Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret. Kursiv tekst
i originalen er angivet med _understregning_ i denne e-bog.




 KNUD HJORT

 STV OG STJRNER


 KBENHAVN

 DET SCHUBOTHESKE FORLAG

 J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG

 1904




 J. COHENS BOGTRYKKERIER

 (GEORG A. BACH).




Op ad en stvgr bakke kravler et menneske med seje, langsomme
bevgelser, hans ryg str paralelt med bakkens hldning. Da han
kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprlle p en
lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. Han gr som et
pust ned ad bakken, vejen str skr og stiv foran som et brt, og
nede, hvor den forsvinder for jet, str solen og venter p ham; han
kan bare kre lige ind, den er halvt nede, str dr som en gloende
buehvlving. Manden er betaget af synet, han suser stift af sted som
en keglekugle, myggene hagler mod hans ansigt, de sm hunde langs
vejen kommer meget for sent. Men nu er solen sunket; han lfter hodet
og ser sig om, farten sagtnes. Foran ham bugter sig landevejen som en
snog, der flygter; den blir borte ved landsbyen, men langt fremme,
oppe p mllebakken, under en vinkel p fem og fyrretyve grader,
toner en stump vej frem og ser fristende ud.

Dr vil jeg op!

Han ruller stille igennem landsbyen -- hvad den nu hedder. De har
renset gadekr; en krans mrkeviolet mudder ligger rundt om og str
godt til det gule, en rivende stank snrter hans nsebor, men straks
efter kommer lugten af stegt flsk med lg.

Flsk, hm. Manden blir tvivlrdig, hans forhjul slr volter, de sm
brn tar fingrene ud af mundene og flytter sig, idet de ldre griber
efter de yngres rmer. Alting er uhyre fredeligt. Stvet ligger
fljelsbldt og tykt ved siden af vejen -- tanken om stv under
fodslen, op mellem terne, stemmer ham idyllisk. To brn har hvert
en stor bunke, de leger med; deres ansigter er nsten ikke til at se,
da de har samme farve som den blegede muld, men hret er hvidt.
Landevejsstv, der render mellem fingrene som vand, er en velbehag at
gribe i, at lgge sine bare ben i, og hvad der ellers er ngent.

Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her er s megen fred at se.
Lvetandens dunhoder str som gldelamper mod aftenrden, ude i kret
trkker frerne deres vkkeure op, en sort grvlingekter viser sin
hvidgule bag inde p bygmarkens grnne dun, folk snakker sammen med
bagdelen op mod en stolpe, en dreng prver at bide nok et stykke af
en endeskorpe, han skruer tnderne sammen, vrider nedad og opad, til
sidst knkker den, og han planter nsen midt i fedtet; ud af et
gammelt hus, hvis dr hnger skvt, kommer rokkende en gammel kone,
indhyllet som en mumie, gul og fed som en dderkop -- hver
pedalomdrejning bringer noget nyt, han kan drlig overkomme det.

Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og
smiler, idet han tnker ved sig selv: S fik jeg da viklet den halve
snes mil om mine sikkelhjul.

Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel halmstak, hvor han
spiser sin mad. Derefter laver han et hul i halmen og sover ind med
en arm om siklens styr.

Mens han ligger dr med ret op til jordens hjrte, hrer han,
hvordan det skriger i det nederste blte, hvor menneskene bor:

Riv alle trdene ud! Vi er ikke dukker, vi vil ikke trkkes p snore
og udfre de bevgelser, som andre har udtnkt. Store fugle er vi!
Med livets blst susende gennem vore vingefjr driver vi af sted, med
vinden, nr vi synes; imod alle storme, nr det falder os ind. Vi
flger med og gr imod, ingen love kender os og holder os fast. Vi
gr ikke med i livets almindelige tog. Vi er ikke skinnevogne langs
ad lige og langsomt krummede baner; den lige linje er skadelig; der
skal ret mange steder vre sknne og lystelige kruseduller p vor
livsbane. Langs ad den lige vej dr fantasien.

Lad vore skibe drive af sted med mange sejl og uden ror, over
ungdommens hoppende s, hvor vinden kommer uberegnelig fra alle
sider! Alting vugger; mange gribes af svimlen, der kommer op af det
vde hul; vi ser ikke efter dem. Vi nser ikke de forhbninger, der
falder i vandet; endnu mindre tnker vi p den flade, gule strandbred
forude; dr skal vi forlise, men der er lnge til. Det hele skal lbe
ud i sandet, meget skal knuses i brndingen, fr vi kommer i land,
men til den tid kan vi tle det; for s er der magsvr i sindet,
blodets dnning har lagt sig. S bygger vi med kolde, rynkede hnder
vor lavloftede hytte nr ved kysten, hvor vi ser ud over det hav, som
bortvaskede s mange af de forhbninger, vi havde lastet vort skib
med, ti overlastede sejlede vi ud, fulde til vandgangen af anelser og
begringer, og hvad kastede vi ikke over bord allerede i den frste
storm!

Vor sandskurede, stormrevne skude skal st p grund uden for vor
hytte; den har en gang vret lastet med det meste af alverden.

-- Mennesket kravlede ud fra halmstakken og stillede sig ret op mod
himlen. Idet han fik hodet lftet, hrte han ikke lngere den
tusindfoldige attr, der kogte op fra den underste region.

Over ham stod stjrnerne som ubegribelige orakler; een kan g hen og
tyde dem, en anden kan erklre det for lgn; derp kommer det ikke
an; hvad man har lst, beholder man.

Han s ned mod jorden, som for lidt siden gjorde ham urolig.
Stjrnerne er skinnende, blottede grave, lysende sarkofager, der str
tomme. En lykkelig sjl kan n derop og lgge sig til hvile i en af
dem.

Det var nat og stille, da han siklede videre. Den vind, han selv
frembragte, brummede godmodigt i hans ren og suste om hans kinder
med en mild friskhed, der mindede om rinskvinens smag. Hver gang han
foer gennem en landsby eller forbi en stor have, blev det helt
stille, han indhylledes i en sd varme, men friskheden ventede p den
anden side. Mnen stod over vejen og flyttede sig fra trtop til
trtop. De stvnede popler s ud, som om de steg op af grften, og de
kom svvende hen imod ham med en rytmels gang, som spgelser. Frste
gang han s en poppels forvredne gengangerkrop med det uhyggeligt
langbrstede hoved komme anstigende, blev han uvilkrlig bange,
sveden prikkede ham langs ned ad nsen, men han besindede sig straks
og blev klar over, at det var frste gang, han s det syn. Inde fra
den sorte grsmark hrtes nu og da en fredelig skrelyd fra en
drvtyggende ko.

Idet han sledes sad p en maskine, der adld ethvert tryk sikrere
end den dleste araber, fik han en bred og grundig fornmmelse af
tilvrelsens simpelhed. Han trak vret og flj af sted. Mere var ikke
forndent.

De primitive folkeslag har ret, der satte sjlen lig med ndedrttet.
Det er lige s sandt, som at han nsten glemte at trkke vret, da
han sgte efter sjl i bgerne. Han tnkte med uvilje p sine bger,
men snart tnkte han p slet ingenting, han var i ekstase, mens han
vandt den ene mil efter den anden ud af sin lydige maskine. Han flte
sit sjleliv strakt ud i en ret linje. Nu da han krte her, hvor han
aldrig havde vret fr, havde han en mgtig, hemmelighedsfuld
fornmmelse af at drage ind i noget gammelkendt. Han sugede sjl til
sig fra de sorte marker og de lune trtoppe. De gav mere end bgerne.

Han lnede sig forover og trdte til. Nu gik det studium i snder, og
hvad mon der er p den anden side af den bakke? Luften rejste sig
imod ham, et hrdt insekt knaldede mod hans tnder og mindede ham om
at lukke munden.

Der er jeblikke, da et menneske kan synes, at han er hele verdens
centrum, at han er faldet lige ned i midten af verden. Han str op
fra sin svn og gr ud, fri for sorger og uden problemer. Han kommer
ud i det fri med en sjl, der er tom og flsom som en fotografisk
plade, og indtrykkene strmmer ind p ham fra alle sider. jne og
ren tar kun den mindre part, han har sanser over hele kroppen.
Foran sig tar han verden ind med jnene, men vldigt fler han
tilvrelsen bag sig; det risler ned ad hans ryg, og hans flanker
sitrer som elektriske sugere. Han har den sjldne flelse, at verden
virkelig er p alle sider af ham, den omgiver ham rundt om, men han
kan ave den; der er ikke en smule for meget, han fr det altsammen og
kan bre det. Han er midt i verden, den graviterer om ham og kan ikke
knuse ham. Kraft strler til ham og fra ham, det hele er i orden; han
_har_ verden; den er ordnet ligeligt rundt om ham.

Mennesket glemte siklen, som han ikke lngere s; det var en slags
flugt; jorden skred s villigt under ham, den bandt ikke og stdte
ikke imod som sdvanligt; den var begyndt at blive immateriel; ved et
kraftigt afstd mtte han vre i stand til at forlade den helt og
holdent. Ned ad bakkerne -- det var luft. En sten i vejen kaldte ham
lejlighedsvis tilbage til jorden.

Hans sind, der idelig piskedes af indtryk, blev varmt og lftet. S
er det svrt at g roligt p jorden, men sikle, det kan g an.

Det blev morgen. Solrden havde forlngst vret omme i nord, nu
vandrede den st p og var i tiltagende. Det lysnede, markerne var
atter grnne, det hele fik et koldt, fornuftigt udseende. Mennesket
p siklen s sig forundret om og var nr ved at g i st. Han var
bde trt og sulten, men det varede noget endnu, inden folk var oppe.
Han satte sig p en grftekant og flte sig hjemsgt af en ubehagelig
ngternhed, mens solen stod op.

Men en times tid senere fandt han i en landsby en hker, der solgte
ham skinke, surbrd, radiser og salt, og med en stor pakke p styret
siklede han videre ned til en lille s for at ta et bad fr
frokosten.

Det halve af trtheden faldt af ham tillige med klderne, han lb
omkring som et nyt menneske, vinden viftede ham kligt om
skulderbladene. Flade blger gled stift foran ham, han s solbilledet
hoppe i dem med et pludseligt st, mens han vadede ud, hans ben blev
grnlige under vandet, og s kastede han sig bagover. Der var en tynd
hinde af varmt vand ovenp, og det isnede op under ryggen, hver gang
han tog et kraftigt tag. Han fld s stille som muligt og mindedes
den tid, da han frste gang l p ryggen og s op i himlen, det var
en svimmel fornmmelse, himlen kom nrmere ned til ham -- ja, det var
den dag, han frst havde begyndt at erobre rummet. Kort derefter var
det, han lrte at st p hodet, hvorved hans verdensanskuelse ogs
havde fet en tilvkst, han var ikke klar over, hvilken, men siden
han huskede det indtryk s godt, mtte det ha haft betydning for hans
udvikling; vist var det, at den samme verden blev en anden, nr man
s den stende p hodet.

Nu l han her og fld et sted p Sjlland i en lille s, hvis navn og
beliggenhed han ikke anede, og i sin store glde sparkede han en
masse koldt vand op under sig. Det rev i hans venstre nsebor, han
rejste sig og vadede i land. Store, spraglede fluer satte sig p hans
ryg og drak vand af ham.

Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han spiste sin frokost.
Derovre et sted var der alts et menneske; lyden dannede en bro
imellem dem, ellers var han afskret fra al menneskelig forbindelse.
Ringeren begyndte arbejdet med jvnt sind, men det holdt sig ikke;
han blev hidsig, og han sljede af, han blev trt, han spyttede i
nverne og samlede friske krfter, han faldt i tanker og ringede
decrescendo, og han huskede sin pligt og la krfterne i. Dr stod han
gemt, troede han, og s sad der langt borte et menneske og
kontrollerede hans inderste stemninger. Til sidst sluttede han af med
et ordenligt drag, der ld ganske urbdigt og kunde oversttes som:
Har du s fet nok?

S blev det igen stille om mennesket nede ved sen, der var ingen
forbindelse med omverdenen, undtagen at en vdder lejlighedsvis
brgede tykt og slimet gennem en gammel bronkitis. Ogs den tav
stille engang, ingen flere begrede ordet, mennesket spiste sine
sidste radiser og faldt i svn.

Det var hen p eftermiddagen, da han krte videre. Solen brndte
stille, varmen l om ham som en kappe. Bakkerne vltede sig bort
under ham som uhyre tnder; han smed sig ned gennem hulningerne,
bivejene svingede forbi ham som lange gr penduler; mellem stunder,
ved et gammelt hus, eksploderede en lille lnkehund ud af sit hul,
valsede rundt, slog knuder p sin brstede krop, og s var den langt
vk. Jorden mtte i sandhed vre rund, den rejste sig foran og
dukkede sig bagved.

-- Landsbyer stiger op, frst viser en husgavl sit ansigt med taget
ned i panden, som om den har kyse p, s kommer byen, og dr ender
landevejen op mod et havegrde med en klynge sirenbuske, det ser ud,
som om han ikke kan komme lngere. Men han stter al kraft p, og det
hjlper, sirenbuskene hummer sig til siden, landevejen skubber sig
og lgger sig til rette, som om den var levende, og se: nu gav den
et spjt; der gik hul p udsigten, en lang bane ligger udstrakt foran
ham.

Det gr et symbolsk indtryk p ham; sdan bnede tilvrelsen sig
pludseligt for ham, da han troede, at han var kommet til en grnse;
noget gled til side, ny udsigt viste sig.

Alle bekymringer sparker han bagud med sine pedaler; de ligger i
stvet og kan ikke vinde med. Mske, hvis han punkterer, s vil de
rejse sig og komme over ham, men det foreligger ikke. P den tid, da
himlen er bl, marken grn og vejen gul, behver han fra nu af kun
sine to gummisirkler; oven p dem ryger han snden om alle rgrelser
og stridhrede ktere og alt det onde, som gud fri os fra.

Videre alts.

Langs vejen str kerne og ryster fluerne af deres sider, engang
imellem slnger de hodet bagud og lar tungen flge med, s det hele
kan rkke lngere, og halen pisker bagfra, det kan omtrent n sammen.
Fluerne m vre slemme nu; alle kerne har et blankt, slimet sted p
begge sider oppe ved ryggen.

Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke skolekridt stiger
den ret op af det grnne, og et stykke kirkemur skinner hvidt som
skjortestriben p en hstkarls ryg, mellem vesten og bukserne.

Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer en bakke frem,
ujvn og hakket, en vorte midt p jordens mave. Han gr i st i
anledning af dens underlige form, og siden han nu er nede, bestemmer
han sig til at g op p den.

Landet ligger broget og mangfoldigt omkring ham. Dr krummer sig et
stykke mrkegrnt havre ned mod engen, med blade s brede som
tagrrets; lngere nede blir den gul og tynd, mosejorden stikker sine
rustbrune knolde op imellem. Der er en vandgrft, s tilgroet med
kraftig dueurt, at den ser ud som et dige, og der er et vnge med
kalve. Se, hvordan en tyrekalv pludselig kan f et anfald! Den stter
tvrs over vnget med hals, ryg og hale ud i en ret linje, s stanser
den ved indhegningen, lfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen,
slikker sig tvrs over mulen, frst op i det ene nsebor, s op i det
andet, ryster p hodet og forstr jensynlig slet ikke, hvad der gr
af den.

Tuer af stridt grs stikker deres koste op mellem rde, stive
vandflader, hjrtegrsset glimter silkeagtigt i solskinnet. P den
anden side af mosen ligger to gamle huse med brudte ryglinjer og
vinduer og lemme anbragte p bedste beskub. Husene er ikke lige
invalide over det hele, de strammer sig op i den ende, hvor den pne
dr er, men bgge er de lamme i bagkroppen. Et ndtrftshus lner sig
dnefrdigt over mod en skv brndestak; det ser nok ud til, at de
skal n hinanden en gang.

Mennesket vender sig og gr over til den anden side. Frene nedenfor
ser op med snkede hoder, grsdusken str stille mellem deres kber.

Firkantede og trekantede marker passer ind i hverandre, intet blir
til overs; grfterne knibes sammen, og der spares p vejenes bredde.
En sandgrav, der er prikket af svalehuller, ligger midt i og er noget
for sig; oven over den ser man en hulvej, der som en gul rem snrer
sig ind i bakkens runde mave.

Her har jeg aldrig vret fr, tnker mennesket, og tanken gr et
strkt indtryk p ham, som om der var noget genialt ved den.

Her er ikke den gade, der har set mig komme uvillig hjem til mine
studier; her er ikke den grftekant, hvor jeg har siddet og vret
bange for at la min sjl rde for alting; her er ikke den vej, der s
mig vende om, ydmyg og uvrdig.

Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra.

Han satte sig ned og lukkede jnene.

Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af deres baner og
tvinger dem til at styrte ind p sig, hvor de selv blir dele af
solen. Mig har solen rykket ud af min bane, ogs min sjl skal blive
en del af solen.

Da han gik ned, kom han til at tnke p en drukken digter, der engang
sad p en hj. Han tog det ikke som et varsel, men lo, idet han
rejste siklen op.

-- -- Nu kommer _jeg_, og udviklingens kurve skal et sted sl et
srlig bugt, der skyldes mig.




Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde med sin nye bog, han
bjede sit spidse, blanke hoved over papiret, og sm, sirlige orme
vrimlede ud af hans pen; det var flere timer siden, han havde set ud
af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit liv kommet til det
sted i et vrk, hvor, i flge hans teori, livets krfter skal samle
sig ligesom i et brndpunkt, og da m en samvittighedsfuld forfatter
vre blind og dv, han m ikke kunne la sig forstyrre af indtryk ude
fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine ark med meget bne linjer, lste
igennem, stregede ud, lavede inde i teksten sm og store cirkler med
bemrkninger i, dryssede sprgsmlstegn ned langs margen -- det vilde
ikke rigtig g.

Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab af ligevgt. Mens
cellerne uden for svedte og arbejdede, hentede og afleverede kraft,
foregik der kun lidet i hans hjrneceller. Solen gjorde ham ikke
noget: der l en blkskorpe over hans sjl, som solen ikke kunde
trnge igennem.

Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for den
kunstneriske omhu, der prgede hans bger, han blev ikke trt af at
lave om, han stred sig tappert gennem de mange dde stunder. Men det
blev ikke i dag, at han kom igennem; menneskene vilde ikke lykkes for
ham, de snakkede s langt og trt, de talte med hverandre om,
hvordan intet vilde lykkes for dem -- -- ja det, de egenlig talte
om, var deres forfatters bitre lede ved sin egen vnelshed, men han
var slet ikke klar over denne uhyggelige kendsgrning.

Nr en kunstner er s vidt frdig med sin udvikling, at alle omslag
og vsenlige ndringer er utnkelige, s lider han i sine stille
arbejdstimer jvnlig af en regelmssig susen, der betyder, at han har
bunden rotasjon; hans ideer har deres faste omdrejninger, alt kommer
igen, det uforudsete er udelukket, han er fuldt udviklet, fuldkommen
og frdig. Der er ikke mere noget nyt under solen.

Uden for Kasbjergs vinduer sad en str, der lige var kommet hjem til
sin kasse p gavlen af villaen. Efter at den havde fodret ungerne,
gav den en forestilling for sin egen fornjelse. Den baskede med
vingerne og trippede nervst omkring, mens erindringsbilleder fra
dens dags oplevelser strmmede i et broget tonemylr ud af dens nb.
Den huskede vibens forpinte skrig og rovfuglenes skarpe stemmer, den
gengav bogfinkens triller, den smldede hrde stenlyde af sig, som
den havde hrt langs vejkanten, og den eftergjorde amboltens
metalsang. Mellem det altsammen indfrte den sine personlige
stemninger, den forfattede den ene skildring efter den anden og
fljtede p sin egen vis, blandede objektivt med subjektivt -- som en
rigtig forfatter -- og stansede ikke et jeblik for at tnke sig om.

Men Kasbjerg hrte ikke, hvad den talentfulde lille kunstner
improviserede. Han sad og skrev med tom sjl og stive jne.

Mnen stod op, rd og tung, som et forsviret baronhoved, der med
mje lfter sin rde globus op over sengens hvide horisont. Den blev
gulere, mens den steg, og kom snart til at skinne p Kasbjergs
skaldethed, der begyndte bredt og endte i en spids, ligesom
Sydamerika.

Han havde en tom fornmmelse om mellemgulvet, ligesom det kunde vre
sult. Mske trngte han til aftensmad. Han s p uret, dette var
dagens tiende arbejdstime -- den lyse tid gir krfter. Men da han
rejste sig op, fik han et anfald af svimmelhed, s han nr var faldet
ind over bordet. Han rynkede panden og gik lidt omkring i det store
arbejdsvrelse. Det var ikke noget, men han kendte det ellers nok:
nr man efter timers ihrdigt arbejde lfter et udpresset hoved i
vret, er det, som om den verste halvdel af ens legeme pludselig
blir immaterielt.

Han s ud ad vinduet. Mske var det bedst at rejse ud i landet, til
en eller anden provinsby. Ja; i morgen skulde der st i bladet, hvor
han var anmlder: Den bekendte forfatter, hr. Kasbjerg rejser i dag
til provinsen for at gre studier til sin nste bog.

Disse studierejser morede ham for resten ikke. Naturligvis havde han
skitsebog med, og han anholdt ogs nogle fakta: grsset er grnt,
kerne rde, stvet gulgrt, men det er endnu ikke litteratur. Og
hvad var der ellers at opdage? Det danske land er uden karakter som
dets beboere; vi er fortrffelige mennesker, men vi er ikke
interessante. Han skrev rejsebreve til sit blad, hvori han
mildt og modent ironiserede over landets og folkets mangel p
ejendommelighed. Han kunde ikke se andet, han havde lavet for meget
litteratur. Blk blinder.

Han samlede sine ark og gjorde et overslag over udbyttet. Nej, det
havde vret en drlig dag, omtrent 66 p.c. udstregninger. Forandring
af sted var ndvendig.

Han tog sin hat og trykkede den ned over Sydamerika. Dog ragede Kap
Horn frem forneden.




Ivar Holt boede i den bedre ende af Saksogade. Da han i sin tid kom
til Kbenhavn med ny studenterhue og gammel, sort hndkuffert, drev
han ud ad Vesterbro for at se efter et vrelse. Han blev opmrksom p
gaderne med de bermte navne, der gr ud fra Vesterbrogade, ttte og
snavsede som tnderne i en redekam. Et stykke nede i Saksogade
stansede han foran et kldervindue, hvor der stod skrevet p et
stykke pap: Varm toddy 5 re. -- Det m vre et sted, hvor jeg har
rd til at bo, tnkte han og gik hen til det nste kldervindu for at
se, hvad det gjorde indtryk af. En petroleumslampe med tragtformet
blikskrm hang under loftet; i vinduet l fire magre sild p en
tallerken (fineste norske flommesild), to klipfisk p et brt, en
papirspose med ildtndere, en med koks, en ske stvlebeskyttere, en
halv kasse grifler, fem dser skosmrelse. Han behvede ikke at g
hen til et tredje vindu; inden for disken stod en kone og svbte det
verste af en petroleumsflaske ind i et lille stykke af et toresblad
-- gaden var god nok. Papstykker med "Vrelse til leje" smilede ned
til ham mange steder fra, fem minutter efter var han lejer af et,
ikke for nr ved klderen, og kunde nu, lettet for hndkufferten, g
hvorhen han vilde, og more sig gratis, hvor han kunde komme til.

Humret holdt sig nogenlunde, mens han var p Vesterbro, men det
faldt betydeligt, da han nede ind i Frederiksberggades lune
atmosfre. Han betragtede butikkerne og navnlig de spaserendes
ansigter, de imponerede ham, han mtte tnke p, hvad han havde
halvdrmt mellem Korsr og Kbenhavn. Nu stod han her, hvor han havde
forpligtet sig til at blive til noget, denne by tog ham p ordet, den
vilde grne se, om han duede til det, han selv mente -- og disse
mennesker, det var alts dem, der skulde tvinges til at lgge mrke
til ham. Det var eksamen om igen, men meget vrre, han fik kvalme
ligesom den gang og nskede, han var igennem byen, som om alverden la
mrke til ham.

Ogs husene generede ham, de var groet sammen i lange klumper, ikke
enkelte individer som hjemme i hans egen by, hvor der var lige s
stor forskel p huse som p mennesker; sm huse og store huse, gamle
og unge huse, pralende huse og fornuftige huse, velvoksne huse og
krblinger. Ikke at tale om, at der var faers hus, konsulens hus,
fabrikantens hus -- --

Jeg er mske en ret tarvelig fyr desvrre, tnkte han, da han gik
igennem stergade. I sin egenskab af provinsbo mtte han kigge ind
gennem et kafevindu, det kunde ligne ham! Dr s han gamle herrers
hvide overskg spjtte under tygningen, han kom til at tnke p fr,
der der h med en strid dusk sparkende ud af hver mundvig. En
pegefinger beskrev en kurve p fem tommer, samtidig gennemlb en
opvarter en dermed ligedannet kurve p femten alen. Det kendte han
fra geometrien og gik forholdsvis opmuntret Kongens Nytorv rundt, ned
til Nyhavn, der prikker ind i torvet som en vd, snavset pegefinger,
hvis sorte neglerand er Bethelskibet.

En garderljtnants stramme, bl bagdel fangede hans blik; ved hvert
skridt skiftede den fysiognomi, en dyb fold vred sig som en skv,
grinende mund, snart opad til hjre, snart opad til venstre. Det var
et blt klownansigt. Han sgte at f indtryk af ansigtet, i det
jeblik det var symmetrisk, uden grin, men det lykkedes ikke,
mundvigene flj som et lyn til hjre og venstre, og han mtte flge
bagefter, indtil manden stod stille, og ansigtet var borte.

Med optndt fantasi gik han smilende gennem Kristianshavn og nede ud
p landet, hvor han satte sig p en grftekant, mens det blev aften.

Mrket faldt over byen, lygterne tndtes forneden, stjrnerne
foroven, ogs mnen kom frem, rd og osende i sammenligning med
buelamperne nedenunder.

Hvad har lyset der foran at byde mig? tnkte han. Her sidder jeg med
min fordring. Gamle mnd har advaret mig; de forlangte, at jeg skulde
benytte deres skuffelser, som nu en gang er prvede og befundne i
overensstemmelse med livets love. Men jeg vil lave mig mine
skuffelser selv, det er min menneskelige ret. Har lyset foran brug
for en mand, der ikke ved, hvad han duer til, men som har i sinde at
flge sit kald, selv om det viser sig, at han duer til ingenting.

Han flte, at der i det sortebl mrke var noget, der vinkede ad ham,
og hans sjl rejste sig i ham, den forlngedes, stjrnerne sugede den
til sig. Det var den frste forbindelse mellem ham og hans skbne --
den rykkede i ham, men han sad endnu altfor fast i jorden.

En lille tr, hslig lyd fik ham til at se ned. Det var en utydelig
skrubtusse, som med besvr alkede sig frem ad landevejen. Hjulsporets
kant forrsagede den uhyre mje, den krte i luften med forbenene,
krummede ryg og trdte efter med bagbenene; det gjorde et slimet,
arbejdsomt indtryk, men den kom over kanten og strbte videre langs
ad hjulsporet med sin trre skurelyd.

Ivar Holt gik ind mod byen igen, stjrnerne slap taget i ham, og der
var en spnding, som tabte sig.

Han fulgte den samme vej, han var get udad, men uden sjlelige
reaksjoner. Nu skulde han bare til at vre flittig, han med sin gode
eksamen.

Allerede det blotte syn af rygge, der fjrner sig; maver, der nrmer
sig; ben, der bevger sig, alt det virker hmmende og regulerende.
Gamle tiders eneboere kendte denne magt og frygtede for den, de drog
afsides og lod deres sjle vokse vildt, og da der ingen mennesker var
om dem, skd deres sjl en uhyre stngel op mod himlen, mod poesiens
bl rum, mod stjrnerne, mod Gud -- hvad de nu kaldte det --;
det blev hje sjle uden bred menneskelighed, astrologer,
religionsstiftere, digtere, gale. De, der blev lnge nok i ensomheden
og nede den fulde vkst, de fik den gave at tro, de var
overmennesker, og de dde salige i den tro. Men der var nogle, som
ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for
tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres
samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres
lykke dog var nrmest ved at vre fuldkommen. De dde som stakler,
der afvekslende flte sig strre end andre -- hvad de dog aldrig
turde tro p -- og mindre end andre mennesker, hvilket egenlig var
den tryggeste flelse, men ogs den mest ydmygende.

Ivar Holt var behagelig trt, da han nede hjem til Saksogade. I
morgen begyndte der en hel ny tilvrelse. Ligesom han vilde g op, s
han, at der p kldertrappens verste trin hang en grladen tusse;
med to ben arbejdede den i luften, to andre ben kartede hen ad
trinet, s forsvandt den, og et modbydeligt, trt bums hrtes nede i
mrket. Ivar Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse ikke
i lbet af en times tid kan n fra Amager til Saksogade; skrkken kan
vre hurtigere end nogen fornuftig tanke; den besindige overvejelse
kom et godt stykke bagefter.

Der er nok nogen, der er svnig, tnkte han og smilede, da han gik op
ad sin trappe, men hans nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med
elektricitet.

       *       *       *       *       *

Snart efter var Ivar Holt fuldstndig optaget af sit sprogstudium.
Regelmssig og ihrdig lsning virkede kanaliserende p hans
stemninger; mange sm bkke forsvandt, uregelmssige lb trredes
hen; det meste blev til een bred, snorlige strm. I begyndelsen gik
han endnu lange ture og sgte efter sine gamle stemninger; der mldte
sig nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig blev
hans spasereture kortere; ud p landet kom han meget sjldent. Inden
han ret tnkte over det, var han blevet det mest afrettede
kulturmenneske, han fik kammerater, hvad der var noget temmelig nyt
for ham, men da han kun havde meget f penge at rde over, strakte
hans omgang sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte
eksistenser, som i lngden ikke var ham til synderlig fornjelse. I
lbet af et r faldt det ogs helt bort igen.

Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornmmelser var der ikke
plads mere. Men det kunde hnde en sjlden gang, at han blev sig selv
bevidst og tnkte: Her str jeg, Ivar Holt, p Vesterbrogades hjre
fortov, bestemt til Saksogade. Frste gang, da dette kom aldeles
uvilkrligt, var det en fornmmelse af en uforklarlig forandring, af
noget, der var tabt, af en mangel p vne til at genkende sig selv;
bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten af dagen og gik en lang
tur ud p landet, hvorfra han vendte tilbage med en bitter flelse af
at vre revet op af jorden. Senere, nr en lignende jeg-opvkkelse
foregik, skete det ikke lngere ganske uvilkrligt, virkningen blev
svagere derved, at den var forudset og forudflt, og snart holdt det
helt op.

Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han s godt ind i, at det efter
tre rs forlb ikke interesserede ham lngere, og det hjalp ikke, at
han vendte sig udelukkende til fremmede litteraturer; al denne
stetik begyndte at gre ham trist. Vrst var det, nr han om
efterrsaftenerne kom hjem til sin hybel; s kunde han st bjet med
nverne i bordet og se ud p lysene, mens det arbejdede mrkt og
ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbjede stilling gjorde han
indtryk p sig selv af at vre en gammel mand. Han mindedes afdde
stemninger, mere forvovne og fantastiske end det, han nu flte, men
ikke det fjrneste blgeslag fra den tid kom igen nu, og i grunden
var det ogs bedst; den Ivar Holt, som nu levede, var mere vrd, mere
trist, men ogs mere klog.

Denne triste klogskab gik han og bar p en uges tid. Hvad skulde han
bruge den til? Det gik heldigvis op for ham snart efter, en dag han
sad og tnkte p J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille bog.

"Da s jeg poesiens engel trde trstende hen til mit leje," hedder
det hos de gamle, og ganske vist, den frste, muligvis elendige, bog,
man skriver med frygt og bven -- -- der er slet ikke noget forhold
mellem dens vrdilshed og den uhyre betydning, den har for ens egen
udvikling.

Titlen p Ivar Holts bog var noget med "ung" i. For han var jo
egenlig en ung mand. Den handlede om erotik. Forfatteren havde intet
som helst praktisk kendskab til mnet, men hvad andet skulde han
skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes af flere
kvinder, men ikke vnede at holde fast p nogen; han var brystsvag,
men slap for at d i sidste kapitel.

Bogen kom ud, og anmlderne tog med varsom hnd p det lille,
forknytte opus. P een virkede den som bl rer under hvid hud; en
anden mindedes J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og sknt
fortllingen ikke var nr s god som "Niels Lyhne", havde de dog det
til flles, at de bgge passende kunde betitles: En Pebersvends
Formodninger om Forholdet mellem Mand og Kvinde.

Den lille bog blev pnt solgt, og som det hrer sig til, var der et
par anmldere, der spede den unge forfatter en fremtid i den danske
litteratur.

Det skete om efterret. Ivar Holt levede hele vinteren igennem uden i
mindste mde at lide tab p sin fornuft, han var uendelig lettet og
mindre trist, og han havde endnu ikke taget den for mange forfattere
skbnesvangre beslutning, at der skulde komme en ny bog nste efterr
og s fremdeles, s vidt vner og publikums tlmodighed slog til. Han
satte sine penge i sparekassen og studerede roligt videre.

Men s kom forret.

En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. En siklist foer tt forbi
ham, strg ham med albuen og susede lydlst videre. Med en svag
smrtefornmmelse s Ivar Holt ham forsvinde. Straks efter gjorde det
s ondt, at han mtte st stille. Manden p siklen var borte, men han
havde taget noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede forbi; et
stykke af Ivar Holts sjl flj rimeligvis ud ad Lampevejen i dette
jeblik, bundet til en anden mands maskine. Smrten gik ikke over
igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, lad os nu bare
ha et jebliks tlmodighed, det er straks ovre igen. Han var og blev
get i stykker.

Lidt efter huskede han, at han jo ogs kunde sikle, i nste jeblik
vilde han leje en sikkel, og en halv time efter sad han p sin egen,
nye maskine og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skbnes
mand.

Penge i morgen, kontant.

Ivar Holts srede sjl var igen blevet hel rask, da han flj hen ad
Lampevejen p den nye "Sleipner".

Rundt om siklisten blir alting levende, vejene snor sig virkelig,
hjene inde p markerne skrider, den til hjre, den til venstre, de
leger en stille tagfat; trstammer danser sindig vals og fletter ben
med hinanden, grde drejer sig om deres akse, landsbyer bner sig og
lukker sig, en ko ses spasere langs ad en hvid kirke; de trer, der
er een nrmest, blir pludselig lbske og styrter hen imod een, men
vender man hodet, ser man, hvordan de str stille bagude og ser efter
een, mens de langsomt gr baglns. Vinden svulmer, og man kan f den,
som man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur kan man
regulere. Det hele gr som p snore og blir uendelig simpelt.

Men musklerne fra knet op ad lret, de har deres tid, da de varer
ad, nu skal du hjem, og de str i ledtog med samvittigheden, der
samtidig begynder at hviske om alt det, man nu er siklet fra, som
ligger hjemme og ophobes.

Ivar Holt mrkede ikke noget til studierne, s lnge han siklede, men
da han sprang af, flte han straks, hvordan de sled i ham; desuden
var han trt; hjem igen.

Nr en forudbestemt alkoholist har haft sin frste rus, s bestemmer
han, at nste gang -- -- d. v. s. officielt beslutter han jo, at han
vil aldrig drikke mere, men bag ved, inderst inde, tar han den
bestemmelse, at han nste gang skal drikke sig en endnu strre rus,
og han vil ved senere gentagne forsg strbe at n ud til
fuldskabens yderste grnse.

I morgen, tnkte Ivar Holt, skal jeg se at n Roskilde, senere gr
turen til Korsr, og engang tar jeg Fyen med, lige til Svendborg.

Han stod op nste morgen med hjt humr -- forelsningerne fik vre
den dag -- men han var trt, da han nede Roskilde, og hjst elendig,
da han kom tilbage til Kbenhavn. Han sov nederdrgtigt om natten og
drmte i et vk om stejle bakker, tabte pedaler, flede ansigter og
brkkede arme.

Nej, han skulde nok kre fornuftigt og passe sine studier.

Men s kom den tid, da det ikke lngere gjorde ondt under knskallen,
og de store benmuskler var gennemhrdede. En dag krte han lige til
Sor uden at tnke over det, han kunde helt hengive sig til den
fornjelse at se og at trkke vret. Stvet, der bulnede op om
hestenes hove og strlede frem under hjulene; vejene, der delte sig
under spidse vinkler og ligesom uhyre, gule sakse klippede ind i
markernes grnne klde, og den frie udsigt til alle sider og isr
solskinnet -- alt det vakte en uhyre glde hos ham. Sdan som solen
skinnede ned i hjt grs ved middagstid -- -- han mindedes dunkelt,
at han som lille dreng havde haft det samme syn, og nu havde han fet
sine jne igen.

Da Ivar Holt kom hjem med en behagelig trthed, hvori ny kraft l
gemt, var han led ved at lse og havde ikke mere lyst til at skrive.

Der er insekter -- lige s vel som der er mennesker --, som ynder at
de papir; nr man fr dem ud et jeblik, og lyset falder p dem, s
piler de travlt af sted -- det glder livet -- lngere ned for atter
at de papir.

Inden Ivar Holt sov ind den aften, var han klar over, at han ikke
lngere vilde vre papirder, og da han vgnede nste morgen -- ti
han faldt i svn lige oven p beslutningen -- s tnkte han njere
over det.

Mine studier har hidtil kun budt mig papir, jeg har levet et
papirliv. Alts er jeg kommet ind p en forkert bane. Jeg vil prve
en ny sikletur.

Grsset fik herefter en stor betydning for hans udvikling. Grs og
papir -- det var to betydningsfulde modstninger. Ogs i
litteraturen. Der var det, der groede af sig selv, og p den anden
side: papirgrsset, papirblomsterne. Men det rgrede ham for resten,
at han i sine betragtninger mtte ta sit udgangspunkt i de foragtede
bger. De slap ham alligevel ikke s let.

Men nu vilde han ellers sikle fra det hele, og s krte han en
fjorten dages tur p lykke og fromme, Sjlland rundt, og da han en
dag tilfldigvis faldt ind i Korsr, sejlede han over bltet og tog
Fyn med.

P denne tur var det, at gennembruddet skete. Ivar Holt vendte hjem
som digter og var indtil videre glad og lftet.

Gennembrud er et relativt begreb. Nr en stor mngde nrveceller har
ophobet en ensartet kraftmngde, s opstr der et pres i een bestemt
retning. Det kaldes Lngsel, Attr, Sturm und Drang o. s. v., og nr
det bryder frem inden for bevidsthedens grnse, s er gennembruddet
sket. Een ligger p sofaen og grunder over et filosofisk system,
klokkerne ringer, og pludselig bryder forstelsen igennem. Han
skriver en masse ilde snak om kunst og religion, hvori tretallet er
den store, forlsende hemmelighed. Der er ikke menneskelighed og
natur i det hele, men gennembruddet er fuldbyrdet, et forholdsvis
fornuftigt menneske blev den stetisk forblindede nar, han var
bestemt til at blive. En anden gr en lang tur, sover uroligt om
natten, sparker dynen af sig og vgner nste morgen som en stor
digter. En blir stor, en blir gal, en blir en tosse, det kan
altsammen foreg i et gennembrud.

Ved Ivar Holt var det nu det mrkelige, at han ikke havde nogen
videre skrivelyst -- lige efter et gennembrud kommer der ellers grne
en voldsom blk-eksplosjon -- og at han heller ikke erhvervede hin
enkle, storslede verdensopfattelse, som vi nok ved. Det var snarere,
som om tilvrelsen var get i stykker for ham, men da hans helbred
var godt, og hans humr antageligt, s led han ikke under sin mangel
p bestemte anskuelser. Han nd solskinnet om sommeren og gjorde den
opdagelse, at musikken er det, der bedst kan erstatte lyset i den
mrke tid.




En dag, da forfatteren hr. Kasbjerg kom hjem fra sin sdvanlige
eftermiddagstur, l der en tyk, bl konvolut p hans skrivebord. I
mangel af bedre beskftigelse satte han sig ned og gjorde sig bekendt
med indholdet; det viste sig at vre et bidrag til hans tidsskrift.
Forfatteren syntes at vre student med dansk litteratur til hovedfag.
Det var udtrykt sdan, at nogle slette -- eller mske dumme --
mennesker havde overtalt ham til at bestige den danske litteraturs
himmelbjrg; det skulde bringe ham nrmere himlen og skaffe ham
strre udsyn over jorden, bgge dele trngte han til, for han var af
dem, der higer efter poesi --

Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med sine bogreoler, men de
tilbd ham ikke noget lseligt, han vendte misfornjet tilbage til
den urolige, jaskede skrift.

Bjrget s godt nok ud p afstand, det var passende hjt og
imponerende bredt, og det fortonede sig blt. Op ad det! Det var
svrt. Stenene, der var brede fliser, gled idelig bort under ham, han
svedte, vret blev tyndt i hans lunger, men det var jo ogs et helt
bjrg. Forelbig var der ikke andet end sten, men al sdheden l
naturligvis p toppen.

Hovedpine, tom susen for rene, svimmelhed. Dd bldhed under
kraniet, senere fortsat ned gennem rygraden. Havde han vidst det! Men
nu var han snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter noget
som helst.

Begyndende sindsforvirring, mangel p orienteringsvne; nu mtte han
vre meget nr ved toppen. Nr bare han fik vnnet sig til denne luft
og temperatur! Bgge dele var afgjort ubehagelige.

Ha ha! Toppen! Frst s han ned efter jorden; forfrdelig langt borte
l den grnne jord -- ja, men den var slet ikke grn, og havet s ud
som ostevalle. Han la sig ned og lukkede jnene, alt imens han
bittert beklagede, at han var get fra forstanden i dette vigtige
jeblik. Da han atter fik mod til at se sig om, opdagede han, at
bjrget bestod af lutter bger, det var ikke noget rigtigt bjrg.
Denne opdagelse tog sdan p ham, at han dnede, under suset af et
dusin lyriske englevinger, og straks derp bnedes bjrget under ham
og slugte ham.

Han vgnede, levende begravet nede mellem bjrgets rdder. Der var
mrkt, ikke en menneskelig lyd trngte ned til ham; det meste vr,
han trak, var stv, og der lugtede nederdrgtigt; alle slags harske,
mugne, visne uddunstninger trngte med vold ind gennem hans nsebor.
Sledes gik der ubestemmelige tider; nu skulde han alts d. Havde
det endda vret p ben mark! Han misundte den mand, der kan g ud i
den grnne skov og hnge sig, mens _han_ kvaltes i en nedrig bogdd.

P ryggen havde han det ligesom mere behageligt; han masede en hnd
ned og fik fat i jorden. Ah, jorden! Hvem der bare l p maven med
nsen i muldet! Han fik en hndfuld op og snusede til den.
Vidunderlig kraft bredte sig ufortvet gennem hele hans krop. Han
snusede mange gange, livskraften vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde
han ikke, men med uhyre besvr lettede han sig to tommer og skd et
lag bger ind under bagdelen. Laget fortsattes til op under hodet.
Han tog en nvefuld jord i hver lomme for at ha noget med at styrke
sig p. S skubbede han et nyt lag under sig og var flgelig fire
tommer hjere oppe, og p den mde blev han ved. Det tog tid,
rimeligvis r, men selv om han var en gammel mand, nr han kom op,
han vilde vre glad, hvis han blot slap for at d dernede. Det gik
virkelig, muldet gav styrke, en sknne dag rejste han sig op gennem
det verste lag, de sidste volumina haglede ned om hans fdder, og
uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han halvdd ned ad hele
bjrget og vgnede lnge efter med nsen i det grnneste grs, nogen
har set -- --

Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han s efter en, med hvem han
kunde udveksle et forstende smil.

Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes utydeligt en lille
forknyt bog, som han havde anbefalet yngre kollegaer i kritikken at
ta lidt lmpeligt p. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. Men
manden mtte ha forandret sig en del. Dette her var sikkert noget af
hans virkelige jeg, og forknytheden et begynderstadium. Mrkeligt
nok. Forknythed plejede ellers at vre uhelbredeligt. Han mtte se
noget mere af den unge mand, ja, og se ham selv. Mske var her tale
om et gennembrud. Det skulde han snart afgre. Han vilde sende et par
ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, der sandsynligvis var ung, naiv
og trngte til anerkendelse, kom nok nste formiddag, hvis hans
stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og selvflende.
Alene det trk, at han, s snart han var kommet godt og vel ind i
litteraturen, begyndte at nedslagte ldre kollegaer! Men hr. Kasbjerg
skulde snart blive klog p ham, for nr han ikke uheldigvis havde en
pen i hnden, var han en srdeles duelig menneskekender.

       *       *       *       *       *

Kasbjerg gttede straks, at den, der ringede, mtte vre hr. Ivar
Holt. Han var get hjemmefra, straks han fik brevet. Den ansete
forfatter drejede sig halvt om i sin skrivestol, s at den
indtrdende fik en fornmmelse af noget solidt, der med besvr tog
notits af hans spinkle ringhed.

Det frste, Kasbjerg bemrkede, var en forbavsende solbrndthed og et
meget lyst hr; dertil kom et par alvorlige, usikre jne og en lidt
ubehersket gang; den unge mand var vant til at slentre omkring for
sig selv.

"N, det er Dem, der har sendt mig dette -- mrkelige bidrag."

"Ja," svarede den anden ivrigt, og s smilede han, som om der til det
bidrag knyttede sig noget morsomt, han grne vilde fortlle.

Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. "De har skrevet noget tidligere,
ikke sandt?"

"Jo," sa Ivar Holt og s misfornjet p Kasbjergs jne. "Der kommer
snart en bog af mig igen."

Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom nikkede op ad loftet
til.

"S vidt jeg husker, har vi ikke fr haft bidrag af Dem."

Den unge mand trommede misfornjet med alle fem fingre p sit ene
kn, hans mund fortrak sig, mens han s ned i gulvet og svarede
affrdigende:

"Nej, men jeg m gre noget for at blive kendt. Publikum ved ikke, at
jeg eksisterer. Nr de opdager det, vil jeg blive lst."

"Hm. Ja, Deres frste bog kan jeg alts ikke -- --"

"Min frste bog duer ikke. Men den nste blir bedre, og isr de
nste."

Han s op med en svag antydning af hidsighed.

"N. S venter vi os noget stort af Deres nste bog."

"Nej. Det vilde vre for meget sagt. De, jeg ikke har skrevet endnu,
blir de bedste."

Kasbjerg flte sig en smule pvirket. Mennesket talte jensynlig med
sig selv og var vant til det. Han overvejede sagerne i enrum og kom
til uomstdelige resultater. Eneboere er sikre i deres trossager.

"Deres ideer kommer uden vanskelighed?" spurte Kasbjerg.

"Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer nu, er kun det
forelbige. Jeg har vished for, at der engang indfinder sig noget,
som er -- --" Han smilede hen for sig: ansigtet fik strkere farve.
"Nu, da jeg lser korrektur p min nste bog, ser jeg godt, at den
ikke er den rigtige."

"Det m jo vre trist."

"Det gr ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det er ogs meget
heldigt, at det bedste ikke kommer endnu."

Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske overbevisning virkede
sdan p ham, at han et jeblik glemte sin overlegne klighed og blev
helt naturlig.

"Har De en god ide til den nste bog igen?"

"Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget om ideen, fr jeg fr
skrevet den ud. Jeg begynder med ingenting, det hele kommer under
vejs."

Hm ja. Han vilde grne tro det. Selv om denne unge mands indfald
ingenting var vrd, de havde den fordel, at de kom let. Kasbjerg
huskede sine allerfrste bger, de var ganske vist uden vrdi, men s
til gengld fornjelsen ved at kunne frembringe med denne
vidunderlige lethed!

"Jeg har sendt bud til Dem," sa han hjt og koldt, "for at foresl
Dem visse rettelser -- ikke med hensyn til de navne, De gr ljer med
-- -- desuden er det hele vel nrmest spg, men -- -- jeg har sat
nogle bl mrker, hvor jeg synes, der kunde tiltrnges ndringer. De
har vist en del fantasi."

Ivar Holt tog sit papir. "Det har jeg vist. Blandt andet." Han stak
papiret i lommen og rejste sig. Kasbjerg s p hans jne, at han kom
ikke igen. Han mtte ikke g!

"Nr jeg ser Deres nste bog," sa han med en velvilje, der gjorde
hans ansigt mere ubehageligt, end han selv vidste, "s vil jeg bedre
kunne bedmme Deres talent. Forhbenlig kan vi til den tid drfte
Deres bog sammen, hvis det skulde interessere Dem, og -- med hensyn
til Deres bidrag, s er jeg naturligvis villig til at la det trykke,
som det er, hvis De ikke mener, det kan formes anderledes."

Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at skjule sin
tilfredshed.

"Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i stedet for det, De slr
ned."

"Det kan jeg sikkert."

"Om det just allerede viste sig ved Deres frste bog -- --"

"Min frste bog brugte jeg til at skrabe fremmed pvirkning af mig;
den tller alts slet ikke."

Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igen. Han udleverer sig,
han er let at studere. Jeg trnger til en levende model.

"Jeg hber alts at se Dem igen, hr. Holt, nr De en anden gang har
noget p hjrte."

Ivar Holt smilede godmodig og afvbnet. Vist kom han igen.

Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige Arbejdsvrelse. Hvor mange
r var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her
var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var
alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrndthed i
hans bger -- det havde han hrt s tit, og nu s han, at det var
sandt, men her var netop et formlst, umiddelbart menneske, der kunde
blive grundlaget for en ny type, en rkke nye typer i den Kasbjergske
litteratur. Ja!

Dermed satte den udmrkede forfatter sig ved sit skrivebord og tog
med fornyet iver fat p sin ufuldendte bog; nu havde han srlig grund
til at haste med at f den frdig. Han lngtes efter Ivar Holt; det
var noget andet end at efterligne sig selv for tredje eller fjerde
gang.

Kasbjerg hrte til en gammel, anset familje, der havde frembragt
adskillige officerer og et respektabelt antal lrde mnd. Selv flte
han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang
gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer,
professoren, bde var lrd og radikalismen hengiven, og han selv ud
af familiens fortrffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og
bydende udseende, s blev han i en tidlig alder knyttet til et anset
venstreblad.

Kasbjerg var reprsentativ. Han havde en hj tnkerpande, der
forlngst var udvidet ved hensigtsmssig skaldethed, endvidere
professorjenbryn, buskede som et tjrnekrat ved et lille blt vand;
der er nok, som veed at fortlle om deres overordenlige virkning p
en talerstol. Nsen var nrmest militr, den krummede sig som ryggen
p en mand, der tar et vldigt tag baglns i en svr ting. Munden var
stram og intetsigende, men det kunde ogs se ud, som om den gemte
over en hel del; manden smilte uhyre sjldent og led ikke af
meddelelsestrang, han havde fra forfdrene arvet et udtrret gemyt.
Hagen var dkket af et spidst, gult skg, som nu grnede strkt; hans
ungdomsvenner huskede, hvor udtryksls hans lille hageklump havde
vret, inden skgget kom. Men alts i det hele et imponerende hoved,
der sad p en statelig krop. Stemmen var hrd og klar; p en
talerstol kunde den blive til en smldende komandorst. Hele manden
var skabt til at vre autoritet, og det blev vedtaget i bladets
redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale den afgrende dom i alle
litterre sprsml, s vel som i sager, der ikke helt og holdent
tilhrte politik eller det praktiske liv. Han anmldte de
betydeligste sknlitterre vrker; i polemik optrdte han som
afsluttende part, og s var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit;
han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes
officielle personligheder, han blev den ansete journalist, lnge
inden han var den udmrkede forfatter.

Men forfatter blev han alts ogs. Dr forbavsede han publikum
betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed,
og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner.
Hans frste bger var pinligt ndrige, sindrigt affekterede som en
ldre ung piges krestebreve. Der var megen erotik, og sknt der var
en evig tale om hengivelser, s var der ingen videre sanselighed, men
mange knne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme;
Kasbjerg kom ikke p listen over de usdelige forfattere.

Men der var mange, som undrede sig, og de s manden igennem endnu en
gang. Ansigtet var meget godt, men s gik de om bag ved ham og
opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte hje og
hvlvede, men kraniet lb op i en kegle som et indianerhoved; bag
panden var der ingen hjrnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Nsen
var heltemssig, men den kan i det hjeste kun opfattes som et
symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var
desvrre udeladt. Der var mennesker, som nu fik jet op for, hvordan
en silkehat i virkeligheden sad p hr. Kasbjergs hoved. Og
jenbrynene var altfor overdrevent buskede, jnene var r og kolde,
nsen for bred og rimeligvis bld, den var langt mere et snorkehorn
end en hieroglyf, der skal lses: karakterfasthed.

Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at
rde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken
frem.

Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig sledes
en vis anciennitet, d. v. s. krav p tiltagende lngde af
anmldelserne. Ti det er retfrdighed, at en anmlder om en
forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at pvise,
hvordan vrket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er
igen, mens han kan njes med en tredjedel spalte, nr han skal omtale
et talentfuldt begyndervrk -- dog modificeres denne regel
naturligvis af bekendtskabs-, slgtskabs- og andre forhold mellem
forfatter og anmlder.

Nu havde Kasbjerg ogs anden anbefaling end den leverede bogmasse;
tidens rrelser gik ham ikke sporlst forbi; midt i firserne fik hans
litteratur henholdsvis et politisk og et dmonisk anstrg, lidt
senere tog han religise mner op -- en omvendelse og en skildring
fra Indre Missjons mark, bgge vel spkkede med erotik -- s vakte
han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble
litteratur, og dr udviklede han sig til stadig strre finhed. Der
var ikke spor af groft i hans skildringer; trtheden gjorde ham fin.
Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklrede
hans kollegaer, der ogs selv blev finere, mens de skrev sig bort
fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede
ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen
til dden. Nr der gr kronisk finhed i udviklingen, s er der noget
sygt; kunsten stiger, men livet synker.




Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfre mod hr. Kasbjerg var
ikke s ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tnkt sig. Den ldre
kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end
forfattere plejer at vre -- det var formodenlig derfor, at hans
bger var mindre gode -- og han forstod at vre elskvrdig p en
behagelig dmpet mde, der efterhnden virkede fordelende p den
blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts
omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han p sin
side flte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om
den egenkrlige digtertype, der aldrig gr noget godt, og som der
ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald
kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedmme ham med
billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon
har lastet ham og nsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr
-- Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og mler, og
litteraturen skulde f et nyt hovedvrk.

En formiddag, da de var spaseret sammen ud p Frederiksberg,
inviterede Kasbjerg rent tilfldigt p frokost. Ivar Holt tog grne
imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der l srlig
for ham.

Det var alts hans nste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et
slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han
vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han njere g i
enkeltheder.

"Poul Mller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl --
eller et tegn p magteslshed. Det er ogs ideerne, der regerer mig,
ikke omvendt; det mrker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for
alvor. Nr jeg sikler eller ligger i en hstak, s heles min
verdensopfattelse; nr jeg skriver, gr den i stykker igen; det er
mske galt, men jeg kan ikke andet, jeg m se stumperne. Det er ogs
fristende; for nr jeg har dyppet pennen og skrevet en stning, s er
der stukket hul, jeg kan nsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok
-- sknt hvor ved jeg det fra? -- at frst nr det ikke gr i den
grad af sig selv, frst da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der
kan komme bevgelse; selv mine svreste fyldefornmmelser er kun
_tilstande_, de bevger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive
mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hsligste."

"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemrkede Kasbjerg; "det er
ubetinget sundt at tale ud -- bortset fra, i dette tilflde, at det
interesserer mig overordenligt."

"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, nr jeg er kommen i gang med
at tale; det er, ligesom det var en anden, der frte ordet inden i
mig. Min stemme blir ogs utydelig og usikker, som om denne anden
ikke rigtig formede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der
gr, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede ogs.
Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over
tmmermndene efter denne her talesvir."

Han s uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likr til kaffen. Men
en sigar, jo tak, og s ud ad landet til.

Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et
forekommende knk i ryggen.

Det var velgrende at komme op og g. Blodet strmmede igen tilbage
fra hodet; bevidstheden indsnvredes, han blev herre over sig selv og
kunde tale om andre ting; nu vilde han ogs vre i stand til at g
hen ad et ligevgtsbrt uden at dingle; i inspirasjonens hjde trdte
han forkert p alting.

De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mnd
havde meget at rose sig af i den henseende.

"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.

"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De
ganske vist selv. De sidder hjemme og optnker ndrigheder, s man
kan mrke, hvordan de lugter af sved -- men der er ikke et grnt
grsstr i det hele. Sdan gr det ganske vist de fleste, isr alle
dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, s
man kan se limen og sammenfjningerne, men der vokser ikke noget af
sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive
naturbilleder; det at ligge p landet gr det i alt fald ikke. Men
for resten, hvis De vil ha en metode, kr landet rundt, eller g til
fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner,
brndestakke, brn, fedtebrd, som De ser i landsbyerne. Studeer
alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og
menneskeansigter, De mder. G op p alle hje bakker, beskriv
landskabets linjer og hesteprernes udseende, lige fra de rdgule til
de halmgr (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad
De ser, tusende ark; rens s ud og se, om der ikke skulde blive ti
ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det
kan godt vre, den er brugbar."

Selv nr Ivar Holt udtalte sig s spottende, bevarede hans ansigt sit
fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han
srede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig
selv, end for at ramme en anden. Han flte vel uvilje mod hr.
Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde vre utleligt at ha
fornrmet ham; allerhelst vilde han vre fri for ham, s at han kunde
foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hrte p ham og
lokkede, alene ved sin opmrksomme interesse, tanker ud af ham.

Noget efter bemrkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der
egenlig er udgangspunktet for Deres nye vrk."

"Udgangspunkt -- n. Hvad mener De eksempelvis om en hstak? Skal vi
lgge os ned for resten? Se, hvor skyerne ligger lavt og fast i dag;
verden er ikke ret stor, den er ikke strre, end jeg godt kunde agere
Vorherre over den smule, man kan se. S vilde jeg sidde p kanten af
den sortebl sky derovre, der er skubbet ud p himlen som en hylde,
sidde i en hstak deroppe og dingle med benene ned ad jorden til. Da
mtte menneskene ta sig i agt, sknt jeg er ikke ondskabsfuld, men
jeg vil nok ha dingleplads. Bagefter vil jeg ophjes -- nr jeg har
trdt hjrnetaget ind p en skok mennesker --, jeg vil vre gud over
en stjrnetge. En spiralring, der bestr af sten i strrelse fra
Jupiter til almindeligt nyregrus. Alle stenene sidder p deres sted
og flger smukt med i rotasjonen, for der er ingen vind, der stder
til dem, luften har endnu ikke frigjort sig af den hele masse. Jeg
selv sidder p en middelstor sten. Jeg ser mig sidde midt inde i
tgen, der er forstenet af ligevgt. Omkring mig hnger sten og stv,
som om de var indkapslede i luften, som ikke er der. Over mit hoved
hnger en klods p strrelse med Peterskirken. Hvis den gik nedad,
mtte den knuse mig, men den er fngslet til sit sted. Under min
venstre albu flyver en splint, der ligner obelisken fra Luksor; den
kunde ta mig midt over -- og der var straks et geni mindre --, hvis
den fik et skub, men skubbet er der ikke. Der er kun inerti, alle
krfter vogter p hinanden og holder hinanden i tmme; jeg kan ikke
se noget rre sig; vi farer vore tusende mile i sekundet og lader som
ingenting. Men der er eet brud p loven: mig. Ingen inerti binder
mig. Jeg vil lave noget. Jeg tar obelisken om livet og gir den en
bevgelse fremad. Den adlyder uden vrangvilje og borer sig syv og
fyrretyve alen ind i det tomme rum, men den kommer tilbage,
naturkrfterne trkkes om den, den ene kan ikke unde den anden denne
sten. Derefter fr Peterskirken et spark og hummer sig uden
betnkning, og s daler den igen som en damphammer, s jeg er nd til
at springe over og ride p obelisken for ikke ogs at blive lavet
til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min
spiraltge, s der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser
de sm imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhnden
kommer det hele i brand. Astronomerne nede p jorden, der ikke kender
mig, de glor op til mig og tnker: Hvad pokker gr der af
spiraltgen? Mgtige enjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden
af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige
hypoteser fremsttes, mens jeg sidder p den kligste blok og ler ad
alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i svn, mens mine
naturkrfter arbejder videre p egen hnd."

Kasbjergs bifald kaldte ham ned p jorden, han satte sig op, rynkede
brynene og sgte at fiksere det menneske, der, mrkvrdigt nok, sad
ved siden af ham, men blikket kunde ikke holde ham fast.

"Det vilde vre et meget passende sted at falde i svn," bemrkede
Ivar Holt, idet han lukkede jnene.

"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg og rejste sig.

"Nej."

"N. Farvel da, hr. Holt, og p gensyn."

"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede jne.

Mens Kasbjerg gik bort, tnkte han: Hvordan mon det menneske er i
erotisk henseende?

"Vmmelig," tnkte Ivar Holt, da den anden var get, "hslig som de
insekter, man trder itu, mens man ser til den anden side." Nu kunde
han lukke jnene op igen.

S hensank han p ny i hduft og solskin, mens han l p bunden af
et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte -- -- som
ikke behvede at ende noget bestemt sted.

Han flte, hvordan lyset skinnede helt igennem ham og oplste ham.
Han blev til en lys tgesttte, der skred halvbevidst fremad uden at
kaste nogen videre skygge, en sjle, der efterhnden klarnedes helt i
lyset, s at den ligesom slet ikke var til; ingen mennesker kunde
forurolige den ved at pege p den og sige: Dette skulde egenlig ha
vret et menneske, men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret
personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for sin egen
fornjelses skyld.

Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en dddrukken mand, der ingenting kan
sige og ligger ned og griner til sig selv af ikke noget.




En hundredkroneseddel er en mrkelig ting. Til at begynde er den
ganske vist et kortfattet og uanseligt udtryk for en svimlende
formue, men g ind og kb seks fine sigarer for den. Straks yngler
den beskedne lap ni andre lapper ud af sit liv, foruden en skn masse
slv; den blir moer til et ls penge, der kan fles bde p lret og
p brystet. Det er hundredkronesedlens geniale jeblik. Den blir et
herligt symbol p frugtbarhed og fedme, som en flod, der danner
delta, som en so, der fr grise. En hundredkrone, der veksles, er et
af livets hjere jeblikke, ligesom forplantning, lvspring, den
lngste dag o. s. v. Derefter gr det nedad. Tikronerne, der
forsvinder, det er som en slgts srgelige undergang, livsfyldens
forfald. En hundredkrone, der veksles, er et ophjet symbol p
kulminasjon, s skal vi nedad; til de hjeste bjrge hrer de dybeste
dale. Har vi toppet, m vi dale, siger en stor digter, og hvad han
siger om rigsdalerne, glder lige s godt om kronerne.

Ivar Holt kom ud p gaden med en udmrket syv res sigar i munden;
fem andre havde han i lommen.

Det er noget andet end at skulle indsnuse andres sigarrg, ti s dybt
var du sunket!

Lftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta sit bedste tj p.
Han la vejen om ad Vesterbrogade. Nu skulde det vre slut med
studierne. Han havde ikke rigtig vret klar over, hvor vidt han
studerede lngere eller ikke, for han hrte stadig nogle
forelsninger, men fra i dag!

Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje ned ad Saksogade! Han
gik videre til Valdemars, hvor trerne kiggede ud p fortovet med
deres nysgrrige kroner. Her vilde han ogs bo nu.

Der blev foretaget en reparasjon p Matthuskirkens spir. To
arbejdsmnd stod deroppe og manvrerede med en bjlke; de lignede
myrer, der er i frd med at slbe et halmstr ind ad et hul. Hvis han
skulde st derude med et reb om sig, s vilde digteren nok forg i
ham, og han vilde blive vanvittig af skrk, mens han i virkeligheden
burde blive endnu strre digter, han, som var sdan en linedanser p
mlkevejen.

Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, som om en anden
havde tnkt den for ham. Han skyndte sig hjem og kldte sig om. Han
skulde til selskab hos Kasbjerg.

Der l en stemning af idyllisk magelighed over det villakvarter, hvor
den ansete forfatter boede. Husene behvede dr ikke at trykke sig
flade og magre op ad hinanden, de havde ikke ndig at rende op som
bnner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, ikke menneskekager med
mange celler, de var enkeltvsner. De stod ikke, men de l,
henslngte mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, de
kunde brede sig, strkke deres udhuse mageligt fra sig, skyde
karnapper frem, som de syntes, uden at gnave nogen nabo i ryggen, de
kunde la deres trappegange og verandaer vokse frit ud; der var ingen
fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere med deres
medskabningers.

Kulasken p gangstien knasede under Ivar Holts sko, solen stod ham
lige i ansigtet. Bagved l byen med sin lysebrune atmosfre over sig
som en tronhimmel. Fra en fabriksskorsten stod en vldig rgsjle op,
vinden tog den og bjede den forsigtigt, for at den ikke skulde g
itu, den strakte sig elastisk og blev ved at krybe hen over tagene,
til sidst omspndte den hele byen som en uhyre slange og viste
menneskene sin sorte bug.

Han gik op og ringede p. Husholderskens hjre je ss i en forsigtig
drspalte, der straks efter antog en mere gstfri bredde.

Det var ikke noget udsgt selskab, der ventede p ham. Kasbjerg havde
i den sidste tid lagt sig efter mindre fin omgang. Litteraturen blev
mere og mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig over at
skrabe samfundets bund. Publikum nskede det, og hr. Kasbjerg bjede
sig for nsket; han vilde anlgge sin gentlemans-metode p de
forkomne eksistenser.

Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gster, pianisten
Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. Tornberg spillede i en natkafe,
han var en bleg ung mand med en ansigtsfarve som marsipan; p
overlben havde han en smule mrkt skg, der lignede trvesmul.
Drewes var en ldre mand og en rlig mand med rigtig kone og mange
brn. Han var desuden faer til adskillige af de studiehoder af sknne
mnd og kvinder, som har gldet mangen rlig abonnent p illustrerede
blade; det var ogs ham, der opfandt konfirmanden i sorte handsker og
rund hat (i hnden) og skytsengel bagved med skuldret palmegren. Den
skal han ha tjent betydeligt p; samme r fik han to gte brn. Nu
havde han ogs mttet lgge sig efter sultne brn, pjaltede mdre og
fulde fdre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandr.
Katinka endelig var simpelthen Katinka, hendes vsen var ret
dameagtigt; hun var kendt med Kasbjerg og havde dagen fr fet ti
kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller andet, for hun
vidste nok, at ti kroner ikke kommer flagrende alene, de efterflges
af noget, eller de har en omstndighed foran sig, de er et led af
noget.

Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, tidligere stud.
theol. og skolekammerat til Ivar Holt. Han havde opgivet teologien
for journalistikken og var nu boganmlder ved et kristeligt farvet
blad. ren for denne omlgning af lbebane tilskrev han den gode
veninde, der kom i flgeskab med ham, en varietesangerinde, hvis
plakatnavn var Miss Irene Whiteflower, men som i en snvrere
vennekres bar det navn, Lynggren havde givet hende, nmlig Teologine.

Teologine var ung og fint skabt, havde gode tnder, store, uskyldige
jne og en lav pande, hvorover lyseblondt hrskum stnkede ned i
rigelig mngde. Hun havde gode engagementer og sang ikke med benene
alene. Hun var ikke uden alvor; i ensomme timer havde hun rrende
drmme om honnet krlighed; desuden var hun en stor beundrer af
Sherlock Holmes, men satte ikke pris p den vrige moderne
litteratur.

Der prsenteredes. Ivar Holt begyndte p et hfligt buk, men
Lynggren samlede ham og Teologine i sin favn.

"S, brn," sa han med salvelse, "nu er I to mdtes ved mit bryst;
derved har I et grundlag at elske videre p."

Forlegenheden var overstet. Kasbjerg dunkede Teologine i ryggen for
at stemme instrumentet; hun lo ham op i nsen og rykkede ham i
skgget, og det var netop kammertonen. Tornberg smilede og gned
trvesmullet. Drewes s mrk og mat ud; dog bordet var dkket, han
overkom et smil.

Bf, spejlg, kold kylling, sildesalat, hummer, sardiner -- jvne
retter uden udskejelser. Kasbjerg vidste, at det var ikke retternes
udsgthed, der vakte stemningen hos hans fornmste forsgsobjekt.

"Drikker damerne bajer?" spurte vrten og drejede heltensen.

"Ja," sa Teologine, "og dram!"

Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med den ene hnd.

Katinka derimod afslog drammen: hun vilde endnu holde sig p dannet
grund.

Der hvedes glas og nikkedes over dem; Teologines blottede hals gik
bagover, og straks efter beskrev hendes glas en meget stor bue ned p
bordet.

Stemningen var middels. Lynggren snakkede, Teologine lo, Katinka
smilede. Ivar Holt, der var anledning til hele selskabet, ytrede sig
ikke; han s ikke, hvordan Teologine sled i ham med jnene; vrten
var misstemt, han greb til den fortvivlede udvej at tale om
litteratur, hvorover digteren blev aldeles tungsindig, og da ingen
fandt noget at bemrke, tilfaldt ordet igen Lynggren.

"Nej, som sagt, kre menighed, teologi er en farlig medicin, der gr
de bedre til fanatikere eller bespottere og de slappe -- hvis de blir
prster -- til folk, der hemmeligt skammer sig, -- lad mig nu se, du
snfter pnt, Teologine. Disse mennesker er inderligt og modbydeligt
forargede over sig selv, og s bedver de sig med store indtgter,
store middage og mange brn -- grd, Teologine! -- de har det smnd
ikke s godt. Men imidlertid -- tr her din tre af, kre Teologine!
-- da s til sidst embede, kone, brn, vrvl og den bekendte
menneskelige dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at ta pippet
fra os -- ikke sandt, hr. brnehjemsejer? -- tvivlens og spottens
pip, tnkningens pip -- mener hr. vrt ikke ogs? -- da alt det gr
sin virkning, s vender det hele sig dog omsider en gang til den
bedste, salige ende. Amen. Modtager dernst herrens velsignede salat,
som han gerne vil ha sendt om."

"Skl, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg
havde tnkt."

"Skl, fromme bekender. Det glder mig, at min forkyndelse dog i det
mindste har vakt een sjl. Men lad os nu hellige damerne vor
opmrksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fdreland.
Spil, slave, du er betalt."

Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med
Teologine, mltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt
sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gre med at spise.

Ivar Holt stod ved en drkarm og s til. Han flte i sig en vis trang
til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan
finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget vsen
det var en susen i hjstammede trer; i denne r larm forekom det
ham, at han ikke var andet end hje, klare toner, der har lydt, mens
gglet brlede rundt om; ingen har hrt dem.

Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den nste time; men da han
igen kom til sig selv, bemrkede han, at Lynggren var kendelig
pvirket.

"Nu vil vi sidde bldt og dybt," sa han. "Kom her hen, Teologine,
Katinka med, jeg trnger til at elskes. I anbringer jer p hver side
af mig, s jeg delvis forsvinder under jere skrter og albuer. Det
har altid vret mit ideal at sidde i et bldt hul, garneret rundt om
med kvinder, belsset p kner, bryst, ryg og skuldre med klne
hnder, hofter samt hager med smilehul. Skl, slaver, og modtag
min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har sterlandske tilbjligheder.
Katinka: lg kun nogle flere punds vgt p, kvindelig tyngde gir
frugtbarhedsfornmmelser. Jeg har overddige aspirasjoner efter
elskov og rgelse, det har jeg lrt af den benbarede religion. Du
skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, hans kreste sidder p
regnbuen og dingler med sin tffel ned i en tordensky; han deler leje
med himlens sm stjrner, men aldrig med dig, du er ham for kdelig
anlagt. Hvis han avler et barn, s blir det med en af de hjeste
lammeskyer, sdan en kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen,
Ivar Holt, og lad dig smelske p skuldre og kner. Se p os og
opdag, hvad du selv mangler."

Ivar Holt rykkede sin lnestol hen til de andre. Teologine faldt
ligesom af sig selv over p hans skd.

"Hvad skal vi nu vre enige om at drmme?" mumlede hun op til ham.

"Jeg vil vre kong Salomon," erklrede Lynggren. "Jeg sidder halv
slumrende med min pibe p en trone, der er udpolstret med kvinder."

"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham p mellemgulvet med hodet.

"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine fem hundrede hustruer.
De kvindelse tre mandfolk i baggrunden er mine verste eunukker."

Teologine s op til Ivar Holt med sit jomfrusyn, der var fuldt af
lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, hvordan De egenlig er," sa hun
og ruskede i ham.

Han gad ogs selv vide det, og i det samme faldt det ham ind, at han
kunde kysse den pige, der l p hans skd; det gjorde han. En lille
gnist gled fra hendes lber ned i hans krop og fulgte med blodet, han
kunde hele tiden fle i sig, hvor den var.

"Drm s noget," bad Teologine, "om krlighed."

Hendes hr kildrede ham p halsen og krb ned under hans flip. Det
var straks en omstndighed, tnkte han.

"Krlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok eje en villa, og i min
have gr min kreste i hvidt, halvlange rmer, bar hals. Livet skulde
g hen som et stille smil. Hvis jeg var rig -- ja; jeg kunde tnke
mig tilvrelsen som et venligt pigeansigt under en bred, hvid hat --
--"

"Ja, men opgiv s at vre digter," afbrd Lynggren, "slg din
samvittighed til et blad og tjen penge; ellers kommer villaen ikke.
Jeg er selv en Schuft og str mig ved det. Nr jeg er fuld, har jeg
samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i kvindens favn, som
gr, at jeg forsoner mig med den mde, jeg tjener penge p."

Teologine syntes at vente p noget; vrten gned hnder p den anden
side af bordet, hans bryn klaredes. Mske den levende model vilde
ytre sig erotisk.

Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. Han blev pludselig
vild. "Nej, nd!" udbrd han, "hellig nd! Skal vi g op og ruske den
hellige nd ls af treenigheden! For det er den, vi har brug for.
Inden den helt rdner op ved sin sammenvoksning med faderen, der er
frdig med verden, og snnen, hvis dd hver dag blir mere utvivlsom.
Det er nden, vi har fornden, krop har vi selv, Skabelsen er
overstet, opholdelsen gr af sig selv, og dden dr vi selv med s
megen vmmelse, at det er afskyeligt, at en anden oven i kbet skulde
gre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrgtig godt nok
selv. Men hellig nd, skal vi prve at hente ham!"

Da Ivar Holt s de andres jne, kom han til sig selv, sa farvel og
gik. S snart han kom ud i den friske luft, s han, at hans sjl var
ligesom overset med store, ildelugtende menneskepletter; der skulde
mange sikleture og megen blst til at f dem af igen.




Ivar Holt og Henriette Ravn var en Sndag eftermiddag kommet helt ud
til Vanlse. Nr de gik alene, havde de grne deres lillefingre
hgtede sammen; det var noget, han havde fundet p, mere attrede han
ikke. Hendes lille finger var s spd, og nr den var rigtig varm,
gjorde den et uvirkeligt indtryk, som en sart drm.

De var meget tavse p deres lange ture, isr nr vret var godt. En
gang imellem dinglede han med hendes hnd, som en hvalp rusker i et
lommetrklde, den har erhvrvet, for bedre at mrke besiddelsen, og
s vekslede de mske en bemrkning. Hun virkede s svalt p ham, han
oversnakkede sig aldrig sammen med hende, og derfor sgte han grne
hendes selskab.

"Ved De hvad," sagde han, da de nede Damhussen, "det er noget, jeg
har tnkt p fr, jeg vil vre havnesjover i Marseille, mine bukser
skal vre fljelsbukser og min kasket en bred strhat; jeg str op
ad en fortjningspl og har solen i ansigtet, min kone er
appelsinklling og sidder ti alen fra mig p havnepladsen."

"S g hen og snak med hende, hun keder sig."

"Jeg snakker med solen."

"Men hun vil ikke ha en mand, der snakker med solen; ham render hun
fra."

"Farvel, kone."

"Hvor De er sorgls," sa hun lidt utlmodig.

"Om aftenen finder vi et bjrg, der ikke er for hjt, og kryber op p
det for at se ud over Middelhavet. Det ligger dr som en bl
stlklinge, der p et sted er rdgldende; det er mnen, der str
op."

"Blir de dr hele natten?"

"Nej -- de gr hjem."

"Og ser til deres lille pige."

"Mon de har sdan en?"

"Ja. S har konen noget at bestille, mens manden har glemt, at hun
eksisterer."

"Jeg tror ogs," bemrkede han efter lang overvejelse, "at det er
godt at ha en lille pige. Undertiden savner jeg en vis fornmmelse af
menneskelighed. Ingen rod i jorden; jeg er som en afskret blomst,
der er sat i vand."

"De trnger til at blive gift," mente hun.

"Ja. Hvis det er det. Jeg -- --" han s fortabt p hende og rystede
p hodet; "det er mrkvrdigt; mske er jeg slet ikke noget
menneske."

Hun havde lrt at dmpe sin lidt robuste natur, siden han var blevet
hendes ideal af mandig finhed. Hun forstod ogs at undg at komme for
plumpt med sine praktiske bemrkninger, og nr han talte p sin
betagne, ndsfravrende mde, kunde hun f det indtryk af sig selv,
at hun var en plebej, men det var vist ikke s meget, at det stdte
ham; hun vilde ogs se at hjlpe p det og lre noget af ham. Godt
var det, at hun var den mest praktiske; lrde folk trnger til
praktiske koner, og det skulde ikke undre hende, om han, der var s
stille og flittig, en gang endte som professor. Men det var egenlig
mrkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt sammen en eneste
gang, nr han dog tog alting s alvorligt.

Han gik og s op p det fine, hvidlige slr, der l over den bl
himmel. Det vakte et dybt velbehag hos ham som noget beslgtet.

"Hvordan m der ikke vre nede i syden, dr hvor de har opfundet
Elysion, Paradiset!  ja, hvis jeg havde meget mere af denne sommer,
s skulde jeg ogs nok opfinde noget saligt, som menneskene kunde
blive mere lykkelige ved at tro p."

"Jeg kan godt forst, De fr den slags indfald, nu mens De gr og har
ferie."

"Ja --" sa han noget efter, da han havde glemt hendes bemrkning,
"der er noget fremmed inde i mig siden min lange sikletur. Det er,
ligesom hele verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles
dr. Jeg forstr ikke, hvad der falder mig ind -- jeg har slugt
verdenssjl -- -- hvad det nu vil sige."

"Mon det er heldigt for Deres studier?" spurte hun.

Det gav et ryk i ham. Sprsmlet ptrngte sig alvorligt, nu da det
blev stillet af en anden. Gr man virkelig sdan noget? Kaster man
sin sikre fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske med
ansvarsflelse?

Han s op og mdte hendes alvorlige blik. De jne -- det var
familiens jne, alle fornuftige folks jne, der ser undrende p ham,
som render fra sine studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen?

Heldigvis var der endnu to mneders ferie igen, han kunde tnke over
det.

"Lad os g ud i Damhuskroen og drikke kaffe," sa han.

Tidligt p aftenen fulgte han hende tilbage til byen og drev s selv
om i gaderne, til det blev sengetid.

Det var hel mrkt, da han kom hjem. I vrelset bag ved var
frelsermndenes aftenbn i fuld gang. Den ene ekstemporerede med
forblffende virtuositet en grdefrdig anrbelse, mens de andre
faldt ind med hjrteskrende ndskrig: Jaaa, Herre!  hvad, Jsus! --
-- Det tog dem et godt kvarter at forrette deres fromme ndtrft.

Det er benbart, tnkte Ivar Holt -- lige s uanfgtet af
frelsermndenes rb som rimeligvis Vorherre selv --, at hun holder en
del af mig. Mon hun egner sig til at vre appelsinklling i
Marseille? Solen vilde gre hende bedre, hendes jne er endnu noget
for kolde.




For anden gang udkom der en lille bog, hvorp der stod navnet Ivar
Holt. Den skildrede ikke noget, der optog sindene p det tidspunkt.

Det danske smr havde da for lnge siden tilkmpet sig sin ansete
plads p det europiske marked; der var svr drift i agerbruget,
opadgende konjunkturer; husmandssagen var alles klebarn,
socialdemokratiet havde sine jrnbnd om hele landets industri, og
det vandt stadig flere pladser i regeringen og i hovedstadens rd;
venstre havde den politiske overmagt; der mtte -- skulde man tro --
snart komme et systemskifte.

Forfatteren, cand. phil. Ivar Holt udgav en bog, der foregik midt i
universet. Verden var get i stykker, eller rettere sagt, den var
samlet i een stor kugle af urtge, gr, halv gennemsigtig, og inden i
den gemtes hele resultatet af verdens hidtidige udvikling; mennesker
og menneskelig kultur hvirvledes rundt deri og snderdeltes; sjle
frigjordes og maledes ud i den hele masse. Geniale ideer omslyngedes
side om side med jvne betragtninger over spegeplse og hakkebf.
Shakespearske tankelyn ss at sl igennem tgen, lidenskabelige,
Michelangeloske hvirvler tegnede sig gldende midt i det gr, og
brudstykker af Beethovenske akkorder fik rotasjonens larm til at tie
stille og undre sig. Men ogs masser af skidenhed maledes rundt i
verdensmllen; glimt af lave pander og hslige nver skabtes og
udslettedes. Stank slog ud, banditsjle oplstes i det store
krematorium; Meyerbeers slubbertmusik kvalmede ud ved siden af hse
l-eder.

Verden malede videre, modstridige elementer pressedes sammen og
indgik ndtvungent forbindelse; Lionardos lysende nd svejtsedes
sammen med en eskimokllings trannede sjl trods hftig kemisk
frastdning. Beethovens fjortende kvartet kom i nrheden af "Der
Prophet", og oplsningens vidunderlige magt loddede dem sammen under
gyselige disharmonier. Menneskenes rde og brandgule drifter
fortredes med umenneskelige brl til fin aske og tav derp stille.
Rotasjonen tog fart, heden voksede. Som tyve tusende mile lange
protuberanser flammede de halv oplste geniers sjle ud af
verdenskuglen, men centripetalkraften sugede dem ind igen,
udjvningen fuldbyrdedes. Da alt var udbrndt, begyndte en ny verden
at danne sig.

Digteren sad i Guds ene jenkrog og stirrede ud gennem det sorte
verdensrum; dr s han en utydelig kugle, hvis grhed lyste i det
sorte, og idet tiden flj forbi -- tusende r som een dag -- opdagede
han, hvordan kuglens overflade begyndte at bve uendelig svagt, den
trak sig sammen og strammedes og blev mere klar i omridset. Men
medens den gr bug arbejdede, fdte den rdsort ud af sig, det blev
til rdt og til gult, og det gule fortttedes til hvid ild. Den hvide
kugle ynglede og udsendte andre hvide kugler, der gik baglns i
udviklingen, blev rde og til sidst gr. En af disse valgte digteren
sig til beskuelse. Skinnende dampskyer bulnede ud og blev sugede ind
igen for atter at hvse ud et andet sted i snehvide eksplosjoner.
Men det hrte op, kuglen hang med gr og bl pletter for digterens
je. Han s, hvordan der kastedes grnt skum i land fra havet, det
krb op over landet, jorden blev grn. Senere kom et blegt slimdyr og
begyndte en udvikling, i hvis anden ende der sad digteren selv.

Stort lngere kom de ihrdigste lsere ikke.

P samme tid som bogen udkom, blev husmandsloven forelagt i
Folketinget, et par ministre gjorde deres historisk bekendte
skandaler, hjremnd mldte sig fra, aviserne havde travlt, der var
ikke megen plads til litteratur. Verden gik ganske vist skvt, men
alligevel i grunden hel godt; hvad skulde man med en digter, der
havde set verden g i stykker?

Der blev ikke gjort meget grin med Ivar Holt. Man fandt latterlighed
nok i landet uden at behve at sge efter den hos en gal digter.
Masser af politisk dumhed l klart for dagen; en forrykt poet kunde
ikke lngere opfattes som god komik. Derfor tav alle ordenlige
anmldere stille; de kendte desuden ikke den herre; i politisk
bevgede tider m man vide, hvor en mand har sin gang, fr man
indlader sig med ham, hvad enten han er ligtornespecialist,
embedssgende skolelrer eller poet. De vrige anmldere prsterede
et skuldertrk og en erklring om, at de ikke havde forstet og
ganske vist heller ikke havde gjort sig ulejlighed for at forst; et
par srlig reaksjonre blade, der mente, at intet uden venstresind
kunde fostre slig litteratur, gjorde sig virkelig den ulejlighed at
sklde ud. I provinsen s det langt bedre ud, for dr havde aviserne
ikke s meget at underholde lserne med, og de gjorde forfatteren til
grin efter al deres ringe vne. Ivar Holt nd den re at blive
citeret og begrint ved kaffeselskaber; i en enkelt by kbte man endog
selve bogen. I den by, hvor han selv var fra, nd hans forldre, der
var hderlige folk, stiltiende, men hjrtelige beviser p agtelse og
medflelse.

-- "N, hr. Kasbjerg," spurte det mgtige blads redaktr en dag,
"hvad mener De om den nye mand, Ivar Holt? Har han noget talent?"

", det kan man vist ikke afgre endnu."

"Men er han ikke nogen brugbar kraft for os? Kan det ikke tnkes, han
har en fremtid for sig?"

"Jeg ved skam ikke. Noget af det frste, han sa til mig, da vi en dag
talte om litteratur, det var: Ja, De har jo ikke selv noget talent."

Redaktrens overskg bevgede sig svagt.

"De kan nok forst, at en mand, der siger det, mangler opdragelse."

"Men ikke overbevisning," smilede redaktren.

"Hm. Jeg har nu ingen overbevisning kunnet mrke hos ham. Han er bde
forlegen og aggressiv. De ved, hvordan generte mennesker undertiden
kan blive ubeherskede og sige de groveste ting, uden at de rigtig ved
af det. Jeg stoler ikke p ham. St, vi en dag slipper ham herind --
vi beskytter jo de nye talenter, der kommer frem, s skal De se: en
dag falder han os i ryggen."

"Ja, men gr det unge menneskes overbevisninger da ikke i nogen
bestemt retning?"

"Det tror jeg ikke. For resten er han over fem og tyve r. Han har
svrt travlt med at f sine meninger frem. I lbet af fem minutter
kan han nedsable hele Schandorph og det meste af J. P. Jacobsen og
Bjrnson. Og jeg vil ikke sige, han gr det srlig uvittigt."

"Heller ikke da han nedsablede Dem selv?"

"Hensynslshed er overhodet et betegnende trk hos ham," fortsatte
hr. Kasbjerg. "Og dog siger han sine -- -- flotheder med en vis naiv
blidhed. Han mener nmlig ikke noget ondt med det; jeg tror slet
ikke, der er noget ondt i ham. Ogs af den grund synes jeg drligt,
vi kan bruge ham."

"Det var da mrkeligt. Jeg talte i gr med dr. Rnnow, og han lod til
at vre temmelig interesseret af den bog."

"Dr. Rnnow anmlder den ikke."

"Nej, det ved jeg. Han mente, det var bedst at vente. Skal vi anmlde
den?"

"Det synes jeg absolut ikke. Han er s glubsk, han m frst
disciplineres noget. De skal f mit eksemplar, jeg har indstreget en
del steder, ls dem, de er temmelig agressive."

"Virkelig! Jeg har ellers forstet, at bogen handlede om urtger og
-- --"

"Ganske vist. Men den handler ogs en del om ham selv og hans private
meninger. I et kapittel gr han det af med hele romantikken, n, det
er ganske vist lige meget, men -- --"

"De er mske ogs selv med?"

"Det skal jeg ikke kunne sige. Nej, la ham afklares, lad os se, om
han finder et sted at st p, s kan vi altid snakke med ham; at ha
ham gende her -- --"

"Bag kulisserne, nej, det er klart. Men derfor kunde vi mske nok
optage et eller andet lille stykke ved lejlighed."

"Ja -- og lgge vort navn til som garanti for hans talent."

" hvad, det er just ikke store digtere alle de, vi har i vore
spalter -- -- men naturligvis, det litterre overlader jeg som
sdvanligt til Dem."

"Ja, og jeg kan jo altid ved lejlighed skaffe nogle skitser af ham
ind andre steder, for selvflgelig br han ha adgang til at ytre
sig."

"N, De har alts dog en vis interesse for ham."

"Jeg ngter ikke, at han til en vis grad interesserer mig."

"Hm. Ja, det er jo meget uegennyttigt af Dem."

Der sad en sprgende tvivl begravet i redaktrens overskg, idet de
to erfarne mnd vekslede et blik.

Men i ethvert tilflde, hvad hr. Kasbjerg gjorde, skete til bladets
gavn og formodenlig ikke altid til hans egen skade.

       *       *       *       *       *

Samme eftermiddag fik hr. Kasbjerg besg af Ivar Holt. Han var bde
nedslet og stor p det.

"Hvordan er De tilfreds med virkningen af Deres bog?" spurte den
ansete forfatter.

"Pressens ktere har ungtelig brndt rgelse for mig," svarede den
ubekendte forfatter, "men det er jo kedeligt, den ikke lugter noget
bedre."

Hr. Kasbjerg kneb det hjre je sammen, som om han sgte efter noget,
der var faldet ham ud af hukommelsen. S skubbede han en sigarkasse
til side og halede en anden ud, der stod bagved, lod langfingeren
lbe hen over sigarerne, indtil han fandt en, han gad tnde, skar
spidsen af den og stak den i munden, idet han lftede jenbrynene,
som en, der kommer til at tnke p noget, der for resten er ganske
ligegyldigt, og i det samme fik han tilfldigvis je p Ivar Holt.

", undskyld, m jeg byde Dem en sigar?"

Ivar Holt var blevet s medtaget, at det tog nogen tid, inden han fik
samlet sig og sagt nej tak.

"Har De ikke sgt at f nogle timer her i Kbenhavn? De er jo cand.
mag., ikke sandt?"

"Nej."

"N ikke. Der skal jo dog noget til -- for at leve. Det at skrive
bger er jo ikke sdan nogen levevej."

"Nej, det betaler sig vist bedre at sklde ud over dem," svarede Ivar
Holt og sgte at se lidt strre ud. "Men man kunde jo g til et
skandaleblad."

Hr. Kasbjerg overvejede ved sig selv, at den unge mand kunde blive
ganske brugbar til at lave skandalse portrtter af bekendte mnd til
et toresblad. Men der udkrvedes megen demoralisasjon, fr han selv
opdagede den vne og fik mod til at bruge den.

"Jeg tror ikke, det er indbringende at samle ulykkestilflde til
smblade, og andet vilde De ikke blive brugt til."

Ivar Holt s ned for sig og rynkede brynene. Der var noget i den
bevgelse, som var betegnende for ham, tnkte hr. Kasbjerg.

"De har endnu ikke anmldt min bog."

"Nej. Jeg er s strkt optaget i denne tid. Desuden er det jo ikke
alle bger, vi anmlder."

"Nej, men De beskytter alt, hvad der kommer frem, som er nyt og
originalt. Det er almindelig bekendt. Og da nu hele hjrepressen har
rakket mig ned, s synes jeg, der er s meget mere grund -- --"

Hr. Kasbjergs sigar trak drligt, trods det at det var en Yurak-Bat.
Der mtte skres lidt mere spids af. Hr. Kasbjerg var for resten ilde
til mode. Det blir en gammel litterr synder undertiden, nr han
under fire jne fr sin pligt at vide af en naiv ung mand, isr nr
det er en pligt, han selv officielt og alvorsfuldt har vedkendt sig.

"Hvordan havde De egenlig ventet, at Deres bog skulde blive anmldt?"

"Sdan," svarede Ivar Holt og trak noget papir frem. "Jeg har i gr
gjort et forsg p at stte mig ind i en jvn dumrians tankegang. Nu
skal De hre: Vi tror ikke, at forfatteren er egenlig gal, og vi vil
ikke pst, at han simulerer sindsforvirring, men vi forstr ham bare
ikke. Vi tvivler ikke om, at hans bevidsthed er lftet ud af de
almindelige menneskelige fuger og stablet op i luften; vi tror, han
er kommet op p et stillads, hvorfra han ser andre ting, end vi ser
her nede. Men vi vil ikke med ham derop; der er jo ungtelig
mennesker, der heller gr p jvn alfarvej end p en tynd line
hundrede alen over jorden, og vi hrer til de mennesker. Vi nsker
ikke at ramle sammen, som forfatteren rimeligvis vil gre en dag, og
som vi sikkert vilde gre, hvis vi havde en stige op til forfatterens
verden. Og hvad er det, vi ser inde i den urtge, der drejer rundt?
Et sted ser vi en knyttet nve, men den sidder ikke p nogen arm; et
andet sted er der en pegefinger, men hvor den peger hen, kan ikke
ses, da den er revet af hnden. Vi opdager et stykke tnkende hjrne
med kunstige vindinger, som kunde ha vret interessant, hvis vi havde
haft hele det menneske, som oprindelig var ejermanden dertil. Hvad
stirrer dette udrevne je efter, og hvorhen skal disse herrelse
brl, der flakker om fra ekko til ekko? N -- vi kan nok lige kigge
op til forfatteren, alt imens vi holder p vort hoved, men idet vi
gr bort med vor rygmarv elektrisk af gysen, nsker vi p det
inderligste, at forfatteren m beholde sin verden for sig selv. Vi
ser ingen grund til at lse flere af den slags bger, og vi vil ikke
anbefale dem til nogen. At forfatteren byder os sdan noget, er os
ubegribeligt, da dog enhver fornuftig mand skriver bger, for at
publikum skal lse dem, og ikke for sin egen private fornjelse. Om
forfatterens talent nsker vi ikke at udtale os, da vi ikke fra
plidelig kilde veed noget om det himmelstrg, hvor han hrer hjemme.
Det er mske skildret med en vis energi, men det kan meget godt vre
den gloende galskab, vi kender det ikke. Hvis der en gang skulde
fdes flere mennesker, der har det p samme mde som forfatteren, s
er det at hbe, at de vil sige os, hvorvidt han efter deres bedste
skn er gal eller genial. Vi fordrister os ikke til nogen afgrelse.
-- Se sdan," sa Ivar Holt, "br en fornuftig kritiker, der ikke har
begreb om tingen, udtale sig om min bog. I stedet for dmmer de rask
vk om sjlstilstande, de ikke har anelse om. I teorien forlanger de
altid noget nyt, i praksis tillader de kun, at man serverer det
samme p en anden mde. Mennesker, hvis mening for mig ikke betyder
mere end det stykke hestepre, jeg kan f p min stvlesnude ved at
g igennem Kbmagergade, de erklrer min bog for mislykket, endsknt
de ikke ved, hvordan en vellykket bog om samme mne skulde se ud. Men
publikum stiller sig altid p hesteprens side. Jeg ser, hvordan vore
kritiske tosser falder i to afdelinger: de, der indrmmer, at de ikke
forstr, og derfor gr nar -- og de, som forstr s udmrket, og
derfor gr nar."

Ivar Holt havde rejst sig op. Han var nu et stykke hjere end hr.
Kasbjerg.

"Men vil De ha denne anmldelse? De kan jo optage den i Deres blad
under et eller andet mrke. Mske tror s nogen, den er af Dem selv."

"Hm ja. Redaktren mener, vi br indtage en afventende holdning. Som
De selv s udmrket forstr det, kan vi slet ikke bedmme Deres
talent endnu. Med Deres nste bog hber vi, at der kommer klarhed i
det sprsml."

"Derfor kan De godt optage min kritik. De kan jo stte mit eget navn
under."

"Det vilde ungtelig vre temmelig barokt," smilede hr. Kasbjerg.
"Men p den anden side er vi jo et alvorligt blad -- --"

"Da mangler De ellers ikke humorister."

"Nej p den mde. Men De er jo selv en alvorlig mand. Derimod vil jeg
med fornjelse optage en eller anden ting af Dem i vort tidsskrift.
Dr er jeg jo p en mde mere enerdende."

Ivar Holt gik lige hjem og la sig p sin hrde sofa. Den passede
bedst til de overvejelser, der nu forestod.

Det er ubehageligt at blive erklret for ikke eksisterende. Det, jeg
har skrevet, er mig selv og m alts vre virkelighed, da jeg vel
selv er et virkeligt menneske. Men ingen har erkendt noget flles
menneskeligt i, hvad jeg har skrevet. Jeg er hverken dum eller
forrykt, hverken genial eller talentls -- ingen af disse fire
menneskelige egenskaber tr jeg tillgge mig. Tosserne rkker mig
ingen broderhnd, og de gale siger: Hvad er du for en? De store
opdager mig slet ikke, og de sm ryster p hodet ad mig. Jeg er alts
ikke ubetinget og uden videre et menneske. Undertiden forekommer det
mig virkelig, at jeg ikke er det. Er der noget tredje foruden galskab
og fornuft? Jeg forstr dog den gales vanvid og den normales
forstand. Jeg indser Kasbjergs manglende talent og fler vgten af
mit eget pund. Hvad er der s i vejen med min menneskelighed? Intet
svar.

Men det er ikke vinter endnu. Skal vi kre ud og la solen skinne p
os? Skal vi samle solhonning til den lange, morderiske vinter?




"Der er en plads ved en skole, som jeg er vis p, at De kunde f,
hvis De selv vil," sa frken Ravn; "min onkel er nmlig bestyrer. De
fr dansk som hovedfag."

"Sikken en ndegave af et forr, vi har fet denne gang!" bemrkede
han lnge efter. "Man kan blive from af det: Denne er dagen, som
Herren har gjort. Nr nattergalen synger om formiddagen, da er
sommeren p sit hjdepunkt. Lg for resten mrke til forskellen p
stroferne i nattergalens sang. Der er almindelig kvidren af
forskellige grader, og der er fljtetoner, som gr nattergalen til
nummer et af alt syngende, men der er ogs en ganske umusikalsk
snrren -- jeg antager, den er det ldste i de forskellige
udviklingslag, dens stemme reprsenterer. Hvis jeg var nattergal,
vilde jeg blandt andet skrive en epokegrende afhandling --
sammenlignende sprogvidenskab -- om de forskellige strofer i
nattergalens sang. Denne snrren er s antik. Jeg tnker mig
fuglekrybdyret -- Archopteryx -- sidde og sl sine knastrre triller
ved randen af kridthavet. Det m ha vret storslet hsligt. Hvorfor
ser De s gnaven ud? Synes De, det er noget vrvl? Det er det ogs.
Men sdan gr min tid, og den gr godt."

"Nej, det m De virkelig ikke sige."

"N. Men hvad vil De herude, nr De er i drligt humr? Jeg vilde
nske, jeg var en gammel krage med en stor familie, s vilde jeg
skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind p en kedelig
brakmark."

"Hvad mener De s om den plads?"

"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?"

Hun ser ikke godt ud, tnkte han. Hvor menneskekd virker rt ved
siden af solbeskinnet bgelv!

"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier!
Jeg forstr ikke, nogen kan vre s ligegyldig med sin fremtid."

"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gr jeg ikke nok for den?"

"Deres bog sidste efterr gjorde heller ingen virkning."

"Den gjorde den virkning, at min nste bog blir bedre."

"Og imens har De ingenting at leve af."

"Jeg fler mig meget levende."

"Jeg kan ikke forst, De har meget imod at f en ordenlig, sikker
indtgt. De kan vist godt f den plads; min onkel holder umdelig
meget af mig; han har ingen brn selv. S har De hele eftermiddagen
og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres
bger, s kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i
det?"

"Alle mine formiddage delagte. Og hvorfor skulde jeg gre det?"

"Jeg forstr Dem virkelig ikke," sa hun nsten grdefrdig, og
derefter tilfjede hun med et koldt, klart blik: "Og s blev De da
til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at
bestille end at tnke Dem som nattergal."

Hendes blik gjorde et dybt indtryk p ham. Han s sig pludselig
afkldt alle digterdrmme, han stod dr foran hende som en afslret,
stetisk tosse. Det var kvalmt. Og s opdagede han en ting til: Det
var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvflgelig.
Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende
alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle
mennesker har, det kaldes forsrgelsespligt; han blev kold lige ned
til mellemgulvet, og han fik nsten vand i jnene, ikke trer, men
vand, af noget, der river. Han tnkte ikke p, om han var forelsket i
Henriette Ravn. Til tider var han det, en gylden, luftig krlighed,
uden henblik p dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den
fuldstndig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at
gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer
indbragte?

Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme
virkelighed i nsen p en rigtig poet: han vil pst, at det er
salmiakspiritus.

"Hvad mener De s?" spurte hun endelig.

"Jeg ved ikke -- --"

Som han stod dr, lignede han et beslutningsfoster, der er get i st
midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for
stridige viljers vinde.

"Nu er denne dag delagt for mig," sa han og stivede sig af.

"Var det det hele?" udbrd hun.

Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag.

"Nu vil jeg hjem," erklrede han, og dermed gik han.

Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, fr hun turde sprge:

"Har jeg fornrmet Dem, hr. Holt?"

"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tnke over det. Men hvis jeg opdager,
at jeg virkelig er en pjalt, s tror jeg ikke, at jeg kan vre Dem
taknmlig for, at De har bragt mig p sporet efter den sandhed."

Resten af vejen gik han alene. Da han nede ind ad Kbenhavn til, kom
han til at g bag efter to herrer, der talte meget hjt og ivrigt.

"Det hele anfgter mig aldeles ikke," sa den ene. "S lnge jeg er
direktr, skal vort selskab vre frste klasses, og mit personale
frste klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at
blive ved med. Vi tjener godt, og vi lnner godt, og det, vi har at
bestille, kan overkommes, nr der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde
antage flere folk, s der blev mindre at bestille, det ved jeg nok,
men jeg ved ogs, at et personale er bedst, nr det arbejder med fuld
kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket.
Selvflgelig antager jeg ikke tuberkulse, og en mand med mavekatar
er eo ipso diskvalificeret. Selvflgelig gir jeg ndig ferie, jeg har
selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde
det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet -- -- s lnge jeg
kan f mine folk p _mine_ betingelser, s fr jeg dem. Vil selskabet
indfre et andet princip, s kan det jo ta en anden direktr.
Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?"

Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han mtte se
den mgtige mand, der talte sdan.

Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fet lov til
at st og se et tog kre forbi. Da havde han fet en forestilling om
livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser
den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han
indtil da havde set. Han fandt tilvrelsen mindre tryg fra den dag og
drmte tit vildt om ntterne. Men synet af den ubekendte direktrs
ansigt gjorde endnu strkere indtryk p ham. Han fik en knusende
forestilling om, hvad det vil sige at vre noget og at udrette noget.
Det praktiske liv var en buldrende, hrdt malende jrnmaskine, som
brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at st
ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blstes omkuld og i
snder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den
mgtige direktr la mrke til Ivar Holt, selv om han blev nok s stor
en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands
anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han vre
brugelig; alene udtrykket i hans jne vilde rbe ham; han var nu en
gang forbandet til at vre digter i et tomt rum.

I samme jeblik som han opdagede det, fik han en uhyre lngsel efter
den virkelige, hndgribelige tilvrelse, og denne lngsel ledsagedes
af forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var
larmet forbi. Han kom ikke med.

Han satte sig ned p en grftekant og syntes, det var bedst at d.
Verden har set nok af livstrtte mennesker, der hnger sig. Burde den
ikke for en gangs skyld se en, der hnger sig, trt af mangel p liv?

Digterens lod har tabt betydeligt i vrdi i den sidste menneskealder.
I gamle dage var det anderledes, sknt digterne ogs den gang var
lukkede uden for virkeligheden. Dr sad Ingemann p det slot i
Vesterled, mens Paludan-Mller lurede p dybsindige tanker i sin
filosofiske luftballon -- -- men deres lod var udelt, de anede vel en
anden verden, men den foragtede de, sdan som man er tilbjelig til
at foragte, hvad man ikke forstr. De vgnede aldrig op af deres
digterkfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet
andet end et skyggebillede af den poetiske, dr har en digter alts
intet at gre. Det mente ogs manden for det hele, Johan Ludvig
Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv
igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf
den ene findes p jorden, s at digteren str med et ben i himlen
og et p jorden; men det er meget ulykkeligt at vre i verden og dog
ikke vre der, det er en stilling, der aldrig kan gre sin mand
tilfreds. Dog er det uundgeligt, at digteren nu har sit ene ben p
jorden, da denne omsider er blevet godkendt -- efter at den i en
forholdsvis kort periode, dansk ndslivs fornedrelsestid, har vret
mistnkeliggjort -- og angsten for at komme uden for verden er slem
og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige s frygtelig
som selve ddsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende p bgge ben,
det er en digters ikke lnger salige lod. Tilmed falder menneskenes
ringeagt stundom over det ben af ham, der str p jorden, de synes,
det str usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nd han
dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan
han kontrolleres p det ene ben.

Solen gik ned over Ivar Holt p hans grftekant. Hans skygge l halet
ud hen over klvermarken, og langt borte, p en ledstolpe, s han sit
hoved opslet med rdt om. Han fik noget smrrebrd op af lommen og
spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart
tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret
beset, det at sidde ved en grft og grine frem for sig ud i
landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hrdfingret hnd i hele
verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal
forsrges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! -- det er
ungtelig en tilvrelsesform. Den forrenter sig ikke strkt, men er
der ikke s meget grftekant, at den kan ernre en mand eller to? S
meget mere som den menneskerace er i frd med at udd.

Lad s de andre sls. De behver ikke at hade manden p grftekanten,
han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slr hodet i stykker
p et andet menneske; hans velvre krver ikke knuste hjrneskaller.
Men det kan grne vre, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at
den, der aldrig har haft lyst eller vne til at sl en anden mand ned
i landevejen, selv skal d af en tom mave.




Forst og beundre en mand, det gr en fornuftig og forelsket kvinde
grne, nr hun er vis p, at han vil gifte sig med hende. Men dersom
hun ikke er det, da m han vre belavet p at f kritik i stedet for.

Henriette Ravn var en praktisk pige, der en gang kunde blive en
udmrket hustru. Hun havde uden modstrben forelsket sig i Ivar Holt,
og da det var fuldbyrdet, var han efterhnden blevet forringet i
hendes jne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste
ogs, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er
noget levebrd, men derfor behver det vel ikke at hindre sin
ejermand i at f et andet, virkeligt levebrd.

Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsgte hende stadig, men havde
aldrig noget at tale om. Han sgte ikke nogen plads, studerede ikke,
skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret
i at hre hende fortlle om alle sine ubetydelige smting. Hun kom
snart til at gre en ende p det.

For ham var hun ikke lngere det lyse akkompagnement til hans syner.
Nu, s lnge han flte sig som en ussel digter, var hun den, der
havde opdaget ham og givet ham et knk i selvtilliden. Men det kunde
jo vre, at hun, som havde opdaget hans sygdom, ogs kunde blive hans
lge.

Han tnkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet s ngtern,
og forelskelsen var get over. Han s hendes kolde, fordrende blik:
Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vgnede han op af drmme om
rigeligt brn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemg.
Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det
gabende svlg.

Han arbejdede i bedste tro p at blive et normalt, almindeligt
menneske. Som s mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde
han ikke tle at tnke ordet _poesi_. Hans sjl stod sig nok bedst
ved, at han blev maskinsmed; s havde han en nve med i noget. Han
formanede sig selv til ngternhed. Det ligger vist srligt til de
senere danske poeter. "P det jvne, p det jvne," skriger en, som
om han havde opdaget det jvne. -- "Gik der en smule digter tabt, et
menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde
lykkedes ham at smge digteren af og blive et menneske. Mange danske
forfattere er get s vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af
dem sad der en romantiker, som ikke tav et jeblik, og nr denne
hviskede: Kanel! s skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans
bger finder en realistisk klat mg, s kan vi vide, at han har brugt
den til at kvle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordmt
sig selv i forkldning med ordet _digter_, hvilket var det eneste
ord, der svarede til hans foragt.

Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i
jorden til op p lrene og er ringere end andre mennesker; han nr op
i overmenneskelige hjder og regnes dog ikke for strre, men han
trffer ikke selve jordens overflade.

Ivar Holt hbede ikke, at han nogen sinde mere skulde f inspirerede
jeblikke. Han flte den allerstrste trang til at vre et fornuftigt
menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjlpe ham dermed,
selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde ogs gre noget for
at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom
udelukkende af, at han var s optaget af sin egen ngternhed, den
havde aldrig vret s udprget som i dette r. Den kunde ogs kaldes
nedslethed, for s vidt som den bervede ham al mulig lyst til at
foretage noget som helst, men nr humret var kommet igen, s skulde
han til at tnke p fremtiden.

Hans sjl var et meteor, som var suset gldende gennem den hje luft;
nu var den faldet ned p jorden som en kold sten; han tnkte aldrig,
den kunde hve sig mere.




Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere uplideligt end
forknythed. Han kan ha slet sig nok s godt til ro i resignasjon,
den varer ikke ved. Hans selvnedsttelse kan vre fuldkommen rlig
ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting,
et forbrug af energi, som tyder p, at nedsletheden ikke er andet
end en hvile, hvori han samler krfter til et nyt opsving.
Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lgges p ilden,
for at den kan holde sig til nste morgen, da det igen blir dag, og
ny ild ndvendig.

Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jvne
menneske, s kom nden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord
p, indtil han nede strand. Dr satte han sig. Det var nsten
vindstille; ingen blger var at se, undtagen at der med regelmssige
mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en
vold, og en blge vltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask,
der fortalte om mange miles rejse.

Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig,
og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang strle tilbage
igen; mske p en regnmrk vinterdag vilde han pludselig se sig selv
vade i solskin. Han var i dette jeblik ikke bange for nogen vinter,
han indsamlede et forrd af lys, der var strkere end alle ntters
mrke.

Foran ham l havet i glat, silkebl sorglshed, over ham stod solen
og glemte ikke at gre sin pligt. Solen er umdelig god, den gr alt,
hvad den kan.

Han havde igen indtaget sin retmssige plads midt i verden, rundt om
sig bandt han ved sin sjls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt p
alle sider som en verdenskugle.

Mens han l med sit ansigt ned i grsset og rugede over sit ensomme
afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lrt at
kende i det sidste rs tid -- bruddet p fuldkommenheden. Nu kom han
til at forst den. Lykken er en kugle. For hver en, der str med
hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene str op mod
solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og
tilbage. Nr den ene om middagen br solskinnet p sine skuldre,
ligger den anden med brkket lr ude i natten og rber om hjlp.

Disse to mnd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har
vret nede, og jeg har vret oppe; bgge disse mnds lod er min lod,
jeg glemmer aldrig den ene for den anden.

Han l lnge uden at kunne tnke p at rre sig, hans sanser virkede
ikke lngere. Tiden rislede forbi ham med uhrlig hast, men han var
gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mrkede ikke
sit eget legeme, han vidste ikke, om hans fdder l over kors, og han
kunde umuligt sige, hvordan hans hnder var anbragt.

Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den
stansede maskine, en rest s lille som infusjonsdyret, der kryber hen
over den hvilende oceandampers skrueskovle.

Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige
kvantum bevidsthed lysende over den vrige, bevidstlse nd.

Store, ubegribelige ord er opstet bagefter: Uendelighed,
Uddelighed, Personlighedens grnselshed -- --. Ingen forstr dem,
men der er i dem et vldigt afsind, der river mange med. Opfinderne,
der rimeligvis senere omkom af ndelig forstrakthed, hdredes
hinsides graven som digtere og profeter.

En mand vgner midt om natten i absolut mrke og stilhed, hans sanser
griber efter noget og fr intet, han kender ikke tid og sted, mrker
ikke sit legeme, men fler sig i jeblikket som en nd uden krop, og
i sin meningslse angst farer han op i sengen -- legemet er der, arme
og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er
p ny sprunget ind i tiden og krer med, men han forstr livets
mystik, han er i stand til at tro p sjlens uddelighed, og han
krver kdets opstandelse: Jeg m beholde mit legeme, at jeg ved,
hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornmmelse af at vre blot
sjl er forfrdelig.

Seeren -- manden med de lukkede jne og det indre lys -- glemmer hele
sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende
prik. I ham alene foregr der intet; de dde forandres uophrligt i
deres kister, det arbejder i jordens indre, og gldende storme hrger
stjrnetgerne, men et menneskes sjl kan g i st nogle sekunder.
Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt
andet, hvad han ikke forstr. Han er borte et sekund, der for ham
synes tusende r, han rejser sig bleg og forfrdet op fra jorden og
bekender: Fra evighed til evighed er du gud!

Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen vret hos ham, han
ved ikke, hvem han taler til.

Den ene str op fra ekstasen og bekender gud. Det var et jebliks
afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var
hos ham, afsindet var gud.

Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har vret ude i
uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bre denne
ubegribelighed og behver ikke at redde min forstand ved at kaste
ubegribeligheden over p en anden. Der er ingen anden gud end mig
selv.




Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det gennem aviserne ud til
publikum, at forfatteren hr. Kasbjerg arbejdede p en stor, ny roman.
Deri var der nu ikke noget mrkeligt, da han var en sikker mand til
at komme med en bog hver jul, men det r blev der i pressen talt
usdvanlig meget om hr. Kasbjergs nste bog. En redaksjonssekretr
ved et stort jysk blad (fra frst af medarbejder sammen med hr.
Kasbjerg) havde hrt, at bogen vilde komme til at indtage en sregen
og betydelig plads i den ansete forfatters produksjon. En fynsk
redaktr (som skyldte hr. Kasbjerg penge) udtalte, at julemarkedet i
r vilde frembyde en ikke almindelig interesse, idet en af
litteraturens bedste mnd -- for at spnde publikums nysgrrighed
skulde navnet endnu ikke nvnes -- samlede al sin kraft for at
sl et hovedslag, der sikkert vilde gi genlyd viden om. Og en
flleskorrespondent (der skyldte hr. Kasbjerg sin stilling) talte om
de opsigtsvkkende rygter, der gik i Kbenhavns litterrt
interesserede krese om hr. Kasbjergs nste vrk, enkelte indviede
pstod endog at kunne citere sentenser deraf, efter hvilke sentenser
at dmme vrket vilde blive af en mere fantasirig flugt end den
betydelige forfatters tidligere vrker. Og sdan blev det ved,
succes'en forberedtes, publikum talte de forskellige tegn p et
kommende storvrk, men opdagede ikke den skjulte trd, som forbandt
dem.

Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke lngere forholde sig
passivt over for de mange rygter. Frst p efterret bragte bladet et
interview af den udmrkede digter, men sknt intervieweren, der var i
nystrgen silkehat, forbandt en forhrsdommers borende energi med en
Sherlock Holmes' snedighed, s fik han ikke ret meget ud af sit
besg. Den populre forfatter svarede s vidt muligt kun med smil og
skuldertrk, men visse fakta fik manden i silkehatten dog
mjsommeligt fravristet sit offer: Det var en moderne roman, just
ingen kbenhavnerroman og slet ikke nogen samfundsroman; en
ufrivillig blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede
p, at der var vers i den; manden i silkehatten turde derfor love
sine nydelige lserinder, at romanen kom til at handle om krlighed.
-- Derefter tog vi vor hje hat og bad undskylde; havde vi vidst, at
_det_ var mnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens sind ved vort
lange og pinlige forhr. Krlighedsdigtere skal man lade i fred, de
andre gr det ikke s nje med.

Det lille interview var umdelig morsomt og blev optrykt i mange
provinsblade. Det var skrevet af hr. Kasbjerg selv.

Men samtidig artede hans levende model, Ivar Holt, sig ikke s vel,
som nskeligt var.

Fra frst af havde han anlagt sin helt som den vege, unge mand med
sky, hvidspirende lngsler efter livets lyst og med en fantasi, der
gik ovenud, fanden i vold, op i den bl himmel. Men snart fordrvede
Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde vre hftig og
hensynsls; lngsel var ikke noget heldigt udtryk for hans herskende
sindsstemning; der var lidenskab i ham, ikke s lidt. Der mtte
strkere farver til, det skulde ikke vre noget kalkmaleri. Hr.
Kasbjerg vilde hellere gre en himmelstormer ud af ham, det frste
udkast mtte kasseres. Men s kunde Ivar Holt vre mild og
fredsommelig, han stormede ikke himlen, han svvede derop. Hm ja,
hvordan skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren
himmelstormer? Jo, det gr sig vist bedre, og s har man brug for
ironi. Man kommer publikum til at smile, mens det dog indser, at det
ikke er en ren ggler.

Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar Holts nje kendskab
til jorden. Han havde megen natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede"
stil magtede selvflgelig ogs naturskildringer, men Ivar Holt tog
naturen ind gennem alle sanser. Endogs hans lugtesans var overmde
fin og skelnedygtig. Han kunde mange af Kbenhavns gader p nsen;
hans kendskab til sjllandske provinsbyers lugt var videnskabelig
udviklet. Ogs hans smagsvne var meget nuanceret. Nr han talte om
smags- og lugtefornmmelser, var hans skiftende minespil en hel rkke
illustrasjoner til hans ord. Og hans synsvne -- -- hr. Kasbjerg
havde med uro lagt mrke til, at der hos enkelte yngre forfattere
benbarede sig en ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde
overraskende opdagelser, hvor den ldre slgt troede at ha set alt,
hvad der var, men de njedes ikke med synet alene, de belejrede
fnomenerne med alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg
plejede -- som anmlder -- at udtale om dem, at de manglede tanker,
de havde ikke anelse om sykologi, i virkeligheden misundte og
frygtede han dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt ved at
vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at vre en af dem. Men han
var rigtignok en besvrlig fyr at benytte som levende model. Hvordan
kan een vre hjemme bde i himlen og p jorden? Og frem for alt,
hvordan skal det forenes i en bog, s at publikum tror p det?

Hr. Kasbjerg var ikke lnge om at finde p noget. Det sprsml var
snart faldet ham ind: Hvordan har den unge mand det i erotisk
henseende? Og da det gik op for ham, at manden var uerfaren, forstod
han det hele: Under manglende erotik blir fantasien vild; kvinder,
det er noget, der trkker nedad p den vilde flugt. Der var alts
ikke andet at gre: Ivar Holt mtte studeres i erotisk belysning. Men
det blev en ubetinget fiasko. Hr. Kasbjerg skulde ikke for hans skyld
umage sig med at invitere piger; de betd ikke noget for ham.

Det var srdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg skulde med fornjelse ha
skaffet den unge mand lidt ekstra indtgt, for at han kunde overkomme
at beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv vilde han bare
betinge sig en vis ret til observasjon. Men det mrkelige menneske
syntes slet ikke erotisk angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal
man stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? Frem for
alt, tr man i vore dage stte ham i en bog? Publikum gr ikke p
ham; hr. Kasbjerg kendte sine folk. Det blev ndvendigt at foretage
en sammensmltning. Lynggren, der ellers skulde ha vret en person
for sig, kom i stbeskeen sammen med Ivar Holt -- alts bogens
hovedperson, som derved bde erhvrvede frkhed og erotik. Det
begyndte at blive lidt indviklet; manuskript mtte kasseres, der
mtte igen tages fat forfra. N, men indviklet, det er ogs meget
godt, indviklet og oplst; det sidste ord str hos Poul Mller og er
udmrket, nr bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede af alle krfter
og kunde allerede la rygterne begynde at sive ud til publikum.

Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordrvelse og udskejelser,
dog i et smmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands
vrk og mske en gang vilde n ind i selve sognebibliotekerne. Dagene
tog af, bogen tog til. Men nu var sprsmlet -- det blev ptrngende
midt i September --: Hvordan ender sdan et menneske? For en snes r
siden vilde det vre at anbefale, at han begik selvmord, men i vore
dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi m vogte os for det
melodramatiske. Nej, det gr sig bedre, at han slet ikke ender. Han
-- -- man ser ham g bort, ud ad en plret landevej. November,
skumring, ikke videre godt vr, han forsvinder i regntykningen, man
ser ham ikke mere, en flok rger flyver skrigende op, vinden stnner
hst -- --

Ja. Det er naturligvis udmrket; sdan noget forstr et kbenhavnsk
publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist
heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at g
ud decrescendo, pp, ppp, fermat.

Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de krsne
litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et
forml, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale;
derfor vil vi ikke ende ubestemt, i grt, men skarpt, med et knald, i
rdt. Vi bestemmer os for selvmord.

Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans
modlshed var uplidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjlpe p
det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afsprre ham fra
publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed p ham.
Efter at han en stor del af sommeren havde vret umedgrlig tavs, var
han nu blevet s ivrig med sit eget vrk og s ovenp, at hr.
Kasbjerg kom i den strste forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt
skulde komme ham i forkbet med sin egen bog, blev han nd til at
hente modlsheden hos Drewes, men den var desvrre ikke af nogen
rigtig god kvalitet. Der blev meget at gre med at smlte sammen og
lave overgang; frst i midten af Oktober var helten frdig til
selvmord, og bogen gik i trykken.




"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog
ned som en stor sten, der slr et stort hul i al den grnne andemad
og fr de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfrdede
til alle sider. Hr. Kasbjergs hjt ansete navn trngte i og for sig
ikke til dette mestervrk, men en gang for alle har han villet sl
fast -- -- dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny re, der
er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevld, der sikkerlig i
lang tid har vret forberedt til udbrud. Vi -- publikum -- kender
ikke de sjlelige omvltninger, der er get forud for dette vrk, vi
aner, at der i den ikke lngere unge forfatters sind har fundet en
krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser -- hvad der for
os er det vigtigste -- at et betydeligt digtervrk er resultatet
deraf. Ja netop digtervrk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest
vilde anvende p hr. Kasbjergs strngt reelle og realistiske
produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest ngterne
forfatter? M ikke poesien en gang bryde igennem ogs hos livets
koldeste iagttager?

Men lad mig nu f lov til at sige, hvad bogen handler om.
Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham.
Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin
helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden,
uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti s forskellige
er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for lserne. Frst
ser vi ham som et naturens barn -- det siger kun lidt at nvne
Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af
hj sknhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prgtige
panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og
solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og
nuancer. De, der har sgt at fastsl hr. Kasbjerg som ren
Kbenhavner, de ndes nu til beskmmede at indrmme, at forf. kender
sit land, sit _muld_, s godt som nogen.

Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser,
hvordan den fine unge pige, Kaja, lnges imod ham og sknker ham sin
unge elskov, ham, hendes digter og hlt; det hele synes at vre sre
sknt. Men -- og her viser forf. os digterens frste brst -- han
sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsls og
bevidstls, som han er, str han uden for de moralske bestemmelser,
hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han
ikke lngere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt
andet, han griber i blinde og slipper i blinde.

Senere trffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi
_hun_ holder ham fast, den r, sjllse kokotte, hundyret og hendes
hjlpersker, ti hun tar andre til hjlp, da hun ved, at hun ikke
alene kan holde p ham; der m afveksling til. Vi forudser den
moralske forargelse, som disse kapitler vil vkke hos snvre sind,
der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget
og ikke et ord for lidt, ingen undvendige udpenslinger af
udsvvelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i
digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne oplste
type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han
formr kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.

Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har
forladt, men hun formr ikke mere over ham, han er i klerne p
Messalina og -- befinder sig bedst dr. Men op af dette erotiske
moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens
karakteren oplses, og legemet nedbrydes, svinger sjlen sig mod
himlen og stjrnerne -- ikke den religise himmel, nej, det uendelige
rum, der er forlngelsen af digterens uendelige higen. For frste
gang er her gjort et alvorligt forsg p at forklare den samtidige
tilstedevrelse af grov sanselighed og hj, digterisk flugt; det ene
er ligesom reaksjonen mod det andet, og sledes splittes digterens
sind mer og mere. Der findes her -- i til dels rimfri vers -- syner
af hj patos, som er mrkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt
varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede
her, sknheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet
mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hnd,
der intet jeblik ryster eller griber fejl.

Sledes er skuet af det oplste menneske, vor tids farligste produkt,
ndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold
med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle lngere; vel sger
digteren i lngsel tilbage til den, men den er nu dd for ham, dd
som hans frste, ideale krlighed. Og dog, hvor dybt han end er
sunket, s er der endnu tider, hvor en dlere menneskelighed glimter
frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bn om lykke, men
forf. tror ikke p disse forsg p rejsning, vi tror heller ikke
derp. Med en nsten umrkelig ironi viser forf. os sin helts
svingninger mellem hj stjrnelyrik og lav nydelsestrang; vi
forudser, der m komme en sprngning, idet storhedsvanvid og
dyriskhed kmper med hinanden -- -- indtil der en dag knalder et
skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hver
revolveren til sin hjre tinding. Da han fler det kolde stl, mindes
han sin ungdoms krlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trkker
af.

Det er en hrd og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge
piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er
holdt i re, -- man mrke sig modstningen mellem heltens vilde
paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortllertone. Man tar ikke
fejl af, hvor forf. selv str, og det er det, der gir bogen dens
sdelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes
med 'Adam Homo's -- omend den er mindre almenmenneskelig --; der er
vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren,
mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."

Sledes blev hr. Kasbjergs ny bog anmldt af den dybt grebne og hjt
ansete hjskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian
Hostrup og den senere Realisme"), og p denne frisindede og alvorlige
mands bud bnede prstegrde og skolelrerfamilier deres bogskabe for
mestervrket, de religist vakte lgfolk, bde grundtvigske og
indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de
ledende, kbenhavnske anmldere istemte en lignende tone, var dens
succes fastslet.

S snart Ivar Holt fik lst dr. Lindeblads anmldelse, kbte han
bogen og lste den med interesse og vmmelse. Alle hans ideer
aflurede og lagt i bld i sanselighed! Hans egne ord side op og side
ned, med underlagte dyriske lyster. Det verste lag var ham selv,
kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde mttet levere
simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha
fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et
billede af en hellig mand, der fr tarmene vundet ud af livet p en
almindelig garnvinde.

En hel uge var han lammet efter dette rov, og s begyndte han at
tnke over det. Var det ikke en bekrftelse p hans tidligere anelse?
Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige s lidt
som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige
s lidt egnede han sig til at vre menneske, sdan som han var.
Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige
forstelse, at en Ivar Holt uden tilstning er umulig i litteratur.
Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens
frkke vne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.?
Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde
falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtgt, vilde
Ivar Holt vre den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en
forfrdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle
undtagelser, der er pansrede fra top til t, s de kan trde reglen
under fdder og hve sig bydende over den. Alting lukker sig om den
sregne, hvis der ikke er dynamit i hans sjl, han sprres ude fra
solen og gemmes i det mrke hul, hvor han fr god tid til at dyrke
menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men
denne afsprring er ikke ndvendig; den sregne kan godt bruges, hvis
de andre fr lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til
og ta fra, s han blir almenmenneskelig, p lignende mde som hr.
Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilstning og
fradrag. Mske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var
fiaskoen.

En dag mdtes de to p gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg
hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod ogs stille, han
vilde ikke ha udseende af at rende fra det.

"Hvordan gr det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget p
hinanden.

"Jo -- jeg arbejder p bogen. Nu m der jo forandres noget."

Kasbjerg s studsende p ham. Var manden ikke rasende? Kunde han
bruges mere endnu?

"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige
slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gre det bedre."

"Ja, gr det."

"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel p talent, eller
var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre
mennesker i mig?"

"Hm," sa Kasbjerg.

"De trkker mig ned i mudderet. Jeg vil prve at klynge Dem op i
luften og ryste alt det lnte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem,
nr De er bleven raffineret for efterligning og pvirkning? Det er
vist svrt at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede,
tror jeg nrmest."

Ivar Holt s op til den tavse, opmrksomme himmel. Hvis man kan knuse
mennesker med ord, s mtte han kunne det i dette jeblik. "Endsknt,
hvad De selv leverer, det er kun litterr afmagt. Det vidner ogs
Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde stte Dem i en bog,
vilde jeg alts komme i forlegenhed. De er en beholder med andres
ideer i, et tndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg
har vret i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt
menneskeeksemplar; det har De ogs, siden De mente, det var bedst at
mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De
tler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive s meget
tilbage, at det kunde glde for een person. Ja. Det indser jeg nu.
Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De
eksisterer ikke. De er -- en -- usubstantiel -- hallunk. Det er Deres
latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder p latin. Det
kan De selv se efter."

Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.

"Ja -- hr, det er sandt! Jeg vil selvflgelig ikke omgs Dem
lngere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."

Han stod og s efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. S foer
blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske!
Det opdagede han frst, da manden ikke mere virkede hmmende ved sin
tilstedevrelse.

Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mrke. Dr str han, usynlig, lige
foran det lys, der ses i et fjrnt vindu. Det er ude p landevejen,
jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, hre ham
skrige. Jeg kunde ogs trykke p en knap, s at han langt borte
forsvandt lydlst i jorden.

Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev
langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til
at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen
lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han
nu og da trdte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst
nede han vand og konstaterede, at det var resund. Dr stansede han
og blev til et menneske af almindelig hjde, men han var ikke kuet
endnu, han skulde ogs trde ned og komme frem. I den nste bog igen,
det ukendte vrk, som han flte vgten af i dette jeblik, skulde han
vinde sin sejr. Han var ramt og havde lrt at sl.

Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der
str p hodet i blkhuset, s sre nden kommer over dem.

Han vandrede lnge omkring med et fuldt og forpint sind. En flok
mger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og s
glad efter dem. Det var altid s velgrende at se noget hvidt g til
vrs.




Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, s
meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var
en jeg-bog, sknt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af
fagmnd, og ligesom den foregende var den uden handling og egenlig
uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede
det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at vre
en turist eller snarere sjlen af en turist, der, uvist med
hvilken befordring, frdedes hen over jorden. Her var en del
naturskildringer, der kunde vre gode nok, nr man blot vidste, hvad
de skulde vre rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til
tider syntes det, som om denne sjl krte p sikkel, men lngere hen
i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned p
jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse p. Denne unyttige, der
var ejer af en grftekant, skildredes som lykkeligere end andre
mennesker, men han var det blot ikke ret lnge. Ti -- hed det -- det
nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer
under forstkultur, grftekantens grs har en mand kbt af kommunen,
det m ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at
modne frugt og sd med, til at trre skjorter og underbukser, til at
drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige
borgere, -- ikke en strle er til overs; den unyttige, der lar sig
beskinne af solen, er en tyv, han stjler en vrdi, som han ikke har
ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grnland og
ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og
udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fller. Og selv
om han vil leve som benbar tyv, der stjler plads og lys fra andre,
s har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gr ham til skamme;
dampmaskinen hujer med sin fljten: Ned med ham!

Han betragtes af menneskene som uddd, hans tilvrelse bengtes. Hvis
han ytrer sig, ryster alle p hodet: Sdan taler et menneske ikke;
disse tnkeformer er dels get af brug, dels har de aldrig
eksisteret.

Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der bestr i, at han er
det knusende mindretal, een mod en million, -- den trst, at han er
ene om en tilfredshed, som er strre end andres. Heller ikke trnger
han til nogen medynk, fordi han hrer til en race, der skal udryddes;
de strkere former uddr uafbrudt, mens de spinklere stadig er de
sejrende.

Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide.
Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at
udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums
venstre albue ligger et bogbjerg p ni og tredive bger i hjden og
otte og halvfjerdsindstyve bger i omkreds; der er ikke tid til lang
rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at
vi kan f ham ekspederet og komme til den nste! Hvorfor kan han
ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forst!

Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er
forfriskende. Den, der har noget specielt p hjrte, ham vil vi hre.
Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers gr vi
i st, man kan blive idiot af alle de bger, der ligner hverandre --
-- Publikum kan leksjen, den har stet i alle landets aviser.

Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham
slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som
bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevgelse,
da han lste bogen. Ligheden med hans egen var jo p visse steder
pfaldende. Han lste den virkelig helt igennem, for at se om der var
udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som nppe vilde blive
forstet. Men alligevel var det ikke vrd, at publikum lste bogen,
og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmldelsen
ind mellem to andre, helst ikke af de bermteste forfattere. En dag
s Ivar Holt sig anmldt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han
blev straks slet af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr.
Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget.
Ubehagelige individer kvler man under en dyne. Begravelsen foregr i
al stilhed. Det litterre frisind her i landet er ikke til at spge
med. Vi har karle, som flder deres mand med bagen. De sidder
modstanderne ihjl.

Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en
samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et
konservativt blad, for dr blir man dog altid flet p en
standsmssig mde; de spytter i nverne og sklder ud. Folk, der
lser det, forstr dog s meget, at man er en mand, der har gjort
noget.

Nu var der en gammel mand -- han var for resten nr ved at d den
gang, hans venner var alvorligt bekymrede p hans vegne og opfordrede
ham indtrngende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken
til yngre, plidelige krfter, men han vilde ikke svigte sit hvrv,
s lnge han kunde holde p en pen, s stor var hans pligtiver og
hans krlighed til litteraturen. Denne mand havde lst Ivar Holts
anden bog og fik nu ogs fat i den tredje. Han huskede meget godt den
anden og behvede aldeles ikke at lse den tredje helt igennem for at
opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var
en ubehagelig bog, den fornrmede ham; ganske vist var den ikke
rettet mod ham personligt, men den kunde udmrket godt fortolkes som
hn mod alderdommens sunde fornuft. P side 38, linje 7 fra neden
stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja
-- alderdommen er gammel, og ungdommen er frk --

M-n --

Han anbragte sig i sin skrivestol -- hustru og dtre ilede til og
stivede ham bekymret af med puder -- og s skrev han med skld og
smld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, nste
morgen s han for sidste gang et eksemplar af sit kre blad, om
eftermiddagen udndede han. Dette skete i hans egen otte og
halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og
halvfemsindstyvende rgang.

Ivar Holt fik sledes aldrig den mand at se, og det var et stort tab
for ham; han vilde ellers lettere ha forstet den dde modstand, som
ungdom finder s harmelig og ubegribelig.

Journalist Axel rnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hr i
behold (manddomskraft), grblege, visne jne (erfaring), en dyb,
lodret grft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tr,
smskndende trstemme (hrd skal, bag hvilken varmt hjrte). Han var
oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da
han en gang stod ledig p torvet, erhvrvedes han af det ldgamle
blads redaktr. Han var grundhderlig, familiefader, hjremand, lidt
formuende og vilde alts vre en udmrket litteraturanmlder, navnlig
i vore dage -- det vil her sige i halvfjerdserne -- da det ikke er de
ydre glimrende vner, det kommer an p (ti uvederhftige begavelser
har vi nok af), men alvorlige mnd, hvis hoved ikke svimler i de
stride strmme, hvis je ikke tges af det moderne blndvrk, og hvis
tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. rnberg var manden.
Hans hjrne, der var tr som en afgnavet okseskank, forvirredes
aldeles ikke. Hans hnsord var altid de samme, og hans relative
bistninger altid lige samvittighedsfuldt indskede i hverandre. Han
benyttede hellere de statelige ord: pbegynde og bibeholde, end de
mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund
stavede han s-k-j--n-d-t skjndt. Han var en karakter, det blev
sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre fr den lov,
fr vi er dde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spg, lige
s lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blnde af de
moderne, men klassikerne lrte han at elske gennem Kurzgefasste
Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og rsum'er af
la littrature classique. Derfor kom ogs hans store tid hver frste
Januar, ti s forrede han som nytrsgave sine lsere en udsigt over
verdenslitteraturen i de to sidste rhundreder. Dr var Goethes
mgtige skikkelse og Schillers ophjede tankeverden: dr var Heines
hensynslse genialitet og Byron, der blottede samfundets brst -- --
det var forfrdeligt, der var eet geni (med sprret tryk) p hver
linje, og nr lserne var net gennem dette optog, der varede fire
numre, s flte de sig styrkede til at modst de elendige modernes
nedbrydende pvirkning hele resten af ret.

Han var en af de konservatives bedste mnd, og da han nu endelig
begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer
resten af den ros, der billigvis tilkommer en -- nmlig at d, da var
det smukt at tnke p, hvordan han havde endt sit ddrige liv med at
fordmme en ddls bog.

Desvrre blev denne omstndighed ikke til nogen reklame for den
ddlse digter. Ivar Holts undlivelse hrte jo til den afddes mindre
betydningsfulde forsg p at redde den danske litteratur fra
undergang.




"Jeg har lst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig."

"Synes De?"

"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham."

Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske
andre ting.

"Det kan jeg vist ikke," sa han.

"Hvad vil De da gre?"

"Jeg ved ikke. Det er godt vr; skal vi g en tur uden for byen?"

"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. S kan jeg sige
farvel til Dem med det samme."

"Rejser De?"

"I overmorgen, ja."

"N. Hvad skal De -- -- Er det p besg?"

"Det er en plads. I rhus."

"Ja -- rhus er vist en meget god by."

Hun smilede harmfuldt. Han var smnd slet ikke ked af det. Han
spekulerede over noget helt andet.

"De vil ikke hellere blive i Kbenhavn?"

Frken Ravn lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget
at leve af, vre fri for at d af sult, mener jeg."

"N. Ja smnd. Det kan nok vre."

"Det kan det. Farvel. Lev vel."

"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg -- -- Jeg kan ikke forst,
hvad det var, jeg kom til at tnke p."

"Det kommer nok, nr jeg er get."

"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg
holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det
er?"

"Der er vist s meget," sa hun og vendte et blegt, hrdt ansigt imod
ham. "Tnk Dem bare, at De skulde giftes med mig."

"Ja. Verden er s kold. Jeg fryser tit."

"Det er Dem selv, der er kold."

"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et
knips af en finger."

" -- De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt vre en
stor digter naturligvis."

"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af
mig. Jeg befinder mig netop i en -- -- overgangstilstand, hvor De
kunde vre mig til stor nytte."

"Uha, hvor De ydmyger mig!"

"Men det er da mrkvrdigt, at De tror, det skal vre en fornrmelse.
Det er jo bare en -- -- teori."

"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel."

"Farvel. Det er kelt, at De foragter mig. Det kler Dem meget
grimt."

"S? For at tale om noget andet -- -- skal De ikke selv ha noget at
leve af -- -- efter Deres sidste fiasko?"

"Jeg lever da. Jeg behver ikke andet end -- ja -- formiddagen fri:
kler, det er ikke meget, og s en smule at spise, s hvad!"

"De har det vist rdsomt der hjemme!"

"Sikken et farvel-ansigt. De kunde grne vre lidt sd den sidste
dag."

" -- --" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden er jeg
virkelig nr ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres
forstand!"

Han blev hel ilde til mode. Nu havde han get og bildt sig ind, at
hun brd sig noget om ham. Det gjorde hun ikke -- med det ansigt.
Hvad vilde hun s med ham? Det havde mske moret hende. De skulde
alts heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det
var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de
tre mneder, hun havde vret borte fra Kbenhavn. Men nu havde hun en
plads, og dermed frdig med ham.

"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umdelig godt om," sa
han stille som slutning p sine egne tanker.

Nu er det ikke den heldigste form for en krlighedserklring. Det er
muligt, den kan bruges over for en ldre jomfru, der str p
springet, men Henriette Ravn var varmblodig og stolt. Hun rystede
afvisende p hodet. Og dog var hun i dette jeblik s vidt, at hun
uden hensyn til fremtid og flger kunde ha givet ham al sin
krlighed, hvis det havde vret hende muligt at tro p hans.

"Jeg vil ogs tnke p Dem, nr De er borte."

"S? Vil De det?"

"Ja."

"S sidder jeg vel oppe p en sky -- ved siden af Dem?"

"Det kan vi godt sige -- ja men det kler Dem."

"Nej, det gr ikke. Farvel."

"Farvel. Det er kedeligt, De er vred p mig."

"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op p en sky, s gr det ikke
Dem noget."

"Ja, sdan vil jeg tnke p Dem."

"Hr, tror De ikke, vi kan blive ved at st og snakke p den mde i
det uendelige?"

"Jo akkurat. Det var morsomt, at det ogs faldt Dem ind."

Frken Ravn lo. "Ved De hvad: Lad vre at tnke mere p, at De -- --
synes godt om mig. Det er latterligt."

"N. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi
snakker om. Vi er to dvstumme, der str i tge og mumler noget i
retning af hinanden. Fr har der dog vret tider, hvor vi anderledes
kunde -- -- der er i alt fald ingen, jeg har talt s godt med som med
Dem."

Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forst meningen med hans
srgmodige udtryk! Men nu mtte hun g; det var ikke til at holde ud
lngere. Hun vilde ikke grde, mens han s p det. Hun mtte g fra
ham i det jeblik, det var svrest, fordi han endelig havde begyndt
at tale som et menneske.

"Farvel."

"Farvel, frken Ravn." Han fik lige indtrykket af en kold, dd hnd,
og s var hun get.

, hvor de frste hundrede skridt var drje! Men bagefter var hun
altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde
hun mske sagt alt, og hun vilde ndig se, hvordan hendes tilstelse
blev modtaget af hans ndsfravrende venlighed.

Ivar Holt flte sig underlig lammet. Et menneske var get fra ham og
havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke
vride sig fra, den var lsset p ham; enten han vilde eller ej, var
der ikke andet for ham at gre end undersge sin egen fortjeneste og
vrdighed. At nske foragteren ad helvede til -- det kan man gre,
nr andre hrer p det, overfor en selv er det utilfredsstillende;
slige nsker l desuden ikke for hans temperament.

Frst interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et
mistillidsvotum -- digteri, manglende indtgt. Hun syntes en gang, at
hun s noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde p
noget oplevet og gennemtnkt; men dem har jeg fet en nat p
Mlkevejen. Et udtryk i mine jne, der kunde vidne om livets alvor --
men det er den sregne migske mangel p duelighed til livet.
Mennesker er vmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst
til at vre, hvad jeg ikke er.

Men efterhnden som han gik, oplstes den smrtende knude inde i ham;
kun en lille hrd, uforanderlig knast blev tilbage og markerede tiden
med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det
var ikke bedvet af sult og trthed, da han kom hjem, og da han
vgnede, ellers vel til pas, nste morgen, var hans frste tanke:
Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og s huskede han det
straks. Men det var ellers godt vr og tegnede til at blive en smuk
dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og s solskinnet falde ind
nede fra tvrgaden, tnkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg
ikke er meget mere ulykkelig.




Noget af det vrste, Ivar Holt kunde huske fra sine drenger, var nr
han skulde op og i skole i den mrke rstid. Nr han ved halvotte
tiden lukkede gangdren op og s ud i den sorte blst og i regnen, da
forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men nr han fik
skindhuen ned i panden og hnderne begravede i lommerne p den lange
kappe, og regnen forgves piskede p de tykke fedteldersstvler, da
fyldtes han altid af en stor hyggeflelse. Han krb grne lidt
sammen, lukkede jnene halvt og slog kraven op om rene; s var han
utilgngelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en
tomme af ham; han havde en fjerdingvej at g, men kunde grne ha get
en hel mil, for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han
var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af
snavs rundt omkring; ovenover, et milehjt hav af regn og mrke; han
var et uhyre lille vsen p bunden af regntykningen, men han modstod
det hele. Mon folk tnkte p, at den vde klump, der arbejdede imod
blsten, var fuld af varm lyksalighed indeni?

Ogs som voksen bevarede han den vne til at hylle sig ind, nr livet
gik ham imod. Han krb sammen og gjorde sig hrd, lukkede sanserne og
lavede drivhus indenfor, hvor jegflelsen skd vildt op i den
tropiske hede. Men tilvrelsen slider hul p de fleste pansre,
hudlsheder er uundgelige, et eller andet sted siver der noget ondt
ind; ogs i drengerene kunde det hnde, at en stvle var utt, og da
var glden ufuldstndig.

Ivar Holt gik og svedte og frs, stenvinden var slem dette forr, og
livets kr var ubillige. Herregud, at mgtig dumhed gjorde sig
sdanne anstrngelser for at sl ham ned! Skulde man ikke tro, at han
var den store og farlige, mens det tohundredrige blad var den lille
og betrngte? Dr sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og
slagtede en slle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i
sparekassen. Lad ham d af sig selv, han er ingen samfundsfare.

Ude ved frihavnen mdte han Lynggren.

"N, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at rnberg er dd. Dr
er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretren. Du var i
stand til at kunne blive anmlder. Der skal skldes ud naturligvis.
Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed
var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar."

"Synes du, det vilde vre en passende stilling for mig? Isr nu, da
-- --"

"Skidt. Selvflgelig blir du ndt til at rose Kasbjerg, men hvad, s
hvner man sig og gr det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lgger
mrke til det. Det er ens private tilfredsstillelse."

"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter
den behandling, de har givet mig?"

" -- rnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han
tnkte. Men det vigtigste er, at du er jo hverken pervers eller alt
dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo
noget, enhver kan se. Det m du prve at forklare dem. Der er smnd
ingen dernede, der er gale p dig; gamle rnberg forstod dig ikke, og
s skldte han ud, du kan vel nok forst, at det hrer til i ordenlig
journalistik. Men g ned og snak med redaksjonssekretren, han er den
fornuftigste, og tag noget bedre tj p, du kan godt lne en syl af
mig, og forklar ham, at du er et meget medgrligt menneske, og at du
bare vil ha lov at skrive om blt og grnt og -- det kan du nok selv
sige p en pn mde."

"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer mig til?"

"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske
veksler eller brkke ind og stjle pengeskabe. Men du sger da for
fanden vel nok den plads?"

"Du forstr vel ikke, Lynggren, at jeg hader det blad?"

"Nej, gu' gr jeg ej. Hvis du vlter med din sikkel i en bunke
hesteprer, s hader du vel ogs dem! Hvad rager det dog det
sprsml, om man skal leve, eller man skal d af sult?"

"Alene det at trde op dr og lave mig til -- -- for resten ved
hverken du eller nogen anden, hvor medgrlig jeg er."

"Nr man frst lrer mennesker at kende, blir man altid medgrlig.
Selv om man fr lyst til at spytte p dem, s opdager man dog, at de
kan bruges til noget, og det gr straks, at man blir mere
menneskelig."

"Der m vre andre udveje, Lynggren, det er umuligt andet. Det kan
ikke vre ndvendigt, at jeg slger mig selv."

"Hr min ven: du m sgu hellere g til et gammelt, konservativt blad,
for dr er nu mere spillerum. Selvflgelig er de sure og sre, men
disciplinen er slet ikke slem; de ser og hrer s drligt. Jeg vilde
ikke anbefale dig et radikalt blad, for dr har de nu mundering og
klaptr og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i
geleddet. Du kan aldrig f nogen friere stilling end den, der nu
tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgs nogle gamle stdere og
vogte p din mund."

"Jeg tr ikke, Lynggren. Jeg tr ikke slge min frihed. Og der er en
uhderlighed i det, som jeg ikke sktter om at hrde mig til."

"N. Jeg ser, at monsren er en stor digter p mnen, men en nar p
jorden."

", det er slet ikke s vittigt, det kunde jeg selv ha sagt."

"Des strre nar er du da. Men nu vil jeg ikke lne ti kroner p dig.
Det vil sige, hvis du trnger til en syl -- --."

"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan
kbes, nr jeg blir noget ldre."

"Det tror jeg med, men s er det for sent. Kre ven, gamle
slubberter, dem er der ingen pris p. Det skal vre unge. Ja -- og s
farvel."




I lbet af forret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt
menneske, der trngte til at lre retskrivning; han kom midt p
eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde ogs
vre det samme. Det havde ikke lngere nogen betydning, at marken var
grn, og himlen bl. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den
solgt. Det var en lettelse; det leddelse dyr var en forfrer. Ivar
Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv
med den, der drikker, og den, der gr endnu vrre ting. Han sgte
ogs en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje
r med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke.

Nr han havde undervist sin time og sad alene tilbage med
bevidstheden om, at han nu havde rd til at anskaffe sig for
fyrretyve re af livets bekvemmeligheder, s tnkte han p, hvad han
havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse.
Det faldt ham ikke ind, at lidt uhderlighed i dette tilflde kunde
ha vret p sin plads. Nr frst man er pekunirt ovenp, fr man nok
rd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i
vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsvrger han
de smsnyderier, der hrer til for at komme ind i spillet.

Men det tnkte Ivar Holt ikke p. Han sad hjemme hos sig selv og
smagte fattigdommen -- den virkede snarere som brme end som gift --
og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gre i hans sted, men
han fandt ikke p noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham
som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var
skabt til at vre rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i
sin sjls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis
han havde en guldklump p otte og halvfemsindstyve pund, vilde han
grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og s vilde han,
hver dag det var godt vr, g ud og stte sig p denne kampsten og
fljte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder.
Halvandet pund vilde han mske skrabe af til at opholde livet med.

Hans ntter hjemsgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de
slap ham ikke, fr det blev lyst. Om dagen kunde han trste sig med,
at det strngt taget ikke var umuligt at sl sig igennem livet som
vagabond, men mrket tog tilliden fra ham og nedbrd hans sind. Der
kom jeblikke, hvor han vilde slge sin frihed for en ringe pris, men
hvornr kom der en, der vilde kbe den?

Han gik sjlden ud. Det gjorde ondt i ham, nr han s mennesker med
hrde, snavsede hnder; sdan en nve var mere vrd end hans elendige
sjl. Men s blev han igen oprrt over sin egen selvforagt; denne
flelse l slet ikke for ham. Han mtte le ad sig selv, nr han flte
sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en
misforstelse af et skammeligt tilflde. Hvordan han var skabt til
at vre, det kunde han sige aldeles njagtigt, han behvede blot at
huske en af sine sikleture i godt vr. Det var ganske forfejlet, nr
sorg bankede p hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke
ved at udvise strre energi. At han skulde fortvivle, det var lige s
unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham
til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke
fordringsfuldhed; han mtte jo kende sin egen natur. Man forlanger
heller ikke, at et appelsintr skal blomstre og bre frugt i
Grnland.

Hans bestemmelse l klart for dagen, den tvivlede han ikke et jeblik
om. Hvis der alts var nogen hjere mening med, at han var indrettet,
som han var, s mtte der ske noget; det mtte snart komme, nu da han
var s langt nede. Dette hb var hos ham om dagen; om natten kom
panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor
skrnten hldede hen ad.




Det skal nok hnde en mand -- selv om han ikke er sig nogen god
grning bevidst -- at der en dag p hans drtrskel str en ung,
_altopofrende_ kvinde med vildt hr og veltalende jne. S glider et
fornuftvsen et jeblik ud af sin bane og begr en drskab, som i
naturens husholdning er hj, vrdifuld visdom, og hvis han er et helt
uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde
magter, der bevirkede, at en kvindes jne kom til at hvile p ham med
velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til
ham, som ikke vidste, hvor han skulde g hen og plukke den.

Ivar Holts sjl skd op gennem en miledyb s af tavshed og ensomhed,
da det bankede p hans dr. Hans hjrte slog hurtigere, mens han gik
hen for at lukke op.

Det varede noget, fr han kendte hende. Uskyldige bl jne,
forfjamsket hr, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde
djvles hedt med en tilgngelig mand. Det var Teologine.

Nu vilde han ikke netop ha nvnt hende, om nogen havde spurt ham,
hvad han mest trngte til i hele verden. Dog bad han hende ikke g
pokker i vold, han var jo selv p vej derhen og var derfor i en ydmyg
forfatning.

Hun vilde grne -- lidt forpustet -- sige goddag og se, hvordan han
boede.

Han tnkte sig om. Jo, smnd. Nu huskede han et varmt, rundladent
faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter,
her kom kapitalen til hvning; vrsgo, kom indenfor.

"Det var Dem, der var s sd den aften. De var med Lynggren."

Ja; s forklarede hun, Lynggren skrev alts i aviserne, det var det
hele med ham. Man var ndt til at -- --

Hun s fornrmet ud og gik tilbage mod dren. Han tog hendes hnd og
frte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han
s nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine
raffineret barnlige jne.

"Og De er sangerinde," sa han, mens han tnkte p, hvor fattig en
mand kan vre.

Ja. I dette jeblik vilde hun grne ha vret noget finere for hans
skyld.

"Men jeg kommer aldrig p variet!"

"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem."

Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mndenes
almindelige hob, han var helt optaget af at se p hende, men vidste
ellers ikke, hvad han skulde gre. Rummet om ham var fuldt af stille,
smilende lykke; det gr loft var bl himmel, de snavset marmorerede
vgge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed,
den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra hele horisonten
strlede den ind p ham. Nu skete der endelig noget af det, som var
lovet ham for lang tid siden.

De s p hinanden, indtil der mtte ske noget. Hun gemte sit hoved
ved hans bryst, det kunde ikke vre andet, og s kom de til sde p
hans sofa, hun p skdet af ham. Dr sad den uerfarne mand med
problemet lige over sig; hvad vilde det nu vre mest hensigtsmssigt
at gre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm
ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, s
l det nr at klappe hende p kinden, og det gjorde han. Virkningen
var jeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans frste forsg p
rigtige krtegn. Han sad i held den gang.

Dagen gik.

Verden var blevet anderledes. Sortrde, gldende kobberskyer dkkede
himlen, vinden gik i korte, tunge std; der var forventning om noget,
der skulde komme. S stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt,
dkket rvnede langs den stlige horisont, og gennem den bl klft
vltede sollyset ind over den forbavsede jord, hvorp der stod et
eneste grt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens
muldet flammede mrkt, stod han ret op mod himlen som en
menneskefakkel. Det bl er forbigangent, verden er blevet rd.

For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke s stort ud, men
hun s, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev r eller
ligegyldig bagefter, og hun hrte ham sige, at han vilde gifte sig
med hende, og at han var lykkelig.

Nr blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det
fattige barn, hun gav den eneste skrv, hun ejede.




Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom
nr han i sine drenger gik til skole en regnfuld vintermorgen og
efterhnden samlede en masse privat forlystelse under sin varme
frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad
Vesterbrogade; folk s efter ham, og enkelte forhrte sig om, hvem
han var, idet de ventede at hre et navn, der var bekendt i landet.
Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fljtede sig et stykke
"Lohengrin"; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han
havde lst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han
fandt morskab i at st stille og klappe en venlig danois, og imens s
det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjl. Han var
ben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov nve
kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsls. Kun den
ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der l over hans
ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at g uden om ham; de
forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner
ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham g
alene.

Ivar Holt tilbragte hele dagen ude p landet og forfattede under
sagte fljten en lyksalighedsteori, som han glemte i det jeblik, han
blev frdig med den. Krnen i hans teori ld ellers som flger:

Den sande lyksalighed bestr i at ha uendelig megen tid til sin
rdighed og ikke at mrke, at man bruger den.

Da han kom tilbage til byen og s andre menneskers ansigter, faldt
det ham ind, at ogs han mtte gre noget for sin fremtid. Han
henvendte sig til fire redaktrer og fik tre afslag. Den fjerde, som
var den mindst fine, spurte, om han kendte noget til samtidige
forfatteres intimere oplevelser, og om han kunde levere bladet en god
roman om dette mne. Dertil mente han nej og gik.

Jeg kan alligevel ikke anerkende tilvrelsens alvor, tnkte han, mens
han sad hjemme og ventede p Teologine. Jeg lrer det aldrig. Jeg kan
ikke engang lre at se p et alvorsmenneske, uden at jeg fr kvalme
og ond samvittighed. Og dog kan jeg godt se den hjere styrelse, der
stadig forsger at f et alvorligt menneske ud af mig. Den sendte mig
til Kbenhavn, for at jeg kunde blive embedsmand; jeg selv gjorde mig
til digter. Den fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf jeg
kunde se, i hvad retning jeg i s tilflde burde udvikle mig, men jeg
blev i uskyldigheden, tilfldigvis. Den hjere styrelse tilbd mig
Henriette Ravn som alvorskone, og da jeg lod hende g, kastede den
mig Teologine om halsen; hende havde jeg, inden jeg rigtig vidste af
det, hende har jeg. Godt. Hende beholder jeg. Men jeg m ikke ta ud
p en grftekant og ingenting bestille, derfor er jeg nu igen blevet
straffet. Bare det kunde hjlpe noget, at jeg kan alt det udenad, som
veltnkende mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med at skrive
bger, men jeg kan ikke holde op med at vre digter. Kunde jeg blot
skabe min sjl om til en grovsmeds sjl -- nverne kunde endda g an.
Men det er desvrre noget vrvl. Og her har vi s Teologine.

       *       *       *       *       *

"N," sa hun, da de hen p aftenen var blevet s vidt ngterne, at de
kunde tale om forretninger, "hvor meget tjener du s ved dine bger?"

Ivar Holt pegede p en kasse ved siden af kufferten. "Fedtebrd og
cervelatplse," svarede han.

"Ja, men s indbringer det vel en del at skrive i aviser," fortsatte
hun alvorlig uden i mindste mde at finde hans svar morsomt.

"Det gr det. Men mig indbringer det ikke noget, da jeg ikke skriver
i aviser."

"Hvorfor gr De ikke det?"

Hvor kvinders jne kan ligne hverandre, tnkte han. Og nu har jeg
igen gtemandsfornmmelser.

"Og hvorfor blir Deres bger ikke rost noget mere? For jeg har hrt
folk sige, som har forstand p det, at De skriver udmrket."

"Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterre kliker; nu
kaldes det fagforeninger. Nr man ikke har sine papirer i orden, fr
man ingenting for ulejligheden, hverken ondt eller godt."

Hun s forvildet p ham. I vrelset bagved afjamrede frelsermndene
deres allerindstndigste aftenbn.

"Hvad lever De da af?"

"Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad, for resten? Jeg fr en
stilfrdig lyst til at sl de mennesker ihjel, som spr, hvad jeg
lever af."

Han s panik i hendes jne; hun var bange for fattigdom, havde
rimeligvis fet for meget af den en gang. Frelsermndene sluttede af
med et gudsjammerligt: Am--n!

"Nu gr jeg," sa hun. "Jeg gr!"

"Ja vel; jo. Vist gr De. Det var jo rigtig sdt, den tid det varede.
Husk nu p for fremtiden at stte penge i sparekassen; tnk p mig,
og husk det. S -- er det s slemt?"

"De m ikke rre ved mig! Jo -- det mener jeg ikke -- -- De har vret
s god. Men jeg er bange for Dem."

"Ja. De opfatter mig symbolsk. S er jeg heller ikke hyggelig. Ellers
er jeg rar. Det kunde blevet godt med os. De er den eneste -- -- jeg
m ha lov til ikke at kunne mere for bevgelse. Men hvis De vinder i
lotteriet, s kan De komme og gifte Dem med mig. Jeg skal ikke banke
Dem, fordi det er Deres penge."

Fr han kom ind igen, smilede han til noget ude i mrket. "Det
forslr endnu ikke," sa han.

Fra frelsermndenes vrelse trngte nu allehnde, ganske verdslige
lyde ind til ham.

Han satte sig op p bordet, dinglede med det ene ben og spidsede
lberne.

Her sidder jeg og fljter, tnkte han.




Hvor menneskelighed er, dr er ogs en udvej, selv om vort hb og
vort eje er blevet fortret af luerne -- lg s for resten mrke til,
hvor forskelligt det skaldte menneskelige er. Ti een fylder det
umttelige rum med bnner, een begynder at bygge op igen, een roder
sig vanvid til i asken og slbes bort af tre strke mnd; to knytter
nver og ryster dem mod himlen, gr derefter bort, den ene hnger
sig, den anden drikker sig fuld -- alt dette er menneskeligt.

Men der kan ogs findes den, der stter sig p en sten og fljter en
melodi. Hans livsbegreb er s fordrejet -- perversus kaldte Romerne
det --, at elendigheden gr ham til humorist, han bestrider livets
alvor. Han har ingens medflelse, for ham er der ingen udvej.

Ti den hngte begraves, og den drukne -- stakkels mand -- reddes af
rettnkende p et drankerasyl, den gale forsrges p en anstalt, den
bedende har valgt den bedre del, og den byggende skaffer sig et nyt
hus -- deres menneskelige adfrd bragte dem alle ud af elendigheden.

Men ham, der fljter, er der ikke noget at stille op med. Han duer
ikke. Lad ham stikke piben ind, den nar! Han er ikke noget alvorligt
menneske, det kan man hre p hans fljten. Han m sejle sin egen s.
Vi kan ikke gre noget for ham.

Imidlertid -- det kan jo ske, at mennesket med fljten er af pn
familie. Hans faer er en gammel mand med agtvrdige gr hr, hans
moer er en hderlig kvinde. Der skaffes ham en plads p et kontor,
900 kroner, han er reddet. Retsindige folk glder sig, sknt de
ryster p hodet. Det kan jo grne vre -- -- men han har rigtignok
ikke fortjent det.

       *       *       *       *       *

Ved nytrstid rejste kontorist Ivar Holt ned til sin nye plads. Det
var endnu lyst, da han tog fra Kbenhavn, men det blev mrkt, inden
han nede sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfldets venskabelige
symbolik og sgte at genkende de landskaber, han krte igennem, det
var s lnge siden, han var blevet befordret med jrnbane. Det
regnede stort og tungt, ruderne var dkkede med de perlesnore og
kller, som regnen dannede, idet den faldt. Markerne rejste sig
udenfor som sorte mure, vejene var gule floder. Han sank hen i en ds
og havde det hel godt; endnu var der varmt forinden, og livet var til
at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; nr han fik rullet sig
solidt sammen, kunde de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags
ondt havde adgang. Et jeblik faldt den sandsynlighed ham ind, at nu
kom han ikke til Italien. Farvel, fljelsbukser og solskin. Men det
gjorde ham ikke noget, han sad usrlig i sin krog, tiden gik
umrkeligt, som noget tungt, der flyver tavst gennem mrket; ingen
aner noget, fr der kommer et dumpt std -- --

Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var det hans eneste nske,
at han kunde f lov til at blive siddende, han vilde ha afstet en
stor del af sin ln for at kunne kre videre, s lnge den salige ds
varede -- aldrig havde han haft det s godt; denne overgang var endnu
vrre end at st op en vintermorgen for mange r siden. S stod han
ud.

Blsten bredte sig over perronen, regnen slog i en bue ind under
taget. Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor
han uforvarende blev lukket op, s at den ddelige kulde slap ind. I
aften var det srlig slemt; der mtte vel ogs nok vre en vis
fremgang i det.

Han vilde frst se toget g; den fornjelse havde han fortjent. En
mand gik baglns med en fljte i munden, hvinede og spyttede fljten
ud. Lokomotivet udstdte et hyl og begyndte at hoste store klumper
hvid damp op gennem skorstenen, de frste sad godt fast. Ivar Holt
gik ud p skinnerne og s en mrk firkant, der blev mindre og snart
viskedes ud i regntgen.

Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud p en bred plads. De
sorte, lysplettede klatter p den anden side det var vel s byen. Ude
over markerne krb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt af
sted; men en lille hund forstyrrede ham i nydelsen af synet:
Vv-vv-vv! Han belnnede dens iver ved at svinge hndkufferten
efter den. Dette gjorde den s overhnds arrig, at den gede vv-vv
med voksende hastighed, indtil al rytme faldt bort, og det blev til
et langt, sammensmltet  -- --.

Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede sig over plret.
Dybden overtraf vel ikke hans forventninger, men det bandt skoene
langt strkere, end almindelig vejvlling gr. Han stod stille under
en lygte, lftede den ene fod og undersgte belgningen med en
pegefinger. Det var vist kalk, der var i.

Bladlse trer og en hk dannede gr, uredelige bunker p den anden
side af vejen, men et sted var der et sort hul, og en svagt skinnende
stribe plre viste vej ind i mrket, dr gik sandsynligvis en smge
op i byen. Men frst skulde han over plret, overgangen antydedes af
en smal stribe sten; han samlede al sin flesans i stvlesnuderne og
vovede overgangen. Der var fortov; p den ene side en hk, p den
anden -- han prvede med en fod og fik den til sig igen, det slap med
et lille, velbehageligt smask --: plre. Det blev snart mrkt igen,
han lod kufferten g i hkken, s faldt han ikke ned til den anden
side. Hov, dr var nok en krumning, og se: langt fremme, i den anden
ende stod der en lygte og ventede p ham. Han hug jnene fast i
lyset, og hans gang blev sikker.

Se se. Her vadede han nu i mrke lige op til jnene, kun en lille
rdlig lysplet holdt ham oppe. Der var ikke meget igen af ham nu, det
var nsten drukning. Han stod stille i mrket, han og lygten s p
hinanden. Nr han skelede, kunde han ogs se sin nse, nedefter s
han slet ingenting. Mrk -- obscur. En anmlder havde kaldt ham
obscur, rimeligvis p grund af hans frkhed mod sine kollegaer. N,
men videre. Lygten stod benbart p den anden side af vejen, for nu
fik han tendens til at g ned i plret. Der mtte alts beregnes en
vis afvigelse. En mand gik forbi i mrket, lige i hlene p ham
fulgte stank af en shagpibe. Ivar Holt fik lyst til at hre sig selv
tale midt i alt dette mrke. Vidste han, hvor skomager Andersen
boede?

Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, som han gentog
flere gange. Ivar Holt sa mange tak og fik til gengld beliggenheden
indskrpet nok en gang. Tak, godnat. Godnat. -- -- Og det er det
eneste hus med frontspids, rbte manden efter ham. Tak. S havde han
fire kendetegn p sit hus og kunde ikke g fejl.

Fjerde hus fra apoteket, tredje fra nste tvrgade, bager Svendsen
skrs overfor, frontispice. Nu kunde han ikke rende fra det med nogen
rimelig undskyldning.

Foran indgangen l en sump, midt i sumpen en buet trbro. P frste
sal boede familien selv; to fag vinduer, hvis gamle, solbrndte
gardiner lyste gulligt som trveaske. Ja, s --. Han tog tillb og
sprang midt op p broen. Fra gaden faldt der lys ind i gangen, han s
en trappe, der vred sig op i mrket. Den knagede forurettet, da han
gik op ad den. Bag en dr snakkedes der; grov, hjrtelig latter
vltede gennem de mange uttheder ud til den fremmede, der allerede
havde lavet knoen til.

Her str jeg, Ivar Holt, en vldig nar for Herren, slet, fordi jeg
ikke slog; jeg tlmodige ryg, der skal komme til at erkende albuerne
p dem, som maser sig frem over mig. -- Men nu har du imidlertid fet
et levebrd, bank s p, og hold op med at mane dig selv frem.

Han bankede; vrtinden kom ud, en ldre kone med hatteknage i
underkben.

"Mit navn er Ivar Holt," sa han, sknt han i jeblikket nsten havde
tabt al mulig fornmmelse af sin egen identitet.

N ja. Vrelset var i stand, nu skulde hun vise ham det. Straks efter
kom hun med en lampe.

"Jeg har hldt betrolium p for i aften," og derefter gik hun med
overbevisningen om at ha fet en pn logerende.

Han stod midt i vrelset og s sig om.

Fire ngne, smhullede vgge, en gulmalet trseng, kldeskab og en
skeletagtig servante med en jrnring om livet. Midt p gulvet, over
et rdbroget gulvtppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt
udtryk ved det, at klapperne var slet ned. Det syntes at ha kendt
bedre dage, men nu havde det opgivet alting og hang med rene.

Ivar Holt satte sig p bordet og flte sig gennemstrmmet af et
hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. Men fy hvor det sorte vindushul
gabede efter ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gre
gardinsnoren ls; en to alens ledstolpe skramlede ned og halede et
kugleblt rektangel efter sig.

S var der ikke mere at gre. Han satte sig igen op p bordet og lod
de fire vgges ngne rhed skinne p sig uden at reagere. Det var nu
alts kommet til hndgribeligheder mellem ham og tilvrelsen, og han
kunde i jeblikket ikke finde p noget, som det vilde vre
hensigtsmssigt at gre.

Med den bevidsthed sad han ubevgelig en times tid. Lige straks havde
han krusningsfornmmelser af kulde, men det faldt bort, efterhnden
som den kaloriske ligevgt kom i stand. Desuden rrte han sig ikke,
og s er kulden uflelig. Man kan fryse ihjel p den behageligste
mde, nr man kun afholder sig fra enhver bevgelse.

Men det er svrt at sidde stille i lngden. For der er et sted i den
menneskelige organisme, som str i srlig forbindelse med
ddsangsten, det er vist omkring mellemgulvet. Benene kan blive
kolde, hodet tomt, det hindrer ikke; man er p vejen nedad, men s
kommer der et svagt ryk nede under hjrtet, man springer op og griber
efter livet. Kulden kan arbejde sig nok s forsigtigt ind i ens
legeme: der kommer et jeblik, da den rber sit slgtskab med dden,
og man slr fra sig.

Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, indtil han fik
al sin varme igen, og s gik han i seng. Han gldede sig altid
inderligt til at falde i svn. S snart han var kommet under dynen og
havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, s var alle
bekymringer forbi. Hvad der l uden for dynen, var fra da af ganske
ligegyldigt, og han sov altid godt.

Men i aften narrede svnen ham. Sengen var klam, og han svedte
ubehageligt. Han l sig trt p ryggen og p bgge sider,
svnlsheden blev en tung byrde, som han ikke kunde kaste fra sig.

Udenfor rumsterede den vde blst. Den kogte langt borte som en uhyre
gryde, den kastede sig med rabalder over husets gavl og knaldede nede
i grden som vde lagener: den kunde puste lnge og jvnt som et
sundt ndedrt, og den kunde futte af i dumpe eksplosjoner i de
snvre smger mellem husene. Den smldede regnen ind p ruderne som
et ls kosteris, den peb og brummede, spillede bde fljte og
kontrabas og alle stemmerne der imellem. Den udstdte hyl, der fik de
lykkelige, sovende mennesker til at vende sig p den anden side og
sove videre, mens de vrige, der ikke lngere havde nogen
hvilestilling, de kunde indtage, vred sig i deres trthed og flte
det blse koldt under hjrtet. Stormen og regnen forberedte lukkede
og mrke sind til morgendagen, meget arbejde gjort og liden glde
derved. Ndvendigheden af, hvad der m gres, gik som en kold vind
over det vde land; klam, muggen besindighed dryssede ned fra den
usynlige himmel. Det blev ikke mange, der stod op med halleluja!
nste morgen.

Ivar Holt l i dvale. Han var lige trt p alle leder og flyttede sig
derfor ikke mere.

I Firenze, tnkte han, dr drejer mske i dette jeblik et lykkeligt
menneske om hjrnet af -- -- lad os kalde det Rue des Oranges, da vi
ikke kan italiensk. Han knejser og har hnderne p ryggen,
aftenluften viger bldt og silkekligt til side for ham, idet han
gr. Han str ben for alverdens lykke, han er ikke krummet af nogen
bekymring. Han er s lykkelig, at han str stille og ikke kan mere.
Han er s overhnds glad, at han knytter hnderne, terne krummer sig
ned i stvleslen. Inde i skyggen, hvor ingen kan se det, brister han
i vild latter og vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og
gr ud mellem de andre mennesker. Det kan godt vre, at der gr sdan
et menneske nede i Firenze p hjrnet af Rue des Oranges. Hvis han
har haft det ilde (og det har han, siden han er s lykkelig), da
tnker han sig, at et sted, i et sort vrelse, belejret af vd, dsig
storm, ligger et menneske, der ikke har det som han. Der kan meget
vel g et saligt menneske i Firenze og tnke p mig. Det gr kun et
lille skr i hans lykke.

Han er over, hvor jeg nu er under. En str p toppen og har den halve
himmel over sig, en anden ligger langs sin egen ryg p bunden og ser
en rund skive himmel p strrelse med en femre.

Manden nede i Firenze har som bestilling -- foruden den at indehave
et betroet ml af lykke --, at han afbalancerer mig. Sdan indretter
verdensvisdommen det. Den gang Teologine lb fra mig i rdsel, var
der i Central Afrika en neger, der slbte af sted med sin nykbte
kone, hjem til sin hytte. Sligt m afpasses. Vi kan ikke ha for meget
af den ene slags p eet sted uden modvgt, jorden fik ellers en
rystelse, den slog en kolbtte, men de vise grkere havde ret: kuglen
er det fuldkomneste legeme, til ethvert opad m der svare et nedad.

Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Han gik ned ad Rue des
Oranges: foran ham krb hans sorte skygge p maven, han og skyggen
havde fdderne flles. Det viste sig, at Rue des Oranges frte ham
ned til havnen, dr satte han sig p en fortjningspl, strakte sine
fljels bukser mageligt fra sig og strg sig ned ad brystets stribede
flonel. Med sine ngne fdder gravede han sand op mellem brostenene
og tesede det med storten og dens sidekammerat, ti af lang vane med
at g barbenet var hans ter blevet yderst bevgelige, ligesom de
ogs havde genvundet deres velskabthed fra drengerene. Han rullede
en sigaret p det venstre lr, hvor der i tidens lb havde slidt sig
et blankt sted, for man m erindre, at det var p andet r, han gik
med de fljels bukser; om et par mneder vilde det blive ndvendigt
at foretage rulningen p hjre lr. Lngere inde p havnepladsen sad
hans kreste, der handlede med appelsiner. Hendes hr, der skummede
luftigt ned over panden, var lysere end hendes ansigt. De havde nylig
spist frokost, appelsiner fra hendes vogn og desuden brd, som de
kbte hos deres gamle veninde, madam -- -- signora Carlotta. -- --
Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis til at bestille s
meget, at han kunde tjene sin ene forndne -- -- lira.

Det var varmt. Nakken var kold og klam at fle p, som den skulde
vre. Derved kom han for resten til at tnke p et menneske, der l
langt nede i den sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tnke p.
Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, men heldigvis var
hans stilling sdan, at han uden ubekvemhed kunde ha bukserne
hngende p tre knapper.

Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket tt sammen, himlen
var klappet ovenp, og verst i klokken stod solen og holdt ved lige.
Nr han rrte benene, svalede det helt op over knerne, det kom af
den klige luft, som de lyse fljels bukser gemte i deres rummelige
beholdere. Der l en ringe fugtighed over hans hud, det var sdan
indrettet, for at han ikke skulde f solstik; og i hans sjl var der
svalt og stille, der var grnt og gyldent. Nu var det net; han
skulde ikke tiere op i stjrnetgernes forrygende hvirvler, for han
havde fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, han havde
sin kreste, sin egen tid og sit solskin, hans ven solen vgede altid
varmt over ham.

Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske farver i flodens
vand: blodskum, blodskorpe og helt ned til dselbrunt, og der var
sygelige byldefarver, gult og et rdt, der ikke er til at sige, men
intet af det forstyrrede hans sjls gyldne fred.

Tvrs over floden l en fabriksskorsten, stiv og ubevgelig. Men s
kom der en bd, skorstenen blev elastisk; fortykninger lb ned ad
dens krop, som var det en slange, der i umdelig fart slugte en kalv.
Bden kom nrmere, skorstenen forlngedes og forkortedes, den
fjedrede voldsomt og gik i stykker, den blev til en rkke tykke,
teglstensrde orme, der parredes og foer fra hinanden, og s gik
bden over og smadrede den fuldstndigt. Men endnu lnge efter l
skorstenen hen over floden og vred sig med nervse jag gennem hele
legemet, frend den faldt til ro.

Ivar Holt vgnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra
Susen; p en af sine lykkelige dage -- de stod optegnede og
nummererede i hans kalender -- havde han set dette billede i Susens
vand.

Det var s mrkt inde hos ham, at han ikke formede at samle
indtrykket af sin egen personlighed, han smltede hen i mrket som
flydende sjl. Han vidste ikke, om hans hoved eller hans fdder
vendte imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og rullede
gardinet op. Blsten pulsede koldt ind gennem vinduet, sveden p hans
krop blev ligesom til isslag.




Igen en gang var det blevet forr. De fede kastanjeknopper, der altid
er s sangvinske, var allerede sprunget ud og stod og frs med deres
ngne, grnne kroppe, mens bgen, som er srlig dansk og kendt med
forholdene, s tiden an og krvede garantier, fr den vovede noget.
Nattergalen kom ogs en gang, den sad med vat om halsen hjemme i sin
rede, hostede og ns, men i alle moser og vandhuller vikarierede
frerne af en god vilje. Udenfor brlede vinden, indenfor brlede
ilden, men vinden var nr ved at vre den strkeste, den trngte ind
gennem sprkker og huller som kolde knivsblade og isnende spyd, det
var ikke let at beskytte sig imod forret. Folk kunde ikke begribe
det klima, erklrede de tyve gange om dagen, sknt man skulde synes,
de snart mtte kunne det udenad, men det viser mske, at vi ikke har
det klima, som svarer til vort sindsanlg.

Mnd gik og holdt sig i kraven. Deres lyse sommerbenklder var brune
p knerne af regnen, og bagtil havde snavset gjort dem stive som
lder. I rendestenene lb vandet s brunt som brme. Smdrenge, der
gik med opsmgede rmer og syntes at befinde sig ypperligt, jog med
lange kppe ind under rendestensbrtterne, hvor vandet samlede sig,
og nr det kom frem med alt snavset fra den trre tid, gav de det et
hurra og skyndte sig til nste brt.

Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha sin sdvanlige mosjon
fr aftensmaden, var regnen holdt op, og vinden havde lagt sig noget.
Han styrede ud ad skoven til. De vde stier lyste i aftensolen,
landevejene l blanke hen mellem markerne. Det hrtes langt bort, nr
hjulene skar i det vde grus.

Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. Man kunde
komme til at fryse ved at se p trernes kolde stammer, man vadede i
forklelse, luften var drivende fuld af snue; der hang nsedryp p
enden af alle kviste. Han bredte en hnd fladt ud p brystet og
rmmede sig. Oppe i halsen havde en bronkitis begyndt at stte sig
fast, han forstod godt, at det var kulden, der begyndte at erobre
ham, den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste sommerntter
kvrkede kulden ham, der var ingen pardon. De frste r var han kun
forklet om vinteren, nu var han det bde vinter og sommer; i dette
forr havde det begyndt at stikke lngere nede i brystet, erobringen
skred frem. Han vnnede sig til den, og for resten kunde det godt
helbredes endnu; nr han en gang blev velhavende, vilde han gre
noget alvorligt. Navnlig rejse syd p, for der mtte jo vre den
varme, der kunde f kulden til at slippe sit bid. Her hjemme fandtes
den ikke.

Men det tnkte han ikke s meget p nu. Tiden efter at kontoret var
blevet lukket og indtil aftensmaden var den bedste p hele dagen; han
flte da friheden s strkt, at han ikke behvede at tnke p noget,
selve det at drive omkring var beskftigelse nok; tiden gik af sig
selv. Om ikke andet havde han dog den fornjelse at mrke, hvordan
appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde den undertiden
komme lige p en gang, den slog sig p knerne, han blev ganske svedt
og mtte g langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmltidet tog grne
en time. Der blev leet og talt meget, de var s mange, at han nmt
kunde forsvinde i det hele, for han sa ikke noget, han holdt mest af
at hre stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der blev sagt,
og nr han tillige s ansigter og hnder, der bevgede sig, -- det
betd for ham ikke andet end forskellige pletter og striber, der
passerede hen over hans nthinde -- s kunde han lettere falde hen i
sin dvaletilstand; den var altid s tryg, nr der var en del
mennesker til stede. Han var efterhnden blevet rd for ensomhed; at
vre alene med sig selv -- det var som at st overfor en kreditor,
der kan f i sinde at trkke en ubehagelig fordring op af lommen, men
i andres nrvrelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han
tiden ud om aftenen, og hvis der blev nogen tilbage for at samtale
efter bordet, s gik _han_ heller ikke hjem, ti nu var der en
ubehagelig overgang, der ventede p ham, men nr han kunde, s snd
han den og udeblev s lnge som muligt.

Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik hjem. Det vil sige, han
kunde endnu vinde en kort frist ved at g sig en tur, hvad der nok
kunde behves, da han led meget af en grdet fornmmelse i hodet, men
han var s trt efter aftensmaden, han tnkte ikke p andet, mens han
gik, end at vlge sig et hus, et tr eller et andet mrke, hvor han
havde lov at vende om. Nr dette fandtes, havde det lille drama net
sin kulminasjon, handlingen gled jvnt hen mod sin slutning: at
komme hjem til ingenting.

Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt boede i. Aldrig s snart
havde han sat foden p det frste trin, fr en alderssvkket jamren
opstod i det brstfldige trvrk. Det klagede sig foroven, nr han
trdte forneden, og i det jeblik, han nede sin egen dr, knirkede
det endnu bebrejdende op til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og
klage.

Han stod inde i sit vrelse og stttede bgge hnder i bordpladen.
Hvad s? Lige i tiden s han ud ad vinduet, men om lidt, hvad s?

Det gr med fortvivlelse som med s mange andre superlative begreber,
man kender nok navnet, men man ved ikke noget nrmere om dem. Ivar
Holt, der dog ikke var s meget digter, at han vilde tilsnyde sig
hvd p ualmindelige sjlslidelser, mtte indrmme, at han ikke
vidste, hvad fortvivlelse er. Det kunde nok ske, nr han om aftenen
kom hjem gennem mrke og regn og havde fundet tndstikkerne og
vidste, at han i nste jeblik skulde se de tomme, snavsede vgge
stille sig op omkring ham i en snver firkant, s kunde han sige til
sig selv: Dette her er forbandet. Vil der ikke komme noget
forfrdeligt, et svrd, der gr igennem min sjl? Sker det ikke nu,
om lidt?

Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom aldrig. Han havde
en gang set en kraftig, ung pige grde p en perron, fuldstndig
desperat, s det var en skandale, trerne lb, ansigtet var
fortrukket, der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse --
-- sdan noget vilde aldrig hnde ham. Men han var ogs en fattig
karl. Andre mistede kone, brn, penge -- altsammen rigtige,
materielle ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han havde
aldeles ingen respekt for dem og agtede dem ikke vrdige til det
smukke, alvorsfulde ord: sorger.

Mens han tndte lampen og sgte at holde styr p den lange tunge, der
altid vilde slikke glasset sort p den ene eller den anden side, s
meddelte han sig selv, at han ubestridelig var vrre stillet end de
fleste mennesker, hvorefter han lftede jenbrynene og trommede p
bordet, som om han havde en tilskuer til sin overlegenhed.

Hans tilfredshed var i virkeligheden ogs tlelig. Den betryggelse,
som der ligger i 900 kr. rlig, der med tiden kan stige til 1000 og
mske til 1100 kroner, befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig
s dybt ned i panik som fr, og reaksjonen bar ham heller ikke mere
s hjt til vrs. Og kontorarbejdet regulerede hans sind. Han var
skabt til at vre en nogenlunde fredelig svrmer -- han var hverken
oprevet eller neurasteniker, som anmldere havde forsikret -- og mens
han frte den samme tilvrelse dag efter dag, faldt der aske p hans
brndende sjl.

I den frste tid havde han haft mange voldsomme opsving, de kom altid
hftigst om formiddagen, men s var han ved kontorarbejdet, og det
skulde passes. Da forekom han sig selv som en forbryder, der frkt og
dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, men han bjede
sig ogs for den indsigt, at netop deri bestr en betydelig del af et
menneskes liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han smukke
skriftsteder om ddlse drmmere, udelukkende til sin private
afbenyttelse, og samtidig gjorde han sig klart, at han egenlig ikke
var digter, ti en retskaffen digter render fra det hele, ud p de
vilde marker, eller p hodet i blkhuset, hvis han er af den
produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, han passede sin
grning som en jvn og bramfri mand, og samtidig havde han en
fornmmelse af, at det tjente ham bedst at afkles og falde til ro.
Det var ogs det, der skete, og det gjorde, at han flte sig strkere
og mere samlet. P den mde skulde der g nogle r, og s -- --!

rene gik ogs, men det, der skulde komme efter, lod vente p sig, og
han vnnede sig efterhnden til slet ikke at tnke p det. Det
mrkedes, at formiddagen var taget fra ham, den bedste del af hans
tilvrelse skret helt bort. Imod dette tab betd fritiden fra
klokken fem kun lidt; da var dagens mon allerede s udpint, at der
ikke kunde gro noget op, inden han skulde i seng. Men s kom det
undertiden til gengld midt om natten og holdt ham vgen og slap ham
ikke, fr han stod op og lettede sit sind ved hjlp af pen og blk,
men det var der ingen glde ved, mange gange fandt han sig hellere i
svnlsheden.

Senere, da hans ntter mere blev optaget af hoste og drlige nrver,
blev de ptrngende ideer borte, og han kunde med frelst samvittighed
blive liggende.

For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine vner, troede
heller slet ikke p det; s snart han blev fri, kom alt det gamle nok
igen, under fastere former, men vrre var det, at han stadig stod s
fjrn fra andre mennesker: deres ligegyldighed graviterede om ham
som en kold atmosfre, hvorigennem der ingen frdsel kunde finde
sted, hverken til ham eller fra ham.

Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men der var glas om ham.




Bnderpigerne i den stlige del af Jylland, for eksempel omkring
Vejle, synes at tilhre en lidt sregen race. De er hje og
bomstrke, men gr ganske godt p deres ben. Hnder og fdder tar sig
sm ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke
bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt. Det kan grne
falde dem ind at gi en lidt sentimental sang, med mange vers, til
bedste i en jrnbanekup, hvis der da ikke er altfor kritisk udseende
mandfolk til stede, og nr de har sunget deres vise til ende, er de
ikke utilbjelige til selv at le over den. Hvis de har vret p
hjskole, hvad de som regel har, s bringer de grne et lille
harmonium med, frste gang de drager ud i verden. Deres jne er blide
som deres stemme, og allerede fr deres tyvende r har de et udprget
moderligt udseende. Deres kinder danner store, svagt rundede flader,
de er ikke s tykkindede som deres frnker p erne. Deres navne
vidner om forldrenes gammeldags troskyldighed, de hedder med
forkrlighed Karen, Kirstine, Maren og Signe. Det er stilfrdigt
glade piger, som man grne trffer i landets hjskolehjem. Nr de fr
plads i en by, mlder de sig straks ind i en sangforening samt
begynder at g i kirke, bgge dele for at f anvendelse for den
smukke stemme, der grne vil bruges. De er i reglen mere andgtige
under salmesangen end under prkenen.

Signe Kristjansen, datter af grdejer Kristjansen fra Vejlekanten,
ankom frste Maj med kufferter, komode og harmonium til den lille by,
hvor Ivar Holt virkede som kontorist; hun skulde vre frkenpige p
hjskolehjemmet. Det varede ikke mange timer, fr hun var klar over,
at det var et godt sted at vre. Manden i huset hed fru Schmidt, hun
var gift med herr Schmidt, som rg tobak. Signe fik en forfrdelig
pn velkomst af fru Schmidt, og herr Schmidt, der kom nummer to som
den mindst veltalende, forsgte ogs nogle venligheder, der var bedre
ment end udtrykt.

Efter aftensmaden spurte Signe, hvem den tavse herre med det lyse,
spidse skg var. Det var en herr Holt. Fru Schmidt vilde grne
opmuntre ham lidt, nr bare hun vidste, hvordan hun skulde bre sig
ad, men han var ikke syg og heller ikke misfornjet med at spise der,
s der var vel ikke noget at gre ved ham. Signe syntes, han s rar
ud. Ja, han var i det hele taget et umdelig pnt menneske. Han havde
udgivet nogle bger en gang. Schmidts havde kbt den sidste af dem.
Nr man kendte ham, s var det nu en meget god bog; der var rigtig
knne naturskildringer i. Signe vilde grne lne den bog, for hun
kunde allerede godt lide hr. Holt. Ja -- han var da heller ikke
forlovet, men det var rigtignok en lille ln, han fik, for et
menneske i den alder.

Om aftenen foredrog Signe ikke s sjldent en salme eller en sang,
der ikke gik for hurtigt, p sit harmonium, og s samledes der grne
et lille damekor om instrumentet. Det var s hyggeligt, syntes fru
Schmidt, og Schmidt ledsagede musikken med sin tobaksrygning i den
anden ende af stuen.

Ivar Holt sad ogs grne og hrte til. Han fik det indtryk af sig
selv, at han var blevet gammel, siden det interesserede ham at lytte
til salmesang. Han kom virkelig i stemning ved det, og han vidste
heller ikke, hvorfor han skulde ngte sig den luksus at blive
sentimental over en flok unge piger, der sang. Nej. En sdan stolthed
passede sig ikke for ham. Han var jo ikke en mand, der reprsenterede
noget, han behvede alts ikke at prtendere nogen som helst slags
overlegenhed. Han var en slagen mand mellem tredve og fyrre.

Synet af den naive, glade ungdom gjorde ham bitter. Den fortalte ham
om det tabte og uopnede. Bagefter kunde han g hjem i sin r stue og
med et strg af en tndstik tvinge sine fire vgge til at vise sig.

En aften spurte Signe, om ikke han kunde spille. Han rejste sig
overrasket og kom hurtigt hen til harmoniet. De unge piger skiltes ad
i to grupper med rigelig plads i midten. Jo, han havde en gang kunnet
spille klaver, for mange r siden. N, ja for Signe havde nogle andre
stykker for harmonium, som skulde vre s knne, vidste hun, men de
var for svre til hende. Hun vilde grne hente dem.

Og hun skyndte sig at lbe, idet hun nynnede under vejs. Ivar Holt
stod midt imellem de to grupper unge piger, der ikke vidste, hvad de
skulde gre, nu Signe var borte. De, der stod nrmest ved ham,
skubbede til de andre og fniste genert. Ivar Holt var ogs genert,
han flte stillingens urimelighed, s lnge Signe ikke var der. Men
hun kom snart igen, nynnende, og bragte et harmoniumalbum med. Det
kendte han naturligvis altsammen. Han bladede det igennem og mente,
han vilde forsge at spille "ses dd" af Grieg. Pigeflokken gled
sammen i en klump, s sre han anbragte sig ved harmoniet.

"Det var knt," sa Signe, da han var frdig.

Ja, han havde kunnet spille lidt en gang, men det var snart glemt, s
lnge det var siden.

"Det er da en skam," sa Signe og vendte sit lyse, hderlige ansigt
imod ham og smilede.

" -- nr man aldrig har kunnet noget, s -- --"

De andre unge piger trak sig lidt tilbage, de kom vist ikke til at
snakke med alligevel, men de vilde nok hre, hvad det blev til, s
havde de i alt fald noget at drille Signe med.

"Nu vilde jeg nske, jeg kunde huske begyndelsen af 'Lohengrin', s
skulde De hre --"

Signe vilde forfrdelig grne hre bare lidt, og det viste sig
virkelig, at han kunde huske en del af det.

"Det var dejligt!" Signe stirrede p ham i plakat henrykkelse. Det
blev sommer i hans sind, da denne varme strmmede ind p ham. Han
mindedes den lysende spalte, som solen undertiden tvinger frem mellem
skyerne, idet den str op.

Nu tar jeg varsel af dig, Signe. Dit ansigt skal flde en gudsdom
over mig. Lyver det -- blir det lgn, som jeg nu tnker, s -- --

"Undskyld," sa han meget behersket, "jeg m hjem. Hvis De grne vil
ha det, skal jeg spille noget for Dem en anden gang. Godnat."

Signe blev forskrkket midt i sin henrykkelse og fik lige tid til et
smil. Godnat.

Han gik ud ad landet til. Det var meget mildt, vindstdene kom over
ham som runde baller bomuld, svbte ham ind og spredtes s rundt om.
Himlen var synlig, og mod vest lyste horisonten endnu svagt; husene
l langs med den som mrke, tunge klodstrv, i hver af dem skinnede
der en rd gnist. Ved alle grde, han kom forbi, stod der halmstakke
og sydede i den smule blst. Inde p en bivej kom langsomt en
siklist, der skubbede en bvrende lysvifte foran sig.

Det var en stille, hyggelig aften. Himlen hang nr over jorden, og
intet sted hrte man noget til svre lyde; tilmed var det s lunt.
Stormen, der gr verden bred og vild, var faldet til en undertrykt
blsen, og ingen regn malede hele verdensrummet sammen til en
uendelig bl rg. Verden var til at overkomme, menneskene kunde
beherske den med jne og ren. Det var en behagelig aften.

Men der er mennesker, som reagerer, nr verden synes at skrumpe
sammen om dem. De blir selv klemt sammen, og der opstr et hftigt
modtryk inde i dem. De fr trang til at sprnge snverheden uden om.

Ivar Holt havde udvidelsesfornmmelser, der tog til i styrke, jo
lngere han kom ud ad landevejen. Nu var verden samlet om ham igen,
men han kunde bre den, han lod sig ikke knuse.

Da han var blevet varm, kunde han g mere stille og tnke over det.
Nr han kom hjem, skulde han huske at stte et rdt krys og et nummer
ved denne dato. Mon det ikke var nr. 46, han var net til, nu i sit
syv og tredfte r? Det var s lnge siden, han havde haft nogen
lykkelig dag at optegne.

Ja -- og s var der Signe. Han stod stille og smilede op i mrket.
Hvorfor skulde han nu ikke tilst den ting for sig selv? Hvad havde
han at bestille med stolthed og selvflelse eller bare med almindelig
fornuft? Nej, et menneske som han, der ubestrideligt omgikkes med ene
fakta og var hrdet i kendsgrninger, ham smmede det sig ikke at
borteskamotere en indset sag. Alts: han var forelsket i Signe. Eller
-- ja vel, han var ikke forelsket, men s blev han det i lbet af
ugen.

Han blev s ivrig, at han en gang imellem snakkede hjt og lo.

O, Signes lykkelige, idylliske ansigt! S skabt til at beskinnes af
solen som nogen kornmark. Der er danske pigers ansigter, som har
drukket sol, og solskinnet i disse ansigter slukkes ikke igen.

Snart mrkede han ikke mere til, at det var mrkt; solskin, opbevaret
fra forrige tider, slog ud af hans sjl, han kom hjem i fuld
skrsommer.

Klokken var ni. Han tndte lys og spaserede en stund omkring i
vrelset, langs sine fire vgge. S bankede det pludseligt.

"Godaften. Jeg s, De havde tndt lys, jeg troede nsten ikke, jeg
skulde trffe Dem, for jeg har allerede vret her en gang."

Det var en ung mand, som fr havde vret p slagteriet sammen med
Ivar Holt, nu var han kommet til Kbenhavn og havde det godt, hvad
hans fine tj, srlig hans ny vinterfrakke, ogs nok tydede p.

Ivar Holt stod stille i et hjrne af vrelset og betragtede ham
uvillig. Dette er et menneske, tnkte han, og alle de varme fantasier
var borte med det samme.

"Vrsgo og st Dem ned."

Disse vgge var for resten ikke en passende baggrund til en mand der
havde sdan en flot overfrakke. Den fremmede flte det ogs selv, han
satte sig p et hjrne af stolesdet. Og for at afryste det
uhyggelige indtryk, som han slet ikke havde vret belavet p,
begyndte han at tale om sin stilling. Den var meget ordenlig, nu var
han allerede net over de tre tusende kroner om ret, men det kunde
blive mere endnu, mske gik han til udlandet, forholdene her hjemme
var alligevel s snvre.

"Her nede gr det vel ellers ved det gode gamle?"

Ivar Holt var forlngst faldet ned fra sin hjde; han havde fundet de
ydmyge steder, som det undertiden anbefales at sge.

Han gik her og blev til ingenting, sa han, og fik ingenting for det,
men inds godt, at der var en vis logik i det forhold. Han vidste
ikke, hvad jeblik det gik i stykker: bestyreren havde meget
beklaget, at han ikke kunde g op til de 1200, men det var get
tilbage, og ikke frem, som han havde ventet. Han mtte formodenlig
vre glad, hvis han i det hele taget fik lov at beholde pladsen.

Mens han talte, flte han for alvor, hvordan stillingen var;
fattigdommen l over ham som en lammelse; han var sig bevidst, at
hans stemme ld klagende.

Den anden rejste sig i samme jeblik. Ivar Holt var frdig. Han
knappede sin overfrakke om sin diplomat og brstede sin hat med
hnden. Han mtte se at komme af sted; dette her var uhyggeligt. Da
han kom, havde han ikke tnkt sig, at han besgte en vordende
proletar. Det var nok bedst, han s at slippe vk. Han skrabede i al
hast nogle talemder sammen: Der var jo ingen fare, slagteriet gik
jo fremad, havde han hrt, og s mtte lnnen jo ogs stige. Ellers
kunde han jo sge til Kbenhavn -- og -- farvel -- han havde for
resten travlt.

Han trykkede Ivar Holts hnd, hjrteligt og med bortvendt ansigt, som
om han frygtede for en anmodning om pengeln. S skyndte han sig ned
ad trappen, han vilde se at komme med nattoget, den andens elendighed
havde set s gte ud, det var nok ikke vrd at tve. For resten vilde
han grne ha lnt ham halvtredsindstyve kroner en gang for alle.

Imens sad Ivar Holt deroppe og forstod den velstillede mands
hastvrk. Det var en hel ynk at se ham f travlt med at slippe af
sted; i det jeblik var han nsten den mest beklagelsesvrdige af de
to.

Ivar Holt flte sig som en stakkel. I det jeblik, det duelige
menneske ser sig trykket under og ikke kan komme op, s gr han noget
galt, han ver vold mod det, der uden hans skyld knuger ham ned,
eller mod noget andet, der ikke kan gre for det. Den duelige mand
hader aktivt, han lar det g ud over nogen. Staklen skammer sig og
gr under.

Han kunde ha lyst til at rende efter den anden og sl ham ned. Nu
rejser han bort med evig, uigenkaldelig ret til at ynkes over mig, og
jeg finder mig i det. Den, der har noget, knapper sin ny overfrakke
mod den, der ingenting har. Jeg kender det, for mig er der knappet
til. Nu venter jeg blot p den dag, da en tilfldig, intet vidende
hl trder mig ned. Jeg er en ngen snegl p alfar vej.

Han stod midt i vrelset og stirrede, men pludselig blev det ligesom
sort omkring ham, og inde i mrket nikkede det, usynligt og
uhyggeligt, som et varsel fra den ubjelige gud, den mellemting
mellem skbne og tilflde, der regerer livet.

Han trrede sveden af panden og tndte sin pibe for at kunne tnke
mere koldblodigt.

Tilvrelsens ligegyldighed er utvivlsomt gavnlig for de fleste. De
brndende sjle isoleres, de fles som frastdende og naturstridige,
menneskenes flertal vender sig bort fra dem, de er usunde, kunde
afstedkomme eksplosjoner. De er heller ikke praktisk anvendelige og
stdes derfor ud i samfundets kroge. Manden med det brndende sind
kan g hen i en krog, vende ryggen til og glde ind mod vggen.
Samfundet regulerer sig selv: de, der er for varme, drives s langt
ud i kulden, at de afkles, indtil de blir brugbare mennesker, eller
indtil de fryser ihjel. Hvis verden var indrettet som et drivhus
efter nogle enkeltes behov, s forkulledes flertallet og smuldrede
hen.

Lav kunst ud af din varme, eller bliv afklet til et almindeligt
menneske, eller frys ihjel. Menneskehedens temperatur kan ikke
ndres, livets kulde er uforanderlig og ndvendig.

Ivar Holt gik en omgang rundt i vrelset, satte sig derefter p sit
bord og lukkede jnene. Hans sind, der i flere r havde vret tomt og
koldt, blev flsomt og levende. Han fik igen en gang det fulde udsyn
over sig selv, og han anskuede det menneske, han kunde vre blevet.

Der er mange, der ved, hvordan de helst vil ha det, og der er nogle,
som ved, hvordan de helst vil vre. De har haft en strk og hel
stemning, hvor deres personlighed brd igennem, og i et nu har de
flt sig som den, de i allerbedste fald kunde udvikle sig til.
Senere forhold har mske hmmet denne udvikling, men alligevel kan de
til tider f besg af deres jeg-mulighed.

Ivar Holt huskede et forr, han huskede et menneske, hvis lykke var
en stille og uforstyrret flamme. Samtidig s han den lykkelige mand i
Firenze, hans skbnes mand, der en gang var siklet tt forbi ham og
havde revet ham ud af sin bane -- -- nu drejede han om ad en gade i
Firenze, hvor solen skinnede ned i al sin fylde -- --.

Ivar Holt sprang ned fra bordet og sa halv hjt: Men jeg gifter mig
alligevel med Signe.

Hvorefter han gik i seng og sov -- fraregnet hosten -- som et
lykkeligt menneske.




Signe Kristjansen var s ren. Det kom vel noget af, at hun havde
vret mejerielev; der var en sund, lys friskhed over hende, der
mindede om noget s delt som nykrnet smr. Hun var i sin tid
nydelig i mejeridragt, og endnu gik hun grne i kjoler, der lyste, og
med hvide forklder. Hendes brede hnder var ikke meget modtagelige
for vask og groft arbejde, det var sdan en medfdt gave. Hendes
ansigt var bldt og bevgeligt, man kunde ligesom modellere i det, og
hun lavede villigt de tilsvarende miner, det var morsomt. Men hvad
der var betagende ved Signe, det var den langsomme inderlighed,
hvormed hun snoede en arm om ens hals og trak til, og hele den
stilfrdige mde, hendes hnder kom een i mde -- -- det var nmt at
se, at Signe var en god pige.

Grdejer Kristiansen blev ikke henrykt over forlovelsen;
han henvendte sig frst til sin ven, Signes forrige lrer,
hjskoleforstander Thorkildsen, der undersgte sagen nrmere. Til en
begyndelse lste han Ivar Holts bger. Hm ja -- de kunde rigtignok ha
vret vrre, og manden passede jo sin bestilling; han vilde tale med
Signe. Signe var overbevisende, Thorkildsen blev grebet, her var
knyttet et hjrtebnd, han hilste p manden og lste bgerne en gang
til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, men nu kunde han
dog godt se naturskildringernes betydelige sknhed, og forfatterens
sdelige alvor var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl,
desvrre var hans talent blevet aldeles miskendt. Thorkildsen skrev
til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og
litteraturkender Brgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger
tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe?
Dette lovede Brgesen. Det vilde heller ikke vre vanskeligt at
skaffe Ivar Holt -- med de sprogkundskaber -- en bedre plads.
Forlovelsen blev deklareret.

-- Den mand, som en vinternat er faldet igennem en vge og har slet
sine hndled til trvler p den bristende is, indtil han slber sig
derfra med dde ben, han har gennem rdslen lrt noget af livets
dybde at kende. Den, der har set sine kre d, han ved noget om liv
og dd; selv den, der har kmpet sig frem mellem gld og spiritus og
er beladt med verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den
stille, hderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, som passede
sig selv, vogtede p sin sjl og skuede op til stjrnerne -- han, som
tosser og kvinder kalder indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har
han at meddele?

Sdan tnkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af sin slgts historie.
Det var folk, der havde set noget af verden, Signe havde meget at
meddele om dem, og foruden den flles fremtid vidste hun ikke noget
bedre at tale med sin kreste om. Hun fortalte godt, og han hrte
til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, der intet havde at
berette. Signe mindede ham om en anden ung kvinde, der ogs syntes at
ha haft en missjon med ham; nu ptog Signe sig missjonen, efter at
ti r var spildt. Han trykkede sin hnd mod siden og hostede -- --
nej, ikke spildt. Brstfldighed spilder ikke tiden, undergang
benytter hver time; dden arbejder, om s alt andet driver de
kostbare r hen.

Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortl mere, elsk mig
mere, se om du kan gre en usselig digter til et menneske. Ti r er
spildt. Vr rask, Signe.

       *       *       *       *       *

Det blev forr. Ivar Holt kom sig; han rettede sig betydeligt og blev
et bedre menneske; han genfandt selvflelse fra forrige dage. Hans
helbred bedredes, han opdagede, at lykke er sund. Signe var
strlende, sknt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte
ham og var for ham, men s kunde han ogs sige: Signe! som ingen
anden mand i hele landet.

Han blev igen nvnt som forfatter. Der var blade, som anmodede om
bidrag. Vilde han ikke skrive mere? spurte Signe. Han rystede p
hodet og kyssede hende.

Det var forr hele Maj mned, lys og varme tog til, og derefter blev
det sommer; Juni fortsatte i samme spor. Ivar Holt ventede snart at
kunne stte et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men _den_ var
endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes almindelige geled.

Den kom en Sndag eftermiddag, da han sad p en sten nede ved
fjorden. Solen stod svidende over ham. Men han var ikke glad; han
tnkte p, at om han nu havde haft Signe hos sig, s havde han vret
aldeles lykkelig. Det kunde han njes med nu, men fr havde verden
vret strre. Snart fik han vel en bedre stilling, en god kone, brn
mske, og s skulde han alts til at blive et menneske som andre. Men
nu da solen skinnede sdan, vidste han godt, hvad han var, og hvad
der aldrig lod sig ndre. Han tilhrte en art mennesker, der har den
opgave at udd, han var mske den allersidste af en udslukt stamme,
og i dette jeblik kunde han d uden at mrke det, hans sjl var lys
og tom, den fungerede nsten ikke mere.

Nr jeg sger at begribe mine medmennesker, tnkte han, da slr min
begriben tilbage, jeg kommer til at spekulere over mig selv. Jeg
tnker forhistorisk og fr aldrig fat i noget flles menneskeligt,
fordi jeg er uden for alt fllesskab. I Amerika findes min art ikke
mere, i Europa er den under udryddelse. Men mske vil mine fossile
knokler en gang f stor vrdi; et af Europas store museer kan grne
ende med at blive min fremtidige sarkofag, og der vil blive udgivet
illustrerede vrker om aftrykkene af mine hjrnevindinger.

Jeg kan finde mig i at d ud, men mtte det dog bare forundes mig,
digteren, den lykkelige stakkel, at sidde under solen, for resten af
mit liv, p en sten ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens
konomi ikke bre det krafttab, at jeg sidder her og intet udretter?

Han huskede en mand, der var ringere og klogere end han, og som havde
sat ham i en bog for at vise ham, hvordan han burde vre, hvis han
skulde reddes for livet. Han inds bogens store sandhed. Nu sad han
her og solede sig: han havde ikke fulgt anvisningen, var ikke blevet
fordrvet eller skamls, sknt det kunde ha reddet ham menneskeligt,
og s havde han aldrig haft ndig at skyde sig som manden i bogen.
Uhderlighed var blevet ham tilbudt, han kunde ha solgt sin
samvittighed, men han gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslet
under resignasjon.

Han mlte den vej, han var sunket, og hans sind blev vildt. Mange rs
tryk havde holdt ham nede, deres mange hverdage havde drysset aske p
ilden, og ved forsigtig, jvn anvendelse af trstesls ensformighed
kan et menneskesind knuges uhyre dybt ned, uden at det kvles eller
reagerer, men kommer der pludselig noget lykkeligt til fra en anden
side, da m der ske en eksplosjon.

Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom forstod hinanden.
Dengang fattede han alverden. Liv og dd, der kmpede; kraft, som
styrtede, og kraft, som steg op -- alt det foregik i ham, hans sjl
var verden. De frembrydende spirer og de vilde lyster, dden, som
henter kraft fra forret, livet, der sger den samme sted, -- alt det
husedes i ham. Dette tilbud gjorde naturen ham: Vlg! Alt er dit. Og
han lod sig skrmme bort fra det altsammen. Han, der bedre end nogen
anden mtte forst sommerens kald, han havde svigtet. Han skrev en
bog om dette kald; den havde mske gjort nogle mennesker gale, han
selv blev from og bange efter den. Det begyndte med et jebliks
panik, senere dryssede asken ned over ham og sgte at slukke.

Men endnu en gang ste solen sin ild ned p ham, om han ellers kunde
forst det, og fra dette lys s han ind i de mrke r, ligesom den
lille dreng str ved den yderste lygtepl og ser med angst ud over
det mrke land, som han er kommet fra; han forstr ikke, at han har
haft mod til at g igennem det mrke, og for ingen pris gjorde han
vejen tilbage.

Heller ikke jeg gr igen ind i mrket. Signe, du har opnet det
modsatte af, hvad du vilde. Du har givet mit sind ny kraft, og dermed
forlader jeg dig!

Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre skridt. Han samlede
tingene ned fra sine fattige vgge og fra sine hylder og pakkede sin
kuffert, og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel til
nogen.




Salige er de, som ikke gr sig bekymring og uro for mange ting.

Alt er indsovet i lys stilhed, de dunede mlkebtter str forhekset
ubevgelige langs vejkanten, ikke et fnug krummes p deres hoder.
Solen er get i st. Lange, hvide skystriber ligger hen over himlen
som skinnende veje, der frer ind i saligheden.

Dr henad vandrer nu lykkelige sjle; hver dag springer en ny lille
skare op p de hvide veje, de gjorde sig ikke bekymring for mange
ting, nu vandrer de ud mod solen og blomsterne. Luften glider om dem
som dun og pelsvrk; op om deres fdder str sandet s fint og bldt
som mel. Mange dage senere ner de blomsternes store ocean; vinden
stryger over det, solstrlerne falder ned deri som gyldne strnge.
Rde, grnne og bl blger vlter sig efter hverandre; skum af hvide
roser sprjter op med hvert blgeslag, de saliges hoder forsvinder
under de hjeste blomsterblgers kamme, de evige rosers blade risler
kligt duftende ned over dem, og i dette bad skylles jordiske sorger
af de vandrende sjle.

Om morgenen sidder de salige p skyernes blde bjrgtoppe og ser
solen hejse sig op gennem det uhyre, bl hul. Solskinnet slr som en
brnding mod bjrgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de
saliges fdder, og snart sidder de helt oversvmmede af sollyset.
Solen gr sin gang, sknt ingen ser den flytte sig, det blir aften,
og gennem verdensrummets brnd bres mnens gule lygte op, mens
skumringens mrke vover skvulper om de saliges kn og bestnker deres
hoder. Da mindes de deres mindre lykkelige brdre p brndens bund,
under mnen, de svber sig i gr erindringers flor og sidder stille
natten over, mens de tnker p, hvordan det str til nede p bunden
af mrkets grft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af
deres bjrge.

De salige! Nu knitrer mlkevejens stjrner under deres fdder;
urtger hvisler op om deres skinneben, mens de gr. De drager ud om
morgenen og ser nye verdener dannes; stjrnestof snoes og omhvirvles
som krumme mllevinger af rummets krfter; de salige vader hen gennem
svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de
lmpeligt en komethale til side, og med hjre hnd skyggende over
brynet ser de tger spindes som p en rok, fde ild og skabe varme,
hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og
halvtredsindstyve billioner r. De vandrer videre, mens det er aften,
de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig,
og igen spyr dem gloende fra sig; de gr en omvej p en halv million
mil for at komme uden om erupsjonerne.

Nr en passelig tid er get, stter de sig p en udslukt sol og
prver at mindes vsner, der kaldte dem -- de salige -- drer. De ser
sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde p mlkevejen
kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og
opdager sjle siddende p fjrne skyer, og langt nede skimter de
lngselsfulde mennesker, der ser op -- endnu er der drer til; mange
skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag
sig, gale, uduelige, lykkelige.

Derefter vender rummets vandringsmnd sig og gr videre mellem
faldende verdener og fejende kometer, indtil de ner mlkevejens
yderste brink. Lyset skinner p dem, nu er de helt gennemsigtige og
ens, alle de menneskelige lidenskaber er smltede sammen og blevet
til lys -- som en hvid, brndende sol, og med et smil, hvori der er
et suk af lyksalighed, brister de ud over skrnten og oplses til
tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.




Da Signe fik at vide, hvor hensynslst Ivar Holt var rejst fra alting
og havde delagt sin egen fremtid, s forstod hun ham pludselig, som
hun aldrig havde forstet ham fr. Hun havde lst hans bger, som han
ndig talte om, og se: Nu viste det sig, at han var den, man skulde
tro. Ud af sit jvne sind og sin frste, store forelskelse fattede
hun, at han kunde -- mtte -- handle sdan, og mens de andre skreg op
og talte om sindssvaghed, og om hvad de ikke havde tiltroet en
alvorlig mand, s sad hun ikke i en krog med hjlpelse hnder og
grd; hun fortvivlede ikke ntter igennem. Det var s hjtideligt;
hun flte sig berrt af tilvrelsens storhed, hun blev elsket af en
mand, der ofrede alt det timelige vel for ideen.

Der kom snart brev fra ham. Kligt og ngternt fortalte han, at han
havde sluttet akkord med flere blade om en rkke artikler; det skulde
vre skildringer af Danmarks land, senere blev det rimeligvis
udlandet. Derfor havde han nu taget sin frihed med et ryk, hun skulde
ikke vre forskrkket.

Brevet var ikke med hensigt ligegyldigt, men han havde skrevet det
lige efter en af sine store dage, i et jeblik, da han tilfldigvis
kom til at tnke p hende.

Signe grd, mens hun lste brevet; denne skuffelse var vrre end
noget andet. Hvor var begejstringen, hvor var det store pust, der
havde drevet ham bort, og hvis fjrnere virkning hun ogs havde
mrket? Og hvor var det, hun inderligst ventede at hre: at det var
krligheden til hende, der havde givet ham kraft til at rive sig ls
efter s mange spildte r? Ti det skulde vre sandt; s mtte alt
andet i verden grne vre lgn. Han skulde blive stor, og hun skulde
ha haft sin lille del deri. Og s rejste hun ned til ham.

Hjskoleforstander Thorkildsen havde grund til at sige, at Signe var
den af hans elever, han ventede sig mest af.

Ivar Holt blev underlig til mode, straks han s Signe, men da hun
spurte, hvordan det gik med hans bronkitis, s svarede han, at det
gik godt, og var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig dag
sammen, men han talte ikke ret meget, hans fantasi var forelbig
trt, og han flte sig s frisk ved at g med en tom sjl. Det kom
ikke til anden forklaring mellem dem, end at han nu vilde sl sig p
journalistikken, og at det var dumt, han ikke havde gjort det for
lnge siden. Signe tav og ventede med fuldt hjrte, men der kom ikke
mere. Han lignede et menneske, der har glemt meget.

De passede ikke sammen den dag. Han havde fet sin lyksalighed s
fuldt, at han var bragt til et plantelivs-stade, hvor ikke engang
krligheden var ndvendig. Han kunde sidde ved en  og ryge sigarer
og lade den gldende aske falde ned i vandet; mere tiltrngtes ikke.
Han havde det som sjlene ved mlkevejens yderste skrnt, han havde
set og nydt alt og var frdig til oplsning. Men hun havde kun
skimtet livets herlighed; det forekom hende, at hun havde fet lfte
om hans storhed ved hendes elskov. Hun trngte til alt, som den, der
endnu er p jorden og har haft en benbaring om dens gode gaver. De
forstod ikke hinanden, hun prvede ikke p at tale om noget, men lod
ham holde hendes hnd.

Samme aften rejste hun; han skulde f lov at vre alene. Mens hun sad
i toget, sgte hun at forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin
storhed? Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun kom til
at huske p et foredrag om store mnd og store mennesker. De store
kan tit synes s sm, de kan vre forfngelige, latterlige, ofte
meget lastefulde, og ikke sjldent kan de gre et ganske ubetydeligt
og intetsigende indtryk, men man skal tro p dem. Ja. Signe troede
ogs p Ivar Holt, men det begreb hun dog uden vaklen, at sdan er
forskellen p det himmelske og det jordiske, at overfor det himmelske
m man begynde med troen, men overfor det jordiske dr kan man krve
noget hndgribeligt; det kan umuligt vre min pligt blot at _tro_ p
et menneske; jeg m daglig se beviser for, at han er den, jeg tror.

Hun huskede, at han en dag klagede over sine sm indtgter; hvordan
skulde det g i fremtiden? Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok
til os bgge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; det er det
bedste, der kan ske.

Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod hende ikke. Heller
ikke havde han givet krligheden ren for den indsigt, han nu endelig
var kommet til, og kunde han vel ha undladt at sige det til hende,
om det havde vret tilfldet? Vilde han forsmme en s herlig
anledning til at binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde?

Denne gang tog Signe ingen p rd, og fr somren var forbi, rejste
hun over til en familie, hun kendte, i Idaho, U. S. A.




                                        Idaho, den 24. August.

Nr du lser dette brev -- --

Ivar Holt rev det ned og tnkte: Nu tror du vist, du blir ulykkelig,
men du ved godt, at det er kun indbildning. S lste han videre: hun
vilde ikke vre ham til hindring, og hun kunde jo ikke vre alt for
ham, vidste han nok; han mtte g sin egen strlende vej alene.

Ja; hvorfor havde han undertiden s meget imod at vre digter? Flere
gange havde han endog helt afsvoret det, sknt han ikke slap fra det
alligevel. Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde nu ogs peget
p hans kald; vilde han ikke lyde vinket? Der var ikke lngere noget,
der hindrede ham. Nu skulde han i frd med sit digtervrk; han kunde
ikke mere undsl sig.

Der gik mske et r. Han levede af at skrive til aviser; afsides
kbstder og er, mrkelige gamle landsbyer skildrede han, det anss
for at vre godt. Men vrket mtte fuldbringes.

Han fandt naturen dd og tillukket. Jorden var et stort skaldyr, der
har krummet sig sammen om sine mrkvrdigheder og gemt dem i sin
mave; overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, han kunde
ingenting se. Og dog skulde vrket begynde p jorden.

Da han var ung, kunde han komme i stor spnding, nr han s langt ud
over landet. Han mrkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer
steg op, bvrende som bobler, men de brd ikke gennem bevidstheden.
Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev
nede, med tiden mtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu s
lnge efter, det kom af den megen frihed; hans sjl sgte atter at
udvide sig; uden om bevidstheden l en vidtstrakt, gr zone, hvor det
nu igen blev uhyre levende. Han kendte det s godt, dette fantasiens
dmrings-blte, der ligger uden om den klare erkendelse; dr var han
s tit tyet ud og havde haft sine strste jeblikke. Men han mrkede,
at der var sket en stor forandring; der var get en slsom vildskab i
anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var vrst om natten; da
hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev
til klarhed, ingen stor anskuelse brd pludselig ind p hans
bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningslse ord og
hele stninger. S mtte han st op, han gik om p markerne og talte
med sig selv for ikke at g fra forstanden.

Her str jeg og mrker, at jeg har en sjl. Jeg vil sammenligne den
med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast krne, og
uden om svver en verdenssky af meteorer -- det er anelser, der skal
trkkes til og gre kloden strre. Jeg har ret til disse anelser --
mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge
dem ind i min bevidsthed. Jeg fler dem som en blind, der mrker,
hvordan en uhyre genstand lydlst glider ham forbi og fjrner sig
igen. Jeg kan ikke undvre disse anelser, de udgr den bedste del af
mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden var kun det
forelbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har
jeg fordmmelige menneske i de spildte r tilsat min samlingsvne?
Fr har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet
ved min magt, nu er denne verden ved at oplses og flygte. Her str
jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har vret i mig; jeg kan g rundt
og fortlle, at de har vret store, ingen behver at tro mig. De, der
ikke har andet at bestille, kan frit hne mig. Jeg hrer til den
slags gale, der ikke lngere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker
ihjel, kunde jeg mske opn at blive sykologisk udgransket af en tre
res journalist. Men jeg gr det ikke. Det er min bestilling at st
ude p den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjl til
alle sider.

Han hrte den sorte storm puste rundt om sig, da han gik hjem. Udover
det mrkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham.

Der kom en tid, hvor det var koldt.

I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frs dygtigt om
vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det;
han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han p kulden og holdt
den fra sig, og han blev en del r ldre. Men nu en dag kom han igen
til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller
ddede benene. Den sad inde under hjrtet og vinkede ad kulden
udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at vrge sig imod.
Det er forfrdeligt og simpelt, at kulden er dden. Dden kan sidde
kold under hjrtet og rre sig, mens den venter en hjlper udefra.

For spgs skyld havde han liggende p sit bord nogle stykker rdt,
blt og grnt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han
ifrte sig -- efter en digters eksempel -- diplomat og nrmede sig
papirerne med bevbnet hnd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige
ryk, der fr hele verden til at synke rundt om en, s man sidder hjt
oppe p en ny jord?

En dag fik han s anskuelsen af sin afmagt. Den kom p en fredeligt
uhyggelig mde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfldigvis
i en udel situasjon. Han gjorde sig selv opmrksom p, at
erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mrkeligt
jeblik at indfinde sig i. Men sdan er det alts. Een begriber
tilvrelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tnder; en anden
bestemmer sig for selvmord, bedst som han skr ligtorne, og der kunde
nvnes plattere eksempler p, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke
altid ledsages af ydre hjtidelighed.

Men nu var han alts frdig, han var eks-mennesket, som jorden lnges
efter; han bjede sit hoved og flte grnsvren lukke sig over ham.

Der gik tid, han regnede den ikke lngere i dage og mneder. Han led
ikke mere af anelser, den gr zone affolkedes og lod ham i ro, hans
bevidsthed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, nr plene
rykkes op.

Han blev kold p sjlen, ti fantasiens gr, myldrende blte, som er
uden om, det luner og holder meget borte; dr bygges nye vrn i dag,
hvor andre faldt ned i gr; hbet har mange rdder dr, lyset brydes
og splittes i mange farver -- -- men er det en gang borte, s falder
den r kulde umiddelbart ind p den vrgelse sjl.

Alligevel, nr han s tilbage over sit livs fallit, da mtte han sige
til sig selv, at den kunde grne ha vret strre. Om han nu havde
vret gift og mistet kone og brn. Tab af sjl er s lidt, det er
ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans
fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt.

Det er min forbandelse, tnkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig.
Der er mennesker, som er rige p ulykker. Men jeg har tabt selve
tabet.

I denne logiske vanskelighed tjredes hans forstand som et fr, der
har snoet rebet om plen og str med mulen i jorden og venter.




P brakmarken uden for byen stikker knoldene deres gr snuder op
gennem det tynde snelag og snuser til den kolde Februarluft. Solen
str op og gr dem rosa, men ved middagstid blir de brune og blde
oveni som chokoladeklumper i varme, og brakjorden ser ud som en ret
mlkebrd. Landevejene grner svagt, og p flere steder er
hjulsporene smukt strgule, men inde i byen er vejene mrkere, og i
de lune smger ligger de hen som sort dyppelse, der overtrkkes med
skorpe, i samme nu solen er borte.

I mrkningen begynder vinden at vgne og flytte sig rykvis, som om
den ikke ved, hvad retning den skal ta; den kaster sig hid og did og
prver musklerne. Folk fr pludselig rene fulde af klaprende skrald,
birketrerne langs smgen mmer sig med tyndt mle, og den nye
halmstak ved brnderiet tar til at hvse. En avis flagrer som en
forfjamsket fugl op gennem smgen, lgger sig sammen p den ene og
den anden mde og ender til sidst i hodet p en gammel hest, der
stejler i vret, mens bagkroppen synker, s den et jeblik minder om
en giraf.

Vinden gr et par hop, der fr folk til at se sig om efter den,
som om den havde skikkelse; hatte trykkes fast, skrter samles,
flagrende flige indfanges, hoder snkes eller knejser alt efter
angrebsretningen, en gammel kone blir et jeblik til en ukendelig
ansamling skrter p to trskoben. Men lidt efter blir det stille
igen. Skyerne -- gulsorte som blk, der er trdt ud p et skolegulv
-- er net frem, og nu sner det.

Store klatter skynder sig ned, luften er levende. Nr man ser op, er
det hele lutter lysende prikker, der vokser i strrelse; man stirrer
ind i en uhyre gryde, hvor melflager stadig hvirvler frem i en tt,
levende vlling. Str man ude i det hvide mrke og ser mod en lygte
eller et oplyst vindu, da er det, som om et stort, tyndt fileret
uldtppe blev ved at synke og synke, som var det uendelig langt. Det
er et syn, der gir varmefornmmelser. Menneskene ser opsvulmede ud,
idet de gr under en lygte; dr rkker een sin arm frem, lige ud i
tppet, men han kan ikke holde det fast, det synker fremdeles, sknt
han griber i det. Stemmerne lyder tykt, som kom de nede fra en s af
bomuld. Hen gennem luften gr der tykke uldsnore, der straks
forsvinder i det vatterede mrke, det er telefontrdene, de er blevet
ganske stumme nu. Men se: Der kommer en hvirvel p uldtppet; der
ligger totter ud i krese som hrlaget p en hvid hest, der er svedt.
Det rykker frem og tilbage i tppet, der kommer tyndslidte steder p
det, men ligesom det vil g i stykker, bdes det med tusende nye
masker. Nu synker det ikke lngere, det trkkes hastigt sidelns, og
vvningen blir finere, man kan se trdene. Stormen er med i det, den
river voldsomt i sit vv, og efter hvert ryk blir det strkere og
tttere.

Nede p jorden blir det ogs livligt, sneen damper op i skyer, som
nr en melsk kastes ned fra et loft, derefter rives den med i den
store vvning, fres bort sidelns. De tykke uldsnore ind i mrket
brister og falder hen i stv, ligesom de var brndt til hvid aske, og
hvor de forsvandt, begynder det at synge.

Snestrler sprjter ned fra tagene; ud fra smgerne kommer de, p
maven, som hvide slanger, og de rejser sig og hugger de forbigende i
hodet. Ned ad tagene gr sneen slagvis i bne sirkler, som korn, der
kastes p et logulv.

Sneen har travlt, ude p markerne hrer man dens hvsen alle vegne;
den lgger sig i runde diger bag knoldene, den danner skarpe rygge
bag flintstenene, og ud fra grsstrene trkker den tynde, hvide
huder; grfterne forsynes med tungede tagskg p vindsiden. Men
efterhnden som blsten tiltager, flyver jorden bar p de hjere
steder, den skarpe sne sliber toppen af knoldene, og brune striber
trkkes langt hen ad markerne.

Folk skynder sig hjem. Det er et herrens vr, siger de fromme, mens
de andre kalder det fanden til vr, men ingen vil vre ude i det, for
de stoler ikke p vorherre, og de er bange for fanden. Ved hver
hus-ende passer stormen dem op og kvrker dem, og den str p lur
uden for husene; s snart en dr gr op derinde, fyldes alle
nglehuller med vrl, indtil man hrer et brag af en anden,
ubehersket dr, og stormen tier pludselig, som om den blev slet
ihjel med det samme.

Det blir nat; der stnges og slukkes overalt. Den beske frost breder
sig gennem alle stuer, og den sidder p vagt oven p sengene; hvis en
skulder eller et bryst kommer frem, stikker den med sin giftige nl
og planter en spire til dd i det levende.

Uden for byen ligger der et hus, en mumie af et gammelt, trsket hus;
stormen kender det ud og ind, gr lige igennem; menneskene gr mest
uden om det. Manden derinde er ved at g i seng, han str bjet over
sit bord, mens han lytter til den flyvende frost, der jager hen over
jorden som en blind, der har tabt alverden og er fordmt til aldrig
at finde det tabte igen. Kulden siver sagte ind i ham, mens han
lytter, men det varer lnge, fr han mrker det, han er s betaget af
den stemme udenfor, som var det hans egen ddsdom, han hrte oplse.
Men hosten minder ham; han skal i seng. Han blser lampen ud -- det
er ligesom mrket brd ind fra alle sider og kastede sig over ham. S
pakker han sig ind i sin gamle havelok og gr til ro. Underdynen og
halmen huler sig under ham som et trug, overdynens lg lukker for
oven, det er s koldt som i en ligkiste, kulden ligger hos ham. Han
fryser tlmodigt og skubber sig forsigtigt til rette, havelokken
beklager sig under dynen, for den er mr som en pandekage. S
indfinder alt sig i den fastsatte orden; varmen kommer frst, hosten
bagefter, den harver ham indvendig, fra mellemgulvet op til munden,
krummer ham som en fjeder og slipper ham igen; s kommer spydet, der
stikker i venstre side, og noget vrre, der flnger i hjre side --
intet udebliver, til sidst kommer trtheden og svnen.

Hen imod midnat lgger stormen sig, frosten arbejder alene. Den
binder det levende vand, der endnu rinder ngent i er og grfter;
fra bredderne lber strke, tykke ribber ud, isflader udspndes
imellem dem som huden p en svmmefugls fod; vandet vasker imod dem,
men de vokser alligevel; fra bgge bredder bygges der isbjlker ud
mod midten; et net af usynlige hr knyttes imellem, rives itu og
knyttes om igen, maskerne i det gyngende net blir tttere og tykkere;
inden solen str op, er det levende vand gemt.

Mennesket i det lille hus rrer sig uroligt i sin seng; endnu i svne
mrker han kulden. Han har ikke lngere sin ungdoms dybe svn, som i
alt fald for en tid svber den pinte sjl ind i et lag bevidstlshed,
der beskytter mod alt ondt. Kulden ner ham, som den ner det
rindende vand under isdkket, hvor der sidder kamme og takker og
stanser noget af det levende element, indtil der intet rinder mere.
Mens han sover, mrker han, hvordan han bundfryser, og han flytter
sig uafbrudt, hans bevgelser markerer tiden, som paukernes pp-slag
angiver takten under lange toner af fljter og violiner.

Drmme kommer og forsvinder som vindstd gennem et de hus. Nu sikler
han hen ad en bred landevej, der forsvinder i en krumning nede i en
grn dal. Mens han krer, synker vejen under ham som et brt, der
vipper; farten griber ham, mske var det endnu tid at springe af, men
han trder til. Trerne springer forbi med et st, kerne suser
baglns, som om de blev blst vk een for een. Vejen er nu kun en
sti, den krummer sig nedefter, og dog er han hjt over jorden,
stormen er et hylende orkester; foran sig ser han den skinnende
knivsryg, som han nu krer p, og s slynges han ud -- --

Han farer op i sengen og besinder sig straks, da han hrer vinteren
arbejde udenfor. Den frosne fjord skaber sig som et vildt dyr, store
revner lber brlende fra den ene bred til den anden.

Han synker tilbage i puderne som under et uhyre tryk, ild slr ud af
hans hjrne, han ser en hnd gre et kast i mrket, og karlsvognens
syv stjrner springer frem p himlen og sitrer et jeblik, inden de
hnger fast. Et menneske ligger hen over karlsvognen, med hnderne
griber han om stangen, og han sttter fdderne mod de to bageste
hjul. Der sidder et brkket spyd i hans venstre side, af hjre side
stikker en kniv frem.

Det m vre mig, tnker manden i sengen, idet han forestiller sig
denne smrte, og i nste jeblik er det virkelig ham. Kulden brnder
i ham som snehvid ild, og dybt under sig, gennem vinteren, der som et
hvidstribet mrke vlter hen over jorden, ser han en utydelig
skikkelse, der flytter sig uroligt, en varm menneske-, der snart
skal bortskylles af kuldens uendelige hav. Han flr spydet af sig,
river kniven ud og bjer vognstangen med sine hnders kraft, mens
hans fdder sprnger baghjulene fra, han styrter ned, og de lsrevne
stjrner hviner bag efter ham.

-- Mon natten snart er get? tnker han og sover ind igen, udmattet
af den anstrngelse at lukke jnene op. Det er mrkt, hvor han nu
kommer hen, tavst og tomt. Han forstr, at han er nede under verden,
p bunden af et hav. Ovenover er der storme, blger, skibe,
mennesker, lykke, ulykke -- hernede: intet. Uvr kan rase deroppe,
tangskovens blade rrer sig ikke. Sdan gr der hundrede r hen. Men
nu skal der ske noget; han fatter om et tr og river i det, mens han
har en ynkelig fornmmelse af at vre eneste, almgtig gud hernede;
vandet bevger sig, havbunden blir urolig, den hopper som et fl,
kaster ham af sig som en vild hest. Han laver jordsklv langt borte
fra menneskene, ingen mrker det.

-- Han letter hodet og ser op mod vinduets lysende firkant.
Stjrnerne skinner ind, snefoget er forbi. Vinteren har lagt sin
klle og grebet til kniven.

Men i hans nste drm blser det. Stormen driver en ngen sjl foran
sig, s let som et vissent blad. P sin flugt kommer sjlen forbi
mennesker, som ikke nser den. De stritter imod stormen; livet har
sknket dem modstandsvne. Her kommer en, svr af sin rigdom; en
anden trkker tungt af sted med sin gld, bgge klber ved jorden og
blses ikke vk. Den sorgfulde slber p sin modgang, den glade kan
nppe bre sin lykke, livet har lastet dem. Den ngne sjl blses
forbi dem alle, den er fragtet med intet, en tom sjl.

-- Han farer op og lytter: En forfrdelig skuren, som om et stykke af
jorden rev sig ls og gled af! Lyden kommer igen, hver gang han rrer
sig, langt borte fra, men han kan tnke sig, hvordan det vilde lyde,
hvis han var midt i katastrofen. Han ryster p hodet for at blive
klar: det er dynen, der skurer mod stolens ryg, men der er noget i
denne hndelse, som lnge holder ham vgen, en dybere mening, han
grne vilde forst.

-- Lokomotivet krer frem nede ved stasjonen.

Nu gr han ind over markerne, hvor han ikke mder mennesker, og sger
at begribe sig selv, fatte skbnens logik. Men det blir kun
plukvrk. Mens han stirrer p verden, gr den i stykker. Han ser med
facetjne -- ti tusende billeder p en gang; hans sjl er et knust
spejl, hvem kan samle det? -- Han gr, toget kommer bagved. Da det
opdager ham, bryder det af fra sin linje og lber hen til ham. Det
str stille og ser p ham med et rundt je, et overmde klogt og
stort je, det rmmer sig gnistrende op gennem skorstenen og tier,
det snurrer med hjulene og ligesom puffer ham i siden med sine
stempelstnger. Han forstr det altsammen og bekender sin usselhed:
Du er hel, du kan ikke undvre en nagle p din krop. Jeg har mistet
det halve af min sjl og kaldes dog et menneske. Men dersom jeg blot
var den ringeste og skidneste af dine tjenere, s var jeg mere vrd,
end jeg nu er. Knus mig, hvis du har lyst.

-- Der er nogen, der taler uden for. Det er morgen og p tide at st
op. Trtheden breder sig over ham og trykker ham ned. En stor
svimmelhed griber ham og frer ham ind i en ny drm.

Denne gang er han blind, og hnderne er bundet p hans ryg. En tt
stimmel frdes rundt om ham, han forstr straks, hvad det er, og
ligesom griber efter det med skuldrene, sknt han ved, det er ikke
hans lngere, det er uigenkaldelig tabt og ejes ikke af nogen.
Genfrdene fra hans fordums fremtid taler ikke til ham, men han ved,
hvad deres tavshed siger: Hvorfor indhentede du ikke det ml, som
skbnen i sin nde viste dig? Livets herre, hvorfor tvang du ikke
omstndighederne til at fje sig efter dit behov, og hvorfor ofrede
du ikke alt, hvad der tilbd sig, p det store bl, hvoraf dit geni
skulde udsmltes? Du begreb ikke, at geniet sger kun sit eget, og
for ham er alting kun brndsel til hans egen ild. Hvorfor listede du
dig bort med re og samvittighed ngstelig skjult i din lomme? Ilden
blev ikke stor nok, og du kvaltes i rgen, du, som ikke forstod at
opofre -- --

-- Men da togets piben driver ham ud af sengen, er alle syner
forsvundet, han er en fattig, vgen mand, der ikke engang kan holde
sig varm, ti kulden har erobret hans hjrte og kan ikke igen
fordrives. Den lammer hans hnder, mens han vasker sig, bagefter kan
han drligt komme i klerne, armene lgger sig dobbelt i overfrakkens
rmer.

Han gr ud. Luften er som glas og flsom for den svageste lyd. Det
snrper om nseborene, og vret stopper op i halsen. Frosten bider
glubsk i hans nyvaskede hnder og ansigt, og det er, som om han gik
p kunstige ben, det mrkes frst oppe ved knet, hver gang han
stter foden til. Kulden inde i ham strber mod den udenfor; han ved,
at disse to en gang skal forene sig og sl ham ihjel, men ikke endnu,
ikke i dag! Og han gr raskere, indtil sveden bryder frem p hans
ryg; det er, som om han sveder is. Men s kommer hosten og holder ham
tilbage, den driver ham varmen til hodet og lgger et blylg oven p
hans isse. Sdan lister han forsigtigt videre. Det gr forfrdelig
ondt i bgge sider, han har en fornmmelse af at blive savet over,
ligesom uvist hvilken hellig mand, men det blir bedre, nr han gr
langsomt, og det gr han s. Han sagtner gangen s meget, at en
ligevgt mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle sig.
Kulden breder sig igennem ham s stille og indsmigrende, at han
fler den som varme, og efterhnden som den bedver smrterne, kommer
der et stort og fredeligt velvre over ham, han kender det og mindes
gamle dage, nr det var sommer, og livet var s let at leve. Mens han
gr, har han en besynderlig flelse af, at han ligger, og at noget
br ham bort, han mrker ikke, at han bevger sig, og i den absolutte
sindsro, der nu falder over ham, forstr han sammenhngen i alt, hvad
der er hndet med ham. Nedgangens linjer ligger klart for hans jne,
de viser alle hen imod det punkt, hvor han nu befinder sig. Det har
vret fald p fald, og nu fatter han betydningen af de store
henrykkelser: Nr bygninger styrter sammen, rejser stvet sig hjere,
end de hjeste trne har rakt; s lnge der fandtes noget i ham, der
ragede op, s lnge var der stof til nye fald, og lftelser stvede
op om dem i skinnende skyer. Nu er alle rester faldet, han er net
til vejs ende og kan begynde p en ny rejse.

Ddens visdom trnger ind i ham med sin kulde, han indser livets
korthed og fuldkomne drskab; det er altsammen forfngelighed!

Jeg har gjort jagt p faldende stjrner og fartet om efter dem i
rummet -- nu ser jeg de kolde, sorte stene, der ligger stret hen ad
jorden. Lad en dre samle dem op.

Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve ddsangsten drbes under
hans hjrte. -- Alt mit overmod og min hblshed -- det eneste, der
har vret virkeligt i min tilvrelse -- har nu tilsammen givet det
facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds balance.

Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gr regnskabet op, ti
nu har han smagt verdensvisdommens sde krne: at livet til sidst
skal synes vrdilst, for at mennesket uden smrte kan skilles fra
det.

Og da den umenneskelige kulde sledes har bragt ham til den yderste
grad af resignasjon, flder den ham ned i vejen som sit retmssige
bytte og lar ham ligge. Han slr ansigtet ned i sneen og ved ikke, om
det er ild. Jo, det er solskin; der er hj sommer rundt om ham, og
ligesom alt er blevet sre godt, dr han.

Isnle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem et
underligt, frosset tr med rde grene.

Op ad dagen rejser vinden sig, fygevret begynder p ny, sneen koger
op om mennesket som hvid em, han forsvinder efterhnden i en
langstrakt drive, han viskes ud og ligesom blir til eet med den kolde
jord. Mere sne kommer ned oven fra, vinden jager den over markerne og
bort fra den flade vej, kun den ene lange drive vokser uafladelig og
ner over bgge grfter ind p markerne. Det damper farligt op fra
den, og den lyser i halvmrket mellem de gule knolde, der stikker op
gennem sneen.

Imidlertid blir det nat, og dr ligger den dde mand i sin gravhj og
lurer p de vejfarende.





End of the Project Gutenberg EBook of Stv og Stjrner, by Knud Hjort



License: Share Alike