Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret i denne e-bog. Symbolet # er brugt til at angive s p a t i e r e t tekst i originalen, mens _ er brugt til at vise kursiv tekst. Grsk tekst i originalen (en enkelt forekomst) er angivet med +. UDVALGTE DIGTNINGER JOHAN LUDVIG HEIBERG UDVALGTE DIGTNINGER GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG KBENHAVN OG KRISTIANIA 1905 Efter #J. L. Heibergs Samlede Skrifter, Poetiske Skrifter#, VIII-X Bd. (1862). Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri Kbenhavn INDHOLD _"Nye Digte"._ Side En Sjl efter Dden. En apocalyptisk Comedie 3 De Nygifte. En Romance-Cyclus 69 Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie 107 Protestantismen i Naturen. En Mysterie 120 _Udvalgte Digte._ #I. Lyriske Digte:# Foraar om Vinteren 129 Til Lrken 131 Aftenvandring 135 Panisk Skrk 138 Vaaren og Freden 143 Efteraarsflelse 145 I et Exemplar af min Psyche 147 Den 9de November 1811 149 Hjemkomst 151 Himmelsk Kjrlighed 154 Hvad er Elskov 157 #II. Romancer og Viser:# Uranienborg 163 Tycho Brahes Farvel 166 Fiskersang 168 Liden Kirsten 169 Fiskeren og Havfruen 170 Eensomhed 172 Serenade 173 Barcarole 174 Kjrligheds Drmme 175 Konning Volmer 176 Kong Valdemars Jagt 177 Erotiske Sange 1-8 178 Tordenveir 187 Sommerregn 188 #III. Blandede Digte:# Den hellige Anders. Legende 193 Amor og Bacchus 200 Kunstreisen. Et Eventyr 204 Sangfuglene. En Fabel 209 Tjenstagtighed. En Fabel 213 Maanen 216 Cantate ved Universitetets Reformationsfest 221 Lanterna-magica 228 Til Lanterna-magica-Doublanten i Sore 238 Danske Localiteter: Danmark 250 Christiansborg 253 Fredriksberg 255 Amalienborg 256 Rosenborg. En Monolog 257 Frue Kirke 259 Thorvaldsens Museum 260 Brsen 263 Skuespilhuset. En Dialog 266 Nicolai Taarn 277 Bredgaden 280 Ryssensteens Bade 284 Toldboden 287 Charlottenlund. En Skovscene 288 Sorgenfri 300 Kronborg 303 Fredriksborg. En Roman i to Capitler 306 Roeskilde Domkirke 323 Vall, eller: En ung Piges Betnkeligheder 326 Valdemars Taarn i Vordingborg 330 Mens Klint 332 "NYE DIGTE" I December 1840 udkom "#Nye Digte af Johan Ludvig Heiberg#", indeholdende: Gudstjeneste -- En Sjl efter Dden -- De Nygifte -- Protestantismen i Naturen. EN SJL EFTER DDEN EN APOCALYPTISK COMEDIE FRSTE ACT #Chor af de Efterlevende.# En vrdig Mand er dd! I kraftig Alder Han gik fra Brn og Hustru, Kjdets Gang. Vor tunge Taare paa hans Aske falder, Imens vi synger en fiirstemmig Sang. En trofast gtemand, en kjrlig Fader, En rlig Ven, en Borger som kun Faa, Er tabt for os og Landet; han forlader Vor Tornesti, for til sin Fred at gaae. Nu har han Himlens Salighed i Eie, Det siger Prsten, og det er bekjendt. Fred med hans Stv! Vi bringe skal tilveie Ved Subscription et kostbart Monument. #Sjlen.# Hvad plager dog mig Stakkel For Lirumlarum! Fanden til Spektakel! Hei, Kone, heida, Mille! Siig Brnene, de smukt skal vre stille; Og er det Liremanden, Saa bed ham om at spille I Gaarden hos en Anden, Der ei er syg og daarlig Som jeg, og svnbegjrlig og alvorlig. -- Men hillemnd! jeg seer, jeg ikke ligger I min Mahogniseng, men som en Tigger Paa Jorden, paa den bare! Hvorledes kan min Kone Sligt forsvare? -- Lad see, om jeg kan reise mig ...... Med Mie Det lykkedes! -- Men hvad har jeg for ie? Af Undren fast forgaaer jeg! Paa Kirkegaarden staaer jeg, Og ved et pragtfuldt Monument ...... Bevares! Paa denne Luxus kunde Meget spares. Hvad staaer derpaa? Lad see! ... "Herunder hviler" ... Men er det muligt? Jeg mit Navn jo lser! Hvad er det for Fadaiser? Mens iet op jeg spiler, Jeg til den sikkre Mening har mig stavet, At det er mig, som ligger her begravet! ... Saa maa jeg vre dd! ... Hvad skal man sige! Den Vei skal jeg og alle mine Lige. Men jeg vil ikke mere, Da Tingen ei kan ndres, raisonnere, Men see at liste mig til Himmerige. Jeg seer det alt derhenne, Jeg feiler ikke, det er let at kjende; Og som jeg seer og mrker, Der staaer en Portner ved dets Udenvrker; Til ham jeg kan mig med et Sprgsmaal vende, At ikke jeg forgjves ind skal rende. -- Hei, Faer! vil Han mig sige, Om ikke dette Slot er Himmerige. #Sanct Peder.# Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder. #Sjlen.# Ak! ydmygst om Forladelse jeg beder; For frste Gang jeg er paa disse Steder; jeg har mig hid begivet Som Fremmed, var her aldrig fr i Livet; Og lettelig da hnder, Man Stedets Mandskab ei saa nie kjender. Men at jeg traf paa jer, den Sag er vigtig, Thi Veien, som jeg tog, var altsaa rigtig: Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder, Med Nglen, som jeg seer, I har hos eder. #Sanct Peder.# Frst lad mig see Beviset For, at du virkelig skal ind i Paradiset. #Sjlen.# Det er jo klart som Dagen: Jeg er jo dd. #Sanct Peder.# Det seer jeg nok, men Sagen Ei dermed afgjort er. #Sjlen.# Man er forvisset Hos os, at Den, som der, skal leve hisset. #Sanct Peder.# Vel sandt, men andre Steder Der gives, end det Sted, du nu betrder. Hvorledes kan du vre da saa sikker Paa, at det just er her? #Sjlen.# Naar man sig skikker, Som det sig br, mod sig og sine Lige, Saa veed jeg, man har Ret til Himmerige. #Sanct Peder.# Har du det gjort? #Sjlen.# Jeg er, saavidt jeg skjnner, Nok vrdig til, at Herren mig belnner. Jeg har mig rlig nret, Jeg aldrig har min Nstes Gods begjret, Gav Hvermand Sit, erhverved ufortrden, Har ingen Gjld mig efterladt ved Dden, Men tvertimod Formue, Saaledes, at min Frue, Naar hun vil leve tarvelig som Enke, -- og det jeg tiltroer Konen -- Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen Til de forarmede Finanser skjnke. #Sanct Peder.# Alt saare godt! Dog Mere der behves. #Sjlen.# Hvad da? #Sanct Peder.# Du frst maa prves. #Sjlen.# Ak Herregud! Skal jeg nu prves mere? #Sanct Peder.# Vr uden Frygt! Det gaaer kun dig som Flere. #Sjlen.# Men er jeg da paa Jorden Ei noksom prvet vorden? Hos os man troer: hvergang et Ddsfald hnder, Er Pinens Tid forbi og Prven ender. #Sanct Peder.# Man heri, som i Andet Stor Fordom har, det har jeg ofte sandet. Kun saare Faa kan lige Fra Verdens Vei gaae ind i Himmerige; De Allerfleste, fr herind de drage, Et Vrk maae overtage, Hvorved de sig i Fromhed kunne styrke Og vise, hvilken Gud det er, de dyrke. Den Ene faaer det ene, Den Anden andet Hverv, alt som vi mene, Han til at prves trnger. Altsaa, for ei at spilde Tiden lnger, Giv Agt, saa skal du hre, Hvad Arbeid dig nu paalagt er at gjre. Du skal til Palstina dig forfie; (Den lange Vei dig koster liden Mie, Thi lettet efter Dden Dig Foden blev, gak derfor ufortrden). Fra Nazareth din Vandring skal begynde, Hvor Englen monne Frelseren forkynde. Derfra du dig til Bethlehem begiver, Hans Fdeby, og flger nu med Iver Hvert Spor, som, mens han leved Blandt Mennesker, af ham betraadt er blevet, Alt i den samme Orden, Hvori han selv betraadte det paa Jorden, Alt som til Herrens Glorie Det skildres i den hellige Historie; Og paa hvert Sted du nie, Hvad der sig tildrog, have maa for ie. Du med din Frelser til Egypten drage, Du vende til Jerusalem tilbage, Til Templet, hvor han offrer Turtelduer, Og hvor du Simeon og Anna skuer. Fra Nazareth, som du paany besgte, Du snart igjen ledsage Til Templet ham tilbage, Hvor han begynder alt sit Kald at rgte. Til Jordan du ham flge, Og tnke paa hans Daab i Flodens Blge, Til rknen du dig driste, Hvor Djvlen ham forgjves maatte friste; Og naar saa i Capernaum han fster Sin Bo, du flger ham og der ham gjster, Ledsager ham i hele Galila, Samaria, Juda, Paa Markens Veie, som paa Havets Vover, Til Bjerget, hvor han prker, og henover Den S Tiberias til Gergesener, Saa og til Cana, Nain, Bethania, Sichem, Genesareth og Csaria, Hvor mig med Himlens Ngler han forlener. Paa Toget til Jerusalem du flge Langs Jordans Bred. Du staaer ved Stadens Grndser, Naar Jericho, naar Betfage sig dlger. Trd ind i Templets Hal, som Herren renser, Og gak hver Aften over Kedrons Blger Til Oliebjerget, hvor du overnatter. Palladset, som af Caiphas beboedes, Du sger, og forflger Sporet atter, Som leder til Pilatus fra Herodes. Gak saa til Golgatha, betragt bedrvet Det store Gravsted, som har Gud dig rvet; Men see ham saa tilbagevendt til Livet, Naar du til Emaus dig har begivet. Vend om igjen til Staden, for at hre Hans Ord, naar han, tiltrods for lukte Dre, Paany sig aabenbarer; Og lad dig saa til Galila fre, For ham at see, naar han til Himlen farer. -- Og dermed Nok! Har denne Vei du vandret, Da er dit Sind i Meget vist forandret, Da har du styrket dig i fromme Tanker. Kom saa kun hid! Naar du paa Porten banker Jeg kommer ud og venter, At Intet meer vil hindre, At jeg til Himmerigets Fryd dig henter. #Sjlen.# Ak! kan jeg ikke gjre det med Mindre? #Sanct Peder.# Umuligt! #Sjlen.# Jeg er trt i Fod og Tanke, Og glded mig til Hvile, Men skal nu atter ile, Skal fra det Ene til det Andet vanke. Dog, hvis det ei kan anderledes vre, Ifald jeg end skal reise for at lre, -- Og selv jeg Reiser ynder, Ved dem sig ofte danner en Begynder -- Da send mig idetmindste til en Stjerne, En anden Klode hisset i det Fjerne, aa det jeg maa erfare, Om hist og er af Mennesker en Skare. Hvad heller, hvis jeg skal ndvendig blive Paa samme Klode, hvor jeg var ilive, Saa lad mig (o jeg beder!) Helst reise til America, Herr Peder! Jeg altid lngtes efter At see det Land, som har saa store Krfter, Det Land, hvor man paa Friheds Jordbund triner, Og Alt udrette kan med Dampmaskiner. Kort fr jeg dde, havde jeg isinde Tilsidst mig at forbinde Med Stolemager Dessau, for at drage Med ham derhen; dog blev jeg holdt tilbage Fra dette Vovestykke, Og sagtens til min Lykke. Men nu -- thi Reisen mig bestandig frister -- Nu, da jeg ingen Grund har til at frygte For Skibets Lk og Plyndring af Carlister, Nu var det godt, om Stedet jeg besgte. O lad derhen mig drage! Jeg mere dannet komme skal tilbage, Saa man mig vist i Himlen op vil tage. #Sanct Peder.# Jeg kan dig ikke fie, Du maa dig efter Himlens Villie bie, Og Alt, hvad jeg befalte, flge nie. #Sjlen.# Men bliv ei vred, Herr Peder, I nvnte mig en mgtig Hoben Steder; Jeg neppe dem beholder I min Erindring, hvilket let forvolder, At Et og Andet glemmes, Som ei saa rigtigt nemmes, At Meget overspringes, Og Intet ordentligt tilendebringes. Hvor let kan det sig hnde, At jeg begynder der, hvor jeg skal ende? #Sanct Peder.# Da veed jeg dog, at du den Vei maa kjende, Hvis Gang jeg har beskrevet? #Sjlen.# Jeg kjender den, men ikke just saa nie. #Sanct Peder.# Saa du har ei i Tanken gjennemlevet Din Frelsers Liv, hans Vandring havt for ie I Rummet og i Tiden? #Sjlen.# Det er saa lnge siden At jeg blev confirmeret, Og jeg har ei min Lrdom repeteret I moden Manddoms-Alder. Desuden maa jeg sige: tyndt det falder Hos os med Underviisning I Christendom. Man aandelig Bespiisning Nu faaer i det Reale, Som os alene redder Fra alt det meget vrige, Fatale. Herr Peder! hr, jeg vdder, Den bedste Confirmand kan ei fuldfre Det Vrk, som I forlanger, jeg skal gjre. #Sanct Peder.# Saa staaer det daarligt til, det kan jeg hre. #Sjlen.# Men er det da saa vigtigt, Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt? Om hvert et Navn man mindes, Og til en chronologisk Orden bindes? Detaillen og det Mindre -- Saa synes mig -- kan glemmes efterhaanden, Naar blot man kan erindre Det Strre, mens man holder sig til Aanden. #Sanct Peder.# Vel muligt, lad saa vre! Siig da, hvad Aanden er i Christi Lre. #Sjlen.# Det kan jeg just saa lige Jer ei, Herr Peder, sige, Thi Aanden lader ei i Ord sig fange. #Sanct Peder.# Og dog var Ordet Gud. #Sjlen.# Ak! tusind Gange Jeg om Undskyldning beder; Jeg husked ikke mine Bibelsteder. Men sagtens allegorisk Det Sted forklares maa. Det er notorisk, At Aanden blot kan fles, men ei siges, Thi Aand og Bogstav uophrlig kriges. #Sanct Peder.# Det skeer hos jer, desvrre, Men ei i Paradiset hos vor Herre. Jo meer sig Aanden klarer, Desmindre vistnok den paa Ordet sparer. Hvo ei med Ord kan sige Sin Tanke, kommer ei i Himmerige. #Sjlen.# Det var da srt! Hvem kunde sligt vel gjtte? #Sanct Peder.# Imidlertid, for Sagen dig at lette: Du veed dog Christi Bud til alle Sjle? #Sjlen.# Jeg veed, Herr Peder, man br ikke stjle. #Sanct Peder.# Et Bud af Loven du paa Lben frer, Men Evangeliet jeg ikke hrer. #Sjlen.# Ih nu! jeg veed forresten, Man Pligter har mod Gud, sig selv og Nsten. #Sanct Peder.# Men du tilsidesatte Din Pligt mod Gud; du vil ham ikke fatte. #Sjlen.# Han er ufattelig; saadan man lrer Enhver, som Videnskab om ham begjrer. #Sanct Peder.# Hvad vil du da hos os? Siig, hvorfor sparer Du dig da Veien ikke Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer? #Sjlen.# Det er just heri, Sagens Knuder stikke. Paa Jorden kun iblinde Vi gaae, men hist, i Himmelen derinde Begynder vor Begriben; Saadan hos os man hjelper sig af Kniben. Maaskee og paa en anden Verdensklode Vi blive mere kloge, mere gode, Og fatte Gud ad Aare. #Sanct Peder.# Hvorfor ei i America, du Daare? -- Har end i Jordelivet Du Keiseren, hvad der ham tilkom, givet, Du har dog Gud formenet Din Skat af Det, som han dig har forlenet. Gak bort fra disse Steder! En Sjl, som du, ei Himmerig betrder. #Sjlen.# Og jeg, som troede, jeg bestod med Hder, Skal gaae reject? #Sanct Peder.# Vr rolig! Dit Sind dig frer til en anden Bolig. #Sjlen.# Gud hjelpe mig for den! #Sanct Peder.# Du skal ei frygte. Du finder hvad du sgte, Naar denne Vei du flger, Som frer til en Skov ved Strandens Blger; Der boe de Gode, som fr Christi Tider I Verden leved, Hedningskarer fromme; Til dem du vist kan komme, Saa tnker jeg, og faae en Plads omsider. Vel finder du hos dem ei Saligheden, Men dog et jordisk Eden, Hvor kjlig Sluft gjennem Skoven vifter, Hvor Sol og Maane sees bag Skyens Rifter, Hvor Lvets Buegange Gjenlyde hit af skjnne grske Sange, Hvor man til glade Fester Forsamler sig, mens for de muntre Gjster, Som sig med Viinlv krandse, Ved Strngeleg de lette Piger dandse. #Sjlen.# Fortrffeligt, Herr Peder! For den Anviisning ret jeg takker eder. Jeg har ei vidst, at her var slige Steder; Jeg ellers ikke havde jer besvret, Og ikke til Uleilighed jer vret, Thi bedre synes mig -- det maa jeg sige -- Det Sted, som I beskrev, end Himmerige. #Sanct Peder.# Hver taler, som han fler, Forskjellig er jo Smagen. Men skynd dig nu, thi Dagen Alt helder, og det hjelper ei, du nler. #Sjlen.# Ja, I har Ret; jeg vil mig Paa Veien strax begive. Men I, som her kom til mig, Og monne mig mit Paradiis beskrive, See, dle Mand, see Taaren i mit ie, Mit rrte Hjertes varme Tak du tage! Farvel; Nu vil jeg mig afsted forfie. #Sanct Peder.# Farvel, min Ven! Gid Lykken dig ledsage! ANDEN ACT #Aristophanes.# Det er lystigt nok at staae Ved Elysium som Vgter, Og besee de mange Slgter, Som ad Landeveien gaae; Mangen christelig Forngter Kommer hid og banker paa. Hver af os har her sin Uge, Hvori han maa gjre Vagt; Touren er til mig; min Magt Jeg med Fynd og Klem skal bruge, Skal nok tage mig iagt, Fr jeg aabner Lem og Luge. Og idag en Rector alt Har jeg havt den Fryd at drille; Alle Philologer ville Hid til os, og for Gevalt Have Noget at bestille Med at grave attisk Salt. Men jeg skal dem expedere Til et Sted, hvor de kan staae Paa det Trre, naar de maae Mine Skyer commentere. -- Men der seer jeg En at gaae Henad Veien og spadsere. Hvis ei Synet mig bedrog, Vistnok herhen styrer Manden. Ja, der er han. Som den Anden Er han sagtens Philolog. -- Heida, Landsmand! #Sjlen.# Saa for Fanden Eders Brl med Skrk betog Mig paa disse tause Steder. #Aristophanes.# Siig, hvad sger du? #Sjlen.# Min Ven! Til en rolig Havn jeg hen Mig begiver, og hos eder Haaber jeg at finde den. Hid jeg sendes af Sanct Peder; Han har viist mig til et Sted, Hvor de gode Hedningsjle, Som ei lyve, som ei stjle, Boe saa godt ved Sens Bred, Og ved glade Fester dvle, Hvor man kan i salig Fred Synge, drikke, sig bekrandse, More sig saa godt man vil, Mens til muntert Strngespil Mange vakkre Piger dandse; Kort, er Stedet bare til, Har det, saavidt jeg kan sandse, Megen Lighed med vor Jord, Dog af Plager sagtens frre. #Aristophanes.# Kan du Grsk? #Sjlen.# Nei, strenge Herre. #Aristophanes.# Men Latin da? #Sjlen.# Knap et Ord. #Aristophanes.# Det er godt. #Sjlen.# Ak nei, desvrre! #Aristophanes.# Som jeg siger. #Sjlen.# Hvad? I troer? ... #Aristophanes.# Jeg er meget glad ved Dette, Thi saa veed jeg heraf strax, At der ei paa din Syntax Er Uendeligt at rette, Ei Udtalen af den Slags, Som vi kalde her den slette. Uden alt grammatisk Spind, Uden Vaner maa du vre; Saadan er det godt, min Kjre, Thi naar frst du kommer ind, Kan du paa vort Sprog at lre Siden altid lgge Vind. #Sjlen.# Gud skee Lov! det var jo prgtigt! Saa luk op, jeg er parat. #Aristophanes.# Giv lidt Tid, vr moderat! #Sjlen.# Undskyld, men jeg lnges mgtigt. #Aristophanes.# Dette Hastvrk, Herr Krabat, Forekommer mig fordgtigt. Giv dig Tid, og tal. Velan, Lad mig hre dine Grunde, Hvorfor du til os vil stunde; Thi at ikke Grsk du kan, Er en Grund, som ingenlunde Kan forslaae, min gode Mand! #Sjlen.# Ak! I gjr mig heel urolig! Nys I sagde, godt det var. #Aristophanes.# Ja, saafremt du ellers har Anden Adkomst til vor Bolig. Er din Oldtids Tanke klar? Er med Hellas du fortrolig? #Sjlen.# Herre! jeg har ei studeert, Jeg blev, som saa mangen Anden, Strax bestemt for Handelsstanden. #Aristophanes.# Meget pudsigt og forkeert Svarer du. #Sjlen.# Jeg troer, at Manden Blot vil have mig fixeert. #Aristophanes.# Hvorfor troer du her at passe? Classisk Kunst du sger da, Classisk Viisdom? #Sjlen.# Classisk? Ja, Jeg har gaaet i Handelsclasse. #Aristophanes.# Det gjr Intet til og fra. Nvn kun i den hele Masse, Knyttet til Athen og Rom, Eet, som fngsler dine Tanker, Eet, hvorfor dit Hjerte banker, For hvis Skyld du kom til os. #Sjlen.# Atter en Examen vanker Her ved denne Helligdom. #Aristophanes.# Er det maaskee Lngsel efter Alle hine store Mnd, Som dig drager til os hen? Siig, hvorved din Tanke hfter, Om Homer tiltrkker den Med de magelse Krfter, Eller Platos Aand dig har Draget efter ham i Dden? #Sjlen.# Saadan er det. Ufortrden I Historien jeg var, Og har altid skummet Flden Af Begivenhedens Kar. Og endskjndt jeg lytter heller Til det Nyt, som min Avis Mig fra London og Paris Paa den sidste Postdag melder, Stter jeg dog ogsaa Priis Paa hvad Oldtid os fortller. Jeg har Intet imod den, Uden Det, den er saa gammel; Derved blev den mig lidt vammel; Men jeg agter den igjen, Naar jeg husker, den en Skammel Var for os med sine Mnd. Dem at see jeg har isinde; Og isr jeg gjerne fik Mig af Socrates et Blik. #Aristophanes.# Socrates? Han er herinde. #Sjlen.# Ham jeg kjender paa en Prik! Han gaaer aldrig mig af Minde, Stakkels Mand! Han Giften drak, Som en Flok Athenienser, Skurkepak, som Lov ei ndser, Tylded i ham. #Aristophanes.# Mange Tak, At du ei din Dom begrndser, Kalder mine Landsmnd Pak! #Sjlen.# Nu ... jeg troede ... #Aristophanes.# Hvad? #Sjlen.# Jeg mindes, At der var en Gjgler med, Som ham gjorde stor Fortrd, Og sig lod af Pblen vindes; Aristophanes han hed. Men bestukken af en Qvindes Deilighed, han snart blev from. #Aristophanes.# Er det muligt? Hvad er Dette? Hvo har kunnet dig berette Saadan en lgnagtig Dom? #Sjlen.# Saadan lyder just den rette Kundskab, hvortil sidst vi kom. #Aristophanes.# Tal da! Lad mig hre Mere Om hvad Gjgleren har gjort! #Sjlen.# I er altfor god, men stort Vil det ei interessere. #Aristophanes.# Jo tilvisse! far kun fort! #Sjlen.# Jeg vil ndig jer genere, Men saafremt I vil ... #Aristophanes.# Velan! #Sjlen.# Nu, saa lyder jeg paa Pletten. -- Viid, Begyndelsen til Trtten Denne var: Den onde Mand Skrev Artikler i Raketten Imod Socrates ... #Aristophanes.# Hvordan? #Sjlen.# Undskyld, om jeg gjr Fadaiser, Men jeg mener kun et Blad, Som er fuldt af Ondt og Had, Og som altid giver Nser; Hvad det kaldes i jer' Stad, Veed jeg ikke, thi jeg lser Ikke Grsk. Nu da, som sagt, Denne kaade Ven af Latter Seer just Socratesses Datter, Og forknyt ved Elskovs Magt, Gaaer han til den gamle Fatter, Som han har i Bladet bragt, Og ham siger: "Du betnke, Avind har kun frt min Pen; Men jeg agter dig igjen, Og du Agtelse mig skjnke Jeg forsrge skal som Ven Dine Brn som og din Enke. #Du# er stor, og #jeg# er stor, Vi kan Begge vre store, #Du# kan gavne, #jeg# kan more; #Jeg# erkjender #dig#, og troer, At du vil til Gjengjld spore, At i #mig# Genie der boer." Kort og godt, i et Par Timer Var det Hele bragt i Stand; Til sit Bryst den store Mand Trykker kjrligt ham, som rimer, Og som selv er stor som han. #Aristophanes.# Ha ved Styx! jeg troer, du primer! Handled jeg paa saadan Viis? #Sjlen.# I? #Aristophanes.# Just jeg, med hvem du taler, Og hvis Billed saa du maler, At du vrdig blev til Riis! #Sjlen.# Herregud! I selv jo haler Ud mig paa saa glat en Iis. Men jeg har just eders Billed Saadan seet i Kjbenhavn Paa en Orlogs-Digter-Stavn, Dengang Socrates blev spillet. #Aristophanes.# Tys ... du nvner der et Navn, For min Tanke selsomt stillet. Jeg har hrt om denne By, Hvor en Kunstner har tilbage Kaldet Hellas gyldne Dage, For dets Hder at fornye, Hvor en Digter uden Mage Snart i Storm og Tordensky Nordens Guders Vogn tr kjre. Snart, med sagte Vind i Seil Gyngende paa Bkkens Speil, Strngelegen blidt kan rre, -- Stor i Fortrin, stor i Feil. Siig mig altsaa, lad mig hre, Er du fra hiin Stad i Nord, Hvor Antikens dle Stamme, Pleiet ved Geniets Flamme, I barbarisk Jordbund groer, Og hvor stolte Vrker bramme Med et Navn, som kom fra Thor? #Sjlen.# Jeg din Mening, skjndt forblummet, Fatter, og har Ja til Svar. #Aristophanes.# Altsaa nu Antiken har, Da den lnge var forstummet, Al sin Fylde, dyb og klar, I dit Folks Begeistring rummet, Og du selv nu kommer hen, Greben af det Ord, den taler, For at see dens Idealer? Er det saadan? Siig, min Ven! #Sjlen.# Jeg har givet sex Rigsdaler Til Muset. #Aristophanes.# Hillemnd! #Sjlen.# Det var sagtens ei saa farligt, Mangen En dog Mindre gav. #Aristophanes.# Flyt nu kun din Vandringsstav Andre Steder hen, thi klarligt Seer jeg, at du ei har Krav Paa vor Bolig. #Sjlen.# Uforsvarligt Handles med mig! Siig, hvorhen Skal jeg mig da nu begive? #Aristophanes.# Lad mig hre, hvad ilive, Du har virket ved din Pen Eller Tunge. Kan du skrive, Kan du tale for os Mnd? #Sjlen.# Om jeg kan? Ved mangt et Gilde, I en Kreds dog fremfor Alt, Trykkefriheds-Selskab kaldt, Sprudlede min Tales Kilde; Og i Folkebladet alt Anonymt jeg skrev; -- dog ilde Var, om rbet blev mit Spil; Redacteuren kun og eder Har jeg det betroet. Jeg beder, At I nu mig sige vil, Hvor jeg mig et Sted bereder. #Aristophanes.# Sjl, gaa du ad Helved til! TREDIE ACT #Sjlen.# Det er en gammel Sandhed, ofte prvet I Livets byrdefulde Hurlumhei, At Supplicanten faaer sin Taalmod vet, Naar han begiver sig paa Naadens Vei. Det hjlper ikke, paa sin Ret han pukker, Nei, trygles maa der, krybes, gjres Cour, Indtil man Dren for hans Nse lukker, Og siger: "Denne Gang var ei din Tour." Paa Jorden idetmindste dog man skjnker, Naar Afslag gives os, et hfligt Svar; Men her en Grobian endogsaa krnker Al hflig Form, og holder Folk for Nar. Han simpel er, hans Ord det selv forraade, Han siger, man kan gaae ad Helved til; Hos os er Sligt en Pbel-Talemaade, Som ingen Dannet sig tillade vil. Jeg mrker nok, Culturen er tilbage Her i den anden Verden fremfor hist; Jeg frygter, at man her om Aar og Dage Gaaer Krebsgang i sin Dannelse tilsidst. Man hylder her en tom Idealisme, Og det Reale knap man kjender til. Gud veed, om ei tillige Nepotisme Hos Embedsmanden driver smudsigt Spil, Om ei, for Salighed at faae til Aanden, Man maa bestikke med en god Douceur, Og hvis man Intet give vil paa Haanden, Det nytter ei til Noget at man der. Men efter de betydelige Summer, Som knap til god Begravelse forslaae, Det dybt maa fylde Borgeren med Kummer, Om han i Himlen Meer betale maa. Dog har jeg lst, dengang jeg var ilive, At, for at naae sin Plads, naar man var dd, Man maatte Penge til en Baadsmand give Og fore et Slags Toldbodhund med Brd. Der gives Misbrug her, som allevegne, Det har jeg lrt, og det er mig til Gavn. Men sagtens er her andre Himmelegne, Jeg tnker nok, jeg finde skal min Havn. Seer jeg ret? Nu belnnes jeg stort! Hvilken ganske fortrffelig Port! I dens Form hvilken skjn Symmetrie! Der er Smag, der er Kunstsands deri! Hvilken Vei! den saa bred er som tre! Ganske vist en mac'adamsk Chaussee! Hvor man mageligt vandrer derpaa! ... Ind ad Porten jeg vover at gaae, -- Hvis kun her ingen Portner igjen, Lig en Hund fra sit Huus, farer hen, Viser Tnder og gjer sit "Gaa vk!" ... -- Nei, det gik; uden Grund var min Skrk; Her er Ingen, som sprger om Pas, Udentvivl man til Alle har Plads; Det er smukt! Man er her liberal. -- Men endnu jeg den skjnne Portal, Fr jeg videre gaaer, maa besee, Thi en Indskrift den brer maaskee, Som mig nvner det Sted, hvor jeg kom. Nu velan! jeg da blot vender om, I et Spring jeg derudenfor staaer ... #Mephistopheles.# Man kun ind her, men ud ikke gaaer. #Sjlen.# Serviteur! #Mephistopheles.# Vr saa artig, min Ven, At gaae, hvor det behager dig, hen I det hele vidtlftige Land; Du maa tage din Plads, hvor du kan. Denne Port bliver ei lukket til, Her kan komme saa Mange, som vil. #Sjlen.# Nu, saa bliver jeg her ei til Nar; Jeg et Sted dog erhvervet mig har. #Mephistopheles.# Og et Sted, hvor den hflige Vert Til at tjene sin Gjst er alert, Og til Hver, som vil vise sin Hl, Siger venligt: Bliv her, kjre Sjl! #Sjlen.# I er gjstfrie, saa synes det, her? #Mephistopheles.# Vi er rrende stemt mod Enhver. #Sjlen.# Og her sprges om Forkundskab ei? #Mephistopheles.# Nei, Enhver kan betrde vor Vei. #Sjlen.# Ei med Prver man frister vort Sind? #Mephistopheles.# Nei, Enhver lber lige herind. #Sjlen.# Det er ypperligt, ganske charmant! #Mephistopheles.# Det er mageligt nok, ikke sandt? Vr du glad, om du Intet forstaaer Af hvad Verden har kjendt fr igaar, Thi da passer du godt mellem os, Hvor man byder Betingelsen Trods. Her forkaster man Alt, som har Grund, Her er Flader, men aldrig en Bund; Her er Alt selvstndigt og frit, Ingen Forskjel paa Kul eller Kridt, Her er Frihed og Lighed parat, Her er Alt en begyndende Stat, Som, hvor meget den skynder sig fort, Kommer ei fra Begyndelsen bort, Thi det enkelte, korte Moment, For at vre tilgavns prsent, Fra det forrige skiller sig brat, Lig den frste Lysning fra Nat, Og begynder sit Evigheds _A_, Som dog ei noget _B_ kommer fra. #Sjlen.# Jeg forstaaer dig ei ganske. #Mephistopheles.# Lad gaae! Du har godt af at hre derpaa. Her er Alt kun sig selv og discret, Og i Alt dog kun Continuitet; Her er Nring af rkenens Brd, Her er Alting saa jevnt som en Grd, Og dog kantet og stivnet dernst, Som en stakaandet, haard Anapst. #Sjlen.# Anapst? hvad er Det? #Mephistopheles.# Kjre Ven, Det er Det, du nu taler igjen. #Sjlen.# Det er stygt ... Jeg ndre vil min Tale. #Mephistopheles.# Ja, gjr det, du har at befale. #Sjlen.# Hvad du har sagt mig, er jo godt; Dog er der Eet, et Eneste blot, Som synes mig underligt at vre: Hvorfor er det forbudt at gaae ud? #Mephistopheles.# Det skal jeg sige dig, min Kjre: Det er nu saadant et gammelt Bud, Hvis Ndvendighed er som Dagen klar. Det ligger i, hvad jeg sagt dig har, At her er Begyndelsens evige Land, Som ingen Baggrund fordrage kan. Derfor ei Nogen tilbage skrider. Thi Begyndelsen har jo ingen Bag; Man maa blive her til evige Tider. #Sjlen.# Ja saa! det er en anden Sag. #Mephistopheles.# Ifald du forstod Philosophie, Jeg skulde Sagen dig let forklare: Vort Rige er det Umiddelbare, Som ingen Evighed kan befrie, Fordi der er ingen Grund deri, Fordi, da det intet _Prius_ har, Det evig kun bliver hvad det var ... Med opspiilt ie du mig betragter, Og gjr til min Tale sre Fagter ... Min Ven, du skal ikke gruble derpaa, Det er Noget, som Ingen dog kan forstaae. Kun lad mig sige dig til din Trst: Nsten Alle blive her med Lyst, Nsten Ingen, som frst har vret herinde, At forlade Stedet har faaet isinde. #Sjlen.# Til Gunst for Stedet det taler meget, Min Forventning er alt betydelig steget. Behag at sige mig, kjre Mand, Paa hvad Maade man lever i dette Land. Hvad har man egenlig at bestille? Kan man paa Brsen og i Klubben gaae, Kan man spise, drikke, sin L'Hombre spille, Og kan man Aviser at lse faae? Har Stedet ingen Mrkvrdigheder, Som af den Reisende br besees? Er her ogsaa Theater? ... Undskyld, jeg beder, Mine mange Sprgsmaal! #Mephistopheles.# Og var det en Snees, Jeg skulde besvare dem accurat. Man lever egenlig i vor Stat Paa samme Viis som hos jer dernede; Man finder igjen sin gamle Rede, Og var man med Hverdagslivet tilfreds, Man bliver det atter i denne Kreds, Thi her er som hos jer. #Sjlen.# Min bedste Herre, Vel glder det mig, her er ikke vrre, Men egenlig havde jeg Nsen spidset Paa at faae det lidt bedre her end hisset. Man siger hos os, at til bedre Kaar Vi skal forfremmes, naar Livet ender. #Mephistopheles.# Man siger saa Meget! Du selv nu staaer Ved det Maal, hvor man Sandhed tilsidst erkjender; Du dmme nu selv, men rimelig vr. Du br ikke vente for Meget her, Thi kommer du med for stor Forventning, Saa bringer dit Haab kun slet Forrentning, Men stemmer du lidt din Fordring ned, Saa vil du finde dig vel derved. Du her kan spise din bedste Ret, Og spise dig i den ganske mt, Men at her den just er bedre lavet, End du fik den, inden du blev begravet, Jeg ikke bestemt dig love kan. Det er ogsaa for Meget forlangt, kjre Mand! Du faaer den Viin, som du gjerne drak, Du faaer din forrige Rgtobak, Men at Varen er bedre her end paa Jord, Det maa jeg sige, jeg ikke troer. -- Vistnok er her Brs og Klubber i Mngde, Og Aviser af hver en Brede og Lngde; Kjbenhavnsposten ligger og paa vort Bord, Men du feiler, om her du den bedre troer, Det er ganske den samme som hist paa Jord, Den taler ganske paa samme Viis. Du her og finder din Adresavis, Dog frst for nylig man her den fik; Tilforn, jeg veed ei, hvordan det gik, Men paa Veien hertil den blev til Intet, Og dens Indholds Flesk, behrigen tintet Med Asylprospecter Og Vandprojecter I Bedemandsstiil af Contorets Vgter, Underveis var slettet aldeles ud, Og den kom som en reent ulselig Klud. Men nu, da Papiret er mere fast, Og Trykkersvrten er uden Last, Og isr da Sibbern skriver deri, Er der god Forslag i dens Maskepi. Desuden holde vi Sibbern her, Vi besidde hans Bger, een og hver, Hans Kjrlighed mellem Mand og Qvinde, Hans Vrker om Hegels Philosophie, Hans Contemplation og Ironie; Kort sagt, det Hele fandtes herinde, Ved Adresavisen det blev complet. #Sjlen.# Det kalder jeg Orden, det er net. Men "Dagen" mangler vel? #Mephistopheles.# Ingenlunde; Den holde vi med, og af trende Grunde: For det Frste som Mnster paa slet Redaction, For det Andet af Godhed for Rostocks Person, Som den nidske Skjbne, kun lidet blid, Nu har i syv Redacteurers Tid Forfulgt som et mrkeligt Exemplar Af Syndebuk, der ei Mage har. Og endelig for det Tredie, min Ven, Til re for Sibbern holdes den, Fordi den har Bidrag af hans Elev, Som af Mesteren overhalet blev I Philosophie og Politik, I Theologie og sthetik, Og dyppet i selvbehagelig Salvelse, Som smres tykt over Tankernes Halvelse. #Sjlen.# Men siig mig, er ei Den Frisindede her? Thi fremfor Alle var den mig kjr. Den gaaer saa fortrinligt i det Smaa, Og holder saa godt sig fra det Store, Fra Det, som ei Alle strax kan forstaae. #Mephistopheles.# Ja, i hver en Lyd, som den lader gaae, Er slet ingen Reflexion at spore: Saa er den tillige saa deilig bar Paa Kundskab om Alt, hvad som er og var. #Sjlen.# Jeg stter den hit over Fdrelandet, Som ofte bliver mig saa forbandet Aristocratisk i lrd Forstand, At ingen Djvel det lse kan. Jeg Sandheden den Erklring skylder, At Rosenhoff jeg for Alle hylder. Thi ved ham jeg blev hvad jeg blive kan, Og dernst ved Siesby, den brave Mand. #Mephistopheles.# Min gode Ven, du kan vre rolig, Thi du finder her i din nye Bolig, Saavist som jeg staaer her hos dig og taler, Fleertalet af de danske Journaler, Fast hver Avis, hvert politisk Blad, Lrde Tidsskrifter, Morskabslecture Enten med frisk eller opkogt Mad, Enten af originale Fyre Eller af et Overstter-Uhyre. Men hr nu noget Interessant, Et Punct, hvori du ved Flytning vandt: Du veed jo nok, at i mangen Gade, Som ligger paa Strget, man faar sine Blade Vel hele Timer fr andre Steder; Nu vel, paa det Sted, du idag betrder, Man skyder en saa mrkelig Fart, For at fange det Nye ret hurtigt og snart, At man anticiperer det kommende Bud, Og faaer sine Blade lnge forud, Saa man her dem lser en Tidlang fr Manuscriptet er frdigt og Skriften tr. #Sjlen.# Det gefaller mig godt. #Mephistopheles.# Jeg selv det lider, Det er ei uvigtigt i vore Tider. Hvad Nyhedsposten derved maa vinde, Du selv ved Eftertanke vil finde, Som og, at vi her os tage det let Med Bladenes Postforsendelses-Ret. -- Men vi tale formeget om Journaler, Og mod min Villie jeg forhaler Svarene, som jeg give kan Paa hvad du forresten spurgte. Velan, Her er ogsaa Theater; og Det er det Bedste, Man slipper for at hre, man seer sig mt: Der spille kun Dandserinder og Heste, Det kommer af Det, der er Hofparket. Man viser ogsaa dresseerte Lopper, Men uden Lnke, som Dyret stopper. #Sjlen.# Saa man giver ei rigtige Skuespil? #Mephistopheles.# Jo, engang imellem, naar Folk det vil. Men det samme Princip dog stedse gjlder: I Skuespillet man hrer ei heller, Thi uagtet der tales af alle Krfter, Saa er der dog Intet at hre efter. #Sjlen.# Hvad spilles iaften? #Mephistopheles.# Det er Mulatten Og Maurerpigen. #Sjlen.# Hvordan? dem begge? #Mephistopheles.# Ja, sagtens gaaer det lidt ud paa Natten, Men siden kan man sig ogsaa lgge Med desto bedre Samvittighed. #Sjlen.# I Sandhed, jeg gldes ved den Besked, Thi heraf slutte jeg tr omtrent, At Andersen her nu bliver erkjendt. #Mephistopheles.# Hvorfor ikke her som andre Steder? Alt lnge skinner hans Bermmelses Maane Over hele det store Kongerige Skaane, Og i Tydskland nyder han alt en Hder, Som nedenfor Hundsrck mon begynde, Og ender ovenfor Swinemnde. I Constantinopel han snart vil trykke Midt i Seraillet et Mesterstykke; Da staaer han i Litteraturens Hegn Som det orientalske Sprgsmaals Tegn, Og mens Stor-Eunuchen hans Isse kroner, Og dybt af Inferieurerne knles, Lser han Mulatten for Sultans Koner, Og Maurerpigen for Dem, som skal qvles. #Sjlen.# Jeg seer, man kjender ham her; og hvordan Man end bedmmer den sjeldne Mand, Det alt vil glde ham, kjendt at vre. Og sandelig, det er og en re, I er saa dannede, litterre. #Mephistopheles.# Det er intet Under; du vilde rres, Om du vidste, hvad her for Dannelsen gjres. Her er et stort Universitet, Hvor man bliver til Livet forberedt Ved at lre Det, som er bestemt Til just i Livet at vorde glemt, Og hvor der srges for alle Klasser, Saa Hver kan finde det Sted, han passer, Thi af Hovedlse man gjr Pedeller, Direction af Aandlse. #Sjlen.# Fanden heller! #Mephistopheles.# Her findes og lrde Societeter, Hvor Jens og Mads og Poul og Peter, Naar han ikke lnger kan producere, Sig lader paa Livstid balsamere, Og her er Livstiden evig lang. #Sjlen.# Til Intet af Dette jeg fler Trang; Det interesserer mig mere for Tiden, Hvad der gjres for den reale Viden. Er her nu for Exempel et Sted, Hvor man kan stte sin Sn i Skole? #Mephistopheles.# Mangfoldige; derpaa kan du stole. Og Bger her er i Overfldighed, Vort Bibliothek er uhyre stort, Her kommer fast Alt, som paa Hvidt har Sort; Dog de bedste Bger, det maa jeg sige, Til Bibliotheket i Himmerige Forsendes og gaae forbi vor Nse; Men ligemeget, vi Mngden faae; Her er ei heller Tid til at lse For Den, som vil ieblikket forstaae. De bedste Poeter, for Exempel, De gaae til Himlen og faae et Stempel, -- At sige: de Vrker, de have skrevet, Thi Poeten selv, som han gik og leved, Han faaer gemeenlig hos os sin Plads. #Sjlen.# Ih nu! det kommer mig vel tilpas, Thi jeg bekymrer mig ikke stort Om Vrket, som en Poet har gjort, Men tidt jeg fler mit Hjerte brnde Af Begjrlighed efter ham selv at kjende, At vide, hvordan han spiser og drikker, Hvordan han nyser, hvordan han hikker, Kort sagt, at kjende ham ret privat. #Mephistopheles.# Nu vel, den Lykke dig er parat. Og jeg fortnker dig ei deri, At du sger Personen, gaaer Vrket forbi, Thi paa de fleste Poeter man mrker, At de er bedre end deres Vrker. Men anderledes det sig forholder Med de faa, som spille de store Roller, Som se dybt af Musernes Elv: Deres Vrker er bedre end de selv; De gode Vrker tager vor Herre, Personen sender han os desvrre. Kun naar Poeten saaledes bliver, At i evige Vrker sig selv han giver, Saa Vrk og Person i Samklang staae, Han selv i Himmelen ind tr gaae, -- Om forresten det hndes nogensinde, Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde. #Sjlen.# Men er det billigt? er det retfrdigt? #Mephistopheles.# Min gode Ven, det er Forsynet vrdigt At lede det Slette til idel Godt, Og jeg vil sige dig, hvis du blot Mig ei beskylder for frk Cynisme, At det er Forsynets Jesuitisme At bruge det slette Middel til Godt. Hvad skal man forstaae ved den store Mand, Det vre Poeter, hvorom man taler, Philosopher, Ministere, Generaler, Etcetera, hvad man nvne kan{}?{sic} Jeg troer, at den store Mand er han, Som blev et Redskab i Herrens Hnder; Men den Ild, som i hans Begeistring brnder, Er ei hans egen; kun inspireert Han lyder en Magt, han ikke kjender; Og derfor, naar han har fremmet Maalet Som Middel, bliver han selv casseert; Men hans Virkning kaster man ei paa Baalet, Den bliver i Himlen registreert. Og heri maa jeg vor Herre bermme, Thi kommer hans Aand i et usselt Kar, Hvi skulde han Karret ikke tmme, Naar til hans Plan det ham nyttet har? Og heri vil Alle som jeg nok dmme: Af Person er Geniet gemeenlig Nar, Forfngeligt, svagt, sig selv en Gud, Til det Gode sdvanlig ei capabelt, Og, sletter man Inspirationen ud, Som Menneske sjelden respectabelt. Og sandelig -- dog, det er selsomt, Kjre, At det just er mig, som forkynder den Lre -- Kun det Gode skjnker Personlighed, Men Geniets vrige hele Sphre, Hvad en Kunstner skaber, en Tnker veed, Det Skjnne, det Sande, hvad man det kalder, Er #fremmed# Strben, hvorved man falder I Pantheisme til Halsen ned. Den eneste Trst for de arme Stakler, For hvilke man Livet her forqvakler, Idet de skilles fra deres Vrker, Deres Hjertes eneste Mindesmrker, Er, som de sige, den visse Haaben, At for dem en Udgang tilsidst er aaben, Naar, efter Personens Luttring i Flammer, Hans Vrk sig ei meer ved Mesteren skammer. Jeg tilstaaer, jeg kan ikke forstaae, Hvorledes Nogen kan haabe derpaa; Saameget er vist, det er Hjernespind, Ifald man vil ud, hvor man kom ind, Thi som jeg sagde dig, Porten her Er rigtignok Indgang for Enhver, Men Ud- og Tilbagegang for Ingen. Og gaaer man de Folk med Sprgsmaal paa Klingen, Saa vve de om en anden Vei, -- Men hvor? og hvilken? ja, det er Tingen; Jeg troer, selv Fanden kjender den ei. -- Der kommer en Digter! ... Han os ikke saae; ... Han gjr Mine til at synge; hr nu efter, Hvad hans Sang bekjender. Jeg tr bande paa, At i Eet og Alt den mit Ord bekrfter. #Digteren.# Hvis jeg var god, jeg digted slet, Men jeg er slet, og digter godt, Den Lod har mig min Musa givet; Hun vil, at jeg isr af Det Skal rres, som i Stort og Smaat Mig selv just manglet har i Livet. Om ei mig selv jeg havde lukt Fra Godhed og fra Fromhed ud, Da toned ei mit Qvad af Lngsel, Da sang jeg ikke nr saa smukt Om Sjlens Higen efter Gud, Med Rst som Fuglens i dens Fngsel. Om ei min Vantro var saa strk, At den mig rev fra Kirkens Bryst Og kastede mig ud fra Reden, Da gjenld ei mit Digtervrk Af Lngselstonen i min Rst, Af Sukket efter Menigheden. Var ei mit Hjerte koldt og haardt, Saa lukket til, at mangengang Jeg dybt bedrvede de Fromme, Da gav jeg Flelsen jo bort, Som nu, bevaret for min Sang, Skal til forstrket Udbrud komme. Den Mening er vist uden Grund, At hist i Herrens Paradiis Et Chor af Salige man hrer; Nei, Saligheden har ei Mund; I Tanken blot, paa stille Viis, Den i sin egen Kreds sig rrer. Men han, som udenfor mon staae, Med Anelser om Himlens Fryd, Kun han om Paradiis kan sjunge; Hvad ei han har, men seer kun paa, Det tolker han ved Strngens Lyd, Og Savnet bver paa hans Tunge. For Engle digtes ikke let, Men for de faldne Slgter blot Med selvforskyldte Savn i Livet; Og var jeg god, jeg digted slet, Men jeg er slet, og digter godt, Den Lod har mig min Musa givet. #Mephistopheles.# Nu gik han sin Vei; ja lad ham gaae, Det Vaas er ei vrdt at hre paa. At han selv er slet, er det Visse i Sagen, Men om Digtet er godt, kommer an paa Smagen. Nu, troer han, vil Digtet til Paradiis gaae, Uagtet han udenfor selv maa staae. Ja, han selv har Lyst at komme derind, Men han veed det ei i sit dumme Sind; Der gaaer igjennem hans hele Sang Efter Saligheden en Lngselsklang, Paa samme Tid som han selv bekjender, At kun udenfor den hans Gnist sig tnder. Det kalder jeg mrkelig Inconsequens. #Sjlen.# Det taler ei for hans Intelligens. #Mephistopheles.# Det hrer nu med til det Taabelige, Til gammel Fordom, at ville hige Saa ubndig strkt efter Himmerige; Man har det jo meget bedre her. Jeg priser lykkelig dig og Hver, Som Skjbnen ikke prget har Med Stemplet af Genie og Nar, Thi om eder man haaber, om ikke veed, At I blive her kan i Evighed; Og her er det bedre, det skal du kjende, End hvor man sidder med blottet Ende Paa en Sky, Saa vaad og saa kold som Vand, Og blser Trompet det bedste man kan. #Sjlen.# Jeg finder, at du har ganske Ret, Jeg har store Tanker om denne Plet. Men siig mig, om jeg da her vil mde Mine gamle Venner, som alt er dde. #Mephistopheles.# Ja, det kan du ganske stole paa, Og de levende vil du med Tiden faae. #Sjlen.# Det glder mig meget! Men troer du, min Kone Vil ogsaa komme til denne Zone? Vel skndtes vi tidt og mangengang, Naar vi gjorde hinanden Tiden lang, Dog savner jeg ndig Millemoer, -- At sige, naar hendes Tid er omme, Det har ingen Hast. Hvad troer du? #Mephistopheles.# Jeg troer, At jeg tr love dig, hun skal komme. #Sjlen.# Og mine Brn da? #Mephistopheles.# Det veed man ikke, Det kommer an paa, hvordan de sig skikke. #Sjlen.# Saa gid de maae sig vrdige gjre, Til det samme lyksalige Liv at fre! #Mephistopheles.# Dit nske kan let opfyldes maaskee. -- Af hvad jeg har sagt dig, du vil nu see, At du faaer her det samme Liv omtrent, Som det, der fra Jorden dig er bekjendt. Da jeg afskyer at lyve, hader at prale, Saa har du erfaret af min Tale, At du faaer det ei bedre her end hist, Men heller ei vrre; det er altid Noget, Ei sandt, min Gode? #Sjlen.# Jo, ganske vist? Jeg tidt har tnkt, naar mit Liv blev broget: Hvem veed, hvordan det i Dden gaaer! Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer. #Mephistopheles.# Du seer, du vidste dog hvad du fik. #Sjlen.# Ja, det er mrkeligt! paa en Prik! #Mephistopheles.# Forresten maa jeg endnu dig sige, Hvad af min Beskrivelse kjendes kan, At her er Kjedsommeligheds Rige, Man gaber meget i dette Land. #Sjlen.# Saa man kjeder sig her? Men det er slemt! #Mephistopheles.# Nei tvertimod, det er hist beqvemt. I Paradiset, saavidt jeg kan spore, Skal man just heller ikke sig more. Men Rigdom af Morskab have vi, Dog skjuler sig Kjedsomheden deri; Og naar du vil betnke det blot, Saa vil du finde det saare godt. Jeg ngter ikke, hos jer histneden Den kunde mistes foruden Tab; Men her, hvor man udfylder Evigheden, Hvad kaster man vel i sligt et Gab? Og selv hos jer Enhver jo veed, At Intet er sundt som Kjedsomhed, Den er maaskee den eneste Fde, Hvori Ingen forspiste sig, saa han dde; Det er tvertimod den, som Livet forlnger, Og det er kun Tid, hvortil Livet trnger, Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav, Paa Jorden den alt jer Evighed gav. #Sjlen.# Nu vel, jeg er vant til mig at kjede. #Mephistopheles.# Saa er du som skabt for denne Plads. I det Hele vil Alt, hvad du lrte dernede, Meget komme dig her tilpas. #Sjlen.# Det tnkte jeg nok; man siger medrette: Det jordiske Liv er en Skole for dette. #Mephistopheles.# Forstaaer sig; det er Forberedelsen hist, Som aabner jer Adgang her tilsidst. #Sjlen.# Men Eet endnu: Maa jeg sprge dig om, Hvad Stedet kaldes, hvortil jeg kom. #Mephistopheles.# Paa dit Sprgsmaal kan jeg dig lettelig svare, Men hvad nytter det dig et Navn at erfare? Et Navn er en Lyd, paa Mening tom. #Sjlen.# Det er dog naturligt, man vide vil, Hvad Stedet hedder, man kommer til. #Mephistopheles.# Men jeg frygter, det bliver dig ei til Gavn, Om strax du erfarede Stedets Navn. See frst at blive hos os lidt hjemme, Jeg er bange for, Navnet vil dig skrmme. #Sjlen.# Du skrmmer mig alt! Hvad kan det vre? Nu maa du det endelig sige. #Mephistopheles.# Kjre, Jeg skal det sige, men vr nu Mand! Helvede kaldes dette Land. #Sjlen.# Helvede{}!{sic} #Mephistopheles.# Sa' jeg det ikke nok? Du staaer jo forvandlet til en Blok! Der seer man, hvad Fordom virke kan, Endog paa en ellers oplyst Mand. #Sjlen.# Men Gud bevares! hvordan gaaer det til? I Helved jeg ikke vre vil; Jeg vist af Vanvare kom derhen. Jeg har altid vret en skikkelig Mand, Og agtet som Borger i mit Land. #Mephistopheles.# Just derfor kommer du der, min Ven! #Sjlen.# Skal man da straffes for sine Dyder? #Mephistopheles.# Du straffes ikke. #Sjlen.# Det er jo bekjendt, At i Helvede bliver man stegt og brndt. #Mephistopheles.# Det er Kjellingesnak, som Intet betyder; Man vrvler hos jer om de tusind Ting, Hvoraf Ingen kjender det rette Sving. Vel sandt, her findes adskillige Gryder For Dem, som leved med store Lyder; For Mordere, Tyve, samt andre Skjelmer Der brnder en Ild, som aldrig helmer. Men Pluraliteten er de Honnette, Og de behandles honnet medrette. Saaledes gaaer det nu dig og Dine: For jer beredes der ingen Pine; I finde, som sagt, det samme Liv, Den samme Travlhed og Tidsfordriv, Som forhen i det jordiske Rige; Det kommer deraf, maa jeg dig sige, At du, min Ven, og dine Lige Alt, mens I leved, i Helvede vare; Og deraf kan du dig selv forklare, At eders Tilstand forandres ei, Men er samme Virken ad samme Vei. #Sjlen.# Var #jeg# i Helved? #Mephistopheles.# Som nsten Alle; Kun plejer man ei saadan at kalde Det fede, phlegmatiske Liv paa Jord, Hvori man paa det Reale troer, Og faaer ei det mindste Glimt at see Af den magre Beenrad, man kalder Idee. Men det er netop det bedste Levnet, Hvori man det Magre stolt foragter, Og spiser sig mt, som en tyk Forpagter, I Realitet, til man er revnet. Og er man nu let at rgre tillige, Og Verdens Gang giver vrantne Tanker, Saa man skjndes med Konen og Barnet banker, Og smidsker til sin Tjenestepige, Og tages af hende ved Nsen fat, Mens man skjuler for Konen Dit og Dat, Da er man i Fuldendelsen moden, Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden, Du fatter da nu i din Lykkes Havn, At du ikke br skrmmes ved et Navn. Du finder jo kun det Gamle, Vante, Og sagtens var du den strste Fjante, Om ei du villig gik paa din Sti. #Sjlen.# Nu vel, jeg vil see at finde mig deri. #Mephistopheles.# Og for at bevise til Tydelighed, At Helved sig strkker over Jorden ned, Saa lad os gjre til Jorden en Tour; Deraf du seer, til vort Rige den hrer, Thi udenfor denne Boligs Muur, Har jeg sagt dig alt, at Ingen dig frer. #Sjlen.# Skal jeg nu tilbage til Jorden igjen? #Mephistopheles.# For et ieblik vil vi gaae derhen, At sige, hvis du har Lyst, min Ven. En Skuespiller idag vi vente, Som Dden just er ifrd med at hente. Ved vort Theater han savnedes lnge; De sige, de hilig til ham trnge, Og at mangt et Stykke kan ikke gaae, Frend de ham engageret faae. Da nu selv du nylig dde derhjemme, Saa tnker jeg, det dig muntre kan At see en Anden i samme Klemme. #Sjlen.# Ja, mange Tak skal du have. #Mephistopheles.# Velan, Jeg breder ud min sorte Kappe, Som Doctor Faust har seilet paa; Igjennem Luften gaae vi rappe, Og flux vi skal paa Jorden staae. FJERDE ACT #Skuespilleren.# Det banker paa Dren. Kom ind! #Dden.# God Dag! #Skuespilleren.# Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ... Ih fy for Pokker! den stygge Maske! #Dden.# Du tager feil, du stakkels Aske! Jeg har saamnd ikke Costume paa. #Skuespilleren.# Hvad vil du da? #Dden.# Det er let at forstaae, Jeg kommer herind for dig at hente. #Skuespilleren.# Saa beklager jeg dig, thi du kommer til at vente, Du maa vide, min Sygdom er ikke sand; Du kjender vel ikke til vort Theater, Du blev nok narret af de rde Placater. #Dden.# Det faaer ikke hjelpe, min gode Mand! Selv de Sunde jo Dden hente kan, Og dig har den just idag fundet vrdig, Derfor maa jeg bede dig: gjr dig frdig. #Skuespilleren.# Ih nu! jeg har ikke saa Meget derimod; Jeg haaber, Directionen vil vre saa god, Med en Srgefest at hdre mit Minde, Og om min Buste lade Krandse vinde, Og at Mange vil rgre sig, naar de see Mit Portrait ophnges i vor Foyer. Tro ikke, dit Aasyn mig Skrk forvolder; Jeg er vant til at de: I Helteroller Over hundrede Gange dde jeg alt; Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt, Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og Tak Belnned mig for den Hals jeg brak. Jeg rigtignok gjerne vide vil, Om det her paa samme Maade gaaer til, Om samme Belnning os bliver givet, Naar Teppet falder for Jordelivet. #Dden.# Derom jeg ikke kan sige Stort; Med Dommen jeg Intet har at bestille, Jeg bringer de Dde til Himlens Port, Der pleier man Buk fra Faar at skille, Og de, som ikke for gode tages, Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages. Du maa vide, jeg er kun et simpelt Bud I det store Collegium hos Gud; Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver, Vide, hvad Resolutionen bliver. Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal boe; Det kommer jo meget an paa din Tro. #Skuespilleren.# Min Tro er af hist forskjellig Art: Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter snart, Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer, Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor. Men derfor vil Fanden mig ikke spise, Thi jeg har lrt af Nathan den Vise, At man kan i hver en Religion Dannes til en agtvrdig Person. #Dden.# O ja! jeg tnker, hvis du er god, Kan du gjerne vre ved freidigt Mod. #Skuespilleren.# Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret, Om jeg br kaldes god eller slet. Det gjr mig lidt underlig tilmode, At, skjndt jeg begeistres for det Gode, Er min Begeistring, saavidt jeg troer, For det Onde dog ikke mindre stor. Paa den ene Aften jeg lover forvist, At Dyden skal evig seire tilsidst, Jeg tordner med min brlende Stemme Mod Verdens Tyranner, som Pligten glemme, Mod lumske Munke, mod Prsidenter, Som snyde den Fattige for hans Renter, Jeg falder paa Kn med en Bn til Gud, Og seer imidlertid saa rrende ud, -- Men den nste Aften jeg gaaer omkring Med skulende Blik og gjr fle Ting, Jeg piner og plager skikkelige Folk, Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk, Jeg maner Helvedes Aander frem, Og glder mig ret til at omgaaes dem, Og fler mig stolt og en rigtig Ka'l, Idet jeg trodser den evige Qval. #Dden.# Jeg kan tnke, du taler om dine Roller, Men derpaa kommer det her ei an; Kun Det, som du selv for Sandhed holder, Til Gud eller Djvlen dig fre kan. #Skuespilleren.# Min bedste Dd! hvor kan du troe, At man ved Theatret har Tid og Ro Til selv at tnke, til selv at mene? Man siger, hvad Digteren har befalt, (Hvis man lrer sin Rolle, notabene), Men veed ei, om det er sandt eller galt. #Dden.# Men hvad ei man seer af de enkelte Dele, Det seer man lettelig af det Hele. En Digter lader til Orde komme Gode som Onde, Frkke som Fromme; Men den Mening, han selv om Begge har, Af hele Vrket maa blive klar. #Skuespilleren.# Min bedste Dd! hvor kan du dog troe, At man ved Theatret har Tid og Ro Til at stte sig ind i det hele Vrk? Den Fordring er sandelig altfor strk. Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget; At kjende de Andres er altfor Meget. Desuden vil du fordetmeste see, At Poeten har ingen bestemt Idee; De fleste veed ikke selv hvad de vil; De erfare det frst, naar de see vort Spil. #Dden.# Det gjlder vel om de slette, men ei om de gode? #Skuespilleren.# Men det er de slette, jeg holder mig til; Ved de andre fler jeg mig fremmed tilmode, Men af de daarlige just jeg holder, Thi af dem faaer man netop de bedste Roller. #Dden.# Ja, naar man er daarlig Skuespiller. #Skuespilleren.# Jeg beder dig, skaan mig for alle Piller! Min Kunst har for lnge siden mig adlet, Jeg har Hvd paa, aldrig at blive dadlet. For de Andre kan en Visker vre fornden, Men jeg er uforbederlig, det er bekjendt. Jeg hader Recensenter som Dden, Og hader ogsaa Dden som Recensent. #Dden.# Jeg recenserer dig ikke, min Bro'er, Jeg fik kun en Skrupel ved dine Ord. #Skuespilleren.# Og hvilken Skrupel? #Dden.# Jeg tnkte paa, Du vil sagtens ndig til Helvede gaae; Men efter hvad du har yttret her, Ligger den Tanke mig temmelig nr, At du er som Kunstner et daarligt Subject, Men i saa Fald gaaer du i Himlen reject, Thi Enhver, som rgter sit jordiske Kald Paa daarlig Maade, staaer hist for Fald. Jeg selv har ofte Sanct Peder hrt, Naar de Dde jeg har til Himmerig frt, At sige til En og Anden: "Gaa bort! "Du gjorde dit Fag, dit Embede Tort, "Var daarlig Poet, var daarlig Dreier, "Var daarlig Minister eller Skorsteensfeier," Eller hvad det nu var. Og gav han til Svar: "Jeg veed, at min Villie dog rlig var, "Og at Feilen kun i min Evne stak," Gjensvarede Petrus: "Det er tosset Snak! "Med den gode Villie man finder en Plads, "Hvor man Gud, sig selv og Verden er tilpas, "Men Forfngeligheden maa tidt forskylde, "At man ikke kommer paa sin rette Hylde." Saaledes talte han, den Guds Mand. #Skuespilleren.# Men det er jo forskrkkeligt! Siig, hvordan Skal jeg da gjre, for mig at frie? Vel tvivler jeg ikke paa mit Genie, Thi jeg bliver beklappet hver evige Dag, ... Men st, man i Himlen har en anden Smag? #Dden.# Derfor jeg netop spurgte dig om, Til hvad Mening du selv i Livet kom, Thi hvis du blot er et Instrument, Hvorpaa snart en Fusker og snart en Mester Sin Vise spiller ved alskens Fester, Da er det med din Salighed slet bevendt. #Skuespilleren.# Nei, hvad det betrffer, har det ingen Nd. Jeg var ei som et Instrument passiv, Jeg gav min Spiller active Std. Jeg kan svrge dig til: i mit hele Liv Blev aldrig noget Skuespil prvet, Hvorpaa jeg som Criticus ei mig ved, Og viste de Andre paa en Prik, At det var usselt, at det var daarligt, Og isr den Rolle, som selv jeg fik, Jeg gjennemheglede ret alvorligt. Men Stridighed var dog ei min Sag, Thi naar Stykket vandt Publicums Behag, Og jeg selv til Applaus i Rollen kom, Forandrede jeg ret gjerne min Dom. #Dden.# Jeg er bange for, det vil ikke forslaae Til at lade dig ind i Himlen gaae; Jeg vil derfor bede dig tnke paa, Om du ei foruden din Kunstnersphre, I en anden Kreds har virket med re. Var der Intet, som lokkede dig til Hder, Undtagen at staae paa de vante Brder? #Skuespilleren.# Jeg har Frdighed i at cabalere, Jeg fler Evne til at regjere, Jeg finder Lydighed triviel; Jeg offrede gjerne Kunstnerkronen, Ifald jeg som Medlem af Directionen Kunde raade for Kunstens Vee og Vel. #Dden.# Jo mere jeg hrer, jo mere du snakker, Desmere jeg frygter, at Petrus vil Betragte dig som en daarlig Makker, Og sende dig glat ad Helvede til. #Skuespilleren.# Saa er jo den gamle Mening sand, At Skuespilleren ikke kan I Himlen komme, men bliver sendt Til Helvedes Ild og evig brndt? Er det Retfrdighed? svar! #Dden.# Ih nu! Ifald den hele Stand er som du, Har Sagen jo nogen Rimelighed. Men saadan er det dog ikke. Jeg veed, At Scenens i Sandhed glimrende Navne Faae Tilladelse til i Himlen at havne. Jeg bragte dog Nogle til Himlens Port, Til hvilke Sanct Peder sagde: "Kom ind! "Her samler sig Alt, som er delt og stort, "Men ingen Forfngelighed og Vind." -- Men som sagt, jeg forstaaer mig kun lidt derpaa; Du vil snart erfare det. Kom, lad os gaae! Bed dit Fadervor, forinden du der. #Skuespilleren.# Det kan jeg ikke, jeg har ingen Souffleur. #Dden.# Du klingende Bjelde, du lydende Malm, Bered dig paa Helvedes hede Qvalm! FEMTE ACT #Mephistopheles.# See saa: Nu er vi her tilbage. Paa min Befordring troer jeg vist, At du vil ikke kunne klage. #Sjlen.# Men siig mig engang: Jeg hrte hist En Yttring, som gjorde mig angst og bange. #Mephistopheles.# Hvad var det for en? Jeg hrte saa mange. #Sjlen.# Et Skrkkebilled mig Dden malte, Da om Helvedes hede Qvalm han talte. Jeg tnkte som saa: det bliver ei Spg, Thi hvis der er Ild, hvor der er Rg, Saa findes den og, hvor der er Hede; Saa brnder det i Grunden dernede, Og engang, naar Flammen en Udgang faaer, Fortrer den os med Hud og Haar. #Mephistopheles.# Hvad er det nu vrdt at bryde sig om Hvad Dden siger? Han aldrig kom Her indenfor Porten, han ikke veed Om vor Indretning mindste Besked; Paa Jorden han lrte den dumme Snak, Som lugter af borgerlig Thee og Tobak. Nei, stol paa mit Ord som paa et Factum, Jeg bryder aldrig det givne Pactum; Vr du kun rolig, det har ingen Nd. -- Men da Forord ingen Trtte brd, Lad mig sige dig Eet, som jeg glemte nys: Du faaer nu Kost og Logis og Lys Og Brndsel og Vask og alskens Journaler Og Plads i Theatret engang om Ugen Og Andet, hvorpaa man er forslugen, Og for det Hele du Intet betaler. Til Erstatning derfor man kun begjrer, At du skal Arbeid gjre paa Tour. #Sjlen.# Hvordan? Med Arbeid man os besvrer? #Mephistopheles.# O! Mien skal ei dig blive suur, Den gode Borger desuden trer Ei som en Klinte paa Statens Korn, Han forsmaaer Overfldighedens Horn, Han vil ikke fdes og kldes frit Og gaae gratis paa Comedie tidt, Men han offrer sit Arbeid og sin Sved For at bde paa Statens Elendighed. #Sjlen.# Jeg giver dig Ret, thi som jeg troer, Det stod i Kjbenhavnsposten for ifjor. #Mephistopheles.# Det gjorde det vistnok, og det staaer Endog i den for nste Aar. #Sjlen.# Nu vel, jeg er villig; saa lad mig hre, Hvad det er for Arbeid, som jeg skal gjre. Her er vel almindelig Vrnepligt Og nogen Brandskat? #Mephistopheles.# Nei, intet Sligt; Men vor Stat har et eneste flles Med, Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed; Jeg tvivler ei paa, at hrt du har Om Danaidernes store Kar; Det er et Vaskerkar, frygtelig stort, Som i Verdens frste Tider blev gjort; Men den Bdker har vret en rigtig Hund, Thi han maged, at Karret blev uden Bund. Nu er vor hele Strben, med Vand At fylde det til den verste Rand; Men engang har et klgtigt Hoved beregnet, At kun ved uendelig Manges Flid Kan det fyldes i en uendelig Tid. Dermed er vort hele Formaal betegnet, Og derfor maa hver Qvind eller Mand Paa Omgang helde deri sin Spand. #Sjlen.# Det er Sjouer-Arbeid. #Mephistopheles.# Hvor vil du hen! Jeg vil slet ikke tale, min kjre Ven, Om de halvhundred Prindsessehnder (Endog multipliceerte med To, For at tale correct), som vort Arbeid hylde, Og i Aartusinder Karret fylde; Men du vil finde her Professores, Magistre, Licentiater, Doctores, I hvert et Fag de fleste Skribenter, Poeter i Tusindtal, Recensenter Og Belletrister, en Masse Studenter, Som endog har frt op ved fine Baller Og spilt Comedie taalelig godt, Kort sagt, Personer af hver en Alder, Hver Stand, hvert Kjn, og dertil blot Hvad pene Folk man sdvanlig kalder. Det er et Selskab, der sandelig ham, Der slutter sig til det, ei gjr Skam. Og tys! ... hr efter! ... Du hrer en Sang, Som lyder hit over Stad og Vang. Det er fra Stedet hvor Karret staaer, At Lyden hen til dit re naaer; Danaider det er, som hisset synge, Til dem sig slutter den vrige Klynge. Du mrker, dem Arbeidet ei gjr ondt, Da ved Sang de forrette deres Dont. #Chor af Danaider.# Evig Hast! Ingen Rast! Hurtig, hurtig, Mer og Svende! Aldrig faaer vort Arbeid Ende, Tidens Hjul staaer aldrig fast. Timen gaaer, Tusind Aar Ud i bundls Afgrund ile, Her er ingen Ro og Hvile, Mens den store Klokke slaaer. Strb og Taal! Intet Maal Opnaaes kan i Evigheden. Vent ei Nydelsen og Freden, Vent ei Lnnens fyldte Skaal. Haab ei Sligt! Stolt og rigt Er mit Vrk fra Formens Side, Naar du kun til evig Tide Uden Nytte gjr din Pligt. Ingen Grund! Ingen Bund! Hid med Spanden, hid med sen! Travlhed, Travlhed er vort Lsen Indtil Verdens sidste Stund. #Sjlen.# Hvad jeg hrte, har alt forandret min Tanke, Jeg fler mit Hjerte hiere banke; Det vil mig meget interessere, Til det flles Maal at concurrere. Jeg agter desuden Foreningsaanden, Ved den, saa troer jeg, er Staten strk, Og det er herligt at rkke Haanden Til sligt uendeligt Kmpevrk. #Mephistopheles.# Velan min Ven, saa siger jeg Top. Og gaa nu kun ad Gaden op, Saa vil sig de mange Gjenstande vise, Som nylig du hrte mig at prise. En liden Stund maa du ene dvle, Jeg kan ikke saa godt blive her lnger, Jeg maa hen og hilse paa andre Sjle. Hvis ttte Flok sig mod Porten trnger. Jeg har saa travlt med saa mange Ting. Farvel! nu gaa kun og see dig omkring; Jeg haaber, dig Alt skal vre tilpas. #Sjlen.# Hvor heldigt, at jeg endelig fandt min Plads! #Chor af de Efterlevende.# Ved denne Borgerfest, hvorved saa mangen Hithdret Mand blev omtalt ved en Skaal, Ei glemme vi den Ven, som forudgangen Os vinker til sig fra sin Banes Maal. Nu er han salig i sin Himmels Glde, Han skuer ned fra Frihedslandet hist, Og skjnker os, som her ved Glasset grde, Den blide Trst: vi samles nok tilsidst. DE NYGIFTE EN ROMANCE-CYCLUS I ANKOMSTEN #Vilhelm.# Vr uden Frygt, min unge Viv! Paa Hjulet din Fod du stte! Jeg holder Armen om dit Liv, Skal ned fra Vognen dig lette. See saa! nu hurtigt i Huset ind, Som med gjstfrit Herberg os trster! Lad saa kun Regnen og Nattens Vind Rase saa meget dem lyster! #Marie.# Men tr vi og mod Nattetid Fremmede Folk besvre, Med vaade Kapper komme hid, Og maaskee til Byrde vre? #Gertrud.# Tag her tiltakke, jeg kjender Dem ei, De mit Navn ei heller kan vide, Men gjennem Skoven den mrke Vei Er farlig ved Nattetide. Naar ude buldrer en Tordensky, Har man det bedre herinde; I det fattige Huus dog finder Ly Veifarende Mand og Qvinde. Her er et Gjstekammer, trd ind, Min Leilighed er kun ringe, Dog kan De her med nisomt Sind Natten tilendebringe. Jeg henter Qviste, jeg henter Ved, I Ovnen et Baal jeg tnder; Saa kan De varmes og trres derved, Mens Ilden gnistrende brnder. Imidlertid et tarveligt Bord Jeg i Stuen herude bereder, Og kalder saa paa Dem, ifald De troer, At kun ei vort Selskab Dem kjeder. Jeg venter min Sn hvert ieblik, Han agter ei Nattens Fare, Han jager i Skoven, og vist han fik Til Kjknet en Fugl eller Hare. Nu gaaer jeg og passer mit Arbeid snildt, Og skal ikke forstyrre Dem, frend Mit Bord er dkket og stegt mit Vildt, Saa banker jeg sagte paa Dren. II I GJSTEKAMMERET #Marie.# Hvor er hun alt mit Hjerte kjr, Den gamle venlige Qvinde! Saa mildt hun pusler om os her, Saa hyggeligt er herinde. Naar Livets Olie brnder saa klar, Er Aarenes Tal et Gode, Og Alderdommen en Skjnhed har, Som ei man skulde formode. O maatte jeg selv i sildig Tid, Ifald jeg lever saa lnge, Naar Panden fures, naar Lokken er hvid, Og jeg slaaer paa de sidste Strnge, -- O maatte jeg da med rystende Haand Saa milde Toner bevge! O maatte jeg med saa venlig Aand Ungdommen vederqvge! #Vilhelm.# Min unge Hustru, min Rosenbrud! Jeg kan ei gammel dig tnke; Jeg seer dig i Ungdoms friske Skrud Utvungen af Tidens Lnke. Hvor selsomt! gjennem et Tordenbrag Vor Fremtid sig forkynder, Og vort Samliv paa sin frste Dag Med et Eventyr begynder. Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod, Vi reiste, mens Himlen smiilte, Men iaften blev den en Styrteflod, Og i natligt Mrke den hviilte. Og mellem de rde, knittrende Lyn, Som skrmmede Kudsk og Heste, Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn, Fra Huset, som nu vi gjste. Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly, Da kom den venlige Qvinde, Saa mildt hun bd os hid at tye; Saa hyggeligt er herinde. #Marie.# Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk, At idag vort Bryllup mon stande. #Vilhelm.# Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets Tolk Paa din rdmende Kind og Pande. Jeg vil sige, det alt iforgaars var, At vi tndte Hymens Flammer; Vist Ingen da gjtter, at her man har Beredet vort Brudekammer. #Marie.# Ti stille! ... Din Randsel er lukket til, Jeg en anden Krave maa sge. #Vilhelm.# Der har du Kraverne; jeg dem vil Med Strmper og Skoe forge. #Marie.# Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu! Dit Blik mig ganske forvirrer, Jeg kan ei klde mig om, naar du Her staaer ved Siden og stirrer. #Vilhelm.# Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm, Med mit Hoved over dig biet! Kun et bvende Kys paa din blottede Barm! See saa! nu lukker jeg iet. #Marie.# Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert, I Speilet du seer! #Vilhelm.# Paa min re, Nu vender jeg Ryggen til. #Marie.# Hvor geneert, I et flles Kammer at vre! #Vilhelm.# Jeg seer ikke meer. #Marie.# Det er ret en Skam! Jeg havde saa fast besluttet ... Det banker paa Dren! #Vilhelm.# Tak, Madam! Nu komme vi paa Minutet. III AFTENSMAALTIDET #Vilhelm.# Ved dette muntre, gjstfrie Bord Er Kredsen saa fortrolig; En venlig Skov-Alf har, jeg troer, Lokket os til sin Bolig. Jeg tmmer Glasset med en Bn For vor gamle, brave Vertinde, Og for vor Vert, hendes unge Sn, Saa alvorsfuld i Sinde. En Vildbrad har han fra Skoven bragt, Saa kostelig har han os madet, Men selv han sidder som halv forsagt, Og langer neppe til Fadet. Skjnk i, tm Glasset, min unge Ven! I Vinen drukner man Griller; Hvo veed, om atter vi sees igjen, Naar imorgen Skjbnen os skiller? #Fredrik.# Vel sandt, jeg tier den hele Tid, Mig ngtedes Talens Gaver. #Gertrud.# Her komme saa sjldent fremmede hid, Af Undren han falder i Staver. #Fredrik.# Af Undren? O ja! den qvler min Rst, Men af iet den levner mig Brugen. #Marie.# Vil De klinke med mig? #Fredrik.# Med strste Lyst! #Gertrud.# Min Sn, du spildte paa Dugen. Jeg kalder min Fredrik Sn, thi jeg veed, Som en Sn jeg den Kjre betragter; Dog er han det ei, og sand Besked Til Dem at sige jeg agter. De ere saa venlige begge To, Saa mildt De tage tiltakke; Hvi skulde jeg gode Folk ei troe, Og af Hjertet med Dem snakke? Desuden har De vel Krav, jeg troer, Paa at kjende Vert og Vertinde; Nu vel, om os selv et lidet Ord At sige Dem, har jeg isinde. Paa Jyllands Heder min Mand var Prst, Ved Dden jeg tidligt ham tabte; En eneste Sn var min Lykkes Rest, Men ak! kun Sorg han mig skabte. Hans vilde, hans uregjerlige Sind Forvoldte mig stadig Kummer; O Gud! naar hans Skjbne falder mig ind, Mit Hjerte sin Sorg ei rummer. Da han fyldte sit tre og tyvende Aar, Da misted jeg ham, -- han dde! ... O Gud! jeg fler det gamle Saar Ved Mindet derom at blde. Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til, At ikke man der af Sorgen, At Hjertet ikke briste vil, Men haaber end paa imorgen. Og dog, til at haabe havde jeg Grund, Thi blev mit Haab ikke lnnet? En anden Sn har min Aftenstund Med snlig mhed forskjnnet. Han bragtes mig som forldrels, Da hiin jeg nys havde mistet; Jeg veed ei, hvordan den liden Kns Blev ind i min Stue listet. Han laae i et Svb, men intet Spor Mig Kundskab gav om den Spde. Nu er han voxen, nu er han stor, Nu er han min sidste Glde. Han skikker sig vel, han er Forst-Elev, Snart tager han Forst-Examen; Af Jgermesteren rost han blev, ... Men jeg kjeder vist Herren og Damen. #Vilhelm.# Nei ingenlunde! #Marie.# Hvor kan De troe ... #Vilhelm.# Endnu maa De berette, Hvorlunde De her kom til at boe Paa Sjllands blomstrende Slette. #Gertrud.# Hvad skulde jeg meer paa Heden hist, Da min Mand og min Sn vare dde? Erindring gjorde mit Hjerte trist, Og Egnen var mrk og de. Et Huus jeg havde, det solgte jeg da For otte hundrede Daler, Og drog med lettet Sind derfra, Som fra Mindet om fordums Qvaler. Jeg drog til Sjlland, her op mod Nord, Thi jeg er fdt her paa en; Saa kjbte jeg Huset, hvor nu jeg boer I Skoven herinde ved Sen. #Vilhelm.# I Deres Fortlling tage vi Deel, Og Gjengjld vil vi gjre; Fortroligheden skal vorde heel, Naar De min Beretning vil hre. De sagde nylig, vi havde Krav Paa at kjende Vert og Vertinde; Saa br og Disse, som Huus os gav Til Oprigtighed os forbinde. Thi lad mig sige Dem, hvad jeg har Ei hidtil villet fortlle: At det er et lykkeligt Brudepar, Som sidder hos Dem i Qvelde. Iforgaars var det, vort Bryllup stod I Sognekirken derhenne; Os Brudeskaren i Hast forlod, Da Vielsen var til Ende. Med Glde vi saae, at Papa og Mama Og Slgt og Venner saa kjre Sagde Farvel og kjrte derfra, Og lod ene sammen os vre. For Kirkeporten en Vogn der holdt, Den monne vi To bestige; Al Verden vendte vi Ryggen koldt, Kun fremad monne vi hige. Thi rundt om Sens fortryllende Bred Langsomt vilde vi drage, For at nyde landlig Eensomhed I de frste Hvedebrdsdage. Saa sparer man sig Trossets Morgenbesg, Naar det stolper omkring og tramper, Nysgjerrige Blikke, upassende Spg Og Chocolade-Slampamper. Saa har man dog Fred, saa har man Ro For de Paatrngendes Miner, Som vil see, hvordan de Nygifte boe, Og hvad de har for Gardiner. I det skjnneste Veir omkring vi drog Og beundred saa Meget i Egnen, Indtil iaften vor Skrk os jog I Ly for Tordenregnen. Imorgen tidlig vi drage bort, Thi lad os da nu forfie Til vort Kammer os hen; Natten er kort, Og Svn behver vort ie. #Marie.# Jeg er ikke svnig, det har ingen Hast. #Vilhelm.# Men Hvilen kan ikke skade. #Fredrik.# Er den Beslutning da saa fast, Os imorgen at forlade? Egnen er skjn, det siger De jo, Saa skulde De blive her lnger; Naar jeg er Frer, det kan De troe, Til ingen anden De trnger. Saa let det hndes, De gaaer forbi Alle de smukkeste Steder, Men jeg skal vise den skjulte Sti, Som kun sjelden en Fod betrder. I Haven voxe de Blomster smaa, Som min Moder pleier dernede; Naar den unge Frue til dem vil gaae, Da skal hun neppe sig kjede. Og De, min Herre, paa Jagt maaskee Har De Lyst en Riffel at prve; Saa flges vi ad, saa skal De see, Jeg skal i Kunsten Dem ve. Vi finde jo nok paa Tidsfordriv For en Dag, for to, for trende. De vil ikke fortryde det; derfor bliv, Bliv kun imorgen til Ende! #Gertrud.# See saa! nu fik du Tungen paa Gang, Min Sn, det godt mig hover. Men Tiden vil falde de Fremmede lang, Tiltrods for Alt, hvad du lover. Et eensomt Levnet frer jeg, Vort Tilbud er overfldigt, Fremmede Folk blive her ei Lnger, end de har ndigt. #Marie.# Saa beskeden Venlighed rre maa; Hvordan skal vi takke Dem Begge? #Vilhelm.# Nu vel, saa lad os sove derpaa, Og imorgen det overlgge. Vi vil ei reise saa tidligt bort, Saa faae vi Tid til at tale. Men nu lad os gaae; Natten er kort, Og iet trnger til Dvale. #Gertrud.# God Nat! Gid Svnen maa vre blid! #Marie.# Men skal vi dog lidt ei bie? #Vilhelm.# God Nat! Jeg troer, det er Sengetid. Nu kom, min elskte Marie! IV NATTETANKER #Fredrik.# Nu hviler den tause, dmrende Nat Over de sorte Skove; Hvi flyer da Svnen mit ie brat? Hvorfor kan jeg ikke sove? Hvi drages min Tanke stedse hen Til den unge deilige Qvinde? Nu hviler hun hos en lyksalig Ven I Gjstekamret derinde. Mon engang den Lykke vil vorde min, En elsket Viv at eie, At vugges i Svn paa en Arm saa fiin, Og ei paa et eenligt Leie? Men hende, hende bliver det ei, Som staaer for de drmmende Blikke; Og hvor jeg sger paa Livets Vei, Hendes Lige finder jeg ikke. Der ulmer i hendes Blik en Gld, Som til Flamme sig let forstrker; Men Undseelse farver Kinden rd, Naar sit ies Virkning hun mrker. Der gynger paa Barmens Tvillingepar En Amor, som saligt bver; Men hun rdmer bly, naar hun mrket har, At et Suk ham hiere hver. Snart seer hun forelsket og snart igjen Med Frygt paa sin gtemage; Snart lader det til, at hun drages hen, Snart, at hun stdes tilbage. Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hed Som min egen ... Hvad er det, jeg siger? ... Plagende Tanker! lader mig i Fred, Fra mit natlige Leie viger! -- Vide jeg gad, om Andre det gaaer Som mig, og paa samme Maade: Saa Meget skeer, som for Tanken staaer Lig en mrk, ulselig Gaade. Meget, som hndes mig frste Gang, Synes mig et dunkelt Minde, Det klinger for ret som en gammel Sang, Hvis Ord man ikke kan finde. Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom, Og en Lysning faldt gjennem Lvet, Var det, som jeg maatte huske mig om! Og altid blev jeg bedrvet. Og traf min Kugle den flygtende Raa, Min Samvittighed flte sig bebyrdet, Jeg grd over Dyret, jeg tnkte paa, Ifald jeg en Ven havde myrdet. Aldrig tilforn jeg svrmet har Som idag, for en deilig Qvinde; Og dog, dog er det, som Hjertet var Fuldt af et gammelt Minde. Jeg er vaagen, dog stige Syner herned Fra Drmmenes hemmelige Riger ... Plagende Tanker! lader mig i Fred, Fra mit natlige Leie viger! -- Bestandig mit ie stirre maa Paa den Lysning paa Bgen derude. Skjndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae, Seer jeg den gjennem min Rude. Det er Lyset hos det reisende Par; et Skin Falder paa de mrke Skove. Nu blev det slukket! ... Lettet er mit Sind, Maaskee jeg nu kan sove. V PROMENADEN #Vilhelm.# Seer De nu? De har vundet Deres Sag: De fik os til at blive; Vi er her alt paa tredie Dag, Og kan neppe ls os rive. #Fredrik.# Men den unge Frue kjeder sig vist, Desvrre, det seer jeg af Minen. #Marie.# Det er Trthed kun, og Deres Moder hist Venter os ved Theemaskinen. #Vilhelm.# Det er intet Under, om hun er trt, Kun sjeldent hun Foden rrer. Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet, Tak vre vor gode Frer. #Fredrik.# Imorgen Fruen sig hvile maa, Mens vi Andre paa Jagten drage. #Marie.# Men vil De paa Jagt virkelig gaae? #Vilhelm.# Er det nu Grund til Klage? En Mand har en Attraa i sit Bryst Til tusinde Ting at prve, Og Jagten er just en mandig Lyst, Som det smmer sig ham at ve. #Fredrik.# Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae, Jeg skyder en Gjenvei herneden; I aften jeg Kugler stbe maa, Thi jeg brugte den sidste forleden. Men De maae vandre her ligefrem Mellem de tvende Hie; Stien frer til min Moders Hjem. #Marie.# O ja! vi kjende den nie. #Fredrik.# Farvel! Vi mdes om en liden Stund. #Marie.# O Vilhelm! nu er vi alene, Skrkken binder ei meer min Mund. #Vilhelm.# Hvad er det? hvad kan du mene? #Marie.# O tjen mig deri! gaae ikke paa Jagt! Lad os reise herfra itide! #Vilhelm.# Men siig mig, hvad gjr dig saa forsagt? #Marie.# O Gud! ... man kan ikke vide ... Man hrer om uforsigtige Skud, ... Hvor let kan et Uheld sig fie! ... Og den unge Mand ... o! han seer ud ... Saa forvildet er hans ie! #Vilhelm.# Min bedste Marie! jeg troer, du seer Spgelser midt om Dagen. #Marie.# O Vilhelm! skal jeg bede dig meer? #Vilhelm.# Du bliver saa hvid som et Lagen! Hvad er det? hvad feiler dig? St dig ned, Her en Trstub Rdderne strkker; Og siig mig nu i Fortrolighed: Hvad er der skeet, som dig skrkker? #Marie.# O sprg mig ikke! der er Intet skeet, Du maa ingen Forklaring forlange, Jeg har Intet hrt, jeg har Intet seet, Kun en Anelse gjr mig bange. Den Tordenluft, hvori vi kom, Er endnu bestandig den samme. Der drager et Uveir paa Himlen om, Og jeg frygter, et Lyn vil ramme. Maaskee det kun er Indbildningens Spil, Maaskee kun Frygt mig forleder, Men den frste Bn ei ngte du vil, Hvorom din Hustru dig beder. #Vilhelm.# Min elskte Marie, nei visselig, nei! Mod dit nske jeg ikke strider, Endskjndt jeg troer -- jeg det ngter ei -- At af sygelig Frygt du lider. Men ligemeget! For at lette dit Sind, Lad os reise tidligt imorgen. Nu vender Rdmen tilbage til din Kind; Ja, min Elskede, glem nu Sorgen. Saa vil vi til Staden, til vort Hjem Rundt om Sen drage. Men de Andre? ... Intet vi sige dem, Naar nu vi vende tilbage. Der vanker ellers saa mangen Bn Om imorgen over at tve, Og baade Konen og hendes Sn Vort Afslag vil bedrve. Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt -- Og det lover os Aftenrden -- Saa lade vi Vognen komme blot, Og Undskyldning er ei fornden. Men nu lad os gaae, thi du er varm Og Aftenens Taager begynde. Stt dig paa mig, giv mig din Arm, Nu vil vi os hjemad skynde. VI MODER OG SN #Fredrik.# For silde jeg seer det, jeg kom tilkort, Jeg fler, hun mig foragter; Hun vender med Afsky Hovedet bort, Hvergang jeg hende betragter. Alt er stille, det er atter Nat, I Huset slumre nu Alle, Jeg vaager atter, eensom, forladt, Og lader Modet falde. Dog nei! I Mismods dunkle Sky Jeg vil mig inat ei svbe. Nu brnd, min Lampe! nu smelt, mit Bly! Kuglerne vil jeg stbe. Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud! Hvor synes den ussel og ringe! Og dog hvor findes Mage til Bud, Naar det gjlder Budskab at bringe? Og lige villig og med samme Lyst Den lader sig lydig sende Til ham, som hviler ved et deiligt Bryst, Og til mig, som spottes af hende. Til mig? ... O ja! det var besrget snart, Og maaskee det just var paa Tide, Maaskee der blev for os alle spart Megen kommende Qvide. Men tys! ... det pusler jo ved min Dr; Jeg skimter et Lys, der flammer ... Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo fr Godnat og gik til dit Kammer. #Gertrud.# Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt, Det var som om Luften brndte, Og jeg flte mig saa ngstelig stemt, Som om en Ulykke hndte. Med strke Skridt jeg hrte dig gaae Her i Natten, den stille, Og ei Ro jeg havde, fr jeg saae, Hvad du monne bestille. #Fredrik.# Kjr Moder min, vr uden Frygt! Imorgen skal jeg jage, Et Par Kugler at stbe har jeg forsgt, Da jeg fleer ei havde tilbage. #Gertrud.# Lad imorgen fare den vilde Frd, Den bliver os ei til Baade. Saa lnge de fremmede Folk er her, Lad mildere Glder raade. #Fredrik.# Men lovet jeg har den fremmede Mand At jage med ham i Skove. #Gertrud.# Saa siig, at uvant med Jagten er han, Og Du tr ikke det vove. #Fredrik.# Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer? Troer du, jeg vil ham skyde? #Gertrud.# O ti dog! Hvilket afskyeligt Ord! Nei, det vil Gud forbyde. #Fredrik.# Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund, Naar for hans Liv jeg vil svare? #Gertrud.# O jeg veed ikke selv! men denne Stund Ligesom truer med Fare. O Fredrik! lad ei min Bn vre spildt! Du er saa selsomt forvirret, Aldrig dit ie har seet saa vildt, Aldrig det saa har stirret. #Fredrik.# Indbildning, Moder! #Gertrud.# Nei, altfor klar Er Aarsagen til min Smerte: Et Tidsrum af trende Dage har Forvandlet dit Sind og dit Hjerte. Du tier, du flder Taarer i Ln, Jeg seer dem paa Kinden trille. Min stakkels Fredrik, min gode Sn, Lad kun Graad din Smerte formilde! Kom, st dig hos mig ved dette Bord, Hvor den natlige Lampe brnder, Lad os tale sammen et fortroligt Ord, Som gamle, prvede Venner. O Gud! jeg trnger jo selv til Trst, Og inat er mit Sind ei modigt; Til mit re sig nrmed en rdsom Rst, Til mit Blik et Syn, som var blodigt. Saa tidt, naar jeg lgger mit Hoved ned, Mens de natlige Timer ile, Forstyrrer den rdsomme Rst min Fred, Det blodige Syn min Hvile. Og inat, tiltrods for min Aftenbn, Plaged de mit Blik og mit re. Jeg har aldrig fortalt dig det fr, min Sn, Men nu, nu skal du det hre. Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro, Naar til dig om min Skjbne jeg taler; Maaskee det lettes, naar vi er To Om at bre de hemmelige Qvaler. Den Sn, som mit gteskab mig gav, -- O, du veed ei, hvordan han dde! ... Bdlen hugged hans Hoved af, Paa Skafottet maatte han blde. Forskudt af en ung og deilig M, Som var dv for hans Beilen og Tragten, Lod han en lykkelig Elsker de For en Morderkugle paa Jagten. Den Morgen, da han led sin skrkkelige Dom -- Endnu var det neppe daget, -- Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom! "Klokken er nu paa Slaget." Da sank han for sidste Gang til mit Bryst, Og udbrd: "Et Ord du mig give, "Et kraftigt Ord, som kan vre min Trst "Paa min sidste Gang ilive!" Og jeg sagde ... Men Fredrik! du skrmmer mig! Siig ... Du reiser dig ... hvad har du isinde? Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ... #Fredrik.# O Moder! Moder! hold inde! Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer, "Da siig: Min Gud og min Broder! "Tilgiv mig for dine Martyrsaar, "For min Anger og for min Moder!" #Gertrud.# Ha! hvoraf veed du det? #Fredrik.# Mig det var! Frst nu mig selv jeg fatter: Det er din virkelige Sn, du har, Og nu lever han Livet atter. #Gertrud.# O Fredrik! har Vanvid grebet dit Sind? #Fredrik.# Nei Moder vr ikke bange! Men hidtil gik jeg som en Blind Igjennem Aarene lange. Min Bevidsthed vaktes i denne Stund, Nu mig selv jeg gjennemskuer, Nu seer jeg mit Liv i dets frste Grund, Og paa eengang haaber og gruer. Ha! jeg fler igjen min dybe Skrk, Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde, Men af min Tanke dog ei gik vk Det Trstens Ord, du sagde. Ved xens Fald min Bevidsthed forgik, Men jeg vaagned paa fremmede Steder, Og paa min Vandring ie jeg fik Paa en Mand i hvide Klder. Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var, Men ak! jeg kjendte ham ikke, Og min Bn for ham ei frem jeg bar, Skjndt Mildhed var i hans Blikke. Han langsomt mig imde kom, Og nu saae jeg hans Haar at skinne; Han strakte sin Haand og sagde: "Vend om! "Din Plads er ikke herinde. "Paa Jorden Forbryderens Dd du led, "Her ingen Straf er tilbage, "Saa gak da til Jorden atter ned, "Lev om igjen dine Dage." Da vendte jeg om paa frygtsom Fod, Da vandrede jeg saa lnge; Min Kraft var mattet, tabt mit Mod, Til Hvile monne jeg trnge. Da sov jeg en Svn saa dyb, saa haard, Og Intet veed jeg, som hndte, Men da jeg vaagned i Barndoms Aar, Jeg som en Anden mig kjendte. -- Og Moder! skjnk mig et iekast! Din Trst kan jeg nu behve; Ei anden Gang, det lover jeg fast, Skal din Sn dit Hjerte bedrve. Hun svarer mig ei! Hendes Stemme ld Dog tilforn, for Snnen at raade ... Hun drager saa tungt et Suk ... Hun er dd! Nu see Gud til mig i Naade! VII MORGENEN #Fredrik.# Undskyld, om jeg Dem vkker for brat, Om for tidligt min Rst De fornemmer, Men min gamle Moder er dd inat, Og Fogden skal forsegle hendes Gjemmer. #Vilhelm.# Hvad siger De{}!{sic} Dd{}!{sic} #Marie.# Forbarmende Gud! #Byfogden.# Ak ja! det er Verdenslbet. #Fredrik.# Hendes Hjerte brast, hendes Lys gik ud. #Byfogden.# Og her er Fattigdom ovenikjbet. #Vilhelm.# O hvilket Budskab! #Marie.# Jeg skjlver af Skrk! #Byfogden.# De er Slgtninge, kan jeg formode; Jeg troer at bemrke Familietrk. #Vilhelm.# O nei! #Byfogden.# Ikke det? Jeg troede. Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god, Naar man kjendte den Afdde nie. #Vilhelm.# For fire Dage siden hun stod Den frste Gang for vort ie. #Byfogden.# Men saa skal De ikke tage Dem det nr, Saa behves ikke den Jammer. Undskyld forresten, om jeg gjr Dem Besvr Med at undersge Deres Kammer. Det er ei stort Andet end en Formalitet, Thi her er kun Lidt at skrive. Af Testamentet har jeg seet, At Snnen skal Arving blive. Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog, Fr han Alt i Besiddelse tager, Og derfor man forsegler eller frer til Bog Hvad her findes af rrlige Sager. Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom; Jeg er frdig strax paa Minutet ... I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom. Her er nu Forretningen sluttet. Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer. #Marie.# Jeg staaer, som af Skrkken knuset! Husker du, jeg sporede Tordenen igaar? Nu har Lynet slaaet ned her i Huset! #Vilhelm.# Ja, dobbelt forfrder et Slag, som saa brat Kommer, for uventet at drbe. Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat, Min Lbe sgte hendes Lbe; Saa lyksalig var mig hos min Hjertenskjr Natten i den fredelige Hytte; Men imidlertid kom os Dden saa nr, Og greb sit uventede Bytte. #Fredrik.# Jeg kommer igjen, for et Ord endnu At sige mine Gjstevenner: Ifald til at reise staaer Deres Hu, Jeg strax Deres Vogn Dem sender. Men vil De tve hos mig her I de frste srgelige Dage, Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjr For ham, som er ene tilbage. #Vilhelm.# Jeg ndigt forlader en bedrvet Ven; Hvad er din Mening, Marie? #Marie.# Uden Sprgsmaal derom, vi blive her end, Og Begravelsen oppebie. Mildt hun qvged os paa vor Vei, Den gamle venlige Qvinde; Saa forlade vi Huset heller ei, Saalnge hun er herinde. Fr mig til det kolde Leie, hvorpaa Den Dde nu slumrer rolig; Hendes venlige Trk, hendes Smiil mig maae Gjre med Dden fortrolig. #Fredrik.# Ja kom! jeg frer Dem Begge derhen, Og lover ved min Moders Minde: At betragte Dem som en broderlig Ven, Og Dem ... som en ssterlig Veninde. VIII I STORSTUEN #Vilhelm.# Marie, nu kom! hvad venter du paa? Alt Uhret Midnat viste. #Marie.# Men gjennem Storstuen skal vi gaae, Og der staaer den sorte Kiste. #Vilhelm.# Gjennem Mrket skal jeg lede dit Fjed ... Trd ikke paa Buxbom-Planten ... Nu er vi ved Kisten, lige derved, Std dig ikke paa Kanten. Fat Mod! Her er vor Kammerdr, Du Lyset derinde kan skue. Med andre Flelser gik vi fr Dertil gjennem denne Stue. See, her er vor frste, fortrolige Bo, Vor Omfavnelses hellige Vugge; Men udenfor har en dybere Ro Lnnet dybere Sukke. IX PAA KIRKEGAARDEN #Vilhelm.# I denne Kirke din Haand du mig gav, Vort Baand vi her monne knytte. #Marie.# Vi staae her igjen, men en aaben Grav Gaber efter sit Bytte. #Vilhelm.# I Alt, som forkynder vor Sjletrang, Til den mgtige Kirke vi trde. Klokkerne ringe med samme Klang Til Ligfrd og Bryllupsglde. #Marie.# Som Klokkernes Klang er Blomsternes Pragt De smykke Liget som Bruden. Her lgger jeg Krandsen, min Haand har bragt, Hos den Dde paa Hovedpuden. #Fredrik.# Fr Laaget mig rver dit sidste Spor, Et Kys paa din fromme Pande! #Prsten.# Af Jord er du kommen, du bliver til Jord, Men af Jorden op skal du stande. #Chordrengene.# See, Tiden saa meget hastigt gaaer; Hvo veed, hvor nr er min Ende? At bort herfra jeg at vandre faaer, Hvor let, hvor snart kan det hnde! #Fredrik.# Vort Hverv er endt, nu drage vi hjem, Og Deres Vogn bestilles. Et ieblik jeg da taler med Dem, Og saa for stedse vi skilles. X AFREISEN #Fredrik.# Sadl op min Hest og trk den frem! Jeg vil ud i Verden ride; Ei meer jeg bliver i mit Hjem, For at savne, lnges og lide. Afsted! afsted! Min Hu staaer til De vilde, fremmede Lande; Ved hie Bjerge skilles jeg vil Fra mit Hjem og ved dybe Vande. Du Stork, som gjennem Luften gaaer, Laan mig din brede Vinge! Du Lrke, som under Skyen slaaer, Lad din Sang i mit Hjerte klinge! Marie! Vilhelm! Jeg skilles fra Dem, Nu rider jeg bort, naar De kjrer; de bliver mit Ungdomshjem, Og fra mig vist aldrig De hrer. Men naar Jorden er kastet over os tilsidst, Som idag over min stakkels Moder, Da skal vi hos Ham mdes forvist, Som er vor Gud og vor Broder. Et Haandtryk, Vilhelm! Det er Afskedsbud ... Marie! Deres Haand De mig rkke! Jeg trykker et Kys paa dens Liliehud ... Lad Kysset Dem ei forskrkke! O lad mig holde den en liden Stund! Tilgiv mig denne Dvlen! Lad mig fste den til min brndende Mund! O kunde jeg udaande Sjlen! Nu slipper jeg den strax; und mig min Lod; Betragt mig ikke saa bange! O var der dog en drbende Braad Hos denne skinnende Slange! Marie! see, jeg giver Dem den Tilbage, med Taarer vdet! -- Og nu afsted! i det Fjerne hen! Lad mig flye fra Dem og fra Stedet! Der kommer Deres Vogn, nu stiger De derop, Og jeg til Hest for at ride. Farvel, farvel! -- Galop, Galop! Ud i Verden den vide! #Vilhelm.# Beklag, Marie, den unge Mand! Til dig har han sat sit Hjerte. Jeg lnge mrket har, at han Led af forelsket Smerte. Men hidtil har jeg det ikke sagt, Du skulde det frst erfare, Naar Veien var tilbagelagt, Naar i vort Hjem vi vare. #Marie.# Saa du troer, du lrer mig noget Nyt? Jeg selv ei skulde det mrke? Har du glemt forleden vor Dispyt Og mine Anelser strke? #Vilhelm.# Hvordan? du meente? ... #Marie.# Tal ei derom! Jeg drmmer endnu, skjndt vaagen; Jeg har drmt fra den Stund, jeg hertil kom, Og nu frst spreder sig Taagen. #Vilhelm.# Drmmen er glemt, Solen herned Skinner gjennem Bgetoppen. #Marie.# End seer jeg Stvet i Rytterens Fjed, End hrer jeg fjernt Galoppen. #Vilhelm.# Vr uden Frygt, min unge Viv! Paa Hjulet din Fod du stte! Jeg holder Armen om dit Liv, Skal op i Vognen dig lette. Nu sidde vi sammen, vi er ene, vi er frie; Vil du taale min Arm under Kaaben? -- Kjr, Postillon! bls din Melodie! Fremad! Verden er os aaben. GUDSTJENESTE EN FORAARS-PHANTASIE #Digteren.# Pindsemorgen! o hvor skjn! Skoven vinker lysegrn Bort fra Staden, i hvis Gader Pene Folk af begge Kjn Vandre stadseligt i Rader. Stadens Kirkeklokkers Klang End mig flger paa min Gang; Men til Skoven gaaer min Vei, Der jeg meer dem hrer ei; Der mit Blik kun hviler paa Tusind stumme Klokker smaa, Nogle hvide, andre blaae, Som i Ly for Solens Flammer I det friske Skovgrs staae Hos de mosbegroede Stammer. Hist, hvor Skoven breder ud Majesttisk sine Kroner, Der er Templet for min Gud, Der har Fuglen Orgeltoner Paa Naturens Pindsefest, Og der prker bedre Prst End i hine skumle Haller, Hvor prosaisk Dagslys falder Gjennem matte Ruder ind, Medens her ved sagte Vind Under Lvet Lyset spiller I et gjennemsigtigt Grnt, Tusind Gange mere skjnt End blandt hvide Kirkepiller. Her, Natur, er Tabernaklet, Hvor din Helligaand jo boer, Som gjr Pindsedags-Miraklet, Hvorom hist kun fres Ord; Thi det Sprog, som dine Tunger Tale med en evig Rst, Over hele Verden runger, Og forstaaes af hvert et Bryst. #Pan.# Vr velkommen til min Bo, Til min tause, dybe Ro! Her er tyst og her er stille; Vil du dig fra Mngden skille, Kom, o Digter, da herud! #Digteren.# Ha! hvo taler her? #Pan.# Din Gud. #Digteren.# Min? #Pan.# Ja, din. #Digteren.# Jeg seer ham ikke. #Pan.# Nei, thi selv om du er kjk, Du betoges dog af Skrk, Hvis han stod for dine Blikke. Men min hemmelige Stemme Til dit Digter-re naaer, Og mit Ord skal du fornemme, Mens du for mit Alter staaer. #Digteren.# Mere jeg forlanger ikke; Det er Nok, naar kun jeg veed, At jeg i min Eensomhed Sees af dine Guddomsblikke; Det er Nok, naar paa min Gang, Hvergang jeg til dig tr tale, Du med Svar mig vil husvale Og begeistre mig til Sang. #Pan.# Husk dog: kun paa eensom Vei Kan og vil din Bn jeg hre; Har du Selskab, da mit re Lukkes, og jeg svarer ei. #Digteren.# Just saaledes er det Ret: Vil jeg mig med Gud forene, Sger jeg en eensom Plet, Hvor med Gud jeg er alene. Der min Andagt ei forhindres Af en dum og dsig Flok; Der jeg i mit eget Indres Tanker finder Selskab nok; Der min Gang til Gud er lettet, Ikke mig besvrlig gjort; Uden Agt paa Klokkeslettet Gaaer jeg ind ad Templets Port; Disse hvalte Silegange, Mere dybe, mere lange, Aabne staae ved Nat og Dag. Ja, hvis i vor Stad derhenne Kirken aaben stod, som denne, O, det var en anden Sag! Ofte snart ved Dagens Lue, Snart ved Nattens laante Skin, Gik jeg da med Lyst derind, For til Alteret at skue, For, med Blik til Kupplens Bue, Fromt at hve der mit Sind. Helst jeg valgte da den Stund, Naar ei Svrmen var derinde, Og naar ikke Prstens Mund Fik min Andagt til at svinde; Kun hvor eensom Taushed boer, Kan min Barm af Fromhed glde. #Pan.# Ogsaa der jeg skulde mde, For at svare paa dit Ord. #Digteren.# Du i Kirken? #Pan.# Selv i den, Naar den kun er tom og de, Er jeg villig til at mde Den, som drages til mig hen. Overalt, hvor Een tr bygge, Skjult af Dunkelhed og Skygge, Uden Selskab af en Ven, I det Eenlige, det Tomme, I det Tause vil jeg komme. Hvor kun paa den flles Vei Een sig skiller fra de Andre I mit Navn, for taus at vandre, Er tilstede hos ham jeg. #En Stemme fra Skoven.# Din Hu du bort fra Eensomheden vende! Thi hvor To eller Trende I Navn af mig foreente sammentrde, Der er jeg selv imellem dem tilstede. #Digteren.# Ha! hvilken Stemme toner Fra Bgeskovens Kroner, Og taler modsat Mening, Og raader eenlig Vandrer til Forening? #Samme Stemme.# En Engels Rst du hre! Din Frelsers Ord han bringer til dit re. #Digteren.# O Fugl med strke Vinger, Som nu fra Tret dig til Jorden svinger, Imens din hulde Sang i Luften klinger! Jeg under Lvets Buer Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer. #Engelen.# Digter! hvorfor vil du sge Paa en eensom Vei din Gud? Kun i Skoven, mellem Bge Vil du lytte til hans Bud? Du vil stedes for ham ene, Da frst hrer du hans Ord, Og dig nrmere tr mene, End i samlet Broderchor. Troer du da, Gud i sin Himmel Frer Liv som Eremit, Siden du i Brdres Vrimmel Ei kan tale til ham frit? Troer du, han sig aabenbarer Heller for en eenlig Aand, End han sine Snner svarer, Samlede ved flles Baand? Altsaa kalder du din egen Frelser til dig i din Bn, Ikke ham, som ned er stegen Til det hele faldne Kjn, Ham, som vilde jordisk fdes, For, som Menneske, skjndt reen, Med den hele Slgt at mdes, Og ei skille sig fra Een? -- Gjr som han, udv herneden Kjrlighed som frste Bud, Slut dig selv til Menigheden, Og igjennem den til Gud. #Digteren.# Til Sandhed du mig hver, Men vanskeligt er Offret, som du krver. Ak! skamfuld jeg bekjender: Poeten let mod Hedenskab sig vender; Selv naar for Gud han knler, Den gamle Adam ikke reent han qvler. Vel kan man sig husvale I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale; Vel er det skjnt at virke Til flles iemed i Stat og Kirke, Skjnt, hvor de store Krfter sig forgrene, Sin egen Kraft med Manges at forene. O! men et Blik af Solen Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen, En sagte kruset Vove, En kjlig Luftning i de ttte Skove, En flygtig Sky, som svver Paa Himlen og for Maanens Straale bver, Og dybt i Skov og Dale Den hitidsfulde Sang af Nattergale, -- Alt Dette taler med saa strk en Stemme, At Menneskenes Rst jeg maa forglemme. -- Ak! jeg br ikke ngte, Min Christendom er vistnok langt fra gte, Thi Livet, som Naturen mig bebuder, Er helst i Samqvem med de gamle Guder. Jeg taler med Dryader I Trets Lv, i Bkken med Najader; Ved Dagens hede Lue Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue, Og seent i Aftenstunden Jeg iner fjernt hans Sster, snart i Lunden, I Kreds af hendes Terner, Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner. Mod alle Skikkelser min Tanke haster, Og hvad den nylig greb, den atter kaster, Indtil den Hvile finder Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder, Ham, som fra Skabningstiden Stod det helleniske Parnas ved Siden, En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger, Og som gjr alle Guderne til Skygger, Thi naar de alle drage Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage, Som den Uendelige, Der bliver, naar de Endelige vige. Jeg fatter meer og mere, At, vil man om sin Gud philosophere, Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel, Men kommer til Bramanen, som i rken, Paa hede Sand, i Trken, Med opspiilt ielaag mod Solens Straaler, I eensom Selvbetragtning Himlen maaler. Som Sphinx for alle Tider, Han slumrer i Egyptens Pyramider. Og i det Skjnheds-Rige, Hvor Hellas satte de Uddelige, Hvor Digteren har hjemme, Som i Naturen hrer deres Stemme, Der hvisker han i Lvet, I hver en Duft, fra Blomsterbgret rvet, I Nattevindens Susen, I Kildens Tonefald, i Havets Brusen, I Dyrets qvalte Toner, I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner. Thi naar Naturen ndes Til, skilt fra Guderne, som i den bygge, I eensom Majestt sig selv at smykke, Med ham tilsidst vi mdes, Der hersker, naar de Andre maae forstdes. For Socrates de mange Guder svinde, Han troer kun paa sin Genius derinde; Og dennes indre Seen Hos Plato hves panisk til Ideen. Endogsaa Mosaismen, Som fra Naturen skiller Sin Gud, og fjernt ham stiller, Har jo Spinoza endt i Pantheismen. -- Jeg veed, kun Christi Lre Kan sikkert Hjem for Tankens Grublen vre; Kun den har Skov og Huler Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler. Men ogsaa der er Gjrdet Ei allevegne lukket; Man troer, at protestantisk man har bukket For Gud, -- men det var Pan! man staaer forfrdet. Thi Gud man atter fjerner Fra Verden, fra Naturen, Forskandser sig mod ham ved Prosamuren, Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner. Men dog for ham at re, Man samles, for maaskee ham at behage, Paa visse Timer og paa visse Dage; Hans Tjeneste skal en Forretning vre. -- Nei! kald ham hid tilbage, Og st hans Naades dyrebare Mrker Iblandt Naturens ubevidste Vrker: Lad Korset plantes mellem vilde Bge, At Skovens Sanger til dets Green kan sge, Gjr hver en Bakke til et Golgatha; Lad Klosterkirken hve sig i Lunden, Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden, Mens Andagt kalder Sjlene herfra; Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter, Lad Dyret qvges paa Sanct Antons Fest, Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter, Og byd Naturens hele Kreds til Gjst! Da vil og Digteren til Festen komme, Med hellig Andagt og med Tanker fromme. O Alles Gud, i dine Helligdomme, Hvor selv Naturen fres Til dig, og helliggjres, Og det Profane stoler Paa Stemplet af de hellige Symboler. Men her, hvor ei man vil Catholicisme, Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter, Her kan en stakkels Digter Ei undgaae Pantheisme. Hos ham ei Feilen stikker, Det Secten er, som skranter; I Himlen er vist alle Catholiker. #Engelen.# Nei, vi er Protestanter. Du, som om Naturen sjunger Med begeistret Rst, og troer At forstaae dens tusind Tunger Som et eneste Guds Ord, Klares lad dit Sind, dit ie, See den Strben i hvert Blad Imod Korset sig at bie, Sole sig i Naadens Bad. Hvorfor plante Kors i Skoven? Er ei Korset overalt, Her paa Jorden og foroven, I hver levende Gestalt? See det, som sig br en Sanger, I din stille Tankes L Neppe du da meer forlanger Her at skue det af Tr. Du, som frer Ord paa Lben, Veed du ei om Det Besked, Hvorom i sin tause Strben Ubevidst Naturen veed? Troer du ei, den dunkelt mrker, Fra den Tid, da Christus her Gjorde sine Undervrker, Har den faaet et strre Vrd? Troer du ei, den dunkelt lnges Efter den Forlsningsstund, Da, naar Alt for Thronen trnges, Ogsaa den af Herrens Mund Hre skal det Ord, som lyder: "Gjr min Villie! flg mit Bud! "Jeg din tunge Lnke bryder, "Lser dig af Fngslet ud." -- Digter! see med Digter-ie, Og med Digter-re hr, Og Naturen vil sig bie Mod dit Blik, med kastet Slr, Den vil klinge for dit re, Med Sordinen taget bort, Og et Spil dig lade hre, I hvis Klang du kjender vort. See dig om! Naturen srger I sin Ro, sin Eensomhed: Aabnes Blomsten, dig den sprger, Om du ei dens Frelse veed; Aftenrden, naar den skriver Sit Godnat i Skyers Lag, Sprger, om ei snart den bliver Forbud for en salig Dag. Sine halvt forstaaede Tanker, Dunkel Smerte, dunkel Lyst Vil Naturen for et Bryst Skrifte, hvori Hjertet banker; Sine hemmelige Skatte Den med Uskyld peger paa; Kunde Mennesket kun fatte! Kunde Mennesket forstaae! O! da hrte han i Lvet Og paa Lufts og Blgers Vei Kun en Stemme, som bedrvet Klager, at den hres ei. Hr den, Digter! lyt derefter! Det er dig, den taler til, For at du de dunkle Krfter Klare skal ved Strngespil. Al Naturen dine Blikke Sger og din Kjrlighed; Elsker du din Broder ikke, O saa fly Naturen med! #Chor fra Skoven.# Hele Naturen har Trang til Forening, Strber mod Mennesket, fr end mod Gud; Digteren fatter dens lnlige Mening, Synger ved Lyren dens Lngseler ud. Alt i Naturen vil skues og hres Af det forstaaende, kjrlige Bryst, Vil, naar det fattes med Kjrlighed, fres Frelsen imde, til Frihedens Lyst. PROTESTANTISMEN I NATUREN EN MYSTERIE I Det gjlder Kamp paa Liv og Dd, Imod det Ydre ruster sig det Indre, Thi Hiint os lnge Trldom bd, Men Dette -- Tanken -- har begyndt at tindre; Den trodser hvad den forhen ld, Og har den bragt det frste Std, Den lader sig ei meer forhindre, Den vil erobre Verden, ikke Mindre. Den tegner Banen Med strke Trk, Snart Seiersfanen Den planter kjk. II O men fornem de sorrigfulde Sukkes Klagende Strm! See, hvor de skjnne Phantasier vugges Bort, lig en Drm! Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner, Sandsernes Verdens gyldne Trylleri Flygter og forsvinder; Alt er forbi! Troen ei meer til Syn af Gud sig hver, Tillidsfuld, strk; Kun som en Tanke han usynlig svver Bag ved sit Vrk. Ak! og Naturen ikke lnger smiler Huldt som den Dragt, hvori hans Vsen kom; Skilt fra Gud den hviler Aandls og tom. Frelseren vil sit Billed ei besjle, Tegnet er ddt; Fromhed ei lnger for ham selv tr knle, Svrmende sdt. Markernes Krands til Korset ei man bringer, Helgenens Alter kun forladt man seer, Ei til Messe ringer Skovklokken meer. Verden af tusind glade Phantasier! Ak, du forgaaer! Luften forstummer, Kildevldet tier, Eensom jeg staaer. Hvor skal jeg hre Svaret paa min Lngsel? Hvor skal jeg henflye til en savnet Rst? Hvor i dette Fngsel Toner min Trst? III Vend mod dit Indre dit Blik! Hvad i din Verden forgik, Vil i din Tanke du finde. Alt det Forsvundne derinde Liv og Tilvrelse fik. IV Den Gud, du sger, er din egen Gud; Hvad vil du mere? Han trder ikke som en Gjenstand ud Blandt andre, flere. Du fler ham, hvergang dit Hjerte hanker Af hellig Lyst; Du hrer ham i dine bedste Tanker Som evig Rst. Idet du sger, du ham alt har fundet, Idet du sprger, er alt Svaret vundet. Naturen, smykket i sin hele Pragt, Er altfor ringe Til ved sin stille Flid en vrdig Dragt For ham at bringe. Men tom og aandls er den derfor ikke, Og ei forladt: Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke Fra Stvets Nat, Med tusind Tunger tolker den sin Strben, Hans Ord den klinger ubevidst paa Lben. V Aandens Lys i Sjlens Kammer Glimter med strke Lyn, Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer, I det samme Syn. Og ved Lyset, der, lig en Stjerne, Opgik i Menneskets Bryst, Skal Naturen til det yderste Fjerne Vorde klar og lfte sin Rst, Og skal Mennesket besvare, Som forgjves spurgte den nys, Og sit Liv aabenbare Som en Strben mod Frihedens Lys. UDVALGTE DIGTE I LYRISKE DIGTE #FORAAR OM VINTEREN# Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen, Og nu straaler idag varm den oplivende Sol, Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden? Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis? See, hvor Himlen er blaa! Hist svver en eneste Sky, som Gjennemsigtig og klar ligner et lsrevet Slr. Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvor Tidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring. Men hvor Alt er forandret! Det slvblaa, vuggende Hav er Tvunget af Vintrens Magt, jevnt og forvandlet til Land. Langt fra Landet jeg seer det vlte de skummende Blger; Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis. Jorden er lnger ei bld, bekrandset af Grs og af Urter, Ngen, frossen og stiv trtter den Vandrerens Fod. Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe, Spttet med Sort og Hvidt, Blanding af Mrkhed og Lys. Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden; Vinden, skjndt rolig nu, fr havde splittet den ad. Sneen rugede her, hist tittede lngselfuld Jorden Gjennem det dvlende Slr, Maanen bag Skyerne lig. Saadan Alt er forandret, forandret Havet og Jorden; Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar. Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fdes og svinder, Men den himmelske Gnist qvger bestandig vor Sjl. Dog er det Jordiske skjnt, thi derfra skue vi Himlen; Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see. Derfor jeg gldes idag, thi under en vinterlig Larve Aner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nr. Spurvenes muntre Qviddren mig spaar alt Lrkernes Komme; Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist, Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og Busken Lydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Rst. Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel; Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn. See, under Linden hun staaer, de ngne Grene hun bier Ned med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop. Hvilken en Glde! See, Tret har Knopper! En Qvist jeg nu plukker, Bringer til Staden den hjem: "Glder jer! Nu har vi Vaar!" Men naar Solen nu snker sig ned bag brunrde Tage, Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind, Naar i de lange Ntter de dobbelt funklende Stjerner Ned til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjr, Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner, Om det forenende Bord spgende stte sig ned, Ak! da mrker jeg klart, at Vintren dvler med Afsked; Og dog nsker jeg da: Vinter, forlad os ei end! #TIL LRKEN# Velkommen igjen, Du Vaarens Prophet! Min sjungende Ven Paany jeg har seet! Saa mangen en Gang Har du qviddret for mig: Til Gjengjld min Sang Skal tone for dig. Du Vaarens Sanger, Begeistrede Fugl! O siig, hvor du fanger Om Vinteren Skjul? Hvad lykkeligt Land Modtager dig, naar Til den blomstrende Strand Du med Vingerne slaaer, Mens i vinterligt Vr Vi Andre maae her Forladte staae? Eller siig, mon du laae Ved den tilfrosne S, Mellem vindtrre Siv, Under lunende H, Hvor dit elskede Liv, Sdt dysset i Slum, Lig Cicaden i Skum, Skal vkkes paany Med forynget Lyst, For i Markernes Ly At sjunge din Trst? Thi Solen har neppe Til Jorden seet, Og over Sneemarkens Teppe Sine Straaler spredt, Fr din stigende Rst Hit toner i Sky. Med bvende Lyst Du hver dit ie Mod Himlenes Ly, Og bringer saa mild Til det straalende Hie Din Foraarssang. I din salige Ild Husker du ei, At Marker og Vang, Som du nylig forlod, Ere dkte med Snee, Som en Ddning at see, Dybt under din Fod. Vel smelter du ei Med bvende Rst Paa maanelys Vei Det elskende Bryst, Philomele lig. Thi Amor har ei I sdtsmeltende Honning Dyppet din Tunge; Og Kjrligheds Dronning Har ei elskovsrig Indblst i din Lunge Sin Nectarduft. Men i Foraarsluft Har Ceres mild Ved de elskovsfulde, Af Guddomsild Svulmende Bryster Fra Vinterens Kulde Varmet dig op. Snart vil hendes Sster, Blomsternes Gudinde, Med Zephyrernes Trop Komme ned fra parnassiske Tinde, Og ved Varmen i Solen, Ved din Sang, under flyvende Dands Fremkalde Violen, Og flette sin Sanger en Krands. Vel sees du ei ene I dmrende Nat I Poppelens Grene At klage forladt, Philomele lig. Men gldesrig I Morgenen, den klare, Naar Solen gryer, Vi hre dig fare Mod de guldgule Skyer. I et Gldes-Chor Over Marken du svver, Og begeistret dig hver, Til iet ei meer Under Himlen dig seer, Men usynlige Toner Forkynde, at glad Til den Eviges Throner Du bringer dit Qvad Paa din Himmelgang, Og paa Menneskets Viis I en flammende Sang Besynger hans Priis. Vr hilset igjen, Du flende Fugl! Vr hilset igjen I Markernes Skjul! Hver Gang naar jeg vanker Ved Naturens Bryst, Naar mit Hjerte banker Af salig Lyst, Lad mig see dig at bringe Til Himlen dit Qvad Paa den udstrakte Vinge, At bvende, glad, Jeg maa fle, hvad nu Min uvingede Lbe Forgjves vil strbe At tolke som du! #AFTENVANDRING# Ei den hie Himmelbue Straaler meer ved gyldne Lue, Phbus alt er dalet ned. Thetis i sin Favn ham dlger, Kjler ham i Havets Blger, Skjnker Guddomsflammen Fred. Fulgt af tusind Stjerners Vrimmel, Hit paa Nattens tause Himmel Staaer Selene hitidsfuld. Underlige Skygger male Sig i Bgeskovens Sale I det lyse Maaneguld. Underligt mit Hjerte flammer, Mens i hie Bgestammer Philomele herligt slaaer: Ha! hvorfor vil Hjertet grue, Mens den kjlne Turteldue Kurrende paa Grenen staaer? Veed du, hvorfor Hjertet banker, Naar alene saa du vanker Mellem Trer i Maaneglands? Veed du, hvorfor Sjlen bver, Hvorfor Frygten sagte svver Om din neppe vaagne Sands? Dybt i Skovens mrke Indre, Der hvor ingen Stjerner tindre, Pleier Artemis at gaae. Arme! Om du hende mder? Husk, hvordan Acton bder, Som den strke Guddom saae. Mellem Skovens ttte Grene Vanker hun i Qveld alene, Jagtens frygtelige M, Med sit Kogger og sin Bue, Ved sin Fakkels blege Lue; Hvem hun mder, han maa de! Mens hun vildt i Skoven iler, Venlig hun fra Himlen smiler, Lad det ei forundre dig! Selv til Underverdnens Riger Som Persephone hun stiger, Viser som treenig sig. Thi det Dybe, Hemmelige, Hvad du ei formaaer at sige, Ingen Lbe nvne kan, Er det ei i Skovens Bue? Er det ei i Maanens Lue? Er det ei bag Gravens Rand? Men i Skoven, naar hun trder Henad dunkle, tause Steder, Frygtelig er Artemis: Paa Kronions Tordenkile Har hun hvsset sine Pile, Hendes Arm er strk og vis. Og ved Gudens Lynildsflamme, Den som altid veed at ramme, Hun sin Fakkel antndt har: Troer du, Mennesket kan taale Synet af den strke Straale, Som Giganters Ddsbud var? Een var kun den fromme Hyrde, Som uagtet Stvets Byrde Blev berrt af hendes Haand. Men de saliggjorte Blikke Skued Guddommen dog ikke, Lukkede ved Morpheus Baand. Naar den straalende Gudinde Saae ham ligge som iblinde, Dysset ind i Svnens Blund, Sagte hun til Jorden svved, Lykkens Yndlings Lber bved Ved Gudindens Purpurmund. Vil du derfor alt herneden See et Glimt af Herligheden, Sku mod Nattens Stjernekrands! Drm i Maanens blege Lue Hvad du aldrig faaer at skue Vaagen under Solens Glands! Men er frst din Stvdragt borte, Har til Underverdnens Porte Hermes vinket med sin Stav, Da kan du dig nrme rolig Til Gudindens mrke Bolig Under Urnen i din Grav. Thi forklaret Psyche svinger To uddelige Vinger, Som af Larven spire frem. Orcus tr hun frit betrde, Iler fra Gudindens Sde Til sin Eros atter hjem. Dog, mens Livet fyrigt glder, Lad mig flye, hvis iet mder Artemis-Persephone! Kun Selene vil jeg kaare Under Smiil og under Taare, Til at sees af og at see. Ei i Skovens mrke Indre, Der hvor ingen Stjerner tindre, Men i lysen Maaneguld, Her hvor Skyggerne sig male, I de hie Bgesale, Vil jeg vandre lngselfuld! #PANISK SKRK# Hit alt monne Solen staae, Fast til Halm den Grsset brnder: Skyggerne blir ganske smaa, Hede Pile Phbus sender. Til sit venlige Paulun Huldt mig Bgeskoven vinker. Gjennem Toppen sval og luun Kun en enkelt Straale blinker. Dobbelt frit jeg aander her. Under disse hvalte Toppe Sees kun blide Farveskjr Af det strke Lys deroppe. Muntre Fugle kan jeg ei, Ingen Qviddren her fornemme, Men alvorlig hrer jeg Hist en enkelt Fuglestemme. I det tt begroede Krat Sjunger den med sig alene, Sidder der i Skovens Nat Paa de skyggefulde Grene. Her, hvor Solens strke Magt Ikke svier Alt tildde, Lever Blomsters Farvepragt, Hvide, gule, blaae og rde. Dybt og dybere jeg gaaer, (Hvo kan Middagsheden taale?) Snart jeg Skovens Indre naaer, Skjermet for den hede Straale. Ingen Vei med Sand og Stv I den dybe Skov jeg flger, Mange Aars affaldne Lv Som et Teppe Jorden dlger. Medens jeg i Ro og Mag Rundt omkring i Lvet vanker, Pludselig med strke Slag Skjlver jeg, og Hjertet banker. Sveden sprkker iiskold ud, Ikke veed jeg, hvi jeg frygter; Jeg befaler mig til Gud, Og tilbage hurtig flygter. Og jeg ikke seer mig om, Flyer, som truet af en Drage ... Frst da jeg paa Marken kom, Standsed jeg og saae tilbage. Mon en Snog sin lumske Mund Under Lvet monne skjule? Nei det var jo Blomster kun, Rde, hvide, blaae og gule. Har en Morder paa min Gang Luret bag de ttte Grene? Nei der var jo Fuglesang Og Uskyldighed alene. Store Pan! Maaskee jeg kom, Da jeg dybt i Skoven vanked, Altfor nr din Helligdom, Derfor saa mit Hjerte banked. Thi jeg veed, at uden Rast Du omkring i Skoven vandrer, Aldrig staaer din Bolig fast, Du den idelig forandrer. Med din krumme Hyrdestav Hvert et Blad du frem jo bringer, Derpaa til den mrke Grav Som et visnet Lv det tvinger. Paa den srgelige Rest Af din Elskede du spiller, Lokker, som du kan det bedst, Af din Syrinx sde Triller. Og hvergang du i dit Sind Tnker paa den skjnne Pige, Suser sagte Nattens Vind, Tunge Suk fra Hjertet stige. Og dit Bukkeskind saa vred Kaster du omkring din Skulder, Stter dig ved Sen ned, Hrer paa, hvor Blgen ruller; Lytter til de grnne Siv, Naar de hvislende forklare Sagn fra deres fordums Liv For den travle Blgeskare. I den tause Nat man kan Hre tidt et sagte Bulder: Det er Pan; fra fjerne Strand Blgen hid hans Klage ruller. Mangengang i tause Nat Kan man hre fjerne Stemmer: Det er Pan; de vidne, at Aldrig han sin Syrinx glemmer. Hvo, som seer ham paa hans Vei, For sin Dristighed maa bde. Strke Guddom! Lad mig ei Paa min Vandring her dig mde! Men min Bn du hre mild: Hyrdeliv som du jeg frer, Gaaer i Skoven taus og vild, Og paa Kildens Rislen hrer. Lad dit grnne Tempel staae Aabent for mig dybt og lnge! Lad mig under Bgen slaae Gldesrig min Lyras Strnge! See, jeg lover: Hver en Gang I din Skov at Strngen toner, Lyde skal for dig min Sang, Hvirvlet under Skovens Kroner. Den skal hvirvles hen til dig; Phbus vil den Vinger laane: Eensomhed du skjnke mig, For dit Syn du mig forskaane! Sangen vil sig bedre tee, Naar i Anelser den svmmer: Lad mit ydre Blik ei see Det hvorom min Tanke drmmer. #VAAREN OG FREDEN# Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker, Vinteren, flyer: Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker, Livet fornyer. Kampen var haard, men den Freden mon bringe; Seiren skal klinge, Lftet paa Tonernes mgtige Vinge Hit mod de purpurne Skyer. Digteren, vakt af de frste Violers Yndige Blad, Aabner sin Barm for de himmelske Straalers Qvgende Bad, Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen, Flagrer mod Himlen Over Convallernes hilsende Stimlen, Vinget, forynget og glad. Ind under Bgenes grnnende Kroner, Salig i Aand, Vandrer han hen over Skov-Anemoner, Lyren i Haand. Bogfinkens Qviddren hans Lber indvier; Og naar den tier, Hilser han Vaaren med Vaarmelodier, Lsnet af Vinterens Baand. Vinterens Sorger og Glder nu dlger Glemselens Flor. Flora kun vinker ham nu, og han flger Glad hendes Spor. Vintren er flygtet og Striden herneden Bort fra det Eden, Hvor hendes Smaa om et Alter for Freden Samles i duftende Chor. Derfor om Vaaren og Freden hans Sange Gjenlyde nu. Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i lange Ntter med Gru, Flye med den flygtende Vinter mod Polen! Varmen af Solen Udklkker Hjerternes Blomst med Violen, Fred i vor Sang og vor Hu. Nympher og Fauner ved Lyren han atter Samler om den; Hellige Taarer, begeistrede Latter Vkker han end. Satyren bringer ham vingede Pile, Gyldne, der smile; See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile, Himlen og Jorden igjen! Saares der Nogen, da huske han, Striden Blot er en Fest, Smile ved Saaret, og drage fra Siden, Sadle sin Hest! Thi har vi Fred, kun i krigerske Leire Br vi den feire: Stedse Turnering og festlige Seire Freden forherliged bedst. Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale, Hit paa din Gang, Hersker af Solen, og Drot af Castale, Smiil til min Sang! Nr i mit Hjerte den Flamme, du tnder! Lr mine Hnder Dobbelte Greb i din Strng, naar den sender Pilens og Tonernes Klang! #EFTERAARSFLELSE# Hvor srgelig dog Skoven bliver! Dens nylig rige Krone ngen staaer; Man trder nu og gaaer Paa al den forhen grnne Pragt, Som dd og gusten driver Omkring for alle Vindes Magt. Jeg paa de kjendte Steder vandrer, Og seer, hvorledes Alting sig forandrer. Ved Sens klare Bred deroppe, Hvor tidt jeg i det lille Lysthuus sad, Imellem Blomster glad, Jeg kun de grnne Fyrretrer Og rde Bgetoppe Kan ine blandt hverandre der; Og fra den sjeldne Gruppe stige Halvdunkle, svage Skygger, underlige. Det er, som om de tyde vilde Paa den almindelige, store Dd, Hvis Lov nu Alting ld. Saadan vil og de kjre Baand Engang maaskee sig skille, Som bandt til Andre her min Aand; Maaskee vil efter samme Love Mit Venskab falme, som de grnne Skove. Maaskee det sig engang vil hnde, Naar hid jeg kommer, at da Meget sig Forandret har om mig; At Kulde jeg og Alvor seer, At neppe jeg kan kjende De aabne, muntre Hjerter meer. Da vil tilgavns de fr saa kjre Bekjendte Steder srgelige vre! Og Ingen vide kan tilfulde, Om ikke Sligt engang vil hnde sig; Thi skjndt de elske mig, Er dog kun fremmed al min Lyst; Og ak! med fremmed Kulde Gjengjlder Verden tidt det varme Bryst. Kun der, hvor man har rigtig hjemme, Gjentoner Kjrlighedens vante Stemme. Held Den, som har et Hjem tilbage, En venlig Havn, hvorhen han tryg kan flye, Som aabner ham sit Ly, Naar han fra fjerne Kyster, kjed Af Stormene, vil drage Til Moderhjemmets kjre Fred, Hvor intet fremmed Sprog man taler, Men ham hans Barndoms kjendte Lyd husvaler. Held mig! Om og Naturen falmer, Groe stedse Foraars-Urter i mit Hjem; Ei Hsten kuer dem: En elsket Moder aabner der, Bag Hjemmets brede Palmer, For Snnen, som hun har saa kjr, Den blide, fredelige Skygge, Hvori alene han kan boe og bygge. I ET EXEMPLAR AF MIN PSYCHE Nu, da snart, paa Floras Bud Vintren flyer for Vaar og Sommer, Nu, da hver en Trkfugl kommer, Nu, da Zephyrs unge Brud Klkker Martsviolen ud, Nu, da snart en Hr af Psycher Himmel, Jord og Blomster smykker, Flyver du, o min Veninde, Bort paa milde Foraarsvinde Til dit Hjems de kjendte Skygger. Ak! og jeg, der ogsaa skulde Bryde Larvens Baand, som tynge, Og i Solskin munter synge, Glad befriet for Vintrens Kulde, Seer mig selv, den Lngselfulde, Staae paa den forladte Strand, Blikket vendt mod fjerne Land, Over Havets slvblaa Vugge, Sende Vinden mine Sukke, Og min Graad det falske Vand. Thi den sjeldne Trkfugl, som Fli med Vintren hid til Landet, Og som har min Vinter dannet Til et yndigt Foraar om, Hver nu, da Vaaren kom, Anden Gang en flygtig Vinge, Vil til Hjemmet bort sig svinge; Ak! og naar jeg ene staaer, Veed jeg vist, den unge Vaar Vil for mig en Vinter bringe. Naar jeg gaaer i Skov og Dale Mellem Vaarens Fugles Sang, Hvo vil paa min stille Gang Venlig med mit Hjerte tale? Hvo, naar Solen ned mon dale. Og en Stjerne staaer i Nord, Vise mig, hvor Trsten boer, Lge huldt, hvad Andre saare, Og begribe af min Taare Meer end Andre af mit Ord? Naar min Psyche fri sig svinger Over Blgen hjem med dig, Hendes Digter, Larven lig, Bliver her, ak! uden Vinger. Ingen Zephyr da ham bringer Til dit Trylleslot med sig. Men lad Digtet bringe mig! I hver Klang af Psyches Lngsel Hr et Suk, som fra mit Fngsel Vestenvinden bringer dig! DEN 9DE NOVEMBER 1811[1] [1] Moderens, Thomasine Gyllembourgs, Fdselsdag. Hulde Natur, ved hvis bankende Hjerte Engang jeg laae uden Sorg eller Savn! Frend jeg kjendte til Fryd eller Smerte, Gjemtes jeg alt i din kjrlige Favn. Dybt af den evige Kjrlighed runden, Kom du fra Lyset; til Jorden forbunden, Er du en Qvinde, og Moder dit Navn. Vakt af min Slummer, men kold som den Dde, Suged jeg Kjrligheds Ild af dit Bryst. Livets og Ungdommens Roser saa rde Offred du gjerne den Spde til Lyst. Mens du ved Tornene selv maatte sukke, Strede du Bladene mild paa min Vugge, Gjd i mit Hjerte din salige Trst. Selv i den jordiske Kulde hernede Drbtes jeg ikke af Stormen saa vild. Dybt i dit Hjerte du bygged en Rede, Varmet af Kjrligheds evige Ild. Ikke den gjemte den Spde alene, Ogsaa endnu har jeg Plads i dens Grene, Ogsaa endnu er den aaben og mild. Du, som med hiere Vsner fortrolig, Eier et reent og ungdommeligt Sind, Du, som din simple men yndige Bolig Vier til Tempel for Muserne ind: Enten din Livstraad er stor eller liden, Kan du dog aldrig forkues af Tiden, Hyldet af Musen i Foraarsluft ind. Vel er det dine de blomstrende Dage, Hvorved jeg blomstrer, min Stamme er grn; Mig er det givet paa Jorden at smage Hvad der var dit og din Kjrligheds Ln: Men naar du vinkes til lysere Glde, Da skal du vinde det hiere Sde: Gjem saa den ringere Plads til din Sn! HJEMKOMST[2] [2] Skrevet i Sverige 1812. Min Reisetid sig nrmer nu sin Ende, Den er forbi den altfor korte Lyst, Tilbage skal jeg til mit Danmark vende, Jeg ventes der ved mangt et elsket Bryst. Jeg dig, min Sang, vil som mit Forbud sende, At hilse venligt paa den danske Kyst, Og bede Sjlunds vinterlige Blger At tage mildt mod ham, som efterflger. Jeg ligner Vandreren, som har med Mie Til Bjergets skovbegroede Spidse naaet. Der staaer jeg nu, og dvlende mit ie Betragter Veien, som jeg nys er gaaet. Jeg sprger selv: Hvad kunde mig fornie, Hvad mgtig Attraa har hos mig formaaet At fjerne mig fra Fdeland og Venner Til dette Land, hvis blotte Navn jeg kjender? Her er en ny Natur i disse Lande, En ny Natur, og majesttisk stor; Ei Danmarks milde, blomsterkldte Strande, En venlig Bgeskov, en dyrket Jord; Men frygtelig de steile Klipper stande, Om Toppen sig den ranke Granskov snoer, Hvis tause Mrke hitidsfuld bebuder: End leve her de gamle Valhals Guder. Selv Kunsten med Naturen sig forbinder, Og gjr mig paa forgangne Tider klog. Betydningsfulde staae de gamle Minder, Og tale deres halvforglemte Sprog. I Mark, i Skov, i Dal, paa Bjergetinder Jeg lse kan som i en gammel Bog, Hvor Saga har for Evigheden skrevet Et Trk af Det, som fordum her har levet. Af dyb Beundring hit mit Hjerte luer; Men ak! jeg er endnu ei rigtig glad. Forgjves at jeg Hjertets Lngsel kuer, Og iler til den store Hovedstad, En fremmed Pragt og Herlighed beskuer, Og selv er fremmed i den stolte Rad. Kan Stadens Larm, kan Menneskenes Trngsel Da stille Hjertets ubevidste Lngsel? Jeg gldes ei ved disse hie Fjelde, Der stande som en trofast Klippemuur, Ved disse Graner, som ved Vxt og lde Forkynde Frihed og en stolt Natur. Thi Ingen jeg min Glde kan fortlle: Den stolte Frihed er et Fangebuur, Hvori jeg lever ene med mit Hjerte, Og deler med mig selv min Lyst, min Smerte. Nei Glden er en Fugl, som har den Nykke, Med vild Ustadighed at flagre om; Den ligner heri tidt den blinde Lykke, Den flyver bort, saa hurtig som den kom. Den vil kun stadig boe og stadig bygge I tvende Stammer, hvor den ene from Omkring den anden Armene mon brede: I slige Trer der bygger den sin Rede. Og Kjrlighed, det er det Navn, som gives Det skjnne Tr, saa sjeldent paa vor Jord. En ukjendt Rst mig hvisked, at det trives I Kuldens Hjem, det iisbedkte Nord; Det ikke blot af Solens Ild oplives, I Bjergets Klft, i hviden Snee det groer. Jeg greb min Stav, og iilte for at finde Det sjeldne Tr, og for dets Frugt at vinde; Og troede snart at have Tret fundet, Og var lyksalig for et ieblik; Og drmte snart at have Frugten vundet, Men ak! den gav mig ingen Ldskedrik. At see mit Haab lidt efter lidt forsvundet, Var al den Ln, jeg for min Strben fik. Jeg Daare, som saa ganske kunde glemme, At Tret voxer allerfrodigst hjemme! Der er et Vsen i min stille Bolig, Jeg mgtig i dets skjulte Fremtid staaer; Det er med mig som med sig selv fortrolig, Min Magt til Grunden af dets Hjerte naaer; Foruden mig det ei er glad og rolig; Det kjender mig, og venligt mig forstaaer; Det fler med mig, ved min Fryd sig glder, Og naar jeg srger, ved min Sorg det grder. Og hvis du troer, det er en elsket Pige, Du tager feil, og dog, ifald jeg veed, Hvad Ordet Kjrlighed vil rigtig sige, Saa kan vel Dette kaldes Kjrlighed. Ja det er Flelsens vidtstrakte Rige, Og Kjernen af dens hele Salighed. Hvem er det da, om ei en Sster, Broder? Du kan ei gjtte det: Det er min Moder. O du, som med en evig Ungdoms Varme For mig en trofast Elskerinde var! Modtag din Sn, og tilgiv huldt den Arme, Som sgte fjernt hvad alt i dig han har. Du aabner atter dine milde Arme, Paa hvilke du saa tidt den Spde bar. Modtag mig da! Lig Cirkelen jeg vender Til Punktet om, hvor jeg mit Udspring kjender. #HIMMELSK KJRLIGHED# Jord og Himmel ere skilt som tvende; Lad ei daarligt os forvexle dem! Himlens Lys de gyldne Straaler sende Ned til Jorden, til vort mrke Hjem. O, at Jordens Brn da ogsaa vilde Fste deres Blik paa Lysets Kilde, Ikke stirre blindt i Dybet ned! Kjrlighed! Ved dig jeg klog er vorden! Nu jeg seer at ogsaa du er to. Skjndt I begge throne her paa Jorden, Ei hos hver de samme Glder boe. Paa den ene Jordens Mrke ruger, Mens den anden Himlens Klarhed suger, Og om Himlen minder Jordens Brn. Ofte, Amor, har mig Arme saaret Snart din ene, snart din anden Piil, Dog de Piger, som mit Hjerte kaared, Brndte kun ved jordisk Elskovs Smiil. Fast til Jorden var mit ie bundet, Himmelsk Kjrlighed var aldrig fundet Paa mit Hjertes lange Vandringsvei. Amor! Lad dig takkes af din Slave! Nu jeg stirrer ei til Jorden ned: Du har givet mig din bedste Gave, Du har lrt mig himmelsk Kjrlighed! Lad mig Elskovs Taarer her dig yde, Tusind Krandse skal dit Altar pryde, Og forherlige din Festens Dag. Elskte! Det var dig, som Guden kaared Til at vkke mig med Englesmiil! Det var dig, ved hvem saa dybt han saared Mig med aldrig forhen flte Piil. Det var dig, o sde Lrerinde! Som mig himmelsk Elskov frst lod finde; Held mig! Thi min Aand er fdt paany. Hulde! Skulde du formaae at rre Med en jordisk Vellyst vel mit Sind? Paradisets rene Engle slre Dig i Uskylds hvide Lagen ind. Samme Lilier, som paa Kinden boe, De bevare ogsaa Hjertet tro, Virke som en hellig Talisman. Lig en Sommerfugl i Solens Luer, Let du dandser gjennem Livet hen; Dybt og vist din lyse Aand dog skuer, Skjndt elskvrdig Letsind pryder den. Gratien maa friske Blomster vkke, Og en nordisk M de Krandse rkke, Som hun fletted af en sydlig Urt. Vee mig, at den korte Tid er svunden, Som ved muntert Spg blev alt for kort! Livets Timeglas er snart udrunden, Livets Glde flygter hurtig bort. Maatte jeg den korte Stund da nyde, Sge dig min Kjrlighed at tyde, Og belnnes af et kjrligt Smiil! Thi du Elskte! Hvad er Elskov ene, Naar den mdes ei af Elskovs Fryd? Mon vel Fuglen sang i Trets Grene, Hvis dens Mage svared ei dens Lyd? Kan jeg haabe, at en Gnist du kjendte Af den Ild, du i mit Indre tndte, At du bortgik med et Suk for mig? Sde Haab! O lad min Sjl dig favne! Lad mig fast dig knytte til mit Bryst; Ei skal jeg min Elskte lnger savne, Skjndt os skiller tvende Rigers Kyst. Phantasiens Vinger skal mig bre Didhen, hvor min Aand skal evig vre, Hvor mit Hjerte har sit rette Hjem! #HVAD ER ELSKOV?# Det Billed af din Skjnheds hulde Glands, Som dette Hjerte dybt og trofast gjemmer, Som er mit Liv, min Flelse, min Sands, Som hver en Nat befaler mig at vaage, Og hver en Dag at gaae i Drmmes Taage -- Det Billed troer du, at engang jeg glemmer! Saa skrbelig du troer din egen Lnke! Dit Billed da saa flygtigt synes dig! Hvor lidet kjender du dig selv! -- og mig! Troer du, min Aand forglemme kan at tnke? Troer du, min Puls at banke glemme vil? Min Barm at aande? fle Lyst og Smerte? Troer du, jeg glemme kan, jeg har et Hjerte? Siig, troer du, jeg kan glemme, jeg er til? Hvis det er Elskov, kun i din Idee At leve, men med ingen anden Tanke: Naar dig jeg seer, at fle Hjertet banke: At grde helst, og tvungen kun at lee: At rdme, naar man nvner mig dit Navn; Og naar man ikke nvner mig det, blive Mismodig ved det alt for lange Savn: Naar Solens Straaler frste Lysning give, At lnges efter Nattens mrke Favn, Og naar knap Mrket er begyndt at falde, Med Utaalmodighed paa Dagen kalde: At vandre natlig, skjult af Mrkets Vinger, Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee, For kun den lykkelige Vogn at see, Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer; Og siden, naar i Svnen Alle hvile, Hen til dit Huus, til dine Vindver ile, Og stirre lngselfuld til sorten Rude, Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer, Men slumrer indenfor i blde Fjer, Og drmmer ei om ham, som staaer derude: En Alpejger lig paa steile Fjelde, At sge ngstelig hvert lille Spor, Hvorved jeg muligviis at ledes troer Til den kun alt for flygtige Gazelle: At have modigt Forst, dristig Tanke Og kjkke Planer -- naar jeg ei dig seer; Men sees du fjernt, ei vre Helten meer, Og nrmes du, alt fle Hjertet banke: En evig Lngsel i min Barm at bre, Som Intet stille kan, men Alt maa nre, Som aldrig slumrer noget ieblik, Men voxer selv ved mindste Ldskedrik, Som jeg af Lykken og din Villie fik -- Hvis Dette man med Ret br Elskov kalde, Da elsker jeg -- og ene dig blandt Alle! Bebreid mig ei, min Elskte, nogen Brde! Viid, Troskab adler Kjrlighed til Dyd. Derfor fat Mod, og ieblikket nyd, Thi jeg er tro blandt Levende, som Dde. II ROMANCER OG VISER #URANIENBORG#[3] [3] Af "Tycho Brahes Spaadom." Skrevet 1812 eller 1813. Du Vandringsmand ved Sen, O stands din raske Gang! Vend hisset dig mod en, Og hr min Mindesang! Vend derhen dine Tanker, Din Lngsel og din Sorg! Paa hine gule Banker Stod fr en Ridderborg. I lngst forsvundne Dage Var den i Glands og Magt, Nu er der knap tilbage Ruiner af dens Pragt. Men i de gamle Tider Da var den hi og stor, Og saaes til alle Sider, Og kneisede fra Jord. Den ikke monne vre For nogen Viking bygt. Urania til re Den reiste sig saa trygt. Fra Menneskenes Vrimlen Ved Havet skilt den laae, Og hved sig mod Himlen, Og mod de Stjerner smaa. I Volden var befstet Mod st en Port saa stor, En anden imod Vester, Og Spiir i Syd og Nord. Hit kneiste Borgetinden, Dens ranke Spiir derhos; Der dreied sig for Vinden En gylden Pegasus. Forunderlige Taarne I Nord og Syd man saae, Af strke Piller baarne Og med Altaner paa. Der man til alle Kanter, Ihvor man og mon gaae, De mgtige Qvadranter Og store Sphrer saae. Fra Borgen see man kunde Saa vide over , Saa mange grnne Lunde, Den store salte S. De Sale monne prange Med skjnne Farveskjr; Af Haver var der mange Med Blomster og med Trer. Men sluktes Dagens Lue, Og Nattetid faldt paa, Man Stjerner fik at skue Paa hele Himlens Blaae. Alt fjernt man hre kunde, Naar derpaa man gav Agt, De fire store Hunde, Som holdt om Natten Vagt. Den fromme Ridder trngte Sig ei i Ledingsfrd, Paa Vggen bort han hngte Sit Harnisk og sit Svrd. Fra Jorden og dens Jammer Han gjerne flygte gad, Naar i sit stille Kammer Ved Midnatstund han sad. Da hved han sit ie, Alt i den Nat saa lang, Og spored i det Hie De lyse Stjerners Gang. Og Stjernerne hans Rygte Bar over Land og S, Saa Konger selv besgte Ham paa den lille . Men Stjernerne de blinked Til andre Lande hen. Hans Skjbne bort ham vinked, Han kom ei meer igjen. Alt lngst de stolte Mure Er sjunkne hen i Gruus, Og Ploven monne fure, Urania! dit Huus. Men hvergang Solen daler, Seer den til Hveen huld, Hvor Aftenrden maler Sig end erindringsfuld. Veemodig Maanen iler Forbi sin elskte Kyst, Og Freyas Stjerne smiler Med hellig Elskovs Lyst. Da rres det og tindrer I Borgens dybe Grund: Den troer, at den erindrer En gammel Aftenstund: For nogle ieblikke Den gjerne frem sig skjd, Men ak! det kan den ikke, Den synker i sin Dd! TYCHO BRAHES FARVEL[4] [4] Af "Tycho Brahes Spaadom". Solen sank bag grnne Lund, Og den lyse, fulde Maane Mellem Sjlunds Kyst og Skaane Straaled over resund. Hvlved om Uranienborg Sig den lyse Stjernebue. Tycho stod i Maanens Lue, Monne Landet rundt beskue, Tankefuld med dmpet Sorg. Og han sagde: Fdreland! Siig mig dog, hvad var min Brde, Da din Sn du bort at stde Fra dit Hjerte nnne kan? Har du glemt min Kjrlighed? Det var mig, som monne bre Op til Stjernerne din re; Hele Himlen kan jo vre Vidne til min Snlighed. Mit Chalda her jeg fandt. Ak! I elskte danske Sletter Vise jo i lange Ntter Himmelen til hver en Kant. Derfor, elskte Fdrejord, Fremfor alle Verdens Lande Har jeg elsket dine Strande, Og paa dem br Templet stande For det lyse Stjernechor. Men Urania sin Ven Vil et andet Hjem berede, Hvorved hendes Kunst kan brede Sig til andre Lande hen. Dunkelt jeg kun Veien seer, Stjernerne maae den betegne, Ligemeget, hvad for Egne! Er ei Himlen allevegne? Hvad behver jeg saa meer? #FISKERSANG# Nattens Dunkelhed er svundet, Morgensolen alt oprundet Herlig over sterhav. Glade vi fra Sen drage Til vort stille Hjem tilbage, Med den Fangst, os Lykken gav. Hav, som rigelig belnner Alle dine kjre Snner, Og dem skjnker Liv og Lyst! Rige Hav! Vor flles Moder! Lad bestandig dine Goder Strmme til den danske Kyst. #LIDEN KIRSTEN# De Blger rulle saa tungt afsted, Liden Kirsten stander ved Havets Bred. Hun stirrer saa dybt i Blgen blaa, For at see hvad aldrig hun forhen saae Alt i de kjlige Blger. Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt! Der lever i Havet en ukjendt Magt. De bygge og boe i den dybe Grund, De leve saa trygt paa Havets Bund Alt i de kjlige Blger. Der stander en Borg saa vid, saa stor, Og Himlen er som et Slverflor, Og Sol og Maane af rden Guld, Og Marken af tusinde Perler fuld Alt i de kjlige Blger. Et Vsen boer i den dybe Borg, Det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg; Et Menneskehjerte slaaer i dets Bryst, Det fler en evigt vexlende Lyst Alt i de kjlige Blger. Og om den Havmand saa Meget veed, Saa kjender han ogsaa til Kjrlighed; Da har han sagtens elsket engang, Og stiller sin Lngsel ved Harpens Klang Alt i de kjlige Blger. Du Havmand! Vr mig da god og huld, Jeg bliver, jeg bliver saa lngselfuld; Mit Hjerte fler en ukjendt Ild, Den brnder saa strkt, jeg slukke den vil Alt i de kjlige Blger. Liden Kirsten synker paa Havets Bund, Men Havmanden kysser den Rosenmund; Han aabner hende sin vaade Favn, Hun nvner sagte sin Frelsers Navn Alt i de kjlige Blger. FISKEREN OG HAVFRUEN Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae, De Blger saa sagtelig rinde. En Havfrue dandser paa Blgen blaa, Der kruses af Sommervinde. Hvi ganger du der, Min Ungersvend kjr? O siig, hvad du haver isinde! Jeg fste mig vil saa deilig en Brud, Dog ikke jeg beiler alene, Thi om at elske en M saa prud Sig tusinde Svende forene, Og bringe i Mag Hver evige Dag Hende Smykker og delstene. Jeg fattige Fisker har intet Guld At byde min elskede Pige; O Havfru! Din prgtige Borg er jo fuld Af Perler, som groe i dit Rige. Mit Liv er tilfals, Om den deilige Hals Du skjnker et Halsbaand af slige. Nei, Perler vil sandelig ikke forslaae At binde din Kjrligheds Lnke; Til Fstensgave du give maa Det Bedste, som du kan tnke: Det himmelblaa Hav, Din Vugge, din Grav, Det maa du din Elskede skjnke. Og kunde du fange ved snedig List Freyas funklende Stjerne, Da vilde din M sig glde forvist, Thi Elskende skue den gjerne. Er Havet din Lyst, Er Stjernen din Trst, Da vinker dit Haab i det Fjerne. Men Fiskeren mrker den Havfrues Ord; Flux iler han hjem i sin Have; Der voxer en Aster, Stjerne paa Jord Blandt ringere Blomster og lave. Hans trofaste Haand Med et himmelblaat Baand Den giver i Fstensgave. Nu bringe de Andre Klenodier frem, Hun tager dem, neier og smiler, Dog knap med et Blik betragter hun dem, Paa Blomsten iet kun hviler. Dig Freya har sendt, Jeg Stjernen har kjendt! Og flux i hans Arme hun iler. I Vuggen af Havet vaagnede op Kjrligheds hulde Gudinde; Fra Havet steg hun til Himlens Top, Hvor hun som Stjerne mon skinne. O Beiler, din Haand Med Blomst og med Baand End Kjrligheds Rige kan vinde. #EENSOMHED# (Efter #Tieck# i Genoveva. Til Musik af Weyse.) Hist i Kreds af ngne Fjelde, Hvor de dunkle Pile staae, Hvor de stille Kilder vlde, nsker jeg min Grav at faae. Hist i Eensomhedens tause Dal Ro jeg sger for mit Hjertes Qval. Grumt forskjd hun en Bedrvet, Og hun var saa sd, saa smuk. Tusind Taarer randt i Stvet, Hun foragted Bn og Suk. Sg da Ro for dette Hjertes Qval, Sg en Grav i denne stille Dal! Ak! jeg haabed! Nu mig slipper Haabet selv, jeg stoled paa. Hist i Kreds af ngne Klipper, Hvor de dunkle Pile staae, I den kjlige, den fjerne Dal Find en Grav, og end dit Hjertes Qval! #SERENADE# Vaagn, du Sde! Over Dalen tindrer Nattens Stjerne, Smiler til det hulde Stvnemde, Hvor de To forenes gjerne. Bag ved hine dugbesprngte Hie Vinker Elskovs Rige. Flg mig did, o Elskte! Lad dit ie Aabnes huldt, og lad dets Blik mig sige: "Jeg vil ei for dine kjlne Sukke Hjertet lukke." Kom, o Sde! See paa Blomsterne ved Elskovs Stjerne! Deres lukte Bgere sig mde Til et Brudekys, som Amor gjerne Skuer fra Olympens gyldne Hie. Al Naturens Rige Svrmer, ene seet af Himlens ie. O, vaagn op! Hvad kan en Drm dig sige? Vil du, medens Skovens Duer sukke, iet lukke? Hviil kun, Sde, Paa dit dunkle Bolster, lig en Stjerne! Drm om mig! Mit Suk skal Drmmen mde, Begge To skal favnes mt og gjerne, Og min Sang skal Drmmens Lyst forhie. Digtekunstens Rige Aabner helst sig for et lukket ie. Hvad du end imorgen monne sige, Ingen, Ingen kan for Sang og Sukke Hjertet lukke. #BARCAROLE#[5] [5] Af "Prinsesse Isabella". Lette Blge! naar du blaaner, Gjennemsigtig, lys og klar, Himlens Farveskjr du laaner, Selv du ingen Farve har. Himlen ei, kun Himlens Billed Hviler i din dybe Favn; Aldrig er din Lngsel stillet, Den er evig, som dit Savn. Blge! hvor du klarest rinder, Speiles Himlen i dit Bad; Ak! din Lngsel Hjertet minder Om hvad Skjbnen skiller ad. Hjerte! du br ikke klage! Selv Naturen fler Savn; Trst dig, hvis du har tilbage Kun et Billed og et Navn. KJRLIGHEDS DRMME[6] [6] Af "Prinsesse Isabella". Hvad toner gjennem Skoven I Nattens Vind? Hvad risler gjennem Voven I Maaneskin? Om Elskov Fuglen synger Med smeltet Rst, Den hvide Blge gynger Med Elskovs Lyst. Hvorfor mon Skyen svver Hen over Jord? Hvad mgtig Lngsel hver Dens lette Flor? Naar taarefuld den svmmer Paa Himlens Vei, Om Kjrlighed den drmmer, Men veed det ei. Svngjngere paa Himlen I natlig Dands, Ved Lys af Stjernevrimlen Og Maanens Glands! Min Lngsel Eder kaarer, Den er Jer lig: Den drmmer, og i Taarer Udgyder sig. KONNING VOLMER[7] [7] Af "Syvsoverdag". Konning Volmer drager afsted paa Jagt, Hannem flge hundrede Svende; Duggen har sig paa Marken lagt, Skoven lufter sin grnne Pragt, For kjlig Hilsen at sende. Kongen er bedrvet, Kongen er taus. Konning Volmer drager ad lnlig Sti Under Lvet, som skygger foroven. Tyst ham svver en Skygge forbi, Flge han vil, han naaer det Fri, -- Men Skyggen svinder i Skoven. Kongen er bedrvet, Kongen er taus. Konning Volmer vanker ved Sens Bred, Hvor i Sivene Skummet bruser, Nrved hrer han kjendte Fjed, Vender sig snelt, -- kun et de Sted Han ined, hvor Vinden suser. Kongen er bedrvet, Kongen er taus. Kong Volmer vanker i Rosenslund Under Aftnens Rose paa Himlen, Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund; Kommer han atter ved natlig Stund, Da lyser ham Stjernevrimlen. Kongen er bedrvet, Kongen er taus. Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad, Som da Volmer skiltes fra Tove! Trst ei findes i Rosens Blad, Stjernernes Glimten, Duggens Bad; Hvad hjelpe de grnne Skove? Kongen er bedrvet, Kongen er taus. KONG VALDEMARS JAGT[8] [8] Af "Syvsoverdag". Ved Qveld, ved Nat, I Skov, i Krat Jgerne fare. Hornene klinge, Hundene gje, Hr Echo svare Fra Gurre-S! Afsted! uforsagt! Her er Kong Valdemars vilde Jagt! I Bg, i Eg, Til Hornets Leg Uglerne tude. Sden paa Marken trampe vi ned, Lad Alt bebude Vort tunge Fjed! Afsted! uforsagt! Her er Kong Valdemars vilde Jagt! Vi storme vildt, Vi fange snildt Dyret i Hule. Vogt dig, du Bonde! Drene stng, Lad Barnet skjule Sig rd i Seng! Af sted! uforsagt! Her er Kong Valdemars vilde Jagt! #EROTISKE SANGE# 1.[9] [9] Af "Kong Salomon og Jrgen Hattemager". Mel.: Tyrolervise: Vom Wald bin i fra. Skjn Jomfru, som sidder I Vinduet hist, Og lytter til Qvidder Af Fuglen paa Qvist, Eia! Eia! O glem dog din Kulde, Formild dog dit Sind, Og luk mig, du Hulde I Kammeret ind! Eia! Hr. Ridder i Vaaben, Hvi klynker du saa? See, Dren er aaben, Den kjender ei Slaa. Eia! Eia! Men Veien at kjende Frst lre du maa: Ved Kirken derhenne Der banker du paa. Eia! Den Vei er besvrlig, O Jomfru saa prud! En Stige du kjrlig Kan hnge herud! Eia! Eia! Nei, Ridder, saa Mangen Fra Stiger faldt ned; Men Kirkedrs-Gangen Er sikker og bred. Eia! 2.[10] [10] Af "Kong Salomon og Jrgen Hattemager". Mel.: _Reposons nous ici tous deux._ Det, som min Lbe stammer svagt, Har dig forlngst mit ie sagt. O, hvis du kjender Elskovs Magt, Saa veed du hvad jeg har at sige! Lyt kun til al Naturens Rige! Hr, Fuglen synger det i Qveld, Hr det i Luft, i Kildevld! Og du vil sprge mig endnu? :,: Du veed det, du veed det! Min Hemmelighed kjender du! :,: Det, som din Lbe stammer svagt, Har mig forlngst dit ie sagt. O, hvis du kjender Elskovs Magt, Saa veed du hvad jeg har at svare! Hvad kan jeg meer dig aabenbare? Lyt til hver Klang i Skov og Krat, Ved lyse Dag, ved mrke Nat! Og du vil sprge mig endnu? :,: Du veed det, du veed det! Min Hemmelighed kjender du! :,: Hvad du mig sagde huld og m, Alt lnge var mit Hjertes Drm. Jeg hrte det i Luft, i Strm; Tidt spurgte jeg derom i Dalen, Og Svaret gav mig Nattergalen. O, men du selv nu svarer mig! Huldt toner det: jeg elsker dig! Jeg vil ei sprge meer -- o nei! :,: Jeg veed det, jeg veed det! Din Hemmelighed kjender jeg! :,: 3.[11] [11] Af "Aprilsnarrene". Mel.: Ich kenn' ein Mdchen zart und fein. Der er i Himlen en Dreng saa smuk, Troe du mig! Han hrer alle Smaapigers Suk, Troe du mig! Han frer dem Til Himlen hjem. Naar Midnat hviler paa Mark og Eng, Troe du mig! Saa staaer han venlig ved Barnets Seng, Troe du mig! I Favn saa tt Han tager det. Og flyver med det til Himlen blaa, Troe du mig! Hit over alle de Stjerner smaa, Troe du mig! Der er en Sal Saa hi og sval. Og tnk kun ikke, vi lege der! Troe du mig! Fornuftigt taler han med Enhver, Troe du mig! Hvad her er glemt, Hist lres nemt. Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar, Troe du mig! Fast Intet dog jeg at vide faaer, Troe du mig! Det Lidt jeg kan, Mig lrte han. 4.[12] [12] Af "Aprilsnarrene". Melodie af #Borchorst#. O fly for Amors Snare, Betragt ei Gudens Glands! Hver Straale bringer Fare, Forvirrer strax din Sands. O vogt dig, vogt dig, Pige, Vr for hans Straaler blind, Thi gjennem iet snige De sig i Hjertet ind. O flye for Amors Snare, Hr ei hans Smiger-Ord! Hvert af dem bringer Fare, Hvis deres Lyd du troer. O vogt dig, vogt dig, Pige, For dem dit re luk, Thi gjennem ret snige Sig Lfte, Bn og Suk. 5.[13] [13] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have". Melodie af #Weyse#. Amor gaaer omkring og tigger, Lig en fattig Dreng og blind, Som med simple Svovelstikker Lister sig i Huset ind. Rundt i alle Byens Gader, Over Torve, Promenader, Gaaer han, selv i stenvind, Rdmende med frossen Kind. Nu gjr han mangt et ydmygt Buk, Og veed saa nette Ting at sige. Han drager dybt et Hjertesuk, Og siger: Hjelp mig, smukke Pige! Og giv saa Lidet som du vil! Jeg siger aldrig Nei dertil. "Blinde Dreng!" man hrer sige! "Bliv fra mig med Bn og Suk! "Hvoraf veed du, jeg er Pige? "Hvoraf veed du, jeg er smuk? "Smukke, Stygge, Piger, Koner, "Unge, Gamle, Brn, Matroner, "For dem Alle staaer du frem, "Ramser Lectien op for dem." O kjre Dame! bliv ei vred: Saa svarer han: Du huld tilgive! Nei, hvad du er, jeg ikke veed, Men vel hvad du for mig kan blive. Thi hver som fler ved mit Suk, Enhver som lindrer mt min Smerte, Er altid ung, er altid smuk, Er altid Pige -- for mit Hjerte. Derfor br man ikke skjnde Paa den Bedende med Had, Thi hvor let kan det sig hnde, At det Amor var, som, bad? Siger ei den gyldne Lre, At du skal barmhjertig vre? Thi du selv, fr du det veed, Trnger til Barmhjertighed. 6.[14] [14] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have". Melodie af #Weyse#. En Elskovserklring? hvad er det saa Meer? Saa stor en Fortrd jeg ikke deri seer. Og selv om man engang sit Hjerte lod fange, Man der ei strax deraf, ... min Sster, vr ei bange! See Kjrlighedsguden! som Betler han gaaer, Og samler det Lidt, som han af Mildhed faaer. For ham, som for Enhver, er Tiderne trange, Han nies med en Skjrv, ... min Sster, vr ei bange! Et flende Smiil, et medlidende Svar Kan gives af Den, som ellers Intet har; Og hvis alligevel han Meer tr forlange, Viis ham til Andre hen, ... min Sster, vr ei bange! 7.[15] [15] Af "Kjge Huuskors". Mel.: _N'oubliez pas l'heure du rendez-vous_. Naar Aftenglands og Morgenrde Til Brudekys ved matte Stjerneskjr Samles i korte, fortrolige Mde, Da er det Tid, og da mdes vi her. Naar svage Lys i Sommernatten glimte, Naar Sangerskaren er taus i Mark og Trer, Naar fjerne Seil vi paa Bugten kun skimte, Da er det Tid, og da mdes vi her. Glem Tiden ei! -- Hvis det sukker i Lunden, Vanker et Gjenfrd mellem disse Trer, Hves urolig din Barm i Midnatsstunden, Da er det Tid, thi da spger jeg her. Elskendes Tanker ved Afsked sig nrme, Nrheden blender, den skiller kun ad. Frastandens Nat! ved din Maane de svrme; Da er det Tid, og da mdes man glad. 8.[16] [16] Af "De Danske i Paris". Mel.: En spansk Bolero. I Dandsen du mig mder, Farvel! du flyer igjen. Den Lov, som drog dig hen, Dig nu tilbage stder. I hver en Tone spilles "Farvel" med sagte Klang. Vi samles paa vor Gang, Kun for igjen at skilles. Man mister hvad man finder; Farvel! det er forbi. Paa Livets korte Sti Man lser hvad man binder. Vi tabe hvad vi kaare; "Farvel" er Livets Ord; I hvert et flygtigt Spor Er lagt en Elskovstaare. Du bort fra mig dig fjerner; Farvel! forlad din Ven! Din Vei dig frer hen I Lys af andre Stjerner. TORDENVEIR[17] [17] Af "De Uadskillelige". Mel.: _O pescator dell' onda, fidelin_. Nu Tordenskyen trkker Ad den Kant. Ei meer den os forskrkker; Den forsvandt. Med fjerne Brag og Lyn Hen ad Sverrig til den driver, Himlen aabner sine Bryn, Og opliver Sit Syn. O gid jeg flyve kunde Som en Sky, Hen over grnne Lunde Langt fra By! Var jeg i slet Humeur, Vilde jeg min Vredes Torden Slynge ned paa Folk og Ker, Gjre Jorden Lidt r. Men nu maa jeg desvrre Visselig, See til at blive Herre Over mig. Nu faaer jeg vente her, Hvor en Tordenregn mig dypper, Og endskjndt den standset er, Det dog drypper Fra Trer. Snart Solen Vand vil drikke Ud af Sky. Man snart behver ikke Paraply. Snart aander Alting frit; Ene jeg staaer som i Fngsel, Lytter efter hvert et Skridt; Ja min Lngsel Gaaer vidt! #SOMMERREGN#[18] [18] Af "De Uadskillelige". Mel.: Auf, es dunkelt. (#Spohr#.) Himlen smiler, Solen iler Ned mod Vest bag fjerne Trer, Mens i st en Bro er bygget, Farvesmykket I violblaat Aftenskjr. Mildt det lufter, Grsset dufter, Perler dkke hvert et Blad, Blomst til Blomst er kjrlig klynget, Frisk, forynget Ved det kolde Styrtebad. Efter Varmen Aander Barmen Luften, som er sval og ny. Hjertet haaber paa det Fjerne, Flagrer gjerne Mod den lyse Purpursky. Himlen, aaben For vor Haaben, Er en Udsigt viid og skjn, Og dens fjerne Violette Siger dette: Haabet selv er Haabets Ln. III BLANDEDE DIGTE #DEN HELLIGE ANDERS# LEGENDE Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge Ad Landeveien gjennem Sjlland gaaer, Da seer han, naar til Slagelse han naaer, En lille Hi paa blomsterkldte Vnge. Et Kors af Tr har staaet paa Hien lnge: Endnu idag paa samme Sted det staaer. Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer, Jeg eder tolke vil ved Harpens Strnge. Af Troens Kraft besjlet, jeg forsger Enfoldeligen at fortlle her, Hvad jeg har lst derom i gamle Bger. Saa laaner mig da villig eders re! Forsamler jer ved disse hie Trer, Og lader Sangen eders Hjerter rre! * * * * * Der var engang i lngst forsvundne Dage I Slagelse en Prst, som Anders hed. I Dyd og Fromhed ei han havde Mage, Han forestod Sanct Petri Menighed. Ham lngtes til Jerusalem at drage, Og knle ved sin Frelsers Gravhi ned, Thi drog han bort fra Herthas grnne Skove, Selv tolvte Mand, hen over mrken Vove. Den lette Snekke skjd sig hurtigt frem, De seiled dagligen et mgtigt Stykke, Og naaede snarlig til Jerusalem, Og takked Gud for deres gode Lykke, Til Christi Grav de strax begave dem, At lses fra de Synder, som dem trykke. Med fromme Taarer Frelseren de bade, At Synderne han vilde dem forlade. Da nu Husvalelse og Trst de finge, Gik de fra Graven, og forlode den. Til verdslig Dont de Pillegrimme ginge, Men Anders vendte dagligen igjen. Hvergang som Klokkerne til Messe ringe, Saa vandrer han til Jesus-Graven hen. De Andre tabe sig i jordisk Handel, Han tnker blot paa Jesu Christi Vandel. Sr da Skrtorsdag og Langfredag kom, Da kunde han sig ei fra Graven skille. Da mon han Jesu Lidelser og Dom Med fromme Taarer sig for ie stille: Gethsemane med Petrus, Judas, som Forraadte ham; hvordan han bar saa stille Det bittre Kors, den tunge Martyrkrone, Hvorved han maatte Gud med os forsone. Den nste Dag forsvandt, og Solen stod Nu Paaskemorgen over Havets Flade. Da kom de Andre: Vinden er os god, Nu maae vi strax Jerusalem forlade! Saa raabte de med Munterhed og Mod, Og Anders om at skynde sig de bade. Vel, svared Anders, jeg vil ikke dvle, Dog lad os frst engang ved Graven knle. Nei, raabte de, det blive vil for silde; En Time fast har Solen vret oppe; Nu kan vi ei med Knlen Tiden spilde. -- Saa vandrer da iforveien til Joppe, Var Anders Ord, om ei I bede ville. #Jeg# ventes under hine Palmetoppe, Hvor efter Torsdags- og Langfredags-Sorgen Jeg Glden nyde vil paa Paaskemorgen. Saa talt, han vandrede til Graven hen; Der var en Svrm af fromme Mnd tilstede; Den kjendte Anders, og han kjendte den, Thi deelte han med den sit Hjertes Glde. Han talte for den om Opstandelsen, Og lste Messer og af Fryd mon grde. Da sagde han Farvel, og gik til Joppe, Men Solen hit paa Himmelen var oppe. Da did han kom paa lysen Formiddag, Ak see! da var det danske Skib jo borte! De haarde Hjerter, som en verdslig Sag Saa tidlig havde frt fra Jorsals Porte, Forlode ham. Han saae det rde Flag At vugges fjernt paa Blgerne de sorte. Alene stod han og forladt tilbage, Betroede Vindene sin bittre Klage. Ei kunde han sin dybe Sorg fordlge, Hans Taarer runde ned i salten S. Ak, sukked han, jeg eder ei skal flge Tilbage til min elskte Fdre, Ei skue meer den danske Skov og Blge! O hulde Frelser, lad mig heller de! Lad blidt mig slumre hen i dine Arme! -- Saa bad han hit med Taarer og med Varme. Men Vinden spotter ad den Armes Klage, Og frer Skibet bort alt meer og meer. Fuldendt er snart den saligste blandt Dage, Thi Solen alt fra Vesterhimlen leer. Veemodig Anders, vandrende tilbage, Mod Staden gaaer, da pludselig han seer, Mens Noget rasler ved hans hire Side, En venlig Herre paa et sel ride. Hans Kjortel simpel var, men lys og reen, Hans Miner saare venlige og milde, Og i sin Haand han holdt en Palmegreen, Og sagde: Kjre Ven, det bliver silde, Og jeg kan mrke, du har trtte Been, Du kunde snart i Skoven dig forvilde. Kom, st dig op, om du med mig vil vre; Det samme Dyr os begge To kan bre. Forundret stirred Anders lnge frem, Og sagde: Siig, hvorhen vil du da ride? -- Min Ven, jeg rider til Jerusalem, Gjensvarte han. Da ved den Herres Side Sig Anders satte. slet gik med dem Ad Veien hen. Den Herre saae saa blide Paa Anders, at han glemte fast sin Kummer, Og i hans Arme fandt en rolig Slummer. Men da om fie Tid han vaagned op, Da laae han paa en Hi i grnne Dale; Sig friske Blomster hvlved om hans Krop, Udsprungne nys paa Markerne de svale. Han ined Bgeskovens lyse Top; Hist monne Lrken slaae, her Gjgen gale: De travle Bier sig omkring ham svinge, Han hrer fjernt en Aftenklokke ringe. Han reiste sig, men maatte atter segne Tilbage, studsende, jo meer han saae. Thi velbekjendt ham syntes allevegne Hver Gjenstand, som hans iekast faldt paa, Hvorhen han stirred i de skjnne Egne. Paa Marken monne trende Hyrder gaae: De kom og talte til ham. Da frst ganske Forbaustes han; thi deres Ord var danske. Han blev saa underlig, han troer ei hvad Hans ren hre, hvad hans ine skue. Han reiser sig, han seer forskrkket, glad En velkjendt By i Aftensolens Lue. O store Gud! Det er hans Fdestad! See Spiret af Sanct Peder og vor Frue, Hans eget og de andre Prsters Sogne! Han ikke kan af sin Forundring vaagne. Han hrer end den samme Klokkeklang, Det er Sanct Petri Taarn, hvis Klokker ringe, Og samle Sognets Folk til Aftensang. De kjendte Toner i hans re klinge, Han kan ei lnger standse nu sin Gang; Til Byen iler han paa Andagts Vinge, Og flger Veien med de mange andre Andgtige, som hen til Kirken vandre. Forundret see paa ham de fromme Sjle, Og Alle kjende deres Prst igjen, De Gamle bukke sig, de Unge knle, Og raabe lydt: Velkommen hjem igjen! -- Han tale vil, men Gldestaarer qvle Hans Stemme. Taus igjennem Svrmen hen Til Kirken gaaer han. Hele Mngden flger Med Ilen, lig et Havs oprrte Blger. Og Prkestolen Ingen at bestige Sig vover, siden Anders nu kom hjem, Og alle Folk med Lngsel uden Lige Forlange hit, at Anders skal staae frem, Og at han atter nu Guds Ord skal sige. Han kan ei dvle, han maa lyde dem: Han trder frem. I en begeistret Tale Han monne fyrigen sin Andagt male. Paa samme Dag han i Jerusalem Holdt Messen, og kom til sit Sogn tilbage I Slagels og holdt Aftensang med dem. -- Frst efter flere Maaneder og Dage De andre Elleve kom atter hjem, Da frst de havde udstaaet mangen Plage Af Storm og Uveir, fr den vrede Vove Dem vilde bringe hjem til Sjllands Skove. Men da de skued her den fromme Mand, Som i Jerusalem endnu de troede, Isr da man fortalte dem, at han, Paa samme Dag, som de ham grumt forlode, Var kommen hjem fra Joppes fjerne Strand, Da bleve de heel underlig tilmode, Da gik af det Mirakel Ord og Rygte, Og tusind Fromme Helgenen besgte. Og Gud forundte ham at leve lnge, Og gav ham Helgenkraft heel meget rar, Paa Solskin kunde han sin Handske hnge; Et nattegammelt Fl ham baaret har, Hvorpaa han indred Byens Mark og Enge Til stor Forundring for Kong Valdemar, Med meget Meer, som min uvante Tunge Ei vrdig er at nvne eller sjunge. Tilsidst han flygted til den dunkle Skov, Og boede der i Klostrets stille Bolig, Indtil han bort fra Verdens Tummel sov Hen i en salig Slummer, mild og rolig. Endnu man kalder Slottet Andersskov, Til Minde om den fromme Anders Bolig. I Slagelse, sin Fdeby, med Iver Som Helgen og Patron han dyrket bliver. Sanct Anders hviler nu i Ddningskriin I Petri Kirke. Men den Hi, hvorpaa Han vaagned trstet op af Svnen sin, End kaldes Hvilehi. Et Kors mon staae Deroppe med en Indskrift paa Latin, Som halv er slettet ud, men ld som saa: Til Minde om Sanct Anders, som i Joppe Indslumrede, men vaagnede heroppe. #AMOR HOS BACCHUS# #Bacchus.# Tys! Hvo banker paa Dren? Hvad seer jeg? Amor sig nrmer Hid til min Arne? O vr hilset, uventede Gjst! #Amor.# Ikke jeg kommer som Gjst; jeg har mig i Skoven forvildet, Da jeg til Tartarus nys sgte den eensomme Sti. Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgte Hid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Lv; Og jeg hrte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her. Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei! #Bacchus.# Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton? #Amor.# Lethes qvgende Flod sger mit brndende Blik. #Bacchus.# Kjre, hvad vil du ved den? #Amor.# Ak, jeg vil drikke dens Blge! #Bacchus.# Siig mig, spger du, Barn? #Amor.# Nei, jeg er trstig og hed. #Bacchus.# Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bger af Kilden. #Amor.# Nei, det rindende Vand kan ikke ldske min Trst. Lethes rolige Flod kan ene dmpe min Flamme. Fr mig til Blgen, thi strkt trnger min Lbe dertil. #Bacchus.# Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien. Men den er lang; du her hvile forinden dig ud, Thi du er trt og mat. Kom! St dig lidt under Ranken, Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft. #Amor.# Giv mig Crateren! #Bacchus.# Der! -- Du Arme, du ryster paa Haanden! #Amor.# Tak! Det smagte mig godt. #Bacchus.# Drik da lidt mere deraf! -- Iler, Mnader, her hid, og dkker Bordet i Skyggen, Krandser Pocalen med Lv, fylder den saa til dens Rand Med den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet! Kom, og gjr Lier, Silen! Flger, Satyrer, med ham! Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Flite, Kom tilbage med den, bls os et Stykke derpaa! Alt skal forherlige Festen til re for Amor, thi aldrig Fr den vingede Gud har Dionysos besgt. -- Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleier Ei dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret. #Amor.# Ak, det er sandt! Jeg glemte dem fr hos min Moder i Gnidus; Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig. #Bacchus.# Drik, og vr lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe. Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat! #Amor.# Herlig qvger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen; Thi Ambrosia kun nd jeg og Nectar tilforn, Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i Haven Mangen surrende Bi, rvende Skken fra den. Men jo sdere Nring, desmeer kun voxte min Flamme. Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til. Nei, den styrker mit Mod, og hver Kraften, som synker; I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany. Hvor forunderligt! Fr, naar i Skovens Mrke jeg lytted Til de Toner, som Pan lokked af Rrene frem, Blev jeg bedrvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg flte Hjertet at banke, jeg grd, uden at vide, hvorfor; Dog nu hrer jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx, Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang, See, hvor Mnaderne dandse dertil, og Satyrerne springe! Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands. Venter! Krandser mig frst med Vedbendranker og Viinlv! Ordner jer! Flger mig! Nu Amor skal fre jert Chor. Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprnger Jer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang! Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands! Evo! Evo! Hil Druernes mgtige Gud! #Bacchus.# Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus; Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er! See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bgret! Dog nu standser han. Trt har ham Bevgelsen gjort, Thi han stter sig; alt hans ienlaage sig lukke; Langsomt synker han ned i det beduggede Grs. Stille! Han sover! Nu, rrer jer ei! Tys! Lfter ham sagte Op paa slet! -- Silen, bliv ikke vred for saa lidt! Selv du efter kan lbe, kan holde dit sel i Halen, Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei. Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypper Den i Vinen, og vaad slynger forsigtig den om Begge hans Tindinger og de guldguult blgende Lokker! Pidsker paa slet! Afsted! Ordner jer! flger med mig; Hen til Gnidus vi gaae, og sge Cypressen i Lunden, Hvor han sin Bue har hngt. Sagte vi lgge ham der Under de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle. Naar han da vaagner, og seer Buen at hnge paa Qvist Med det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drmte Hele sit Ophold hos mig, eller han tnker maaskee, At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet, Siger han: "Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig. Drmte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drmmen? Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som ei Slukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giver Mod til at taale paany strkere blussende Gld." -- Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukket Ved Forglemmelsens Flod, vaagne bedrvet og tom! Dog nu vil, naar Svnen er endt, han trste sig over, At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjrlighed flt, Vil sin Livstid heller af haabls Flamme fortres, End een eneste Dag leve med Sundhed og fri. #KUNSTREISEN# ET EVENTYR (Fremsagt af Madame Wexschall den 26. Februar 1826.) Det var en gammel Skik i disse Lande, Naar Vinterstormen raste, Sneen fyged, At samle sig ved Arnens muntre Lue, Og ved et Eventyr forkorte Tiden. Dog denne Skik forsvandt, som mangen anden. Nu samler man sig fr i Kunstens Tempel, Hvor Arnens Lue blev en Alterild, Usynlig vel for iet, men dog qvgsom For Aand og Hjerte, som den ofte varmer, Saa her man og iblandt forglemmer Tiden, Og trodser Stormen, som derude raser. Tr jeg da her den gamle Skik fornye, Og medens Aftnens sidste Timer hlde, Dem end et simpelt Eventyr fortlle? Hvo kjender ei Provences milde Dale, Om ei af Andet, dog af Navn? Provence, Ei ene kjendt af sine skjnne Roser, Men af Clementia Isauras Sange, En Rose selv i Landets Digterkrands! Provence var den Vugge, hvori vaagned Fra Barbariets Nat til gjenfdt Liv De nye Tiders Kunst og Poesie. I Elskovs Ledebaand den spgte lnge, Men snart den Stemme fik og Fuglevinger, Og fli i Troubadourers spde Sange Den hele Verden rundt, og glded Mange. I dette Land, for ikke lnge siden, En Yngling leved, som var rigt begavet Med Alt hvad Fdsel og Natur kan skjnke. Men just den store Rigdom i hans Aand Ham gjorde let med Verden utilfreds. Som Barn alt vandred han i Mark og Skov, Og tabte sig i svrmeriske Drmme. Thi naar han skued op til Himlens Hvlving, Da saae han Purpurskyen aabne sig, Og i dens Midte stod en deilig Dreng, Og smiilte til ham. Paa sit Hoved bar han En Krands af Laurbr, i sin Haand en Cithar, Og yndigt sang han til dens klare Toner: "O flg mig! Jeg er Kunstens Genius." -- Og vandred Barnet ind i Skovens Dybde, Kom ham igjen det hulde Syn imde; Og lagde han sig ned ved Kildens Bred, Da skued han det samme Syn fra Vandet; Det hvisked til ham gjennem hver en Blge: "See, jeg er Kunstens Aand; vil du mig flge?" -- Men som han ldre blev, det skjnne Syn Sig meer og mere sjeldent aabenbarte. Tilsidst forsvandt det ganske. Lngselfuldt Nu speided han i Skove, Marker, Dale, Paa Bjergetinder, rundt omkring. Forgjves! Den yndige Gestalt ei meer sig nrmed. Fortvivlet svoer han, Landet at forlade, Og vandre Verden rundt, fra Land til Land, Fra Stad til Stad, og ei paa Veien hvile, Fr Kunstens Aand ham atter monne smile. Som sagt, saa gjort. Til Frankrigs Hovedstad, Culturens Centrum, skjnne Kunsters Midtpunkt, Han sig begav, og spurgte, strax han kom der: Er Kunstens Genius ei her tilstede? -- Jo, raabte Hver og Een, han derom spurgte: Her er hans Throne, her han boer og hersker. -- En sagde: Gaa i Opera iaften; En Anden: Nei, gaa i Tragedien; En Tredie: Nei, til Herr von A, Fru B, Til Frken C, i Theecirklen hos D, Og saadan Alphabetet heelt igjennem. Han kom, han gik, han kom igjen, gik atter, Men ingensteds han finder hvad han sger, Thi Politiken her er Kunsters Kunst, Og fast den eneste som ret man priser; Hver anden her fortrnges af Aviser. I London samme Sprgsmaal, samme Svar, Men ogsaa samme frugteslse Sgen. Snart kjed deraf, udraaber han: "Her fdtes Scenens Mestervrker, Og dog i Shakspeares Fdeland Til Shakspeares Aand jeg Intet mrker." Men snart i Dresden og Berlin Hans Smule Mod end meer sig kjlte, Thi der var Flelsen saa fiin, At man, for lutter Fiinhed, Intet flte. Og da nu endelig han kom til Wien, Og tnkte: her det er, til Punkt og Prikke, -- Saa fandt han mindre Kunst, end Mad og Drikke. Italien ham vinkte. Her han fandt -- Saa tnkte han -- sit Haab med Renters Renter; Men see, paa Tromme slog hver Musikant, Og alle Stemmer sang som Instrumenter. Jeg vil ei trtte Dem med at fortlle, Hvor mange Steder han besaae i Verden. Han var i hvert et Land, i hver en Stad; Ja Krniken beretter at endogsaa Han ei Constantinopel har forsmt, Ja, hvad som meer er, og utroligt klinger, At han til Hamborg kom, og gjorde selv En Tour lidt over Grndsen, lnger opad, Men vendte strax, paa frste Miil, tilbage. Det vre som det vil; kort at fortlle, Han fandt paa hvert et Sted sit Haab bedraget, Og vendte seent, med skuffet Exspectance, Mismodig hjem igjen til sit Provence. Det var en deilig Sommeraftenstund, Da han betraadte sine Fdres Jord. Han skued henrykt i det rde Skjr Af Solen som gik ned bag dunkle Myrter; Han lyttede til Nattergalens Triller, Og flte sig saa lykkelig tilmode. "O!" raabte han, "jeg vil ei Kunsten sge; Jeg glemme vil min Ungdoms Drmmerier; De skal ei lnger stte Splid i Hjertet Imellem mig og Verden; jeg vil leve I venlig Harmonie med al Naturen." -- Mens saa han talte, saae han en Hyrdinde, Som sad paa Marken mellem hvide Lam, Der grssed yndigt ved den Huldes Fod. Han saae paa hende, Pigen saae paa ham; Han nrmed sig, og begge To de rdmed; Han stammede med Mie frem et Ord, Hun svarte ham med en undseelig Mine; Han sank for hendes Fdder ned, hun bied Sig venlig over ham, ham kjrlig hrte, Og snart hans Lbe hendes Lbe rrte. Men Skyen aabned sig ved sagte Torden, Og Kunstens Genius, den lnge sgte, Sig aabenbarte, med sin Laurbrkrands Om Tindingen, og Citharen i Haanden, Og talte saa: "Du Daare, som mig sgte Paa fjerne Steder, mig som er dig nr, Og hvem du finder i dit eget Hjerte, Hvergang du seer med Aandens Blik deri! Viid, Kunsten skal ei sges, som man sger En sjelden Steen og Plante. Var den ikke Fra Vuggen af bestandig i din Barm, Du fandt den ei, hvor meget du den sgte. Nei, lev med aabent ie for Naturen, Giv i dit Hjerte Kjrligheden Adgang, Og du besidder ei blot Kunstens Ngle, Men Kunsten selv. Natur og Kjrlighed Er ikke blot et Stof for Sang og Digt; Nei, det er selv Musik og Poesie." -- Saa talte han, og monne bort sig vende, Og hermed er mit Eventyr tilende. Dog -- det er sandt! jeg havde nr forglemt At sige Dem, at paa sin lange Reise Kom og den unge Mand til Kjbenhavn, Og fandt -- om ei den Genius han sgte Dog #Kjrlighed#, til Kunsten, Overbren Med mange Feil, Opmuntring til det Gode. Det -- siger Krniken -- han fandt; og grundet Er vist dens Ord, thi jeg har og det fundet. #SANGFUGLENE# EN FABEL (Fremsagt af Jomfru Ptges den 4de Marts 1827.) Det er bekjendt, at Sangens Gud, #Apollo#, gik i gamle Dage, Hist misforniet fra Olympen ud, Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage, Og at han derfor ned til Jorden kom, Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om, Med Fliten i sin Haand, hvis mme Klage Opfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom. Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange som Forsikkre, han endnu ei kommen er tilbage. Det vre som det vil! Paa denne Tid Han vilde prve Menneskenes re. "De stolte Guder vil mig ikke hre? "Velan, min Flite, ton da blid "Til Jordens Snners travle Flid! "En menneskelig Barm er let at rre." Saa tnkte han; men paa sin hele Gang Han Bonden saae med Sved sin Plov at kjre, Despoter som en blodig Svbe svang, Og Slaver, som misundte deres Rang. Kort: overalt, for ieblikkets Trang, (Hvis Ledebaand endnu maa hele Slgten fre), Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang. Til Fuglene han vendte da sin Hu, Og kaldte dem i Skoven sammen: "I have Tid dertil endnu; "I synge nemlig selv med Lyst og Gammen. "I ere lykkelige, frie, "Thi eders Arbeid er jo kun at bygge Rede, "Og under lystig Melodie "Om et Par Korn paa Marken lede. "Velan jeg stifter et Academie, "Conservatorium for Sang og Poesie; "I ere Medlemmer deri, "Jeg selv er eders Prsident hernede. "Og for at Tingen komme maa i Gang, "Jeg vil en Priis-Opgave strax bestemme: "Jeg krone skal den bedste Sang "Til Vaaren, som idag sig lader just fornemme. "Jeg kunde stte jer en lang Termin, "Et Aar, halvandet, eller mere; "Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min; "Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere; "Lad Sangen sprudle frem som del Viin; "Lad Hver frit og naturligt synge sin; "Thi hvis I have lang Betnkning ndig, "Da, synes mig, er Prven overfldig." Knap havde Guden talt sit Ord, Fr hver en Fuglestrube slog og bved, Og tusind Triller op til Himlen svved, Og hele Skoven gjenld af et Chor, Som Vaarens Priis mod Solens Bane hved. Men da Concerten var forbi, Stod Guden frem og sagde: "Saare deiligt! "Hver sunget har sin bedste Melodie! "At dmme her, mig kommer ubeleiligt. "Frst lyttede jeg helst til Nattergalens Klage; "Den lignede min egen Flites Klang, "Og smeltede mit Hjerte mangen Gang "Med Minder fra de svundne Dage. "Men Lrken som mod Skyen steg, "Og lod i Flugten selv sin Trille hre, "Og Droslen i den gamle Eg, "Bogfinken hist paa gule Neg, "Alt Dette maa mig tvivlsom gjre. "Selv Turtelduen mig behager, "Ja, Gjgen tier ei endnu, "Dens Vise simpel er, men den gjentager "Et melancholsk, et svrmerisk Kuku. "Jeg ikke bedre veed, "For ud at rede mig af min Forlegenhed, "End at udstte Prisfordelingstiden, "Saameget meer "Som Svalen, om jeg ellers rigtig seer, "Var ikke med i Vddestriden." Et gammelt Fngsel nr ved Skoven laae; Der mangen Fange sukked i sin Lnke: Han Skovens Pragt fra Vindves-Gittret saae, Og maatte paa sin tabte Frihed tnke. Han skjelned neppe mellem Vaar og Hst: Thi Nattergalens, Lrkens, Droslens Stemme, Og Gjgens, Finkens, Turtelduens Rst Sig aldrig nrmed til det skumle Gjemme. Den gamle Fangevogter gik just nu, Med Ngleknippet ved sin Side, I dybe Tanker, mod i Hu, Ind under grnne Lide, Og hrte Fuglene for Prisen stride. Men da han havde hrt Apollos Bud, Fremtreen han for den hie Dommer, Og sagde: "Viid, o Sangens Gud; "At til din Vddekamp ei Svalen kommer! "Den har sin Rede bygget paa mit Fngsel; "O kald den ikke til dig hen! "Hvis mine stakkels Fanger savned den, "Saa dde de forvist af Lngsel." Ved disse Ord sig Gudens Kinder malte, Hans ie flammed, og hans Hjerte slog, Han Fliten i sin Haand som Scepter tog, Og traadte majesttisk frem og talte: "Jeg kjender ikke Svalens Rst, "Men den har Prisen vundet fremfor Alle. "Faaer Jorden Digtere til Livets Trst, "Man denne Fugl skal deres Mnster kalde: "Thi Mennesket er stedse her i Fngsel; "Men Den, som flagrer over Fangens Buur, "Som vkker ham til hellig Lngsel, "Til Haabet om en fri Natur, "Han synger som han br for Jordens Fanger, "Og ham jeg kalde vil den bedste Sanger." #TJENSTAGTIGHED# EN FABEL Fremsagt af Hr. Winslw jun. den 19de Februar 1832. Tjenstagtighed det er en herlig Dyd; Ei sandt, Enhver er af den Mening? -- At offre sin for Andres Fryd, Til Hjelp at komme ved den mindste Lyd, Forhindre Splid og virke til Forening, -- Den Dyd, hos Qvinde, som hos Mand, Vist aldrig nok bermmes kan. Men her det gaaer dog som med andre Dyder: Hos Den, som ei har Indsigt eller Smag, De vorde meget let til Lyder, Og Andre kun til lidt Behag. Det er ei nok, at Dyden ves; Paa Maaden kommer Meget an, Og til Tjenstagtighed behves, At Villien er parret med Forstand. Ved Tjenester, en uopdragen Herre Beviser os, vi komme let tilkort; De ligne Curen, som er stundom vrre End Sygen, der skal jages bort. En Anecdot maaskee bevise kunde Den Stning mere klart, end alle Grunde. I Sverrig var en rig Magnat, Som levede paa Landet, indgetogen; Han brd sig ei om Hof og Stat, Og ingen Omgang havde han med Nogen. Han ugift var, og _ergo_ uden Brn. Thi tog han i sit Huus en Bjrn, (Maaskee af Lyst, til Nsten at begave, Maaskee fordi han vilde Selskab have), Kort sagt: en laplandsk Bjrn, som under trange Kaar Var gaaet lidt Syd paa, for at sge Nring, Men fandt den samme knappe Tring, Og lod af Sult sig fanges ved hans Gaard. Han opdrog den med Flid og Mie, Han spared Intet paa en god Dressur; Den havde selv en ypperlig Natur, Som lod sig efter Mandens nske bie. Med den han deelte nu sin Velstands Goder, Den blev hans Omgang, blev hans Ven, Den blev hans Sn, den blev hans Broder; Og Bjrnen, som var god, gjengjldte det igjen. Den blev ei indbildsk over al den re, Den holdt sig ei for fornem eller stor Til, som nu Leiligheden kunde vre, At varte op ved Herrens Bord, At bre Vand, at hente Brnde, At trkke Stvler af og paa, At stoppe Piber, Fidibus at tnde, Og bag paa Herrens Vogn at staae; Thi Bjrnen fandt, ved Lyset af Forstanden: Den ene Villighed er vrd den anden. Engang -- det var en deilig Sommerdag -- Fik Herren Lyst til at spadsere; Den gode Bjrn gik efter ham i Mag, Og bar hans Kappe, Paraply, med mere. Omsider, paa en yndig, grskldt Plet Tog Manden, som af Vandringen var trt, Et landligt Leie, hviilte, som han kunde, Og lukked inene, som for at blunde, Mens den paapasselige Bjrn fik Lov, At vaage ved hans Side, mens han sov. Tjenstagtig var den; saadan her man seer 'en, Det hrer ganske med til Characteren. Om lidt var Manden sovet ind. Da hrte Bjrnen Noget summe; Det var en lille Myg i Aftnens Vind. Den gode Bjrn begyndte strkt at brumme; Men Myggen satte sig paa Mandens Kind, Og uforstyrret af det barske Vsen, Den fli fra Kinden lige hen paa Nsen. Da tnkte Bjrnen i sit stille Sind: "Du vil dig ikke pakke med det Gode? "Nu vel, saa skal jeg slaae dig ned for Fode. "Hvad jeg min Herre skylder, vel jeg veed; "Nu skal han Prve faae paa min Tjenstagtighed." Som tnkt, saa gjort. -- Sin Pote hit den hved, Og slog et Slag, hvorved selv Jorden bved, Og traf -- ja, Myggen var i samme Stund Til sine Fdre gaaet; -- men Manden? -- O vee! Hans ine, Nse, Mund, Ja Hagen selv og Panden, Var ikke til at skjelne fra hinanden. Den gode Mening, adskilt fra Forstand, Vist aldrig kommer i sit rette Hjrne. #Moral#: Saafremt du det undvre kan, Tag aldrig imod Tjenester -- af Bjrne! #MAANEN# (Fremsagt af Fru Heiberg den 9de Februar 1834.) Ved Himmalayas Fod, ved Ganges Kilder En Hytte stod, hvori en viis Bramin, Som havde Verdens Tummel Ryggen vendt, Nu sgte Sjlefreden, Fortrolig med sig selv og Eensomheden. Og ikke sjelden kom et Verdensbarn, Hvis Drm om Lykke Livet havde skuffet, Hvis Vsen Skjbnen havde splittet ad, Og sgte hos den Gamle Ved Viisdoms Tale det paany at samle. En Aftenstund det banked paa hans Dr; Han aabned den, og for hans ine stod En Mand i fremmed Dragt, Ei lnger ung, dog gammel heller ikke, Med Svrd og Spyd bevbnet, som til Jagt, Men med Fortvivlelsen i sine Blikke. Hvad Sorg den Fremmede paa Hjertet tynged, Man veed ei ret; men for Braminen skrifted Han hemmeligt et skuffet Haab, en Lngsel, Som Verden og dens Lb ei havde stillet. Den Gamle saae paa ham med Alvors Mine, Og grunded dybt, og talte derpaa saa: Hr efter, og jeg skal fortlle dig Hvad selv jeg har oplevet i min Ungdom. Dog ei blot med dit #re#, Med #Tanken# maa du min Fortlling hre. Som Yngling alt i Bramas Tjeneste, Jeg saae kun sjelden mine Fdres Arne; Men naar det hndte sig, at jeg besgte Den fjerne Hytte, hvor de Gamle boede, Da bragte jeg sdvanlig sjeldne Gaver, Ei ene til Forldrene, men ogsaa Til mine Sskende, hvoraf den Yngste Var let nok at fornie: Det var en tre Aars Dreng med muntert ie. Engang paa Veien til min Faders Hytte, Kom nogle Rvere, som plyndred mig, Og mig bervede de skjnne Gaver, Hvormed jeg vilde gldet mine Kjre. Tomhndet kom jeg hjem, fortalte Tingen, Og Alle maatte finde sig deri, At denne Gang jeg Intet kunde bringe. Den lille Dreng alene blev urolig, Og fordrede med hftig Graad og Skrig, At jeg en Gave skulde skjnke ham, Saaledes som jeg pleied, naar jeg kom. Forgjves at berolige den Spde Jeg sgte, dog jeg fik ei Ro, ei Rist; Han vedblev med at skjnde, med at grde, Og Stien blev utaalelig tilsidst. Det var just Aften, og den fulde Maane Paa Himlen stod. Da slynged jeg min Arm Om Drengen, og ham satte paa mit Kn, Og sagde: "Grd ei lnger, vr nu artig! Det var kun Spg; jeg har en Gave til dig; See Maanen hist! hvor deilig, blank og klar, Af pure Guld! den vil jeg dig forre." -- "Hvorledes!" raabte Drengen: "er det Alvor!" Og strakte sine Hnder alt mod Himlen, Som om han vilde tage mig paa Ordet. "Ja," svared jeg, "herefter er den din, Men du kan ikke faae den ned i Stuen, Den pletter let, saasnart man rrer ved den; Men du kan see paa den, saa tidt du vil, Og tnke ved dig selv, at den er din, Og selv for Andre prale med din Skat. Men lad dig ei forfre! Husk paa mit Ord: Nok see, men ikke rre!" -- Forskrkket trak han Armene tilbage, Til Tegn paa Lydighed. Nu var han glad, Og raabte: "Broder har forrt mig Maanen! Og jeg skal aldrig rre ved den, bare Jeg maa betragte den, saa tidt jeg vil, Og naar kun Ingen vil den fra mig tage, Og heller ei den laane, Men huske paa, det er min egen Maane." -- Nu var det godt. Den nste Dag forlod jeg Min Fdrebolig. Da jeg kom igjen Om nogen Tid, kom Drengen mig imde Bedrvet og med misforniet Mine, Og sagde: "Broder! tnk engang! den Rver, Som tog forleden dine skjnne Gaver, Har daglig filet i min Maane, skaaret Bestandig Meer og Mere fra; omsider Han tog den sidste Stump, som var tilovers." -- "Jeg veed det," svared jeg: "men har du seet, At jeg har ladet gjre dig en ny? Den var just ikke strax paa Timen frdig; Min Guldsmed har arbeidet lnge paa den, Lidt efter lidt han fik den dog istand." -- "Ja," sagde Drengen, "det er ganske sandt; Men da den nu var frdig, klar og blank, Maa Nogen have rrt den, trods dit Forbud, Thi den blev svinet til, saa det var Skam." -- "Jeg veed det nok mit Barn: det var en Aften, Da Maanen var formrket, som det kaldes; Men saae du ikke strax, hvorledes jeg Lod den polere, saa den blev igjen Saa blank og straalende som nogensinde?" -- "Ak jo! men saa kom Rveren igjen, Og filede paany!" -- "Ja vist, men trst dig! Thi nu har jeg igjen bestilt en anden; Om nogle Dage skal du bare see den!" -- "Ja," svared Drengen, "det er ganske godt; Men siden man saa let kan den polere, Ja, selv naar den er stjaalen, faae en ny, Saa har jeg Lyst til selv at rre ved den, Og klappe den, og kysse den paa Munden, Thi jeg har seet, der er et Ansigt i den. Tidt seer den ned paa mig med milde Blikke, Som om den vilde sige: jeg er din. Men det forslaaer dog ikke! Hvad kan det hjelpe mig, at den er min? At #see# paa den, mig trster ikke lnger; Nu til at #favne# den, mit Hjerte trnger." -- Den Lille Dag for Dag blev meer urolig, Og da jeg nu en Aften vandred med ham Langs Flodens Bred, mens Maanen stod fornyet I fulde Glands paa den azurblaae Himmel, Da fordred han paany med Graad og Skrig, Jeg skulde Maanen drage ned fra Himlen. Jeg sagde: "Tag den selv! jeg dig tillader At rre den." -- "Jeg kan ei!" skreg han vildt: "Jeg har det tidt forsgt, det lykkes aldrig." -- Da slog han iet ned igjen, fortvivlet; Men i det Samme standsede hans Blik Paa Flodens Blger, i hvis klare Speil Fordobblet ham hans Lngsels Gjenstand vinkte. "O!" raabte han, "nu har jeg ingen Nd! Jeg har ei Vinger, kan ei opad flyve, Men ned i Dybets Rige Formaaer jeg til mit nskes Maal at stige." -- Som sagt, saa gjort! Han styrted sig i Floden. Men piilsnar sprang jeg efter, greb ham, svmmed Til Bredden med ham -- han var halv bedvet -- Og bragte ham til Hytten, hvor jeg hurtig Hans vaade Klder skiftede med trre. Nu stod han da forundret ved min Side, Af Kulde skjlvende, og med en Mine, Som om han vilde samle sine Tanker. "Nu?" spurgte jeg: "fik du da Maanen fat?" -- "Nei!" sukked han: "den mellem mine Hnder I tusind Stykker gik, og borte blev; Og jeg blev kold, min Attraa var forsvunden; Den Ild, mit Hjerte flte, Den strke Flod med sine Blger kjlte." -- "See," svared jeg, og pegede mod Himlen: "End sidder Maanen lige heel og skjn, Og minder dig ved Synet af sin Glands, At du tr vel besidde den i Tanken, Naar den sit Lys dig sender, Men ei du gribe tr den Himmelske med Hnder." -- Braminen taug; den Fremmede forstod ham; Men om han fulgte Raadet, veed man ikke. Et er, at fatte Talen, Et Andet, at tilegne sig Moralen. #CANTATE# VED UNIVERSITETETS AARLIGE FEST I ANLEDNING AF REFORMATIONENS INDFRELSE SAMT RECTORSKIFTET Musiken af Weyse. I Vr hilset, Lys fra Sandheds Vld, Som har i trende Secler funklet, Som aldrig vorde skal fordunklet, Men sprede Klarhed, Liv og Held! Du strmmed ind i Verdens ie, Og Tanken for sig selv blev klar, Og Gud for Tanken aabenbar; De monne sig til Eenhed fie, Lig Bkken med sit Udsprings Elv, Thi Tanken opsteg til det Hie, Dengang den nedsteg i sig selv. * * * * * Stjernen stod paa Nattens Himmel, Og fordunkled alle dem, Som til Krands om Bethlehem Slynged sig i talls Vrimmel. Vise Mnd ved Stjernens Magt Droges hen ad fjerne Veie, Knlte ved det ringe Leie, Hvorpaa Frelseren var lagt. Stjernen svandt; paany den glimter Efter femten hundred Aar; Dog paa Himlen ei den staaer, Mennesket i sig den skimter; Og den leder vise Mnd Did, hvor over alle Throner End den himmelske Forsoner Sees i Lysningen af den. * * * * * Men hiin hellige Stjerne, Som nu flammer i Menneskets Bryst, Skal den ei i det Ydre, det Fjerne #Lyse# til Menneskets Trst? * * * * * Jo! det Lys, der flammer i det Indre, Skal med ydre strke Straaler tindre. See, det blusser, tndt af Luthers Hnder! Lyset har forvandlet sig til Ild; Baalet flammer, Pavens Bulle brnder, Rgen slaaer mod Himlen vred og vild. Det er Tegnet, som til Kamp er givet, Tegn til Kamp for Troen og for Livet. Ras kun, Flamme! Graadig du dig slynge Om det Aag, som tr paa Kirken tynge! Vredens Element, som ei betnker, Hvad du griber med dit rde Blus, Viis, du kan fortre Troens Lnker, Du, som har fortret Johan Huss! See! din Straale slynges af en Svane; Romas rn dig tabte paa sin Bane. * * * * * Det Helliges Forkynder skal ei lnger Sig sondre fra den Verden Gud har kjr; Man Klostrets Dre sprnger, Og Munk med Nonne sig til Altret trnger, At knytte Pagten, som for Gud har Vrd. Som frste Par, der Troskabs-Eden bringer, Gaaer Martin selv ved Catharinas Haand, Og Kirkeklokken ringer, Og Prsten vier dem, og Sangen klinger, Og Pagten signet er af Herrens Aand. Og Stat og Kirke sig foreente finde Ved Kjrlighedens elskelige Bud. Det Baand, som Hjerter binde, Den frie Pagt imellem Mand og Qvinde, Familien er helliget for Gud. * * * * * Men hiin hellige Stjerne, Som nu flammer i Menneskets Bryst, Skal den ei til det Ydre, det Fjerne #Tale# med flammende Rst? * * * * * Jo, Lyset vorde skal til Ord, Som Ordet forhen Lys er blevet; Man lse skal paa viden Jord, Hvad Aanden har med Flammer skrevet. Og lyste Stjernen fordum hen Til Evangeliet i Vugge, Saa skal den lyse nu igjen For Dem, som efter Ordet sukke. * * * * * I Saxernes Land en mgtig, Skovgroet Klippe staaer, Derpaa en fordum prgtig, Stor og fyrstelig Gaard. Som ringe Fuglerede Den hnger i Klippens Favn; Wartburg monne den hedde, Wartburg er Slottets Navn. Fra liden Celle derinde, Vendt mod en Afgrund brat, Saae man et Lys at skinne Gjennem den mrke Nat. Der sad den Troens Opliver, Med Lampen paa sit Bord, Og tolked med hellig Iver Herrens hellige Ord. Saa vidt i Dalene trnger Lyset fra Vinduets Baal, Men Ordet flyver dog lnger, Baaret af Folkets Maal. Det lyder for hvert et re, Det toner i hvert et Bryst, Det lader sin Fylde hre Med fyldig, levende Rst. For Evangeliets Fugle, Wartburg, en Rede du var, Hvori du mod Ravn og Ugle De Fjerlse vogtet har. Da voxte den spde Vinge Den folded sig ud paa Stand, Da monne sig Fuglene svinge Over det ganske Land. * * * * * Ha! men Kampens Torden ruller, Vaabenbulder Ryster Kirkens faste Grund. Ikke Nok, at Pen og Mund Vundne Frihed vil forsvare; Friheds Fare Samler Verdens Folk i blodig Stund. * * * * * Hil Dem, som kmped, som med Ord og Vaaben Iilte til Strid! Freden er vunden, Himlen er nu aaben, Luften er blid. Stjernen paany i stille, klare Ntter Kaster paa Kirken uformrket Glands. Menigheden fletter Frihedens Krands. Fdreland, hil dig! Stjernen dine Strande Hilste med Lyst, Speilte sit Billed i de slvblaae Vande Trindt om din Kyst. Sletternes Kirke Spiret mod den vendte, Snart som en Sol den funkled over Strand; Sandhed du erkjendte, Fdreneland! Lyset i Sjlen voved ud at strbe, Skranken blev sprngt, Ordet nu toned paa den danske Lbe, Lnge fortrngt. Tanken med egen Frihed sig forkyndte, Mgtig den voxer paa den danske Vang. Morgenen begyndte, Dagen er lang. * * * * * Vr hilset, Lys fra Sandheds Vld, Som har i trende Secler funklet, Som aldrig vorde skal fordunklet, Men sprede Klarhed, Liv og Held! Din strke Straale gjennembryder Hver Skal om Livets Lyst og Sorg. Og i din rige Glands det lyder: "Vor Gud han er saa fast en Borg." II Videnskabens Tempel! I din Hal Takkesangen hit sig hve skal, Mindet dvle ved den gode Stund, Da Friheds dle Ceder Blev plantet dybt i Kirkens Grund, Hvori den voxte til en Lund, Som nu om Skolen freder. Hv dit ranke Spiir mod hien Sky, Lad dit indre Liv sig frit fornye Fra den Slgt som gik, til den som kom, Og frt paa Troens Vinge, Din Viden vorde dyb og from, At Tanken fra din Helligdom Sig kan mod Himlen svinge. III Hellige Flamme, Styrk i din Glands Alle, som kmpe for Musernes Krands! Kundskab, din Stamme Blomstrende staae, Evig, mens Tiderne vexlende gaae! #LANTERNA-MAGICA#[19] [19] "Flyvende Post", 1830, Nr. 1. #Prolog.# Komme hvo som komme kan! Kommer, Mand og Qvinde! Fra det Forbigangnes Land Jeg en Krands vil binde. Blomster fra det Aar, som svandt, Lidet Alvor, meget Tant, :,: Skal I see paa Vggen. :,: Da jeg i det svundne Aar Ikke kunde tale, Vil jeg nu, hvis jeg formaaer, Et og Andet male, Som i hiin Tid er passeert, Og af mig blev observeert, :,: Skjndt jeg Intet sagde. :,: I skal see i Kraft-Extract Aaret Ni og Tyve. Kommer derfor, giver Agt! Jeg skal ikke lyve. Naar jeg saa har fremviist jer Hvert af Aarets Billeder, :,: Har jeg fyldt min Pause. :,: #Frste Billede.# Frstkommende Maidag Trolovelsen staaer, Den skjnneste blandt vore Dage. Den skjnneste? Nei; den selv os jo spaaer En skjnnere, som er tilbage. Med festlige Travlhed gaaer Sommeren hen, Men Hsten den bringer os Vaaren igjen. Frstkommende Hstdag! dit Navn er August; Her staaer det, med Blomster omslynget. Hvad Navnet betyder, det er du os just; I dig har vor Mai sig forynget. Saalnge som Skjoldungestammen har L, Omslynge Kjrminder det ldgamle Tr. #Andet Billede.# Jeg er en Mand, der har saa vidt omvandret, At Ingen meer bereist man nvne kan, Endskjndt jeg har mit Opholdssted forandret :,: Paa Jorden ei, men kun i Luftens Land. :,: Men aldrig saae jeg paa min Vandring Magen Til disse to Figurer, som I see: Den Ene lang og kridhvid som et Lagen, :,: Den Anden kort og grn, men kold som Snee. :,: Den lange Mand det er vor lange Vinter, Den korte Mand vor korte Sommer er. Hiin puster Ild i grnne, vaade Splinter, :,: Den Anden gaaer blandt grnne, vaade Trer. :,: Den Frste fordrer Sceptret af den Anden; Han er forknyt, og siger tvungen Ja; Men siden grder uophrligt Manden; :,: Gud veed, hvor al den Vdske kommer fra. :,: #Tredie Billede.# Huset maatte styrte sammen, Fik vi lnge saadan Slud, Dybt i Kassen koger Flammen, Ja det seer fortvivlet ud. Kun naar Srgespil man spiller, Kan man komme til at lee, Thi de sidste Vaudeviller Selv ei gratis vil man see. Er der ingen bedre Vei? Nei, nei, nei! etc. Det er Frosten, som os driller; Den faaer Skylden, skal I see. Sligt som Essex, Carl den Store, Kan vel aldrig gjre godt. Skal os Isabella more? Ak! hun selv er bankerot. Glemsel med de franske Stykker, Syete til det tydske Maal, Slutter, da de gaae paa Krykker, Tidt Fornuftens Giftermaal. Er der ingen bedre Vei? Nei, nei, nei! Naar frst Kunsten gaaer paa Krykker, Faaer man snart paa Kassen Kaal. #Fjerde Billede.# Herre! hvad skal Enden blive? Isabella kommer ei! Hvortil hjalp det, den at skrive, :,: Hvis den gaaer al Kjdets Vei? :,: See, hvor her hun staaer og gaber! Ak! og Alle gabe maae, O du milde Gud og Skaber! :,: Er her ingen Ende paa? :,: Kast dog ud en anden Angel! St en bedre Krog deri! Tnk, om Honorarets Mangel :,: Bragte Dem i Slutteri! :,: #Femte Billede.# _En avant deux, en arrire!_ Det, min Ven, maa du nok! Men forresten som en Blok Blandt os _il faut se taire_. _Queue de chat!_ Til Kattens Hale Hold dig smukt, lad vr' at tale! Ellers Katten, kan du troe, River dig med skarpen Klo! Ti! Ti! Ja, ti du kun stille! Saavidt jeg seer og troer, Saa taler din Taushed lidt meer end Mangens Ord. #Sjette Billede.# Hver Gang jeg vanker Ved Hjemmets Strande, Mit Hjerte banker Mod hine Lande. Vil du mig laane Din gamle Kikkert? I den jeg sikkert Kan see til Skaane. Ja Fanden ta' mig, Kan jeg see derhen! O la' mig, la' mig, Min Faders Ven! Godt Folk forleden Saae hen ad Sundet, Og strax var Freden Hos dem forsvundet. Hvorom de talte, Det hjalp dem ikke, For deres Blikke Sig Laurbr malte. Ja Fanden ta' mig, Man trak mig med! Man vilde ha' mig Til Skaanes Bred. Jeg der ei vented, Tog Vogn paa Rullen. En Hat man hented, Med Krands om Pulden; I den tilvisse Boer al min Lykke, Bestandig smykke Den skal min Isse. Ja Fanden ta' mig, Man fik den fat! Jeg maatte ha' mig En Doctorhat. #Syvende Billede.# Held! Held! Held os! en Folkefest! Sven- Sven- Svensken er her til Gjst. Nu nu nu lad os vise ham, At vi kan prise ham Alle som bedst! Dra- dra- drager fra Axels By! Ju- ju- jubler i vilden Sky! Vi- Vi- Vinen er Kraftens Bad, Giv dem Midaftensmad Paa Bellevu'! Le- Le- Ledermand, Trop og Brandt! Vr vr vr vor Reprsentant! Er er er man ei deland, Faaer ei vort Fdeland Anden Gesandt. Bis- Bis- Bispen med venligt Smiil F- f- fres en Fjerdingmiil, Tak- tak- takker saa Frerne, Ambassadeurerne Hos Kirsten Piil. Vi vi vi skal min Salighed Nok nok nok gjre ham Besked. Skarp- Skarp- Skarpskyt, forsvar dig dog! Svensken har taer dig, Fjog, Fr du det veed. #Ottende Billede.# Hvad ligner, o Sor, din critiske Glde, Naar Posten er kommen fra kongelig Stad? Ved Klangen af Hornet paa Torv og i Strde Du brer dig ganske forunderligt ad. Du skriver og skriver og skriver og skriver, Du skriver, vil skrive, har skrevet og skrev; Men Skriftet i _poste restante_ forbliver, Og Publicum har der et uindlst Brev. Lalala, lalala etc. Dit Auxiliair-Corps du lader marchere Med to Generaler og een Adjudant. Mens Hine paa Prosa kun polemisere, Flankerer mig Denne paa Riim saa galant, Blandt Muserne hverver han syv militaire, Og dog har han ikke syv niende Deel, Thi selv han et Minus til Summen maa bre, Og flgelig mangler der Stort i en Heel. Lalala, lalala etc. #Niende Billede.# Vil du troe, Disse to Har han end skrevet til, Jeg neppe begribe det kan, O nei! Men isr Dette her Jeg dog lse dig vil; See, Titelen er: Don Juan. "Kjre Ven! jeg er Satan i Sjl og i Krop, "Intet Menneske frer sig saaledes op. "Jeg er gal, "Er fatal, "Som en Djvel saa dum; "O gid jeg tillige var stum?" #Tiende Billede.# Dannevang med grnne Bred, Siig, hvad gaaer der a' dig? Synker du i Dybet ned? Gaaer Balancen fra dig? Ha! det knager! hvilket Std! Det var vist Cometen, Som, bebudende din Dd, Slog dig paa Planeten. Flade Kyster uden Hegn, Som i Blsten snoe jer! Skove, som i evig Regn Uophrlig toe jer! Vil I drive Narrespil? Kan man ikke troe jer? Fik I Jordskjlvs-Vanen til, Maatte Fanden boe her. Vor Natur er Poesie, Deri Knuden stikker: Den er ei for Luner fri, Men forresten sikker: Selv i Lidenskabens Ruus Regelret den prater, Og i Jordskjlvs Suus og Duus Gjr den ei Hiater. #Ellevte Billede.# Gud skee Lov, min Mand var dd! Selv Konens Dd maa mig glde. Nu kan jeg lave min Iis saa sd I Peder-Hvidtfelds-Strde. :,: Tingen sagtens var bleven slem, Havde der end vret Liv i dem. :,: Hvis de vare min Eiendom, Jeg solgte dem til Theatret. Hvo veed? maaskee der en Digter kom, Som fr har Dde kalfatret. :,: Med en Helt har man ingen Nd, Som, fr Stykket begynder, er dd. :,: Et Forslag gjorde jeg nok dertil, Hvorom vist Mange bade: De godt kan bruges, ifald man vil, Til Store Carl og Fastrade. :,: Saa vil Stykket faae bedre Held, Intet kan slaae de Dde ihjel. :,: #Tolvte Billede.# Herligt, en Sommernat Drage til Elverkrat, Hvile ved Kilden, den svale! Bedre ved Vintertid Vandre paa Sneen hvid Derhen, hvor Muserne tale. Her concerterer man, Her declamerer man; Hr kun, hvor Moscheles spiller! Hr dog, hr efter nu! Hr kun, hvor smukt Guillou Slaaer sine Nattergals-Triller! Her Madam Milder staaer, Hun just ei Triller slaaer. Ellers har Stemmen Courage. Her vil jeg, med Forlov, Vise jer Frstenau; Hr, hvilken deilig Passage! Ak! men for iet jeg Maler, for ret ei; Synlig jer Kunsten maa rre; Vist mange Hjerter den Drog til Concerter hen, Meer for at see end at hre. #Epilog.# Nu skal De ha' saa mange Tak! Bliv dog ei vred for Dette! Lad denne hensigtslse Snak Ei give Stof til Trtte! I hver Lanterna magica Sees Folk med store Nser, Ja selv de strste Tragica Sees der som smaa Fadaiser. TIL LANTERNA-MAGICA-DOUBLANTEN I SORE[20] [20] "Flyvende Post", 1830, Nr. 8. (J. L. Heibergs Svar paa "Doublet-Billeder til den nye Lanterna-magica", af Chr. Wilster. "Kjbenhavnsposten", 1830, Nr. 9.) Ftter! hvad skal Enden blive, Farer du saaledes fort? Vil du flere Viser skrive? Sidste Gang kom du tilkort. Dog, det Intet vil betyde, Skriv kun flere, Sligt er Skjers, Jeg vil gjerne Landser bryde Med en Mand som skriver Vers. Om han stikler, om han hvler, Gjr han mig dog mere glad, End saa mangen Prosa-Vrvler I det kjbenhavnske Blad. Sligt jeg som en Fest betragter, Som et delt Ridderspil, Jeg, mod hvem saa mangen Slagter Bare Nver bruge vil. Sagtens kunde jeg ham sprge, Hvor han fik Doubletter fra, Thi jeg selv kan godt besrge Min Lanterna magica. Hvis og Uheld mon cassere Mig et Billed eller to, For dem selv at reparere Er jeg Mester, kan du troe. Hres ei fra tusind Kanter (Og jeg troer, at man har Ret), At et Stykke med Doublanter Gaaer gemeenlig noget slet? Ligemeget! lad saa vre! Brug kun min Lanternes Lys; Den skal tjene dig, min Kjre, Som mig selv den tjente nys. Himlen veed, at min Lanterne Kun er svag og lidt bevendt, Mens dens ringe Lys vil gjerne Gjre dig lidt meer bekjendt. Derfor styr til mig kun Kaasen, Jeg har Plads vel for en Snees; Kom du kun, og nrm dig Praasen, For at ogsaa du kan sees. Faaer jeg Vittighed at hre, O! saa har du vundet Spil, Og da kan du ved mig gjre Nsten Alt hvad kun du vil. Som du seer, min kjre Ftter, Jeg er ei saa grov som du; Thi jeg haaber, at du gjtter Hvad jeg vil dig sige nu. Jeg vil ikke debitere, Dine Vers er uden Salt, (Skjndt ifald de havde mere, Var det ikke just saa galt). Tvertimod, hav Tak for Fden! Thi mig var din Takforsidst Manna midt i Hungersnden Hos den evige Copist. Du kan dog det Danske skrive, Saa en Dansk kan det forstaae; Du kan dog en Skose give, Som er vrd at svare paa. Du har dog et Glimt af Tanke, Og af Vittighed et Sving. Sligt ei pleier der at vanke; Himmel! det er store Ting. Hvo har gjort et saadant Under? Svar oprigtig hvem du troer? -- Min er ren! O misunder Mig den ei! den er ei stor. _Sorae tenebris demersus_,[21] Nd du tynd Celebritet; _Facit indignatio versus_,[22] Jeg har gjort dig til Poet. [21] Neddykket som du var i Sor's Mrke. [22] Harmen skaber Vers. Hvis din Barm en Gnist kun gjemmer Af Erkjendtlighedens Blus, Hvad du skylder mig, du glemmer Aldrig paa din Pegasus. Husk, at paa Academiet Var der fordum Kiv og Tvist; Jeg har det fra Splid befriet, Gav jer Fredens Olieqvist. Frst i Faren vil man skatte Brodersind og Enighed; Mellem Hunde selv og Katte Sluttes fordeelagtig Fred. Thi lig Bruti tynde Grene, Hver af jer kan knkkes let; Men naar Alle sig forene Til et Riis, da holder det. Altsaa, da jeg har Meriter Af dit Compagnie, som dig, Tillad, at lidt nr jeg titter Paa de Vers, du skjnkte mig. Just fordi det mangler ikke Dem paa Vid -- det Hvermand seer -- Lad mig vise dine Blikke, Hvor der kunde findes meer. Isabella du citerer Som et Plagium fra Spansk; Husk, at selv du plagierer Denne Sludder fra en Dansk. Hvoraf mon "_Pota_"[23] komme? Af +poien+,[24] saavidt jeg veed; Derfor har en Digters Domme Productiv Selvstndighed. [23] Digter. [24] at skabe. Dm som Digter da i Tvisten, Siig, om det er Plagiat; Gjr dog ikke, som Copisten, Dig til litterr Castrat. Naar du siger i din Tale, At om jeg ved Elverhi Hviler mig, saa kommer Dvale Ned til Folket, -- vist du li. Thi jeg veed nok, at jeg Stakkel Ikke Chinas Keiser er; Han kan gjre sligt Mirakel, Men man saae det aldrig her. Hvergang han har iet lukket, Saa er ogsaa Folket trt; Og naar han har spiist og drukket, Saa er ogsaa Folket mt. Vn dig af, at sammenjaske Halve Tanker, for Gevalt; Siig ei: naar du mig vil vaske, Spilder Humle du og Malt. Thi hvis Ondskab hos jer finder Knap af Geist et Fingerbl, Slutter den, at Sores Qvinder Vaske deres Mnd i l. Bedst i Sbevand man tvtter; Selv som indre Medicin Giv ei Musen l, min Ftter, Heller lidt Champagneviin. Dog det er kun Bagateller, Ting som kun har liden Vgt, Og man fordrer vist ei heller, At Du vre skal correct. I Begeistring og i Vrede Sttes let en Nonsens-Beet; Sligt, jeg troer, hos jer dernede Kaldes Genialitet. Bedre dog, om du herefter Ikke gjr for mangen Buk, ver bedre dine Krfter, Trffer bedre med dit Hug. Det er ikke mig det Samme, Om at fgte du forstaaer, Thi af Udfald, der ei ramme, Selv jeg ingen re faaer. Men en anden Ting resterer, Som har mere Klem og Fynd: Du mit Sindelag tracterer Noget haardt, og det er Synd. Hvorfor siger du, at Avind Til Satire mig formaaer? Ha! der tabte du dit Glavind, Og med plumpe Nver slaaer. Hold dig smukt til Facta, Kjre! Lad Motiverne gaae frie! Du br ikke Plathed lre I de Andres Compagnie. Siig mig, kjre Ftter, svoer du Ikke til Apollos Pen? Eller, idetmindste, troer du Ikke nok, du svor til den? Du, det lille Sores Irisk, Sanger af saa mangen Sang, Er du ikke selv satirisk, Eller troer det mangen Gang? Naar saa er, jeg sprger atter: Er Satiren dig saa ny, At du ei dens Frihed fatter? Skam dig, Digter! skam dig! fy! Hvis jeg fr mit sjette Billed Havde sagt: "O Publicum! "I hvad her er forestillet "See en Spg, og vr ei dum! "Dybt mit danske Hjerte skjnner "Paa det refulde Kald, "At og Sveas Laurbr lnner "Nordens Guders hie Skjald: "Hdrer man hans Digt og Sange, "Faaer vor flleds Bane Glands; "Selv jeg har alt mange Gange "Flettet Laurbr i hans Krands: "Men da sagtens Alt i Livet "Og en comisk Side har, "Og det mig isr blev givet, "Den i Alt at blive vaer; "Da man og for den Lanterne, "Som har Navnet af Magie, "Ikke maler just saa gjerne "Raphaelisk Maleri; "Og da nu den trre Karpe "Om en Kikkert og en Ven "Efter den tegnrske Harpe "Tonede saa fattigt hen: "Thi da han i Nabolandet "Var vor Digtekunsts Gesandt, "Kunde han dog talt om Andet "End sig selv og Fjas og Tant; "Da nu Dette, som og Mere, "Dygtig Vand i Blodet slog, "Lidt med Tingen at raillere "Jeg mig ydmygst Frihed tog: "Og fra Arilds Tid forresten "(Dette mrk, o Publicum!) "Overalt Satiren nsten "Har et Privilegium: "Du har vist lidt Lrdom pillet, "Du har sagtens lst etsteds, "At selv Socrates blev drillet "Slemt af Aristophanes: "Er der langt fra mine Streger "Til Aristophan's Format, "Er dog vistnok Oehlenschlger "Endnu lnger fra Socrat;" -- Hvis jeg havde talt saalunde, Vilde hver en Digter svart: "Hvad du sagde der, det kunde "Du dig gjerne have spart; "Muligt at det Hoben ver, "Thi den fatter vanskeligt; "Men hvo Digter er, behver "Sagtens ei at lre Sligt." -- Altsaa, Ftter, hr nu atter: Mon du rigtig Digter er, Naar du ei forstaaer, ei fatter, Ei begriber Dette her? Du, som taler om at "skaane", Fler du i Sandhed Kald Til dit svage Vrn at laane Ham, du kalder Dannerskjald? Dig jeg skaane vil, min Kjre! Og jeg troer, du mrker det; Han kan vel et Angreb bre, Thi han rokkes ei saa let. Selv jeg har saa strke Volde Bygget om hans faste Plads, At jeg tnker, de skal holde; Dine springe vil, som Glas. Hver en Skjald erobrer bare Nyt Terrain bag eget Skjold; Men for Grndsen at forsvare Byggedes Critikens Vold. Hvis engang Vandalers Flokke, Uden Kundskab, uden Smag, Vil den store Digter rokke, -- Og det hndes vist en Dag; Skal man raabe til dem: "Frkke! "Veed I, hvad I prve paa? "Her til Grndsen kan I rkke: "Lnger kan I ikke gaae." O men du, som dreier Liren, Ftter! kjender du Critik, Du som ei engang Satiren Skuet har med Digterblik? Troer du, at den dde Regel Er Philosophiens Bk? Siig, hvad kjender du til Hegel, Skjndt du nvner ham saa kjk? Siden du vil Svrdet fre, Maa du virke noget Stort. Kom da hid, og lad os hre: Hvad har Du for Skjalden gjort? Har du gjort ham mere sikker Ved dit Gedebukkespring? Var du meer end Spytteslikker Af hans jammerligste Ting? Du har panegyriseret Hans utrolige Roman, Og har Qvalmerne formeret Med bestandig Marsepan. Dog, hvad nytte disse Trtter? Hver beholde maa sin Tro. Saa farvel da, kjre Ftter! Verden rummer nok os To. Hvis paany vi trffe sammen Paa de danske Musers Kyst, Skal det vre Fryd og Gammen At forsge nok en Dyst. Lad os strkt hinanden klemme, Fast i Sadlen, rank til Hest, Men for Alting ikke glemme, Vor Turnering er en Fest! DANSKE LOKALITETER[25] [25] Oprindelig i "Danmark. Et malerisk Atlas. Tegnet efter Naturen af C. F. Christensen, ledsaget med poetiske Vignetter af J. L. Heiberg". Kbhvn. 1842. Senere under Titlen "Danske Lokaliteter" i J. L. Heibergs Poetiske Skrifter, VII Bind, 1849. INDHOLD: 1. Danmark. -- 2. Christiansborg. -- 3. Fredriksberg. -- 4. Amalienborg. -- 5. Rosenborg. En Monolog. -- 6. Frue Kirke. -- 7. Thorvaldsens Museum. -- 8. Brsen. -- 9. Skuespilhuset. En Dialog. -- 10. Nicolai Taarn. -- 11. Bredgaden. -- 12. Ryssensteens Bade. -- 13. Toldboden. -- 14. Charlottenlund. En Skovscene. -- 15. Sorgenfri. -- 16. Kronborg. -- 17. Fredriksborg. En Roman i to Capitler. -- 18. Roeskilde Domkirke. -- 19. Vall, eller: En ung Piges Betnkeligheder. -- 20. Valdemars Taarn i Vordingborg. -- 21. Mens Klint. DANMARK Hvor Bgeskoven svver I Favn af salten S; Hvor som Bouquet sig hver Af Havet ved ; Hvor intet Bjerg os hindrer At sende Blikket ud Mod fjerne Lys, der tindrer Herned som Himmelbud: Der er den Jord, vi kalde Vort Hjem, vort Fdreland, Besjungen hit af Skjalde Alt for sin Skov og Strand, Sit Folk, det roligt snilde, Saa langt fra Harm og Had, Sit Sprog, det kraftigt milde, Hvori saa skjnne Qvad. Af Danmark har Naturen Selv dannet med sin Haand Den Mark, hvis Rug i Furen Skal nre Nordens Aand. Lad Sverrig og lad Norge Kun Styrkens haarde Bark Og Kraftens Jern os borge, Mod Pant fra danske Mark. Mens vor Natur os glder Med ieblikkets Lyst, Tiltale hundred Steder Os end med Fortids Rst; Thi blandt Naturens Vrker, I Ly af Grs og Green, Staae Kunstens Mindesmrker, En Aarbog lig af Steen. Om Fdrenes Bedrifter Snart melder Kmpehi, Snart Skyen, i hvis Rifter Sees Kongeborgens Fli. Om Frode Drot fortller Et Sagn os Vrebro; Hvor Roars Kilde vlder, De tusind Minder boe. Fra Saxo Klerks Annaler Staae Skygger frem i Soer; Hist Gaasetaarnet taler Om Atterdag i Nord; I Ringsted Dagmar gjemmes, Hiin tabte Lilievaand; Paa Fredriksborg fornemmes End Fjerde Christians Aand. Jeg nvner Sjlland ene Thi der jeg fsted Rod, Og Sjlland kan forlene Mig Trk i Overflod; Men hver af Rigets Dele Har samme Skjnheds Art, Og i det skjnne Hele Har hver en lige Part. Og Axelstad, hiin gamle, Saa venlig, skjndt saa stor, Hvor Danmarks Aander samle Sig i et udsgt Chor, Har gamle Mindesmrker, Som tale Sagas Rst, Har nye, stolte Vrker, Som kneise til dens Lyst. Paa Kysten herligt grundet, Den aabner iet Flugt I Udsigt over Sundet Og over Kjgebugt; Mod Norden grnne Skove, Som huse Hjort og Hind, Og Duft og Kjling love Det lngselfulde Sind. Hvo har ei kjre Minder Fra Land saavelsom Stad? Dog fastere dem binder Et svagt Erindringsblad. Her Kunsten Eder giver En Krands fra Dannevang; Hvert Blad i Krandsen bliver Et Billed og en Sang. CHRISTIANSBORG Phnix, du, som nys begravet I din Aske laae, Og nu frem af Flammehavet Stiger mod det Blaa! Ei ved Elementers Vrede Oftere du de! Kneis kun fra din hie Rede Over Land og S! Borg, der selv er uden Mage Mellem Borges Chor, Sku de lykkeligste Dage Hilse Danmarks Jord! Fra din Tinde, nr ved Himlen, See langs Codans Flig Fredelige Masters Vrimlen, Birman-Skoven lig. Og naar ei dit Blik sig hver Over salten Flod, Men mod Jorden nedad svver Til din Kmpefod: See paa Pladser og i Gader Livlig Virksomhed, Og endog paa lave Stader Lykke, Fryd og Fred. Og du selv skal i dit Indre, I din Hisal stor, See det snevre Rum, det mindre, Hvori Lykken boer. Lykken alt med Kjrligheden Flyttet er derind, Den har fstet Svalereden Til din hie Tind. Her paa lykkelige Dage Kongeparret skal, Med sit Folk forenet, drage Til din hie Hal, Medens Tusinder af Kjerter Straale Lyset ud, Medens Tusinder af Hjerter Flge Gldens Bud. FREDRIKSBERG Den er forbi, den Tid, hvorpaa Din Himmel, O Fredriksberg! med Smilen saae En Vrimmel, Hvori sig flokked Lav og Stor I Haven, Omkring den Konge, som nu boer I Graven. Da klang Musiken ofte fra Terrassen, Af Uniformer myldred da Paa Pladsen. Ei flagre nu de rde Fjer Paa Hatten; Hver Dag den samme Tomhed seer, Som Natten. End Svanen langs Canalens Rand Dog seiler; End Tret i det stille Vand Sig speiler; End Maanen over Sletten gaaer Saa stille, Mens Nattergal i Busken slaaer Sin Trille. Naturen gaaer ad vante Vei Sin Vandring; #Den# trofast er, #den# elsker ei Forandring. Den smiilte til den glade Borg, Nu smiler Den til det Sted, hvor Savn og Sorg Sig hviler. Ak! her er intet #Sorgenfri#! Dog trder Den simple Borger ei forbi De Steder, Hvor svundne Syner for hans Blik Fremstode Ved Mindet om Kong Frederik Den Gode. AMALIENBORG Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier, Her er #Kongens Palais#, atter #Amalias Borg#. Saae du alle de Bnner, Forhaabninger, nsker og Klager, Som omcirkle det Sted, neppe da Stedet du saae; Snart som flagrende Sylfer, og snart som klavrende Nisser, Snart som svrmende Myg, vilde de skjule dets Muur. Gld dig, at ikke du seer den hele forvirrede Skare, At, som din Fod, saa dit Blik rkker til Kongens Palais. O! men Kongen dem seer, de tidt forjage ham Svnen, Naar for hans ie de staae, staae for hans prvende Sjl. Men ved Stjernernes Lys i Kongernes svnlse Ntter Spirer, som Natviol, Folkenes drmmende Tak. ROSENBORG EN MONOLOG #Slottet taler.# Her staaer jeg gamle Kmpe fra Fjerde Christians Tid, Og skued gjennem Secler snart Himlen mrk, snart blid. Hvor mangen sr Omskiftning var jeg dog Vidne til! Meget kan jeg fortlle, naar man mig sprge vil. Med Stolthed jeg min Ungdom for Tanken seer at staae, Hver Dag jeg skued Fester, bar Lys i hver en Vraa. Hvad nu mig vil belyse, -- ja, nok maa jeg mig skamme -- Det er den Nar, den Figaro, med sin bengalske Flamme. Orangetrer foran min sydvestlige Faade Tilforn mig sendte Duften fra sine Blomsterblade; Til Exerceerplads blev min Orangelund changeert, Drivhuset til et Huus, hvor der bliver exerceert. For hver en Blomst, som fryded mit kongelige Sind, Da fik jeg til Erstatning et garvet Kalveskind, Og ved dets redven jeg skued ofte nok En frifdt Mand at garves med Sabel eller Stok. Ugjerne seer jeg Pladsen, hvor Stok og Sabel brak, Hvor #Roat# gik til Spiret og Vovehalsen knak. Med Afsky tidt mit ie sig vendte fra Sydvest, Men i sydstlig Retning der huer det mig bedst. Der seer jeg rig Erstatning for hvad mig rgred hist: Jeg seer de gamle Lindetrer med unge Lv paa Qvist; Vi have flleds Fader, den danske Patriark, Hvis Navnetrk usynligt er prget i deres Bark. Hos mig det stander synligt, i Stenen hugget ind, Men Trerne det hviske hrligt i Aftnens Vind! Vor flleds Fader drog sit sidste Suk i min Favn, Mine Brdre hviske gjerne hans elskelige Navn. I Skyggen af de Stammer, som ere Fortids Tolk, Seer jeg ret med Velbehag de fordringslse Folk, Som efter Dagens Arbeid i revne Gange gaae, Glade, naar Blomsten dufter, og Himlen kun er blaa. Velsignelsen jeg skjnker til den beskedne Lyst, Velsignelsen til hvert et blottet Moderbryst, Velsignelsen til hver af de diende Smaa, Og til hver en hyret Amme, som trolig passer paa. Og som jeg gjerne skuer, hvad gjerne skues vil, Lukker jeg for Adskilligt iet villig til. Du forelskede Par, som til dunkle Skygge flyer, Jeg seer ei og rber ikke dit Elskovs-Eventyr. Ved Dryaders Fortrolighed kan Meget passere; Jeg tnker da: Lad gaae! hvad er det saa Mere? Desuden er det godt, at under Green og Blad Hjerter kunne mdes, der i Stuen skilles ad. Du stakkels Borgerpige, som sidder i din Krog Ved Rokken, og maa skjule gesvindt din Morskabsbog, Naar Moder eller Grandmama i Kamret trder ind, For at mrke sig, hvor vidt du er kommen med dit Spind; Og du, som til Brodering anvender al din Tid, Og tjener tyve Skilling ved otte Dages Flid: Naar Skumringen er indtraadt, og du har syet dig blind, Kom hid: mit Grnne qvger dit ie som dit Sind. Og ved Dryaders Bistand kan Meget passere; Men jeg tnker: Lad gaae! hvad er det saa Mere? Din Ven, som maa dig undflye, hvor du med Andre boer, Dig mder under Lvet, og Armen om dig snoer. Her staaer jeg gamle Kmpe fra Fjerde Christians Tid, Og skued gjennem Secler Menneskenes Id. Meget, som Ingen aner, var jeg Vidne til, Jeg fortlle kan om Meget, om Meget jeg tie vil. FRUE KIRKE Hvilken Bygning er her? Er Det en christelig Kirke? Naar Portalen man seer, finder man Stilen antik; Sidefaader og Taarn, man veed ei, hvad de bebude, Helligt eller Profant; Korset det siger tilsidst, Hvis Frontispicen det ei forkynder; men ine som Lossens Og en Hals som en Hjorts fordres, naar den man vil see. Trd i Hallen dog ind. Colossal, men abstract i sin Storhed! Langs med Siderne staae hvide Figurer i Rad. Hvilken uhyggelig Bo, hvor Aanden selv er forstenet! Kan, hvor #den# er af Steen, Ordet da vorde til Brd? Frygten fler jeg vel, men Kjrligheden er borte, Ingen romantisk Aand hvisker sit mystiske Suk, Solen bryder sig ei gjennem farvede Ruder, og intet Malet Kunstvrk man seer, Alt er saa hvidt og saa tomt. Trd dog nrmere; see! til Altret #Frelseren# kalder, Og hans #Apostle# forbi du til det Helligste gaaer, Og i hans aabnede Favn, mens Sjlen holder sit Indtog, Holder foroven sit Tog #Han#, for at frelse din Sjl. Viid, Paradiset er her, dog ei i sin spillende Farve, Ei i Bevgelsens Kraft, kun i sin salige Ro. Viid, Antiken sig kjk med Romancias Ynde formlte, Formen er grsk, men dybt prget med christelig Aand. Viid, en Genius har -- og det gjr en Genius altid -- Til Ideens Triumf her #det Umulige gjort#. THORVALDSENS MUSEUM Meget i vor Tid er slappet, Meget i vort Land er smaat, Meget flikket, Meget lappet, Meget, som er ikke godt. Strkt man trnger til det Store, For at hves fra det Smaa, Aanden trnger til en Spore, Fr den svnig gaaer istaa. Hv dig over Prosamuren Til en kmpekraftig Aand, Som, et Billed af Naturen, Virker med dens sikkre Haand. Som Naturen aldrig feiler, Gaaer sin faste Bane hen: Kunst, hvori Natur sig speiler, Selv ufeilbar er som den. Som Natur, af Roes og Dadel Uanfgtet, sikker gaaer: Kunsten, sikker paa sin Adel, Uberrt af begge staaer. Thi til Mngden siger Aanden: "Skal vi vandre samme Vei, "Faaer jeg tage dig i Haanden, "Thi du vakler, ikke jeg. "Hvis jeg dvler, hvis jeg haster, "Hold da Skridt; vor Vei er lang. "Om du roser, om du laster, "Det forandrer ei min Gang. "Om du kan mit Vsen fatte, "Blive maa din egen Sag; "Ere dine Krfter matte, "Saa forlad mig alt idag. "Men min Gang kan paa vor Vandring "Ikke lempes efter din; "Skal der heri skee Forandring, "Din det bliver ikke min." -- Saadan Aanden kjk bebuder Hvad den af Naturen fik, Mens den stiller Oldtids Guder Frem for et forbauset Blik. Mngden stirrer paa de store Gjster fra et fremmed Land, Sprger: Kan mig Dette more? Kan det danne min Forstand? Men af intet Ord bevget, Som Naturen fast og kjk, Sttten staaer, i Stenen prget, Og forandrer intet Trk. Snart i disse hie Haller Skal de samles, Rad paa Rad, Deres Rst til Templet kalder Alle fra den store Stad. Lrer her, selvkloge Stakler, Hvad mod Aanden I formaae; Lrer, at den gjr Mirakler, Og at I kun see derpaa. Hver, som Dommerord at tordne Raad at give har for Skik, Lre her at underordne Sin unyttige Critik. Stjernerne med faste Blikke Den bestemte Bane gaae; ndre den, det kan du ikke, Nu, saa prv den at forstaae! BRSEN O! hvem der dog var en Handelsmand! O! hvem der dog var Grosserer! En Anden saa let ei #handle# kan, I det Samme, han #speculerer#. Hvor er det herligt, paa Brsen gaae, Og Vexel- og Coursberegning forstaae Og Alt, hvad i Handlen passerer! Men Den, som engang er slaaet til Poet, Blev aldrig i Handlen en Daler; Og blev han imellem paa Brsen seet, Var det aldrig med Capitaler. Idethieste gik han til Schubothe hen, Og bragte Frugten af Blk og Pen, Som Hr. Langhoff contant betaler. Poeten derfor, og Hver, som fik Ligesaa fattige Frugter, Betragter Brsen med andet Blik, End Han, som Profiten lugter: Han beundrer Bygningens Architectur, De gamle Zirater paa rde Muur Og paa Spiret Slangernes Bugter. Og tnker Kjbmanden ene paa Imorgen og kommende Dage, Saa lader Digteren Blikket gaae Til de svundne Tider tilbage. Han skuer Christian den Fjerdes Aand, Og kysser i Tanken den Skjoldunghaand, Hvis Vrker er uden Mage. Men troer dog ikke, Poeten kan Blot vugge sig i Chimairer; Nei, naar det gjlder, saa kjender han Vel ogsaa til Brs-Affairer; Og om just selv han ikke dem gjr, Han Andres Virksomhed skue tr, Og ved den sig gjerne belrer. Hvad derom jeg melder, er vist og sandt, Skjndt Sagen synes utrolig: Viid, Amor er selv en Brs-Speculant, Og gjr Kjbmandsbarmen urolig. Jeg selv har seet ham engang paa min Vei, For mig var han synlig, for Andre dog ei, Thi med Digteren er han fortrolig. Jeg spurgte med Latter: "Men hvad gjr du?" -- Han svarte: "Jeg speculerer." -- -- "Hvori?" -- "Jeg veed ei rigtig endnu; "Kun Hjerternes Cours jeg noterer." -- -- "Men den rige Grosserer har Barmen tom; "Langt fr til den fattige Digter kom! "Han gjerne dig inviterer." -- -- "En Digter," sagde han, "hjelper sig nok, "Jeg altid en Piil ham laaner; "Men en Kjbmand er saa stiv som en Stok, "Han gjerne min Magt forhaaner. "Men pas nu paa! han vogter sig ei, "Jeg skyder ham midt paa hans Handelsvei; "Du veed nok, Ingen jeg skaaner." -- Jeg tnkte: Gud veed, hvad nu vil skee, Ei Gudens Forst jeg gjtter. En Pige traadte da frem, og see! Hun falbd friske Bouquetter. Hendes ine var selv Violer blaae, Og af Rosenknopper, voxende, smaa, Paa sit Bryst hun skjuler Doubletter. Hun kunde vel vre femten Aar, -- En Alder, skjnnest af alle, -- Hun bar Kjrminder i flettet Haar, -- Contrast man maatte det kalde, Thi Kjolen pjaltet om Skuldren hang, Saa lselig kasted, saa lidet trang, Som om den let kunde falde. Nu skulde man see den Kjbmandsflok Og Mglernes Hr tillige! Da kjbtes der af Bouquetter en Skok Hos den blomstrende Blomsterpige. Tilsidst paa Bouquetter lens hun var, Da solgte hun den, hun i Haaret bar, Til en Kjbmand, en af de rige. Men alle de Mange, som ingen fik, Bestormed Pigen om flere; Hun raabte, da gjennem Klyngen hun gik: "Jeg har ikke Blomster mere." -- "Jo vist! den sidste du gjemmer endnu; "Jeg skimter, i Kjolen den skjuler du, "O lad den hos mig florere!" -- Da svarte hun: "Har jeg en enkelt gjemt, "Min Kjreste venter den lnge; "Og fik han den aldrig, da var det slemt, "Maaskee han vilde sig hnge." -- Nu smiilte hun med ironisk Blik, Og triumferende bort hun gik, Thi Lommen var fuld af Penge. Da blev der en stiende Mumlen derom, Et formeligt Charivari, Som Amor, der frem af Krogen kom, Jublende blanded sit Svar i. Og en Piil han greb, og skjndt han er blind, Paa den sorte Tavle ridsed han ind: "Idag var Coursen #al pari#." SKUESPILHUSET EN DIALOG #Publicum.# Her driver jeg paa Torvet om, Og fler mig saa tanketom. Jeg Intet seer, som mig fornier, Intet, som mig oplive kan, Intet Oplb og ingen Lier, Ei saa Meget som en drukken Mand. Der hersker ret en kjedelig Ro, Her er ingen Ting, hvorpaa jeg kan gloe. Det er en Sommer-Helligdag, Frdselen er kun tynd og svag, Theatret selv er lukket i, Har hverken Placat eller Politie. Dog Rg af den ene Skorsteen staaer; -- Jeg kan tnke, det er en Rg, som gaaer Af et magelst Sommer-Skuespil, Som nu man sig bereder til, Og som "Figaro", "Dagen" og andre Journaler Bebude med eccentriske Taler, Saa dem Fribilletten af Halsen staaer, Som Rg, der ud af en Skorsteen slaaer. -- Ih nu! al Rg er dog Ildens Bud; Og ryger Theatret, saa maa det vre, Fordi der er noget Stort igjre, Som ulmer i det og snart slaaer ud, -- Med mindre (thi her man vanker i Taager) Det er Portnerkonen, som Theevand koger. Men i Sandhed, hvad der var allerbedst, Det var, om lidt Ild, til en Extrafest, Tog fat i hele den gamle Kasse, Som ei til mit Dannelsestrin vil passe. Saa fik jeg en anden Bygning, maaskee Saa stor som saadanne Rnner tre; Saa fik jeg Heste ved mangen Handling, Strre Balletter og bedre Forvandling, Kanskee #van Amburghs# Menagerie Og Stykker med Tigerjagter i, Og slap for det dumme Skuespil, Hvori man maa lgge sit re til, Og vre stille, for at forstaae. -- Ja, denne Bygning er gammel og graa; Der staaer det Skrammel og ryger som et Kul, Gid Fanden ta' ved det gamle Hul! #Thalia.# Forvorpne! stands din Frkheds Ord! Respect for Templet, hvor jeg boer! #Publicum.# Nei see! hvad er det for en Dame? I Dragt hun synes udenlandsk ... Nu har jeg det: ja, hun er fransk, ... Velan: Madame, Ihr werther Name? #Thalia.# Hold inde med de dumme Fagter! Jeg Musen er, som dig foragter, Uvrdig er du til min Gunst. Du sidder dorsk paa Templets Bnke, Kan ikke hre, ikke tnke, For dig er Aanden kun en Dunst. Du pjatter, dmmer dumt og sikkert, Og seer i alenlange Kikkert Alt, ikkun ei den dle Kunst. #Publicum.# Om Forladelse! Har jeg mig forlbet? Det hndes iblandt, at jeg bliver Beet, Naar jeg giver min egen Dom i Kjbet, Inden jeg har spurgt hos en Autoritet. #Thalia.# Men hvorfor er du slig en Fjante, Som gaaer til Onkel eller Tante Med Sprgsmaal om, hvad selv du vil? Er i dit Bryst ei egen Stemme? Har Brystet kun en Steen i Gjemme, Som, for at flyttes af sin Klemme, Maa lftes ved et Ankerspil? Forsg, uhildet at fornemme, Og lad Critiken blive hjemme, Den duer du dog ikke til. #Publicum.# Ak nei! desvrre! det veed jeg nok; Men derfor er jeg saadan en Blok: Jeg vil mig ndig prostituere, Og derfor taler jeg ikke frit, Fr jeg har spurgt mig for hos Flere, Eller lst i Bladene, Sort paa Hvidt, En motiveret, fornuftig Dom, Der siger, hvad jeg skal synes om. #Thalia.# Hvordan, stoltladende Krabat, Er det nu med din Stolthed fat, Da du vil lade Raad dig give Af alle Fuskere, som skrive? Du, som har leet saa tidt af #Trop#, Nu slider du jo selv dig op I Sold hos hans ugte Snner, Hvoraf en udbredt Flok man skjnner: Som for Exempel "Figaro", Hvem i en Ruus han avlet har Med Madame Voltisubito, Hvorfor og Snnen blev en Nar; -- Saa den saakaldede "Corsar", En Providerings Commissar, Som lgger Magaziner an Af Vittigheder, bitte smaa, Tilbedste for det stakkels Land, Ifald det Dyrtid skulde faae; -- Fremdeles "Dagen", blid og tam I Theater-Critik, et uskyldigt Lam, Der sig og Lseren vederqvger Ved Stykkernes Indhold, mens det brger, At Den og Den hinanden faae, (Det er sandt, de Andre gjr ligesaa); -- Videre: den numeriske "Berling", Hvem Qvantitetens Categorie Ei blot ved Rigsbankdaler og Sterling, Men og i sthetiken staaer bi, Idet dens Criticus, ligesaa klog Som Faderen, frer det ind i sin Bog, Hvor Mange der slide Theatrets Trapper, Og hvor ofte Publicummet klapper; -- Saa den agende "Post", som i Kunst-Critiker Har gammelt Ord for at vre sikker; -- Etcetera, der er endnu Fleer, Som ligne Faderen i Maneer. Men alle Disse, som man siger, Har Trop med diverse Opvartningspiger: Corsaren med den frkkeste Ts, Som var paa Traaden aldeles ls, Og blev Moder til en lignende Kns; De Andre med mere skikkelige Tasker, Som vare paa Retour og flaue derved. Nu sprger jeg dig: hvad nytte mine Masker, Naar Verden aldrig kommer i Led? Skal ingen Virkning af Scenen spores, Da er det en skinhellig Rst, Som har sagt: "_Castigat ridendo mores_",[26] Og siger nu: "Ei blot til Lyst." Din Trop har du lnge betragtet nok, Dog troer du nu paa hans Brneflok, Som faldt saa grumme nr ved Stammen. Siig, hvis er Skylden? hvis er Skammen? [26] Ved Latter og Spot bedrer man Sderne. #Publicum.# Men er jeg vaagen i denne Stund? Jeg taber Nse saavelsom Mund! Er det en Muse, der saadan snakker? En pn Gudinde! jo, jeg takker! Til mig du taler som til en Skrlling, Og bruger Ord som en Fiskerkjelling. #Thalia.# Jeg kjender dig paa dit Skaberi, Din Affectation, dit Coquetterie. Af Snrliv og snevre Skoe forpiint, Du fordrer, at Alt skal vre saa fiint. Men hermed kommer du ingen Vei, Thi er det fiint, saa forstaaer du det ei, Og hvad du tager for Fiint, er en Stump Af fiint Papiir om den vrste Klump, Der smager dig som den bedste Ret, Naar bare Krmmerhuset er net. Comediens Muse -- det maa du vide -- Taler med Fynd og et Ord itide; Hun hilser dig i et andet Sprog, End det, som vanker i en Epilog, Hvori man smigrer dig arme Skrog, Og bilder dig ind, du er superklog. Det er kun en Formel, aldeles tom, Der er Ingen, som stoler paa din Dom; Dine Penge det er, man fange vil, Din Bermmelse lidet man beiler til, Thi saadan som du nu er skabt, Har man Respecten for dig tabt; Og intet Under: Selv du jo Har tabt Respecten for det Skjnne, Har til Ideer ingen Tro, Og agter Kunsten lig en Bnne. Respect er hvad det skorter paa, Indprentes maa den i din Hu, Og du dig underordne maa For Det, som er lidt Meer end du. Respect for Kunstens dle Hal! Thi den er ingen Snakkebrs Og ingen nders, Faars og Kers Urene Sti og lumre Stald. Et Tempel er den og en Skole, Hvori ei blot med Sndagskjole, Men ogsaa med et Sndagssind Du trde skal rbdig ind, I glad Forventning af den Gave, Som dlges bag et Forhngs Fold, Og som du heel og holden skal have, Naar du giver dig Nydelsen i Vold. Erhverv dig lidt Beskedenhed; Tro ikke, man fra Scenen ned Med Bven seer til din dovne Krop; Nei, #du# skal se til Scenen #op#, Som til et bedre, hiere Stade, End det, du kommer fra paa din Gade. Paa din Dom ei altid du pukke med Trods Husk paa, du skal opdrages hos os, Og lre Meget, som ei du kjender, Men troer at holde med begge Hnder. "_Sicut infantes audi nos_", Paa Dansk: Tag din Critik tilfange, Den er dog ikke stort bevendt, Og lyt som et Barn til vore Sange, Det kan du vre godt bekjendt. Respect, som sagt! thi nu har du ingen; Respect for Stedet, Respect for Tingen! Og _ propos_, da jeg gjr dig den re, Her midt paa Torvet dig at belre, Saa begynd paa Respecten i denne Stund, Og tag Cigaren af din Mund. #Publicum.# Cigaren? Nu har jeg hrt saa galt! Nei, den har jeg kjbt og rligt betalt. Cigaren mig Ingen forbyde kan, Thi jeg er ingen ufri Mand; Ved den jeg viser, jeg er Student Og paa "Corsaren" Abonnent. Jeg haaber, man kommer snart saa vidt, At i Theatret man rger frit. #Thalia.# Ja hvorfor ikke? Saadanne Moder Passe godt til de andre Noder, Hvormed du belemrer mit arme Huus! Og du, som nsker, det laae i Gruus, For at et strre du kunde faae! Kortsynede! kan du dig selv ei spaae, At jo strre Huus dig Thalia giver, Desmeer forstokket og slet du bliver? Sex Aar dog kunde du ventet end, Fr du slynged Forbandelsen hen: Aar atten hundred og fyrgetyve Samt otte til, er det hundred Aar, Siden jeg grunded det Huus, her staaer. #Publicum.# Tillad, jeg beskylder dig for at lyve, Eller og, at Historien du glemte, Thi Huset er bygget af Fredrik den Femte, Og flgelig kan du ikke sige ... #Thalia.# Men hvad en Konge virker til Gavn For Kunstens, kort sagt, for Ideens Rige, Den dle Tanke, den uddelige, Den prger Musen i hans Favn. #Publicum.# Ifald du her har Sandhed sagt, Ifald du besidder en saadan Magt, Saa gaa til Theaterdirectionen, Og inspireer den med nye Tanker; Maaskee du saa forandrer Tonen, Saa at mindre Grovhed til mig der vanker; Thi viid, at naar jeg bliver slet, Naar jeg vanslgter fra Nationen, -- Kloge Folk forsikkre mig det -- Saa ligger Skylden hos Directionen. #Thalia.# Ja vistnok er det beqvemt og let At skyde Skylden over paa Nsten For Det, man selv har forskyldt. Forresten, Jeg kjender Directionen ei, Og var desuden altid bange For administrerende Autoriteter, De hre ndigt Musernes Sange. #Publicum.# Nu vel, der gives en anden Vei; Henvend dig da til vore Poeter. Jeg har ofte hrt -- dog troer jeg det ei -- At kun en Poet kan Miraklet gjre, Det Hele fra Ruin at fre. #Thalia.# Tilvisse, herlige Raad du giver! Jeg skulde takke dig for din Iver, Om kun ei den manglede sund Fornuft. Du maler dig et Billed i taaget Luft, Og at virkeligt det er, du bilder dig ind. Hvor findes Poeter med saa fromt et Sind, At offre de vil Inspirationen Til re for dig og Directionen? Jeg taler ei om et enkelt Stykke, Selv om det gjr, hvad man kalder Lykke; En enkelt Svale gjr ingen Sommer; Men Den, som vil rense mit Tempel, kommer Til at offre sin Tanke, sit Liv derpaa; Men saalunde som nu Sagerne staae, Maatte Den, der satte sin Capital I slig en Handel, vre bindegal; Thi hvo vil stille sine Vrker frem, For at Sjouere skal bedmme dem? Nei, Poeten, naar han sin Fordeel kjender, Da skriver han langt heller en Bog; Vel falder den i mangen smudsig Krog, Men den kommer og i de rette Hnder, Hvor den erholder sit rette Stempel. I Litteraturens store Tempel Hersker Forvirring kun en stakket Frist, Thi Ordet beholde de Bedste tilsidst. Men viid, i Theatret gjlder Momentet, Kun af ieblikket blev Lnnen hentet, Men der har ikke de Bedste Magt, Nei, de Sletteste just: du selv, kort sagt. -- Naar jeg tnker paa, hvad det blive kunde, Mit kjre Tempel, som her staaer, Ved de Midler, hvorover det formaaer, Mens nu det langsomt gaaer tilgrunde Paa Veien til sit Jubel-Aar: Da fyldes Hjertet af en Harm, Som rummes kun i Musers Barm, Og i vred Begeistring Gudinden spaaer Den Skjbne, som dig forestaaer: Om fie Tid har du ingen Scene, At sige, som fortjener dette Navn; I en Ruus vil du tumle dig om, og mene, At Alt, som kun er nyt, stiller dit Savn. Det Eneste, som du forud har For nsten hele Verdens Nationer, Det Eneste, som dit #eget# var, Din comiske Muses kjkke Skud, Som trivedes i de kolde Zoner Saa godt, at gjennem den gamle Hud Sprang nye Knopper og Blomster ud, Vil regnes til Fabelens Traditioner. I Lunet din egen Aand du fandt, Men du offrer den op for fremmed Tant, For svulstigt Prk, for grov Finesse Fra den udenlandske Theaterpresse, For Alt, som besidder et hyklet Skin, Og er, lig en Blre, fyldt med Vind. Da staaer du snart, i Nationers Ring, I Kunsten saa graa som i andre Ting; Og mener du end, du er Karl for din Hat, Som alt det Fremmedes Abekat, Saa vil det dog svie til din Hud, Naar dit eneste Prg skal slettes ud. Gid Himlen en Vkker dig sende vilde! Jeg kan det ikke, det er for silde. Jeg flyer til mine Sstres Chor; Farvel, du Slve! betnk mit Ord! NICOLAI TAARN Som tabte Herligheders Rest, Som Affald af en prgtig Fest, Som en rvrdig Mindesttte Fornedret til at gjre Nytte, Man daglig skuer paa sin Vei Sanct Nicolai. Ak! Ingen veed i Livets Aar Den Skjbne, som ham forestaaer, Men frst i Dden vil sig vise, Om han sig lykkelig tr prise! Og herfra selv undtages ei Sanct Nicolai. Hans Bygning saae sin Grundsteen lagt Til den catholske Kirkes Pragt, Men fr den var til Ende kommen Bestemtes den til Lutherdommen; For Kjtteri sig hytted ei Sanct Nicolai. Her frste Gang i Kirkens Skjd En evangelisk Prken ld, Til Orglet sang den hele Klynge, Og selv du maatte til at synge, Om det dig lysted eller ei, Sanct Nicolai! Dog af og til han lidt forsagt End skottede til Pavens Magt: En Time daglig Orglet rrtes, Uagtet ingen Prken hrtes, Og denne Skik afskaffed ei Sanct Nicolai. Det var et modsat Kjtteri. Tnk, hvilken farlig Liturgie, Naar Andagt midt i Tonestrmme Selv raader for, hvor den vil svmme! Der var du paa den gale Vei, Sanct Nicolai! Dog i den frste store Brand Hans Gudsfrygt holdt mod Luen Stand, Men i den nstes Skjrsilds-Piner Hans Legem brndtes til Ruiner, Og Glemsel greb dit Conterfei, Sanct Nicolai! Nu staaer du paa din Plads igjen, Men degradeert, min arme Ven! Dit Hoved, fr Ideens Moder, Nu kneiser mellem Slagterboder; Du staaer paa Realismens Vei, Sanct Nicolai! Som Zions Vgter ikke meer, Som Gadevgter man dig seer, Som Oldermand i Vgtergilde; Du speider aarle, speider silde Paa Land og Hav, paa Himlen ei, Sanct Nicolai! Du minder strax om Ildebrand, Din Lygte skaffer Spritevand; Dit Blik mod Horizonten svrmer, Og naar sig fjerne Dampskib nrmer, Dit rde Flag du glemmer ei, Sanct Nicolai! Du staaer som Midtpunkt i vor Stad; Og er den traurig eller glad, Beruset, dru, sindig, galen, Paa Hov'det falden, traadt paa Halen, Du seer dens Gang paa hver en Vei, Sanct Nicolai! Og ved den Daarskab, som du seer, Du slipper for at grde meer; Nu har du Lov at lee og smile, Thi nu din Stand er den civile, Og Geistlig er du lnger ei, Sanct Nicolai! Men bliv dog paa din Post ei r! Du er ei Stadens Gouverneur, Dens Argus ei, men kun hans ie. Saa gid dit Syn sig da fornie Saa vide paa sin Vgtervei, Sanct Nicolai! BREDGADEN Det mylrer i Norgesgade Med pyntede Damer og Mnd; "Gentilernes Promenade", Saaledes dbte man den. Herrer i Snrliv, pudsige nok, I Munden Cigar, i Lommen en Stok, Her offre hele Personen Til Modens Afgud paa Thronen. Har Hankjnnet vakt din Latter Ved mangen Caricatur, Forlyster iet sig atter Ved Damernes nette Figur, Thi lydende Modens Herskerbud, De see dog alle som Mennesker ud, Og baade ved Drift og Vane Man drages mod det Humane. Fr Svrmen har naaet det Grnne, Spadserer den her forbi Saa mange Bygninger skjnne: Chirurgisk Academie, Det catholske Capel, som nybygt staaer, Hospitalet og Scadetternes Gaard; Saa er man ved Enden af Gaden, Og vanker i Esplanaden. Til Langelinie vende Sig nu de hurtige Skridt, Hvor Blgerne Kjling sende, Hvor Brystet kan aande frit. Her standser man lidt sin Hverdagsgang Ved det skummende Sunds melodiske Sang, Ved Horizonten den vide, Hvor som Skygger Seilerne glide. Saa hi og blendende skinner Hveen, vor Stolthed og Sorg; Paa Klinten Sanct Ib du finder, Men ei Uranienborg. Malmes Fstning saa skummel staaer, Den sees over Saltholms Holmegaard, Men let mod Skyerne baarne Sees Lunds de luftige Taarne. Og see det lyse Landskrone, Saa tt under Hveen lagt; Det smiler i rdlig Tone Til Sjllands grnnende Pragt. Og flger iet det skaanske Land, Da mder det langs den krumme Strand, Hvor hvide Blger sig kruse, Bakker, Mller og Huse. Saa nr for iet de ligge, Og dog saa fjernt for din Fod, Thi, ak! den brer dig ikke Hen over salten Flod. Tag Kikkerten frem og stir dig blind, Du seer i en fremmed Verden ind, Saa nr og saa fjern tillige, Et synligt, unaaeligt Rige. Bemrk hist Huset det lave, Det hvide, tkket med Straa; Maaskee det gjemmer en Gave, Men som du aldrig skal faae; Maaskee du fandt under simple Tag Hvad der stod for din Lngsel Nat og Dag, Men aldrig skal du betrde Det Sted, som gjemmer din Glde. I Huset boer vel en Jger, Hvis Datter, den Lilievand, Modtager med Velkomstbger Indtrdende Vandringsmand. En huuslig Moder med trippende Skridt Gaaer ud og ind; den Unge saa blidt Nu breder Dugen, mens biet Over Bordet, hun nedslaaer iet. Da hres Gjen af Hunde, Og Faderen kommer hjem Fra Jagt i de grnne Lunde, Og tager sit Bytte frem. Han hilser Gjsten med Venlighed, Om Bordet stte sig Alle ned, Den Fremmedes ine spille, Og Pigen rdmer saa stille. Du vilde vel gjerne vre Blandt saadanne Vandringsmnd? Du Stederne seer saa nre, Men kommer dog ei derhen. Snart kommer en Anden langveisfra, Og Pigen giver ham da sit Ja, Thi nr er fjerneste Frier, Men fjern den Nre, som bier. Den Lov har Skjbnen os givet, Og alt paa Vuggen den skrev: Hvad nrmest os er i Livet, Meest uopnaaeligt blev. Saa nyd da Synets Rose, min Ven, Trods Afstandens Torn, som vogter den; Nedsnk i Stranden din Klage, Vend resigneret tilbage. RYSSENSTEENS BADE Himlen er mild, nu har vi Mai, Blgen er svagt af Vinden kruset, Folk nu vandre til Badehuset Hen ad den smukke Fstningsvei. Langs med Vandet paa Voldens Banke Piger og Drenge Violer sanke, Mens de dem binde. Fast paa lange, klvede Pinde. Alt nu smiler med Foraarslyst Ved Floras duftende Bryst. Bort nu med din trykkende Dragt! Heden er tung ved Middagstide; Lad den smidige Nereide Kryste dig i sin Favn med Magt. Smukke Piger og smukke Koner! Eder belurer en Svrm af Tritoner, Ak! men forgjves Vente de paa, naar Gittret hves, Som jer fjerner i lukket Buur Fra Sens vilde Natur. O! men Blgen er som Crystal Gjennemsigtig for Vandets Guder; Let ved Gittret som gjennem Ruder See de Skuldrenes runde Fald, Barmen, som sig vuggende hver, Naar den, baaren af Blgen, svver ... Muse, ti stille! Havets Vsner ei rbe ville Hvad de skued i Dybets Rum, -- Saa vr da lige saa stum! Bort herfra! thi Vandet er Ild Nr ved de flydende Jomfrubure. Flg med Svmmerne hist, som fure Koldere Blge paa Strmmen vild! Der er Kjling for Hjertets Qvaler, Blgen i vldige Toner taler, Bruser og rinder, Tonende stolte Fortidsminder, Syder og skummer i mgtig Flugt Fra Stevns og fra Kjgebugt. Dukker jer dybt i salten Bad, Alle, som Livets Qvalmer trnge, Alle, som mat med Hovedet hnge, Alle, hvis Sjl er splittet ad, Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed, Alle, som haardt berres af Raahed! Havet kun kjender Storhed, og klapper med blde Hnder, Havet styrker det matte Sind Og gyder sin Kraft derind. Du som trttes paa Vei til dit Maal, Eller omsonst om Elskov sukker! Blgen, der om din Isse sig lukker, Skjnker fornyet Mod og Taal. Selv I Stakler, som bankede bleve, Mens om Theatret paa Torvet I dreve, Hidtil I kunde Ryste jer blot som Pudelhunde; Badet nu lindrer Svien, imens I vaske jer' Intelligens. Sen er just et Middel mod Alt, Hvoraf Smagen er fersk og vammel; Giver man Intelligensen "en Gammel", Dukker den op med bedre Salt. Naar da truende den sig lfter, Skrmmes en Aal, en Slhund snfter; Selv den sig speiler Nsten gigantisk for Hundesteiler; Vandet har alle Farver som Graat, Og lange Skygger af Smaat. Ligheds-Principet har Sen havt Stedse: den hver Alle som Helte, Enten de lftes af Svmmeblte, Eller de bres af egen Kraft. Lige forniet paa Nakken den brer Orlogsfregatten og Skuden med Prer. Ei Differenser Kjender dens Magt eller indre Grndser. Gjstfri har den til Alle Rum, Og krandser dem Alle med Skum. Kommer da hid, Store og Smaa, Glade, Bedrvede, Fattige, Rige! Her er den Ene den Andens Lige, Alle jer favner Sen den blaa. Perler jer bydes i skummende Skaaler, Guld er paa Randen, som Solen bestraaler, Skyerne svmme Hit over Svmmernes Isser, og drmme Lettere Drm, end den higende Lyst, Som drmmer i Menneskets Bryst. TOLDBODEN Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne, Skjndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun. Vist ei vredes du vil, at et prosaisk Stof Rhythmisk hve sig tr, flagre fra Strngene; Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det. Dog du, Gode, min Haand ver i Citherspil, Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok, Siger: Husk, at jeg selv hrer til Guderne. Saadan hver en forsgt Mester i Toneleg, Hvilket Thema man vil, frit varierer det; "Petersilie grn" eller et Vgtervers Formes under hans Haand villigt som Arien. Skjalden prver sig, og skaber som Virtuos Selv det flygtige Stof, hvilket man giver ham. Her besynger han ei Det, som vel Mngdens Blik Frst sig mrker: den Bro, Skibene holdes fra, Hvergang Eskildsens Baad tvinger en Passageer Til et "Gid jeg var Hest" skinsyg at nske sig. Ei besynger han her Plagen med Pas-Control, Ei tilreisende Mes Gysen for Tolderen. Ei til saadanne Ting krves mit Versemaal. Men hiin selsomme Tact, Blgen sig vugger i, Naar den, kraftigen brudt, svkket fordeler sig, Laaner selv af et kort asclepiadisk Vers Frst begyndende Kraft, siden Afmgtighed. Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste? Her sig strkker en Bro lnger og lngere, Til Brasiliens Kyst eller til Indiens. Dog, dit Maal er maaskee sat noget nrmere, Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund. Vel! saa flger jeg dig gjerne paa Lystighed, Indtil Tummel og Stv gjre dig kjed deraf. Da frst sges det blidt hvilende Sorgenfri, Hvor melodisk i Qveld fliter en Nattergal. CHARLOTTENLUND EN SKOVSCENE #Digteren.# Saa Dette kaldes i Skoven gaae? Er slig en Promenade, Skjndt favnet af Grnt og under det Blaa, Vel Andet end stergade? stergade nok saa nemt Bliver paa Landet flyttet, Intet af Inventariet glemt, Alene Localet byttet. Hver en Driver, som pleier hist Daglig at paradere, Sees igjen under grnne Qvist Med Stokken at manoeuvrere. Hver en Dame, saa dukketam, Som sees paa Gaden at trine, Mder i Skoven dobbelt stram, Og sukker sin Snrlivspine. For en enkelt Time, maaskee for to, Lad os betragte det sammen. Det former sig dog til et smukt Tableau For Enhver, som er udenfor Rammen. Du siger, i Vrimlen man blande sig br, For at skue dens enkelte Dele; #Jeg# troer, man bliver i Hovedet r, Naar man ei staaer over det Hele. I Afstand br Betragteren staae, Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen; Da vil han frst Effecten forstaae Af et Publicum, Skoven og Himlen. Men siden du vil, lad os nrmere gaae; Den store Masse da sikkert Lser sig op i Atomer smaa, Som en Taageplet i en Kikkert, Smaa Fragmenter af den store Sum Vil Synet forbi os fre, Og enkelte Lyd af Massens Brum Drage forbi vort re, Med det Samme synger dog Finken glad, Lrken qviddrer foroven, Luften suser i Bgens Blad, Gjgen kukker i Skoven. Det Hele danner en broget Contrast, Danner det Pittoreske ... Min Ven! du lgge mig ikke til Last, At jeg taler for min ske. En Digter vnner sig gjerne til sthetiske Categorier. Vr rolig! jeg veed det, du nyde vil, Jeg Reflexionen fortier. #En Herre.# Deres Dom jeg gjerne vide vil Om det sidste nye Stykke. #En anden Herre.# Jeg suspenderer min Dom, indtil Forfatteren lader det trykke. #Den frste.# Saa siig om Tragedien Deres Dom, Om den, som i Trykken er kommen. #Den anden.# Saalnge den ei paa Scenen kom, Suspenderer jeg Dommen. #En Dame.# Der gaaer den velsignede strke Mand, Hver Slagters piinlige Smerte! O hvilken Nd, at det ikke gaaer an At trykke ham til mit Hjerte! #En anden Dame.# Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae, Kan hre, hvad du taler. #Den frste.# Vi stakkels Piger skjule maae Vor Svrmen for Idealer. #En Herre.# Ei sandt? jeg er kldt som den fineste Mand? #En anden Herre.# Fortrffeligt sidder din Kjole. #Den frste.# Ja vist, paa min Skrdder jeg stole kan. #Den anden.# Og din Skrdder paa dig kan stole. #En Dame.# Som sagt, jeg finder det Stykke for frit. #En Herre.# Men De saae jo kun det danske. Jeg vdder, De blev Deres Mening qvit, Hvis De saae det hos de Franske. #Damen.# Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt, Det Sprog er glat som en Salve, #Herren.# Og det Vrste selv er neppe slemt, Naar man kun forstaaer det Halve. #Vaffelbageren.# Kommer ind til mig! I min Boutik Serveres varme Vafler; Man dem spiser af Haanden, det er Skik, Man sparer Kniv og Gafler. #Trop.# Saa giv mig nogle til mine Smaa, Men varme maae de vre. #Vaffelbageren.# O store Mand! nu skal De faae; O hvilken udsgt re! #Trop.# Mine Brn ei finde dem fede nok, De behve desuden flere. #Vaffelbageren.# Hvad de Smaa behve, for enkelt Kok Umuligt er at prstere. #Gjgen.# Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal! Er her Ingen, som vil erfare, Hvor lang Tid end han leve skal? Sandfrdigt vil jeg svare. #En Litteratus.# Nu vel, jeg Lngden sprger dig om Af mit Liv i Litteraturen. #Gjgen.# Du ddfdt jo til Verden kom, Dit Sprgsmaal er mod Naturen. #En Flok Skoledrenge.# Vi kom herud i Omnibus, Mens vi fik Cigarernes Patte. Afveien, Folk, for den vordende Rus! I maae lre hans Vrd at skatte. Vi danne den Stamme, som evig skal staae, Besjlet af Guddomsflammen. En Stamme kan ei afveien gaae, Derfor afveien for Stammen! Er Artium endt, saa bliver et Blad Af Stammen produceret. Det er det Samme som Doctorgrad, Saa er man habiliteret. #En Journalist.# O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab! Hrer du Klokkernes Klemten? Fornemmer du hele Nationens Raab I mit Nummer To hundred og femten? Lehmann har svigtet den gode Sag, Og hjelper ei du til Seier, Da kommer det snarlig for en Dag, At jeg er den sidste Plebeier. Betragt vort Land, det er fladt som faa, Det mangler aldeles Bjerge; Vor Natur ikke vil, her vre maa Forskjel paa Kjmper og Dvrge. Hver hiere Vxt til vanligt Maal At forkortes vi strengt befale; Hvert Hoved saa hit som et Hoved af Kaal, Det gjlder for det Normale. I Krogen bort dine Bger kast! #Flokken.# O ja! det lnges jeg efter. #Journalisten.# Saa nivellere vi Lst og Fast. #Flokken.# O ja! med forenede Krfter. #Industrielle.# For Pokker! Jeg hrer, Autoritet Er Lehmann ikke mere. Nu frygter jeg for, vi blive Beet Med de Varer, vi fabrikere. Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til? Hvordan med Lehmanns Kanaster? Snart Kunden, som jeg dem byde vil, Mig dem i Hovedet kaster. Saa nylig man spndte hans Heste fra, Og lod ham paa Skilter male; Hvor kunde jeg troe, der var Fare da For det fuselfri Nationale? Velan, fra Varerne tage jeg maa Hans Billed bort, for at stte Balthazar Christensens Ansigt paa; Jeg veed nok, han er den Rette. #En Bonde.# Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei! Kommer hid og hrer min Bue! Politik i Skoven det passer ei, Saa lidet monne det due. Jeg spiller kun for den nrvrende Stund, Og vil man om Fremtiden sprge, Kun det eneste Svar giver min Mund: Jeg lader Fiolen srge. See, det er min Politik, saa sandt Som Solen og Maanen vandre; Og spiller jeg og lidt falsk iblandt, Saa gjr jeg kun som de Andre. #Fuglenes Chor.# Vi synge, tiltrods for Mngdens Pjat; Og vil den for meget stie, Da flygte vi til det stille Krat, Og den stille Vandrer fornie. Og finder Hoben, vor Sang er slet, Da synge vi den kun atter; Tilsidst man finder den ganske net, Naar man lytter og ikke pjatter. #En Oxe.# Nei hr til den uforskammede Flok, Som pukker paa sine Sange! Jeg staaer her tiret, det veed den nok, Ellers jeg vilde den stange. I sin Flugt den seer paa mig som en Visk, Hvem ei Vingen af Skuldren voxer; Men gives der ikke flyvende Fisk? Hvorfor ei da flyvende Oxer? #En Landskabsmaler.# Hr, Oxen brler! Slig landlig Lyd Til Taarer Mangen rrer; Dog er det maaskee Maleriets Dyd, At man seer den, men ikke den hrer. #En Herre.# Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa. #En Dame.# Min Herre! ls i mit ie! #Herren.# I det ene jeg seer Chocolade staae, I det andet ... jeg veed ikke nie ... Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer, At min Strben sig tr tillade ... #Damen.# Nei, Gud bevar os! I det andet staaer En anden Kop Chocolade. #En Sangerinde.# Enhver, som finder min Stemme raa, Kan ved min Skjnhed fornies, Og finder han Skjnheden ligesaa, Vil Stemmens Vrdi forhies. I pene Herrer! paa flygtig Gang I br ikke forbi mig ile. Kommer hid, kommer hid for at see min Sang, Kommer hid for at hre mig smile! Jeg finder mig i, hvordan det gaaer, Og siger man, at jeg hverken Har Skjnhed eller Talent, saa faaer Jeg dog Noget paa min Tallerken. #En Herre.# Musiken toner! Du Sde, kom, O kom til Skovlberhuset! Saa svinger jeg dig i Dandsen om, Af min Kjrlighed vildt beruset. #Hans Kjreste.# En Beruset falder i Dandsen omkuld, Og strax en Klods man ham kalder. Men lad gaae! jeg svoer at vre dig huld, Og med dig jeg staaer eller falder. #Chor af Publicum.# O hvilken Nydelse! hvilken Dag! Det kalder man sig fornie! Som reen Profit for mit Syn og min Smag, Har jeg Snavs i min Mund og mit ie. #Digteren.# Endnu er Tummelen ei forbi, Der er lnge, til Mngden sig fjerner. Saa vandre vi nu til Sorgenfri Ved Glimt af tidlige Stjerner. #Stjernehimlen.# Jeg ruller mig om min faste Pol, Og bliver stedse den samme. I Vest nu synker den matte Sol, Saa begynder i st min Flamme. Endnu jeg selv kun glimter svagt, Mine frste Lys kun tindre Som Forbud om den kommende Pragt, Naar jeg tnder de tallse mindre. Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa, Der er Ingen, som mig betragter; Alt Andet gaaer man og gaber paa, Men paa mig saa lidet man agter. Paa Maaneskinnet man giver Agt, For Karretens Lygter at spare, Men paa Stjernehimlens unyttige Pragt Lidet man tager vare. Naar Svrmen er draget i Staden ind, Sit forskende Blik den sender Til Hovedvagts-Uhrets rdlige Skin, Hvor en Lampe bag Skiven brnder. Paa det evige Uhr den aldrig seer, Som den evige Tid os tyder, Fra hvis Rst ei Time blot og Qvarteer, Men Aartusinders Klokke lyder. Mngden kravler i Blindhed om Mellem lave, smaalige Sysler; Min ustandsede Gang er Tidens Dom Over Hver, som pusler og nysler. Men du, som nsker i Fred at boe, Uforstyrret af planls Iver, Hv dig til mig, og prv den Ro, Som min rolige Rhythmus giver. Og er du dvet af Mngdens Raab, Af de Stemmer, som huje, som skrige, Saa bad dig og styrk dig ved kjlig Daab I det stille Hav i mit Rige. Mine Stjerner tie paa deres Gang, Ei hres Lyd eller Stemmer; Kun Tanken sporer en stille Sang, Som ret ikke fornemmer. Hos mig du lever et Liv, som svandt, Du lever med Guder og Helte, Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandt Til mit brede, funklende Belte. Her Fablens Konger og Dronninger staae, Med dens Udyr, Drager og Slanger, Hvis Navne ld fra den oldtidsgraa Totusindaarige Sanger. O Menneskebrn, som foragte min Skat! Eders Amme jeg er, tr jeg mene: Jeg fortller jer Eventyr hver Nat, Og I sove derved som Stene. SORGENFRI Ogsaa her et Selskab promenerer, Men med mindre Sti; Hist ved Slottet Vagten musicerer Ved dets ene Fli. O! men Skoven har og stille Skygger, Hvor en taus Betragtning gjerne boer, Hvor en blomstrende Natur betrygger Mangt et eensomt Spor. Ubemrkt af Mngdens Forskerie, I sin Ungdomslund Over disse Dale, disse Hie Vandrer ofte Hun, Som om Issen Dronningkronen brer, Men i Hjertet barnlig Ydmyghed; Her sin fromme Kjrlighed hun nrer I Naturens Fred. Ja, hvad denne Skov i Lndom taler: Aftenvindens Vift, Nattergalens Slag, naar Solen daler, Skyens Purpurskrift, Ordet, som i Aftenklokken lyder, Mens en eenlig Stjerne staaer i st, -- Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyder Hver en dunkel Rst. Her hun ved #Naturen# har erfaret, I den stille Qveld, #Kunstens# Ideal, som aabenbaret Blev for Rafael: Tidt i Aftenrden stod en Engel, Barnlig skjn, med Smiil af salig Aand, Og med Fredens Bud, en Liljestengel, I sin Liljehaand. Og den Samme skuer hun herefter I de mange Smaa, Ved hvis Vugge Fattigdommen hfter, Som forladte gaae; Og mod Klyngen Armene hun breder, Dem, som skabtes til en Konges Favn: "Kommer hid! En Moder jeg for eder Er i Herrens Navn." Lykkelige Smaa, som hun beskjrmer! Eders Barnlighed Aner ei Velsignelsen, der nrmer Sig i hendes Fjed. Frst med Tiden, naar I blive store, Vil I tnke: Gid vi vare smaa! Gid os end den Stjerne kunde spore, Som vor Barndom saae! Men da staaer den, ak! saa hit paa Himlen; Tiden er forbi, Dengang ned den steg til jer i Vrimlen, Og nu lnges I. Fjern og pragtfuld iet nu den blender, Mens den vandrer ad sin Bane hen, Og forgjves rkkes eders Hnder Atter efter den. Ja, hvis end som Brn I kunde blive, Skulde Stjernen staae Jer saa nr som fr, og atter give Lys i eders Vraa. Men hiin Salige, fra Fabeltiden, Han, som sad til Gjst ved Guders Bord, Fandt sig fra sin Himmel udstdt siden Paa den mrke Jord. Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen, Som om Issen staaer, Seer kun Skjnhed bre Herskerkrandsen Paa sit gyldne Haar. Dog, hvad ei den Spde kunde sande, Fattes vil af Den, som bliver stor: At en Krone hrte til den Pande, Hvorpaa Hihed boer. Stille Lund med dine dunkle Skygger! Vindens Pust i Qveld! Lille Sangfugl, som i Busken bygger! Klare Kildevld! Vkker ofte med de milde Stemmer Gjenklangstonen i et delt Bryst, Naar Amalia hos jer fornemmer Kjrlighedens Rst! KRONBORG Kjbenhavner! reis dig op Af din Morgensvn, den tunge, Mens de frste Svaler sjunge Vkkersang fra Redens Top. Gnid dit ie, ryst din Krop, Kast din Hue hen i Krogen, For at vise, du er vaagen. Speid igjennem klare Ruder, Hvilket Veirlig dig bebuder Solen under Morgentaagen. Tag saa Hat og Stvler paa, Tag i Haanden Vandringsstaven. Ikke dog til Dyrehaven, Som sdvanlig, skal du gaae; Hvad du forhen ikke saae, Kun fordi din Tanke blunder, Mangen Skjnhed, lig et Under Voxet op af en her, Vinker dig og er dig nr, Mens dig Verden det misunder. Muligt er du slig en Nar, At, hvad Andersen fortller Om de skjnne Dardaneller I sin tyrkiske Bazar, Du med Undren grebet har, Mens du, tung af Inertie, Gik vort eget Sund forbi, Som ei mindre Blikket fryder, Og hvor ingen Klage lyder Fra det miskjendte Genie. Gak til Nordens Dardaneller, Bedste Pryd for Herthas ! Kattegat med sters Her i samlet Blge vlder. Vidtbereiste Mand fortller Om det Syn, som her han saae: Ei ved Mlarns Blger smaa, Lissabon, den wienske Prater, Napolis Amphitheater Han et bedre kunde faae. See den strke Nordenvind Tusind Master frem at fyge; See dem alle Flaget stryge For den hie Borgetind, Som med stolt, alvorligt Sind Kneiser fra sin tunge Skandse, Hvorom lette Blger dandse; Det er Sundets Dronning stor, Om hvis Throne Nymphers Chor Slynger hvide Blomsterkrandse. Herfra seer du #Hveens# Land, Af en trofast Himmel favnet, Som endnu bevarer Navnet Af den vidtbermte Mand, Jaget fra sin Fdestrand. Hist fra #Rungsted# Hilsen bringer Aftnens Vind paa sagte Vinger, Hvisker dig en Gjenlyd af Sangen om sortladne Hav, Som fra brustne Harpe klinger. #Ewalds Hi# er sat i Syd, Og mod Nord er #Odins Hi#; Bragi mellem begge fli, Balder kom ved Strngens Lyd, Hother fulgte med sit Spyd, Grd med Nanna Jordens Fangers Bittre Taare, Sorgs og Angers. End i Qveld bestandig vanker Balder mellem begge Banker, Fra sin Faders til sin Sangers. Har i Vest sig Solen lagt, Hr i Luften Stemmer surre, Hr, i selsom Klang fra #Gurre#, Valdemars den vilde Jagt. Men om Dagen hvilken Pragt! #Helsingborg# saa nr du skuer, #Kullen# staaer saa mrk og truer Ad vor Kyst, som ad en Dvrg, Men for #Kronborg#, Kunstens Bjerg, Selv den ikke mindre gruer. Dog, med slige Tanker vk! Over resundet glider Venligt Blik fra begge Sider, Lyner ei med Dd og Skrk. Det er Nutids bedste Trk: Sundet blev en Flydebro, Ved hvis Ender Brdre boe; Snart, i Forbund mellem Riger, Op af Blgen Kronborg stiger Som et Vrn for begge to. Kjbenhavner! tro dog ikke, Jeg har glemt din Heltestamme, Men jeg mindes med det Samme, At foruden Mad og Drikke Kan en Helt sig aldrig skikke. Gak til #Helsingr# i Qveld, Lad hos #Briggs# dig styrkes vel Ved hans Bord, hans Viin den blanke, Og vr smigret ved den Tanke: Danmark har et godt Hotel. FREDRIKSBORG EN ROMAN I TO CAPITLER Frste Capitel. "Det er dog grumme smukt, ved Gud! "At du vil os befordre "Paa denne lille Lysttour ud "I Sjlland, i det nordre. "Det er en Ynk, det er en Sorg, "Saa Lidt af Verden seer man! "Vi aldrig var paa Fredriksborg, "Og derfor os beleer man." -- Saa talte hun, den vakkre Glut, Som mig paa Gaden mdte, Hvor med sin Moder hun lidt mut Saaes Foden langsomt at flytte. Jeg med en Ven i sagte Skridt Just drev og promeneerte, Men nsked her, jeg var ham qvit, Thi her han mig geneerte. Med stort Spectakel paa vor Vei En Vogn forbi nu kjrte; Da til den Smukke talte jeg, I Haab, at Ingen hrte: "Charlotte! du er ret en Strik! "Som om du ikke vidste, "Hvor kjrt mig er hvert ieblik, "Som jeg hos dig tr friste. "Gid jeg imorgen faae det Held "At sidde ved din Side!" ... Hun afbrd mig: "O! derom vel "Er ikke vrdt at stride! "Du bryder dig" ... Hun taug, -- og jeg Mit Svar ei kunde bringe, Thi Vognen var et Stykke Vei Forbi, og Larmen ringe. Men uden Ophold til Mama Jeg dristig vendte Talen: "Imorgen tidlig henter da "Jeg Dem og Hr. Gemalen. "Jeg kun en Jagtvogn byder Dem, "De tage maae tiltakke, "Men let den ruller lige frem "Og op og ned ad Bakke. "Der er kun tvende Stole paa: "Den bageste den bedste; "Den foran, hvor jeg sidde maa, "Som Kudsk for mine Heste, "Den stder, den er ikke rar, "Jeg tidt den bande maatte; "Det gjr mig ondt, jeg ikke har "En bedre til Charlotte." -- -- "Det gjr aldeles ingen Ting!" Udbrd med Smiil den Lille, Idet en Rdme foer omkring De fine Trk, de milde. "Nei, ganske vist!" gjentog Mama: "Er man i hendes Alder, "Gjr Sligt ei til, ei heller fra, "Man ta'er det, som det falder." -- Vi skiltes ad; dog fr vi gik, For Hver til Sit at drage, Forsmtes ei den danske Skik, Hinandens Haand at tage. Den unge Piges Haand jeg tog, Som just var uden Handske, Og tnkte: Der er Meget dog At rose ved det Danske. Og mens den hvide Haand jeg greb, Og fast i min den klemte, Jeg lod, som om -- det var et Kneb -- Jeg nylig Noget glemte, Og talte nu, jeg veed ei hvad, Erindred om Adskilligt, Mens Haandens fine Lilieblad I min sig hviilte villigt. Nu stod jeg ene med min Ven, Som, mens han iet sendte Mod Damerne, der vandred hen, Idet Charlotte vendte Sit Hoved om i flygtigt Nik, Som jeg til Indtgt frte, Mig sagde med ironisk Blik: "Jeg saae, skjndt just ei hrte! "Jo jo, min Ven! den Sag er klar, "Jeg gjtter dine Tanker, "Og hos den unge Pige har "Dit Hjerte kastet Anker. "Jeg dig fortnker ei deri, "Jeg siger intet Mere; "Naar Sjllandsreisen er forbi, "Jeg vist kan gratulere." -- -- "Du tager feil," ham svarte jeg: "Jeg kan mig ikke tnke, "At jeg paa gtestandens Vei "Saa snart mig lader lnke. "Desuden er hun sexten Aar "Og nylig confirmeret; "Jeg hendes frste Frier spaaer, "Han bliver rejiceret. "Hun er -- jeg veed ei ret, hvordan -- "I Slgt med mig og Mine; "Hun er -- jeg ikke huske kan -- "Hun er et Slags Cousine. "Men hun er et velsignet Barn, "Der har Forstand som Store; "Hun har mig fanget i sit Garn, "Det synes hende more. "Hvor er det sdt at gjre Cour "Til En, hvis unge Vinge "Forsger fra sin Barndoms Buur "Sig frste Gang at svinge! "Den Tanke tryller hvert et Sind, "At her man er den Frste, "Som plante tr den Lrdom ind, "Hvorefter Alle trste. "Og sligt et Barn har tidt Forstand, "Der Voxnes gjr til Skamme; "Ja, mangen Gang forbauses man "Ved denne spde Flamme. "Hun Alting _a priori_ veed, "Og trnger ei til Andet "End Stemplet af Erfarenhed "Paa Det, hun alt har sandet. "Hun lrer ikke noget Nyt, "Men vil bekrftet hre "Den Aabenbaring, som har lydt "I hendes Jomfru-re. "Hun fatter overmaade godt "Enhver forelsket Retning, "Og naar et Ord man nvner blot, "Begriber hun en Stning. "Men Eet, hvorpaa det kommer an, "Maa man i Anslag bringe: "Vist aldrig lykkes vil den Mand, "Som ikke kan sig tvinge. "Forsigtighed man ve maa, "Maa Skaansomhed bebude, "Thi ellers vil det ilde gaae, "Og snart er Spillet ude. "Den unge Pige har en Tact, "Hvorved hun Meget gjtter: "Hun af en Scene snart en Act "I Tanken sammenstter; "Og dertil er hun fiin og bly, "Og ei saa let at gjkke: "Et Ord kan gjre hende sky, "En Mine hende skrkke. "Det gjlder da hvert ieblik, "At ikke Meer man prver, "End Det, man seer med Kjenderblik, "At Hjertet just behver. "Ved hver en nok saa ringe Gunst, "Om givet eller fundet, "Man lade maa -- det er en Kunst -- "Som var nu Maalet vundet. "Det gjlder just i dette Spil, "At ingen Yttring dlger "En anden, som den frer til, "Som til de nste Flger. "Det synes maa ved dette Spil, "At Hjertets bly Veninde "Kan ende Legen, naar hun vil, "Som dens Beherskerinde. "Men ogsaa dristig, ogsaa fri "Man vre tr. Alene "Maa sig et mt Galanterie "Med Dristighed forene. "Tag hendes Haand og kys paa den, "Maaskee hun saa vil skrige, "Thi slig en Hyldest aldrig end "Var budt den unge Pige. "Men snart, med Purpur paa sin Kind, "Hun tnker: ""Hvad saa Mere? ""Det viser et rbdigt Sind, ""Og det maa jo flattere. ""Ifald det Nogen havde seet, ""Da blev jeg vel til Latter, ""Men det er heldigviis ei skeet."" -- "Saaledes hun sig fatter. "Men tro nu ei, at strax du kan "Et Kys paa Munden trykke; "Nei, saadan gaaer det ikke an, "Det spilder dig din Lykke. "Den unge Pige fatter let, "Et Kys betyder Mere, "Og derfor vil hun ei ved det "Saa rask sig engagere. "Det gjlder om, at Hjertets Leg "Maa hende selv behage, "Saa hver en Frygt af Barmen veg "For Tanker, som kan plage. "Du maa en god Samvittighed "Til hendes Trst bevare: "I Flelsen af den hun veed, "At det har ingen Fare. "Derfor Uskyldigheden maa "Med hver en Strben parres, "Og Intet maa forsges paa, "Hvorved Forldre narres. "Correspondance duer ei, "Et Rendezvous maa frygtes, "Men sg blot Leilighedens Vei, "Som om den aldrig sgtes. "Aftaler dog man gjerne gjr, "Men kun utydelige, "Saa hun sig altid sige tr, "At ei hun veed af slige, "Men at kun sympathetisk Tro "Samt Hjertets Forsyn lader "Dem ofte mdes _ propos_ "I Selskab og paa Gader. "Naar fri hun fler sig og let "I dette Forholds Lnker, "Da kan hun ei undvre det, "Ihvad hun vil og tnker. "Naar let hun fler sig og fri, "Som i en Livs-Forklaring, "Da snart hun vlger Slaveri, "Til Frihedens Bevaring." -- Her slog min Ven en Latter op, Da just jeg endte Talen; Han saae paa mig, og sagde: "Stop! "Det kneb nok med Moralen? "En heel _Ars amatoria_ "Du dundrer i mit re. "Og Resultatet bliver da: "Du Pigen vil forfre." -- -- "Forfre! Skam dig! hvilket Ord! "Nei, hun er altfor yndig "Til blot at nre mindste Spor "Af Hensigt, som var syndig." -- -- "Nu vel," han svarte, "men dog ei "Herved stor Trst erhverves, "Thi hun kan let paa denne Vei "I Bund og Grund fordrves." -- -- "Vist ei! Galanterie, min Ven, "Er just en Pigeskole, "Og Aanden dannes frst i den, "Derpaa du trygt kan stole. "Du glemmer nok, jeg er Poet, "Og trnger til at svrme? "Nu er Charlotte den Magnet, "Sig mine Tanker nrme. "O! hvis jeg ikke svrme maa, "Da kan jeg ikke digte, "Da vil Apollo mig forsmaae, "Og Muserne mig svigte. "Jeg aander kun ved denne Trang, "Den i min Lyre klinger, "Den bver i min Digtersang, "Den giver Verset Vinger. "Thi der er Intet dog saa sdt, "Som med en saadan Pige, "Der end har Hjertet ungt og bldt, "At gjste Drmmes Rige! "En Ddelig fordybes ei "I Svrmeriets Grotter, "Undtagen en Poet, som jeg, "Med saadanne Charlotter. "Forelsket Strben Lnnens Fryd "Her ieblikligt finder: "Erkjendtlighed er just en Dyd "Hos disse smaa Veninder. "Sin frste Lrer altid man "Hans Mie prompt erstatter; ... "Men ikke meer jeg tve kan -- "Farvel! vi sees vel atter." Andet Capitel. Den nste Morgen rask det gik, Tiltrods for Stv og Hede. Alt svinder Lyngby for vort Blik, I Rudersdal vi bede. Snart Bloustrd er bag Hestehov Med Ilen lagt tilbage, Og i den sidste lange Skov Forniede vi drage. Charlotte ved min Side sad, Mens iet saaes at tindre; Hun var saa glad, saa sjleglad, Og jeg var ikke mindre. Jeg hvisked hende mangt et Ord, Hvori sig skjulte Sdmen, Og saae paa Kinden mangt et Spor Af mangen flygtig Rdmen. "Du kjrer over Steen og Stok," Hun sagde, skjelmsk i Blikke: "Men du er vist forsigtig nok, "Og vlter os vel ikke?" -- -- "Du kan, mit Barn, paa denne Tour "Dig frit mig overlade; "Ved mig din yndige Figur "Skal ikke tage Skade." -- -- "Men see vi Fredriksborg ei snart?" Saa spurgte nu de Tvende, Som bag mig sad: "Trods denne Fart, "Faaer Skoven ingen Ende." -- -- "Ja vistnok er den meget lang, "Men giv nu bare Stunder, "Man snart faaer Udsigt ... See engang! "Der seer De Skovens Under!" -- -- "O hold dog stille! lad os see! "Det Syn er uvurdeerligt!" Da holdt jeg, medens alle Tre Sig glded umaneerligt. Men det er og et Tryllesyn, Naar pludseligt i Skoven Man Slottet seer, som ved et Lyn, Der farer ned fra oven. O Danmarks frste Patriarks Uglemmelige Skygge, Som svver her, hvor Dannemarks Skov-Alfer gladest bygge! I dette Syn du stiger frem, Ei Ddens Baand dig binde; Her staaer du levende blandt Dem, Som studse ved dit Minde. Men fremad higer nu vort Sind, For Alt ret nr at skue. Paa Abels Vertshuus tages ind, Hvis rummelige Stue Til Vindvet drager Alle hen; Man kan sig ikke skille Derfra, man seer og seer igjen Paa Slottet Solen spille. Det staaer, som paa en Skueplads, For iet nr og lige, Det stiger, som et Feepallads, Op af Undiners Rige ... Men tys! paa Dren banket blev; Forstyrrende vor Iver, Indtrder Pigen med et Brev, Og til Papa det giver. Han lser med Forundring stor Ved Vindvesfagets Ruder: ""En Ven, som her i Byen boer, ""Dem sit Besg bebuder. ""Ret strax han kommer til Dem hjem, ""Hvor han paa Deres Stue ""Et Haandtryk venter sig af Dem, ""Et Smiil af Deres Frue."" "Hvem er han vel, den Ven saa sr? "Jeg her jo kjender Ingen; "Og hvoraf veed han, jeg er her? "Heel mrkelig er Tingen!" -- Charlotte griber hurtig til Sin Parasol, og beder: "Min Ftter nok mig flge vil "Lidt om paa disse Steder? "Thi det er ikke vrdt, at vi "Forstyrre Sammenkomsten; "Lad os da gaae hiin grnne Sti, "Hvor Busken staaer med Blomsten. "Her er vist mangen deilig Vei, "Hvor man kan promenere." -- -- "Ja kom! Jeg siger ikke Nei, "Jeg nsker Intet mere." -- Som sagt, saa gjort: Af Dren ud Vi os med Glde skyndte; Hun smiilte som en Rosenbrud, Da vi vor Tour begyndte. Vi gjennem Slottets Gaarde gik, Betragted Alting nie, Men ogsaa jeg imellem fik Et Glimt af hendes ie. Om lidt vi vare komne paa Den smukke Promenade, Som over Bakker monne gaae Til Byens brede Gade. Her Slottet mere fjernt man seer I Sen sig at speile. At Den, som vandred her, ei meer Det glemmer, ei kan feile. "Charlotte! giv mig her din Arm, "Du til en Sttte trnger, "Thi du er trt og du er varm, "Og med dit Hoved hnger." -- Hun saae sig om ... "Slaa dig til Ro, "Her er jo Intet vovet; "Du frygter vel, at man skal troe, "Du er med mig forlovet? "Men Ingen kjender os jo her, "Her frygtes ingen Snakken. "Jeg frer dig til hine Trer, "Hvor Bnken staaer paa Bakken; "Der kan du sidde ret i Mag, "I Skjerm af Lv foroven, "Der kan du see med Velbehag "Paa Slottet og paa Skoven." -- Med flygtig Rdmen fiint og let Sin Arm i min hun lagde; Jeg til min Barm den trykte tt, Mens meget Smukt jeg sagde; Og med den matte Haand, der hang Ved Armenes Forgrening, Min egen Haand heel mangen Gang Indgik en sd Forening. Paa Bnken paa den lille Hi Jeg satte mig hos hende, Saa nr, saa tt, -- da ved en Sti Jeg maatte Hov'det vende: En Mand jeg skued iilsomt gaae Op ad den samme Bakke, Han bar Moustacher, ganske smaa, Og var i Lieutenants-Frakke. Han styrted til Charlottes Fod, Og raabte: "Kjre Pige! "Nu er du min, nu har jeg Mod, "Alverden det at sige. "Min Fader talte nu med din, "Og begge To det ville; "I Evighed er du nu min, "Og os kan Intet skille." -- Charlotte hit fra Bnken sprang, Og favnede ham kjrligt; Tilsidst hun saae paa mig engang -- Gud! hendes Blik var rligt! -- "Min Elskte! see min Ftter her! "Han var saa god imod mig, "Han har mig altid vret kjr, "Thi han saa godt forstod mig." Jeg sad som En, der seer en Aand, Naar mindst han Aander venter. Den unge Lieutenant tog min Haand, Og sagde Complimenter; Og derpaa, til Charlotte vendt, Han sagde: "Lad os vandre, "Thi efter hvad der nu er hndt, "Vi ventes af de Andre. "I blive skal hos os inat, "Og naar I hjem vil drage, "Paa Vognen jeg min sde Skat "Til Staden tr ledsage." -- Nu gik de. Pigen i en Fart Tilraabte mig. "Kom efter!" -- -- "Jeg kommer," svarte jeg, "saasnart "Jeg lidt har samlet Krfter." -- Mit ie lnge fulgte dem, Mens bort de monne vandre, Mens Arm i Arm de hasted frem, Og hvisked til hverandre. Nu stedse lnger bort de gik, Indtil bag fjerne Grene De ganske skjultes for mit Blik, -- Da flte jeg mig ene. Jeg kasted mig paa Jorden ned, Og mig fortvivlet vlted; Jeg troer, at jeg i Grsset bed, Af Sorg og Harme smeltet. Saa laae paa Ryggen jeg en Stund, Langs Skraaningen af Hien, Og saae i Sens klare Bund, Hvor Slottet speiled Flien. Da brd jeg ud: Henfarne Drot, Hvis Minder her vi flge! Du grunded dette Kmpeslot Midt i ustadig Blge, Og dog det staaer Aar ud, Aar ind; Men tidt du prve maatte, At, bygged du paa Qvindesind, Da sank de bedste Slotte. Hvad vilde jeg herude vel? Jeg tidt nok maatte prve, At her et eller andet Held Mig Skjbnen skulde rve. Tidt fik jeg Regnveir, daarlig Mad, Af Smaa-Chicaner flere. Hvad Rart er her? -- Et Slot? -- Men hvad, Hvad er her ellers Mere? Det kjedelige Stutteri, Hvorom Enhver jo melder, Og Gader uden Folk deri, Og daarlige Hoteller, Forresten mange gamle Trer Med melancholske Kroner, Og saa det store Vrksted her For Flemmers Recensioner. Afsted, afsted til Staden hjem, Fra Sjlland, fra det nordre! Nu blive jo paa Vognen Fem, Jeg kan dem ei befordre. En Extrapostvogn til Behag Stationen vel dem sender; Det faaer nu vre deres Sag, Jeg vasker mine Hnder. Jeg af min Tour mig rose kan! Jeg kjrer tom tilbage, -- Hvis ei en trttet Vandringsmand Jeg byder op at age. Ja, Fredriksborg! af Hjertens Grund Din Deilighed jeg skatter, Men dog det vare skal en Stund, Fr her jeg kommer atter. ROESKILDE DOMKIRKE Du, Danmarks ldste Kirke, Du, Slettens Fjeld, hvorpaa to ranke Birke! Begeistrer verdslig Digter du til Sang? Kun Lyrens tynde Strnge Jeg slaaer, men her min Gjenstand kunde trnge Til Orglets fulde Klang. Til dig for lnge siden, En Skjald, hvis Navn ei slettes ud af Tiden, Af Laurbrkrandsen offret har et Blad. I Dantiske Terziner, Som speile steenudhugne Kongers Miner, Han om din Storhed qvad. Lad Andre sig tillade Forsg i posthomerisk Iliade; Jeg kan det ikke, Musen mig beleer. Jeg kun med ham kan hre, At "Nglen rasler i de tunge Dre," Og kun ved ham jeg seer. Dog jo! -- Et Syn der stander, Som han ei saae, som ei ved ham jeg sander: I Kirkens #Hvlving# Fredrik skrinlagt blev; Paa Kongers Nattehimmel Een Stjerne meer nu glimter i den Vrimmel, Som Digteren beskrev. Til Kistens Laag jeg sender Kun hurtig Hilsen, derpaa bort mig vender; -- Frygt ei, min Lser, for en Elegie! Jeg veed, i disse Tider Gaaer Blikket, vendt mod Livets travle Sider, En Konges Grav forbi. Og Kirken ikke heller Den Gjenstand er, hvorom man helst fortller En Slgt, som ndig hve vil sit Blik. Gak hen og see dens Piller, Naar #Weyse#, #Hartmann# eller #Hansen# spiller En Dommedags-Musik. Men her, hvor Tonen tier, Som til en anden Verden Sjlen vier, Seer Mngden ei paa Kirken med Behag, Men lader iet glide Med hftig Attraa mod den venstre Side, Til Stnderhusets Tag. Det lavt og ydmygt ligger Ved Kirkens Fod, som for en Rig en Tigger, Og Danmarks Fremtid dog det klare vil, Og gjr det, hvis det styrkes Af Ham, som gav, naar han i Sandhed dyrkes, Velsignelsen dertil. Men frst maa Blikket hve Sig mere frit, og meer uhildet svve, Og undflye Hverdags-Tanken, smaalig lav, Som troer, paa flade Grunde At ankre, hvor Ideen blot kan bunde I Meningernes Hav. Det skeer, det er forhaanden! Vort lille Land vil samle sig i Aanden, -- Den #Eneste#, hvis Magt er evig strk, Og paa hvis Side kmper Den Gud, som alle slette Vaaben dmper, Og hvder Aandens Vrk. VALL, ELLER: EN UNG PIGES BETNKELIGHEDER I Vall Kloster Der vil hun de, Min kjre Moster, Den bedagede M. Paa Jorden giftet Hun ikke blev, Derfor i Stiftet Hun ind sig skrev. Vel er der deiligt I Skov og Slot, Man boer beleiligt, Man lever godt. Jeg var hos Moster Forgangen Aar, Det hele Kloster For mit ie staaer. Jeg seer hver Snirkel Og Taarnenes Par, Det ene som en Cirkel Rundhed har, Det andet er kantet, Ligner et Skuur, Det er en fjantet Architectur. Men hist massive De begge staae, Og taust beskrive Hvad fr de saae, Da Hjelm og Pandser Dem blev tildeel Hos Rosenkrandser, Hos Thott og Scheel. Naar Peder Oxe De nvne vil, Jeg troer, at de voxe Nogle Favne til, At de sig strkke, Stolte ved ham, Hvis Frer qvkke I den lille Dam. Man sagtens leder Om Mage til Sted, Dog Betnkeligheder Jeg har derved. Mig ogsaa min Fader Indskrevet har, -- Det aldrig skader, Den Sag er klar. Men naar man tller Kun atten Aar, Man venter heller Paa bedre Kaar. Og tnk nu Qvalen Og tnk min Skrk, Hvis Capitalen Var kastet vk! Da jeg Moster besgte, -- Jeg veed ei ret -- Der var Noget, jeg sgte Paa hver en Plet, Men aldrig fandtes For Savnet Raad, Mens Lngslen spandtes Med lnlig Traad. I Havens Gange Under Lvets Tag Ld Fuglesange Ved Nat, ved Dag; Det sused og det lufted I gamle Trer, Blomsterne dufted I farvet Skjr. Men Blomsterduften, Det farvede Blad, Suusning af Luften Og Fuglens Qvad I Grenes Klfter Paa beskygget Vei, -- Alt var som Lfter, Der holdes ei. Meget, jeg bekjender, Man her kan faae; Men hvis Hjertet brnder, Hvad gjr man saa? Kan med dets Crater Man vel faae Bugt Ved Deputater Af Vildt og Frugt? Til glade Miner Mon det forslaaer, At i to Terminer Man Hvning faaer, Naar Hvning af Barmen Under Silken fiin Ved Hjertevarmen Er uden Termin? Moster! jeg kommer Paa Besg igjen, Jeg vil til Sommer Til Vall hen Og i Haven spadsere; Men -- gaaer det an, Maa du logere Mig og min Mand. VALDEMARS TAARN I VORDINGBORG Paa Himlen et Uveir truer, Solen synker i Vest Og kaster de sidste Luer Paa Borgens den sidste Rest. Den hilser Kongeborgen, Den farver Taarnets Tag, Den siger: "God Nat! Imorgen "Vorder det Atterdag." Paa Taget Duerne kurre, Snart jager Hgen dem bort, Da rider #fra Gurre til Borre# Konning Volmer i Natten sort. Foran ham Uglerne drage Med selsomt varslende Sang, Om Spiret Sde de tage, Hvor fr Guldgaasen hang. Da hrer man Pidskeknalden Og Vrinsken og Hundeglam; Paa den sorteste Hest fra Stalden Rider den Herre gram. Og hundrede Svende flge, Enhver paa hurtig Hest, De fare som brusende Blge, Som Nattens vildene Blst. Paa Hestene Manken lyser, Og det lyser af Nsebor, Bonden af Rdsel gyser, Og i Sengen sig sikker troer. Men Skjalden og Den, hvis ie Staaer aabent i drmmende Blund, Vil ikke tilsengs forfie Sig i Synernes bedste Stund. Han gaaer til Borgens Ruiner, Og seer med studsende Sind, At Kongen med Flget triner I den inderste Borggaard ind. Af Grunden Borgen sig hver, Den staaer som i fordums Tid, Maanen over den svver Ligesaa slverhvid. Guldgaasen Spiret krandser, Konning Volmer skuer den kjk, Og tnker paa alle de #Hanser#, Som Gaasen voldede Skrk. Ret som ved de gamle Fester Det mylrer paa hvert et Sted, Kjkken- og Kjeldermester Have saa travlt derved. Til Randen fyldt et Bger Bringer en M saa fiin, Og den dde Konge sig qvger Ved Livets kraftige Viin. "Mit Danmark!" saadan han taler: "Jeg elskede dig forvist. "Og endnu til Gud dig befaler "Mod Slavers og Venders List. "Og vorder det Nat, oprunden "Da vorde dig Atterdag!" Saa stter han Bgret for Munden, Tmmer det til sidste Drag. Da klinge, som i gamle Tider, Hundrede Slag paa Skjold, Og fra Borre til Gurre rider Igjen den Herre bold. Nu synker i Grunden saa fage Borgen til det sidste Spor, Kun Taarnet bliver tilbage, Som Pant paa Kong Volmers Ord. MENS KLINT "Nu hviler #Grn# med #Fane# sin, "Som trttede Hjort og rasken Hind. "Tak, Bonde, nu den gode Gud, "At du gaaer tryg af Havnen ud." Saadan i et gammelt Riim det lyder, Hvis Mening en yngre Skjald nu tyder. Hiin #Grn# var Jger, dertil Shane, Hans deilige Hustru kaldtes #Fane#. Og #Fane# gav, da hun end var M, #Mens# Navn til den danske , Som vender mod Havet sin hie Side, Den jomfrurene, den blendende hvide. Og mellem Mens og Falsters Jord Fik Vandet Navn af #Fanefjord#, Og Kirken derved med sit rde Tag Har samme Navn den Dag idag. Men efter #Grn# har Bondens Mund Benvnet det samme Vand #Grnsund#, Og det Navn end gjlder i vore Tider For Frgestedet paa begge Sider. Ved #Frenderup# By, nr ved et Krat, Vises en Grav, med Stene sat, I Alenlngde hundred og halvfjerds, For de To, som mindes i det gamle Vers. Den vldige #Grn# har Navn af Jette, Og fra Upsala regnes hans t medrette; Thi kaldtes han lnge paa Mens Land #Jetten af Upsal#, en farlig Mand. Under Navn af #Klintekonge# han gaaer, Nr ved Klinten hans Voldsted staaer, Og i fordums Tid ved Hstgildets Leg Ham Bonden offred en Havreneg. Han offred den strste, den, som var bedst; Saa vented man, at den vilde Hest, Hvorpaa han rundt i Landet red, Ei trampede Sden paa Marken ned. Fra #Dronningestolen#, hvid som Snee, Eller #Aborrebjerget#, kan man see, Naar Luften er klar, til forskjellig Side To andre Klinter af samme Kride. #Stevns# er den ene, den staaer i Nord, Den anden, i Syd, er #Rygens# Jord. Om dem alle tre det Sagn man har, At en eneste Klint tilforn de var. Tre Klintekonger -- saa Sagnet beretter -- Beherskede dem, tre Upsals-Jetter; Men Landet blev, ved Kongernes Had, I trende Parter splittet ad. Nu skiltes de fra hinanden ved Sen, Men Venskab blev mellem ham paa Men Og ham paa Stevns; foreente med Held Sloge de Rygens Drot ihjel. Og stedse bestaaer en Pagt iln Mellem Kongen paa Stevns og Mens #Grn#; Som danske Brdre de fle sig Begge, Og Armene mod hinanden strkke. Men han paa Rygen fra Vennemdet Er udelukt, af de Andre ddet; Han er dd for #Danmark#, det vil det sige, Nu hrer han til det romerske Rige. Fra den nordiske Sagnkreds fjernet han blev, Har glemt, hvorfra sig hans Herkomst skrev; Deri bestaaer det, at han er dd, Thi forresten lider han ingen Nd. Men Men stander som Danmarks Pryd, Skipperens Lyst, Vandrerens Fryd, Saa skinnende hvid som #Fane# skjn, Om Issen krandset af Jetten #Grn#. End of Project Gutenberg's Udvalgte Digtninger, by Johan Ludvig Heiberg License: Share Alike