Angela Grey, de kendte ikke engang
nogen, som hed Grey, saa det maatte vre en Hest.

Det synes jeg nu var en latterlig Grund, for Fru Carruthers sagde, at
alle unge Mnd kendte Folk, som man ikke brd sig om at kende -- og
at det var dumt at gre Vsen af det -- for de kunde ikke gre for
det -- thi de vilde kede sig, hvis de var saa gode som Guld, ligesom
Pigebrn.

Men jeg tror, at Lady Katherine tnker anderledes end Fru Carruthers,
og Dtrene er lige saadan.

Naar jeg ser Lord Robert igen, vil jeg sprge ham, om det er en Hest
eller ikke.

Malcolm er ikke tiltrkkende, og jeg var glad over, at Kirken ikke
laa saa langt borte.

Vognene faar ikke Lov til at kre om Sndagen, saa vi maatte gaa, og
da vi gik tilbage, begyndte det at regne, og vi kunde ikke gaa rundt
i Staldene, hvad de vist gr hver Sndag.

Alt bliver gjort, fordi man er vant til det -- ikke fordi man vil
more sig.

"Naar det regner, og vi ikke kan gaa rundt i Staldene," sagde
Kirstie, "saa ser vi paa de gamle 'Illustrated London News' og gaar
der saa om Eftermiddagen paa Vejen fra Kirke."

Det havde jeg ikke srlig Lyst til, saa jeg blev paa mit Vrelse, saa
lnge jeg kunde. Da jeg kom ned, sad de fire Pigebrn ved et Bord i
Vestibulen, hver med sin Bog foran sig. De maa kunne hvert eneste
Billede udenad, hvis de gr det hver Sndag, naar det regner -- de
bliver i England hele Vinteren!

Jean gjorde Plads til mig ved Siden af sig.

"Jeg er i Tresserne," sagde hun. "Jeg blev frdig med Halvtredserne
sidste Paaske." Selv dette er jensynligt sat i System.

Jeg spurgte hende, om der ikke var nogle ny Bger, som de havde Lyst
til at lse; men hun sagde, at Lady Katherine ikke holdt af, at de
fik fat i Tidsskrifter eller Romaner, fr hun selv havde lst dem
igennem, og hun havde ikke Tid til at lse mange; derfor gemte de de
faa, de havde, til at lse mellem Te og Middag om Sndagen.

Paa dette Tidspunkt flte jeg, at jeg _maatte_ gre noget galt, og
hvis Gongongen ikke havde lydt til Lunch, vd jeg ikke, hvad der var
sket.

Hr. Montgomerie sagde ligefrem smukke Ting til mig, da Osten og
Portvinen kom paa Bordet, medens Pigebrnene sa forfrdede ud og
Lady Katherines Blik blev stenhaardt. Jeg antager, at han er
saaledes, fordi han er gift. Jeg gad vide, om unge gifte Mnd ogsaa
er saadan; jeg har endnu aldrig truffet nogen.

Mandag Aften begyndte jeg at fle, at Verdens Ende var nr! Det er ti
Gange vrre end at maatte skjule alle sine Flelser og vre ndt til
at adlyde Fru Carruthers. Hun sagde dog undertiden kyniske, morsomme
Ting, som man kunde le ad, til mig og sine Venner. Og man flte, at
det kun var hende, som fik de Folk, der var afhngige af hende, til
at gre, hvad hun vilde, fordi hun selv var saa egenkrlig, og at den
vrige Verden var fri, naar man engang kom udenfor.

Men Lady Katherine og hele det Montgomeriske _milieu_ gr det
Indtryk, at alting og alle maa regeres efter Principper, og at ingen
har Ret til at have en selvstndig Mening, hvad Samfundsklasse de end
tilhrer.

Man kan simpelthen ikke le. De lammer n. Jeg glder mig til i
Eftermiddag, naar Hr. Carruthers kommer. Jeg tnker ofte paa de Dage
paa Branches, og paa, hvor morsomt det var med de to, og jeg nsker,
at jeg var der igen.

Jeg har gjort mig Umage for at vre hflig og elskvrdig imod dem
allesammen, og dog synes de ikke at vre helt tilfredse.

Malcolm ser paa mig med Faarejne. De er vandblaa, med Familiens
hvide jenvipper, (hvor forskellige fra Lord Roberts!). Han har det
korrekteste Vsen, og han siger aldrig et Ord Slang, han burde have
vret Prst, og jeg kan ikke tnke mig, at han kan dsle sine Penge
paa nogen Angela Grey, enten hun saa er en Hest eller ikke.

Han taler til mig, naar han kan, og beder mig om at gaa Ture med sig
omkring Golfbanen. De fire Pigebrn spiller i en Time og tre Kvarter
hver Morgen. De synes aldrig at more sig over noget -- hele Livet er
en solid Pligt. Jeg sidder oppe i mit Vrelse, og Vronique har
vret saa fornuftig at lgge tidligt i Kakkelovnen. Jeg antager, at
Hr. Carruthers ikke kommer fr omtrent Klokken fire, saa har jeg
endnu en Time at slaa ihjel. Jeg har sagt, at jeg skulde skrive
Breve, og paa den Maade er jeg sluppet for den sdvanlige Kretur.

Han er vel nok saa fornuftig at sprge efter mig, selv om Lady
Katherine ikke er kommet hjem, naar han kommer.

I Morges var det saadan et dejligt Frostvejr, og der fo'r en Djvel i
mig. Jeg har vret saa skikkelig siden i Lrdags, saa da Malcolm med
sin sdvanlige formelle, indbildske Stemme sagde: "Frken Travers,
maa jeg have den Fornjelse at spadsere en lille Tur med Dem," sprang
jeg straks op, uden at sprge Lady Katherine, og gik og tog mit Tj
paa, og saa vandrede vi af Sted.

Jeg havde en Flelse af, at de alle syntes, at jeg gjorde noget galt,
og saa blev jeg naturligvis meget vrre. Jeg sagde alle de naive
Ting, jeg kunde finde paa, til Malcolm, for at forfrde ham, og jeg
sa af og til paa ham gennem mine jenvipper. Da vi saa kom til en
Stente, vilde han hjlpe mig, og hans jne var ganske svmmende! Han
har en Slags Latter helt oppe i Diskanten, og den kommer ganske
uventet, naar der ingenting er at le ad. Jeg antager, det er skotsk,
det er, naar han lige har fattet Meningen af en tidligere Spg. Det
kunde ikke nytte at sige noget til ham, som til Lord Robert eller Hr.
Carruthers; for man vilde vre gaaet sin Vej, inden han forstod det,
om han saa gjorde det.

Der var en gammel Sir Thomas Farguarson, som kom paa Branches, og han
opfattede Fru Carruthers dunkleste Vittigheder, selv om de var saa
dunkle, at ikke engang jeg forstod dem, og han var Skotte. Maaske er
de kun saadan, naar de har rdt Haar.

Da jeg sad oppe paa Stenten, sagde Malcolm pludselig: "Jeg hrer, at
De vil tage til London, naar De rejser herfra. Jeg haaber, De vil
lade mig komme og besge Dem; men jeg vilde nske, at De altid var
her."

"Det vilde jeg ikke," sagde jeg, men saa huskede jeg paa, at det ld
lidt uhfligt, for de har jo egentlig vret venlige imod mig. "I det
mindste -- De vd godt -- jeg synes, der er lidt kedeligt paa Landet
-- synes De ikke ogsaa? -- saadan for bestandig?"

"Jo," svarede han, "for Mnd -- men dr vilde jeg dog helst altid se
den Kvinde, jeg havde Agtelse for."

"Er Byer saa slemme?" spurgte jeg med min lille Englestemme. "Fortl
mig om deres Faldgruber, saa jeg kan undgaa dem."

"Frst og fremmest maa De ikke tro alt, hvad Folk siger til Dem,"
sagde han alvorligt. "Naar man er saa ung som De, er jeg bange for,
at man finder lutter Fristelser paa sin Vej."

"Aa, fortl mig om dem," bad jeg. "Jeg har altid nsket at faa at
vide, hvad Fristelser var. Aa, fortl mig det! Hvis De kommer og
besger mig -- er De saa en Fristelse, eller er en Fristelse en Ting
og ikke en Person?" Jeg sa bnligt paa ham, og han sa ikke et
jeblik Glimtet i mine jne.

Han hostede pompst. "Jeg antager, at jeg vilde vre det," sagde han
bestemt. "Fristelsen er -- er -- er -- Aa, De vd -- saadan -- jeg
vd ikke, hvad jeg skal sige --"

"Hvor det er kedeligt!" sagde jeg beklagende. "Jeg haabede, at jeg
kunde faa det at vide af Dem -- srlig hvis De selv er en Fristelse
-- saa maa De jo vide det --"

Han sa tilfreds, men dog lidt forvirret ud.

"Ser De, naar De er alene i London, saa vil maaske en eller anden
Mand gre Kur til Dem."

"Aa, tror De _virkelig_ det?" spurgte jeg bestyrtet. "Det vilde vist
vre frygteligt, hvis jeg var alene i Stuen! Vilde det ikke klare
Sagen, hvis jeg lod Dagligstuedren staa aaben, og lod Vronique vre
lige udenfor den."

Han sa stift paa mig, men han sa kun en ubeskyttet Engels Ansigt;
det beroligede ham, og han sagde alvorligt:

"Jo, det kunde vist vre lige saa godt."

"De forbavser mig med det, De siger om at gre Kur," sagde jeg. "Jeg
anede ikke, at Krlighed var noget saa voldsomt. Jeg troede, at den
begyndte med alvorlig Tilbedelse og rbdighed -- og at Herren, efter
i Aarevis at have ofret Blomster og ydmyge Komplimenter og Brd og
Smr ved Teselskaber, faldt ned paa det ene Kn og erklrede sig --
'Clara Maria, jeg tilbeder Dem, bliv min,' og saa rakte man ham en
lilliehvid Haand og bad ham rejse sig -- men det kan ikke vre den
Slags, som De mener, og De har endnu ikke forklaret mig, hvad
Fristelser er?"

"Det er mere eller mindre at have Lyst til at gre, hvad man ikke br
gre."

"Aa!" sagde jeg. "Saa har jeg altid Fristelser, har De ikke? Jeg har
for Eksempel Lyst til at rive Jeans Alterdug itu og trevle Kirsties
Slips op og at skrive uartige Ord paa Jessies Bogbind og brnde
Maggies Trsker!"

Han sa frygtelig forfrdet ud -- og fornrmet -- saa jeg tilfjede
straks:

"Naturligvis maa det vre dejligt at kunne gre den Slags Ting; de er
fuldkomne unge Piger, og saa dygtige -- det faar kun mig til at fle
saaledes, fordi jeg vel er -- anderledes."

Han sa kritisk paa mig. "Ja, De er anderledes, jeg vilde nske, at
De vilde forsge paa at vre mere som mine Sstre -- saa vilde jeg
ikke vre saa nervs, fordi De tager til London."

"Det er alt for pnt af Dem at bryde Dem om det," sagde jeg stille;
"men jeg tror ikke, at De behver det! Jeg har en strk Mistanke om,
at jeg vd, hvorledes jeg skal passe paa mig selv!" Og jeg bjede mig
ned og lo ham lige ind i Ansigtet og sprang saa ned paa den anden
Side af Stenten.

Han sa ud som saadan en lille Pusling, da han klatrede over bagefter
mig! Men det er lige meget, hvad Strrelse de har -- Mnds
Forfngelighed er altid ens. Jeg er vis paa, at han troede, at han
bare behvede at gre Kur til mig, saa vilde jeg falde ned i Munden
paa ham som en moden Fersken.

Jeg drillede ham paa hele Vejen hjem, indtil han, da vi gik ind til
Lunch, ikke vidste, om han stod paa Hovedet eller paa Benene! Da vi
kom til Dren, sagde han:

"Jeg troede, at Deres Navn var Evangeline -- hvorfor sagde De, at det
var Clara Maria?"

"Fordi -- det ikke er det!" Jeg lo over min Skulder og lb ind i
Huset.

Han stod paa Trappen, og hvis han havde vret en af Staldkarlene,
vilde han have klet sig i Hovedet.

Nu maa jeg standse og klde mig paa. Jeg vil tage en sort
Eftermiddagskjole paa, som jeg har. Hr. Carruthers skal se, at de
ikke har lrt mig at vre gammeldags.


                                                             Aften.

Jeg synes, at Mnd er de rdsomste Skabninger; man kan ikke tro, hvad
de siger, eller stole paa dem i fem Minutter! Fru Carruthers havde
Ret; hun sagde: "Evangeline, husk paa, at det kan vre vanskeligt nok
at stole paa sig selv, men stole paa en Mand. Nej!"

Hvilken Eftermiddag! Denne utaalelige Flelse af at vente paa noget,
som ikke sker! For Hr. Carruthers kom slet ikke! Hvor jeg vilde
nske, at jeg ikke havde kldt mig om og ventet ham.

Han siger sandsynligvis til sig selv, at han er vel ude af den
Historie -- nu, da jeg er borte. Han mente formodentlig ikke et Ord
af alt det, han sagde til mig. Naa, han behver ikke at rgre sig!
Jeg har ikke haft i Sinde at falde i Armene paa ham -- jeg vilde bare
have vret glad ved at se ham, fordi han er et Menneske, og ikke som
de andre her.

Naturligvis er Lord Robert lige saadan, og jeg ser formodentlig ingen
af dem mere. Hvordan skulde Lord Robert kunne komme her, naar han
ikke kender Lady Katherine? Nej, han sagde det bare for at sige noget
pnt, da jeg rejste, og han brer sig naturligvis lige saa rdsomt ad
som Hr. Carruthers.

Jeg er i det mindste glad over, at jeg ikke fortalte Lady Katherine
det; jeg vilde have flt mig saa flov. Aa! Gud vd, hvad jeg nu skal
gre. Jeg vd slet ikke, hvad nogenting koster -- maaske er man meget
fattig med tre Hundrede Pund om Aaret. Jeg er vis paa, at mine bedste
Kjoler har kostet fem eller seks Hundrede Francs Stykket, og
Hotellerne, de kan nok faa Pengene til at gaa. Men for jeblikket er
jeg rig, for Hr. Barton var saa god at give mig et Forskud. Nu vil
jeg ud og se Livet! det er latterligt at vre srgmodig! Jeg vil gaa
i Seng og glemme, hvor vred jeg er!

De skal have Jagt her i nste Uge -- Fasaner. Gud vd, om her kommer
en hel Masse gamle Mnd. Jeg har ikke hrt, hvem der kommer.

Lady Katherine sagde til mig i Aften efter Middag, at det maaske paa
Grund af min dybe Sorg vilde vre ubehageligt for mig, at de skulde
have Selskab, og hvis jeg flte det ganske forfrdeligt, behvede jeg
ikke at tro, at de vilde finde det uhfligt, hvis jeg foretrak at
spise til Middag i mit eget Vrelse!

Jeg har ikke Lyst til at spise til Middag i mit eget Vrelse! Tnk
hvor indelukket jeg vilde fle mig! og saa maaske hre Latter
nedenunder!

Jeg kan altid more mig over at se paa Ansigter, om ogsaa de er
kedelige. Jeg takkede hende og sagde, at det var slet ikke
ndvendigt, da jeg jo maatte vnne mig til at se Mennesker; jeg kunde
ikke gre Regning paa at trffe Folk, der tnkte saa venligt som hun,
jeg kunde lige saa godt straks forsge paa at vnne mig til det.

Hun sagde Ja, men ikke videre venligt.

I Morgen kommer Fru Mackintosh, den ldste Datter, med sine fire
Brn. Jeg kan huske hendes Bryllup for fem Aar siden. Jeg har ikke
set hende senere.

Hun var meget hj og tynd, holdt sig skrkkelig foroverbjet, og Fru
Carruthers sagde, at Forsynet havde vret meget venligt ved i det
hele taget at give hende en Mand. Men da jeg sa Hr. Mackintosh trave
ned ad Kirkegulvet med hende, syntes jeg det ikke.

En lillebitte lyshaaret Fyr, som naaede hende til Skulderen!

Aa, hvor jeg vilde hade at blive bundet til saadan n! Jeg synes
ikke, det maatte vre rart at blive bundet til nogen. Gud vd, hvor
jeg nogensinde kunde tnke paa uden videre at gifte mig med Hr.
Carruthers!

Nu fler jeg, at jeg aldrig vil gifte mig -- fr om mange Aar.
Naturligvis kan man ikke vre gammel Jomfru! Men jeg vil frst se
Livet i lang Tid.


                                  _Tryland_, Torsdag den 10. Novbr.

                                                _Branches_, Onsdag.

    Kre Frken Travers!

Det gr mig umaadelig ondt, at jeg ikke kunde komme over til Tryland
i Dag; men jeg venter at komme, fr De tager derfra. Jeg haaber, De
har det godt og ikke blev forklet paa Kreturen.

                                       Deres rbdige
                                          _Christopher Carruthers_.

Dette er, hvad jeg fik i Morges! Gris!

Nej, jeg skal nok lade vre at vre hjemme, hvis han kommer -- jeg
kan akkurat se ham tage sig sammen, naar Fristelsen (det faar mig til
at tnke paa Malcolm) frst er borte fra hans Vej; han synes sikkert,
at han er sluppet heldigt, da jeg ikke er videre fornem.

Brevene kommer tidligt her, som alle Vegne, men i en Taske, som kun
Hr. Montgomerie kan aabne, og han venter, til alle sidder ved
Morgenteen, med at tage Nglen frem og dele dem ud.

Hr. Carruthers Brev var det eneste, der var til mig; der stod
"Branches" paa Konvolutten. Det vakte Hr. Montgomeries Opmrksomhed,
og han begyndte at sige Bur--r--r--r, og han gav mig knap Tid til at
lse det, fr han begyndte at gre Sprgsmaal _ propos_ Stedet, for
at faa mig til at sige, hvad Brevet var om. Han er meget nysgerrig.

"Carruthers er en brillant Fyr, har jeg hrt -- du skulde hellere
indbyde ham, inden alle Gsterne kommer, Katherine, hvis han er
ganske alene paa Branches" -- han sa sprgende paa mig med det ene
je.

Jeg sagde ikke et Ord.

"Maaske er han allerede taget af Sted til London?"

Jeg lod, som om jeg havde travlt med min Kaffe.

"Han har den bedste Fasanjagt i Grevskabet, men det har vret en
lukket Borg under det gamle _rgime_, jeg haaber, han bliver en bedre
Nabo -- jeg antager, at han skyder dem fr December."

Jeg smurte Smr paa mit ristede Brd.

Saa begyndte han igen med sit Bur--r--r--r! Gud vd, hvorfor han ikke
kan sige noget, der simpelthen ender med Fanden, det vilde spare ham
Tid!

"Jeg kunde ikke undgaa at se, at Deres Brev var fra Branches. Jeg
haaber, at Carruthers fortller Dem noget Nyt?"

Da han henvendte sig direkte til mig, var jeg ndt til at svare.

"Der er intet Nyt, det er kun et Forretningsbrev," og jeg spiste
videre.

Han blev ved med at sige Bur--r--r--r og begyndte at aabne sine egne
Breve.

"Hvad skal jeg gre, Katherine?" sagde han lidt efter; "den
forbistrede Fyr, Campion, kommer ikke i nste Uge, og han er min
bedste Skytte; med saa kort Varsel er det umuligt at faa n, der
skyder lige saa godt."

"Ja, min Ven," sagde Lady Katherine med en Stemme, som om hun ikke
havde hrt Sprgsmaalet -- hun var fordybet i sine egne Breve.

"Katherine!" brlede Hr. Montgomerie. "Vil du hre efter, naar jeg
taler -- Bur--r--r--r!" og han slog med knyttet Nve i Bordet.

Den stakkels Lady Katherine sprang nsten op, og Porcelnet klirrede.

"Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?"

"At Campion har narret mig," hvsede Hr. Montgomerie.

"Saa har jeg maaske netop det, som du nsker," sagde Lady Katherine
og vendte tilbage til sine Breve. "Jeg har faaet Brev fra Sophia
Merrenden, hun fortller mig blandt andet om sin Nev, Lord Robert
Vavasour -- du vd nok Torquilstones Halvbroder. Hun siger, at han er
en meget elskvrdig ung Mand og en udmrket Skytte -- hun mener
endogsaa, at vi kunde bruge ham, hvis vi manglede en Jger."

"Det er Pokkers venligt af hende," brummede Hr. Montgomerie.

Jeg haaber, at de ikke sa det, men jeg blev saa glad, at jeg er vis
paa, mine Kinder blev ganske rde. Jeg var frygtelig spndt, da jeg
hrte det.

"Du vd nok, at Merrenden er den Mand, der i England forstaar sig
bedst paa Jagt," vedblev Lady Katherine i en fornrmet Tone. "Sophia
vilde neppe anbefale sin Nev i saa hje Toner, hvis han ikke var god
nok."

"Men du kender jo ikke den Hvalp, Katherine."

Jeg blev ganske bange.

"Det har ikke det mindste at sige -- vi er nsten i Familie. Du
glemmer nok, at Merrenden er min Ftter!"

Heldigvis lod det til, at Lady Katherine blev paastaaelig og
fornrmet. Jeg drak noget mere Kaffe. Aa, hvor det var dejligt, hvis
Lord Robert kom!

Hr. Montgomerie sagde frst Bur--r--r--r en Masse Gange, men saa fik
Lady Katherine ham overtalt, og fr vi var frdige med at spise, blev
det besluttet, at hun skulde skrive til Lord Robert og indbyde ham
til Jagten. Medens vi alle stod og sa ud ad Vinduet paa den sende
Regn, hrte jeg, at hun sagde sagte:

"Vi maa virkelig en Gang imellem tnke paa Pigebrnene, Anderson.
Torquilstone er decideret Pebersvend og Krbling -- Lord Robert
bliver sikkert engang Hertug."

"Naa, saa fang ham, hvis du kan," sagde Hr. Montgomerie. Han er
undertiden lidt raa!

Jeg vil ikke tnke for meget paa Lord Robert, det har Hr. Carruthers
lrt mig -- men hvis han kommer -- jeg gad vide, om Lady Katherine
vil finde det underligt af mig, at jeg ikke sagde, at jeg kendte ham,
da hun frste Gang nvnede ham. Nu er det for sent, saa der er ikke
noget at gre ved det.

Familien Mackintosh kom i Eftermiddag. gteskabet maa have en meget
forskellig Virkning paa Folk. Masser af de gifte Kvinder, jeg sa i
London, var yndige, jeg hrte altid, at de var smukkere end de havde
vret fr -- men Mary Mackintosh er ganske rdsom. Hun kan ikke vre
mere end syvogtyve, men hun ser ud, som om hun var mindst fyrre, og
hun er svr og strutter ud paa alle de gale Steder og er flad, hvor
hun burde strutte ud. Og de fire Brn! De to ldste ser ud, som om de
omtrent var lige gamle; den nste er lidt mindre, og saa er der et
Pattebarn; de skraaler allesammen, og sknt de har en Bunke
Barnepiger, maa den stakkels Hr. Mackintosh vre en Slags
Underbarnepige. Han henter og bringer dem alting og giver dem sit
Lommetrklde, naar de snfter -- men det er maaske, fordi han er
stolt af, at han med sin Strrelse har faaet fire saadanne enorme
Brn, nsten paa n Gang.

Det hele er ligefrem rdselsfuldt.

Teen var et sandt Helvede! De fire Tanter var overstrmmende krlige
imod Brnene og fodrede dem med Kager og talte Pattebarnssprog til
dem. De kommer nok til at sige Bur--r--r--r, naar de bliver ldre.
Jeg gad vide, om Brnene skal komme ned hver Eftermiddag i Jagttiden.
Det vil more Gsterne.

Da vi kom op, sagde jeg til Jean, at jeg syntes, det maatte vre
rdsomt at vre gift -- om hun ikke ogsaa syntes det? Men hun blev
rdselsslagen og sagde Nej, gteskabet og Modervrdigheden var
hellige Pligter, og hun misundte sin Sster!

Det er nu ikke min Id om Lykke. To rigtig velopdragne Brn synes jeg
maatte vre dejligt, men fire skraalende Unger, der alle er lige
gamle, det er _bourgeois_ og passer sig ikke for en Dame.

Lord Roberts Svar kan vist ikke komme fr paa Lrdag. Gud vd,
hvorledes han har faaet det arrangeret? Det er flinkt gjort af ham.
Lady Katherine sagde, at den Hr. Campion, som skulde vre kommet her,
er i samme Regiment, det tredie Livgarderegiment. Maaske -- men det
kan ikke nytte at tnke paa det -- jeg fler mig meget bedre i Aften
-- mere munter, og det er ligesom jeg slet ikke bryder mig om, at jeg
er meget fattig -- jeg maatte drille Malcolm lidt efter Middag. Jeg
_vilde_ lgge Kabaler og hvede ikke mine jne fra Kortene!

Han vilde endelig overtale mig til at gaa hen til Klaveret, men jeg
lod, som om jeg ikke hrte det. Der staar en Palme paa Hjrnet af en
hj Chippendale Skrivepult, og Jessie havde tilfldigvis sat Bordet
bagved den, saa alle de andre ikke kunde se, hvad der foregik.
Malcolm sad til sidst ganske tt ved mig og vilde hjlpe mig med
Esserne -- men jeg kan ikke udholde, at nogen sidder saa nr ved mig;
saa jeg vltede Bordet, og han maatte pille alle Kortene op fra
Gulvet. Kirstie spillede mrkvrdig nok Klaver dengang -- en _cake
walk_ -- og der var noget i den, som gav mig Lyst til at bevge mig
-- til at danse -- jeg vd ikke hvad, og mine Skuldre bevgede sig
lidt i Takt til Musiken. Malcolm trak Vejret, ganske som om han var
forklet, og han hviskede mig ind i ret med en hs Stemme: "De vd,
at De er en Djvel -- og jeg --"

Jeg standsede ham straks -- jeg sa op for frste Gang, aldeles
forfrdet og forbavset.

"Jeg vd virkelig ikke, hvad De mener, Hr. Montgomerie," sagde jeg.

Han blev urolig.

"Jeg mener -- jeg mener, at jeg forfrdelig gerne vilde kysse Dem."

"Men jeg har ikke en Smule Lyst til at kysse Dem," sagde jeg og sa
paa ham med store jne.

Han sa ud som en ondskabsfuld Hne, og heldigvis kom Jessie i det
jeblik tilbage til Kabalen, og saa kunde han ikke sige mere.

Lady Katherine og Fru Mackintosh gik med op i mit Vrelse, da vi var
paa Vejen op i Seng. Hun -- Lady Katherine -- vilde vise Mary, hvor
smukt de havde faaet det lavet i Stand; det havde vret hendes, fr
hun blev gift. De sa paa det vissengule Cretonne og alt det vrige;
til sidst kunde jeg se, at deres jne ofte strejfede min Natkjole og
min Frisrkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen.

"Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserdt
Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke
haft Tid til at faa en hvid Frisrkaabe."

"Det er ikke det, kre Barn," sagde Lady Katherine i en alvorlig
Pligttone. "Jeg -- jeg -- synes ikke, at en saadan Natkjole er
passende for en ung Pige."

"Aa, men jeg er meget strk, og jeg bliver aldrig forklet."

Mary Mackintosh holdt den op med et strengt misbilligende Ansigt. Den
har naturligvis korte rmer med rynkede Valenciennekniplinger og er
af fint, smukt broderet Kammerdug. Fru Carruthers var altid meget
fordringsfuld, og hun valgte dem selv hos Doucet. Hun sagde, at man
aldrig kunde vide, naar der kunde blive Ildebrand.

"Kre Evangeline, De er meget ung, saa De kan sandsynligvis ikke
forstaa det," sagde Mary, "men jeg synes ikke, at denne Natkjole paa
nogen Maade er passende for en ung Pige -- eller for Resten ikke for
nogen god Kvinde. Moder, jeg haaber, at mine Sstre ikke har set
den!!"

Jeg sa forvirret ud.

Hun undersgte Stoffet, man kunde se Huden igennem det.

"Hvad _vilde_ Alexander sige, hvis jeg tog saadan en Tingest paa."

Den Tanke syntes nsten at kvle dem begge to, de sa ulykkelige og
forfrdede ud.

"Den vilde naturligvis vre for snver til Dem," sagde jeg ydmygt,
"men det er ellers et meget godt Mnster, og man sprnger den ikke,
naar man strkker Armene i Vejret. Fru Carruthers gjorde saa mange
Ophvelser hos Doucet, fordi mine sidste gik saa hurtig itu, og saa
blev disse anderledes."

Da jeg nvnede min afdde Adoptivmoder, rettede de sig begge.

"Vi vd nok, at Fru Carruthers havde nogle besynderlige Ideer," sagde
Lady Katherine stift, "men jeg haaber, Evangeline, at De nu selv er
fornuftig nok til at forstaa, at saadant et -- et -- Kldningsstykke
slet ikke er smmeligt."

"Men hvorfor dog, kre Lady Katherine?" sagde jeg, "De vd ikke, hvor
den er kldelig."

"Kldelig," nsten skreg Mary Mackintosh. "Men ingen fintflende
Kvinde bryder sig da om, at noget skal vre kldeligt i Sengen!"

Det lod til, at hele Sagen var dem saa pinlig, at jeg dkkede min
fornrmelige Natkjole til med min Frisrkaabe og hostede. Det afbrd
dem, og de gik deres Vej med et koldt Godnat.

Nu er jeg alene. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor det er galt at se
kn ud i Sengen -- siden oven i Kbet ingen ser n.


                                               _Tryland Court_,
                                             Mandag, den 14. Novbr.

Jeg har slet ikke haft Lyst til at skrive, de sidste Dage har vret
saa utaalelige -- saa fulde af Vrvl! Snak om Brn i det uendelige!
Om Opramsningsmetoder, Tandbrud, Barnepigers lumske Streger,
Patentfde, Flasker, Hagesmkke -- og alt muligt af den Slags! Nok
til, at man maa nske aldrig at blive gift! Og dr sidder Mary
Mackintosh ganske uformelig og udbreder sig i Teorier, som aldrig kan
faa praktiske Resultater, da der ikke kan tnkes mere uopdragne Brn
end hendes!

Jeg kan se, at selv Lady Katherine rgrer sig over dem, naar de to
ldste, som hver Dag kommer ind, medens vi drikker Morgenkaffe, tager
Syltetjsskeen eller noget, der er lige saa galt, og smider det hele
ud over Dugen. I Gaar stak de deres Hnder i Honningkrukken, medens
Hr. Montgomerie var ved at tage af den, og da de saa havde smurt ham
til, lb de rundt om Bordet for ikke at blive fangede og tog fat paa
alle Stoleryggene og Drlaasene, saa man ikke kunde rre ved noget
uden at blive klbrig.

"Kreste Alexander," sagde Mary, "Alex maa trres om Munden."

Den stakkels Hr. Mackintosh maatte rejse sig fra sin Kaffe, fange
Ungerne og forgves bruge sin Serviet.

"Bring dem ovenpaa, hrer du -- Bur--r--r--r," brlede den krlige
Bedstefader.

"Men Fader, de stakkels sde Brn er jo slet ikke uartige!" sagde
Mary fornrmet. "Jeg vil gerne have, at de skal vre saa meget som
muligt sammen med os. Jeg troede, at I vilde vre saa glade for dem."

Da Brnene hrte det, gav de sig begge til at brle af fuld Hals, og
Alex, Keruben paa halvfemte Aar, laa paa Gulvet og sparkede og skreg,
til han var sort i Ansigtet.

Hr. Mackintosh er for lille til at styre to, saa en af Tjenerne
maatte hjlpe ham med at bre dem op i Barnekammeret! Uha! Jeg vilde
ikke vre i hans Sted for alt i Verden.

Malcolm bliver saa komisk! Jeg antager, at han er indtaget i mig. Han
gr en Slags Kur paa en lapset Maade, saa snart han kan faa
Lejlighed til det; men det er ikke ofte, for Lady Katherine srger
for at sende en af Dtrene med paa alle vore Spadsereture; hvis vi er
i Dagligstuen, kommer hun selv og sidder ved Siden af os. Det er jeg
glad over, for det vilde vre alt for kedeligt at hre paa for meget
af det, han siger.

Men hvor det alligevel er dumt af hende! Hun maa ikke engang kende
saa meget til Mnd som jeg -- naturligvis gr det ham kun saa meget
ivrigere.

Det er en god Lre for mig. Jeg skal selv vre ganske umulig
vanskelig, hvis jeg igen trffer Hr. Carruthers, da han ingen Moder
har til at spille ham den Slags Puds.

Lord Roberts Svar kom Lrdag Eftermiddag. Det kom gennem Lady
Merrenden.

Han vil vre henrykt over at komme til Jagten paa Tirsdag -- i
Morgen. Jeg er saa glad, men Gud vd, om jeg kan faa ham til at
forstaa, at han ikke maa sige, at han har set mig paa Branches, da
jeg var dr. Det er ganske ligegyldigt, men Lady Katherine er saa
ljerlig og sr.

Selskabet skal ikke vre stort, ni Jgere -- jeg haaber, at nogle af
dem er morsomme, sknt jeg er nsten bange!


                                                     Tirsdag Aften.

Det er sent, Klokken er nsten tolv, men jeg fler mig saa lysvaagen,
at jeg maa skrive.

Jeg vil begynde ved Begyndelsen, da de allesammen kom.

De kom med to Tog, tidligt om Eftermiddagen, lige ved Tetid, og Lord
Robert kom med det sidste.

De fleste er af samme Slags som Lady Katherine; de ser ud, som om de
var saa gode som Guld; men der er n Dame, Lady Verningham, Lady
Katherines Niece, hun er anderledes, og jeg kunde straks lide hende.

Hun har yndige Klder og en vidunderlig Skikkelse, og hendes Hat
sidder rigtigt. Hun har ogsaa et bedaarende Vsen, men man kan se, at
hun er paa Pligtbesg.

Selv dette store Selskab kunde ikke helt standse Mary Mackintosh i at
fremstte Love for huslige Sager og Brneopdragelse. Vi sad alle i
den store Dagligstue, og mine jne mdte Lady Verninghams, og vi lo
begge! Det er de frste jne med Mening i, jeg har set, siden jeg
forlod Branches.

De talte alle saa behageligt, med Pauser, og de morede sig slet ikke,
da Jean og Kirstie begyndte at tale om deres Arbejde, forklarede det
og forsgte paa at faa Bestillinger, og saa kom Jessie og Maggie
ogsaa, og de viste Prver paa det altsammen og bestemte Priser. Jeg
vilde hade at tigge, selv i velgrende jemed.

Jeg flte mig ganske flov paa deres Vegne, men de brd sig ikke en
Smule om det, og deres Ofre var velddige.

Vor Prst paa Branches blev altid saa rd og nervs, naar han skulde
bede om noget; man kunde se, at han var en Gentleman -- men Damer er
maaske anderledes.

Jeg lngtes efter Te!

De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfre af Stivhed og
Smmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som
om de mente, at "Guld maa prves i Ilden, og Hjerter maa hrdes i
Smerte".

De er overordentlig muntre, fordi Munterhed er en kristelig Dyd, ikke
fordi de strmmer over af Glde eller af den dejlige Flelse af at
leve og ikke bryde sig videre om, hvad der sker, som er saa
henrivende, og som jeg faar, naar Vejret er smukt.

Alt, hvad de gr, har en Grund eller indeholder en Moral. Dette
Selskab er samlet, fordi der skal skydes Fasaner i November -- og der
er nogle Mennesker, som skal mores, og det er en Sttte for deres
Velgrenhed. Hvis jeg havde et stort Hus og var rig, vilde jeg holde
smukke Selskaber med mange elskvrdige Mennesker, fordi jeg gerne
vilde more baade dem og mig selv. Lady Verningham var ved at tale med
mig, lige fr Te, da den anden Togladning var kommet.

Jeg gjorde mig Umage for at vre ganske ligegyldig; men jeg var
frygtelig nervs, da Lord Robert kom ind i Stuen. Han sa saa smuk
ud, saa fiks og rank og smidig!

Lady Katherine var frygtelig stiv imod ham; det vilde have taget
Modet fra de fleste Mennesker, men det er det dejlige ved Lord
Robert, han er saa fuldstndig _sans gne_.

Han sa mig naturligvis straks og kom hen til mig, saa snart han
kunde.

"Goddag, Robert!" sagde Lady Verningham og sa meget forbavset ud ved
at se ham, og hun rakte ham sine Fingre paa saadan en indtagende
Maade. "Hvordan kommer De her? Og hvorfor er vor Campie her ikke? Jeg
er vis paa, at der stikker noget under!"

"Ja vist saa!" sagde Lord Robert og holdt hendes Haand. Saa sa han
paa mig med optrukne jenbryn. "Men vil De ikke forestille mig for
Frken Travers? Jeg ser til min store Sorg, at hun har glemt mig!"

Jeg lo, og Lady Verningham forestillede os for hinanden; han satte
sig ved Siden af os, og de begyndte allesammen at drikke Te.

Lady Verningham havde et eget Udtryk i sine jne.

"Robert, sig mig, hvad er det!" sagde hun.

"Jeg hrte, at De havde fem Tusind Fasaner, som skulde myrdes,"
svarede Lord Robert og sa paa hende med sit uskyldige Smil.

"Robert, De lyver!" sagde hun og lo. Hun er saa smuk, naar hun ler,
ikke meget ung, vist nok over tredive, men saa yndig! saa forskellig
som vel muligt fra hele Familien Montgomerie.

Jeg talte nsten ikke, de blev ved med at drille hinanden, og Lord
Robert spiste Strstedelen af en Tallerken Smrrebrd, som stod i
Nrheden.

"Jeg er Pokkers sulten, Lady Ver!" sagde han. Hun smilede til ham,
hun kan jensynlig meget godt lide ham.

"Robert, De maa ikke bruge saadanne Ord her," sagde hun.

"Ja, bander han ikke alt for meget?" udbrd jeg, uden at tnke et
jeblik over det -- saa huskede jeg paa det. Hun syntes meget
forundret.

"Naa, saa De har hrt det fr! Jeg troede, at de lige havde truffet
hinanden, ganske tilfldigt!" Hun sagde dette med saadant et komisk
forstaaende Blik; men hun sa ikke helt fornjet ud. Jeg blev ildrd
i Hovedet, og det rgrede mig, fordi man kunde se det saa meget paa
min Hud. Hun lnede sig tilbage i Stolen og lo.

"Det er dejligt at skyde fem Tusind Fasaner, Robert," sagde hun.

"Ja, ikke sandt?" svarede Lord Robert; han var blevet frdig med at
spise Smrrebrd.

Saa sagde han til hende, at hun var kr, og at han var glad over, at
Hr. Campion havde faaet den Id at ville more sig paa anden Maade i
den Uge.

"De er en Fryd, Robert!" sagde hun. "Men De maa opfre Dem pnt her
og ikke gre gale Streger som paa Fotherring i Oktober, mit Barn. Saa
stter Tante Katherine Dem i Skammekrogen. Frken Travers har vret
her en Uge, hun kan sige Dem, om det ikke er sandt."

"Jo, det er det virkelig!" sagde jeg.

"Men jeg _maa_ have at vide, hvorledes De er kommet her," befalede
hun.

Heldigvis kom Malcolm i samme jeblik; han havde lusket om i Nrheden
og kom nu hen til os for at blande sig i vor Samtale; men hvis han
havde vret et Bord eller en Stol, kunde han ikke have vret Lord
Robert mere ligegyldig! Han er vidunderlig! Han er ikke en Smule
uhflig, men kun ganske rlig og ligefrem; han faar altid det, han
vil have, med et nsten bnligt Udtryk i sine blaa jne.

Et Par Minutter efter talte han og jeg sammen, og Malcolm og Lady
Verningham stod nogle faa Alen fra os. Jeg var saa lykkelig. Det faar
han mig til at vre, jeg vd ikke hvorfor.

"Hvorfor sa De saa haardhjertet ligegyldig ud, da jeg kom hen til
Dem," spurgte han. "Jeg var bange for, De var ked af, at jeg kom."

Saa fortalte jeg ham om Lady Katherine, og at jeg havde vret saa dum
ikke at sige, at jeg havde truffet ham paa Branches.

"Naa --! Saa boede jeg altsaa hos Christopher, efter at De var rejst
-- forstaar jeg nok," sagde han. "Havde jeg truffet Dem i London?"

"Vi vil ingen Historier lave om det. De kan tro, hvad de har Lyst
til."

"Lad dem det!" Han lo. "Jeg kan se, at jeg maa manvrere en hel Del
for at komme til at tale roligt med Dem her; men De vil vel nok staa
ved Siden af mig, naar vi er ude at skyde i Morgen?"

Jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi fik Lov til at vre med, uden
maaske til Lunch -- hvortil han svarede, at han ikke kunde tro paa en
saadan Grusomhed.

Saa spurgte han mig om en Masse Ting, om hvordan jeg havde haft det,
og hvad jeg nu havde i Sinde at gre. Han har det mest indtagende
Vsen, og man synes straks, at man kender ham meget godt; af og til
ser han n lige ind i jnene med en forbavsende Frejdighed. Jeg har
aldrig set et Menneske, der var saa fuldstndig fri for Skaberi, og
jeg tror aldrig, han tnker en Smule paa, hvad Folk synes om ham. For
ham har intet nogensinde en dobbelt Betydning, som for Hr.
Carruthers. Hvis han havde sagt, at jeg skulde blive og gifte mig med
ham, er jeg vis paa, at han havde ment det, og jeg tror virkelig, at
jeg var blevet!

"Kan De huske den Morgen, da vi pakkede ind?" sagde han med saadan en
krtegnende Stemme. "Jeg var saa lykkelig. Var De ikke ogsaa?"

Jeg sagde Jo.

"Og Christopher var gal paa os! Han var som en saaret Bjrn, da De
var rejst; han paastod, at han skulde til Byen om Mandagen, bare n
Dag; han var her om Tirsdagen, ikke?"

"Nej, han var ikke," var jeg ndt til at sige, og jeg rgrede mig
endnu over det, jeg vd ikke hvorfor.

"Han er et ljerligt Menneske," sagde Lord Robert, "og jeg er glad
over, at De ikke har set ham -- jeg vil ikke have, at han kommer i
Vejen for mig. Jeg er et egenkrligt Bst, skal jeg sige Dem."

Jeg sagde, at Fru Carruthers havde altid lrt mig, at saadan var
Mnd, saa det nedsatte ham ikke i mine jne.

Han lo. "De maa hjlpe mig til at komme til at sidde og tale med Dem
igen efter Middag," sagde han. "Jeg kan se, at den rdhaarede Sn vil
have Dem for sig selv, men det tillader jeg selvflgelig ikke!"

Jeg blev overlegen.

"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med
mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad."

"Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert.

"Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser
herfra; for han er bange for, at nogen skal gre Kur til mig. Han
synes, det vilde vre sikrere, hvis jeg sa mere ud som hans Sstre.
Jeg har lovet, at Vronique skal staa udenfor Dren, naar jeg har
Besg."

"Naa, saa det er han bange for. Det er meget rimeligt, at han vil faa
Ret, siden jeg er i London," sagde Lord Robert.

"Men hvor vd De," begyndte jeg med en sprgende, alvorlig Mine,
"hvor kan De vide, om jeg vil hre paa Dem? De kan ikke blive ved med
at tale til dve Folk, vel?"

"Er De dv?" spurgte han. "Det tror jeg ikke, i alt Fald skulde jeg
nok prve paa at kurere Deres Dvhed." Han bjede sig helt ned over
mig og lod, som om han tog en Bog op.

Aa, hvor jeg morede mig.

Pludselig flte jeg, at jeg virkelig levede, Blodet brusede i mine
Aarer, og jeg sagde alt, hvad der faldt mig ind. Vi var saa
lykkelige!

Lord Robert har saadan en smuk Skikkelse. Jeg bliver altid saa
begejstret over smukke, fuldkomne Linier. De andre Mnd ser tykke og
kluntede ud ved Siden af ham, og han har smukke Klder og Slips!

Vi blev ved med at tale sammen. Han begyndte at vise mig, hvor meget
jeg interesserede ham. Hans blaa, udtryksfulde jne sagde endogsaa
mere end hans Ord. Jeg kan godt lide at se ham se nedad; hans
jenvipper er saa latterligt lange og krllede, de er ikke sorte som
mine og Hr. Carruthers, men mrkebrune og blde og skyggede, og jeg
vd ikke rigtig, hvorfor de er saa tiltrkkende. Naar man ser dem
nsten ligge nede paa hans Kinder, faar man Lyst til at rre ved dem
med Fingerspidserne. Jeg har aldrig tilbragt en saa dejlig
Eftermiddag! Men ak! Den var alt for kort.

"Vi vil se at komme til at sidde sammen efter Middag," sagde han, da
Gongongen ld og meldte, at vi skulde klde os om til Middag. Lady
Katherine kom og vimsede omkring og samlede dem allesammen sammen og
mere eller mindre drev dem af Sted, og paa Vejen op ad Trappen sagde
hun til mig, at jeg behvede ikke at komme ned, hvis jeg hellere
vilde lade vre!

Jeg takkede hende igen, men holdt fast ved min Hensigt at vnne mig
til at vre sammen med Mennesker.

Jeg skulde blive i mit Vrelse, naar Lord Robert var der til Middag
-- aldrig!

Men da jeg kom ned, var han omgivet af Montgomerier, og han gik stolt
ind i Spisestuen med Lady Verningham -- det maa hun have arrangeret.

Jeg havde saadan en kedsommelig Fyr! En ung Mackintosh, en Ftter til
Marys Mand, og paa den anden Side Prsten. Den ene talte om Botanik i
en hs Hvisken med skotsk Akcent, og den anden slugte sin Mad og
sagde gudelige Vittigheder mellem hver Mundfuld.

Da jeg havde holdt tappert ud lige til Isen, sagde jeg, at jeg hadede
at vide, hvad Blomster bestod af, jeg brd mig kun om at plukke dem.
Ynglingen stirrede paa mig og sagde ikke meget mere. For Prsten var
det nok, naar jeg af og til sagde "Ja", og paa den Maade kom vi
igennem Middagen.

Malcolm sad lige overfor mig, og han gloede nsten hele Tiden. Selv
han vilde have vret bedre end Botanikeren; men jeg tnker, at Lady
Katherine mente, at de to kunde vre en Slags Halvsorg for mig. Det
var umuligt at vre munter sammen med dem.

Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog.
Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis
staar denne lidt afsides, og sknt den ikke er bekvem, kunde vi dog
tale sammen.

"De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog
Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?"

Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish.

"Det vd jeg nok," sagde hun; "men jeg kalder hele Slgten McTavish
-- det ligner det noget, og det rgrer Mary saadan, hun retter mig
hver Gang. Har De nu ikke faaet Lyst til at blive gift og blive
akkurat som Mary?" Der var et Glimt i hendes jne.

Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde vret vild efter det. Jeg vilde
frst ud og se Livet.

Men man kunde ikke se Livet, uden at man var gift, sagde hun.

"Ikke engang naar man er en Eventyrerske som jeg?" spurgte jeg.

"En hvad?"

"En Eventyrerske," svarede jeg. "Folk synes at blive saa forundrede,
naar jeg siger det! Men jeg maa vre det, kan De nok indse, fordi Fru
Carruthers ikke efterlod sine Penge til mig, og i den Bog, hvori jeg
lste om det, stod der, at man var det, naar man havde smukke Klder,
og -- og -- rdt Haar -- og saadan noget og intet Hjem."

Hun brast i Latter.

"De lille Pus!" sagde hun. "Vi to vil vre gode Venner. Men De maa
ikke lege med Robert Vavasour. Han tilhrer mig! Han er et af mine
egne, srlige Klebrn. Er det en Aftale?"

Nu vilde jeg nske, at jeg den Gang havde haft Mod til at sige rent
ud, at jeg godt kunde lide Lord Robert, og at jeg ikke vilde slutte
nogen Overenskomst; men man er undertiden ubesindig, naar man bliver
overrasket. Det er vel ved saadanne Lejligheder, at det skal vise
sig, om ns Hoved er skruet fast paa; mit var det ikke i Aften. Men
hun sa saa bedaarende ud, og jeg flte mig lidt overlegen, og
maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget
for Lord Robert, srligt hvis han tilhrer hende, hvad det nu end vil
sige, og saa sagde jeg, at det _var_ en Aftale, og at jeg naturligvis
aldrig havde tnkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at
tnke paa, at det er et Lfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham
gennem mine jenvipper. Og jeg vd ikke, hvorfor jeg i Aften fler
mig helt lysvaagen og trt og temmelig dum, som om jeg havde Lyst til
at give mig til at grde.

Men hun var forfrdelig venlig imod mig og yndig, og hun har indbudt
mig til at komme og besge sig og meget andet, saa det er nok
altsammen godt. Men da Lord Robert kom ind og kom hen til os, var det
meget haardt, at jeg straks maatte rejse mig og gaa og lade, som om
jeg vilde tale med Malcolm.

Jeg turde kun se op en Gang imellem, og jeg sa, at Lord Roberts jne
var fstede paa mig med et bebrejdende og bedende Udtryk, og den
sidste Gang var der ogsaa Harme i dem.

Lady Verningham beholdt ham hos sig, indtil de alle rejste sig for at
gaa i Seng.

Der var blevet musiceret og spillet Bridge og dyrket andre
kedsommelige Adspredelser, men jeg sad stille. Og jeg vd ikke, hvad
Malcolm havde talt om, jeg havde ikke hrt efter, sknt jeg blev ved
med at mumle "Ja" og "Nej".

Han blev mere og mere _empress_, indtil jeg pludselig, da vi rejste
os, hrte ham sige:

"De har lovet det! Husk det nu; jeg forlanger, at De skal holde det
-- i Morgen!"

Og der var saadan et forelsket, vammelt, usikkert Udtryk i hans jne,
at jeg fik ganske ondt. Det rdsomste ved det er, at jeg ikke mere
vd, hvad jeg har lovet, end Manden i Maanen! Det kan godt vre, at
det er noget aldeles forfrdeligt! Hvis det er noget saa skrkkeligt
som at kysse ham, saa maa jeg bryde mit Ord, -- hvilket jeg ellers
aldrig gr.

Aa, du store Himmel! Det er ikke altid saa let at le ad Livet, som
jeg engang troede! Jeg vilde nsten nske, at mit Liv var ordnet, og
at jeg ikke behvede at vre Eventyrerske. Nogle Situationer er saa
vanskelige! Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng.

Gud vd, om Lord Robert -- nej, hvad kan det nytte at tnke paa ham;
han kommer ikke lngere mig ved.

Nu puster jeg Lyset ud.




LADY VERNINGHAM INDBYDER EVANGELINE TIL AT BESGE SIG I LONDON.

  Hvor sknt vilde Livet ikke kunne vre, hvis Skbnen lod os mde
  det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid. To Sjle,
  der er skabt for hinanden, vilde kunne naa Lykkens hjeste Tinde
  og udrette store Ting paa Vejen; men Livet er som en strid Strm,
  der raser af Sted, uden at man kan vlge, hvilke Lande den skal
  igennem, indtil den lber ud i det store Verdenshav, der ganske
  opsluger den. Hvis man kunde forudse -- hvis man blot i Tide
  vidste -- maaske man saa kunde forandre dens Lb -- hvem vd.

                                             _Hans Dronning._


                                             _Park Street 300_,
                                        Lrdag Aften den 19. Novbr.

Jeg bryder mig ikke meget om at se tilbage paa Resten af mit Ophold
paa Tryland. Det er et ubehageligt Minde.

Dagen efter, at jeg sidst skrev, sregnede det, og de kom alle ned
til Morgenmaaltidet og var i daarligt Humr. Hele Selskabet kom, og
Maaltidet var lige saa stift og kedeligt som Middagen. Jeg havde
tilfldigvis sat mig, da Lord Robert kom, og Malcolm sad ved Siden af
mig. Lord Robert talte nsten ikke, han sa et Par Gange paa mig med
optrukne jenbryn.

Jeg lngtes efter at sige ham, at det var, fordi jeg havde lovet Lady
Ver ikke at lege med ham, at jeg ikke talte med ham som Dagen fr.
Gud vd, om han gttede det. Aa, hvor jeg den Gang nskede, og jeg
har hundrede Gange senere nsket det, at jeg slet ikke havde lovet
det. Det vilde vel nok vre klogest at undgaa ham, for hvorledes
skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og
Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det rgrede mig, lige
saa meget som jeg kunde se, at det rgrede Lady Katherine. Jeg fnyste
ad ham og var saa ubehagelig som muligt.

Morgenteen er ikke straalende dr, og Hr. Montgomerie nder Folk til
at spise Grd. "Det er udmrket til at begynde Dagen med," siger han,
"Bur--r--r--r."

Lord Robert kunde ikke finde noget, som han vilde have, lod det til.
De var allesammen gnavne. Lady Katherine har en egen Maade at ordne
Folk paa ved alle Lejligheder; hun minder mig om en Hne med
Kyllinger, som slaar sine Vinger ud og klukker og jager, indtil de
alle er i en Krog. Hun har ogsaa den Skikkelse, saadan meget rund
forpaa! Den kvindelige Yngel befandt sig snart i Morgenvrelset, med
Dren lukket, og den mandlige Del havde det vist lige saadan med
deres Vrt, i det mindste sa vi dem ikke mere, fr vi fik je paa
dem, da de gik forbi Vinduerne, ifrte Regnfrakker og Gamascher, som
et meget ynkeligt Selskab af Sportsmnd.

Det eneste heldige var, at Malcolm ikke havde haft Tid til at minde
mig om mit Lfte, hvad det nu end var, og jeg flte mig sikrere.

Det var en rdselsfuld Formiddag, meget vrre, end da vi var alene --
de begyndte nsten allesammen -- syv Damer foruden Familien -- at
beskftige sig med Haandarbejde.

Een af dem, Lady Letitia Smith, broderede en Skrivemappe med Silke,
jeg blev ganske galdesyg af at se paa hende, hun var meget nrsynet
og havde den irriterende Vane at bede alle og enhver om at trde
hendes Synaal for hende. De strikkede Slips og Strmper og hklede
Veste og Uldtrklder og Huer til Nordsfiskere; der var endogsaa n,
der slog Orchis. Ganske saadant noget, som Stuepiger laver i deres
Fritid til at pynte, Vorherre maa vide hvilket Kldningsstykke af
ubleget Bomuldstj med.

Jeg spurgte hende, hvad det skulde bruges til, og hun sagde, at det
var til Brnenes Forklder i hendes Forening. Hvis det ikke er
Tidsspilde, Gud vd, hvad det saa er!

Fru Carruthers sagde, at det var meget nyttigere at lre at sidde
stille og ikke vre nervs, end at fylde Verden med saadant noget
Kram.

Mary Mackintosh frte Konversationen an. Hun og Lady Letitia Smith,
der begge har smaa Brn, fortalte Ammestuehistorier, og naar der var
noget, som vi, de unge Piger, ikke maatte hre, hviskede de. Vi
opfangede alligevel lidt af det, og det ld rdsomt, hvad det saa end
var om. Jeg gad nok vide, om jeg bliver saadan, naar jeg bliver gift.

Det haaber jeg ikke!

Det er ikke underligt, at gifte Mnd er ndt til at sige smukke Ting
til andre Damer, hvis deres Koner er saadan, naar de kommer hjem.

Jeg forsgte paa at vre elskvrdig imod en Dame, som sad ved Siden
af mig. Hun var Bibelkritiker og gik med Briller. Hun prvede paa at
omvende mig, men jeg var abnormt tykhovedet den Dag og maatte have
alting forklaret om og om igen; saa opgav hun mig til sidst.

Endelig, da jeg flte, at jeg maatte gre noget rent ravgalt, kom der
en Tjener for at sige, at Lady Verningham nskede at tale med mig i
sit Vrelse; jeg sprang straks op -- men da jeg kom til Dren, sa
jeg, at de begyndte at ryste paa Hovedet ad hende.

"Det er srgeligt, at den kre Janthe har den uregelmssige Vane at
drikke Te paa sit Vrelse -- hun har slet ikke godt af det," etc.,
etc.; men Gud ske Lov, jeg var snart ude i Vestibulen, hvor hendes
Pige stod og ventede paa mig.

Man skulde ikke have anet, at det store Vrelse, som hun beboede, var
et af Familien Montgomeries, saa forandret sa det ud! Hun havde
Masser af Fotografier staaende omkring, de nydeligste Guld
Toiletsager og en Mngde pibede Kldningsstykker og Blomster og
Lugteflasker, og sine egne Puder bag Ryggen, de var alle af blaa
Silke og smukt broderet Musselin, og hun sa saa sd og hyggelig ud
imellem det altsammen. Hun havde sit mrke Haar i Krller omkring
Ansigtet, og en bedaarende Kniplingskappe over det. Hun rg en
Cigaret og skrev Breve med en Guldpen. Det blaa Silketppe var
bedkket med Breve og Aviser og Telegrammer. Hendes Natkjole var
naturligvis udskaaret i Halsen og af tyndt Tj ligesom min. Jeg
spekulerede paa, hvad Alexander vilde have sagt, hvis han kunde have
set hende i Modstning til Mary! Jeg vd nok, hvem jeg vilde vlge,
hvis jeg var Mand!

"Naa, dr er De," sagde hun og sa op under en Rgsky. "Sid paa
Sengen, Slangepige. Jeg syntes, at jeg maatte frelse Dem fra den
hellige Horde dernede, og saa vilde jeg se, hvorledes De sa ud ved
Dagslys. Ja, De har et mrkeligt Haar og gte jenvipper og Teint. De
er en Heks, jeg kan se, at vi alle maa tage os i Agt for Dem!"

Jeg smilede, hun sagde det ikke uhfligt, saa var jeg blevet
overlegen. Hun er vidunderlig yndig.

"De taler heller ikke meget," vedblev hun. "Jeg fler, at De er
farlig! Det er derfor, jeg er saa hflig imod Dem; jeg tror, det er
det klogeste. I Reglen kan jeg ikke udstaa unge Piger!" Og hun lo med
sin slvklare Latter. "Sig nu, at De ikke vil gre mig Fortrd!"

"Jeg vil ikke gre nogen Fortrd, med mindre de gr mig Fortrd frst
-- og jeg kan godt lide Dem, De er saa smuk."

"Saa er det godt. Saa er vi Kammerater. Jeg var bange for Robert i
Aftes, fordi jeg holder saa meget af ham; men De var sd efter
Middag, og nu bliver det nok godt altsammen; jeg fortalte ham, at De
sandsynligvis skulde giftes med Malcolm Montgomerie, og at han ikke
maatte blande sig i det."

"Nej, det kunde aldrig falde mig ind at gre det!" udbrd jeg og gik
bort fra Sengen. "Jeg vilde hellere d end tilbringe Resten af mit
Liv paa Tryland."

"Han bliver engang fabelagtig rig, vd De nok, og De kunde faa Fatter
Montgomerie paa Deres Side i en Haandevending og vende op og ned paa
hele Huset. De skulde dog hellere tnke over det."

"Jeg vil ikke," sagde jeg, og jeg flte, at mine jne funklede. Hun
lftede sine Hnder som for at vrge sig imod en ond Aand, og hun lo
igen.

"Ja, ja da, saa skal De heller ikke! Men lad bare ikke de Smaragder
lyne imod mig, jeg kommer til at ryste over hele Legemet!"

"Vilde _De_ gerne giftes med Malcolm?" spurgte jeg og satte mig igen.
"Tnk Dem at vre saadan ns Ejendom! At skulle se ham hver Dag! Tnk
Dem at leve sammen fra Morgen til Aften med et Menneske, som aldrig
kan forstaa en Spg. Uha!"

"Hvad det angaar" -- hun udsendte en Rgsky -- "er gtemnd en Race
for sig -- der gives Mnd, Kvinder og gtemnd; og naar de bare
betaler Regninger og skyder stort Vildt i Afrika, er det alt, hvad
man kan forlange af dem; at kunne forstaa Spg, det er overfldigt.
Min er meget generende, fordi han i Almindelighed tilbeder mig, og i
bedste Tilflde kun forlader mig for at tage paa en tre Ugers
Baderejse til Homburg, eller nu og da en Uge til Paris; men Malcolm
kunde man stadig sende til Klippebjergene og den Slags Steder; han er
en hel Sportsmand."

"Det er ikke mit Ideal af en gtemand," sagde jeg.

"Hvad er da Deres Ideal, Slangepige?"

"Hvorfor kalder De mig 'Slangepige'?" spurgte jeg, "jeg hader
Slanger."

Hun tog Cigaretten ud af Munden og sa nogle Sekunder paa mig.

"Fordi De er saa smidig; der er ikke en stiv Linie i Deres Bevgelser
-- De ser meget skadelig ud, men ogsaa tiltrkkende og uengelsk, og
jeg kan ikke forstaa, hvorfor i Alverden Tante Katherine har indbudt
Dem til at komme her sammen med de hslige Pigebrn. Jeg vilde ikke
have gjort det, hvis mine tre Engle var voksne og lignede dem." Saa
viste hun mig Fotografiet af sine tre Engle -- de er sde.

Men mit Udseende syntes at forurolige hende, for hun kom stadig
tilbage til det Emne.

"Hvor har De faaet det fra? Hrte Deres Moder til en anden Nation?"

Jeg fortalte hende, at stakkels Mama nrmest havde vret et
Ulykkestilflde og ikke havde vret noget videre. "Man kan jo ikke
vide, om der havde vret n eller anden mrkvrdig Skabning blandt
hendes Forfdre -- maaske er jeg blandet sammen med rde Indianere
eller Negre."

Hun sa undersgende paa mig.

"Nej, De er ikke, De er venetiansk -- det er De -- en Doges sknne,
ryggeslse Veninde, der er kommet til Live igen."

"Jeg vd, at jeg er slet," sagde jeg. "Det er altid blevet sagt mig,
men endnu har jeg ingenting gjort eller haft nogen Fornjelse af det,
og det vil jeg gerne."

Hun lo igen.

"De maa komme med mig til London, naar jeg tager herfra paa Lrdag.
Saa skal vi se, hvad vi kan gre."

Det ld godt nok, og dog havde jeg en Flelse af, at jeg hellere
vilde sige Nej, og hvis Tonen havde vret Spor af beskyttende, havde
jeg straks gjort det. Vi talte lnge sammen, og hun fortalte mig
mange interessante Ting. Hun forsikrede mig, at Verden var dejlig,
naar man kunde undgaa kedsommelige Mennesker og havde en god Kok og
et Par Venner. Lidt efter gik jeg, for hun fandt pludselig paa, at
hun vilde komme ned til Lunch.

"Jeg tror ikke, at det er sikkert paa det nuvrende Stadium at lade
Dem vre alene med Robert," sagde hun.

Jeg blev vred.

"Jeg har lovet ikke at lege med ham, er det ikke nok?" udbrd jeg.

"Jo, vd De hvad, det tror jeg, Slangepige!" sagde hun og sa
tankefuld ud, "men De er tyve Aar, og jeg er over tredive, og -- han
er en Mand! -- saa man kan ikke vre for forsigtig!" Saa lo hun og
stak Fdderne i et Par blaa Silketfler og ringede paa sin Pige.

Jeg tror ikke, at Alderen kan have meget at sige; hun er langt mere
indtagende end nogen ung Pige, og hun behver ikke at lade, som om
hun var bange for mig. Men det, som slog mig, og som jeg har tnkt
paa lige siden den Gang, er, at det ikke maa vre behageligt for ns
Selvagtelse at maatte gre sig Umage for at holde paa en Mand. Det
vilde jeg aldrig nogensinde gre. Hvis han ikke vilde blive, fordi
det var det i Verden, han helst vilde, saa kunde han gaa. Jeg vilde
sige "_Je m'en fiche!_"

Lunch, til hvilken Jgerne kom ind, var ikke en morsom Picnic i et
Skovhus, som paa Branches. Jeg sad forstlig mellem to gamle Herrer
og gjorde mit Bedste for at vre rbdig og intelligent. Den ene var
en rigtig rar gammel Fyr, og han begyndte til sidst at sige mig
Komplimenter. Han lo ad alt, hvad jeg sagde. Lige overfor mig sad
Malcolm og Lord Robert, med Lady Ver imellem sig. De sa begge gnavne
ud. Det varede lnge, inden hun kunde faa dem muntre og elskvrdige.
Jeg morede mig ikke.

Da det var overstaaet, kom Lord Robert lige hen til mig.

"Hvorfor er De saa lunefuld?" spurgte han. "Jeg vil ikke behandles
paa den Maade, De vd godt, at jeg kun er kommet her for Deres Skyld.
Vi er saa gode Venner -- eller var det. Hvorfor?"

Aa, jeg vilde saa gerne sige, at jeg endnu var hans gode Ven, og at
jeg gerne vilde tale med ham. Han var saa bedaarende kn, og saa
velskabt, og der var det smukkeste Vredeslyn i hans blaa jne.

Jeg kunde let nok have holdt mit Lfte njagtigt og dog have brudt
det i Aanden ved at lade ham underforstaa min Mening -- men saa lavt
kunde jeg naturligvis ikke handle, da jeg skulde vre Lady Vers Gst.
Saa sa jeg ud ad Vinduet og svarede koldt, at jeg var meget
venskabeligsindet imod ham, og at jeg ikke forstod ham, og saa vendte
jeg mig straks om til min gamle Herre og gik med ham ind i
Biblioteket. Jeg var saa kold, som jeg kunde vre, uden at vre rent
ud grov, men jeg havde hele Tiden en flov, tung Flelse om Hjertet.
Han sa saa vred og bebrejdende ud, og jeg vilde ndigt, at han
skulde tro, at jeg var lunefuld.

Vi sa dem ikke igen fr til Te, jeg mener Sportsmndene. Men Tetiden
paa Tryland er ikke hyggelig. Den er lige saa stiv som de andre
Maaltider. Lady Ver tillod ikke Lord Robert at forlade sig, og straks
efter Te begyndte de, der var i Dagligstuen, at spille Bridge, og det
blev de ved med, indtil Klokken ringede til Omkldning.

Man skulde have troet, at Lady Katherine misbilligede Kortspil, men
jeg antager, at ethvert Menneske maa have n Modsigelse i sit Vsen,
for hun elsker Bridge, og spiller om de laveste Indsatser, som en
"fattig Eventyrer", som der staar i Bgerne.

Jeg kan ikke skrive alle Enkeltheder fra Resten af Besget. Jeg var
ulykkelig, og det er Sandheden. Skbnen syntes at modstte sig, at
Lord Robert talte til mig -- selv naar han forsgte paa det -- og jeg
flte, at jeg maatte vre ekstra kold og afskyelig, fordi jeg --
naa, jeg kan lige saa godt sige det -- synes, at han er saa
indtagende. Jeg sa ikke en eneste Gang paa ham gennem mine
jenvipper, og efter den flgende Dag prvede han ikke engang paa at
faa en Forklaring.

Han sa undertiden forbitret paa mig -- srligt naar Malcolm hang
over mig -- og Lady Ver sagde, at hans Humr var rdsomt.

Hun var saa sd imod mig, at det nsten sa ud, som om hun gerne
vilde gre godt igen, at hun ikke vilde lade mig lege med Lord
Robert.

(Naturligvis vilde jeg ikke lade hende se, at jeg brd mig om det.)

Endelig kom Fredag og den sidste Aften.

Jeg sad i mit Vrelse fra Te til Middag. Jeg kunde ikke lngere
udholde Malcolm. Indtil da havde jeg undgaaet hans Tilnrmelser
ganske godt; men det Lfte, jeg havde givet ham, hang stadig over
Hovedet paa mig. Jeg afbrd ham, hver Gang han vilde forklare mig,
hvad det var, og indtil dette jeblik vd jeg det ikke, men det
afholdt ham ikke fra at sige kedelige, forelskede Ting, blandet med
indbildske Raad. Jeg vd ikke, hvad der vilde vre sket, hvis jeg
ikke, da han lige efter Te blev saa rdsomt krlig, var blevet
rasende og havde udslynget denne Bombe:

"Jeg tror ikke et Ord af det, De siger -- De interesserer Dem i
Virkeligheden kun for Angela Grey."

Han var lige ved at besvime og holdt straks inde. Saa det er
naturligvis ikke en Hest. Det var jeg ganske sikker paa. Det er
sandsynligvis en af disse Damer, som Fru Carruthers sagde, at alle
unge Mnd kendte. Hun kaldte dem deres Ungdoms Mslinger og
Skoldkopper.

Alle de gamle Herrer talte med mig, og det gjorde ogsaa de to andre
unge Mnd, men i de sidste Dage havde jeg ikke mit sdvanlige gode
Humr. Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord
Robert hen til Lady Ver -- hun havde stukket sin Haand ind under min
Arm.

"Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg
har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en
eller anden Dame med, ikke sandt?"

"Jeg skal prve paa det," svarede Lady Ver, og hun sa ham lige ind i
jnene; saa vendte hun sig om til mig. "Jeg synes, det er grusomt at
lade Dem vre alene, Evangeline," (hun kaldte mig nsten lige straks
Evangeline, det vilde jeg aldrig gre overfor en Fremmed) "men det
kan vel ikke gaa an, at De gaar i Teatret endnu?"

"Jeg holder meget af at vre alene," sagde jeg, "jeg vil gaa tidligt
i Seng."

Saa bestemte de, at de alle skulde spise til Middag hos hende, og da
jeg altsaa vidste, at jeg skulde se Lord Robert igen, sagde jeg ikke
engang Farvel til ham, han rejste med det frste Tog.

En Del af Gsterne tog til London sammen med os.

Min Afsked med Lady Katherine var koldt hflig. Jeg takkede hende
inderligt for den Venlighed, hun havde vist mig ved at indbyde mig.
Hun fornyede ikke sin Indbydelse; hun syntes formodentlig, at en ung
Pige som jeg, der skal srge for sig selv, ikke var passende Selskab
for hendes Alterdugs- og Sljdarbejdersker.

Indtil nu -- sagde hun til Lady Ver -- havde Fru Carruthers
naturligvis opdraget mig meget omhyggeligt og passet godt paa mig,
men hun bifaldt ikke hendes Anskuelser. Og da hun nu havde gjort sit
Bedste for mig ved denne Lejlighed, idet hun reddede mig fra at vre
alene med Hr. Carruthers, syntes hun, at det var alt, hvad man kunde
forlange af hende. Hun antog, at min Stilling i Fremtiden vilde
blive alt for lidt konventionel for deres Kreds! Lady Ver fortalte
mig dette med stor Munterhed. Hun var overbevist om, at det vilde
more mig -- det morede hende selv saa meget -- men det fik mig til at
tnke paa Historien om Drengene og Frerne!

Lady Ver strkker engang imellem en Klo frem, som kradser, medens hun
klukker af Latter. Maaske mener hun det ikke.

Dette Hus er knt og fuldt af nydelige Ting, saa vidt jeg har kunnet
se. Vi kom lige tidsnok til at klde os om til Middag i flyvende
Fart. Jeg har et lille bitte Vrelse paa fjerde Sal, ved Siden af de
tre Engle. Jeg kom frst ned, og Lord Robert og Hr. Campion var i
Dagligstuen. Sir Charles Verningham er for jeblikket i Paris, saa
jeg har endnu ikke set ham.

Lord Robert stod og klappede den ldste Engel paa Haaret, hun var
endnu ikke gaaet i Seng. Hun er noget af det yndigste, og saa hflig
og saa forskellig fra Mary Mackintosh' Brn.

Han forestillede Hr. Campion for mig, og vendte saa tilbage til
Mildred -- Engelen.

Pludselig fik jeg Lyst til at gre Ulykker, det var Reaktionen efter
de sidste kedelige Dage, saa sa jeg op paa Hr. Campion gennem mine
jenvipper, og det havde den Virkning, som det altid har paa Folk,
han blev straks interesseret. Jeg vd ikke, hvorfor det gr dem saa
ljerlige. Jeg kan huske, at jeg frste Gang lagde Mrke til det i
Skolestuen paa Branches. Jeg var ved at skrive en frygtelig Stil om
_le participe pass_ og flte mig meget _gare_, da en af de gamle
Ambassadrer kom ind for at tale med Mademoiselle. Jeg saa hurtigt op
med Hovedet lidt bjet, og han sagde paa Tysk til Mademoiselle, at
jeg havde de mrkeligste jne, han nogensinde havde set, og at det
Blik op under jenvipperne havde Fanden skabt!

Nu vidste jeg allerede den Gang, at hvad Fanden har skabt, er
tiltrkkende, saa jeg har aldrig glemt det, sknt jeg den Gang kun
var femten Aar. Jeg besluttede altid, at jeg vilde prve det, naar
jeg blev voksen og vilde stte Sindet i Bevgelse hos nogen. Men naar
undtages Hr. Carruthers og Lord Robert, har jeg ikke haft megen
Chance for at forsge det.

Hr. Campion satte sig ved Siden af mig i Sofaen og begyndte straks
med at sige, at jeg burde gaa med dem i Teatret; jeg talte med min
Fljlsstemme og sagde, at jeg var i alt for dyb Sorg, og han bad
nsten forvirret om Undskyldning.

Han ser ganske godt ud, fiks og velkldt som Lord Robert, men han har
ikke den smukke Skikkelse. Vi talte sammen i omtrent ti Minutter. Jeg
sagde meget lidt, men han tog ikke sine jne fra mit Ansigt. Jeg
mrkede hele Tiden, at Lord Robert var nervs og legede med en
Porcelnsko, som stod paa Bordet, og lige fr Tjeneren meldte Fru
Fairfax, tabte han den paa Gulvet, og dens Hale knkkede af.

Fru Fairfax er ikke kn; hun har rdlig-gyldent Haar med brune Rdder
og en meget mrk Hud, men det er nydeligt arrangeret -- Haaret, mener
jeg, og maaske ogsaa Huden, for fra Siden kan man se den rde Sminke
paa den. Det maa vre kedeligt at vre ndt til at gre alt det, men
det er ungtelig bedre end at se ud som Mary Mackintosh. Der er ingen
rigtig Ligevgt i hende, noget af hende er enten for langt eller for
kort. Jeg kan godt lide at se alt paa sin rette Plads -- som i Lord
Roberts Skikkelse. Saa kom Lady Ver, og vi gik alle ned til Middag.
Fru Fairfax gjorde sig meget behagelig for hende. Lady Ver kan ikke
videre godt lide hende, fortalte hun mig i Toget, men hun var ndt
til at telegrafere til hende om at komme, da hun ikke med saa kort
Varsel kunde faa fat i en anden, som Hr. Campion kunde lide.

"Det er en af den Slags Damer, som alle kender, og som ikke har Spor
af Stolthed," sagde hun.

Men ikke engang, naar jeg virkelig bliver en Eventyrerske, vil jeg
vre saadan.

Middagen var meget livlig.

Lady Ver er meget morsom, naar hun er borte fra sine stive
Slgtninge. Hun siger alt, hvad der falder hende ind. Fru Fairfax
blev vred, fordi Hr. Campion vilde tale med mig, men da jeg ikke
syntes videre godt om hende, brd jeg mig ikke om det, men morede
mig. Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg ndt til at
tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig
og smilede til ham. Han trak jenbrynene op paa den sprgende,
rrende Maade, han har, og han sa saa indtagende ud -- det fik mig
til igen at huske mit Lfte, og jeg vendte mig bort fra ham. Da vi
kom ud i Vestibulen, medens Lady Ver og Fru Fairfax tog deres Kaaber
paa, kom Lord Robert tt hen til mig og hviskede:

"Jeg _kan_ ikke forstaa Dem. Der er en eller anden Grund, hvorfor De
behandler mig saaledes, og jeg vil have den at vide. Hvorfor er De
saa grusom, lille ondskabsfulde Tigerkat?" og han kneb mig i en af
mine Fingre, saa jeg kunde have skreget.

Det gjorde mig vred.

"Hvor tr De rre ved mig!" sagde jeg. "Det er, fordi De vd, at jeg
ingen har til at beskytte mig, at De tager Dem en saadan Frihed."

Jeg flte, at mine jne flammede imod ham, men jeg havde en Klump i
Halsen; jeg vilde ikke vre blevet fornrmet, hvis det havde vret
enhver anden -- kun vred -- men han havde vret saa rbdig og
hensynsfuld imod mig paa Branches -- og jeg havde saa godt kunnet
lide ham. Derfor forekom det mig saa meget mere grusomt, naar han nu
var uforskammet.

Han blev bleg, og al Vreden forsvandt fra hans Ansigt, og han sa saa
inderlig ulykkelig ud.

"Aa! det maa De ikke sige!" sagde han med fortvivlet Stemme. "Jeg --
aa, det er det eneste, som De vd ikke er sandt."

Hr. Campion kom i det samme med sin Pels paa, og han var galant og
sagde, at han haabede, at vi maatte ses igen, men jeg sagde roligt
Godnat og gik op ad Trappen uden at sige et Ord mere til Lord Robert.

"Godnat, Evangeline, Skat," sagde Lady Ver, da jeg mdte hende
udenfor Dagligstuedren. "Jeg vd, at det er skammeligt af mig at
forlade Dem, men i Morgen vil jeg virkelig forsge paa at more Dem.
De ser bleg ud, Barn -- Rejsen har vist trttet Dem."

"Ja, jeg er trt," forsgte jeg paa at sige med naturlig Stemme; men
det sidste Ord dirrede lidt, og Lord Robert var lige bagved mig, da
han var lbet op ad Trappen efter mig, saa jeg er bange for, at han
maa have hrt det.

"Frken Travers -- hr --" sagde han bnligt, men jeg gik videre op
ad Trappen, og Lady Ver lagde sin Haand paa hans Arm og drog ham med
sig ned, og da jeg kom op paa fjerde Sal, hrte jeg Gadedren smkke
i.

Nu er de borte, og jeg er alene. Mit lille Vrelse er hyggeligt, og
Ilden brnder klart. Jeg har en stor Lnestol og Bger samt min
Dagbog, og det er altsammen meget rart -- men jeg fler mig saa
ulykkelig.

Jeg vil ikke grde og vre en dum Kujon.

Naturligvis er det morsomt at vre fri. Og jeg srger _ikke_ over Fru
Carruthers Dd -- maaske er jeg kun ensom og vilde nske, at jeg var
med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke -- jeg -- aa -- det jeg vilde
nske, er at -- at -- nej, jeg vil ikke engang skrive det.

Godnat, Dagbog!


                                             _Park Street 300_,
                                              Onsdag den 23. Novbr.

Hvor det er dumt at nske sig Maanen! Men det er jensynligt det, der
er i Vejen med mig. Her er jeg i et hyggeligt Hus, hos en elskvrdig
Vrtinde, og uden jeblikkelig Pengemangel, og dog er jeg rastls, og
sommetider ulykkelig.

I de fire Dage, siden jeg kom her, har Lady Ver vret saa venlig imod
mig og gjort sig al mulig Umage for at more mig og opmuntre mig. Vi
har krt omkring i Butiker i hendes elektriske Brougham, og her har
hver Dag vret elskvrdige Mennesker til Lunch, og jeg har haft, hvad
jeg formoder er en _succs_. Det siger de da i det mindste.

Jeg begynder at forstaa alting bedre, og det lader til, at man ingen
virkelige Flelser maa have, hvis man vil nyde Livet. Netop saaledes,
som Fru Carruthers sagde.

Lady Ver har vret ude to Aftener, hun gik med mange Beklagelser
over, at hun lod mig blive hjemme, og jeg har opdaget, at hun havde
talt med Lord Robert, men han har ikke vret her -- og det er jeg
glad over.

Jeg er blevet meget gode Venner med Englene, de er sde og meget
velopdragne. Lady Ver forstaar sig jensynlig meget bedre paa det end
Mary Mackintosh, sknt hun ikke taler paa den Maade.

Jeg kan ikke tnke mig, hvad jeg skal gre, naar jeg tager herfra.
Jeg antager, at denne Driven for Vind og Vove snart vil forekomme mig
ganske naturlig, men for jeblikket irriterer min nuvrende Stilling
mig af forskellige Grunde. Jeg _hader_ at tnke paa, at Folk maaske
kun er venlige imod mig af Medlidenhed. Hvor det dog er dumt af mig!

Lady Merrenden kommer til Lunch i Morgen. Jeg glder mig til at se
hende, fordi Lord Robert sagde, at hun var saa elskelig. Gud vd,
hvad der er blevet af ham, siden han ikke har vret her -- Gud vd.
Nej, jeg er _alt for_ taabelig.

Lady Ver staar ikke op og drikker sin Morgente, saa jeg gaar ind til
hende i hendes Vrelse og faar min paa en anden lille Bakke, og vi
taler sammen, og hun lser Brudstykker af sine Breve for mig.

Der synes at vre en Mngde Mennesker, som er forelskede i hende --
det maa vre morsomt.

"Paa den Maade holder jeg bedre fast paa Charlie," sagde hun, "fordi
han indser, at han ejer det, som de andre Mnd gerne vil have."

Hun siger ogsaa, at alle mandlige Vsener af Naturen er Kamphaner, de
stter ikke Pris paa det, de opnaar let, og som de ikke har
Ulejlighed med at beholde. Man skal altid lade dem forstaa, at man er
vk som en Sneppe, hvis de et eneste jeblik slapper deres
Anstrengelser for at behage n.

Naturligvis gives der en Mngde ganske almindelige, dagligdags
gteskaber, hvor Manden holder meget af sin Kone, men det faar ikke
hans Hjerte til at banke, og Lady Ver siger, at hun ikke kunde holde
det ud med en Mand, hvis Hjerte hun ikke kunde faa til at banke, naar
hun vilde.

Jeg er nysgerrig efter at se Sir Charles.

De spiller en hel Del Bridge om Eftermiddagen, og det morer mig lidt
at tale med den Herre, som sidder over, og faa ham til ikke at have
Lyst til at gaa tilbage til Spillebordet igen.

Jeg lrer en Masse Ting.


                                                             Aften.

Hr. Carruthers kom og gjorde Visit i Eftermiddag. Han var det sidste
Menneske, jeg ventede at se, da jeg gik ind i Dagligstuen efter
Lunch for at vente paa Lady Ver. Jeg havde mit Overtj paa, og en
stor, sort Hat, som, det glder mig at kunne sige det, er meget
kldelig.

"Er De her?" udbrd han, da vi gav hinanden Haanden.

"Ja, hvorfor ikke?" sagde jeg.

Han sa meget behersket og tilbageholdende ud, som om det aldeles
ikke var hans Hensigt at lade sig forlede til at vise Spor af
Interesse. Det vakte straks den Beslutning hos mig, at jeg vilde
forandre alt det.

"Lady Verningham var saa venlig at indbyde mig til at tilbringe nogle
Dage hos hende, da vi forlod Tryland," sagde jeg stille.

"Aa! saa bor De her! Jeg var ovre paa Tryland i Forgaars. Jeg fik en
omhyggeligt udarbejdet Indbydelse fra Lady Katherine til at 'spise
til Middag og sove roligt', der var ikke stort Selskab. Jeg tog kun
imod den, fordi jeg troede, at jeg skulde trffe Dem."

"Hvor det var pnt af Dem," sagde jeg mildt. "Og fortalte de Dem
ikke, at jeg var rejst med Lady Verningham?"

"Nej, slet ikke. De meddelte mig kun, at De var taget til London; saa
antog jeg, at det var Deres oprindelige Plan med Claridges, og det
var min Hensigt at gaa derhen ved Lejlighed for at trffe Dem."

Jeg sagde igen, at det var pnt af ham, idet jeg slog jnene ned.

Han talte ikke i et Par Sekunder, og jeg sad ganske stille.

"Hvilke Planer har De?" spurgte han pludselig.

"Jeg har ingen Planer --"

"Men det maa De have -- det er latterligt -- De maa have taget en
eller anden Bestemmelse om, hvor De vil bo!"

"Nej, det forsikrer jeg Dem, at jeg ikke har," sagde jeg roligt,
"naar jeg tager herfra paa Lrdag, vil jeg stige ind i en Droske og
tnke paa et eller andet Sted, hvor den kan kre mig hen,
formodentlig naar vi drejer om ad Park Lane."

Han bevgede sig roligt, og jeg sa op paa ham under min Hat. Jeg vd
ikke, hvorfor han ikke mere er saa tiltrkkende for mig som i
Begyndelsen. Der er noget saa koldt og kynisk i hans Ansigt.

"Hr engang, Evangeline," sagde han endelig, "der maa tages en
Bestemmelse for Dem -- jeg kan ikke tillade Dem at drive saaledes af
Sted for Vind og Vove. Jeg er jo mere eller mindre Deres Formynder --
det maa De jo kunne forstaa."

"Nej, det kan jeg slet ikke," svarede jeg.

"De umulige lille Heks!" Han kom nrmere hen til mig.

"Ja, Lady Verningham siger, at jeg er en Heks og en Slange og alle
Slags slemme, tiltrkkende Ting, og jeg vil gerne tage et eller andet
Sted hen, hvor jeg kan vise disse Egenskaber! England er kedeligt --
hvad mener De om Paris?"

Hvor det morede mig at udslynge disse Bemrkninger! De vilde aldrig
vre faldet mig ind overfor nogen anden!

Han gik n Gang op og ned i Stuen. Hans Ansigt var forstyrret.

"De maa ikke tage til Paris -- alene. Hvor kan saadan noget falde Dem
ind?" spurgte han.

Jeg svarede ikke. Han blev ude af sig selv.

"Deres Faders Familie er allesammen dde, siger De, og De vd intet
om Deres Moders Slgtninge, men hvem var hun? Hvad hed hun? Maaske
kunde vi finde nogle af Deres Paarrende."

"Min Moder kaldtes Frken Tomkins," sagde jeg.

"_Kaldtes_ Frken Tomkins."

"Ja."

"Saa var det altsaa ikke hendes Navn -- hvad mener De?"

Jeg hadede disse Sprgsmaal.

"Jeg formoder, at det var hendes Navn. Jeg har aldrig hrt, at hun
havde noget andet."

"Tomkins," sagde han, "Tomkins?" og han sa ransagende paa mig med
samme Mine som en Munk fra Inkvisitionen.

Naar jeg vil, kan jeg vre saa irriterende og ikke sige Folk det, de
gerne vil vide, og det varede temmelig lnge, fr han fik fravristet
mig de Kendsgerninger, som Fru Carruthers saa ofte havde slynget mig
i Ansigtet, naar hun var vred, at stakkels Mamas Fader var Lord
Brandreth og hendes Moder Vorherre maa vide hvem!

"De indser altsaa," sluttede jeg, "at jeg slet ingen Slgtninge har,
ikke sandt?"

Han satte sig i Sofaen.

"Evangeline, der er ikke andet at gre, De maa gifte Dem med mig,"
sagde han.

Jeg satte mig lige overfor ham.

"Hvor De er komisk!" sagde jeg. "De, en klog Diplomat, kender saa
lidt til Kvinder! Hvem i Alverden vil tage imod et saadant Tilbud!"
og jeg lo.

"Hvad skal jeg gre med Dem?" udbrd han vredt.

"Ingenting!" Jeg lo endnu, og jeg sa paa ham med det Blik, som
"Fanden har skabt". Han kom hen til mig og tog min Haand med Magt.

"Ja, De er en Heks," sagde han. "En Heks, som kaster Runer og
kuldkaster Beslutninger og Principper. Jeg besluttede at glemme Dem
og jage Dem ud af mit Liv -- De passer slet ikke til mig, vd De nok,
men saa snart jeg ser Dem, er jeg opfyldt af et eneste nske. Jeg
_maa_ have Dem for mig selv -- jeg har Lyst til at kysse Dem -- at
rre ved Dem. Jeg vil forhindre alle andre Mnd i at se paa Dem --
hrer De, Evangeline?"

"Ja, jeg hrer det," svarede jeg. "Men det har slet ingen Virkning
paa mig. De vilde blive rdsom som gtemand. Jeg vd, hvordan de alle
er!" og jeg sa op. "Jeg sa flere Slags paa Tryland, og Lady
Verningham har fortalt mig om de vrige; saa jeg vd, at De ikke
vilde du til nogen Verdens Ting i den Rolle."

Han kunde ikke lade vre med at le, men han holdt endnu min Haand.

"Beskriv de forskellige Typer for mig, at jeg kan se, hvilken der
vilde passe paa mig," sagde han med stor Alvor.

"Der er Mackintosh-Arten -- ydmyg og vrvlet, og en Slags
Underbarnepige," sagde jeg.

"Det er ikke min Slags, er jeg bange for."

"Saa er der Montgomerie-Arten, egenkrlig og grov og gerrig --"

"Men jeg er ikke Skotte."

"Naa -- nej, men Lord Kestervin var Englnder, og han vimsede omkring
og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne."

"Men jeg vilde have en Kammertjener."

"Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner!
Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og n
proppede sig med Mad, og n aabnede sin Kones Breve, fr hun kom
ned!"

"Sig mig, hvorledes en fuldkommen gtemand skal vre, saa kan jeg
maaske lre det," sagde han.

"Han skal betale alle Regningerne."

"Det kunde jeg nok gre."

"Og han maa ikke blande sig i ns Foretagender. Og man maa vre i
Stand til at faa hans Hjerte til at banke."

"_Det_ kunde De gre!" og han bjede sig nrmere hen imod mig. Jeg
trak mig tilbage.

"Og han skal gre lange Rejser til Rocky Mountains i flere Maaneder
ad Gangen med Venner."

"Nej, paa ingen Maade!" udbrd han.

"Dr kan De selv se!" sagde jeg, "det allervigtigste vilde De ikke
gaa ind paa. Det kan ikke nytte at tale mere om det."

"Jo, det kan! De har ikke sagt halvt nok. -- Skal han ogsaa kunne faa
Deres Hjerte til at banke?"

"De klemmer min Haand."

Han slap den.

"Skal han?"

"Lady Ver sagde, at det kan ingen gtemand -- den Kendsgerning, at
han er det, holder ns Hjerte ganske roligt og faar ofte n til at
gabe -- men hun sagde, at det er ikke ndvendigt, saa lnge man bare
kan faa hans til det, saa han gr alt, hvad man forlanger."

"Banker Kvinders Hjerter da aldrig -- sagde hun Dem ikke det?"

"Jo, naturligvis banker de! Hvor De er naiv, af tredive Aar. De
banker uophrligt for -- aa -- for Folk, som ikke er gtemnd."

"Det er altsaa Resultatet af Deres Iagttagelser? De har sandsynligvis
Ret; og jeg er en Daare."

"I Gaar ved Lunch var der nogen, der sagde, at der var en smuk Dame i
Paris, hvis Hjerte bankede for Dem," sagde jeg og sa igen paa ham.

Det gjorde Indtryk paa ham -- kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen
eller blev urolig -- men jeg sa, at det ramte.

"Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nrmere
til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?"

"Jeg vil -- aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg;
"med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til
mig. Hvis De saa falder paa Kn, vil jeg maaske rkke Dem mine
Fingerspidser!" og jeg gik henimod Dren, idet jeg nejede dybt for
ham.

Han fo'r efter mig.

"Evangeline," udbrd han, "jeg er i Reglen ikke voldsom, jeg er i
Virkeligheden snarere rolig, men De kunde gre n fuldstndig gal,
det ender med, at en eller anden engang kvler Dem -- Heks!"

"Saa maa jeg hellere lbe min Vej for at redde min Hals," sagde jeg
og lo over Skulderen, medens jeg aabnede Dren og lb op ad Trappen,
og jeg kiggede paa ham over Rkvrket, da han var kommet ud i
Vestibulen.

"Farvel," raabte jeg, og uden at vente paa Lady Ver traskede han ned
ad Trappen og ud paa Gaden.

"Evangeline, hvad _har_ De bestilt?" spurgte hun, da jeg kom ind i
hendes Vrelse, hvor hendes Pige var ved at stte hendes Slr fast
foran Spejlet, medens hun rystede ved det -- Lady Ver er undertiden
gnaven imod hende, meget vrre end jeg er imod Vronique.

"Evangeline, De ser uartigere ud end nogensinde, bekend straks."

"Jeg har vret saa god som Guld," sagde jeg.

"Hvorfor funkler da de to Smaragder saadan, maa jeg sprge?"

"De funkler af bevidst Dyd," sagde jeg uskyldigt.

"De har vret oppe at skndes med Hr. Carruthers. Gaa Deres Vej,
Welby! Dumme Kvinde, kan De ikke se, at Slret tager fat i min Nse?"

Welby gik ydmygt sin Vej (naar Lady Ver har vret vred, sender hun
Welby i Teatret). Welby tilbeder hende.

"Evangeline, hvor tr De! Jeg ser det altsammen. Jeg hrte lidt om
det af Robert. De har vret oppe at skndes med den Mand, som De
netop maa gifte Dem med!"

"Hvad vd Lord Robert om mig?" spurgte jeg. Jeg blev vred.

"Ingenting, han sagde kun, at Carruthers beundrede Dem paa Branches."

"Naa!"

"Christopher er ogsaa indtagende! Han er et af 'de gifte Damers
Klebrn', som Ada Fairfax siger, og han har aldrig fr talt til en
ung Pige. De burde vre taknemlig over, at vi har ladet ham se paa
Dem -- Vildkat! -- i Stedet for at skndes med ham, som jeg kan se,
De har!" Hun lo, medens hun lod, som om hun skndte paa mig.

"Jeg kan da nok tillade mig den uskyldige Adspredelse," sagde jeg,
"jeg kan jo ikke gaa i Teatret!"

"Fortl mig om det," befalede hun og trampede med Foden.

Men jeg har tidligere, i Fru Carruthers Tid, lrt, at det er klogere
at beholde sine egne Sager hos sig selv -- saa forsvarede jeg mig
lidt og lo, og endelig krte vi ud, uden at hun var blevet klogere.
Paa Vejen ind i Parken mdte vi en Afdeling af det tredie
Livgarderegiment, som havde eskorteret Kongen et eller andet Sted
hen, og dr red Lord Robert i sin smukke Uniform og med vajende Fjer
-- han sa saa smuk ud -- og mit Hjerte begyndte pludselig at banke;
jeg kunde fle det, og jeg skammede mig, og det trstede mig ikke at
tnke paa, at den Sindsbevgelse, som en Uniform fremkalder, ikke
indskrnker sig til Barnepiger alene.

Det maa naturligvis have vret Uniformen og den sorte Hest -- Lord
Robert betyder intet for mig. Men jeg kan ikke lide at tro, at jeg,
fordi Mamas Moder var af lav Herkomst, skulde have arvet disse
plebejiske Instinkter.


                                             _Park Street 300_,
                                      Torsdag den 24. Novbr. Aften.

Lady Merrenden er saa nydelig -- hun har et af disse gode Ansigter,
som en stram Frisure i et Net ikke delgger. Hun er hj og yndefuld,
maaske over halvtreds, og hun har et Udtryk i jnene, som ligner Lord
Roberts. Ved Lunchen var hun straks saa sd imod mig og sa ikke ud,
som om hun mente, at jeg maatte vre slet, blot fordi jeg har rdt
Haar, saaledes som ldre Damer i Almindelighed plejer.

Jeg fik straks Lyst til at vre god og elskvrdig. Hun hentydede ikke
til min forladte Stilling eller sagde noget taktlst, men hun indbd
mig til Lunch, som om jeg kunde have vret en Dronning og vilde gre
hende en re ved at modtage Indbydelsen. Jeg kunde se, at Lady Ver af
en eller anden Grund ikke nskede, at jeg skulde gaa dr, og hun
fandt paa alle mulige Undskyldninger og sagde, at hun gerne selv
vilde beholde mig, men Lady Merrenden havde ogsaa af en eller anden
Grund bestemt, at jeg skulde komme, og hun ordnede til sidst, at det
skulde vre paa Lrdag, naar Lady Ver tager ned til Northumberland
til sin Fader, og jeg tager -- hvorhen? Ak, det vd jeg ikke endnu!

Da hun var gaaet, sagde Lady Ver, at gamle Damer uden farvet Haar
eller Tilbjelighed for Bridge var kedelige, og hun rg tre
Cigaretter, den ene efter den anden, saa hurtigt hun kunde. (Welby
skal igen i Teatret i Aften.)

Jeg sagde, at jeg syntes, Lady Merrenden var yndig. Hun var for
frste Gang lige ved at bide Hovedet af mig, og saa tav hun, men lidt
efter begyndte hun at tale og stte sig i Sofaen paa den kldeligste
Maade -- vi var i hendes Dagligstue, der er meget kn, med blaa Silke
og franske Mbler og mange smukke Ting. Hun sagde, at hun var
forklet og maatte blive hjemme. Hun havde straks skiftet Dragt --
men jeg kunde ingen Hoste hre.

"Charlie har lige telegraferet, at han kommer i Aften," sagde hun til
sidst.

"Hvor det er rart for Dem," sagde jeg, "saa kan De faa hans Hjerte
til at banke."

"Det er i Virkeligheden meget ubelejligt, og jeg vil gerne have, at
De skal vre elskvrdig imod ham og more ham og drage hans
Opmrksomhed bort fra mig som en sd Pige, Evangeline," kurrede hun.
"Hvor Vejret dog er dejligt i Eftermiddag! Jeg vilde nske, jeg kunde
gaa en Tur i Parken," tilfjede hun.

Jeg indsaa, at det vilde vre grusomt at drille hende mere, og saa
meddelte jeg hende, at det var min Hensigt at gaa ud at spadsere med
Englene.

"Ja, det vil De have godt af, kre Barn," sagde hun fornjeligt, "saa
vil jeg hvile mig her og pleje min Forklelse."

"De har indbudt mig til Te i Barnestuen," sagde jeg, "og jeg har sagt
Ja."

"De er en Juvel, Slangepige!" sagde hun og lo -- hun er ikke dum.

"Kender De Torquilstones Historie?" spurgte hun, da jeg var lige ved
at gaa ud af Dren.

Jeg kom tilbage -- jeg kan ikke begribe hvorfor, men det
interesserede mig.

"Roberts Broder -- Halvbroder, mener jeg -- Hertugen, er Krbling,
vd De nok, og han er ogsaa forrykt paa et Punkt -- deres blaa Blod.
Han vil aldrig gifte sig, og han kan nsten tage alt fra Robert,
undtagen akkurat Titlen, hvis han gr ham imod."

"Ja," sagde jeg.

"Torquilstones Moder var en af Familiens Stuepiger, den gamle Hertug
giftede sig med hende, fr han var enogtyve, og hun gik heldigvis til
sine llede Fdre omtrent et Aar efter, og saa, lnge efter, giftede
han sig med Roberts Moder, Lady Ethelrida Fitz Walter -- der er
seksten Aar imellem dem -- Robert og Torquilstone, mener jeg."

"Hvorfor er han saa forrykt med Hensyn til det blaa Blod, naar han
selv har saadan en Plet paa sig?" spurgte jeg.

"Det er netop Sagen. Han synes, det er en saadan Vanre, at han
siger, at han, selv om han ikke var pukkelrygget, aldrig vilde gifte
sig og overfre denne Skamplet til de fremtidige Torquilstoner --
hvis Robert gifter sig med en Kvinde, der ikke har en Stamtavle, der
er god nok til at tilfredsstille en strigsk Prins, vil han gre ham
arvels og efterlade hver _sou_ til Velgrenheden."

"Stakkels Lord Robert," sagde jeg, men jeg flte, at mine Kinder
brndte.

"Ja, er det ikke kedeligt for ham? Saa han kan naturligvis ikke gifte
sig, fr hans Broder er dd; der findes nsten ikke et eneste
passende Parti for ham i England."

"Det er nu alligevel ikke saa srgeligt," sagde jeg, "den meget
behagelige Rolle som 'de gifte Damers Klebarn' staar ham altid
aaben, ikke sandt?" og jeg lo.

"Lille Kat!" men hun var ikke vred.

"Jeg har sagt Dem, at jeg kun kradser, naar man har kradset mig
frst," sagde jeg og gik ud af Stuen.

Englene var gaaet ud paa deres Tur, og Vronique maatte gaa med mig i
Begyndelsen, indtil jeg havde fundet dem. Vi gik hurtigt ned ad
Gaden, da vi kunde se deres blaa Fljls Pelse paa Frastand; pludselig
mdte vi Hr. Carruthers.

Han standsede og vendte om med mig.

"Evangeline, jeg var saa vred paa Dem i Gaar," sagde han, "jeg var
lige ved at rejse fra London og overlade Dem til Deres Skbne, men
nu, da jeg har set Dem igen --", han tav.

"Saa synes De, at Paris ligger langt borte!" sagde jeg uskyldigt.

"Hvad har de fortalt Dem?" spurgte han strengt, men han flte sig
ikke rigtig tilfreds.

"De har sagt, at det er en dejlig November, og at Brsen ikke er et
Sted, hvor man kan spille, og at hvis de ikke havde Bridge, vilde de
alle begaa Selvmord! Det er det, vi taler om i Park Street."

"De vd meget godt, hvad jeg mener, hvad har de fortalt Dem om mig?"

"Ikke andet, end at der er en henrivende fransk Dame, som tilbeder
Dem, og som De holder forfrdelig meget af -- og jeg sympatiserer med
Dem -- jeg kan godt lide franske Damer, de stter deres Hatte saa
nydeligt."

"Hvilken latterlig Sladder -- jeg tror ikke, at Park Street er et
godt Sted for Dem at bo. Jeg troede, De var for fornuftig til at hre
efter den Slags Snak."

"Jeg retter mig efter det Selskab, jeg er i!" sagde jeg leende og
ventede paa Vronique, som rbdigt var blevet staaende bagved -- hun
kom tvende. Hun misbilliger al engelsk Inkonveniens, men hun fler,
at det er hendes Pligt at opmuntre Hr. Carruthers.

Skulde hun lbe hen og standse de unge Damer? foreslog hun og pegede
paa Englene, der gik forude.

"Ja, gr det," sagde Hr. Carruthers, og fr jeg kunde forhindre det,
var hun vk.

Forrderske! Hun tnkte paa sin egen behagelige Stilling paa
Branches, vd jeg nok.

Den skarpe, friske Luft steg mig til Hovedet. Jeg flte mig glad og
sorgls. Jeg sagde Masser af Ting til Hr. Carruthers, akkurat som jeg
engang havde gjort til Malcolm, men dette var meget morsommere,
fordi Hr. Carruthers ikke er en rdhaaret Skotte og ikke er
tykhovedet.

Da vi var kommet ned til Enden af Gaden, mdte vi Lord Robert, der
kom gaaende i Ro og Mag henimod os. Han sa saa trist ud som Natten,
da han fik je paa os.

"Hallj, Bob!" sagde Hr. Carruthers venligt. "Det er Aarhundreder
siden jeg har set dig -- vil du komme og spise til Middag med mig i
Aften? Jeg har en Loge i Operaen, og jeg er ved at forsge paa at
overtale Frken Travers til at komme med. Hun siger, at Lady
Verningham ikke er optaget i Aften, det vd hun, og saa kan vi spise
til Middag i Stilhed og gaa derhen allesammen, synes du ikke ogsaa?"

Lord Robert sagde, at han vilde gerne, men han tilfjede: "Frken
Travers har aldrig fr villet gaa med ud; hun sagde, at hun var i alt
for dyb Sorg." Han syntes bedrvet.

"Jeg vil sidde bag i Logen, dr kan ingen se mig," sagde jeg, "og jeg
holder saa meget af Musik."

"Saa er det bedst, at vi lader Lady Verningham det vide straks,"
sagde Hr. Carruthers.

Lord Robert sagde, at han var paa Vej dr hen, og han skulde nok sige
det.

Det vidste jeg! Det var ikke for ingenting, at hun havde den blaa
Eftermiddagskjole paa med de lyserde Roser, og Kniplingskappen, og
den slemme Forklelse. (Det vilde jeg nske, at jeg ikke havde
skrevet, det er ondskabsfuldt af mig, og i Reglen er jeg ikke
ondskabsfuld. Det maa vre stenvinden.)




LORD ROBERT PAADRAGER SIG EN FARLIG FORKLELSE.

  Alle Kvaler og al Sjleangst tilhrer Fremtiden. Krlighed er en
  Gud, og naar han nrmer sig sit Rige, taaler han ingen Rival.

                                        _Theodoras gteskab._


                                       Torsdag Aften den 24. Novbr.

"Nu, da De har indladt Dem paa dette," sagde Lady Ver, da jeg vovede
mig ind i hendes Dagligstue, omtrent Klokken seks, for jeg hrte ikke
Stemmer der inde fra (Hr. Carruthers havde fulgt mig til Dren efter
vor Spadseretur, og jeg havde vret til Te hos Englene lige siden) --
"da De nu har indladt Dem paa at tage til denne Opera, saa bliver De
ogsaa ndt til at spise til Middag hos Willis med os. Jeg vil ikke
vre hjemme, naar Charlie kommer fra Paris. Paa en blsende Dag som
denne er jeg sikker paa, at hans Humr er umuligt."

"Ja, det kan jeg godt," sagde jeg.

Naar alt kommer til alt, hvad kan det saa nytte, at en Eventyrerske
som jeg har fine Flelser.

"Jeg tager hjemme fra Klokken tre Kvarter til syv. Det vil jeg lade
Dem vide, Evangeline, Skat!" raabte hun efter mig, da jeg flj af
Sted for at klde mig om.

I Reglen bruger Lady Ver en god Time til at blive til det indtagende
Vsen, som hun er om Aftenen -- hun behver ikke at gre meget, for
hun er yndig af Naturen, men hun roder og trttes med Welby, for at
adsprede sig, antager jeg.

Men i Aften, i sin Rdsel for en gtemand, der skulde komme Klokken
syv, fra en kold Overfart over Kanalen, var hun helt frdig paakldt
og nede i Vestibulen, da jeg kom der ned prcis Klokken tre Kvarter
til syv, og i en Haandevending var vi af Sted og rullede i Automobil
til Willis. Jeg har kun vret der n Gang fr, og det var til Lunch,
i Fru Carruthers Tid, med en eller anden af Ambassadrerne, og det er
morsomt at komme paa en Restaurant om Aftenen. Jeg var mere nervs,
end jeg nogensinde i mit Liv havde vret, men hvilken Situation var
det ikke ogsaa.

Lord Robert _fruit dfendu_! og Hr Carruthers _empress_, og de
skulde begge holdes indenfor de rette Grnser!

Det var mere end tilstrkkeligt til at give en ung Pige paa seksten
Aar, der lige er kommet ud af Klostret, nok at bestille, som den
gamle Grev Samaroff sagde, naar han vilde betegne et rigtig
vanskeligt Stykke Arbejde.

De ventede paa os lige indenfor Dren, og jeg lagde igen Mrke til,
at de begge er meget knne, og at de begge sa ualmindelig
destingverede ud.

Lady Ver nikkede til en Mngde Mennesker, fr vi indtog vore Pladser
i et lille hyggeligt Hjrne. Det maa vre behageligt for hende at
have saa mange Venner. I en af vore Samtaler sagde hun noget, der ld
saa sandt, og det kom jeg til at tnke paa.

"Det er klogere at gifte sig med det Liv, man holder af, fordi
Manden, naar der er gaaet en kort Tid, er n ligegyldig." Det har hun
jensynlig gjort -- men jeg vilde nske, at det var muligt at faa
begge Dele -- Manden og Livet! -- Naa, vi faar at se!

Man maa sidde temmelig tt ved hinanden i disse Sofaer, og da Lord
Robert ikke var Vrt, blev han sat ved Siden af mig. Jeg var
overordentlig glad, til Trods for, at jeg havde en nsten hjhalset
Kjole paa, og ikke engang nogle Violer!

Det var frygtelig vanskeligt ikke at tale venligt med min Nabo. Hans
Ligefremhed og Jevnhed er saa indtagende, men jeg gjorde alt, hvad
jeg kunde, for at koncentrere mig om Christopher og lade vre med at
tale med ham -- men jeg vd ikke hvorfor -- Fornemmelsen af, at han
var mig saa nr, fik mig til at fle -- jeg vd ikke hvad. Men jeg
talte neppe til ham, Lady Ver skal aldrig kunne sige, at jeg ikke
holdt Ord, sknt hun selv, uden at tnke over det, drog mig ind i en
venskabelig Samtale, og saa sa Lord Robert ud som en lykkelig
Skoledreng.

Vi havde det dejligt.

Hr. Carruthers er en fuldkommen Vrt. Han har de gamle Diplomaters
hele glatte, udsgte Vsen, uden at have deres forlorne Tnder og
saadan noget, jeg vilde nske, at noget indeni mig vilde lade mig
fle, at det var min Pligt at gifte mig med ham, men hver Gang jeg
vil tale med mig selv om det, er der noget, der farer op og siger:
"Absolut umuligt."

Da vi skulde til at tage af Sted til Operaen, sagde Lady Ver: "Hr.
Carruthers vil tage Dem med i sin Vogn, Evangeline, saa passer Robert
paa mig. Kom saa, Robert!" Han tvede.

"Jeg vil forfrdelig gerne tage Dem med, Lady Ver," sagde han, "men
vil det ikke se lidt underligt ud, at Frken Evangeline kommer alene
med Christopher. Tnk paa hans Rygte!"

Lady Ver sendte ham et flammende Blik og steg ind i sit Automobil,
medens Christopher uden Tven hjalp mig ind i sin Vogn. Lord Robert
og jeg var to Marionetter, en Rolle, som jeg ikke holder af at
spille.

Jeg var meget vred. Hun vilde ikke have vovet at sende mig af Sted
paa den Maade, hvis jeg havde vret en vigtigere Person. Hr.
Carruthers steg ind og svbte sit Zobelskind omkring mig. I lang Tid
sagde jeg ikke et Ord, og Covent Garden er ikke saa langt borte,
sagde jeg til mig selv. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg havde en
Flelse af _malaise_.

Der var et underligt Udtryk i hans Ansigt, da en stor Lygte kastede
sit Lys paa det. "Evangeline," sagde han med en Stemme, jeg ikke
havde hrt fr, "hvornaar vil De holde op med at lege med mig -- jeg
er ved at komme til at elske Dem, hrer De!"

"Det gr mig ondt at hre det," sagde jeg blidt. "Jeg vil ikke gerne
have, at De skal det -- aa! gr det ikke!" Han tog min Haand. "Jeg --
jeg -- hvis De blot vidste, hvor jeg hader, at nogen rrer ved mig!"

Han lnede sig tilbage og sa paa mig. Der er noget, der stiger lidt
til Hovedet, naar man er alene med et Menneske om Aftenen i en Vogn
med smukke Skindtpper. Med Lysene, der skinner ind ad Vinduerne, og
saa den svage Duft af en god Cigar. Jeg var frygtelig nervs. Hvis
det havde vret Lord Robert, saa tror jeg -- naa --

Han bjede sig meget nr hen til mig. Det var, som om han det nste
jeblik vilde kysse mig -- og hvad skulde jeg saa gre, jeg kunde da
ikke skrige eller springe ud midt i Leicester Square, vel?

"Hvorfor kalder De mig Evangeline?" sagde jeg for at afvise ham, "det
har jeg aldrig sagt, at De maatte."

"Taabelige Barn -- jeg kalder Dem, hvad jeg har Lyst til. De gr mig
gal -- jeg vd ikke, hvad De er fdt til. Har De altid den Virkning
paa Folk?"

"Hvilken Virkning?" spurgte jeg for at vinde Tid, vi var nsten
kommet til Long Acre.

"En Virkning, der faar n til at miste al Selvbeherskelse. Jeg fler,
at jeg vilde give min Sjl for at kunne holde Dem i mine Arme."

Jeg sagde, at jeg ikke syntes, det var pnt eller rbdigt af ham at
tale saadan, og at jeg fandt en saadan Krlighed oprrende.

"I Deres lyse jeblikke siger De, at jeg aldeles ikke passer til Dem
-- De forsger paa at holde Dem borte fra mig, og saa, naar De
kommer i Nrheden af mig, begynder De at sige alt det Vrvl! Jeg
synes, at det er en Fornrmelse!" sagde jeg vredt og ringeagtende.
"Naar jeg vkker Hengivenhed og Krlighed hos nogen, skal jeg hre
paa dem, men paa Dem og paa dette -- aldrig!"

"Bliv ved!" sagde han, "selv i dette dunkle Lys ser De smuk ud, naar
De er vred."

"Jeg er ikke vred," svarede jeg, "men kun saa inderlig led ved det
hele."

Nu var vi Gudskelov kommet ind i Vognrkken lige ved Operahuset. Men
Hr. Carruthers syntes ikke at lgge Mrke til det.

"Sde Barn," sagde han, "jeg vil forsge paa ikke at rgre Dem, men
De er saa forfrdelig udskende. Og jeg siger Dem, at ingen Mand i
Verden vilde finde det let at vre kold overfor Dem."

"Aa! jeg vd ikke, hvad det er at vre kold eller ikke kold!" sagde
jeg trt. "Jeg er ked af alle, selv saadan en lille bitte Fyr som
Malcolm Montgomerie bliver ljerlig paa samme Maade!"

Han lnede sig tilbage og lo, saa sagde han vredt: "Den uforskammede
Kngt! Jeg skal dreje Halsen om paa ham!"

"Gudskelov, nu er vi der!" udbrd jeg, da vi krte ind under
Sjlegangen, og jeg drog et Lettelsens Suk.

Mnd er virkelig utaalelige og kedsommelige, og hvis jeg altid skal
vre ndt til at finde mig i den Slags Scener, fordi jeg har rdt
Haar, saa vilde jeg nsten nske, at det var musegraat som Cicely
Parkers. Fru Carruthers sagde ofte: "Du skal ikke tro, Evangeline, at
du kommer til at fre et roligt Liv med din Farvesammenstning -- det
eneste man maa haabe, er, at du vil skrue dit Hoved fast."

Lady Ver og Lord Robert ventede allerede paa os i Vestibulen, men i
det Sekund jeg sa dem, vidste jeg, at hun havde sagt noget til Lord
Robert, hans Ansigt, der under hele Middagen havde vret saa muntert
og godmodigt, sa nu haardt og strengt ud, og han tog ikke den
mindste Smule Notits af mig, da vi gik hen til Logen.

Lady Ver sa triumferende ud; hendes jne skinnede med store, sorte
Punkter midt i, og der var saadanne knne lyserde Pletter paa hendes
Kinder, hun sa yndig ud, og jeg kan ikke begribe hvorfor, men jeg
syntes pludselig, at jeg hadede hende. Det var afskyeligt af mig, for
hun var saa venlig og anbragte mig i Hjrnet, bag Gardinet, hvor jeg
kunde se uden at blive set, det var temmelig langt tilbage, medens
hun og Lord Robert sad helt foran. Det var Operaen "Carmen". Jeg
havde aldrig hrt den fr.

Musik har en saadan Virkning paa mig -- hver Tone synes at vkke en
indre Bevgelse i mig. Jeg fler mig slet eller god, eller henrykt,
eller -- eller -- aa, en underlig Flelse, som jeg ikke vd hvad er
-- en Slags elektrisk Strm ned ad Ryggen, og som om -- som om jeg
gerne vilde elske nogen, og at de skulde kysse mig. Aa! det lyder
aldeles rdselsfuldt, det jeg har skrevet -- men jeg kan ikke gre
for det -- det er den Virkning n Slags Musik har paa mig, og jeg har
altid sagt, at jeg vilde sige Sandheden her.

Lige fra den frste Tone indtil Slutningen flte og flte jeg. Aa,
hvor jeg forstaar hende -- Carmen! -- Den forbudne Frugt tiltrak
hende saadan -- den smukke, slette, fortryllende Slange. Jeg havde
ogsaa Lyst til at danse og til at bevge mig paa den Maade, og maaske
sklvede jeg ubevidst. Jeg var kold som Is og frygtelig spndt. Lord
Roberts smukke Hoved forhindrede mig af og til i at se. Hvor han er
vidunderlig velskabt, og man kan med et eneste Blik se, at _hans_
Moder ikke har vret Stuepige. Jeg har aldrig set nogen se saa
hjbaaren ud.

Lady Ver talte til ham med en dmpet, kurrende Stemme efter frste
og anden Akt, og endogsaa da tredie Akt var begyndt. Han syntes at
vre meget mere optaget af hende, end han plejede at vre. Det -- det
saarede mig -- det og Musiken og Dansen, og Hr. Carruthers, der af og
til hviskede lidenskabelige Ord til mig, selv om jeg ikke hrte efter
dem, bevirkede alt i alt, at jeg ogsaa flte en Slags Vanvid.

Pludselig vendte Lord Robert sig om og sa paa mig i fem Sekunder.
Hans dejlige, udtryksfulde blaa jne var fulde af Harme og
Bebrejdelse, og -- aa, hvor det gr mig ondt! -- Ringeagt!
Christopher stod bjet over Ryggen paa min Stol, ganske tt ved mig,
i en krlig Stilling.

Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at
visne, maatte jeg vre blevet til et vissent Egeblad. Det vkkede en
eller anden Djvel inde i mig. Hvad havde jeg gjort, at jeg saaledes
skulde tilintetgres? Jeg handlede fuldkommen rligt -- idet jeg
holdt mit Ord til Lady Ver, og aa! det var, som om det knuste mit
Hjerte.

Men det Blik fra Lord Robert drev mig til Fortvivlelse, og ethvert
Instinkt, jeg ejer til at vre ond og tiltrkkende, kom op i mig. Jeg
bjede mig over til Lady Ver, saa jeg kom nrmere hen til ham, og jeg
gjorde smaa Bemrkninger til hende uden at sige et eneste Ord til
ham, men jeg flyttede min Stol, saa den stod saaledes, at han ikke
kunde undgaa at se mig, og jeg bevgede mine Skuldre ganske lidt til
den spanske Musik. Aa, jeg kan ogsaa danse som Carmen! Fru Carruthers
lod mig lre det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se
det.

Jeg kunde hre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et
Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han.

Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen.

Saa var det, som om Don Joss Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i
Carmens. Det lyder hjtravende, men jeg mener det -- det var en
pludselig kold Flelse, som om alt var ddt. Lady Ver vendte sig
rgerlig om til Christopher. "Hvad i Alverden er der i Vejen med
Robert?" sagde hun.

"Der er et persisk Ordsprog, som siger, at en Djvel smutter ind
mellem to Vinde," sagde Christopher; "det er maaske det, der er
hndet i denne Loge i Aften."

Lady Ver lo bittert, og jeg sad der stille som Dden. Og Musiken og
Komedien fortsattes hele Tiden paa Scenen. Jeg er glad over, at hun
bliver myrdet til Slutning, glad --! Men jeg vilde gerne have set
Blodet flyde. Jeg er vild -- vild -- sommetider.


                                             _Park Street 300_,
                                       Fredag Morgen den 25. Novbr.

Nu forstaar jeg frst, hvad Meningen er med _Stv og Aske_ -- for det
er, hvad jeg flte, jeg havde faaet til Frokost i Morges, Dagen efter
"Carmen".

Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende,
saa jeg kom ikke i Nrheden af hende, men gik ned i Spisestuen,
medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet. Dr sad han -- en
underlig, hj, mager Mand, med lyst Haar og bedrvede, fortrdelige
brune jne, og en Nse, der var tilbjelig til at blive rd paa
Tippen -- han sa i det hele taget ud, som om han havde en daarlig
Fordjelse. Han sad foran en _Daily Telegraph_, der var stillet op
imod Tepotten, og der laa noget kold, urrt Fisk paa hans Tallerken.

Han sa meget forbavset ud, da jeg kom ind i Stuen.

"Jeg -- jeg er Evangeline Travers," sagde jeg.

Han sagde kejtet Goddag; man kunde se, at han ingen Anelse havde om,
hvad det vilde sige.

"Jeg bor her," fortsatte jeg, "vidste De ikke det?"

"Vil De saa ikke have noget at spise? Fisken er kold, er jeg bange
for," tvang Hfligheden ham til at sige. "Nej, Janthe skriver aldrig
til mig -- jeg havde ikke hrt fra hende i fjorten Dage, og jeg har
ikke set hende endnu."

Gode Manerer er blevet trommet ind i mig fra min tidligste Barndom,
og jeg sagde hfligt: "De kom frst fra Paris sent i Aftes, ikke
sandt?"

"Jeg kom omtrent Klokken syv, tror jeg," svarede han.

"Vi maatte gaa saa tidligt, vi skulde i Operaen," sagde jeg.

"En Wagner, der begynder paa en urimelig Tid, antager jeg," mumlede
han fravrende.

"Nej, det var 'Carmen' -- men vi spiste frst til Middag med min --
min -- Formynder, Hr. Carruthers."

"Aa."

Vi spiste begge i nogen Tid -- Teen var grnligt sort -- og lunken --
det er intet Under, at han er dyseptisk.

"Mon Brnene er hjemme?" spurgte han lidt efter.

"Ja," svarede jeg, "jeg var inde hos dem, fr jeg kom ned."

I samme jeblik kom de tre Engle styrtende ind i Stuen, og de gik
pnt hen og omfavnede deres Fader. Men de syntes ikke at tilbede ham,
som de tilbeder Lady Ver.

"Godmorgen, Papa," sagde den ldste, og de andre to gentog det i Kor.
"Vi haaber, du har sovet godt og har haft en behagelig Rejse over
Sen."

De var jensynligt blevet instruerede udenfor.

Saa gik Naturen over Optugtelsen, de klappede ham beskyttende.

"Lille, sde Papa, har du bragt nogle ny Dukker med til os fra
Paris?"

"Og jeg vil gerne have en med rdt Haar, ligesom Evangeline," sagde
Yseult, den yngste.

Sir Charles syntes at kede sig og finde Situationen ubehagelig; han
kyssede sine tre nydelige smaa Dresdener Porcelnsdukker, der lignede
ham, og dog ikke lignede ham -- de har Lady Vers Hudfarve, men brune
jne og gyldent Haar ligesom hans.

"Ja, bed Harbottle om Pakkerne," sagde han. "Jeg har ingen Tid til at
tale med jer -- sig til jeres Moder, at jeg kommer hjem til Lunch,"
og idet han gjorde en Undskyldning, fordi han gik saa pludselig --
han skulde til et Mde i City -- forsvandt han ud af Stuen.

Jeg gad vide, hvorledes Lady Ver faar hans Hjerte til at banke. Jeg
kan godt forstaa, at hun foretrkker -- Lord Robert.

"Hvorfor er Papas Nse saa rd?" spurgte Yseult.

"Ti dog stille!" bad Mildred. "Stakkels Papa er kommet fra Sen."

"Jeg holder ikke saa meget af Papa," sagde Corisande, den mellemste.
"Han er gnaven, og sommetider faar han den sde Mama til at grde."

"Vi maa altid elske Papa," sagde Mildred med en Stemme, som om hun
fremsagde en Lektie. "Vi maa altid elske vore Forldre, og
Bedstemoder, og Bedstefader, og Tanter og Kusiner -- Amen." Dette
"Amen" smuttede uforvarende ud, og hun sa forvirret ud og rettede
sig selv, da hun havde sagt det.

"Lad os gaa og finde Harbottle, Harbottle er Papas Kammertjener,"
sagde Corisande, "og han er meget mere opmrksom end Papa. Sidste
Gang bragte han mig en hjlandsk Drengedukke, sknt Papa havde glemt,
at jeg havde bedt om den."

De gik alle tre ud af Stuen, frst kyssede de mig, og saa nejede de
sdt, da de kom hen til Dren. De er aldrig uhflige eller stjende
-- de tre Engle, jeg holder meget af dem.

Da jeg blev alene, flte jeg mig som en dd Fisk. Mine jne faldt paa
Spalten "London fra Dag til Dag" i _Daily Telegraph_, og jeg sa
ligegyldigt ned ad den -- uden at lgge Mrke til Ordene, indtil jeg
lste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St.
James, fra Udlandet."

Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved? Lord
Robert havde mdt os igen, i Forhallen, da vi kom ud fra Operaen; han
sa meget bleg ud, og han gjorde Lady Ver en Undskyldning, fordi han
var gaaet saa pludselig bort. Han var blevet forklet, sagde han, og
var gaaet ud for at faa et Glas Cognak, og nu havde han det helt
godt, og vilde vi nu ikke komme med og spise til Aften, og mange
andre elskvrdige Ting, medens han sa paa hende med den inderligste
Hengivenhed -- det var, som om jeg ikke eksisterede.

Hun var lunefuld, som hun sommetider er. "Nej, Robert, jeg vil i
Seng. Jeg er ogsaa blevet forklet," sagde hun.

Og da Tjeneren i samme jeblik meldte Automobilet, flj vi af Sted og
forlod dem. Christopher havde knappet min Zobelskindskrave med en
Besiddermine, der til enhver anden Tid vilde have irriteret mig ud
over alle Grnser, men jeg flte mig kold og dd og fuldkommen
flelsesls.

Lady Ver sagde ikke et Ord paa Vejen hjem, og hun kyssede mig kligt,
da hun gik ind i sit Vrelse -- saa raabte hun ud:

"Jeg er trt, Slangepige -- tro ikke, at jeg er gnaven -- Godnat!" og
jeg gik op i Seng.

I Morgen er det Lrdag, og mit Besg her er forbi. Efter min Lunch
hos Lady Merrenden er jeg en Vandrer paa Jordens Overflade.

Hvor skal jeg vandre hen -- jeg fler, at jeg gerne vil gaa bort
alene -- bort til et Sted, hvor jeg ikke ser et menneskeligt Vsen,
der er engelsk. Jeg vil gerne glemme, hvordan de ser ud -- jeg vil
ikke se deres velformede Hoveder -- jeg vil, aa, jeg vd ikke, hvad
jeg vil.

Skal jeg gifte mig med Hr. Carruthers? Han vilde spise mig op, og saa
tage tilbage til Paris til den Dame, han elsker -- men saa kunde jeg
leve det Liv, jeg holder af -- og Carruthers Smaragderne er smukke --
og jeg elsker Branches -- og -- og --

"Hendes Naade vilde gerne tale med Dem, Frken," sagde en Tjener.

Saa gik jeg op ad Trappen.

Lady Ver sad i et halvmrkt Vrelse, der var rullet blde, lyserde
Gardiner ned bagved de halvt sammentrukne blaa Silkegardiner.

"Jeg er saa forfrdelig tung i mit Hoved, Evangeline," sagde hun.

"Saa vil jeg stryge Dem over Haaret," og jeg satte mig op ved Siden
af hende og begyndte at stryge hende over Panden med mine
Fingerspidser.

"De er virkelig sd, Slangepige," sagde hun, "og De kan ikke gre ved
det."

"Hvad kan jeg ikke gre ved?"

"At De er en Heks. Jeg vidste, da jeg frste Gang sa Dem, at De
vilde gre mig Fortrd, og jeg forsgte paa at beskytte mig ved at
vre venlig imod Dem."

"Aa, kre Lady Ver," sagde jeg dybt rrt, "jeg vilde ikke for alt i
Verden gre Dem Fortrd, og De miskender mig virkelig; jeg har holdt
mit Lfte, baade bogstavelig og -- i Aanden."

"Ja, det vd jeg, at De har, bogstaveligt, i det mindste -- men
hvorfor gik Robert ud af Logen i Aftes?" spurgte hun trt.

"Han sagde jo, at han var forklet, ikke sandt?" svarede jeg sagte.
Hun slog Hnderne lidenskabeligt sammen.

"Forklet!!! De kender ikke Robert! Han har aldrig i sit Liv vret
forklet," sagde hun. "Aa, han er det kreste, kreste Vsen i
Verden. Han faar mig til at tro paa alt, hvad der er godt og
hderligt. Han er ikke lastefuld, han er ikke lapset, og han kender
Verden, og han lever i den, som alle vi andre, og dog begynder han
ikke med at tro, at enhver Kvinde er et let Bytte, og underminerer
den Smule Selvagtelse, hun maaske har tilbage."

"Ja," sagde jeg, jeg kunde ikke finde andet at sige.

"Hvis jeg havde haft saadan en Mand, vilde jeg aldrig have gabet,"
vedblev hun, "og desuden er Robert alt for bydende skinsyg til at
lade n more sig med en anden."

"Ja," sagde jeg igen, og blev ved med at stryge hendes Pande.

"Han har ogsaa Flelse -- han er ikke dagligdags og brutal -- og aa,
De skulde se ham paa en Hest, han er alt for smuk, alt for smuk!" Hun
strakte sine Arme ud med en trt Bevgelse, der var patetisk og rrte
mig.

"De har vel kendt ham meget, meget lnge?" sagde jeg blidt.

"Maaske i fem Aar, men kun flygtigt indtil denne Sson. For tidligere
havde jeg travlt med andre. Jeg har leget med saa mange." Saa tog hun
sig sammen. "Men Robert er den eneste, som aldrig har gjort Kur til
mig. Han har altid vret sd og kr og har behandlet mig som en
Dronning, som om jeg stod for hjt til det, og han har altid gjort,
som han selv vilde, og ikke brudt sig en Djt om andres Mening. Jeg
har ofte gerne villet have, at han skulde gre Kur til mig. Men nu
forstaar jeg, at det ikke kan nytte. Men De skal ikke have ham,
Slangepige! Jeg fortalte ham, medens vi krte til Operaen, at De var
kold som Is, og at De legede med Christopher, og i Morgen tager jeg
ham med mig til Northumberland, bort fra Dem. Han skal i alt Fald
vre min trofaste Ven. De vilde knuse hans Hjerte, og jeg vil endnu
holde Dem til Deres Lfte."

Jeg sagde ingenting.

"Hrer De, jeg siger, at _De_ vilde knuse hans Hjerte. Han vilde kun
vre i Stand til at elske lige til det sidste. Den Slags Krlighed,
som enhver anden Kvinde vilde d for, men De -- De er Carmen."

I alt Fald skal hverken _hun_ eller nogen anden Kvinde se, hvad jeg
er eller ikke er. Ingen skal se ind i mit Hjerte. Jeg sagde roligt:

"Carmen blev drbt."

"Og det var godt nok til hende, den fortryllende, djvelske Dmon!"
Saa skiftede hendes Lune, og hun lo.

"Sa De Charlie?" spurgte hun.

"Vi drak Te sammen i Morges!"

"En fornjelig Person, ikke sandt?"

"Nej," sagde jeg, "han sa gnaven og syg ud."

"Syg!" sagde hun med en Skygge af ngstelse. "Aa, De mener
dyseptisk."

"Maaske."

"Naa, det gr han altid, naar han kommer fra Paris. Hvis De kunde gaa
ind i hans Stue og se den Rkke Fotografier, der staar paa hans
Kaminhylde, kunde De maaske gtte hvorfor."

"Billeder af 'Sole Dieppoise' og 'Poulet  la Victoria aux truffes',
uden Tvivl," sagde jeg.

Hun vred sig af Latter. "Ja, netop det!" sagde hun. "Men han tilbeder
mig paa sin Maade, og han har nok en ny Diamantring med til mig for
at gre det godt igen -- nu skal De se til Lunch."

"Saa er han altsaa en fuldkommen gtemand?"

"Omtrent som Christopher vilde blive. Men Christopher vilde begynde
med at vre en fuldkommen Elsker, der er intet, han ikke vd, og
Charlie har intet Begreb om den Rolle. Du store Himmel! Hvor mine
Hvedebrdsdage var kedsommelige."

Fru Carruthers sagde, at alle Hvedebrdsdage kun kunde sammenlignes
med at gaa til Tandlgen eller blive fotograferet. Ndvendige Onder,
som man skulde igennem for Resultaternes Skyld.

"Resultaterne?"

"Ja; det smukke Hus, og Juvelerne, og alt det andet."

Aa, ja! Hun havde vel Ret, men hvis man var blevet gift med Robert,
havde man faaet begge Dele. Hun sagde ikke hvilke begge Dele, men aa!
det vidste jeg.

"Saa tror De altsaa, at Hr. Carruthers vil blive en god gtemand?"
spurgte jeg.

"De vil aldrig rigtig lre Christopher at kende. Jeg er kommet sammen
med ham i mange Aar. De vil aldrig kunne fle, at han siger Dem den
hele Sandhed om noget som helst. Han er Epikurer, og han analyserer
alle Flelser; jeg vd ikke, om han har nogen Guder; hvis han har
det, tror han ikke paa dem, han tror paa ingen og intet uden paa sig
selv. Han er for jeblikket heftigt forelsket i Dem, og han vil
giftes med Dem, fordi han ikke kan faa Dem paa andre Betingelser."

"De smigrer mig," sagde jeg lidt fornrmet.

"Jeg siger Sandheden. De vil sandsynligvis faa det dejligt sammen med
ham, og holde ham forelsket i Dem i mange Aar, fordi De ikke er
forelsket i ham, og han vil passe godt paa, at De ikke ser paa nogen
anden. Jeg kan tnke mig, at Christopher, hvis man var forelsket i
ham, vilde knuse ns Hjerte, som han knuste stakkels Alicia Verneys."

"Aa, men hvor det er dumt! Folk har ikke knuste Hjerter nu om
Stunder; De taler som ud af en Bog, kre Lady Ver."

"Der findes nogle faa Tilflde af knuste Hjerter, men ikke som i
Bgerne, af Dd og Tragedier etc.! men kun fordi vi ikke kan faa,
hvad vi vil have, eller beholde, hvad vi har," og hun sukkede.

Vi talte ikke i nogle Minutter, saa sagde hun muntert:

"De har gjort mit Hoved bedre, Deres Strygninger er vidunderlige;
trods alt kan jeg godt lide Dem, Slangepige. De er ikke af dem, der
hnger paa Trerne."

Vi kyssede hinanden flygtigt, og jeg gik op paa mit Vrelse.

Ja, det bedste, jeg kan gre, er at gifte mig med Christopher, jeg
bryder mig saa lidt om ham, at Damen i Paris ikke vilde have noget at
betyde for mig, selv om hun ligner Sir Charles' Poulet  la Victoria
aux truffes. Han er en Gentleman, han vil i det mindste vre god imod
mig og fin og hensynsfuld; og Carruthers Smaragderne er guddommelige,
og netop mine Stene. Kniplingerne vil ogsaa klde mig, og Pelsvrket,
og jeg vil have den Suite Vrelser, som Fru Carruthers benyttede paa
Branches, gjort i Stand med lyst Grnt, og brndt alle Mblerne fra
Dronning Victorias Tid. Tilvrelsen vil uden Tvivl blive fuld af
Triumfer og Fornjelser.

Men aa! Jeg vilde nske, jeg vilde nske, at det var muligt at faa
"begge Dele".


                                             _Park Street 300_,
                                                      Fredag Aften.

Lunchen gik meget godt. Sir Charles kom tilbage fra City i bedre
Humr, og, som Lady Ver havde forudsagt, forrede han hende et Smykke
fra Castier. Det var en Broche, ikke en Ring, men hun var henrykt og
kurrede for ham.

Han kom lidt sent, saa vi var gaaet til Bords, et Selskab paa otte
Personer, da han kom. De drillede ham allesammen med Paris, og han
tog det meget godmodigt -- det syntes endogsaa at more ham. Han har
intet Vid, men han ser ud som en Gentleman, og jeg tror, at han af en
gtemand at vre er ganske passabel.

Jeg fler mig snart helt hjemme i Verden, og jeg kan tale med enhver.
Jeg hrer efter og taler ikke meget, men naar jeg siger noget, faar
det dem til at tnke.

Der sad en meget pn Herre ved Siden af mig i Dag, han mindede mig om
de gamle Generaler paa Branches. Vi frte en hel Krig med
Vittigheder, og det stimulerede mig.

Han fortalte mig blandt andet, da han havde opdaget, hvem jeg var, at
han havde kendt Papa -- Papa var i samme Regiment som han -- og at
han var sin Tids knneste Mand. Masser af Kvinder var forelskede i
ham, men han var et trolst Vsen, og han red bort fra dem.

"Han morede sig sandsynligvis, tror De ikke? Og han havde det Held at
d paa sit Livs Hjdepunkt," sagde jeg.

"Han var engang forlovet med Lady Merrenden, vd De nok. Hun var den
Gang Lady Sophia Vavasour, og hun var ham absolut hengiven, men Fru
Carruthers kom imellem dem og tog ham fra hende; hun var mange Aar
ldre end han, og lige saa klog som hun var sminket."

"Stakkels Papa synes at have vret en svag Skabning, er jeg bange
for."

"Alle Mnd er svage," sagde han.

"Og saa giftede han sig vel og forlod Fru Carruthers?" spurgte jeg.
Jeg vilde gerne hre saa meget som muligt.

"Ja --," svarede min gamle Oberst, "jeg var hans Forlover."

"Og hvordan var min Mama?"

"Hun var den yndigste Skabning, jeg nogensinde har set," sagde han,
"lige saa yndig som De, men De er Deres Faders udtrykte Billede, alt
undtagen Haaret, hans var lyst."

"Der er ingen, der nogensinde fr har sagt, at jeg var yndig! Jeg er
glad, hvis De synes det," sagde jeg. Det gldede mig. Man har saa
ofte sagt mig, at jeg er tiltrkkende og aparte og vidunderlig og
guddommelig -- men aldrig netop yndig. Han vilde ikke sige mere om
mine Forldre, undtagen, at de ikke havde en _sou_ at leve af og ikke
var videre lykkelige; det srgede Fru Carruthers for.

Da de saa allesammen var ved at gaa, sagde han: "Jeg er forfrdelig
glad over, at jeg har truffet Dem -- vi maa vre Kammerater, for
gamle Tiders Skyld," og han gav mig sit Kort, for at jeg skulde gemme
hans Adresse, og sagde, at hvis jeg nogensinde trngte til en Ven,
skulde jeg sende ham et Par Ord, Oberst Tom Carden, Albany.

Det lovede jeg, at jeg vilde.

"De kan maaske blive min Forlover ved mit Bryllup," sagde jeg
muntert. "Jeg tnker paa at gifte mig engang!"

"Det vil jeg," lovede han, "og ved Jupiter, den Mand bliver en heldig
Fyr."

Lady Ver og jeg krte ud efter Lunch -- vi gjorde nogle Visitter og
tog hen til Montgomeries, der lige var ankommet til Browns Hotel for
at bo der en Uge.

"Tante Katherine kommer altid hertil med de stakkels Pigebrn paa
denne Tid af Aaret, om Dagen tager hun dem med hen til en af sine
egne umulige gamle Skrderinder, og om Aftenen til Shakespeare eller
en eller anden Koncert, og hun vender tilbage med dem med vrre og
vrre Dragter for hvert Aar, der gaar. Det er ligefrem grusomt,"
sagde Lady Ver, medens vi gik op ad Trappen til deres Vrelser.

Dr sad de rundt om Tebordet, akkurat som paa Tryland. Kirstie og
Jean broderede og strikkede, og de andre to lste ny Kataloger over
Bger om deres Arbejde!!

Lady Ver begyndte at drille dem. Hun gjorde dem alle mulige
Sprgsmaal om deres ny Kjoler og sagde, at de skulde hellere tage til
Paris engang imellem. Lady Katherine var saa kold som Is. Hun
misbilligede i hj Grad, at jeg var hos hendes Nice, kunde man se.

Hun havde haabet, at Forbindelsen med Familien havde vret forbi med
mit Besg paa Tryland. Malcolm skulde ogsaa komme til Byen, hrte vi,
og Lady Ver efterlod en Indbydelse til ham til at spise til Middag i
Aften.

Saa gik vi.

"Hvis n af disse Fedtklumper havde en Gnist af Liv i sig, vilde den
gaa lige til Helvede," sagde Lady Ver, da vi gik ned ad Trappen.
"Tnk engang! Slips og Alterduge i London! Det var heldigt, at de
ikke kunde spise til Middag i Aften. Jeg var ndt til at indbyde dem,
og de kommer i Almindelighed n Gang, medens de er her -- de fire
Pigebrn og Tante Katherine -- og det er med den strste
Vanskelighed, at jeg kan samle fire unge Herrer sammen til dem, hvis
de blot faar en Anelse om, hvem det er, de skal trffe. I
Almindelighed sikrer jeg mig et Par socialt fremadstrbende Jder,
fordi jeg kan indse, at Bidragene til deres Velgrenhedsforetagender,
som de plager enhver, der kommer til at sidde ved Siden af dem, med,
bedre kan presses ud af Hebrerne end af en eller anden kn, fattig
Garderljtnant. Aa, hvilket Liv!"

Hun var saa venlig imod mig paa Vejen tilbage; hun sagde, at hun var
meget ked af at lade mig ene tilbage i Morgen, og at jeg nu maatte
bestemme, hvad jeg vilde gre, ellers vilde hun slet ikke rejse. Jeg
sagde, at jeg vilde rejse til Claridges, hvor Fru Carruthers og jeg
altid havde boet, og bo dr i fuldkommen Ro med Vronique. Jeg kunde
have Raad til det i en Uge. Saa krte vi derhen og traf Aftale om
det.

"Det er absolut umuligt for Dem at blive ved paa denne Maade, kre
Barn," sagde hun. "De maa have en Chaperone; De er meget for smuk til
at bo alene i et Hotel. Hvad kan jeg dog gre for Dem?"

Jeg var forfrdelig ubehagelig til Mode, jeg vidste virkelig ikke,
hvad jeg skulde gre. Aa, det er slet ikke morsomt at vre
Eventyrerske, hvis man alligevel gerne vil beholde sine Venner i
Verden.

"Det gr maaske ikke noget, hvis jeg lader vre med at tage imod
nogen i nogle Dage," sagde jeg. "Jeg vil skrive til Paris; min gamle
Mademoiselle er gift dr med en Digter, tror jeg; hun vil maaske
modtage mig som Pensionr i nogen Tid."

"Det er meget fantastisk -- en fransk Digter! En rdsom, langhaaret,
snavset Skabning. Umuligt! De maa kunne indse, hvor ndvendigt det
er, at De gifter Dem med Christopher, saa snart De kan, Evangeline,
kan De ikke det?" sagde hun, og jeg var ndt til at indrmme, at der
kunde vre Grunde for det.

"Sandheden er, De kan ikke vre den mindste Smule ekscentrisk eller
ukonventionel, hvis De ser godt ud og er ugift," fortsatte hun, "De
kan maaske knipse med Fingrene ad Samfundet, men hvis De gr det,
faar De det ikke behageligt, og alle Mndene vil enten forsvare Dem
paa en taabelig Maade eller vre uforskammede imod Dem."

"Aa, jeg indser det," sagde jeg, og jeg flte, at jeg havde en Klump
i Halsen.

"Jeg skal skrive til Christopher i Morgen," vedblev hun, "og takke
ham for i Gaar Aftes og sige noget pnt om Dem og Deres Ensomhed, og
at han som en Slags Slgtning maa komme og besge Dem paa Sndag,
naar han blot ikke gr Kur til Dem, og tage Dem med i Zoologisk Have
-- tag ikke imod ham i Deres Dagligstue. Det vil netop give ham den
ekstra Stimulans, og naar I saa kommer ud i Haven, er De stille og
tilbageholdende, og ved de interessante Lve- og Tigerbure kan De
trolove Dem. Det bliver meget respektabelt. Telegrafer straks til mig
paa Mandag, til Sedgwick, og De maa komme tilbage til Park Street,
saa snart jeg kommer hjem paa Torsdag, hvis alt er afgjort."

Jeg takkede hende, saa godt jeg kunde. Hun var meget aabenhjertig og
ganske oprigtig. Jeg skulde vre en velkommen Gst som Christophers
Forlovede, det kunde ikke nytte, at jeg flte mig bitter i den
Anledning -- hun havde ganske Ret.

Da jeg lagde min Haand paa Malcolms skindmagre Arm, idet vi gik ned
til Middag, var det min eneste Trst, at han ikke skulde vre min
Skbne! Jeg vilde hellere vre alt andet i Verden end gift med ham!

Jeg forsgte paa at vre elskvrdig mod Sir Charles. Vi var kun et
Selskab paa seks Personer. En gammel Frken Harpenden, som kommer
alle Vegne for at spille Bridge, og Malcolm, og en af Lady Vers unge
Mnd, og jeg. Sir Charles er adspredt, men af og til tager han sig
sammen, han spiller med Knive og Gafler og lgger ogsaa Armene paa
Bordet. Han ser paa Lady Ver med Beundring i sine jne. Det er altsaa
sandt, antager jeg, at hun i Mellemrummene mellem Paris kan faa hans
Hjerte til at banke.

Malcolm gjorde Kur til mig efter Middag. Vi blev overladt til at tale
sammen, da de andre satte sig til at spille Bridge i den lille
Dagligstue.

"Jeg savnede Dem saa frygteligt, Frken Travers," sagde han, "da De
forlod os, at jeg opdagede, at jeg var overordentlig indtaget i Dem."

"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget
saadant?"

"Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det."

"Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit
Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos
rdhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet."

"Aa, jeg vil slet ikke gre Dem forvirret," sagde han elskvrdigt.
"Jeg vd nok, at der er blevet lagt meget an paa mig -- maaske for
mine Besiddelsers Skyld," (dette med arrogant Beskedenhed), "men jeg
er villig til at lgge alt for Deres Fdder, hvis De vil blive min
Hustru."

"Alt?" spurgte jeg.

"Ja, alt."

"De er alt for god, Hr. Montgomerie, men hvad vilde Deres Moder
sige?"

Han sa urolig og temmelig nervs ud.

"Jeg er bange for, at min Moder har gammeldags Ideer -- men jeg er
sikker paa, at hvis De gik hen til hendes Skrderinde -- vilde --
vilde De se anderledes ud."

"Kunde De da godt lide, at jeg skulde se anderledes ud? -- De vilde
ikke kunne genkende mig, hvis jeg gik til hendes Skrderinde."

"Jeg kan lide Dem ganske som De er," sagde han med en meget
nedladende Mine.

"Jeg er overvldet," sagde jeg ydmygt; "men -- for Resten -- hvad er
det for en Historie, jeg har hrt om Frken Angela Grey? En Dame, jeg
har set i Aviserne, som danser i _The Gaiety_, ikke sandt? Er De
sikker paa, at hun vilde tillade Dem at gre mig denne Erklring uden
hendes Vidende?"

Han blev lamslaaet.

"Hvem har fortalt Dem om hende?" spurgte han.

"Ingen," svarede jeg. "Jean sagde, at Deres Fader var meget vred paa
Dem paa Grund af en Hest af det Navn, men jeg sa det tilfldigvis i
Listen over Tillokkelserne i _The Gaiety_ -- saa sluttede jeg deraf,
at det ikke var en Hest, og hvis De er forlovet med hende, synes jeg
ikke, det er rigtigt af Dem at forsge paa at knuse mit Hjerte."

"Aa, Evangeline -- Frken Travers" -- sagde han forvirret. "Jeg er
meget indtaget i Dem -- den anden var kun et Tidsfordriv -- et -- aa!
Vi Mnd, vd De nok -- unge og -- og -- efterstrbte -- har vore
Fristelser. Det maa De ikke tnke paa. Jeg vil aldrig se hende mere,
undtagen akkurat for at sige Farvel. Det lover jeg Dem."

"Aa, jeg kunde ikke gre noget saa lumpent, Hr. Montgomerie," sagde
jeg. "De maa ikke tnke paa at opfre Dem saaledes for min Skyld --
mit Hjerte er ikke helt knust -- i Virkeligheden tnker jeg selv paa
at gifte mig."

Han sprang op.

"Aa! De har altsaa bedraget mig!" sagde han i selvretfrdig Harme.
"Efter hvad jeg sagde til Dem den Aften paa Tryland, og hvad De den
Gang lovede mig! Ja, De har bedraget mig groft."

Jeg kunde ikke sige, at jeg ikke havde hrt et Ord af, hvad han sagde
den Aften, og ikke havde nogen Anelse om, hvad jeg havde lovet. Selv
hans Overvurdering af sig selv fortjente ikke et saadant Slag! Og jeg
dmpede min Stemme og min naturlige Vrede over hans Ord og sagde
ganske blidt:

"Vr ikke vred. Det gr mig ondt, hvis jeg ubevidst har givet Dem et
forkert Indtryk, men hvis vi skal tale om at bedrage, saa har De
bedraget mig med Hensyn til Frken Grey, saa lad os ikke tale mere om
den Sag. Vi er kvit. Og skal vi saa ikke vre Venner, som vi altid
har vret" -- og jeg rakte min Haand frem og smilede ham frimodigt
ind i Ansigtet. Han tog sig sammen og greb min Haand og trykkede den
varmt. Hvoraf jeg vidste, at der var mere i Historien med Angela
Grey, end det sa ud til.

"Evangeline," sagde han, "jeg vil altid elske Dem; men Frken Grey er
en meget agtvrdig ung Kvinde, der er ikke et Ord at sige imod
hendes moralske Karakter -- og jeg har lovet hende gteskab -- saa vi
maa maaske hellere sige Farvel."

"Farvel," sagde jeg, "men jeg synes, at jeg har al mulig Grund til at
vre fornrmet over Deres Tilbud, hvilket, efter Deres senere
Bemrkninger at dmme, ikke var vrd at tnke paa et eneste jeblik!"

"Aa, men jeg elsker Dem!" sagde han, og efter hans Ansigt at dmme
var det sandsynligvis for jeblikket sandt. Saa sagde jeg ikke mere,
og vi rejste os og gik ind til Bridgespillerne. Og det lykkedes mig
ikke at komme til at tale mere alene med ham, fr vi sagde Godnat.

"Friede Malcolm til Dem?" spurgte Lady Ver, da vi gik op i Seng. "Jeg
syntes, jeg sa et Blik i hans jne ved Middagen."

Jeg sagde hende, at han paa en Maade havde gjort det, med et
Forbehold til Gunst for Frken Angela Grey.

"Det er alt for rdsomt!" sagde hun. "Det er for jeblikket blevet en
ren Epidemi i nogle af Garderregimenterne at gifte sig med disse
stakkels, simple Fruentimmer med hj moralsk Karakter og --
ligegyldige Fdder! Men jeg havde troet, at Skotternes Snedighed
vilde have beskyttet Malcolm mod deres Planer. Stakkels Tante
Katherine."




EVANGELINE FLYTTER TIL CLARIDGES.

  Krlighed er ikke en Flelse, der sprger om Tilladelse til at
  komme. Den kommer paa tusinde, ukendte Maader, som man aldrig har
  drmt om, og breder et gyldent Skr over hele Verden og omskaber
  den til et Paradis.

                                        _Theodoras gteskab._


                                                   _Claridges_.
                                              Lrdag den 26. Novbr.

Lady Ver tog tidligt af Sted til Stationen for at naa Toget til
Northumberland i Morges, og jeg sa hende kun for at sige Farvel til
hende. Hun syntes ogsaa at blive i daarligt Humr, da hun fik et
Brev, hun sagde mig ikke, hvem det var fra, eller hvad det var om --
hun sagde kun bagefter, at jeg ikke maatte vre dum. "Leg ikke
lngere med Christopher," sagde hun, "ellers mister De ham. Han
kommer sikkert og besger Dem i Morgen -- jeg fik Brev fra ham i
Morges som Svar paa mit fra i Aftes -- men han siger, at han vil ikke
gaa i Zoologisk Have -- saa De maa alligevel tage imod ham i Deres
Dagligstue -- han kommer omtrent Klokken fire."

Jeg sagde intet.

"Evangeline," sagde hun, "lov mig, at De ikke vil vre en Nar --"

"Jeg -- vil ikke vre en Nar," sagde jeg.

Saa kyssede hun mig -- og var borte, og nogle faa jeblikke efter tog
jeg af Sted til Claridges.

Jeg har en meget nydelig lille Lejlighed verst oppe, og hvis det
blot var passende for mig, og jeg havde Raad til det, kunde jeg bo
meget behageligt her alene i lang Tid.

Klokken tre Kvarter til to ringede jeg paa Dren paa Carlton House
Terrace, Nr. 300, Lady Merrendens Bopl -- med en underlig Flelse af
Nervsitet og Interesse. Det maa naturligvis have vret, fordi hun en
Gang havde vret forlovet med Papa. Bagefter kom jeg til at huske
paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London
alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun
vilde vre god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde bo.

Men pludselig flte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bjet over Lady
Ver i Toget til Northumberland.

Der er saadan en statelig, smuk Forhal -- idet Dren bliver aabnet --
med en smuk Trappe til hver Side, og fuld af pragtfulde Malerier, og
hele Atmosfren er gennemtrngt af en forfinet, rolig Luft.

Tjenerne er hje og ikke alt for unge, og selv paa denne Tid af Aaret
har de pudret Haar.

Lady Merrenden var ovenpaa i den lille Dagligstue, og da jeg blev
meldt, rejste hun sig, med en Bog i Haanden, for at tage imod mig.

Hun har saadant et smukt Vsen i sit eget Hjem; elskvrdigt og ikke
en Smule beskyttende.

"Det glder mig saadan at se Dem," sagde hun. "Jeg haaber ikke, at De
vil kede Dem, men jeg har ikke indbudt nogen til at vre sammen med
Dem -- kun min Nev, Torquilstone, kommer her -- han er meget
lidende, stakkels Fyr, og alt for mange Ansigter piner ham
undertiden."

Jeg sagde, at jeg var henrykt over at trffe hende alene. Man kan
ikke tnke sig et venligere Udtryk i noget menneskeligt Ansigt end
det, der er i hendes. Hun har det samme hjbaarne Udseende som Lord
Robert, smaa ren og Haandled og Hoved -- selv kldt som en Skurekone
vilde Lady Merrenden se ud som en fornem Dame.

Vi talte snart fuldkommen tvangfrit med hinanden; hun talte ikke om
Folk eller om meget dybe Emner, men man fik et Indtryk af en
kultiveret Aand, Kendskab til Bger og vide Tanker. Aa! Det var saa
let for mig at holde af hende.

Vi havde nsten talt sammen i et Kvarter -- hun havde tilfldigt
spurgt mig, hvor jeg nu boede, og hun syntes slet ikke forbavset
eller forfrdet, da jeg sagde Claridges, og at jeg var alene.

Alt, hvad hun sagde, var: "Hvilken ensom lille Pige! Men det maa vre
en Hvile sommetider at vre alene, og De maa lade Deres Venner komme
og se til Dem, vil De ikke nok det?"

"Jeg tror ikke, jeg har nogen Venner," sagde jeg. "Jeg har vret saa
lidt ude -- men hvis De vil komme og besge mig -- saa vil jeg vre
taknemlig."

"Saa maa De regne mig som en af Deres faa Venner!" sagde hun.

Intet kunde vre saa sjldent eller saa sdt som hendes Smil. At
tnke sig, at Papa kunde forlade denne Engel for Fru Carruthers
Skyld! Mnd er sandelig uberegnelige!

Jeg sagde, at det vilde vre en alt for stor re for mig at have
hende til Ven -- og hun tog min Haand.

"De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg
hedder ogsaa Evangeline -- og sommetider tror jeg, at De er blevet
kaldt saaledes til Minde om mig."

Hvilken slsom, mgtig Faktor Krligheden maa vre! Her havde disse
to Kvinder, Fru Carruthers og Lady Merrenden -- der var hinanden saa
stik modsatte -- jensynlig begge tilbedt Papa, og som Flge deraf
havde de begge i Overensstemmelse med deres Natur fattet Interesse
for mig, Barnet af en tredie Kvinde, der havde fortrngt dem begge!
Papa maa have vret overordentlig indtagende, for Fru Carruthers
havde lige til sin Ddsdag et Miniaturportrt af ham staaende paa sit
Bord med en frisk Rose ved Siden af -- hans Minde syntes at vre den
eneste blide Plet i hendes haarde Hjerte.

Og denne sde Dames jne smeltede hen i mhed, da hun talte om
Fortiden -- sknt hun ikke kender mig godt nok til at sige mere. For
mig er Papas Billede ikke noget saa vidunderligt, kun en kn, ung
Garderljtnant med jne af samme Form som mine, men graa, og lyst
krllet Haar. Der maa have vret noget eget ved ham, antager jeg.

I dette jeblik traadte Hertugen af Torquilstone ind. Aa, det var et
srgeligt Syn!

En stakkels, pukkelrygget Mand med et strkt Ansigt og Hoved og et
sort, mistnksomt, kynisk Udtryk.

Han vilde jensynlig have vret meget hj, hvis han ikke havde vret
vanskabt, der staar en Pukkel ud paa hans Ryg, nsten som paa Punch.
Han kan ikke vre meget over fyrre, men han ser ldre ud, hans Haar
er ganske graat.

Ikke en Linie eller et Udtryk hos ham minder mig om Lord Robert,
glder det mig at kunne sige.

Lady Merrenden forestillede os for hinanden, og saa kom Lord
Merrenden ogsaa ind, og vi gik alle ned til Lunch.

Det var et temmelig lille Bord, saa vi sad alle nr ved hinanden og
kunde tale sammen. Spisestuen var umaadelig stor.

"Jeg tager altid dette lille Bord, naar vi er saa faa," sagde Lady
Merrenden. "Det er mere hyggeligt, og man fler sig ikke saa
isoleret."

Hvor jeg var enig med hende.

Hertugen sa ofte undersgende paa mig med sine smaa, kloge jne. Man
kunde ikke sige, om det var bifaldende eller misbilligende.

Lord Merrenden talte om Politik og Dagens Sprgsmaal, han har et
hfligt Vsen, og deres Stemmer var bjelige og dannede. Og intet
kunde gaa mere glat og lydlst end Opvartningen.

Lunchen var meget enkel og god, men ikke halvt saa mange udsgte
Retter som paa Branches og hos Lady Ver.

Der var kun n Kumme med Violer paa Bordet, men Kummen var af Guld
og af en smuk Form, og Violerne var nsten saa store som
Stedmoderblomster. Mine jne vandrede til Billederne -- statelige
Mnd og Kvinder af Gainsborough og Reynolds og Romney.

"De har truffet min anden Nev, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady
Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde vret paa Branches, hvor
jeg tror, De boede."

"Ja," sagde jeg, og -- aa, det er nsten for ydmygende at skrive det,
jeg flte, at mine Kinder blev hjrde, da hun nvnede Lord Roberts
Navn. Hvad maa hun have tnkt? Kan noget vre saa ungt, kvindeligt og
latterligt?

"Han var i Operaen med os i Forgaars Aftes," vedblev jeg. "Hr.
Carruthers havde en Loge, og Lady Verningham og jeg var med dem." Saa
kom jeg til at tnke paa, hvor underligt dette maatte lyde i min dybe
Sorg, og jeg tilfjede: "Jeg holder saa meget af Musik."

"Det gr Robert ogsaa," sagde hun. "Jeg er sikker paa, at han maa
have vret glad ved at trffe en beslgtet Natur."

Den sde, indtagende, venlige Dame! Hvis hun blot havde vidst, hvilke
Sindsbevgelser der i Virkeligheden havde opfyldt os i Logen den
Aften, er jeg bange for, at Krligheden til Musikken havde vret den
mindste af dem!

Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn frste Gang
blev nvnet, havde Hertugen ikke taget sine jne fra mit Ansigt --
det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske
sikkert misbilligende.

Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord
Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder. Til sidst kom Hertugen og
jeg til at vre alene et Minut, medens vi stod og sa ud ad Vinduet.

Hans jne undersgte mig helt igennem -- naa, i alt Fald er min Nse
og mine ren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens --
stakkels Mamas mrkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig -- Gudskelov.
Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange
for ham og temmelig nedtrykt. Jeg er vis paa, at han ikke kan lide
mig.

"Maa jeg ikke kre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige
Vrtinde, "eller hvis De ikke har noget srligt Sted at gaa hen, vil
De saa ikke tage ud med mig?"

Jeg sagde, at jeg vilde vre meget glad ved det. Jeg flte mig saa
forfrdelig ensom. Jeg vilde gerne saa lnge som muligt opstte at
komme tilbage til Hotellet. Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra
at dvle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til
Christopher. I Morgen syntes mig at vre Verdens Ende.

Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Kretjet er, i Modstning
til hende selv, saa fikst som det kan vre. Hun ser virkelig lidt
gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik
fra hende til Fru Carruthers. En Godhed og Elskelighed som denne
passer ikke Mndene saa godt som Luner, lader det til.

Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte
helt, at jeg var en hjemls Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges
omtrent Klokken halv fem i nsten godt Humr.

"De maa ikke glemme, at jeg skal vre en af Deres Venner," sagde Lady
Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende.

"Nej, det skal jeg rigtignok ikke," svarede jeg, og hun krte bort,
smilende til mig.

Jeg gad vide, hvad hun vil tnke om mit gteskab med Christopher.

Nu er det Aften -- jeg har spist til Middag ganske alene i min
Dagligstue, Vronique har vret meget elskvrdig og omhyggelig --
hun fler Hr. Carruthers i Luften, antager jeg -- og nu maa jeg gaa i
Seng.

Aa, hvorfor er jeg ikke lykkelig, og hvorfor synes jeg ikke, at dette
er en dejlig og usdvanlig Situation, som jeg engang vilde have
gjort. Jeg fler mig kun nedtrykt og ulykkelig, og som om jeg vilde
nske, at Christopher laa paa Havets Bund. Jeg har fortalt mig selv,
hvor kn han er -- og hvor jeg syntes godt om ham paa Branches -- men
det var fr -- ja, jeg kan lige saa godt skrive det -- fr Lord
Robert kom. Naa, nu sidder han og Lady Ver og taler sammen i en
hyggelig Sofa, i en stor, oplyst Dagligstue, og -- aa! -- jeg vilde
nske, jeg aldrig havde sluttet den Overenskomst med hende -- saa
maaske jeg nu -- naa -- --


                                                Sndag Eftermiddag.

Nej! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har vret febrilsk hele
Formiddagen, frst hed og saa kold. Hvordan vil det blive? Aa, jeg
besvimer, naar han kysser mig. Og jeg vd, at han vil blive rdsom
paa den Maade, det har jeg set i hans jne -- han vil spise mig op.
Jeg er vis paa, at jeg vil hade det. Ingen Mand har nogensinde fr
kysset mig, og jeg kan ikke dmme om det, men jeg er sikker paa, at
det er frygteligt, medmindre -- jeg fler, at jeg bliver vanvittig,
hvis jeg bliver her lngere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og
vente, og staa lige overfor det. Jeg maa frst have noget frisk Luft.
Det er en tt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i
den, og det _vil_ jeg ogsaa! Maaske ikke fare vild, men gaa ud i den,
og alene. Jeg vil ikke engang have Vronique med. Jeg vil gaa alene
ind i Parken. Det bliver nsten mrkt, sknt Klokken kun er tre. Saa
har jeg en Time. Det ser hemmelighedsfuldt ud, og det vil berolige
mig, og det passer til min Sindsstemning, og saa, naar jeg kommer
tilbage, kan jeg maaske vre i Stand til at udholde det tappert, Kys
og det hele.


                                                   _Claridges_.
                                        Sndag Aften den 27. Novbr.

Jeg har en hel Del at skrive -- og dog er det kun nogle faa Timer
siden, jeg lukkede denne Bog og hngte Nglen ved mit Armbaand igen.

Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var
taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tt Taage, saa der var ingen
Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet
lidt. Det forekom mig lummert og varmt, og jeg blev mere og mere
nedtrykt. Jeg havde aldrig fr vret ude alene; det syntes mig i sig
selv underligt, og det burde have moret mig.

Christophers Billede blev ved at svve foran mig, hans Ansigt syntes
at have et satyragtigt Udtryk. Naa, han vil i alt Fald aldrig vre i
Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s -- intet kunde
nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsgte paa at tnke
paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affre, og paa, hvor
meget jeg holder af Branches.

Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig
og derpaa forsvinde i Taagen. Det var nsten Skumring; pludselig
flte jeg mig saa trt, at jeg satte mig paa en Bnk.

Jeg var gaaet ind paa en Sidesti, hvor der ingen Stole var. Paa den
Bnk, der kom fr min, sa jeg, da jeg gik forbi, at der sad en
Vagabond sammensunket. Jeg spekulerede paa, hvad hans Tanker kunde
vre, og om han vel flte sig mere ulykkelig end jeg. Jeg sad vist
ogsaa og krb sammen i en nedslaaet Stilling.

Der gik ikke mange Folk forbi, og med hvert jeblik blev det mrkere.
Jeg har aldrig i hele mit Liv flt mig saa ulykkelig, ikke engang de
Dage, hvor Fru Carruthers forhaanede mig, fordi Mama havde vret af
lav Herkomst. Der blev ved med at komme Taarer i mine jne, og jeg
gjorde mig ikke engang den Ulejlighed at blinke dem bort. Hvem kunde
vel se mig -- og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de sa
mig.

Pludselig sa jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen
henimod mig, men ikke fr den var tt ved mig og standsede og kiggede
mig forskrkket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert.

"Evangeline!" udbrd han med bestyrtet Stemme. "Jeg -- hvad, aa, hvad
er der i Vejen?"

Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa
havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, vd jeg ikke.

"Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsgte paa at trkke
min Hat ned over jnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slr paa.

"Jeg har blot vret ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig
Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"

Han sa saa hj og smuk ud, og nu var der intet Udtryk af Foragt
eller Vrede i hans Ansigt, kun Sorg og Medflelse.

"Jeg fik pludselig Vagt i Gaar og kunde ikke faa Permission," sagde
han, uden at svare paa den frste Del af mit Sprgsmaal. "Men jeg kan
ikke holde ud at se Dem sidde her alene og se saa ulykkelig ud. Maa
jeg ikke flge Dem hjem? De bliver forklet i den fugtige Luft."

"Aa nej, ikke endnu. Jeg vil ikke gaa hjem nu!" sagde jeg, uden
rigtig at vide, hvad jeg sagde. Han satte sig ved Siden af mig og
stak sin Haand ind i min Muffe og trykkede mine foldede Hnder -- det
blideste, venskabeligste Krtegn; et Barn kunde give det som Tegn paa
Medflelse. Det berrte en eller anden taabelig Streng i min Natur,
en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder,
antager jeg, i alt Fald strmmede Taarerne ned over mit Ansigt -- jeg
kunde ikke gre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og grde
i Parken, og oven i Kbet lige overfor Lord Robert, den sidste i
Verden, jeg vilde have skulde se det.

"Kre, kre lille Pige," sagde han. "Sig mig, hvad det er," og han
holdt min Haand inden i min Muffe med sin strke, varme Haand.

"Jeg -- jeg har ingenting at fortlle," sagde jeg og kvalte min
Hulken. "Jeg skammer mig over, at De skal se mig saaledes, men -- jeg
fler mig saa ulykkelig."

"Kre Barn," sagde han. "Naa, det skal De ikke gre -- jeg vil ikke
have det. Har nogen vret slem imod Dem -- sig mig det, sig mig det,"
hans Stemme sklvede af Medflelse.

"Det er -- det er ingenting," mumlede jeg.

Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans jenbryn var trukket
op paa den Maade, der tiltrkker mig saa forfrdeligt.

"Hr," nsten hviskede han og bjede sig over mig. "Jeg vil have, at
De skal vre Venner med mig, saa jeg kan hjlpe Dem. Jeg vil have, at
De skal gaa tilbage til den Tid, da vi pakkede Deres Bger ind
sammen. Gud maa vide, hvad der er kommet imellem os siden den Gang --
det er ikke min Skyld -- men i Dag vil jeg saa gerne tage mig af Dem,
kre lille Pige. Det -- det gr mig saa ondt at se Dem sidde og grde
her."

"Jeg -- jeg vilde gerne vre Venner med Dem," sagde jeg. "Jeg har
aldrig villet vre andet, men jeg kunde ikke gre ved det -- og jeg
kan det ikke nu."

"Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa
forfrdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De vd
nok, at jeg er et skinsygt Bst."

Der kan ikke i hele Verden findes en Stemme mere indtagende end Lord
Roberts, og han har en Maade at udtale Ordene paa, der er alt for
tiltrkkende, og den Maade, paa hvilken hans Mund bevger sig, naar
han taler, viser hans fuldendt mejslede Lber under det lille
Overskg! Det kan ikke nytte at ngte det, jeg sad dr paa Bnken og
gennembvedes af Sindsbevgelser og lngtes efter, at han skulde tage
mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tnke paa! Jeg maa,
naar alt kommer til alt, vre slet.

"Nu skal De fortlle mig det hele," befalede han. "Til at begynde med
-- hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter
den frste Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?"

"Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg
haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde fre mig saa vidt,
at jeg handlede lumpent imod Lady Ver.

"Aa, De har gjort mig vild!" udbrd han, idet han slap min Haand og
stttede begge Albuerne paa sine Kn, medens han puffede sin Hat
tilbage i Nakken. "Fuldkommen vanvittig af Raseri og Skinsyge. Det
Bst Malcolm! Og saa at se paa Campion ved Middagen, og vrst af det
hele, Christopher i Logen til 'Carmen'! Lille uartige, slemme Pige!
Og dog har jeg inderst inde en Flelse af, at det er af en eller
anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djvelskab. Hvis jeg
troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det
troede jeg den Aften til 'Carmen'."

"Ja, det vd jeg," svarede jeg.

"Hvad vd De?" Han sa forskrkket op; saa tog han igen min Haand og
sad tt ved mig.

"Aa, gr det ikke, Lord Robert!" sagde jeg.

Det fik mig virkelig til saaledes at bve af den dejligste Flelse,
jeg nogensinde har kendt, at jeg vidste, at jeg vilde tabe Hovedet,
hvis han blev ved.

"Aa, De maa ikke holde min Haand, Lord Robert, saa kan jeg ikke
opfre mig, som jeg br."

"Min egen Skat," hviskede han, "det viser, at du holder af mig, og
jeg slipper den ikke, fr du har sagt mig hver eneste Smule."

"Aa, jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Jeg var alt for forpint, og dog gik
der Gldesblger hen over mig. "Min egen Skat", det er Ord, der kan
faa n til at bve af Fryd!

"Evangeline," sagde han strengt, "vil du da svare mig paa dette
Sprgsmaal -- holder du af mig, eller hader du mig? For, som du meget
godt maa vide, elsker jeg dig."

Aa, den vilde Glde at hre ham sige dette! Hvad havde noget som
helst andet i Verden at betyde! Et jeblik ringede det for mine ren,
og jeg glemte alt andet end os to. Saa sa jeg pludselig i Tankerne
Christopher ventende paa mig, med hans kolde, kyniske Ansigt og jne,
der flammede af Lidenskab, og Hertugens kritiske, mistnksomme,
misbilligende Undersgelse, og der undslap mig et Smertensskrig som
et saaret Dyr.

"Kreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kre, lille
Haand?" udbrd Lord Robert mt.

"Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke hre paa Dem. Jeg skal tilbage
til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers."

Han slap min Haand, som om den havde stukket ham.

"Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.

Jeg sa angstfuld paa ham -- hans Ansigt sa graat ud i den hurtigt
tiltagende Taage.

"Aa, Robert!" sagde jeg fortvivlet, jeg kunde ikke lade vre. "Det er
ikke, fordi jeg gerne vil. Jeg -- jeg elsker sandsynligvis dig -- men
jeg maa, der er ikke andet at gre."

"Er der ikke?" sagde han, medens Livet og Glden kom tilbage i hans
Ansigt. "Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand
i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der
ingen i Nrheden -- for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig
tt hen til sig og kyssede mig paa Munden.

Aa, hvor Folk vrvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer
og saadan noget! Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa
dejlig som at blive kysset af Robert -- jeg var ganske svimmel af
Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt
absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet.

"Nu tilhrer du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv;
"saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt."

"Nej, nej," sagde jeg og kmpede svagt for at komme fri, medens jeg
var saa glad over, at han holdt saa fast paa mig! "Det er alligevel
umuligt, og det gr det kun endnu haardere. Christopher kommer for at
besge mig Klokken fire, og jeg har lovet Lady Ver, at jeg ikke vilde
vre en Nar, og at jeg vilde gifte mig med ham."

"Pyt med Lady Ver," sagde han roligt, "hvis det er det hele, overlad
hende til mig -- hun argumenterer aldrig med mig!"

"Det er ikke alene det -- jeg -- jeg lovede, at jeg ikke vilde lege
med Dem --"

"Og det skal du sandelig heller ikke komme til," sagde han, og jeg
kunde se et Blik i hans jne, da han med Villie misforstod mine Ord,
og saa kyssede han mig igen. Aa, jeg holder mere af det end af noget
andet i Verden! Hvordan skulde nogen kunne lade vre med at tabe
Hovedet med Robert ganske tt ved, grende Kur paa den Maade.

"Det skal du sandelig aldrig -- aldrig," sagde han igen, med et Kys
mellem hvert Ord. "Det skal jeg nok passe paa! Din Tid til at lege
med Folk er forbi, Mademoiselle! Naar du bliver gift med mig, skal
jeg slaas med enhver, der vover at se paa dig!"

"Men jeg bliver aldrig gift med dig, Robert," sagde jeg, sknt jeg,
da jeg kun skulde vre lykkelig i saa faa jeblikke, ikke syntes at
det var ndvendigt at flytte mig ud af hans Arme. Hvor jeg var
taknemlig imod Taagen! Og over, at der ingen gik forbi! Jeg vil altid
elske Taage.

"Jo, du gr," erklrede han med fuldkommen Sikkerhed, "i Lbet af
fjorten Dage, antager jeg. Jeg kan ikke og vil ikke have, at du
bliver alene hos Claridges. Jeg skal i Eftermiddag bringe dig tilbage
til Tante Sophia. Men det kan vi tale om senere. Nu for jeblikket
vil jeg have, at du skal sige mig, at du elsker mig, og at det gr
dig ondt, at du har vret saadant et lille Utyske i al denne Tid."

"Jeg vidste det ikke fr lige nu -- men jeg tror -- at jeg
sandsynligvis elsker dig, Robert!" sagde jeg.

Han holdt igen min Haand inden i min Muffe og havde den anden Arm om
mit Liv. Det var en absolut upassende Opfrsel i en Park; som om vi
kunde have vret Susan Jane og Thomas Augustus, og dog var jeg
fuldkommen lykkelig og syntes, at det var den eneste naturlige Maade
at sidde paa.

Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne -- vi fo'r fra hinanden.

"Aa," gispede jeg, "vi -- du -- maa virkelig vre anderledes."

Han lnede sig tilbage og lo.

"Du sde Barn! Naa, saa kom, vi vil kre en Tur i en Droske -- vi kan
vlge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nrheden, kom!" Og
han rejste sig og tog mig under Armen, han bd mig ikke sin, som i
Bgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen.

Jeg er sikker paa, at enhver vilde blive frygtelig forarget over at
lse, hvad jeg har skrevet, men ikke saa meget, hvis de kendte Robert
og vidste, hvor bedaarende han er. Og hvor bydende og naturlig og
ligefrem! Han klver ikke Haar eller leger med Ord. Jeg havde
tilstaaet, at jeg elskede ham, og det var nok for ham!

Medens vi gik alene, forsgte jeg paa at sige ham, at det var
umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde
synes, at jeg havde brudt mit Ord. Jeg fortalte ham naturligvis ikke
om hendes Overenskomst med mig om ham, men han gttede det
sandsynligvis, for han havde, endogsaa fr vi steg ind i Drosken,
begyndt at underkaste mig et Krydsforhr om Grundene til min Opfrsel
paa Tryland og i Park Street og Operaen. Jeg flte mig som et Barn
overfor en strk Mand og med hvert jeblik mere idiotisk lykkelig og
forelsket i ham.

Han sagde til Kusken, at han skulde kre til Hammersmith, og saa
lagde han igen sin Arm om mit Liv og holdt min Haand, efter frst at
have trukket Handsken bagvendt af. Det er en stor Zobelskinds
Bedstemodermuffe, jeg har, Fru Carruthers Gave paa min sidste
Fdselsdag. Den Gang tnkte jeg ikke paa, hvilken bedaarende Brug der
vilde blive gjort af den.

"Nu tnker jeg, at vi har nedbrudt alle dine dumme smaa Grunde til at
gre mig ulykkelig," sagde han. "Hvilke andre har du at komme frem
med, hvorfor du ikke kan gifte dig med mig om fjorten Dage?"

Jeg tav -- jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde sige den -- den
vigtigste af dem alle.

"Min egen Evangeline," bad han. "Hvorfor vil du gre os begge
ulykkelige -- sig mig det i det mindste."

"Din Broder, Hertugen," sagde jeg meget sagte. "Han vil aldrig
samtykke i, at du gifter dig med en Person som mig, uden Slgtninge."

Han var tavs i et Sekund, saa sagde han: "Min Broder er en
forfrdelig god Fyr, men hans Sind er paavirket af hans Sygdom. Du
maa ikke tnke noget ondt om ham -- han vil holde af dig, saa snart
han ser dig, ligesom alle andre."

"Jeg sa ham i Gaar," sagde jeg.

Robert blev saa forundret.

"Hvor sa du ham?" spurgte han.

Saa fortalte jeg ham, at jeg havde truffet Lady Merrenden, at hun
havde indbudt mig til Lunch, og at hun havde elsket Papa, og at
Hertugen havde set lige igennem mig med et Udtryk af Mishag.

"Aa, nu ser jeg det hele," sagde Robert og holdt endnu fastere paa
mig. "Tante Sophia og jeg er meget gode Venner, vd du nok; hun har
altid vret, som om hun var min Moder, der dde, da jeg var ganske
lille. Jeg fortalte hende om dig, da jeg kom fra Branches, og at jeg
straks var blevet dybt forelsket i dig, og jeg sagde, at hun maatte
hjlpe mig til at faa dig at se paa Tryland, og det gjorde hun, og
saa troede jeg, at du var kommet til ikke at kunne lide mig, og da
jeg saa kom tilbage, gttede hun, at jeg var ulykkelig over noget, og
dette er hendes frste Skridt til at finde ud af, hvorledes hun kan
gre noget for mig -- hun er saa kr!"

"Ja, det er hun rigtignok," sagde jeg.

"Naturligvis interesserer hun sig srligt for dig, naar hun har
elsket din Fader! Saa det er godt nok, min Skat, hun maa jo vide alt
om din Familie, og kan fortlle det til Torquilstone. Vi har ikke
noget at frygte!"

"Aa jo, vi har!" sagde jeg. "Jeg kender hele Historien om, hvad der
er din Broders svage Side. Lady Ver har fortalt mig det. Det slemme
ved Sagen er, at Mama virkelig var en meget ubetydelig Person, hendes
Fader og Moder glemte at blive gift, og sknt Mama var yndig og var
blevet udmrket opdraget af to gamle Damer i Brighton, var det en
Vanre for Papa at gifte sig med hende -- det har Fru Carruthers ofte
forhaanet mig med!"

"Min egen lille Pige!" sagde han og begyndte igen at kysse mig, saa
jeg slet ikke kunde samle mine Tanker til at gaa videre med det, jeg
var ved at sige. Vi var begge to saa dumme -- hvis det er dumt at
vre vanvittig vildt lykkelig -- og glemme alt andet i Verden.

"Jeg vil gaa lige til Tante Sophia nu, naar jeg har bragt dig tilbage
til Claridges," sagde han lidt efter, da vi blev lidt roligere.

"Hvad er Klokken?" spurgte jeg.

Han tndte en Tndstik og sa paa sit Ur.

"Ti Minutter over fem," udbrd han.

"Og Christopher skulde komme Klokken fire," sagde jeg, "og hvis du
ikke tilfldigvis havde mdt mig i Parken, vilde jeg nu have vret
forlovet med ham og sandsynligvis have forsgt paa at udholde, at han
kyssede mig."

"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tnke
paa det," og et jeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde
aande.

"Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg
dig," sagde han gennem Tnderne.

"Jeg -- jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krb tttere
ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig,
Robert."

"Min Elskede," sagde han, "hvor jeg er glad for det!"

Hvis jeg vilde, kunde jeg naturligvis blive ved med at skrive Side op
og Side ned om alt, hvad vi sagde til hinanden, men det vilde,
endogsaa naar jeg selv lste det, lyde som saadan noget Vrvl, at jeg
ikke vil det, og jeg kunde ikke gengive Klangen af Roberts Stemme
eller hans bedaarende Vsen -- mt og tilbedende og bydende. Det
maatte altsammen blive i mit Hjerte; men det var, som om en F var
gaaet forbi med sin Tryllevaand og havde sagt, "Du skal blomstre",
til et Tr midt om Vinteren. En Mngde Flelser, som jeg aldrig havde
drmt om, gennemstrmmede mig -- alle min Sjls Sluser syntes at
aabne sig for en Strm af Krlighed og Glde. Medens vi var sammen,
syntes intet at have noget at sige -- alle Skranker smeltede bort.

Skbnen vilde sikkert vre god imod et Par Elskende som os.

Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde
ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, fr han havde forvisset sig
om, at Christopher var gaaet.

Jo, han havde vret der Klokken fire, opdagede vi, og havde ventet i
tyve Minutter, derpaa var han gaaet og havde sagt, at han kom igen
Klokken halv syv.

"Saa maa du skrive et Brev til ham og lade Portieren give ham det og
sige, at du er forlovet med mig, og ikke kan tage imod ham," sagde
Robert.

"Nej, det kan jeg ikke gre -- jeg er ikke forlovet med dig, og kan
ikke vre det, fr din Familie har givet sit Samtykke og er venlige
imod mig," sagde jeg.

"Min egen Skat," stammede han, og hans Stemme sklvede af
Sindsbevgelse, "der er Krlighed mellem dig og mig, den er vort Liv
-- hvordan det end gaar, hvordan min Familie end tager det, skal
intet skille dig fra mig eller mig fra dig, det svrger jeg paa.
Skriv til Christopher."

Jeg satte mig ved Bordet i Vestibulen og skrev:

"Kre Hr. Carruthers! Det gr mig ondt, at jeg var ude," saa bed jeg
i Penneskaftet. "Kom ikke og besg mig i Aften. Om et Par Dage skal
jeg sige Dem hvorfor.

                                       Deres hengivne
                                             _Evangeline Travers_."

"Er det godt?" spurgte jeg og rakte det til Robert, medens jeg skrev
udenpaa Konvolutten.

"Ja," sagde han og ventede, medens jeg forseglede det og gav det til
Portieren. Saa trykkede han ubemrket min Haand og forlod mig for at
gaa til Lady Merrenden.

Jeg er kommet op i min lille Dagligstue som et andet Menneske. Hele
Verden drejer sig for mig om en anden Akse, og alt det i et Tidsrum
af tre korte Timer.


                                                   _Claridges_.
                                        Sndag Aften den 27. Novbr.

Sent i Aften, da jeg havde lukket min Dagbog, fik jeg et Brev fra
Robert. Jeg var lige begyndt at spise til Middag.

Jeg rev det op, inden i det laa der et andet, jeg ventede ikke for at
se fra hvem, jeg var alt for ivrig efter at lse hans. Jeg klistrer
det ind her.

                                            "Carlton House Terrace.

    Min egen Evangeline!

Jeg har haft en lang Samtale med Tante Sophia, og hun er saa sd og
god som vel muligt, men hun er bange for, at Torquilstone vil vre
lidt vanskelig (det bryder jeg mig ikke om, intet skal skille os ad
nu). Hun beder mig om ikke at gaa hen og besge dig i Aften, da hun
tror, at det er bedre for dig, at jeg ikke kommer til Hotellet saa
sent. Ls hendes Brev, og du skal se, hvor sd hun er. Jeg kommer i
Morgen, saa snart jeg er frdig med Tjenesten, omtrent Klokken tolv.
Pas godt paa dig selv! Hvilken Forskel paa i Aften og i Aftes! Jeg
var saa forfrdelig ulykkelig og rastls -- og i Aften! Du kan nok
gtte det! Jeg er ikke halvt god nok til dig, min yndige, smukke
Dronning -- men jeg tror, jeg vd, hvorledes jeg skal gre dig
lykkelig. Jeg elsker dig! Godnat, min egen.

                                                         _Robert_."

"Send mig et Par Ord med min Tjener, jeg har sagt, at han skulde
vente."

Jeg har aldrig fr faaet et Krlighedsbrev. Hvor det var
vidunderligt! Og jeg bvede af Henrykkelse over det! Nu kan jeg
naturligvis indse, at jeg hele Tiden har vret frygtelig forelsket i
Robert, men jeg vidste det ikke rigtigt! Jeg faldt hen i en Slags
lyksalig Drm, og saa tog jeg mig sammen for at lse Lady Merrendens
Brev. Jeg stter ikke hendes ind i Bogen, det fylder alt for meget,
og jeg kan ikke lukke Laasen -- det er et meget sdt lille Brev, hun
siger, at Robert har fortalt hende Nyheden, og at hun er beredt til
at tage imod mig som sin kreste Nice, og at gre alt, hvad hun kan
for os. Hun haaber, at jeg ikke vil synes, at hun er kedelig og
gammeldags, fordi hun har sagt, at Robert hellere ikke maa se mig
mere i Aften, og hvis det ikke er mig ubelejligt, vil hun selv komme
i Morgen Formiddag og tale om, hvad der er bedst at gre.

Vronique sagde, at Lord Roberts Tjener ventede udenfor Dren, saa
jeg flj hen til mit Bord og begyndte at skrive. Min Haand rystede,
saa jeg slog en Klat, og jeg maatte rive det Ark itu, saa skrev jeg
et andet. Blot et Par Ord. Jeg var forskrkket; jeg kunde ikke sige
krlige Ting i et Brev, jeg havde ikke engang sagt mange til ham --
endnu.

"Jeg blev glad for dit Brev," begyndte jeg, "jeg synes, at Lady
Merrenden har Ret. Jeg vil vre hjemme Klokken tolv og vre meget
glad ved at se dig." Jeg vilde gerne have sagt, at jeg elskede ham,
og at jeg syntes, der var meget lnge til Klokken tolv, men saadan
noget kan man naturligvis ikke skrive -- saa endte jeg blot med "en
krlig Hilsen fra Evangeline".

Saa lste jeg det igennem, og det ld affektert og dumt -- men med
Tjeneren ventende der ude i Gangen og Vronique vimsende ud og ind af
mit Sovevrelse og Tjeneren, der bragte min Middag op, kunde jeg ikke
blive ved med at rive Breve itu og skrive andre, det sa alt for
forvirret ud, saa det blev puttet i en Konvolut. Saa tog jeg i et af
de Sekunder, hvor jeg var alene, en Viol fra en Buket paa Bordet og
puttede den i med. Gud vd, om han vil synes, at det er sentimentalt
af mig! Da jeg havde skrevet Navnet, havde jeg ingen Anelse om,
hvortil jeg skulde adressere det. Hans var skrevet fra Carlton House
Terrace, men dr var han jensynlig ikke nu, da hans egen Tjener
havde bragt det. Jeg flte mig saa nervs og urolig, det var alt for
latterligt -- jeg er i Reglen meget rolig. Jeg kaldte paa Tjeneren og
spurgte ham, hvor Hans Herlighed var nu? Jeg kunde ikke lide at sige,
at jeg ikke vidste, hvor han boede.

"Hans Herlighed er i Vavasour House, Frken," sagde han rbdigt, men
med den svageste Skygge af Forbavselse over, at jeg ikke vidste det.
"Hans Herlighed spiser hjemme i Aften sammen med Hans Naade."

Jeg skrev et Brev til Lady Merrenden -- det vilde glde mig meget at
se hende om Formiddagen, paa hvilken som helst Tid der passede hende
bedst. Jeg vilde slet ikke gaa ud, og jeg takkede hende. Det var
meget lettere at skrive til hende end til Robert.

Da jeg blev alene, kunde jeg ikke spise. Vronique kom ind for at
forsge paa at overtale mig. Jeg sa saa bleg ud, sagde hun, hun var
bange for, at jeg var blevet forklet, hun var i en af sine "gamle
Moder" Sindsstemninger, hvor hun sommetider opgiver tredie Person og
kalder mig "_mon enfant_".

"Aa, Vronique, jeg er ikke blevet forklet, jeg er kun vildt
lykkelig!" sagde jeg.

"Mademoiselle er uden Tvivl _fianc_ med Hr. Carruthers. _Oh! mon
enfant adore_," udbrd hun, "_que je suis contente_!"

"Gud bevares, nej!" udbrd jeg. Dette fik mig til med Forfrdelse at
tnke paa Christopher. Hvad vilde han sige, naar han hrte det?

"Nej, Vronique, med n, der er meget bedre -- Lord Robert Vavasour."

Vronique var frygtelig interesseret -- hun vilde have foretrukket
Hr. Carruthers, indrmmede hun, han var mere solid -- mere _rang_ --
_plus  fin de ses btises_, men uden Tvivl var "Milor" ogsaa
indtagende, og saa vilde Mademoiselle ganske sikkert en Gang blive
Duchesse. Hvad Slags Krone vilde Mademoiselle imidlertid have paa sit
Udstyr?

Jeg var ndt til at forklare hende, at jeg ikke skulde have nogen
Krone -- eller noget Udstyr for ubestemt Tid, da intet endnu var
afgjort. Det dmpede hende lidt.

"_Un frre de duc et pas de couronne!_" Efter at have vret syv Aar i
England var hun endnu ikke i Stand til at forstaa disse underlige
Sdvaner, sagde hun.

Hun vilde endelig putte mig i Seng lige efter Middag -- "for at vre
smukkere for 'Milor' _demain_!" og saa, da hun havde pakket mig ind
og var ved at slukke Lyset midt i Stuen, sa hun sig tilbage.
"Mademoiselle er alt for smuk saaledes," sagde hun, som om det slap
hende ud af Munden -- "_Mon Dieu! il ne s'embtera pas, le
Monsieur!_"


                                                   _Claridges_.
                                                     Mandag Morgen.

Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, fr jeg traf Robert. Jeg
gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud vd, Gud vd, om jeg,
hvis Hertugen bliver ved med at vre halsstarrig med Hensyn til mig,
nogensinde kan faa Sjlsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at
delgge hans Fremtid.

Det er saa kort Tid siden -- endnu ikke fire Uger -- at jeg endnu var
paa Branches og spekulerede paa, hvad der fik Uret til at gaa rundt
-- Livets store Urvrk.

Aa, nu vd jeg det! Det er at vre forelsket -- frygtelig forelsket,
som vi er det. Men jeg maa forsge paa ikke at tabe Hovedet og huske
alle Lady Vers Bemrkninger om Ting og Mnd. De er allesammen
Kamphaner, og de maa aldrig fle sig ganske sikre. Det vil blive
frygtelig vanskeligt at drille Robert, fordi han er saa ligefrem og
naturlig; men jeg maa vel prve det. Maaske er det nok til at plage
Robert, at jeg er saa kn, som jeg er, og at alle de mandlige Vsener
ser paa mig med Interesse, saa jeg ikke selv behver at vre kedelig.
Det haaber jeg, for jeg elsker ham virkelig saa hjt, at jeg gerne
vil vre naturlig og vre saa elskvrdig som muligt.

Jeg gr alt det, som jeg fr fandt fuldkommen dumt, naar jeg hrte om
det. Jeg kyssede hans Brev og sov med det paa Puden ved Siden af mig,
og i Morges vaagnede jeg Klokken seks og tndte det elektriske Lys
for at lse det igen. Der er enkelte Steder, hvor Ordene er helt
udviskede, det er dr, hvor jeg har kysset mest!

Jeg synes at vre uflsom for alt andet. Jeg er ligeglad, om Lady Ver
er vred eller ikke. Jeg har handlet rligt. Hun kunde ikke vente, at
jeg skulde handle anderledes, naar Robert havde sagt rent ud, at han
elskede mig. Men jeg er sikker paa, at hun alligevel bliver vred over
det, og sandsynligvis lidt ondskabsfuld.

Jeg vil simpelthen skrive Sandheden til hende om et Par Dage, naar vi
ser, hvordan det gaar. Hun gtter det maaske, fordi Robert ikke
kommer til Sedgwick.


                                                   _Claridges_.
                                                Mandag Eftermiddag.

Klokken halv tolv i Formiddags kom Lady Merrenden, og Stuen var fuld
af Blomster, som Robert havde sendt -- Masser af Violer og Roser. Hun
kyssede mig og holdt mig et jeblik tt ind til sig, og vi talte
ikke. Saa sagde hun med en Stemme, der sklvede lidt:

"Jeg holder saa meget af Robert -- nsten som om han var mit eget
Barn -- at jeg gerne vil have, at han skal vre lykkelig, og De
ogsaa, Evangeline -- det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?"

Jeg trykkede hendes Haand.

"De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte
Krlighedens vilde Foraarstid. Og jeg behver ikke at sige, at jeg
vil gre alt, hvad jeg kan, for jer begge."

Saa talte og talte vi.

"Jeg maa tilstaa," sagde hun til sidst, "at jeg var forud indtaget
til Gunst for Dem for Deres kre Faders Skyld, men i alt Fald er min
Mening om Roberts Dmmekraft saa hj, at jeg vilde have vret beredt
til at finde Dem indtagende uden det. Han har de sjldneste
Egenskaber, han er den mest trofaste, mest uplettede Sjl i denne
Verden."

"Jeg siger ikke," vedblev hun, "at han ikke er akkurat som de andre
unge Mnd paa hans Alder og i hans Samfundsklasse; han er intet
Dydsmnster, hvilket ingen kan vre, som er menneskelig og lever i
Verden. Og jeg er vis paa, at venlige Venner vil fortlle Dem
Historier om Skuespillerinder og andre Adspredelser, men jeg, som
kender ham, siger Dem, at De har vundet den bedste og strste Skat i
Verden."

"Aa, det er jeg sikker paa!" sagde jeg. "Jeg vd ikke, hvorfor han
holder saa meget af mig, han har set mig saa lidt, men det begyndte
lige fra det frste Minut hos os begge, tror jeg. Han har saadan en
smuk Skikkelse."

Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle
disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Vrk. "De
behver ikke at svare, kre Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe --
hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gre ved det; hun mener
ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar
over. Jeg tror, at hun i Virkeligheden holder meget af Sir Charles."

"Ja--a--a," sagde jeg.

"Det er en underlig Verden, vi lever i, Barn," fortsatte hun, "og
sand Krlighed og Overensstemmelse i Karakter er saa sjldent
forenede, men efter hvad jeg kan dmme, ejer De og Robert dem."

"Aa, hvor jeg er glad over, at De siger det!" udbrd jeg. "De tror
altsaa ikke, at jeg _maa_ vre slet paa Grund af mine Farver?"

"Hvilken latterlig Id, De sde Barn!" sagde hun og lo. "Hvem har
sagt det til Dem?"

"Det sagde Fru Carruthers -- og -- og -- de gamle Herrer, og selv Hr.
Carruthers hentydede til, at jeg sandsynligvis havde nogle underlige
Egenskaber. Men De tror nok, at jeg er i Stand til at vre temmelig
god, ikke sandt?"

Jeg kunde se, at hun morede sig, men jeg var alvorlig.

"Jeg tror, at De sandsynligvis kunde vre blevet lidt slem, hvis De
var blevet gift med en Mand som Hr. Carruthers," sagde hun smilende;
"men med Robert er jeg sikker paa, at De bliver god. Han vil aldrig
forlade Dem et jeblik, og han vil elske Dem saa hjt, at De ikke vil
faa Tid til noget andet."

"Aa, det er det, jeg vil kunne lide -- at blive elsket," sagde jeg.

"Jeg tror, at alle Kvinder kan lide det," sukkede hun. "Vi kunde
allesammen vre gode, hvis den Person, som vi elsker, blev ved med at
vre demonstrativ. Det er den kolde, dagligdags Hengivenhed, der
drber Krligheden og faar n til at se efter den andre Steder for at
finde den igen."

Saa talte vi om Mulighederne med Hertugen. Jeg sagde hende, at jeg
kendte hans _toquade_, og hun kendte naturligvis fuldt ud Mamas
Historie.

"Jeg maa sige Dem, kre Barn, at jeg er bange for, at han bliver
vanskelig," sagde hun. "Han er en underlig fordomsfuld Person, og
meget halstarrig, og han tilbeder Robert, som vi alle gr det."

Jeg vilde ikke sprge, om Hertugen havde fattet Uvillie imod mig, for
jeg vidste, at han havde det.

"Jeg indbd Dem med Villie til at mde ham i Lrdags," vedblev hun.
"Jeg var sikker paa, at Deres Ynde vilde gre Indtryk paa ham,
ligesom paa mig og min Mand -- men nu spekulerer jeg paa, om det
maaske ikke havde vret bedre at vente. Han sagde, da De var gaaet,
at De var meget for smuk for en Families Fred, og han beklagede Hr.
Carruthers, hvis han blev gift med Dem! Det er ikke min Mening at
saare Dem, Barn, jeg siger Dem kun alt, for at vi kan tale om, hvad
der er bedst at gre."

"Ja, det vd jeg," sagde jeg, og jeg trykkede igen hendes Haand, hun
stikker ikke Klerne frem som Lady Ver.

"Hvor vidste han noget om Hr. Carruthers?" spurgte jeg, "eller om mig
-- eller om nogenting?"

Hun sa skamfuld ud.

"Man kan aldrig sige, hvor han hrer noget fra. Han interesserede sig
uhyre for at trffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end
jeg. Jeg er nsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra
Tjenestefolkene."

"Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg.
"Saa kan han ikke gre ved det, ikke mere end jeg kunde gre ved, at
jeg grd i Gaar i Parken, medens Robert sa paa det. Naturligvis
kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for
den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige,
og den var n Generation lngere tilbage, saa det er ikke
sandsynligt, at jeg skulde gre den Slags Ting."

Hun lnede sig tilbage i Stolen og lo.

"De slsomme, slsomme Barn, Evangeline," sagde hun.

Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom.

Aa! man taler om Hjertebanken. Hvis mit Hjerte skal blive ved med at
hoppe saaledes, hver Gang Robert trder ind i Stuen, saa faar jeg en
Hjertesygdom, fr der er gaaet et Aar.

Han sa saa indtagende ud, han var i almindelig Formiddagsdragt, og
hans Ansigt straalede, og hans jne skinnede som blaa Stjerner.

Vi opfrte os pnt; han kyssede kun min Haand, og Lady Merrenden sa
hen paa Uret imedens. Hun har Takt!

"Er min Evangeline ikke yndig, Tante Sophia?" sagde han. "Og elsker
du ikke hendes rde Haar?"

"Det er meget smukt," sagde Lady Merrenden.

"Naar du gaar fra os, vil jeg tage det hele ned," og han hviskede:
"Min egen Skat, jeg elsker dig," saa tt, at hans Lber rrte ved mit
re, medens han lod, som om han ingenting gjorde! Jeg siger igen,
Robert har et Vsen, som kunde fortrylle en Stensttte.

"Hvordan var Torquilstone i Aftes?" spurgte Lady Merrenden. "Og
fortalte du ham noget?"

"Ikke et Ord," svarede Robert. "Jeg vil vente og raadfre mig med jer
begge om, hvad der vilde vre det bedste. Skal jeg gaa til ham
straks, eller skal vi igen lade ham trffe min Evangeline og lade
hende fortrylle ham, som hun er ndt til, og saa sige ham det?"

"Nej, sig det rent ud!" udbrd jeg, da jeg huskede hans Tilbjelighed
til at tale med Tjenestefolkene, og at Vronique vidste det. "Saa kan
han aldrig nogensinde sige, at vi har narret ham."

"Det synes jeg ogsaa," sagde Robert.

"Tag du Evangeline med hjem til Lunch, Tante Sophia, saa vil jeg gaa
hjem og spise sammen med ham og sige ham det, og saa bagefter komme
til dig."

"Ja, det vil vre det bedste," og det blev bestemt, at hun skulde
komme igen og hente mig om en Time, naar Robert skulde gaa hjem til
Vavasour House. Han fulgte hende ud til Elevatoren og kom saa
tilbage.

Nej -- ikke engang i denne lukkede Bog vil jeg skrive om den Time --
den var for guddommelig. Hvis jeg havde syntes, at det var Himlen at
sidde i Parken, saa vd jeg nu, at der er Grader af Himlen, og at
Robert underviser mig op imod den syvende.


                                      Mandag Eftermiddag (fortsat).

Jeg glemte at sige, at der kom et Brev fra Christopher med
Morgenposten -- det fik mig til at le, da jeg lste det, saa glemte
jeg det igen, men da Lady Merrenden kom tilbage efter mig, og vi var
mere eller mindre fornuftige igen -- Robert og jeg -- tnkte jeg paa
det; og det gjorde han tilsyneladende ogsaa.

"Har du tilfldigvis hrt fra Christopher, om han har faaet dit Brev
fra i Gaar Aftes eller ikke?" spurgte han.

Jeg gik og hentede det fra mit Sovevrelse, da jeg tog min Hat paa.
Robert lste hjt:

                                 _"Travellers" Klub_, Sndag Aften.

"_Souvent femme varie, fol qui se fie!_" Jeg haaber, at De har fundet
Deres Variation Umagen vrd.

                                                            "C. C."

"Pokkers uforskammet!" sagde han paa sin gamle Maade; han havde ikke
benyttet noget "Krydderi paa Samtalen", siden vi blev -- aa, jeg vil
saa gerne sige det -- forlovede!

"Vr forsigtig, kre Evangeline," sagde Lady Merrenden muntert,
"ellers knkker Robert Halsen paa enhver Mand paa Gaden, der blot ser
paa Dem! Han er vanvittigt skinsyg."

"Ja, det vd jeg, at jeg er," sagde Robert, medens han rettede paa
mit Slips med den ugenerte Besiddermine, som jeg holder saa meget af.

Nu tilhrer jeg ham, og hvis mit Slips ikke sidder saaledes, som han
kan lide det, har han fuldkommen Ret til at binde det om! Lige meget,
hvem der er til Stede! Det er hans Mening, ikke Spor af Ceremoni
eller Vrvl, alting ganske ligefremt og naturligt!

Det gr det hele saa behageligt. Da jeg var "Frken Travers" og han
"Lord Robert", var han altid rbdig og ikke familir -- undtagen den
ene Aften, da han var saa rasende, at han kneb mig i Fingeren! Men
nu, da jeg er _hans_ Evangeline og han _min_ Robert (saaledes
forklarede han mig det i en af vore Paradistimer), er jeg hans
Dronning og hans Elskede -- men paa samme Tid hans Ejendom, akkurat
som hans Ur og hans Frakke. Jeg elsker det, og det gr mig ikke en
Smule "overlegen", som man skulde have troet.

"Kom nu, Brn!" sagde Lady Merrenden til sidst, "ellers kommer vi for
sent!"

Saa tog vi af Sted, og vi satte Robert af paa Vejen, ved Vavasour
House. Det er et pragtfuldt Sted, nede i en af de Sidegader, der
vender ud til Green Park, og der er en lille Have paa den Side. Jeg
har aldrig fr vret nede ved den lille Plads, hvor det ligger, men
enhver kan naturligvis se dets pragtfulde Faade fra St. James' Park,
sknt jeg aldrig har vidst, at det var Vavasour House.

"God Lykke," hviskede Lady Merrenden, da Robert steg ud, og saa krte
vi videre.

Der var flere forskellige Mennesker til Lunch paa Carlton House
Terrace, et Par Ministre og en bermt Romanforfatter og en stor
Portrtmaler, foruden to eller tre yndige Kvinder, den ene var smuk
og fiks som Lady Ver, den anden sa mere almindelig ud, men havde et
saa elskvrdigt Vsen. Der var ingen rigtigt gammeldags Personer som
Montgomeries. Vi fik en dejlig Lunch, og jeg gjorde mig Umage for at
vre elskvrdig og gre mit bedste for at behage min kre Vrtinde.
Da de alle var gaaet, tror jeg, at vi begge begyndte at blive nervse
og lnges efter, at Robert skulde komme. Saa talte vi om Gsterne.

"Det morer min Mand at se flere forskellige Slags Mennesker," sagde
hun, "men vi havde ikke noget videre interessant i Dag, maa jeg
tilstaa -- sknt sommetider keder Forfatterne og Forfatterinderne mig
-- og de er ofte meget skuffende, man bryder sig ikke mere om at lse
deres Bger, naar man har set dem."

Jeg sagde, at det vilde jeg gerne tro.

"Jeg bryder mig ikke meget om knoppende Genier," fortsatte hun, "jeg
foretrkker at vente, indtil de er blevet til noget -- lige meget
hvorledes deres Oprindelse er -- saa har de paa Vejen opad erhvervet
sig en vis ydre Opdragelse, og de stder ikke n saa meget. Merrenden
forstaar udmrket at bedmme den menneskelige Natur, og Forandring
morer ham. Hvis jeg var overladt til mig selv, er jeg bange for, at
jeg vilde vre tilfreds med mindre begavede Mennesker, som simpelt
hen hrte til min egen Verden."

I alt, hvad hun siger, kan man mrke, hvorledes hun tnker paa og
tager Hensyn til Lord Merrenden og hans nsker og Smag.

"Jeg synes altid, at det er saa grusomt imod ham, at vi ingen Brn
har," sagde hun; "Titlen uddr med ham, saa jeg maa gre ham saa
lykkelig, som jeg kan."

Hvilken god og retfrdig Kvinde.

Til sidst talte vi om Robert, og hun fortalte mig Historier fra hans
Drengetid, morsomme Etonhistorier og senere Bedrifter. Og om, hvor
modig og prgtig han havde vret i Krigen; og om, hvorledes Folkene
paa Torquilstone allesammen elskede ham; og om hans Popularitet og
Indflydelse hos dem. "De maa faa ham til at gaa ind i Parlamentet,"
sagde hun.

Saa kom Robert ind i Stuen. Aa, hans kre Ansigt talte, der behvedes
ingen Ord! Man kunde se, at Hertugen havde vret haardhjertet.

"Naa?" sagde Lady Merrenden.

Robert kom lige over til mig og tog mit Ansigt i begge sine Hnder.
"Min egen Elskede," sagde han, "frem for alt vil jeg have, at du skal
vide, at jeg elsker dig hjere end alt andet i Verden, og at intet
kan gre nogen Forskel," og han kyssede mig lige for jnene af sin
Tante. Hans Stemme var saa bevget -- og jeg vd, at vi alle havde en
lille Klump i Halsen; saa stillede han sig foran os, men han holdt
mig i Haanden.

"Torquilstone var rdsom, kan jeg se," sagde Lady Merrenden. "Hvad
sagde han, Robert -- sig os alt? Evangeline nsker det ogsaa, er jeg
sikker paa, lige saa vel som jeg."

Robert sa meget bleg og alvorlig ud, man kan se, hvor bestemt hans
Mund i Virkeligheden er, og hvor faste hans kre, blaa jne.

"Jeg sagde til ham, at jeg elskede Evangeline, som jeg havde
forstaaet, at han havde truffet i Gaar, og at det var min Hensigt at
gifte mig med hende --"

"Og han svarede?" spurgte Lady Merrenden aandelst.

Jeg holdt kun fastere paa Roberts Haand.

"Han bandede som en Matros og satte sit Glas saa haardt ned paa
Bordet, at det knustes -- en modbydelig Hidsighed -- jeg skammede mig
over ham. Saa sagde han, aldrig, saa lnge han levede og kunde
forhindre det -- og at han havde hrt noget om min Bedaarelse, og da
jeg ikke plejede at have det paa den Maade, havde han undersgt Sagen
og fundet, at Familien var hjst utilfredsstillende. Saa var han
kommet her i Gaar i det jemed at se dig -- min Skat, og han havde
dmt for sig selv. Pigen var en 'djvelsk Sknhed' (hans Ord, ikke
mine) med de uartigste, mest udfordrende jne og en Mund -- Nej, jeg
kan ikke sige Resten, og det gr mig for rasende!" og Roberts jne
lynede.

Lady Merrenden rejste sig fra sin Stol og kom hen og tog min anden
Haand. Jeg flte mig, som om jeg ikke kunde staa hj og rank nok.

"Kort og godt, han har absolut ngtet at have noget at gre med
Sagen; han siger, at jeg skal ikke vente noget mere fra ham, og vi er
skilt fra hinanden for bestandig!"

"Aa, Robert!" udbrd Lady Merrenden forfrdet.

Robert lagde sine Arme omkring mig, og hans Ansigtsudtryk forandredes
til straalende Glde.

"Naa, det bryder jeg mig ikke om -- hvad har det at sige! Nogle faa
Ejendomme og Tusinder i en dunkel Fremtid -- Tabet af dem er
ingenting for mig, naar jeg blot har min Evangeline nu."

"Men, kreste Robert," sagde Lady Merrenden, "du kan umuligt leve
uden det, han giver dig, hvad har du selv? Omtrent atten Hundrede
Pund om Aaret, antager jeg, og du vd, min egen Dreng, at du ofte har
Gld. Han betalte fem Tusind Pund for dig sidste Paaske. Aa, hvad
skal vi gre!" og hun slog sine Hnder sammen.

Jeg flte mig, som om jeg var blevet til Sten. Skulde al denne
guddommelige Lykke smutte ud af mine Hnder? Ja, det sa ud til det,
for jeg kunde aldrig slbe Robert ind i Fattigdom og delgge hans
Fremtid.

"Han kan ikke berve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tnder
Land, som nsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere
over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!"

"Nej!" sagde Robert. "Det vilde ikke vre til den mindste Nytte, og
det vil se ud, som om vi vilde bede ham om noget." Hans Ansigt var
blevet saa inderlig bedrvet, da Lady Merrenden talte om hans Penge.

"Elskede!" sagde han med brudt Stemme. "Nej, det er sandt, det vilde
ikke vre rigtigt at gre dig til Tigger. Jeg vilde vre en Slyngel,
hvis jeg bad dig om det. Vi maa se at finde paa en Maade at bldgre
min Broder paa!"

Saa talte jeg.

"Robert," sagde jeg, "hvis du kun var John Smith, vilde jeg sige, at
jeg gerne vilde bo med dig i en Hytte, eller endogsaa i en mrk Gyde
-- men det er du ikke, og jeg vilde ikke for alt i Verden drage dig
ned, ud af det, der er din Stilling i Livet -- det vilde vre en
daarlig Krlighed. Hvis alt slaar fejl, maa vi skilles, og du maa
glemme mig."

Han tog mig i sine Arme, og vi hrte Dren blive lukket. Lady
Merrenden havde ladet os vre alene. Den nste halve Time var fuld af
Kval og guddommelig Lykke paa samme Tid.

"Jeg vil aldrig glemme dig, og aldrig i Verden vil jeg tage en anden
Kvinde, det svrger jeg ved Gud," sagde han til sidst. "Hvis vi maa
skilles, er al Glde i Livet forbi for mig."

"Og for mig ogsaa, Robert!"

Vi gav hinanden de lidenskabeligste Krlighedslfter, men jeg vil
ikke skrive dem her, der er en anden lukket Bog, i hvilken jeg gemmer
dem -- min Sjls Bog.

"Vilde det vre til nogen som helst Nytte, hvis Oberst Tom Carden
talte med ham?" spurgte jeg. "Han var min Faders Forlover ved hans
Bryllup, og han vd alt, hvad man kan faa at vide om stakkels Mama,
og tror du ikke, da Mamas Fader var Lord Brandreth, et meget gammelt
Baroni, tror jeg det er -- aa! kan det gre saa stor en Forskel paa
Brnene, at deres Forldre ikke har gennemgaaet Bryllupsceremonien?
Jeg -- jeg -- jeg vd ikke meget om den Slags Ting!"

"Min sde Skat!" sagde Robert, og trods al vor Sorg smilede han og
kyssede mig, "min sde, sde Evangeline."

"Men kender Hertugen alle Enkelthederne ved Historien," spurgte jeg,
da jeg kunde tale -- det kan man ikke, naar man bliver kysset.

"Hver en Smule, lader det til. Han siger, han vil ikke diskutere den
Sag, jeg maa vide, at det er nok, da jeg altid har kendt hans
Synspunkter, men hvis det ikke er tilstrkkeligt, er din vilde,
ryggeslse Sknhed det. Du vilde ikke vre mig tro i et Aar, sagde
han. Jeg kunde neppe afholde mig fra at drbe ham, da han kastede mig
det i Ansigtet."

Jeg flte, at jeg blev hidsig. Hvor frygteligt uretfrdigt -- hvor
grusomt. Jeg gik hen og sa mig i Spejlet -- et stort Spejl, der hang
mellem Vinduerne -- og trak Robert med mig.

"Aa! sig mig, sig mig, hvad det er. Ser jeg saa slem ud? Det er
sikkert en Forbandelse, der hviler paa mig!"

"Naturligvis ser du ikke slem ud, min egen Evangeline!" udbrd
Robert. "Du er fuldkommen smuk -- en slank, statelig, vidunderlig
Tigerlillie -- men -- men -- du ser ikke kold ud -- og det er dit
rde Haar og disse bedaarende grnne jne og din yndige, hvide Hud og
sorte jenvipper, der, der -- aa! du vd det nok, du sde! Du ser
ikke ud som Mlk og Brd, du er fuldkommen attraavrdig, og du kunde
faa enhver Mands Hjerte til at banke."

Jeg tnkte paa den Aften til "Carmen".

"Ja, jeg er ond," sagde jeg, "men jeg vil aldrig vre det mere -- kun
akkurat nok til altid at faa dig til at elske mig, for Lady Ver
siger, at Sikkerhed faar Mnd til at gabe. Men selv slette Mennesker
kan elske med en stor, stor Krlighed, og det kan gre dem gode. Hvis
han blot vidste, hvor hjt jeg elsker dig, Robert, er jeg sikker paa,
at han vilde vre god imod os."

"Men hvorledes skal vi sige ham det?"

Saa fik jeg pludselig en Tanke, der fyldte mig med en voldsom
Spnding.

"Vil du lade vre med at gre noget fr i Morgen?" sagde jeg. "Jeg
har en Id, som jeg ikke vil sige til nogen. Lad os gaa tilbage til
Claridges nu, og kom ikke og besg mig igen, fr i Morgen Klokken
tolv. Hvis det saa er mislykket, vil vi sige Farvel. Det er en
fortvivlet Chance!"

"Og du vil ikke sige mig, hvad det er?"

"Nej -- stol paa mig -- husk paa, det er mit saa vel som dit Liv, det
glder om."

"Min Dronning!" sagde han. "Ja, jeg vil gre det, eller hvad som
helst andet du nsker, kun _aldrig, aldrig_ sige Farvel. Naar alt
kommer til alt er jeg dog en Mand, og jeg har mange indflydelsesrige
Slgtninge. Jeg kan bestille andet i Livet end netop at vre
Garderofficer, og vi skal faa Penge nok til at leve lykkeligt af --
selv om vi ikke bliver meget rige. Jeg vil aldrig sige Farvel --
hrer du. Lov mig, at du heller aldrig vil det."

Jeg tav.

"Evangeline, Elskede!" udbrd han angstfuld med jenbrynene helt oppe
paa den gamle Maade, medens to store Taarer kom op i hans smukke
jne. "Min Gud! vil du ikke svare?"

"Jo, jeg vil!" sagde jeg, og jeg kastede mit Forbehold ud for alle
Vinde og slyngede mine Arme lidenskabeligt om hans Hals.

"Jeg elsker dig med mit Hjerte og min Sjl, og jeg beder til Gud, at
vi aldrig maa komme til at sige Farvel."

Da jeg kom tilbage til Claridges, flte jeg mig for frste Gang i mit
Liv lidt svag. Lady Merrenden havde selv krt mig dertil, og havde
forladt mig med alle mulige Forsikringer om sin Krlighed og
Hengivenhed for os begge. Jeg havde sagt Farvel til Robert paa
Carlton House Terrace.

Ingen af dem kender mig -- helt -- eller vd, hvad jeg kan og vil
gre.


                                                   _Claridges_.
                                                      Mandag Aften.

Jeg flte, at jeg for at udfre min Plan maatte berolige mit Sind
lidt, saa skrev jeg i min Dagbog, og det gjorde mig roligere.

Af alt, hvad jeg var sikker paa i Verden, var jeg mest sikker paa, at
jeg elskede Robert meget for hjt til at ville skade hans
Fremtidsudsigter. Paa den anden Side var det alt for grusomt imod os
begge at kaste ham bort uden Kamp. Selv om Mamas Moder var af
tarvelig Herkomst, var hele Resten af min Familie prgtige gamle
Kmper og Gentlemen, og jeg bad til deres Aander om at hjlpe mig nu.

Saa ringede jeg og forlangte noget Isvand, og da jeg havde tnkt dybt
i nogle Minutter, medens jeg drak det, satte jeg mig ved mit
Skrivebord. Min Haand rystede ikke, sknt jeg var i en frygtelig
Spnding. Jeg skrev frst udenpaa Konvolutten, for at berolige mig.

        Til Hans Naade
            Hertugen af Torquilstone,
                Vavasour House,
                    St. James, S. W.

Saa lagde jeg den til Side.

"Det er mig, Evangeline Travers, som skriver," begyndte jeg uden
Indledning, "og jeg beder Dem om en Samtale -- enten her i min
Dagligstue i Aften, eller jeg vil komme til Dem i Vavasour House. Jeg
har forstaaet, at Deres Broder, Lord Robert, har sagt Dem, at han
elsker og nsker at gifte sig med mig, og at De har ngtet Deres
Samtykke, dels paa Grund af min Families Historie, men hovedsagelig
paa Grund af, at min Type mishager Dem. Jeg tror, at det i fordums
Dage var en af en hjtstaaende Adelsmands Forrettigheder at uddele
Retfrdighed. I mit Tilflde er det endnu Deres Forrettighed af
Hflighed, og jeg forlanger den af Dem. Hvis De, naar vi har talt en
kort Tid sammen, endnu fastholder Deres Mening om mig og _overbeviser
mig om_, at det er til Deres Broders Lykke, svrger jeg ved mit
resord, at jeg aldrig vil se ham mere.

                                      Deres forbundne
                                             _Evangeline Travers_."

Jeg lagde det hurtigt i en Konvolut og lukkede den. Saa ringede jeg,
og fik det sendt med et Bud i en Droske, som skulde vente paa Svar.
Gud vd, om jeg nogensinde i mit Liv skal komme til at gennemgaa
saadanne femogtyve Minutter som dem, der gik, fr Tjeneren bragte mig
et Brev til Svar.

Selv om Dagbogen ikke kan lukkes, maa jeg stte det ind i den.

                                  "_Vavasour House, St. James_,
                                                      28. November.

Frken Travers! Jeg har modtaget Deres Brev, og beder Dem undskylde,
at jeg ikke kommer til Dem i Deres Hotel i Aften, da jeg fler mig
meget utilpas, men hvis De vil gre mig den re at komme til Vavasour
House, naar De har modtaget dette Brev, vil jeg diskutere den omtalte
Sag med Dem, og jeg haaber, De vil tro, at De kan stole paa min
_Retfrdighed_.

                                       Deres rbdige
                                                   _Torquilstone_."

"Hans Naades Vogn venter paa Dem, Frken," sagde Tjeneren, og jeg
flj ind til Vronique.

Jeg lod hende klde mig hurtigt paa. Jeg bar akkurat den samme Dragt,
som han havde set mig i fr, dyb Sorg, og overordentlig kldelig.

Ti Minutter efter sad Vronique og jeg i Vognen og krte af Sted. Jeg
talte ikke.

Jeg blev jensynlig ventet, for da Vognen standsede, flj de store
Dre op, og jeg kunde se ind i den dunkle, pragtfulde Forhal.

En slvhaaret, statelig, gammel Tjener frte mig af Sted, forbi en
Rkke pudrede Tjenere, ned ad en Korridor, der var svagt oplyst af
Lamper med Skrme (Vronique blev overladt til Tjenernes
Barmhjertighed). Saa aabnede den gamle Mand en Dr, og uden at nvne
mit Navn meldte han kun: "Damen, Deres Naade," han holdt Dren aaben
for mig og gik saa ud og lukkede den sagte efter mig.

Det var et meget stort Vrelse, med pragtfulde, mrke, udskaarne
Paneler i Louis XV. Stil, det smukkeste, jeg nogensinde har set i sin
Slags, men det var saa svagt oplyst med den samme Slags Lamper med
Skrme, at man neppe kunde se ind i Krogene.

Hertugen sad sammenkrben i en Stol, han sa frygtelig bleg og syg
ud, og han havde et uudforskeligt Udtryk i sit Ansigt. At tnke sig,
at et Menneske, der ser saa gammel og forkrblet ud, kan vre selv
Roberts Halvbroder!

Jeg gik henimod ham, han rejste sig med Besvr, og dette er den
Samtale, vi frte:

"De maa ikke rejse Dem," sagde jeg, "maa jeg stte mig lige overfor
Dem."

"Undskyld min Mangel paa Hflighed," svarede han og pegede paa en
Stol, "men min Ryg volder mig store Smerter i Dag."

Han sa ud som saadant et stakkels, elendigt, utilfreds, ulykkeligt
Vsen, at jeg ikke kunde lade vre med at blive rrt.

"Aa, det gr mig saa ondt!" sagde jeg. "Hvis jeg havde vidst, at De
var syg, vilde jeg ikke have forstyrret Dem nu."

"Retfrdigheden maa helst ikke vente," svarede han med et lunefuldt,
spottende, bittert Smil. "Forklar Deres Sag."

Saa drejede han pludselig op for en elektrisk Lampe i Nrheden af
mig, saa Lyset faldt lige paa mit Ansigt. Jeg fo'r ikke sammen. Det
glder mig at kunne sige, at jeg har strke Nerver.

"Min Sag er denne: For det frste elsker jeg Deres Broder hjere end
alt andet i Verden --"

"Muligvis. Det har en Mngde Kvinder gjort," afbrd han mig. "Naa?"

"Og han elsker mig," fortsatte jeg, uden at ndse Afbrydelsen.

"Indrmmet. Det er en Situation, der forefalder hver Dag mellem unge
Taaber. De har kendt hinanden omtrent i en Maaned, tror jeg?"

"Mindre end fire Uger," rettede jeg.

Han lo bittert.

"Saa kan det ikke vre af saa overordentlig stor Vigtighed for Dem i
den korte Tid!"

"Det er af overordentlig stor Vigtighed for mig, og De kender Deres
Broders Karakter; De maa lige saa vel som jeg vre i Stand til at
bedmme, om det er eller ikke er en Sag af overordentlig stor
Vigtighed for ham."

Han rynkede Panden. "Naa, hvad saa videre?"

"For det frste vil jeg sprge Dem, paa hvilket Grundlag De har
fordmt mig som 'en djvelsk Sknhed?' og hvorfor De antager, at jeg
ikke vilde vre Robert tro i et Aar?"

"Jeg forstaar mig forholdsvis godt paa at bedmme Karakterer."

"Det kan ikke vre Tilfldet -- ellers vilde De kunne se, at hvilket
uheldigt Tilflde, der end har ladet mig faa dette anstdelige Ydre,
saa er det Jeg, der bor indeni det, en hderlig Person, der aldrig
bryder sit Ord."

"Jeg kan kun se rdt Haar og grnne jne og et i det hele taget
djvelsk Udseende."

"Vilde De da nske, at Folk altid skulde dmme efter Skinnet?"
spurgte jeg. "For saa ser jeg for mig en fordomsfuld, snverhjertet,
grusom, kynisk Mand, der er skinsyg paa Ungdommens Glder. Men jeg
vilde ikke af den Grund stemple Dem med alle disse Egenskaber!"

Han studsede og sa lige paa mig. "Jeg er maaske alt dette," sagde
han. "De har sandsynligvis Ret!"

"Aa, saa vr det ikke!" vedblev jeg hurtigt. "Jeg vil saa gerne have,
at De skal vre god imod os. Vi vil saa gerne vre lykkelige, og vi
er begge saa unge, og Livet vil blive saa fuldkommen tomt og
vrdilst i alle disse Aar, lige til det sidste, hvis De skiller os
ad nu."

"Jeg har ikke sagt, at jeg vil skille jer ad," sagde han koldt. "Jeg
har kun sagt, at jeg ikke vilde give Robert nogen som helst
Understttelse; og jeg skal efterlade alt, hvad der staar i min Magt,
til andre. Hvis De har Lyst til at blive gift paa de Betingelser, saa
er De velkommen til det."

Saa sagde jeg ham, at jeg holdt alt for meget af Robert til at ville
delgge hans Fremtid.

"Vi kom ind i hinandens Liv," sagde jeg. "Vi havde ikke forlangt det
af Skbnen, den bragte os sammen, og jeg forsgte paa ikke at tale
til ham, fordi jeg havde lovet en af mine Veninder, at jeg ikke
skulde det, fordi hun sagde, at hun selv holdt af ham, og det gjorde
os begge saa forfrdelig ulykkelige, og med hver Dag betd vi mere og
mere for hinanden, indtil vi i Gaar -- da jeg troede, han var rejst
bort, og jeg var saa ulykkelig -- mdtes i Parken, og det kunde ikke
lngere nytte, at vi forstilte os. Aa, De kan ikke ville knuse al
Glde i Livet for os, blot fordi jeg har rdt Haar. Det er saa
forfrdelig uretfrdigt."

"De smukke Sirene," sagde han. "De vil lokke mig. Hvor De vd,
hvorledes De skal benytte Deres Ynder og Deres Magt; og hvilken
_Mand_ kunde vel modstaa Deres fristende Ansigt."

Jeg rejste mig op i heftig Vrede.

"Hvor tr De vove at sige noget saadant til mig!" sagde jeg. "Jeg
vilde ikke nedlade mig til at lokke Dem. -- Jeg vilde aldrig mere
bede Dem om noget! Jeg vilde kun have, at De skulde yde mig den
Retfrdighed at forstaa, at De havde taget fejl af min Karakter -- og
yde Deres Broder den Retfrdighed at indrmme, at han har nogen Ret
til at holde af hvem han vil. Men behold Deres lave Tanker hos Dem
selv! Onde, grusomme Mand! Robert og jeg har noget, der er bedre end
alle Deres Ejendomme og Penge -- en smuk, stor Krlighed, og jeg er
glad, glad over, at han ikke i Fremtiden vil modtage noget, som er en
Gave fra Dem. Jeg vil give ham mig selv, og vi skal komme meget godt
ud af det uden Dem!" og jeg gik hen til Dren og efterlod ham
siddende sammenfaldet i Stolen.

Saaledes endte vor Samtale om Retfrdighed. Aldrig har jeg holdt mit
Hoved saa hjt i Vejret. Jeg er sikker paa, at hvis Kleopatra var
blevet slbt til Rom i Augustus' Triumftog, vilde hun ikke have gaaet
med mere Stolthed og Foragt, end jeg gik gennem Forhallen i Vavasour
House.

Den gamle Tjener ventede paa mig og Vronique og Vognen.

"Vr saa god at hente en Droske," sagde jeg og stod som en Statue,
medens en af Tjenerne maatte lbe ud i St. James' Street efter n.

Saa krte vi bort, og jeg flte, at mine Tnder klaprede, medens mine
Kinder brndte. Hvilken Ende paa min Plan og mine Drmme om et muligt
Held!

Men hvilket Afskum af et Menneske! Hvilken grusom, smaalig, elendig
Skabning. Jeg vil ikke lade ham skille mig fra Robert, aldrig,
aldrig! Han er det ikke vrd. Jeg vil vente paa ham -- min egen Skat
-- og hvis han virkelig elsker mig, saa kan vi engang blive
lykkelige, og hvis han ikke gr det -- men aa! Det behver jeg ikke
at frygte for.

Jeg ryster endnu af Vrede, og jeg vil gaa i Seng. Jeg vil ingen
Middagsmad have.


                                      Tirsdag Morgen den 29. Novbr.

Vronique vilde ikke lade mig gaa i Seng, hun vilde endelig have, at
jeg skulde spise, og saa efter Middag sad jeg i en gammel, men yndig
Slaabrok af hvidt Crpe, og hun brstede mit Haar i mere end en Time
-- der er saadan en voldsom Masse, det tager Tid.

Jeg sad foran Ilden i Dagligstuen og forsgte paa ikke at tnke. Man
fler sig som et Vrag efter saadan en Scene. Da Klokken var omtrent
halv ti, hrte jeg Stj ude i Korridoren, der blev banket ganske kort
paa Dren, og Robert og Lady Merrenden traadte ind i Stuen. Jeg fo'r
op, og Vronique tabte Brsten af Forbavselse, og lod os saa vre
alene.

Deres jne skinnede, og Robert sa ud, som om han var vanvittig af
Glde; han greb mig i sine Arme og kyssede mig og kyssede mig, medens
Lady Merrenden sagde: "Du sde Evangeline, du modige, dygtige Pige,
fortl os alting om det?"

"Om hvad?" spurgte jeg, saa snart jeg kunde tale.

"Hvordan du bar dig ad."

"Aa, jeg maa kysse hende frst, Tante Sophia," sagde Robert. "Har du
nogensinde set noget saa guddommelig yndigt, som hun ser ud med
Haaret saaledes flagrende -- og det er altsammen mit -- hver Smule af
det!!"

"Ja, det er," sagde jeg srgmodigt. "Og det er omtrent alt, hvad du
faar af Vrdi!"

"Kom og sid ned," sagde Robert, "Evangeline, du Skat -- og se paa
dette!"

Derpaa tog han et Brev op af sin Lomme. Jeg sa straks, at det var
Hertugens Skrift, og jeg rystede af Sindsbevgelse. Han holdt det op
for mine jne.

"Kre Robert," begyndte det, "jeg har set hende. Jeg er besejret. Hun
vil blive en pragtfuld Hertuginde. Bring hende til Lunch i Morgen.

                                                  Din
                                                     Torquilstone."

Jeg flte mig saa inderlig bevget, at jeg ikke kunde tale.

"Aa, fortl os, kre Barn, hvorledes det skete -- og hvad du gjorde
-- og hvor I mdtes?" sagde Lady Merrenden.

Robert holdt min Haand.

Saa prvede jeg paa at fortlle det, saa godt jeg kunde, og de hrte
aandelst efter. "Jeg er bange for, at jeg var meget uforskammet,"
endte jeg med at sige, "men jeg var saa vred."

"Det er herligt," sagde Robert. "Men det bedste er, at det var din
Hensigt at give mig dig selv, uden Udsigt til Rigdom. Det er den
bedste Gave af dem alle."

"Var det ikke afskyeligt egenkrligt af mig?" sagde jeg. "Men da jeg
sa din stakkels Broder se saa ulykkelig og bitter og uvenlig ud,
trods al sin Storhed, flte jeg, at for os, som vd, hvad Krlighed
betyder, var det at vre sammen det, som havde mest at sige i hele
Verden."

Saa sagde Lady Merrenden, at hun kendte nogle Mennesker, som boede
her, og som havde en Lejlighed nede paa frste Sal, og hun vilde gaa
ned og se, om de var hjemme. Hun vilde vente paa Robert i Forhallen,
sagde hun, og hun kyssede mig til Godnat og gav os sin Velsignelse.

Hvor er hun elskelig! Hvor det var sdt af hende at lade os vre
alene.

Robert og jeg tilbragte endnu en lyksalig Time, og jeg tror, at vi nu
maa vre kommet til den sjette Himmel. Robert siger, at den syvende
kommer til sidst, naar vi er gifte -- og det bliver snart. Jeg er
alt for lykkelig til at skrive sammenhngende.

Jeg vaagnede frst sent i Morges, og Vronique kom og sagde, at min
Dagligstue var igen fuld af Blomster. Robert er vidunderlig!

Jeg skrev til Christopher og Lady Ver i Sengen, medens jeg drak min
Chokolade. Jeg sagde Sandheden rent ud til Lady Ver, at Robert og jeg
tilfldigt havde mdt hinanden og opdaget, at vi elskede hinanden,
saa jeg vidste, at hun vilde forstaa det -- og jeg lovede, at jeg
ikke skulde knuse hans Hjerte. Saa takkede jeg hende for al hendes
Venlighed imod mig, men jeg blev srgmodig, da jeg lste det igennem
-- stakkels, kre Lady Ver -- hvor jeg haaber, at jeg ikke virkelig
maa saare hende, og at hun vil tilgive mig.

Til Christopher sagde jeg, at jeg havde fundet min "Variation" Umagen
vrd, og jeg haabede, at han vilde komme til mit Bryllup.

Saa sendte jeg Vronique ned med Brevene i Postkassen.

I Dag flytter jeg til Carlton House Terrace. Hvor det bliver dejligt
-- og om fjorten Dage, eller i det hjeste om tre Uger, siger Robert,
skal vi ganske stille tage hen og blive gifte og Oberst Tom Carden
kan altsaa blive min Forlover.

Aa, jeg er saa glad over denne kre, smukke Verden, og dette sde,
snavsede, taageindhyllede London! Jeg elsker det altsammen -- selv
Soden!


                                       _Carlton House Terrace_,
                                                     Tirsdag Aften.

Robert kom for at besge mig Klokken tolv, og han bragte mig den
dejligste, pragtfuldeste Ring med Diamanter og Smaragder, og jeg
dansede omkring som et Barn af Henrykkelse over den. Robert er
vidunderlig, enhver lille Ubetydelighed har en eller anden skjult
Betydning, og han faar mig til at _fle_ og _fle_.

For hver Time vi tilbringer sammen, synes vi at opdage noget nyt hos
hinanden, noget, som netop er det, den anden gerne vil have. Og han
er saa dejlig skinsyg og bydende, og jeg elsker ham -- det er Sagen!

Jeg lrer en Mngde Ting, og jeg er sikker paa, at der endnu er en
Mngde at lre.

Klokken halv t kom Lady Merrenden og hentede os i sin Vogn, og vi
krte til Vavasour House. Hvor mine Flelser var forskellige fra i
Aftes.

De pompse Tjenere modtog os hjtideligt, og vi gik alle tre ind i
Hertugens Vrelse.

Dr sad han, endnu sammensunket i sin Stol, men han rejste sig -- han
er bedre i Dag.

Lady Merrenden gik hen og kyssede ham.

"Kre Torquilstone," sagde hun.

"Godmorgen, Robert," mumlede han, da han havde hilst paa sin Tante.
"Forestil mig for din _fiance_."

Og det gjorde Robert med stor Hjtidelighed.

"Nu vil jeg ikke mere sklde Dem ud," sagde jeg og lo. Han bjede sig
ned og kyssede mig paa Panden.

"Du er en smuk Tigerkat," sagde han, "men selv et Aar sammen med dig
vilde nok vre Umagen vrd."

Hvorpaa Roberts jne flammede, og jeg lo igen, idet vi allesammen gik
ned til Lunch.

Hertugen er, naar alt kommer til alt, ikke saa slem!


                                       _Carlton House Terrace_,
                                                  Den 21. December.

Det er tre Uger siden jeg skrev, men jeg har haft alt for travlt og
vret alt for lykkelig til at skrive i Dagbger. Jeg har vret her
lige siden for at faa mit personlige Udstyr, og Vronique er blevet
vant til den Kendsgerning, at jeg ikke kan faa nogen Krone paa mit
_lingerie_!

Det er det dejligste i Verden at vre forlovet med Robert!

Selv om jeg virkelig var saa slet, som jeg formoder, at jeg ser ud,
kunde jeg aldrig nske mig nogen anden. Han tilbeder mig og lader mig
kommandere sig omkring, og saa kommanderer han mig omkring, og det
faar mig til at bve af Fryd! Og hvis nogen blot ser mig paa Gaden,
hvad de naturligvis altid gr -- saa udsender han blaa Lyn imod dem,
og jeg fler -- aa! jeg fler hele Tiden!

Lady Merrenden er stadig sd og venlig imod os, og hendes Takt kan
ikke beskrives, og nu gr jeg ofte det, jeg plejede at nske, at jeg
kunde gre -- jeg rrer ved Roberts jenvipper med mine
Fingerspidser!

Det er altsammen vidunderligt.

Hvad i Alverden er noget som helst andet godt for i Livet, end at
vre vanvittig forelsket, saaledes som vi er det.

Naar jeg ser tilbage paa Tiden, fr jeg traf Robert, synes det
altsammen at have vret som at faa Grd om Morgenen hver Dag, og ikke
andet.

Maaske er det, fordi han engang i Fremtiden bliver meget fornem, at
alle har opdaget, at jeg er en Sknhed og intelligent. Det er meget
behageligere at blive betragtet saaledes, end kun at vre en
rdhaaret Eventyrerske.

Selv Lady Katherine har sendt mig en Cairnqorm Broche og et
elskvrdigt Brev (jeg skulde nu vre en Pryd for hendes Kreds!)

Men hvad har de allesammen at betyde -- hvad har noget som helst
andet end Robert at betyde! Hele Dagen igennem vd jeg, at jeg lrer,
hvad det vil sige "at danse og synge og le og _at leve_".

Hertugen og jeg er meget gode Venner, han har opdaget, hvem Mamas
Moder var, det lader til, at hun var en venetiansk Musiklrerinde,
der hed Tonquini eller saadan noget, og at hun underviste Lord
Brandreths Sstre -- saa maaske Lady Ver alligevel havde Ret, og at
jeg i en meget fjern Fortid, i et andet Liv, har vret en Doges
Veninde.

Stakkels, kre Lady Ver! hun har taget det meget pnt efter det
frste ondskabsfulde Brev, og nu tror jeg ikke engang, at der er en
Taare i hendes jenkroge!

Lady Merrenden siger, at det netop er paa den Tid af Aaret, hvor hun
sdvanligvis faar en ny, saa det har hun maaske nu, og saa er det i
Orden.

Den Diamantslange, hun har givet mig, har jne af Smaragder -- og
saadan en spids Tunge.

"Den ligner Dem, Slangepige," sagde hun, "br den paa Deres
Bryllupsdag."

De tre Engle skal vre mine Brudepiger.

Robert overvlder mig med Gaver, og Hertugen vil lade mig bre alle
Torquilstone Juvelerne, naar jeg er blevet gift, foruden de
Smaragder, han selv har givet mig. Jeg holder virkelig meget af ham.

Christopher sendte mig dette karakteristiske Brev sammen med de
renringe, der er hans Gave -- meget store Smaragder indfattet med
Diamanter:

"Det gr mig saa ondt, at jeg ikke skal se Dem paa den lykkelige Dag,
men jeg har vret heldig nok til at opdage, at Paris endnu har Glder
for mig.

Br dem, de vil passe til Deres jne!

                                                             C. C."

Og i Morgen er det min Bryllupsdag, og jeg tager bort paa
Bryllupsrejse med Robert -- bort, ind i den syvende Himmel. Og jeg er
_sikker_ paa, at ingen af os vil gabe!





End of Project Gutenberg's Evangelines Genvordigheder, by Elinor Glyn



License: Share Alike