Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by Arkiv for Dansk Litteratur
at http://adl.dk)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i vrigt bevaret. _Understreg_ er
brugt til at gengive kursiveret tekst.




 KNUD HJORT

 TO VERDENER


 KBENHAVN
 DET SCHUBOTHESKE FORLAG
 J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
 1905


 J. COHENS BOGTRYKKERIER
 (GEORG A. BACH)




                        Tilegnet
                                K.




Med et halvspist ble mellem de tre forreste fingre og et helt
stort ble klemt ind i hnden med de to andre kom Helga ind i
klassevrelset, hvor frken Schou allerede sad ved katedret. Helga
hvede hnden for at ta en bid til, da hun fik je p lrerinden, og
med strkt markeret bestyrtelse, der fik de andre elever til at more
sig indvendig, gemte hun sine bler i lommen og var med et par lange
skridt p sin plads. Hun havde for lngst fundet hvor det var, mens
enkelte endnu sad og ledte.

Jeg undres over Helga, sa frken Schou efter nogen tavs stirren.

Helga s lige ud, hendes udstrakte pegefinger viste p det sted i
tyskbogen, hvor der skulde begyndes.

Synes du det klr en ung dame at komme spisende ind i klassen?

Jeg er ingen dame.

Nej, det skal gud vide; men du vil vist grne vre det.

Det vil jeg meget ndig.

Frken Schou blev en smule bleg: Da m du ikke bilde dig ind, at du
er et barn, selv om du gr med fltning ned ad ryggen. Hvor lnge
har du for resten i sinde at blive ved med det?

Til jeg blir voksen.

I at vre raffineret er du i alt fald den mest voksne her i klassen.

De, der sad p den forreste bnk, nd det blik, Helga sendte frken
Schou, og de tnkte hver isr: Tak! Det skulde bare ha vret mig. Men
frknen s ikke noget, hun begyndte undervisningen, idet hun skyggede
for ansigtet med den ene hnd.

Frken Schou var den eneste af Skolens lrerinder, der havde
realklasserne lige op til prliminreksamen, hun holdt god disciplin
og kunde fagene; hendes magre, anselige skikkelse bares oppe svel af
et stramt korset som af myndighed og viden. Helga havde dbt hende
"Kundskabens Tr" og tegnet hendes karikatur i skikkelse af et
gammelt stvnet poppeltr. Frkenen havde fet at vide om denne
tegning, og det var nok ikke Helga, der srlig havde sgt at hindre
det. Man forstod overhovedet ikke alt det Helga tillod sig over for
frken Schou, hun var da ellers ikke af de vrste. Der var drenge,
der kunde ha lyst til noget lignende -- men de dyede sig.

Ingen huskede nmlig lngere, hvordan frken Schou for fire r siden
havde forelsket sig i det halvlange, trettenrige pigebarn, som Helga
den gang var, hvordan hun havde givet hende karakterer, som Helga
skammede sig over, og ros, der fik hende til at skre ansigt af
flovhed. Og s en dag, hun sad hjemme og var arrig og ked af det, kom
nden over hende, og med stor indre forlsning lavede hun den omtalte
karikaturtegning. Den var knagende god og mtte vises, bde af
kunstneriske og andre grunde. Siden den dag kom der mdehold i
karaktererne, og den megen ros blev til noget helt andet. Helgas
humr steg hjt derefter, nu skyldte hun ingen noget, hun var en tid
slemt uartig, men efterhnden, som det blev en vane, og hun tillige
blev ldre, fik hun mere selvbeherskelse og lrte at udrette meget
med sm midler. Men frken Schou lrte ikke noget, hverken at
beherske sig eller at forvinde sin skuffelse.

Helga var en temmelig lang, ung pige med en ikke slet s lang
fltning ned ad ryggen. Hendes hr var mrkeblondt, og hendes jne
var bl som slen, duggen er get af. Hun var af de lystigste blandt
skolens pigebrn, og det var derfor ikke at undres over, at hendes
fltning, der altid var fast knyttet om morgenen, tit blev ls og
lodden inden aften. Der var altid nok, der sgte hende, s hun
behvede aldrig at sge andre; hendes vsen var mere livligt og
ubekymret end egentlig hjrteligt; men det, der gjorde hende til den
overlegne mellem kammeraterne, det var, at hendes lystighed --
ligesom visse simpelt indrettede maskiner -- kunde stanse p et
jeblik. Nr en veninde prvede at tilrive sig hendes fortrolighed i
en glad, ben stemning, s fik hun at fle, hvor hurtigt og
fuldstndigt Helga kunde lukke sig; der var noget tillokkende og
utilfredsstillende ved hende p grund af den forsigtighed, hvormed
der undertiden mtte gres kur til hende. Pigerne var tit
misfornjede med hende, men de drenge, der endnu ikke var get erotik
i, syntes, at hun var en gevaltig fest een.

Helga kunde let blive alvorlig, og da kom der en sregen magt i
hendes blik. En mand, der blev forelsket i hende, havde sagt hende
dette og ventede noget godt til gengld, men lste i hendes jne ikke
andet end vmmelse; det lykkedes ham aldrig at komme til at tale med
hende senere. Han antog derefter, han havde taget fejl, og fandt
hende i grunden hjst usympatetisk. Nr Helga blev vred, gik der en
lodret rynke ned gennem hendes venstre jenbryn, s hrene strittede
ud af deres naturlige stilling. Dette urede i brynet kunde ses lnge
efter.

Frken Schou sad p katedret og lod sine jne vandre rundt i klassen,
indtil de som sdvanlig endte ved Helga, og dr blev de i nogen tid,
indtil Helga utlmodig stirrede igen.

Lad vre med den gloen, sa frken Schou.

Helga s straks bort.

Hvorfor siger du ikke noget? Jeg ved godt, du sidder og mukker
indvendig.

Helga s op med et udtrykslst blik, som stod til hendes rdighed,
nr det passede hende.

Jeg kan ikke lide det ved dig, at du kan vre s artig udvendig.
Hvorfor viser du dig ikke s uopdragen, som du i virkeligheden er?
Men det er vel din mde at vre voksen p. Tror du, den er yndig? Sig
noget, sid ikke dr, som om du var af tr.

De ved jo godt, jeg ikke m svare, sa Helga og vendte et par tomme
jne mod katedret.

Da tr du udmrket godt mukke indvendig, det ved jeg. Uf, Helga, det
er det kle ved dig, at du ikke er rlig; du gr og gemmer p en
mngde tanker, som ingen m f at vide, men jeg tror ikke, det er
noget godt, der bor i dig, jeg tror det ikke lngere, desvrre.

Helga la sit hoved ned p hnderne; hun flte det som om nogen med r
begrlighed famlede efter noget, der endnu l skjult i hendes sjl.
Kunde det tnkes, at en anden skulde finde, hvad hun ikke engang selv
kendte? Hun huskede med uvilje noget, man kaldte fortrolighed. Nr
den kom fra andre, var den nrmest tosset; nr den forlangtes af
hende selv, s -- uha! Og hvor mange forsg havde frken Schou ikke
gjort for at vriste den fra hende? Hun krummede sig uvilkrlig sammen
for at dkke sig.

Se op, ld det fra katedret.

Helga gjorde det ikke.

Frken Schou kom ned og tog hidsigt om hendes hoved for at lfte det,
men denne berring virkede anderledes p hende, end hun havde tnkt;
hendes stemme slog pludselig over.

Grder du, Helga?

Helga s rask op, rynken stod ned gennem det venstre bryn.

Hvad skulde jeg grde for? De kan jo ikke gre mig noget.

Frknen blev lidt mindre rank: Jeg mener det heller ikke s slemt;
det er altsammen for dit eget bedste. -- Hun smilede forsgsvis.

Helga bnede munden og lo lydlst. Hun s, hvor det gjorde ondt, men
hun vidste ogs, at nu var hun fri de frste dage derefter.

Opmrksomheden havde lidt ved alt dette; drengene sendte sedler over
til pigerne for at f klaret nogle ubegribelige steder i den engelske
versjon, der skulde afleveres nste dag; srlig var Helga genstand
for et bombardement af sprgsml.

Jeg ved ikke, hvad "bob" betyder, nederst p siden, stod der p en
lap, og da alle andre vanskeligheder var klarede, samledes
granskningerne om dette dunkle ord.

Helga formodede, at det betd et nik.

Nej, "bob" vil sige en orm, stod der p en seddel fra Dagmar.

Berta holdt p, at "bob" skulde oversttes ved klokkeringning, og
Marie, der aldrig kunde noget, foreslog at la det betyde en hund, for
de havde hjemme en hund, der hed Bob. Helga benyttede resten af timen
til at tegne en hund, der lignede Marie og hed Bob, og under dette
arbejde forvandt hun det pinlige indtryk fra fr.

Den pflgende matematiktime, hvor de havde hr. Jensen, begyndte med,
at fire efter hinanden blankede den ptolemiske lrestning; det var
noget, man ellers ikke grne bd hr. Jensen, men han syntes den dag
at vre i en tilgivende stemning.

S m vi ha dig herop for at vise dem det, Helga; du er af dem, der
kan.

Hun blev meget forbavset over denne jovialitet; hun var ikke af de
bedste i det fag.

Kom nu bare her; jeg kan jo se p dig, at du kan det.

Helga blev stdig over udtrykket i hans jne.

Jeg tror ikke, jeg kan, sa hun.

Sludder, Helga; sdan et lyst hoved som du.

Men Helga vilde ikke hres, nr han havde de jne. Jeg vil helst
vre fri, svarede hun med alvor, jeg er ikke videre forberedt.

Han smilede endnu, men hun s sdan p ham, at hans smil forsvandt,
og han blev opbragt, idet han flte sig gennemskuet. Det er ogs
harmeligt, nr en mand p fem og tyve r i en bestemt hensigt smiler
til en ung pige p sytten. Hun kan vel sagtens smile igen; det er
ikke s svrt i den alder; ellers str man der som en idiot, med sit
smil returneret, ngtet modtagelse.

Men hun er tilfldigvis ens elev, man behver ikke at finde sig i
det. -- --

Hr. Jensens ansigt, der bde var net og forstandigt, var
bundalvorligt, da han sa:

S kommer jeg til at gi dig et nul.

Helga vilde ndig ha et nul, og hr. Jensen s nu aldeles ubjelig ud;
men han havde udleveret sig ved at smile sdan; det holdt hun sig
til, s hun var alligevel ikke s ked af det.

Han skrev det nul i hidsighed, dyppede frst den gale ende af
penneskaftet, s den rigtige, og satte en tyk streg under. Lidt efter
stod nummer fem oppe ved tavlen og forklarede den ptolemiske
lrestning under frygtsomme sideblikke til hr. Jensens hjre hnd,
der dirrende snoede overskg.

Han har det ikke godt, hviskede Berta imidlertid til Helga; det er
siden sommerferien.

N, tak! Berta vidste ogs noget. Nu fik man mske sit dje med ham i
den frste tid. Men -- -- ja, ja.

Du fik et nul, Helga, sa han ved slutningen af timen.

Hun s op til protokollen, hvor hun lige kunde skimte det anselige
nul.

Bed ham om at slette det, hviskede Berta, det er det, han vil.

Helga sprang lige op, sdan spruttede det Nej! inden i hende.

Det er frste gang, jeg har vret ndt til det, fortsatte han i en
tone, der kunde blive bevget, hvad jeblik det skulde vre.

Jeg skal nok lre det til nste gang, svarede hun koldt og artigt.

Det tror jeg grne, sa han, parat til at blive mild; det er ikke det.

Berta puffede hende i ryggen; Helga tog hende under armen, og de gik.

Der forsvandt en forventning fra hr. Jensens ansigt; han satte vredt
sin hat p og gik ned. Lidt efter kom han igen og lod en stor
blkklat falde lige oven p nullet.

Men i nste time skal vi ha det morsomt, erklrede Helga, da
frikvarteret nrmede sig sin slutning, og det var den almindelige
mening mellem pigerne, at det havde de en vis ret til; s skulde de
nmlig ha engelsk ekstemporal med hr. kandidat Grandlev, og da
pigerne var alene til det, plejede tonen at vre noget friere end
ellers.

Hr. Grandlev var noget for sig blandt skolens lrere; han sa De til
de konfirmerede elever og behandlede dem nogenlunde som voksne, uden
for skolen nsten som ligemnd; det havde ikke altid de bedste
resultater, men gjorde ham i alt fald vel lidt og forsknede ham for
mere ondartede spilopper. Han var en fredelig mand, der antoges at
kunne en mngde sprog, ingen vidste med sikkerhed hvor mange, men
strre betydning havde det for eleverne, at han undertiden gav dem
temmelig frie tjler, og da la de mrke til, at han gik mere oplivet
ud af klassen, end han kom ind; deri lignede han ikke andre lrere,
men det mtte ganske vist ogs betnkes, at han ikke havde det s
morsomt hjemme i sin ungkarlelejlighed, hvor han tilbragte det meste
af sin fritid med at studere.

Hr. Grandlev kom ind i klassen, satte sig p katedret, rettede
med to fingre p sit humbug, trak sine mansjetter frem og s sig
om med en mine, som tog han afsked med noget, inden han begyndte
undervisningen. S fandt han, hvor det var i bogen, men i samme
jeblik, han lukkede munden op, sa Helga:

Hr. Grandlev, det er Maries fdselsdag i dag.

S kan Marie begynde.

Skal vi ikke ha en historie? spurgte Dagmar.

Nej, det synes jeg ikke. N, Marie?

Det er sandt, foer Berta op, hvad betyder "bob" i den engelske
versjon? Der er ikke en eneste af os, der ved det, bevidnede Helga.

N ikke; det betyder en blyklump.

For eksempel p enden af en stok? spurgte Helga.

Nej; i enden af en medesnor.

Hvad hedder en blyklump p enden af en stok? spurgte Helga videre og
vdede blyanten mellem lberne.

Det ved jeg ikke. Skal vi s -- --

Jeg troede, det betd klokkeringning, meddelte Berta.

Jeg har oversat det ved en orm, sa Dagmar og s forurettet ud.

Kan det ikke betyde et nik? spurgte Helga og vdede atter sin blyant.

Hr. Grandlev -- Dagmar dukkede halvkvalt op fra sin bog --, Marie
tror, det betyder en hund, der hedder Bob!

Det sidste mtte hun skynde sig at sige, inden latteren overmandede
hende.

O morskabs dyb, lille Dagmar. Fik Marie s begyndt?

Marie tog fat p at lse op under frygtelige udtalekvaler, der fik
hr. Grandlev til at skre ansigt, og jeblikkelig stak Helga en
finger i hvert re og rystede fortvivlet p hodet. Det blev straks
efterlignet rundt om i klassen.

Skal vi ta de fingre ud af Helgas ren? Hvad sidder hun og skaber sig
over?

Det er ikke til at holde ud, forsikrede Helga, sekunderet af svagere
ekkoer fra de vrige.

S kan De g videre. Og Marie kan imidlertid skamme sig noget.

Helga lste op, mens Marie svalede sine flammende kinder med
bogbindet. Men Helgas oversttelse begyndte sledes:

Nste dag lb skonnerten p grund med alle kanarifuglene, der tog sig
den frihed at brkke skibet i stykker -- --

Hvad er det for noget vrvl, Helga?

Det ved jeg ikke, men sdan str der. Her skal De selv se: Which, set
at liberty by the breaking up of the vessel. Det kan ikke betyde
andet, sluttede hun og s koldt og ndsfravrende ud i grden.

Tror De mske, at kanarifuglene kan brkke et skib i stykker, hvad,
De komiker?

Ih nej, hr. Grandlev, det tror jeg skam ikke, men derfor kunde det
godt st der. De siger selv, der str s meget vrvl i bger.

Ja, det gr De, hr. Grandlev, vedlagde Dagmar.

Bekrftende mumlen fra resten.

Ja, men der m dog vre grnser for vrvl, mon ikke?

N--n! Det antog jeg ikke. De siger ellers altid, der er ingen
grnser for, hvad folk kan finde p at stte i bger.

Vel. I kraft af stdighed fr man ret. Meningen er nu den, at skibet
blev slet i stykker af blgerne, og at fuglene derved blev sat i
frihed.

Det kan jeg virkelig nok regne ud selv; men nr det nu er mest
almindeligt, at det, der str i bgerne, er noget vrvl, s syntes
jeg, det var lige s rimeligt at ta det p den anden mde.

Uha. Sikken et bundlst vld af grinagtighed, De er. G s videre.

Hun s op til ham med et lille undersgende blik og tog fat igen; men
midt i oversttelsen la hun pludselig bogen ned og sa med et vemodigt
udtryk, der fik alle til at le:

Nej, nu kan jeg virkelig ikke lngere forst, at vi ikke skal ha en
historie.

Ja, jeg synes ogs, vi skulde ha en hist-- grdede Marie, men s
stansede hun midt i en klump og rdmede.

Ja, ikke sandt, stakkels Marie, sa Helga og vendte sig om og
klappede hende p den ene kind. Hr, hvor pnt hun ber om det.

Vi kunde s hre Dagmar, sa hr. Grandlev og strg et smil bort under
overskgget.

Dagmar var den ldste i klassen, atten r fyldt; hun var helt
udviklet, havde et mildt og moderligt ansigt og misundtes som Helgas
bedste veninde. Hun var lidt smt begavet, og hendes oversttelse i
jeblikket var ikke af de bedste:

De ventyrlige -- smnd skred flgelig frem til det -- stlige --
Island -- de stlige Islande -- --

Men herregud, stakkels Dagmar, begyndte Helga.

Helga tier stille!

Det er sandt, Helga tier stille, hviskede hun, og hr. Grandlev
skjulte et smil bag sin bog.

N, nej: er, rettede Dagmar. Og ankom dr i et ikke videre
elskvrdigt tempera -- humr. -- Hun s hjlpels op til katedret,
men der kom ingen hjlp. De andre piger, der vidste, at Dagmar var
blidt forelsket i hr. Grandlev, nd scenen med stille morskab.

Planen om flugt var opgivet, hakkede Dagmar videre, fjenderne rev
blyet af domkirken, en handling, for hvilken de smukt kunde forsvare
krigens ndvendigheder -- -- jeg forstr det ikke, hviskede hun
elendig.

Jeg synes, begyndte Helga spidst, og derefter mere dmpet: Jeg synes
ikke, der er nogen mening i det, men man m jo ikke lngere sprge om
noget, det er mske rigtigt nok, hviskede hun og noterede ivrigt. Men
det at f sine dumheder forevigede p den mde gjorde et s dybt
indtryk p Dagmar, at hun helt holdt op.

Kan De ikke mere, Dagmar?

Hun rystede p hodet og gled mat over p Helgas skulder og derfra ned
p sin plads.

S er det bedst, at Berta tar det igennem en gang til og overstter
det fra Dagmarsk til dansk. De skaldte ventyrlige smnd, Berta?

Men var det ikke rigtigt, hvad Dagmar oversatte? udbrd Helga
bestyrtet.

N, dr har vi nok igen Helga p arenaen.

Og De sa ingenting, og det var galt, og jeg har skrevet det op
_altsammen_! Hun holdt notebogen hjt i vret med en mine, som om hun
havde haft den ulejlighed at indhugge det i sten.

De har nok forrsdelirium i dag, bemrkede hr. Grandlev.

Det er noget srt noget, opponerede hun og la sig henad bordet og
viskede ud med stor hidsighed.

Kan De s tie stille?

Ja, nr De ikke siger, hvad der er rigtigt, og hvad der er galt,
mukkede Helga med en blsen, der skulde befri papiret for
viskelrssmulerne, og som samtidig gjorde det ud for en protest.

Men bevares vel, barn, sa han og stillede sig lige over for hende,
dette er jo himmelskrigende uartighed.

Hun rejste sig. De var omtrent lige hje: Jeg er ogs meget uartig i
dag, hr. Grandlev. -- Hun lo ikke; der var ikke engang et smil om
hendes halvbne mund. Hele hendes sjl l i jnene, det var, som om
de i dette nu ikke stod i synets tjeneste, men blot tjente til at
udslynge livskraft med.

Sdan m det vre, tnkte han, pludselig at se en kilde springe frem
for sin fod, allerbedst som man gr p den rolige jord. Han s ned p
hendes lber, der var gennemtrukne af fine furer som to stykker
appelsin, og han s igen p hendes jne. Hvor mange ting huskede han
ikke nu, der var gr og falmede! Og langt borte fra den time engelsk
ekstemporal, som var det, der skulde passes, sa han:

De er vel en god pige, Helga?

Det ramte hende som et std, hun sank ned p bnken, og udtrykket i
hendes ansigt var en betuttet skolepiges. Der flj en hvisken rundt
om i klassen, som ingenting havde forstet: Mon Helga havde vret for
slem?

Men det lod det ellers ikke til. Hr. Grandlev var meget venlig resten
af timen, men lystighed kom der ikke mere af.

Da det havde ringet, og de andre var kommet ud, gik Helga hen til
Grandlev og spurte:

Er De vred p mig?

Han vendte ansigtet om mod hende og sa, idet han rakte efter sin hat:

Nej, hvorfor?

Helga gik mismodig tilbage til sin plads.




Hver dag ved sekstiden s man Helga g sin sdvanlige tur gennem
Sndergade, over broen langs fjorden og ud til anlgget. Der skulde
srlig strenge opgaver til at holde hende inde, og nr det var storm,
kunde ikke engang udsigten til en drlig karakter hindre hende i at
g ud. Det var, nr hun gik disse ensomme ture, at folk -- isr damer
-- opdagede, at der var en del at udstte p hende. Hun hilste altfor
skdeslst, hun nikkede upassende ligegyldigt til en, hvem hun
skyldte tak for sidst; andre kom irriterede hjem med det indtryk, at
hun ikke kendte dem mere. Hun skulde passe noget bedre p sig selv,
hun var ikke s mild, som en ung pige br vre. Hvis den og den var
hendes moer, skulde hun ikke f lov at g alene p den mde. Det var
synd for den nette pige, men hun var aparte.

En blsende oktoberaften kom Helga gennem Sndergade. Vinden pressede
p og vilde jage hende af sted, men i det jeblik nskede hun netop
at g langsomt, hun svajede ryggen og hvilede nakken p den blde
storm. Ved det sidste hus fr broen, samlede hun skrterne med
venstre hnd, greb om hatten med hjre og smilede forventningsfuldt
ved tanken om det, der nu skulde komme, og nsten med et spring var
hun ude p broen. Vinden kastede sig sidelns over hende og fyldte
hendes ren med skrald, men alting var beregnet forud; hun styrede
urokkelig hen ad den planke, hun allerede havde udset. Sledes vilde
hun nu en gang g over broen i storm.

Nede ved fjorden fik hun blsten forfra og gik uvilkrligt raskere.
Sdan var Helga; hun sagtnede gangen i rygvind og fremskyndede den i
modvind. Hun mtte vriste sin vej fra stormen; den var et slags
uhyre, som bestod af lutter hnder og en kolossal mund. Den vilde
ikke la hende komme frem, og nr den var mest stridig, sprang hun ind
p den, den mtte gi sig hele tiden. Trerne, der stod i en tynd
rkke langs fjordskrnten, havde det vrre end hun; de borede deres
rdder dybt ned i grunden. Alt imens de skreg ynkeligt for livet,
slog de klerne i jorden, som om de vidste, at den er det eneste, der
holder.

Det var et stort og hidsigt vr. Nede i rrene brasede det som af
tusende stege, der var over ilden p en gang, og mod vest var himlen
blsort og gul, det s vildt ud. Helga fik en sur smag i munden ved
synet af dette gule; derved glemte hun alt andet, indtil hun kom i
tanke om nogle udmrkede sure bolsjer, der netop havde den farve. Det
var en sommerferie, hun havde fet en pose af dem, i Randers.

Men -- se s! Der var andre mennesker i skoven end hun. De kom hen
imod hende. Hun masede ind gennem krattet til venstre og vadede i lv
s brunt som rugbrdsskorpe. Brombrranker sprllede i vret og blev
levende under hendes trin, de lftede hendes kjole og snoede sig om
hendes ben, s det kunde ikke nytte noget, hun blev hidsig og vilde
sparke dem vk; hun mtte pille dem ordentlig af. Lngere inde tilbd
der sig en sti, der frte om bag granplantningen. Her var nsten
stille. Stormen, der frst var blevet spaltet i lvskoven, blev nu
siet mellem grannlene, s den snderdeltes til en fin blsen. Helga
s et sammenrullet blad gynge frem og tilbage; vinden havde ikke
kraft til at vende det en hel omgang. Lange udhugninger gik som
korridorer igennem granskoven; for enden af hver ss et stykke
gldende himmel, der lignede et bent fyrsted p en dampkedel.

Men nu var der igen et menneske i hendes skov. Det var srt, folk
kunde finde fornjelse i at spasere p den tid af dagen og i sdan et
vr! Hun sprang over grften for at n tilbage til lvskoven, men
mennesket kom samme vej. Nu rgrede han hende i den grad, at hun
mtte se, hvem det var.

Det var hr. Jensen. N, s skulde han f lov at bruge sine ben. Hun
brd igennem hegnet, kom ud p marken og gik et stykke tilbage. Han
kom ogs ud og gik den modsatte vej, spejdende og langhalset.

v, v, tnkte Helga, og s gik hun for sjovs skyld hen p marken og
satte sig p en grftekant.

Kom s, tnkte hun.

Han var der ogs straks. Hun bjede sig forover og lyttede. Skridtene
ld s svampede; af og til gav engbunden et smask, nr den slap hans
stvlehle. Han havde nok nylig fet sine stvler forslede.

Nu venter han sig nok en hel masse, fordi han har delagt min
spaseretur!

Godaften, Helga.

Uha! sa hun med al den bestyrtelse, hun kunde opbyde; s vendte hun
sig langsomt.

Det er bare mig, Helga.

N--.

Blev du bange for mig?

N--.

Skal vi flges ad?

Det kommer an p, om vi skal samme vej.

Du skal vel hjem?

Ja, men det er ikke vist, jeg gr samme vej som De.

Hvad vej gr Du?

Hvad vej gr De?

Du skal vel skynde dig hjem, for det blir mrkt. Det er bedst, vi gr
igennem skoven.

Men jeg vil oven om skoven. Farvel s.

Vent lidt; s gr vi oven om. Vi kan da flges ad.

Hvis jeg havde vret forelsket i ham, tnkte Helga, s var det da
get over nu. Et mandfolk, der er dum af forelskelse!

Jeg synes, du lb for mig inde i skoven.

Jeg lb ikke, fordi det var Dem, men nr jeg spaserer alene, s kan
jeg ikke fordrage at trffe andre.

Tag mig under armen, sa han lidt efter, du m vre trt.

Hvem tror De, blev frst trt, dersom vi lb om kap?

Vi kan jo prve.

Han er villig, tnkte hun.

Skal jeg fortlle dig noget, Helga? begyndte han igen.

Det ved jeg nsten ikke. Hvis det er noget morsomt.

Det er det, erklrede han ivrigt.

Mon?

Hvorfor gr du nu over p den side?

Fordi her er renere. Ja, men nu gr De jo i snavset.

Det gr ikke noget.

Med Deres ny stvler.

Hvoraf ved du, de er nye? hvad Helga?

Uha! S snart jeg begynder p noget, vi kan komme til at snakke om,
s klynger han sig til det med en iver --

Du er vist ked af at flges med mig, Helga.

Ja.

Kan du ikke lide mig?

Nej.

Hvorfor ikke?

Hun vilde egentlig ikke ha sagt det, men p den anden side trngte
hun ogs til at sige det, for at han kunde blive fornuftig: Fordi De
kan godt lide mig.

Ja, Helga, det kan jeg ogs.

N ja, s lber jeg.

Men han fulgte med. -- Uha, sikken et mandfolk, tnkte hun; mon han
kan fri, mens han lber?

S kom de ud p stien over engene. Det er dumt, tnkte hun, jeg vil
ikke lbe mere.

N, kunde De s lbe lige s strkt som jeg?

Helga, jeg har kendt dig, fra du var en lille pige, og jeg har altid
holdt meget af dig, og nu er du en stor pige; vil du ikke blive min
hustru?

Nej.

Hvorfor ikke?

v, v, tnkte Helga.

Kan du huske, da du var mindre, vi var altid s gode venner. P
skovturene for eksempel, du skulde altid ha mig med til at lege og
sdan noget; du syntes, det var s morsomt. Har du glemt det?

Nej. Men nu synes jeg ikke, De er morsom lngere.

Han skiftede farve; rdme og bleghed bredte sig p steder, hvor de
ellers ikke plejede at findes; han blev hvid p kinderne og rd i
tindingerne; Helga mindedes i en fart et slagsml, hun havde set, en
karl, der trak kniven. Hr. Jensen var ikke latterlig nu; han opfrte
sig p en mde, som Helga aldrig havde tnkt sig eller hrt magen
til. Hun vidste ikke, hvor lnge det varede, men hun mtte st og
hre og se p det altsammen, for hun kunde ingen steder komme for
ham. Der var megen fortabthed og mange hede lfter i det; men Helga
blev ikke r, hun vidste, det kunde ikke hjlpe; hun var bare lidt
ked af det tilsidst, da han et jeblik ikke kunde mere, for da
forekom det hende, at det var noget i den stil, hun havde nsket sig;
der kom en vis hjtidelighed over hende, hun hrte efter med megen
opmrksomhed, sknt han nu talte ganske usammenhngende, og da han
holdt helt op, rystede hun srgmodigt p hodet og begyndte at g.

Han kom efter: Helga, sa han, m jeg f et kys?

Men da var al hendes hjtidelighed forbi. At han ovenp alt det, hun
ikke vilde sige ja til, netop skulde finde p at bede om et kys --
som var det sidste, Helga kunde tnke sig at gi --, det var s enormt
komisk, at hun mtte le. Og om ham havde hun altid troet, at han var
s begavet! Hun tnkte ikke p at ydmyge ham med sin latter;
stillingen var i sig selv lattervkkende nok, og hun var ogs
latterlig, der et jeblik havde taget ham alvorlig og vilde gi ham en
plads for sig mellem de mnd, der havde sagt hende tossede ting og
var blevet gule og grnne og havde ladet deres knoer knage for hendes
skyld. Men nu vilde hun ikke svare ham et ord mere, bare for det.

Det gjorde hun heller ikke. Han spurte og spurte. Hvorfor tav hun,
hvorfor svarede hun ikke; hvorfor brd hun sig ikke om ham, hvorfor
vilde hun ikke sige, om hun brd sig om ham, hvorfor en hel masse.
Han tiggede om et ja, om et hb, om et lille hb, om et venligt
godnat, om et blik, om en lille hnd, og da han sledes havde net
dybden af forelsket mands njsomhed, begyndte han forfra og forlangte
p ny alting. Han vilde ha, hun skulde forst, hvad han var, og hvad
han blev regnet for i byen; hverken hans omgang eller hans indtgter
var en almindelig lrers, og i nste nu fortalte han om, hvordan han
vilde blive mere ulykkelig end andre mennesker, hvis hun virkelig sa
nej.

Han fik hende ikke alvorlig igen. Han var jo ikke rigtig klog, og
desuden regnede Helga virkelig ikke sig selv for s meget, at det
skulde kunne gre en mand ulykkelig, om hun ikke brd sig noget om
ham. Han her kedede hende. Hun vilde hellere tnke p noget andet.
Fra skrnten ud mod fjorden strittede forvredne trrdder frem
overalt, det s ganske krampagtigt ud, det var ligesom store trolde,
der styrtede ned, og som greb vildt for sig med deres uhyrlige
hnder. Hun kunde godt tegne det.

Da de nede broen ved enden af Sndergade, gik hun fra ham. Det
sidste, han blot vilde hre af hende, var, at hun ikke var vred p
ham, men hvad kunde det interessere ham, nr hun ikke var s meget
andet, som han vilde ha, hun skulde vre.

Hjemme ventede moeren med aftensmaden, mere tlmodig over datterens
udeblivelse, end andre mdre rimeligvis vilde billige det, men hun
var enke og havde kun det ene barn. Helga var sulten og meget oprmt,
da hun endelig kom. Det havde vret en storartet tur; det var lnge
siden, hun havde fet sdan en appetit af at g; dette beviste hun
ogs i gerning, og det morede hende at spise; hr. Jensen skulde bare
se alt det, hun tog til sig; han sad formodentlig nu og bildte sig
ind, at det var hans pligt at ha tabt madlysten til re for sin
ulykkelige krlighed. Hun kunde nsten haft lyst til at ha inviteret
ham til aften og s spise lige for nsen af ham, alt hvad der var p
bordet.

Helgas overgivenhed fortsattes lidt efter i den energi, hvormed hun
gav sig til at lse leksjer, men hun var yderlig mat, da hun klokken
ti rejste sig for at g i seng. I stedet for svnen, hun havde gldet
sig til, kom alt det oplevede igen under andre former; hun var ikke
lngere den overlegne; mske var der slet ikke noget at le ad; dette
var vel alligevel den lidenskab, hun havde hrt tale om, og hvis
tilvrelse hun fr havde betvivlet. Hun mtte nu ogs tnke p frken
Schou. Frst p den dag, hun vilde stikke fingrene ned under hendes
halslinning; hun kunde ikke lide det; det var da en sr fasong, men
da frkenen s vilde kysse hende, havde hun slet fra sig i
pludseligt raseri, lige i ansigtet havde hun slet sin lrerinde, der
var blevet bleg og havde spurt, om hun var fra forstanden. Helga var
blevet flov over sig selv og kunde ha bedt frkenen om forladelse,
hvis hun ikke havde villet klappe hende bagefter, men da hun
opdagede, det truede med mere, var hun rendt sin vej, og der havde
vret scener med bleghed og rystende hnder, akkurat ligesom nu med
hr. Jensen.

Lidenskab? Helga havde aldrig kunnet lide det ord; nu blev hun bange
for det. Det var noget, der gjorde vild og latterlig; hun forstod, at
lidenskab skner ingen. Frken Schou var en begavet dame, og hr.
Jensen var en anset mand; hun havde hrt mange sige, at der kunde
blive et udmrket byrdsmedlem af ham en gang -- --. Helga kom
pludselig til at grde, det var s stygt og srgeligt, ikke det med
hr. Jensen, nej, men der var noget blevet vanhelliget for hende; hun
flte nu med sikkerhed, at det havde vret bedre, om hun slet ikke
var kommet til at tnke over dette endnu; sdan noget skulde hun ikke
vide; nu vidste hun, at der var en risiko, der omfattede hende eller
mske den mand, som -- --. Hun rettede sig ud i sengen og l stiv som
en pind, for dette _vilde_ hun ikke tnke.




Det ringede, eleverne gik ned undtagen Helga, som var ordensduks. Hr.
Jensen kom ind og stillede sig ved katedret, hvor hun skulde til, hun
blev nede i den anden ende af klassevrelset. S kom han derned, og
hun gik op og begyndte at ordne ved katedret, men da han igen kom
bagefter, krb hun op i et bent vindu og lnede sig ud. Her kan han
ikke, tnkte hun.

Han kom tt hen til hende; hun hang med overkroppen ud over
legepladsen.

Pas p, du ikke falder, sa han.

Sikken et spektakkel, drengene laver, bemrkede hun. Hun vidste godt,
at han havde opsyn i det frikvarter.

Troede du ikke, jeg mente, hvad jeg sa forleden dag, Helga?

Jeg kan ikke huske, hvad De sa forleden dag.

Nu skal jeg sige dig noget, jeg har tnkt meget over det, vi talte
om. (Vi talte slet ikke om noget, tnkte hun, men De vrvlede en
masse). Det var ikke din mening, den mde du tog det p, det er jeg
overbevist om, for du lo ad mig, og det er ikke latterligt, at jeg
holder meget af dig. Frst blev du vred, siden lo du, men ingen af
delene var der nogen grund til; jeg har alts ikke fet noget svar
af dig endnu, ikke noget, som du kan vre bekendt, og som jeg kan
vre tjent med. Jeg har ret til, at du tar mig alvorligt, og jeg har
ret til et alvorligt svar af dig, for pjank kan jeg ikke tle mere
af. Du skal ikke svare mig nu, men du skal tnke dig om, vi kan
trffes en gang i eftermiddag, og s venter jeg, at du vil vise et
andet vsen end i forgrs.

Helga var imponeret og harmfuld. Sknt han med megen selvbeherskelse
trdte et skridt tilbage, da han var frdig, s hun nok, at hans
hnder rystede. Hun havde heller ikke glemt, at der var en gang, han
opfrte sig langt mindre vrdigt og mandigt end nu. Men sdan friede
alts en lrer til en uartig elev, som han nskede at gifte sig med.
Jo tak! Men nu havde Helga fet det lune, at hun vilde se ham ligesom
den aften; han skulde nmlig ikke komme nu bagefter og vre stor.

Hun s hen p ham; han s nok ud til at ha en vilje, som andre mtte
bje sig for, og fortrydelig over ham og halv skamfuld over sig selv
udbrd hun:

Kan De da ikke forst, at jeg ikke er voksen endnu, efter den mde,
jeg svarer Dem p? Alt det, De siger, er slet ikke noget, man skal
sige til et barn.

Det skulde vre en undskyldning, men han opfattede det anderledes;
han kom igen det skridt frem, som han fr var get tilbage, og lidt
til, og han s p hende med jne, der var fulde af tilbedelse og af
nyt hb:

Jeg tar dig, som du er, Helga, du m vre s meget barn, du vil, jeg
skal holde endnu mere af dig for det, nr blot du -- -- --

Men nu var afstanden mellem dem strre end nogen sinde; ham var hun
frdig med, han skulde ikke f sagt et ord mere. Den alvor, der kunde
ha gjort indtryk p hende, forlod ham, s snart hun sa et ord. Nej,
til ham havde hun fra nu af ikke andet end latter. Hun hrte ikke,
hvordan det nu blev til, at nr der ikke var andet i vejen, s skulde
hun med fornjelse f lov at vre barn, s lnge hun vilde; det
hastede jo heller ikke med at blive gift. Hun bjede sig ud af
vinduet og rbte:

Er der ingen til at ringe der nede? Der skal ringes.

Drengene s op, hr. Jensen mtte g bort fra vinduet.

-- Alle var p plads. Hr. Jensen kom hen til Helga:

M jeg lne din bog?

De skal altid lne min bog.

Kom med den, siger jeg.

Helga lukkede den og skubbede den fra sig. Jeg kan altid lugte, nr
De har haft mine bger, mumlede hun.

Den frste, der kom op, kunde ikke noget; Helga skulde komme og
hjlpe ham.

Jeg er ikke forberedt. Jeg var s trt, da jeg skulde til at lse i
Lrdags, af at lbe. Der var nogen efter mig.

En anden blev taget op; imens sad Helga og skar ansigt for dem
bagved; hun havde srlig vne til at ligne en gammel kone med mange
rynker. Munterheden fik hr. Jensen til at vende sig.

Hvad er det?

Helga nikkede til Dagmar, og denne sa halvkvalt: Det var Helga, der
lavede sdan et morsomt ansigt.

M jeg se det ansigt, Helga?

Nej.

S fr du en anmrkning.

Ja. -- Helga nskede netop en anmrkning. Hvad var mere naturligt,
end at en lrer gav en uartig ts en anmrkning, nr hun lige havde
erklret, at hun ikke vilde ha ham? Hun morede sig benlyst; der blev
rre i klassen; en enkelt dreng hengav sig ubehersket til sin
munterhed.

Stille! skreg hr. Jensen og foer hen imod ham. Drengen tav og dukkede
sig; han kendte hr. Jensens mandagslussinger.

Helga tegnede. En dame med en urimelig stor barm sad p en bnk og
phrte med dryppende blikke en krlighedserklring fra en herre, der
l p kn foran hende; ved siden af stod hans hje silkehat; neden
under skrev hun:

Dig --lsker jeg! Dig ----lsker jeg!!

Billedet sendtes omkring. Eksaminanden oppe ved tavlen, hvis sind var
delt mellem forlystelse og frygt for lussinger, s den nye morskab
dukke frem, og sknt han ikke kendte dens art, var han lige med eet
den, der morede sig bedst og lydeligst. Han knkkede over p midten
som en tynd kp, der er for strkt belastet, holdt sig ved tavlen og
fnyste af grin, s strk var hans tro, endda han ikke havde set. En
lussing p hundrede graders Celsius gjorde ham imidlertid atter til
en anstndig elev. Han genindtog retstillingen og begyndte med
kridtet at lede efter vinkel AOC.

Hvad er det for et papir?

Helga fik det straks returneret.

Det er en tegning af Helga, oplyste Dagmar.

M jeg se den?

Nej. -- Helga krllede den sammen i den hule hnd.

Han greb hende om hndleddene, men hun sled sig ls og gemte
tegningen i sin ene sko.

Hvor blev den af?

Den er i min sko.

Jeg vil ha den.

De vil da ikke ta mig om benene.

Der blev strk uro i klassen. Eksaminanden smilede smrteligt. Han
lignede et billede, som et barn har vret ved at kolorere, men hvor
kun den ene kind er blevet frdig. Han og hr. Jensen tog igen fat p
at sge efter vinkel AOC; de havde bgge lige svrt ved at finde den.

Men idet Helga satte sig, kom tegningen som ved et uheld op af hendes
sko. Hr. Jensen kastede sig over den.

Han var virkelig sdan en fornuftig mand, det kom han til at tnke
p, nu da modstningen mellem hans vanvittige optrden og hans vrige
respektabelhed ogs blev ham selv pfaldende. Han mtte stte sig
ned, og hele klassen beskuede tavs hans moralske nederlag. Helga blev
alvorlig, igen en gang flte hun sig berrt af noget vildt og
forfrdeligt; mon det ikke var rent galt at le af det? Bevidstheden
af at ha haft en triumf svandt bort, hun stod s ubetydelig og grim
over for manden, der sad og stirrede frem for sig med sdan et
udtryk i sit ansigt. Resten af timen gik i hjtidelig stilhed. Hr.
Jensen var en agtet lrer.

Du driver det noget vidt, sa han til Helga, da de to var alene.

Det er jeg ndt til, svarede hun med bortvendt ansigt, ellers griner
de andre ad mig. M jeg f min tegning igen?




Hvor er hr. Grandlev? blev der skreget.

Hvor er frken Schou? blev der hvisket.

Helga lb ned ad perronen og fandt hr. Grandlev.

De m skynde Dem, sa hun, ellers blir der ikke plads. Hun tog ham ved
det ene rme og stak resolut i trav med ham.

En kupedr fyldtes straks med en forvirret blanding af strre hatte
og mindre ansigter.

Er her plads til os to? spurte Helga.

Vilde jahyl ld indbydende derinde fra.

La vre med at skrige, rdede Helga; ellers fr vi frken Schou
herind.

Hvor skal hr. Grandlev sidde? spurte hun, mens hun endnu hang p
trinet.

Her! ld det adskillige steder fra, og flere brkdele plads blev
gjort ryddelige.

Der er bedst ved vinduet, afgjorde Helga. Hun satte sig lige overfor.

S gik toget, og realskolen krte i skoven.

Grandlev forstod ikke, hvorfor han netop skulde vre inde hos de
store piger; han plejede ikke at vre srlig meddelsom uden for
skoletiden, men det morede ham i al stilhed at hre p dem, og det
havde de mske opdaget. Deres samtale var en lydmasse, der uafbrudt
varierede, og hvis enkelte ord ikke interesserede ham, men i dens
stadige vekslen fandtes udtryk for menneskelig-broget mangfoldighed.
I dette virvar af lystighed, bedske hentydninger, der sigtede og
ramte; gammelklog og fornuftig passiar og ubetnkt vs, der straks
fandt sin skarpt bevbnede kritiker; af blide og hvasse stemmer, af
godt hviskende venindeskab og benbar hnlig fnysen mod den, der ikke
regnedes med -- i dette kaos af frisk fornjelighed og ugidelige suk,
af blde, klare rster, der lod ane om fremtidig moderlighed, og
stemmer, der uden ndvendighed sattes op til kattehyl -- i alt det
var der spirer til de voksne kvindestemmer, som en gang skulde
udvikle sig deraf; hver af dem vilde flge sine tonebeslgtede og
senere mere og mere harmonere med dem; de blide og de skarpe, de
matte og de friske vilde hver g sine veje, og de vilde ikke senere
komme til at lyde sammen som nu. Men i dette stemmemylr var
begyndelsen til alt blandet i eet, og det stemte sammen ligesom en
sommermorgens mangfoldige lyde. Og her sad Grandlev og hrte p det,
som om det var en naturkonsert, han nd p sin morgentur. Som tanke
betragtet var det ungtelig primitivt, men som en eller anden
mangfoldighed, der bragte ens sind i sammensatte svingninger, var det
af vrdi. Det var frisk som alt broget, hvor man ikke behver at gre
sig ulejlighed med at forst enkelthederne. Han kom til at tnke p
den tid, da han begyndte at f ideen til sin doktorafhandling, der
havde noget med sammenlignende sprogvidenskab at gre. Indtrykkene
fra de mange sprog havde vret s forfriskende for hans sind, der
var blevet trt af adskillige rs specialstudier, og nu mrkede han
en tilsvarende friskhed ved at lytte til et kor af pigestemmer mellem
fjorten og atten; der var ingen slags snak, der lignede denne i
stemningens omfang, men han havde aldrig i sine rent intellektuelle
dage tnkt, at det kunde ha udbytte for ham at hre p den. Mske var
det hans stille hren efter, som han srlig havde lagt sig til, siden
han var blevet lrer, der havde givet anledning til hans bekendte
studier over visse lydlige fnomener ved det danske talesprog. I s
fald havde disse bevidstlst passiarende unge pigers megen ordspild
dog haft en videnskabelig betydning; han smilede uvilkrlig og s op.

Hr. Grandlev sidder og kritiserer, sa Berta, og der blev med et
stille. Hvad tnker De egentlig ved at hre p al vort vs?

, jeg ved ikke; jeg tnker mig nrmest, at sdan m det ha lydt i
Babelstrnet, efter at sprogforvirringen var godt og vel kommet i
gang.

N! Ja, men s m De hellere sige os noget andet: Hvad hrer der til
for at vre voksen? Helga tror ikke, hun er det, og Dagmar mener nok,
hun er det. Hvad, hvornr er man s voksen?

Han mente, det var et relativt begreb, og sgte at forklare det, men
det relative interesserede ikke.

Jeg tror, Dagmar ved det, sa Berta.

Nej, erklrede Dagmar og rdmede.

Jo, sa Helga, man kan se det p hende.

Dagmar mener, forklarede Berta, at man er voksen, nr man kan blive
forelsket.

Dagmar forsgte ikke at bengte det; hun rdmede og s ulykkelig ud
og vendte blikket mod himlen, hvorved hun igen kom i ligevgt. Det
var Dagmars sidste udvej, nr hun ikke vidste, hvad hun skulde sige
eller gre: at se mildt til stjrnerne.

Jeg synes ikke, sa Helga, at det at vre forelsket er noget tegn p,
at man er voksen; tvrtimod. Ja, hvad ler De af, hr. Grandlev?

Jeg lo ikke, jeg s blot i nden den myndige institutbestyrerinde,
som De en gang har i sinde at udvikle Dem til.

Er jeg myndig? spurte Helga med en s rolig og kold forundring, at al
samtale stansede i nogle minutter.

Ja vist er hun myndig, tnkte Grandlev, og da han s udtrykket i
hendes ansigt, var han nd til at beskftige sig med hende resten af
krslen. Det var ham ikke muligt at finde tilbage til sin forrige
tankegang. Det var ganske vist ogs dumt udtrykt, gik han videre,
idet han forestillede sig, hvordan hun havde opfattet hans
bemrkning; der var skrappe lrerinder p skolen, som det mtte vre
fornrmende at blive sammenlignet med. Han havde blot villet udtrykke
sin anerkendelse af hendes vsens sikre og sunde ligevgt, men det
mtte jo ventes, at han slap drligt fra det, da den art overvejelser
l s langt uden for hans speciale. Han vilde grne glatte p det,
men opdagede i det samme, at hun indgd ham en vis respekt, ti
hvorfor blev han ellers ilde til mode ved tanken om at skulle gre
hende en slags undskyldning? Et mrkeligt faktum, vrd at anholde.
Derved kom han til at huske p noget, s at sige noget udestende,
han havde med hende. Et par jne -- et simpelt individ vilde sige:
et par jne, hun havde lnt ham, men det var jo slet ikke ham, hun
havde set p den gang; henover hans hoved -- som om han aldeles intet
var -- havde hun slynget et stort og fuldt blik langt ud i verden;
han blev ganske lille under det; og sknt det ikke vedkom ham det
fjrneste, vilde det ikke la sig glemme igen. Han havde tnkt over
det og over hende med, hans interesse havde vret ham selv
pfaldende; han havde forklaret sig sin mrkelige sindsbevgelse over
det nye og enestende, der var i at mde sdan et par jne; der mtte
tages billigt hensyn til hans ringe erfaring p kvindejnenes omrde.
Det havde vret ham overraskende, at hun beskftigede ham s meget,
og han havde omhyggeligt udredet sig alle grundene dertil; han havde
skarpsindigt fet meget ud af lidt, hvad der var en af hans
videnskabelige specialiteter. Ja. Og hver gang han havde facit -- og
det var rigtigt --, s var der et par jne for meget, de kunde ikke
skaffes bort. Han s dem til uventede, endog ubelejlige tider. De var
s rige p -- hvad? De s efter, ja de havde allerede set s meget,
_som han ikke kendte_. De drev ham ud at spasere, nr han havde andet
at gre; de fik ham til, i ren videnskabelig utilfredshed, at lgge
bgerne og g fra dem; nu havde han opdaget, at der var noget, de
ikke vidste. Men ret beset var det ikke nogen overmde intelligent
opdagelse.

Han tnkte sig resolut alle muligheder; han plejede ikke at g af
vejen for sandheder, ikke en gang for sandsynligheder. Men her fandt
han ingen grund at bygge nogen hypotese p; han var ikke forelsket,
han kunde se p hende med den strste koldblodighed. Hendes jne var
udmrkede, men _det_ udtryk havde han ikke set siden, og det var jo
det, alting var bygget p. N, hvor kunde man s bygge p noget, der
mske viste sig en gang om ret? Hvis det var hans form for den
bermte krlighed, s kunde den passe sig selv, han skulde ikke tnke
p at trffe nogen som helst foranstaltninger i anledning af den.

Der var et sprsml, som han aldrig kunde blive klar over: Gjorde han
alt for meget ud af dette attenrige pigebarn, eller var hun mere
vrd, end han havde nogen anelse om? Det stod ham ikke klart, om det
var latterligt, at han var s optaget af en skolepige, eller om hun
muligvis var den rigeste af de to og kunde le ad hans lrde
fattigdom. Een vished havde han erhvervet sig den dag: Hans jne var
matte og savnede udtryk; de havde set og lst meget, men jne kunde
ogs bruges til andet, som ikke skulde foragtes; ti var det et
smmeligt resultat af det sete og lste, at han slog sine jne ned
for hendes? Han kunde ikke lide denne tanke, den gjorde ham, der var
strk i kundskab, til den ringere, og dog er kundskab sre god; han
havde altid flt sig som den, der i visse henseender er bedre og
strkere. Men ringere var han, og det i en komisk grad. Sad han ikke
her og anstillede disse lange betragtninger i anledning af hende,
mens hun for lnge siden var frdig med ham og nu talte ivrigt om
ting, der intet havde med ham at gre. Men det kunde ogs blot
bevise, at han var den, der tnkte dybest over foreteelserne, og deri
var ikke noget mrkeligt.

-- Da de gik fra stasjonen ad skoven til, kom Helga til at g ved
siden af ham.

Nu ved jeg alts, hvad De mener om mig, sa hun lidt besvrligt.

Han blev behageligt overrasket ved, at hun ikke havde glemt det
endnu. Hvad er det egentlig, De sigter til? spurte han.

Det, De sa om mig som institutbestyrerinde.

N ja. -- Nu var han ikke lngere s ivrig efter at forklare hende
sin mening med de uheldige ord. Hun var et barn, at hun hngte sig i
sdan noget. -- Det var ikke ord, jeg la nogen som helst betydning i,
Helga. Tnk ikke mere p det.

Hun kom til at fryse over hele kroppen. Med sdan et par ord smed han
hende langt vk som noget ligegyldigt uden nogen som helst betydning.

, jeg havde bare tnkt mig, De mente noget med det. Ellers vilde jeg
ha sagt Dem, at -- --. Men det er jo slemt nok. Hvad gr vi ved det?
De ved det vel ikke. Nej. Farvel da.

       *       *       *       *       *

Helga er nok i drligt humr, sa Berta, da de store piger efter
frokosten l oppe p udsigtsbakken og snakkede og rg cigaretter.

Hvem har bildt dig det ind? spurte Helga.

Du siger slet ingenting, svarede Berta.

Det er fordi, jeg tnker p noget, jeg har oplevet i den skole, hvor
jeg gik, fr jeg kom hertil.

, lad os hre det, bad de allesammen.

For mig grne. Bestyrerinden i den skole kaldte vi Sule-Rikke, fordi
hun var s fed naturligvis, og s var der ogs en fedtet, langhret,
bleg teologisk kandidat, som hed Amerikansk Olje. S en dag skulde
vi ha Oljen til historie, og vi blev enige om, at jeg skulde stoppe
en sko ind i kakkelovnen, s det lugtede, s der ikke var til at
vre, for s kunde vi blive fri for ham og f gymnastik i stedet for.
Men om forladelse, Sule-Rikke fik det hoved p, at hun vilde ha os i
frste time, og hun var ellers ikke til at gre sjov med. Men jeg
havde jo vret der med skoen, og hun sad p katedret og gloede og
snusede og gjorde ved, og s sa hun, hvad det var for en lugt, men
det var der jo ingen, der vidste.

S blir I her en time i eftermiddag og lige sdan i morgen, til jeg
fr at vide, hvad det er, og hvem der har lavet det.

Og s op med vinduerne, og dr sad vi. Sule-Rikke hun hentede sig et
uldent sjal, s var hun klaret. Vi gumlede noget p dette her, og der
kom sedler hen til mig, at jeg skulde sige, hvordan det hang sammen.

Ja, ja, tnkte jeg, nr I ikke holder bedre sammen, s skal jeg nok
huske jer til en anden gang, og s rejser jeg mig og siger, at det er
mig, der har puttet en sko i kakkelovnen.

Vil du s ta en ildtang og ta den ud med? sa Rikke.

Jeg fiskede skoen op og bar den ud, s rgen stod omkring. Hun gabede
p mig hele tiden, men sa ingenting. Hun skldte aldrig ud.

Var der flere med til det? spurte hun s.

Det er mig alene, der har fundet p det, sa jeg.

Det vil jeg grne tro, sa Rikke og s hel venlig ud af arrigskab. S
kan Helga stte sig ned p sin plads igen.

Den er god, tnkte jeg, og s gik vi videre i fransken. Jeg blev
hrt, men jeg kunde det s godt, at Sule-Rikke blev violet af
rgrelse.

Men da frikvarteret kom, sa hun til mig: Det er jo kedeligt, at du
ikke kan blive flyttet op i nste klasse, men det er din egen skyld.

Bagefter kom de andre og skulde vre medlidende, men det skulde jeg
naturligvis ikke ha noget af. I timen efter fik vi s Amerikansk
Olje, og Rikke gik ude p gangen og lurede, for der var tit spetakler
i hans timer, men den gang var der nu ingen. Det var heldigvis koldt
den dag, s hun mtte trave godt til for at holde varmen, og lidt fr
timen var forbi, kom hun ind og spurte, om der havde nogen vret
uartig, og skvede hen til mig, men der havde nok ingen vret, og om
nogen ikke havde kunnet sin historie, men Oljen mente ikke, der var
nogen. Og Rikke kom hen og skulde hre mig om igen, men det fik hun
ikke noget ud af, s hun mtte njes med at glo p mig. Siden den dag
var jeg ikke mere med til at lave kunster, de andre mtte gre det
alene, og p den mde gik det efterhnden i st. Det var smnd ikke
morsomt. Til sidst en dag holdt Sule-Rikke en lovtale over mig,
hvordan jeg havde forbedret mig, det var da hendes vrk, og det var
hun stolt over, for i grunden holdt hun s meget af mig, isr nu da
jeg var sdan, som en sd, ung pige skal vre. Men det var endnu
vrre, at jeg var kommet i kridthuset hos Amerikansk Olje, det var
siden han kunde styre mig, det var han naturligvis forfrdelig
taknmlig for. Han smilede altid s fedtet til mig og vilde grne
rre ved mig med sine oljefingre. Han var alligevel flere end Rikke.

Hvorfor det? spurte Berta.

, han var da, eller skulde ha vret et mandfolk. Han friede til mig,
det vil sige, han var ved at begynde p det. Jeg skulde ha vret Fru
Amerikansk Olje. Jeg skulde komme til re og vrdighed. Uha, jeg
fler mig hel fedtet endnu, nr bare jeg tnker p ham.

       *       *       *       *       *

Dagmar gik alene inde i skoven med snket hoved og de foldede hnder
hngende ned foran sig; hun vidste ikke, hvor hun var, og hun vilde
heller ikke stte pris p, om nogen kom og fortalte hende det,
medmindre det var en bestemt, som hun nok vidste. Egenlig legede hun
rvere og soldater og var selv rver, men det havde hun glemt for
lnge siden. Hun kom til at tnke p det, da hun s en skikkelse
rejse sig bag et tr, og hun flte, at hun ikke gjorde sin pligt. Da
hun fik lftet sine vemodige jne op fra skovbunden, opdagede hun, at
skikkelsen var Helga.

Ser jeg forbrlet ud? spurte hun.

Har du grdt?

N, du kan alts ikke se det. Er jeg grn om munden? Jeg tror nok,
jeg har tygget grs.

Lad os g hen til en grft og vaske os. Hvordan er det, du ser ud,
Helga?

Jeg er vel ikke kn i dag? Nej, jeg vil grne tro det. Hvad har du
bestilt?

Ja, nu leger vi jo. Ellers har jeg talt med hr. Grandlev.

Om krlighed? Sa du, at du er forelsket i ham?

Nej, svarede Dagmar smigret og flov. Det er jeg da heller ikke.

Du skulde bare ha sagt ham det. S skulde du se -- --

Hvad s? , Helga, sdan noget snak.

S havde han vredet halsen om p dig, for han kan ikke lide dig.

Men Helga, hvad er der i vejen?

Uha, lad vre. Jeg er ikke oplagt til at vre klen. Det er ogs
noget vrvl; han elsker dig nmlig, han har selv sagt mig det, for
mig fortller han alting.

Det er ikke sandt.

Skal vi g hen i grften og drukne dig af ulykkelig krlighed? For du
tror ikke, det var lgn, hvad jeg sa, og det er det desvrre. Jeg kan
holde dig i benene s lnge. Kom s. Hodet frst.

Dagmar lo gennem trer, og det kldte hende. I dag er du ikke rar. --
Hun smilte undskyldende i anledning af det strke udtryk, hun brugte.

Ja, du blir hel grim i dit pne ansigt af at se p mig, og jeg blir
endnu vrre af at se p dig. Nr jeg en aften mder dig og Grandlev
nede ved fjorden, skal jeg smide jer i vandet, og nr I s er blevet
begravede i een grav, s stter jeg mig oven p som en kulsort ugle
og tuder og gnistrer med jnene, og hver nat gr der et menneske fra
forstanden af skrk ved at komme forbi og se mig.

Skal vi ikke g tilbage til de andre, Helga?

Nej, jeg vil blive her og ve mig i at tude. Nr I blir gift, skal I
ha et gstevrelse stende, dr skal tante Helga bo, nr hun kommer
og besger jer. G s med dig.

M jeg ikke blive lidt hos dig, Helga? Jeg trnger sdan til at tale
med dig, hvis du bare vil vre fornuftig ligesom et andet menneske.

Nej. Jeg skal ogs hen og brle noget mer, s jeg har ingen brug for
dig.

Men hun grd ikke, da Dagmar var borte. Hun satte sig p et grde i
kanten af skoven og s ud over en mark og tnkte: Hvad s?

Langs en bivej gennem marken stod en rkke gamle, stvnede popler,
hvis forunderlige hslighed pludselig blev hende indlysende. Der
strmmede noget igennem hende, noget velgrende, der spndte og
trykkede; begyndelsen til et smil bnede hendes lber.

Et ujvnt geled af lemlstede kroppe, fulde af knuder, der grne
kunde vre ar efter sygdomme, der havde dt lemmerne bort. En
srgelig all af spedalske, der rokkede fremad mod et sted, hvor der
kunde tnkes at vre en almisse at f. De krummede sig allesammen i
en eller anden retning, som om de lyttede efter noget, men deres
stakkels hjlpelse udtryk fortalte, at de intet opfattede. De var
bervede alt, indtil det blotte skrog; nogle kummerlige duske med
grimme, gule blade strittede til vrs, det var deres fletrde, det
eneste, de havde tilbage, hvormed de kunde sknne sig til, hvad der
foregik omkring dem. De viftede ikke med deres grene som andre trer,
de ytrede ikke noget med deres blade, og hvis de raslede et jeblik,
s ld det ganske skeletagtigt, ikke som en livsytring.

Helga var betaget af dette billede p stum og blind elendighed; hun
flte, at tilvrelsen rummede meget, hun endnu ikke anede, men som
hun burde kende, som en gang vilde benbare sig, og medens hun sad
dr ubevgelig i en tung og rig stemning, havde hun en strk
foruddannelse om kommende rigdom.

-- -- Rb inde fra skoven vakte hende; hun sprang op og s sig
undrende om. Hun gik lidt og kunde ikke rigtig orientere sig i sine
egne stemninger. Nu da hun gik tilbage ad den samme sti, forekom det
hende nmlig, at hun egenlig var i drligt humr, men ved hjlp af
lidt eftertanke viste det sig, at hun bare havde bret sig temmelig
tosset ad over for Dagmar, hvad der s var get af hende, men det var
ellers ligegyldigt. Hun lod sine fdder slbe gennem lvet, og p
hendes ansigt var et stillestende smil, mrket af et lykkeligt
jeblik, der er blevet koldt og endnu holder sindet fast i en
erindrende stivnen. Hun bar sit legeme fremad, som om det var en
uvedkommende byrde, der skulde med, og som for resten heller ikke
vejede noget.

Inden hun nede det sted, hvor de skulde samles, kom hr. Jensen hende
i mde.

Hvor har du vret, Helga?

Dr henne ad; hun gjorde et kast med hodet, der meget ubestemt angav
retningen.

Jeg kan ikke forst, du er rendt fra os andre. Er det virkelig for at
undg mig, at du gr det? Hvad har du taget dig til?

Men ikke for alverden kunde det falde Helga ind at fortlle, at hun
havde set p gamle poppeltrer. Mske var der eet menneske -- ja
mske; men at han her kom netop nu og muligvis vilde fri om igen, det
var sandelig groft. Hun fik en anelse om, hvor tosset det ene
undertiden kan flge efter det andet her i verden. Derfor vendte hun
sig og gik rask ind ad mdestedet til.

Men s hndte det samme om igen i form af frken Schou.

Tillader du, jeg flges med dig?

Helga s forbavset p hende.

Du spaserer meget med hr. Jensen, sa frknen, rolig i bevidstheden
om, at hun her kunde mde med moderlig overlegenhed og fortjente at
blive phrt med taknmlighed. -- Jeg vil bare gre dig opmrksom p
det; du har vel som sdvanlig ikke tnkt over det, men det er lidt
pfaldende, folk taler om det.

Helgas tidligere stemning mdtes her med fornmmelsen af stor
plathed, men resultatet af blandingen var ikke frdigt; hun tav.

Du er vel ikke fornrmet? N, det har du da heller ingen grund til;
men hvis du for en gangs skyld skulde ha lyst til at overveje, hvad
jeg siger, s vil du indse, hvorfor denne spaseren ikke er heldig.

Kampen i Helgas sind endte med lystighed; hun lo uden at lgge bnd
p sig, indtil hun fik kvalme ved at se frknens ansigt, hvor et
samtidigt udtryk af overlegenhed og underlegenhed frembragte en
besynderlig og flov virkning.

Ogs hende lb Helga fra. Hun var egenlig bde vred og afskyligt til
mode, da hun nede pavillonen; det var slet ikke morsomt alligevel,
selv om hun havde let. Hun hadede menneskene, sdan som de kom den
ene efter den anden -- --.

Grandlev rejste sig fra et af de sm borde.

Men hvad er der dog i vejen med vor Helga? sa han. De ser jo helt
ulykkelig ud.

Helga blev varm. Det var s velgrende, at han straks s, at der var
noget, der trykkede hende. Og med det samme var det vk.

Der er ingenting, sa hun og s op p ham.

N nej; jeg tror virkelig heller ikke. De er nok rask til at skifte
ansigt.

Ja, heldigvis, svarede hun overgiven. Men skal vi ikke danse, hr.
Grandlev?

Jo, vi skal danse. Kom De bare med mig.




Eksamen nrmede sig. I fjerde klasse fik den engelske grammatik en
sidste overhaling. Eleverne havde nu opgivet alle slags ljer; hvis
der forefaldt noget morsomt, var det kun i anledning af et dumt svar;
ellers gik det ganske fagmssigt til; enhver var optaget af at f
med, hvad der ikke tidligere var blevet forstet, eller fastsl det
kendte for sidste gang. Kun Helga var udeltagende; hun var blevet s
underlig i den senere tid; hun vilde ikke g aftenture med Dagmar,
ikke repetere sammen med Berta, og i timerne lukkede hun ikke sin
mund op.

Grandlev undrede sig ogs over, at hun ikke svarede sammen med de
andre.

Forstr De det ikke, Helga? spurte han.

Hun stivede sig af mod rygstdet og s op med panden fuld af rynker.

Det gr jeg nok, sa hun.

Hvad vil det sige?

Det ved jeg ikke.

Hm, De har tid til at vre uhflig. Lad os hbe, det morer Dem.

Hun flte den trods, der steg op i hende, som noget velgrende. Bare
han vilde hne hende rigtigt; hun trngte sdan til noget, der var
bittert, og som sved.

Vr s venlig at sige, om De forstr det, jeg gennemgr. Hvis det
anstrnger Dem at benytte en hflig tone -- hvad det vistnok gr for
tiden --, s svar, som det er Dem bekvemmest.

Det ved jeg ikke; det har jeg slet ikke tnkt over.

Han stod foran hende med den engelske grammatik i hnden.

De forbavser mig ungtelig, sknt jeg har drlig tid til at vre
forbavset over Dem. Er det sdan, De for fremtiden skal vre? Er det
med det sind, De skal g ud i verden og -- n et eller andet ml? For
nogen jeblikkelig grund til Deres opfrsel gives der jo ikke.

Helga flte alvoren i hans stemme; men hun vidste ikke, hvor langt
hans sprsml egenlig rakte; der kunde ligge s meget i det. Havde
hun kun turdet se p ham. Hun kunde blive god, hvornr det skulde
vre, dersom hun blot vidste -- -- men mske nskede han bare at
ydmyge hende.

N, sa han; det var ellers ikke Helgas fremtid, der interesserede os;
vi vil hellere g over til de ubestemte stedord.

Dermed var hun afskret fra at sige mere, og hun var dog endnu ikke
mttet i trods, hun var endnu ikke tilfredsstillet i ydmygelse.
Hvordan skulde han forst det? Han mtte jo tro, hun bar sig sdan ad
for at vre uartig mod ham, og s var det af en hel anden grund. Hvor
var det ikke dumt, at hun var s gammel, at han ikke kunde rykke
hende i hret.

Nu mtte hun se op p ham, mens han var optaget af grammatikken --
og s mdte hun hans blik. Det var ikke vredt eller bebrejdende, men
sgende, uundgeligt; hun tog ikke sine jne til sig, det var ikke
hendes sdvane, men dette blik ramte hende som en fysisk smrte;
ingen havde nogen sinde set p hende med den magt i sine jne, det
trngte s voldsomt ned i hende, og da hun straks efter lukkede
jnene, blev det ligesom siddende der nede, det tog en uhyre plads
op, hun var ikke lngere sin egen herre og kendte ikke rigtig sig
selv igen. Hun blev s trt over hele kroppen, og hun frs. Dersom
hun nu havde vret hjemme, kunde det ha vret dejligt at ligge p en
sofa og blive ved at ha det som nu. Imidlertid gjorde hun sig det
bekvemt dr, hvor hun sad, og hun blev helt ked af det, da det
ringede, og hun mtte af sted.

Grandlev blev tilbage; mske vilde han tale med hende, irettestte
hende, eller hvad det nu var; hun skyndte sig i rystende hast med at
samle bgerne, det kunde ikke g an, at han talte til hende; hun
havde ikke spor af herredmme over sig selv. Hvad kunde der ske? Men
hun tabte bgerne; den ene af eleverne gik efter den anden, de blev
alligevel ene. Hun havde aldrig vret s bange.

Hvis der er noget, De ikke forstr, Helga, sa han tt ved siden af
hende, s vil jeg naturligvis grne hjlpe Dem.

Jeg forstr godt -- -- --. Hun forsgte at rynke panden, men den
glattedes straks igen ud af sig selv, s trt var hun.

Nu var hun bunden af hans stemme, kunde ingen steder komme. Hun anede
ikke, hvad det kunde falde hende ind at gre om et jeblik, hun var
umyndig over sit eget sind. Men s opgav han hende heldigvis og gik.

Det kan da vel ikke vre meningen, tnkte han, mens han gik, at jeg
skulde vre forelsket i dette halvvoksne pigebarn, hvis kultur er s
yderst primitiv.

Helga lb hjem, hele vejen, det varede fem minutter. Hun vilde ligge
p sofaen med ansigtet nedad og lukke jnene og blive borte. Men som
hun lb, fik hun smag for hurtig bevgelse; den passede alligevel
bedre; hun smed bgerne ind ad dren og gik en lang tur.

I begyndelsen var det dog tungt at g. Det var ligesom egnen om
hendes hjrte var fyldt med vdt sand, men det blev lettere under
gangen; hun mrkede, hvordan byrden svandt ind i omfang og tyngde,
til sidst var der i dens sted noget, der bar oppe; nu kunde hun slet
ikke blive trt. Det vilde gre godt at ha mange grfter at springe
over lige i trk. Det skulde blot ha vret i hendes barndom nu, p
den store eng hjemme ved grden.

Det var s godt og frisk, sommeren var s ny endnu. Vinden puslede
varmt i hendes nakkehr, som vilde den lege, hun kom til at smile ved
det. Der var i hendes sind en smrtelig hjtidelighed, der gjorde, at
solskinnet s helt anderledes ud, end det plejede; men det undrede
hende slet ikke, at verden sledes havde skiftet udseende. Hun havde
det, som den der har oplevet noget stort og afgrende, og som
derefter ser p tingene med andre jne.

Men det vigtigste var, at der i dag var sket noget, der bestemte
hendes fremtid, lige meget hvad der ellers fulgte p, lykke eller
skuffelse. Nu bar hun noget i sin sjl, som en anden havde lagt deri,
mske kunde ingen af dem gre for det, men det var dog sket, som ikke
kunde vre anderledes. Hun bjede hodet med stolt og hemmelig
undseelse: Hun var ikke lngere sin egen; men til gengld havde hun
del i en anden, som muligvis slet intet anede om det hele.

Det frste hun sansede, da hun kom hjem, var, at hun var forfrdelig
sulten, og da der var rdet bod p det, flte hun sig egenlig meget
ulykkelig; lftelsen var borte. Men nu skulde der lses leksjer, s
kunde der vres ulykkelig bag efter.

Hun samlede de bger sammen, der skulde bruges, og ordnede dem
metodisk i en bunke, de svreste verst, de andre aftagende i
vanskelighed ned efter, og s tog hun fat, lste undertiden hjt,
hvis det kneb med opmrksomheden, og tiden gik. Den gik mske ikke
let, men moeren kunde ingenting mrke p hende. Ved hendes hjre albu
steg bgerne til vrs; det blev en hel bunke, den kunde hun.
Aftensmaden tog ti minutter, hun repeterede indvendig, mens hun
spiste, og gik videre, som om der intet ophold havde vret.

Klokken slog otte. Otte. S gik han tur. Helga blev varm og god, hun
stansede midt i et uregelmssigt verbum og besluttede, at hun vilde
altid vre rar mod ham, hun vilde begynde straks, nu i aften og
derefter blive ved. Hun mtte ud og trffe ham.

Hun blste de udpillede jenbryn af bogen, fik tjet p og lb ned ad
trappen. Ved det nstnederste trin stansede hun og kom i tanke om
noget: Nu gjorde hun jo netop det, hun var blevet enig med sig selv
om, at hun ikke vilde gre. Den bestemmelse havde hun alts glemt,
endsknt den ikke var ret mange timer gammel. Hun kunde nmlig ikke
vre bekendt at nrme sig ham efter den opfrsel, hun havde vist.

Hun rystede p hodet, idet hun gik, hun syntes absolut ikke om sig
selv, og hun var ikke rigtig glad mere. Da hun gik igennem gaden, s
hun sky og uvillig p folk, hun mdte; mon de allerede vidste noget?
Nu var hun da hjlpelst forelsket; hun s op og smilede, det var i
grunden s srgeligt.

Uden for byen var der desvrre tre veje, som der kunde vre tale om.
Hendes jne blev trre, mens hun spekulerede over, hvilken af dem hun
helst skulde prve. Den i midten havde mske mest sandsynlighed for
sig, fordi den var en slags middelvej, men hun kunde ikke bestemme
sig, hun fik hjrtebanken af angst, mens hun tvede, og samtidig med,
at hun bag ved hjtideligheden fandt sig selv latterlig, forekom det
hende, at der efter dette valg fulgte noget, der ikke kunde gres om.
Hun valgte den vej til hjre og gik til med lange, hurtige skridt.
Men mens hun derved fjrnede sig fra de to andre veje, de to andre
muligheder, og fik lyst til at vende om og prve en af dem, inds
hun, at det var unyttigt altsammen; hun kunde derfor lige s godt
blive p den vej, hvor hun var.

Hvad var det for en forventning om store ting, der havde drevet hende
hjemme fra? Nu viste der sig intet andet end den slappeste
kedsommelighed, og det blev heller ikke helt godt, fordi hun
opdagede ham langt borte, ti da den frste hjrtebanken var get
over, forstod hun jo nok, at der kunde ikke ske andet, end at han gik
forbi hende og tog hatten af. Hvorfor havde hun ikke kunnet tnke sig
det, da hun sad hjemme? Men hun var nu en gang komisk den aften, og
siden bevidstheden derom imod sdvane ikke gjorde hende mere
fornuftig, s kunde hun grne blive ved. Hun vendte derfor om og gik
s langsomt, at han var nd til at indhente hende. Endnu kunde hun af
og til se sig om efter ham; han var ikke langsynet, men hun mtte dog
vre forsigtig, og der forlb en uhyre tid med mange skiftende
stemninger, fra det jeblik hun sidste gang vendte sig om, indtil hun
hrte hans trin bag ved sig.

Godaften, Helga, sa han alvorligt og venligt, idet han gik forbi.

S kunde hun g hjem og i seng og spekulere over det; hun gldede sig
til det, men det var ikke s rart, som hun havde tnkt sig, for nu
kunde hun hverken lbe fra det eller lse sig fra det, hun var
hjlpels midt i det. Nu kom ogs de jne igen; de var ikke ret
strnge eller hrde, men de var s strke, de havde sdan en magt
over hende. Ingen havde sdan regeret over hende som de jne. Hun
vred sig i sengen, s hendes underlagen blev som et tov, men hun slap
ikke fra de jne. Hun mtte hellere se at forlige sig med dem.

Hun tnkte p den sidste skovtur; de var inde at danse Lanciers
sammen. Han stod med hende i hnden, nr det ikke var deres tur; hver
gang de havde vret ude, beholdt han hendes hnd. I de sidste ture
rystede den forfrdeligt, og hun vidste ikke, hvad hun skulde gre;
hun turde ikke trkke den til sig. Hun prvede at gre den stiv, hun
strittede med fingrene, men det kunde ikke g an; desuden blev den
straks ustyrlig igen. Men han opdagede ingenting; det kunde hun skele
sig til.

Hvor de havde haft det godt med ham i den frste tid, Dagmar, Berta
og hun. Han snakkede s tit med dem i frikvartererne, og nr han var
i godt humr, kunde han drille meget morsomt. Men det var forbi. Nr
eksamen var overstet, skulde han forloves med Dagmar. Helga brd han
sig ikke om, vilde ikke en gang sknde p hende. Han kunde vel ikke
se andet, end at hun var uartig; det var alt, hvad Helga var.

Det var rigtigt af ham, at han foretrak Dagmar, for hun var den
bedste af de to, men han burde blive ved med at bryde sig lidt om
hende ligesom fr. Nu da der slet ingenting var, syntes hun, at lidt
var s uhyre meget. Mske kunde det lidt vre blevet til mere, hvis
hun havde gjort noget for det. Flere andre mnd, som hun bare havde
ladet vre at stde bort, var blevet forelskede i hende -- -- --

Hvad var det? Hun var s trt i benene; hun trak dem op under sig og
mrkede, hvordan blodet strmmede ned igennem dem; hun havde nok som
sdvanlig stemmet dem mod fodenden af sengen. Og mens hun nu l, s
hun med eet hans ansigt for sig, s tydeligt som om han virkelig stod
ved hendes seng. Hun forstod, at dette var en slags gave, hvor den s
kom fra; hun l ganske stille og nd det og var helt glad. Han viste
sig i profil; hun kendte godt den flip, han havde p. Hver eneste
smting var der, ogs den lille brune plet ud for ret. Udtrykket var
det, han havde, nr han stod ved vinduet og fulgte med i bogen;
jnene var snkede. Hvad mon det var for en dag, hun sdan havde
stirret p ham? Hun vidste, at det ansigt havde hun fra en bestemt
lejlighed.

Det blev stende, det forsvandt ikke straks igen, men det kunde jo
forsvinde, inden hun anede noget. Hun sprang ud af sengen, tndte
lampe, hentede karton og blyant og satte sig op i sengen og tegnede
med sit atlas over knene.

Panden og hret kom straks, nsen lykkedes, skgget var ogs let nok,
hagen tegnede hun uden at tnke over det. Men jnene -- --. Hun
lukkede sine egne; jo hun havde dem s njagtigt for sig. Et par
raske streger -- -- nu var det allerede ham. Hun trykkede hnderne
ind mod sit bryst, hun blev s beklemt og overvldet -- --. jet blev
frdigt, det s eftertnksomt nedad, rynkerne strlede i et fint
knippe ud fra jenkrogen. Hun kunde kle for det, men det skulde
frst vre frdigt. Hun lavede resten af hodet, hret gik ikke ret
langt ned p halsen, det var s pnt. Og ret var fint; han havde
ikke disse gule, magre lderren, som s mange mnd har, de var
fyldige og sad passende tt ind til hodet.

Hun pressede papiret ind til sig, men tog det straks ud igen og s
efter, om det var knkket. En lille fold p kinden gik hun efter med
et knivsblad, til den ikke mere kunde ses.

Hun l lidt og s p billedet, og efterhnden gennemtrngtes hun af
den bevidsthed, at hun her havde beget et slags rov, hun havde
taget noget fra ham, ligesom tillistet sig, hvad hans var, og han
anede ikke noget derom. Det var ikke rigtigt imod ham.

Nej. Men han skulde en gang komme til at holde af hende; han skulde,
hun var s vis p det nu, og hun var heller ikke sdan, som han
troede, det skulde snart vise sig. Og s kom den dag, da hun vilde
fortlle, hvad hun havde gjort med ham, hvad hun ligefrem havde rvet
fra ham. Det skulde vre noget af det frste, han hrte af hende, nr
det andet var sket.

Hun kom til at se p sin knyttede hnd, der l hen ad tppet; hun
betragtede den med forbavselse og tnkte s med et pludseligt smil:
Den skal tegnes neden under, i hjrnet af papiret.

Den var hun snart frdig med; hun vidste godt, hvad den skulde
betyde: hendes vilje, hendes forvisning om fremtiden. Nu havde hun
ingen tvivl lngere. Alt var helt godt.

Hun satte navn og dato under, slukkede lampen og la sig magelig til
rette for rigtig at tnke p ham, og i nste jeblik sov hun.

       *       *       *       *       *

Mon hr. Grandlev ikke skulde komme lidt tidligt i dag, tnkte hun, da
hun gik i skole nste morgen. Den lyse stemning havde holdt sig, hun
havde kritisk gennemget tegningen ved dagens lys og fundet den god.
Det var en stor lettelse, for straks da hun vgnede, havde hun en
grim, ngtern fornmmelse af, at den duede ikke, at det hele var
noget aftenpjank, der ikke har noget at betyde, nr det blir dag
igen.

S snart hun s hr. Grandlev, vilde hun g lige hen til ham og bede
ham om forladelse, og s skulde det vre godt, ligesom i gamle dage.

Han stod virkelig p trappestenen og s hen efter, hvor hun kom,
hendes hjrte blev i samme nu uroligt som en sovende fugl, der rammes
af et hagl. Men hvad var det? Kunde det hnde netop i dette jeblik?
Han gik sin vej, frst tvende, syntes hun, s bestemt og hurtigt.
Skulde hun lbe efter ham? Nu gik han ind i en butik.

Det blev tomt og grt om hende. Hun kunde mrke, hvordan alle hendes
glade forventninger faldt til jorden, de rislede ned om hende som
regn; hun gik langsomt hen til trappen, men ved hvert skridt tabte
hendes tilvrelse i vrdi, hun var ikke meget vrd, da hun nede
trappen. Hun var ligesom huul indvendig, sjlen var drevet ud, hun
var kun et hylster af et menneske, der ingenting flte. Det var sdan
en stille fornmmelse, nsten som en bedvelse.

De andre kom og sa godmorgen. Han kom ogs, men s ikke til hende;
hun samlede sine bger op og blev fortvivlet levende. Alle de gode
forventninger, der var faldet af hende, kom igen og blev til noget
ondt og ruskende vildt. Hun kunde grne grde, mens hr. Grandlev
henvendte en spgende bemrkning til Berta; hun vilde ikke grde,
derimod vilde hun flges med ham op ad trappen, s kunde han se,
hvordan han slap for det.

Han ventede til sidst, hun ventede ogs til sidst og gik lige ved
siden af ham; det mtte grne rgre ham. Men hun glemte alt andet,
da han spurte:

Hvordan gr det s med humret i dag?

Det gr storartet, svarede hun, og i det samme blev hun forundret
over sig selv. Hvis hun havde fet tnkt sig om, vilde hun jo ha
givet et eller andet livstrt svar. Hun _var_ ogs livstrt, da hun
gik foran ham ind i klassen.

Han var alvorlig og stille. Helga blev hrt og klarede sig; han sa
ikke noget i den anledning. Hun s flere gange opmrksomt p ham og
tnkte p sit billede; det var nu godt, og det var blevet s godt,
fordi hun i det jeblik havde troet, han brd sig om hende. Det
vidste hun nu, at han ikke gjorde, men s havde hun det billede. Det
var sknket hende, det var en gave, som hun skulde vre glad for og
njes med; den skulde gre det ud for alting; der kom ikke noget
efter. Hun havde fet sin del, som der str.

Lykkelige Dagmar!

Hun var meget tilbjelig til ndsfravrelse hele tiden, isr i
frikvartererne, nr de andre larmede rundt om. I de sidste to timer
blev hun ogs noget svnig, og fantasien antog da sdanne former, at
hun mtte undre sig og blev vgen igen.

Da skolen var forbi, og hun gik hjem, stansede hun ved trappen og
skar ansigt ad den. Kammeraterne mtte grne se det; ingen vidste,
hvad det betd.

Hjemme fik hun straks tegningen frem. Det var ham. Om mange r havde
Dagmar ikke s god en erindring om ham, kun et stakkels fotografi,
der ingenting var i sammenligning med dette. Men det var alligevel
kun en skitse, hun vilde lave en kultegning efter den, strre, mere
omhyggelig, og nr hun var fem og tyve r og gammel jomfru, skulde
det billede hnge p hendes vg.

Men kultegningen vilde ikke lykkes. Hun prvede tre gange, og da var
det tetid. Alle tre forsg blev brndt.

Hendes sind var splittet og bittert den aften; hun kunde ikke sove,
sknt hun var s trt. Hun var i en hslig stemning, som hun ikke
forstod. Intet var godt at tnke p, men noget ulykkeligt kunde hun
heller ikke opdage. Hun sov uroligt, og i hendes drmme var der
slagsml, en gang vgnede hun ved, at hun drev sin knyttede hnd mod
vggen, s der gik hul.

Nste eftermiddag mere kultegning. Hun anvendte sin yderste omhu, tog
linje for linje og fik virkelig tegningen kopieret. Den var meget
njagtig, men den duede ikke.

Nu vilde hun ikke mere. Hun trak den nederste komodeskuffe ud og
vltede indholdet op; det var mest tegninger. Dr l ogs hendes
poesibog. Hun havde revet de fleste af venindernes mindeord ud og
erstattet dem med tegninger og delvis tilhrende tekst. Det vilde
nppe ha smigret veninderne, om de havde set det. P bunden af den
skuffe blev tegningen lagt. Nu skulde der ikke tnkes p den
forelbig.

Det var en befrielse. Om aftenen kunde hun tnke p ham med udelt
sind, lige til hun faldt i svn.




Niels Grandlev sad p en grftekant, bjet under vgten af en
beslutning.

Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere r havde
det ikke vret ndvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring
som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker ls, som han
sa til sig selv. Nye disposisjoner mtte trffes, han havde ingen
fred i sin vante tankegang, og ndvendigheden af det, der skulde
gres, bjede hans skuldre -- han gjorde sig selv opmrksom p denne
omstndighed.

Var han den mand, der kunde udfre den ptnkte handling -- eventuelt
den dumhed -- uden at tilstte for mange garantier for fremtiden? Ti
han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom flgerne af en
handling er en ganske ulyrisk ting.

Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hnd, som
han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De
to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes
hnd, da frst han havde opdaget, hvordan den var. Gldende varm var
den og s let, at den syntes at vre immateriel. Det var, som om han
havde haft hnden fuld af ildsluer, s blde som dun. Den var ikke
rolig et jeblik, fingrene sitrede uafbrudt; de var som sm dyr, der
stak de varme snuder til for at prve, om de kunde slippe ud. Det var
en forklaret hnd, en saligs hnd. Og frem for alt var det en
oplevelse af hj rang, der indtog en fornm plads i hans bevidsthed,
som alle fremragende oplevelser gr. Den fortrngte andre indtryk,
som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det mtte
erkendes. At han ikke havde tnkt sig noget sdant muligt, det var
naturligvis foruroligende, da han satte megen pris p sin egen
erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men nr nu dette
nye delvis fortrngte erkendelsen fra dens trone, s -- --

Han vilde grne tnke det fornuftigt igennem. Der var jo ogs mange
andre betnkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin
fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom
ikke. Han var net til det punkt, som en gang nes af de fleste
mennesker, der har den ofte skbnesvangre vne at overveje, fr de
griber: Det, han nu vilde gre, var det bedste, der kunde times ham,
og det var den strste dumhed, der kunde tnkes. Disse to opfattelser
vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog
vidste han i grunden nok, hvad han vilde -- eller hvad han blev nd
til.

Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en
drbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel
til ham i dag? Overgivent. Havde hun mrket noget og morede sig over
ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremg, at der var en
blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud
og se den? Han sad nmlig her og ventede p hende, om han ellers
vilde vre ved det. Det var det eneste visse.

Og dr kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.

Goddag, rbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som
jeg ved?

Han s ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at g sin
vej efter, tnkte hun. Men han sa ja s glad, at det lo i hende. S
gik de ved siden af hinanden; af og til stdte deres hnder sammen,
og de s p hinanden og kom til at g endnu mere ujvnt ved det.

Var det ikke frkt af mig, at jeg sdan inviterede Dem ud p en tur
sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af
indre lystighed.

Frkt? sa han og tav derp. Hun lo. Troede han, at hun trngte til at
f det undersgt?

Vinden blste varmt og strkt. Nr hun la hodet tilbage, var den som
et krtegn. Der var en flyvende hede i vret, der tog hende. Hun lo
stille og modstrbende, for at holde igen p stemningens overvldende
rigdom.

Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans
overvejelser.

Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme
tilstelse. Og s gik han dr s vrdig, som om han ikke vilde st
ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun
blev ved at le; det tog magten over hende.

Men, Helga, sa han og lo, mens han s glad og undrende p hende.

Ja, pinte hun frem. Jo. -- N og hvad s? spurte hun og stansede brat
foran ham, fuldstndig alvorlig; men det gav et std gennem hende, da
hun s, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var
jensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne
gang ikke kunde styre. Hun sprang over grften og lo sig hjlpels. I
dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han s aldrig har
gjort det fr.

Brudelys, sa hun og rejste sig.

Ja, kom s, sa han.

Hun sprang tilbage over grften, sdan at hun lige strejfede ham.

Kom s, rbte hun og lb foran. I dag kunde hun sige alting.

Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme ld lidt fattig. Hun
skulde tale og g foran, jeblikket var hendes. Helga beherskede
tiden.

Hold lige dr. -- Helga rakte en hnd bagud, idet hun bjede sig ned
efter blomsterne.

Varm og fast var denne hnd, ikke luftig, ikke legende flammer som
den anden. En resolut hnd. Og hvor holdt den fast. Br en mand ikke
altid kende en kvindes hnd, fr han kan tro p hende? Denne hnd
lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drm, dette er den
virkelige. Den forjttede hnd.

Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange
greb hun ogs ved siden af; al hendes sjl var i hans og hendes to
hnder.

Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et
gammelt, ugldeligt minde. Det var s fattigt og lnge siden. Det var
en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart
efter gik han bort; og da mtte han jo ha et hndtryk, en lille tr,
r trhnd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet rkke
ham en hnd som denne her -- --

N -- sa han og trak vret dybt.

Helga stod foran ham med den ene hnd fuld af brudelys. -- N, ikke
det? sa hun. Slip s da.

Hvad er der? spurte han forundret. -- Hendes hnd faldt ned som en
dd ting.

De sa nej; De kunde ikke holde det ud lngere.

 ja, ved De, hvad jeg tnkte p?

Hun vidste det. Lige som han spurte, s vidste hun det, hans ansigt
havde sagt det i samme jeblik. Et minde var get gennem hans sind,
en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde
givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.

Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fik jeg ikke flere
brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tnkte,
De kunde ikke holde det ud.

Mens han s p de jne, som han havde set en gang fr i sit liv, kom
han til at forst dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i
hendes latter. Det var ingen lssluppen latter, men en velbehersket
ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere
betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at
pkalde en naturkraft, som mske en gang blev hans herre, mens hans
egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent
beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den
styrke, som en anden mjsommeligt tilsatte i sine studier, men han
var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjlp af en vissen
tankegang, og han flte det med liden glde.

Lad os g hen til kilden og f noget vand, sa hun; jeg er trstig.

Det er jeg ogs, sa han.

Hun lo. Det var det, jeg vilde hre ham sige, tnkte hun.

Hun lb i forvejen, som om hendes trst ikke lngere var til at holde
ud. Hun havde fet den ide, at hun vilde st der henne og se ham
komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget
af at drikke.

Han fyldte den hule hnd og stod s og betragtede den en tid.

Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo s trstig.

Men dette gjorde endnu strkere indtryk p ham, end da hun lo; i
hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet.
Han tog hendes hnd.

Lad os stte os ned, sa han.

Hun s fra hnden op til ham. -- Ja, lad os det, sa hun med barnlig,
forknyt stemme.

Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor drbe vand
falde ned p hendes hnd.

Den vil blive bragt til at fordampe p grund af den strke varme, og
til sidst vil den komme i kog, forklarede han.

Hun s til med sit opmrksomste ansigt, som om det var et fysisk
forsg.

Jeg synes, det varer s lnge, sa hun; den har ikke begyndt at snurre
endnu.

Han kendte ikke sig selv nu; i dette jeblik var de to brn, og ingen
af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes
hnd, og hans tankegang var allerede pvirket deraf. Han mindedes en
klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og s var al hans
bevidsthed samlet om en vanddrbe p en hnd.

Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gre, han
anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at rre
den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en
stadig strre flade, blste p den, og s var den vk. Hendes jne
udtrykte lutter beundring over denne magelse kunst.

Nej, der skal mere vand p, sa han. Dette her blir ikke til noget.

Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nrmere til
vandet, og hun fulgte lydig med. Han hldte vand p den hnd, han rev
stykker ud af strlen og stnkede med, til sidst holdt han den helt
ind under strlen.

Den skal blive kold, ikke? sa hun.

Jo. -- Han tog om hndleddet og rystede den, som var det en klud. S
flte han p den, og de s p hinanden.

Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan
ikke. -- Hun lod den vde hnd hnge slapt ned, det hrte ogs med
til legen. -- Helgas hnd kan ikke blive kold, klagede hun.

Han lftede den vde hnd op p sin skulder, den anden kom selv; det
var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den
stemning, hun havde skabt, tog han hende p sit skd og kyssede hende
som et lille barn.

Lad os trre den lille hnd af, sa hun noget efter. Hun lod den
stritte ud i luften som noget, der ikke mtte vre med i legen.

Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og
forskrkket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hnd.
S vendte hun sig lidt fra ham, hun trngte pludselig til at se
verden igen, solskinnet, alting, hvordan det s ud nu.

Nej nu skal vi ikke vre brn lngere, vel? -- Hun lo igen ligesom
fr.

Le med, sa hun med en lille bnlig, klynkende mine, da han ikke var
kommet ud af alvoren endnu. Og s lo han. Han gjorde alt, hvad hun
vilde.

Denne dag er Helgas, tnkte han.

Skal vi g lidt? spurte hun. Hun tog hans hnd ganske fint med et par
fingre. Sdan vilde hun flges med ham; hun vilde g og se p ham og
tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det
kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sdan, som hun
havde ventet det. En stor krlighed mtte begynde p denne mde. Hvor
nyt og overvldende det end var, s forekom det hende dog som noget
gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden
hjtidelighed. Dette var det store og sjldne, der fra nu af var
hendes daglige liv.

To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme
dem; hun flte dem endnu; de var i hende ligesom hans jne den dag,
da hun begyndte ikke at tilhre sig selv alene; han erobrede hende
med sine kys, helt.

Fler!

Hun s forskrkket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun
fik den sjove, mut impertinente mine p, som hrte hendes yngre dage
til; han kendte den straks og smilede.

Den Helga begraver vi, sa han. Hun er dd.

Kys hende, inden vi putter hende ned.

Som sagte, varme drber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved
mellem sine hnder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, s
han tnkte ikke over, hvad han selv var.

Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.

Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget srligt ved
det ord; hun trngte blot til at vre dr, hvor de havde stet lige
inden -- --

Fungerer en mands tanker klart, grublede han, s lnge hans hoved
befinder sig mellem en elsket kvindes hnder. Hvis ikke, hvad vil
dette s blive begyndelsen til?

       *       *       *       *       *

Det var mrkt, da han kom hjem. Han tndte lampe og gik lidt frem og
tilbage mellem sine hje reoler. Mens han stod og s ned mod lyset,
opdagede han to lange hr, der havde snoet sig om en knap. Han
pillede dem forsigtigt af og bes dem, og det skaffede endelig hans
flelser luft:

Ja sandelig, tnkte han, m en honnet pebersvendetrje undre sig, nr
der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge,
blondladne kvindehr!




Niels Grandlev forlod i sin tid universitetet med store og vel
begrundede forhbninger. Nr andre p hans vegne udkastede
fremtidsplaner, s tav han, men at han en gang skulde ende som rektor
ved en af landets lrde skoler, det var i alt fald det mindste, han
ventede af sig selv, og mod dette ml stilede han, allerede inden han
havde taget sin eksamen. Han havde ogs sin egen teori om, hvordan
mlet skulde nes: Alene i kraft af viden. Han vilde tilegne sig den
mest mulige indsigt -- og indsigt var for ham ensbetydende med kultur
--; den skulde arbejde for ham; det var hans stolthed ikke at ha
anden anbefaling.

Lige fra sin barndom havde han altid hrt sin forstand fremhvet, og
vnen til at forst blev tidligt hans stolthed. Da han allerede som
latinskoleelev mrkede, at sprog faldt ham lettere end matematik,
besluttede han, der dog vilde vre sprogmand, at ta matematisk
artium, for i alt fald at skaffe sig den intellektuelle trning, som
de eksakte videnskaber gir, og hans forstand svigtede ham heller
ikke, sknt den ventede udmrkelse ikke opnedes, men det offer
bragte han grne sin udvikling.

Efter at han havde taget embedseksamen, blev han privatlrer i
Kbenhavn, og nu begyndte han mere bestemt at arbejde hen mod sit
ml; han fik artikler optaget i et lrd tidsskrift, og de vakte
den interesse, han havde ventet. Det var netop p den tid, da
en betydningsfuld omvltning havde fundet sted inden for
sprogvidenskaben; studiet af sprogenes lydforhold og af deres
betydningsindhold var mner, der sysselsatte alle unge filologer;
Grandlev kastede sig isr over det sidste. "Ordenes Liv", som en
fransk videnskabsmand kaldte det, var hans hovedinteresse. Efter at
han p dette omrde havde dokumenteret sig som moderne forsker, tog
han fat p et njere studium af kunsthistorien og gjorde bagefter en
udenlandsrejse for at se det, han havde lst om. Det stetiske
udbytte af rejsen var vel ikke stort, men vigtig var bevidstheden om
indvunden viden. De gamle mestre begejstrede ham just ikke, men det
forlangte han heller ikke af dem; han forstod dem s vidt, som han
trngte til. Han mtte vide noget om ethvert udtryk for menneskelig
duelighed; deri bestod efter hans mening det at vre humanist.

Den doktorafhandling, som han med tiden skulde skrive, havde han
endnu ikke fundet mnet til; den kom sandsynligvis til at dreje sig
om sprog-sammenligning, og indtil videre la han et par andre sprog
til: polsk og litauisk, samt udvidede sit kendskab til de romanske
sprog; s indfandt ideen sig vel nok.

Syv og tyve r gammel sgte han frste gang embede ved en
statslatinskole. Der blev ansat en ldre mand, der af formende
venner anbefaledes til ministeren. Hans vigtigste kvalifikasjon var
i virkeligheden den, at han sad smt i det og havde mange brn.
Grandlev syntes ikke om det; det var jo de sm krs sejr over
intelligens. I sin rgrelse sgte han til en kommunal realskole i
provinsen, hvor han blev ansat.

Det var en overilelse. Han inds det frst i det jeblik, da han
holdt kaldsbrevet i sin hnd, og det var jo ganske uanstndigt af en
mand som ham at overile sig. Desuden havde han overskret sin
forbindelse med hovedstaden, hvad det aldeles ikke var klogt at haste
med. Han anholdt det som sin frste dumhed og bestemte, at det skulde
vre hans sidste. S gik der fire r; han vandt sig en ganske
respektabel anseelse bde for kundskaber og praktisk duelighed; hans
studier over dansk sprog var velsete i tidsskrifter, og han la planen
til sin doktordisputats, der skulde behandle Paralelle og modsatte
Betydningsudviklinger inden for de Indo-europiske Sprog. Nr han
sgte nste gang, skulde det blive umuligt at forbig ham.

Han var en og tredve r, da der tilbd sig en gunstig lejlighed.
Denne gang var han sikker nok; ministeren udtalte sig uforbeholdent.
Da kom der fra hjere sted anmodning om at anstte en cand. phil.,
der havde haft et meget betroet hverv, og han blev kaldet.

Grandlev tog sig denne skuffelse meget nr; hans teori om, at viden
alene er mgtig til at bringe sin mand frem, var alts urigtig; han
havde tillagt den for stor betydning udad til, derfor vilde han
heller ikke sge mere, ti hvis det ikke var en lov, at duelighed gik
frem for alle andre hensyn, s vilde han -- en mand, der elskede
love -- ikke vre med, hvor tilfldigheden var rdende.

Og dog kom han til at friste den samme tilfldighed endnu en gang,
og det nsten uden at vide eller ville det. En redaktr af et stort
provinsblad, hvem han havde lrt personlig at kende, spurte
ham lejlighedsvis, om han ikke kunde ha lyst til at vre
litteraturanmlder ved hans blad, muligvis ogs ved flere andre.
Grandlev, som ikke anede nogen skbnens list i denne foresprsel,
erklrede sig villig, ti det stemmede dog altid mere med hans
interesser end at vre skolelrer i en provinsby. Siden hrte han
ikke mere om sagen, og da han et halvt r efter traf sammen med
redaktren, fortalte denne p et sprsml fra Grandlev, at han havde
taget en anden mand til anmlder; han forklarede lidt genert, at han
egenlig ikke havde ret meget til overs for denne mand, men han havde
i sin tid vret en god venstremand og gjort sit parti tjenester;
senere havde han desvrre, p grund af konomiske vanskeligheder,
forsgt sig hos hjerebydende, der ikke ganske var af samme parti, og
dr var han i lngden blevet fundet uanvendelig, nu kom han igen;
lidt reduceret var han jo, stor familie; det var ikke nmt at afvise
en mand, der bad s indtrngende for sig, en gammel partiflle og ven
-- desvrre. Og da nu hr. Grandlev sad i en god stilling i forvejen
-- -- --

Nr man er tredve r, ved man naturligvis, at der er ynkelighed til;
man vil grne tro, at en meget stor procentdel af den skaldte
menneskelige karakter falder ind under dette begreb, men der er
alligevel ikke nogen personlig inderlighed i den viden, fr man selv
har haft et kraftigt sammenstd med ynkeligheden; frst da antager
den livets form i ens bevidsthed, mens den fr var en omtrentlig
formodning.

Niels Grandlev besluttede at blive i sin by. Der var mange, der
syntes, at det var dumt; han fik nok, hvad han nskede, nr han blot
vilde prve om igen; det var jo kun et kedeligt tilflde, der havde
hindret ministeren i at kalde ham, og ministeren vilde grne bde p
det, nr lejlighed gaves. Men Grandlev havde allerede resigneret og
opgivet den planlagte fremtid, han havde smilet i sin ensomhed og
tnkt, at det, der var sket, mske slet ikke var tilfldighed, men
_lov_, og hvis det var lov, da vilde han ikke vre den mand, der
hindrede ynkelighedens lovmssige triumf; han vilde njes med den
fine hvn at sidde begravet et ubekendt sted i landet og i al stilhed
vre deres overmand, der blev foretrukket for ham.

P den mde blev Niels Grandlev filosof, hvorved man vistnok m
forst en mand, der henter mindst halvdelen af sin visdom i
beskuelsen af verdens drskab. Han resignerede og begyndte samtidig
at blive til en srling, som det gr enhver, der gir afkald p noget
af betydenhed, ti det er srt, abnormt at resignere. Hans sind
klnedes til filosoffens temperatur, der ligger nogle grader under
det handlende menneskes, og han vnnede sig til at mene, at han ikke
var bestemt til handling, da hans underordnede stilling og fagenes
simpelhed ikke gav ham den anledning til initiativ, som han havde
nsket.

S rendyrkedes han som tnker; han udviklede sit srlige anlg: at
fatte. Begavelse var efter hans mening vne til at forst, og tanker
var fnomenernes sidste og fineste ekstrakt. Tanken er handlingens
uddelige form. Han sgte i sin lsning helst til de forfattere, hos
hvem det oplevede er blevet til tanke; han havde den strste respekt
for Goethe, som han frst nu lrte grundigt at kende, og han fandt,
at Poul Mllers Strtanker er den bedste bog, dansk sknlitteratur
har frembragt.

Hans by fandt ham underlig, nsten besvrlig, da han tilmed tog
doktorgraden, selv om det bdede lidt p det, at han omtrent samtidig
forlovede sig ligesom et andet menneske. Men hans omgangskreds var
kun lille og uden videre betydning, sknt han ikke var aldeles
blottet for selskabelighed. Han kunde la vre at tale om sig selv, og
han havde store kundskaber, som han kunde tie med. Nr man spurgte om
noget, fik man det at vide og ikke en anselig masse i tilgift; der
var plads til ham i en stue. Men en mand, der har givet afkald p
noget betydeligt, passer ikke i en provinsby, selv om hans
resignasjon er nok s grundig -- med mindre han resignerer ved hjlp
af spiritus, for s er der altid samflelse for hnden. Men Grandlev
slog sig p bgerne.

Ved omgang med mennesker afslibes man til de former, der er de mest
almindelige, og det anerkendte prg gr en til et gangbart menneske,
men bgernes lrling er i samfundet stillet p lignende mde som den
vilde, hvis umiddelbarhed han ofte har. Af bger kan man lre meget
godt, men ikke det gode at kunne behandle mennesker. Man kan lre
ondt af bger, men ikke den ondskab, som erfaring kender og veed at
gre s god brug af. Omgang med bger kan fordrve ens ndelige
sundhed og gre en til en uvederhftig nar, men den uplidelighed,
der er praktisk anvendelig, gir bgerne ikke. Bger kan vre slet
selskab, man skulde sky, men de lgger ikke skjul p noget; de
forebringer uden svig det, de har at meddele. De lukker mske ens
sind for meget, som man kunde trnge til, men de lrer ikke nogen at
lukke af for sine stemninger. De vnner deres folk til at tale rent
ud. Man blir ikke diplomat af at omgs mange bger; snarere gr de
oprigtig, som samliv med naturmennesker. Bgernes mand er en
kultiveret vild, der har den hmning p sig, at han besidder en tung
og fint kruset hjrne, der ndigt tillader ham at handle efter
indskydelse.

Derfor er folk underlige ved den, der kommer inde fra bgernes
urskov. De ved ikke, om han er koldere eller hedere end andre, men
hverken hans kulde eller hans hede er af samme natur som deres egen.
Dog enes de fleste i at kalde ham kold, idet de ikke forstr, at hans
sjls brand sidder et andet sted end deres. Han har samlet det meste
af sin livsvarme i sin hjrne, hvor der mske er lige s hedt som i
de andres blod. Men medens deres varme frembringer handlinger, s
frembringes der tanker af varmen i hans hjrne.

Hvem kan afgre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?

Men mens han alvorligt grublede over dette problem, var han blevet
forelsket i og forlovet med et attenrigt pigebarn, uden at det
forinden var lykkedes ham at udfinde den lov, der ndvendiggjorde
denne tilsyneladende urimelighed.




Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde f talt om det billede
af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun
set til det, og hver gang med en underlig uro, sknt det virkelig var
godt. Han burde ha det at se, det var s simpelt; han skulde ogs ha
at vide, hvad hun havde tnkt den aften, det vilde han blive glad
ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Nr hun tnkte
nrmere over det -- og hun havde tnkt s meget i de sidste mneder
-- s skulde han ogs ha at vide, hvad der l bag ved, han skulde
sige, om det var godt, vre en slags dommer skulde han -- han havde
jo set s meget -- og hans ord skulde vre en afgrelse. S mange
ting fulgte af, at han fik det billede at se -- --. Hun kunde ikke
vise ham det. Det var nsten kedeligt, at han vidste s meget om de
store kunstnere og deres vrker; undertiden nskede hun, han havde
haft lidt mindre forstand netop p det. Han kunde jo s meget andet,
tnkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig
mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgrende dom om en
sag, som hun helst havde vret ene om at bedmme.

Men det skulde g rligt til; han havde ikke fortjent
hemmelighedskrmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun p et
middel, der banede vej til det vanskelige mne: hun vilde bede om lov
til at prve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og
blyant og gik op til ham, i glimrende humr over sit udmrkede
indfald.

Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han
havde hrt tale om hendes anlg for tegning, og desuden var hun s
uimodstelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik
ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til
skrivebordet, s hun havde ham i profil.

Der gik nogle minutter, han lste virkelig, og samtidig hrte han
hendes blyant bevge sig flittigt over papiret. Det tog mere tid, end
han havde tnkt, hun mente det nok alvorligt med det portrt. Han
glemte at lse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks
ilde berrt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende
blik, der mdte hans. Det havde han set fr, og det skulde ikke komme
igen. Han begyndte at tale for at f hendes sdvanlige ansigt at se.

Men hun tyssede p ham, kort og bydende, og der var i hendes jne en
kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage
kulden bort, men hun s misfornjet ud, den vrede rynke delte hendes
venstre jenbryn.

Nej, behold den mund, du havde fr, til jeg er frdig; ellers kan jeg
ikke. Og drej hodet igen.

Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde,
som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.

Nu m du vre frdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.

Ja -- -- godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.

Det var ikke lngere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gre en hel
stue kold med det vsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste
sig og gik hen i baggrunden af vrelset, men det lod ikke til at
forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu,
nakken og halsen blev frdig. S kastede hun blyanten med en fornjet
latter, flj ham om halsen og svingede ham rundt, s en del af
misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned p en stol, fordi
han fandt, at denne bevgelse ikke svarede til hans sindstilstand.

Se her; er det ikke meget godt?

Han nrmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. -- Jo, du har jo --
--. Han mdte hendes blik; der var ingen tvivl, intet sprgsml i
det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold.
Denne glde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra fr ikke var
ham god. Han indrmmede tilstedevrelsen af en vis misundelse, men
han havde ogs en fornuftig grund til at vre p sin post mod noget,
der kunde berve ham en del af hans retmssige lykke. Havde hendes
jne ikke talt s koldt og s varmt til ham om denne uventede og ham
uvedkommende ting, s skulde han grne ha indrmmet hende talent for
at gre hende en fornjelse.

Man kan nok se, du har lrt at tegne, sa han endelig. S meget som
det dr er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.

Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor
kunstnerinde -- eller blir det.

Det gr du vel ikke, svarede han og la mrke i den bog, han havde
lst i.

Hun sad med to s fortabte hnder i sit skd; det gjorde ham ondt for
hende, men han vilde ikke vise hende det nu, s at hun straks gttede
rsagen; denne lille skuffede forfngelighed skulde frst glemmes.

Jeg blir ikke til noget, tnkte Helga. Jeg skal lre husholdning, jeg
skal giftes, og s er jeg frdig. , jeg er tosset.

Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker p, at hun er i
selskab. -- Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.

Det havde han; hun mtte grne se dem.

Du har nok ogs anlg for tegning, bemrkede hun.

Ja. Jeg var en af de dygtigste, s vidt jeg husker.

Hun fortav, hvad hun tnkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.

Det ynder du formodentlig ikke?

Nej. Jeg havde altid et farligt vrvl med min tegnelrer om det. Til
sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde
lyst til; s tegnede jeg min knyttede hnd og viste ham. Siden den
tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sdan en velse i at tegne
knyttede hnder; m jeg en gang prve at tegne din?

Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.

Fornuftigt, n. -- Han trak hende ned p sit skd og kyssede hende.
Hun s op med et halvt ironisk smil. Snak s, sa hun.

Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tnkte han, men han
fandt ikke noget at sige hende.

Dr gr en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig?
Se, hvor den skynder sig, og s falder den og jager snuden hen ad
jorden med sdan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den
grad minder om sm brn.

Kunde du ha lyst til at tegne den ogs?

Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forst hans sprsml, men hun
syntes ikke, det var rigtigt af ham at sprge, nr hun netop var
optaget af nsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt
bitter lystighed:

Du kunde la mig f et fotografiapparat, s kunde jeg g omkring og ta
alt det, jeg er glad ved at se p. Jeg kunde nok levere dig nogle
bedre hunde end dem, du har hngende p din vg.

Dem har du ikke kritiseret fr i dag. Hvad er der i vejen med dem?

Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forre
dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg
har kendt ktere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.

Hvor langt ligger den -- guldalder tilbage i tiden?

Da jeg var hjemme p grden. Den slags dyr fr jeg aldrig mere at se.

Stakkels Helga. Og jeg er desvrre kun et menneske, oven i kbet ikke
aldeles fri for at vre friseret. Havde jeg endda vret en kter med
lange brster -- --

Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en
tyr. De gr altid og brygger p ondt og fr ikke lavet halvdelen af
alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig.
Vi havde en hjemme -- --. Hun s p ham med et vemodigt ansigt, s
han kom til at le. -- Den var en gang efter mig; det var frste gang,
den kom i tanker om, at den vilde gre fortrd, og s blev jeg den
udkrne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. S sad jeg
oppe i et tr og gloede, og den stod neden for og gloede, og sdan
tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen.
Jeg vilde grne ha tegnet de jne, den sendte mig; jeg har aldrig set
noget s rasende og elendigt. Det gjorde mig nsten ondt for den.

Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var
en af de vigtigste kilder til hendes vsens sregne varme, og at
hendes flelse for ham nppe betd s meget for hende, lftede hun
pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hftigt.

Det er s rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir
meget mere borte i det s, end nr jeg bare tnker p det. Det er
ligesom det vil mig noget, som det havde rende til mig. Er det noget
snak?

Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig s mange ting, men
de fleste af dem er bestemt til at visne i det jeblik, du tror, du
har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! -- jeg tror nsten,
jeg har kendt en lignende -- men nr du en gang har mttet opgive det
meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager
dit sind udelt, s vil du mske erkende, at netop den indskrnkning
er rigdom. Det er ikke ndvendigvis en skuffelse at opgive, det kan
ogs vre en art sjlelig hygiejne. Hvis du ikke forstr det, vil det
ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var
gavnligt for dig, at du kunde overkomme.

Det kan godt vre. Nu vil jeg g hjem og tnke lidt over det. M jeg
ta nogle af dine kunstnerbiografier med?

Hvorfor? Vi har jo gennemget dem.

Ja, men det kunde vre, _jeg_ ogs kom i tanker om noget, nr jeg s
p dem alene.

Aha, trang til selvstndighed eller til frigrelse, tnkte han. --
Tag med, hvad du vil, sa han med en klighed, han ikke la skjul p.

Kan du ikke ret godt lide Helga lngere? spurte hun med et komisk
bekymret ansigt.

Jo vist, du er jo min solskinspige, nr du husker p det.

Se, det smil vilde du slet ikke ha vret af med, men det slap sdan
fra dig. Farvel, store mand.

Farvel, Helga.

Hvorfor kalder hun mig stor? tnkte han, da hun var borte. Er det et
elskvrdigt hykleri den frste dag, da jeg mest pfaldende fler mig
som den lille?

Han tndte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge fr
aftensmaden. -- Jeg har fet en vis lyst til at analysere hver eneste
bemrkning, hun kommer med, og det er dog nppe frugtbringende. Jeg
synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, nr
den anvendes p hende. Ha, ja. Det er vist det, hjrtemennesker i
deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den
ogs stte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har rd
til det. --

Han lod den ene hnd lbe hen over bogryggene for at trykke dem ind;
den stod for langt frem. Den bevgelse havde i mange r vret den
eneste form for krtegn, han kendte.

       *       *       *       *       *

Helga sad hjemme i sit vrelse og sammenlignede de to billeder, det
gamle og det ny. Hun _vilde_ synes bedst om det gamle, det havde hun
bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke
vises ham, og dets historie skulde han aldrig hre. Hun var nedslet;
hans sidste ord havde vret en bitter trst for hende, det var sagt
med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun
troede ikke mere p alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde
gjort det til tomt fantasteri, s stor var han. Men det var godt. Nr
det skulde visne, s var det bedst straks. Men det billede skulde han
ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.

En tre faldt p papiret under hendes hnder.

Sikken et plask, tnkte hun og skar ansigt.

Hun kastede bgge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede
nglen om med et harmfuldt vrid.




En mand, der ikke kender noget til kvinder, vil i reglen -- for s
vidt han tnker over sig selv -- tidligere end andre mnd n et
tidspunkt, da han fler sig vis p, at hans udvikling er afsluttet.
Der kan ganske vist ske meget endnu, men hans karakter er formet;
hvad derefter hnder ham, er tilstdelser af forskellig art, men det
er ikke begivenheder, der har omskabende virkning p hans sind.

Denne vildfarelse har formodenlig den betydning, at den virker
bevarende p den intellektuelle ro, der ungtelig skal til for at
bre den ensomhed, som absolut ungkarlestand er. En klar vildfarelse
holder lngere end en dunkel forstet sandhed, men den retter sig
selv i det jeblik, da den frste, alvorlige forelskelse kommer over
manden i ensomheden. Han vil erfare, at livet endnu har mange
overraskelser i gemme til ham, og en tid str han, den frdige,
usikker og uforstende som en begynder. Krligheden rammer hans sind
med en varme, der snarere forvirrer end beriger; hans tanke blir som
et g, der er ruget p i fire og tyve timer -- gennemtrukket af
trde, som der ingen rede er i. Hans skarpe forstand knkker sin
spids p det nye og blde. Han vil synes, at krligheden trods alt er
en ubekvem ting for den, der er faldet til ro; han har aldrig tnkt
p den og kunde vre dd uden at fle savnet af den. Den fratager ham
det sikre fodfste og fr ham til at rbe mange ting, bde for sig
selv og for den anden part, som bgge er lige drlig tjent med at f
at vide. Er det afgjort, at der kommer noget godt ud af det hele
rre? Ti den pstand er ingenlunde bevist, at "fred er ej det
bedste".

Krlighed er ujvn, mest til at begynde med. Den griber hftigt og
slipper hastigt og gir p den mde dobbelt lejlighed til at opleve
det usdvanlige og til at rbe sig helt ned til bunden af sjlen.

Niels Grandlev havde ikke s mange ledige stunder nu; hans resultater
kunde derfor falde lidt overfladiske ud. Sin meste fritid var han
sammen med Helga, og da doktordisputatsen var overstet, mente han
nok, at han kunde la studierne ligge indtil videre. Han kom hjem fra
en videnskabelig triumf for at tilbringe den flgende tid i gylden,
sorgls lediggang sammen med sin kreste. Men det blev ikke ganske
den fred, han havde ventet. Han, som havde beskftiget sig med
pvisningen af videnskabelige love, kom ind under krlighedens
regimente, der forekom ham lovlst. Det bragte ham ind i allehnde
tvivl, frst om mange ldre ideers vrdi, senere ogs om deres
rigtighed. Grandlev havde aldrig vret meget hjtidelig i sin
selvbedmmelse; nu kunde det falde ham ind, nr bekendte flittigt
titulerede ham doktor, at han kunde ha anvendt sin tid til noget
bedre end at skrive lrde afhandlinger. Han meddelte sig selv, at
krligheden var i frd med at gre ham til en renegat mod hans
tidligere overbevisninger, og da det gamle syntes at tabe i vrdi,
kastede han sig helt og holdent over i det nye; han troede p
krligheden som p et under, og han fik sin belnning: der kom en
tid, da krligheden virkelig var noget fuldkomment, ti salig er den,
der skynder sig at tro.

Det var alts sket, at livet en gang bd p noget, der var uden
mangel eller lyde. Han var ikke mere den samme, efter at den vished
havde gennemtrngt ham.

Derfor skulde deres forhold ogs vre s fuldkomment som muligt; de
skulde forst hinanden -- s strkt hang han endnu ved det gamle, at
han mente, _det_ var fuldkommenheden -- og han begyndte at fortlle
hende alt, hvad han vidste om sig selv. Hun var forelsket og
videbegrlig og havde store tanker om, hvad der kunde bo i en mand
som ham, og hun kom virkelig til at forst ham ganske godt. Han
udredede for hende alle sine meninger og sine meningers udvikling,
hvis det interesserede hende; hun havde fortjent alt det, han kunde
gi hende. Mens de sad ude i skoven og skrllede hver sin appelsin,
skitserede han en af sine videnskabelige ideer for hende; bagefter
forekom det ham, at den havde tabt i vrdi, men han tnkte ikke
nrmere over det og bad s hende om at fortlle noget fra sin
barndom. For det var et mne, han ikke kunde blive trt af at hre
om, og sknt han aldrig fik et klart billede af dette virvar af ker
og kalve og lader og stnger og kartoffelkldre og halmstakke, s
mrkede han dog godt, at hendes barndom havde vret rigere end hans;
dr kunde hun hente minder af alle slags, der svarede til den
stemning, hun i jeblikket var i. Det var hendes store overlegenhed.
_Hans_ liv begyndte frst at f indhold, da han nede op mod de tyve,
og der kom sammenhng i hans viden; dr tog hans minder fat.

Men det varede endnu lnge, fr betydningen af denne forskel gik op
for ham; hun hentede en uendelig sum af friskhed fra sin barndom,
mens han aldrig tnkte p sin, der havde vret s stille og ens --
men det l ikke for. Alt var endnu s fuldkomment; krlighed og
forstelse virkede sammen om at drage dem nrmere til hinanden.

Mens han undrende modtog dette som et mirakkel, han aldrig havde haft
nogen grund til at vente, mrkede han ikke, at han krnkede en
naturlov, og studsede frste gang, han fik dens tilbageslag at fle.
Ti to mennesker, der lever et inderligt samliv, hindrer let hinanden
i fri ndelig selvudfoldelse, p samme mde som to trer, der vokser
tt op ad hinanden, fr flade kroner der, hvor de berres. Til en ret
selvstndig udvikling krves der en vis hensynslshed. Reaksjonen
begyndte hos hende, og efter at de i et par dage ikke havde kunnet
finde vej til hinandens fortrolighed, fik de s endelig deres frste
trtte. Han blev aldeles overrumplet; han hrte en bedmmelse af sig
selv, som han ikke havde ventet at hre af hendes mund; det harmede
ham, og han udtalte sig ved denne lejlighed ikke ganske med en dr.
phil.s vrdighed.

Sdan en trtte har den betydning, at man fr hinandens gensidige
mening at hre; hidtil har man overst hinanden med behageligheder;
nu blir man skrabet for usunde indbildninger. Under fredelige forhold
siger man vel ogs en vis mngde sandhed, men der er forskel p
krlige sandheder og oprigtige do. Hidsigheden, som hos sunde
mennesker er udslag af en hjere livskraft, bevirker, at man fr
alting sagt; man erfarer den gavnlige forskel p fortrolighed og
oprigtighed.

_Han_ havde det strste udbytte af denne uenighed, hvilket var
lrerigt, men ikke behageligt. Det var alts resultatet: nr man
sknker en kvinde sin beundring, fr man hendes kritik til gengld.
Hendes hensynslshed var jo ligefrem afskrkkende, og det syntes, som
om hun selv var glad ved den; hvor havde hendes jne vret
pragtfulde, mens hun gjorde ham delagtig i sin opfattelse af ham. Han
havde ogs vret vred -- hvad der ikke skulde gentage sig -- men han
havde taget sig noget farvels ud i sammenligning med hende. Hvordan
vilde hun bde p det, hun nu havde gjort?

Nste gang, han traf hende, var hun s glad og indtagende, at han
glemte det ubehagelige indtryk fra sidst, og der var en fornyet
friskhed over hende, som havde tabt sig noget, da deres samliv var
allermest inderligt. Han lrte at indse betydningen af det, der var
sket, efter at det havde gentaget sig nogle gange. Undertiden var
det, som om han helt og holdent havde fet magten over hendes sind,
og hun, der ellers var frisk og lystig som et regnvr om sommeren,
kunde blive s mat og eftergivende mild, at han ikke kendte hende
igen og blev betnkelig. Var det muligt, at han med sin tankes vold
kunde erobre denne sjl, mens den endnu kun var halvt udviklet? Med
erobring flger altid en vis underkuelse, og han havde ingen
menneskelig ret til at drage hende s nr til sig, at hendes frie
vkst hindredes. Han vidste selv, hvad sjl er, og han gyste tilbage
for sjletvang som for en unaturlig synd. Det var jo hende, der uden
at vide det havde advaret ham; deres frste sammenstd var hendes
reaksjon mod et andet menneskes altfor store nrhed. Hun havde tit
nok talt om sin uvilje mod andres fortrolighed og nrgende venskab;
ham undtog hun naturligvis, sa hun, men det var _hans_ pligt at
forst den ikke tilsigtede advarsel, som i virkeligheden l deri.

S lod han hende efterhnden f strre frihed, og med en vis
tilfredsstillelse bemrkede han, hvordan hun forstod at passe
afstanden og lejlighedsvis skd ham fra sig med sin kritik, nr hun
fik ham p altfor nrt hold. Hendes ejendommelige friskhed beroede
for en stor del p, at hun instinktmssig holdt en bestemt afstand
mellem sig selv og andre. Det inderste i hende var ikke uden videre
noget, man kunde g hen og begribe, det var ikke en intellektuel
opgave, lige s lidt som en blomsts duft er en gde, der er til at
lse. Han brugte omtrent et r til at forst hende s vidt, men han
fandt ikke den tid drlig anvendt. Samtidig var han bleven meget
klogere p sig selv. Ved at sammenholde sig med hende opdagede han,
hvor han var krum og indviklet af tankegang; hun dmte hurtigt og
sikkert og ndrede ikke senere sin dom, mens hans bedmmelse bestod
af mange punkter og stadig trak i langdrag p grund af nye
tilkommende nuancer. Han manglede ikke personlighed, men den var
skjult under et filtret tankevv; den ytrede sig ikke straks og i en
blok, nr der var brug for den. Hans indflydelse over hende var ogs
hjst usikker; han kunde f hende nrmere ved ord, som han ikke
tnkte over, og hun forblev ikke sjlden ligegyldig ved vel
overvejede tanker, hvormed han sgte at klare det for hende, som hun
i jeblikket grublede over. P samme mde kunde han aldrig slutte fra
det ene samvr til det andet; han vidste ikke, om hun nste gang var
nr eller langt borte. Han var ikke _manden_, ikke forholdets herre.
Sdan havde det vret lige fra frst. Den dag, de blev forlovede --
den stod for ham som noget varmt og luftigt, der kunde huskes i
enkelte heldige jeblikke, og som aldrig kom igen -- havde hun med en
magt, hun ikke vidste om, forsgt at omskabe ham i lighed med den
enestende sommerdag. En lys tavshed havde bredt sig over hans sjl,
en ny glde havde gjort hans sind let som den bl dis langt ude over
skovene. Een dag i sit liv var han lige med et i frd med at blive et
nyt menneske; sikkert l der en bestemt hensigt i den forandring, men
han duede ikke til den; senere havde han igen sat sig tungt ned p
sin tankes massive, firkantede granit. Og sommerdage kunde komme igen
med deres lyse leende tavshed, disen kunde ligge over skovene nu som
fr, og Helga var der -- altsammen kaldte det p ham, og han
forvandledes ikke. Han sad og stablede sin kampestens-logik i vret,
han tnkte med mange tons vgt -- -- --. Helga, som han elskede, gik
og plukkede blomster i sine hnder, der var som varm sommerluft; hun
kom hen og rakte ham en hnd, og de gik; han slbte p alt sit,
forvandlingen forsgte sig ikke p ham mere, han var faldet tilbage.
Mrkede hun slet ingenting? Vidste hun ikke, at hun havde vret ved
at omskabe ham fuldstndigt, og at det ikke var lykkedes, ikke kunde
lykkes?

Imidlertid levede Helga i lykkelig uberrthed ved siden af hans
forskellige opdagelser. En gang imellem faldt det hende ind, at han
vel ikke var den mand, hun havde tnkt sig; hun havde troet, at han
vidste alting, og s var der ingen, der tiere end han sa: det ved jeg
ikke. -- Mere tnkte hun ikke over den ting. Men der udgik fra ham en
velgrende ro, tiden blev s lykkelig og ens, og hun kunde nu med
strre overlegenhed betragte de mennesker, som hun ndigst af alle
vilde ligne, og som hun aldrig nskede at komme i nrheden af. Der
var nu hr. Jensen, der havde kastet sig ind i en tbelig forlovelse
og bervet sig alle ordenlige folks agtelse; der var en anden, der
plagede hende med desperate breve, efter at hun var bleven forlovet,
og der var den vrste af samtlige forelskede: frken Schou, der teede
sig ganske som et mandfolk. Hun havde senere gjort en ny tilnrmelse,
der var ment fuldstndig dameagtig; det var et grimt jeblik, da
Helga for sidste gang fjrnede frken Schou langt fra sig.

Helga var glad for, at hun aldrig mere skulde komme i berring med
disse hslige mennesker. Der var bedst, hvor hun var, og det faldt
hende ikke ind at overveje, om hun nogen sinde kunde f lyst til
forandring. Den dybe fred gjorde hende godt, hun voksede strkt og
ubevidst som en plante; hun optog ligesom planten det, der var
gavnligt for hendes udvikling; for alt andet viste hun samme
instinktmssige ligegyldighed som plantens rdder over for, hvad der
ikke er tjenlig.

Hun blev s jvn og reel i denne lykkelige tid; det gr lykken, den
holder os nr til den jvne jord og befrier for fantasteri. Helga
opgav sin forventning om en stor, kunstnerisk fremtid; Grandlev havde
ret, og hun vilde ikke fylde sig med indbildninger om, hvad hun
skulde drive det til; hun var og blev ikke andet end en dilettant.

Men netop derfor vilde hun blive ved at ta undervisning i at tegne og
male -- var resultatet af hendes overvejelser; der var ingen fare ved
det, hun ventede sig ikke noget stort af det, og hvorfor skulde hun
ikke lre den smule, hun kunde? Ingen kunde fortnke hende i, at hun
grne vilde vre en flink dilettant.

Denne tankegang, som Grandlev ikke fik noget at vide om, beroligede
hende ganske; hun arbejdede videre med en god samvittighed og uden
sindsbevgelse, og der gik et helt r, inden hun igen stillede nogen
fordring til livet, som hun syntes havde sknket hende alt, hvad hun
overhodet kunde forlange.




Helga vgnede op med et langt pust, s sig forundret om og lod bgge
arme, der l under nakken, falde ned p dynen. Fltningen l over
hovedpuden som et flosset reb og lignede en af de tampe, som gamle
mennesker bruger til at hale sig over ende med, nr de skal op. For
at kunne se ud ad vinduet mtte hun vende sig om; det var et stille,
slvgrt oktobervr; efter den lille firkant himmel, hun s, vidste
hun njagtigt, hvordan det var uden for. Hun la sig igen til rette i
sin seng. Det var slet ikke fordi, hun havde lyst til at blive
liggende lngere, men der var noget i vejen med hende; i dag var det
endda vrre end de andre dage. Hun s sig om p sine vgge: jo. Der
var noget galt; hun kunde altid kende det p, at tingene ikke s ud,
som de plejede. I dag var de helt fremmede. Det var nsten, ligesom
hun kunde vre syg; hun prvede at huske, hvordan _det_ var, men hun
kunde ikke; mske var det en slags sygdom, det hun nu fejlede.

Hun s ud p himlen en gang til. Det var jo ogs Sndag; hun og Niels
Grandlev plejede at g morgentur om Sndagen. Men det var slet ikke
det, hun trngte til; det var grimt tnkt af hende, men hun kunde
ikke gre for det, og det var i alt fald sandt. Det vanskelige humr,
hun havde haft de sidste dage, faldt pludselig tungt p hende. Og dog
var vret i dag netop, som hun helst vilde ha det, nr blot hun mtte
vre alene om det. Men det var jo Sndag.

Langsomt og misfornjet kom hun ud af sengen; hun kldte sig stille
p, og der var heller ingen fornjelse ved at vaske sig. Nu fejlede
hun ikke noget andet, end at hun var ond, for hun vidste, at denne
udmrkede dag ndvendigvis mtte blive spildt for hende. Hun vilde se
noget mere af den, inden hun kldte sig helt p. Hun tog sin
frisertrje p og la sig i vinduet.

De rde teglstenstage, der i det fugtige vr havde fet en hedere
farvetone, virkede p hende som en smrtelig rystelse, der oplste
noget af tyngslen i hendes sind. Hun tog det ind med opspilede jne
og bnede ogs munden, som naturmennesker og brn plejer at gre, for
ikke at g glip af noget. Hun s ud over et rdt hav af stivnede
blger og kom i en stor og smrtelig spnding. Men de blege, snavsede
mure neden under var vmmelige, dem vilde hun ikke se p. De skyer,
der havde leveret nattens regn, stod endnu massive og skiferbl over
stasjonsbygningen, og urskiven grinede frem, hvid og livls som et
ligs ansigt. Lngere borte l en del smhuse og gemte inden for deres
kalkede, gult vskende mure en fattigdom, der lige havde net byens
grnse og ikke kunde komme lngere. Men deres mossede tage var sre
dejlige. De dybe, grnne mospuder svulmede i vel udstoppede rundinger
og kunde drligt komme til at brede sig for hverandre; de mtte
skyde sig oven ud i deres uhyre frodighed, og der var ikke rift eller
flnge i de blde hynder, ingen falmede steder. Deres saligt klige
grnhed vinkede en hed sjl til hvile!

Helga flte det, som om hun l der ude, og branden i hendes sind
dmpedes til en varm styrke; hendes blik stirrede kraft til sig fra
det grnne, til der ligesom ikke var mere; hun havde det i sig selv.

Telefontrdene gik som fine blyantstreger hen over himlen, og rgen
fra brnderiskorstenen krb besvrligt op gennem piben i store, runde
klumper, og senere s man dem vandre ud mod horisonten som en flok
sorte fr.

Lige under Helgas vindue l deres have, hvor alt s betynget ud i
fugtigheden. Georginerne lftede med anstrngelse deres gule eller
violette hoder over den forpjuskede grsplne; alle asters stod skvt
i bedene og hldede hver til sin side. Kastanjens blade l omkring,
rustne og hullede som gamle stegepander, men brndnlderne havde
endnu ikke tilsat noget af deres grnhed, de hvede sig ranke op
gennem al den vissenhed, der dryssede ned over dem, og rystede den af
sig igen, hver gang der kom en smule blst.

Og s ud i det altsammen! tnkte Helga og rejste sin halv pkldte
skikkelse fra vindueskarmen.

Hun vilde g alene; det kunde ikke hjlpe, hun formanede sig selv,
for hun kunde umuligt ha nogen med sig i dag; hun skulde grne
forklare ham det bagefter, hvis det skulde vre, men nu gjaldt det
blot om at komme af sted. Det var det eneste, hun fejlede: hun skulde
ud og spasere i det vr, og der skulde ingen vre med hende. Hun
blev s glad, at hun vilde ta den nye kjole p lige fra om morgenen
-- nr hun selv mtte rde, kldte hun sig hellere efter sit humr
end efter nogen anden anledning.

Hun tog tj af og p, hun sprang omkring som en vogterdreng, der har
fet et par ny lrredsbukser, men hun mtte skynde sig, for hvis der
nu kom en hindring i vejen -- --. Hun blev ikke god p den, som
hindringen kom fra. Hendes hjrte tog til at banke, og hendes hnder
rystede, mens hun hgtede sig, og da hun klappede sit hr til rette
under hatten, havde hun formelig feber; hun s sit eget ophidsede
ansigt i spejlet og mumlede halv hjt: du skaber dig jo, ts.

Hun lb fra morgenkaffen; moeren fik ikke lejlighed til at udtale
nogen forundring; Helga var ude af dren, inden hun ret vidste af
det.

Alting var s svampet og drivende af vde; det var det rigtige
efterr, som i flge blegsottig hvd er trist. Helga vidste, hun
vilde finde det ved fjorden og ude i skoven; derfor skyndte hun sig
gennem byen. Vandet var det frste, hun s; fjordens bl kyster tog
sig uvirkelige ud i det fjrne; disen lftede dem op, s de syntes at
hnge p himlen, men midt i alt det udviskede havde vandet en
forunderlig klarhed, som det l under tgen, der ikke berrte dets
blanke overflade; det s ud som is i tvr. Undertiden rrte noget
sig dernede, og en enlig blge gled tyst som et bredt smil over
fjordens rolige ansigt.

Lngere ovre l skoven og spejlede sin barbariske pragt i vandet. Som
en flok sigjnerkllinger, der har ladet deres fantasi frse i
brogede klude, som de har hngt p sig, hvor der bare kunde vre
nogen -- sdan stod trerne nu, pyntede lige fr det hele var forbi,
i farver, der ikke var sknsomt sammenstemte, men skreg mod hverandre
i brutale disharmonier, fra feberrdt og kadavergult, helt ned til
dselbrunt, og masser af usundt grnt, alle de farver, sommeren
har, og dog ingen af dem; alle med en afskygning, der talte om
strre vildhed, om ddens nrhed, om forfaldets sidste store
kraftudfoldelse. I morgen kommer mske den storm, der lgger det
meste af det hen ad jorden; derfor glder det, mens det er tid, at
udfolde alle herlighederne; det ser ud som sundhed, men det er ikke
bestemt til at vare, derfor er der ingen orden; selve forvirringen,
de desperate farver, viser, at det er den nre undergang, der fr
livet til at blusse s vildt op. Nu ses det, hvor store summer af
kraft der har virket ret igennem; deres hvrv er omme, de kan rase
ud og blive til intet. Hverken forrets grnne harmonier eller
sommerens solbrndte ro har rbet s meget af naturens vlde som
efterret; de har brugt og opsparet kraft, de har holdt hus med
vrdierne, de har viselig gemt til i morgen, hvad der ikke fik
anvendelse i dag, for at den strst mulige gavn kunde komme ud af
det. Det velhavende forr og den fornuftige sommer var sundhedens og
visdommens tid; nu er udbyttet opsamlet, dden nrmer sig, naturen
strler i syg og vanvittig lidenskab, fornuft behves ikke lngere.
Skoven er tragisk, som store tings undergang altid er; den dr i et
farveskrig, der er en protest mod dden; den samler i sin sidste
krampe alt, hvad den formr at opbyde, og slnger det om sig, ti
dens visdom er forbi samtidig med, at dens hverv er fuldbyrdet, men
dens livskraft er ikke udtmt, derfor kan den ikke hensove blidt;
mindet om et stort vrk, den har efterladt, gr dens ddsstund vild.

Helga skyndte sig ind i skoven; hun havde hast med at n den, og dog
var der besvr ved at g, mangfoldigheden gjorde hendes sind tungt.
Det varede en tid, inden indtrykkene fordelte sig, s hun igen kunde
komme i ligevgt. Men da var nydelsen ogs fuldkommen; hun var til
mode som et menneske, der en dag uventet finder noget, han hjlig
trngte til, han synes med det samme, at det er det, han s lnge har
get og ledt efter og flt savnet af. Hvad var det hele vrd, fr jeg
fandt dette? tnker han.

Helga vandrede skoven igennem i alle retninger. Nr hun havde set et
sted og undret sig, kom hun i tanker om et andet, som hun ogs godt
kendte; hvordan s det ud i dag? Og overalt var der virkelig noget
nyt at se. Imens var alle vante forhold faldet ud af hendes
erindring; des mere ublandet var den strke flelse af sjlden
hjtidelighed. Hun gik dr alene og kom ingen ved; det faldt hende
heller ikke ind, at der kunde vre tale om andet; der eksisterede i
dette jeblik ikke andet end hende og skoven; alt det, hun s, var
hun ene om; ingen kunde komme og sige: Giv mig det halve!

Hun stod og s op i et tr og forestillede sig, hvor grn man kunde
blive indeni hnderne og p knerne, hvis man klatrede derop, da hun
opdagede Niels Grandlev, der kom langs fjorden hen mod skoven. I
samme nu var hendes tanker revet bort fra alt andet, hun kom ud af
ligevgten og flte sig ond mod ham, der forstyrrede hende i den
strste nydelse, hun lnge havde haft. Kom han her for at tale om
bryllup? Mske vilde han hente hende, for at de kunde gifte sig med
det samme! Hun fik tid til en mngde onde tanker, mens hun ventede p
ham, for naturligvis ventede hun p ham, som det var hendes pligt;
hun skulde ikke rende hen og gemme sig. Det faldt hende slet ikke ind
at overveje, at han aldrig havde talt om deres bryllup, fordi han
mrkede, at hun helst ikke vilde hre tale om det endnu. Hun kunde
ikke tnke sig andet, end at han kom dr for at krve andel i noget,
der kun var hendes, for at fratage hende retten til at g ene ud og
se, hvad hun var ene om at se og ikke vilde ha andre med til. I det
jeblik skabtes hendes selvstndighedsflelse bevidst og ustyrlig, og
det er ikke en flelse, der gr een god til at begynde med.

Hun var sig bevidst, at hun betragtede ham med onde jne; hun var ked
af det for hans skyld, for han havde bedre fortjent, det s man
straks p ham, men hun kunde ikke gre for det. Idet han kom netop
nu, havde han grebet ind i noget, han ikke mtte rre ved.

Hans holdning forandredes ikke i nogen mde ved, at han opdagede
hende; han kom nrmere i samme tempo og sa blot: Godmorgen.

Jeg tnkte nok, at du var i skoven, vedblev han og s hende ind i
jnene.

Nu kommer du vel herud for at hente mig?

Jeg kommer herud, ja. Hvis jeg s traf dig, kunde det jo vre, vi
fulgtes ad. Jeg vgnede nmlig ogs med lyst til at komme i skoven.

Jeg gik alene herud, for jeg troede ikke, du stod s tidligt op.

Det kan vi godt antage, jeg ikke gjorde. Hvis du skulde ha brug for
det som en undskyldning, mener jeg.

Det var aldeles ikke min mening at undskylde mig!

Vel. I s tilflde m jeg gre dig opmrksom p det overfldige i at
fremstte den antagelse, at jeg ikke var stet s tidligt op.

 ja, du har jo altid ret.

Men det at ha ret er ikke det bedste, mener du. Du ved noget, der er
bedre; er det ikke sandt?

Jo, svarede hun, og mens hun s p ham, forstod hun igen ikke sig
selv. Var det ham, der havde den strste magt over hende, eller var
det noget helt andet? Hvor var hun dog uselvstndig! Hun s sig om i
skoven, men den var ikke som fr.

Hvad er der dog, Helga? udbrd han mere varmt, fordi han syntes, hun
kom til at se drlig ud.

, du -- det er ikke andet, end at jeg er s sulten. Det har jeg
frst lagt mrke til, mens jeg har stet og talt med dig.

Lad os s g op til pavillonen og spise frokost. Siden kan jeg igen
gi dig tilbage til den ikke-materielle verden, som jeg rev dig ud af.

Hun var meget oprmt, mens de spiste, men hun talte ikke om det, som
han ventede at f noget at vide om, og det gjorde ham tavs. Da de
fulgtes ad ned til vandet, var hun ogs blevet stille. Hun gik og s
hen for sig med store jne og skilte lber. Han troede, hun havde
helt glemt hans tilstedevrelse, men i virkeligheden foregik der
stadige svingninger i hendes sind, idet hun inderligt nskede, at hun
kunde blive fuldstndig optaget af een ting og s glemme den anden --
enten ham eller det andet, der i dag havde fet sdan en magt over
hende, for nu vidste hun bestemt, hvad det var, og hun vaklede mellem
disse to, der syntes at skulle afgre hendes fremtid. Og som hun nu
inds med fuld klarhed, at bgge dele var et menneskes hele liv vrd,
s flte hun ingen ret glde, fordi hun mtte dele sig mellem dem.

De satte sig p en bnk ved stranden, hun tog hans hnd, men hendes
anden knyttedes ensomt p hendes skd, og hendes hoved snkedes
grublende, ikke p hans skulder. Han flte vanskeligheden i at vre
den mand, der br gre eller sige noget, som kan hjlpe, ti hjlp var
fornden. At finde det ord, der kan falde i et grublende pigesind som
lsningen p den gde, hun ikke selv forstr, det er lige s let som
at skyde til mls i blgmrke. Det, man i sin tid sa og gjorde hende
til den lykkeligste pige i verden med, det er der jo ingen brug for
nu, ti hendes hoved sank ikke ned p ens skulder, men et andet sted,
og det betyder noget. Man er mske et forstandigt menneske og veed
mange udmrkede ting, som det kunde vre vrd at sige, men hrer hun
noget af det, og hvor mange gode tanker skal man fremdrage, inden man
kommer til den, der gr sin virkning? Eller skal man slet ikke sige
noget, ikke vre tanke, men vilje, pnde sig og besejre hendes tavse
kulde ved hjlp af den erotiske nveret? Eller var det allerbedste
at mde hendes kulde med endnu strre kulde, s at hun mtte blive
varm, hvis hun nskede at vinde een tilbage?

Det er et problem, der i almindelighed ikke agtes vrdigt, til at der
ofres megen omtanke p det, og dog afhnger adskillige menneskers
samliv af, om der gres noget alvorligt for at lse det. Fysisk
erotik hjlper over meget, men slr ikke til i lngden, ti et
sprgsml, der har kraft, vil besvares, og et problem, der visner
uden svar, efterlader et hul i sjlen. Der er mange kvinder, hvis
sjl bestr af sdanne ulykkelige huller.

Niels Grandlev, der af sine egenskaber bedst kendte og satte mest
pris p fornuften, mente, at de kunde tale fornuftigt om det og
sledes komme over det, for han kendte hende godt nok til at vide, at
det var noget meget alvorligt, der optog hende. Det er jo s
rimeligt, at en mand, der har tid tilovers og er forelsket, blir
specialist i de forskellige udtryk i sin krestes ansigt.

Der er langt imellem os nu, sa han stille, midt i al deres tunge
tavshed.

Hun trak vret dybt som en, der vgner. Ja, sa hun.

Hvis du fortalte mig noget af det, du tnker p, s fik vi bgge mere
fornjelse af det.

Det er jo ikke vist, der er nogen fornjelse ved det.

Det er i alt fald noget, der skiller os i dette jeblik, og derfor
har jeg en vis ret til at f at vide, hvad det er.

Hun s forundret p ham, et fravrende, upvirket blik.

Mske "ret" er et for brutalt udtryk; jeg mener blot, at vi hidtil
ikke har ladet noget stille sig imellem os, men vist hinanden fuld
oprigtighed, og det er vel vor mening at blive ved med det. Jeg har
ogs altid fortalt dig, hvad jeg tnkte p, nr det interesserede
dig.

Det er noget andet. Du tnker kun noget, der er mening i.

Fortl kun. Jeg skal finde mening i det. Men du har mske ingenting
at sige, ingen fortrolighed at sknke mig.

, jeg kunde tale i timevis, hvad det s blev om. Jeg er indvendig
fuld af vrvl, som jeg helst vil tie med. Men jeg kunde fortlle dig
masser, som jeg mske slet ikke mener, og det vilde du s kalde min
fortrolighed, du skulde analysere og sortere det og stte
videnskabelige noter til. Nej, du kan sagtens, du behver ikke at
vrvle, fordi du er frdig med dit, og veed, hvad du veed.

Fr har du ikke vret s bange for at tale med mig. Nu ved jeg i alt
fald, at du skjuler noget for mig.

Det svarede hun ikke p, men lidt efter rettede hun sig og sa med det
hurtige og bestemte tonefald, hun havde, nr hun sa noget, der syntes
hende vigtigt:

Du, ved du hvad, nu skal jeg sige dig noget: Jeg har egenlig ikke
spor af karakter. Jeg vakler p den ynkeligste mde og veed hverken
ud eller ind. Kunde det ikke tnkes, at der skete noget, der tvang
mig til at gre det, der er det rigtige? Der mtte kunne ske noget
stort og voldsomt, der ikke spurte, om jeg vilde eller ikke, men
drev mig. Jeg trnger til det. Det andet er ikke nok.

Det andet -- det vil sige mig. Jeg er ikke en magt, der tvinger og
hindrer al vaklen. Jeg er ikke noget absolut, der intet tillader ved
siden af.

Hun betragtede ham koldt og forstende og tav. Men den tavshed var en
ydmygelse.

Hvorfor siger han det? tnkte hun, isr hvis det er sandt.

Dersom jeg vidste, hvad det er for to ting, du vakler imellem -- --.
Det ene er formodenlig mig, og det andet -- --?

, det er slet ikke sdan et reguladetristykke. Der er s meget, som
jeg ikke synes skulde vre der, og som bare gr det uklart og
ingenting er alligevel. Jeg har jo dig, kan man sige; skulde der s
vre mere? Hvorfor er jeg -- -- en hel masse, som jeg ikke ved hvad
er? Er det meningen, at jeg skal bruge det til noget, eller er det
pjank, der hrer til, fordi man kun er et kvindfolk? Nr en af mine
veninder kommer over mig med sin fortrolighed, s synes jeg, _det_ er
pjank. Lige sdan her mske? Og hvem ved noget om det?

Det vilde vre underligt, Helga, om alle dine lngsler allerede var
virkeliggjorte; der ligger meget endnu, som venter p, dets tid skal
komme. At du ikke har mrket det fr, kan forklares ved, at du har
vret s strkt optaget af mig; det er du i mindre grad nu, s kommer
det andet frem, der har mindre med mig at gre; du synes at undre dig
over, at du ikke lngere er helt og holdent optaget af mig, men det
er dog ganske naturligt. Du m ogs ha andre interesser, og det er s
meget bedre; forhbenlig kan deraf udvikle sig flere flles
interesser mellem os, nr du en gang blir i stand til at tale med mig
om det.

Flles interesser, tnkte hun. Og hun tilfjede hjt: Hvis alting
kunde ordnes bare ved, at man talte om det og forklarede det -- --

Er det da ikke idealet af samvr?

Kre, hvad fornjelse har du s af, at jeg ikke er nogen mand?

Dette her er komplet mislykket som samtale betragtet. Vi er to
mennesker, der efter bedste vne sger at forvirre hinanden med ord.

Det gir jeg dig ret i.

En gang havde jeg den udmrkede egenskab, at jeg forstod dig, Helga,
om du ellers husker det. Det var dit udtrykkelige nske at blive
forstet. I dag er jeg besvrlig p grund af samme egenskab. Mske er
der ogs noget vist klodset i det; husk p, at jeg kun er en mand;
jeg opfatter dig muligvis lidt for meget som et reguladetristykke,
mens du helst skal begribes i utydelige omrids; ligesom visse
kunstvrker skal du anes, men du tler ikke at forklares. Gik vi s
hjem?

Ja.

De gik rask til, for de var kommet til at fryse af at sidde stille.

Du svlger i tavshed, sa han, irriteret men roligt, da de var nsten
hjemme. Dog forstr jeg mske lidt mere, end du tror, det skal du
vide i al din hemmelighedsfuldhed. Dit sind er delt mellem lyst til
krlighed og lyst til -- -- den anden ting. Hvis jeg nu var en af de
strke, brutale mnd, du drmmer om, s begik jeg voldeligt indbrud i
din hemmelighed, jeg trdte halvdelen af din tilvrelse i snder for
at fylde den anden halvdel med desto rdere lidenskab. Du vilde ofre
det andet og ikke hade mig derfor. Men den art krlighed er hverken
almindelig eller nskelig. Farvel. I dag skal vi sagtens ikke ses
mere, men nr du bliver oplagt til mig, s -- --

Han rakte hende hnden og vendte sig bort for at g; i det samme
mrkede han hendes lber p sin hnd, og han stansede forbavset, helt
forandret over Helgas mund, som han kendte s godt, men ikke p den
mde. En hel tankerkke var tilintetgjort, smltet som en fast ting,
der er bygget af is og s kommer i varmen. Hvad var det nu, han vilde
sige? Hvorfor gjorde hun det? Hvilken logisk forbindelse -- --?
Hendes jne var mrke som slen langt hen p efterret, de fyldte
rummet om dem bgge med vidunderlig kraft; han blev svag og god og
forvirret. Hun havde ret; p en eller anden hemmelighedsfuld, men
overbevisende mde var retten bleven hendes. Den strkeres ret.

Hvad er der, Helga? spurte han endelig fortabt.

Jeg ved ikke. -- Mere sa hun ikke, men hvor hendes lber -- de altid
lidt blege lber -- var veltalende, idet de skiltes ad!

Farvel.

Hvordan har det sig med begrebet nd? tnkte han, mens han gik. Mske
huskes et par lber, endnu efter at de betydningsfulde ord, de
udtalte, forlngst er glemt. Udtrykket i to jne har muligvis strre
magt end den tanke, som var samtidig dermed. Hvad skal vi da tro om
nden, som ene siges at vare evindeligt?




En begavet kvinde br ikke vlge en intellektuel mand; hun erhverver
sig hurtigt en vis overfladisk forstelse af ham, som ingen
forstelse er. Hun fatter instinktmssigt hans tankers former uden at
interessere sig for hans enkelte ideer. Det ligner dig at sige sdan,
det svar har hun altid p rede hnd; mere trnger hun ikke til at
sige om den ting. Hun gr ud og ind i ham. Efter hendes opfattelse er
hans sjl som en rugmark; der er en forbavsende grde, men det ligner
hinanden altsammen. Denne mand blir aldrig den overlegne, og det, hun
har lrt af ham -- for naturligvis har hun fet en stor del af sin
ndelige udvikling ved ham --, er get s dybt og grundigt ind i
hendes bevidsthed, at hun har glemt, at det ikke altid har vret der.
Han kommer sledes til at reprsentere et overstet stadium, p samme
mde som en god lrer; han var nyttig i sin tid; men nu kan hun nok
selv.

En handlingens mand derimod vilde hun altid vre i stand til at
beundre, ti dr ser hun overlegenheden tydeligt for sig, og kvinder
ligner brn deri, at de fr det strkeste indtryk af, hvad der er
anskueligt. Men en klog mand gifter sig med den krlige enfold, dr
finder han vel ikke forstelse, men i alt fald villig strben
derefter, og er det mon ikke mere vrd end den begavede kvindes
flygtige konstatering af, at det ligner een at tnke sdan og sdan?

Vrre endnu blir det, hvis han besidder den indsigtens lidenskab, der
gr, at han ikke kan la vre at meddele hende alle sine opdagelser.
Det er meget skadeligt for ham selv, men han forstr med sdan en
inderlighed, at han m gre hende delagtig i forstelsen, og hun er
jo den begavede kvinde, der kan flge ham, nr hun har lyst. Han skal
endelig vise hende, hvordan tnkning undergraver deres forhold; det
er meget uklogt, men det er s interessant!

Mens Grandlev kom til disse og mange andre resultater, gik Helga
ensomme ture i de halvmrke eftermiddage. Det blste rigeligt og godt
i den tid, hun lrte at holde af det. Novemberblst er god for mange
ting -- selv om den er blandet med en smule regn --; den braser p
som en vdder og flr som en gal kat, men den renser for
sentimentalitet og blser al dun og fnug af sindet, den tvinger til
at ta lange skridt og stte foden fast i jorden. Den rber hjt og
tar mange lyde med sig fra grde og veje, det er en snaksom vind. Den
sender menneskene friske hjem i deres stuer, med klare jne og med
rensede stemmer. Den buldrer forgves p hos mange, der sidder inde
og gemmer p mugne stemninger i deres lukkede sind.

Helga gik ude hver eftermiddag mellem fire og seks, hun kunde ikke f
nok. Hun fulgte helst den smalle gruskant langs bivejene, der som
fede, stribede slanger snoede sig svagt glinsende ind i mrket og
blev borte. Markerne rejste sig p bgge sider som sorte mure. Hvert
eneste lille hus omgav sig med den hemmelighedsfuldeste puslen;
halmstakke, der var blevet langhrede i lbet af efterret, var fulde
af al slags hvisken; det var en hel historie at komme forbi et eller
andet. Fra og til grdene kom vogne med gdning og roer; hjulene
pljede sig sdt og fedt gennem det dybe lte, undertiden knirkede
det fra en roetop, der blev krt over, og fra bne stalddre bares
den varme, sde mlkelugt stundom helt ud p vejen. Det var sin
barndom, hun levede om igen, men langt strkere, idet hun nu samlede
den op i spredte trk, der kom tilfldigt imellem hinanden, og som
dog hrte s inderligt sammen. Det var bedre end barndommen, det var
s strkt, at hun mtte vre alene om det. Dersom hun ikke havde
vret alene, s vilde det hele haft en ganske anden betydning, og
slet ikke den, det kom an p. Det betagende og hemmelighedsfulde ved
husene, hun kom forbi, beroede p, at der ikke var en med, som hrte,
hvad der hviskedes; det var hendes alene, som alt, hvad der var godt.
Hun befstedes i ensomhed i denne tid, og hun erfarede, hvor godt det
var. Og den skumle uhygge, der begyndte ved de yderste huse, vilde
ganske vre get tabt i en andens selskab.

For det var egenlig den, hun gik efter; den gjorde det billede
levende i hende, som hun nskede at se.

Det forestillede en sen oktobereftermiddag. Et halvt gennemsigtigt
mrke l som tyndt, grt flor over en gruppe sorte legemer, eet
strre og flere mindre. Midt i gruppen var der en lygte, som een
holdt; den belyste svagt nogle fremrakte og oplftede menneskearme,
ben, der bjede sig listende, og hoders ngsteligt spejdende
holdning, men lyset faldt skarpt p en tyrs pande; spidsen af et horn
dannede centrum i lyskresen, og nr ved ss en tyk dusk krllet hr
og et lille ondt, rdt je -- hele det vldige tyrehoved bar et
udtryk af rdvildt ondsind. Rundt om stod menneskene med reb hngende
ned fra de lftede hnder; de var krumme af angst og forsigtighed; de
beherskedes ganske af det sigtende horn og det rde je lngere
tilbage, der var hornets onde sjl. En brat bevgelse s meget som to
tommer kunde f alle de krllede muskler til at rette sig og slynge
menneskene mange alen bort.

Helga tegnede det billede gang efter gang, men det blev ikke godt
nok, og det kom igen og mindede hende, nr hun gik sine ensomme ture
i mrkningen. Nye enkeltheder kom til: knoldene, der kastede skygge
hen ad jorden; mndenes ben, der ss at ryste i de jordgr
lrredsbukser, og poplen bagved, der fremviste sit legemes knyster og
rynker i det usikre lys. Men det var navnlig tyrehodet, der voksede i
hendes sind, det blev til en ide. Grandlev havde en dag fortalt hende
noget om _bunden ondskab_, som enkelte mennesker eller hele
samfundsklasser kunde bre p i lange tider, indtil en begivenhed
vakte den, eller en mand med sregne vner vejrede den, gav den en
bevidst vilje og slap den ls. Den bundne ondskab var et af
samfundets farligste fnomener og havde ofte en uhyre, langsomt
sammensparet kraft at opvise, nr den endelig blev vakt.

De ord havde gjort indtryk p hende; hun kom til at tnke p dem,
hver gang hun s tyren for sig; dens brede pande og nakkens mgtige
profil, der lige skimtedes, skulde tale om, hvad ondt her kunde
udrettes, nr det stupide ondsind blev til vilje.

Men hvad kunde det nytte altsammen, dersom hun ikke magtede at tegne
det! Hun mtte udtrykkelig minde sig selv om denne omstndighed, isr
nr hun var mest hentagen af sine syner, men det formede dog ikke at
delgge stemningen. Hun var tilfreds i sin ensomhed, greben af den
nye ide, hvis varme var s stor og virkelig, at hun endnu kunde bre
den blot i tanken uden at lide under, at den ikke vilde blive til
virkelighed i et kunstvrk.

Nr man er under pvirkning af ideens varme, synes menneskene kolde,
og da man ikke kan meddele sig til dem, forekommer de kedelige og
overfldige. Helga kom til at gre den erfaring, og hun blev noget
vanskelig at omgs. Madlavningen, som det hed sig, at hun lrte hos
sin moer, gik rent i st; hun brndte og sved alting, ikke at tale
om, hvordan hun smudsede sig til. -- Den drligste kokkepige blir
altid mest snavset, plejede moeren da at sige. Selv sdanne smting
som at lgge kringler vilde ikke g for hende. -- Jeg tror, jeg har
elektricitet i fingerspidserne, kunde hun undertiden sige. Dermed
kastede hun dejen, stoppede nogle frdige kringler i lommen og gik ud
for at spasere. En halv time efter kom hun mske hjem med en mngde
vissent lv og brombrranker. Det skulde blive til storartede
broderimnstre, forklarede hun, og det var jo gldeligt, for brodere
var hendes talent og moerens stolthed, sknt hvorfor tog hun s ikke
timer i det i stedet for i tegning, som dog ikke frte til noget? S
tegnede og broderede hun resten af eftermiddagen, indtil hun kastede
det hele bort og begyndte at g op og ned i vrelset og tromme p
borde og vinduer. I sdanne jeblikke mtte moeren tnke p sin
afdde mand, der havde haft det p lignende mde. S var Helga ogs
godt nok oplagt til at trttes, ligesom faeren.

-- Skal du ikke snart til at tnke p dit udstyr, Helga? spurte
moeren en dag.

Udstyr, sa Helga og stansede sin marsj. Det ved jeg ikke, svarede hun
med en vis kraftanstrngelse.

N. S ved jeg ikke, hvad du bestiller al den tid, du er p dit
vrelse om dagen. Jeg tnkte, du broderede noget -- -- eller du
kommer jo med s meget; det skal vel bruges til noget, m jeg antage.

Helga blev harmfuld over den flelse af egen unyttighed, der kom over
hende ved moerens ord.

Hvorfor skal det bruges til noget? Det skal bruges til, at s gr
tiden.

Hm. Det synes jeg den gr godt nok ogs uden narrestreger. Grandlev
og jeg sad og talte om udstyr i gr, da du var ude.

I to? Er han ved at brodere noget da, eller skal han til at ha en
symaskine?

Hr, Helga, du er da vel ikke ked af det allerede?

Nej, moer, det har ikke noget med det at gre. Jeg trnger bare til
at vre lidt underlig frst. Vilde han grne giftes?

Det talte han ikke om. Han nvnte slet ikke dig -- sdan.

N. Det kan jeg ogs bedre forst. Han er vist ikke videre tilfreds
med mig nu. Men det skal nok komme. Frst s -- --. Hendes jne sgte
ud ad vinduet, ud i det bllige tusmrke.

Du har s meget for dig selv; det er ikke rart for os andre. Vi ser
nok, at der er noget, men vi fr ingenting at vide. Jeg troede
ellers, at nr du var blevet forlovet med sdan en klog mand, s
kunde der ikke komme noget i vejen; han m vel kunne lre dig alt,
hvad du har lyst til. Derfor var jeg s glad for det. Din faer
savnede jo altid sdan, at han ikke fik lrt s meget, han helst
vilde. Men nu ser jeg nsten aldrig, I taler sammen. Du er vist mere
ivrig med den tegnen.

Hvorfor tror du det? Du ved jo, at det, jeg fr for, tegner jeg altid
her inde.

Ja, jeg ved jo ikke, hvorfor du lukker dig s meget inde. Men kan det
da blive til noget, tror du?

Det kan blive til lidt, bare en lille smule, moer. Nr jeg blir gift,
kan jeg jo ha tegnekursus med unge damer -- og mandfolk med, hvis det
skal vre. Jeg skal sige dig, tegning er ved at komme p moden, og
jeg vil flge med tiden; det blir snart meget finere at kunne tegne
godt end at kunne brodere.

Synes du virkelig, det er vrd at ofre s megen tid p det, bare for
at komme til at undervise nogle pigebrn, som ikke har noget rigtigt
at ta sig til?

 nej. Men jeg m jo hitte p noget at gi mig af med, selv om det
ikke er til nogen nytte. Nr vi skal ha pige, hvad skal jeg s forsl
tiden med?

Ja ja. Bare det m blive til noget, der er mening i. Du har ikke
vret pjanket fr, men nu ved jeg ikke rigtig lngere, hvad du kan
blive. Det er vist en stor fejl, at du er blevet forlovet.

Mske. Men s var jeg vel sagtens blevet endnu vrre p en anden
mde.

Er det ikke lnge siden, du har besgt Grandlev?

Det kan jeg ikke rigtig huske. Men det er det vist nok.

Jeg tror ikke, han kommer her for det frste, fordi du tar s
underligt imod ham altid. Du kunde jo g op og se til ham.

Jeg ser mig selv trave op til min kreste, sendt af moer og skal
hilse. Sikken et billede. Hovne puder af grd under jnene, nyvasket;
rdgldende rer. Ja.

Hun gik ind p sit vrelse og gav sig til at tegne; denne gang var
det ikke tyren, men karikaturbilleder af hende selv. Det sidste i
rkken bar underskriften: Lille Helga skal giftes, og forestillede
hende selv, der med artigt strittende fingre gik i spidsen for et
langt optog, som bar hendes udstyr. Hun skulde ogs i lag med et, der
skildrede hende som gift, men i stedet for la hun hodet ned p sine
hnder og grd af rgrelse over sin egen umdelige pjankethed. Den
frte vist ikke til noget godt, moeren havde mske ret; hun var ved
at blive pjanket, og det var netop mere alvorligt hos hende, ti hun
regnede det for noget, mens andre unge piger godt vidste, at al den
slags bare var tosseri, som skulde g over. Men hun arbejdede p, at
det skulde blive vrre.

Hun faldt i svn i sin store selvopgivelse, og da der endnu var lnge
til spisetid, da hun vgnede, gik hun op til Grandlev. Mske det
kunde fre til et slags resultat.

S snart han s, det var hende, lukkede han den bog, han havde lst
i, og satte den ind i reolen. S trak han en kurvestol frem til hende
og drejede skrivebordsstolen om imod den.

Du skal ikke gre s mange forberedelser, sa hun nervs. Jeg gr
straks igen. -- Hun blev stende midt i vrelset og sgte at huske,
hvad det var for en indskydelse, der havde drevet hende herop. Hun
var bange for ham nu, hans tavshed beherskede hende. Og p ingen mde
vilde hun sidde i den stol; dr var hun da fuldstndig i hans magt!
Hun satte sig p en anden, op ad en reol.

Uha, lad vre at sidde dr og se ud, som om jeg vilde dig en hel
masse! Der kommer slet ikke noget. Du gr mig ligesom til en, der er
tilsagt til at gi mde klokken fire og aflgge tilstelse om det
hele. Jeg har ingenting gjort!

Han rejste sig og gik hen til hende. -- Vor Helga er i et forpint
humr, den stakkel, og sknt det mske ikke er noget, hvor jeg kan
hjlpe, s kommer hun dog til mig. Det synes jo at vise, at jeg endnu
ikke er ganske overfldig.

Tnk, at du kan klappe mig p kinden, mens du konstaterer, at du ikke
er ganske overfldig! Jeg har en njsom kreste.

Han gik tilbage til sin plads.

Det er en srdeles benlys hn. Du skulde ikke kortelig kunne antyde,
hvad du snarere ventede af mig i dette tilflde.

Det spr en mand ikke om. Han gr det, der er rigtigt, og gud nde
hende, hvis hun s ikke knuselsker ham.

Jeg beundrer ikke det sprog, men jeg anerkender dets slende sandhed.
Jeg sad lige og lste i en bog, der skildrede kvindens ideal i
middelalderen. Som grundlag for en diskussjon kunde jeg mske lse
nogle brudstykker -- --.

Det behves ikke. Jeg kan fle p mig selv, hvordan det ideal altid
m ha vret. Den bog er udelukkende bestemt for mndene, de kan ha
godt af at lse den; for os andre er det fuldstndig overfldigt.

Det er alts kraftbanditten, vi andre stakler skal strbe at
efterligne; vi, der har vret s tankelse at anlgge os hjrne,
skulde, om det var muligt, helst besrge den ombyttet med den sknne,
sortneglede nve, hvis vi ikke vil undvre kvindens agtelse s vel
som krlighed, og den kan vi desvrre ikke leve foruden; det m
tilsts, og det gr os sandsynligvis ikke mere attrvrdige.

Det var altfor meget, til at jeg kan svare p det, men du kan vre
vis p, at de fleste kvinder er sdan indrettede, at manden ikke
behver at tle, at de er optaget af andet end ham; de forlanger
heller ikke bedre. Men nr han ikke er tilstrkkelig, s finder de p
galskaber, som alligevel ikke gr dem lykkelige. Jeg kunde godt tnke
mig, hvordan det var at blive elsket af sdan en kraftbandit. Her gr
vi og venter p noget, der kaldes lidenskab.

Og s foragtes jeg p den konto, at jeg ikke har vakt nogen lidenskab
hos dig. Hvis flertallet af mndene var indrettede til det brug,
hvordan skulde det s g med verdens vrige og mere vigtige
anliggender?

Det kan vre os det samme. I dette jeblik udretter du jo ikke noget
for verdens mere vigtige anliggender; du har alts tid til mig, og
mig holder du foredrag for.

Er du ond, Helga?

Ja, jeg er, jeg har opdaget s meget ondt i mig selv i den senere
tid, og jeg er slet ikke ked af det. En del havde jeg selv, og noget
har jeg fet af dig. Men det m du nmt kunne forklare. S kan du
jage mig bort, nr du har forklaret det; jeg fortjener alligevel ikke
bedre. Du kan ikke holde af mig i lngden.

Det gr jeg stadig, i grunden.

I grunden, det vil sige imod din vilje.

, ja. Men du virker jo i modsat retning, alt hvad du kan.

Jeg siger dig jo ogs, at jeg er ond.

Du indeholder sikkert meget, som jeg ikke har anelse om, og det gr
mig utryg. Hvad du kalder ondskab, er vel ikke andet end strre
livsfylde; du er mere sammensat, derfor trnger du i hjere grad til
det bitre end for eksempel jeg. Men det er ikke sagt, at jeg lnge
kan holde ud til det. Vi har uheldigvis ikke det samme forml med
hinanden; jeg nsker, at du skal dele en fredelig og mske noget
ensformig fremtidslykke med mig; du forlanger, at jeg skal hjlpe dig
til meget, du endnu venter dig af tilvrelsen. Det kan jeg ikke, og
idet jeg fastslr dette, falder det mig ind, at jeg ikke passer til
dig. Jeg ans det engang for tnkeligt, at jeg kunde hjlpe dig, men
jeg ser, det er ikke viden, du trnger til; mske har jeg ogs
beget den fejl at ville omskabe dig til en vis lighed med mig -- jeg
s jo nmlig, at du var tilgngelig for kultur -- men det har kun
gjort afstanden strre. Jeg har vel lagt mrke til, hvordan du stadig
kun modtog en del af, hvad jeg tilbd dig; du gjorde med et sikkert
instinkt et udvalg; du anede, hvad der fremmede din udvikling, jeg
vidste intet derom, og sledes har jeg bidraget til din udvikling i
sdan et omfang, at du nu fler dig i stand til at undvre mig. For
tiden skjuler du noget for mig; det viser vel allerbedst, at din
lretid hos mig er forbi. Det stod vist ikke klart for dig, da du
kom, men nu kan du tnke over det. Dine ukldelige, agressive
erklringer, der er et udtryk for, hvad du uklart mener om vort
forhold, behver jeg ikke flere af. Hvad du har vret for mig og
endnu mere kunde blive, er det jo ikke betimeligt at tale om nu. Jeg
under dig den berigelse, du kan ha fet af mig, og for dig er den det
vigtigste. Farvel. Nr du har tnkt over det, s kom igen og gi mig
et alvorligt svar. Jeg ser nok, du kunde sige meget endnu, men jeg
vil ikke hre det. Godnat, Helga.

Han lukkede selv dren op for hende; hun gik tungt ned ad trapperne.
S var det vel forbi; hun skyndte sig hjem for at tnke over det.

Tud s, sa hun til sig selv, idet hun satte sig ved siden af sin
seng. Men hun kom ikke til at grde, hendes tanker blev snart optaget
af det mrke, urolige vr, der arbejdede udenfor, det passede sdan
til hende. Stormen hvislede og kogte og klaprede; skumringen gled
over hendes vgge i et tyndt lag, der hurtigt blev tykkere, men da
det blev helt mrkt, havde hun lukket jnene. Hun s, hvordan aftenen
faldt p der hjemme om grden, de gule stakke blev gr og ligesom
smltede hen i jorden; grftekanterne blev sorte fr vejene, men
de faldne blade lyste i mrket; vinden skramlede tyst over
kartoffelmarkens visne stilke, og det s ud, som om pljejorden
lftedes op om grden som en vold. Nr man gik inde mellem stakkenes
rkker, var det som en by med snvre gader og hje huse -- -- --.

Men midt i det hele ld der et forfrdeligt vrl: Tyren er rendt fra
os! De stilfrdige trsko blev pludselig levende alle vegne, de
buldrede ls p grdspladsen, fra staldene og inde fra stuen -- --.

Nu stod de i alleen om tyren, alles jne var troldbundet af det
ondsindede korte horn, der pegede mod lygtens rude; ingen vidste,
hvem der om lidt kunde komme til at hnge og sprlle p det.
Pljejordens knolde ss tydeligt som et hsligt dyrs vortede hud, og
lngere borte skimtedes poplernes mishandlede legemer, der hldede
hid og did som et geled invalider -- --.

Helga sad nogen tid med det, s sprang hun op, tndte lampe og
begyndte at tegne. Frst med rystende ngstelse; mon det skulde
lykkes i aften? Og s med stigende vished og sindsro. Trerne blev
fulde af stemning, jorden blev god; tyrehodet skitserede hun nsten
uden at trkke vret -- --.

Moeren bankede p. Spise. Men Helga havde ikke tid. Mrket blev
forfrdelig godt, og jet skulede; hun tegnede s roligt; der var en
stor fred ved det, som hun aldrig havde tnkt sig. Hun blev hjemme i
det, mens hun arbejdede, og undrede sig ikke over noget, siden hun
havde vished for udfaldet.

Klokken var halv elleve, da hun rejste sig fra det frdige vrk. Hun
blev s glad ved at opdage, at hun var meget sulten; aldrig havde hun
haft sdan en lyst til at f noget at spise. Hun tog tegningen med ud
i kkkenet for at se p den, mens hun stillede sin hftige sult.




Det var i dmringen, da Helga nste morgen vgnede op til halv
bevidsthed; hun vidste straks, at tilvrelsen i dag indeholdt noget
andet godt end denne hyggelige skumring og velvret ved at kunne
blive liggende en times tid endnu; hun blinkede en gang, vendte sig
og sov s smt videre, efter at hun et jeblik havde flt den vished,
at en ualmindelig dag var ved at gry. Hun slumrede ind med en
utydelig tilfredshed som en hund, der fornmmer daggryet p sine
jenlg, som en plante, der begynder at bne sin blomst for det
frste lys.

Timen gik, en time af fuldkommenhed, men s var det ogs forbi, hun
huskede tegningen og rakte efter den, men hun mindedes tillige,
hvordan de skiltes i gr. Hun s p tegningen, den var god,
heldigvis, s skulde det andet ogs blive godt. Hun var selv en hel
anden nu, hun vidste ikke, hvad der var get af hende i gr, men det
var ogs lige meget. I dag kunde han ikke modst hende, selv om han
var nok s vred. Der var en smrtelig varme i hendes sind, af megen
krlighed, der trngte til at bruges. Al hans misstemning skulde
komme til at forsvinde.

Hun vendte uvilkrlig hodet bort, da hun mdte sit eget smil i
spejlet.

-- Grandlev kom ned ad gaden og skulde i skole, han s Helga et
stykke forude; det var godt, hun kom, det var rigtigt af hende. Han
kastede et flygtigt, misbilligende blik p hendes ansigt, der var s
bevget, s strlende; det var ikke, som det skulde vre. Hvad de
havde at forhandle, var ikke lutter fryd.

Det er harmeligt, at den kvinde, der har handlet urigtigt mod een,
kommer een sjleglad i mde nste dag; det er respektstridigt.

Godmorgen, sa hun med en varm, forpustet stemme.

Godmorgen, Helga.

Hendes hnd l inden i hans som en bld, levende flamme. Jo, han
kendte den nok, Helgas hnd.

Hvordan har vi det? spurte hun.

Vi har det godt, svarede han uden forbehold. Det burde mske ikke
siges, men det var sandt. Omstndighederne havde forandret sig, mens
hun var kommet s nr. Man tnker undertiden anderledes med en vis
hnd i sin. Videnskabens fallit!

Det er det allerbedste ved dig, udbrd hun, at du ikke kan vre vred
p mig ret lnge ad gangen.

Det er alts opdaget, tnkte han. -- Hvis det er et fortrin ved nogen
af os, s tilfalder ren dig og ikke mig, svarede han.

Det er alligevel dig, der holder sammen p det, ellers rg vi snart
hver til sit.

Det er rart at hre dig anerkende din egen uplidelighed s
ubetinget.

Jeg er ikke uplidelig, men somme tider kommer der noget imellem os,
som gr, at jeg ikke kan holde af dig, som jeg vil; jeg kan blive
rasende p det, men det vil ikke g vk. S er der ikke andet at gre
end at vente.

Og s kommer lysten til at ryge fra hinanden, det vil sige: fra mig.

Uha ja; nr jeg en gang har udleveret dig et faktum, s sidder det
lige straks inde i en forfrdelig rvesaks, hvor ingen jordisk magt
kan f det ud.

Godmorgen, Helga; her skal jeg ind. Nu kan du bre din triumf videre
ned ad gaden. Du er et monument -- i pelshue og astrakans kbe -- og
forestiller "Sejren" lige s godt som nogen halvngen statue med
hvirvlende draperier.

Godmorgen, store mand. Helga kommer igen.

Hun kalder mig altid stor, nr jeg er den lille, tnkte han. Hvilken
bagvendt logik ligger der til grund for den benvnelse?

Men hendes stemning er ungtelig den anfrende, hun bestemmer
forholdet mellem os, knytter og afbryder forbindelsen. Hun er solen,
min meget lunefulde Aprilsol, der kommer og gr. Jeg lar mig beskinne
og tar mod byger, men rder ikke for noget. Og alt dette er blevet
meget vigtigere for mig, efter at det er blevet s usikkert, mens
andet, som er plideligt, har tabt i vrdi. Dette er alts lykken, ti
den kendes p, at den oftest str p svage fdder, og dog gr den
forud for alt. Der er meget, som er sikrere, mere ubedrageligt, men
lykken er det vigtigste.

       *       *       *       *       *

Da han kom hjem om eftermiddagen, sad Helga p hans chselong og
ventede med sydende utlmodighed.

Jeg var i skoven i formiddags, fortalte hun, da hun endelig kom til
orde. -- Jeg mtte et sted hen, hvor der ingen mennesker var. , jeg
var s lykkelig, jeg kunde trille mig sammen i en knold, for at ikke
noget af det skulde rulle fra mig. Kender du det at ha meget mere,
end man kan tle, og man dog ikke vil undvre noget af det? Og s
sidder det oppe ved brystet; man vilde grne vre et pindsvin og
kunne rulle sig uden om det; hvad kommer det af?

Han sad med hende p skdet og iagttog, hvordan hendes smil dannede
sig om venstre mundvig, lidt fr det blev synligt ved den hjre; der
var en ubetydelig skvhed i hendes ansigt.

Dette sprsml, sa han, er ikke vanskeligt at besvare. Ti dels ytrer
flelser sig strkest i hjrteegnen, dels er besiddelse i sin
primitive form det samme som overfladeberring, hvad der ses tydeligt
hos sm brn, lige som for eksempel hos den romerske kejser, der
rullede sig ngen i sine penge.

S er jeg alts primitiv, lo hun; men det er godt. Nr jeg kommer i
seng om aftenen, ruller jeg mig sammen og tnker mig, at jeg har dig
inden i. Det synes jeg egenlig er noget vrvl, men nr det blir
videnskabeligt forklaret, s kan jeg trstig blive ved, ikke?

Dine jne er s vidunderlige, Helga; de kan vre hrde og blanke som
hoderne p to nagler, hvormed et kosteligt skrin er slet til, men
de kan ogs vre to vinduer, hvor lys gr ind og kommer ud. Du er som
et hus med store vinduer til alle sider, fuld af sol. Du har taget
mere lys ind end jeg.

Derfor anskaffede du dig mig. Jeg har til dig med.

Nu skal vi se. Jeg har engang troet, at alt det, der strlede ud af
dine jne, var krlighed til mig; nu ved jeg, at der ogs er s meget
andet. En mand, der var dummere end jeg, vilde sige: hun glder sig
til at blive gift, det er det hele.

N, det ved du alts, jeg ikke gr. Har man desuden lov til at gifte
sig, nr man gr med en hel masse i sig, som man ikke ved, hvad skal
blive til?

Lov, det ved jeg ikke, men man gr det meget almindeligt, og den hele
masse blir til en hel masse brn.

Uha, hvis jeg havde det nu -- --. Jeg kom dem i en kurv og gik
omkring og solgte dem. Men sdan noget er det ingen gavn at tale om;
du kan gre mig ked af dig, nr du begynder p det.

Det skal mske opfattes som en forudsigelse; s langt er du alts
kommet -- --.

Nej, fy, ikke ruge over det ligesom et g, til der kommer en stor,
sort drage ud af det! Hvis du gr det, s sprnger jeg dig i luften
med krlighed, lige op til mlkevejen lige som en raket, med en lang
ildhale efter; halen er krligheden, det vil sige: min, ikke din, for
den er dig en sten om halsen, som du helst vilde vre fri for.

Du er en barbarkvinde, Helga, sa han, da han igen fik hende til ro;
men du har gjort et drligt parti. Du skulde ha vret gift med en
hvding og fulgt ham p jagten med en ring om hver ankel og hver arm
og en unge surret fast p ryggen.

Ih ja, det er nsten uhyggeligt, at du ved sdan noget. Det skulde
vre bffeljagt, tyrejagt. Nr vi kom hjem om aftenen, vilde jeg
indridse hele jagten p det bffelhorn, vi drikker af.

Nej, Helga. P familiens horn indridser du skildringen af, hvordan du
tog blodhvn over din mand, der senere faldt for en fjendes hnd.

Ja. Jeg ser mig selv komme ud af hans telt, omhyldet af hans koner,
og med en blodig kniv i hnden. Men jeg tror godt, jeg kunde drbe
den, der havde slet dig ihjel, hvis du var sdan en barbarhvding.

Ja, ikke sandt, hvis!

, du kunde godt bruges. Du skulde sidde hjemme og regere over alle
gode og onde nder, mens jeg og snnerne var p jagt. Du vilde vre
en udmrket medicinmand, der skaffede stammen regnvr og alle djvles
venskab og beskyttelse, og som sang kraftige formularer over sr og
bylder og faldende syge.

Du derimod vilde med alderen blive stammens dronning og formynder for
de forldrelse brn. Alle unge piger vilde komme til dig om rd, og
de unge mnd vilde bede om din mellemkomst i krlighedssager. De
ldre vilde aldrig glemme at komme og fortlle dig om deres jagter og
kampe, og de vilde se deres fordel i at forre dig de fedeste
stykker. Men du vilde ende som en vel prserveret mumie i en stensat
grav.

, ja; jeg vilde nske, jeg var umdelig naiv og fantastisk, s
rendte jeg ud i den vide verden -- -- -- nu lyder det s dumt.

Det kan ns endnu; der eksisterer virkelig en vid verden, tror jeg.
Hvad blir du ellers til sammen med et overkultiveret menneske, der
ikke formr at udvikle det ejendommeligste i dig?

Men jeg forstr ikke, hvad du mener med det, udbrd hun og rejste
sig. Du gr mig endnu mere vild, end jeg allerede er, i stedet for at
opdrage mig til at blive en passende kone til dig. Hvorfor lrer du
mig ikke resignasjon?

Fordi jeg kender den s godt selv. Jeg synes ikke, den er ret meget
vrd.

Men du m da ha en hensigt med det! Eller betragter du mig som et
barn, du fortller ventyr? Det er ikke uden fare, vil jeg sige dig.
Jeg er pjanket nok til at ta det alvorligt.

Jeg ved ikke selv, hvad jeg mener med det, svarede han, urolig og
usikker. Nr jeg er helt optaget af dig, kommer jeg til at tnke p
ting, der ligger mig temmelig fjrnt; det er den magt, du har over
mig, der gr det. Den er ikke altid helt god.

De stod i hver sit hjrne af stuen og s hen for sig; men s rettede
hun sig, gik over til ham og la hnderne p hans skuldre og sa
indtrngende:

Vi kan sdan med et snakke os fra hinanden, lader det til. Lad os nu
vre glade for hinanden og ikke tnke p andet. Og s skulde du en
gang se at komme her fra, ind i strre forhold; jeg har hrt flere
sige, at det vilde vre dig en let sag.

Hvis jeg fr mit nste vrk frdigt, s kan det jo vre, jeg
forsger.

Dit nste vrk? Det har jeg aldrig hrt tale om.

Jeg har frst fet ideen i de sidste dage, mens du har vret langt
borte. Det betyder intet mindre end en vsenlig ndring af hele mit
filologiske grundsyn. Fr har jeg isr sgt at udfinde _lovene_ for
de forandringer, et sprog undergr; i lydlren er der jo nsten kun
tale om love, alt er lovbundet, hedder det, og jeg har hidtil
overfrt det samme princip p mit felt, men nu begynder jeg at tro,
at den opfattelse er altfor snver her. Nr det glder et sprogs
betydningsindhold, nye ords fdsel og gamle ords dd, s er det nu
min overbevisning, at man br ta rigeligt hensyn til lune og
tilfldighed, det vil sige, at fantasi og stemning fr rderum ved
siden af de skaldte love. Sprog er jo dog en menneskelig foreteelse,
og frst nr man under studiet af det regner med alt, hvad
menneskeligt er, kan der vre tale om en virkelig sprogets sykologi,
der kun er en srlig afdeling af den menneskelige. Jeg mener ikke, at
jeg her er opfinderen af en ny teori, men jeg tror, at jeg ved siden
af andre kan levere noget af vrdi.

Det tror jeg nsten ogs, jeg forstr. Fantasi og stemning, det blir
nok godt. Det skulde vel ikke vre mig, der har bidraget en lille
smule til den ide? For det er vist mig, der har gjort dig njere
bekendt med de ting, mere end du sktter om, mon ikke?

Du skal grne f din del af ren, Helga, meget grne. Det kan ikke
ngtes, at jeg har fet mange nye indtryk ved dig.

Det er jeg stolt af. Det har du alts get og arbejdet p, mens jeg
har vret -- hvad skal vi kalde det?

Nej, Helga, jeg har fet den ide, mens du har vret allerbedst. Nr
jeg en tid ikke er sikker p dig, s er jeg helt optaget af dig, og
min arbejdskraft er ringere. Men i dag er jeg vis p, at jeg kan f
noget betydeligt ud af dette nye synspunkt. Jeg opdager hvert jeblik
omstndigheder, der frst nu kommer til at st i den rette belysning;
selv mens jeg taler med dig, arbejder min bevidsthed, og et resultat
springer frem, uden at jeg har sgt efter det. For det er sdan en
lykkelig dag, og jeg ved ikke en eneste grund til, at det vrk, jeg
venter mig s meget af, skulde mislykkes for mig.

Hun s fast p ham, idet hun talte hurtigt og indtrngende: Vil det
sige, at det vrk ikke kan blive frdigt, hvis jeg -- -- ikke blir
ved at vre, som jeg er i dag? Er din arbejdskraft afhngig af mine
stemninger?

Han s, hvor alvorligt hun tog det; mske vilde hele deres fremtid
afhnge af, hvad han nu svarede. Han lste spnding og undren, men
ogs offervillighed i hendes ansigt. Han kunde binde hende for
bestandig. Hvis hun gav ham sit ord, s holdt hun det, og han var for
s vidt sikret. Men hrer det til krlighedens vsen, at den strber
at binde? Mon ikke snarere til egenkrlighedens? Og var han den mand,
der kunde holde hende skadesls for s stort et offer?

Han var ikke i tvivl om, hvad sandheden var, men heller ikke om, hvad
han burde svare; derfor sa han med overbevisende ro:

Du misforstod mig. Nu har du en gang medvirket til skabelsen af en
ide, og den kan ikke tilintetgres. Det blir min sag, hvad jeg fr ud
af den. Du har gjort dit.

, det lettede at hre. Du skal ikke tro, jeg str p springet til at
fare fra dig igen, men det store ansvar og forpligtelsen til altid at
vre god, den kan du nok forst, jeg ikke kan bre. Jeg m ha en vis
frihed.

Om jeg nu havde sagt det, tnkte han. Nej, Helga skal ikke bindes.

Og nu skal vi g en tur. Jeg skal slbe dig langt ud i mrket, hvor
jeg selv plejer at g. Det er s bulnende sort der ude, men du
behver ikke at vre bange, for nr vi vender om, kan du se
svineslagteriet, der ligger ligesom et illumineret palas med alle
sine elektriske lamper. Man blir barn igen og kommer ind i ventyret,
nr man ser det syn helt ude fra mrket.

       *       *       *       *       *

De var ogs sammen hele aftenen; hun var genial i krtegn; det var en
dag, der bandt dem for fremtiden, sa hun; troede han ikke ogs det?

Jeg er helt lykkelig, svarede han, og du er fuldkommen dejlig, alt er
sre godt; det er verden, der lige er blevet skabt p ny, vi har selv
gjort det, og det er ikke til at ta fejl af: vor verden er sre god.

Ja, mener du det ikke? Kunde det vre bedre?

Nej. Der mangler ingenting. Vi er to guder, der er tilfredse med vort
vrk.

Han mrkede p sin kind, at hun smilede, og s forundret om p hende,
men synet af hendes ansigt optog ham straks, og han glemte, hvad han
vilde have spurt om.

Nr jeg ligger med mit hoved mod din skulder, sa han lidt efter, s
synes jeg, at jeg er kundskabens overlssede tr p godt og ondt, der
lner sig op mod livets altid unge og friske tr og vokser under dets
skygge. I jeblikket synes jeg ogs, at det er det eneste naturlige
forhold.

Ja, men det er ikke smigrende, lille Helga, at du omfavner mig af den
grund, for det vil sige s meget som, at du sanksjonerer det som det
rette forhold, at jeg vokser under din skygge.

Jeg er s trt, Helga, jeg er lykkelig trt p forstanden; jeg er
hvet over trangen til at kunne forst. Jeg er noget, som jeg aldrig
har vret fr; lad os kalde det gal. Gud, lad mig vre gal, s lnge
jeg kan; den tid kommer nok, da jeg fr min forstand igen, desvrre.

Dit hr falder ned. Se, hvordan din fltning flyder over mit ansigt,
som tang over hodet af en hund, der dukker op. Den pne fltning af
Helgas! Jeg tr nok sige, den har spillet en vis rolle i min
udvikling. Jeg har i sin tid gjort den til genstand for de lrdeste
undersgelser og beskrevet den p det rene hjdansk, som du ved, jeg
er bekendt for. Jeg har sammenlignet mig selv med den, og hvor mange
danske fltninger tror du, kan rose sig af at ha haft en lignende
betydning? Har jeg ikke om morgenen vret som en korrekt fltning,
fast og hrdt strammet i viljen, smukt og tydeligt snoet i logikken
-- og om aftenen lodden p sjlen, utydelig og trdet, med lse
tjavser i tnkningen, slap og oprevet som en lang fltning efter en
bevget dag.

Er der s mere, du nsker dig? spurgte hun efter en pause.

Nej, som sagt. Dette jeblik er helt fuldt; det rummer ikke mere. Men
du har det vist anderledes?

Nej. -- Det er det, der undrer mig. Jeg holder dog s uendelig meget
af dig.

Han tog hendes hoved ind til sig og sa sagte: Hvorfor undrer det dig?
Det blir nok anderledes, jomfru Helga.

-- Klokken halv elleve kom moeren hjem, og da sa Grandlev godnat.

Lidt efter tog Helga tjet p; hun kunde ikke falde i svn alligevel,
erklrede hun.

Hun gik ned ad trappen med tunge trin, idet hun holdt sig i
gelnderet.

Uden for stjede vinden; den var et helt regiment stormvsner, store
og sm, med alle slags rster; de holdt jagt p hverandre om
hushjrnerne, slog kolbtter over tagene og slngede hinanden ned i
grdene, s det knaldede. Det var en levende nat; alting havde mle,
der var ikke s tyndt et grsstr eller s smal en revne, uden at det
havde sit at hviske om; men jordens runde krop rumlede som en uhyre
tromme, mens stormen spillede hen over den.

Helga stod inde i gangen og betnkte sig. Egenlig vilde hun helst i
seng, hun kunde godt sove, altfor godt. Hun svalede sine kinder p en
rude; det mtte vre dejlig koldt uden for, en kulde, der slog
igennem!

Da hun kom ud p trappen, trngte vinden hende op mod dren. Dr stod
hun lidt og tnkte over det og samlede skrterne. Det var en skam,
s mat hun var!

Men matheden faldt af hende for hvert skridt, hun gik. Blsten strg
varmen af hendes kinder, den skyllede over hende som et bad, og i
stedet for kom der en anden, bedre varme inde fra. Det var en hel
fest at g over broen; det var slutningen p styrtebadet, hun kastede
sig frisk ind i mrket p den anden side.

Hvor der var sort og stille. Hvem kunde begribe, at dette ubevgelige
mrke var et stort oprr, der ikke gjorde andet end male stj og
hvirvler? Hun stirrede ind i det og nskede at se selve stormen,
ligesom hun hrte og flte den. Stormen, som hun holdt mere af end
mske noget andet.

Alle minder blste af hende, kys og krlige ord; hendes sjl stod
ben som et stort hus uden vinduer, ingen kan opholde sig der;
stuerne blir kolde og friske som selve den bne mark. Det er ikke
lngere noget hus.

Han havde kaldt hende jomfru. Nu var han sikker p, at de snart
skulde giftes.

Hvis jeg nogen sinde kommer til at male hans portrt, s skal han
vre vred, ikke forelsket. Jeg vil rgre ham, til han blir fuld af
filosofisk harme. Og s fr jeg ikke lov at male ham.

Hun var kommet op p en af de hje skrnter ud mod fjorden. Neden for
plaskede blgerne regelmssigt i al den vrige uorden, og nr en stor
blge fik revet toppen af, hrtes det som en hel regnbyge.

Hun stod p bunden af en gryde kogende storm. Den, der nu kunde
springe op gennem mrket, til stjrnerne og se stormgryden boble
sort og rasende under sig!

Vinden pressede p, som om den opmuntrede hende til at springe ud.
Det var netop det, hun grne vilde. Kaste sig ud og falde gennem et
mrke, der vedblev at bne sig under hende, dybere og dybere ned.
Mrket er s sort og bldt at falde i, og i mrket er der ikke andet
end stormen, der ikke har hjrner eller skarpe kanter.

Blsten tog om hende. Derved kom hun igen til at tnke p ordet
jomfru. En mand havde vakt hendes forstelse af, at hun var jomfru.
Det var aldrig fr faldet hende ind, at det var en egenskab, s at
sige noget, hun ejede. Hun blev s m over det ord og udtalte det et
par gange for sig selv.

Her oppe stod hun og s ned p krligheden. Hun havde ventet sig af
den, at den ogs var en slags storm, der rev med og ikke nsede
modstand. S havde hun grne ladet sig rive med i aften. Ikke fordi
hun lngtes efter det, men hvis krligheden var strkere end alt
andet, s var den netop det, hun nskede at prve. Men sdan var den
ikke. Den var ikke svimmelheden eller alt det, den skyldes for at
vre; den var ikke strk; og nu blste den af hende. Forventningen om
den store lidenskab var blst bort, langt ind i mrket, hvor ingen
kan finde den, sammen med s meget andet lst, som vinden tar med p
sin tilfldige vej.

Der blev vel noget tilbage; men det vilde frst f betydning langt
ude i fremtiden og var ikke det vigtigste i jeblikket; det var ikke
noget, der fyldte sindet helt, derfor skulde det blive liggende
forelbig, til der blev brug for det.

Det var jo ogs ham selv, der udtrykkelig havde kaldt hende jomfru
Helga. Fordi hun var det, kunde hun st her, fri og ene og ha ret til
at g efter et ml, der nu var nrmere end alt andet, siden
krligheden ikke var nogen lidenskab.

Hun gik ned ad skrnten; det begyndte at blive koldt, men da hun
nrmede sig byen, hvor folk l og sov fornuftigt i deres senge, ogs
den fornuftigste af dem alle, Niels Grandlev, s blev hun underlig
forstyrret i sit svrmeri; hun kom pludselig til at se hans jne for
sig, de havde vist ikke tabt deres magt over hende. Formede hun i
virkeligheden at lbe fra ham?

Og som om hun havde vret skilt fra ham i lange tider, flte hun
pludselig en hftig lngsel efter ham. Det var, som om hendes sind
krampagtigt holdt fast p ham, netop som han syntes overfldig. Men
det kunde ikke hjlpe at vende tilbage og leve denne aften om igen.
Derimod vidste hun nu, hvordan mindet om den vilde virke p hende om
et r, om to r. De r skulde g frst. Hun vilde vre langt borte
fra ham og komme til at holde af ham igen ligesom fra frst af.

Imidlertid skulde det andet prves; hun vilde g til bunds i det
ogs; det skulde s vise sig, om det bragte hende nogen skuffelse.
Men selv om hun blev halvvejs mislykket p to mder, s faldt hun vel
en gang til ro og slap ud over denne evindelige vaklen.

Det blev uhyggeligt omkring hende; mrket blev nrgende og
forvirrede hendes sind; hun kunde ikke tnke klart.

S samlede hun skrterne i venstre hnd og tog vejen hjem i fire
lbeture.




Helga vgnede tidligt nste morgen; der sad en beslutning i hende og
virkede som et vkkeur, den drev hende op prcis klokken syv.

Det var hende forfrdeligt imod at fortlle ham blot en lille part af
det, der havde taget magten over hende nu, men det kunde ikke vre
anderledes, han skulde ikke narres. S blev det vel forbi; fra hans
standpunkt set var hun ikke til at holde ud, det inds hun godt. Hun
var ikke ret lykkelig mere; og dog skulde hun ogs denne gang f sin
vilje, som hun plejede. Kunde det tnkes, at hun var blevet mere
tilfreds, om hun altid havde haft en til at kommandere sig? Men det
var der jo aldrig nogen, der havde villet; s mtte hun da selv rde.

Da hun kom til den gade, hvor han boede, kom hun i uro for, at hun
mske ikke bar sig klogt ad. Hvad vilde han gre i et lignende
tilflde? Han vilde vente og la benhjrtigheden afkles ved hjlp af
en omgang kold fornuft.

Ja, men jeg er ikke ham!

Han er formodenlig ikke stet op, tnkte hun, da hun stod ved hans
gadedr. Han vil ogs finde det grulig naivt, at jeg sdan kommer
stormende med alle mine stemninger -- --. Uha, hvor jeg er smittet
af ham. Jeg er allerede fru Grandlev og ikke spor andet. Jeg kan vist
ikke reddes lngere. S gr vi hjem med erhvervelsen af den viden.

Samme aften ved syvtiden kom hun op til ham. Han var lige kommet hjem
fra hotellet og sad og stoppede sin pibe, men den stillede han fra
sig, da han s hendes ansigt.

St dig ned, begyndte hun, du ser s stor ud.

Han satte sig.

 nej, sid nu ikke dr og ta vy'er af mig, som om jeg var et
landskab. Sig noget, at jeg kan hre, du er et menneske.

Vist er jeg et menneske, delvis. Kom s med det.

Med det. Herregud. Det er jo ingenting andet, end at jeg har bestemt
at ta ud et rs tid.

For at lre husholdning?

Nej, svarede hun ligefrem, for at se noget mere af livet, inden jeg
blir gift.

I hvad retning? Vil du lre noget mere eller more dig noget mere? Det
ngtes ikke, at her er en smule ensformigt. Srligt i omegnen af mig.

Jeg vil se, om jeg kan blive til et eller andet. Bare til et
fornuftigt menneske, for det er jeg ikke; jeg er meget mere tosset,
end nogen ved, du med.

Min pvirkning gr dig ikke klogere eller klarere? Tro ikke, det
undrer mig. Jeg har opfyldt min bestemmelse med hensyn til dig.
Derefter kan andre ta fat, eller fortstte med et smukkere udtryk.

Han tndte omhyggelig sin pibe og satte sig p en anden stol. Det var
ikke hans mening at demonstrere med sin ligegyldighed, men han flte
ndvendigheden af at gre noget, der kunde hjlpe ham med at bevare
sindsligevgten.

Det er vel blandt andet hensigten med din bortrejse, at forholdet
mellem os skal lses p en lmpelig mde. Du antydede en dag, at du
trngte til strkere -- stemninger, end de kan -- opdrives her. Dit
andet mandsideal -- -- --.

Dette her har ikke noget som helst med mnd at gre. Du er mig god
nok som sdan -- -- --.

Det udtryk er nederdrgtigt, men betegnende. Du tog nmlig grundigt
fejl i gr. Jeg syntes, det var en af vore store dage, for dig var
det kun et mislykket forsg; det var alligevel ikke stort nok, ikke
den barbariske lidenskab, du har fablet om, og det er du omsider klar
over.

Ja, du kan jo altid lave det sdan, at du fr ret, fordi du er den
klogeste; men jeg tror ikke, at den klogeste altid har ret. Men hvis
du mener, at du kan vre tjent med mig, hvorfor siger du s ikke:
Sluder, Helga, du blir her og gifter dig med mig om to mneder. Skynd
dig s hjem og f dig det ndvendigste udstyr.

Sdan taler det ideal af en mand, der kunde ha gjort denne udrejse
helt overfldig. Da der imidlertid kun haves mig, s skal der mere
til.

Uha, hvor dette her er desperat komisk! Du og din logik og din lange
pibe, I er tre mandfolk -- -- jeg har nok at gre med at klare mig
mod den ene af jer.

Hun s ldre ud i dette jeblik, end hun plejede; der antydedes furer
om munden, ansigtet blev bredere, og jnene fik et smrteligt udtryk,
som s de ind i fremtidig bitterhed. Det vilde blive et stateligt
hoved med alderen, tnkte han. En strk sjl. Han vilde vre glad, om
han havde nogen del i dens udvikling; ogs det var et vrk -- i
stedet for det, der mske ikke blev til noget.

Nu har jeg ogs glemt alt, hvad jeg vilde sige dig, men jeg kan godt
njes med at sige dig bare een ting: Jeg holder lige s meget af dig
nu som i aftes, men det kan ikke mrkes altid, fordi der er noget
imellem, og du kan ikke f det bort; s m jeg jo selv prve. Og hvis
du vil vente p mig, s kommer jeg tilbage -- --.

Hvor meget af dig kommer der tilbage?

Meget mer, end der rejste ud.

Det meget mer vil til den tid se meget mindre i mig.

Dersom du vil slippe den pibe, s vil jeg sidde p dit skd og sige
dig noget. -- Tak. Der kommer en tid, da jeg altid vil holde lige s
meget af dig, som jeg gjorde i aftes, hvis bare du vil vente s
lnge.

Ja, og hvis jeg s er den samme som nu, tnkte han og strg hret ind
bag hendes re. -- Der grer nok mange mrkelige ting i dette
kvindehoved, sa han, og nr det er frdigt, s kommer frst den tid,
da vi kan begynde at vre helt lykkelige -- det, der s er igen af
os.




Natten kommer, da ingen kan arbejde.

Nsten hver aften mindedes Helga disse bibelens ord; de fik nu
betydning, som de aldrig havde haft fr, ti det at ophre med
arbejdet var for hende en srgelig ndvendighed; at g til ro var
tidsspilde. Hun kldte sig uvilligt af og blev rent utlmodig, nr
hun kom i seng, for nu gjaldt det jo om at falde i svn s hurtigt
som muligt og f den ulykkelige nat overstet og n den ny dag, som
l bag ved. Hun kunde blive grdefrdig, nr utlmodigheden eller
arbejdets brand, der endnu ulmede i hende, hindrede hende i at sove,
og hun l dr til ingen nytte.

Dagen var det eneste, der duede. Den signede dag med fryd vi ser --
--. Det allerfrste lysskr vkkede hende; der var ingen tid til drm
eller blunden, hun var helt vgen, midt ude i det kommende arbejde,
s snart hun havde lukket jnene op. Tilmed var det i den tid, da
dagen er i tiltagen. Dagen voksede, ligesom alt andet voksede. Det
blev til en fast og sammenhngende tilfredshed. Igen en gang havde
hun fundet det rette, og i det jeblik da trangen dertil var strst.

Lidt op p dagen, nr hun allerede havde udrettet en hel del, meldte
sig de to smpiger, som hun var lrerinde for. Hun havde nmlig fet
plads som lrerinde p en grd tt uden for Kbenhavn, og hun havde
ikke fortalt nogen der hjemme, hvad andre hensigter hun havde med at
sge ud; de skulde ingenting vide, fr der var et resultat at opvise.

Om eftermiddagen var hun i Kbenhavn og fik undervisning i tegning og
maling. Hendes lrer, der var bekendt for sine interirer fra
bndergrde, havde ikke sagt noget, da hun viste ham sine forsg, men
blot erklret sig villig til at gi hende undervisning. Han var en
stilfrdig, massivt bygget, yngre mand, hvis landlige afstamning ikke
var til at ta fejl af. Han smilede, da han s skitsen med tyren, men
bad derefter, om han mtte se, hvad hun havde lavet hos sin frste
lrer. Da han senere en dag blev mere meddelsom, var det for at
sprge, hvor hun var fdt, og med det samme fortalte han, at hjemme
hos hans faer havde de aldrig holdt tyr. Han talte ikke meget, og nr
det ikke drejede sig om kunst, ytrede han sig p en eftergivende,
indrmmende mde, der formodenlig skulde betyde, at han ikke la
videre vgt p sin egen mening om den ting. Helga havde den
allerstrste respekt for ham; hans ros bestod i det ene ord Ja! Men
var der noget i vejen, s benyttede han hellere pensel eller blyant
end ord. Betalingen for undervisningen plejede han hastigt og
forlegent at stikke i vestelommen uden nogen bemrkning.

Ogs Helga blev stille og lidet meddelsom i denne arbejdets tid. Hun
havde ikke noget at spekulere over, siden alt nu gik sin jvne gang.
Hun tnkte ikke mere end en god jagthund i funksjon; ligesom den,
bestod hun ikke af andet end iagttagelse og handling, og ad den
yderst korte vej, som hos hende forbandt disse to virksomheder,
foregik al hendes tnkning.

Der var kun een afbrydelse, og den indtraf efter et par mneders
forlb. Da flte hun det pludselig, som om hun ikke kunde komme
lngere; arbejdsmassen gjorde ligesom aktiv modstand og stdte hende
tilbage, hun var magtesls; det kom uden foregende varsel af nogen
art. Hun kmpede med det en uge; s mdte hun en dag uden
rekvisitter. Hun mente, det var en fuldstndig misforstelse med
hendes talent, og hun bad hr. Olsen sige sin rlige mening om sagen.
Han blev meget forundret, og frst da hun hftigt og bittert havde
forklaret ham, hvad der var rsagen til denne bratte opgivelse,
begyndte han at forst, og han fortalte hende, at det var noget,
enhver kunstner kendte, selv om han var udlrt. Hun havde formodenlig
arbejdet for meget, og hun gjorde vel i at fare i mag, da al for stor
iver mske kunde blive skadelig for hendes fremskridt. Hun blev
straks beroliget og fandt sin egen adfrd meget tosset og ubetnksom.

Med denne begivenhed var det nyes fanatisme overstet; hun var
sluppet gennem den skinnende sky af begejstring, der frer ind til
det jvne arbejde, og hun gjorde bekendtskab med arbejdet, som det
tar sig ud i den daglige omgang. Det fles afvekslende varmt eller
koldt; man iler til det med lyst, og man udretter det med kligt
sind, som noget, der er organisk forbundet med ens tilvrelse og
ikke tr forsmmes; det skifter i ens opfattelse som selve de
mennesker, man omgs; det synes gammelt, og det fornyer sig, det
slipper ens sind og griber det endnu strkere; det prger ens vaner
og blir en del af den form, hvori ens tilvrelse stbes, det kan ikke
bedre undvres end de mennesker, man er vant til, men det kan
undertiden fylde s strkt, at mennesker blir overfldige.

       *       *       *       *       *

Samtidig sad Niels Grandlev hjemme i sin by og vidste ikke andet at
fylde ensomheden med end en redegrelse af forholdet mellem ham og
hende. Nr den var frdig, vilde han ta fat p mindre ptrngende
sager, muligvis forarbejder til det store vrk om sprogets liv, som
for resten havde vret helt ude af hans sind, siden Helga var rejst.

Det hele er jo en kulturhistorisk begivenhed af stor sykologisk
interesse, tnkte han som et forelbigt resultat af sine
undersgelser, og han udarbejdede en halv spgefuld afhandling om
mnet.

Jeg kommer hende i mde med en hj kultur, hun p sin side har intet
uden ungdom og friskhed -- det er kulturen og barbariet, der trner
sammen. Hvad der er sket i historiens forlb mere end een gang, det
indtrffer ogs her: den naturlige kraft sejrer. Den tilegner sig det
af kulturen, som den har brug for; det vrige ringeagter den og
trder det helst ned. Barbaren mber vel beundrende over den andens
ndelige overlegenhed, men han nsker ikke at eje den, da han selv
besidder handlingens overlegenhed, der er ham mere vrd. Men
kulturmennesket -- in casu: jeg -- er ikke s vrdils, som
handlingens hurtigt dmmende barbar tillader sig at mene. Jeg
reprsenterer det beskuende element; ogs jeg kommer til resultater,
selv om de ligger lngere borte fra jeblikket, som barbaren elsker
over alt. Handling og beskuelse -- det er de to stadier; jeg tilhrer
det andet, der er det hjere, og tillige det, der er undergangen
nrmest. Handling og beskuelse -- kraft og visdom, disse to ting
udvikles af og fortrer hinanden. Kraften stter sin sidste blomst i
visdommen og visner dernst; det er den ufrugtbare slutning p
udviklingen, ti dette fr visdommen er ikke spiredygtigt.

Jeg indrmmer derfor det naturlige i, at jeg er den vsenligt
tabende; jeg erkender min del af nederlaget; jeg er den, der lades
tilbage og er ilde stillet i ensomheden, mens den anden gr bort og
sejrrigt fortstter sin udvikling. Men idet jeg er slet, s vinder
jeg dog en sejr i min beskuelse; jeg _forstr_ alt, hvad der er
hndet mig; jeg kan pvise alle de love, der har virket til mit tab;
jeg kan demonstrere tingenes naturlige udvikling med mit eget fald.
Det er min triumf, at jeg kan bevise, at det ikke kunde g
anderledes, end det er get.

Sledes ser den ideelle visdom ud, og dersom jeg ejede den mere end
blot et minut ad gangen, s vilde jeg grne sl mig til ro i den, men
jeg kan ikke kalde den min; jeg forstr den og kan nsten med
fuldkommenhed stte mig ind i, hvordan den er at eje, men det er ikke
mig, der er indehaver af den; jeg har kun fet lov at beskue den en
gang. Det er end ikke alene visdommen, jeg nsker; ti mit hjrte er
delt og hnger mere end halvt ved barbaren, der er draget gennem mit
land og har taget det med, hun kunde bruge og gjort det vrige
vrdilst i mine jne, og til tak for dette har jeg vel et lfte om,
at min barbar kommer tilbage, men hvor kan jeg stole p det? Hvad
tillokkende kan der vre ved et land, hvorfra hun allerede har taget
det, hun havde brug for?

Og hvis det sker, som der dog er pviselig sandsynlighed for: at
visdommen en gang tar varigere ophold hos mig, har jeg da ikke endnu
mindre udsigt til at f min barbar hjem igen?




Niels Grandlev stod ud ved en lille landstasjon og lod sig vise vejen
til Lindagergrd. Det var i Pinsen. Fjorten dage havde det vret
sommer; han kunde ikke udholde ensomheden lngere. Vinteren var get
nogenlunde, forrets vde og ufre havde holdt ham inden dre og
gjort hans sind tlsomt, men nu var det alts sommer, og
tlmodighedens filosofiske tid var til ende. Han mtte vide, hvordan
han var stillet; Helgas breve havde vret s tilfredse og
intetsigende; han vilde se og hre hende selv; hendes hemmelighed,
som han jo godt kendte, mtte det nu vre forbi med.

Naturligvis er dette en overrumpling, forklarede han sig selv, men
nden driver mig; jeg bryder ud af min ensomhed, hvor jeg er ved at
omkomme, og har jeg andre steder at g end til hende? Vi skal nu se,
hvordan jeg virker p hende. Vi m regne med den mulighed, at hun
ganske har glemt mig; i halvandet r har hun faktisk vret uden for
min indflydelse; mske hun nu er helt uimodtagelig for den; hendes
udvikling vil det ikke skade. Nr jeg fr har forsgt at drage hende
ind i min tankeverden, som hun nrer en mystisk respekt for, da har
hun vel snarest vret til mode som et insekt, der lammes med et stik
af en gravhveps og slbes af sted. Hun kan undertiden forstumme og
blive forsvarsls over for min tnkning, men hun plejer ogs hurtigt
at kunne rive sig ud af narkosen, isr ved synet af noget, der
modstningsvis er liv, og s flygter hun. Tnkeligvis er hun nu
aldeles uangribelig.

Mens han gik ned ad en markvej, s han hende sidde ved et staffeli og
male. Foran hende stod en tyrekalv; ved siden af en mand.

Var det manden eller kalven, han skulde opfatte som sin medbejler?
Han trak sig i ethvert fald tilbage, siden han allerede var stillet
uden for som en, der ikke hrer med. Han overvejede, om han skulde g
igen, da s Helga rejste sig og vinkede med paletten. S var det vel
bedst, han gik nrmere; han fandt et grde, hvor han satte sig uden
just at se hen efter hende.

Lidt efter hrte han hende komme lbende; han rejste sig langsomt.

Goddag, gamle; nu er jeg frdig. Det var bare lige halen, jeg skulde
ha givet et par strg. Hvordan har du det? Hvorfor kommer du ikke hen
og ser p det?

Jeg vilde ikke gre kalven bange.

Det var pnt af dig. Kom s.

Jeg synes egenlig, Helga, at du skylder mig en mere omstndelig
forklaring end blot at sige: Kom s.

N, ja. -- Hun la bgge hnder p hans skuldre og s glad p ham. Ja,
nu ved du alts, at jeg maler. Men kom frst hen og se, hvordan det
er.

Hvorfor egenlig? tnkte han; der afhnger jo intet af min dom. Hvis
jeg ikke synes om det, s er det kedeligt og tillige dumt, men det
gr hverken fra eller til.

Han behvede ikke at se lnge p maleriet for at blive overbevist om,
at hun havde talent.

Jo, det er godt, sa han. Jeg kan forst, at du nu har fundet noget,
der tilfredsstiller dig. Det m vre en stor glde i modstning til
det tidligere.

Dersom du havde ventet et par dage endnu, s var jeg selv kommet med
billedet og havde hngt det op p din vg. Men det gr jo ikke noget,
at du selv kommer og henter det, tilfjede hun i en skuffet tone.
Skal vi g hjem til mig og tale nrmere om det? -- Det er mit
svendestykke, vedblev hun, mens de gik. Jeg vilde allerede ha begyndt
i fjor efterr; den gang skulde det ha vret en all af gamle,
stvnede popler, dem har jeg nmlig forset mig p for mange tider
siden, en dag, jeg led sdan af ulykkelig krlighed til dig. Jeg
havde ellers det hele: skumringen og en roemark og gule blade hen ad
en grftekant, men hr. Olsen mente, det var for svrt, og s lod jeg
vre, for jeg gr altid, hvad han siger. Men nu fik jeg lov til
tyrekalven, og nr det blir efterr, s -- -- --. Men jeg tror
virkelig ikke, du hrer, hvad jeg siger. Hvor er du henne?

Jeg er ved det sted: Jeg gr altid, hvad han siger. Denne "han" er
ikke mig.

Han er min lrer; det er noget andet.

Han er en mand, der er dig overlegen i een henseende i alt fald. Jeg
er det i ingen; men den mand har jeg ikke lyst til at vre.

Men kreste -- -- -- er du skinsyg?

Har jeg grund til det?

Nej.

S er jeg det ikke.

Ja, men hvad er det da, du mener? Er du mig ikke overlegen i alle
henseender?

Jo, i en del. Men ikke i nogen, du stter pris p. Jeg str over dig
i mange ting, men da de er uden vrdi i dine jne, s er det jo
ligegyldigt.

Og jeg overgr dig i noget, som ogs er dig ligegyldigt. Det gr op.

Alt, hvad der har noget som helst med dig at gre, har den
allerstrste interesse for mig. Det er derfor, jeg er afhngig, mens
du er fri. Og sknt jeg deler din glde, har aldrig noget gjort mig
s ondt som at erfare, at du sdan har skjult alt dette for mig. Du
var s stolt i din overbevisning, at du forsmede at ha mig som vidne
til din udvikling.

Kreste, det har fra allerfrst vret min hensigt at fortlle dig
alting; jeg begyndte ogs p det, men du forekom mig s uvillig og
fremmed -- mske har jeg taget fejl. -- Og altid nr jeg kom lidt ind
p det sprgsml, s talte du p en mde, der fik mig til at tvivle
om mig selv, og jeg har virkelig vret i tvivl det meste af tiden.
Men s besluttede jeg, at det skulde ikke vre pjank lngere; jeg
vilde ha et bestemt resultat at komme til dig med. Det mtte du synes
bedst om, for du holder jo selv p de bestemte resultater, og det var
uforsvarligt at mde med halvvejs snak. Og der kan ogs ha vret den
grund, at du ikke behvede at tro p mit talent. Og man finder jo
mistillid nok hos sig selv. Men nu har jeg et bevis at mde med.

Jeg er fuldstndig overbevist, Helga; du gr alt s uhyre simpelt. Og
nu skal jeg forklare dig noget, som du heller ikke vil ha vanskeligt
ved at forst. I din tilvrelse er jeg kun et overvundet stadium; jeg
begyndte at blive det, da du tog den beslutning at skjule noget for
mig, og dette her er slutningen p det.

Helga blev bleg og havde samtidig lyst til at le, i den grad var
hendes sind stemt til alt andet end hjtidelighed.

Du vilde tale anderledes, sa hun, dersom du vidste, hvordan jeg har
trngt til dig, hver gang jeg har lavet noget godt. Jeg kunde grne
haft lyst til at rende ned til dig, alle de fjorten mil. Jeg havde
tnkt, det skulde ha vret sdan en fest, nr du s mit frste
billede, og det skal det ogs!

Afskedsfest, Helga. Jeg kan ikke bruges som en, du kommer hen til og
er glad hos over noget, du har gjort, som er vigtigere end han selv;
i lngden vil du ogs fle, at det er noget lidt at ha en mand gende
til. Se, hvordan vi mdes her. Du kommer fra dit arbejde, glad og
overbevist, men fordi du er helt lykkelig, vil du ikke derfor undvre
krligheden; det er tjenligst at beholde mig -- en stund endnu. Og
hvor kommer _jeg_ fra? Fra ensomhed, fra tvivl, fra mange dages
ingenting, for jeg har alt mit, hvor du er. Ti det er en overvldende
opdagelse, at du helt optager min tilvrelse, alt andet har du gjort
til tomhed. Jeg anede ikke, hvad jeg manglede, den gang du blev min
kreste; nu ved jeg ikke, hvad jeg egenlig har igen, nr du er
borte.

Se, sledes kommer vi hinanden i mde. Du har alting, men jeg m
gribe efter dig for at f noget, men har jeg dig? Forholdet imellem
os er fuldstndig vendt om, s at hvis du var manden, s var det
godt, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, at jeg skulde leve afhngig
af dig. Vi er mdtes en gang, og vi er nu p det sted, hvor det er
sundest at skilles. Du er opadgende, mens jeg drives den anden vej.
Det er vist ikke sjldent, at en livsdygtig kvinde trffer p en
mand, der er i neddrift og forelsker sig i ham. Han kommer der fra,
hvor hun strber hen, og s fres de mod hinanden, og mske det er
grunden til, at de tiltrkkes strkere. Men den dag, hun mrker
neddriften i ham, mon hun da ikke vil skynde sig at slippe ham? Hun
vil overveje, om hun virkelig br la sig trkke ned med ham, men
helst vil hun vre fri. Neddriften i mig, det er disse grnende
vismands-tanker.

Helga satte maleriet fra sig og stirrede bleg p ham; hun var nr ved
at grde, men s rettede hun sig og sa:

Det er en forfrdelig magt, dine ord har! Hvis jeg var lige s
begavet som du, kunde jeg nmt resikere at forst dig og mene det
samme om os to som du, og det var ikke godt for nogen af os. Og
alligevel tar du helt krfterne fra mig, sdan som du taler. Men
sknt der er sdan en styrke i dine ord, s siger du dog, du er
gammel.

Gr et slags forsg p at forst mig, Helga. Det er forskellen
imellem os, der hos mig fremkalder denne flelse af at vre gammel.
Det er mig utleligt at vre frdig med min udvikling, mens du lever
her ved siden af mig og stadig fornyer dig. Hvert nyt vrk, du
frembringer, vil forrsage en tilsvarende fornmmelse af tomhed og
ldethed hos mig. Du vil ogs selv lgge mrke til det med tiden. Du
belyser p en underlig mde min skrbelighed; jeg ser den kun
rigtigt, nr du er i nrheden. Jeg ved ikke, om du vil kalde det
sygeligt; ubestrideligt er det i hvert fald, og du fatter
forhbenlig, at det er for galt, at en mand som jeg ikke kan afryste
denne flelse af ringhed, og at det er dig, der er rsag til den.

Godt. Gift dig s med Dagmar. Hun -- -- fornyer sig ikke, og hun har
heller ikke glemt dig endnu.

Det burde jeg gre, ja. Min forstand siger mig, at det vilde vre
forholdsmssigt. Imidlertid har jeg en gang lrt dig at kende og gr
det derfor ikke.

Men sig s i det mindste: Farvel, Helga.

Det kan jeg ikke. Jeg har kun forklaret dig, hvordan forholdet mellem
os er -- fra min side set, men det har aldrig vret mig, der traf en
bestemmelse, og det skal det heller ikke vre denne gang. Men du ved
lige s godt som jeg, hvad der er det rigtigste.

Hvor det er underligt. Din klogskab, der siger dig, at du ikke kan
leve sammen med mig, den kan ikke f dig til at ta den beslutning at
sige mig farvel og g.

Nej, Helga. Det er netop videnskabens fallit.

S vil jeg hbe, at den videnskab altid blir ved at vre fallit, for
s tror jeg, at der kan blive et rigtigt menneske ud af dig. Men jeg
skal sige dig noget -- som du ikke fortjener at hre: Nu kan du
plukke mig i hundrede stykker og str mig her p vejen, og hver
eneste stump vil kravle efter dig og hnge fast p dig, s du aldrig
fr pillet mig af.

Jeg fortjener det ikke. Men jeg m dog sige dig, at der er en
mrkelig splid mellem min fornuft og min flelse. De to erklrer
gensidig hinanden fallit, og nr jeg som nu ser dig for mig -- --

Ja, kre, store ven, det er jo udmrket; det gifter vi os p. Nu med
det samme!

Men din kunst, Helga?

, den -- -- ja det ved jeg ikke. Giv mig din hnd. Sdan. Hvad med
min kunst? Jeg er s glad nu. Vi har det godt, vi to, ikke?

Hun er lykkelig, tnkte han. Hun er helt tilfreds, mens jeg sidder og
overvejer et eller andet. For hende eksisterer der i dette jeblik
ikke andet end mig eller blot den hnd. Og dog har hun tvivlet,
ligesom jeg har tvivlet. Hun har vret kold, og hun har vret nr ved
at glemme mig. Der var en tid, da jeg i hendes jne havde tabt nsten
al betydning, og derved frte hun ogs mig ind i stor tvivl. Men det
har hun glemt. Der findes i verden ikke andre mnd end mig. Det er
hendes forrettighed, at hun har lov til stadig at vre lykkelig p
ny, fordi hun stadig glemmer sin tvivl. Selv jeg har jeblikke, hvor
mine tvivlsml blir mindre tydelige, men skal de helt udviskes, eller
blir det mit hvrv at f hendes tvivl til at sl rdder og gro fast?




I sit gteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forstelse af sin
intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans
vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt
til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem
endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den l for hans
vner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere
videnskabelige interesse var der nu s godt som intet blevet tilbage.
Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun
anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu
og da til den afhandling, og hun lvnede ham med krlig omtanke tid
til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra
at begribe, at der var noget get til grunde, som ikke kom igen. Det
havde vret en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun
rejste, og siden var den forsvunden.

Men for tiden gjorde det ikke noget, at hun ikke forstod ham; hun var
jo dejlig. Af hensyn til hende tilbragte han jvnlig nogle timer
mellem sine reoler, og han kedede sig ikke; han vandrede om blandt
ruinerne af sine interesser; hans lrdom var en dd by, og han
fordybede sig i dens uhyre ensomhed, hvor han var langt bortrykket
fra alt levende, han var faldet tilbage til forhistoriske tider, og
denne tilstand fik frst sin rette stemning derved, at ved siden af
ham, i den nste stue, var Helga, livet, nutiden. Der l tidsaldre
mellem hans reoler og hans hustru.

En gang for flere r siden var det hndet ham, at han var blevet
forelsket i en ung kvinde, og var udvandret fra sin ensomhed til
hende, uden at han kunde ane, hvordan det vilde virke. Han havde
udleveret til denne kvinde alt, hvad hun nskede, meget mere, end hun
bad om, og derefter var kraften get af hans ensomhed, den var blevet
ganske udhulet og duede til intet, ikke til studium, ikke til hvile;
den havde ikke lngere nogen tilfredshed at byde. Han var en svag
mand, syntes det.

Hun skulde dele alle hans interesser; s fantastisk kan en mand vre,
der for frste gang forsger sig med den vanskelige krlighed. Hun
havde vel ikke forstet alt, men hun havde vret overalt, alle hans
ideer var mrkede af hende p en ubegribelig og ikke videnskabelig
mde, og det beholdt dette mrke, der ikke var dem gavnligt. Det var
nmlig ikke sledes som visse mnd ynder at udtrykke det, at hun
havde befrugtet hans tankeliv.

Alt havde han lagt frem for hende, han havde solet det i hendes jne.
Ja, solet det. Men i solen opdagedes mange ting; mug og vissenhed
viser solen, og hvad skal man derefter gre ved det mugne og visne?
Videnskaben var falmet og fallit; hvad kan den anvendes til? Han
havde ikke mere brug for sin.

Dette overraskende fnomen skyldtes ikke nogen usdvanlig hftig
forelskelse fra hans side; han kendte sin erotiske begrnsning. Det
var selve hendes nrvrelse, der bevirkede det. Det var bleg kultur
og kraftigt barbari, der var kommet til at vokse ved siden af
hinanden, og kulturen visnede hen p grund af naboskabet, uden ydre
vold, og denne proces fremmes ved kulturmenneskets misundelse og
attr mod det, barbaren har frem for ham.

Det kunde kaldes et omvendt eksempel p, at en kvinde befrugter en
mands tanker. Uomtvisteligt var hendes pvirkning af en god art, men
det syntes, som om hans nuvrende interesser skulde udryddes --
ligesom ukrudt.

Og nu, da det var fuldbyrdet, slog det ham, at han en gang mtte ha
bret sig ilde ad i sin sjlelige konomi, ti hos et menneske med en
sund udvikling var et sdant fnomen utnkeligt. Noget mtte
tidligere vre get til grunde i ham, og nu kom denne pvirkning med
en naturkrafts vlde for at genskabe det gamle. Han havde vret i
frd med at lave en pedant ud af sig selv og var godt p vej til
fuldbrenhed, da dette indgreb skete og forstyrrede ham i
udviklingen, uden at det kunde siges at vre afgjort, at han vilde
blive bragt tilbage til sit oprindelige stade. Hvor var da afvigelsen
for hans vedkommende begyndt? Mon ikke dr, hvor han havde interneret
sig i denne provinsby og med filosofisk ringeagt kastet sin fremtid
over bord. Her var han get og visnet, og nu kunde han mjsommeligt
erindre, at han havde vret anderledes en gang; han havde betvunget
sin natur -- som det siges, at man skal, -- han havde overvundet sig
selv, hvad der psts at vre bedre end at vinde en sejr. Megen glde
havde han ikke haft af det, nr han nu skulde se tilbage p det, men
det var dog endt med den tilpasning efter de omgivende forhold, som
Darwinisterne har fet s store resultater ud af.

Og da alt var i orden, og det syntes at vre naturens hensigt, at fra
nu af skulde der overhovedet ikke ske noget mere, s kom Helga
ubelejligt som et brud p det bestende, som en leende og livsglad
protest mod tilpasningen; hun forstyrrede alting og mindede ham --
til ingen nytte -- om det, han kunde vre blevet, dersom -- --.

Han vandrede op og ned blandt sine reoler, og hun gik og sang i stuen
ved siden af.

Farvel, reoler!




Helgas pensler fik lov at trre ind; i det hjeste tegnede hun lidt
nu og da. Det har ingen hast, tnkte hun, nr trangen til at
frembringe kom op i hende. Talentet var jo sikkert nok, det kunde
tle at vente. Desuden skyldte hun vel ham at glemme alt, hvad der
hed kunst, indtil videre, siden hun havde begyndt at ofre sig. Det
faldt hende heller ikke svrt, s lnge hun flte sig i fuld
besiddelse af sine vner; hendes dage var s korte og brogede af
lyse, springende stemninger, hun var helt lykkelig, og tiden blev til
nsten ingenting, et flygtigt, skinnende stof, som man susede igennem
uden at tnke over det.

S kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle
fornmmelser, hun havde begyndt at f i den sidste tid, og de blev
enige om, at hun mtte vre frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det
samme, men s snart det kunde la sig gre, var hun borte, ude i
skoven, hvor det igen var efterr. Dr var alt, hvad hun kendte fra
fr, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse;
skoven var ikke _god_ som den gang; efterret havde ikke den vrdi
for hende. Hun huskede en sen efterrsnat, da hun havde get der ude
ved fjorden og tnkt sig, at gteskabet vilde forandre hende lige p
en gang, og flere gange i den tid, hun havde vret gift, havde det
undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun
var lige s frisk og flsom for alting som fr; de havde get ture om
aftenen i det hujende mrke, og alt havde vret lige s godt som den
aften; den uvilje mod gteskabet, som ikke et jeblik havde forladt
hende, svandt derefter helt og holdent -- -- --.

Men nu var forandringen kommet.

Det blev ingen god tur. Den spndte kraftfornmmelse, der hidtil
havde bevaret hende imod utilfredshed, den var borte. Hun syntes, at
hun slbte sig hjem, og beklagede harmfuldt sig selv i den anledning.
Men nu vilde hun til at male noget; tilvrelsen forekom hende s
vrdils; der skulde noget til for at bde p det.

Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nrede en mystisk
frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom
for at vise, at _det_ nu var hendes herre, og at hun var den svage,
der skulde ofre alt, hvad _det_ krvede. Men en nat kom der en
stemning over hende; det var tidligt p forret; hun s i sin urolige
svn de gamle, stvnede popler, som skulde ha vret hendes nste
vrk, og hun vgnede op med den forvisning, at nu skulde det gres.

Hver af de flgende formiddage var hun ude og tegnede; hun mrkede
godt, at det ikke vilde lykkes, men hun vilde ikke erkende det og
forsgte fremdeles; desuden var det slet ikke lige mislykket
altsammen; der skulde komme noget ud af det, og hvad skulde hun
bruge tiden til, da hun ikke havde husholdningen at srge for?

Hvad fejler du dog, Helga? spurgte Grandlev en dag, de sad ved
middagsbordet.

Hun s op med to klare, hrde jne. Jeg fejler ingenting, svarede
hun, og lidt efter fjede hun til: Jeg fejler alting, tror jeg.

Er det vort barn, lille Helga?

Nej; det har det vist godt nok, men det er p min bekostning.

 ja; nu begynder det vel allerede at blive fordringsfuldt.

Dersom du vidste, i hvilken grad jeg blir regeret af det! Men jeg vil
se, om der alligevel ikke er lidt igen af mig selv endnu.

Da de havde spist, tog hun sine malerekvisitter og lavede sig til at
g ud.

Vil du nu ud og male?

Jeg skal nok pakke mig godt ind.

Helga har ikke gode jne i dag. Det er beslutningens blik; jeg kender
det. Pas p du ikke gr noget, der blir til skade for nogen.

Hun tog hans hnd og strg sig over kinden med den. Helga er god, sa
hun. Nr frst -- --. Der er altid en mngde, jeg venter skal ske,
men det vil aldrig komme, nr jeg trnger mest til det. Farvel,
Niels; jeg skal ikke blive forklet.

       *       *       *       *       *

Han sad i den halvmrke dagligstue og ventede. Hun kom ikke. Det var
rimeligt, at han gik ud og hentede hende, men han var bange for det
mde. Enten havde hun sejret, og dr kom han med sine uvedkommende
betnkeligheder; eller hun havde tabt, og s indfandt han sig som
reprsentant for hverdagslivets sejrende plathed. Han frygtede hendes
blik. Der er ingen, der sdan som gtefolk kender hinandens jne, og
der er i alt fald en tid, hvor der ikke er plads til lgn i dem. Men
der er ogs sandheder i en hustrus blik, som en mand helst undgr at
lse.

Det blev mrkt, hun kunde umulig se at male lngere; mske var hun
blevet syg! Han tog sin hat og skyndte sig ud, men i det samme s han
hende komme; han gik igen ind og satte sig.

Det varede lnge, inden hun kom. Han hrte hende bre sine sager p
loftet; derefter vaskede hun sig i kkkenet, og s var hun en stund i
sovekammeret; han sgte at slutte sig til hendes stemning; efter
lyden at dmme var hun meget behersket. Det hrtes s ligegyldigt, og
dog var en sag af strste vigtighed nu afgjort; han blev ganske kold
af at sidde og lytte og gtte.

S kom hun ind, men blev stende lige ved dren.

Kunde du se at male s lnge?

Intet svar.

S skulde vi vel ha noget at spise, sa han hjt og ligegyldigt.

Hun var ude igen med et st og gav sig til at dkke bord. Han kom ind
i spisestuen med tndstikkerne.

Helga, begyndte han, kan du i dette jeblik huske, lad os sige, et
halvt r tilbage til en dag, da vi bestemte, at s godt, som det var
den dag, skulde det altid blive ved at vre? Jeg siger det ikke for
at appellere til dine -- -- flelser, men kan du huske noget sdant
nu?

Ja.

Men skulde man ikke tro, at den dag aldrig havde vret? Den er dd og
magtesls; ser det ikke sledes ud?

Jo -- --.

Letsindige mennesker slutter deraf, at deres krlighed er virkelig
dd, og opfrer sig derefter, hvorved de tilfjer hinanden den
allerstrste fortrd. Faktisk er forholdet dette, at man i en krlig
stund bedst husker andre krlige stunder, og omvendt. Der er kortere
forbindelseslinje mellem ensartede sjlelige tilstande end mellem
andre; det er det hele. Dersom alle mennesker havde s megen sykologi
inde, at de vidste det, s kunde der undgs meget -- -- --. Men en
omtnksom husmoer br altid holde trre tndstikker -- -- om ikke for
andet, s for, at hendes mand ikke skal blive forstyrret midt i en
vigtig tankegang.

Efter tre forgves forsg lykkedes det ham at f den fjerde tndstik
til at fnge, og i samme nu s han hendes forvildede ansigt, men han
tndte alligevel lampen og satte glasset ordenligt p.

Han skd lampen til vrs og gik hen til hende. Stakkels Helga! Han
burde ha forudset, at det vilde g sledes, i stedet for at pine
hende med sine lumpne ndrigheder.

Jeg er delagt, begyndte hun, idet hun veg tilbage for hans hnder.
Rr ikke ved mig, jeg er ikke det vrd. Der er ingenting igen af mig.

Han s trerne springe frem af hendes jne, mens hun stirrede
ufravendt p ham, og hendes blik holdt ham p afstand.

Men kre Helga; du ved ikke lngere, hvem jeg er. Tal til mig som til
en, du ikke hader, for at jeg skal kunne svare dig.

, Niels, kan du ikke se, jeg er ond? Hader du ikke mig for det?

Han tog hende om livet og drog hende med sig hen til en stol, men hun
sank ned p kn ved siden af ham og udbrd:

Vr god mod mig, Niels; vr forfrdelig god imod mig; ellers -- --
--.

Gid det var mig, der var s ulykkelig, tnkte han, idet han s ind i
det fortrukne ansigt; jeg kunde bre det. Gid det kunde ha vret mig!

Han sad og klappede hendes hr, mens han led under sin sjls fattige
kulde.

, du ved ikke, hvad jeg har oplevet i eftermiddag. Jeg har prvet og
prvet, men det er borte; jeg er dd. Kan vi holde s meget af
hinanden, at vi glemmer det? Kan du -- -- --. Hvad vil du gre ved
mig, hvis jeg ikke duer mere? Jeg blir kold og ond, dersom det -- --.
Jeg mrker det allerede --. Nej, det er gruligt!

Hun la sit hoved i hans skd. Han trykkede sit lommetrklde mod
hendes jne, og med den anden hnd krtegnede han hendes ansigt.
Helgas ansigt! Det blev s underlig nyt for ham, idet han med hnden
fulgte hendes trk: nsens svage bue p midten, kindens kant mod
halsen og de velkendte lber -- --. Hans fingre blev seende, mens de
berrte dem.

Han tog lommetrkldet bort og la ansigtet i sine klige hnder; han
flte et svagt kys mod sine fingre og lftede hendes hoved.

Kre Helga, sa han -- og han vidste i det samme, at det var ikke det,
han helst vilde sige --: Du begriber da nok, at man ikke s
pludseligt kan miste sit talent, men du m ha tlmodighed, til vort
barn kommer, og s er du igen som fr.

Hun rejste sig. -- Tror du? , jeg kan sagtens vente, nr det ikke er
andet. Naturligvis kommer det igen. -- Hun gik frem og tilbage og
strg sit hr op. -- Hvor har jeg vret henne? Jeg er jo forstyrret.
Nr det er overstet -- --.

S har vi et lille barn, Helga.

Ja, det er sandt, det tnkte jeg ikke p, bare p at blive fri. Det
er en drlig kone, du har. Men nu skal jeg vre fornuftig igen -- --
for resten af tiden. Det blir nok en lille tnksom fyr, siden han
allerede nu begynder at opdrage p mig. , vr ikke vred p mig,
Niels; jeg kunde ikke gre for det. Men du er s klog og fornuftig
altid. Tak for det.

Hun rakte ham hnden og smilede s svagt, at det kun ss ved den ene
side af munden. Dette lille trk greb ham strkt; han huskede den
gang, da han frst bemrkede den ubetydelige skvhed ved hendes mund.

Men det store jeblik var forbi; hans fornuft havde vundet en lille
fattig sejr, og hun var kommet lngere bort fra ham.




Et par mneder senere bragte Helga et ddfdt barn til verden.

Hvad hun tnkte ved det, fik ingen at vide; hun l tavs hen, efter at
fdslen var overstet. Grandlev var meget inde hos hende og spurte nu
og da til hendes befindende; hun svarede s kort som muligt, og
udover det blev der ikke sagt noget. Han vilde grne tale med hende
om den skete ulykke, men hun l og stirrede frem for sig med et
hrdt, bent blik, og udtrykket i hendes ansigt forandredes ikke al
den tid; der var ingen uro over hende, hun grublede ikke over et
problem. Han kendte hendes ansigt, hun var klar over sit, og det var
ikke hans sag at tale; han havde ikke myndighed til at forandre noget
her.

Det var en kold tid. For ham syntes det, at afstanden mellem dem nu
var s stor, som det var naturligt mellem to forskellige verdner, to
modsatte kulturer, der en tid lang har bekmpet hinanden med forgves
opbud af al deres kraft, og han strbte at befste sig selv i denne
opfattelse for at vre forberedt mod den fremtid, der ventede ham.

Undertiden nr han sad ved hendes seng med en bog i hnden -- ti han
mtte ha noget, der kunde dkke over den lange tavshed -- la hun sin
hnd p hans og krummede sine fingre om den, og hele hans bevidsthed
samlede sig om deres to hnder. Men hvor var denne hnd forskellig
fra den, han en gang havde kendt, og som havde gjort sit til at
bestemme hans skbne! Det var, som om han havde gemt en lille verden
af fljelsblde luer i sin hnds hulhed. Nu var den blevet lidt
magrere og mere bleg, og dens sjl, der havde vret som varm, fin
nde, var blevet til vilje. Den tog s lmpeligt om hans hnd; han
forstod den, den vilde grne skne ham, grne kle lidt for hans og
vre god en lille tid, inden den slap helt. -- Tror du ikke, hnd, at
jeg ved, hvad du mener? Du har atter sluppet mig, og du blir ikke den
gamle, fordi du lgger dig krtegnende p min hnd. Du er fremmed for
mig, du har allerede gjort dit greb og fundet noget, der holder. Hvis
det ikke var tilfldet, vilde du ikke ligge dr s rdvild og
usikker. Den ild, der nu brnder i dig, gr ikke over i mig, den er
mig fremmed og fjendtlig; jeg fler den som kulde.

Men nr det skete, at han fandt hendes blik og holdt det fast, da
kunde han se, hvordan der gik en smrte igennem hende; den bredte sig
som en blge over hele hendes legeme og bragte hende ud af sit leje.
Hnden, der l p hans, talte hjt om en farende uro.

       *       *       *       *       *

Det var imidlertid blevet forr. Solen skinnede ind i sovekammeret,
og han s hende smile for frste gang, mens hun l til sengs. Hun
stod op med det samme, og nogle dage senere bad hun ham g med ud i
skoven.

Vi skal vel tale om det stakkels barn, begyndte hun med sagte, klar
stemme. -- Se, hvor smukt her er. Det er indrettet sdan, at det
skulde ha vret en dejlig dag for os to -- -- os tre, Niels. Lad os
stte os lidt.

Ja, Helga; jeg har talt med lgen om det; han -- -- --

Lad hellere mig fortlle det. Det er meget vrre, end du tror. Det er
mig, der er skyld i, at vort barn er ddt.

Men, kreste Helga, selv om du har vret uheldig -- -- --

Hr kun, hvad jeg siger. Det kunde ikke leve; nu forstr jeg det. Den
gang, jeg gik med det, og jeg mrkede, at det tog mit talent fra mig,
da blev jeg vred p det; ja, der var tider, hvor jeg hadede det, og
det kan et lille barn ikke tle. Den dag, du ved, da jeg var ude at
male, da kunde jeg mrke, hvordan min sjl var borte; den var nede i
barnet. Bag efter -- ja det ved du ikke noget om -- da tegnede jeg
lidt af og til; jeg tnkte, jeg vil bare lige se, om jeg kan, for at
vre sikker p det. Og jeg kunde godt, jeg hentede min sjl op fra
barnet med vold. Det, jeg lavede, tog jeg fra barnet. Derfor dde
det.

Men hvorfor konstruere en sdan forklaring, nr der gives en langt
simplere? Der er visse bevgelser, sa lgen, som er farlige -- --.

Ja, doktoren ved noget. Men den, der har get med et barn, ved mere
end nogen doktor. Jeg vidste ogs nok, at det var galt, men hvor
galt, det blev mig frst klart, da de sa, at det var ddt. S snart
jeg hrte det, tnkte jeg: Ja, det er ddt. Det kan ikke vre andet.

Helga, du gr os bgge ulykkelige med den indbildning. Jeg skal kbe
en bog til dig, der omhandler det mne, af professor Rosen -- -- --.

S skal jeg skrive et nyt kapittel til den bog. Nr en kvinde gr med
et barn, s m hun ikke blive vred over, at det tar noget fra hende,
som hun synes, hun selv har brug for; hun skal villig afst det alt,
hvad det forlanger, for sdan et lille barn er frygtelig
fordringsfuldt, lnge inden det blir fdt, og det m ikke ngtes
noget. Og ved du hvad -- --. Hun blev bleg, mens hun talte. -- En dag
jeg sad og tegnede, og det gik meget godt, s mrkede jeg barnet, der
sparkede med sine sm ben. Det advarede mig, Niels.

Hun s p ham med to vidt bne jne, og han flte det risle igennem
sig. Han s for sig et ansigt, der stirrede ned i tilvrelsens dybder
og opdagede noget, som han ikke blev delagtig i.

Det advarede mig, men jeg brd mig ikke om det, for jeg vidste jo
ikke alt det, jeg ved nu. Jeg er ikke ond. Jeg vil grne gi folk ret
til at sige det om mig, for de kan jo ikke andet, men jeg ved med mig
selv, at det er jeg ikke. Men det er forfrdeligt, hvad der er sket,
og der kan ingen ha lidt mere under det end jeg.

Jeg tvivler ikke om, at du har lidt mere ved det end jeg. Du str jo
dybere i tingene. Jeg har ogs flt tabet, men jeg ved ikke, hvad det
er, jeg har tabt. Jeg er en overmde fattig mand, der en gang har
ejet formue, som jeg aldrig har set, og hvis vrdi ingen har oplyst
mig om; nu er den borte, uden at jeg har haft gavn af den. Jeg har
tnkt mig den mulighed, at jorden vilde forekomme mig mere hjemlig,
end den i en vis tid har gjort -- dersom jeg kunde g hen over den
med mit lille barns hnd i min. Det hverv opfyldte du nmlig ikke --
det _var_ ikke dit hverv, men jeg har i en glad stund, i et
fantastisk jeblik overdraget dig dette -- hverv. Nu har jeg kun en
forget tomhed tilbage, mens du har en virkelig sorg. Jeg misunder
dig; det er altid dig, der har den strste vinding. Du er den
rigeste.

Hun s lnge ud over vandet, og hendes ansigt begyndte at f farve;
det var ogs et prgtigt vr, han s det bedst p hende; anderledes
interesserede det ham ikke. Vist havde hun tabt meget, men hun havde
ogs rd til det; hun var af dem, hvem ethvert tab bringer nyt
livsstof.

Du taler s underligt om det, sa hun omsider; du ser det fra en side,
som jeg ikke forstr.

Ja, svarede han bitter, jeg er en klgtig lille maddike, der er
sluppet ind under barken p livets tr; dr sidder jeg og studerer,
og i mit mrke opdager jeg en mngde interessante ting, som mske
slet ikke er til.

Det vrste var jo det barn, som du sdan havde gldet dig til,
stakkels ven. , nr du har set p mig somme tider i de her dage, nej
aldrig har noget gjort mig s ondt, hvad der angik os to. Det, jeg
har forbrudt mod dig, er det vrste af alting. Og jeg kunde ikke sige
det, jeg helst vilde. Hvor kan jeg love dig -- -- jeg er to halve
mennesker. Jeg er en drlig kone -- nu. Og der er noget endnu, som
du ikke ved. Da jeg hrte, barnet var ddt, s tnkte jeg i et nu:
Hvis det hele kunde gres om, og jeg var sdan, at jeg ikke behvede
at bekymre mig om andet end om det barn, jeg ventede, det kunde ha
vret en dejlig tid. Jeg kunde straks, da det var kommet, aldeles
bestemt forestille mig, hvordan en rigtig moer gr og glder sig til
sit barn, og sdan vilde det ogs ha vret med mig, dersom ikke --
min kunst havde vret i vejen. Jeg er s aldeles klar over, hvad det
er for en glde, jeg er blevet narret for, men det kunde ikke komme,
mens jeg gik sdan.

Det vil alts sige, Helga, at du har forladt din kunst for tidligt,
og nu hvner den sig ved at ta dit barn. Sledes er din opfattelse.

Ja, det er rigtigt, men jeg troede ikke, du kunde forst det. Og hvad
s, Niels?

Det er let at se. Een gang har du opofret dig, idet du giftede dig
med mig. Du forvekslede et jeblik det, der var det bedste for mig,
og det, der var det bedste for dig. Dette eneste offer, der sikkert
stred mod din natur, har ikke gjort os lykkelige i lngden, og vi vil
derfor ikke forlange det offer af dig, der nu foreligger.

Hvad er det for et?

Sig det kun selv, Helga.

Ja, naturligvis, det er min pligt at sige det. Men jeg kan ikke blive
hos dig. Jeg m rejse igen; jeg er kun halv frdig. Det kan ikke
blive godt s lnge. Jeg har vret en mislykket moer og en mislykket
kunstnerinde; nu m jeg se at blive noget helt. Hvad kan jeg gre
andet end rejse?

Du ser det s klart, Helga. Jeg skal ikke rde dig til noget; du har
altid vidst, hvad der tjente dig selv bedst; det er det sikreste
bevis p sjlelig sundhed; nogle kalder det egoisme.

Ja, men er jeg ikke egoist? Synes du ikke, jeg er ond?

Er du selv i tvivl?

Nr jeg ser p dig -- -- --.

Se ikke p _mig_. Jeg er ingen mlestok. Se p det resultat, du
venter af dit eget liv. Se p tingene omkring dig. Det er ikke s nr
din hele lykke, der beror hos mig.

Det siger du, Niels, men du er ikke vis p det, og du har sagt det
fr. Men det kunde ha vret sdan, at -- -- --. St nu, at min lyst
til kunst bare kommer deraf, at jeg ikke har fet nok -- --.

I krligheden eller med andre ord i mig, ja det illustrerer
pfaldende din forestilling om min utilstrkkelighed; du kan ikke
glemme mig, og du vil ikke slippe mig, og dog fler du hele tiden, at
jeg er ikke den rette. Drmmen om en strre lidenskab sidder stadig i
dig og lar sig ikke udrydde.

S blir den heller aldrig andet end en drm. Du er nu en gang den
eneste, der har nogen indflydelse over mig; jeg tror ikke, nogen
kunde haft mere, selv om jeg kunde vre blevet mere forelsket i en
anden mand. Du synes mske ikke, din indflydelse har vret ret stor,
men jeg er nu ikke videre indrettet til at la mig pvirke, det har
jeg opdaget. Men hvad vil du gre, dersom jeg rejser fra dig? Kan du
holde det ud med studierne alene, et r for eksempel?

Lad os ikke tale om studierne. Det vil sige, der kunde mske findes
noget nyt, der lod sig studere.

Tal ikke til mig, som om du havde i sinde at glemme mig, s snart jeg
er borte. Du tror ikke, jeg vil lnges efter dig; men jeg vil begynde
at lnges i samme jeblik, jeg har sagt farvel til dig. Du har altid
troet, jeg stod p springet til at komme vk fra dig, og du har altid
gjort mig uret. Det kan godt vre, du ikke betyder s meget for mig,
som du synes, du kunde gre fordring p, men jeg har jo aldrig trngt
ret meget til andre mennesker; nr jeg fik en lille smule af dem, s
var det nok; det blev lettere for meget end for lidt. Hvorfor skal
krligheden vre alting for mennesker som os? Vi har jo hver sin
store interesse ved siden af. Er det s egenlig s smt? Og jeg kan
sidde her og forudse, at jeg vil holde lige s meget af dig som fr,
nr jeg har vret borte en tid for det andets skyld.

Du har i dit hele liv vistnok kun beget een fejl, Helga: den, at du
har forelsket dig i mig, og denne fejl har du ikke gjort god igen ved
at finde dig en bedre mand, efter at du hos mig havde taget det, du
ungtelig havde brug for. Du svinger mellem mig og din kunst og
bilder dig ind, at vi tilsammen udgr dit livs lykke. I virkeligheden
har du kun brudstykkevis vret lykkelig. Du er altfor livsfrodig til
at ha nok i mig -- -- , jeg mener ikke noget, du har ndig at
protestere imod; du tror lige s lidt som jeg, at krligheden bestr
i sanselighed, men du drmmer dog om, at der gives en strre
lidenskab uden nogen strre sanselighed, og det er vel den, du
savner. Og din kunst kan ikke erstatte det savn. Jeg forngter ikke
de gode timer, vi har haft med hinanden, for mig har det jo vret et
helt nyt liv, men du trnger til strre forhold. Ogs du vilde grne
plukke den store lidenskabs frugt, men jeg har ramt dig med mit stik,
jeg har pvirket dig med tankens fine og for dig farlige gift. Du
vilde grne ind i en hedere verden, end vort hjem har vret, du
begrer at komme hen til stor ild, som jeg ikke har at byde, du har
trang til at kaste dig hen og styrke til at finde dig selv igen,
strre og rigere. Du er mske bestemt til en sdan lidenskabens
storhed, men du tr ikke betale det, den koster. Gode sm mennesker
vil glde sig over dig og over mig, der har bevirket dette. Tror du
ikke ogs, det har brndt i mit sind, nr jeg har set den ild, der
stundom flammer i dine jne? Det har rbt inden i mig: Hvorfor render
hun ikke fra mig? -- Nu rejser du, og som sagt du kommer igen, fordi
du savner mig, nr du er borte, og sdan vil du blive ved at svinge
mellem to ting, hvoraf ingen har dit sind helt og holdent. Du er
vokset fast til to halvheder, og stadig vender den illusjon tilbage,
at hver af dem er et hele, for din natur er s rig, at du meddeler
dine illusjoner af din egen livskraft, ellers var den ene af dem --
din store og besynderlige krlighed til mig -- for lngst blevet til
intet. Men du er jo et priviligeret menneske, der ikke kan g aldeles
fallit; hver gang du taber, vinder du samtidig, og du finder dybder,
hvor jeg kun opdager tomheder. Du talte om, hvad jeg har foruden dig
-- af al min videnskab har jeg ikke andet igen end forstelsen af
forholdet mellem os; alt det andet er forlngst faldet sammen til
stv og aske. Om det betyder, at jeg skal blive et nyt menneske, ved
vi ikke endnu; men det sprgsml afgres ikke lettere eller hurtigere
ved, at du blir hos mig.

Hun tog hans hnd, og de s lnge p hinanden, indtil hun slog jnene
ned, i erkendelsen af, at hun ikke havde noget at sige eller gre. S
talte han igen:

Se, hvor alting ligger og hviler i lyset. Der er en egen stilhed over
det, der ligger i solskinnet. Mig forekommer det, som om alle ting
sover, nr sollyset str s stille over dem som nu. Men du ser noget
helt andet, noget, du lnge har mttet savne, for dine jne har samme
udtryk som i dine pigedage; og jeg tror, jeg ved, hvad det betyder:
at du ser meget, som er skjult for mig. Er det ikke ligesom der er
taget skodder fra sjlen, s at lyset endelig fr fuld og uhindret
adgang?

Jo, Niels. Kender du det?

Jeg kender det; jeg kan se det p dig. Der er mange gode ting, som
det ikke er givet mig at opleve, men ved srlig nde har jeg fet
dig, for at jeg kan danne mig et begreb om, hvordan den anden side af
tilvrelsen er, den, der vender bort fra mig. Ellers kunde jeg vre
blevet ved at leve ligesom under jorden, men du har draget mig frem,
og jeg kryber ikke ned igen, nr du er borte. Jeg blir hos lyset, der
dog p en mde er beslgtet med mig. Mske glemmer jeg dig over det
andet.

Jeg slipper dig ikke, Niels. Da du frste gang fik magt over mig, ved
at du s p mig, da tnkte jeg det samme som nu, lige s sikkert,
selv om ikke s klart. Du skulde vide, hvordan jeg gik og gemte p
dit blik og lukkede jnene, for at det ikke skulde forsvinde. Jeg s
dig for mig med sdan en magt, det var for mig bevis nok for -- --
--.  ja, det fortalte mig p een gang, at du var den, jeg skulde
holde af for hele livet, og at jeg havde talent -- --.

Han s sprgende p hende.

Ja, Niels, det havde jeg en gang lovet mig s meget af at fortlle
dig; nu er det snart gammelt, og vi er ikke s naive lngere -- jeg
er ikke --. Men jeg tegnede dit billede en aften, jeg var kommet i
seng, det var efter, at du havde _set_ p mig. Nste morgen da jeg
vgnede, vidste jeg alts -- -- to ting. Jeg mente, det skulde blive
s stort at sige dig det, men det jeblik duede ikke, som jeg havde
bestemt til det.

M jeg f det billede, inden du rejser? Stakkels Helga; du har nok
lidt noget for et jebliks disharmoni fra min side. En mand, der ikke
er absolut alvidende om, hvad der foregr i en ung piges sind, kommer
ndvendigvis til at volde hende mere end een sorg.

Du m grne f det. Nu er det jo nsten ingen nytte til, med mindre
det kan hjlpe lidt til, at du bedre husker mig.

Se p solskinnet der ude over skoven og markerne, sa han lidt efter.
For dig betyder det lngsel efter noget stort og rigt langt borte.
Det betyder mgtig attr og mangfoldighed -- livet i al sin fylde,
der rejser sig, vokser mod lyset. For mig betyder det samme solskin:
Ro, beskuelse, ligegyldighed. Solen oplyser alle ting og er for
resten lige glad; vi kan forst det, som vi vil. I det allermindste
kan vi se tingene; vi kan mtte vort sind med kendsgrninger. Solen
fremviser lidenskabslst det, som er. Der er nogle af os, der har nok
i at g bag efter solen, lidenskabslse som den, og gre os selv
opmrksomme p det, som er. Det har kostet os forskellige
sindsbevgelser, inden vi kom s vidt, men den smrtefri beskuelse
har ogs sin lykke. Det angr ikke os, at der gives en strre. --
Solen skinner ogs for mig; den vil lre mig noget. Rejs kun bort;
jeg nmmer det vel bedst, mens jeg er alene.

       *       *       *       *       *

Toget var krt frem; Niels Grandlev og Helga gik op og ned ad
perronen. Han indskrpede hende forskellige forsigtighedsregler, som
hun gjorde vel i at iagttage; hun var ikke hel rask endnu, men efter
deres sidste lange samtale havde han haft il med at f hende af sted.
Hun talte ikke ret meget, men udtrykket i hendes jne var varmt og
levende, han tilskrev det glden over at skulle rejse og undgik s
vidt muligt at se p hende.

Hun steg op i kupeen, og han blev p perronen. Nu skulde hun skrive
udfrligt om, hvordan det gik med hendes kunstneriske udvikling;
deres personlige forhold var det ikke vrd at tale om for det frste;
de havde jo talt ud.

Kom op til mig, sa hun sagte, og han s forbavset p hende, men steg
op p trinet.

Konduktren kom nede fra den anden ende og begyndte at lukke drene.
Helga bjede sig ud mod Grandlev, trak ham ind til sig, kyssede ham
hftigt og sa:

Jeg elsker dig.

Dren blev lukket. Han s efter toget, som krte.

Det forstr jeg ikke, sa han.




Mens eksprestoget dampede nord p fra Paris, sad Helga ved
kupevinduet og lste et brev, hun havde fet fra Grandlev, lige fr
hun rejste. Det var skrevet som svar p hendes meddelelse om, at hun
havde i sinde at rejse hjem; hun havde da vret borte i to r.

-- -- Fr vi ses igen, stod der, er det ndvendigt, at du forstr den
forandring, der i mellemtiden er foreget med mig. Da du var rejst,
sgte jeg at klare mig min menneskelige stilling til den tid, jeg
lever i; det kostede mig meget arbejde, resultatet blev en hel lille
afhandling. Hvis du vil, skal du senere f den at lse; den handlede
om ideer, som du mske ikke husker, at du har hrt mig udvikle, men
nr du hrer lidt om dem, s vil du straks sige, at det ligner mig.

Jeg skrev om personlighedens samling og det moderne livs splittende
indflydelse -- der er mange andre, der har gjort det. Jeg skildrede
en menneskeart, som er ved at udd, en bleg type, der ikke er s
unyttig, som det almindelig antages. Det er breren af visdommen,
den teoretiske livsviden, der nu er s ilde stillet, omgivet af
foragt p to sider. Foran visdommen str fremtiden: Opfinderen,
socialdemokraten, sportsmanden. De er kommet ud over visdommen og
hner den med et af vor tids vrste skldsord: Litteratur. Bag ved
str fortiden: Menigmand, Vulgus -- samme foragt, kun at de ikke
praler af, at de forstr den vise, sdan som de andre; tvrt imod: de
roser sig af, at de ikke forstr ham. Ved samvirken af disse to
yderligheder er et nyt barbari i frd med at udvikle sig. Den, der
ikke vil andet end tnke lidenskabslst over menneskelige ting, er
bestemt til at g under i dette barbari. Mellem den oplyste husmand,
prliminarist og kandidat til folketinget -- og professoren i
fysiologi, mellem socialdemokraten og sportsmanden dr den tnker,
der hverken er politiker, folkeoplyser eller opfinder.

Det ny barbari kendetegnes blandt andet ved sin foragt for al
tnkning, der ikke er anvendt tnkning, praktisk anvendelig tnkning,
og den vigtigste rsag til dette barbari med dets delvise kulturhad
er den stigende folkeoplysning. Det store folk er nu draget med ind i
udviklingen, og folket, der har en beundringsvrdig sans for de sider
af kultur, der har praktisk vrdi, har sin ligegyldighed rede for den
del af kulturen, hvis nytte ikke er umiddelbart indlysende. Og det
synes, som om denne det brede lags foragt har virket tilbage p den
hjere kulturs mnd. Derfor hrer man professorer tale om, hvad jeg
vil kalde for uverdslig kultur, med samme ringeagt som en oplyst
husmand eller en socialdemokrat, og han er stolt af det. Der var en
tid, da litteratur, der dyrkede den rene menneskeviden, stod hjt i
anseelse -- -- men det var ganske vist ikke her i landet. Sjleviden
er nu ene overladt til psykofysikerne og sindssygelgerne.

Men jeg har alts stillet mig i de uverdsliges flok. En gang var den
eneste undskyldning for uverdslighed den, at man viede sit hele liv
til religionen. Er vi ikke net s vidt, at den uverdslige digter
eller den uverdslige tnker anerkendes rent menneskeligt som
eksistensberettiget? Nej.

Vel. Jeg har fundet ro i min uverdslighed; jeg har opnet den fred,
som mange har prist, og som nogle har kendt. Dermed har tilvrelsen
givet mig det, jeg trnger til; jeg kan ikke anbefale det med andre
eller bedre ord.

For et par menneskealdre siden var det vistnok ejendommeligt for de
fleste kulturmennesker, at de drog sig bort fra det praktiske liv og
foragtede det. Det var isr digtere, og de betd vel ikke stort. Da
tiden havde brug for mnd, der kunde udrette noget, afholdt de sig
fra al handling; de tnkte, og mest digtede de; der var vel ikke
megen nd deri. De har senere fet deres ublide dom; de er faldet ud
af tiden som ruder af et vindu; hvor de sad, er der ligesom et tomt
hul i vor kultur, og det er undertiden vanskeligt at se, om de
virkelig har haft nogen betydning. Jeg nsker just ikke at ligne
dem, og nu da der er sagt tilstrkkelig meget ondt om dem, vil jeg
sige dette, at nogle af dem dog sikkert har kendt en slags
verdensbeskuende sindsro, der er i slgt med visdom. Den var vel ikke
resultatet af nogen tankegang, men snarere en ndvendig flge af
deres hoders lyriske beskaffenhed, men sjlefred var det, og i vor
tid, da der ikke er mangel p mnd, der har handlingens gave, vilde
det dog mske vre uheldigt, om de uverdslige verdensbeskuere helt
forsvandt.

Den ideelle tnker -- jeg mener den mand, hvis tnkning udelukkende
frer ham til ideer og ikke til handling, -- er under udryddelse;
omkring ham lejrer sig andre menneskers ringeagt, ligegyldighed eller
deres ikke-viden om hans tilvrelse, og i en sdan atmosfre m han
ndvendigvis d eller opgive sig selv. Det ny barbari finder ham ikke
anvendelig; det er dommen over ham. De, der samler deres sind fra al
adspredelse, som tnkere, som digtere eller som ingenting, og uden
noget andet forml end samling, de uddr frst. Senere vil ogs de
forsvinde, der dog p en mde lever af ikke-praktisk ndsvirksomhed:
Statslnnede digtere og professorer i filosofi (i ordets gammeldags
betydning). Ti der vil blive dem givet at forst, eller de vil selv
fle, at det ligger i tiden, at de m indrette deres hjrne til mere
tidssvarende virksomhed. ndelig fabriksdrift blir fremtidens lsen.

-- -- Du vil mske synes, at der i alt dette ligger en
selvtilfredshed, som ikke ligner mig -- --. Ja, der str i denne
afhandling mange ting, som du vil finde mrkelige, men nu skal du
vide, at den er resultatet af mit sidste og endelige forsg p at
klare forholdet mellem os. Hvad der begyndte med at ang to
mennesker, endte med et opgr mellem mig og det moderne samfund. Hvis
du er modtagelig for det humoristiske, s vil du more dig over, hvad
jeg nu fortller dig. Min afhandling -- som ved en ren tilfldighed
kom i trykken -- har vakt en del interesse, og jeg ved, at mange har
tiltroet mig et meget nje samliv med de moderne foreteelser; man
har rosende fremhvet den varme, min afhandling var bret af; man har
beundret den intellektuelt afklarede harme, der har inspireret den.
En kort, men rammende skildring af nutidens barbar, som findes i
afhandlingen, har forbavset det dannede publikum ved sin overlegne
fordeling af lys og skygge -- --. Og det er i det vsenlige dig, jeg
har tnkt p, men det ved ingen uden du og jeg. Er det en grov spg
-- --? Husk p, du er min eneste oplevelse. Du er den verden, jeg
blev kastet ind i; alt det store, forvirrende, brogede, som nogle m
fly for at redde sig -- det er du. Du har bragt mig alt, hvad en stor
oplevelse kan bringe med sig. Frst fornyelsen, indlevelse i en ny
verden, som jeg hidtil havde stet uden for. Dernst forvirringen og
tvivlen, fordi dette nye, der var bedre end det gamle, ikke i den
grad lod sig erobre og holde fast, ikke vilde vokse s inderlig
sammen med min natur, som jeg helst vilde. Derefter selvnedsttelsen,
fordi jeg ikke var den rette mand. Skuffelsen og den bitre
selvbelring, ulyst ved det, der tidligere var al mit eje. Og endelig
fornyelse igen ved resignasjon. -- Omtrent alt hvad et menneske kan
tnke sig muligheden af at komme til at opleve i sin livstid, det har
du bragt ind i min tilvrelse. Jeg syntes derfor, jeg havde stof nok
til at stte mig hen og tale p egne og p andres vegne, der ligesom
jeg er stdt sammen med ytringsformer af livets umiddelbare kraft,
der var dem overmgtige, og som har lidt tab af egne vrdier under
sammenstdet. Men mod slutningen af afhandlingen kom jeg ganske vist
noget langt bort fra os to; dog nr jeg s klippede den frste
halvdel fra, da mrkedes det ikke.

Jeg har fet tilslutning af mange, der kommer fra samfundets trre,
golde larm som fra en mlle (siger de), der kun maler sand p sine
hvinende kvrne. _Jeg_ kommer fra min egen sjl; mske gr jeg den
uret -- ja, det gr jeg sikkert -- men nu synes jeg, at det, den
malede, ikke var andet end sand. Nu er det sand for mig; jeg kan ikke
dyrke det lngere. Om det alts er mig, der er den omtalte ideelle
tnker, derom kan publikum tro, hvad det vil. Jeg har talt p hans
vegne som en, der til en vis grad forstr ham.

Min afhandling har bevirket, at jeg har opgivet min stilling og fet
en anden, der passer mig bedre, og jeg er kommet i berring med
adskillige mennesker, der erklrer, at de har samme livsanskuelse som
jeg. Disse "meningsfller" er hjst besynderlige og lrerige
mennesker; de har ligesom jeg lidt en vis sjlelig beskadigelse, idet
de trnede sammen med eller blev tyndslidte af den ru virkelighed; nu
sidder de i en krog og vil belre samfundet om stilhed og
selvfordybelse, som om samfundet ikke var en maskinhal, hvor de to
ting er umulige. Jeg har blandt disse mnd truffet mange tomme
fantaster, der br ansete navne som digtere og videnskabsmnd; jeg
opdager dem straks, jeg kan umulig ta fejl af deres lighed med mig
selv; men jeg forstr dem bedre eller anderledes, end de tror, ellers
vilde de ikke vre s benhjrtige over for mig. Det er af mine folk,
vi lider alle af Den tomme Syge, vi med vore hjt udviklede hjrner.
Men dette havde jeg ikke vidst, dersom jeg ikke havde haft dig som
norm. Jeg kan se dine jne for mig, nr jeg mder disse betydelige
mnds blik. Nr jeg har siddet over for en af dem, og vi har
diskuteret de vigtigste sprsml, s har det vret, som om to kolde
intellektuelle hulheder vendte mod hinanden og udsendte hver sin dde
kulde. De taler om livet, og de kan ikke selv hre, hvor dde de er;
i sdanne jeblikke husker jeg din stemme, dine jne. -- -- Jeg ved
dog, hvad liv er, og disse mnd, som har trukket sig tilbage fra
samfundets larm for at redde livet, de er totalt dde.

Men er det ikke disse mennesker, jeg har forsvaret i min afhandling?
Jeg kendte dem ikke s nje, mens jeg skrev den, og nu kommer jeg i
den besynderligste vildrede. Hvor er den type, jeg har skildret?
Strngt taget har jeg ikke truffet andre end mig selv. Men det
sprsml er ogs uden al interesse; jeg har fet klarhed og ro for
mit eget vedkommende, s m de andre klare deres livssprsml selv.

Efter at min artikkel var fremkommet, kunde jeg ha opnet en bedre
stilling end den beskedne, jeg nu indtager ved et kbenhavnsk blad,
ti den frisindede reaksjon havde grne taget mig i sin tjeneste, med
den uudtalte motivering, at en mand, der sledes tar afstand fra det
moderne livs larm, mtte vre brugbar mod socialisme og anden
radikalisme. Den frisindede reaksjon har haft sine sgere ude efter
mig for at erhverve en politiker eller i det mindste en plidelig
mand p et mere stetisk omrde. Men de har overvurderet mine vner
og min lyst. Jeg har i stedet for valgt den beskednere del, hvormed
den beskednere indtgt er uoplseligt forbundet.

-- -- Har du endnu nogen som helst forestilling om, at der var ved at
foreg en forandring med mig den dag, vi blev forlovede? Jeg havde en
fornmmelse af sorglshed og lethed, som ikke senere vilde komme
igen. Og dog var jeg ikke fr den tid en mand, der flte trang til
befrielse; tvrt imod, jeg var tilfreds, min viden besvrede mig
ikke; jeg ved, at andre kaldte mig tung; jeg selv flte mig let. Men
p vor forlovelsesdag var det, som om noget inde i mig blev sat ud af
funksjon. Jeg var til mode som en rig mand, der ved en mrkelig
hndelse kommer til den indsigt, at han kan leve for en tiendedel af
det, han fr behvede. Jeg flte, at jeg ndelig set behvede mindre
for at leve, jeg fik et indblik i livets simpelhed og nskede at
blive delagtiggjort i den. Men vort forhold bragte mig ikke, hvad jeg
havde ventet, en dag gik jeg hen og samlede min lrdom op igen, og da
var den blevet tung. Derefter var jeg lnge ikke tilfreds. Du blev
ikke hos mig for at lette mig byrden (hvilket nogle pstr skal vre
kvindens pligt; jeg gad vide, om en eneste _tnker_ erfaringsmssigt
tr bekrfte den pstand). Du gik fra og til; du havde dit eget at
passe. Jeg tnker mig med skrk, hvad der vilde vre sket, hvis du
havde forsgt at leve dig ind i mine interesser: Du var visnet sammen
med halvdelen af min sjl, og dr havde jeg forladt dig. Men jeg var
ene med mit, og du holdt dig s langt borte, som det var ndvendigt,
for at din friskhed ikke skulde lide noget tab. Du kom imellem
stunder og fortalte mig, hvordan du ikke kunde leve uden mig, og nr
du var borte, lngtes jeg efter dig -- -- indtil jeg nu sidst
begyndte at lnges, ikke efter dig, men efter den store sorglse ro,
som jeg lrte at kende p den mrkeligste dag, jeg hidtil havde
oplevet. Lykken kunde ikke blive mig til del, men jeg har fet det
sidste, der endnu var mig muligt at opn: visdommen, sjlens
uforanderlige ligevgt.

Den vise er ligesom en gud, der er frdig med at skabe, og har holdt
op at gre mirakler og benbare sig; verden gr af sig selv, han
sidder uden for og ser p den, han er get over fra handling til
beskuelse, og det er nu ganske, som om han slet ikke var til. Den
vise er -- sledes ser det ud -- overfldig i verden; mod den kloge
er han for intet at regne, ti hans sjl indeholder det mindst mulige,
han har afkastet sin kundskabs byrde. Han betyder intet, ikke for
eksempel et ideal, man skal strbe at ligne, heller ikke en art, der
br udryddes som overfldig. Det er tbeligt at lovprise ham, da
nsten ingen ved noget om hans salighed; det er dumt at foragte ham,
ti han har kun adlydt en lov; han har efter kamp fundet den livsform,
der var ham mest tjenlig.

Jeg er ikke hovmodig af min visdom; jeg ved, at visdom er det sidste,
ufrugtbare skud p kulturen, men det er ogs min overbevisning, at
kulturen af og til skal stte sdanne skud, og jeg har ikke nsket
eller med mit vidende strbt efter at blive et af dem. Og dog str
det for mig, som om jeg en gang har beget en fejl, som jeg nu bder
for; visdommen er min pnitense. Hvad det er for en synd, jeg har
beget, blir jeg vist aldrig klar over, men jeg har tnkt mig, at den
str i forbindelse med det jeblik, da jeg resignerede og blev i min
lille by og fordoblede, mangedoblede min lrdom. Mon vi ikke alle
begr fejl mod os selv, og tilintetgr et eller andet anlg og senere
bder for det, ofte uden at vide det. Den, der en gang skal ransage
vore sjle, vil finde indre skader, som vi har bret p hele livet
igennem, og som mske kun et par gange har forrsaget os nogen uro.
Jeg antager, at vore sjle vil se ud ligesom dde, nr de obduceres:
forkalkning og henvisnen vil vise sig at vre ganske almindelige
svagheder.

Mig er det vist get vrre end andre; dog br jeg visdommens byrde
med tlmodighed, og derfor har jeg det bedre end mange andre. P en
underlig mde er jeg kommet i nrheden af lidenskab, jeg har haft
livets fylde s tt op ad mig som nogen, men det var ikke for, at jeg
skulde blive delagtig deri, snarere som for at jeg skulde fjrnes
endnu lngere derfra. Jeg fler i dette jeblik det besynderligste
slgtskab med dem, der har gennemget store lidelser, kun at jeg
nsten intet har lidt. Det, der er hndet mig, kunde vel gre mangen
anden ulykkelig, men det er mit livs fattige forbandelse, at jeg blot
skulde ane, hvad lidelse er; den skulde lige strejfe min sjl, og nu,
efter at dette er sket, kan der ikke mere hnde mig noget, jeg ikke
er forberedt p; der er ikke lngere noget nyt under solen. Den
sindsro, jeg fik en anelse om den sidste dag, jeg talte med dig, den
har nu indfundet sig, og jeg har taget den som en gave, der var mig
bestemt fra evighed af.

Jeg er udvandret fra menneskers samfund. At jeg udretter noget, er
kun tilsyneladende; jeg lser en del bger, der hverken gr mig gavn
eller skade. For vrigt dyrker jeg min have og gr ture. Mennesker
ser jeg ikke meget til nu; jeg er eremit og er p det omrde en
foregangsmand; andre, der er lige s unyttige som jeg, vil, nr de
blir lige s kloge, flge mit eksempel, men forhbenlig vil de ikke
nedstte sig i nrheden af mig; jeg har ingen lyst til at se flere af
de patienter, der lider af Den tomme Syge. Jeg har studeret dem
grundigt nok.

Derimod har jeg tnkt p at indrette mig et huggehus. Mine hnder,
der i r har gjort bekendtskab med haveredskaber, lnges nu ogs
efter sav og hammer, sknt jeg vil tro, at ogs dette bekendtskab i
begyndelsen vil falde dem besvrligt. Sledes hber jeg, at jeg ved
jvn fremgang kan f et vist tag i de sm tings verden, samtidig med,
at jeg her fra min visdoms stade sidder og ser ud over den strre
verden.

Du kan vel ikke ha forstet af det, jeg har skrevet, at jeg pludselig
er blevet en gammel mand, eller at jeg skulde ha tabt lysten til at
leve; jeg har blot erhvervet en ualmindelig vne til at _undvre_, og
jeg befinder mig vel derved. Det at undvre er vist et srligt anlg
hos mig, og jeg skylder dig, at dette anlg nu har net sin
fuldkommenhed.

Jeg har forklaret dig min tilstand s udfrligt, for at du skal ha
lettere ved at afgre det sprsml, som er det eneste, der
interesserer dig, og for hvis skyld hele dette brev er skrevet: Om du
nu skal vende tilbage til mig eller ikke. Du fortller mig, at du
str i begreb med at rejse hjem. Nr du har overvejet mit brev, s
ved du, hvad du skal gre. Jeg har redeligt fremstillet alting for
dig, sledes som det er. Du har ingen pligt over for mig; du bereder
mig ingen skuffelse ved ikke at vende tilbage til mig.

Vi kan ikke leve videre der fra, hvor vi sidst skiltes; vort gteskab
kan ikke fortsttes under den antagelse, hvormed det blev begyndt: At
du havde nok i mig, eller at jeg dog betd mere for dig end noget
andet. Denne opfattelse har din erfaring dementeret -- har du mske
glemt det? Du er tilbjelig til at glemme, at du har tvivlet om mig,
og det er da min pligt at minde dig om det. Du skal ta mig for det,
jeg er: noget ved siden af din kunst, ikke noget helt. Nu er jeg
endog blevet mindre vrd i dine jne end fr, siden jeg kan leve
tilfreds uden dig. Hvad jeg har at byde dig, er da ikke meget; den
hnd, jeg rkker ud imod dig, er ikke varm, men den er heller ikke
slap eller aldeles ligegyldig. Det kan nsten gre mig ondt, at s
varme hnder som dine skulde gribe s underlig forkert, men tror du
ikke ogs, at de blir kolde en gang -- af at hndtere malerpenselen?

Jeg overvejer ved mig selv den mulighed, at du kommer. Er din
krlighed virkelig en s naturstridig ting, at den kan drive dig
tilbage til mig? Er du virkelig med en s vidunderlig kraft vokset
fast til mig, visdommens halvvisne tr? Det er ikke mig, der binder
dig; jeg har aldeles ingen magt over dig; du har fundet mig og holder
mig fast.

Jeg spr mig selv med en vis uro, om det er min pligt at vre den,
der tar en bestemmelse om vort forhold. Om jeg sa: Farvel, Helga; jeg
er ikke den rette mand; du er fri. -- Det er mske min skyld, at din
krlighedslykke ikke er hel. Der er mennesker, der siger, at hvad
der kun er halvt, det br ikke eksistere. Der er endog dem, der mener
at kunne bevise denne pstand ud af deres eget liv. Men hvor mange af
os er selv hele? Er du en af dem? Er jeg? Har vi alle lov til at se
s stort p det, at vi efter nogle digteres og moralisters eksempel
udelukkende regner med hele tal og kaster alle brker bort.

Skal jeg advare dig mod at vende tilbage til mig? Men du ved jo, hvad
der venter dig; jeg narrer dig ikke; jeg sger ikke at pvirke dig,
og jeg er heller ikke den, hvem det tilkommer at bestemme; jeg, som
troede at vide s meget, jeg ved ikke noget i dette sprsml, der
angr et menneskes liv; (mig selv regner jeg ikke med). Ti min visdom
bestr jo i at vide s lidt som muligt.

Nu er jeg frdig. Jeg har skrevet s lnge, at jeg synes, jeg hrer
mig selv tale, men tavsheden, som kommer efter, skal gre mig godt.
Jeg har bragt mit eneste anliggende i orden; derved er min fred
blevet strre end nogen sinde. Jeg overlader alt til dig, og jeg er
vis p, at du vil forst dig bedre p din egen tilfredshed end jeg --
-- --.

       *       *       *       *       *

Halvandet dgn senere stod Helga ud ved sin gamle by. Hun gik straks
op til sin moer, som endnu boede dr, og nste dag s folk hende g
sin sdvanlige tur gennem byen og ud til skoven. Der var kun f, der
hilste p hende, men s mange flere, der tog hende i jesyn.

Det var efterr. Skoven stod i den pragt, som hun kendte s godt og
lngtes efter at se. Sledes s den ud den dag, da hun var begyndt
at blive til det, hun nu var. Hvor hun huskede denne farvernes
vildhed. Det var den, der havde revet hende ud af et rs blid og
lykkelig svn. Hun s genkendende p trernes feberagtige pynt. Der
var noget skbnesvangert i dette farveraseri, som hun den gang havde
forset sig p uden ret at forst det. Flere gange stansede hun og
bjede hodet, mens indtryk og minder rbte p hinanden i hendes sjl.
Den dag -- som nu syntes at ligge s langt tilbage i tiden -- havde
hun vret glad ved disse farver; nu smrtede det at se p dem; de
havde fet en anden betydning for hende siden; de var blevet en del
af hende selv. De -- og hans brev -- tog imod hende, ingen af delene
betd hendes lykke.

Hun s sig hjlpels om. Hvad skulde hun s bruge alt det til, der
flammede i hendes sjl? Lignede hun mske selv skoven, der flammer op
i overddige farver, mens intet af det altsammen betyder liv, der
skal fortsttes? Denne sknhed og varme er herlig at se til, men den
skal ikke bruges til noget; det er rig og strk kunst, men liv kommer
der ikke af det. Det kan vkke og varme et sind, der er koldt eller
sover, men det har ingen fortsttelse i sig; denne tilsyneladende
kraft er ufrugtbar. Dette farverb, der vkker, er et varsko om
dden.

Hvad betd det, der brndte og lyste i hendes sjl? Nyt liv eller
mere kunst?

Her var hun en gang get ud og havde set sig glad, men da hun kom
hjem, var hun ikke som et andet menneske, der har vret i skoven og
forfrisket sit sind og sin appetit; hun var ikke det samme menneske
lngere. Vejen tilbage til krligheden stod ikke ben; der var kun en
sti.

Hun var rejst fra kunsten, der forekom hende kold, nu da hun stod i
fuld besiddelse af sit talent, og her kom hun hjem til strre kulde,
til mere kunst. Den mand, der i hendes jne stadig var den eneste,
fortalte hende, at han havde taget afsked med verden. Det var,
ligesom han vilde kaste hende tilbage til kunsten, der alligevel ikke
var tilstrkkelig.

Hun lste hans brev igennem en gang til.

Blsten rev i hendes hat; hun tog den af for at kunne lse
uforstyrret. Hun grd ikke som fr, da hun sad i kupeen. Det forekom
hende ikke lngere s ligegyldigt, dette lange, omhyggeligt skrevne
brev; hun fandt en sregen kold pragt i hans ord; de mindede hende om
den sidste gang, de havde talt sammen, p bnken nede ved vandet.

Hun vendte hodet der henad, som s hun ham sidde der endnu. Hendes
svre hr, der var blevet mrkere i de senere r, faldt tungt og fast
ned i hendes tindinger, hendes jne gik over i krogen, mens hun stod
og tnkte.

Hans ord faldt som sval dug p hendes hede sjl. Hun forstod ham ikke
helt, hun kom aldrig til at dele hans tilfredshed, men hun flte sig
strkt berrt af dette sindets efterr, som stod ud af hans brev,
hjt og kligt med en art stivnet lidenskab, der tiltrak hende med en
uforklarlig magt.

Hun s ham for sig, ligesom hun havde set ham en hed, svrmerisk
aften, hvor hendes livs dobbelthed frst havde kundgjort sig: kunst
og krlighed samlet i et. Men derfor mtte hun heller ikke vente sig
en hel krlighedslykke.

Hun talte med ham, mens hun s ham for sig, hun begyndte at forst
ham. Ogs hun var et dobbelt-menneske, for hvem der ikke gaves en hel
lidenskab, og en vis resignasjon var deres flles lod.

Hvorfor havde hun grdt? Hun havde jo ingen menneskelig ret til at
komme hjem og krve lykke i fuldt ml. Kunsten vilde aldrig slippe
hende helt. Den vilde lsne taget en stund og s igen gribe med ny
kraft; hun vidste det.

Hvad var der s tilbage? To mennesker, der ikke ved noget sikkert om
lykken, men som aldrig mere kan ta fejl; to mennesker, der kan se p
hinanden med klare, bne jne, og som aldrig mere kan skuffe
hinanden.

Hendes ansigt var blevet fuldkommen roligt, brynene l klare over
hendes langt seende jne, rynken fra de unge dage var nsten ikke til
at se. Om hendes strke underansigt l ligesom ruinerne af den unge
piges smil; ekkoet af et suk vibrerede om hendes nseflje, og
musklerne p hendes hals trdte strkt frem, idet hun drejede hodet.

Hun havde ham for sig lige s tydeligt, som den gang hun frst s
ham. Han betragtede hende med det blik, der havde gjort ham til herre
over hendes halve sjl.

Uroen i hendes sind var forbi; det brndte ikke mere. Hendes sjl l
hj og klar med sin beslutning ligesom den kolde, lyse oktoberhimmel
med de mgtige skiferbl og sandstensrde skyer.

Hun vilde male ham i en vismands skikkelse; det skulde betyde hendes
krlighed til ham og hendes indrmmelse til visdommen, der indrettede
hendes liv p en mde, hun ikke selv havde tnkt sig; hun vilde
afbilde sin egen underkastelse under udviklingens ndvendighed.

Vismanden og hans elev, en ung barbar med bred mund og strke kber,
og den unge mand skulde bre hendes trk.





End of the Project Gutenberg EBook of To verdener, by Knud Hjort



License: Share Alike