Produced by Louise Hope, Jim Wiborg, David Starner and the
Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net





          [Illustration: HENRIK IBSEN
              i trediversalderen]


                 Henrik Ibsen

                SAMLEDE VRKER


                  Mindeudgave

                  Frste Bind




            Kristiania og Kbenhavn
             Gyldendalske Boghandel
                 Nordisk Forlag

               Centraltrykkeriet
                  KRISTIANIA
                     1908

       *       *       *       *       *


                   CATILINA

                    (1850)


       *       *       *       *       *

Forord til Anden Udgave.

Dramaet "Catilina", det arbejde, hvormed jeg betrdte forfatter-banen,
er skrevet i Vinteren 1848-49, alts i mit enogtyvende r.

Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne krfter at
erhverve det forndne til livsophold og til undervisning for at kunne g
op til student-eksamen. Tiden var strkt bevget. Februar-revolutionen,
opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig,--alt dette greb
mgtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufrdig den end lnge
bagefter vedblev at vre. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte til
Magyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud i
den retfrdige kamp mod "tyrannerne"; jeg skrev en lang rkke sonetter
til kong Oskar, nrmest, svidt jeg husker, indeholdende en opfordring
om at stte alle smlige hensyn tilside og ufortvet, i spidsen for sin
hr, at rykke; brdrene til hjlp p Slesvigs yderste grnser. Da jeg
nu for tiden, i modstning til dengang, betviler at mine vingede
oprb vilde i nogen vsentlig grad have gavnet Magyarernes eller
Skandinavernes sag, s ansr jeg det for heldigt at de forblev indenfor
manuskriptets halvprivate omrde. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra
ved mere lftede anledninger at udtale mig i en med mine digtninger
overensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertid ikke,--hverken
fra venner eller ikke-venner,--indbragte mig andet end det tvilsomme
udbytte, af de frste at hilses som anlagt for det ufrivillig morsomme,
medens andre fandt det i hjeste mde pfaldende at et ungt menneske i
min underordnede stilling kunde give sig af med at drfte ting, som
end ikke de selv dristede sig til at have nogen mening om. Jeg skylder
sandheden at tilfje at min optrden, i forskellige forholde, heller
ikke berettigede til synderligt hb om at samfundet i mig turde pregne
nogen tilvkst af borgerlige dyder, ligesom jeg ogs ved epigrammer
og karrikaturtegninger lagde mig ud med flere, der havde fortjent
det bedre af mig, og hvis venskab jeg i grunden satte pris p.
Overhovedet,--medens en stor tid stormede udenfor, befandt jeg mig p
krigsfod med det lille samfund, hvor jeg sad indeklemt af livsvilkr og
omstndigheder.

Sledes var stillingen, da jeg under forberedelserne til eksamen
gennemgik Sallusts "Catilina" samt Ciceros taler imod sidstnvnte.
Jeg slugte disse skrifter, og nogle mneder efter var mit drama frdigt.
Som man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang de to gamle romerske
skribenters opfatning af Catilinas karakter og handlemde, og jeg er
endnu tilbjelig til at tro at der dog m have vret adskilligt stort
eller betydeligt ved en mand, med hvem majoriteternes ufortrdne
sagfrer Cicero ikke fandt det hensigtsmssigt at give sig ikast,
forinden tingene havde taget en sdan vending, at der ikke lngere var
nogen fare forbunden med angrebet. Erindres br det ogs, at der gives
f historiske personer, hvis eftermle har vret mere udelukkende i
modstandernes vold, end Catilinas.

Mit drama blev skrevet i nattetimerne. Fra min gode og skikkelige men
af sin bedrift helt og holdent optagne principal mtte jeg s godt som
stjle mig fritimer til at studere, og fra disse stjlne studietimer
stjal jeg igen jeblikke til at digte. Der blev sledes ikke synderlig
andet end natten at ty til. Jeg tror, at dette er den ubevidste rsag
til at nsten hele stykkets handling foregr ved nattetid.

En for omgivelserne s uforstelig kendsgerning, som den, at jeg
befattede mig med at skrive skuespil, mtte naturligvis holdes hemmelig;
men ganske uden medvidere kan en ty verig digler ikke godt forblive, og
jeg betroede derfor to jvnaldrende venner, hvad der i stilhed
beskftigede mig.

Vi tre knyttede store forventninger til "Catilina" da det var bleven
frdigt. Frst og fremst skulde det nu renskrives for, under et opdigtet
forfatternavn, at indleveres til teatret i Kristiania, og derhos skulde
det offentliggres gennem trykken. Den ene af mine troende og trofaste
ptog sig at levere en smuk og tydelig kopi af mit r urettede udkast,
et hverv, hvilket han udfrte til den grad samvittighedsfuldt, at han
end ikke glemte en eneste af de utallige tankestreger, som jeg i
produktionens hede havde anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke i
jeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg
her nvner, da han ikke mere er blandt de levende, davrende student,
senere sagfrer, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften.
Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var
"Catilina" indleveret til teatret; at det snart vilde komme til
opfrelse, derom kunde der naturligvis ikke vre nogen tvil, ssom
direktionen bestod af meget sknsomme mnd; og liges lidt kunde det
betviles at byens samtlige boghandlere med glde vilde betale et
klkkeligt honorar for frste oplag; hvad det kom an p, mente han,
var kun at udfinde den, der vilde gre det hjeste bud.

Efter en lang og spndende ventetid begyndte imidlertid nogle
vanskeligheder at vise sig. Fra teaterdirektionen erholdt min ven
stykket tilbagesendt med et srdeles hfligt men liges bestemt afslag.
Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle som
n udtalte sig i samme retning som teaterdirektionen. Den hjstbydende
forlangte s og s meget for at trykke stykket uden honorar.

Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro p sejren. Han
tilskrev mig tvertimod, at det just var bedst sledes; jeg skulde selv
optrde som forlgger af mit drama; med de forndne penge vilde han
forstrkke mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besrgede alt
forretningsmssigt ved sagen--undtagen korrekturlsning, hvilken han
ans for overfldig, da man havde et s smukt og tydeligt manuskript
at trykke efter. I et senere brev ytrede han, at han med disse lovende
fremtidsudsigter for je tnkte p at opgive sine studeringer for helt
og holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine vrker; to eller
tre skuespil om ret, mente han at jeg med lethed mtte kunne skrive, og
iflge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi for
overskuddet mtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os oftere
aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten.

Min rejse indskrnkede sig imidlertid forelbig til Kristiania.
Der indtraf jeg i begyndelsen af vren 1850 og kort i forvejen var
"Catilina" kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og
interesse i studenterverdenen; men kritiken dvlede nrmest ved de
fejlfulde vers og fandt for vrigt bogen umoden. En mere anerkendende
dom udtaltes kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en
mand, hvis anerkendelse altid har vret mig kr og vgtfuld, og hvem jeg
herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget
af det lille oplag; min ven havde en del af eksemplarerne i sit vrge,
og jeg erindrer at en aften, da vor huslige fllesforfatning syntes at
optrne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte
sager gjort til makulatur og lykkelig afhndet til en hker. I de
nrmest pflgende dage manglede vi ingen af livets frste
forndenheder.--

Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min
tilbagekomst hertil, trdte de skiftende billeder fra mit forfatterliv
klarere og skarpere frem for mig end nogensinde fr. Blandt andet tog
jeg ogs "Catilina" for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg
nsten glemt; men ved pny at gennemlse den fandt jeg at den dog
rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis man
ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min
senere digtning har drejet sig,--modsigelsen mellem evne og higen,
mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og
komedie p engang,--kommer allerede her frem i tgede antydninger,
og jeg fattede derfor det forst, som et slags jubilumsskrift at
foranstalte en ny udgave,--et forst, hvortil min forlgger med
sedvanlig redebonhed gav sin billigelse.

Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle
originaludgave; thi denne er, som foran ppeget, intet andet end et
aftryk af mit ufrdige og urettede koncept eller af det aller frste r
udkast. Ved gennemlsningen mindedes jeg tydelig, hvad der oprindelig
havde foresvvet mig, og jeg s tillige at formen s godt som intetsteds
afgav et fyldestgrende udtryk for, hvad jeg havde villet.

Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning,
sledes, som jeg tror at jeg allerede dengang vilde kunne have gjort
det, sfremt tiden havde stet til min rdighed og omstndighederne
havde vret mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles
udviklingsgang har jeg derimod ikke rrt. Bogen er forbleven den
oprindelige, kun at den nu fremtrder i en fuldfrt skikkelse.

Med foranstende for je, beder jeg, at den m blive modtagen af mine
venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den som
en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har vret
vekselfuldt og rigt p modstninger. Meget af hvad jeg for femogtyve r
siden drmte, er bleven virkeliggjort, om end ikke p den mde eller s
snart, som jeg da hbede. Dog tror jeg nu at det var bedst for mig
sledes; jeg nsker ikke at noget af det mellemliggende skulde have
vret uprvet, og ser jeg tilbage p det gennemlevede som p en helhed,
da gr jeg det med en tak for alt og en tak til alle.

Dresden i Februar 1875.

Henrik Ibsen.




PERSONERNE:


LUCIUS CATILINA, en adelig Romer.
AURELIA, hans hustru.
FURIA, en vestalinde.
CURIUS, Catilinas slgtning, en yngling.
MANLIUS, en gammel kriger.
LENTULUS,  }
COEPARIUS, }
GABINIUS,  } unge adelige Romere.
STATILIUS, }
CETHEGUS,  }
AMBIORIX,  } Allobrogernes udsendinger.
OLLOVICO,  }
EN OLDING.
PRESTINDER og TJENERE i Vestas tempel.
GLADIATORER og KRIGERE.
ALLOBROGERNES LEDSAGERE.
SULLAS GENFRD.


(Frste og anden akt foregr ved og i Rom, tredje akt i Etrurien.)




FRSTE AKT.


(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En trbevokset bakke ved
vegen. I baggrunden fremrager stadens hjder og mure. Det er aften.)

(Catilina str oppe p bakken mellem buskerne, lnet til en trstamme.)

CATILINA.
Jeg m! Jeg m; s byder mig en stemme
i sjlens dyb,--og jeg vil flge den.
Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre,
til noget hjere, end dette liv.
En rkke kun af tjleslse glder--!
Nej, nej; de fyldestgr ej hjertets trang.
  Jeg svrmer vildt! Kun glemsel er min higen.
Det er forbi! Mit liv har intet ml.
(Efter et ophold.)
  Hvad blev der vel af mine ungdomsdrmme?
Som lette sommerskyer de forsvandt.
Kun nag og skuffelse de lod tilbage;--
hvert modigt hb har skbnen rvet mig.
(slr sig for panden.)
  Foragt dig selv! Foragt dig, Catilina!
Du fler dle krfter i dit sind;--
og hvad er mlet for din hele strben?
Kun mttelse for sanseligt begr.
(roligere.)
  Dog, stundom end, som nu i denne time,
en lnlig lngsel ulmer i mit bryst.
Ah, nr jeg ser mod staden hist, det stolte,
det rige Roma,--og den uselhed
og det fordrv, hvortil det lngst er sunket,
fremtrder klart som solen for mit syn,--
da rber hjt en stemme i mit indre:
vgn, Catilina;--vgn, og vord en mand!
(afbrydende.)
  Ak, det er gglevrk og nattens drmme
og ensomhedens ndefostre kun.
Ved mindste lyd fra virklighedens rige
de flygter ned i sjlens stumme dyb.

(Allobrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere
kommer nedover landevegen uden at bemrke Catilina.)

AMBIORIX.
Se hist vor rejses ml! Se Romas mure!
Mod himlen str det hje Kapitol.

OLLOVICO.
_Det_ Roma er? Italiens herskerinde,
og snart Germaniens,--Galliens og msk.

AMBIORIX.
Desvrre, ja;--s tr det engang vorde;
og sknsellst er Romas herredom;
den undertvungne tynger det til jorden.
Nu fr vi se, hvad lod vort folk kan vente:
om her er vrn mod krnkelserne hjemme,
og fred og ret for Allobrogers land.

OLLOVICO.
Det vil os sknkes.

AMBIORIX.
                  Lad os hbe s;
thi endnu vd vi ingenting med visshed.

OLLOVICO.
Du frygter, synes det?

AMBIORIX.
                     Med skellig grund.
Nidkr var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige
af hvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme rder vismand eller kriger,--
i klgt den ypperste, i strid den strste;
ham krer vi til frer for vor stamme,
til dommer og til hersker for vort folk.
Men _her_--

CATILINA
(rber ned til dem).
         --her rder vold og egennytte;--
ved list og rnker blir man hersker her!--

OLLOVICO.
O, ve os, brdre,--han har os beluret!

AMBIORIX
(til Catilina).
Er s den delbrne Romers skik?
Et kvindevrk er det i vore dale.

CATILINA
(stiger ned p vejen).
Frygt ikke;--spejden er ej min bedrift;
tilfldig kun jeg hrte eders tale.--
  Fra Allobrogerlandet kommer I?
I Roma tror I retfrd er at finde?
Vend om! Drag hjem! Her rder tyranni
og uretfrd langt mer end nogensinde.
En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave,
forgldet, og afhngig som en trl
af et senat--tilfals for gunst og gave.
Forsvunden er den fordums samfunds-nd,
det frisind, Roma havde fr i eje;--
liv, sikkerhed, er af senatets hnd
en nde, som med guld man m opveje.
Her glder magtsprog, ej retfrdighed;
den dle str af vlden overskygget--

AMBIORIX.
Men sig,--hvo er da du, der bryder ned
den grund, hvorp vort hele hb var bygget?

CATILINA.
En mand, der fler varmt for friheds sag;
en fiende af uretfrdigt vlde;
en ven af hver en undertrykt, hver svag,--
med lyst og mod den mgtige at flde.

AMBIORIX.
Det stolte Romerfolk--? Ah, Romer, svar;--
du sikkert vil os fremmede bedrage.
Er det ej mere, hvad det fordum var:
tyranners skrk, beskytter for den svage?

CATILINA
(peger mod staden og siger):
Se, Allobroger,--hist p hjden truer,
med herskertrods, det store Kapitol.
Se, hvor i rdlig aftenglans det luer
ved sidste blinket ifra vestens sol.--
S flammer ogs Romas aftenrde;
dets frihed hylles ind i trldoms nat.--
Dog, p dets himmel snart en sol skal glde;
og for dens strler svinder mulmet brat.

(han gr.)


(En sjlegang i Rom.)

(Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig samtale.)

COEPARIUS.
Ja, du har ret; det vorder stedse vrre.
Hvad enden bliver, vd jeg ikke selv.

CETHEGUS.
Ej! aldrig falder det mig ind at tnke
p enden. jeblikket nyder jeg.
Hver gldens skl jeg stikker ud--og lader:
det hele g sin egen skve gang.

LENTULUS.
Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke
s ligegyldig at imdese
den dag, da intet mer vi har tilovers,
og ingen fordring fyldestgres kan.

STATILIUS.
Og aldrig glimt af udsigt til det bedre!
Dog, det er sandt: en levevis som vor--

CETHEGUS.
O, ti med sligt!

LENTULUS.
               Mit sidste arvestykke
blev denne morgen mig for gld bervet.

CETHEGUS.
Nu vk med sorg og klager! Flg mig, venner!
I lystigt drikkelag vi drukner dem!

COEPARIUS.
Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brdre!

LENTULUS.
Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius;--
jeg tnker han, som vanligt, sger os.

MANLIUS
(trder heftig ind).
Forbandet vre disse lumpne hunde!
Retfrdighed de kender ikke mer.

LENTULUS.
Hvad er pfrde? Hvorfor s forbitret?

STATILIUS.
Har gerkarle plaget ogs dig?

MANLIUS.
Hel andet. Hr! Som I vel alle vd,
har jeg med hder tjent i Sullas hr.
Et stykke agerland blev min belnning.
Da krigen var tilende leved jeg
af dette gods; til nd det mig ernred.
Nu er det taget fra mig! Som det heder--
skal statens ejendomme drages ind,
til ligelig fordeling p enhver.
Det er et rveri, og intet andet!
Kun egen griskhed sger de at mtte.

COEPARIUS.
S skalter de med vore rettigheder!
De mgtige tr ve, hvad de vil.

CETHEGUS
(muntert).
Slemt nok for Manlius! Dog, vrre slag
har rammet mig, som nu jeg skal fortlle.
Tnk eder kun,--min smukke elskerinde,
min Livia, har trolst mig forladt,
just nu, da alt, hvad end mig var tilovers,
for hendes skyld jeg havde dslet bort.

STATILIUS.
Din overdd tilskrives m dit uheld.

CETHEGUS.
Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej
p mine nsker slip; dem vil jeg stille
tilfreds s lnge, som jeg det formr.

MANLIUS.
Og jeg, der tappert kmped for den hder,
den magt, hvormed de stolte praler nu!
Jeg skal--! Ah, var den gamle kkke skare
af mine vbenfller endnu her!
Men, nej; den strste delen er jo dd;
og resten lever spredt i alle lande.--
  O, hvad er I, den unge slgt, mod hine?
For magten bjer I jer dybt i stvet;
I har ej mod at bryde eders lnker;
I brer tlsomt dette trlleliv!

LENTULUS.
Ved guderne,--sknt krnkende han taler,
er sandhed dog i hvad han sagde der.

CETHEGUS.
O, ja; ja vel;--ret m vi give ham.
Men hvordan gribe fat? Se, det er tingen.

LENTULUS.
Ja, sandhed er det. Altfor lnge tlte
vi undertrykkelsen. Nu er det tid
at kaste af de bnd, som uretfrd
og herskesyge rundt om os har flettet.

STATILIUS.
Ah, jeg forstr dig, Lentulus! Dog se,
til sligt behver vi en kraftig leder--
med mod og indsigt nok. Hvor findes han?

LENTULUS.
Jeg kender en, der mgter os at lede.

MANLIUS.
Du mener Catilina?

LENTULUS.
                 Netop ham.

CETHEGUS.
Ja, Catilina; han var kanske manden.

MANLIUS.
Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven,
med hvem i mangt et slag jeg fgted sammen.
Hans lille sn fik flge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig;
dog, sjeldne gaver var hos ham at spore;--
hans sind var hjt, hans mod urokkeligt.

LENTULUS.
Jeg tror at finde ham ret beredvillig.
Iaftes mdte jeg ham dybt forstemt.
Han ruger over hemmelige anslag;--
et dristigt ml han havde lngst i sigte.

STATILIUS.
Ja, konsulatet har han lnge sgt.

LENTULUS.
Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har
hans fiender imod ham talt og tordnet;--
han var tilstede selv, og rasende
forlod han rdet--pnsende p hvn.

STATILIUS.
Da gr han sikkert p vort forslag ind.

LENTULUS.
Jeg hber det. Dog frst vi planen m
i enrum veje. Tiden er os gunstig.

(de gr.)


(I Vesta-templet i Rom. P et alter i baggrunden brnder en lampe med
den hellige ild.)

(Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem sjlerne.)

CURIUS.
Hvad, Catilina,--hid du frer mig?
I Vestas tempel!

CATILINA
(leende).
               Nu ja; som du ser!

CURIUS.
I guder,--hvilket letsind! End idag
har Cicero i rdet tordnet mod dig;
og dog du kan--

CATILINA.
             O, lad det vre glemt!

CURIUS.
Du er i fare, og forglemmer den--
ved blindt at styrte dig ind i en anden.

CATILINA
(muntert).
Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed
en vestalindes elskov,--den forbudne;--
thi kom jeg hid at friste lykkens gunst.

CURIUS.
Hvad siger du? Umuligt! Det er spg!

CATILINA.
En spg? Ja visst,--som hver min krlighed;--
men alvor er dog, hvad jeg nys dig sagde.
Ved sidste skuespil jeg s p torvet
prestinderne i stort og festligt optog.
Tilfldigvis p en af dem jeg snked
et jekast,--og med et flygtigt blik
hun mdte mit. Det trngte gennem sjlen.
Ah, dette udtryk i det sorte je
jeg aldrig s hos nogen kvinde fr.

CURIUS.
Det vil jeg tro. Men sig,--hvad fulgte siden?

CATILINA.
I templet har jeg vidst at slippe ind,
har flere gange set og talt med hende.
O, hvilken forskel mellem denne kvinde
og min Aurelia.

CURIUS.
              Du elsker begge
p engang? Nej,--det kan jeg ej forst.

CATILINA.
Besynderligt. Jeg fatter det ej selv.
Og dog--jeg elsker begge, som du siger.
Men hvor forskellig er ej denne elskov!
Aurelia er m og stemmer tidt
med blide ord mit sind til ro og mildhed;
hos Furia--. G, g; der kommer nogen.

(de skjuler sig mellem sjlerne.)

FURIA
(kommer ind fra den anden side).
Forhadte haller,--vidner til min smerte,
hjem for den kval, hvortil jeg er fordmt!
Hvert herligt hb, hver tanke, som jeg nrte,
er slukt i dette hjerte,--gennemstrmt
af febergysen snart, og snart af glden,
mer hed og brndende end flammen der.--
  Ah, hvilken skbne! Og hvad var vel brden,
som fngsled mig til dette tempel her,--
som rved mig enhver min ungdomsglde,--
i livets varme vr hver skyldfri lyst?
  Dog ingen tre skal mit je vde;
kun hvn og had beliver dette bryst.

CATILINA
(trder frem).
Og heller ej for mig en anden lue--
en mere blid--du nrer, Furia?

FURIA.
I guder; Du, forvovne, her igen?
Du frygter ej--?

CATILINA.
               Jeg kender ikke frygt.
Det stedse var min lyst at trodse faren.

FURIA.
O, herligt; herligt! S er og _min_ lyst;--
og dette tempel hader jeg des mere,
fordi jeg lever her i stadig tryghed,
og ingen fare bag dets mure bor.
  O, denne tomme handlingslse frden,
et liv, s mat, som lampens sidste blus--!
Hvor trang en tumleplads for al min fylde
af vide forml og af hede nsker!
At knuges sammen mellem disse vgge;--
her stivner livet; hbet slukkes ud;
her sniger dagen dsig sig til ende,
og ingen tanke rettes mod en dd.

CATILINA.
Ah, Furia, hvor selsom er din tale!
Den er som genlyd fra min egen barm,--
som om med flammeskrift du vilde male
enhver min higen, svulmende og varm.
S knuger naget ogs dette hjerte;
som dit--af hadet, hrdes det til stl;
som dig, mig rvedes hvert hb, jeg nrte;
mit levnet er--som dit--foruden ml.
  Og dog jeg gemmer taus min kval, mit savn;
og ingen aner, hvad der glder i mig.
De hner og foragter mig,--de usle;
de fatter ej, hvor hjt mit hjerte slr
for ret og frihed, og for alt, hvad delt
bevged sig i nogen Romers sind.

FURIA.
Jeg vidste det! Din sjl, og ingen anden,
er skabt for mig,--s rber lydt en rst,
som aldrig fejler og som ej bedrager.
S kom! O, kom--og lad os flge rsten!

CATILINA.
Hvad mener du, min sknne svrmerinde?

FURIA.
Kom,--lad os flygte langt fra dette sted;
et nyskabt fedreland vi vil os finde.
Her kues ndens stolthed og dens flugt;
her slukker lavhed hver en herlig funke
fr den til flammers leg fr blusse frem.
Kom, lad os flygte;--se, for frihedssindet
er hele jordens kreds et fdrehjem!

CATILINA.
O, mgtig tryllende du drager mig--

FURIA.
S lad os nytte dette jeblik!
Hjt over fjelde; vidt bag havets flade,--
langt, langt fra Roma stanser frst vor flugt.
Dig flger sikkert tusend venners skare;
i fjerne lande fster vi vort bo;
der hersker vi; der skal sig benbare,
at intet hjerte slog som disse to!

CATILINA.
O, sknt!--Men flygte? Hvorfor skal vi flygte?
Se, her kan ogs frihedsflammen nres;
her findes og en mark for dd og handling,
s stor, som selv din sjl begrer den.

FURIA.
Her, siger du? Her, i det usle Roma,
hvori kun slavesind og voldsmagt findes?
Ah, Lucius, er ogs du blandt dem,
som uden rdme Romas fortid mindes?
Hvo rded fordum her? Hvo rder nu?
Dengang en helteflok,--og nu en skare
af trlles trlle--

CATILINA.
                 Spot mig ogs du;--
men vid,--for Romas frihed at bevare,
for end engang at se dets sunkne glans,
med glde jeg, som Curtius, mig styrted
i svlget ned--

FURIA.
             Dig tror jeg; dig alene;
dit je brnder; du har sandhed talt.
Dog, g; thi snart prestinderne kan ventes;
p denne tid de plejer samles her.

CATILINA.
Jeg gr; dog kun for atter dig at mde.
En tryllekraft mig fngsler til din side;--
s stolt en kvinde s jeg aldrig fr.

FURIA
(med et vildt smil).
Da lov mig _et_; og svrg, at du vil holde,
hvad du mig lover. Vil du, Lucius?

CATILINA.
Alt vil jeg, hvad min Furia forlanger;
byd over mig, og sig, hvad jeg skal love.

FURIA.
S hr. Sknt her jeg som en fange lever,
jeg vd, i Roma frdes der en mand,
hvem jeg har svoret fiendskab til dden--
og had bag gravens sorte skygger selv.

CATILINA.
Og s--?

FURIA.
       S svrg,--min fiende skal vorde
til dden din. Vil du, min Lucius?

CATILINA.
Det svrger jeg ved alle store guder!
Det vre svoret ved min faders navn
og ved min moders minde--! Furia,--
hvad fattes dig? Dit je flammer vildt,--
og marmorhvid, som ligets, er din kind.

FURIA.
Jeg vd det ikke selv.--En ildflod strmmer
igennem mig. Svrg! Svrg din ed til ende!

CATILINA.
Uds, I vldige, p denne isse
al eders harm, og lad jer vredes lyn
mig snderknuse, hvis min ed jeg bryder:
en dmon lig jeg skal forflge ham!

FURIA.
Alt nok; jeg tror dig. Ah, min barm det letted.
I dine hnder hviler nu min hvn.

CATILINA.
Udfres skal den. Dog, nu sig mig blot,--
hvo er din fiende? Hvad var hans brde?

FURIA.
Ved Tibers bredder, langt fra stadens larm,
min vugge stod; der var mit stille hjem.
En elsket sster leved der med mig,
til vestalinde kret alt som barn.--
Da kom en niding til vor fjerne egn;--
han s den unge vordende prestinde--

CATILINA
(overrasket).
Prestinde? Sig mig--! Tal--!

FURIA.
                           Han sknded hende.
Hun sgte sig en grav i Tiber-strmmen.

CATILINA
(urolig).
Du kender ham?

FURIA.
             Jeg s ham ingensinde.
Alt var forbi, da sorgens bud mig bragtes.
Nu kender jeg hans navn.

CATILINA.
                       S nvn det da!

FURIA.
Det navn har ry. Han heder Catilina.

CATILINA
(farer tilbage).
Hvad siger du? O, rdsel! Furia--!

FURIA.
Kom til dig selv! Hvad fattes dig?--Du blegner.
Min Lucius,--er denne mand din ven?

CATILINA.
Min ven? Nej, Furia,--nu ikke mere.
Jeg har forbandet,--svoret evigt had--
mig selv.

FURIA.
        Dig selv! Du--du er Catilina?

CATILINA.
Jeg er det.

FURIA.
          Du min Silvia vanred?
Ah, s har Nemesis jo hrt mit rb;--
selv har du hvnen nedkaldt p dit hoved!
Ve over dig, du voldsmand,--ve!

CATILINA.
                              Hvor blankt
dit je stirrer p mig! Silvias skygge
du tykkes lig i lampens matte skin!

(han iler ud; lampen med den hellige ild slukner.)

FURIA
(efter et ophold).
Ja, nu forstr jeg det. Fra mine blikke
er slret faldet,--og jeg ser i natten.
Had var det, som, da frste gang jeg skued
p torvet ham, sig snked i mit bryst.--
En selsom flelse; en blodrd flamme!
O, han skal fle, hvad et had som mit,
et evig grende, et aldrig mttet,
kan ruge ud til hvn og til fordrv!

EN VESTALINDE
(trder ind).
G, Furia; din vagt er nu til ende;
thi kom jeg hid--. Dog, hellige gudinde,--
hvad ser jeg; ve dig; ve dig! Flammen slukt!

FURIA
(forvildet).
Slukt, siger du? S vildt den aldrig brndte;--
den slukkes ej.

VESTALINDEN.
              I magter,--hvad er dette?

FURIA.
Nej, hadets ildhav slukkes ej s let!
Se, krligheden blaffer op--og dr
i nste stund; men hadet--

VESTALINDEN.
                        Alle guder,--
det er jo vanvid!
(rber ud.)
                Kom! Til hjlp; til hjlp!

(Vestalinder og tempeltjenere iler ind.)

NOGLE.
Hvad er pfrde?

ANDRE.
               Vestaflammen slukket!

FURIA.
Men hadets brnder; hvnens blusser hjt!

VESTALINDERNE.
Bort, bort med hende; bort til dom og straf!

(de frer hende ud imellem sig.)

CURIUS
(trder frem).
Til fengslet fres hun. Derfra til dden.--
Nej, nej, ved guderne, det m ej ske!
Skal hun, den stolteste af alle kvinder,
i skndsel ende, levende begravet?--
  O, aldrig flte jeg mig slig tilmode.
Er dette krlighed? Ja, sdan er det.--
Ved mig hun frelses skal!--Men Catilina?
Med had og hvn hun vil forflge ham.
Har han af avindsmnd ej nok tilforn?
Tr endnu jeg hans fienders antal ge?
Han var imod mig som en ldre broder;
mig byder taksomhed at skrme ham.--
Men krligheden? Ah, hvad byder den?
Og skulde han, den kkke Catilina,
vel sklve for en kvindes anslag? Nej;--
til redningsvrk endnu i denne stund!
Vent, Furia;--jeg drager dig af graven
til livet,--gjaldt det end mit eget liv!

(han gr hurtig bort.)


(En sal i Catilinas hus.)

CATILINA
(kommer heftig og urolig ind).
"Ah, s har Nemesis jo hrt mit rb;
selv har du hvnen nedkaldt p dit hoved."
S ld det jo fra svrmerindens lber.
Forunderligt! Mske det var et vink,--
Et varsel om, hvad tiden bringer med sig.
  S har jeg da med ed mig viet ind
til blodig hvner af min egen brde.
Ah, Furia,--mig tykkes end, jeg ser
dit flammeblik, vildt, som en ddsgudindes!
Hult ringer dine ord for mine ren;--
og alle dage skal jeg eden mindes.

(Under det flgende trder Aurelia ind og nrmer sig ham uden at
bemrkes.)

CATILINA.
Dog, det er tbeligt at tnke mer
p denne galskab;--andet er det ikke.
Ad bedre veje kan min grublen g;
et strre forml bydes mine krfter.
Al tidens uro maner med sit krav;
mod den jeg m enhver min tanke vende;
hb, tvil mig tumler som et stormfuldt hav--

AURELIA
(griber hans hnd).
Tr din Aurelia ej grunden kende?
Tr hun ej vide, hvad der i dit bryst
bevger sig og kmper vildt derinde?
Tr hun ej yde dig en hustrus trst
og bringe pandens mulm til at forsvinde?

CATILINA
(mildt).
O, min Aurelia,--hvor god og m--.
Dog, hvorfor skal jeg livet dig forbitre?
Hvi skal med dig jeg dele mine sorger?
For min skyld har du djet smerte nok.
Herefterdags jeg p min egen isse
vil bre, hvad mig skbnen fiendsk beskar,--
al den forbandelse, der ligger i
foreningen af strke sjlekrfter,
af varme lngsler mod et ddrigt liv,
med usle kr, der kuer ndens strben.--
Skal ogs du, i lange dybe drag,
min skbnes bitre skl til bunden tmme?

AURELIA.
En krlig trst er stedse kvindens sag,
kan hun end ej, som du, om storhed drmme.
Nr manden kmper for sin stolte drm,
og al hans ln er skuffelse og kummer,--
da lyder hendes tale blid og m,
og dysser ind ham i en kvgsom slummer;
da fatter han at og det stille liv
har glder, som den vilde tummel savner.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg fler det s vel.
Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive.
En evig uro grer i min barm;--
Kun livets tummel mgter den at stille.

AURELIA.
Er din Aurelia dig ikke nok,--
formr hun ej din sjl tilfreds at stille,--
s bn dog hjertet for et venligt ord,
en krlig trst ifra din hustrus lber.
Kan hun ej mtte denne hede trang,
kan hun ej flge dine tankers flyven,--
vid: hun formr at dele hver din sorg,
har kraft og mod at lette dine byrder.

CATILINA.
S hr da, min Aurelia, hvad der
i disse dage mig s dybt forstemte.
Du vd, jeg lngst har konsulatet sgt--foruden
held. Du kender jo det hele;--
hvordan, for stemmer at erhverve mig,
jeg har fordt--

AURELIA.
              O, ti, min Catilina;
det smerter mig--

CATILINA.
               Du laster og min frd?
Hvad bedre middel havde jeg at vlge?--
Til ingen nytte spildte jeg mit eje;
kun spot og skndsel blev min hele vinding.
Nys i senatet har min avindsmand,
den trske Cicero, mig trdt i stvet.
Hans tale var en skildring af mit liv,
s skrigende, at selv jeg mtte gyse.
I hvert et blik jeg lste skrk og gru;
med afsky nvnes navnet Catilina;
til efterslgten vil det bringes, som
et billed p en fl og rdsom blanding
af tjleslshed og af uselhed,
af hn og trods mod alt, hvad der er delt.--
Og ingen dd fr rense dette navn
og sl til jorden, hvad man fult har ljet!
Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt--.

AURELIA.
Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter.
Lad hele verden end fordmme dig;
lad dem kun skndsel p dit hoved dynge;--
jeg vd, du gemmer inderst i dit sind
en spire, som kan stte blomst og frugt.
Dog, her formr den ej at bryde frem;
og giftigt ukrudt vil den snarlig kvle.
Lad os forlade dette lastens hjem;--
hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dvle?

CATILINA.
Jeg skulde rmme marken,--drage bort?
Jeg skulde slippe mine strste tanker?
Den druknende--endsknt foruden hb--
sig klynger fast dog til de knuste planker;
og sluges vraget af den vde grav,
og er det sidste skimt af redning svunden,--
den sidste planke han med sidste kraft
omklamrer, synkende med den til bunden.

AURELIA.
Men hvis en gstmild kyst tilsmiler ham
med grnne lunde langsmed havets vove,
da vgner hbet atter i hans barm,--
han strber did, imod de lyse skove.
Der er det sknt; der hersker stille fred;
der triller blgen lydlst imod stranden;
der lgger han de trtte lemmer ned,
og klig aftenvind omvifter panden;--
den jager bort hver sorgens mrke sky;
en trstig ro blir i hans sind tilbage;--
der dvler han og finder kvgsomt ly
og glemsel for de svundne tunge dage.
Den fjerne genlyd kun af verdens larm
formr at trnge til hans lune bolig.
Den bryder ikke freden i hans barm;--
den gr hans sjl end mere glad og rolig;
den minder ham om den forsvundne tid,
med knuste forml og med vilde glder;
han finder dobbelt sknt det stille liv--
og bytter ej med nogen Romers hder,

CATILINA.
Du taler sandhed; og i denne stund
jeg kunde flge dig fra strid og tummel.
Men kan du nvne mig s dulgt et sted,
at vi kan leve der i ly og stilhed?

AURELIA
(glad).
Du vil, min Catilina! Hvilken fryd,--
o, mere rig, end dette bryst kan rumme!
S lad det ske! Endnu i denne nat
afsted vi drager--

CATILINA.
                Hvorhen skal vi drage?
Nvn mig den plet, hvor hjemlig jeg tr lgge
til ro mit hoved!

AURELIA.
                Kan du sdan tale?
Har du forglemt vort lille landsted, hvor
min barndom svandt, og hvor vi siden glade,
i elskovs frste lykkelige tid,
har levet mange muntre sommerdage?
Hvor var vel grsset mere grnt end der?
Hvor strre klighed i skovens skygge?
Den hvide villa mellem mrke trr
fremtitter, vinkende til rolig hygge.
Did flygter vi og vier ind vort liv
til landlig syssel og til fredsom glde;--
der skal opmuntre dig en krlig viv;
med kys hun skal enhver din kummer sprede.
(smilende.)
  Og nr, med markens blomster i din favn,
du trder ind til mig--din herskerinde,--
da rber jeg min blomsterfyrstes navn
og binder laurbrkransen om hans tinde!--
Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt
min hnd,--og selsomt flammer dine blikke--

CATILINA.
Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt;--
didhen at fre dig formr jeg ikke.
Det kan jeg aldrig mer!

AURELIA.
                      Du skrkker mig!
Dog, ikke sandt,--du spger, Catilina?

CATILINA.
Jeg spge! O, hvis blot det var en spg!
Men hvert dit ord, lig hvnens hvasse pile,
igennemborer dette pinte bryst,
som skbnen aldrig vil forunde hvile.

AURELIA.
I guder; tal! Hvad mener du?

CATILINA.
                           Se her!
Her er dit landsted,--her din fremtids glde!

(han trkker en pung med guldpenge frem og kaster den p bordet.)

AURELIA.
O, du har solgt--?

CATILINA.
                 Alt solgte jeg idag;--
og i hvad hensigt? Ah, for at bestikke--

AURELIA.
Tal ikke mere! Lad os ikke tnke
p denne sag; det volder jo kun sorg.

CATILINA.
Mig knuser tifold mer dit stille tlmod,
end selv et smertesskrig ifra din lbe!

(En gammel soldat kommer ind og nrmer sig Catilina.)

SOLDATEN.
Tilgiv mig, herre, at jeg trder ind
s sent p dagen, umeldt, i din bolig.
Vr ikke vred--

CATILINA.
             Hvad er dit rend her?

SOLDATEN.
Mit rend er en ydmyg bn. Du sikkert
vil hre den. Jeg er en fattig mand,
som ofret har min kraft for Romas hder.
Nu er jeg svkket, kan ej tjene lnger,
og mine vben hnger rustne hjemme.
Min alders hb stod til min sn. Han har
med sine hnders arbejd mig ernret.
Ak,--for en gld han sidder fngslet nu.
Og ingen redning--. Hjlp mig; hjlp mig, herre!
(knlende.)
  En liden skrv! Jeg vandret har fra hus
til hus; men hver en dr forlngst var lukket.
Jeg vd ej udvej mer--

CATILINA.
                    Det ligner dem!
Se her et billed p de manges nd.
S lnner man den tapre gamle skare.
Ej findes taksomhed i Roma lnger!
Der var en tid, da jeg i billig harm
gad straffe dem med svrd og rde flammer;
men blde ord har lydt til mig for nylig;
mit sind er barnemildt; jeg vil ej straffe;--
at lindre sorgen er jo og en gerning.--
Der, gamle kriger;--klar med det din gld.

(han rkker ham pungen med guldpengene.)

SOLDATEN
(rejser sig).
O, gode herre,--tr jeg tro dit ord?

CATILINA.
Ja; skynd dig, gubbe; ls din alders hb.

(Soldaten gr hurtig bort.)

CATILINA.
En bedre brug,--ej sandt, Aurelia?--
end til bestikkelser og stemmekb.
Vel er det sknt at knuse voldsmnds magt;
men stille trst har ogs sin belnning.

AURELIA
(kaster sig i hans arme).
O, rig og del er endnu din sjl.
Nu kender jeg igen min Catilina!


(Et underjordisk gravkammer med en nylig igenmuret bning hjt oppe p
bagvggen. En lampe brnder mat.)

(Furia, ifrt lange sorte klder, str i en lyttende stilling nede i
gravkamret.)

FURIA.
Det drner hult. Det tordner visst deroppe.
Det lyder til mig helt herned i graven.
Men graven selv, den er s stille--stille!
Er jeg til dsig ro da evig dmt?
Skal end ej her ad sammenslyngte veje
jeg vandre frem, som stedse var min lyst?
(efter et ophold.)
  Det var et selsomt liv;--en selsom skbne.
Lig stjerneskuddet alting kom--og svandt.
Han mdte mig. En lnlig trolddomsmagt,
en indre samklang drog os mod hinanden.
Jeg var hans hvngudinde,--han mit offer;--
men straffen fulgte hvnerinden brat.
(atter ophold.)
  Nu er det lyst deroppe.--Fjernes jeg
nedad--umrkeligt--fra lysets bolig?
Ah, vel mig, hvis s er,--hvis denne dvlen
i gravens skd i grunden er en flugt
p lynets vinger ned mod mrkets lande,--
hvis alt jeg nrmer mig den brede Styks!
Der vlter blgen blytungt imod bredden;
der sysler Charon lydls i sin bd.
Snart er jeg der! Der vil jeg taus mig stte
ved frgestedet,--sprge hver en nd,
hver flygtig skygge, som fra livets rige
let-skridende sig nrmer ddens flod,--
vil sprge ham, hvorledes Catilina
vel frdes blandt de levende deroppe,--
vil sprge, hvordan han har holdt sin ed.
Jeg lyse vil med bllig svovelfakkel
hver ddning ind i jets brustne dyb,--
se efter, om det ej er Catilina.
Og nr han kommer, vil jeg flge ham;--
da gr vi begge overfarten sammen,
betrder begge Plutons stille sal.
Jeg og som skygge flge skal hans skygge,--
hvor Catilina er, m Furia vre!
(efter et ophold, mattere.)
  Ah, luften blir s lummer og s kvalm,--
og ndedrttet stedse mere tungt.--
S nrmer jeg mig da de sorte sumpe,
hvor underverdnens floder strmmer trgt--
(hun lytter; der hres en dump larm.)
  Et sagte drn? Som reslag det lyder.
Det er de ddes frgemand, der kommer
at hente mig. Nej, her--her vil jeg vente!

(Stenene i den nylig tilmurede bning brydes fra hverandre. Curius
kommer tilsyne udenfor; han vinker til hende.)

FURIA.
Vr hilset, Charon! Er du alt beredt
at fre mig som gst til ddens haller?
Her vil jeg vente!

CURIUS
(hviskende).
                 Ti;--Jeg frelser dig!




ANDEN AKT.


(En sal i Catilinas hus, med ben sjlegang i baggrunden. En lampe
oplyser salen.)

(Catilina gr op og ned ad gulvet. Lentulus og Cethegus er hos ham.)

CATILINA.
Nej, nej! Jeg siger, I forstr ej selv,
hvad I forlanger af mig. Skulde jeg
forrderisk en borgerkrig begynde,--
med Romer-blod besmitte mine hnder?
Jeg gr det aldrig! Lad kun hele staden
fordmme mig--

LENTULUS.
            Du vil ej, Catilina?

CATILINA.
Jeg vil ej.

CETHEGUS.
          Sig mig,--har du intet her
at hvne,--ingen, som du vel gad ramme?

CATILINA.
Lad hvne, hvo der vil; jeg gr det ej,
Dog, taus foragt er ogs jo en hvn;--
den vre skal min eneste.

CETHEGUS.
                        Aha,--
vi kom nok i en ubelejlig stund.
Men morgendagen vil dig sikkert bringe
p andre tanker.

CATILINA.
               Hvorfor morgendagen?

CETHEGUS.
Her gr en hob forunderlige rygter.
Nys er en vestalinde frt til dden--

CATILINA
(overrasket).
En vestalinde? Ah, hvad siger du?

LENTULUS.
Ja visst; en vestalinde. Mange mumler--

CATILINA.
Hvad mumler de?

CETHEGUS.
              At du er ej s ganske
foruden del i denne mrke sag.

CATILINA.
Det tror man om mig?

LENTULUS.
                   Hm,--s lber rygtet.
Nu ja,--for os, for dine gode venner,
kan sligt jo vre, som det vre vil;--
men folket, Catilina, dmmer strengere.

CATILINA
(i tanker).
Og er hun dd?

CETHEGUS.
             Det er hun uden tvil.
En times ophold i forbrydergraven
er mer end nok--

LENTULUS.
              Det kommer os ej ved;
det var ej derfor vi om hende talte.
Men hr mig, Catilina! Tnk dig om.
Du sgte konsulatet. Al din velfrd
hang i den ene skre hbets trd;
nu er den brusten; nu er alt forbi.

CATILINA
(som fr).
"Selv har du hvnen nedkaldt p dit hoved."

CETHEGUS.
Ryst slige tanker af; de nytter ej.
Vis dig som mand; endnu kan slaget vindes;
en kk beslutning--; du har venner nok;
vi flger dig p aller frste vink.--
Du fristes ikke? Svar!

CATILINA.
                     Nej, siger jeg!
Og hvorfor vil I sammensvrge jer?
Tal rlig! Drives I af friheds-lngsel?
Er det, for Romas storhed at forynge,
at I vil styrte alt?

LENTULUS.
                   Nej, ingenlunde;
men hb om egen storhed er jo dog
tilstrkkelig bevggrund, Catilina!

CETHEGUS.
Og midler nok til rigt at nyde livet,
er heller ej s ganske at forkaste.
Det er min tragten;--jeg er ej rgerrig.

CATILINA.
Jeg vidste det. Kun usle snevre hensyn
til egen fordel er, hvad eder driver.
Nej, venner, nej; mod strre ml jeg sigted!
Vel har jeg ved bestikkelser forsgt
at rive konsulatet til mig; dog,
mit anslag rummed mer, end hvad man skulde
fra slige midler dmme. Borgerfrihed
og statens vel var mlet for min strben.
Man har mig miskendt; skinnet var imod.
Min skbne vilde det. Det m s vre!

CETHEGUS.
Nu vel; men tanken p den venneflok,
du frelse kan fra undergang og skndsel--?
Du vd, at inden kort tid er vi bragt
til betlerstaven ved vort lse levnet.

CATILINA.
S stans i tide; det er min beslutning.

LENTULUS.
Hvorledes, Catilina,--du vil ndre
din levevis? Ha-ha; du spger vel?

CATILINA.
Det er mit alvor,--ved de store guder!

CETHEGUS.
Nu, s er ingen udvej med ham mere.
Kom, Lentulus; vi melde m de andre,
hvad svar han gav os. Vi vil finde dem
i muntert gilde hist hos Bibulus.

CATILINA.
Hos Bibulus? Hvor mangen lystig nat
jeg svrmet har hos Bibulus med eder!
Nu er det ude med mit vilde liv;
fr dagen gryr har staden jeg forladt.

LENTULUS.
Hvad siger du?

CETHEGUS.
             Du rejse vil herfra?

CATILINA.
I denne nat, ledsaget af min hustru,
farvel for livet jeg og Roma tager.
I Galliens dale grunder jeg et hjem;--
den mark, jeg rydder, skal ernre mig.

CETHEGUS.
Du vil forlade staden, Catilina?

CATILINA.
Jeg vil; jeg m! Her tynges jeg af skndsel.
Ah, jeg har mod, min fattigdom at bre;
men i hver Romers blik at lse hn
og frk foragt--! Nej, nej; det er for meget!
I Gallien kan jeg leve dulgt og stille;
der vil jeg glemme, hvad jeg engang var,
vil dve driften til de store forml,
vil som en uklar drm min fortid mindes.

LENTULUS.
Nu, s lev vel; og lykken flge dig!

CETHEGUS.
Husk os med venlighed, som vi vil huske
dig, Catilina! Nu fortller vi
til brdrene dit nye sre forst.

CATILINA.
Og bring dem s min broderlige hilsen!

(Lentulus og Cethegus gr.)

(Aurelia er trdt ind fra siden, men stanser frygtsom ved synet af de
bortgende; nr de er ude, nrmer hun sig Catilina.)

AURELIA
(blidt bebrejdende).
Igen de vilde venner i dit hus?
O, Catilina--!

CATILINA.
             Det var sidste gang.
Nu tog jeg afsked med dem. Hvert et bnd,
som bandt til Roma mig, er overhugget
for alle tider.

AURELIA.
Jeg har pakket sammen
vor smule ejendom. Det er ej meget;--
dog nok for njsomheden, Catilina!

CATILINA
(i tanker).
Ja, mer end nok for mig, som tabte alt.

AURELIA.
O, grubl ej over, hvad der ej kan ndres;--
forglem, hvad du--

CATILINA.
                Vel den, der kunde glemme,--
der kunde rive mindet ud af sjlen,
og alle hb, og alle nskers ml!
Det krver tid, fr jeg s vidt kan komme;
men jeg vil strbe--

AURELIA.
                  Jeg vil hjlpe dig;
og du skal finde lindring for dit savn.
Dog, bort herfra vi m s snart som muligt.
Her taler livet til dig som en frister.--
Ej sandt,--vi rejser end i denne nat?

CATILINA.
Jo, jo,--i denne nat, Aurelia!

AURELIA.
En ringe sum, som endnu var tilbage,
jeg samlet har; til rejsen er det nok.

CATILINA.
Godt, godt! Mit svrd jeg for en spade slger.
Ah, hvad er svrdet mere vel for mig!

AURELIA.
Du rydder jorden; jeg vil dyrke den.
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire
en rosenhk og venlige krminder,
som varsel for at tiden snart er nr,
da du hvert fortidsminde hilse kan
som ungdomsven, nr det din sjl besger.

CATILINA.
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte,--
den ligger end i fremtids fjerne bl.
(med lettere udtryk.)
  Dog g, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op;--
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den frste morgenrde skal os finde
langt--langt herfra; i laurbrlundens ly
vi hviler os p grssets blde teppe.

AURELIA.
En ny tilvrelse for os frembryder,--
mer glderig, end den, vi slutted her.
Nu vil jeg g. En times rolighed
mig sknker kraft--. Godnat, min Catilina!

(hun omfavner ham og gr.)

CATILINA
(ser efter hende).
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflgge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode nd. Hun vilde srge,
ifald hun s min tvil. Jeg m den skjule.
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv.--
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker;--
mrkt m her vre,--mrkt, som i min sjl!

(slukker lampen ud; mnen skinner ind gennem sjlerne i baggrunden.)

For lyst,--for lyst endnu! Dog, lige meget;--
det matte mneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller,--
der stedse har omhyllet mine veje.
  Hm, Catilina, s er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du fr har vret.
Fjernt i det de Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven.--
Nu er jeg vgnet op af alle drmme
om magt, om storhed, om et ddrigt levnet;--
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads;--dem ingen kendte.
  Det er ej denne dumpe ds og ro,
afstngt fra verdens larm, som skrmmer mig.
Hvis blot et jeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald,--
hvis blot jeg en gang med en herlig dd
fik knytte mig og navnet "Catilina"
til ry og til uddelige sagn,--
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt,--ty til en fremmed strand;
jeg skulde stde dolken i mit hjerte;
d fri og glad;--thi da jeg havde levet!
  Men denne lod er dden uden liv.
Er sdant muligt? Skal jeg s forg?
(med oprakte arme.)
Et vink, I vrede guder,--at det er
min skbne, glemt og sporlst at forsvinde
fra livet!

FURIA
(udenfor bag sjlerne).
         Nej, det er ej, Catilina!

CATILINA.
(farer tilbage).
Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist?
En nderst fra underverdnens skygger!

FURIA
(trder frem i mneskinnet).
Jeg er din skygge.

CATILINA
(forfrdet).
                 Vestalindens genfrd!

FURIA.
Dybt m du vre sunken, hvis du rddes
for mig.

CATILINA.
       Tal! Er du stegen op af graven
for at forflge mig med had og hvn?

FURIA.
Forflge,--siger du? Jeg er din skygge.
jeg m ledsage dig, hvorhen du gr.

(hun nrmer sig.)

CATILINA.
Hun lever! Guder,--det er hende selv,
og ingen nd!

FURIA.
            nd eller ikke,--det
er lige meget; jeg ledsager dig.

CATILINA.
Med blodigt had!

FURIA.
               I graven slukner hadet,
som krligheden og som alle drifter,
der nres i en jordisk barm. Kun _et_
str fast i liv og dd og kan ej ndres.

CATILINA.
Og hvad? Sig frem!

FURIA.
                 Din skbne, Catilina!

CATILINA.
Min skbne kender kun de vise guder--
ej noget menneske.

FURIA.
                 Jeg kender den.
Jeg er din skygge;--gdefulde bnd
os sammenknytter.

CATILINA.
                Det er hadets.

FURIA.
                             Nej!
Steg nogen nd fra gravens kvalme dyb
med hads og hvns begr? Hr, Catilina!
Jeg slukket har i underverdnens floder
hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Som her du ser mig, er jeg ikke lnger
hin Furia,--hin vilde, harmoptndte,--
du engang elsked--

CATILINA.
                Hader du mig ej?

FURIA.
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven,--
da jeg p skillevejen mellem livet
og dden vakled, nste stund beredt
at gste underverdnen,--se, da greb
en selsom gysning mig; jeg vd ej selv--;
der foregik en underlig forvandling;--
bort fld mit had, min hvn, min hele sjl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen;--
kun navnet "Catilina" skrevet str
med ildskrift, rdt, som fordum, i min barm.

CATILINA.
Forunderligt! Vr, hvo du vre vil,--
et menneske, en underverdnens skygge,--
der ligger dog en grufuld trylledragning
i dine ord, i dine sorte jne.

FURIA.
Dit sind er strkt som mit; og dog du vil
forsagt og tvilsom slippe hvert et hb
om sejr og vlde. Fejgt du vender ryggen
den skueplads, hvor dine dunkle anslag
i lys og modning kunde foldes ud!

CATILINA.
Jeg m! En ubnhrlig skbne vil det.

FURIA.
Din skbne? Hvortil fik du heltens kraft,--
om ej til kamp mod, hvad du skbnen kalder?

CATILINA.
Ak, jeg har kmpet nok! Var ej mit liv
en stadig kamp? Og hvad er kampens frugter?
Foragt og skndsel--!

FURIA.
                    Du er dalet dybt.
Du higer mod et hjt forvovent ml;
vil gerne n det; og du skrkkes dog
af hver en hindring.

CATILINA.
                   Frygt er grunden ej.
Det ml, jeg satte mig, er uopneligt;--
det hele var en flygtig ungdomsdrm.

FURIA.
Nu skuffer du dig selv, min Catilina!
Du kredser endnu om det ene forml;--
din sjl er stor,--en Romer-hersker vrdig,--
og du har venner--. Ah, hvi nler du?

CATILINA
(i eftertanke).
Jeg skal--? Hvad mener du--? Med borgerblod--?

FURIA.
Er du en mand,--og har ej kvindemod?
Har du forglemt hin raske Romerinde,
der sgte tronen over fader-liget?
Jeg fler mig en Tullia;--men du?
Foragt dig selv;--foragt dig, Catilina!

CATILINA.
Skal jeg foragte mig, fordi mit sind
ej lnger huser vild rgerrighed?

FURIA.
Her str du p en korsvej i dit liv.
Hist venter dig en tom og ddls frden,--
en mellemting af dd og dsig slummer;--
men p den anden side skimter du
et hersker-sde. Vlg s, Catilina!

CATILINA.
Du lokker og du frister til fordrv.

FURIA.
Kast terningen,--og i din hnd er lagt
det stolte Romas vel for alle tider.
Din stumme skbne gemmer glans og magt;
og dog du vakler,--vover ej at handle!
Du drager hist til dine skove, hvor
udslukkes vil hvert hb, du engang nrte.
Ah, Catilina, er der intet spor
af relyst tilbage i dit hjerte?
Skal denne herskersjl, til hder skabt,
hist i en navnls rk ukendt forsvinde?
Ja, rejs! Men vid,--da er for stedse tabt,
hvad her med dristig dd du kunde vinde.

CATILINA.
Bliv ved; bliv ved!

FURIA.
                  Med skrk og gysen vil
den fjerne efterslgt dit navn erindre.
Dit hele liv var et forvovent spil;--
dog i forsonings lys det skulde tindre,
af sagnet bret, nr med vldig hnd
du brd dig vej midt i den vilde stimmel,--
nr trldomsskyen ved din herskernd
var vegen for en nyskabt frihedshimmel,--
nr engang du--

CATILINA.
             Alt nok! Du grebet har
den streng, der dirred dybest i mit indre;
din tale klang, som om den genlyd var
af hvad mit hjerte hvisked dag og nat.

FURIA.
S kender jeg dig atter, Catilina!

CATILINA.
Jeg rejser ej!--Tillive har du vakt
min ungdoms mod, min manddoms fulde higen.
Ja, jeg skal lyse for det sunkne Roma,--
sl dem med skrk som vandrestjernens ris!
I stolte uslinger,--I skal erfare,
I har ej knkket mig, var end en stund
min kraft af kampens hede slvet!

FURIA.
                                Hr mig!
Hvad skbnen vil,--hvad mrkets strke magter
Bestemmer over os, vi lyde m.
Nu vel! Mit had er borte;--skbnen bd det;
det mtte vre s.--Rk mig din hnd
til evigt forbund!--Ah, hvi nler du?
Du vil ej?

CATILINA.
         Vil--? Jeg ser p dine jne.
De glder,--lynet lig i nattens mulm.
Nu smilte du! Ah, sdan har jeg tnkt
mig Nemesis--

FURIA.
           Hvad? Vil du hende se,--
se ind i dig. Har du forglemt din ed?

CATILINA.
Jeg mindes den;--og dog en hvnerinde
du tykkes mig--

FURIA.
             Jeg er et billed jo
udaf din egen sjl.

CATILINA
(grublende).
                  Hvad siger du?
Jeg aner uklart, hvad jeg ej kan fatte;
jeg skimter gdefulde tge-syner,--
men kan ej tyde dem. Her er for mrkt.

FURIA.
Mrkt m her vre. Mrket er vort rige;--
i mrket hersker vi. Kom; rk mig hnden
til evigt forbund!

CATILINA
(vildt).
                 Sknne Nemesis,--
min skygge,--billed af min egen sjl,--
her er min hnd til mrkt og evigt forbund!

(han griber med heftighed hendes hnd; hun ser p ham med et stivt
smil.)

FURIA.
Nu kan vi aldrig skilles!

CATILINA.
                        Ah, som ild
dit hndtryk fr igennem mine rer!
Her ruller blod ej mer, men hede flammer;--
for trangt det vorder mig om brystets hvlv;
det mrkner for mit syn! Nu skal der spredes
et ildhavs lysning over Romer-staden!

(han drager sit svrd og svinger det.)

Mit svrd; mit svrd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod!--
Hvad foregr med mig? Min pande brnder;
en hr af syner jager mig forbi.--
Hvn er det, sejr og liv for alle drmme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltrb vorder: dd og rde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg frst mig selv!

(han styrter ud; Furia flger ham.)


(Det indre af en svagt oplyst taberne.)

(Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Romere kommer
ind.)

STATILIUS.
Her, venner, kan vi drive natten bort;
her er vi sikre; ingen hrer os.

GABINIUS.
Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde!
Hvo vd, hvor lnge det blir os forundt?

COEPARIUS.
Nej, lad os vente frst det budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes.

GABINIUS.
Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil!
Der bringes vin; den prver vi imens.
Rask, brdre,--stem nu i en lystig sang!

(Tjenere kommer med vinkander og bgre.)

ALLE VENNERNE.
(synger).

    Bacchus vi hylder!
  Glade vi fylder
  bgret til randen,
  drikker hans pris!
  Saften, den rde,
  liflig lad glde!
  Alle vi ynder
  vingudens drik!

    Venlig tilsmiler
  os fader Liber;
  rusen os vinker;
  druen er klar.
  Kom, lad os nyde!
  Vinen kan fryde,
  stemme til glde
  tanker og sind.

    Du dog for alle
  blinkende perler,
  klare Falerner,
  herlige drik!
  Modet du liver;
  kraft du os giver;
  munterhed snker
  du i vor sjl.

    Bacchus vi hylder!
  Glade vi fylder
  bgret til randen,
  drikker hans pris!
  Saften, den rde,
  liflig lad glde!
  Alle vi ynder
  vingudens drik!

(Lentulus og Cethegus kommer ind.)

LENTULUS.
Hold op med sang og lystighed!

STATILIUS.
                              Hvad nu?
Er Catilina ej i eders flge?

GABINIUS.
Han var dog villig vel?

COEPARIUS.
                      Hvad har han svaret?
Sig frem; fortl os alt!

CETHEGUS.
                       Hel anderledes,
end vi os tnkte, ld hans svar.

GABINIUS.
                               Nu da?

LENTULUS.
Han viste fra sig alle vore tilbud;--
om vore anslag vil han intet hre.

STATILIUS.
Er dette sandhed?

COEPARIUS.
                Hvorfor vil han ikke?

LENTULUS.
Han vil ej, kort og godt. Han svigter os;
forlader vennerne,--forlader staden.

STATILIUS.
Forlader, siger du?

CETHEGUS.
                  Han drager bort
i denne nat. Nu,--dadles kan han ej;
hans grund var gyldig--

LENTULUS.
                     Fejghed var hans grund!
I farens time svigter han os trolst.

GABINIUS.
Ah, _det_ er Catilinas venskab!

COEPARIUS.
                              Nej;--
trols og fejg var aldrig Catilina!

LENTULUS.
Og dog, han drager bort.

STATILIUS.
                       Med ham vort hb.
Hvor findes nu den mand, som kan os lede?

COEPARIUS.
Han findes ej, opgives m vort anslag.

LENTULUS.
End ikke, venner! Hr nu frst, hvad jeg
om sagen tnker. Hvad har vi besluttet?
Med vbnet hnd at ville vinde, hvad
en uretfrdig skbne ngted os.
Man undertrykker os;--men vi vil herske.
Vi lider mangel;--rigdom er vort ml.

MANGE STEMMER.
Ja, magt og rigdom! Vi vil magt og rigdom!

LENTULUS.
Nu vel;--til frer valgte vi en ven,
p hvem, vi mente, trygt vi turde bygge.
Han sveg vor tillid; vender faren ryggen.
Ah, venner,--ej forsagt! Han skal erfare,
vi kan os hjlpe uden ham. Hvad krves?
Ej andet, end en mand med mod og fasthed,
som gr i spidsen--

NOGLE.
                 Nvn os slig en mand!

LENTULUS.
Og hvis jeg nvner ham, og han str frem,--
vil I s kre ham til eders frer?

NOGLE.
Ja, vi vil kre ham!

ANDRE.
                   Ja, ja; det vil vi!

STATILIUS.
S nvn ham, ven!

LENTULUS.
                Hvad om det var mig selv?

GABINIUS.
Dig selv?

COEPARIUS.
        Du, Lentulus--!

FLERE
(tvilende).
                      Du vil os fre?

LENTULUS.
Jeg vil.

CETHEGUS.
       Formr du det? Se, dertil fordres
en Catilinas kraft og vilde mod.

LENTULUS.
Ej fattes modet mig; ej heller kraft.
Kun hnd p vrket! Eller vil I trde
tilbage nu, da jeblikket maner?
Nu eller aldrig! Alting tyder p
et heldigt udfald--

STATILIUS.
                 Godt;--vi flger dig!

FLERE.
Vi flger dig!

GABINIUS.
             Nu ja,--nr Catilina
forlader os, er du vel nrmest til
at tage styret efter ham.

LENTULUS.
                        S hr,
hvad fremgangsmde jeg har tnkt mig. Frst--

(Catilina kommer ilsomt ind.)

CATILINA.
Her er jeg, venner!

ALLE.
                  Catilina!

LENTULUS
(afsides).
                          Han!
Fordmt--

CATILINA.
       Sig frem,--hvad fordrer I af mig?
Dog nej; jeg vd jo, hvad der handles om.
Jeg vil jer fre. Vil I flge mig?

ALLE
(undtagen Lentulus).
Ja, Catilina, ja,--dig vil vi flge.

STATILIUS.
Man har bedraget os--

GABINIUS.
                   --har ljet p dig!

COEPARIUS.
Man har fortalt, du vilde rejse bort
og slippe sagen ud af dine hnder.

CATILINA.
Jeg vilde s. Dog, nu ej mer; nu lever
jeg kun for dette ene store forml.

LENTULUS.
Men hvilket er dit forml da i grunden?

CATILINA.
Mit forml ligger hjere, end du--
og mske nogen--aner. Hr mig, venner!
Frst vil jeg vinde for vor sag hver borger
med frihedssind, der stter folkets hder
og fdrelandets velfrd over alt.
Den gamle Romer-nd er end i live;--
dens sidste gnist er ikke ganske slukket.
Nu skal den pustes op til klare flammer,
s lysende, som aldrig fr de steg.
Ak, altfor lnge l et trldomsmrke,
s sort som natten, over Roma spredt.
Se, dette rige--om end stolt og mgtigt
det synes--vakler og str brat for fald.
Thi m en kraftig hnd dets tjler tage;
her renses m, og ryddes op fra grunden;
af svnen m det slve samfund vkkes;
tilintetgres m de usles magt,
der strr sin gift i sindene og kvler
den sidste mulighed for nyskabt liv.
Se,--borgerfrihed er det, jeg vil fremme,--
og borgernd, som den i fordums tid
har rdet her. Tilbage vil jeg mane
den gyldne alder, da hver Romer glad
gav livet hen for fdrelandets hder,
og ofred gods og arv for folkets lykke!

LENTULUS.
Du svrmer, Catilina! Det var ikke
sdan vi mente det.

GABINIUS.
                  Hvad nytter os
at genoprette hine gamle tider
med deres tbelige enfold?

NOGLE.
                         Nej!
Magt fordrer vi--

ANDRE.
               --og midler til at fre
et frit og sorglst liv!

MANGE STEMMER.
                       Ja, det er mlet!

COEPARIUS.
Skal vi for andres frihed eller lykke
vel stte livet p et terningkast?

HELE SKAREN.
Selv vil vi sejrens frugter!

CATILINA.
                           Usle slgt!
Er I en afkom af de store fdre?
At dynge skndsel over fdrenavnet
er eders vis at vrne om dets glans!

LENTULUS.
Du vover os at hne,--du, som lngst
et skrkkebilled var--

CATILINA.
                    Ja, det er sandt;
jeg var en rdsel for den gode; dog,
s usel var jeg aldrig end, som I!

LENTULUS.
Tm tungen nu! Vi tler ej din spot.

FLERE.
Nej, nej,--vi vil ej--

CATILINA.
(rolig).
                    S? I fejgheds yngel,--
I vover end at ville noget, I?

LENTULUS.
Ah, ned med ham!

MANGE STEMMER.
               Ja, ned med Catilina!

(de drager sine dolke og styrter ind p ham; Catilina trkker kappen
rolig bort fra brystet og betragter dem med et koldt hnsmil; de lader
dolkene synke.)

CATILINA.
Std til! I vover ej? O, venner, venner,--
jeg skulde agte jer, ifald I bored
det bne bryst igennem, som I truer.
Er ej en gnist af mod da i jer lnger?

NOGLE.
Han vil vort vel!

ANDRE.
                Vi har hans hn fortjent.

CATILINA.
Det har I.--Dog--se, nu er timen kommen
da I kan slette skndsels-mrket ud.
Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme;--
en ny tilvrelse os vinker nr.
(med bitterhed.)
  Jeg dre! Hbe,--tro p sejr ved eder!
Er sejrens nd i denne sunkne skare?
(henreven.)
  Sknt har jeg engang drmt, og store syner
fr gennem mig og drog mit blik forbi.
Jeg drmte at, som Ikarus, jeg hjt
opunder himlens hvlv bevinget flj;
jeg drmte, guderne min hnd forlened
med kmpekraft og bd mig lynets strle.
Og denne hnd greb lynet i dets flugt
og slynged det mod staden dybt dernede.
Og da de rde flammer steg og slikked,
og Roma sank i brune resters stv,--
da rbte jeg med hj og vldig rst,
og maned Catos frnder op af graven;
og tusend nder kom og fulgte kaldet,--
tog liv--og rejste Roma af sin aske.
(afbrydende.)
  Det var kun drmme. Ingen guder maner
forgangenheden op i dagens lys,--
og fortids nder stiger ej af graven.
(vildt.)
  Nu vel; kan ej det _gamle_ Roma rejses
ved denne hnd,--_vort_ Roma skal forg!
Snart skal, hvor marmorsjler str i rader,
rgsjler hvirvle mellem luers brag;
palatser, templer styrte skal i grus,
og Kapitol skal vejres fra sin hjde!
  Svrg, venner, at I vier eder ind
til denne dd! Jeg stiller mig i spidsen.
Sig,--vil I flge mig?

STATILIUS.
                     Vi vil dig flge!

(Flere af de vrige synes tvilrdige og taler hviskende sammen.
Catilina betragter dem med et hnligt smil.)

LENTULUS
(dmpet).
Bedst, at vi flger ham. Blandt sunkne rester
vi finder lettest, hvad der var vort ml.

ALLE
(rbende).
Ja, Catilina, vi vil flge dig!

CATILINA.
S svrg mig til ved vore fdres guder
at I vil lystre hvert mit vink!

HELE SKAREN
(med oprakte hnder).
                              Ja, ja;
hjt svrger vi, i alt at lystre blindt!

CATILINA.
S snig jer enkeltvis, ad delte veje,
ind i mit hus. Der vil I finde vben.
Jeg kommer efter; I skal f at vide,
hvad fremgangsmde jeg har valgt. G nu!

(De gr alle ud.)

LENTULUS
(holder Catilina tilbage).
Et ord i hast! Vd du, at til senatet
har Allobroger-folket skikket mnd
med klager og besvringer?

CATILINA.
                         Jeg vd det.
De kom idag til staden.

LENTULUS.
                      Ganske rigtigt.
Hvad, om vi stemte dem for vore anslag?
Med dem vil hele Gallien rejse sig
og hvirvle op en storm mod vore fiender.

CATILINA
(uvillig).
Vi skulde sge forbund med barbarer?

LENTULUS.
Et sdant forbund er ndvendigt for os.
Ved egne krfter vindes sejren ej;
hjlp udenfra--

CATILINA
(smiler bittert).
             Ak, dybt er Romas fald!
Dets mure rummer ikke mnd med krfter
at styrte selv en vaklende ruin.

(de gr ud.)


(En have bag Catilinas hus, der skimtes mellem trrne. Til venstre en
sidebygning.)

(Curius, Cethegus og flere af de sammensvorne kommer forsigtig ind fra
hjre under en hviskende samtale.)

CURIUS.
Men er det ogs sandt, hvad du fortller?

CETHEGUS.
Hvert ord er sandt. I dette jeblik
blev sagen afgjort.

CURIUS.
                  Og han leder alt?

CETHEGUS.
Han str for alting. Tal kun med ham selv.

(De gr alle, med undtagelse af Curius, ind i huset.)

CURIUS.
En selsom nat! Hvor mine tanker tumles
i kredse rundt! Mon jeg har drmt det hele?
Oplevet eller drmt,--jeg vgen ser,
hvorhen jeg vender mig, kun hendes billed.

(Catilina kommer ind fra hjre.)

CATILINA
(hen imod ham).
Du her, min Curius? Jeg har dig savnet.--
Et helt uventet udfald fik mit mde
med vestalinden--

CURIUS
(forvirret).
               S? Ja, du har ret!

CATILINA.
Jeg vil ej tnke mer p denne sag.
Det var et skjbnesvangert mde for mig.
(grublende.)
  Man siger jo, at furierne kommer
fra underverdnen for at flge os
igennem livet.--Ah, hvis s det var!

CURIUS
(urolig).
Hvad? Har du mdt--?

CATILINA.
                   Hun var her selv inat.--
Dog, lad det vre glemt. Hr, Curius,--
et vigtigt foretagende beredes--

CURIUS.
Jeg kender det. Cethegus har fortalt--

CATILINA.
Hvo vd, hvad udgang guderne har sat
for dette vrk? Msk min skbne bliver
at knuses undervejs af hadske magter--
og aldrig mlet n. Nu, lad s vre!
Men du, min Curius, hvem jeg har elsket
fra du var barn,--du skal ej drages ind
i farens hvirvel. Lov mig,--bliv tilbage
i staden, hvis jeg vlger at forlgge
mit angreb andetsteds,--hvad vel er muligt;
og stt os ej fr fremgang kroner vrket.

CURIUS
(bevget).
Min faderlige ven! O, denne omsorg--!

CATILINA.
Du lover det? Her vil vi afsked tage;
vent blot et jeblik; jeg kommer snart.

(han gr ind i huset.)

CURIUS
(ser efter ham).
Han elsker mig som fr. Han aner intet.

(Lentulus og andre sammensvorne kommer fra hjre.)

LENTULUS.
Hr, Curius, gik ikke Catilina
nys gennem haven?

CURIUS.
                Jo, han er derinde.

(De gr ind i huset.)

CURIUS
(gr urolig omkring).
Hvorledes skal jeg dmpe denne lngsel?
En rastls uro grer i mit blod.
Ah, Furia,--forunderlige kvinde!
Hvor er du nu? Nr skal jeg atter se dig?--
  Hvor blev hun af? Bort gled hun som en skygge,
da jeg af graven havde friet hende.
Og hine dunkle gdefulde ord,--
og jet, slukt og skinnende p engang--?
Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru
formrket hendes sjl--?

FURIA
(bag ham, mellem trrne).
                       Nej, blege yngling!

CURIUS
(med et skrig).
Min Furia! Her--?

FURIA
(nrmer sig).
                Her frdes Catilina.
Hvor _han_ er,--der m Furia ogs vre.

CURIUS.
O, flg mig, elskte! Jeg vil bringe dig
i sikkerhed. Betnk--om nogen s dig--!

FURIA.
De dde frygter ej. Har du forglemt--
du tog mit lig og bar det op af graven?

CURIUS.
Igen de rdselsfulde ord! O, hr;--
kom til dig selv,--og flg mig, Furia!
(vil gribe hendes hnd.)

FURIA
(stder ham vildt tilbage).
Forvovne dre,--fler du ej gru
for ddens datter, som er stegen op
fra underverdnen for en flygtig stund?

CURIUS.
Jeg fler gru for dig. Men denne gru,
den underfulde gysning, er min lyst.

FURIA.
Hvad vil du mig? Forgjves er din tale.
Jeg hrer graven til; hist er mit hjem;--
jeg er en flygtning fra de ddes dale;
med dagens komme m jeg ned til dem.
Du tror mig ikke. Tror ej, jeg har siddet
i Plutons sal imellem blege skygger?
jeg siger dig,--jeg var der ganske nylig,--
hinsides floden og de sorte sumpe.

CURIUS.
S fr mig did!

FURIA.
              Dig?

CURIUS.
                 Ja;--jeg flger villig,
gr selv din vej igennem ddens nat!

FURIA.
Det kan ej ske. Heroppe m vi skilles;--
hist tr ej lig og levende g sammen.--
  Hvi rver du min tid, der er s kort?
Jeg har kun mrkets timer til at handle;
mit vrk er mrkets; jeg er mrkets bud.--
Men hvor er Catilina?

CURIUS.
                    Ham du sger?

FURIA.
Ham sger jeg.

CURIUS.
             Forflger du ham endnu?

FURIA.
Hvi stod inat jeg op ifra de dde,
hvis ej det var for Catilinas skyld?

CURIUS.
Ah, dette vanvid, som har grebet dig--!
Dog, du er skn midt i din vilde svrmen.
O, tnk ej mer p Catilina nu!
Flg mig! Byd over mig; jeg vil dig tjene!
(kaster sig ned for hende.)
  Her trygler jeg som slaven for din fod
kun om et blik! O, hr mig, Furia!
Jeg elsker dig! En sd og giftfuld ild
fortrer mig, og ingen uden du
kan lindre mine kvaler--

FURIA
(ser mod huset).
                      Hist er lys--
og mange mnd. Hvad foregr derinde
hos Catilina?

CURIUS
(springer op).
            Atter dette navn!
Om ham sig drejer alle dine tanker.
Jeg kunde hade ham--!

FURIA.
                    Har han besluttet
at stte snart i vrk det djrve forst,
han lnge nred?

CURIUS.
               Kender du--?

FURIA.
                          Det hele.

CURIUS.
S vd du da vel og at han har stillet
sig forrest i det vovelige forbund?
Dog, jeg besvrger dig, sprg ikke mere
om Catilina!

FURIA.
           Svar mig kun p _et_;--
det er mit sidste sprgsml. Gr du med ham?

CURIUS.
Han er mig som en krlig fader--

FURIA
(smilende).
                              Han?
Min Catilina?

CURIUS.
            Ah!

FURIA.
              Den mand, om hvem
min tanke kredser?

CURIUS.
                 Svimmel griber mig!
Jeg hader--! O, jeg kunde myrde ham!

FURIA.
Svor du mig ikke nylig til, du var
beredt at lyde mig?

CURIUS.
                  Krv, hvad du vil;
jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!
Kun er min bn til dig,--glem Catilina!

FURIA.
Ja, jeg skal glemme ham--nr han er stegen
ned i sin grav.

CURIUS
(viger tilbage).
              Ah, krver du at jeg--?

FURIA.
Du skal ej bruge stl; du skal kun rbe
hans foretagende--

CURIUS.
                Forrderi
og mord p engang! Husk dog at han er
min fosterfader og--

FURIA.
                  --min tankes ml!
Ah, svage dre,--vover du at tale
om elskov,--du, som ej har mod at styrte,
hvo dig ivejen str? G fra mig!
(hun vender ham ryggen.)

CURIUS
(holder hende tilbage).
                               Nej;--
forlad mig ikke! Jeg til alt er villig!--
En rdsel isner mig fra dig imde;
og dog jeg kan ej sprnge dette net,
hvori du hilded mig.

FURIA.
                   S er du villig?

CURIUS.
Hvi hner du mig med at sprge s?
Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?
Dit blik er slangens ligt, nr det sig fster
med trolddomsmagt p fuglen, der i angst
omflagrer den i kredse, altid mere
og mere nr det frygtelige svlg.

FURIA.
S g til vrket!

CURIUS.
                Og nr jeg har ofret
mit venskab for min krlighed,--hvad da?

FURIA.
Da har jeg glemt at Catilina var.
Da er mit hverv tilende. Krv ej mere!

CURIUS.
For denne pris jeg skulde--?

FURIA.
                           Nler du?
er da dit hb s svagt, at det ej bygger
p, hvad en taksom kvinde sknke kan,
nr tiden frst--?

CURIUS.
                 Ved alle nattens magter,--
jeg nler ej! Han ene skiller os.
S lad ham falde! Slukt er hver en gnist
af mhed for ham; alle bnd er brustne!--
Hvo er du, sknne nattesyn? Din nrhed
forstener og fortrer mig p engang.
Min lngsel isner mig,--min skrk mig ildner;
min elskov er som had med trolddom blandet.
Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.
Et vd jeg kun: jeg er ej den, jeg var
fr dig jeg s. Glad springer jeg i dybet
for dig at flge!--Dmt er Catilina!
Jeg gr til Kapitol. I denne nat
senatet samlet er. En skreven strimmel
forrder Catilinas vrk.--Lev vel!

(han gr ilsomt ud.)

FURIA
(for sig selv).
Alt trner skyer sig; snart lynet knitrer.
Det lakker brat mod enden, Catilina;--
med store skridt du gr imod din grav!

(Allobrogernes udsendinge, Ambiorix og Ollovico kommer ud fra huset uden
at bemrke Furia, der str halvt skjult i skyggen inde mellem trrne.)

AMBIORIX.
S er det da besluttet. Vovsomt var det
at knytte sig til dette forbund.

OLLOVICO.
                               Ja;
men rdets afslag p hvert billigt krav
lod ingen anden vej til redning ben;
og sejrens ln, hvis vore venner sejrer,--
opvejer vel den farefulde dyst,
der snart os venter nu.

AMBIORIX.
                      S er det, broder!

OLLOVICO.
Lsrivelse fra Romas herrevlde,--
vor tabte frihed er vel vrd en kamp.

AMBIORIX.
Ad kortest vej vi haste m til hjemmet;
i hele Gallien m vi oprr tnde.
Let egges alle stammer der til rejsning
mod undertrykkerne, og flger os,
og slutter sig til Catilinas skarer.

OLLOVICO.
Hrd bliver kampen. End er Roma mgtigt.

AMBIORIX.
Det voves m. Afsted, Ollovico!

FURIA
(rber advarende til dem).
Ve over eder!

AMBIORIX
(farer sammen).
            Alle guder!

OLLOVICO
(forfrdet).
                      Hr!
En stemme varsler os i nattens mrke!

FURIA.
Ve over eders folk!

OLLOVICO.
                  Hist str hun, broder,--
den blege varselsfulde skygge; se!

FURIA.
Ve over dem, der flger Catilina!

AMBIORIX.
Hjem; hjem! P flugt! Vi bryder alle lfter.

OLLOVICO.
En rst har varslet os; vi lyder rsten.

(de gr hurtig ud til hjre.)

(Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.)

CATILINA.
Fortvilet hb--at ville styrte Roma
med denne skare nidinger og fejge!
Hvad driver dem? De vedgr det med frkhed,--
kun nd og rovlyst driver dem til handling.
Er det vel mjen vrd, for slige forml
at de blod? Hvad har da jeg at vinde?
Hvad at erhverve mig?

FURIA
(usynlig bag trrne).
                    Hvn, Catilina!

CATILINA
(farer sammen).
Hvo talte der! Hvo vkker hvnens nder
af svnen op? Kom denne rst ifra
mit eget indre? Hvn? Ja, det er ordet,--
mit lsen og mit krigs-skrig! Blodig hvn!
Hvn over alle hb og alle drmme,
som mig en fiendtligsindet skbne knuste!
Hvn for mit hele snderbrudte liv!

(De sammensvorne kommer bevbnede ud fra huset.)

LENTULUS.
End ruger nattemrket over staden;
nu er det tid at bryde op.

FLERE
(hviskende).
                         Afsted!

(Aurelia kommer ud fra sidebygningen uden at bemrke de sammensvorne.)

AURELIA.
Min elskte,--er du her?

CATILINA
(med et skrig).
                      Aurelia!

AURELIA.
Sig,--har du ventet p mig?
(fr je p de sammensvorne og iler hen til ham.)
                          Milde guder!

CATILINA
(stder hende tilside).
Bort fra mig, kvinde!

AURELIA.
                    Catilina,--tal!
De mange mnd i vben--? Ogs du--?
O du vil drage--

CATILINA
(vildt).
              Ja, ved mrkets nder,--
en lystig frd! Ser du, hvor svrdet blinker?
Hedt trster det; jeg gr--at stille trsten.

AURELIA.
Mit hb,--min drm! Livsalig var min drm!
Og sdan vkkes jeg af drmmen--

CATILINA.
                              Ti!
Bliv.--eller flg os! Lukket er mit bryst
for grd og klage.--Venner, se, hvor lyst
fuldmnen i sin nedgang nu forsvinder!
Nr nste gang den fuld i sten rinder,
skal flammers stormflod vlte sig med magt
udover staden og dens gyldne pragt.
Og nr om tusend r den atter skinner
p Latiums rk blandt smuldrende ruiner,--
en enlig sttte skal i gruset st
og sige vandreren: her Roma l!

(Han iler ud til hjre; alle flger ham.)




TREDJE AKT.


(Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. Til hjre ses Catilinas
telt og ved siden af dette et gammelt egetr. Udenfor teltet brnder en
vagtild. Flere lignende skimtes mellem trrne i baggrunden. Det er nat.
Mnen bryder undertiden frem gennem skyerne.)

(Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius gr frem og tilbage
udenfor teltet.)

MANLIUS.
Det ligner dem, de unge lette fugle.
Der sover de s rolig og s fast,
som var det moder-skdets trygge vrn,
der dkked dem, og ej en vildsom skov.
De hviler sig som om de vented p
at skulle vkkes til en munter leg
og ej til kamp,--mske den aller sidste,
de fr at kmpe her.

STATILIUS
(vgner og reiser sig).
                   Endnu p vagt?
Du er vel trt? nu lser jeg dig af.

MANLIUS.
Sov heller selv. Den unge trnger til
en kvgsom svn; hans vilde lidenskaber
behver krfter. Anderledes er det
nr hret grner, blodet rinder mat
og alderdommen tynger vore skuldre.

STATILIUS.
Ja, du har ret; s vil jeg og engang
som gammel hrdet kriger--

MANLIUS.
                        Vd du da
s visst, at skbnen har for dig bestemt
en alderdom?

STATILIUS.
           Nu hvorfor ikke det?
Hvad bringer dig p disse anelser?
Er noget uheld hndt?

MANLIUS.
                    Du mener vel,
vi intet har at frygte, unge dre?

STATILIUS.
Vor hr er strkt forget--

MANLIUS.
                         Sre strkt,--
med rmte slaver og med fgtere--

STATILIUS.
Nu, lad s vre; samlet virker de
ej ubetydeligt, og hele Gallien
vil sende hjlp--

MANLIUS.
               --som endnu ej er kommen.

STATILIUS.
Du tviler p at Allobrogerne
vil holde ord?

MANLIUS.
             Jeg kender disse folk
fra fordums tid. Dog, lad det vre godt.
Den dag, som kommer, vil vel benbare,
hvad guderne har over os besluttet.
  Men g, Statilius, og efterse
om alle vagter gr sin skyldighed.
Mod natligt overfald vi m os sikre;
vi vd jo ej, hvor vore fiender str.

(Statilius gr ind i skoven.)

MANLIUS
(alene ved vagtilden).
Nu samler skyerne sig mer og mer;
det er en mrk og uvejrssvanger nat;--
en fugtig tge klemmer mig om brystet,
som om den varsled uheld for os alle.
Hvor er det nu, det lette sorgfri sind,
hvormed jeg fordum tumled mig i krigen?
Mon det er alderdommens byrde blot,
som jeg fornemmer? Selsomt nok,--iaftes
mig tykkes selv de unge srt forstemte.
(efter et ophold.)
  Nu, guderne skal vide hvn var ej
det ml, hvorfor jeg fulgte Catilina.
Min harme blussed op en flygtig stund,
da jeg mig flte forurettet, krnket;--
det gamle blod er end ei ganske koldt;
tidt kan det rulle hedt nok gjennem ren.
Men krnkelsen er glemt. Jeg fulgte ham,
min Catilina, for hans egen skyld;
og jeg skal vge over ham med omhu.
Her str han ensom mellem disse skarer
af vilde venner og af usle skurke.
De mgter ej at fatte ham,--og han
er altfor stolt til dem at ville fatte.

(han lgger nogle kviste p ilden og bliver stende i taushed.)

(Catilina kommer ud fra teltet.)

CATILINA
(for sig selv).
Det er mod midnat. Alting er s tyst;--
kun p mit je vil ej svnen dvle.
Koldt blser vinden, den skal kvge mig
og sknke krfter--. Ah, de trnges til!
(bemrker Manlius.)
  Dig er det, gamle Manlius? Du vger
alene her den mrke nat?

MANLIUS.
                       Jeg har,
da du var barn, bevogtet dig s tidt.
Sig, mindes du det ej?

CATILINA.
                     Den tid er borte;
med den min ro; og hvorsomhelst jeg gr,
forflges jeg af mangehnde syner.
Alt, Manlius,--alt huses i mit bryst;--
kun ikke freden. Den er i det fjerne.

MANLIUS.
Forjag de srgelige tanker. Hvil dig!
Husk p at morgendagen krve tr
din fulde kraft i kamp for alles frelse.

CATILINA.
Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit je
for i en flygtig blund at finde glemsel,
da tumles jeg i underlige drmme.
S l jeg nys p lejet, halvt i slummer,
da trdte atter disse syner frem,
mer srt, end nogensinde,--mer forblommet
og gdefuldt--Ah, hvis jeg fatted kun
hvad dette varsler mig! Men, nej--

MANLIUS.
                                Betro mig
din drm; mske jeg kunde tyde den.

CATILINA
(efter et ophold).
Om jeg slumred eller vged,
  vd jeg ikke visst;
tusend tanker jog hinanden
  uden ro og rist.
Se, da lgger sig omkring mig
  mulm og skumring brat;
og sin brede vinge snker
  i min sjl en nat,
kun af lynblink gennemkrydset,
  mrk og rdselsfuld;
og jeg ser mig i en hvlving,
  klam som gravens muld.
Hjt er taget, ligt en himmel,
  tordenskybelagt;
skyggers skarer, skyggers vrimmel,
  nders vilde jagt,
hvirvler sig forbi og suser,
  som nr havets bryst
drager stormens vejr og knuses
  mod en stenet kyst.
Dog, midt i denne vilde vrimmel
  titter stundom frem
blomstersmykte brn og synger
  om et halvglemt hjem.
Rundt omkring dem viger mrket
  for en lysning klar,--
og i rummets midte skimter
  jeg et ensomt par;
tvende kvinder,--streng den ene
  og som natten sort,--
og den anden mild, som dagen,
  nr den flygter bort.
Ah, hvor selsomt velbekendte
  tyktes mig de to!
Snart den enes smil mig vugged
  i en salig ro;
snart den andens hvasse jne
  gnistred som et lyn;
skrk mig greb,--og dog jeg fulgte
  gerne dette syn.
Stolt og oprejst str den ene,
  og den anden lnes til
bordet, hvor de tykkes spille
  et forborgent brikkespil.
Brikker bytter de og flytter
  om fra sted til sted;--
da er spillet tabt og vundet,
  og i jorden synker ned
hun, som spillet tabte, kvinden
  med det lyse smil;
og de smykte brneklynger
  viger bort med il.
Larmen stiger; mrket vokser;
  men fra mulmets skd
fster sig p mig to jne
  som i sejers-gld;
svimmel griber mig; de blanke
  jne ser jeg kun.
Men hvad mer jeg drmte siden
  i min feberblund
ligger under glemsels-dkket
  i mit indre gemt.
Kunde jeg blot resten mindes.
  Ak, det er forglemt!

MANLIUS.
Forunderlig i sandhed, Catilina,
er denne drm.

CATILINA
(grublende).
             Hvis blot jeg kunde mindes--.
Men nej; det lykkes ikke--

MANLIUS.
                        ngst dig ej
med disse tanker. Hvad er drmme vel?
Indbildninger og tomme hjernespind,
betydningslse, uden grund og mening.

CATILINA.
Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere;--
nu er jeg rolig. G kun, Manlius;
hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens
i enrum med mig selv og mine anslag.

(Manlius gr ind i skoven.)

CATILINA
(gr en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifrd med at slukkes;
derp standser han og siger tankefuld):
Hvis blot jeg kunde--. Ah, det er umandigt
at ngstes og at gruble over sligt.
Og dog--i denne tause midnatstime,
i denne ensomhed, mig trder atter
s levende for je, hvad jeg drmte--

(Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder
ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem trrne.)

CATILINA
(viger tilbage for skyggen).
I guders magt--!

SKYGGEN.
               Vr hilset, Catilina!

CATILINA.
Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge?

SKYGGEN.
Vent! Jeg har retten til at sprge her,--
og du skal svare. Kender du ej mere
fra lngst forsvundne tider denne rst?

CATILINA.
S tykkes mig; dog vd jeg ikke visst--.
Men sig,--hvem sger du i midnatstimen?

SKYGGEN.
Dig sger jeg. Vid, denne time kun
er mig forundt til vandringsfrist heroppe.

CATILINA.
Ved alle guder, tal! Hvo er du?

SKYGGEN.
                              Stille!
Jeg kommer hid at krve dig til regnskab.
Hvi under du mig ikke gravens fred?
Hvi driver du mig op af ddens bolig?
Hvi bryder du min glemsel og min hvile,
s jeg m sge dig med truslers hvisken
og vrne om min dyrekbte hder?

CATILINA.
Ah, denne rst--! Jeg aner og jeg mindes--

SKYGGEN.
Hvad er tilovers af min herskermagt?
En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge.
Vi begge sank i grav--og blev til intet.
Dyrt kbtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet.
Den havde kostet mig min ro i livet;
p fred i graven gav for den jeg afkald.
Og nu vil du med en forvoven hnd
frarive mig, hvad end jeg har tilbage!
Er der ej veje nok til store vrker?
Hvi vlger du just den, som jeg har valgt?
Min magt nedlagde jeg i livet alt.
Mit navn,--s tnkte jeg,--skal evig st,
ej venligt glimtende som stjernens je,--
nej, som et lyn p nattehimlen fstet!
Ej vilde jeg, som hundreder fr mig,
ved delsind og milde dyder mindes;
ej vilde jeg beundres;--denne lod
blev alt s mangens og vil blive det
til tidens ende. Nej, af blod og rdsel
jeg vilde bygge mig mit eftermle!
I stum forfrdelse, som mod et luftsyn,
der viser sig og svinder, lig en gde,--
man skulde stirre p min frd tilbage
og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen,--
ej fr, ej siden, vovede at n!--
Sledes drmte jeg,--og blev bedragen.
Du stod mig nr; hvi aned det mig ikke,
hvad sd der spired lnligt i din sjl?
Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter
ieennem fremtids-dkket, hvad det dlger;
blandt stjerner skrevet--lser jeg din skbne!

CATILINA.
Min skbne lser du? S tyd den da!

SKYGGEN.
  Nej, frst bag ddens dunkle port
  forsvinder dmringen, som hylles
  omkring hvad grufuldt og hvad stort
  af fremtids-blgerne bortskylles.
  Kun dette tr en frigjort nd
  ud af din skbnes bog dig melde:
  Du falder for din egen hnd,--
  og dog en fremmed skal dig flde!

(ndeskikkelsen glider bort som i en tge.)

CATILINA
(efter et ophold).
Han er forsvunden. Var det kun en drm?
Nej, nej; her stod han; mnestrlen strejfed
hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham!
Det var diktatoren, den gamle blodmand,
som steg af graven for at skrkke mig.
Han frygted for at miste sejrens krone,--
ej hders-kransen, men det rdsels-ry,
hvori hans minde lever. Egges da
blodlse skygger selv af res-hbet?
(gr urolig op og ned.)
  Alt stormer ind p mig. Snart taler blidt
advarende Aurelia,--og atter
genlyder i mig Furias manings-rb.
Og mer end dette;--frem af graven stiger
de blege skygger fra den svundne tid.
De truer mig. Jeg skulde standse her?
Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride
kkt mod mit ml;--snart str jeg sejrrig der!

(Curius kommer gennem skoven i heftig bevgelse.)

CURIUS.
O, Catilina--!

CATILINA
(overrasket).
             Du,--du her, min ven?

CURIUS.
Jeg mtte--

CATILINA.
         Hvorfor blev du ej i staden?

CURIUS.
Mig angsten drev; jeg mtte sge dig.

CATILINA.
For min skyld styrter du dig blindt i faren?
Letsindige! Dog, kom i mine arme!
(vil omfavne ham).

CURIUS
(viger tilbage).
Rr ikke ved mig! Kom mig ikke nr!

CATILINA.
Hvad fejler dig, min Curius?

CURIUS.
                           Bryd op!
Flygt, hvis du kan, endnu i denne time!
Ad alle veje kommer fiendens hr;
din lejr omringes, Catilina!

CATILINA.
                           Fat dig;
du taler vildt. Har rejsen rystet dig--?

CURIUS.
O, nej; men frels dig mens det end er tid!
Du er forrdt--
(kaster sig ned for ham.)

CATILINA
(farer tilbage).
             Forrdt! Hvad siger du?

CURIUS.
Forrdt bag venskabs maske!

CATILINA.
                          Nu du fejler;
de vilde venner er mig tro som du.

CURIUS.
O, ve dig da for dine venners troskab!

CATILINA.
Kom til dig selv! Det er din krlighed,
din omhu for min sikkerhed, som lader
dig skimte farer, hvor der ingen er.

CURIUS.
O, vd du vel at disse ord mig myrder?
Men flygt! S bnligt jeg besvrger dig--!

CATILINA.
Fat dig og tal med overlg. Hvi skulde
jeg flygte? Fienden vd ej, hvor jeg str.

CURIUS.
Han vd,--han kender alle dine anslag!

CATILINA.
Ah, raser du? Han vd--? Det er umuligt.

CURIUS.
O, var det s! Men nyt den knappe stund;
end kan mske ved flugt du livet frelse!

CATILINA.
Forrdt? Nej;--tifold nej; det er umuligt!

CURIUS
(griber sin dolk og rkker den imod ham).
Der, Catilina! Std den i mit bryst;--
igennem hjertet! Jeg forrdte dig!

CATILINA.
Du? Hvilket vanvid!

CURIUS.
                  Ja, det var i vanvid!
Sprg ej om grunden; knapt jeg vd den selv;
men jeg har rbet alle dine anslag.

CATILINA
(smerteligt).
Nu drbte du min trygge tro p venskab.

CURIUS.
Std dolken i mit bryst, og pin mig ej
med sknsel lnger--!

CATILINA
(mildt).
                    Lev, min Curius!
St op! Du fejled;--jeg tilgiver dig.

CURIUS
(overvldet).
O, Catilina, se mig snderknust--!
Men skynd dig; flygt! Du hrer jo, det haster.
Snart bryder Romer-hren ind i lejren;
den er p vejen; den er allevegne.

CATILINA.
Og vennerne i staden--?

CURIUS.
                      De er tagne;--
en del blev fngslet, men de fleste drbtes.

CATILINA
(hen for sig).
O, skbne,--skbne!

CURIUS
(rkker atter dolken imod ham).
                  Std den i mit hjerte!

CATILINA
(ser stille p ham).
Du var et redskab kun. Du handled ret--

CURIUS.
O, lad med livet mig udsone brden!

CATILINA.
Jeg har tilgivet dig.
(idet han gr.)
                    Nu er kun _et_
at vlge, ven!

CURIUS
(springer op).
             Ja, flugt?

CATILINA.
                      Nej, heltedden!

(han gr bort gennem skoven.)

CURIUS.
Det er forgves! Undergang ham venter.
Ah, denne mildhed er en tifold straf!
Jeg flger ham;--et skal ej ngtes mig:--
at falde kmpende ved heltens side!

(han iler ud.)

(Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem
trrne.)

LENTULUS
(sagte).
Her talte nogen--

DEN ENE GLADIATOR.
               Nu er alting stille.

DEN ANDEN GLADIATOR.
Mske det nattevagten var, som gik
at lses af.

LENTULUS.
           Vel troligt. Her er stedet;
her skal I vente. Har I eders vben
skarpt slebne?

FRSTE GLADIATOR.
             Blinkende som lynet, herre!

ANDEN GLADIATOR.
Mit bider godt. Ved sidste fest i Roma
faldt tvende fgtere for dette svrd.

LENTULUS.
S hold jer ganske stille her i krattet;
og nr en mand, som jeg betegner jer,
mod teltet gr, da skal I styrte frem
og hugge ned ham bagfra.

FRSTE GLADIATOR.
                       Det skal ske.

(Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus gr spejdende omkring.)

LENTULUS
(for sig selv).
Det er et vovespil, jeg frister her;--
men ves m det endnu denne nat,
hvis det skal lykkes.--Falder Catilina,
kan ingen fre dem undtagen jeg.
Med gyldne lfter kber jeg dem alle
og rykker ufortvet imod staden,
hvor end senatet i en rdvild skrk
ej tnker p at vbne sig mod faren.

(han gr ind mellem trrne)

FRSTE GLADIATOR.
(sagte til den anden).
Hvem er han, denne ubekendte mand,
som vi skal hugge ned?

ANDEN GLADIATOR.
                     Hvad rager os,
hvem manden er? Nr Lentulus betaler,
s m han og forsvare, hvad vi gr.

LENTULUS
(kommer hurtig tilbage).
Hold jer beredt; nu kommer han, vi venter!

(Lentulus og gladiatorerne stiller sig p lur mellem buskerne. Straks
efter kommer Catilina gennem skoven og gr henimod teltet.)

LENTULUS
(hviskende).
Frem! Std ham ned; hug ham igennem ryggen!

(alle tre styrter ind p Catilina.)

CATILINA
(drager sit svrd og forsvarer sig).
Ah, uslinger,-- hvad vover I--?

LENTULUS
(til gladiatorerne).
                              Std ned!

CATILINA
(genkender ham).
Du, Lentulus, vil myrde Catilina?

FRSTE GLADIATOR.
(forskrkket.)
Ham er det!

ANDEN GLADIATOR.
(viger tilbage).
          Catilina! Ej mod ham
jeg bruger svrdet. Fly!

(begge gladiatorerne flygter.)

LENTULUS.
                       S fald for mit!

(de kmper; Catilina slr Lentulus svrdet ud af hnden; Lentulus vil
flygte, men Catilina holder ham fast.)

CATILINA.
Forrder! Morder!

LENTULUS
(bnfaldende).
                Nde, Catilina!

CATILINA.
Jeg ser dit anslag skrevet p din pande.
Du vilde myrde mig, og selv dig stille
i mine venners spidse. Var det s?

LENTULUS.
S var det, Catilina!

CATILINA
(ser p ham med dulgt hn).
                    Nu, hvad s?
Ifald dig magten lyster,--lad s vre.

LENTULUS.
Forklar,--hvad mener du?

CATILINA.
                       Jeg trder af;
du frer hren i mit sted--

LENTULUS
(forbauset).
                         Det vil du?

CATILINA.
Jeg vil. Men vr p alting forberedt;
thi vid,--vort forehavende er rbet;
senatet kender alle vore anslag;
dets hr omringer os--

LENTULUS.
                    Hvad siger du?

CATILINA.
Nu vil jeg kalde vore venner sammen.
Kom med, og stil dig frem som deres frer;
jeg takker af.

LENTULUS
(holder ham tilbage).
             Nej, vent dog, Catilina!

CATILINA.
Din tid er kostbar; frend dagen gryr
du frygte kan et angreb--

LENTULUS
(ngstelig).
                       Hr mig, ven!
Du spger vel? Det kan ej vre muligt--

CATILINA.
Vort anslag er forrdt, som jeg har sagt dig.
Lg nu din klgt og dygtighed for dagen.

LENTULUS.
Forrdt? Da ve os alle!

CATILINA
(smiler hnligt).
                      Fejge usling!
Nu sklver du;--og _du_ vil styrte _mig_;
_du_ tror dig kaldet til en herskers stilling?

LENTULUS.
Tilgiv mig, Catilina!

CATILINA.
                    Sg din frelse
ved skyndsom flugt, hvis endnu det er grligt.

LENTULUS.
Ah, du tillader--?

CATILINA.
                 Tnkte du, det var
mit alvor at forlade denne post
i farens stund? Du kender mig kun slet.

LENTULUS.
O, Catilina--!

CATILINA
(koldt).
             Spild ej jeblikket.
Sg redning du;--jeg vide skal at d.

(vender sig fra ham.)

LENTULUS
(for sig selv).
Jeg takker dig for denne store nyhed,--
og jeg skal bruge den til eget bedste.
Det kommer vel tilpas at jeg er kendt
i denne egn; jeg sger fiendens hr
og frer den ad skjulte stier hid,
til dit fordrv og til min egen frelse.--
Vid, ormen, som du overmodigt trder
i stvet, har endnu sin hvasse brod!

(han gr.)

CATILINA.
(efter et ophold).
Det er den troskab, som jeg bygged p!
S svigter de mig, en for en. O, guder!
Forrderi og fejghed er det kun.
som grer i de lunkne slavesjle.
O, dre, som jeg er, med mine anslag!
Jeg knuse vil hint glerede, Roma,--
og Roma er alt lngst en sunken grushob.

(vbenlarm hres at nrme sig; han lytter.)

Der kommer de! End er der kkke mnd
iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stlet!
Hvor lystet klirrer skjolde mod hinanden!
Det tnder ilden op i mig pny;
afgrelsen er nr,--den store stund,
som lser alle tvil. Jeg hilser stunden!

(Manlius, Statilius, Gabinius og en mngde andre sammensvorne kommer
gennem skoven.)

MANLIUS.
Her, Catilina, har du dine venner;
i lejren slog jeg larm, som nys du bd--

CATILINA.
Har du dem sagt--?

MANLIUS.
                 De kender nu vor stilling.

STATILIUS.
Vi kender den, og vi skal flge dig
med svrd i hnd til kamp om liv og dd.

CATILINA.
Jeg takker eder, tapre vbenbrdre!
Men hb ej p at her er valg tilovers
imellem liv og dd;--kun mellem dden
i heltekamp mod overmagtens skarer,
og dden under pinsler, nr vi grumt
som dyr forflges, er os valget stillet.
Hvad foretrkker I? Ved flugt at friste
et uselt liv en stakket tid endnu,--
hvad heller kkt som eders stolte fdre
at falde kmpende med svrd i hnd?

GABINIUS.
Det sidste vlger vi!

MANGE STEMMER.
                    Fr os til dden!

CATILINA.
Nu, s afsted! Ved denne dd vi vies
ind til uddlighedens sknne liv.
Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider
skal nvnes hjt med stolthed--

FURIA
(rber bag ham mellem trrne).
                             --eller rdsel!

NOGLE STEMMER.
Ah, se,--en kvinde--!

CATILINA
(farer sammen).
                    Furia! Du her?
Hvad drev dig hid?

FURIA.
                 Jeg m ledsage dig
til mlet.

CATILINA.
         Nu,--hvor er mit ml? Sig frem!

FURIA.
Hver sger mlet ad sin egen vej.
Du sger dit igennem hbls kamp;
og kampen avler undergang og dd.

CATILINA.
Men ogs hder og et evigt navn!
G, kvinde! Stolt og skn er denne time;
min barm er dv for dine hse skrig.

(Aurelia kommer frem i teltbningen.)

AURELIA.
Min Catilina--!

(hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede).

CATILINA
(smerteligt).
              O, Aurelia!

AURELIA.
Hvad er pfrde? Denne larm i lejren--.
Hvad gr her for sig?

CATILINA.
                    Dig jeg kunde glemme!
Hvad vil din skbne vorde--?

FURIA
(hnligt hviskende, uden at bemrkes af Aurelia).
                           Vakler du
alt i dit hje forst, Catilina?
Er _det_ dit ddsmod?

CATILINA
(opfarende).
                    Nej, ved mrkets guder!

AURELIA
(nrmer sig).
O, tal, min elskte; ngst mig ikke lnger--

FURIA
(dmpet bag ham).
Flygt med din viv--mens dine venner dr!

MANLIUS.
Nl ikke lnger; fr os ud p sletten--

CATILINA.
O, hvilket valg! Og dog,--her er ej valg;--
til mlet m jeg,--tr ej midtvejs standse.
(rber.)
S flg mig ud p sletten!

AURELIA
(kaster sig i hans arme).
                         Catilina--
g ikke fra mig,--eller tag mig med!

CATILINA.
Nej, bliv, Aurelia!

FURIA
(som fr).
                  Tag hende med!
Du fr en dd, dit liv, dit navn fuldt vrdig,
nr ned du hugges--i en kvindes arme.

CATILINA
(stder Aurelia tilside).
  Vk fra mig, du, som stjle vil mit ry!--
Blandt mnd skal dden ramme mig. Jeg har
et liv at sone og et navn at tvtte--

FURIA.
Ret s; ret s, min stolte Catilina!

CATILINA.
Ud af min sjl jeg river alt, som binder
mig til min fortid og dens tomme drm!
Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig
af mig var levet--

AURELIA.
                O, forstd mig ikke!
Ved al min elskov,--jeg besvrger dig,--
lad os ej skilles, Catilina!

CATILINA.
                           Ti!
Mit bryst er ddt, mit blik er blindt for elskov.
Fra livets gglevrk jeg vender jet,
og ser kun mod den store blege stjerne
p eftermlets himmel!

AURELIA.
                     Milde guder!

(hun lner sig mat op mod tret udenfor teltet.)

CATILINA
(til mndene).
Og nu afsted!

MANLIUS.
            Hist lyder vbenbrag.

FLERE STEMMER.
De nrmer sig.

CATILINA.
             Godt! vi vil kkt dem mde.
Lang var vor skndsels nat; snart gryr en dag--.
Til bad i kampens morgenskyer rde!
Flg mig! For Romer-svrd med Romer-mod
skal Romas sidste segne i sit blod!

(de iler ud gennem skoven; fra lejren hres larm og stridsrb).

FURIA.
Han er borte. Jeg har net
  mlet for mit liv.
Solens frste blik p sletten
  ser ham kold og stiv.

AURELIA
(hen for sig).
I hans harmopfyldte hjerte
  skulde elskov mer ej bo?
Var det drmme? Nej, s ld det
  fra hans vrede lbe jo.

FURIA.
Svrdet klinger; Catilina
  svver alt p gravens rand;
snart han som en lydls skygge
  haster mod de ddes land.

AURELIA
(farer sammen).
Ah, hvo er du uheldsvangre
  rst, der hres hist,
uglen lig, nr hult den varsler
  ifra trets kvist!
Er du stegen fra de klamme
  skyggelande frem
for at fre Catilina
  til dit skumle hjem?

FURIA.
Hjemmet er jo vandrings-mlet,
  og hans veje gik
gennem livets dynd og sumpe--

AURELIA.
  Kun et jeblik.
Frit og delt var hans hjerte,
  strk hans sjl og god,
til et giftfr den omklamred
  med sin slangerod.

FURIA.
Friskt og grnt er og platanens
  lv i brede lag,
til dens stamme kvles i en
  slyngvksts favnetag.

AURELIA.
Der forrdte du dit ophav!
  Denne stemmes klang
gav fra Catilinas lber
  genlyd mangen gang.
Du er slangen, som forgifted
  for mig livets frugt,
slangen, som for al min mhed
  har hans hjerte lukt.
Fra de vgne ntters drmme
  grant jeg kender dig,
ser dig som en trusel stillet
  mellem ham og mig.
Ved min elskte husbonds side
  higed jeg s fro
mod et liv, af stilhed hegnet,
  mod et hvilens bo;
i hans trtte hjerte planted
  jeg et urtebed;
som dets bedste smykke freded
  jeg vor krlighed.
Ah, din hadske hnd har rykket
  urten op med rod,
og i stvet ligger den, hvor
  fr den frodig stod!

FURIA.
Svage tbe; du vil lede
  Catilinas skridt?
Ser du ikke, at hans hjerte
  aldrig helt var dit?
Tror du, dine blomster trives
  kan i slig en grund?
I det solskin-svangre forr
  gror violer kun.
medens bulmen yppigst vokser
  under skyens tag;
og hans sjl var alt forlngst en
  skyfuld hstens dag.
Alt er tabt for dig! Snart slukkes
  gnisten i hans barm,
og som hvnens offer ligger
  han i ddens arm!

AURELIA
(med stigende ild).
Nej, ved alle lysets guder,
  nej, det skal han ej!
Til hans hjerte mine trer
  baner end en vej.
Finder jeg ham bleg og blodig
  efter kampens larm,
slynge vil jeg mine arme
  om hans kolde barm,
nde p hans stumme lbe
  al min krlighed,
mildne smerten i hans indre,
  bringe trst og fred.
Hvnens bud, dit offer skal jeg
  vriste af din hnd,
binde ham til lysets hjemland
  med et elskovsbnd;
og er hjertets slag forstummet,
  medens jet brast,
gr vi begge bort fra livet
  i et favntag fast.
Sknk mig da, I milde magter,
  for hvad her jeg led,
ved min husbonds side gravens
  store stille fred.

(hun gr.)

FURIA
(ser efter hende).
Sg ham, forblindede;--jeg frygter ej;
jeg holder sejren trygt i mine hnder.
  Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes
med dds-skrig og med brustne skjoldes brag.
Mon alt han blder? Mon han lever end?
O, skn er denne stund! Sig mnen skjuler
bag tykke tordenskyer i sin nedgang.
Det vorder nat et jeblik pny
fr dagen kommer;--og med dagens komme
er alting ude. Han forgr i mrket,
som han i mrket leved. Sknne stund!
(hun lytter.)
  Nu suser det forbi, lig hstens stormpust,
og mister mlet i det vide fjerne;
de tunge skarer fejer sletten ren.
Ustandselig, nedtrampende de faldne,
de vlter frem som havets vrede blger.--
  Jeg hrer klynk og gisp og stn derude,--
den sidste vuggesang,--hvori de dysser
til ro sig selv og alle blege brdre.--
Nu stemmer uglen i. Den nsker dem
velkommen i de skumle skyggers rige.
(efter et ophold.)
  Hvor lydlst stilt. Nu er han alts min,--
alene min, og min for alle tider.
Nu kan vi flges ad til glemselsfloden--
og over floden, hvor det aldrig dages,
dog frst jeg sge vil hans lig derude,
vil mtte mig ved synet af de sknne
forhadte ansigtsdrag fr de forstyrres
af sol, som rinder, og af ravn, som venter.

(vil g, men studser og farer tilbage.)

  Hvad nu! Hvad glider over engen hist?
Er det kun sumpens dunster, som sig ttner
i morgenkulden til et samlet billed?
Nu nrmer det sig. --Catilinas skygge!
Hans genfrd--! Jeg kan se hans brustne je,
hans klvte skjold, hans klingelse svrd;
jeg ser den hele dde mand; kun _et_,--
forunderligt,--dds-sret ser jeg ikke.

(Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med snket hoved og
forstyrrede blikke.)

CATILINA
(hen for sig).
    "Du falder for din egen hnd,--
    og dog en fremmed skal dig flde."
  S ld hans spdomsord. Nu er jeg falden--
sknt ingens hnd mig traf. Hvo lser gden?

FURIA.
Vr hilset efter kampen, Catilina!

CATILINA.
Ah, hvo er du?

FURIA.
             Jeg er en skygges skygge.

CATILINA.
Dig er det, Furia! Du hilser mig?

FURIA.
Velkommen i vort flles hjem! Nu kan
vi flges ad til Charons bd,--to genfrd.
Dog frst--tag sejers-kransen af min hnd.

(hun plukker nogle blomster, som hun under det flgende fletter sammen
til en krans.)

CATILINA.
Hvad gr du der?

FURIA.
               Jeg smykke vil din pande.
Men hvorfor kommer du alene hid?
En hvdings skygge skulde flges af
ti tusend faldne. Hvor er dine venner?

CATILINA.
De sover, Furia!

FURIA.
               De sover end?

CATILINA.
De sover end-- og de vil sove lnge.
De sover alle. List dig gennem skoven;
kig ud p sletten,--tyst; forstyr dem ikke!
der vil du finde dem i lange rader.
De slumred ind ved svrdes vuggesang;
de slumred ind,--og vgned ej, som jeg,
da sangen tabte sig bag fjerne hjder.
Et genfrd kaldte du mig. Ja, jeg er
et genfrd af mig selv. Men tro blot ej
at hines slummer er s ganske rolig
og drmmels. O, tro det ikke!

FURIA.
                             Tal!
Hvad drmmer dine venner?

CATILINA.
                        Du skal hre.--
Jeg stred i spidsen, med fortvilet sind,
og sgte dden under svrdets egg.
Til hjre og til venstre segned alle;
Statilius faldt,--Gabinius, Manlius;
min Curius drbtes, da mit bryst han dkked;
da alle faldt for blanke Romer-svrd,--
for hine svrd, som vraged mig alene.
Ja, Romas vben vraged Catilina.
Med brustent vrge stod jeg, halvt bedvet,
og sansed intet medens kampens blger
mig overskylled. Samling vandt jeg frst
da alt blev stilt omkring, og jeg s op,
og jned slaget som et hav--langt bag mig!
Hvorlnge stod jeg der? Det vd jeg kun,--
jeg stod alene mellem mine dde.
Men der var liv i disse brustne jne;
mundkrogene fortrak sig til et smil;
og smil og jne retted de mod mig,
der stod alene oprejst mellem ligene,--
mod mig, der havde stridt for dem og Roma,--
mod mig, der stod igen foragtet, vraget
af Romas svrd. --Da dde Catilina.

FURIA.
Falskt har du tydet dine ddes drmme;
falskt har du tydet, hvad der drbte dig.
Med smil og jekast de bd dig ind
at sove, som de selv--

CATILINA.
                    Ja, hvis jeg kunde!

FURIA.
Vr trstig,--genfrd af en fordums helt;
din hvilestund er nr. Kom; bj dit hoved;--
nu vil jeg smykke dig med sejrens krans.
(hun rkker den imod ham.)

CATILINA.
Fy,--hvad er det? En valmuekrans--!

FURIA
(med vild lystighed).
                                Nu, ja,
er ikke valmuer smukke? De vil lyse
omkring din pande som en brm af blod.

CATILINA.
Kast kransen vk! Jeg hader dette rde.

FURIA
(ler hjt).
Du elsker mer de matte, blege farver?
Godt! Jeg vil hente dig den grnne sivkrans,
som Silvia bar i de vde lokker,
da hendes lig fld op ved Tibers munding.

CATILINA.
Ah, hvilke syner--!

FURIA.
                  Skal jeg heller bringe
dig tidsel-klyngerne fra Romas torv,
med brune pletter af det borgerblod,
som strmmed for din hand, min Catilina?

CATILINA.
Hold inde!

FURIA.
         Eller lyster dig en lvkrans
af vinter-egen ved min moders hus,
der visned da en ung vanret kvinde
med hje skrig sprang sansesls i floden?

CATILINA.
Tm alle hvnens skler over mig
p engang ud--!

FURIA.
              Jeg er dit eget je,--
dit eget minde og din egen dom.

CATILINA.
Men hvorfor _nu_--?

FURIA.
                  Ved mlet skuer jo
den trtte vandrer p sin vej tilbage.

CATILINA.
O, str jeg ved mit ml? Er dette mlet?
Jeg er ej levende,--og ej begravet.
Hvor ligger mlet?

FURIA.
                 Nr,--sfremt du vil.

CATILINA.
Jeg har ej vilje mer; min vilje dde
da alt forspildtes, hvad jeg engang vilde.
(slr ud med hnderne.)
  Vig langt ifra mig, alle gustne skygger!
Hvad krver I af mig, I mnd og kvinder?
Jeg kan ej sknke jer--! O, denne skare--!

FURIA.
Til jorden bunden er endnu din skygge.
Riv snder disse tusend trdes net!
Kom, lad mig trykke kransen i dit hr;--
den har en strk, en lgsom glemsels-kraft;
den dysser dig til ro! den drber mindet.

CATILINA
(klanglst).
Den drber mindet? Tr jeg tro dit ord?
S tryk din giftkrans tt omkring min pande.

FURIA
(stter kransen p hans hoved).
   Nu er du smykket. Sdan skal du trde
for mrkets fyrste frem, min Catilina!

CATILINA.
Kom, lad os g! Did ned jeg higer sre;--
jeg stunder hjem til alle skyggers land.
Lad os tilsammen g! --Hvad fngsler mig?
Hvad binder mine skridt? Jeg fler bag mig
p morgenhimlens hvlv en tget stjerne;--
den holder mig i livets land tilbage;
den drager mig, som mnen drager havet.

FURIA.
Flg med; flg med!

CATILINA.
                  Den vinker og den blinker.
  Jeg kan ej flge dig fr dette lys
er ganske slukket, eller slrt af skyer.--
Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne;
det er et hjerte, bankende og varmt;
det binder mig; det fngsler og det drager,
som aftenstjernen drager barnets je.

FURIA.
Stands dette hjertes slag!

CATILINA.
                         Hvad mener du?

FURIA.
Du har din dolk i bltet. Kun et std,--
s slukkes stjernen, knust er dette hjerte,
som stiller fiendtlig sig imellem os.

CATILINA.
Jeg skulde slukke--? Blank og spids er dolken--
(med et skrig.)
Aurelia! Aurelia, hvor er du?
O, var du nr--! Nej, nej,--jeg vil ej se dig!
Og dog--det tykkes mig, som alt blev godt,
at freden kom, ifald jeg kunde lgge
mit hoved til dit bryst og angre--angre!

FURIA.
Hvad vil du angre?

CATILINA.
                 Alt, hvad jeg har vet!
At jeg har vret og at jeg har levet.

FURIA.
For sent at angre! Der, hvor nu du str,
gr ingen vej tilbage. --Prv det, dre!
Nu gr jeg hjem. Lg du dit hoved kun
til hendes bryst og se om der du finder
den fred, du sger for din trtte sjl.
(med stigende vildhed.)
  Snart vil de rejse sig, de tusend dde;
forfrte kvinder slutter sig til dem;
og alle, alle vil de krve af dig
det liv, det blod, den re du har rvet.
Forferdet vil du flygte ud i natten,--
vil flygte jorden rundt langs alle strande,
Acton lig, af hunde-koblet jaget,--
en skygge, jaget af de tusend skygger!

CATILINA.
Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredls.
I lysets verden er jeg hjemls nu!
Jeg flger dig til alle skyggers land;--
det bnd, mig binder, vil jeg snderskre.

FURIA.
Hvi famler du med dolken?

CATILINA.
                        Hun skal d.

(et lyn slr ned og tordenen ruller.)

FURIA.
De store magter jubler ved dit forst!--
Se, Catilina,--hist din hustru kommer.

(Aurelia kommer angstfuld sgende gennem skoven.)

AURELIA.
Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han frdes!
Han er ej blandt de dde--
(fr je p ham.)
                        Hje himmel;--
min Catilina!
(hun iler imod ham.)

CATILINA
(forvildet).
            Nvn ej dette navn!

AURELIA.
Du lever! Ja--!
(vil kaste sig i hans arme.)

CATILINA
(afvrgende).
              Vig bort! Jeg lever ikke.

AURELIA.
O, hr mig, elskte--!

CATILINA.
                    Ti; jeg vil ej hre!
Jeg hader dig! Jeg ser din fule list;
du vil mig lnke til et halv-livs rdsel.
Stir ikke p mig! Dine jne martrer,--
de stinger mig i sjlen som en dolk!
Ah, dolken; dolken! D! Luk dine jne--

(han drager sin dolk og griber hende i armen.)

AURELIA.
Vg, milde guder, over ham og mig!

CATILINA.
Luk dine jne; luk dem, siger jeg;--
i dem er stjerneskin og morgenhimmel--.
Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!

(tordenen ruller atter.)

Dit hjerteblod! Nu rber livets guder
sit afskedsord til dig og Catilina!

(han hver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han
forflger hende.)

FURIA
(lyttende).
Hun strkker sine hnder bnligt mod ham.
Hun beder for sit liv. Han hrer intet.
Han stder til! --Der faldt hun i sit blod.

(Catilina kommer, med dolken i hnden, langsomt ud fra teltet.)

CATILINA.
Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere.
Alt snker sig min sjl i glemsels tger;
jeg skimter og jeg hrer kun forvirret
som under stride vande. Vd du vel,
hvad jeg har drbt med denne lille dolk?
Ej hende blot,--men alle jordens hjerter,--
alt levende, og alt, som gror og grnnes;--
hver stjerne har jeg slukt, og mnens skive,
og solens ild. Se selv,--den kommer ikke;
den kommer aldrig mere; slukt er solen.
Nu er den hele vide jordens kreds
forvandlet til en kold uhyre grav
med blygrt hvlv,--og under dette hvlv
str du og jeg, forladt af lys og mrke,
af dd og liv,--to hvilelse skygger.

FURIA.
Vi str ved mlet, Catilina!

CATILINA.
                           Nej;
et skridt endnu--fr jeg ved mlet str.
Frigr mig for min byrde! Ser du ikke,
jeg gr med Catilinas lig p ryggen?
En pl igennem Catilinas lig!
(viser hende dolken.)
Forls mig, Furia! Tag denne pl;--
med den jeg spidded morgenstjernens je;--
tag--tag, og ram den tvers igennem liget,
s mister det sin magt,--og jeg er fri.

FURIA
(griber dolken).
Det ske, du sjl, hvem jeg i had har elsket!
Afryst dit stv og g med mig til glemsel!

(hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af
tret.)

CATILINA.
(efter et ophold, kommer til besindelse, frer hnden over panden og
siger mat):
Ah, nu fatter jeg din spdom,
  gdefulde nd!
Halvt jeg falder for min egen,
  halvt for fremmed hnd.
Nemesis har gjort sin gerning.
  Dlg mig, ddens mulm!
Mrke Styks, lft nu din blges
  hoved hjt og svulm!
Br mig over; sink ej bden;
  jag den rastls frem
mod den tause fyrstes rige,
  alle skyggers hjem.
Tvedelt vejen gr dernede!
  jeg skal vandre stum
imod venstre--

AURELIA
(fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst).
            --nej mod hjre!
  Mod Elysium!

CATILINA
(farer sammen).
O, hvor dette lyse billed
  fylder mig med gru!
Det er hende selv! Aurelia,
  --sig mig,--lever du?

AURELIA
(knler ned ved ham).
Ja, jeg lever for at stilne
  dine smerters s,--
lever for at lgge barmen
  mod dit bryst og d.

CATILINA.
O, du lever!

AURELIA.
           Kun en afmagts
  slr omkring mig faldt;
men mit matte je fulgte
  dig; jeg hrte alt,--
og min krlighed en hustrus
  kraft mig atter gav;--
bryst ved bryst, min Catilina,
  gr vi i vor grav!

CATILINA.
O, hvor gerne! Dog, forgves
  er dit glade hb.
Vi m skilles. Jeg m flge
  hvnens hule rb.
Du kan haste let og frigjort
  frem til lys og fred;
jeg m over glemsels-floden,
  m i mrket ned.

(dagen gryr i baggrunden.)

AURELIA
(peger mod den stigende lysning).
Nej; for krligheden svinder
  ddens rdsler og dens nat.
Ser du, tordenskyen viger;
  morgenstjernen vinker mat.
(med oprakte hnder.)
Lyset sejrer! Ser du, dagen
  kommer stor og varm!
Flg mig, Catilina! Dden
  griber alt min barm.

(hun segner ned over ham.)

CATILINA
(trykker hende tt til sig og siger med sin sidste kraft):
O, hvor lifligt! Grant jeg mindes
  nu min glemte drm,
hvordan hvlvets mrke spredtes
  af en strle-strm,
hvordan barnerster sang
  imod den unge dag.
Ah, mit je vorder dunkelt,
  og min arm er svag;
men i sindet er det lyst, som
  aldrig fr det var,
og min fortids vilde vandring
  ligger bag mig klar.
Ja, mit liv var uvejrs rasen
  under natlyns gld;
men en rosenfarvet morgen-
  dmring er min dd.
(bjer sig over hende.)
Du har sjlens mulm forjaget;
  i mit bryst er ro.
Se, jeg flger dig til lysets
  og til fredens bo!

(han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med dende stemme:)

Morgnens milde magter skuer
  i forsoning ned;
du har nattens nd besejret
  ved din krlighed!

(Under det sidste optrin har Furia fjernet sig mere og mere mod
baggrunden, hvor hun forsvinder mellem trrne. Catilinas hoved synker
ned p Aurelias bryst; de dr.)

       *       *       *       *       *
           *       *       *       *
       *       *       *       *       *

[Typographical Errors:

ACT I:
  Hvert herligt hb, hver tanke, som jeg nrte,
    _text reads_ Hert herligt...

  for end engang at se dets sunkne glans,
    _text omits_ "se"

  Her er dit landsted,--her din fremtids glde!
    _text reads_ her er din fremtids...

  og mine vben hnger rustne hjemme.
    _text reads_ min vben

Four occurrences of "aa" were regularized to "".]





End of the Project Gutenberg EBook of Catilina, by Henrik Ibsen



License: Share Alike