Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and
the PG Online Distributed Proofreading Team from scans
provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica)
at http://gallica.bnf.fr.











FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJBENHAVN.

1882



I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog vret en jvnlig
Gjst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjrere og kjrere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er flgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
vre en Fremmed, der er paa Besg. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos jne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortlle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmnd.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtmmende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst flt,
hvor langt udfrligere han maatte vre, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig ndte de Grndser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde mner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Lserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen fler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske jne. Han har ikke vret
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe strkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjst han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nrmest. Han vil
fle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Lsere kan vkke den samme
Kjrlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.




INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjrenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

Hos Republikens Prsident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det rde Paris_

_Paa Brsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Sndage ved Paris

_Parisere en vidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsvrelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebltet

Samfundets Bundfald

_Kaf- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis




PARIS OG PARISERNE.


Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer frste
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Frdsel endnu;
fr Midnat lngst er passeret, tnker Paris ikke paa at lgge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soirepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrmmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kafstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for je og re. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrtheden dog gjr
sin Virkning gjldende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvldet,
blndet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
frste Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
mrkvrdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vkker,
at han gaar i Seng. Naar han den nste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastvrk for at komme ud igjen. Han synes, han har vret lnge i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Fnomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
frste Gang. Man har hrt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der nsten forskrkker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmssige Flelse af, at Tiden vil gjre En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.

Dette frste Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
vre bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesgets tumlende Frd dukker den frste Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blnding, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet jeblik hrer op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opras
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvldende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde stte Indsegl paa
Byen og sige: dette er strre end selv det antike Rom, strre end Noget,
hvortil Menneskeslgten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Troph, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har fdt, et Vrk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mgtige
Hvlving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vldige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Kn og grde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

[Illustration: Rudes Troph: Le Dpart.]

[Illustration: Invalidedomen.]

[Illustration: La Salme Chaptlle.]

Kirkearkitekturer: frst og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjnneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vgge er lutter farvede dle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens grske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde vre nok til at gjre en hel Stad
bermt. For hver Gadeende nsten mder jet et arkitektonisk Storvrk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmrker som Chteau-d'Eau-Pladsens
vldige Republikstatue, som Vendme- eller som Frihedssjlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de strste Skatte fra alle
Kunstskoler, Muser, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens je og Aand mttes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forfrerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjre Livet skjnt og lykkeligt at leve i jeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da vre Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske r af Berusning og Begejstring. Den sde Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sdme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drmt.

Der er jo imidlertid den Omstndighed ved enhver Rus, at der uvgerligt
flger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tmmermnd. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjre det til.
Paradiser hrer nu engang til den Slags Sager, som ikke lnger existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hrer op med at see Paris i Skjr
af et flygtigt Feriebesgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tmmermndsindtjykket. Og jo strre Rusen har vret, desto strkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hrer til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tmmermndene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa lnge det skal vre, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang hrer Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klde ganske kjnt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive trt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin frste Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forlb. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder strst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besg af Gjster belbe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tlle omtrent to hundrede
tusinde Udlndinge.

Sin Forkjrlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjrlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjre. I de store
Hovedtrk idetmindste er det ikke svrt at sige, hvad der vkker
Velbefindendet, som man fler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, frst de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, trbeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan trnge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Arme af Arbejdere. Det franske Kjkken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Flge deraf den, der
stiller de strste Fordringer. Der er ingen Primr, som ikke kommer frst
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme jeblik den er tnkt. Fornjelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vlge ganske efter sin Smag og sine Midler og behver
dog aldrig at vre bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtnkt for at gjre Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin hjeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Hflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjrne, som er ikke mindre del, end Skallen er skjn og lokkende. Er
Paris det materielle Velvres By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfldet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molires og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrttelig
Propaganda alle den moderne Tnknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slgt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en bermmelig Fortid, som der hnger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det nsten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er mttet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lre;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de fler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overflje den tydske og italienske, den
franske Skjnlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lrde og
Videnskabsmnd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belring og
Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjr Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjre Hvilen sd. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med jet aabent til at se og Tanken aaben til at lre trnger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Stder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrkkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Frst den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoisprg over Poisonnire og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret stder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
ddelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive trt
eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man fler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrmmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen rkesls Lediggjngers misundelige je vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affrer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vlge sit
Selskab, som man vil. Vil man vre Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en rken. Man kan bo aarvis Dr om Dr i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trnger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Prsentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalnge han lyster. Den nivellerende Nutid vlter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsttelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har vret det lnge, ligefra Republikens
Prsidents ned til Millionrens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, hre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behver ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er hjst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjlder for den enkelte Kreds,
gjlder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vlger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at sge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kafer,--Ingen sprger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke lnger til Theatrenes Premirer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forlb kan det da passere, at man trffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en bermt Kommunist.
Han mder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjstevenlige
Pligt at imdekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og trkker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Vrten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjsten kan flge sit Lands Skik og Brug. Det er hndet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlnding, hvilken Nation han end tilhrer, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hnger sammen
med srlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hvd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefrd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjnneste Drm,
hvis hjeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dmmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlndinge, nydelseslystne Lediggjngere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at vre et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom hjst en for hvert tusinde Udlndinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevgelige. De
holder af at lgge saa strkt Solskin over Alt, hvad der hnder, som der
kan lgges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjr Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke tnkes noget taknemmeligere Folkefrd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og grnne Skove. Det gjr dem til store
Fantaster og til store Brn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har sljfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslgten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjr Mennesket strkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Krfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Lben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Lben, hvormed
de har forlst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjr dem til et saare opmuntrende og fornjelig Folkefrd at
leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
rkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er ndt til at
vre det, Kampen for Livet gjr det til Selvopholdelsespligt. Det blde
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spnder Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
lfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at lbe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Hflighed. Man er indifferent, kold, uflsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imdekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturndvendighed, Livet i Mylderen vilde vre uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og stde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil ndig selv vre mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man vre at trde over Fdderne uden Ndvendighed,
derfor hjlper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetrngslen, er det overalt. Man mder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besvrlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trnger
til, kan han nppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hderligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklre sig insolvente begjrede de Opsttelse og betalte
siden rligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Brskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slgtninges og Venners Hjlp Udveje for Pengene og
mdte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grndselse Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
dkker den med en Glassur af medfdt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde vre mirakuls, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.

Den er et Produkt af Ligheden frst og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er fdt i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vldige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mdes i det samme Fornjelsesliv
med Restauratrsnnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjrer
for; Arbejderen betragter det ikke som en re for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle frdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Flelse af, at han maa kunne hvde sin Position, at der i hans ydre
Optrden ikke maa vre Noget, som kan skille ham fra den hjest Dannede
og hjest Stillede. Denne Flelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var hjere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Frdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevger sig imellem,
hjlper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
forge Velbefindendet, som den Fremmede fler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne jne gjennem Paris uden at lgge Mrke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt flende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det frste og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervse Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslgtens Pulsaarer lber sammen.

[Illustration: Paa Boulevarden.]




PARISERINDEN.


Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke sgt noget nyt istedetfor den kejserlige rn. Men man skulde skynde
sig at sge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjbet.
Han vilde ikke have svrt ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjrt, der i blde, elegante Silkefolder
draperer sig for Exempel over to korsede Landsestnger, af hvilke den ene
istedetfor Spids brer en Rembrandthat med blgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
vre fri for at vre karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig fre i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Prsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Mgtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at sge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Sde.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrnger Alt, er
den ogsaa allestedsnrvrende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstndig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige vrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrvrk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjre det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vkker og flammer op
til Handling. Franskmndene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefrd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjnne
Halvpart af Menneskeslgten er hos dem ingenlunde luftige, theriske
Vsener med vsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjn, som har faaet Ord for at vre det strke.

Der er en hjst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i nstendels alle, naar man vilde sge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun sger at
fremstille deres Betydning som mindre vsentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklrer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjre, som hun nsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for je. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, fr hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting bje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Fnomenet bliver, lmpet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.

Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vlger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vlges, og som stter deres Valg igjennem. Hun forstrker
den ene parlamentariske Gruppe og svkker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjre Fiasko. Det er hende, der bestter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektrer og fra Departementsdirektrer til
Souschefer, hun gjr Dinerer og gjr sig uimodstaaelig, hun stter Verden
paa den anden Ende for at stte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Prfekt, bliver Prfekt, den Forfatter eller Lrde, som har fundet Naade
for hendes jne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes mgtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmrkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renomme, at Lgen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandrerne deres Sgning. _"O est la femme,"_ sprger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hnder
i dette Land, at man kan gjre det samme Sprgsmaal. Seer man
Kombinationernes Vv efter i Smmene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islt.

Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jvnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der frer Bgerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kaflokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, srger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjre Indkjb eller ud i Kjkkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrdder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vlge. Manden bliver kun tilkaldt et jeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjr, om Tjet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Vrelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjbene, Spisesedlen og Regnskabsfringen. Mandens hele
Livsopgave indskrnker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
se op og skjre for. Betroes der Andet til ham, saa er det hjst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.

Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udfrelsen af den flles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun rligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som krver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortrffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har vsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
prgtige Bagerkone, der begynder med et Brdudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brdforsyning, som Millionrinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjrnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtrnger hendes Vsen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, mjsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svkker Evner og Krfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
brer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
hjst karakteristisk Trk, man vil lgge Mrke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Sndagen. Det er Manden, der maa bre
Brnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.

En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Vsen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin hjeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmndene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt strkere under
Sandseberusningens Herredmme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
st for dem. De vil leve og nyde i jeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nrmer sig
rbdigt offrende, gjennemtrngt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Vsen. Man har oversat Bjrnsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har lt af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og lnges uden engang at kunne faa deres Kjrlighed paa
Lben. De kjender ikke til at lnges og sukke og drmme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et strre
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophrligt ligger i Stvet for Kvindens Fdder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig svrmer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphre, hvor hun hrer det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjrlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv fler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.

Det franske Galanteri er det, der frst og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske jeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke ndvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse srgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det vsentlig hende, der har
ren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere vrd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mndene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og ngternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pne
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Bevrtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjre
sig det fornjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning nsten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.

Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Frste med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsforndenheder end
dem, Regeringen havde srget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dr til Dr i hele
Byen og banke paa overalt og sprge, om Nogen led Nd. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik ggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis vrd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjd og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de mdte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Tj af og hngte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stnder
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brd paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Dttre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der frte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Flelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modls, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man hre Fortllinger nok af ethvert jevidne. En Dansk, der ved den
Post, han bekldte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de strste, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de strste, vore Dage har st.

Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfrdigt, nydelsessygt Vsen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, stbt over enkelte ijnefaldende Modeller, men
fuldstndigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjre det alment
gjldende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som delgger Slgter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjr umaadeligt
Sprl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornjelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjr. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dmmer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Frd begynder paa Hjrnet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bger, de holder
ikke Forelsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ fdt. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker hjst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten hrer til den store Rastaqouairslgt, disse
gaadefulde Vsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil vre endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun stter sig paa de allerede ddsdmte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjrnen af den store Stads Befolkning.

[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]

Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
strkt til at stille disse Nanafigurer _en vidence_ og sttte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fnomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlndingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besg, fster den parisiske Forfatter vsentlig sin Opmrksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer strkest i jnene. Og _la femme
du cabaret_ gjr det ungtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt flge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtmt mnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne lber bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der lber bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Brn. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen prsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Vmmelse hos Kritik og Lseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Frd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
lnger vre den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.

Thi Pariserinden er ikke frivol. Hjst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at vre hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjrlighed. Det kommer nu for det Frste af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Trffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Vsen, som hun bestandig sger efter,
saa er der nppe nogen Kvinde, der kan vre saa hel og opoffrende i sin
Kjrlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde vre
hendes Herre; hun gjr det, fordi han selv gjr sig til hendes Slave. Og
dernst skriver Lsheden i Kjrlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og fstne det. gteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det jeblik, da hun er
giftefrdig, holdes den unge Pige strngt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende je. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjrnes principmssigt fra hende; hun skal vre og
vedbliver at vre et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder kvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsn flger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjrlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som gteflle. Hele hendes Liv gaar op i
Brnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at vre hende en Fremmed; hjst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og stter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig flt sig nje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun lst. Hun giver sig
let hen; hun gjr det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lgger
ikke nogen overdreven Vgt derpaa. Hendes Sjl er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
frst og fremmest for Brnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun stter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Frd en god konom, og hun er alt andet end
fornjelsessyg. Det er i den jvne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Brnene. Naar hun et Par Sommersndage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Sn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnd at
gjre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klde sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjr det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsvrk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt frst og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjlper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsg i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udfrte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjr Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun hrer kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forfrerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Hjde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske jeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.




VINTERLIV I PARIS.


Klimaet

Der gives Lger, som paastaa, at Paris til sine vrige store og gode
Egenskaber ogsaa fjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Srlige Hjdeforhold, Dalstrg, gjennem hvilke Sbrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstndigheder ved dens Beliggenhed gjr det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lgfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Ddelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favr af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjre deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det nsten ikke
kan tnkes andetsteds, udprget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulrte Strmper, som Gadeslgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtrk, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets vsentlige Srprg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten trkker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i frste jeblik, naar man kommer udenfor Gadedren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imde, maa stige op fra et eller andet
Kjlderkkken, saa mttet kan Luften, vre med lummer, unaturlig Hede.
Den nste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stnner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kafernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er flgelig inderlig
fornjet. Man pynter sit Foraarstjs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjrer i Boulogneskoven med lidt Pelsvrk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjnne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan vre alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De ifrer sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at bre den stt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjr det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Trklde om Halsen af Frygt for at blive hse
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildekldende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skrk for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Frreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklde har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elyses' Trer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontnens Iskrystaller. Og den store
Lediggngerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergre. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at vre noget Aparte, Noget, der ikke hrer til. Klager man over, at
den gjr Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjre Indfdtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Trk
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjr det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjlper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjrselen, Leg med det Hele. Sneen sprrer Frdselen, Paris er den
forfrdeligste Mudders, der kan tnkes, lige til Regnen kommer. Frst
den kan gjre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Ufret staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lre, det falder de
aldrig paa.

Saalnge Kulden har varet, har de bundet Trkldet om Halsen og slaaet
Kraven op om rene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjrer i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsvrk og ler, naar man fortller dem, at det kan vre akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjrne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlndinge, der er paa Besg i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstrkldet. Man ser i ti
Graders Frost en burnuskldt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
omkring i det samme Kostume som paa en solgldende Augustdag. Jo lngere
mod Syd, desto mere hrdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
samme Fnomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
frste Vinter fortrffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
Nordboere derimod er kuldskjre, Vi finder os kun med Vanskelighed i
Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjr Forsg paa
at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har vret ovenpaa, har
gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tlle de Vinterdage, paa
hvilke Vejret ikke er mttet med nervs Feber, og dem ogsaa, da det ikke
regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar brer
man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
Gjr man det, har man de allerstrste Chancer for at komme gjennembldt
hjem. I December og Januar kan det desvrre kun altfor grumme ofte falde
paa at se sine otte og fyrretyve Timer i Trk, i November og Februar
hrer det til Regelen, at der vlter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
gjennemtrngt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
fnomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
maa standse deres Ture flere Timer fr reglementeret Tid, fordi de kjrer
vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
Dgn, da al Frdsel var sprret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
saa absolut uigjennemtrngelig Damp, at der paa hvert Gadehjme maa
opstilles Politibetjente med tndte Fakler for at hjlpe de Gaaende til
at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
uhyre let og uhyre elskvrdig som sdvanlig; Paris er og bliver deres
kjre Paris, hvor Alt med Djvels Vold og Magt skal vre fortrffeligere
end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
Paris for at befinde sig vel, er ligeledes srlig oplagte til at se
Alting i Rosenskjr; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
udstedt Parole har Sandheden svrt ved at kmpe. Derfor holder den gamle
Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
I Virkeligheden kan man stte et rdt Kors i Almanakken ved de Aar, da
Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjrenhedsballer.

Hvori Velgjrenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
har kunnet fortlle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjrnet af Avenue de l'Opra rejser der
sig to hje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlggelsen af en
Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den frstkommende
Lverdag gives i Htel Continental under Protektorat af Handelsstandens
eller andre Stnders Damer. Endvidere fortller Plakater, som er
opslaaede i de til Ballokalet hrende Spillesale, at et Spil Kort koster
fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
gjr vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjrenhedens specielle jemed har
Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortlle. Disse
Velgjrenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmssig et af dem hver
Lrdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
Besg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmssighed, selv om der ikke
fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det gte, gamle, grundmurede
Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
Baller, det er nsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
har dog altid sin Begrndsning, og saa kjeder man sig desuden saa
gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jvne
Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Hjden; kan man
betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Hjden i dette
dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
der fjorten Dage, til Forldrene uden at falde med Dren ind i Huset kan
sprge dem, om de vil vre Svigersnner. Vil de, saa har man ikke Behov
for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en hflig Maade Lbepas
for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
samme Tid mer end nogle ganske enkelte gteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjrenhedsballerne virkelig gjr vel mod de danselystne
Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pne unge Piger
af pne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, gte
demokratisk, som det sig hr og br i en gte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
har broderede Skjorter, krllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
saa har den altid kulrt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
ceresa og spanskgrnt. Damerne excellerer i frdigsyede Atlaskes
Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, nsten
altid tre, fire i Flge med en gammel, graahaaret og frakkekldt Papa.
Sde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barnejne, Halse, hvor
Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
ikke sad rigtig fast endnu; de kunde vre fortryllende, naar de bare ikke
havde Mani for at trippe om paa rde Ben ligesom Storkene. Himlen maa
vide, hvorfor de har forelsket sig i de rde Strmper.

Saa er der dem, der har rde Ansigter, rde Arme, Brudekjoler og Handsker
af Nummer syv og en halv med en, hjst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
andre har kun en fjernere Slgtskabsforbindelse med det, som har tilladt
dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drmmes om og spares op til
Maaneder forud.

De fler sig nppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
drmme.

Htel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
mgtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
Dandsen. Marmorsjler brer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
Fljl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
som var de vvede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
stadig med Spejlvgge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tpper,
pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbr og med elektrisk Lys
paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshje Kameliatrer,
Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfre dirrende af Vellugt, Varme og
fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
er en, som forestiller Vinterhave. Vggene er Espalier af slyngende
Blomster, det hje, hvlvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
Blus Brnder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
blankbladede Trer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets gldende
sterlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
naturligvis Korridorvgge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
glider ud og fortstter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
Skjr blandes sammen til en underlig, solmttet Eftermiddagstone, i
hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
Billeder og mrkt resedafarvede Fljlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbr, mgtige
Slvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knbenklder
og Silkestrmper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store jne.
De er fortumlede, de lber Panden mod Spejlvggene i den Tro, at det er
Draabninger, de prver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tr
ikke danse paa det, skjndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
i Fdderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
den franske Musik, de ler himmelhjt selv over deres Kejtethed, og
Latteren gjr Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
tre Par begynder; der flger ti, der flger hundrede efter. I et Nu
hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihrdighed, hvilket
Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Drene til det drmte,
forjttede Land er sprungne op; de svlger i Herligheden, de giver sig
knap Tid til at trkke Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
Tolv. Aldrig fr. Det vilde ikke vre blaseret, og for dem er Livets
hjeste Opgave netop at vre blaseret. De kommer langsomt slentrende,
slbende efter sig Foden med de lavhlede, lakerede Sko, som om de i
Grunden fandt det under deres Vrdighed at tage dem med. Overkroppen
dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrkenerne; men det er, fordi de
er for trtte til at gide bre paa den. De kaster deres Peltsfrakke
tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trkke den
af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
broderede Navnetrk, stopper omhyggeligt Guldkjden i Vestelommen, hvis
den hnger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
saae dem med Guldkjde til Kjole--stter Monoclen i det ene je, og
driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
allerdejligste Pigebrn, vilde de uvgerligt sige det Samme. Vsener i
Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hrer for dem ikke til
Kvindeslgten, og de Andre med Toiletter, Sminke og ngent Bryst er kun
undtagelsesvis arriverede saa tidligt.

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
Ryggen. Ovenpaa er de grnne Borde, der hrer de hjemme. De staar og ser
lidt frst paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
af Vestelommen og lader den svnigt dratte ned paa Bordet, som om det
egentlig ogsaa klede dem at have med det at bestille. Men her gaar
Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
begynder der at komme Fut i de livstrtte Herrer. Spillet er for dem
Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forlb forlader
det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
rigere eller fattigere, er de medgjrlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
den slbende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en
tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Lber, Hals og Arme. Og
den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den ngne Buste skinner
blinkende frisk, saa jet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grd, kredser de om de
Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
og polkerer og ler og lber de og vender Alting paa den anden Ende. Der
er kommet nyt Liv i det Hele. Og frst og fremmest i Restavrationen. Den
har hidtil staaet de og forladt med en enkelt trist Englnder hist og
her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupr til en halv Flaske
Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fhig. Garconerne flyver,
Vittighederne holder Festfyrvrkeri, Latteren faar de Graadige i
Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Drene.
Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne lnger
og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjde og farter
ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
Velgjrenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tnke sig af
Parisisk, broget som Boulevarden, solfornjet som en Dag ved de store
Lb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
som har fundet paa det frst, har vret en Fyr, som forstod sit Paris.

[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
Tilbjeligheder. Den er gte parisisk, fuld af karakteristiske Trk, der
spejler Befolkningens inderste Vsen, fremfor Alt fuld af store
Modstninger, som de netop hrer hjemme i Modstningernes mrkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vgge
forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glde, de maa bre
den ud i fri Luft, for at den skal kunne trkke Vejret rigtig. Hjemmets
Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Srprg
hos os, kjender man i Paris Intet til. Slgt og Venner gjr ikke lange
Rejser for at vre sammen, end ikke Julegaverne existerer. Frst
Nytaarsdag forrer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
Lbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekrmmerne hos os giver de Piger
Chokoladekager, der har vret flittige Kunder.

Men Alverden mrker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
hvert af de ydre Kvarterer og srlig hver af de tilstdende
Smaalandsbyer, der halvt om halvt hrer med til Paris, deres "fte
foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
den over en halv Mil lange Strkning fra Madeleinekirken til
Bastille-pladsen er fyldt med Trboder. Paa det mest befrdede Strg,
Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
staar de saa tt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
der kun akkurat lige ved Trerne er en snever Passage, gjennem hvilken
man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
hje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
Maskine til at skrlle Gulerdder med, en Plade til at stte paa
Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Vrktj, der paa samme Tid
er Hammer, Ildtang, Proptrkker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtj,
paa hvilket Slgerne sger at vkke Opmrksomhed ved med hs skrigende
Stemme at prsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'ternit, dix
centimes",_ o.s.v.

Halvparten omtrent af, hvad der slges paa Boulevardernes Julemarked, er
nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Lngsel, som
vi har det efter Julen. Lngsel er atter et Begreb, for hvilket det
franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Vrksteder, i de
flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--strbes og spekuleres
og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for je. Den er den
lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
for denne Industri. De storartede Nouveautmagasiner og lignende
Forretninger holder den nede; Haandvrkeren kan ikke etablere sig paa
egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og vre glad til, naar den
vil give ham hans daglige Brd. Den lille Rente, Rygstdet for de
kommende Aar, der spiller en saa vsentlig Rolle i enhver rigtig
Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjlp. For en Bagatel lejer han sig
en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Snner
og Dttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
staaende endnu en Ugestid efter. Det gjlder da at finde paa Noget, som
kan faa Afstning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
Opfindsomheden selv. Man stder i disse Boder paa Hundreder af snilde
Smaating, der rber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
Ndvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fllesnavnet
"articles de Paris", har frste Gang vret udstillede i Juleboderne paa
Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
er de flittigste Besgende ved Juleboderne, aner gjennem de frste,
primitive Forsg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de stter sig i
Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de srger for, at han kan
fuldkommengjre den, og naar saa den nste Decembermaaned kommer, slges
Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautmagasiner for siden at
gjre sin "tour du monde". Desvrre, det er saa ikke lngere den fattige
Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjftigelse Aaret
igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brd har den sikret ham,
og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til nste Julemarked har han
atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalnge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
Trngsel uden Ende paa Boulevarden. Men vrst bliver det naturligvis
selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
ihjel ved at lade sig fre viljelst med af Strmmen. Hastvrk gjlder
ikke. Paris har intet Hastvrk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver frste og anden Juledag
baade Matiner og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
hvorpaa de parisiske Fornjelsesetablissementer annoncerer og som er et
af de ejendommeligeste Trk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kafer og
Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udprget
Fornemmelse af, at man gjr ham Konkurrence paa den anden Side af
Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
Landsted, men saalnge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
Caf Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kafer, er Millionr, men
hans Sn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Nol Peters
har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
Restauration i Arv, en af Paris' bermteste, gjorde han sig til
Overgaron i Lokalet. Strsteparten af Paris's Handlende hrer til ganske
den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis--vis dem er kun en Stimulation for dem til at
vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
hs for at anbefale en rmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
Elektricitet", saa sger Juveleren ligeoverfor at drage Opmrksomheden
bort fra dette Raab ved at stte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
Prer saa store som Grskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
Jordbr og Ferskener. Gjr en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
til to Hundrede Francs og med favnehje Orangetrer, der bugner af modne
Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
kigge paa dem, den anden for at kjbe Nytaarsgaver. Det rige og det
fattige Paris mdes i Stimmelen, fres nogle Minutter med af den samme
Strm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
Hjerte, paa de store Boulevarder.

[Illustration: Plakat Kiosken.]

Men det er forresten hele Byen, der er festkldt. De ydre Boulevarder og
Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjglere, der dandse paa
Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
Kmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
det i den skjnneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
respekterer Pariserne ikke. Men det er ivrig nsten, som den selv
respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
Frst "Midnatsmessen" og den efterflgende "Rveillon" ere i Grunden
Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
Minoriteten af Parisere forsmmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Srlig til Messen i
Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
den endelse Trngsel ikke vre Tale om; men Koncerten med dens glimrende
Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen vrd at hre. I vor
Julestemning vilde det Hele skurre strkt, men til Parisernes Julefest er
det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Rveillon", det store Julemaaltid med dets
obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mngde
har dog ogsaa arrangeret det paa Kafer og Restaurationer. Disse er
allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Rveillon" paa orthodox Vis, maa
Gildet ikke ende, fr Solen er staaet op den nste Morgen. Det er den
eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
tt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefrd, der existerer, men
Julenat hrer der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
trngselsfyldte, tumlende, straalende Paris lnges Nordboen efter
Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Frdselen og
Livet, som spnder hans Handlekraft, paa Kafen, hvor der deklameres og
diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans je spejder efter
Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
dog nrmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige srlig paa den frste
Dag af det nyfdte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder ttpakkede af
Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetjs- og den Slags Boutikker stimier
Publikum saaledes sammen for at gjre Indkjb af "trenner", at ikke
engang et tripleret Slgerpersonale kan tilfredsstille Begjret. Alle
Markedsbarakkerne stter det bedste Ben foran for at tiltrkke sig
Opmrksomhed i den extraordinre Stund, da hver gte Pariser er i
Spendeerhumr, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
Munterhed sger at flge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
de Handlende har fundet paa at pynte deres Faade ogsaa til daglig Brug,
de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetjsdyr, der hopper og
kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
skyder det nye Aar ind, Alting stter Liv og Lune i de drivende
Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrngsel og den
redvende Stj hvlver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
mttet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfrdeligste
tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
et Vsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjndt det under almindelige
Forhold er principmssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
og Boulevarder med en Frkhed, som om der slet ikke existerede Politi.
Men hver frste Januar kvler det formelig Byen under sig. Alverden har
paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
hvilke Hrskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
Paris, der til daglig Brug frer en lyssky, underjordisk Tilvrelse i
Forstdernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
der kan prsteres af affldige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebrn.
Har Familien det normale Tilbehr af Lemmer, jne, Nse og ren, saa
sger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjre Indtryk.
Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjlder at gjre sig til
Blinde eller Krblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
Skrbeligheder blottes og stilles til Skue, de vrste Pjalter, man kan
stve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den slet ned i al Orientens
Smuds og Misre. De spdeste Brn vralter omkring og sprrer En Vejen med
deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trkker Kjolen fra
det krftbefngte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
Lirekasser, Fljter, Skkepiber, Violiner, Harper og andre
Rdselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kaf. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
det har kun faaet andet Kostume paa. Garonerne ere saa fri "at tilbyde
deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulrt Baand paa til
Herrerne og en Appelsin eller et Krmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmssig efter hver
Konsumation i Aarets Lb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid hjlig
fejl. Den er kun en Invitation til Extraducr i Anledning af det nye Aar.
Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
en Snes Kafer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
Frisrsvende, Handskejomfruer, Skrddertjenere, Theaterouvreuser og saa
fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
ikke kan give mindre end en saadan Mnt. Det varer ved lige saa lnge som
Boulevardbarakkerne og lnger endnu tidt. Fr henimod Slutningen af
Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det nstsidste Operabal, der lover at blive
ualmindeligt glimrende. De, der nsker at deltage i denne enestaaende
Karnevalsfest, maa derfor vre om sig i Tide." Saaledes ld en Notits,
som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
mine Skridt op mod det straalende illuminerede Acadmie nationale de
musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
Luft mttet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
Gungls Orkester blgede de Indtrdende imde. Det saae ganske vist
overordentlig lovende ud, og havde Enden vret Begyndelsen lig, vilde man
ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
desvrre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
saa mange skjnne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
har man Hastvrk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis frste
Indtryk vkker de allerstrste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
Metra og den ungarske Mastro har lftet Taktstokken for sidste Gang,
gaar man bort stvet og fortraadt, saa skuffet og slukret som det
er muligt.

[Illustration: Indgangen til Operaballet.]

Det kunde vre ganske kurist at vide, om Operaballerne nogensinde har
set ud, som Romanerne fortller. En meget gammel Generation paastaar, at
de i deres unge Dage har vret baade morsomme og pikante. Men det er saa
sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tnker over de enorme
Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
nu langtfra er enestaaende morsomme; deres vsentlige Pikanteri er ikke
synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Caf
Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
af den fornemme Verden, som n Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
og hvis rde Skuldersljfer medfrer saa mrkvrdige Kombinationer, at de
kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
anstndige Damer--naar da undtages Udlndinge, for hvem Alt er tilladt,
og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mnd.

Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
de fleste af Dragterne ere ligesaa smaglse som dekolleterede. Det er
nemlig ikke lnger Fashion for Fruentimmerne at vre i Kostume. Hvad de
mandlige Gjster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekrmmersvend
ind at klde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhjet Taxt, og de
srger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
deres nedvrdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
Fornjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
springer de Ulykkelige, der er dmte til dette Trllearbejde i
Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvngne
Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrkker at betragte
Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
driver man frem og tilbage i frste Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af l koster en Franc; denne
Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
den "enestaaende" Karnevalsfest.

Karnevalslystigheden begynder frst, naar Ballet ender. Pariserne er et
for ceremonielt Folkefrd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
paalgger dem Hundreder og atter Hundreder af minutise Hensyn, som gjr
dem stramme og stive inden fire Vgge. Udenfor derimod giver man
Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
forstyrre i deres langsomme, slbende, blaserede Promenademarche, er
jeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaferne har de Ntter, der er
Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa drbende
kjedsommeligt der har vret paa Ballet, ligesaa livligt er der
paa Kaferne.

Man gjr i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal vre
dd ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
det ikke lnger, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
Kvarterer nu end i Studenternes.

Srligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for
Smaaborgerne maaske Aarets strste Festdag. Fr den lange Fastetid, der i
mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
paa hvilke man iflge Traditionen skal stte Maven istand til at kunne
staa imod de efterflgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjr
Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
spiser deres Middag hjemme, kan tlles. Alt, hvad der existerer af
Restavrationer, Vinknejper, Kafer og lignende Steder, som i en snever
Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
maa staas i Queue i halve Timer, fr der kan opnaas en Plads ved et Bord.
Jo lngere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
hvor selve Kjkkenet tages til Hjlp, og hvor der serveres Gjsterne ved
improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
hele Familien slbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
der knap kan rokke afsted, til Skjdebarnet paa et halvt Aar og derunder.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstder, saa man knap kan
danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
der de atten Timer af Dgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller
Himmel at se. Man kan da tnke sig, hvilken Fest det maa vre for
saadanne Vsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
tnke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
oversvmmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
fortsttes ved Kafbordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tt proppet, at det paa
sine Steder er rent umuligt at trnge sig gjennem Menneskestrmmen. Paa
de "store" Boulevarder er Trngselen i Aarenes Lb bleven mindre, men
samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
Maskerne fortrukne, siden de pne Folk blev for blaserede til lngere at
tage Del i Ljerne. Men Karnevalslivet har nppe tabt derved. Maskerne er
blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
mere oplagte til at slaa Gjkken ls. Rundt omkring paa Gadehjrnerne
improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
under hje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
ganske overordenlig fornjede med sig selv, snart endelig lange
Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblsende Forening i
Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, flger af
sig selv, men Alverden er glad og fornjet og morer sig virkelig; det
forsoner dermed.

Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
daglig Brug er disse Lokaler nrmest besgte af et Publikum af endnu
vrre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstrste Skuffelser. Nu
derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
broget kostumerede Mngde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
Portner- og Haandvrkerdttre kommer i de guddommeligst kejtede
Forkldninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebrnene
medindbefattede, med jne, der straaler af Dandselyst, og med
kirsebrrde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
af den uskyldigste kluntede Landsby.

Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
Tusind og n Nats Fester, om hvis overdaadige ventyrpragt der af og til
naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hnderne
sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra lste
Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
Tilflugt til strre og strre Extravagancer. De orientalske Nabober er i
saa Henseende lngst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortlles
saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis--vis
Triumfbuen, hvor man ungtelig kom Kleopatraskikkene ganske nr. Familien
Mackay hrer hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempellse
Rigdom fra Slvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
hvert Fald er der ingen Ende paa Millionrfamiliens Luxus. Hotellet var
ikke stort nok til at rumme de Gjster, man vilde indbyde. Men det
generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Ntter, ved
Hjlp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
et virkeligt Palais med rde Fljls Vgge, Spejlglas, Marmor og Guld
overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
sine fem hundrede Gjster friske Jordbr, forskrevne fra Alverdens
Sollande, Strer fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
Kotillonen en ny, om muligt endnu strre. Istedetfor den ordinre
Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkeblter, Skrf,
Trklder o.s.v., alle forsynede med et gte Smykke, hvorpaa det
amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
Tilfredsstillelse, at hans Fest bermmedes som den rigeste under Aarets
Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
Hlene paa ham. Jordbrrene og Kotillonen bragte ham Sejren; nste Gang
vil imidlertid en eller anden Konkurrent sge at overtrumfe dem, og Hr.
Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renomm ikke skal
gaa fljten. Heldigvis for ham har han de uudtmmelige Miner; de er snart
absolut ndvendige, naar man vil fre Hus i Paris. De primitive Tider, da
man njedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
er forbi for lnge siden.

Hos Republikens Prsident.

Hr. Jules Grvy er en rar, stilfrdig Prsident, der ikke beskjftiger
Verden altfor forfrdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
gaa. Freycinet aflses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
af Freycinet og Ferry; Hr. Grvy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at vre
inspireret af ham, tillgger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
man vre ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver ndt til at
dementere sig selv. For en Republik, der gjr saa meget Spektakel som den
franske kan der ikke tnkes nogen mere hensigtsmssig Prsident. Hans Ro
bder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
vre til at leve i Frankrig for bare Politik.

[Illustration: Ankomsten til Ballet.]

[Illustration: Jules Grvy, Republikens Prsident.]

Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grvy virkelig
beskjftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
Elyseballer. Kunde han flge sit Hjertes Drift, strg han ganske sikkert
ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
trkker det srgelige jeblik ud saa lnge som muligt, men henimod Midten
af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
Elyse; det er saa ndvendigt, at der gjres Noget. Grvy kalder sin
Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjbes ind til det
frste Bal. Prsidenten for den franske Republik og Prsidenten for
Kjkkenet i Elysepalet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
deres regelmssige Sammenkomster; men det er kun under
Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrkke sig til Timer.
Kjkkenchefen forlader dem med stolt lftet Pande i Bevidstheden om den
rbdighed, hvormed Leverandrerne vil modtage ham, naar han kommer og
gjr sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af srgelig
Erfaring, at et Elysebal koster mange Penge.

Naar Prsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrnke sig til at invitere
Familierne Grvy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
Huset. Hele Paris gjr Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
af Provinserne og af Udlandet, som tilfldigvis opholder sig i Byen,
mener at have om muligt endnu strre Berettigelse til at stille samme
Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nrmer sig, kommer ud i Staden,
bestormes Prsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
Billetter. Selv et Theater i Vlten, der er ifrd med at bringe et nyt
Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke vre mere plaget.
Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
ndsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvflgelig
betragter hver Enkelt det som en personlig Fornrmelse af Gesandten, naar
hans Begjring ikke tages til Flge. Det bliver paa denne Maade
Hundredetusinder, der vil med til Grvys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
Der fjes af Teltdug store Tilbygninger til Palet, alle de til daglig
Brug ubeboede Sale stves af og befries for deres Mbelovertrk, de
Tusinder af Messing-Moderatrlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
belyses fra verst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
nrmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den hjtidelige
Aften at rulle ind i Gaarden.

Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdmmets Dage, der
gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
Hove, existerer ikke lnger. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
efter eget Behag. Adgang ngtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
prsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kmpemssig
Karton af hvidt Glacpapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift lstes:
"Prsidenten for Republiken og Fru Jules Grvy udbede sig ren af Hr. N.
N.'s behagelige Nrvrelse i Elysepalet den og den Dag", og nedenunder
paa Foden den lille Bemrkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
det have gjort magels Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
Herrer i kjole og hvide Halstrklder sidde ved et stort Skrivebord og
attrapere enhver Indtrdende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
rives et Hjrne af den smukke Glackarton, og naar man vil ind efter at
have givet sit Overtj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
Sider af Entren, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
een Gang inde, maa man blive der, til man er trt og mt af Herligheden.
Stundom kan det endogsaa hnde, at man maa blive der lngere, end man
selv skjtter om. For at forebygge Trngsel, paastaa Nogle, Andre mene af
faderlig Omsorg hos Prsidenten, for at hans Gjster skal faa Alting at
se, er der nemlig ved Elyseballerne foreskrevet Selskabet en permanent
Rotationsbevgelse. I den forreste Sal, hvor Prsidenten og Fru Grvy
tage imod srlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstdende, hvor
Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
tilladt at blive staaende. Standser man et jeblik, har man strax en
sortkldt Lakaj med Slvkjde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
dmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjtter om det, men
det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
man er kommen. Op ad Drstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
ender, plantet to hje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod sprrer
Dren. Vil Nogen fremad, trkkes Lggen i den hvide Silkestrmpe rbdig
ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, sprrer den
Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubnhrligt "on ne passe
pas". Hele Palet, Stue, frste og anden Etage med dets labyrinthiske
Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
Vandringen begyndes forfra igjen, fr man kan komme til det Sted, man
engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trngsel slaas om at komme til
Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
Dansene nskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
gjre den ellers foreskrevne Rotationsbevgelse, blive ndt til at
absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
nok, fr han faaer banet sig frem mellem Rkkerne, der stadig staar
opstillede ved Buffeten.

[Illustration: Ved Buffeten.]

Forvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
hvor man har Tilladelse til at bevge sig frit, ogsaa er det eneste Sted
i hele Palet, hvor det er fornjeligt at vre. Toiletterne opholde sig
ikke der; Trngselen er altfor umaadelig, til at de kan gjre sig
gjldende. Men Toiletter behver man i Paris heller ikke at gaa paa
Elysebal for at beundre. Hvad der derimod trffes i dets Dansesale, det
er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
Kinder, med store, forundrede jne og Ansigter, der straaler af
Henrykkelse over at vre paa Bal, Fnomenet er overraskende, men det er
ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
Amerikanere og Englndere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
til andre Udlndinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
og Fru Grvys private Omgangskreds, det vil sige af det gte parisiske
Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Dtre til Parade
mellem store Kokotter og smaa Boulevardlver. Men for Prsidenten har det
saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
mellem den mylrende Skare. Dets Dtre mder med Balkortet ved Viftesnoren
og med Sextenaarsglde ved at danse, de skriver de unge engagerende
Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
Studsen standser Udlndingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
om, at disse henrivende unge Vsener virkelig er tro Kopier efter
Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lnnede
sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
Svedebadstemperatur og Pestatmosfre af Lampeos og sammenpakket
Menneskemylr allevegne. Man gisper og stnner, Hovedet vrker,
Tindingerne banker i Feber, fr Rotationsbevgelsen er tilende, og man
atter kan trkke Vejret i de forreste Sale.

Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefrd end dem. Frst
henad Et kommer Ballets store Mrkvrdighed, og til den maa man aldeles
ndvendig vre med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trngsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militr. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har vret saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Hjtideligt paa Frde. Nu
kommer den, hj og strunk og stram i sine lange Ridestvler, hvide
Benklder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et jeblik ind, at det er Prsidenten, der gjr
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjster. Men Hr. Grvy er
ikke saa pretentis. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og trnger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Vrelser paa frste Sal, ser man en ldre, graahaaret Herre
gjre Forsg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mngde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elyse-palets Kjkken, den
kommer for at assistere. Mrkvrdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjkken og Champagne
i Strmme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinr
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyseballer er de eneste, ved hvilke Gjsterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvr, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjr Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i ret, trkker de Silkelggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjlper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at hre, som de gjr det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjre Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det lngere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Dre, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dr, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjkkenchefen
Bevrtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trst, at de ved at staa opstillede saa lnge har erhvervet sig
strre Chancer for at faa deres Overtj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elysebal ligesaa bekldt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at vre fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjrsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Prsident og Fru Jules Grvy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Nrvrelse til denne Fornjelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nrvrelsen saa
behagelig, at de stter Himmel og Jord i Bevgelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjre,




FORAAR I PARIS.


Den tyvende Marts skal iflge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal iflge gammel Tradition det frste Foraarstr i
Paris staa med grnne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjbenhavn er Holbergs Tr, saaledes er det
her Molires, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietr
ligefor Indgangen til Thtre franais. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den frste gyldne Solflod
breder sig og svmmer ud over Boulevarderne gjr han en Afstikker til
Tret paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Lngselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og flger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det frste dryssede, harpixfede
Skjl og ser det frste grnne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af gget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjre Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal vre:
den skjnneste Stad i Verden.

Samtidig med Molires Tr springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkafernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Grnne og til det endelse Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elyses i Rkke ved
Siden af Rkke, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de lvende Aller. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Brnene lber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glde over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Vddelbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttrer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
grnne Plner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Lngere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrjer paa og deres rde og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Hngepilens fantastisk-skjnne Hang af
lysgrnt Lv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svlger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Junilb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.

[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]

Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og srger for, at det kan vise
sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sdt
Kjledggebarn, der dog trnger til rentvaskede Kinder og snehvid
broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjre sin
Sdhed gjldende. Det gjr de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
Natur paa Prsenterbakke. Den trnger ikke til nogen Assistance, naar
dens fulde Skjnhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
i en Skovskygges Ro, paa en duftende Klvermark eller ved Aalbet, der
risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drmme
paa de rde Valmuer. Saalnge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
eller Skygge, men kun Sle og vissent Vinterlv under Skovtrerne,
saalnge Klvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden hjst en
lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Frd med at smelte,
saalnge har den kjre Natur dog maaske en Smule for meget Slgtskab med
de mindre propre Smaaglutter, hvem Nsen lber paa. Man skal vre Moder
for at have Blik for deres Englelighed, og man skal vre idetmindste et
Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
udmrket Dejligt ud deraf. Paa den frste Foraarsdag er Alt komplet, Alt
i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfdelsesfest,
og Paris har Festens Dragt. Plnerne strkker sig grnne og tykke og
blde som Fljl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
svulmende, fyldige Tppe; der er ikke et drysset Knopskjl, der har faaet
Lov til at ligge og stte Plet paa Vaarens jomfruelige Kldebon. Riven
har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
vre der; de gule, fjedrende Stole staar paa Rkke og Rad i Solskinnet
som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og rde Ribes. Om den antike
Sjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
llinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
Laurbrbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladlv
sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
hvor den frste Foraarsskjnhed bliver poleret og fredet om og sat i
flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
Kjreveje, med dets Fontner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfrdige mod den stakkels Boulogneskov.
Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
Reglen aldrig faar den at se, fr den er affloreret. Deres Indvandring i
Paris begynder frst, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjbstadmarked. Den skal ses helst i
Marts eller April, tilnd i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
Lindeduft kan vre berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
den er der Tusinder af Skove, som er flles om. Boulogneskovens er der
derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstret ved Thtre franais staar i Knop, indtil
Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrngselen og Stvet paa den
store Vddelbsdag ved Longchamps har stnket Banalitet over de fornemme
Aller, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
hver gte Pariser-existens. En Promenade der hrer til. Man kan bedre
undvre Desserten til sin Diner, end man kan undvre den. Men der er kun
een bestemt Promenade, som gjlder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
kommer i Karosserne  la Louis quatorze med den vldige Fadding vuggende
sig paa Kmpefjedre og med de silkebestrmpede, stive Lakajer.
Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
Baggrunden af deres lukkede Koup, men udfordrende, brammende, med
Rosenbuketter bag Hestens re og i Groomens Knaphul, stiller den store
Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjnhed ud
paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstvnet.
Fremmedkolonierne flger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
fra alle Verdens Egne, der kommer en Sson til Paris, for at Guldfloden,
hvori de vlter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
Tilvrelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
strammes pludselig Tjlerne, og hele Strmmen af Kjretjer ruller
langsomt videre i Skridt. Man gjr _le tour_, den verdensbermte _tour du
lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trngselen er
for tt, kjrer man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovss Bred.
Der er tre, fire, undertiden fem Rkker Vogne ved Siden af hinanden og
ikke en Armlngdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjrer selv, maa holde igjen,
for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis--vis_
hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
standsende, bevger man sig fremad til Enden af Sen. Paa den anden Bred
er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Alle, men denne anden
Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjlder kun
den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,
vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage
igjen, ind i Trngselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har
naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,
sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil
paa urette Sted, en Bevgelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem stte
Plet paa Ens gode Navn og Rygte.

Landskabet selv er som denne luxuse Ramme omkring det. Det kunde males
paa Bagtppet i en Feriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad
der kan udtnkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig
spejlblank S med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaer, der
romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hnger ud, saa at
dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem
Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende
Bosketter og blde, grnne Engskrnter, hvor de hvide Sommerfugle leger
Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Aller og de sarte
Akacielunde og de lange Plner, der ligger saa rolig, som om de var
vuggede i Drm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner
dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og
Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Lv og tegner
det igjen i Skyggerids paa Grsset nedenunder. Friskhed bestandig fra
Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Stvgran paa noget Blad, men smaa
Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det
fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke
Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er
Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er
der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens S. Men det ser ud
omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der
fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrnter med Villahaver og ranke
Aller til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens blde Bugtninger
det ind med Romantik, allevegne ligger Kmpestaden i Baggrunden med
Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa
slaar sine jne op i den hele Verden. Men det har et Srprg her, som det
intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet
i Elegancens skinnende Klder. Det er parisisk fra Top til Taa.

[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]

[Illustration: I Kammeret: En Tilhrerloge. Tegning af Mars.]

[Illustration: Kammerets Talerstol.]




I KAMMERET.


Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde vret opfundet andetsteds,
vilde Franskmndene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for
deres Behov. De trnger til at hre og hres. Frst i det talte Ord er
Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,
at de har deres Styrke; frst det talte Ord virker paa Sandserne, og de
staar under Sandsernes Herredmme i al deres Frd.

Men havde Franskmndene gjort Opfindelsen, vilde der vre kommen en hel
anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne
hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at
akklimatisere den, maattet lmpe den adskilligt. De har, om man saa vil,
oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,
jvn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan
Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmndene kun ringe Sans. De
er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven
Kjd og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider
uden Forskjel, den gjennemtrnger hele Nationens Liv. Anderledes derimod
med Franskmndene. De kan i et givet jeblik passionere sig for en
Regeringsform, men ogsaa kun et jeblik. Saasnart de har den, nsker de,
at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behver at
tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal
srge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres
egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har
sin uhyre Udbredelse, klemmer, hjst karakteristisk, de mest lste
Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent
for udelukkende at blive litterre. Politiken spiller kun en Rolle i
Franskmndenes Liv, naar den gjr Spektakel, naar den byder
Tilfredsstillelse for deres stadige Trst efter Sensation. Det forklarer,
hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversttes til fransk
Behov. Den hedder i denne Oversttelse Tribunen, og den har i den
undergaaet en fuldstndig Forvandling. Parlamentarismen i England er en
Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesttelse er det Frste, der springer i jnene, naar
man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et
Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds
hver de Deputeredes rde, magelige, hjryggede Kldesbnke sig over
hinanden, med saa strk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet
op til Rummets halve Hjde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske
Marmorsjler med Broncekapitler, der brer Loftsplatfonden, hvor
Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken
Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Sjler og byggede
fuldstndig efter Mnster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det
profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjlp af
Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa
Amphitheater--tydeligt flge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil
sige paa den mgtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for
Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den
er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tppebelagte Afsatser,
Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.
verst throner i sin gyldne Lnestol Kammerets Prsident, omgivet af
Staben af Sekretrer og vrige Embedsmnd. Paa Trapperne farter
Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante
Kjoledragt med Slvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er
Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og
Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bnke, og midt imellem, bag
Talerstolens flatterende Brystvrn, paa en Plads, der er saa stor som et
almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele
Salens Opmrksomhed paa sig.

[Illustration: Kammerets Prsidentstol.]

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa
denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom
hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.
Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om
det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme jeblik,
han begynder at beskjftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.
Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager
ham til den med uophrlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle
hans Lngsler, Maalet for al hans rgjerrighed. Thi Tribunen frer i
Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv
Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lgge Evner for Dagen, der
anbefaler til en hjere, man tager sin Stilling med Storm i et langt
Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,
og den nste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat brer
Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,
at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til
Ministertabouretten, idet han stter Foden paa Tribunens frste
Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hnde ham, der er hndet
Hundreder af hans Forgjngere? Han har altid Exempler fra de seneste
Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis
Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om
den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store
Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa
Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik
som en anden lille, brdls Advokat omkring og holdt Taler ved lglasset
og tog paa Borg paa Kaferne, da han tilfldigvis kommer til at fre
Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for
Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne
ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev
Partifrer, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet
Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de
store Sejre vindes.

[Illustration: Gambetta.]

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i
Slgt med Skuespillerens. Kommer man lbende fra Gaden op paa Scenen uden
at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken
sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende
i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjr man ynkeligt Fiasco. Det
er paa Tribunen ligesaadan. Der sprges der meget mindre om, hvad man har
at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;
den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken
der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af
Modstand, fr Forstaaelsen kommer. De griber ikke jeblikkeligt og river
med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,
der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der
allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver
enkelt af Tilhrerne og prsentere dem saa pnt paakldte som muligt,
helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i ret og kan
blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man
saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i
tilbrlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succs
ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se dmettre"_ har han
styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks
Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de
afgjrende jeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder
Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han
Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man lser hans Taler,
forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hrer dem, forstaar man
dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig
skiftende Udtryk, jnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i
Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til
Auditoriet, fstner dets Opmrksomhed ved direkte Sprgsmaal, lurer paa
hver af dets Bevgelser og jeblikkelig fanger selv den mindste af dem,
for at sttte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til
Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det
Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i
den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er
det Formen, det gjlder.

[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af
_Mars_.]

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun
betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjbe til
Deputeretkammeret, vilde der vre Dage, da de gjerne betalte Hundreder af
Francs for en Plads, men der vilde ogsaa vre andre, da man ikke fik dem
til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en
almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et
Budgetsprgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa
er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her
sidder en ensom Tourist og falder i Svn efter forgjves Forsg paa at
gjenkjende de bermte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en
Landvlger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat
og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal vre med til en
rigtig Fest. En tung Atmosfre, mttet med Kjedsomhed, fylder Rummet.
Ogsaa Amphitheatrets Bnke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som
sidder der, gjr Orden i deres Skuffer, lser deres Post, besrger deres
Korrespondence eller anstiller Tegnevelser i Lovforslagenes Margina. Men
Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas
perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af
Nyhedsreferenter, gjr Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de
selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke
endelig er bleven frdig. Men han staar der endnu, bladende i sine
Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Hjst den Sagen
vedkommende Minister gjr Forsg paa at hre efter. Man har flokket sig i
Grupper og snakker hjt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som
Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa
Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un
peu de silence, s'il vous plait,"_ Prsidenten dundrer i Kathedret med
sin store, gule Opskjrerkniv, et Par Stninger af den ulykkelige Talers
Foredrag bliver hrlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang
i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor lnge, taber man til
Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle
Ender og Kanter af Salen. Prsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa
Klokken, men Utaalmodighedskorets Blger voxer kun hjere derved. Han
bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjr et
Spektakel, saa almindelige rer er lige ved at blive dve. Men de
Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Stj.
Prsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham
Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at
gjre. _"Au vote! au vote!"_ brler det opmuntrende Kor endnu mange Gange
hjere end fr. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne
gaar rundt. I Gruppemderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den
afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mdet er tilende.
Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der
kjender, fr de den nste Dag lser dem i Bladene. Den hele Forhandling
har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

[Illustration: Kammerprsidentens Klokke.]

[Illustration: En Stemmeurne.]

Helt anderledes derimod, naar der er "grande sance". Det er ikke
fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Frst og
fremmest gjr naturligvis alle de Mder det, i hvilke man forsger at
vlte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det
franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere
bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning
behves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande sance" stillet paa
Benene. Der udkrves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede
Tribuneaktrer vil optrde. En meget almindelig Interpellation om et rent
ubetydeligt mne kan vre nok, saafremt den blot giver Lejlighed til
oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar
Clmenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en
Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar
Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Hjrebnkene, den unge
Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjg og de
altid ulmende Tendenser til Vesuveruption nsker at vide, hvorfor der er
bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax
en "grande sance" af allerfrste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting
at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen stter Lidenskaberne
i Bevgelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk
Skuespil _a grand spectacle_.

Gjr den det, saa bliver Kammermdet en stor Pariserbegivenhed. Alverden
faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisrsvenden, der plager
sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som
meget let lader sig realisere i klingende Mnt, helt op til de fornemste
Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Prfektpost i
Udsigt som Doucr for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det
frst og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde
Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og
sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager
strre og strre Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags
Hof i Palais de l'Elyse og ved de store offentlige Festiviteter. Men med
Hr. Grvys Regeringstiltrdelse er det komplet forsvundet. Selv paa en
Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Prsidenttribunen
saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden
finder det under sin Vrdighed at vise sig der. _"a devient horriblement
canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har
foruden sine Tirsdage i Thatre franais og sine Fredage i Operaen
egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermder tilbage,
hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for
det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen flgelig enorm. Det er
aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sttes i Gang for at
opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef
de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne vre alle mulige
Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af
Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.
"Hans Sal" har vret overfyldt allerede for flere Dage siden.

[Illustration: Hr. Becherelle.]

Saa maa da Strsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille
sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,
skjndt Mdet frst skal begynde Klokken To. Strke Delinger Politi
trkker Kordon paa begge Sider og danner en Alle, gjennem hvilke Vognene
kan kjre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.
Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i
Trngselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog
saa sige at de har vret med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de
forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er
desvrre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det
Forfrdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Rkke, vilde det
nye Toilettes Virkning vre delagt. Man vilde maaske ikke engang blive
opdaget fra Journalistlogen og flgelig heller ikke blive nvnet i
Aviserne den nste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at
rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv
Pluraliteten af Deputerede lader sig det vre magtpaaliggende at optrde
standsmssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar
der er _grande sance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke
numereret. Kun de allerrdeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjr det
grumme ndigt, men de tr ikke risikere deres Popularitet hos
Tilskuerhoben paa Quaien.

Defilen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater
og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ prsenterer Gevr, Fanfaren
lyder, Kammerets Prsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og
Sekretrer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger
Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.
Mdet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom
i Theatrene har man som oftest en lille _Pice de rideau_ til at aabne
med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,
for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken
Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne
i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem
deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.
Endelig, lidt efter lidt, dmper den blgende Uro imidlertid af. De
Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne
uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og
som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene bestter
Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal
forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter
raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.

Undertiden kan det hnde, at den fuldstndig skuffer Forventningerne, at
den bliver en lang, alvorlig Styrkeprve med Tale efter Tale, hvori der
er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden
Storm og Torden, uden vsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget
lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,
Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slber sig hen
efter Time, og man tr dog ikke gaa, thi det vilde jo vre altfor
harmeligt, om det store Sammenstd indtraf netop som man var forsvunden.
I Journalistlogerne erklres Mdet for det mest kjedsommelige, der
nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager nste Morgen
den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvre noget Saadant; man
vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine
Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis
sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande sance_ ret lnge kan holde
sig i Tmme. Der dumper en lille, bidende Bemrkning ind, som bliver
fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,
Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra
alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.
_"Silence au Mexique"_ brler et regeringsvenligt Medlem under vilde
Bifaldshyl af Majoriteten over til Hjre. _"Silence  la commune"_ svarer
Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.
Prsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved
Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen vrd at anbringe sit _"Faites
silence."_ Man rejser sig fra sine Bnke, man flokker sig sammen i
Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny stter derop med
Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hrt. Tumulten kan vare
hele Kvarter ad Gangen, fre til personlige Sammenstd og Udfordringer,
fre til, at Mdet forelbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt
mere af sin grande sance, end man egentlig nsker. Idealet er, at
Stormen kommer, men at den dmpes igjen af en oratorisk Koryph, der
behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede
Lidenskaber som Baggrund og med den Spnding, som de stter paa det Hele,
bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et
stort Bravourslag afgjr Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.
Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,
man vil have. Udviklingen kan gjerne trkkes lidt i det Lange, om det
skal vre, med smaa skjmtende Skjrmydsler, men Knuden maa strammes,
Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,
forsonende, ophjede Lsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar
hjem med Ro i Sindet, men bevget, lftet ud over det Dagligdags. Frst
naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande
sance. Aviserne kan saa den nste Dag med rolig Samvittighed skrive
Spalte op og Spalte ned om Mdet, naturligvis frst og fremmest om dets
smaa accessionelle Sider. De kan vre sikkre paa, at hele Paris vil sluge
dem med Opmrksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor
Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under
almindelige Forhold ikke synderligt om.

[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot
bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det jeblik, da den franske
Tribune bliver mere end et sensationsvkkende Skuespil. Saadanne
jeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon
tidt kan frembyde, saa tr det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie
stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte
vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har
vanslgtet fra sit store Ophav.




DET RDE PARIS.


Paa den venstre Seinebred, i en af de lngst bortfjernede Udkanter af
Paris, ligger der mellem faldefrdige Rnner, i en mrk, ubrolagt Gade en
lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om
at naa i Droske. Bagved Skjnkestuen med dens grntmalede Trborde og
tilrgede Vgge er der et strre Lokale, som af og til plejer at blive
brugt til Fter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa
Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jvnligt i koreografiske
Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til
tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tnde, kan der
ogsaa til Nd stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var
bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophngt en
vldig, med rdt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes
udenpaa Skibe for at afparere Std, og man havde dekoreret Vggene med
tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rdt Shirting, mellem
hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og
af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var
Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behngt med rdt Tj og
ved Hjlp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs
Vggene stod der lange Borde af uhvlede Brdder, bedkkede med grove
Duge og store lglas.

Anledningen til alt dette var saare hjtidelig. Tro mod Traditionerne fra
den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,
Broderskabets og Humanitetens ra, som skulde brede sit Lys ud over hele
Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre
festligt Sprog betd det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre
akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden
nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig
hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund
forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende
med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smrrebrd
paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui
sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide
Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var nppe komne til Syne, fr hele
Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve
Kommunen!" Men Ingen tnkte paa at gjre Plads for de ankomne Gjster;
sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, fr
man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemndene fra
Ny-Kaledonien var trstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var
der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin
Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk
Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemndene var
resgjster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en
reserveret Dr vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der
ikke lnger var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af
Bevrtningen ved at vre imdekommende, aabnede Rkkerne sig, og
Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig
hje Raab nede fra Skjnkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var
arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier
Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af
aldrig endende Brl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Flge saaes
Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benot
Malon, Gusde og andre forhenvrende Kommunechefer. De tog Plads ved et
for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.
Mdet var fuldtalligt. Opvarterne prsenterede sig i Salen med
langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjnkedes samt med store
Brdbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu hjere Hyldestraab
end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og
stoppede endelig med deres Smrrebrd Munden paa Skraalhalsene.
Formandsklokken ringede; den hjtidelige Del af Festen tog sin
Begyndelse. Det var en uendelig Rkke af Taler, i hvilke Essensen dog
omtrent vedblev at vre den samme. Ved det souverne Folks Villie var de
overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fdrelandet, fordi det
republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den
forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhngere vilde levere det
kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte
Kommunen igjen; nste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun vre smykket
med rde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele
Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den
havde i Virkeligheden ogsaa nrmest gjort Indtryk af en
Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,
halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rdskjrfede Borgerinder, der
fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde
Talerne, med de hvert andet jeblik vltende Borde, med dens opstyltede
Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le
bon Dieu", dens hele redvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.
Men ikke destomindre var Dagen en Mrkedag i det rde Paris' Historie.
Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa
den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,
til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af
Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdmmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa
smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa
Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden
holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man
lagde til Bygningen, maatte lgges i Smug. Men saa blev Marschallen
styrtet, der kom ubegrndset Tale- og Skrivefrihed, der kom frst og
fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prvede Arme vendte tilbage
fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig
ved hjlys Dag og med det Tryk paa sig, som var forndent, for at det
kunde blive til Noget. Efter den frste "respunch" for de hjemvendte
Martyrer, fulgte en lang Rkke Banketter og lignende Festligheder, ved
hvilke man sgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev
ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i
jeblikket var det ganske vist mere Ljer end nogen alvorlig
Samfundsfare, der var paafrde. Friheden selv, sagde man, vilde vre den
bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man
glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske rde Agitation laa et
stort, alvorligt Samfundssprgsmaal og ventede paa sin Lsning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med ttte Taager om sig.
Lykkelige over igjen at kunne gjre Spektakler, saa galt de lystede,
flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet
flles Maal end netop at gjre Spektakler. Der kom da den frste Periode
i det rde Paris' nye ra, den store Enighedstid under Banneret, som
Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til
hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt
opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende rde Helgeninde
Louise Michel.

Hun er oprindelig Lrerinde og har, skjndt hendes Forldre var Bnder,
faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt
srlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde
reflektere over, hvad hun havde lst, gik det op for hende, at hver Gang
Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det vret
tilstrkkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det
jeblik har hun selv kun levet for at udfre et saadant
Supprimeringsvrk; hun flte det som en hellig Mission, der var betroet
hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldfre den,
er hendes tragiske Skbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig
Umage nok. Frst var det Kejseren, der skulde vre hendes Offer. Hun lod
sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis
hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand
stttet paa et Ddningehoved og den anden lftet theatralsk hvnende i
Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som
hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og
Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trnge frem til
Kejserens umiddelbare Nrhed, og flgelig kunde hun heller ikke komme til
at stde Dolken i hans trolse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun
sine jne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbd Kommuneregeringen
at gaa til Versailles og gjre Brug af sit saa lnge slebne Vaaben, og
for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til
Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt
Mandat til at ivrkstte sin Plan, men Ferr, den Samme, der lod
Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges
paa en Forbrydelse og forbd hende at fuldfre sit Forst. Stakkels
Louise Michel! Hun lod sig da nje med at ifre sig en Uniform som
Nationalgardist og kmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy
blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte
hun sig selv og erklrede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer
mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"
sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun
blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouma, hvor hun senere kom til at bo
Dr om Dr med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt
til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved
alle Lejligheder frte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst
have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjre en
fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at
myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forst, Zuluerne gik
hende i Nringen.

[Illustration: Louise Michel.]

Ved sin Hjemkomst fra Nouma fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans
Glorie. Han var bleven den frste Mand i Republiken, han stod omgivet af
en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populre Dage aldrig havde
naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede
sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene
Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville
eller La Villette, og overalt strmmede den rde parisiske
Arbejderbefolkning til for at hre "den store Borgerinde". Rochefort
havde arrangeret en hjtidelig Modtagelsesscene paa
Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og
i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende
om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden
vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet
hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun
kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Brnene i Omegnen og
skjnkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og
Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfller i Exilet. Da man i
Betragtning af denne Adfrd tilbd hende Benaadning, afslog hun den og
erklrede, at hun vilde blive paa Nouma, saalnge der var en eneste
Landsmand derude, der trngte til hendes Hjlp. Og ogsaa efter sin
Hjemkomst sgte hun at give dette Helgenindery ny Nring. Hun afviste
Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.
Folk, der besgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog
Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste
Armod, og hver Gang hun gav Mde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter
at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhrerne om, at hun desvrre
maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg
Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes
ostentative Prsentation af sig selv som barmhjertig Sster end var,
undlod den ikke at gjre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske
Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Frere i den Grad
opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hrte man dem idelig
sige: "De seer jo, hun gjr Alt for os, Intet for sig selv." Det var det
vsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi
personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun vret smuk,
vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredmmet over Masserne. Men
hun er tvertimod grim som de Frreste. Paa en lang, mager Hals sidder der
et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Nse, smaa sorte,
stikkende jne og grove, mandlige Trk. Hendes Organ er trt, rustent,
hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad
hun siger, er en Lektie, hun har lrt udenad. Men hvert Ord siges
distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremstter sine
Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at hre i disse
Forsamlinger. Efter hver Stning gjr hun en lang Pause, under hvilken
man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nrved at vlte
Huset i endels Begejstring. Og naar Talen saa var frdig, var der i
Regelen en lille rdkldt Pige ved Haanden, som overrakte hende en
vldig, hjrd Rosenbouket, Louise Michel blev rrt til Taarer, takkede i
bevgede Ord og erklrede, at hun modtog disse Blomster for at lgge dem
paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke vret vild fr,
blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra
Tribunen og bre hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver
naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhjeste Grad,
Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med
fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig
vkker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun
siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, hjtravende Ord om Folkefrihed
fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om
Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med
smaa, historiske Fortllinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,
Versailles' Fngsler og Auberive. Selvflgelig har hendes Foredrag et
staaende Omkvd, der gjlder hendes og hendes Medborgerinders Mission.
Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun mder stadig med en
kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og
Marie Cadolle jvnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har vret underkuede,"
siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprnges. Alle skal vre
ligeberettigede, og ogsaa vi vil vre det. For at bevise vor Ret dertil,
forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte fre det frste Std.
Vi Kvinder vil prsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har
nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hvnens Vaaben i Haanden og offre
sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjves venter paa Lejligheden til at gjre dette, er
imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.
Hun viser sig endnu af og til ved strre, hjtidelige Anledninger, men
Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke lnger
som fr i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den
rde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "use", som det,
srlig i Paris, er de fleste populre Afguders Skbne at blive det. Hun
har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmssig et nyt Bind
hver anden Maaned. Den rde Bevgelse, som hun en Stund bidrog til at
give Vind i Sejlene, har ikke lnger Brug for hende; den er kommen ind i
nye Faser.

[Illustration: Paule Minck.]

[Illustration: Leonie Rouzade.]

Man havde en Stund levet paa Gjensynsglden efter Noumaaarene og paa
rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den
kunde rimeligvis have varet adskilligt lngere, end den varede, hvis ikke
den Allarmanledning, som man gik omkring og sgte uden at kunne finde
den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de
uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen
derovre hverken var forberedt med den ndvendige Indsigt eller frtes med
den tilbrlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet
at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den srgeligste
Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Flge af, at
Frankrig styredes af et Ministerium, hvis vsentligste Beskjftigelse i
lngere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission,
i hele to Maaneder var Landets Reprsentation under disse alvorlige
Forhold ikke samlet, den rde Agitation kunde aldrig nske sig heldigere
Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store
Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souverne Ret til selv at
konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket
op med den forhenvrende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og
Domfldelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elyse Montmartre.
Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Rde nu af en
formelig Mani for at ville stte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i
Anledning af "de skandalse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og
ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjndig
Spekulation af rovbegjrlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten",
holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fldet
Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta
til hele Samfundet under Tiltale. De Rde svlgede i Spektakelnydelser.
Deres populre Dandsesale prsenterede sig i straalende Dragt. Fra
Balkonen vajede der rde Flag i Mngde; foran Musiktribunen i Salens ene
Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rdt og flankeret af
sorte Bannere, hvorpaa der med luerde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med
Stokkebundter og Liktorxer, Statuer af Republiken med den rde frygiske
Hue paa Hovedet, lange, rde Silkefaner med gyldne kommunistiske
Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget
om Lokalets sdvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa l og
Brndevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og
af Hvidlg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrgen fra Hundreder af
Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udfrelsen
af deres Funktioner. De talte og hvinte, brndemrkede Regeringen med
samt de andre "Forrdere", som var i Pagt med den, vltede det gamle
Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.

Til at ville stte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der
blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjlde, hrte
Enigheden mellem dem op. Rdt er ganske vist altid rdt, men den rde
Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise
skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved
Siden af hinanden. Saalnge det i Samlingsperioden under Jeanne
d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde
Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i
Haand; saa saare derimod et konkret Sprgsmaal tvang dem ind paa
Undersgelse af, hvad der skulde vre Maalet for deres Spektakler, kunde
der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske
vist Kmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede
ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Hg over Hg.
Kollektivisterne forkjttrede de Intransigente, de rene Anarkister
forkjttrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste
var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev
stemplet som en Reaktionr. Han havde jo "slikket de kejserlige
Generalers skimlede Stvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en
Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til
Hren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente
simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene,
erklrede Gauthier, en af de Hjrdestes Talsmnd, Sligt for ligefrem
Idiotisme, Kun Forbrydere eller Strblinde kunde fremkomme med et saadant
Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstvnes, for de Mdres Dom,
hvis Snner frtes til Slagterbnken i Afrika, for de Fdres, de Brdres,
hvis Sttter og kjreste Slgtninge myrdedes uhvnede paa en fremmed
Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet
ikke vilde vise sig saare villigt til at give Mde for en saadan
folkelig, hellig og suvern Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat
have drftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig
til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste
Venstres Deputerede forsge paa at sprre Folket Vejen, skulde man gaa
over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres
Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde vre, fik man ogsaa at
vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa
lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa
de nuvrende Institutioner i Frankrig, hele det nuvrende Samfund ende
med en Sang. Men denne Sang skal vre sidste Vers af Carmagnolen: " la
lanterne!  la lanterne!  la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i
Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte
Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og
jeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var flgelig ikke Andet end
en Hoben Forrdere, Menedere og Bedragere. Clmenceau havde aldrig vret
Andet end en forkldt Royalist af vrste Sort, selv Tony Rvillon, deres
egen Reprsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behvet at sidde i
Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrngt af dets Raaddenskab. Man
havde flgelig kun Et at gjre: lade hele denne Ynglets Hoveder falde
under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Mde med rene
Ord anbefalet som en Ndvendighed, og man skiltes med Lftet om snart
atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste
Gang havde vret saa ufornuftig ikke at brnde.

Man kom dog ikke til at opfylde dette Lfte. Regeringen lagde Proces an
mod Hovedtalerne paa Mdet for Ophidselse til Oprr, under et tidligere
Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til
Forsamlingssalen stdende Kaserne for at skride ind, hvis
Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig
Gambetta kom til Roret, fandt de Rde det endnu hensigtsmssigere at
stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i forndent Fald ikke
vilde vre bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under
denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det rde
Paris meget betydeligt. Den havde lsnet Taagerne omkring det; den havde
tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhjre de blakkede, famlende
Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en
Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det,
der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den rde Bevgelse i sin Haand. Det
kan under givne Forhold faa Assistance fra beslgtede Revolutionre paa
begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne
komme til at spille en virkelig Rolle.

Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe
af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har
under de forhenvrende Kommunardchefer Eudes, Grang, Vinant og Cournet
delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med
Formnd og Underformnd, der skal srge for Udfrelsen af det verste
Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning fler ingen Lyst
til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen
af Cheferne, der kan fortlle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var
fdt Konspirator. Der er Folk, der fdes til det, som der er Folk, der
fdes Poeter, og Andre, der fdes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun
det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle
mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjle. Selv Hovedmassen af dem,
der er tilsinds at vlte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa
Lov til at vlte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske
Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene
deres Standpunkt. Ethvert Forsg paa Organisation var efter hans Mening
overfldigt og reaktionrt, og flgelig ogsaa Dannelsen af en
hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet jeblik
konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den
Organisation, som behvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde
skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love,
fldede sine Domme og srgede for deres Udfrelse. Med en saaledes
beskaffen Samling af Revolutionre er der under normale Forhold ingen
Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstrke Grosset af
en eventuel Omvltningshr, men de kan ikke selv hverken forberede eller
fremkalde nogen Omvltning.

Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program.
De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres
Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne:
gjre Spektakel for at gjre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas
Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig
Udbredelse og hans Tilhngere synes talrige, fordi det republikanske
Partis yderste venstre Flj med Clmenceau i Spidsen gik sammen med dem.
Clmenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under
Gambetta, og det var frst, da dennes autoritre Tilbjeligheder begyndte
at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr sgte Kadrer
for den Oppositionshr, hvis Chef han haabede at blive. Han har et
Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie,
demokratiske Republik, gjennemfrt ud i alle dens Konsekvenser. Han vil
fare med Damp, hvor de andre Republikanere nsker en langsommere,
gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der
existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets
forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere
forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et
Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille
nogen Rolle, maa de sttte sig til dem. De indseer det ganske vel selv,
og alle deres Bestrbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve
ved at skrive det sociale Sprgsmaals Lsning paa den Fane, paa hvilken
de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.

Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer
noget socialt Sprgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han
kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det
i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i
det vrige gamle Europa. For det Frste er det allerede ved Revolutionen
af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige
siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med
Naturndvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er
samlet paa nogle ganske faa Hnder, er i Frankrig en absolut Umulighed,
simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa
strkt, som det overhovedet kan lade sig gjre. Den langt overvejende
Masse af Folket er i England ejendomslse Nomader, i Frankrig er det en
Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa
den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis
antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store
Industricentrer staar som et endnu mere truende Spgelse det Tidspunkt,
da Landbefolkningen drages med ind i Bevgelsen; den er den umaadelige
Reservehr, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Sttte.
I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstndig; der kan der aldrig
blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle
Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet
naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt,
Jorden rig, Lnnen ingenlunde knap i Forhold til Livsforndenhedernes
Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det
er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et
anstndigt Udkomme, men gjr ham det ogsaa muligt, naar han er
sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtrdende Dyder i den
franske Nationalkarakteer--at lgge til Side, saa han kan sikre
sin Alderdom.

Det er da ogsaa frst netop under de sidste Aars rde Agitation, at den
socialistiske Bevgelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der
er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en
konomisk Basis og har konomiske Maal for je. Lige siden Saint-Simons
og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels
enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos
Folket, dels politiske Agitatorer, som sgte at blande socialistiske
Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde
lede. Men den egentlige, konomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned
til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke
vret nogen Krftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i
1871 var i Virkeligheden et politisk Fnomen, fremkaldt ved rent
exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling fr eller
senere. Frst efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske
Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rdes Ledere sger en Formel for
deres Agitation, og de finder i det sociale Sprgsmaal den eneste, paa
Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en
revolutionr Bevgelse. Under Meetingsperioden fremtrder den
socialistiske Centralkomitee i Paris med Benot Malon og Jules Guesde i
Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrndsede Tale- og Skrivefrihed,
en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit
eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts
"L'Intransigeant" sger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter
nrmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne
rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser
Ndvendigheden af at slutte sig tt til det nyopdukkende Parti, daglige,
og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige,
populre Picer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der
prdikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med
fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et
naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed,
hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans
vage revolutionre Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske
Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede
Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen
af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhngere, ved Valgene til
Deputeretkammeret i September var mdte med en Styrke af 106,000. Om
nogle Aar vilde de, tilfjede han, efter hans Overbevisning vre en
Million og udgjre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne
vilde kmpe lige forgjves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa
vil hans Profetier dog nppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er
i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste rde Bevgelse, der
virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden
vil samle alle revolutionre Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene,
fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig
organiseret, og fordi den i Modstning til de andre rde Partier
fremtrder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sd til at voxe og
trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken
er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk
Bevgelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa vsentlige
Modifikationer, at et socialt Sprgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis
af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhsten er i flere Aar slaaet
fejl, Phyloxeraen har delagt Vinmarkerne, og forskjellige andre
Omstndigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende
Stigning paa alle Livsforndenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke
har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsgt
Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, fr Skaden kan vre udbedret.
Desuden maa der tages med i Betragtning det mrkelige konomiske Fnomen,
der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold
i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte
Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er
tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes
mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig
heldigere stillet end sine Kaldsfller i England og Tyskland; det rent
materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvr. Det bliver ham
imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre
tilstrkkeligt. Med den stadig voxende Flelse af Menneskevrdighed, med
Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestrbelser
for at gjre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater
og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har
sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over
det for Livets Ophold absolut Ndvendige, han faar en Sans for Nydelse,
et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere
og mere energisk krver Tilfredsstillelse.

Den stadige Stigen af Arbejdslnnen, hvori et saadant Krav havner, har
hidtil vret mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den
franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede
Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mgtigt
Std fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af
Produktionsmethoderne, Ndvendigheden af at gjre den engelske Industri
Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige
tilstdende gunstige Omstndigheder bidrog til at gjre dette Opsving
endnu strkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdmmet var en industriel
Guldalder for Frankrig. Krigen medfrte vel en uundgaaelig
Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget
ddbringende Std, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,
indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit
Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembd Betingelserne for,
at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men
Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har
kjendt. Samtidig med, at Livsforndenhederne bestandig bliver dyrere og
dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver strre og
strre, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at
Arbejdslnnen yderligere kan forges. Denne Hindring er den Konkurrence,
som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle
Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede strkt fremtraadt. De
uhyre Landstrkninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjr det
muligt for en Kolonist med sine egne Hnder at kultivere et ti Gange saa
stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i
Hvres Havn kan slges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For
mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa
uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har
end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der
lader de europiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har
aabnet paa Kornmarkedet, er den i Frd med at gjennemfre paa saa godt
som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og
videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig
Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslnnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle
Foretagender var i Hnderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke
vre saa betnkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for
dem selv ved ikke at imdekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa
nogen Maade lod sig gjre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede
Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt
Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver
Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som
Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,
af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imdekommen mod den
arbejdende Klasse er ikke lngere mulig. Thi de Tider er forbi, da den
store Industri var i Hnderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som
overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil
sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med
Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at
Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og
Aktionrernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af
deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor
den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital
og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Frd med at forme sig i
Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Ndvendighed og synes i
ethvert Tilflde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstdet af
dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
sin Udsd, som hidtil har manglet, men som Omstndighederne synes hurtig
at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionre
Politikere blive for at gaa dens rinde og derved om muligt fremkalde de
rrte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjlp gaar Alting
grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
et uoverskueligt Tidsrum vre i Stand til at holde den socialistiske
Bevgelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
Socialisterne, man erklrer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
arresterer og dmmer Partifrerne. I England har Demokratiet gjennem
Aarhundreder bjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Std
udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, fr det atter kunde lsgjre
sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
aldrig have kunnet finde sig i at lade et Sprgsmaal som for Exempel det
irske trkke ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Sprgsmaalet har rejst
sig tilstrkkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjrelse, taaler man
ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
til fuldstndig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
Samfundets Omvltning og Sprngning saa bindegalt og i saa ophidsende
Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
Samfundssprgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke lnge blive holdt
in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
for, at det alligevel vil blive den frste Skueplads for dens
Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det rde Paris har opdaget
dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
fremtidig yderligere koncentrere alle sine Krfter paa Forberedelserne
til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
Det er en konomisk, ingen politisk Omvltning, der gaas imde. Det
sociale Sprgsmaal vil fremtidig vre Indskriften paa de Rdes Banner.
Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Lsning paa
Samtidens store Hovedsprgsmaal, men saalnge ingen anden er funden, er
dens Doktriner de farligste, det rde Paris kunde bruge som Lftestang
for sin Agitation.




PAA BRSEN.


Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Brspladsen. Den er
Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brndpunkt tillige for
disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
bestandig Hjtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
Asfaltfliserne og stter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
ttte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
gjennem Trngselen. Vognene proppes paany Med en Behndighed som
Akrobaten, der dandser mellem g, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
Kanter af Kmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
den anden Side Midnat endogsaa. En Hrskare af Avisslgere vandrer
omkring og rkker paa lange Stnger deres Blade og Flyveskrifter op til
Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voil le crime de
Boulevard Malesherbes! Voil la France! la 2me edition! Faut voir le
bombardement d'Alexandrie! Les dernires dtailles! Voil le scandale de
l'Elyse! Voil, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
broget Blanding af Sandhed og Rverhistorier imellem hinanden, men mest
det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
pirre de blaserede ren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.

Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner nsten i
en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
hundredtungede Raab kun gjr Virkning som enkelte dmpede Violinstrenge i
et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalnge
Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
man hrer, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
potenseret op til en Hjde, draget ind i en dmonisk Sfre, hvor
menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke lnger
strkker til.

Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
den, hvis Helligdom er Templet paa Brspladsen, ingen anden, der har saa
fanatiske Tilhngere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
Dens Prster er ikke her en Kaste for sig af stive, trre,
forretningskolde Vsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
Revue over hele den Verden, der svmmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
dens Nydelsessol og stter Prg paa dens offentlige Liv; for hvert
Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
Trosbekjendelse, hvis hele Tilvrelses Indhold rummes i den ene Stning:
_je vais  la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Ln end er, der betales for
mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu strre. Med en
halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
raade over, for at den kan gjre Figur i samme exklusive Verden, er
aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
Paa den anden Side skal man vre svrt i Skuddet eller have en
exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Brsen".
Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
ikke synderligt Besvr at forge den aarlige Indtgt med baade tyve og
halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
Pariserliv efter i Smmene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
der forstaar denne snilde Kunst.

I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hrte man til de
misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmndene, der
staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
Mngdens Opmrksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
have i sine Saloner, det er deres Gjren og Laden, der fylder
Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjnne, som der nogensinde har
vret. Men de gjr ikke nr saa meget Sprl som den store, guldrde
Brskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
Smaamillioner. For rigtigt at vre med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
halvvejs ndvendigt at vre med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
fra Firserne m "gaa paa Brsen". Har han ingen Trang eller Lyst til
Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjftiger
sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
mere Oplyste selvflgelig ikke tager med i Betragtning.

I ttte Strmme bevger da umiddelbart efter Frokosttid de Andgtiges
Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
sig ud i Brspladshavet, men den faar stadig igjen Tillb fra alle
Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
og danner en uigjennemtrngelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
Klokken halv Et kommer Yppersteprsterne, _le parquet_", de edsvorne, af
Staten ansatte Vexelmglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
Million for et Agent-de-change-Patent. De frste Kurser slaas op. I
lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu fr de
er standsede, og farter op ad den hje Marmortrappe. Kun den skjnne Part
af de Andgtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
Lidenskab vret altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
Hoved med de spndte Ansigtstrk ud af Koupvihduet og sender
forventningsfulde, urolige jekast op til den store Bygning, hvor deres
Hjerte er med hvert eneste Slag, som det rummer, op til de smaa Tal, der
staar paa Tavlen mellem Sjlerne, deres Sorgens og Gldens Evangelium,
det eneste, de kjender. Larmen deroppe fra naaer fortumlende ned til dem,
den kribler med hemmelighedsfuld berusende Magt gjennem hver Nerve og
gjr det lille Hoved rt, som Kjrligheden gjorde det i de unge Dage, de
knap mindes lnger. Den breder sig ud over dem, denne dmoniske Larm, ud
over Vognborgen, over Pladsen, over alle Gaderne rundtomkring. Den naaer
helt op til Boulevarderne, fyldende Luften med Feber, dragende til sig,
magnetisk forunderligt, overdvende, hvor fjernt og dumpt den end
klinger, selv de skarpeste, mest skrigende Stemmer ttved En. Den har
over sig det Samme som Stjen af en stor, styrtende Fos inde mellem
Bjergene. Den er uhyggelig, denne Stj, den klemmer for Brystet, den
jager Svedperlerne frem paa Panden, men den lokker alligevel, den
paaskynder Skridtene, den sluger i sin Tummel Alt, hvad man seer og hrer
og tnker.

Mellem Sjlekolonnaden, der lber rundt omkring Bygningen, og inde i
selve Brshallen er det mere end Stj og Larm. Et Tordenbrag kunde rulle
umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke hres. Den
umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tt, at der
ikke kan sttes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de
i Munden paa hinanden.--_Jai--qui est-ce qui a?--Je prends!--je
vends!--Heu! combien?--Un et quart on fait!--Je prends de l'Omnibus!--Je
vends du cinq!--Laissez le passage libre!_ tordner den hje Brsbetjent i
sin statelige blaa Uniform, den Eneste i hele Mylderen, der intet jeblik
mister sin kolde, vrdige Ro. Men de Andre hrer ham ikke. Med funklende
jne og fgtende Arme, med hele Legemet i Fart sger de at arbejde sig
frem i Trngselen. Oppe fra Galleriet, der lber rundt omkring Salen,
seer det ud dernede som et vildt, sammenfiltret Haandgemng, som en
titanisk Kamp mellem Forrykte. Paa Trappen og i Kolonnaden kan Dagens
Begivenheder endnu diskuteres med Ord og de store Nyheder, der indbringer
Snese og Hundrede Tusinder, hviskes gode Venner i ret i smaa,
hemmelighedsfulde Stninger, der alene forstaas af de Indviede. Men inde
i Salen tales der kun med Gestus. Jo mere bevget Markedet er, desto
bredere bliver de. Paa de store Baissedage seer det ud, som Alverden
vilde prygle hinanden. Man farer sammen med opspilet Mund, med udspredte
Arme og med Haanden lftet som til Slag. I det nste jeblik synes den at
skulle falde ned paa Gjenboens Kinder. Men det er kun en _Faon de
parler_, en af Brssprogets mange mrkelige Terminusser. _C'est un
Krach!_ raaber den ene Haand, _c'est un vol!_,' raaber den anden, og man
forstaar hinanden.

[Illustration: Kurserne slaas op paa Brsen]

Tummelen og Trngselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til
Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sttes, og saa er det, man
i en Fart maa bestemme, om man vil kjbe eller slge. Alle strmmer til
_le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor
Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemnget naaer sit
Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brler og river og flaar i
hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfrd
i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevgede Krisetider ofte gjldt. Men
det gjlder ikke saa sjldent mere endnu. Efterdnningerne af Larmen
derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op
til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om
selve Landets strste Interesser, der tages Bestemmelse. Som Brspladsen
er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefrdsel, saaledes er
Pariserbrsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de
vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede,
og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun strk,
naar den har Brsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed
ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers
nsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten,
og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs
Skbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Brsens Aversion mod hans
Finantsminister Allain-Targ. Med Rette eller Urette betragtede
Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for
Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i
denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog
Brsudsendingene koldt og ikke ansaae det ndvendigt at lytte efter deres
Raad, erklrede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle
Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det
store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populreste Politiker
ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Brsen for Lon
Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjrnesten. Det havde hverken
Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til
det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de
store Brsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik
Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige
Politik ogsaa; havde de tre Prsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen,
som Brsen viste det, saa vilde dets Dage have vret talte, inden der var
gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk
Sprgsmaal, saa er det frste Dokument, man raadsprger, Brsens
Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betnkeligt paa Hovedet,
selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der
er i Gjre, fortrffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man
det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for
Landets Velfrd Tjenlige.

Et saadant Fnomen vilde vre utnkeligt, hvis det i Brslivets Tummel
alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige
Pariserlediggjngeres Indtgtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden
drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere.
Templet paa Brspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det
spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af
Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hvderen af
dets Position imellem Staterne.

Det er under den tredie Republik, at Pariserbrsen i Ondt som i Godt er
kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne
til det maa sges lngere tilbage. Allerede det andet Kejserdmme gav
Stdet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for
den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side
den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden
det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under
Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var
ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne
bre de med dette "vie surchauffe" forbundne Udgifter begyndte den
fornemme Verden allrede da at gaa paa Brsen. Saalnge Adelen holdt sig
fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa
Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjndt de selvflgelig
ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blndet
af det tredie Kejserdmmes Glands, fandt sig befjet til saa halvt om
halvt at lgge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det
ndvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hvde sin
Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen
var forsvunden. Selve Hoffets nrmeste Omgivelser ste af den nye
Berigelseskilde med fulde Hnder. Millionen var en Sttte for Regeringen,
og den hdrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati
blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog
Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske
fornuftigt og ganske hensigtsmssigt at give de gamle rustne
Vaabenskjolde et nyt Overtrk af Louisd'or-Guld. Brsen gjorde ingen
Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den flte sig vel
endogsaa baade stttet og smigret ved, at man henvendte sig til den
derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forgedes, dens hele Liv fik Dag
for Dag under Kejserdmmet mere og mere Vind i Sejlene.

[Illustration: I Brssalen Klokken Tre.]

Det er imidlertid frst under den tredie Republik, at den er naaet til
Hjden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens
Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart
fr den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende
Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilvrelse.
Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs
uudtmmelige naturlige Hjlpekilder strmmede hele Landets Befolkning til
med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige
Summer blev overtegnede tredive Gange i Lbet af en eneste Dag, man stod
i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var
greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med
Beundring var Frankrigs Venner, med inddt Misundelse dets Fjender Vidne
til denne overvldende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor
selve Rigets Grndser kunde den ikke undgaa at vkke Forbauselse og, da
Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtgt. Man havde faaet
det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa
at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var
kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjre det fluktuerende var
bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i
Milliardlaanene, man bd det nye Aflbsrender, og det og meget mere til
stes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende
dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i
en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.

Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Brsens Tiltrkningskraft. Der
bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af
Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi:
Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmnd har bestandig betragtet
deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en
Formue. Man havde oprindelig njedes med at forlange den som Resultat af
en Ungdom i ihrdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Brsen,
forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk
lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som
Millionrer den nste. Saadanne Exempler maatte ndvendigvis virke
fortumlende. Man begyndte med at ville vre rig i Lbet af to, tre Aar,
man endte med at ville vre det i Lbet af en Uge eller to. De alvorlige,
grundmurede Brsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over
Spillet. Alverden spillede paa Brsen. Landets frste Slgter gav Tonen
an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v.
med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv
Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betnkte sig ikke paa
offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar
Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa
Brsen. En eller anden forhenvrende Ministers Navn kunde ikke undvres
og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og
Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om
Love, som kunde stte en Stopper for dette Uvsen. Og mens
Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dr til Dr paa Samfundets
Hjder, trngte den samtidig ogsaa lngere og lngere ned i Dybderne. Den
trngte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener,
der saae deres Herre kaste Penge ud, skjndt de vidste, at han ingen
Formue ejede og Ingenting bestilte, de lrte snart at opdage den
uudtmmelige Guldkilde og at se af den selv. Portneren saae en skjnne
Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De
Operationer, der gav saa magelse Resultater, mente han, maatte han dog
ogsaa forsge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de
store Summer, de vandt, til Urtekrmmer og Spkhker og Grnthandler, og
ogsaa de fulgte Trup. Og Grnthandlerne smittede Slgekonerne, og saadan
i det Uendelige.

Udenfor Brsen, paa Bnkene langs Omnibuskontoret og under Trerne, sad i
lange Rkker de gamle "Boursicotirer" og drev Spekulationen i deres
vrdilse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre
fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen
havde naaet sit Hjdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.

[Illustration: "Les boursicotires".]

Den kom i Affairen med _"Union gnrale"_, Bontoux's bermte Bank, det
srgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Brsspekulationen og
dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde fr Firserne kun
vret lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som
den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da
han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at sttte
sig til Mac Mahons nrmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der
gjennem denne stod i hj Gunst hos Kejseren af sterrig og de sterrigske
rkehertuger, Mnd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de
Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med
Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mngde
Koncessioner i sterrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde
"Union gnrale" og dens Affdning, den sterrigske "Lnderbank", eller
_la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmrkede Forretninger og
erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele sterrig fra de
tidligere Forretningsmnd. Men dertil kom yderligere en anden, meget
vigtig Omstndighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at
skulle vre et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til
at modarbejde Jdernes, srlig de tydske Jders Indflydelse paa det
parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende
Pengemagt kmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjrende
katholske Kirke. Den stttedes som Flge deraf af hele Gejstligheden i
Frankrig og sterrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af
Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve
Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Sttte for Banken.
Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne ld paa 500
Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde
hundrede. Kort fr deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de
til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens
Grundlggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.

Selvflgelig kunde det ikke vre gaaet naturligt til. Der havde vret
Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud
mirakulse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt.
Under Kampen med de jdiske Bankierer, der dannede Konsortier for at
fremtvinge Baisse paa "Union gnrale"'s Papirer, havde denne selv sgt
at holde Kurserne ved strax at opkjbe de af dens Aktier, der blev
tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet
godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprngte. Men
til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne
Brsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen
blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget
betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne
op til en ikke mindre fabelagtig Hjde end "Union gnrale"'s. Fra 900
var de stegne til 3500. Den nvnte Spekulant havde frst ved alle
kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjbe,
faaet det paagjldende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da
saa Hjdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa
Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang
sine nrmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en
eneste Dag medfrte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv
sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke
undgaas. Dette jeblik benyttede Koalitionen af Brsmatadorer for at
ramme Bontoux ddeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre
Baisse, som Paris's Brs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke
engang i Mirs's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mdtes af nogen
Kontramine, og da Banken ikke lnger havde Summer nok til at kjbe op som
fr, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Brsdag fra 3200 til
1300, altsaa noget nr 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag
over Paris, og det medfrte en almindelig Panik. Den langt overvejende
Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som
ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de
slge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte
ligeledes slge for at dkke dem, og Baissen bredte sig da og
oversvmmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt,
hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte
paa Brserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden
hrte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne
ogsaa vret forsynlige Folk, som havde hrt op, mens Legen var god, men
de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag
styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde
tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne delggelse, men Mange kom
kun ud af Krisen med en Gjld paa Halsen, som de kunde behve Aar af
deres Liv til at dkke. Der var srlig een Klasse af Mennesker, som
Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med
dens store Behov for Luxus, dens strke Fantasi og dens gamle Tro paa, at
Guld og grnne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa
den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var
der nppe ti, som ikke i strre eller mindre Grad kom under Indflydelse
af Berigelsesvanviddet. Verdensbermte Stjerner, der havde gjort Karriere
og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra
igjen med tomme Hnder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem,
sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mdte
paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke
kmpemssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner
og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling
om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i
disse srgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev
forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved
at hjlpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed
indbyrdes, der er et af de smukkeste Trk i den franske Nationalkarakter.
Overfor Fremmede har Pariseren Hfligheden paa Lberne og Hjertet lukket;
Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.

Denne Redebonhed til at hjlpe, i Forening med den umaadelige Evne paa
alle Kanter til at kunne gjre det, forhindrede, at Katastrofen med
"Union gnrale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget
Foretagende gik kun et Par enkelte andre strre Banker tilgrunde i
Krisen. Landets Velstand ramtes ikke fleligt af den, og den gjorde da
maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har
vel nppe forhindret, at der kan flge andre efter, men den har dog for
en Stund gjort de Funktioner normale, som Brsen er bestemt til at udfre
i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tr ikke
undervurderes. Der har vret store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets
mgtige, smittende Ider, da dets Kunst og Literatur gav det den frste
Plads mellem Nationerne. Der har vret andre ogsaa, da det var de franske
Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fdder. Men Tiderne skifter.
Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav
for stor en Magt, til at Tnkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang
mellem Staterne. Som Frankrig har vret Vuggen for alle Menneskehedens
store, moderne Ider, saaledes er det endnu det ukrnkelige Tempel, det
eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu
mandsstrk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin
inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens
Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige jne kan
overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen
Militrmagt. Skal Frankrig hvde sin Position i vort Aarhundredes
Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have,
hvad Tiden gjr til det Strste og Vigtigste, fordi det er det rigeste
Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og
Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa
Brspladsen, der forvalter og frugtbargjr den. Pariserbrsen behersker
ikke blot det franske, den behersker det hele internationale
Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som
ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de
ndvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som
Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde
udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske
Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbrsen, gjorde man
ynkeligt Fiasco og var ndt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar
til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge,
anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede
Milliarder, dette Land har vret rigt nok til at laane den vrige Verden.
En saadan Rigdom vilde aldrig vre kommen, hvis man som i gamle Dage
havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strmpeskafter.
Alle Samfundslag har lrt at bringe det til Brsen, derfor er det, at
Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i
vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa.
Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbrsens Haand, det er af den
Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods
alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne
franske Samfund.

[Illustration: "C'est un Krach!--C'est un vol!"]




KUNST OG KUNSTNERE.


Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode fr netop i vore Dage.
David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste
virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som
Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Frst henimod
Fyrretallet, med Piejaden, hvis strste Navne var Delacroix, Millet,
Thodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjre Epoke.
Siden da har den taget svr Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem
al moderne Kunst, den ikke blot fster hele Verdens Opmrksomhed paa sig,
den har forget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de
betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan
have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at ngte. Men den
har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at
dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er fdt. Den klder vore Dage
i kunstnerisk Kjd og Blod. Den gjr det med store Evner, med en uendelig
Sum af Energi og med levende Sandhedskrlighed tillige. Det er
Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.

Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er
den ogsaa en hjst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position
i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som
misundelsesvrdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmrke dem, Fru
Fortuna ser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er,
efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere
og mere blevet dens frste Forndne. Et Hus, der er indrettet _comme il
faut_, kan ikke undvre sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar
dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet
Kunstvrk i sin Salon. At det hnger paa Vggen der, er ligesaa
ndvendigt, som at der hnger Diamanter i den gifte franske Dames ren.
Om man har Noget i Kjkken og Kjlder faar blive, hvad det er, men
Brillantrenringene og Malerierne, de er som Klder paa Kroppen,
Velanstndigheden forlanger deres Existens. Med Begjret stiger Varens
Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder,
har sin frste Grund i, at de er Ndvendighedsgjenstande for den moderne
Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre
til ogsaa.

Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden
Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmnd og
Yankeer Dag for Dag udviklet sig til strre og strre Intimitet. Ved
enhver Lejlighed hdres Ssterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens
Sder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens
Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises
Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjles for, lovprises i Aviserne og
begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmrksomhed er Amerikanerne
yderst tilfredse, og de gjengjlder den ved at bringe Paris deres Penge.
De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste
Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober
tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af
"rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske
Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som
udelukkende "gjr Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte
Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.

Fremdeles har ogsaa Spekulationen kastet sig over Kunstvrkerne. Man
kjber nutildags Malerier ikke blot for Fornjelsens, men ogsaa for
Fordelens Skyld. Pengene, som man anbringer i dem, trkker store Renter,
mens Billederne hnger og pynter op og giver deres Ejermand Air og
Anseelse. Naar man har havt dem en halv Snes Aar, kan man nsten vre
sikker paa at faa dobbelt saa stor en Kapital ud af dem, som man har sat
i dem, og er man en Smule Kjender og lidt praktisk, kan man tidt gjre
det paa langt kortere Tid endogsaa. Med Franskmndenes udprgede
Forretningssands har det naturligvis ikke kunnet vare lnge, fr de
gjorde den Opdagelse. Langt Flere, end Nogen troer, har draget sig den
til Indtgt. Ved at spekulere i Aktier klber der dog endnu for visse
Kredse noget mindre Nobelt, men at spekulere i Malerier, det er en god
Forretning, der har de tre store Sider forenede: at tilfredsstille
Spekulationstrangen, at vre en fin, douce, fornem Spekulation. og dog at
give rigtig godt i Lommen. Mod den kan ingen moderne Franskmand have
Nogetsomhelst at indvende. Paa den Maade er da det at vre fransk Maler,
der er en Smule i Skuddet, efterhaanden blevet ensbetydende med at vre
et Lykkens Skjdebarn, der har alle mulige materielle Goder liggende
udbredte for sig. Hans Arbejder vil Alle kjbe, og de er de eneste, man
vil kjbe nutildags. De gamle Italienere er sejlede ganske agterud. Der
er en parisisk Kunsthandler, der ti Aar i sin Boutik har havt hngende en
Primaticcio, som han vil slge for tusinde Francs, men som han ikke
engang til den Pris kan komme af med. Samme Mellemhandler kan derimod med
den strste Lethed faa femten tusind for en lille Akvarel af Detaille,
malet paa en Dag eller to, og bliver det ham muligt at faa fat i et
diminutivt Maleri af Meissonier for tredive, fyrretyvetusind Francs, saa
gjr han store Forretninger. Mesterens bekjendte Billede "La charge des
Cuirassiers" har Amerikaneren Stewart kjbt for 300,000. Naturligvis gaar
der af saadanne Summer ikke lidt i Mellemhandlerens Lomme. Goupil kunde,
da han gav Grome sin Datter, give hende to Millioner i Medgift og dog
beholde en tyve, tredive Millioner tilbage for sig selv. Megen Svindel
lber der ogsaa med ind, saaledes ved Auktioner, hvor Kunsthandleren
"poussere" sine Malere ved selv paa anden Haand at drive deres Arbejder i
Vejret, som dengang for Exempel et Billede af en Spanier Villegas af
temmelig underordnet Rang blev betalt med 125,000 Francs. Den Slags
Priser kan selvflgelig ikke holde sig i Lngden. Men hvor meget end
Kunsthandlerne meler deres egen Kage, og hvor mange uholdbare
Reputationer de end skaber, saa er saa meget dog sikkert, at en fransk
Kunstner i Firserne, der har Talent, ogsaa med stor Lethed i Kraft af det
bliver en velstaaende, endog en rig Mand. De Tider er forlngst forbi, da
Millet manglede Brdet til sine Brn, og Rousseaus "Le givre", som han
selv kun med Nd og nppe kunde faa fem hundrede Francs for, det er nu
hundrede tusind vrd. De store moderne Mestere har fyrstelige Indtgter
og frer et Liv som Fyrster. De har deres egne komfortable Hoteller,
deres Villaer i Syden og i Omegnen af Paris, deres Stalde staar fulde af
Heste, deres Saloner bugner af Luxus. Meissonier ejer paa Boulevard
Malesherbes et Hus til en Million, og i Poissy et andet, hvis Vrdi er
endnu strre. I hans Samling af Billeder, stikker der saadant Noget som
fem, sex Millioner. Han er nu ganske vist fire og tresindstyve Aar, og
han har siden 1833, da han debuterede, malet en femten, tyve Billeder
aarlig, hvis Gjennensnitspris nu idetmihdste er en halvhundrede tusinde
Francs. Men selv de rent Unge har ingen Anledning til at klage over, at
Kunsten ikke lnner sig. Der var paa en af de sidste Saloner af van Beers
udstillet et Billede, som man vistnok kjender, da det er reproduceret
allevegne: den unge Pige, som Marineofficeren frer ned ad
Dampskibstrappen efter et Besg ombord. For at danne mig en Forestilling
om, hvorledes de unge Kunstnere blev betalte, spurgte jeg ham engang,
hvad han havde faaet for det. Han havde ikke kunnet faa det solgt,
svarede han meget beskedent. Da jeg undrede mig over, at et Arbejde, der
havde gjort saa megen Opsigt og behandlede et saa hyggeligt, tiltalende
Sujet, ikke kunde finde Kjbere, kom Sandheden imidlertid frem. Der havde
vret Liebhavere nok, men man havde kun budt ham nogle og tyve tusind
Francs for det, og han fandt den Pris latterlig lille. Van Beers hrer
endda ikke engang til de Medaillerede. Naar han stiller saadanne
Fordringer, kan man slutte sig til, hvorledes de Unge betales, der trods
deres endnu ikke fyldte tredive Aar allerede er naaede til Succs'ens
Hjde, Folk som Bastien-Lepage, Gervex eller Dagnan.

I hele sin ydre Fremtrden er da ogsaa denne unge franske Malerskole en
ganske anden Race Mennesker end dens Forgngere, der frte Bohmienliv
paa den venstre Seinebred. Det lange, vildt flagrende Haar, de bulede
Filthatte, Farveklatterne paa den slidte Frakke, Bochdrikningen med
Grisetter, Kreditten paa Knejperne, Kankannaderne i Bullier og alt det er
der nsten ikke Skygge tilbage af lnger. En ung Kunstner fra vore Dage
er en Kavaller _comme ti faut_, kldt efter sidste Mode, fint dannet,
elegant, beleven i sin hele Frd. Han spiser sin Middag hos Sylvain eller
Peters og lgger ingen Vgt paa, om den koster ham en halv Snes Francs,
naar det, han faaer er godt, og han i behageligt Selskab kan ryge sin
fine Cigar til Kaffen. Naar han kommer sammen med sine Venner,
konverserer han om, hvad der er passeret i "la vie mondaine" og ved de
sidste Premirer; naar man bliver prsenteret for ham, byder han En sit
Kort, paa hvis Fod der staar angivet Dagen, da han tager imod. Og
aflgger man ham saa et Besg, finder man ham i det fine Monceaukvarter
installeret paa det Allerbrillanteste. Hans store, luftige Atelier er en
fantastisk Modtagelsessalon, fyldt med de kostbareste Sager, dekoreret
med orientalske Tpper og Draperier, antike Kunstmbler, gamle Vaaben,
Svresporcellain og en Mylder af sjeldne Bibelot'er, der kan gjre
artistisk Virkning. Her kan selv Damer af den fornemme Verden komme til
ham for at se ham ved Arbejdet eller tage hans Studier i jesyn, og det
hnder heller ikke saa sjeldent, at de kommer.

Thi den moderne Maler i Paris er en af "Selskabet" saare sgt Mand. Han
lever kun lidt sammen med Kammerater. Noget flles Kunstnerliv, som det
endnu findes i Rom eller i tydske Byer, der er Centrum for Malerne, det
existerer aldeles ikke i Paris. Der er smaa artistiske Kredse paa en halv
Snes Mennesker, som samles en Gang om Maaneden til Middag: den, hvis
Hovednavne er Bastien-Lepage, Dagnan og Courtois for Exempel, den, som
tller Cazin, Gervex og Finnen Edelfelt mellem sine Medlemmer, eller "Les
Rigoberts", hvor Detaille, Vibert, Jacquet, Leloir og Flere samles for at
more sig med at efterligne Dyr og den Slags Plaseer. Men disse smaa
Dinerer er ogsaa snart sagt det Hele, man faaer Tid til at offre
Vennerne. Man drukner i Indbydelser fra alle Kredse af "le monde", En
Soire er mislykket, naar Vrtinden ikke kan gjre Stads med en eller
anden Kunstner i Vlten. Eller rettere sagt: med en Maler, thi
Billedhuggerne holder sig vsentlig udenfor denne "mondaine" Sus og Dus.
De betales endnu forholdsvis daarligt og frer et Liv som Kunstnerne i
gamle Dage, og det skjndt der mellem dem findes Talenter af allerfrste
Rang. Paul Dubois er en af Verdens strste Mestere, Falguire, Frmiet,
Chapu og adskilligt Flere vil have beholdt deres Plads i Kunsthistorien,
naar mangen Maler er glemt, som Parisersalonerne nu ligger paa Kn for.
d'Epinay og tildels de St. Marceaux er ikke destomindre saa at sige de
Eneste af Billedhuggerne, der er paa Moden. Men navnlig den Frste er det
ogsaa tilgavns. Amerikanermillionrerne navnlig kan ikke leve uden
d'Epinay. Er der Nogen, der kjender ham, saa bliver han bestormet med
Billetter. "De maa absolut prsentere d'Epinay hos os iaften." "Jeg vil
vre Dem ganske overordentlig forbunden, hvis De kan faa d'Epinay til at
spise til Middag hos mig, Frken Chose vil gaa i Graven, hvis hun skal
rejse hjem uden at have faaet ham at se," saaledes lyder det i Kor fra
alle Kanter. Og er det muligt engang imellem at slippe fra Salonerne, saa
er Cirklerne der strax med deres Krav. Det er i dem stadig Kunstnerne,
der maa agere Matres de plaisir, det er dem, der maa arrangere og
dekorere og spille Komedie og Gud veed hvad. Hvorledes de med alt det
faaer Tid til at vre saa flittige, som de i Virkeligheden er, det er en
Hemmelighed, som kun den forstaar, der kjender til det Utrolige, der kan
naaes i Paris.

Flittige er de nemlig, selv de i Selskabslivet mest sgte af dem.
Franskmndene er i det Hele taget begavede med en Arbejdsdygtighed, som
ikke blot tilnrmelsesvis naaes af noget andet Folk. Men hos deres
Kunstnere, hos deres Digtere og Forfattere findes denne Evne potenseret
til en fabelagtig Hjde. Man behver blot at tlle Balzacs, Victor Hugos,
George Sands eller Alexandre Dumas Bger for at have et klart Billede af,
hvilket titanisk Arbejde disse Navne reprsenterer. Antoine Baryee har
alene produceret Mere, end alle andre Billedhuggere tilsammen, Delacroix'
og Rousseaus Vrker er utllelige. Og denne uendelige Produktivitet gaar
paa ingen Maade Haand i Haand med manglende Samvittighedsfuldhed.
Tvertimod. Der er et Trk, der er overordentlig karakteristisk, og det er
tilmed hentet fra en af de mest produktive af alle moderne franske
Malere, Meissonier. En af hans Specialiteter er, som bekjendt, hans
Heste. Da han begyndte at male dem paa sine Bataillebilleder, holdt han
sig endnu til Skoletraditionerne, men det blev ham snart ikke nok. Han
vilde studere Naturen og gjengive den. Er det imidlertid allerede
vanskeligt at faa en Hest til at staa Model, naar den skal vre i Ro, saa
bliver det saa at sige ugjrligt at portrtere den i Bevgelse.
Meissonier bar sig saare snildt ad. Han lejede i Poissy, i Nrheden af
sit Hus, en lang, flad Slette og belagde den med Skinner. Paa disse
Skinner anbragte han et Slags bevgelig Lnestol, i hvilken han tog Plads
med sit Album i Haanden. En Tjener tilhest travede eller galopperede ved
Siden af ham, alt eftersom han havde Brug for den eller den Oplysning,
medens en anden skjd Lnestolen frem paa Skinnerne, parallelt med
Hestens Side. Paa den Maade kunde Kunstneren vende hjem med hele sin
Skizzebog fuld af Tegninger. Det var for Strstedelen rent ud
hieroglyfiske Skizzer, men han forstod dem selv; naar han var tilbage i
sit Atelier, resumerede han disse Studier i Voxstatuetter, og efter dem
malede han saa. Det er paa den Maade, de unge franske Kunstnere mere
eller mindre brer sig ad alle, og det er paa den Maade, de faar Sandhed
og Liv og Troskab i deres Billeder.

[Illustration: Meissonier]

Der er jo ganske vist ogsaa ved Siden af dem Resterne af Akademikerne,
for hvem Traditionen er Alt og Naturen Ingenting. Der er Klassikere som
Cabanel, og der er _l'art bourgeois_ med Typer som Bouguereau. Bouguereau
er Medlem af Institut de France, han leverer det fineste, elegantest
slikkede Arbejde, der kan tnkes, han holder Ligtaler over sin Ven
Boucicault, Ejeren af Bon March, og han driver selv ved Siden af Kunsten
en indbringende lille Biforretning som Husvrt. Samtidig med, at han
sender sine Venus'er til Salonen, sender han til Amerika hellige Jomfruer
med smaa Lam, som han aldrig vilde vove at vise frem i Paris; han gjr
sig til af at male et Hoved hver Dag, prutter med sine Modeller om fem og
ti Francs og tager Hundredetusinde ind om Aaret. Han er kort sagt en god,
fornuftig Borger og en Kunstner, der aldrig lber lbsk. Folk som han vil
altid have et beundrende Publikum, srlig i Paris, hvor Eliten ganske
vist er strre end noget andet Sted, men hvor samtidig de Profanes Mngde
er ligesaa forfrdelig stor, som den er forfrdelig intetsigende. De Unge
gaar imidlertid hverken i Skole hos ham eller hos en Kunstens Corneille
som Cabanel. Der er en skandinavisk Kritiker, der ved Wienerudstillingen
har resumeret sit Indtryk af det moderne franske Maleri i flgende
Slutningspassus: "Den franske Kunst er i Dekadence, og naar den gamle
Bouguereau engang lukker sine jne, hvem skal da fre Idealet frem?" I
det har han upaatvivlelig Ret, at der imellem hele de Unges Kreds ikke
vil vre nogen Eneste til at tage Arv efter gamle Bouguereau, der nu
forresten kun er fem og halvtresindstyve Aar. Men med Hensyn til
Dekadencen ser han dog vistnok lovlig sort paa Tingen, og hvad Idealet
angaar, saa hrer det jo nu engang til den Slags luftige Taager, som det
er saa sin egen Sag at faa fat paa og blive rigtig enig om, hvad er.

Sikkert nok: den franske Kunstner grubler ikke synderlig over "Idealet".
Franskmndene forstaar overhovedet kun daarlig den Sport at ligge paa
Ryggen og fantasere over deres egen Villen og Strben og sende blaa
Cigarringe og blaa Drmme op i Luften. De gaar ls paa Realiteten. Det er
det, der er Styrken i deres Nationalkarakter, og det er det, der er
blevet Storheden i deres moderne Kunst. Den hele lange Rkke af unge
Malere har i Virkeligheden ingen anden Lremester end Naturen. Det er
ogsaa derfor, at man kun i hjst uegentlig Forstand kan tale om en
moderne fransk Skole. Der er ikke en enkelt, der er omtrent ligesaamange,
som der er Kunstnere af Talent. Selv Mestere som Grome og Bonnat kan
ikke siges at have skabt Skole; de har kun vkket og udviklet en Kreds af
Talenter, der senere er gaaede deres egne Veje. Men navnlig Bonnat har
ungtelig i saa Henseende gjort saare meget. Hans Elever er ogsaa de
talrigste. Der er saa mange Studerende paa hans Atelier, at de om
Vinteren kan arrangere store Maskefester mellem sig selv indbyrdes, og
oppe ved Avenue de Clichy har der endogsaa rejst sig en hel lille By af
Atelierhuse udelukkende for Bonnats Elever. Det er til ham, Strsteparten
sger af de unge skandinaviske Kunstnere, der kommer til Paris. Og der
kommer efterhaanden Mange af dem, i hvert Fald Svenske, Nordmnd og
Finner, Danskerne derimod har kun lige begyndt at finde Vejen til Paris.
Nst efter den spanske og den belgisk-hollandske er den skandinaviske
Malerkoloni den talrigste og den, der spiller den strste Rolle.
Wahlberg, Salmson og Hagborg har allerede en Stund havt Billeder paa
Luxembourg, Edelfelt, hvem den samme re nylig er bleven tildel, kappes
om Parisernes Gunst med de af deres egne unge Malere, der er mest i
Vlten. Smith-Hald, Berndtsson, Heyerdahl, Cederstrm har ligeledes baade
Position og Publikum, og adskillige Yngre er paa gode Veje til at faa det
Samme. Paa den sidste Salon havde over fyrretyve skandinaviske Kunstnere
Arbejder udstillede.

"Salonen", den aarlige Udstilling i det forhenvrende Industripalads i
Champs-Elyses, er Brndpunktet for det hele Kunst- og Kunstnerliv. Den
er da ogsaa et overordentlig talende Vidnesbyrd om, hvilken betydelig
Rolle Kunsten spiller i det moderne Parisersamfund. Antallet af
udstillede Arbejder er enormt og Interessen for dem fra Publikums Side
ikke mindre stor. Under fem, sex tusind Numere har Salonkatalogen aldrig.
At alt det skulde vre virkelige Kunstvrker, er nu naturligvis umuligt,
saa meget mere umuligt, som Salonen ingenlunde er den eneste Aflbsrende
for Paris's aarlige Kunstproduktion. Ved Siden af den er der en Mylr af
andre separate Udstillinger; en halv Snes "Cirkler" med artistisk Tilsnit
har hver deres, i Kunsthandleren Petits nye pragtfulde Lokale i Rue de
Sze er der ligeledes stadig Saloner i det Smaa, og Masser af enkelte
Grupper eller Kunstretninger slaar sig hvert jeblik sammen for at
prsentere Publikum deres Vrker, hvor de kan komme til det. Det hrer
snart til Umulighederne at opdage en eneste Dag Aaret rundt, da der ikke
er mindst to eller tre offentlige Kunstudstillinger. Man faaer
ligeoverfor denne umaadelige Produktion et Indtryk af, at hele Paris maa
vre en By af Malere. Svrt skal det nu i Virkeligheden ogsaa falde at
finde en Familie, hvor ikke idetmindste eet Medlem dyrker Kunsten. Er der
ikke en Neveu eller en Ftter, saa er der i ethvert Tilflde en Niece
eller en Kusine eller en Tante. De er utallige disse ldre eller yngre
Frkener, der giver sig af med Pensel og Palet. Ogsaa de har den ene
Udstilling efter den anden, paa hvilke der ikke maa komme Andet end
Billeder malede af Damer. Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi
de Frkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa
en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, fr han har "korrigeret"
deres Billede, hvilket nsten altid bliver ensbetydende med, at han gjr
det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der
kan tnkes. Det holder ogsaa paa "Salonen" sit Indtog med Faner og
klingende Spil; Halvparten af de sex tusind Numere har kun ganske
overordentlig lidt med Kunst at bestille. Men det gjr Ingenting, de
hjlper den alligevel; jo bredere Pyramidens Basis er, desto hjere naaer
dens Spids i Vejret. Er der altid uhyre meget Daarligt paa
Parisersalonen, saa mangler der heller aldrig Vrker, der vil leve
bestandigt ved Siden af det Bedste, som nogen Tid og nogen Kunstretning
har frembragt.

[Illustration: Paa Salonen Vernissagedagen.]

Kan man saa fortnke Pariserne i, at denne Salon for dem er
Hovedbegivenheden i Aarets Liv? En Maaned i Forvejen drejer den
almindelige Konversation sig udelukkende om den, Bladene er fra Ende til
anden Indiskretioner om den, Alle, som har det Mindste med Kunstnere at
gjre, maa sprre sig inde for ikke at blive flaaet ihjel af
Nyhedsjgerne. Dagen, da den aabnes, eller rettere Dagen forinden, _"le
jour de vernissage_, er en af de allerstrste Pariserdage, Oprindelig
skulde det kun vre Kunstnerne, der paa den havde Adgang til Helligdommen
for at gjre sig bekjendte med, hvor deres Billeder var blevne ophngte
af Komiteen, og for at lade dem faa det Overtrk af Fernis, som de ikke
maa have, naar de indsendes til Bedmmelse. Men efterhaanden er det
blevet "Tout Paris", der er med til den store Generalprve. Har man
nogensomhelst Pretensioner paa at hre til den Part af Befolkningen, der
tller, saa maa man vise sig paa "le jour de vernissage", det koste hvad
det koste vil. Det er Titusinder, der paa den skaffe sig Adgang;
hvorledes de faaer den, er en Gaade, men ind kommer de. Fra Klokken
Elleve er alle Salene proppede fulde; man stder paa en Bermthed for
hvert Skridt, man gaar. Og Alle har uhyre travlt; man skal ikke blot se
hinanden, men ogsaa Billederne. Naar man Klokken Et, To samles til
Frokost hos Ledoyen eller i Moulin rouge, maa man kunne sige sin Mening
om alle Hovedvrkerne og kunne give Salonens Fysiognomi. Det er ved den
med Vernissagedagen uadskillelige Rosbif og Saumon, sauce verte, mellem
denne Mylr af Herrer med Rosetter og Damer i lyse Foraarstoiletter, som
allesammen kjender hinanden og vexler Hilsener og Haandtryk og Indtryk,
at Afgjrelsen trffes, om det er en daarlig Salon eller en af
Mellemslagsen. Er det ikke der, at Priserne uddeles, saa er det dog der,
at de Lykkelige udpeges, som kan vente sig dem. Flyver deres Navne paa
Vernissagedagen fra Mund til Mund ved de smaa Borde i Ledoyens Have, saa
kan de med rolig Samvittighed bestille Champagnen strax, saa er de sikkre
paa deres Medaille. Den Dom, Vernissagedagens Publikum flder, bliver
ligesaa sjeldent underkjendt som Premirepublikumets i Theatrene.

I sex, syv Uger efter Vernissagen er Salonen saa Paris's Centrum. Den
fine Verden har ligesom i Thtre franais og Operaen sin bestemte Dag,
Fredagen, da den samles der. For at den kan anstille sine
Kunstbetragtninger uden at lbes paa rmet af den store Mngde, koster
Adgangen paa denne Dag fem Francs. Der er i den demokratiske franske
Republik saa mange Inkonsekvenser, at man sagtens kan begaa den ogsaa.
Man siger, at man har vret ndt dertil; Tilstrmningen er i hele
Udstillingstiden til daglig Brug saa stor, at Palaiet nsten ikke kan
rumme Publikum. Alle maa have vret paa Salonen, for hvor man kommer hen,
tales der ikke om Andet. Hjst karakteristisk er det, at Aviserne, der
kun uhyre sjeldent kan faa Plads til med et Par Ord at omtale en nys
udkommen Bog, allesammen fylder Spalte paa Spalte mange Numere i Rad med
Kritiker over Kunstudstillingen. De skriver kun, hvad de er sikkre paa
bliver lst. Men de kjender deres Publikum, de veed, at deres
Salonartikler hrer til det, der sluges. Som den franske bildende Kunst i
vore Dage er et Hestehoved foran Literatur, saaledes er der heller ingen
Tvivl om, at Interessen for den nst efter Theatersvrmeriet i hvert Fald
er den af alle aandelige Interesser, der er strkest og har bredt sig
videst ud i det moderne Paris.

[Illustration: Bonnat]




LITTERATUR OG AVISER.


Nationalbibliotheket i Paris skal af Alt, hvad der trykkes i Frankrig og
dets Kolonier, have et Exemplar tilsendt gratis. Lige ned til det mindste
cochin-chinesiske Provindsblad og den obscureste Gadevise, der bydes
tilfals i Bellevilles Baggyder, maa Alt, hvad der udgaar fra en
Bogtrykkerpresse, aflevere denne Tribut. Det er paa den Maade muligt
stadig at vre fuldstndig paa det Rene med den litterre Produktions
Omfang; Antallet af de litterre Fdsler kan opgives med samme
Njagtighed som Antallet af de almindelig borgerlige. For jeblikket
belber de sig til lidt over 30,000 om Aaret. Det vil sige: med saamange
Volumina forger den lovbefalede Tribut aarlig Nationalbibliotheket, og
Rang som Volumen faar Pjeser, Smaa- og Flyveskrifter frst, naar de er
slaaede sammen til et Bind paa nogle hundrede Sider.

En saadan Produktion er enorm; den naaer Millionen i Lbet af en
Menneskealder. Og den langt overvejende Part af den udgaar fra Paris. Af
ti franske Forfattere lever de ni i Hovedstaden, og selv de, der ikke
gjr det, lader dog deres Bger udkomme der. Forlagsvirksomheden udenfor
den er rent forsvindende. Den indskrnker sig saa at sige til nogle
provenalske Digtsamlinger i Avignon og Nmes. Selv Byer som Marseille og
Lyon giver sig ikke af med at trykke Bger. Som alt Andet er ogsaa hele
det litterre Liv centraliseret i Paris.

Men man mrker det i Grunden ikke synderligt. Literaturen gjr _"grande
besogne"_, men den gjr ikke stort Sprl. Udkommer der et nyt Vrk af
Victor Hugo, af Zola eller Daudet, saa vkker det Opsigt ganske vist og
bliver en Begivenhed, hvorom Aviserne skriver, og hvorom de fleste
Dannede taler. Men det er kun ganske, ganske enkelte Bger, der har en
saadan Evne til at samle Opmrksomheden og blive Dagens Lver. De fleste
kommer til Verden i al Stilhed og gjr deres Karrire uden Allarm. En
Roman kan vre trykt og solgt i tyve, tredive tusind Exemplarer, uden at
den har staaet nvnt i et Blad, og uden at dens Existens noget jeblik
har vret et brndende Thema for Konversationen. Paris er ingen litterr
By i den Forstand, at en Hovedpart af Befolkningens Interesse samler sig
om Litteraturen. Den er altfor stor, og den har altfor mange andre Sager
at beskjftige sig med, til at den kan vre det.

Pariseren i Almindelighed lser heller ikke meget. Han gjr det, saalnge
han er ung, fr han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane.
Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med
den ldre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har
dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han trder ind i
Livet som Mand, har han ingen Stunder lnger til Lsning. Forretningerne,
Kampen for at gjre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa
uendelig; stter han ikke alle Evner og Krfter og Tanker ind paa at byde
den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans
Gjerning ved, kan han beskjftige sig med. Og naar der endelig engang
imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervs overanspndt til at
kunne sge den i Bger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der
ikke koster Besvr. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjlp veed han
altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke
blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget
Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende.
Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Fde tilfredsstilles
rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strkker hans
Lsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man
ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det
kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.

De lser nemlig; de gjr det baade for sig selv og for Mndene med, og de
gjr mere end det: de kjber Bger. Jeg gjorde engang i Selskab med en
Parisrinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og
hun lste bestandig. Paa hver strre Station, hvor Toget stoppede, var
hun strax ude for at kjbe Bger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker
om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde
anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende;
hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forget med fem og tyve Bind,
Det er allevegne i strre eller mindre Grad Damerne, som den skjnne
Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere lselystne, de
har ogsaa baade mere Otium til at lse og flere Penge til at kjbe Bger
for end andetsteds. Og saa er de desuden ndte til at kjbe.
Lejebibliotheker existerer ikke tilnrmelsesvis i det Omfang som for
Exempel i Skandinavien og Tydskland, Lseforeninger og Lsemapper er
Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store
Hovedsttte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den
civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten
af sin litterre Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en
fransk Roman, der gjr Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja
med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv
tydske Forfattere, der er saa populre som Spielhagen og Heyse, i Regelen
maa njes med fire, fem af samme Strrelse.

[Illustration: Emile Zola]

Dette betydelige Salg gjr, at i Frankrig en Forfatter, der har noget
Talent; kan leve frit og uafhngigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt.
Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han
heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til
Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som
Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine"
eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her
kommer det karakteristiske Trk hos Franskmndene igjen, at de kun kan
passionere sig for hvad der gjr Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan
blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, fjede sammen til store
Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig.
Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i
Regelen mangler. Han kan gjre Fruen Forringer med sine Skitser, han kan
tegne Portrter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig,
glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen,
hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbjelig til at
gjre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det
ud i selskabelig Elskvrdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om
Zola: at han er en ren Bjrn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges
om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det
Talent og den Esprit, som man finder i deres Bger, og bekymrer sig ikke
synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den
Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige
Omstndighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem
sejle deres egen S. For Malerne har den _cole des beaux-arts_ og _Prix
de Rome_ og Salonen og Kjbet af deres Billeder til de talrige offentlige
Gallerier, for Forfatterne Ingenting, hjst engang imellem en lille
Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understttelser paa Statens
Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel
aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelnninger for de
bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstndig
privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til
Indtgt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser
det allerbedst ved Fordelingen af sine reslegionskors. For hvert, der
gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge
Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst
have graa Haar, fr der tnkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun
Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har vret paa Alles Lber, ikke
engang Riddere.

[Illustration: Akademiet og Pont des Arts.]

Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok
en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts,
Uddelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie
er som saa mange andre blegnet svrt med Tiden. Der har efterhaanden i de
privilegerede Lnestole siddet Rkke paa Rkke af Folk, hvis Adkomst til
Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang
frabede sig den re at vlges ind i Kompagniet. Positionen, som det
skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nrmest kaldes rent
illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan
saameget som blot nvne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et
af sine mange penge- og modlse jeblikke det Raad af sin Forlgger: at
forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i
Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Lser til og endnu mindre en
Kjber," svarede Digteren, "Vil jeg vre lst, maa jeg gjre mig til
Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig."
Han tnkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det
lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.

Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og
han vilde da uden Besvr kunne vre kommen saa hjt tilvejrs paa Lykkens
grnne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer
man at sige. Det er et Postulat, der i hj Grad trnger til Bevis.
Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De
rkker dem i Frankrig materielt en hjlpende Haand af den allerstrste
Betydning, og en Haand, der med Begjrlighed gribes af Alle. Selv om en
Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag,
tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig
med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve
Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bger er saa
billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlggeren ikke kan
betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens
Indtgt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar
der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa lber det jo ganske vist
op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjlper med dertil?
Selv den mest renommerede og mest lste af alle moderne Romanforfattere,
Daudet, selv en saa fabelagtig populr Skribent som Jules Verne naaer kun
sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa reprsentere en Sum paa fyrretyve
tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal.
Fem, sex Oplag er allerede ganske pnt for en almindelig Roman. Men med
Indtgterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve
i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Fr hans
Fortlling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den
betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.

Feuilletontrykket bliver flgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt
Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en
halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret,
ikke at tale om den mylrende Mngde af literre Uge- og Tidsskrifter. Af
Oversttelser ser man hjst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter
kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde
anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid
en Forlgger, der er villig til at udgive Fortllingen som Bog;
Publikummet er tilstrkkelig stort, til at Afstningen stadig stiger, jo
mere bekjendt Arbejdet bliver.

[Illustration: Alphonse Daudet.]

Til Feuilletontrykket fr Bogudgaven kommer yderligere de mange senere
Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser
skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de
kjender til Oversttelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet
indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det
nsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er
blevet enigt med "Socit des gens de lettres". Dette Selskab modtager et
Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets
Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og
fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et
saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede
Francs engang, men der er saamange smaa Bkke, at de alligevel til
Slutning gjr en Aa. Det hrer ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman
bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den
saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der
overhovedet ikke kjendes i Frankrig.

Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur,
anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de strste af dem
bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjr sig til stadige,
saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire"
endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab
findes Navne som Legouv, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John
Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der
er i hele den franske Skjnliteratur ikke een fremragende Personlighed,
som ikke har vret mere mere eller mindre nrt knyttet til "Figaro", der
er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vlten--ja, man kan gjerne tage
selv de lyriske Digtere med--nppe nogen, som ikke samtidig er
Journalist. Indtgtssprgsmaalet spiller derved ikke den afgjrende Rolle
alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler
godt. Den frste Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to
hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et srlig fremragende
Navn, der staar under; bekjendte "Kronikrer" som Albert Wolff eller
Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige
Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en
Journalist med noget Talent. Men det Vsentlige, der samler alle Evner
omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for
Dag mere og mere kommer til at indtage.

Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske
Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa
Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke vre
Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen
uden at beskjftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmndene
frst bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvttes stor.
Desuden tillader et Pariserblads konomi ikke de umaadelige Udgifter, som
Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at vre
velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de
franske derimod snart utllelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er
begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen.
Abonnentkredsen bliver derved ndvendigvis meget indskrnket. "Figaro",
der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de
ansete Pariserblade ikke gjre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti
og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa
godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter
dkkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine
Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om
Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades
Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har
Lsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjr i de senere Aar
ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske
Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes fr Krigen kun
var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu
mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "Rpublique franaise", "Debats"
eller endogsaa "Libert" sger bestandig at gjre sine Lsere Rede for
Alt, hvad der hnder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal
alligevel forandre sig, fr de paa dette Omraade kan naa deres
engelske Kolleger.

I alle Sprgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod
baade bedre betjente og har strre Magt end noget andet Lands Presse. Som
Franskmndene er fdte Talere, er de ogsaa fdte Journalister. Adskillige
af deres mest udprgede Nationalejendommeligheder kommer dem herved
tilgode, frst og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al
undvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal
forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i
en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilflde i en Frase, der slaar
ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i
deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget
op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er ndvendigt, for at
det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink
endnu holder Lserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til
anden, den vkker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar
man er frdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad
der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne
til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan
ikke Andet end betydeligt forge Indflydelsen, som Pressen altid maa ve
i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen
er ubegrndset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres
Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som
sikkrest og lettest frer enhver rgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes
Redaktionskontorer staar Drene aabne paa vid Gab til alle Statens
verste Poster. Deputerede, Prfekter, ministerielle Embedsmnd, selv
Ministre og Gesandter vlges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte
sin Karrire i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de
Republikens Mnd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er
kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Rkke Artikler i
"Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene
er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en
Retraite fra den. De har vret det for begge den tredie Republiks to mest
fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store
Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "Rpublique franaise", og for
Jules Simon, der som Direktr for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i
Bladet. Det er Trk, der tilstrkkelig tydeligt karakteriserer Pressens
Position i det franske Samfund.

Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en hj
Grad af Anseelse, og de gjr det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed,
der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager
sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtgt paa en Maade, som
kaster betnkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de
gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig frre Udgifter end fem,
sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente
kan Summen endog lbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage
ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedsttte
Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtgtskilde kun en forholdsvis
underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der
indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig
kun sttes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr,
mener de; dens Lsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af
deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De
foretrkker da at hjlpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved
Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der
rigtigt kan tiltrkke sig Opmrksomheden. Fremgangsmaaden, der flges af
en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i
saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til
Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjretjer med dens Adresse rundt
i Gaderne. De er rdmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige
Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En
saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lgge Mrke til, og koster den end
noget mere end Bladannoncerne, hjlper den dog ogsaa ti Gange bedre end
de. Dernst er de franske Blades Afstningsmaade uheldig. Kun faa af dem
har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det
betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve
tusind Exemplarer knap afstter fem hundrede ved Abonnement. Resten
spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er
saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den
ene Dag, taber man den nste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade
og periodiske Skrifter er der nppe mere end godt og vel et hundrede
Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad
Pressen ellers ordinrt plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en
Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af
Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer,
er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt
andet uudtmmeligt Fond, den har Brsen, den har "Finanserne" at sttte
sig til. Den slger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.

Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de
firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og
kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem.
Saadanne Spekulationer kan selvflgelig ikke fres igjennem uden stor
Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem
Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank
sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning
stadig bebudes, hvor dens Kurser erklres for faste eller saadant Noget,
og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt
efter det paagjldende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor
ethvert periodisk Skrift i Paris, litterre Ugeblade, videnskabelige
Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere
og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum
gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjles for, det er den, der
betaler. Forretningen kan drives svrt i Vejret; af "Figaros"
Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie
hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har vret saa
uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er
nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang
en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal
grundlgges, hver Gang kort sagt Bankerne trnger til Publicitet efter en
strre Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for
et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crdit foncier"
tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved
en Renindtgt af 12--15,000 Francs, de strre, mere udbredte Blade det
Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de
sidste sex Aar er blevet indfrt mindst for fem, sex Milliarder nye
Vrdipapirer paa Pariserbrsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt
deres rigelige Part "til Anmeldelse".

Og saa er det desuden ikke alene Brsen, som Aviserne har gjort
tributpligtig. "Figaros" Reklamekonto udviser en aarlig Nettoindtgt for
Bladet af henved tre Millioner Francs. Alting betales der. Der er ikke et
Nummer, i hvilket den, der forstar at lse mellem Linierne, ikke finder
mindst een Artikel, som er skreven for Penge. Reklamerne for de store
Handelsforretninger er gjennemsigtige nok; dem kan Enhver opdage, men de
gjr dog deres Virkning alligevel. Publikum har nu engang en mrkvrdig
overtroisk Respekt for, hvad der har vret rost i Avisen, om det saa er
Slgeren selv, der har skrevet Rosen. Ved Siden af disse Handelsreklamer
er der imidlertid mangfoldige andre. Bladomtalen er ndvendig for Enhver,
der vil komme ovenpaa i den parisiske Kamp for Livet. Naar en ny Bog
engang imellem anmeldes, har Forlggeren i Regelen betalt derfor. En ny
musikalsk Stjerne kan ikke dukke op paa Pariserhimlen, uden at den frst
har konstateret sin Glands med Guld, st i Bladenes Kasse. Det er ikke
nok at have Talent, Talenter er der ingen Mangel paa i en By som Paris,
man maa ogsaa have et Navn. Naar man har naaet det, tjener man Millioner,
men for at faae Navnet skal der ikke blot meget Talent til, men ogsaa
mange udlagte Penge. Selv de alvorligste Pariserblade kan ikke sige sig
ganske fri for at vre inficerede af Reklamesmitten. De egentlige
Boulevardblade har den gjennemsyret fra Ende til anden. En Part af deres
talrige Redaktionsstab er ikke Andet end Reklameagenter. De faar deres
Gage for Artiklerne, de skriver, men den er kun nogle faa hundrede Francs
om Maaneden. Ikke destomindre tjener de Tusinder, Resten kommer ved "les
affaires", det vil sige ved de Reklamer, de skaffer Bladet, og af hvilke
der betales dem fem og tyve Procent. Hvert Blad har sin
Administrationsdelegerede, der omhyggelig bekiger alle Notitser, fr de
kommer i Avisen, for at undersge, om de ikke skulde skjule et eller
andet anbefalende Ord, der, hvor fortjent det end kunde vre, alligevel
falder indenfor det parisiske Reklamebegreb og flgelig maa vejes op med
Guld ved Kassen, fr det kan faae Lov til at passere. Da Sauvages Fdeby
indviede en Statue af den geniale Opfinder, maatte den betale hvert af
Boulevardbladene tusind Francs for at omtale Festen. Byen var et
Badested, og Festen lokkede Folk til dette, flgelig blev Sagen strax
klassificeret som Reklame. Paa den Maade er det, at de elleve hundrede
Blade i Paris allesammen kan leve, paa den Maade er det, at deres Ejere
og Ledere kan holde fyrstelige Landsteder som Girardins i Enghien, paa
den Maade endelig er det, at ogsaa indenfor Litteraturen den fordums
Bohmientype fuldstndig er forsvunden. Den har i hvert Fald skiftet Ham,
saa den ikke er til at kjende igjen. Bohmien'erne fra Firs drmmer ikke
og sulter ikke, de gjr ingen gale Streger, de "gjr Forretninger". Ovre
i Quartier latin har de sunget Visen, som nu er moderne der:

  C'est vingt-cinq francs, c'est vingt six francs,
  C'est vingt-sept francs cinquante,
  C'est a qui est le vrai bonheur....

Da de vandrede over Vandet og bragte Boulevardbladene deres frste
litterre Fantasier, har man rystet paa Hovedet af dem og givet dem
Kursus i Aartiets store Visdom: _Il n'y a que les affaires._ Nu, saa har
de lrt at tude med de Ulve, de er iblandt. De gaar ikke paa Knejper, de
gaar paa Brsen, de skriver ikke Vers, de skriver Reklamer; det betaler
sig bedre.

Men disse Bohmien'er i nye Klder er kun Marodrer ved Journalistikens
store Armee. Den har en Elitegarde af Kombattanter, hvis Dygtighed prger
hele Hren. Og paa samme Vis gjr man Uret i at tillgge det Ormstukne
ved Pariserpressen altfor overdreven Betydning. Det er en Sygdom, der er
kommen naturligt, nsten uundgaaeligt i Flge med det moderne
Parisersamfunds overdrevne Jagen efter Guld. Den egentlige Redaktion er
desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberrt af Reklamevsenet.
Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger
ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter. Var
"Finanserne" der ikke, vilde han ikke kunde samle alle de Penne, der nu
gjr Pariserpressen til den, som idetmindste med Hensyn til Talent staar
uovertruffen i Verden. Det gaar her som allevegne: Lys og Skygge flges
ad og hnger uadskilleligt sammen.




PARIS SOM THEATERCENTRUM.


I.

Hvor mange Komedier har I i Frankrig? lader Voltaire Candide
sprge.--Fem, sex tusind, svarer Abbeden.--Det er mange, siger Candide,
men hvor mange af dem er der gode?--Femten, sexten, lyder Svaret.--Det er
mange, siger Martin.--Abbeden kunde i vore Dage trstigt fje et Nul til
begge Tallene. Sandt nok: Forholdet mellem dem blev ikke strre derved.
Men det behves heller ikke; Martin har Ret, det er stort, som det er.
Frodigheden i det franske Theaters Vxt er uendelig, og de gode Frugter,
den stter, i hvert Fald saa mange, at intet andet har fler at byde paa.
Her mere end noget Sted kan man kun maale ved Hjlp af Paralleler.

Paris er den By i hele Verden, der har flest Theatre. Hver Aften kappes
fyrretyve store Skuespilsale om at drage Publikum til sig. De er oftere
helt end halvt fulde; de tager over tyve Millioner Francs ind om Aaret,
det vil sige i Gjennemsnit mere end en halv Million hvert. Deres
Repertoire leveres udelukkende af Frankrig selv, og der er aldrig Mangel.
Er end ikke denne Syndflod af Komedier lutter Mestervrker, saa er de dog
af den Beskaffenhed, at Pluraliteten fra Paris gjr Rejsen over den
ganske civiliserede Jord. De bliver spillede paa de strste
Nationalscener og i de mindste Provindsbyer, og allevegne er det
vsentlig kun dem, som Folk vil se. Rejsende kommer fra alle Kanter til
Paris med det Hovedformaal at gaa paa Komedie. Selv det mindste
Parisertheater har sine fremragende Krfter, og dog bliver der saa mange
betydelige Talenter tilbage, at de maa tage baade Europa og Amerika til
Opland og sprede sig i rejsende Trupper der. Hvor de franske Artister
kommer hen, selv i Lande, hvor deres Sprog ikke forstaas, fylder de
Huset. Deres Portrter slges i hver Flkke, hvad der gaar for sig paa de
parisiske Scener, bliver Begivenheder, som refereres af Alverdens Aviser,
og som allevegne interesserer.

Denne den franske dramatiske Kunsts exceptionelle Position er et Resultat
af mange Ting. Frst og fremmest beroer den naturligvis paa srlige Anlg
hos Nationen. Germanerne med deres Tankes vide, vage Horizonter, med
deres strkt udviklede Flelsesliv og deres Trang til at spejle
Tilvrelsen i Abstraktioner, de bliver i deres Digtning overvejende
Lyrikere. Franskmndene derimod med deres store Sands for logisk Klarhed
og Koncentration, Franskmndene, hos hvem en let Esprit erstatter den
fuldstndig manglende Sentimentalitet, hvis jne ikke ser vidt, men som
opfanger den Verden, der ligger lige for dem, med Fotografobjektets
Njagtighed, de faar ganske naturligt deres Force ikke som Poeter, men
som Komedieforfattere. De er et gammelt Kulturfolk, der gjennem
Aarhundreder har flt sig som en mgtig Nation, der har vret vant til at
trde op og gjre sig gjldende. Det har givet dem den Sikkerhed og
Smidighed over deres Person, der skaber Selskabsmnd og Skuespillere.

Saa kommer dertil den store Tradition, Sammenhngen i den franske
dramatiske Kunsts Udvikling. Det er en Kjde, der fortstter sig med Led
ved Led uden Afbrydelse. Thtre franais holdt sit
Tohundredeaarsjubilum med Grund. Det er stadig i den Grad Molires Hus,
at man endnu der spiller hans Komedier med Trk opbevarede fra Lrer til
Elev ned gjennem snart en halv Snes Generationer. Paris har i
Konservatoriet sit Skuespilleruniversitet, hvor alle unge dramatiske
Talenter maa tage deres Examiner, fr de kan blive til Noget. Har de ikke
gaaet den Skole igjennem, har de ikke der ved Siden af naturlig Begavelse
vist, at de forstaar deres Metier, at de har lrt det, som kan lres i
deres Kunst, saa kan der for det Frste ikke vre Tale om, at de faaer
Ansttelse ved nogen af Nationalscenerne, og saa tager heller ikke de
nogenlunde ansete private Theatre imod dem. Baade i Skuespilkunsten og i
den dramatiske Digtning forlanger Franskmndene frst og fremmest teknisk
Frdighed. Men det vil i Virkeligheden kun sige, at de forlanger
Sammenhng i Udviklingen. De forlanger, at hvert nyt Talent skal bygge
videre paa den Grund, der allerede existerer; jo hjere han kan bygge,
desto bedre, men klatter hver Enkelt sine Murstumper op for sig hist og
her, saa bliver det i Tidens Lb kun en Bunke spredte Ruiner. Fortstter
Efterflgeren derimod sin Forgngers Vrk, saa kommer der til Slutning en
Bygning ud deraf, hvori der er Helhed og Skjnhed, som bliver staaende,
og som vkker Beundring. Det er en saadan Bygning, det franske Theater er
blevet til.

Ved Siden af den Betydning, Traditionen har, ved Siden af Franskmndenes
Evne til at skrive og spille Komedie, er der dog ogsaa en tredie
Hovedgrund til, at deres dramatiske Kunst er naaet saa hjt i Vejret. Den
er i endnu strre Omfang end noget andet Udslag af Nationens Liv
centraliseret i Paris. Tydskland har Snese af Theaterbyer, til hvilke
Interessen stykkes ud, hvor Krfterne fordeler sig, og hvor Kappestriden
spredes, Frankrig samler Alt i Paris. Selv Provindsstderne med to, tre
hundrede tusind Indbyggere bliver ikke Konkurrenter. De har deres
Theatre, der endogsaa tidt subventioneres af Kommunen, men det er og
bliver Provindsscener uden Selvstndighed. De faaer udelukkende deres
Repertoire fra Paris. Marseille har nogle enkelte Gange gjort
Decentralisationsforsg og opfrt nye Stykker af indfdte Forfattere, men
disse Forsg har bestandig havt det ynkeligste Resultat. Nogen virkelig
fast Trup af Skuespillere findes heller ikke udenfor Hovedstaden. Selv
ved de strste Provindstheatre skifter Selskabet hvert Aar; de unge
Talenter, der en Sson ikke har kunnet faa Ansttelse i Paris, finder sig
i at udvandre for kortere Tid, men de har altid Hjemlngsel, og saa saare
Lejligheden tilbyder sig, ombytter de gjerne endog en Frsterangsposition
i Provindsen med det beskedneste Engagement ved et Parisertheater. Dermed
er det imidlertid endnu ikke nok. Paris er i Frd med paa Theatrets
Omraade ligefrem at afskaffe Provindsen og erobre den som umiddelbart
Opland under sig. Naar et nyt Stykke har gjort srlig Lykke paa en af de
parisiske Hovedscener, tilkjber en Direktr, der ligger ledig paa
Torvet--og de mangler aldrig i Paris--sig af Forfatteren Eneret til
Opfrelse i Provindsen. Ved de forskjellige Theatre laaner han Artister,
som man i jeblikket ikke har Brug for. Da Repertoiret som oftest er det
samme Maaneder i Trk, er bestandig en Part af Personalet ubeskjftiget,
og den overlader man ham gjerne for derved at formindske sine Udgifter.
Han sammenstter sig saa af disse Laan et Selskab, indstuderer Stykket,
ofte under Forfatterens personlige Ledelse, og gjr med det Tourne rundt
i hele Landet. Eller ogsaa er det en af de store Stjerner i Vlten, der
benytter den samme Fremgangsmaade, tager nogle Maaneders Ferie ved sit
Theater og i den Tid viser sig for Provindsen i sine Glandsroller.
Skuespillerinder som Judic, Varits uforlignelige Vaudevillesangerinde,
har i sin Kontrakt med Theatret en udtrykkelig Bestemmelse om, at hun i
to Maaneder ved Midvintertid skal vre ude af Repertoiret for at kunne
rejse i Provindsen. Efterat de var bragt i Mode af selve Thtre franais
Senior Got, er det nu srlig hende, der har givet de moderne Rundrejser
af Parisertrupper et umaadeligt Opsving. De slaar de lokale Theatre
ihjel; Lyon med sine halvfjerdehundrede tusinde Indbyggere er kommen saa
vidt, at Municipalraadet ikke kan finde Direktrer til de to Theatre, det
subventionerer. For Provindsbeboerne kan det vre ubehageligt, men den
dramatiske Kunst selv faaer en umaadelig Lftestang i denne stadig strre
og strre Koncentration i et eneste straalende Brndpunkt, hvor alle
Krfterne, al Interessen, al Glandsen hobes op. Kunsten er nu engang
aristokratisk. Den kan ikke fre tarvelig Borgerexistens i smaa
Fderativrepubliker, den trnger til et stort Kongedmme med et glimrende
Hof, hvor den er _en vue_, hvor dens Turneringer bliver Fester og dens
Sejre Triumfer. Frst da er den i sit rette Element, frst da har den
Solen over sig, der kan folde alle dens Evner ud i Blomst. Men et saadant
Hof for Theatret er det moderne Paris og bliver det daglig mere og mere.

[Illustration: Thtre franais's Senior: Got.]

II.

Opfrelsen af et nyt Stykke paa en af Hovedscenerne eller blot paa en af
dem, der har Renomme som "parisiske", er en Begivenhed i Byens Liv.
Saasnart en saadan "Premire" nrmer sig, kommer Alverden i Bevgelse. At
faa Adgang til den er nst efter reslegionskorset det hjeste Maal, der
kan sttes for en parisisk rgjerrighed. Ingen Anstrengelser er for
titaniske, ingen Offre for enorme, naar en Premire-Billet kan blive
Resultatet af dem. Man bestormer Forfatter og Direktr og Skuespillere,
man farter rundt og smigrer sig ind hos deres Venner og Venners Venner,
man lover deres Leverandrer sin Sgning, man bestikker deres
Tjenestefolk, man gjr det Utrolige for at komme i Besiddelse af en
saadan Billet. Den er nemlig mere end Adgangskortet til en Fornjelse,
den er et Slags Adelsdiplom, der rangerer En ind i den lille Kreds af
nogle faa hundrede Privilegerede, som tller i Millionbyens Menneskehav.
Frst naar man hrer til Premire-Publikummet, er man "Nogen" i Paris.

Til en frste Forestilling er der ikke Tale om at kjbe sin Billet.
Billetkontoret lukker slet ikke op, og det modtager heller ikke
Bestillinger. Theatret har sine Lister, hvorpaa man maa staa for at komme
med, og det er om at blive indskreven paa dem, at det drejer sig. Frst
er der _"la feuille du service de la presse"_. Bladene har i Paris ikke
permanente Frikort til Theatrene. De kan til de ordinre Forestillinger
indsende en af Chefredaktren underskreven Begjring om Pladser, der da i
Regelen altid stilles til Disposition, naar de haves. Ved Siden deraf har
de Medarbejdere, der staar i nrmere Forhold til Theatret, en lignende
Ret, og endelig sendes der til alle Premirer hver af Hovedaviserne en
eller to "Fauteuil d'orchestre". Ugeblade og andre mindre udbredte eller
mindre indflydelsesrige Blade faaer frst denne "service" til den anden
Forestilling. Men de strre Aviser er mange i Paris, allerede
Fribilletterne til dem fylder en betydelig Part af Huset. Saa er der det
Publikum, hvis Nrvrelse Theatret selv af andre Grunde stter Pris paa,
det vil sige de store Bermtheder i kunstens, Litteraturens og Politikens
Verden. Ogsaa dem sendes der Indbydelser til Premiren som til en anden
stor, offentlig Fest. De pynter Salen, og ethvert Theater, der estimerer
sig selv, lader sig det ved sine frste Forestillinger vre
magtpaaliggende at kunne fremvise "en smuk Sal". Endelig kommer de, der
betaler. Man tager imidlertid heller ikke dem i Flng. For at blive
indskreven paa Listen over de Lykkelige, der mod Erlggelsen af forhjet
Pris kan hente Billet til alle Premirer, maa man allerede indtage en
meget fremragende Stilling i det parisiske Selskabsliv eller ogsaa have
srligt formaaende Protektion, og selv med den altid vente lnge, ofte
aarvis, til der ved Ddsfald bliver en Plads ledig. Ligesaa vanskeligt
det er at komme paa de parisiske Premirelister, ligesaa urokkelig
sikkert bliver man nemlig ogsaa staaende der, naar man een Gang er der.
For erhvervede Rettigheder har Franskmndene en umaadelig Respekt. Et
karakteristisk Exempel paa denne Konservatisme er en lille, for faa Aar
siden ved et af Boulevardtheatrene passeret Historie. Der var kommet en
ny Direktr. Da Dagen nrmede sig for Ssonens frste Forestilling, gik
han med sin Generalsekretr Listen igjennem over de Personer, hans
Forgnger havde leveret Service. Der fandtes paa denne Liste ved Siden af
Navne, som Alverden kjendte, ogsaa ikke faa andre, som man frst ved at
forhre sig for hos hele Theaterpersonalet kunde faa en eller anden
Oplysning om. En Frignger, en vis Hr. Durand, vidste imidlertid slet
Ingen Besked om. Man henvendte sig til Regissr, til Skuespillere, man
gjennemsgte Navnene paa alle de Forfattere, der havde leveret Stykker
til Theatret; forgjves, Hr. Durand var og blev en Gaade. Nu vel, mente
Direktren, det kunde jo muligvis vre, at han engang havde vret anonym
Medarbejder af et eller andet Stykke, det var bedst at lade ham staa. Og
han blev staaende. Saa en Dag indfinder imidlertid en Herre sig under
Prven og nsker at tale med Direktren. Direktren kan Ingen modtage nu,
bliver der svaret. Herren trnger paa; "sig blot, at det er Hr. Durand,
for mig er han ganske sikkert tilstede." Det meldes, og jeblikkelig
farer naturligvis Direktren bort fra Prven for endelig at faa at vide,
hvem den mystiske Hr. Durand er. "Undskyld, at jeg forstyrrer," siger en
lille, soigneret Herre, der venter i hans Kontor, "men jeg staar i Begreb
med at forlade Byen og vilde gjerne forinden..."--"Maa jeg bede Dem tage
Plads, for Dem er jeg naturligvis altid tilstede. Hvormed kan jeg vre
til Tjeneste?"--"Sagen er den, at jeg har solgt min Forretning, og da jeg
nu selv flytter fra Byen, nskede jeg gjerne, at den Billet, Theatret
hidtil har vret saa god at sende mig, kunde gaa over paa min
Efterflger." Hr. Durand var Skrdder; han havde for en Snes Aar tilbage
syet for en af Theatrets Skuespillere, der havde havt Vanskelighed ved at
betale og derfor havde skaffet sin Kreditor Service til Theatret.

Ethvert Parisertheater har sine Durand'er. De har maaske sjeldent
fortjent deres Service ved Naalen, men saa har de fortjent den paa anden,
ligesaa ejendommelig Vis, mest ved indflydelsesrige Damebekjendtskaber. I
Regelen gaar deres Tilvrelse imidlertid ikke saa stille hen som Hr.
Durands. Naar man hrer til det stadige Premirepublikum, har man den
eneste Egenskab, der i Paris erstatter Talent og Formue: man er kjendt.
Man hrer til "Tout Paris", man hrer til de Toneangivende. Den gamle
Adel existerer ikke lnger, men Premirepublikumet er traadt i Stedet for
den. Ved de rigtigt store, opsigtsvkkende Premirer leverer endogsaa
Boulevardbladene Plantegninger over Theatret med Navnefortegnelse over
alle de exceptionelle Medborgere, der indtager Pladserne.

Uden tvingende Ndvendighed giver flgelig heller Ingen Afkald paa den
eller de Billetter, han har Ret til efter Listerne. Til hver, der ikke
afhentes, er der hundrede Ansgere. Ved de store Theatre faaer de mest
Protegerede dem, ved de mindre overlader Direktren dem mod det
Fire-Femdobbelte af forhjet Pris til Billetsjouerne, der saa driver
Handel med dem i en Vinbod ved Siden af Theatret og ikke sjeldent
forlanger flere hundrede Francs for en nogenlunde ordentlig Plads. Naar
undtages Thtre franais, hvor Parterret og verste Etage altid skal
slges ved Kassen, afhndes ogsaa alle Galleribilletterne til de samme
Mellemhandlere. For en eller to Louisd'orer kan de i Regelen faas
tilkjbs der. En saadan Pris betales gjerne af Pariserne. Blot at have
vret i Huset ved en Premire, selv om man Intet har kunnet se eller hre
af Stykket, det er allerede en stor Ting.

Naar Bladene den nste Dag beretter om en saadan Gallaforestilling, har
de ved Siden af deres Kritik over Stykket ogsaa en sregen, udfrlig
Artikel om Publikum. Man faaer at vide hvem der har vret i Theatret af
Bermtheder, hvad Damerne har havt paa, hvem der har besgt dem i deres
Loge, hvad de har sagt i Foyeren og andre slige interessante Ting. Flere
Dage efter er Premiren det, Alting drejer sig om. De Lykkelige, der har
vret til den, faaer Halvgudsglorie om sig i Befolkningens jne. De
overhnges af Venner og Bekjendte, de sprges ud, de maa fortlle og
fortlle om den store Begivenhed, som havde de vret med til et Slag, ved
hvilket Nationers Skbne afgjordes.

Aftenen selv har over sig et umiskjendeligt Prg af Fest. Herrerne kommer
i Kjole, Damerne i nedringede Selskabstoiletter. Hvor jet kiger ind i de
lukkede Loger, glittrer det af Diamanter, store Buketter ligger paa
Brystvrnet og fylder Salen med en tung, duftmttet Atmosphre. Endogsaa
helt oppe under Loftet er man pyntet; der er navnlig der fuldt af
Tyveaarsynglinge i det ulasteligste Galla, med frisk Frisering,
guldknappede Spadserestokke, Monocler og smaa Lommespejle, der
omhyggeligt studeres, mens Tppet er oppe og Klakken paa Bnkene foran
med sine lftede, applauderende Arme sprrer Udsigten til Scenen. De unge
Mennesker har gjort sig saa fine ikke blot af Respekt for Premiren, men
ogsaa fordi der er Mellemakterne. I dem har de nemlig Lov til at gaa ned
i Foyeren og stille deres Ulastelighed til Skue, mens de med den ene
Tommelfinger i Vestens rmegab og med den anden Haand stttet tungt til
den guldknappede, slber deres smaa lakerede Sko og deres hele fine
Person hen over det blankbonede Gulv, med et muggent, blaseret Udtryk,
som var de dybt krnkede over af Hensyn til deres Ven Direktren ikke at
have kunnet lade deres sdvanlige Parketplads staa ledig og endelig
skaffe sig en Friaften i det tumlende parisiske Festliv, der gjr det af
med dem til Slutning.

[Illustration: En Premire-Loge.]

[Illustration: Alexandre Dumas fils.]

Mellemakterne, der ved en Premireforestilling altid er meget lange,
giver dem Revanche for Lidelserne i Varmen og Mrket oppe under
Hanebjlkerne. De fler sig uhyre. Men Foyeren er ogsaa uhyre
fashionable. En almindelig Aften kommer den noble Part af
Tilskuerpublikummet der ikke. Man aflgger hinanden Visit i sine
Frsteetages-Loger og promenerer lidt udenfor dem i den brede, med blde
Tpper belagte Gang, hvor man er for sig selv, men man udstter ikke sine
Koner eller Dttre for i Foyeren at blive bekiget af dubise Blik eller
deres Toiletter for at blive klemte op ad en malproper Arbejderbluse. Ved
Premiren derimod er det en anden Sag. Saa har man hele Theatret for sig,
man er som et sluttet Selskab, man kan bevge sig, hvor man vil, Foyeren
seer ud som en Salon, fyldt af Gjster. Gruppe ved Siden af Gruppe,
forbundne allesammen, med Undtagelse maaske netop af Ynglingene fra
Galleriet, til en Helhed ved Hjlp af ivrigt gestikulerende Herrer, der
farter omkring fra den ene til den anden for at rapportere et Giftermaal,
et Ddsfald, en Udnvnelse eller en Skandale, de allernyeste
Begivenheder, der er passerede i den flles exklusive Verden, som hele
dette Premirepublikum tilhrer. Hvert andet Hoved kjender man igjen fra
Fotografivinduerne. Det er ingen Overdrivelse, naar Bladene tidt ved en
saadan Forestilling fortller, at Alt, hvad Paris rummer af Bermtheder,
var i Huset.

[Illustration: Korridoren udenfor frste Etages Loger.]

Baade Forfatter og Aktrer anstrenger sig af yderste Evne for at
tilfredsstille dette sjeldne Areopag. Der er i mange moderne Komedier
Repliker, hele Scener undertiden, som kun er skrevne for det, og som
vsentlig kun forstaas af det. Et Stykke gaar i Paris aldrig saa fuldendt
over Scenen som ved den frste Forestilling. Man holder Prve paa Prve
Maaneder igjennem, til Alt er saa godt, som man overhovedet kan gjre
det, og i en stor Kraftanstrengelse serverer man da Buketten af Evnernes
og Samarbejdets Potensering for Premirepublikummet. Dets Dom er absolut
afgjrende og uden Appel. Falder et Theaterstykke i Paris den frste
Aften, saa er der ikke nogen Mulighed for, at det kan rejse sig igjen;
gjr det derimod Lykke, er det aldeles uberegneligt, hvor lnge det kan
blive ved at spilles. Selv efterat det er blevet ombesat med
Middelmaadigheder; saa det ikke er til at holde ud for Kjedsommelighed,
slaas Publikum om Billetter. Det har Ryet; er man i Paris kommen op at
flyve paa dets Vinger, saa flyver man svimlende hjt, helt op til fem,
sex hundrede Opfrelser _de suite_ endogsaa.

[Illustration: Croizette.]

III.

Strax Morgenen efter Premieren bringer de virkelig parisiske af
Pariserbladene udfrlige Artikler om det nye Stykke. Theatrene begynder i
Paris til forskjellig Klokkeslet, halv otte, otte, halv ni alt efter
Stykkets Lngde, men de hrer aldrig op fr Midnat; en frste
Forestilling kan med sine lange Mellemakter tidt trkke ud til et, halv
to. Anmelderen har da et drjt Stykke Nattearbejde. Det nytter imidlertid
ikke; Publikum er altfor spndt paa Udfaldet af den store Aften, til at
det kan vente. Lyder Parolen paa, at det er Noget, som hele Paris vil
strmme til for at se, saa begynder det ogsaa at strmme ligestrax.
Allerede den frste Dag er Huset udsolgt til ti, tyve Forestillinger,
eller til saa mange, som Billetkontoret kan naa at slge til. En saa
alvorlig Begivenhed som Overdragelsen af en Theaterbillet gaar nemlig
ikke for sig uden adskillige Formaliteter. Man maa opgive sit Navn, der
omhyggeligt fres ind paa Theatrets Forkjbslister og paa Billetten selv.
nsker man at medfre Damer, maa derom ligeledes Underretning gives. De
har nemlig i Paris ikke Adgang til Gulvpladserne, det tillades dem kun at
overvre Forestillingen fra Logerne. Til disse slges ikke enkelte
Pladser, man maa kjbe en hel Loge, det vil sige mindst fem, sex
Billetter. Saa skal Damen ved Kassen gjennemsge Listerne for at se, hvad
hun har ledigt omtrent ved det Tidspunkt, da man nsker at gaa i
Theatret, Kjberen skal, hvad der ikke er mere end billigt, da det drejer
sig for ham om en Udgift paa halvhundrede Francs eller derover, undersge
Theaterplanen for at se, om den paagjldende Loge konvenerer ham, kort
sagt: det er en hel Historie, fr man endelig har sit Bevis i Lommen for,
at saa og saa mange Pladser tilhrer En den og den Aften om en fjorten
Dages Tid. Men Pariserne er ikke utaalmodige. Deres hele Rsonnement er
det, at det maa vre en ganske magels Fornjelse, der venter dem, naar
der er saa megen Rift om den og saa megen Vanskelighed ved at komme til
at deltage i den. De strmmer til, og de bliver ved at strmme.

Parisertheatrene prospererer da i Virkeligheden ogsaa alle, hvor mange
der end er. Det kan hnde, at en Direktr beregner sit Budget galt, saa
at han personlig gjr daarlige Affrer, men en mere omsigtsfuld
Efterflger bringer hurtigt Ligevgt igjen mellem Indtgter og Udgifter.
De sidste er ganske vist med de stadig videre og videre udviklede
Fordringer til Udstyrelsens Rigdom og Korrekthed efterhaanden blevne
meget betydelige; man har set Stykker, som Feeriet "Tusind og een Nat",
koste en halv Million, fr de kom paa Scenen; men de Summer, der tages
ind, tillader en saadan Luxus. Billetpriserne er dyre. De nogenlunde
ordentlige Pladser koster mellem fem og ti Francs. Den gjennemsnitlige
aftenlige Indtgt bliver paa den Maade for de Theatre, der er lidt i
Velten, fire, fem Tusind, de strre kan ganske vel gjre Regning paa at
have en halv Gang saa meget til. Om Operaen er her slet ikke Tale. Dens
aftenlige Indtgt varierer mellem sexten og tyve tusind, men en
Parketplads koster ogsaa der tretten Francs til ordinr Pris, og den kan
aldrig faaes undtagen til forhjet. Hvad Thtre franais angaar, saa har
det i de sidste Aar hver Aften taget Maximum ind, det vil sige ni, ti
tusind Francs. Der er heller ingen Udsigt til, at Tallet vil dale.
Vanskeligheden ved at kunne tilfredsstille Riften om Billetter er saa
stor, at man endog saa alvorligt har tnkt paa at indrette den
ligeoverfor liggende Flj af Palais-Royal til et nyt Theater, saa at man
hver Aften kunde give Forestillinger paa to, med hinanden indbyrdes
forbundne Scener.

Med Theatrene svlger ogsaa Forfattere og Aktrer i Guld. De Frstes
Honorar er mellem ti og femten Procent af Bruttoindtgten. Er det en stor
Succs, kan de paa den Maade tage indtil en halv Million ind paa en
enkelt Komedie. Ved Thtre franais, hvor de mere fremragende
Skuespillere og Skuespillerinder, de saakaldte "Socitairer", deler
Theatrets Overskud mellem sig, er en aarlig Indtgt af hundrede, hundrede
og tyve tusind Francs ganske almindelig, og selv ved Privattheatrene
spiller de virkelige Stjerner ikke for ringere Gage. Judics Engagement
ved Varits sikrer hende en halv Million for fem hundrede
Forestillinger, Jeanne Granier, den unge Sangerinde paa Renaissance, til
hvem Paris's Operettekomponister kappes om at skrive Roller i Smag med
"den lille Hertug", har firsindstyve tusind Francs for to hundrede
Forestillinger.

Naturligvis: disse Guldfloder er ikke Kunstens Maal, og de er heller ikke
Maalestokken for, til hvilken Hjde den er naaet i et Land og i en given
Periode. Men det kan ikke nytte at ngte det, i vore Dage er de meget
virkningsfulde og saa halvt om halvt uundvrlige Midler til at naa de
hje Maal. Jo mere fristende Lnnen er, desto strkere anspndes ogsaa
Evner og Krfter for at fange den; jo bedre et Arbejde betales, desto
strre Omhyggelighed kan der anvendes paa det. Enhver fransk Forfatter
har Sigte paa Theatret; det er Valpladsen, hvor hans afgjrende Sejr skal
vindes. Eet Held der er nok, saa er hans Karrire gjort, det bringer ham
Ry, Position, materiel Uafhngighed. Til en saadan Valplads gaar man saa
rustet, som man kan blive. For Aktrens Vedkommende er Sagen den samme.
Fler den unge Mand Kald for Scenen, har han ingensomhelst Grund til ikke
at flge det. Theatret er baade i Stand til at veje hans Talent op med
Guld og til at byde ham en social Stilling, som han skal have stort
Besvr ved at naa ad anden Vej. At de franske Skuespillere lige til for
nylig ikke kunde blive Riddere af reslegionen, var en Anakronisme
simpelthen, der var bleven staaende ind i en Tid, hvor den absolut ikke
hrte hjemme. Under den tredie Republik er den dramatiske Kunstner
fuldkomment lige saa anset som enhver anden Talentets Mand. Han er en
feteret Gjst i de fornemste Saloner, han omgaas paa lige Fod med Folk i
Statens verste Poster. Coquelin er nrmeste Ven med Frankrigs frste
Politiker og dets tilkommende Overhoved. Dupuis afslutter literre
Konventioner med Rusland og indstiller franske Forfattere til russiske
Ordensdekorationer, selv en udelukkende Farceskuespiller som Christian er
Maire i den Kommune, hvor han har sin Sommervilla. Staten giver med sine
Subventioner allertydeligst Attest for, hvilken Respekt den har for
Theatret. Operaen, Opra-comique, Thtre franais og Odon faaer
halvanden Million aarlig i Statstilskud. Det har hverken Literaturen
eller de bildende Kunster. Og ivrigt er jo nu ogsaa Skuespillernes
Udelukkelse fra den nationale Dekoration hvet. Got brer sit rde Baand,
og han brer det saa berettiget som Nogen i Landet.

Theatrets Prosperitet drager imidlertid ikke alene Talenterne til sig,
den udvikler dem ogsaa. Den giver Skuespillerne, hvad der saa mange andre
Steder fattes dem, den tilbrlige Tid til at udarbejde en Figur. Det er
hjst karakteristisk, hvilken Betydning der i Frankrig tilskrives en
Rolles "Cration". Allerede Ordet angiver, hvorledes der deri lgges en
ikke blot reproducerende, men originalt skabende Virksomhed. Man taler om
de Roller, en Skuespiller har "kreeret", som man taler om en Digters
Vrker. Og man gjr det tidt med megen Grund. Figurer som de, Got og
Coquelin viser os i "Les Rantzau", er i Virkeligheden skabte af dem. Men
den Uendelighed af fine, karakteriserende Trk, hvorved de har gjort Jean
Rantzau og den gamle Skolelrer til saa levende Menneskeskikkelser, som
der nogensinde er set paa en Scene, de er ogsaa kun Resultatet af et
meget stort og meget samvittighedsfuldt Arbejde. Coquelin har i sex
Maaneder anvendt flere Timer daglig paa at udforme det Billede, han havde
tnkt sig, og i to, tre Uger umiddelbart fr Stykket skulde gaa, lod han
alle sine vrige Roller doublere for ikke ved noget Andet at distraheres
fra sin nye "Cration". Sligt er ikke muligt, hvor Theatret skal slide
for Brdet; kun naar det er situeret som i Paris, kan det tillade sig en
saadan aristokratisk Soignering. Der har Talentet alle Betingelser for at
kunne perfektionnere sig. Og ethvert kan komme paa sin Plads. Det er ikke
der en enkelt exklusiv Scene, hvorom al Interessen samler sig, der er en
hel Rkke af Theatre, som kan byde den dramatiske Kunstner en Position af
frste Rang. De strste Forfattere forsyner deres Repertoire, et ligesaa
intelligent som talrigt Publikum fylder deres Sale, de har Traditioner,
de har Anseelse, de har Rigdom, Alt, hvad der kan stille Talentet i
Relief. Derfor kommer det til dem. Palais-Royal har gjennem Aartier
stadig havt og har endnu en Samling af komiske Skuespillere, der er
aldeles uforlignelig, Judics Kunst er saa overlegen som nogen
Skuespillerindes, og Varits har foruden hende en Dupuis, en Baron, en
Lassouche, en Lonce, det er ikke muligt at faae nogen i sin Art mere
fuldendt Forestilling at se end der. Vaudeville har Blanche Pierson,
Renaissance Granier, selv ved Smaatheatre som Nouveauts finder man
Krfter som Brasseur og Mlle. Ugalde. Der er knap noget eneste af
samtlige Parisertheatre, som ikke i en eller anden Retning kan byde
noget Udmrket.

[Illustration: Samary]

IV.

Denne Floreringstilstand er et Resultat af Paris's exceptionelle
Stilling, frst og fremmest som Centrum for det hele dramatiske Liv hos
en Nation, der paa dette Punkt har ganske srlige naturlige Anlg, som
det umaadelige Verdenskaravanserai dernst, i hvis Fornjelsessvlg
daglig Tusinder og atter Tusinder af Rejsende fra alle Jordens Egne ser
deres Guld. Fr Jernbanerne kom, var en Snes Opfrelser af et Stykke det
Almindelige, halvtreds det kun overordentlig sjeldent naaede Maximum; nu
spilles Alt det tidobbelte Antal Gange. Sson efter Sson kommer man
hjere og hjere i Vejret, Kulminationspunktet er aabenbart ingenlunde
naaet endnu.

[Illustration: Dandserindernes Paakldningsloge.]

Sine betnkelige Sider har disse Forhold imidlertid ogsaa. De ligger
mindre i den Mangel paa Tilfrsel af friske Krfter, som Udslukningen af
det dramatiske Liv i Provindsen kunde synes at maatte drage efter sig.
Hvor de end kommer fra, myldrer det stadig med nye Talenter. Ved Thtre
franais for Exempel er aldrig saasnart Madeleine Brohan begyndt at
blive, gammel, fr man har Sarah Bernhardt, og efter hende Croizette, for
slet ikke at tale om Reichemberg og Broissat. Fr Croizettes Stjerne
endnu er blegnet, dukker Samary op, og nppe har hun faaet Tid til at
gjre sit Talent gjldende, fr der paa Trinet under hende er en Yngre,
Baretta, til at fngsle Opmrksomheden. Allesammen er de komne i ikke
synderligt over en halv Snes Aar, det er ikke blot en uafbrudt
Rkkeflge, det er en Succession, der formelig jager hinanden. Heller
ikke den Mangel paa Plads for den dramatiske Produktion, der bliver en
Flge af Masseopfrelserne, har noget ngstende ved sig. Theatrene i
Paris er saa talrige, at det virkelig Gode altid vil kunne komme frem.
Desuden er Komponisterne allerede begyndt at ty til London, Bruxelles og
St. Petersborg; bliver Tumlepladsen paa Parisertheatrene virkelig de
dramatiske Forfattere for snever, vil de hurtigt flge Exemplet. Derimod
ligger der i Beskaffenheden af det Publikum, som Fremmedtilstrmningen
leverer, en alvorlig Fare. Selv om det forstaar Fransk, mangler det dog
Parisernes dramatiske Opdragelse. Det er tilfreds, naar det faaer en
Komedie at se, der har Ry; Udfrelse og Sammenspil kan saa vre, hvordan
det vil. Naar et Stykke er gaaet nogle hundrede Gange i Trk, og de
oprindelige Krfter ikke lnger kan holde ud at spille i det, ombesttes
det med andre, der er dem langt underlegne; men Udlndingene, som nu
udgjr Tilskuernes Pluralitet, lgger ikke engang Mrke til det. Denne
Uskik har allerede grebet saaledes om sig, at man endogsaa paa Thtre
franais kan se den franske Literaturs Mestervrker gaa over Scenen paa
en Maade, der er noget nr skandals. Meget ofte forstaar de Rejsende
ikke engang Fransk. De tyer da til de Theatre, hvor der er Noget for
jet. Udstyrsstykkerne, srlig de saakaldte _pices  femmes_, bliver ved
denne Tilstrmning ligesaa ngsteligt talrige som ngsteligt blottede for
Alt, hvad der har det Mindste med dramatisk Kunst at gjre. Man ser
Stykker som det vanvittigt meningslse "Tusind og en Nat" gjre en
aldeles formidabel Lykke, give ti, tolv tusind Francs hver Aften ved
flere hundrede Opfrelser ene og alene, fordi det vrimler paa Scenen med
Heste, Hunde og Elefanter, og fordi der i Dekorationer, overlssede med
Guld og Farver og fantastiske Lysvirkninger, prsenteres
Masseudstillinger af unge Kvinder i Kostumer, der som oftest allerhjst
er Antydninger af Kostume. Man kalder det Ballet, men dandse kan kun den
enkelte Primadonna, og hun er forskreven fra Udlandet, idet Dandsen
nemlig er en Kunst, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig. Resten er
Smaapiger fra Portnerloger og Modemagasiner, Sypiger og Kunstnermodeller,
af hvilke man ikke forlanger andre sceniske Kvalifikationer, end at de
kan tage sig ud i Trikot. Udvalg har man nok af altid, skjndt en saadan
Ballet er en hel lille Armee. Saa saare det rygtes, at et nyt
Udstyrsstykke er paa Stabelen, strmmer de smaa theaterlystne Evadttre i
Hobetal til fra alle Kanter af Paris for at lade sig hverve, og man har
Kasernen overfyldt i en Haandevending. Gagen er kun en Snes Sous pr.
Aften, Tjenesten streng, Behandlingen, de faaer, rent soldatermssig. Men
de har Ungdom og Fantasi de Smaa, de har megen Livslyst som Vind i
Sejlene og meget lidt Moral hjemmefra med som Ballast. Naar der er et Par
Minutters Fritid fra Omkldningerne uden Ende, og de sidder oppe i
Paakldningslogerne med deres Kammerater og fortller hinanden
Fehistorier om Forgngerinderne, saa glider det snevre Rums Vgge
tilside, og ude i Baggrunden dukker der det ene lokkende Billede op efter
det andet. Theaterlivet har sine Changementer strre, mere uforudsete
endnu end de i Eventyrkomedien dernede paa Scenen. Hvad der er hndet de
Andre, hvorfor skulde det ikke kunne hnde dem? De har jo nu ogsaa
"deres" Theater, "deres" Loge, "deres" Prver, og de kan anskaffe sig
smaa rosenrde Visitkort, hvor deres Navn staar i Snirkelskrift og et
fint lille "du thtre de la chose" nedenunder. Det er det frste Skridt,
Skridtet, der koster. Siden gaar Alting af sig selv. Fr Stykket er
spillet til Ende, kan de vre flyttet fra Paakldningslogen over i
"deres" Hotel, _un vrai petit bijou_ af et Hotel med Rosentrsmbler og
lyseblaat Silketapisseri. De kan kjre i Boulogneskoven i "deres" Vogn,
med "deres" Heste og "deres" egen lille sde Groom. Hvem veed, maaske kan
der paa Visitkortet staa "comtesse" eller "baronne" og en Krone ovenover,
som er gte, og som har Ret til at staa der. Nede mellem Kulisserne er
der ikke blot Brandfolkene til at kurtisere. Der kommer saa mange
distinguerede kjolekldte Herrer op, baade unge med Esprit og Humr og
gamle med Diamanter i Brystet og Diamanter paa Fingeren. Og de er saa
magelst elskvrdige, og de inviterer til Souper og sender Etuier fra Rue
de la Paix og Fontana. Man sprger _maman_ hjemme, hvad man skal gjre.
Maman siger som Mme. Bichon: "Il y a des situations dans lesquelles on
est oblig de prendre quelqu'un." Og saa gjr den Lille _son choix_, og
Alverden er tilfreds--saalnge det varer.

[Illustration: Mellem Kulisserne.]

Kun Fru Thalia har skjellig Grund til ikke at vre det. Engang imellem
tager en eller anden Avis sig af hendes Sag og holder Formaningstaler mod
Theatrenes Forvandling til Menagerier og Fruentimmerbazarer. Men
Fremmedtilstrmningens Guld har en Klang, der lyder hjere og sdere i
Direktrens ren. Han stopper det i Lommen og tager de smaa
Formaningstaler med paa Kjbet, og Forholdene bliver, som de er. Nu,
Noget af den Slags maa der naturligvis ganske ndvendigt altid findes i
en By som Paris. Faren er kun, at det ikke breder sig. Og i saa Henseende
er der et fortrffeligt Bolvrk til at standse: Parisertheatrenes uhyre
Konservatisme. Man mder den for hvert Skridt. Saasnart man kommer ind,
finder man ved et hjt Bureau tre fine Herrer i Kjole og hvidt
Halstrklde, der anmoder om Ens Billet. Det er dog ikke for at beholde
den. De bytter den simpelthen om med en anden, som man saa afleverer ved
den egentlige Indgang. Hvad de skal gjre godt for, er der Ingen, der
begriber. Men de har siddet der saalnge som Theatret har staaet, og
derfor bliver de ved at sidde der. Hele Aftenen sidder de og pynter op i
Entren og viger ikke af Stedet. Man har en Fornemmelse, som var de
Grundpiller, og som Theatret maatte styrte sammen, hvis de forsvandt. Er
man kommen ind i Korridorerne, har man "Ouvreuserne" paa Halsen. De skal
anvise Ens Pladser. Det vilde vre langt simplere, om Billetterne bar
Numer, som alle andre Steder i Verden, men saa var Ouvreuserne ingen
Nytte til, og de er et gammelt Inventarium, der for enhver Pris maa
bibeholdes. Saadan er det i Smaat og saadan i Stort. Det, at den franske
Theaterforfatter nsten aldrig vover sig ud fra Salonerne, ud i den frie
Natur mellem andre Mennesker end netop Parisere og Grever og Baronesser,
det er et Udslag af akkurat det Samme. Det er, om man vil, ikke Andet end
Respekt for Traditionen; Alt, hvad der er godt i vor ufuldkomne
menneskelige Verden, har jo i Regelen ogsaa sin svage Side. Men hvad det
end er, saa vil det bevare den virkelige, gte Komedie paa de
Pariserscener, hvor den har gammel Hvd paa at florere. Deres Antal er
mange. De vil beholde Pariserne som Publikum, og de vil altid trods
Udstyrstheatrene faa en saadan Forstrkning af de Fremmede, at de kan
gjre glimrende Forretninger selv med det Gode, de prsterer, og at der
flgelig ingen Grund er til Forandring. Paris's Ophjelse til
Theatercentrum ikke blot for hele Frankrig, men saa halvvejs samtidig for
den hele civiliserede Verden bringer da saaledes i Theatrenes forgede
materielle Velvre den franske dramatiske Kunst en stor Sttte, uden
samtidig at medfre vsentlige Farer for den. I gamle Dage har Talentet
muligvis kunnet leve af Kildevand og Maaneskin. Det er for vort
Aarhundredes mindre primitive Mennesker vanskeligt at stte sig ind deri.
Nu kan det det i hvert Fald ikke lnger; i vor Tid trnger det til god
Vin og god Fde, naar det ikke skal faa Svindsot. Paris er saa heldig
baade at have dramatiske Talenter nok og at kunne give dem tilstrkkelig
Fde til, at de kan voxe sig store og strke.

[Illustration: Thtre franais' Yngste: Mlle. Baretta.]




SOMMERLIV OG FESTER.


Grand prix de Paris.

Paris har ligesaavel som London sin Saison, visse Maaneder af Aaret, da
Befolkningens fine Portion er forpligtet til at lyksaliggjre Hovedstaden
med sin Nrvrelse, og da flgelig Byens Liv naaer sin hjeste Potens.
Men man er dog ikke ganske saa rigors som hos de stive Britter. De kan
ikke, uden at stte deres gode Navn og Rygte paa Spil, vise sig i
Westend-Palerne en eneste Dag fr den 1ste Maj, og de kan heller ikke
uden Risico for, at de mest kompromitterende Rygter bringes i Omlb om
dem, atter forlade disse Paler fr netop den 1ste August. Selv for den
allernobleste Franskmand er derimod et Pariserophold tilladeligt paa
hvilkensomhelst Tid af Aaret, det kan vre ham til Behag. Paris gaar det
an at foretrkke, endogsaa naar "Alverden" er i Nice og Cannes, paa
Jagtslotte paa Landet, eller i Badevillaer ved Kysten. Men sin Sson har
Byen alligevel. Den falder sammen med den Tid af Aaret, da Paris er
skjnnest. Saasnart de frste Foraarsbebudere kommer, kommer ogsaa den
fornemme Verden hjem fra Rivieraen ved Middelhavskysten. Paris er da paa
sit Hjeste. Den svlger i Fester, den bugner af Luxus. Theatrene byder
paa Sensationspremirer, de bermte Virtuoser kommer fra alle Jordens
Kanter og lader sig hre ved Koncerter, hvor den simpleste Plads er til
en Louisd'or, der arrangeres straalende Velgjrenhedsmarkeder og elegante
Bazarer, hvor Grevinder og Hertuginder og Fyrstinder staar i Butikerne,
den officielle Verden giver sine store Galamiddage, Faubourgernes,
Pengenes, Kunstens og Litteraturens, ja selv Demimondens Aristokrati
kappes om at holde Soirer og Baller hver eneste Aften. Saaledes bliver
det ved at gaa tre, fire Maaneder paa Rad, indtil endelig det hele
tumlende Fornjelsesliv den frste Sndag i Juni ender med en
Slutnjngsfte, der stikker alle de andre, med _le grand prix de Paris_,
Frankrigs Derbydag, de store Vddelb paa Longchamps-Sletten.

Denne Dag er efterhaanden bleven en af Paris allerstrste Festdage. Det
er i Grunden kun Nationalfesten den 14de Juli, der er mere. Og der er
endda den Ting at bemrke, at ved Nationalfesten holder
Ikke-Republikanerne sig tilbage for at protestere; til de store Lb
derimod maa Alle med uden Menings- og uden Standsforskjel. I den fornemme
Verden har det allerede under Kejserdmmet hrt til god Tone at tage
Afsked med hinanden ved et Glas Champagne paa Saddelpladsen, fr man
lgger sig paa Landet, og denne gode Tone er med Aarene trngt ud til
bestandig bredere og bredere Samfundslag. Nu er der knap en slle Calicot
lnger, der ikke finder Longchampsudflugten ndvendig for at hvde sin
sociale Position. _Le grand prix_ er den Dag, da alle Parisernes
Sparegrise, selv den beskedneste Arbejderfamilies, slaas i Stykker. Og
har man ikke nogen Sparegris, saa har man dog altid en eller anden
Gjenstand, man kan stte paa Mont-de-Piti for at komme med. Man skal til
Longchamps, hvordan det saa gaar. Det er ikke egentlig for Lbenes Skyld;
Pariserne sidder der ikke som Englnderne nogen medfdt Sportsmani i
Blodet. Det er just heller ikke for at more sig; naar man vil vre rlig,
veed man ganske vel, at Dagens Besvr tidt bliver strre end dens
Morskab, saafremt man da ikke har hele Lommen fuld af Guld. Men man maa
afsted alligevel. Naboer og Gjenboer, alle mulige Bekjendte er med, saa
kan man jo dog ikke blive siddende hjemme. Og saa er der ogsaa een Grund
til. Man giver sine Penge ud paa Vddelbsdagen i det stille Haab, at de
skal komme ind igjen med Renter og Rentes Rente. Man vdder. Alle gjr
det; Sadlepladsens Publikum stter Tusindfrancsnoter paa Spil,
Tribunernes Hundredefrancssedler og den store, vulgre Masse paa
"Grnsvret" Louisd'orer og Femfrancer. Spilleraseriet er en af
Krftskaderne ved det moderne Parisersamfund. Det er ikke blot paa
Brsen, at Alverden gjr Forsg paa at tjene sig rig i en Haandevending;
overalt, hvor man kan komme til det, tumler man med ind i den vilde
Parforcejagt efter de rullende Guldstykker. I de parisiske "Cercles"
tabes og vindes der ved Baccarat-Bordet Millioner hver eneste Aften, og
den Del af Befolkningen, der ikke kan betale de Hundrede, to eller tre
Hundrede Francs aarlig, som det koster at blive Medlem af en saadan
Spilleklub, rangerer sig da paa anden, billigere Vis ind i Fru Fortunas
Tilbederlegion. Efter Frokosttid, nsten hele Dagen igjennem, er de
parisiske Kafborde fulde af smaa grnne Kldesplader, paa hvilke de
jevnere Samfundsklasser, helt ned til Arbejderen, vover deres surt
fortjente Ugeln i Ecart; der pareres ved Billarderne, der spilles i
Smug alle Slags Hasard i ethvert Bevrtningslokales Bagstuer, der spilles
kort sagt af Alle og overalt. Vddelbsdagen er en velkommen, saa at sige
med det Officielles Stempel paatrykt Anledning til at tilfredsstille
denne uhyggelige Passion under exceptionelt fristende Forhold, i fri
Luft, Menneskemylr og Sommersolskin, omgiven af Festvirvarets
nervepirrende Ramme. Enhver maa til Bookmaker'nes Boder. Der er Hundreder
af dem, og de gjr uhyre Forretninger allesammen. Naar det kommer til
Stykket, er det maaske frst og fremmest dem, der gjemmer Alruneblet,
som paa den store Vddelbsdag drager alle Mennesker til
Longchampssletten.

[Illustration: "Bookmakeren"]

Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog
alligevel skal vre Feriedag, vil man gjre den saa lang som muligt. Og
desuden gjlder det ogsaa at vre betids paa Pletten for at faa en Plads,
hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve stter
formelige Hre af Smaaborgerfamilier sig i Bevgelse i Retningen af
Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere,
Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en
Massestorm paa Mont Valrien. Men de mylrende sorte Striber af
Menneskemyrer kravler ikke op ad Hjen, de flger Trup over Suresnesbroen
og spreder sig saa og bestter hver Grnsvrsplet i Terrnet mellem
Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og
holder efter Marchen Siesta i de klige Skovskygger. De har behov at
forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trngsel
og Stv og Solhede; allerede fr Et maa de sige Farvel til Trerne og
foretage deres Kaplb ned til Snoren, som indhegner Vddelbsbanen.
Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er
Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den re at throne paa
aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets
Maximum af Forspands-, Seletjs-og Kjretijs-luxus paa Parade, de
ordinre Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum
af Kjrepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen
slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en
Vogn til de store Lb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for
de almindelige Droschker og for Kjretjer med et strre Antal Pladser i
Forhold dertil. Men har man ikke vret forsynlig og lejet paa Forhaand,
kan det meget vel hnde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det
Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme
lidt medgjrlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster
overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder
Louisd'orer frem og viser ham. Han tr ikke standse, har engang en af dem
forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen,
kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjre _ l'heure_
hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit
Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den
store Vddelbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at
sige ikke er en eneste lnger at faa indenfor Paris's Fstningsvrker.

Fra Klokken to holder de i endelse Rkker ned over alle Vejene, der
frer til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man
var i Stand til at tlle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det
frste Lb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store
Grnsvrsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af
Tilskuerpublikum. Der kan vre indtil tre hundrede tusind Mennesker
klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrnet fra
Tribunernes verste Bnke; det er et Syn, som det nppe nogetsteds paa
Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om
spredte Grupper; det er, som om man vilde tnke sig en vldig,
uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med
Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tt, Fladen, der dannes af de mrke,
hattebekldte Hoveder, ligesaa sammenhngende kompakt som den, der dannes
af de bugnende Ax. Hist og her stikker rde Parasoller frem som gldende
Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsderne og staar der i deres
lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule
Agerkaalsstilke og stter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen
gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan jet
ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, ventyrlig Uendelighed af
muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som stter Fantasien i Bevgelse og
ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glde. Fra
denne Hovedmasse strkker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs
hele Vddelbsbanens Snor, ttte sorte Myregange af andre
Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet,
over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.

[Illustration: Paa Tribunen.]

Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver
af Tribunerne fortsttes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole.
Ogsaa der er der ttproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af
Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene
extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en
Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store
Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de
store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder
sig ikke om at tage Skjnheden med paa Raad, det gjlder kun at vkke
Opmrksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegjer, er dem
ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mrke til dem, og de kommer i
Avisen den nste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og
Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis vre fornjeligere end Kaplbet
inde paa Banen. Hvert jeblik gaar der som et elektrisk Std gjennem
Tribunepublikummet.

[Illustration: Paa "Grnsvret".]

Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt
omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhjt. Det er et
Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har
opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frken med Lueforgyldningsbroderier paa
den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrnt:
sivgrn En-tous-cas, sivgrn Kjole, sivgrnne Strmper og sivgrnne Sko,
Altsammen bedkket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte
Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris
kun den ene store Vddelbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa
Lejlighed til at slaa Gjkken ls.

[Illustration: I Enceinten.]

Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine,
adelige, men gyselig magre Vddelbere. Tribunepublikummet har studeret
Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber
deres Navne for at gjlde for Sportsmnd, der veed Besked. Men nogen
overdreven Enthousiasme for de frste af Lbene er der dog egentlig ikke.
De maa mere betragtes som en appetitvkkende _Pice de rideau_ fr den
rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde
Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne
vkke nogen virkelig Spnding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er
absolut sikker paa, om disse Lb nu ogsaa kan betragtes som rigtig
alvorlige. Man fortller om saa megen _"blague"_ ved Smaalbene, om
bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de
i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle
mindes Affren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom
slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for
at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde vret strkere end han; dets
Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af
med sin Rytter og srgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et.
Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svkker
Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjlder
det baade ren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede
tusinde Francs. Det kan pirre.

[Illustration: I Enceinten.]

Der kommer en umaadelig Bevgelse mellem Publikum, saa saare Tallene
begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Lbendes Numere
markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ brles og hvines der fra
Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af
deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i
Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette jeblik ingen Tanke
for. "Hvem lber?" det er det frste store Nysgjerrighedssprgsmaal, det
gjlder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet;
til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man
trkker sig kun grumme ndigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt
til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et
Slags Adelsdiplom, at den har vret med ved det rigtige store Lb. Man
kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos
Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjre? Der findes
forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Lbet nogen af de
hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en
Frsterangstrnr paa et eller andet fjernt, de Sted, pludselig dukker
frem og gjr alle Sportsmndenes Beregninger til Skamme? Man har set
Sligt ikke saa sjldent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager,
saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har stttet sine Vddemaal, ikke to
Sous vrd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Lbere at gjre, saa
er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed.
Der mangler sjlden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med
Enere mod Tiere.

Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa
Tavlen. Om der var tilstdt et Uheld! Om den pludselig var bleven
indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Vddelbere er
mfindtlige som de store Primadonnaer. ngsteligheden begynder at brede
sig. De, der har vret bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan
umulig vre hndet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for
den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig vret omgiven af
en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har
vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste
den med Brd, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til
at lade sine Evner straale i det skjnneste Lys. Den er sund og frisk,
gldende af Kampiver, forsikrer de; de har vret i Stalden endnu om
Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige
Blikke; Hjerterne hrer op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa
dens Tal paa Tavlen. Et hjt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det
skjres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu
Stilhed over den store Vddelbsbane som i Theatret, naar Tppet hver
sig. Alles jne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i
Rkke kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjr en lille Galopfart for
at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de
foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Lbet begynder. Hvor der strkkes
Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetrklder og Hatte og
Parasoller i Et uendeligt Brl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber
sin foretrukne Dystlbers Navn og bliver ved at raabe det under hele
Lbet, som om Hesten kunde hre det, og som om det uvgerligt maatte fre
den til Sejer, naar det blot overdvede alle andre. Der kommer de frem
ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den
holder sig! Den ger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!

De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey,
frende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele
Vddelbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmnd paa Sadlepladsen
flokker sig lyknskende om Ejer og Trnr. Den Frste tager ved dette ene
Lb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer,
Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er
efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det
unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjnheds, og hvis
Tjeneste betales hjere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.

Efter _"le grand prix_" flger der atter andre, mindre Lb med Priser fra
sex til femten tusind Francs. Det Hele ender frst henimod Aftentid. Men
Vddelbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part
maa se itide at faa fat paa sine Kjretjer, der kan gaa Timer, fr de
findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af
Champs-Elysesavenuen at vre Vidne til det nye Skuespil: _le rtour des
cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjrsel i Parade.
Hele den brede Alle er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en
formelig Hr af Vogne, og det varer Timer, fr Revuen tager Ende. Her
holdes Hovedmnstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer
Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af
Pariserssonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise
Udlndingene sin kjre Stad i al dens Herlighed, fr man overlader den
til deres Indvandring. Fra den frste Mandag i Juni har de Lov til at
fylde den med Rejsekostumr og rde Baedekere, men den store Vddelbsdag
skal den vre sig selv, vre paa Hjden af sin Glands og Pragt. Og det
er den.

Badeliv ved Kysten.

Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalnge Solen
befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevgelse, En
hel Hr af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjftiget med at holde
Alting vaadt, der bliver sprjtet og sprjtet paa Makadamiseringen,
Husfacaderne overrisles, Gaardene sttes under Vand, Trottoirerne skures
og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjlighed, saa den
store Bys Indeklemthed ikke trykker.

Men alle Regler har desvrre sine Undtagelser. Af og til, naar
Temperaturen stiger srlig hjt, og Sommeren bliver srlig tr, vil Dhuys
og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke lnger
gjre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trngselstid. Byen begraves
i Stv. Som en tt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange
Boulevarder og Avenuer. I de frste Morgentimer staar denne Taage endnu
lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde lfte sig i
Vejret eller lse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner,
efterhaanden som der kommer Folk og Frdsel, med hver ny Vogn og hver ny
Fodgnger hver den sig hjere og hjere. Den ruller ind over Byen i
voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil
henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud
som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter
Time forttter de sig. Lngere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm,
okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra
Lygtepl til Lygtepl. Det Hele er forvandlet til et ubegrndset
askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Trer og Huse glider
sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Dren, er i det samme Nu
Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Stv; naar man har gaaet en halv
Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man stte sig ved et Kafbord
paa Trottoiret, maa det frst fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer
ruller langsomt og bedrveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke
graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over
de lange Boulevarder er der nsten ikke et eneste grnt Blad at opdage.
Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Stvet
ude fra Gaderne trnger sig gjennem hver lille Sprkke og Aabning, laver
Skyer, lgger sig i Lag overalt.

Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt,
faaer Sommerrdsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede
Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted fr dem. Under den nye
atheniensiske Republik krver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere
enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under
Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det
store Trn fra Ssonen, stter sig paa landlig Dit og vegeterer i en
Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne
udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er vsentlig dette Hensyn, der
allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at lgge Paris de. Under
de to flgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I
Slutningen af Juli er den bervet saa at sige hele sit "tout Paris", det
lille Frimurerselskab af udvalgte, gte Parisere, der til daglig Brug
ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor
af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa
sjeldne, at de vkker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne,
Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Sndagen
formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt
tomme, mest befolkede med Arbejdere, stnnende Forretningsfolk og
langsomt drivende engelske Lorder og Misser.

Paris er paa Landet. Man tager til sit Chteau, naar man har enten et
virkeligt Chteau eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med
god Villie kan tillgges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i
Omegnen, naar man er ndt til stadig at ture ind i Forretninger, eller
man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjr
helst det Sidste; det er mest Fashion.

Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I
gamle Dage var der vsentlig kun Trouville; nu tlles de snart i
hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af
virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besge.

Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der
paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra
Fcamp. Men Alphons Karr kom tilfldigvis dertil og opdagede Stedet,
ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr
byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to hje, hvide
Skjrgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og
propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan
spadsere gjennem en lang Gade, der brer hans Navn, og hvor de Handlende
i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden
denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger
prgtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den
nrmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og
Badegjsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight
og Brighton, har kastet deres Kjrlighed paa det, og et Sted, der tages
under Armene af saadanne Magter, behver ikke mange Aar for at komme i
Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfljet de fleste
normanniske Badesteder. Trouville skrmmer trods de demokratiske Tider
Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger
desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjre lange Strkninger
ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fcamp for
provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig,
og Vinden blser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af gte
fransk Badeliv, skal man for jeblikket tage dertil.

Turisten, der kommer for et Par Dage, vil vre henrykt. Det stolte Hav
med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjrgaardsklipper, som
springer ud i det og danner en Rkke af mgtige Portaler, mod hvilke de
herligste Triumfbuer kun er Legevrk, det muntre, brogede Badeliv paa
Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grnne Bakker, Musiken fra
Kasinoet--alt det vil stte ham i Begejstring, og han vil uden Betnkning
erklre Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent
Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En
eller Anden, som lser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa
Grundlag af den, foretrkker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et
Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.

Ubetinget fornjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i
Vandet fra nordiske Badehuse, vkker den Forbavselse i frste jeblik, og
det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten
vil erklre, at Sligt kan de paa ingen Maade vre med til. I sidste
Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag.
Hvad alle Mennesker gjr, kan ikke i Lngden vedblive at vre stdende
for den Enkelte. Amerikanere, Englndere, Russere og andre Folkefrd
flger da ogsaa uden Betnkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn
til Alder eller Kjn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er srlig to
Tider paa Dagen, da denne Vrimmel prsenterer sig mest malerisk, nemlig
om Formiddagen umiddelbart fr Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i
Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjster,
befinder sig da paa Skrnten, som fra Kasinoterrassen frer ned til
Vandet. Under Sommerparaplyer og rde Parasoller lejrer man sig i Grupper
paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedkket, plasker i
Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klde sig af og paa.
Disse smaa Trhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent
umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog
ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, fr man faaer fat
i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung
Frken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten
efter En, hrer til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre,
uden at stde den gode Tone, banker paa Dren til en Dames
Paakldningsvrelse og sprger, om han snart kan aflse hende. Alt gaar
her paa Badeskrnten for sig fuldstndig _sans gne._ En Badetur er her
det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen
stter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stvne til Badningen den nste
Formiddag. En isoleret Vandgnger hrer til de store Sjeldenheder; i
Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der flges ad og i
deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade
ned ad Gangbrdtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.

[Illustration:]

Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af
et broget Skjrf, Benklder, hvis normale Lngde er til noget nedenfor
Knerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.

Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer.
Mellem den bedagede Peberms folderige, til Anklerne naaende Dragt af
sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede
Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, strkt
nedringet, uden rmer og stumpende ovenfor Knet, kan man vlge
Overgangsformer nok, der blotter eller dkker alt, efter hver Enkelts
Behov og Tilbjeligheder. Herrerne mder som oftest i stribet Trikot, der
ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for prsentable i det Kustume,
er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrbeligheder under
en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom
vre tilstrkkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og
Vandet plejer begge Kjn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den
er imidlertid ingenlunde absolut ndvendig, og det er kun Faa, der ikke
under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for
Vandringen opad efter Badet. Under dette lgges den helt nede ved
Bredden, fortjet med et Par af de strste runde Sten, man kan faa fat
paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man
kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige,
inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde
ikke hensigtsmssig uden disse Kapper.

[Illustration: En Bademester.]

Badningen er langt mere et Fornjelsesparti end en Sundhedsforholdsregel.
Man bliver ofte indtil tre Kvarter i Vandet, og man bestrber sig for at
more sig saa godt som muligt. Fra Enden af det hje Springbrdt styrter
baade Damer og Herrer sig ud paa Hovedet. Herrerne springer Buk over
hinanden, slaar Kolbtter over hinandens Ryg eller under Brdtet, vlter
sig undertiden ud i Klumper paa en halv Snes Stykker ad Gangen og sger i
det Hele taget paa alle Maader at vise deres Ddsforagt for det vaade
Element. Ved deres Kunster vil de dog sagtens ogsaa stundom tiltrkke sig
en eller anden badende ung Frkens Opmrksomhed. Damerne kan i Reglen
svmme, og de foretager ofte lange Exkursioner ud ad Havet til, sammen
med deres Kavallerer. Undertiden tager den Skjnne ogsaa Plads i en af de
smaa, kvikke Joller, der ligger ved Bredden, jager afsted i den, fulgt af
Herresvrmen, og styrter sig, naar hun er kommen langt ud, i Blgerne,
for saa at lade deres Favntag bre hende ind igjen. Fartjets Bjergning
overlader hun ubekymret til den, der har Lyst til at tage sig af det. De
Damer, der ikke er indviede i Svmmekunstens Mysterier eller ikke
dristige nok til at vove sig langt ud, holder sig paa lavt Vand, faar
Undervisning af Bademestrene eller af nrbekjendte Herrer, overpjadsker
hinanden med Vand og bliver hvert jeblik bange for Blgerne, som ruller
hen over dem og slynger dem omkuld eller vlter dem ind mod Land,
Blgegangen paa Normandiets Kyst er som oftest ganske respektabel, og de
Badendes Kamp med den paa det lave Vand kan fremkalde de pudsigste
Scener, naturligvis stadig ledsagede af Tilskuersvrmens hjrstede
Latter, Tilraab og Vittigheder. Undertiden hnder det ogsaa, at en
nrgaaende Blge skyller helt op til de nrmeste Stolerkker og over Hals
og Hoved jager deres Indehavere op ad Skrnten, samtidig med, at den
frer Badekapper og Sandaler, som de Badende har ladet ligge mellem
Stenene, tilbage med sig ud i Havet. Naar Sligt hnder, er der ingen Ende
paa Latteren, Virvaret og Tummelen. Hver sger at redde Sit, men Ingen
kan naturligvis finde netop sine Ejendele.

[Illustration: Opgangen fra Badet.]

[Illustration: Paa Rejefangst.]

Den Slags Scener er morsomme. Men det er just ellers ikke let at faae
Tiden til at gaa, og det er netop en af Skyggesiderne ved Opholdet i
Etretat, naar det udstrkkes over et lngere Tidsrum. Folk, der ligger
ved et Badested, har i Regelen den Anskuelse af Tilvrelsen, at Badeliv
ndvendigt maa vre ensbetydende med Driverliv. Hos Badegjsterne i
Etretat synes denne Opfattelse at vre bleven til et Dogme. De betragter
Driveriet som uafviselig Pligt, ikke blot for sig selv, men ogsaa for
deres Venner og Bekjendte, Naboer og Gjenboer. I en lille Krog som
Etretat hrer Alverden efter en fjorten Dages Forlb uundgaaelig til en
af disse Kategorier. Den, der har Trang til at bestille Noget, skal
derfor blive borte fra et saadant Sted; selv om han skjuler nok saa godt,
at han tager sig noget Alvorligt for, vil det dog blive opdaget,
betragtet som en Forbrydelse imod den friske Luft og Landliggeriet og
energisk modarbejdet baade ved theoretiske Forelsninger og ved praktiske
Forstyrrelser. Dette kunde endda gaa an, hvis det var muligt at drive
Maaneder hen i Etretat uden at trttes; men dertil bliver Stedets
Adspredelser og hele Liv i Lngden for ensformige. Det kan vre srdeles
morsomt for en Gang eller to at vre med til Yndlingssporten ved disse
Badesteder, vade i stort Selskab med bare Ben og primitive Kostumer
omkring mellem Skjrgaardsklipperne og gaa paa Jagt efter Rejer, men det
er dog den Slags Fornjelser, som ikke egner sig til at gjentages hver
Dag. Krocketspillet paa de store Plner omkring Byen synes at vre et
Privilegium for Englnderne, og Ture op til Bjergtoppene gjr man een
Gang i tredive Graders Varme, men saa aldrig mere. Skove findes ikke i
Etretats Omegn, og en Ridetur er en dyr Fornjelse, da man ikke kan faae
en taalelig Ridehest at leje under tyve Francs.

Til daglig Brug er man i Virkeligheden saa godt som udelukkende henvist
til Kasinoet, det vil sige til saadan Noget som en Stump Pariserboulevard
paa halvtredsindstyve Alens Lngde, begrnset paa den ene Side af
Badeskrnten, paa den anden af en Kaf med de hjeste Priser og den
sletteste Opvartning, der existerer i hele Frankrig, saavelsom af
Spille-, Lse-, Koncert- og Dansesale.

Nst efter Badetimerne er det Kasinobesgene, der spiller Hovedrollen i
Badegjsternes Tilvrelse. Naar man ikke hrer til de Millionrer, der
paa deres Villaslotte udenfor Byen lever i fornem Ro, omgivne af parisisk
Luxus og alle en storartet Kystnaturs Skjnheder, er man i Etretat ikke
bedre installeret end i en hvilkensomhelst diminutiv Fiskerlejlighed
andetsteds. Stundom er man endogsaa vrre faren, idet man lever
indestngt i en lille Kjbstads snevre Gader, uden Haver og uden Udsigt
til Havet. Komfortable Hoteller findes ikke. Etretat har endnu kun to
saadanne Institutioner, der selvflgelig ikke kan rumme meer end et
Minimum af de Besgende. Pluraliteten lejer sig en Lejlighed af den
Slags, hvor man jager Benene gjennem Sovekammervggen, naar man vil
strkke sig lige i Sengen. Opholde sig i den Slags Huler meer end hjst
ndvendigt, gjr man naturligvis ikke, og Kasinoet er og bliver derfor
eneste Tilflugtssted. Hvad enten man vil eller ej drives man ned til det
paa alle Tider af Dagen. Pariserne spiller cart, en meget hj
cart--der tabes og vindes stundom Titusinder paa en enkelt
Haand--medens Pariserinderne spadserer op og ned ad Boulevardstumpen og
viser deres Toiletter, eller af og til gjr en Tour ned paa
Rullestensskrnten for at hente det ikke sjeldent frugtbart
forhaandenvrende Stof til Railleri over, hvor gyseligt den eller den
tager sig ud i Vandet, og saa stter sig i Skyggen under Kasinokafens
Solsejl for at lade dette Smaarailleri udvikle sig til de forfrdeligste
Historier om Veninder og Veninders Veninder. Englnderne gaar omkring i
Jockeyjakke og har Spleen, mens Englnderinderne derimod srge for den
almindelige Morskab ved at prsentere sig i hvide Trikotkjoler med
hjrde Livbaand samt alenlange Sko og sorte Strmper.

Om Aftenen paatager Direktionen sig Underholdningen. Hveranden Aften er
der Komedie eller Koncert, hveranden Bal. Af og til kommer ganske vist
Kunstnere som Faure og Mounet-Sully og lader sig hre ved disse
Koncerter, men til daglig Brug er de hverken bedre eller daarligere end
Badestedsunderholdninger i Regelen, hvilket alligevel ikke afholder
Damerne fra at staa timevis i Queue for at erobre en Siddeplads i den
hede Sal. Til Dandsen er Tilstrmningen ikke mindre. Tilsynet overholdes
saa strengt, at Damer, hvis Rygte er slet, ikke faaer Adgang, og det
hrer flgelig endnu med til god Tone at indfinde sig ved disse landlige
Baller. De reglementerede tre Gange om Ugen vandrer hele Ungdommen--og
meget ofte ogsaa en stor Part af dem, man udenfor Frankrig vilde kalde
Alderdommen--hjem fra Kasinoballet ligesaa drivvaade, som de om
Formiddagen er komne op af Badet. Isr paa Englnderinderne er der ingen
stor Forskjel at se, da deres Bade- og deres Balkostume omtrent er ens.
Naar de mder paa Ballet, sidder kun deres Trikottrjer lidt mere stramt.

Alt det kan, som sagt, vre ganske fornjeligt at se paa og vre med til
nogle Dage. Men for Uger, ikke at tale om Maaneder, turde det hnde, at
Adskillige vilde finde det lovlig monotont. Havet ved Normandiets Kyst er
ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som
Normandiets Himmel. Luften skal vre styrkende, siger man, men Alverden
gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjrgaardsklipperne voxer
der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grnne Bakkeskraaninger
ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag
ind. Man skal tage til Etretat som Turist for nogle Dage. Saa morer man
sig kosteligt over at se "tout Paris" gaa og tumle om mellem Rullesten
paa Kysten. Men naar man har plukket Buketten af dette Kuriosum, saa skal
man flyve afsted igjen. Boulevardstumpen foran Kasinoet er for lille til
aldrig at blive kjedelig, men for meget Boulevard alligevel, til at man
kan bilde sig ind, at man er i Naturen.

Nationalfesten.

Siden Verdensudstillingen 1878 har det republikanske Frankrig hvert Aar
ved Midsommertid sin store nationale Festdag svarende til, hvad
Napoleonsdagen var under Kejserdmmet. Et helt Aarti omtrent havde Paris
baaret Sorg efter Krigen og afholdt sig fra alle offentlige Forlystelser.
Men saa kom den stolte 1ste Maj, da Kmpevrket paa Marsmarken stod
frdigt og aabnede sine Porte for de Fremmede, der strmmede til fra alle
Jordens Egne. Fredens Gjerning havde lget Krigens Saar. Paris var atter
sig selv: Verdens beundrede, lokkende Metropol, Mekkastaden for
Turisternes Pilgrimsfarter og Maalet for alle de Hjemmeblivendes Lngsler
og Drmme. Den Dag blev Sorgen lagt i Frankrigs Hovedstad og over hele
Landet. Festens Faner kom frem igjen og pyntede den mylrende By,
Marseillaisens Toner foer tusindstetnmigt jublende, elektriserende
gjennem alle Gader. Den 30te Juni fulgte efter, Nationernes Fest,
Verdensdronningens Gallaceremoni for de Hundrede-Tusinder, der havde
samlet sig til Turneringen ved hendes gjenfdte Hof. Siden den Tid fejrer
den franske Republik hvert Aar sin Fdselsdag. Den har valgt dertil den
14de Juli, Aarsdagen for Stormen paa Bastillen, Indvielsesdagen for den
store Revolution, hvis Arv den har taget, og hvis Gjerning den
fortstter.

Denne nationale Fest holdes over hele Landet, i enhver Provindsstad og
hver Landsbyflkke, men hvor store Anstrengelser man end gjr sig
allevegne, bliver det dog, selv Alt tilsammentaget, Ingenting mod Paris's
Fest. Pariserne har en Evne til at kunne arrangere Fester som intet andet
Folkefrd i hele Verden. Ingen anden By er en saa vidunderlig hurtig.
Leder for Stemningens Elektricitet som Paris, ingen anden udstyret med
dens Midler til at kunne pynte sig i Fest, ingen anden Befolkning frst
og fremmest begavet med det samme Sind som Pariserne til at kunne vlte
alt Muligt af sig og fornje sig som Brn i uskyldig, overstrmmende
Glde. Disse Egenskaber maa ved enhver ny Lejlighed fre til nye,
storartede Manifestationer; de vil blive ved at gjre det, hvor gammel
end Nationalfesten bliver.

[Illustration: Lygter hnges op.]

En hel Uge allerede forinden den fjortende begyndes der baade af de
offentlige Myndigheder, og af Private paa Stadens Udsmykning. Overalt
tmrer og hamrer man, hnger Lygter op, bygger reporte, rejser
Mastetrer, pynter Huse og kjber Flag frst og fremmest. Trikolorhavet
voxer og voxer, indtil Byen til Slutning formelig er druknet under det.
Pariserne flager ikke, som man gjr det i mindre extravagante nordlige
Egne af Verden. De hnger Faner ud af hvert eneste Vindue i hvert eneste
Hus, de pynter Faaderne med ttsammenpakkede Emblemer af dem, de spnder
dem som Theatersoffitter tvrs over Gaderne fra Tag til Tag, der hver
sig ved hvert tyvende Skridt kolossale Master, hvorfra Faner vajer i
Snesevis. Selv den fattigste Arbejder i Belleville stikker sit Flag ud;
de store Nouveaut-magasiner slger dem for et Par Francs Stykket, og det
er der i Paris Ingen, som ikke har Raad at betale for at kunne vre med
til at fejre Nationalfesten. Men for Parisernes extatiske Begejstring er
ikke engang dette Flaghav nok. Butikernes Vinduer udstiller slet ikke
Andet end trikolorfarvede Salgsgjenstande. Det kjbende Publikum svlger
i trikolore Kjoler, trikolore Damehatte og Herrekaskjetter, trikolore
Strmper og trikolore Halstrklder, trikolore Vifter og Lommetrklder
og Dukker for Brn; alt Muligt, hvad der slges, maa, nar
Nationalfestdagen nrmer sig, vre trefarvet, selv Herrernes Seler og
Damernes Korsetter. Man er ikke nogen god Borger, naar man ikke er
trefarvet indvendig saavel som udvendig. Ikke engang Heste og Vogne gjr
en Undtagelse fra Regelen; de stakkels Dyr farer afsted med hele Hovedet
druknet i diminutive Flag, og der er ikke en Omnibus, uden at der vajer
mindst fire Nationalbannere fra dens fire Hjrner. Nogle Droschkeejere
maler selve Vognene blaa, hvide og rde, pynter Kudskene med trefarvet
Liberi og anskaffer sig trefarvede Dkkener til Hestene. Samtidig er
Gaderne overspndte med et saadant Vv af Guirlander og Blomster, at man
i de snevre af dem slet ikke kan se Himmelen. Det er netop dem, der i
Regelen er de rigest pyntede, og Alt, Tage, Mure og Vinduer, er da
forsvundet under Lv og Farver, ja selv Trappegange og Gaarde pynter man
med trikolore Papirsstrimler og med hjst primitive trikolore
Vaabenskjolde. Er der et Rum paa ti Kvadratalen, hvor der ingen Flag og
ingen Dekorationer findes, bliver Folk staaende stille og sprger
hinanden, hvad der kan vre i Vejen. Selv Slgekonernes Frugt- og
Lgumevogne maa holde Nationalfest, hvis de ikke vil tabe de gode
Republikanere, de har til Kunder. Paa alle Damelivstykker og i alle
Herreknaphuller seer man "la fleur nationale". Arbejderne anskaffer sig
trikolore Lrredshuer, og Damerne anbringer trefarvede Fjer i deres
Hatte; Brnene gjr man trefarvede fra Top til Taa.

Og saa oprinder da selve den 14de Juli. Paris er underlig paa en saadan
Dag. Den skifter lige fra Morgenstunden Karakter, saa at man ikke kan
kjende den igjen. Det sdvanlige Liv er borte og erstattet af et helt
nyt. Paa de andre Helligdage, selv paa de store af dem, gaar Handel og
Frdsel sin vante Gang. Frst henad Aften, naar Forstdernes Beboere gjr
deres Spadseretur ned paa de store Boulevarder, kommer der lidt af
Sndagsprget over Byen. Men paa Nationalfesten er det anderledes.
Hvorsomhelst og paa hvilkensomhelst Tid af Dagen man stter sin Fod i
Gaderne, mrker man, at der er noget Aparte over Staden. Der er frst og
fremmest en ganske ejendommelig Fred. Alle Butikker uden Undtagelse er
lukkede, de store offentlige Haller, hvor man flere Dage i Forvejen har
gjort endnu mere omfattende Forberedelser til Festen end alle andre
Steder, de er nu rmmede for deres Boder og forvandlede til vldige,
guirlandebehngte Sale, hvor om Eftermiddagen Dandsen skal tage sin
Begyndelse. Der arbejdes ikke paa noget Vrksted, selv Posten standser
sin Virksomhed fra Klokken elleve om Formiddagen. Efter den Tid tmmes
der ingen Brevkasser og uddeles ingen Breve; Postbudene drager i store
Klynger med hinanden under Armen gjennem Byen og synger Marseillaisen,
yderlig fornjede over Fridagen, den eneste, de har Aaret rundt. Den
rastlse, travle Tummel er borte. Folk driver ganske langsomt,
skikkelige, sndagspyntede Grupper med en Mylr af Brn, og de standser
hvert jeblik for at kige paa Flagpynten og Transparentbillederne, der
skal illumineres om Aftenen. Af og til flokker man sig sammen midt paa
Gaden. En af de tallse Foreninger for Instrumentalmusik har stillet sig
op der omkring et Stativ, der brer et trikolordrapperet Republikhoved
med frygisk Hue og flankeres af Foreningens medaillebehngte Faner. Man
opfrer Koncert, og unge begejstrede Mnd holder Taler til Forsamlingen
mellem Numrene. Pludselig bliver en lille Pige, kldt paa som
Frihedsgudinde, lftet op over Massen, og man raaber Vivat for hende. Men
over det Altsammen, selv midt i Tummelen, er der den samme fredelige
Sndagshjtidelighed, en absolut Fornemmelse af, at man er ude i den
dejlige Sommersol for at hvile sig efter Hverdagsslid og for at have det
hyggeligt og rart. Pariserne er ganske overordentlig elskvrdige paa
denne Dag. Man ler til hinanden og vexler smaa gemytlige Bemrkninger med
hinanden i Forbigaaende, som om man var gode Venner, der mdtes, man gaar
omkring med en underkuet Trang til at sladre og til at vre forekommende,
og man griber med Begjrlighed den mindste Lejlighed, ved hvilken den kan
give sig Luft. Man gaar saa vidt, at man rmmer sin Plads for hinanden i
Queuen ved Omnibusser og Sporvogne, og det vil sige Meget.

[Illustration: Forberedelse til Nationalfesten i Hullerne.]

Thi henimod Ellevetiden skal hele Paris afsted ud ad Longchamps til, hvor
den store Revue finder Sted om Eftermiddagen Klokken to i Overvrelse af
Republikkens Prsident og med de officielle Tribuner fyldte af alle de
Notabiliteter, som Byen har kunnet holde tilbage efter _grand prix_. Det
er, i hvert Fald for Damernes Vedkommende, ikke overdrevent mange. Der er
uhyre sparsomt med Toiletter derude, Revuen er Longchampsslettens store
populre Fest. Men den er ogsaa populr tilgavns. Den Part af Paris's
Befolkning, som paa denne Dag undtagelsesvis kommer paa Farten, er den
tarvelige Verden, som ellers hele Aaret rundt sidder flittig, hjemme ved
Arbejdet, og den er altid ellevild af Begejstring over at se sine
Soldater. Paa selve Revuesletten gjr den ikke synderlig Spektakel; den
staar taalmodig og lader sig stege af Solen, medens de tyve, tredive
tusinde Mand defilerer, og bryder kun engang imellem ud i et pnt,
anstndigt Hyldesttilraab, naar en for dens Hjerte aldeles uimodstaaelig
Deling drager forbi: Saint-Cyreleverne, Pompiererne eller et saadant
Korps. Men paa de smaa Kafer i Suresnes, Saint Cloud og deromkring, hvor
Soldaterne trkker over, naar de har defileret forbi Prsidenttribunen,
der giver man til Gjengjld det glade Humr saa meget mere overgivent
frit Lb. Parisermylren og Pariserlystigheden er i disse Timer derovre
paa den anden Side Boulogneskoven.

Byens store Hovedaarer bliver tommere og tommere, jo lngere man kommer
ud paa Eftermiddagen. Den Part af Befolkningen, der ikke er i
Boulogneskoven, klynger sig sammen paa Pladser og Squarer, hvor
Orphons-Foreningerne giver Koncert, eller i asfaltbelagte, stille
Sidegader, hvor Kvadrillerne har taget deres Begyndelse allerede
umiddelbart efter Frokost. Vandrer man ved Middagstid ned over de store
Boulevarder, vil man knap tro, at det er dem. De ligger endelse foran
En, fejede rene for al den brogede Frdsel, som ellers tumler afsted over
dem. Der er ikke en Vogn at se, saa langt jet kan naa. Efter Klokken sex
er al Kjrsel i Gaderne forbudt, og Kudskene har srget for at tage sig
saa godt betalte om Formiddagen, at de ikke finder nogen Gene ved at
holde sig Ordren efterrettelig. I de til Boulevarderne stdende Sidegader
drager man sig med gte Pariserhumr og i gte Feststemning den sjeldne
Lejlighed til Indtgt og flytter Middagsbordet midt ud paa Gadeasfalten.
Der sidder hele Familien under aaben Himmel og krydrer Festmaaltidet med
en Tilgift af frisk Aftenklighed, og en Hrskare af smaa italienske,
guitarspillende og dandsende Piger leverer for et Par Sous Underholdning
dertil. Ingen bliver staaende og seer paa det, som man vilde gjre
andetsteds; den Slags Indfald forekommer Folk i Paris at vre en ganske
naturlig Ting.

Befinder man sig imidlertid et Sted paa Boulevarden, hvor man netop ikke
kan kige ind til en saadan Pariseridyl, kan man let komme paa
besynderlige Tanker. Foran En ligger den lange, de, graa Vej, allevegne
omkring seer man Faner og patriotiske Symboler, paa Afstand hrer man
Trommehvirvler, underlige uharmoniske Horntoner og en uafbrudt Knalden og
Plaffen. Det er som et Bombardement; saadan, kommer man uvilkaarlig til
at tnke sig, maa Paris have set ud under Belejringen. Og dette
Bombardementsindtryk forstrkes kun, naar man drejer ind i en af de
Gader, der frer bort fra Centrum. Politiprfekten udsteder stadig
Plakater, iflge hvilke den saa yndede Afbrnding af smaa Sprngbomber og
andre Fyrvrkerisager hrer til de ikke engang for et Folk, der morer
sig, tilladte Adspredelser. Men Pariserne anerkjender paa Nationalfesten
Ingenting som forbudt og bryder sig ikke om Politiet. Dette er paa sin
Side saa fornuftigt midlertidig at suspendere sine Forretninger og holde
Ferie ligesom Postbudene. Kun ganske umaadelig sjldent seer man en
enkelt Betjent i Gaderne, og er han der, er han ikke i Funktion. Det er
blevet slaaet fast som Regel ved den parisiske Nationalfest, at
Befolkningen selv agerer Politi, og hidtil har det ikke vret forbundet
med Ulemper. Da nu Befolkningen ikke har Noget mod Sprngbomber,
tvertimod, saa faaer de Lov til at rase saa galt de vil, og det er
undertiden ganske forfrdelig galt. Efterhaanden som man kommer op mod de
ydre Boulevarder, op til Arbejderkvartererne, hvor Aftenfesten bestandig
har sin mest stjende og overgivne Karakter, blndes og dves man
fuldstndig af disse Raketter, Sole, Svrmere og Bomber, der farer ud fra
hvert Vindue og hver Gadedr med Tilbehr af Artillerisalver. Her er der
alt Andet end de. Menneskeflokken mylrer som Myrer afsted midt i
Ildregnen. Hvergang det plaffer og sprutter, hviner Folk himmelhjt af
Fornjelse. Faaer de Fyrvrkeriet i Ansigtet selv, bliver de jo nok
yderlig fortrnede et jeblik og farer med vldige Eder over mod den, der
har brndt det af, som skulde det gaa paa Livet ls. Men det varer kun et
halvt Minut. Naar han pnt har afgivet sin Undskyldning og erklret, at
han ikke har gjort det med Villie, forsvinder Vreden igjen ligesaa
hurtigt, som den kom. Godmodigheden ligger paa Bunden her som overalt paa
den glade Nationalfestdag.

Hele Staden over begynder ved Mrkets Frembrud Illuminationshavet at
sende sine Strmme ud i alle Retninger. Det breder og breder sig,
gigantisk som Paris selv. Der er ikke den fjerneste Krog af Kmpebyen,
hvor det ikke naaer hen, selv det milevide Terrn paa den anden Side
Fstningsvrkerne, over hvilket Paris spreder sine yderste Forposter,
selv det har sin Part af Aftenens Feeventyrs-Fest. Men paa enkelte Steder
koncentrerer Anstrengelserne sig. Snart er der over de store Boulevarder
mellem Mastetrer, der flger efter hinanden for hver tredie Lygtepl,
trukket prgtige Gaskroner, fem i hver Rkke, snart er det en af de
offentlige Pladser, hvor en ny Statue afslres i Tusind-og-en-Nats-Glands
af elektrisk Lys og bengalske Blus og trefarvede Illuminationsguirlander,
slyngede mellem hinanden saa tt som Lianer, snart atter er det Boulogne-
eller Vincennesskoven, der er valgt til Festens Centrum. Inde i Krattet
hnger Tusinder af rde Papirslanterner og tager sig ud, som om Buskene
bar store, forunderlige, fosforiserende Frugter, paa Serne vrimler det
af Smaafartjer, overhngte med kinesiske Balloner, Raketternes og de
farvede Fyrvrkeribombers uophrligt dryssende Regn falder som Myriader
af Stjerneskud ned over Vandet, og det elektriske Lys, der straaler ud
allevegne inde fra Trernes Tykning, lgger sit dagklare, fantastiske
Skjr over det Hele og fuldender Illusionen af, at man vandrer i en
fortryllet Skov. Gjennem hele Avenue de Champs-Elysses er der mellem
Trerne trukket dobbelte Rkker af Gasguirlander med mlkefarvede Kupler,
og de samme hvide, skinnende Perlesnorsrader fortstter sig som et Net ud
over den umaadelige Concordeplads og oversvmmer den med Lys, mens
farvede elektriske Blus kaster deres magiske Skjr ind i Fontnerne paa
begge Sider af Obelisken. Tuilerianlget er blevet en Aladdinshave med
store, straalende koulrte Frugter paa alle Trerne, Kirkernes Spir rager
op som flammende Kmpefakler, om alle de offentlige Bygningers
arkitektoniske Linier slynger Gasguirandolerne sig og forvandler dem til
Fepaladser i Lueforgyldning. Vidunderligt er der ved Seinen. Saa langt
man kan se, spnder Broerne sig over Vandet snart i gylden
Gasillumination, snart i hemmelighedsfuld dmpet Taageglands af rde
orientalske Lygter, paa Floden selv glider de smaa Dampere saa tt
behngte med Illuminationspynt, som var de byggede kun af farvede
Balloner, og Flammestraalerne fra Palaierne paa Quaien spejler sig i det
mrke Vand som tusindslynget Guldfiligran. Overalt er Paris druknet i Lys
og Flammer, allevegne krydses den mrkblaa Nathimmel af Raketter fra de
sex Kmpefyrvrkerier, som Municipalraadet i Aftenens Lb lader afbrnde
fra hjtliggende Punkter af Byen.

Ejendommeligst og mest parisisk er dog, hvad Smaaborgerne prsterer i de
snevre Handelsgader i Midten af Byen og ude ad Forstderne til. Paa begge
Sider langs Fortouget er der bygget Espalier af ganske smaa farvede
Glaslygter, fjede sammen i trikolort Arrangement til en lang,
lvganglignende Alle af Portal ved Portal, lukket for begge Ender med
store Soldekorationer i samme brogede Lygtebygning. Eller ogsaa er der
paa selve Husenes Faade hngt kulrte Papirslanterner op, der dkker
hver eneste Mursten, saa det seer ud, som hele Huset var bygget af dem.
Ud fra Taget skyder der samtidig lange Stnger, som brer Buketter af
illuminerede Papirsblomster, de hnger paa Snore over Gaden, og de glder
som store St. Hansorme i Laurbrbuskene, hvormed man til Overflod har
fyldt Fortouget. Uafbrudt stormer Skarer af marseillaisesyngende Mnd og
Kvinder med Lanterner i Form af kmpemssige Konvolveler afsted gjennem
disse Gader, rde og blaa bengalske Blus kaster deres fantastiske Skjr
over Mandfolkenes frygiske Huer og over Fruentimmernes store, trefarvede
Kokarder paa Haaret, Svrmerne, der sendes ud fra Husenes Vinduer,
drysser deres Ildgnister som Konfettiregn ned over Mngden. Nu mrker
man, at Pariserne er i Paris igjen. Alle de to Millioner er paa Farten,
og Masser af overfyldte Jernbanetog har i de sidste otte og fyrretyve
Timer bragt en lille en til i Reserve ind til den festpyntede,
festdrukne, fristende, forunderlige Hovedstad. Fra Ende til anden er den
en tumlende, overgiven, uendelig Markedsplads. Alle Torve er blevne til
Dandsesale, alle Fortouge udenfor Kaferne til Vauxhalshaver med
mylrende, lystige Gilder. Langs de ydre Boulevarder, fra Place du trne
hele Kredsen rundt lige til Batignolles, paa den venstre Seinebreds
Boulevarder, ja selv midt inde i den fine By, paa Thtre-franais- og
Brspladsen holder man _fte foraine_. Hvor den er karakteristisk for
Pariserne! De morer sig med Ingenting. Den blotte Bevidsthed om, at det
er Fest, gaar dem til Hovedet og beruser dem med Jubel. Deres
Yndlingsfornjelse er Karusellerne. Der er en for hvert tiende Skridt
over hele _fte foraine_-Bltet, og man staar i Queue ved dem allesammen
for at komme op paa Tr-Bucefalerne. jnene straaler, man leer og hviner
af Glde, mens man strkker Brystet frem og stikker efter Ringen, og mens
Udraaberne hyler de fingerede Stationers Navn, som man farer forbi. Der
er en vittig Kronikr, som engang har sagt, at hvis han blev Regering i
Frankrig, vilde han begynde med at udstede et Dekret, lydende paa, at
Karusselhestene skulde vre i permanent Rotation paa alle Pladser og
Squarer. Naar det var gjort, kunde han rolig lgge Hnderne i Skjdet.
Intet Oprr vilde nogensinde banke paa hans Dr, thi de nationale
Lirekasser vilde standse Insurgenterne, og de nationale Karusselheste
vilde vide at dreje Opinionen til hans Fordel. Ved Siden af Karussellerne
er der Barakker med hele Theatre, hvor man opfrer store patriotiske
Skuespil i mange Tableauer. Der er et af dem, "Brnene fra 93", som
stadig gjr stormende Succes. Jeg har kun set de sidste Tableauer, men de
er magelse. Saavidt jeg kunde skjnne, hang Stykket ikke sammen, men
fremstillede i skjnsom Afvexling Billeder af den store Revolutions
Historie. Det ene var en Scene mellem en hel Bunke sterrigere og en
fransk Soldat. sterrigerne vilde have ham til at forraade hans Generals
Planer, og da han ikke vilde det, skulde han skydes. Men Franskmanden jog
dem under Tilskuernes Jubel paa Flugt allesammen med et Gevr i den ene
Haand og en Feltkjedel i den anden. Saa kom der et ganske lille Tableau,
hvor et Barn laa paa Ddslejet; det var dd, forklaredes der, fordi dets
Moder ikke havde villet raabe "Leve Republikken". Og endelig endte den
hele Komedie med et Tableau i bengalsk Belysning, hvor sterrigerne og
Franskmanden og den antirepublikanske Moder og det dde Barn allesammen
stod og viftede med Palmegrene op til en Republikstatue med frygisk Hue
paa Hovedet. Da det var forbi, fik sterrigerne og Franskmanden Trommer
om Livet og stillede sig op udenfor Theatret og raabte ind til en ny
Forestilling.... Hvor man kommer hen, dves rerne af saadanne Svadaer,
for hvert Skridt maa man standse og hre paa disse uforlignelige
oratoriske Virtuosstykker af Udraabere til Menagerier og Marionettheatre
og elektriske Fruentimmer og Fiskemnd og Kmpekvinder og Somnambuler, af
Markskrigere, der faaer et nyt Tandpulver til at blive en
verdensomvltende Opfindelse, eller af Kroupierer i Skjortermer, der
byder ind til Spil, ved hvilke Ingen kan tabe og Alverden vinde Formuer.
Grupperne flokker sig, man trnges og ler og siger Vittigheder. Og stadig
farer der Sprngbomber ind, hvor Mylren er tttest, og syngende og
trommende og trompetende Processioner drager forbi med kulrte Lygter paa
Hattene. Skjnkevrterne stiller hele Fade med Vin ud paa Gaden og lader
dem strmme for hvem der vil drikke, Spkhkeren ved Siden af vil ikke
staa tilbage og kaster trefarvede g i Grams til hvem der vil gribe.
Paris holder Fest! Tre Millioner Mennesker tumler mellem hinanden med
Flelsen af, at idag er Alting tilladt, idag maa man vende Verden paa den
anden Ende, om man har Lyst. Man hviner og jubler og jodler, men man gjr
ikke en Kat Fortrd. Hele Natten igjennem er Byen i Delirium. Men naar
Morgenen kommer, er der Ingenting sket alligevel, som den Besindigste
kunde nske usket. Beruset af Fanehavets Farver og af Illuminationens
Glands i deres straalende, vidunderlige Fester har Pariserne moret sig og
vret, hvad de er, naar de morer sig, hvad de er inderst inde paa Bunden
af deres Natur: store, godmodige, elskvrdige Brn.

Sommer-Sndage ved Paris,

Udenfor Fstningsvrkerne, i et Blte, der snevrer sig ind hist og her,
men vider sig ud paa andre Kanter til flere Miles Brede, strkker sig
rundt om hele Paris et Overgangsdistrikt mellem Land og By, som Pariserne
kalder _La banlieue_. Det har Landets friske Luft og grnne Sommerpynt,
men det har den bymssig arrangeret mellem Boulevarder og Alleer med
Navnebrdt paa Hjrnerne, Sporvognsskinner og Gaslygter. Det er Omegnen,
der i Tidens Lb er bleven inkorporeret af selve Staden. De forhenvrende
Smaalandsbyer er blevne til Arbejderforstder, Markerne mellem dem
stykkede ud til Byggegrunde, paa hvilke der har rejst sig Landsted ved
Siden af Landsted, forbundne ved Haver og Parker til et stort,
sammenhngende Villakvarter, et solbadet, farvebroget Sommerparis udenom
den graa Kmpeby.

Her er Pariserens forjttede Land. Et Hus og en Have i Banlieuen er
Endemaalet for al hans Strben, den lokkende Belnning for et Livs Slid,
Lykken saa stor, som han kjender den.

For at naa den arbejder og arbejder han og paalgger sig alle Savn. Selv
efterat hans Bedrift har gjort ham til en velstaaende Mand, lever han i
et Hul uden Luft og Lys, under sig ingen Luxus og ingen Hvile. Saalnge
"Renten" ikke er tjent indtil den sidste Hvid, er han i Arbejdsdragt fra
Morgen til Aften. Men kommer saa endelig den store Dag, da han har Summen
fuld og rund, siges der ogsaa for bestandig Farvel til Butik og Vrksted.
Han kjber sit "Terrain" og drager med Kone og Brn til Banlieuens
Kanaan. Hans rgjerrigheds Higen kan have stilet hjere eller lavere, alt
efter den Klasse af Samfundet, han hrer til, men i Kubikmetre kan den
altid maales.

Denne Kolonisation af en stille, vegeterende Menneskerace, for hvem
Livets Uro er endt, som hygger sine Haver og poder sine Pretrer og
forresten lader Verden sejle sin egen S, den lgger over Banlieuebltet
en Grundstemning af stor Hvile og forunderlig Fred. Verdensstadsfeberen
gaar af En i det Samme man stter sin Fod udenfor Paris's Porte, Luften i
de lange, ligesom slumrende Alleer er fyldt med noget Bldt, Bedvende,
en sind- og tankeberoligende Essens af Rentier-Velvre. Heller ikke
Landliggerne gjr noget Skaar heri. De maa betale deres Sommerotium i en
mbleret Banlieuelejlighed saa dyrt, at de fler sig moralsk forpligtede
til at vegetere tilbunds. Men ved Siden af denne faste og fluktuerende
Befolkning er der de nomadiserende Gjster, Sndagspublikumet, som kun
kommer for nogle Timer, og som kommer for at more sig, den lange Skare af
smaa Bestillingsmnd, som aldrig naaer op paa "Rentens" grnne Gren,
eller af smaa Haandvrkere og Handlende i de unge Aar endnu, da Slidet
frst lige er begyndt. De er til daglig Brug bestandig ved deres
Gjerning, Uger, Maaneder igjennem uden Hvile. Det er en stor Vildfarelse,
naar man bilder sig ind, at Pariserne altid er paa Farten for at more
sig. Tvertimod, intet andet Folkefrd er saa sparsommeligt med sine
Fornjelser som de. Kig ind i Portnerens Celle, Han er i Regelen
Haandvrker ved Siden af, Skrdder, Skomager eller Sligt. Man finder ham
ved sit Arbejde fra Solen staar op, til han henad Midnat gaar i Seng for
at unde sig den Smule Svn, han kan faa, naar han hvert jeblik skal
trkke i Snoren, som lukker Porten op for Natte-Efternlerne. Kig ind i
Blanchiseusens Stue. Hun holder ikke Kaffeselskab eller Faddersladder med
Naboerne; man vil Dag ud og Dag ind til et hvilketsomhelst Klokkeslet
finde hende uforanderligt paa samme Plet, ved sin Vaskebalje eller
Strygebrdt. Besg de smaa Butiker. Ejeren, hans Snner og Dttre staar
ved Disken uafbrudt, og Ingen af dem forlader maaske Maaneder igjennem
deres Plads undtagen de Par jeblikke, da de skiftes til at gaa ind i
Vrelset ved Siden af og sluge Maden i sig. Man har ingen
Helligdagsanordning, og man laver sig ingen selv. Hver Fridag, der tages,
bliver kjbt med Opoffrelse af Indtgt, og den tages derfor kun sjelden.
Men river man sig endelig ls engang og gjr et "_partie de campagne_",
saa skal det flgelig ogsaa vre Fest tilgavns. Livslysten har sparet sig
op, mens den sad stnget inde saa lnge; den maa nu have Luft i en
Udladning, der kan forslaa.

Saa fyldes da Banlieuebltet i Flge med disse Landtours-Gjster og til
deres Behov med en Rummel og Tummel uden Ende. Allevegne er der _fte
foraine, bal champtre_, Kavalkadeoptog, Rosenbrudskroninger, Regattaer,
en Invasion af Fornjelsesvirvar og Fornjelseslarm _ grand orchestre_.
Men underligt nok, den glider ind i den stille Banlieuestemning uden at
skurre; man er vant til Kontraster, man kommer fra deres eget souverne
Kongerige, man vilde savne dem, hvis man ikke fandt dem igjen herude
under andre Former. Disse Kontraster er det just, der gjr Banlieuen saa
ejendommelig parisisk. Bestandig skifter Karakteren, det er en broget
Vexlen af Kaleidoskopbilleder, man bliver aldrig kjed af den.

Hovedstederne, hvortil der tures ud, har desuden i Regelen ogsaa hver sin
Specialitet. Versailles og Saint-Cloud har deres _grandes eaux_", de
vidtforgrenede Springvandssystmer, der hrte med til Le Ntres
Parkanlg, og som endnu paa bestemte Sommersndage sender deres taarnhje
Straaler op over de store Plner, paa hvilke i tusindfoldigt Mylr Grupper
af beundrende Smaaborgere har lejret sig. Bougival har sin _Bains-mixts_,
hvor de smaa Kokotter og Butiksdandyerne kopierer Trouville, sine
Illuminationsfester paa La Grenouillre-en og sine Kanotierballer.
Asnires og Neuilly har deres store Sommermarkeder, der varer Maaneder i
Trk, Nanterre sine Pompier-Processioner, Suresnes sine Rosenbrude,
Sannois sin Mlle, Maisons-Laffitte, Auteuil, Vesinet deres Vddelb. Man
har hundrede Steder for et at tage hen. _Petit Journal_ indeholder hver
Lrdag en Fortegnelse paa flere Spalter over Punkter i Paris's Omegn,
hvor der den nste Dag er Noget paa Frde. Befordringen er saa overmaade
let. Fra den halve Snes Jernbanestationer, som Paris har, futter der Tog
afsted som Minutraketter i alle Retninger. Ved Enden af Avenue de
Villiers er der et Punkt, hvor man, naar man boer hjt tilvejrs, mellem
Levallois-Perret og Clichy har Udkig i Horisonten til en Stump af
Saint-Lazares og Nordbanens flles Linie. Det er mine egne Vinduer, saa
jeg kan tale om det. Stumpen seer paa den lange Afstand ikke ud, som den
havde meer end en Snes Alens Brede, og der er dog ikke noget Sekund fra
Morgen til Aften, uden at mindst een graa Rgslange bugter sig hen over
den. Paa en halv Snes Minutter og for nogle faa Sous spreder disse Tog
hundrede Tusinder over Banlieuen, uden at der nogetsteds er Trngsel
eller Besvr ved at komme med. Og ved Siden af dem er der saa ovenikjbet
baade Sporvognene, der gaar lige til Saint-Denis, Saint-Cloud og
Versailles, og endelig Mouch'erne paa Seinen ikke at forglemme, de kvikke
smaa Dampbaade-Omnibusser, en gte parisisk Specialitet og det
fornjeligste Sommerbefordringsmiddel, der kan tnkes.

"_Du ct de la Seine_", er i de ni Tilflde af ti Maalet for
Landpartiet, Pariserne nrer en ganske umaadelig Kjrlighed til Seinen;
deres Passion for den er nsten meer endnu, den er et Slags Kultus, de
tilbeder den, som Brahminerne tilbeder deres Ganges, Alene Ordet Seinen
faaer deres Hjerte til at vibrere.

[Illustration: Sommer Sndag i Saint Cloud]

Det er som Alt, hvad de elsker ved deres skjnne Land, ligger bundet i
dens Flodseng. At hans Stv maatte komme til at hvile "_sur les bords de
la Seine_" var den store Napoleons sidste nske. "_Au milieu de ce peuple
franais_", fjer han til. Det er netop det: Seinen er Frankrigs Midte,
Frankrigs Sjl, Frankrig selv. Jeg veed en ung Mand, der laa syg Tusinder
af Mile fra Hjemmet. Han tredes hen af en Sot, som Ingen kjendte, og som
Lgerne Intet kunde gjre ved. Saa sendte en Pariserinde ham en Flaske af
Seinens Vand, og han kom sig. Lad det saa nok saa mange Gange vre
Afguderi, det er den Slags Afguderi, der udgjr Verdens Skjnhed.

Kun saalnge de er ved Seinen, har Pariserne den Sindsligevgt, der
stter dem i Stand til rigtigt at nyde Landturen. Kommer de blot en Smule
bort fra den, bliver de strax nervse, ubehjlpsomme, de fler sig
allerede halvvejs som i et fremmed Land, hvor de tager kejtet paa Alting.
Men med Seinen er de fortrolige; ved den morer de sig som i et Lag, hvor
man kun er mellem sig selv, hvor man er sikker paa Alt omkring sig, og
hvor man kan give sig helt hen. Der er nu det Gode ved det, at denne
deres Kjrlighed til Floden bliver gjengjldt. Kan de ikke undvre den,
saa kan den paa sin Side heller ikke rive sig ls fra dem og deres By.
Den slynger og snor sig i Bugtning paa Bugtning frem og tilbage over det
hele Banlieueblte. Hvor man kommer hen, er den. Man har sluppet dens Lb
og troer, den fortstter det mod Nord; pludselig finder man den igjen i
den stik modsatte Retning. Man har fulgt den langs Boulogneskovens ene
Side, man gaar tvrs gjennem Skoven og trffer den igjen paa den anden
Kant ogsaa. Den er som Byens Nisse, der titter op allevegne og leer til
En og siger, jeg flytter med. Den gjr En rent tummelumsk paa Banlieuens
Topografi. Selv Folk, der er barnefdte i Byen, kan ikke finde Rede i de
Bugtningers Labyrinth. De veed kun, at deres kjre Flod er
allestedsnrvrende. Men det er ogsaa Alt, hvad de forlanger at vide.

Valfarterne til dens Bredder begynder med den frste Foraarssndag i
April allerede, og Pilgrimsskarerne bliver stadig tttere og tttere, jo
mere Sommervarme Solen faaer. Der er Partier ved disse Bredder, der er
forunderligt skjnne. Vejen, som fra Meudonskoven flger Hjdedragets Kam
over Svres og Saint-Cloud til Suresnes, giver ved hvert andet Skridt fra
store, troverskyggede Plner aaben Udsigt over Floddalen. Mylren af
Villaslotte stikker deres fantastiske Arkitektur i Vejret og ligesom
klder Bakkeskrnterne i Fest. Pynter og er med gamle Trer skyder sig
ind i Flodlbet og laver disse hemmelighedsfulde Kroge, hvor Fantasien
kan ane det Vidunderligste bag det lukkende Grnne; hele Terrnet vugger
sig milevidt blgeformigt op og ned med leende Landskaber, hvor de smaa
Banlieuebyer ligger i brogede Kalejdoskopfigurer strede ind mellem Lunde
og Parker, og hvor selve Millionstadens Virvar af Tage og Taarne danner
Baggrundsrammen. Allevegne er Billedet nyt, vexlende i Stemning, stort,
straalende, farvefuldt og sommerfornjet. Men det er ikke det alligevel,
der drager Pariserne til Landtour ved Seinen. De har ikke nogen srlig
vakt Sands for Naturskjnheder. En af deres Kronikrer, der er mest
"parisien", har engang rligt skriftet, at han var ude af Stand til at
forstaa nogensomhelst anden Landskabsromantik end den, han kunde tage i
jesyn fra et Kafbord med Marmorplade, _sous la tonnelle_, hvor han
bekvemt kunde strkke sine Fdder paa Asfaltgulv. Det bredere
Pariserpublikum er ikke absolut saa fordringsfuldt som han. Det kan nje
sig uden Marmorpladen og med Gruskies istedetfor Asfalten, men Kafbordet
og Lvtonnellen undvrer det ndigt. Det klattrer op paa
Seineskrntshjderne, men det gjr den Tour af saa hurtigt som muligt.
Hvad det vil deroppe, er ikke Andet end forvisse sig om, at det kan se
Paris. En saadan Kigen paa sine egne Vinduer fra et Udsigtspunkt i
Omegnen hrer med til et parisisk _partie de campagne_, som skal vre
fuldt tilfredsstillende. Men naar Hjertet er blevet beroliget ved
Gjenkjendelsen af Triumfbuen, Trocadero og Invalidekuplen, saa har man
ogsaa fyldt sig med al den Naturskjnhed, man har Behov. Man stiger ned
til sin kjre Seineflod igjen og helliger Dagen til Glderne ved dens
Bredder. De Gamle lejer sig en Medestang og lover at skaffe "_la
friture_", til Middagen, et Lfte, hvorved de dog i Regelen tilskriver
sig selv mere og Fiskene mindre Klgt, end begge Parter viser sig at
besidde. De Unge dyrker Kanotiersporten, den Sommerfornjelse, der af
alle har hjest Kurs hos den jevnere parisiske Befolkning. Pluraliteten
er Medlemmer af en eller anden Kaproningsforening, og man mder
naturligvis saa i Kostume: Skjorte med broget Smandskrave eller
Lrredsfrakke med Guldankre, Lrredsbenklder med kulrte Striber ned
langs Smmen, hvide Gamascher og under alle Betingelser Kanotierhat, det
vil sige en stor, primitiv Straakaske, forsynet med saa formidabel Skygge
som muligt. Frst naar den er alenbred, gjr dens Ejermand rigtig Lykke.
Saaledes udstyret og med en Kjreste eller idetmindste en "Veninde"
ombord, anbringer man sig i de lange, spidse Kaproningsbaade, der er helt
oversaaede med Flag. Hvor varmt end Solen brnder, roer man under Hvin og
Jubel og Vittigheder omkap hele Dagen. Undertiden kntrer Baaden, og det
hele Selskab dratter i Floden. Men det bryder man sig ikke om, saa er
Morskaben frst rigtig. Saa lgger man sig til Trring i Solskinnet paa
Bredden, slaas med Sand og Grs og Hatte, holder Fljtekoncert paa sine
Mirliton'er, raaber Vivat for de Andre, som flyver forbi, glemmer, at der
er en Verden, som er kjedelig og besvrlig, og husker kun paa, at den Dag
idag er viet til Ungdom og Solskin og Alt, hvad man kan finde paa af
Piaseer. Bliver Humret et jeblik en Smule mat, er man stadig ikke
lngere fra den lille, landlige Kaf, end at et Glas Absinth eller en
Flaske _petit bleu_ hurtigt kan stte det i Aande igjen. "Tonnellen" har
sit egentlige Hjem ved Seinebredden, og den trives og formerer sig der
med stadig voxende Frodighed.

Festens Glandspunkt er Middagen i disse vinlvomrankede Verandaer. I
selvmedbragte Madkurve og Grsplner som Spiseborde seer Pariserne
undertiden en Ndvendighed, men aldrig nogen Poesi. De vil leve hjt,
naar de er paa Landtour, og de forlanger en Diner, som der er Stil i.
Flasker med Stv paa og i Kurv har Vorherre skabt for Poularder fra Mans,
og selv de ganske smaa Seinebredsrestaurationer skiller dem ikke ad. Men
den Slags Flasker--og en lille, stiliseret Middag under Tonnellen i det
Hele taget--har sjeldne Gaver til at stte Kronen paa, hvad en Dag i Sol
og Sommerluft har bygget op. Naar Markedsfestens Karusseller og
Udraabertrompeter--der er nemlig bestandig en Markedsfest i umiddelbar
Nrhed--ovenpaa Dsigheden i de lumreste Eftermiddagstimer atter henimod
Aften lader deres Musik skingre for fuldt Orkester, saa er ogsaa
Seinebredsgjsterne tilstrkkelig animerede til med fuldtaabne Arme at
tage imod denne Musiks Invitation. Mirlitonfljten bliver sat i Aktivitet
af tusinde Struber, og under dens Akkompagnement marcherer man til
Festen. Dandseestrader, Forevisningstelte, Karusseller, Gynger,
Skydebaner og Somnambulevogne oversvmmes af stjende Skarer. Larmen
stiger og stiger, kun de store Parktrer staar stille og forbausede og
seer ned paa dette tumlende Virvar. Den hele Nat igjennem faaer de ikke
Ro til at slumre ind. Der er kun een Allieret, der kan komme dem til
Undstning og skaffe dem Ro: "Ouragan"'en, Tordenskyllen, der aabner
Himlens Sluser og jager Landtourpublikummet hjem og i Seng. Men den
forbarmer sig ikke saa sjeldent over de stakkels Trer. Den hrer nsten
uundgaaeligt med til en parisisk Sommersndag. Man er saa vant til at faa
den som Slutning paa Plaseren, at ingen nogenlunde forsigtig Familie gjr
sit _partie de campagne_, uden at hvert Medlem af Selskabet er forsynet
med Paraplui. Og selv Ouragan'en hjlper saa med til Fornjelsen. Den
giver Festdagen en Ende med Eclat. clat er der tilgavns i en gte
parisisk Sommerskylle. Det er ikke Regn, den kommer med, det er Vandfald,
Saa overgivent kaadt vlter den sine Strmme ned over Stimen, der klumper
sig sammen og trkker til Jernbanestationen under eet sammenhngende
Parapluitag, at det er umuligt at blive fornrmet over den. Man vlger da
det Fornuftige, man morer sig, man leer himmelhjt over hinandens
Gjenvordigheder, og Landtouren slutter med et Virvar, et Spektakel, et
Humr uden Lige.

Saaledes seer Parisernes Sommerudflugter ud nsten allesammen. Skovtoure
kjender de saa at sige ikke. En Times Jernbanefart fra Byen har de
Fontainebleauskoven med dens aarhundredgamle Kmpeege, dens
vildtromantiske Klippeklfter, dens Ser og Vandfald, en af de strste og
en af de skjnneste Skove i Europa. Men den frister dem ikke. Forvilder
de sig en enkelt Gang derud, naaer de under alle Betingelser ikke lnger
end til Karussellerne ved Fronsardklfterne lige i Udkanten af den. Endog
Skoven ved Saint-Germain, der ikke ligger lngere fra Paris end Dyrehaven
fra Kjbenhavn, er saare sparsomt besgt. Gjennem dens prgtige Alleer
ruller Herskabsvogne i Mngde, men Folkeliv er der ikke. Man kan af og
til paa en af de aabne, med alenhjt Grs bevoxede Pletter trffe et
Selskab, der holder Skovtour paa nordisk Vis med Madkurv og selve Jorden
til Bord, eller inde i Skovtykningen, paa Skrnten ved en lille Bk,
nogle Grupper unge Folk, der giver Fuglesangen Akkompagnement. Men man
kan saa ogsaa vre sikker paa, at de Frste er meer eller mindre
beslgtede med den adstadigere gifte Kunstnerverden, og at de Sidste for
hjst en Uge siden er indtraadte i den lykkelige Livsperiode, da de
synger med Digteren:

Rien ne rime comme deux lvres,
    Les plus doux vers sont les
baisers.

Foruden Seinebredderne er der kun ganske enkelte Steder, der er virkeligt
_en vogue_. Det mest populre er Sceaux. Der er her ingen Flod, men der
er "Robinson". Sceaux's Robinson har en umaadelig hj Stjerne saavel hos
Pariser-Bourgeois'en som frst og fremmest hos den parisiske Student og
"Studentinde". I hvilket Slgtskabsforhold Stedet staar til Eneboeren paa
den de  melder Historien Ingenting om. Hans Portrt i Legemsstrrelse
findes over Indgangen til Bevrtningshaven, Lysthusene er anbragte i
Trerne og dkkede med spidsbuede brune Straatag af den Slags, som man
seer paa Billederne i Campes Bog. Parisernes Fantasi har ikke Mere behov,
Barndomsminderne tager dem strax fangen, og de morer sig som Brn i disse
Lysthuse. Enkelte af dem har man endogsaa bygget helt i Toppen af gamle
halvhundrede Fod hje Trer. En lang Vindeltrappe slynger sig op om
Stammen, og verst oppe i Kronen, med Udsigt lige til Paris, staar da
Bordet, om hvilket et Selskab paa en halv Snes Personer kan spise til
Middag. Maden hejses op i Kurve, Bestillingerne gjres gjennem Raaber,
det er hjst originalt. Vrten er bleven Millionr ved det Indfald, og
den lille Banlieueby et Sndagsvalfartssted af de allermest besgte. Den
har sin egen Jernbane, en uhyre kuris diminutiv en, der snoer sig som en
Snog ind mellem Hegn og Haver, lber rundt om Blomsterbede og bider sig
selv i Halen. Den har ogsaa sin egen Sport, Sndagsrytteriet paa Heste og
sler. Det er ikke de dleste Exemplarer eller de mest rapfodede Gangere.
Men Ungdommen paa Ryggen af dem elektriserer. I den vildeste Galop gaar
det afsted gjennem Skoven; En bliver liggende i Grfterne derude, hver
anden Amazone kommer hjem uden Hat, med vildt flagrende Haar og
snderreven Kjole. Men hvad gjr det! Det lste Haar klder godt, og til
en ny Kjole bliver der sagtens Raad, fr man skal i Skoven nste Gang. En
skummende Tisane i Robinsonteltet kjler de hede Kinder, men holder
Temperaturen i det hede Blod. Fra Trtoppen seer man Solen lgge
Aftenglands over Skoven, og naar Skyggerne stiger, vandrer man ned og
plukker Roser og Kys i Haven underneden. Men mest det sidste; det er den
Slags Romantik, som Pariserne bedst forstaar.

Det eneste Sommerudflugtssted, som lokker ved ren Romantik, er Enghien.
Men det har derfor ogsaa sit Publikum i en Sfre, der ligger over de
populre Lag. Bredderne af dets fortryllende S er krandsede med Villaer,
hvis Ejere er store Financierer, som tller Rentekapitalen i Millioner,
og Sndagsgjsterne paa denne S holder ikke deres Indtog til Musik af
Mirliton'er og Kanotierhurlumhej. De glider sagte omkring mellem de
sejlende Svaner, mellem Aakandekrat og drmmende Blomsterer. Fra en
stille Krog, hvor Hngepilen bygger Lvkuppel over Sspejlet, kaster de
Fiskesnren ud i det grnne Vand, eller de vugger sig, naar Solen daler
ned bag Montmorencys Hje ud paa et Tppe af Purpur og Guld og driver og
drmmer og synger Serenader omkap med Sangerne derinde i Villaernes
Fehaver. Det er et douce Publikum, som man i Parisertrngselen ellers kun
seer lidt til, vsentlig rekruteret fra den Part af _le monde_, som
hverken har _le grand monde's_ Prsentationsmidler eller
Prsentationstrang, Embedsmnd med unge Dttre uden Toiletter og uden
Sminke, beskedne Artister, Folk, der lufter sig ud fra Studerestuer og
Bibliotheker. Hele Dagen igjennem har Enghien kun grumme lidt af
Banlieuekarakteren. Men naar Aftenen kommer, stikker den Hovedet frem.
Der er ingen Karusseller, men der er _Jardin des roses_ med dens
Spillekottage, dens Sommertheater, dens Promenadekoncerter og dens
Kokotter. Det er Seinebredsmorskaben om igjen, blot i en lidt finere og
en lidt mindre morsom Forkldning. Vil man til ren Natur, skal man ud
over det milebrede Sommerparis. Saa langt Banlieuen naaer, slber
Pariserne Verdensvirvarret med sig. Men paa den anden Side Banlieuen
kommer hverken det eller de selv. Der, ved Fontainebleau, ved Chantilly,
ved Compigne, hvor man vil, ligger de store Skove og hyller sig i
uberrt, jomfruelig Ensomhed. Der er der Naturfred og Naturstilhed saa
meget man lyster.

[Illustration: Ved Seinebredden.]

[Illustration: Jean Aicard lser "Othello" hjt hos Mme Adam.]




PARISERE EN VIDENCE.


Mme. Adam's Salon.

Parisersalonerne har gjennem Aarhundreder spillet en uhyre Rolle. Fra
Hotel Rambouillets Tid hele det gamle Kongedmme til Ende var disse smaa
toneangivende Selskabscentrer i Virkeligheden Frankrigs Hjerte. Der
dirigeredes med souvern Magtfuldkommenhed Smag og Mode, der dikteredes
Moralens Love, der styredes endogsaa med fine, umrkelige Drejninger
Politikens Ror. Revolutionen mejede Hovedet af dem som af alt
aristokratisk Konspirationsvsen. Men de kom igjen med Kejserdmmet.
Naaede de end aldrig under dette helt op til gammel Glands og Herlighed,
saa var de dog paa gode Veje til det, da den tredie Republik pludselig
holdt sit Indtog og atter vendte op og ned paa det bestaaende Samfund.
Med den gamle Tingenes Orden forsvandt de gamle Saloner. Nye i deres
Billeder er der ikke dukket op i det moderne Frankrig. Hvis der
nogensinde vil gjre det, vil det i hvert Fald vare en Stund endnu.
Salonens frste Livsbetingelse er en Slgt af Patriciere. Det har Paris i
vore Dage ikke. Det har kun Millionens Aristokrati, og det kan pynte sig
op saa straalende det vil, det bliver aldrig Andet end Plebejere
alligevel.

Forsaavidt de gamle Adelsslgter virkelig existerer lnger--man hrer saa
lidt til dem, at man har Grund til at tvivle derom --er det i hvert Fald
saa godt, som om de ikke existerede. De venter paa deres hvide Faneridder
i Tornerosepalaier, hvor de hviler saa bldt i Spindelvv og sover en saa
sd Svn, at det vilde vre Synd, om Vorherre ikke blidt lod den glide
over til at blive evig. Men deres Samfundsposition har Ingen taget i Arv.
De politiske Storheder er kun Statens frste Mnd i Kraft af deres
Stilling. Det er ikke engang det gamle Bourgeoisi, de er udsprungne fra.
De har nsten alle uden Undtagelse svunget sig op fra aldeles Ingenting,
de er uden selskabelige Forbindelser, og de har endogsaa tidt i deres
Fortid Hindringer for at faa dem. De Kredse, som gteskabs-, Familie- og
gamle Venskabsforhold knytter dem til, er langt under dem, til hvilke de
selv er naaet op. Saalnge der ikke er kommen Orden i Alt det, saalnge
der ikke har formet sig nye Slgter, i hvilke det er Tradition at vre
Nummer Et, saalnge vil de selskabelige Forhold i Frankrigs Hovedstad
befinde sig i Kaos. Den vil have, hvad den har nu, sit "Tout-Paris", en
Samling af enkelte Personer fra hjst forskjelligartede Samfundslag, hvem
Stilling, Talent, Penge eller rene Tilfldigheder for en Stund gjr til
Notabiliteter, som mdes paa Gader og Strder, i Theatre, ved Fester,
overalt, hvor der er Noget paafrde, og som der skaber Opinionen, men den
vil ikke have noget _socit,_ nogen fast sluttet, toneangivende Kreds,
hvis Saloner er Pariserlivets Centrum.

Af alle de Mnd, der har vret _en vue_ siden Republikens Indfrelse, har
Ingen gjort endog blot Forsg paa at skabe en Salon i de gamles Mnster.
De har uden Undtagelse indskrnket sig til deres officielle Receptioner,
denne Form for selskabeligt Liv, som den tredie Republik har ren af at
have opfundet, og som er den kuriseste, der kan tnkes. Prsidentens
Elysefester er Modellen. I Stil med hans _Bal-omnibus_ forvandler
Ministre og Soussekretrer, Seine- og Politiprfekt, Kammerets og
Senatets Formnd, hele Rkken af den store Administrations Funktionrer
skiftevis deres Beboelseslejligheder til Fortsttelser af Gaden. Man
udsteder ikke Invitationer, men Billetter som til en anden Revue. Har man
et Koncertprogram at byde paa, der er noget exceptionelt, saa gjr man
sig kostbar, men ellers staar Portene paa vid Gab for Gud og Hvermand,
der vil komme. Man nsker Intet hellere end at se sine Saloner proppede,
det giver en Air af Popularitet, der i disse for politiske Magthavere saa
usikre Tider ikke er at foragte. Selv kjender man ikke Tiendeparten af
sine Gjster, og man lrer dem heller aldrig at kjende. Prsentationer
betragtes som overfldige. Publikum indfinder sig uden at sige Goddag,
driver rundt og kiger paa Ansigter som i en Theaterfoyer, trffer maaske
ved et Tilflde, men et Tilflde, der kun hnder sjeldent, en og anden
Bekjendt, drikker et Glas Punsch med ham ved Buffeten, og gaar saa igjen
uden at sige Farvel. Det er karavanseraiagtig Stimmel og Tummel, broget
og mylrende nok, men med selskabeligt Liv har Alt det ikke mere at gjre
end Honningkagemarkedet paa Place du trne. Man har strkere Fornemmelse
af at vre i Selskab udenfor en Kaf paa Boulevard des Italiens end i en
af den officielle Verdens Receptionssale. Publikummet paa Kafen er
betydeligt mere ensartet end i disse Sale, Samtalen hundrede Procent mere
animeret, den Esprit, der gives ud, tusind Gange saa stor. Der er i hele
det moderne Paris kun een Salon, som uden at plumpe ud i disse
Omnibusfesters Banalitet hver sig op over at vre en ren privat Stue,
med hvis Liv og Tildragelser Offentligheden Intet har at skaffe. Heller
ikke den er de gamle Saloner om igjen, den har vsentlige Karaktermrker,
som er absolut forskjeilige fra dem, men den er dem oversatte i det
Samfund, som nu existerer, og det er det netop, der giver den dens
Interesse. Den er et Centralisationspunkt for Talentsiden af "Tout
Paris", det frste Forsg paa at samle som i et Hovedkvarter alle de
Kombattanter fra hjst forskjellige Lejre, som har virkelige Evner og
Krfter at offre Udviklingen af det nye Frankrig, der er fdt med den
tredie Republik.

Generalissimus i dette Hovedkvarter er Mme. Edmond Adam, en af de mest
aand- og talentfulde Damer i det nuvrende Paris, halvt Descendent af den
store Revolutions Kvinder, halvt af _l'ancien rgimes_ Salondamer.
Naturen har ved en Samling af Egenskaber, der kun sjeldent findes
forenede hos en og samme Person, prdestineret hende til den Plads, hun
indtager, og Tilfldet har redebont rakt Haanden til, at hun kom paa sin
rette Hylde. Hun er i Besiddelse frst og fremmest af Ungdomskildens
Hemmelighed. Hverken legemligt eller aandeligt synes hun nogensinde at
skulle ldes. Skjndt hun allerede en Stund har vret Bedstemoder, gjr
hun Indtrykket af at vre en Dame paa nogle og tyve Aar. Hun er endnu
stadig en _jolie femme_; hendes udtryksfulde, uhyre bevgelige Ansigt,
store, klare, mrkeblaa jne, en lille Mund med et ejendommeligt
Barnesmil, rigt kastaniebrunt Haar, blndende hvide Arme og Tnder giver
hende en Charme som de mest Indtagende af hendes Kjn. Over hele hendes
Person er der et Liv, i hendes Maade at vre paa en ungdommelig Fart, som
smitter. Hun er dernst til Fuldkommenhed fortrolig med Kunsten at vre
Vrtinde. Selv naar der er Hundreder i hendes Salon, forstaar hun at dele
sig mellem dem allesammen, samle Grupper, hviske et intimt Ord i ret paa
En, mens hun leer med Andre, drage Folk fra alle Hjrner, og som maaske
aldrig har set hinanden fr, ind i en flles Konversation, sno sig selv
som Islt ind allevegne, saa at hele Vven kommer til at hnge sammen.
Skjndt hun ikke blot er sthetisk producerende, men halvvejs lrd
Forfatterinde, er der ikke noget jeblik, hvor hun faaer ringeste Stnk
af Blaastrmpen. Den lette Esprit, hvormed hun frer Samtalen, er de
gamle Saloners Causerie, men hendes Kundskabers Omfang, hendes Dommes
analytiske Klarhed fngsler en Taine, en Renan, en Pasteur ved Siden af
hende alligevel. Dertil er hun en gldende Patriot, en overbevist
Republikanerinde, levende interesseret for alle sociale Fremskridt,
interesseret i det Hele taget for Alt, hvad der hrer hendes Tid og dens
Mennesker til, og heller ikke bange for selv at vre aktivt handlende ved
Lejligheder, hvor hun kan vre det, uden at hendes Ynde som Dame
lider derunder.

Selv med Alt det vilde hun dog i denne Millionens Tidsalder have manglet
en vsentlig Betingelse for at skabe Salon i Paris, hvis Tilfldet ikke
havde vret ligesaa gavmildt mod hende som Naturen. Det har gjort hende
hovedrig, og det har derved gjort saavel hende som Republiken en stor
Tjeneste. Datter af en fattig Provindslge gtede hun, nsten Barn endnu,
en af sin Faders Kollegaer, der heller ikke havde Synderligt. gteskabet
blev ikke lykkeligt, saa lidt lykkeligt, at hun tog bort fra Hjemmet og i
Paris sgte at skabe sig en Existens paa egen Haand ved Hjlp af sit
Talent som Forfatterinde. En Rkke Noveller, og navnlig forskjellige
fortrffelige, fint malende Landskabsbeskrivelser, som hun udgav under
sit Pigenavn Juliette Lamber, tiltrak sig Opmrksomhed. Hendes personligt
indtagende Egenskaber kom til, hun skaffede sig mange Venner, og alle
Huse aabnede sig for hende. Da hun nogle Aar senere blev Enke, anholdt
den bekjendte Senator Edmond Adam om hendes Haand; hun gjorde paa samme
Tid et absolut Inklinations- og et glimrende Fornuftparti. Den Formue,
dette Giftermaal bragte hende, var ligesaa betydelig som den Position,
det gav hende, Hendes Mand var nr knyttet til alle fremragende
Kapaciteter i det liberale Frankrig, den fortryllende Vrtinde, han havde
frt ind i sit Hjem, drog dem ganske naturligt endnu mere til dette, hun
selv frte sin talrige Kreds af literre Venner med sig, og allerede
dengang begyndte hendes Salon at blive et Samlingspunkt for, hvad Paris
rummede af Talent og Dygtighed.

Saa kom Krigen, Belejringen og Republiken. Der er i en af hendes Bger,
en Samling oprindelig kun for hendes Datter bestemte Dagbogsoptegnelser,
som hun imidlertid senere har udgivet under Titelen "Le sige de Paris",
en Passus, der giver et magelst Billede af hende i denne Periode, den
maaske i hele hendes Liv, da hun har vret mest sig selv. Hun taler om
den Aften, da efter Budskabet om Sedan Republiken var bleven proklameret,
og alle Mennesker strmmede sammen paa Pladsen udenfor Kammeret. Hun var
mellem dem. "Den skjnne Statue af Strasbourg," skriver hun, "er bedkket
med Blomsterpynt og omringet af tilbedende Grupper. Der behves en Sang,
en Hymne for denne Kultus; det er endnu engang Marseillaisen. Man
istemmer Refrainet af denne Krigssang, der er bleven som en Psalme. Efter
Refrainet holder de unge Mennesker, der smykker Statuen, og som stadig
vedbliver at modtage Blomster, Lvvrk og Guirlander, pludselig inde, og
blivende i deres Stillinger, bevarende deres Gestus, synger de,
opflammede af en ubevidst men herlig Kunsts Inspiration, den frste
Strofe af denne Hymne, til hvilken i sin Tid Strasbourg har begejstret
Rouget de l'Isle. Ved Verset:

  "Entendez-vous dans nos campagnes
   Mugir ces froces soldats"

tror vi at hre Preusserne i Alsace og Lorraine. Kan jeg, Alice, gjengive
Dig den Bevgelse, som denne Strofe vkker hos os, denne Strofe, der
taler om vore Brn, og som disse Ynglinge synger, af hvilke den ldste
ikke er tyve Aar. Ved det sidste Vers bryder den unge Alsacer, der har
klamret sig til Statuens ene Arm, ud i Hulken. Mngden fler sig greben,
som man kun gjr det i de store jeblikke af sit Liv. Der staar Taarer i
Alles jne. Det tager Enhver af os fangen som Svimmelhed. Vore Flelser,
vore nsker, vor Begejstring sger hinanden, blandes, forener sig og
danner nu kun et eneste nske, en eneste Flelse, en eneste Begejstring.
Vor Existens har, renset i Patriotismens Aandepust, intet Personligt
lnger; den bliver helt flles, helt national. Min Stemme tilhrer mig
ikke mere, den klinger for mit re, den gaar ud af min Mund, uden at det
er mig bevidst. Jeg har affrt mig selv, og jeg er beruset af dette
hemmelighedsfulde Vsen, der i sig forener saa mange forskjellige
Krfter, saa mange hinanden modsatte Elementer, saa mange Interesser, saa
mange stridende Flelser, og jeg elsker det hjere end mig selv: min
Kjrlighed til Fdrelandet er strkere end Dden! Jeg vier mig til
Frankrig!"

Disse smukke Ord gjorde hun til Sandhed. Under hele Belejringen stod Mme.
Adam i frste Rkke mellem de heroiske Pariserinder, som har gjort denne
Periode til en af de mest oplftende i Frankrigs Historie. Hun indrettede
Lazarether, hun srgede for Uddelingen af Livsforndenheder til de
Fattige, hun plejede personlig de Saarede, hun var allevegne, hvor hendes
Hjlp gjordes ndig, og hun var ved sit Initiativ og sit Exempel paa en
Maade Forsvarsregeringens hjre Haand. Det stillede hende endnu nrmere
til de nye ledende Mnd i hendes Land, og da der atter kom Fred og
ordnede Forhold, blev hendes Salon ganske naturligt Mdestedet for den
unge republikanske Verden, hvis fremragende Medlemmer saa at sige talte
hinanden hos hende. Umiddelbart efter Krigen havde hun gaaet endnu en
tung Prvelse igjennem, hun havde mistet sin Mand. Men de store Naturer
voxer kun strre igjennem Sorger; hele hendes Tilvrelse var fra nu af
dobbelt viet Frankrig og dets nyvaagnende Liv.

I den frste Periode efter Krigen var hendes Salon vsentlig politisk.
Gambetta og hans Venner udgjorde Generalstaben, men de mdtes hos hende
med Reprsentanter fra alle republikanske Lejre, og meer end een Akkord
er bleven sluttet, meer end een flles Operationsplan mod Reaktionen er
bleven lagt i Mme. Adams Hotel. Hendes ugentlige Dinerer, ved hvilke hun
sgte at samle de af Opinionens Ledere, som hun med sit kloge Blik saae
havde Behov at finde hinanden, var lnge mellem de store Begivenheder i
Paris's Liv, og man debatterede, hvad der blev forhandlet ved dem, med
strre Interesse, end hvad der forhandledes i Ministerraadene. Frst da
den endelige Sejr var vunden, da Republiken ved Marechalens Fald og
Grvys Overtagelse af Prsidentskabet var traadt ind i sin legitime
Existensperiode, frst da begynder det politiske Skjr over Hotellet paa
Boulevard Poissonnire at vige Pladsen for et mere literrt. Saalnge
Kampen mod flles Fjender stod paa, kunde de forskjellige Partifrere
endnu arbejde sammen, men da Striden efter Sejren frtes over i
Republikanernes egen Lejr, blev de selv Fjender, som end ikke den mest
indtagende Vrtinde var i Stand til at forene under samme Tag. Mme. Adam
er kun Diplomat, saalnge Patriotismen gjr hende dertil. Hun siger det,
hun tnker, seer og forudseer uden Omsvb og uden Frygt for at stde. Hun
har i alle politiske Sprgsmaal sin egen Mening, som hun ikke underordner
under noget Partis; det har gjort hendes Forhold baade til Gambetta og
adskillige Andre kjligere end i den frste Tid. Hun staar endnu paa en
venskabelig Fod med ham, som hun i det Hele taget kan glde sig ved
Sympathi hos alle, selv de mest fremskredne republikanske Partier, men
den intime Samvirken er ophrt, hver gaar nu sine egne Veje. Maaske har
ogsaa det Offentlighedens grelle Lys, som Avisernes Indiskretioner mere
og mere lod falde over hendes Salon, bortskrmmet fra den de tidligere
Oppositionsledere, der efterhaanden selv blev de Styrende og med deres
nye officielle Stilling ndsagedes til at paalgge sig selv en
Reservation, som de tidligere havde kunnet stte til Side; nok er det,
Mme. Adams Salon har i de sidste Aar noget skiftet Karakter, den er nu
overvejende litterr og artistisk, dog naturligvis uden derfor at stnge
Dren ogsaa for andre Interesser. Ved hendes Onsdagssammenkomster finder
man stadig Senat og Kammer talrig reprsenteret, og maaske er det ikke
engang ved et Tilflde, at Militretaten under den sidste Vintersson en
efter en saae alle sine Celebriteter dukke op i Hotellet paa Boulevard
Poissonnire.

Hvad selve dette angaar, udmrker det sig i Grunden kun ved sin
Simpelhed. Man finder i de fem, sex jvnt store Sale, i hvilke Mme. Adam
samler sine Gjster, Intet af den moderne parisiske Luxus. Hele Hotellets
Indretning er holdt i en borgerlig, noget gammeldags Stil, der er ingen
skrammererede Lakajer, Betjeningen besrges af Tjenestepiger i sorte
Merinoskjoler, der bydes The rundt og holdes hverken Bevrtningsbuffet
eller Vestiaire, hvor man faaer Nummer paa sit Tj og betaler dets
Opbevaring med en halv Franc. Allerede disse ydre Smaating hjlper paa
Hyggen. Selv naar Gjsterne hober sig sammen i hundredevis, beholder man
Indtrykket af at vre i et Hjem. Heller ikke de banale Koncertsoirer
existerer. Coquelin'erne siger en Monolog engang imellem; Bornier,
Silvestre, Richepin eller andre Poeter lser deres Digte op; naar der er
fremragende Virtuoser eller Sangerinder mellem Gjsterne, improviseres
der ogsaa af og til et lille musikalsk Intermezzo, men Paris's Stjerner
lejes ikke, som det er Mode hos Finans- og Amerikanermillionrerne, for
to, tre tusind Francs til at forvandle Salonen til en formelig
Forestillingssal. De rent litterre Soirer, der er Mme. Adams
Specialitet, er en helt anden Sag. Digteren giver ved dem hendes Gjster
en Primeur af sit nye Vrk og sger en Elitekreds's Dom om det, fr han
sender det ud til det store Publikum. Deroulde har paa den Maade lst
sin Moabit, Aicard sin fortrffelige franske Gjengivelse af Othello hos
hende, hun selv har budt sine Gjster Premieren af forskjellige af sine
Arbejder, og "Tout Paris" har med Rette betragtet disse Aftener som
Ssonbegivenheder. Til dem indbydes der kun Herrer. Hun selv samt de to
bekjendte Forfatterinder Henry Grville og Claude Vignon reprsenterer
alene det smukke Kjn, Derimod trffer man ved hendes sdvanlige
Onsdagssammenkomster en talrig Kreds af Damer. Det er _le vrai monde_, og
den Part af den til og med, i hvilken der findes ikke blot
diamantoversaaede Fruer, men tillige unge Frkener. Derfor sluttes der i
Regelen ogsaa med en improviseret Dands, der varer til Morgenstunden, og
som er hjst animeret. Flere Gange i Vinterens Lb samles desuden alle
Husets Venner til strre Fester, stiliserede Kostumeballer og Sligt. Mme.
Adam kan vre _grande mondaine_ som ingen Anden.

Ved Siden af alt det har hun sin _Nouvelle Revue_, en Konkurrent til
eller rettere en Aflser af _Revue des deux mondes_. Buloz's gamle
Tidsskrift har endnu Kurs i Udlandet, tildels ogsaa i Provindserne. Men
for det moderne Paris er det altfor gammeldags, der lser kun Faa det
lnger. Mme. Adams har indtaget dets Plads. Den samme Kreds, hun som
Vrtinde samler i sin Salon, samler hun som Udgiverinde og Redaktr i
Revuen. Hun dirigerer selv Alt, hvad der vedrrer den. Hun lser de
indsendte Artikler igjennem og sender Forfatterne Breve med motiverede
Forslag til Rettelser, hun udfinder mnerne, som hun nsker behandlede
og, hvad der er vanskeligere, de Folk, som kan behandle dem, hun skriver
endogsaa selv Oversigten over den inden- og udenlandske Politik.
Ondskabsfulde Tunger paastaar, at hun altid har Halvmrke i sine Saloner
for at skjule, at hun sminker sig. De gjr hende Uret. Er der en Hensigt
i denne dmpede Belysning, saa er det at skjule jnenes Trthed og
Overanstrengthed efter Nattearbejdet. Ogsaa i sin uendelige
Virksomhedstrang og Virksomhedsevne er hun en Type paa den unge
Generation, hun samler omkring sig; ikke mindst i saa Henseende fortjener
hun at staa som en Pariserinde _en vidence._

En Aften hos Victor Hugo.

Frankrig har ikke, som man til daglig Brug troer, for Tiden kun eet
Overhoved. Det har to ligesom Japan, et verdsligt og et aandeligt. Det
verdslige frer Titel af Republikens Prsident og troner i Palais de
l'lyse, det aandelige hedder _le grand Maitre_ og har sit Tempel i
Avenue d'Eylau. Af disse Landets to verste Stillinger kan der ikke vre
nogen Tvivl om, hvilken der er den betydeligste. Prsidentskabet varer
kun et kort, begrndset Aaremaal, og selv indenfor det er det ingenlunde
absolut sikkret. Grand-Matre Vrdigheden derimod er given for Livstid,
og ogsaa i Tilflde af, at Titulaturens Indehaver skulde afgaa ved Dden
ophrer den kun for at ombyttes med en patriotisk Helgens endnu mere
oplftede Position. Prsidenten maa omgive sig med et Ministerium, der
"har Landets Tillid"; _le grand Matre_ vlger selv sine Yppersteprster,
uden at sprge nogen Opinion tilraads, og de forretter Tjenesten i hans
Tempel uden at vre ansvarlige for Andre end ham selv. Prsidenten har
Modstandere, der gjr ham Livet surt, _le grand Matre_ hyldes af alle
Partier. Fra den rdeste Radikale til den hvideste Legitimist bjer
enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke
nogen Samtidig lnger, hvis Gjerning kan vre underkastet Kritik, de seer
i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende
Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne
intellektuelle Frankrig.

Med rbdig Beundring vender de da Blikket mod Templet i Avenue d'Eylau.
Her er det, at _le grand Matre_ sidder i hellig Majestt, grundende over
Tilvrelsesgaadernes sidste Hemmeligheder, og herfra er det, han udsteder
sine dybe Profetier om Verdensfredens og Folkebroderskabets kommende
Vidundere. Han grunder Dagen igjennem og nedskriver paa store Folioblade
i Runer, som kun de Indviede forstaar at tyde, de Aabenbaringer, der
viser sig for ham. Enkelte af disse Aabenbaringer bringes strax til
Verdens Kundskab, men Pluraliteten opbevares i Templets Allerhelligste,
det vil sige i _le grand Matre's_ Skrivebordsskuffe, indtil en vrdigere
Efterslgt kan ansees moden for dem. Da det vides, at disse Templets
skjulte Skatte saa godt som alle er i dramatisk Form, gjr stundom en
ulykkelig Theaterdirektr, der ikke kan drage Publikum til sit Hus,
Forsg paa at faa en af dem udleveret. Men det er altid forgjves. Det
gaar med disse beaandede Folioblade som med den sjeldne, sekelgamle Vin,
der kun maa udskjnkes draabevis til Syge og Lidende. Hele Dagen lukker
_le grand Matre_ sig inde med sit Geni. Men naar Aftendmringen begynder
at snke sig, drejer Templets hemmelighedsfulde Port sig lydlst paa sine
Hngsler, og de Troendes Skarer indfinder sig til Tilbedelse, frst
Prsterne og siden de mere Profane.

Som gte demokratisk Helgen indskrnker _le grand Matre_ sig ikke til at
modtage de Andgtige een Gang ugentlig. Hans Tempel er tilgngeligt hver
Aften, og Adgangen staar aaben for Enhver, der kommer i Ledsagelse af en
Troende samt forsynet med et almindeligt menneskeligt Visitkort. Der
bankes tre Gange med en middelalderlig Drhammer, og en sortkldt
Kvindeskikkelse med krusstrimlet Kappe og en Lygte i Haanden viser sig
derpaa efter et Kvarters Forlb med en stor Jernngle, som aabner
Indgangen til Templets Forhal. Man afleverer sit og den medflgende
Troendes Visitkort; den sortkldte Kvindeskikkelse forsvinder med dem og
kommer efter et andet Kvarters Forlb atter tilbage, denne Gang for at
drage et tungt Fljlstppe tilside og aabne en ny Dr. Man trder ind og
befinder sig i selve Templet.

Det er et lille, aflangt Rum, med alle Vgge betrukne med Rdt. I
Hjrnerne brnder med mat, mystisk Lys nogle faa Lampetter; det strkeste
Skjr kommer fra den monumentale Kamins Flammer. Fra denne Kamin Salens
Lngde nedad udgaar en dobbelt Rkke rde Lnestole, hvidlakerede i
Ryggen og rigt forgyldte. Spredte omkring paa disse Stole sidder de
Ventende, den kvindelige Part af dem tilhjre, den mandlige tilvenstre,
alle tavse, smittede af Stedets Aand, ligesom _le grand Matre_ selv
grundende over Tilvrelsesgaaderne. De lfter Blikket et Sekund, naar
Portirerne for Indgangsdren glider tilside og en Novice trder ind, men
kun et Sekund, saa synker de atter tilbage i den dybe Grunden. Fra det
helligere Rum paa den anden Side det mrke Kabinet, der stder op til den
rde Sal, lyder i den store Stilhed en fjern Klirren som af Knive og
Gafler, der bevges mod Tallerkener. Man lytter andgtig; det er _le
grand Matre_ selv, der med sine mere Udvalgte hengiver sig til
Bordets Glder.

Portirerne glider tilside den ene Gang efter den anden, Stolene fyldes
lidt efter lidt, der gaar et Kvarter og endnu et. Saa slaar Uhret inde i
det mrke Kabinet langsomt sine ti Slag. Pigen med den krusstrimlede
Kappe viser sig og tnder den store Lysekrone under Loftet. Et Kvarter
endnu, saa aabnes virkelig ogsaa Dren paa den anden Side af det mrke
Rum, man hrer Stole blive skudte tilside, et festligt Lysskjr kommer
derinde langt borte fra. Alle de Andgtige rejser sig.

Langsomt, alvorlig, vrdig, som det smmer sig en _grand Matre,_ skrider
Victor Hugo ind i Salen. Han har under Armen frste Yppersteprstinde,
Mme. Juliette, der har fulgt ham gjennem alle Landflygtigheder. Bagefter
flger parvis de Udvalgte, i Reglen dog aldrig mere end ti i det Hele,
det Antal, som daglig indbydes til _le grand Matre's_ Bord. Processionen
vandrer tavst op gjennem de tavse Rkker. Helgenen tager Plads foran den
mystisk flammende Kamin, Mme. Juliette stter sig paa Stolen tilhjre
nrmest ved ham. Hun giver samtidig et Vink til Kvinderne, og ogsaa de
stter sig, alle paa samme Side som hun, nrmere eller fjernere, alt
efter deres Anciennetet. Paa Mandfolkesiden derimod bliver Alle staaende
oprejste som _le grand Matre_ selv.

[Illustration: Victor Hugos salon.]

Han begynder at tale. Alles Ansigter er spndte, Ingen vil slippe et
Bogstav, en Betoning af den Stores Ord. Men selv for den Nederste i
Rkken er det heller ikke svrt at hre Alt, _le grand Matre_ taler
langsomt som en Mand, der veed, at det er Guld og Diamanter, der udgaar
fra hans Mund. Han taler altid om ophjede Ting, det behver ikke at
siges. De to, tre Nrmeste paa Mandfolkesiden giver Stikreplikkerne i
Form af korte Sprgsmaal til lange Svar. Da Mesteren er ved at gaa ind i
de Firs, flger det af sig selv, at Uddelighedssprgsmaalet er et Thema,
der behandles med en vis Fortrinsret. De Troende er ofte Tvivlere i det
Kapitel. Men _le grand Matre_ selv tror. Det kunde synes at maatte give
Anledning til en Divergens, der ikke ret vilde stemme med Stedets
Karakter. Det er imidlertid ikke saaledes; der kommer et Kompromis
istand, som tilfredsstiller alle Parter, baade Mesteren og de Andre. At
hans Sjl er uddelig i enhver Forstand, og at den fra Graven, vil
opstige paa Englevinger til Himlen, indrmmes fra den ene Side som noget
Selvflgeligt, men det indrmmes saa samtidig fra den anden, at dette
muligvis kun er en Undtagelse, og at der maa gjres en Forskjel paa, hvad
der gjlder for almindelige Ddelige og for en _grand Matre_ som
Victor Hugo.

De offentlige Gudstjenester ligner alle hinanden; Sprgsmaal som det
nvnte drftes i dem alle. Efter en halv Times Forlb holder en Troende,
der aspirerer til Prstevrdigheden, en kort Lovtale til _le grand
Matre_, der hrer paa den med den ene Haand paa Brystet, den anden af og
til naadig takkende, samt med et permanent Smil udbredt mellem det korte,
strittende, hvide Haar og det isgraa Skjg. Naar Lovtalen er til Ende,
rejser Mme. Juliette sig, og alle de Andgtige paa Kvindesiden gjr det
Samme. _Le grand Matre_ bevger sig nogle Skridt fremad og stiller sig
midt i Salen. Parvis, een fra Mandfolkesiden og een fra Kvindesiden,
vandrer de Troende forbi ham og udstrkker Haanden, medens Lberne mumler
Formularer, af hvilke kun Ordene _Cher Matre_ er hrlige. _Cher Matre_
trykker de fremstrakte Hnder, Uhret inde i det mrke Kabinet slaar
langsomt elleve Slag, Portirerne glider tilside, Udgangsdren aabnes og
bliver staaende aaben, Receptionen er tilende.

Saaledes gaar det Aften efter Aften, og man har Lov til at komme igjen
saa tidt man lyster. Det br dog udtrykkelig tilfjes, at den aandelige
Vederkvgelse er den eneste, _le grand Matre_ byder sine Gjster. En
Buffet som i almindelige Ddeliges Saloner vilde tage Gudstjenesteprget
bort; her kan der fornuftigvis kun vre Tale om Offergaver, bragte af de
Troende. Saadanne ydes da ogsaa hyppigt. Viktualier har man, saavidt
vides, endnu ikke tnkt paa at frembre; _le grand Matre_ er flere Gange
Millionr og har Raad til at anskaffe sig selv, hvad han behver. Men
derimod hengaar der ikke nogen Aften, uden at hans Lofter forges med
strre eller mindre Samlinger af Samtidiges Aandsprodukter. Naar en lille
engelsk Miss har faaet en halv Spalte optaget i et Penningmagasin, iler
hun strax til Templet i Avenue d'Eylau og nedlgger et Mcenatexemplar
paa _le grand Matre's_ Kaminalter. Af Alt, hvad der trykkes i Frankrig,
har han snart sit reglementerede Friexemplar ligesom
Nationalbibliotheket. Alene hans Samling af Foreningstidsskrifter og
Aarsbulletiner er skrkindjagende. Saasnart ti Mennesker i Frankrig
danner et Selskab, ligegyldigt i hvad jemed, er deres frste Skridt at
gjre Victor Hugo til Skytspatron, anmode ham om at overtage
resprsidiet, som det hedder paa moderne Fransk.

Naturligvis er der ogsaa Franskmnd, som har jet aabent for det
Overdrevne og dermed Komiske i denne afguderiske Hyldest af den gamle
Digter. Men de tier; de veed, at deres opponerende Rster vilde blive
knuste under et milliontunget Indignationsskrig. Victor Hugo er
ukrnkelig; at rre ved hans Ry er en Formastelse i Slgt med
Landsforrderi. Nu, at han tller mellem Frankrigs Strste, falder jo
heller Ingen paa at ngte. Han har pustet nyt Liv i den franske Poesi paa
et Tidspunkt, da den var i Frd med at d, og han har siden da fyldt sit
Aarhundrede med Vrker, hvis Vrd muligvis vil mindskes folde kommende
Generationer, men som for det moderne Frankrig har havt en Betydning, der
er uhyre. Han har lidt, og man byder ham nu Erstatning derfor. Det har
ogsaa sin smukke Side. Det seer selv Skeptikerne mellem hans Landsmnd,
og de finder det da ikke blot unyttigt, men tildels usmmeligt ogsaa at
lade nogen Mislyd skurre ind i Lovsangene til _le grand Matre's_ re.
Han er en _anctre_, siger han selv. Hos store Forfdre glemmer man de
smaa menneskelige Skrbeligheder og bjer sig rbdigt for det Store, de
har udrettet. Det er Forklaringen paa Victor Hugo-Dyrkelsen.

[Illustration: Victor Hugo]

Hos Sarah Bernhardt.

Langt fra den stjende Part af Paris, i Avenue de Villiers, en rolig,
trbeplantet Gade i det nye Monceauxkvarter, ligger der paa et Hjrne et
indtagende lille Hotel. De rde Murstens -la-Grecqueborter, Efeuen
omkring Vinduesnicherne, de bredbladede Planter paa Balkonerne bryder det
banale Husvirvar og fngsler jet. Over Porten kigger man ind til en
pladskende Fontne i Blomsterbusket, en Gruppe hje Popler foran Faaden
giver Krogen et Prg af douce, stille Fornemhed. En Kunstnerbolig gjr
Hotellet Indtryk af, og Indtrykket er rigtigt. Det er maaske endogsaa det
mest udprgede Kunstnerhjem, der existerer. Sarah Bernhardt har kjbt
det, da hun dukkede op som Stjerne paa den parisiske Theaterhimmel, og
hun har offret en god Part af de mange Tusinder, hendes Talent har
indbragt hende, paa at arrangere det efter sit eget Hoved.

Strax naar man har passeret hendes to kjlentdovne Mynder, der holder
Vagt paa Havetrappen, og Indgangsdren aabnes, fler man, at det er en
aparte Atmosfre, man kommer ind i. En stor, hj Forhal med mystisk Lys,
orientalske Tpper, Vaabendekorationer, lange Palmeblade over Malerier,
paa hvilke kun enkelte fantastiske Figurer dukker frem i Halvmrket, et
Kaos af de mest besynderlige Sager. Kun een Ting seer man tydelig, fordi
Dagslyset fra den aabne Dr falder lige derpaa: et Slags indisk Brestol,
hvori sidder en grinende, mumieagtig Voxfigur med en udstoppet Abekat i
Armen. Dyret er anbragt i en Stilling, som det var paa Spring fremad, de
store, sorte Glasjne stirrer En imde, som var de levende, den lange
Forpote strkker sig ud gjennem Brestolen og aabner Haanden som
til Goddag.

Mellem de trofbrende Piller glider et gult kinesisk Silkeforhng
tilside, en ny Dr aabner sig, og man staar i Sarah Bernhardts
Modtagelsessalon, det vil sige i en Blanding af Vinterhave, Menageri,
Museum, Vaabenkammer, Maler- og Billedhuggeratelier, orientalsk
Divanshal, moderne Dagligstue, og Gud veed hvad. Det er det
besynderligste Beboelsesrum, nogen Hjerne har kunnet udspekulere, fyldt
med mrkvrdige Sager fra alle Verdens Hjrner og Kanter. Skjndt over de
Tredive har Sarah Bernhardt nemlig endnu stadig de samme tusinde,
hinanden jagende Interesser, som man undertiden finder hos unge,
aandslivlige Mennesker, hvis Udvikling endnu ikke er kommen ind i noget
bestemt Spor, og som derfor strax er rede til at passionere sig for Alt,
hvad der mellem Himmel og Jord er Interesse vrd. Denne Ejendommelighed
er maaske just det Centrale i hendes Vsen. Det er den, der gjr hende
paa samme Tid til Skuespillerinde, Malerinde, Billedhuggerinde og
Forfatterinde, den hidser hende saaledes ind i permanent Feber, at hun
synker komplet sammen, naar der indtrder et jebliks Ro, den forklarer
og undskylder hendes Extravagancer. Jeg kjender ikke noget Menneske, der
i den Grad er den personificerede Nervsitet. Selv naar hun sidder stille
og taler med En, jager hendes Ord, hendes Tanker, hendes Indfald saaledes
hinanden, at man har en Fornemmelse, som man foer afsted med Iltog.
Indretningen af hendes Hjem er saare karakteristisk for denne uafbrudte
nervse Uro, disse tusinde extravagante Passioner. "Jeg vilde helst rejse
altid," sagde hun engang til mig, "fare omkring fra den ene Ende af
Verden til den anden. Der er Ingenting, der trtter mig undtagen Ro." Her
i hendes Atelier kan hendes jne i hvert Fald fare om mellem Gjenstande
fra alle Verdens Kanter, og hun har Fantasi nok til selv i Tankerne at
kunne flge med.

Modtagelsesvrelset har hele det treetages Huses Hjde. Lyset falder ind
gjennem et enkelt stort Vindu, der nsten naaer fra Gulv til Loft, men
som permanent er dkket af et blaahvidt Forhng, der dmper Skjret.
Tilhjre er der, i Halvmrke, en middelalderlig Trappe med Svalegang,
indenfor hvilken ligger Kunstnerindens Sove-, Toilet- og Badevrelser;
under denne Svalegang Dren til Spisestuen, skjult af silkebroderede
indiske Tpper. Ned over Trappegelnderet hnger, som tilfldig
henkastet, et i Strrelse enestaaende Stykke solgult kinesisk Silketj;
men det hnger der altid, det draperer, dets Indtryk af varm, beboet
Nonchalence er beregnet med gte kunstnerisk Sands.

[Illustration: I Sarah Bernhardts Modtagelsesatelier.]

Tilvenstre er den monumentale Kamin, omrammet af udskaaret Egetr og
flankeret af Broncestativer til Blomster, antikke Skulpturer og antikt
Porcelln, lutter Sager, af hvilke hver enkelt reprsenterer store
Summer. Paa Kamingesimsen staar der i omtrent naturlig Strrelse--man kan
deraf danne sig en Forestilling om Rummets Dimensioner--en forgyldt
Broncetiger paa Spring, og over denne hnger Sarah Bernhardts Portrt,
malet af Clairin, den unge Maler, som i sin Tid gjorde alle hendes
Ballonfarter med og illustrerede hendes Fortllinger derfra. Billedet
viser hende stttet af en Mngde Puder, i halvt liggende, halvt siddende
Stilling paa Divanen ved Siden af Kaminen.

Denne Divan, eller hvad man skal kalde dette Mbel, er gte Sarah
Bernhardtsk. Ovenpaa et stort Silkepolsters Underlag, der indtager hele
Hjrnet mellem Kaminen og den ene Sidevg, ligger i vild Forvirring en
Uendelighed af Puder af kostbare Stoffer med indvvede Guld- og
Slvbroderier. Naar Sarah Bernhardt i sin hvide Silkekjole med det lange
Slb drukner mellem disse Puder og halvt forsvinder i det dmpede Lys,
som falder ind i Krogen, er der over dette Vsen med de slanke, nsten
gjennemsigtige Former, det fine, drmmende Ansigt og det viltre, som af
Solblink gjennemfarne Haar noget ejendommelig Dorsk, der gjr en ganske
aparte Virkning.

Divanskrogen er Sarahs Yndlingsplads. Her ligger hun nsten altid, naar
hun et jeblik har sluppet sine mangehaande Beskjftigelser for at
passiare lidt med Vennerne og Beundrerne, der strmmer til hendes Hotel.
Der kommer mange af dem, og virkelige Venner er sikkert de Fleste. Thi
ligesaa fortryllende og elskvrdig en Vrtinde Sarah er for dem, hun
fler sig knyttet til ved gjensidig Sympathi, ligesaa stor en Evne har
hun til at holde den banale Hob af Nysgjerrige tre Skridt fra Livet.
Claude, hendes mangeaarige Kammertjener, er godt instrueret. Forhngene
til Helligdommen glider kun til Side for dem, som han veed er velsete
derinde i Kunstnerkredsen. Graden af Intimitet er der en anden Maalestok
for. De almindelige Ddelige faaer en Stol ved Siden af Divanen, men de
rigtig gamle og gode Venner rykker hun tilside for, saa der bliver en
Plads for dem paa selve denne.

Alt i Atelieret er beregnet paa at ses fra dette fantastiske Leje, og Alt
er arrangeret med udsgt Smag. I denne Mylr af heterogene Sager findes
ingen meningslse Sammenstillinger eller uskjnne Farvevirkninger, Alt
passer sammen. Og hvad findes der saa ikke i dette Rum! Store japanesiske
Kummer, hvorfra Palmer og exotiske Planter skyder op, i hvis Grene der
hnger udstoppede Aber; halvfuldendte Buster skjulte mellem Bregner og
paabegyndte Malerier, som dkkes af indiske Shawler; Tigerskind udspndte
paa Vggen mellem kinesiske Trbilleder; Marmorbuster og fantastiske Dyr
i Bronce, omgivne af Paafuglehaler; Guitarer, Dolke, Pistoler, Landser og
Alverdens forunderligste Vaaben hngende, liggende og staaende overalt;
Trommer tagne fra de Vilde i Nykaledonien og skinnende Varmebkkener af
Messing fra de ldste mauriske Tider; afrikanske Fjerblter, der engang
har vret glade sorte Naturbrns eneste Kldedragt, og som nu hnger
skjdeslst kastede om Halsen paa en eller anden udstoppet Papegje;
Ddningehoveder grinende fra Egetrspanelet over Svalegangen,
Porcellnssager, Antikviteter og broget Nips paa Konsoller,
Bogskabsgesimser og udskaarne Skabe; Menneske- og Dyrskeletter i Krogene;
udstoppede Slanger, der snor sig om Fortepianobenene, og Ddningehnder,
der stikker op mellem Strengene; Emaille- og Mosaikarbejder i Bunke inde
i et eller andet antikt Mbel, Smyrnatpper ovenpaa hinanden, saa Foden
synker dybt ned, kort sagt, Luxus, Kunst og Excentricitet i den
forunderligste Blanding, et Musum, som man kan studere Uger igjennem
uden at blive frdig med, men paa samme Tid en Kunstners Arbejdsvrelse,
hvor man snart befinder sig vel og hjemligt. Det er tillige et
Skatkammer, rigt som en sterlandsk Fyrstes. Det er ikke blot Sager som
Saint-Marceaux's Harlekin, en af den moderne Billedhuggerkunsts
skjnneste Frembringelser, hvori der gjemmes Kapitaler; Alt har Vrd her,
lige til Trommen henne i Krogen, paa hvis Skind Detaille har malet en
skotsk "Piper". Pennen, hvormed hun skriver, er en Strudsfjer af sjelden
Skjnhed, og Brevpresseren, som hun lgger ovenpaa sine smaa Billetter,
en Emailleslange, besat med delsten. Hendes Atelier har slugt
Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og
naar hun lnge har vret ikke blot fattig, men i Gjld nsten til op over
begge rene, saa er ogsaa det vsentlig Skyld deri.

Efter den amerikanske Rejse er denne Gjld imidlertid kommen ud af
Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske
Kreditorer. De var saa graadige, at de tog nsten den hele. Lidt blev der
dog tilovers, og Sarah vil nu spare, fortller hun stadig sine Venner,
for engang at kunne realisere sin Yndlingsdrm. Den er ikke saa ilde,
denne Yndlingsdrm: et stort Herresde som Adelina Pattis i Skotland, kun
beliggende paa fransk Grund; det forstaar sig af sig selv. Sarah
Bernhardt er ikke blot fransk i Skind og Ben, hun er den mest inkarnerede
Pariserinde i hele Paris, og det er et stort Sprgsmaal, om hun i Lngden
vilde kunne trives paa sit Herresde, selv om det var nok saa
tusind-og-en-Natagtigt. Allerede nu har hun en lille Villa i
Saint-Adrosse ved Normandiets Kyst, hvor hun ligger paa Landet om
Sommeren. Men hver anden Dag er hun i Paris. Hotellet i Avenue de
Villiers kan hun ikke undvre. Stadig er der ganske vist en eller anden
Statue, som skal vre frdig, og som faaer Skyld for Parisertouren.
Sandheden er dog nok alligevel den, at der kun er een Luft, i hvilken hun
rigtigt kan leve, den, der er Blod af hendes Blod, Nerver af hendes
Nerver--kort sagt, Parises Luft.

Men flittig er hun imidlertid, ogsaa som Billedhuggerinde. Paa den anden
Side Haven ligger en lille Tilbygning til Hotellet, hvor hun har sit
egentlige Atelier, det, hvori der ikke causeres, men arbejdes. Her staar
hun ofte fra den tidlige Morgenstund med Mejselen i Haanden, ifrt sin
kokette Billedhuggerdragt, Benklder og Blouse af hvidt Flanel. De nre
Venner faaer Lov til at komme til hende her og passiare med hende under
Arbejdet; mere end een kan da ogsaa give Attest for, at Sarah Bernhardt
ikke blot signerer, men virkelig selv udfrer sine Statuer og
Basrelieffer. Hendes Mangesidighed maa ikke forundre, Som hun er
Pariserinde, er hun Kunstnerinde ud og ind. I Kraft af et ejendommeligt
kunstnerisk Instinkt bliver hun producerende paa alle Kunstens Omraader.
Hun havde kun modelleret en tre, fire Aar, da hun sendte sin bekjendte
Gruppe "Efter Stormen" til Salonen, og sex Maaneder efter, at hun havde
begyndt at male i Stevens Atelier, udstillede hun Billedet "Den unge Pige
og Dden".

Nsten daglig tilbringer hun nogle Timer fr Frokost i
Billedhuggeratelieret. Henimod Spisetid har der altid samlet sig
Besgende ovre i Modtagelsesatelieret, og i sin Arbejdsdragt lber hun da
over til dem for en halv Times Tid at passiare om Literatur og Theater.
Af og til hnder det, at hun bliver attrapperet paa Vejen af
Paatrngende, som vil opkalde Eau-de-cologne efter hende eller Sligt. Men
Blusen hjlper hende. "Tr jeg ikke sprge, om M'me Sarah Bernhardt er
tilstede?"--"Nej, Mama," svarer den overgivne Kunstnerinde og smutter
forbi, "er gaaet paa Prve og kommer slet ikke hjem idag." Som bekjendt
har Sarah en Sn paa atten Aar, et flinkt og dygtigt ungt Menneske, der
allerede er Theaterdirektr, idetmindste af Navn. Det er ham, den
ungdommelige Moder ved slige Lejligheder forestiller, og det morer hende
kosteligt.

[Illustration: Sarah Bernhardt i sin Spisestuestol.]

Nogle af de Besgende beholder den gjstfri Vrtinde altid til sit Bord.
Spisesalen inde ved Siden af Modtagelsessalonen er luxuris og
ejendommelig, om end ikke saa fantastisk udstyret som Atelieret. Den
faaer Lys fra et stort Vindue, i hvis Nische et Vildnis af Slyngplanter
boltrer sig, og hvor man stadig anbringer Frokosternes og Middagenes
Vindruer, Ferskener, Ananas, hvis fine Farver gjr deres Virkning i den
frodiggrnne Vinduesnische. Mblementet er af udskaaret mrkt Egetr i
gammeldags Stil; for Enden af Bordet staar en hjrygget mgtig Stol, det
er Husfruens Plads. Naar hun gaar tilbords, rykker hendes Kammertjener
den frem til hende og bliver da staaende bag den under hele Maaltidet.
Hun sidder der som en Dronning ved et Bord, der er rigt som en Dronnings.
Slebet bhmisk Krystal, Guld- og Slvservice, lydls, fornem Betjening
for hver Gjst, et udsgt Kjkken, kort sagt Alt, hvad der kan bidrage
til at forvandle Maaltidet til en sthetisk Nydelse. Ved dette Bord
holdes altid den gamle Regel om Muser og Gratier efterrettelig; i Regelen
sidder der kun en fire, fem gode Venner om det, og det er sjeldent, at
der ikke er et stort Navn i den franske Kunst eller Literatur mellem dem.
Alligevel fres der sjeldent nogen Konversation, i hvilken hun ikke er
den Aandfuldeste, og hnder det engang, at man kommer ind paa lrde
Themaer, hun ikke veed Besked om, forstaar hun hurtigt med en
Elskvrdighed, som er uimodstaaelig, at fre Samtalen ind paa et Omraade,
hvor hun kan vre med blandt de Frste, helst den Frste. Hun vil herske,
hun vil vre Dronning, omgiven af Dronningens Luxus og Hyldest; tillader
man hende ikke det, saa kommer det forkjlede Barns Luner op i hende og
faaer hende til at gjre gale Streger, som dengang hun forlod Thtre
franais. Men bjer man sig for hende, saa er hun trods sine tredive Aar
glad som et lykkeligt Barn, yndefuld og indtagende, saa at hun afvbner
selv de mest haardnakkede Modstandere.

[Illustration: Coquelin som "Don Csar".]

Coquelin i sin Loge,

Englnderne har opfundet et Slags literre Portrtskizzer, der er komne
strkt i Mode: Skildringen af bermte Personer _at home_. Genren har sit
Vrd. Man forstaar afgjort en Meissonier bedre, naar man har set ham ved
hans Staffeli, eller en Edison, naar man har fulgt ham i hans
Laboratorium.

Men det gjlder at finde Stedet, hvor de paagjldende Personer er
virkeligt hjemme, hvor de er helt sig selv. Man lurer sjeldent en stor
Taler synderligt af, fordi man seer ham i hans Spisestue, eller en stor
General, fordi man gjr ham Visit i hans Families Skjd. Der er selv de
Strste i Regelen kun ganske almindelige Ddelige. Coquelin skal man se i
hans Paakldningsvrelse, i hans "Loge", som Franskmndene kalder det.
Mellem sine Malerisamlinger og Bger i den elegante Lejlighed, han beboer
i Rue Lafayette, er han Kunstven og Forfatter; naar han under
Kammerforhandlingerne spadserer i _Salle des pas perdus_, omringet af
Deputerede og Journalister, der fritter ham ud om hans Mening, er han en
Politiker, der veed Besked; naar han overvrer Indvielsen af en Skole,
som er stiftet for hans Penge, eller naar han paa Valgdagen lgger sin
Stemmeseddel i Urnen, er han en god og samvittighedsfuld Borger; naar han
elegant, vittig og konversabel frdes i den store Pariserverdens Saloner,
er han Selskabsmenneske _par excellence_, og naar han paa Havres
Havnemole venter Monsieur Mayer fra London, er han en snild
Forretningsmand; men i sin Loge er han alt dette accessionelt ved Siden
af og samtidig med det, som han dog er frst og fremmest: Thtre
franais' uforlignelige Skuespiller.

Coquelins Loge svarer nu imidlertid heller ikke paa nogen Maade til det
Begreb, der ellers forbindes med en Skuespillers Paakldningsvrelse.
Naturligvis er Verdens frste Theater fornemt ogsaa bag det Tppe, som
skiller Publikum og Aktrer.

Naar man har passeret Administrationsindgangens grnne Cerberusportner,
kommer man ad en hvidlakeret, forgyldt Trappe med Brysselertpper,
Marmorbuster og Spejle op paa den ene Side til Kontorlokalerne, paa den
anden til det Allerhelligste, Skuespillerfoyeren, en fin Louis quatorze
Salon, hvor hver Plet paa Vggene er behngt med Billeder af bermte
afdde Artister. Korridoren, som forbinder den med Scenen, er et ikke
mindre imponerende Portrtgalleri, og selv hvor man ved Indgangen til
Scenen drejer af og klattrer op i de vre Lokaler, der ellers saa tidt i
Thaliatempler kun plejer at vre et primitivt Sammensurium af
halsbrkkende Hnsestiger og Loftsrum, der minder om
Marchandiser-butiker, selv der er Alt soigneret og nobelt: brede Trapper
med Mahognigelnder og Bastmaatter, Couloirer, som leder Tanken hen paa
Gjsteflje i en gammel Herregaard, hvide Porcellnsplader med
Kunstnernes Navne paa hver Dr. Men alligevel bliver man overrasket, naar
man aabner den, paa hvilken der staar _Coquelin ain_. Det er en formelig
Salon, man kommer ind i. Persiske Tpper paa Gulvet, gobelinsbetrukne
Kanapeer og Causeuser, Kunstbronzer paa Kamin og Skrivebord, hyggelige
Lamper med farvede Net over, der dmper Skjret, komfortabel Luxus, hvor
man seer hen i det store Rum. Vggene er fyldte med Malerier og
Akvareller, Pluraliteten forestillende Coquelin i hans forskjellige
Hovedroller, andre afbildende Scener fra Mrkedage i Theatrets Historie,
men alle signerede med bekjendte Navne og i Regelen forsynede med en
lille Notits paa Foden, der fortller, at de er Gave fra Maleren selv.
Rundtomkring ligger nysudkomne Bger og fintindbundne Manuskripter. Kun
et monumentalt Spejl paa Vggen mellem Vinduerne, med grnskjrmede
Lampetter op langs Siderne og med en Mngde smaa Glassker paa
Marmorpladen forneden erindrer om, at man er i en Skuespillers
Paakldningsvrelse.

Man er nu i Virkeligheden ogsaa ligesaa meget idetmindste i en Salon.
Coquelin tager imod i sin Loge. En Pariser har ikke Dagen disponibel til
at sladdre hen, allermindst en Pariser _en vidence_. Det paa alle
Punkter optagne Liv, han frer, stiller saa mangehaande Krav til ham;
naar han skal opfylde blot de Halve af dem, maa han tage vare paa
jeblikkene. Coquelin har et sjeldent Talent dertil. Alle sine Forhold
til Omverdenen gjr han af, mens han klder sig paa. Han er visibel hos
sig selv om Morgenen, naar han staar op, men efterat hans Vogn har hentet
ham ved Titiden og kjrt ham hans sdvanlige Tour, hrer Dagen hans
Arbejde til, og han er forsvunden for Enhver til om Aftenen, da den nye
Paakldning begynder. Han stter Folk Stvne paa Theatret, og de, der har
Venskabs- eller Forretningsforbindelser med ham, sger ham der. Den
grnne Portner ved Administrationsindgangen er hjlig fornrmet.
Trskelen, han er sat til at vogte, er ham en Helligdom, som efter hans
Mening ingen Profanes Fdder nogensinde burde have Tilladelse til at
overskride. Men hvert jeblik, naar han strkker sin sprrende
Cerberusarm ud og sprger _qui cherchez vous ?_ lyder Passeer-Parolen
_Monsieur Coquelin_ ham i ret, og han veed, at saa nytter der ingen
Indvendinger. I sin Loge er Monsieur Coquelin hjemme for Alle.

Dren til den staar ikke noget Minut. Frst kommer Vennerne, der "er i
Salen" og vil aflgge ham Visit fr Forestillingen. Det er Dagens
politiske og mondaine Historie, der repeteres. Coquelin er au courant med
Alt og interesserer sig for Alt. Ivrig, fuld af Liv vandrer han op og ned
af Gulvet og diskuterer og dokumenterer med denne Stemme, der ligesom
meisler hver Stning i Marmor. Det banker. _Entrez!_ Et lille koket Hoved
titter ind, men trkker sig strax igjen tilbage. _Pardon, je
drange.--Mais pas du tout, Mademoiselle, entrez donc_. Hun kommer for at
tale med ham om Rollen, han har lovet at indstudere med hende. Imorgen
ikke, saa skal han i Kammeret, og iovermorgen maa han til Havre for at
spille ved en Forestilling for Redningsmandskabet, men Dagen efter. Hun
takker, hilser let paa Salonens Gjster og forsvinder igjen. Men nppe er
hun ude, fr det banker paany. En ldre, ordinr Herre, der har pyntet
sig op til at skulle vre ung og elegant Han kommer overordentlig frejdig
og selvfornjet, men falder strax af, da han seer, at der er Folk fr
ham. Coquelin hilser skjdeslst; Manden faaer ham trukken hen i et
Hjrne og begynder en hviskende Samtale med ham. _Mais vous pouvez parler
devant ces Messieurs,_ afbryder Coquelin efter et jebliks Forlb; "det
er lutter Venner." Der udspinder sig saa en Forretningsdiskussion om
Tourner i Rusland, Amerika, Brasilien, Spanien. Siden Coquelin er
begyndt at rejse, vil Alverdens Impressarioer have fat i ham, og
allesammen har de Guld og grnne Skove at love ham. Han holder af at
flakke om. Med sin Evne til at nytte Tiden faaer han Alt at se i de
fremmede Lande, han besger, og med sin hurtige Intelligens opfatter han
strax selv det ham mest Fremmede. Det er en Maade at studere paa, siger
han, som opvejer alle andre, og i sin Kontrakt med Thtre franais har
han derfor ogsaa udtrykkelig hvert Aar forbeholdt sig to Maaneders Ferie,
som han selv kan tage, naar han vil. Planen til Amerikatouren er allerede
lagt, og han har Tilbud og Planer om mange andre. Disse Rejser forger
desuden de hundrede og tyve tusind Francs, Thtre franais aarlig
betaler ham, med rigelig ligesaa Meget til, og han er ikke mindst en
moderne Pariser i Trangen til at tage Penge ind. Allerede hans
Malerisamling koster ham uhyre. Hvert andet jeblik er der et Billede af
Millet eller Andre til en halvhundrede tusind Francs, som han ikke kan
modstaa Lysten til at kjbe. Saa ernrer han fattige Slgtninge og
stifter Legater, Alt det sluger Kapitaler. Han er ligefrem ndt til at
rejse. Men heldigvis forstaar han ogsaa til det at gjre sin Tid
frugtbringende. Saasnart han har nogle Dages Otium ved Thtre franais,
er han i en Haandevending i Bruxelles, Lyon, Anvers, Lille for at give
Gjsteforestillinger. Hr. Perrin er ingenlunde fornjet ved saaledes
aldrig at vide, om han har ham eller ikke har ham, men han gjr gode
Miner til slet Spil. Coquelin gaar det ikke an at stde, han er Theatrets
Grundpille, og han er paa Basis deraf dets virkelige Herre.

Det bliver imidlertid ved at banke. Der kommer en ung, mager, gardisthj
Herre med det rde Baand i Knaphullet; det er Deroulde. Coquelin iler
hen og trykker hans Haand, han hrer kjendeligt til de mest Velkomne. Man
har i Regelen meget tilovers for de Mennesker, for hvem man har gjort
meget; det er ogsaa Kjrnen i Venskabsforholdet mellem disse To og
overhovedet i Coquelins Forhold til en stor Kreds af Frankrigs yngre
talentfulde Digtere, Manuel, Guiard, Delair frst og fremmest. Han har
saa at sige opfundet dem; de har bragt ham deres Digte, han har reciteret
dem rundtomkring i Saloner og ved Soirer og paa den Maade skabt deres
frste Reputation. En ung Poet har han skaffet Forlgger, en anden hans
Tragedie antagen ved Thtre franais, han er efterhaanden bleven Forsyn
for hele den yngre lyriske Skole. Det kunde synes at staa i Modstrid med
Grundretningen i hans egen Kunst, men det er dog let forklarligt
alligevel. Coquelins Mesterskab er i frste Rang Kunsten _"de bien
dire"_. Derfor elsker han Verset. En af de Roller, i hvilke han er
uforligneligst, og den, som han selv stter mest Pris paa og paastaar,
han spiller bedst af alle, er Don Csar i Victor Hugos "Ruy Blas".

Atter banker det. Denne Gang er det ingen Gjst, men Regissren, der
kommer for at varsko frste Gang. _"Je serais prt, mon ami,"_ siger
Coquelin med et Smil og en naadig Haandgestus. Han har endnu knap begyndt
paa Paakldningen, og ti Minutter efter skal han staa paa Scenen, men
Regissren kjender ham og gaar. Han er paa Pletten, naar han skal vre
der, men heller ikke noget halvt Sekund fr. Stadig diskuterende med
Vennerne, som vil rejse sig, men som han beder blive, stadig modtagende
andre, der kommer, forsvindende et jeblik ind i det lille
Toilettekabinet, men fortsttende Samtalen gjennem Portiren, klder han
sig paa og maskerer sig med taskenspilleragtig Behndighed nsten, uden
at Nogen lgger Mrke til det engang. Hver Sminkestreg, han gjr, er han
sikker paa som paa Alt i sin Kunst. Det giver ham den overlegne Ro paa
saavel som bag Scenen, der er hans Styrke.

ngstelse og Nervsitet aner han ikke hvad er. Naar han rejser, bringer
han stadig i de Huse, hvor man har inviteret ham til Middag, sine Vrter
til Fortvivlelse. Man har sat Dineren tidlig og srget for, at den kan
vre endt saa betids, at han kan komme paa Theatret uden Forsinkelse. Men
det er ham selv, der trkker den ud. Hele Selskabet bliver ved ngsteligt
at se paa Klokken undtagen netop han. Endelig minder man ham. _"Tout a
l'heure,"_. svarer han og bliver ved at fortstte Samtalen. Og naar man
saa tilmed vidste, at dette Theater, som han nogle Minutter efter skal
spille paa for frste Gang, det har han aldrig set. Han har simpelthen
spurgt sin Ven Dieudonn, der stadig rejser med ham, om Alt er paa sin
Plads og i Orden; naar han har faaet Forsikringen derom, veed baade han
selv og hans Kammerater, at han ogsaa vil vre det, og at han vil spille
sin Rolle ganske paa samme Maade, som han har spillet den Hundreder af
Gange, uden at lade sig forstyrre i sin Ro af Nogetsomhelst.

I sin Loge holder han Diskussionen gaaende lige til det sidste jeblik.
Regissren kommer anden Gang og stikker Hovedet ind. _"On peut
annoncer,"_ raaber Coquelin til ham. Han gjr den sidste Sminkestreg,
retter Parykken foran Spejlet og rejser sig. Vennerne flger ham ned ad
Trappen, og man bliver ved at tale. _"A l'entreacte_," bryder han endelig
af; man hrer Maskinkarlen slaa Slaget, der annoncerer Aktens Begyndelse.
Coquelin staar paa Scenen, et Sekund, saa gaar Tppet op, og han er i
samme Nu helt og holdent den Person, han skal forestille.

Mens han spiller, et flygtigt Blik tilbage paa, hvorledes han er naaet
til den Plads, hvorpaa han nu staar. Han er en Bagersn fra Skjbstaden
Boulogne. Familien har gjennem lange Slgtled vret denne Stads og det
hderlige Bagerlaugs bedste Mnd. Der er endogsaa dem, der vil paastaa,
at man intetsteds i hele Frankrig kan faa saa magelst Hvedebrd som i
Boulogne. Det er Traditioner, der daterer sig fra meget langt tilbage,
Traditioner, som Slgten fler sig stolt over, og som den derfor kun med
stor Bekymring saae blive brudt, da dens Yngste, den attenaarige Jules
Constant, for en Snes Aar siden pludselig en skjnne Dag erklrede Papa
Coquelin, at han var kjed af at spadsere omkring i Boulognes Gader med et
Postejfad paa Hovedet, og at det nu var slaaet fast: han lagde den hvide
Hue af, der saa langt man kunde huske tilbage havde vret Coquelinernes
Adelssymbol, for at drage til Paris og paa et helt andet Felt vinde ny
Hder til det gamle Navn.

Papa Coquelin var imidlertid en fornuftig Mand, han indsaa, at det selv
ved en Bagerovn kun er Lysten, der driver Vrket, og at man aldrig kommer
nogen Vegne, naar den mangler. Jules Constant fik Lov til at gjre, som
han vilde, Han rejste. Fra en Boghandler i Boulogne fik han
Anbefalingsbrev med til Regnier, der dengang var Numer Et ved Thtre
franais, og hos ham prsenterede han sig da. Han vilde vre Skuespiller,
erklrede han, men kun, naar man troede, han kunde blive noget Udmrket.
Ellers rejste han tilbage og tog den hvide Hue paa igjen. Om man nu vilde
se, hvad han duede til.

De rvrdige Lrere ved Konservatoriet, til hvem dette Hverv som
sdvanlig blev overdraget, fandt ikke, at han duede til Stort. Og saa
fandt de ham altfor grim. "Det er jo en ren Trompetnse, han har," sagde
Augustine Brohan. "Og hvad der er det Vrste, han bruger den som en
Trompet," fjede Auber til. Han faldt igjennem ved Examen, og havde
Regnier ikke med sit sdvanlige glimrende Blik for, hvad der boede i den
unge Skuespiller, beholdt ham alligevel for at se, om han dog ikke kunde
faa Noget ud af ham, saa vilde Coquelin den Dag idag have vret Bager i
Boulogne og ikke Regniers Efterflger paa Thronstolen i Molires Hus.

Regnier blev hans Lrer og Opdrager. Han lrte ham frst og fremmest
Taalmodighed, det, som for alle Kunstnere, men for Skuespillere srlig er
saa noget nr Alpha og Omega: at studere og studere og vente ganske
rolig, til man virkelig har alle baade ydre og indre Betingelser samlede
for at kunne prstere noget Ordentligt. Selv efterat han i 1860 havde
faaet Konservatoriets frste Pris for Udfrelsen af en Crispinrolle og
baade Regnier og adskillige Andre ganske vel indsaae, hvad der boede i
ham, fik han ikke Lov til at rende af Skole, Regnier fortsatte sit
Opdragelsesvrk, og de smaa Roller, han i det frste Par Aar kom til at
spille ved Thtre franais--Gros Ren p "le Dpit amoureux", Bazile i
"Figaros Bryllup", Dubois i "Misanthropen", Loyal i "Tartuffe", o.s.v.
o.s.v.--var nrmest at betragte som en gradevis Vnnen til Ilden. Da han
endelig leverede Hovedslaget, var han frdig; Sejren kunde ikke udeblive,
og den udeblev heller ikke.

[Illustration: Coquelin]

En af Pariserkritikerne i Vlten har som jenvidne fortalt om denne
Triumf. Coquelin havde faaet en Rolle i et nyt Stykke, som Theatrets
davrende Direktr Thierry imidlertid af Hensyn til en ldre Skuespiller
atter maatte tage fra ham. Til Gjengjld gav han den unge Kunstner Lov
til at vlge, hvilken han vilde i det gamle Repertoire. "Saa vlger jeg
Figaro i "Figaros Bryllup"," sagde Coquelin strax. Det var et af de
strste Vovestykker, der kunde tnkes, men Thierry holdt altid sine
Lfter, og Coquelin fik Rollen. Alt gik godt, fortller den nvnte
Kritiker, til han skulde ind paa Scenen. Men da han frst var der, blev
han overfalden af en forfrdelig Frygt. Han begyndte at ryste over hele
Kroppen, Tungen klbede sig fast til Ganen, og han spillede de frste
fire Akter uden at vide af, hvad han sagde, med slvt Blik, mrkt
Ansigtsudtryk og halvkvalt Stemme, som et Menneske, der fres til
Retterstedet. "Men saa le dog, dit lille Dyr," hviskede Augustine Brohan
ganske sagte til ham; "le dog, Du er jo Figaro." Coquelin gjorde
imidlertid kun en fortvivlet Gestus, der betd, at han ikke kunde le.
Heldigvis er det parisiske Publikum yderst overbrende mod Debutanter.
Man ventede stadig. Femte Akt kom; det er den Akt med den bermte
Monolog. Det var dengang Mode i alle det gamle Repertoires komiske
Roller, srlig i Molires, at hlde over mod det Tragiske saa tidt, man
kunde. Denne Mode behagede ved det Nye og Dristige, der laa i den.
Coquelin havde i den Anledning fundet paa at gjre noget Lignende ved
Monologen. Han sgte at gjre den bitter, mrk og irriteret. Den strke
Sindsbevgelse, hvori han befandt sig, gav hans til daglig Brug
vibrerende Stemme endnu mere Udtryk, hans Mimik og Gestus endnu mere
Fortvivlelse og Vildhed. Han gjorde stormende Lykke. Man applauderede
uforbeholdent: man havde her en Mand for sig, der kunde vre paa een Gang
Scapin, Crispin og Figaro.

Han blev det hurtigt efter denne frste Sejr; han blev i disse tre og i
alle beslgtede Roller den mest uforlignelige Skuespiller, Thtre
franais rimeligvis nogensinde har havt. Og hvilken Mngde af dem har han
ikke trods sine knap fyrretyve Aar allerede spillet I Af alle Molires
Stykker er der siger og skriver kun tre, i hvilke han ikke er optraadt,
og han har i de tyve Aar, han nu har vret ved Thtre franais, spillet
ikke mindre end omtrent tresindstyve forskjellige Figurer alene i det
gamle Repertoire. I det moderne er hans Navn knyttet til nogle og tyve
Repriser af bermte Komedier, og samtidig har han skabt Hovedfigurer i en
tredive, fyrretyve nye Stykker. Vilde man med nogle enkelte Roller
markere Hovedpunkterne i hans Skuespillervirksomhed, maatte man frst og
fremmest nvne Figaro i "Figaros Bryllup", Mascarille i "les Prcieuses
ridicules", Gringoire i Stykket af samme Navn og Marcel i "Les Ouvriers"
(Arbejderliv). Han har aldrig havt mere uimodstaaeligt smittende godt
Humr, udfoldet mere gte komisk Liv end i de to frste af disse Stykker,
og han har aldrig talt til Hjertet som i de to sidste. Dog jo, han har i
sin sidste mesterlige Cration, den gamle Skuespiller i
Erckmann-Chatrians "Les Rantzau" gjort begge Dele lige uovertrffeligt
paa een og samme Tid.

Det er nemlig en Hovedejendommelighed ved Coquelin som Skuespiller, at
hans Talent saa at sige ikke kjender nogen Grndse. Hans Hovedstyrke er
at faa Tilskuerne til at rulle sig i Latterkrampe, men den nste Aften,
det nste jeblik kan han med samme Uimodstaaelighed lokke Taarerne af
det samme Publikums jne. Han har den ene Dag spillet Scapin og den nste
Jean Dacier, Hovedfiguren i en moderne Revolutionstragedie af samme Navn.
Forbausende er det, til hvilken Grad han forstaar i Stemme, Mimik,
Holdning og Alt at kaste sig selv fuldstndig bort og paa Scenen
udelukkende vre de Figurer, han fremstiller. Han tager dem af og paa med
samme virtuosmssige Lethed som Kostumet, der hrer til dem. Det er
forklarligt; hver lille Gestus, hvert Tonefald, hvert Blink med jnene er
vejet og prvet i Maaneder, fr det blev slaaet endelig fast. Coquelin
overlader i sin Kunst Intet til tilfldig Inspiration.

Saa spiller han da, og Publikum jubler og applauderer. Han er forgudet og
forkjlet som en Primadonna. Og han stter Pris derpaa. Har Bifaldet en
enkelt Gang vret kjligere end sdvanlig, er han forstemt, har det
rystet Huset, straaler han som en Debutant, og naar Vennerne atter kommer
op i Mellemakterne, er en Samtale om, hvorledes de enkelte Repliker har
slaaet an, altid det Frste, hvormed der begyndes, selv om man ender med
Drftelsen af helt andre Materier. Og det gjr man tidt. Er der vigtige
Forhandlinger i Kammeret, saa at Mderne er trukne ud til hen paa
Aftenstunden, er Coquelins Loge det Sted, hvor man sikkrest kan hente
Nyheder fra dem. Han faaer Alt berettet pr. Depesche fra selve Palais
Bourbon. Man har drevet Spot med denne hans Politiseren og med hans nre
Forhold til Gambetta. Man har havt Uret, det er kun tomme
Vittighedsmagere, der kan gjre det, Coquelin har vist, at man kan vre
en stor Skuespiller og en brav Borger ved Siden af. Han er af et andet
Kuld end sine Forgjngere i Molires Hus. Han henter ikke sine
Inspirationer paa Knejpen, han er sober som de Frreste, til sine
Maaltider nyder han kun Vin og Vand og udenfor dem aldrig det Mindste.
Han hrer til det moderne Frankrig, det, der veed, at i vore Dage naaer
man kun en Frsterangs-Position gjennem et Liv i uafbrudt Arbejde. Men
det, at han i Intet er _cabotin,_ at han i samme jeblik han stter sin
Fod udenfor Scenen er en _homme srieux_ med alsidige Kundskaber, alsidig
Dannelse og Interesser for Alt, det er det netop, der har bidraget til at
lfte den moderne franske Skuespillerstand ud over den halvt deklasserede
Stilling, den saa lnge havde indtaget. Naar man nu vil kaste den den
gamle Haan i Ansigtet, rejser Opinionen sig som een Mand mod Fornrmeren.
Det har vist sig saa tydelig, som nskes kan, for nylig ved Bladet
"Figaros" og Hr. Mirbeaus Angreb. Med Gots reslegion er den sidste Rest
af Skuespillernes Undtagelsesposition forsvunden. Og det er Coquelin, der
har fremtvunget dette Kors. Han har ikke blot gjort det direkte ved atter
og atter at tage Ordet for sine Kammeraters Ret til at blive betragtede
som alle andre Borgere, han har gjort det endnu mere indirekte ved sit
eget alvorlige, hderfulde Liv. Han er en ny Skuespillertype, og han vil
faa Efterflgere. Komdieforfatterne vil maaske have Grund til at beklage
sig derover; de faaer ikke lnger Figurer som Kean og Garrick at skrive
om. Men ellers er det vanskeligt at se, hvem der skulde lide derunder.
Nppe Kunsten, og nppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst.

[Illustration: Coquelin som Florence i "Les Rantzau"]

Cherbuliez i sit Arbejdsvrelse

Mens Millionen og de Fremmede breder deres Herredmme videre og videre ud
over det moderne Paris, forvandler dets Fysiognomi og umrkeligt gjr det
til en hel ny Stad, er der dog een Part af Byen, hvor denne Erobring
synes at finde et Bolvrk, som den ikke kan bryde, hvor de gamle Huse og
Gader staar endnu, hvor Srprg og Vaner, hvor Karakteren, som det hele
Liv har; er saaledes, at den nuvrende Generations Fdre og Bedstefdre
vilde kjende sig igjen og fle sig hjemligt der, hvis de kunde staa op af
Graven. Denne Part er den venstre Seinebreds Paris. Det begynder saa
smaat at skrumpe ind ganske vist; det kan ikke vise noget Sidestykke til
Quartier de l'Europe eller til den som af Aladdinsaander bebyggede
Monceauslette, det inkorporerer ikke Dag for Dag bredere og bredere
Blter af Banlieuen, tvertimod, det er ligesom det visnede lidt i Kanten,
de yderste Partier bliver folketommere, falder hist og her i Ruiner,
glider over til at blive en Mellemting mellem Landsby og Stad. Men ikke
desto mindre er det dog ogsaa af vore Dages Paris endnu stadig en saa
vsentlig Del, at der maa regnes med det. Det er mere endnu. Det er som i
den stolte katholske Kathedral det lille Kapel, der gjemmer Kisten med
Helgenens Relikvier. Tinder og Taarne og Hvlvinger med deres Marmor og
Guld og Lys og Billeder er kun byggede udenom dette Kapel. Til dets
Forherligelse er den hele Pragt der; det er i Virkeligheden det, der har
gjort Kirken stor, og det er stadig Sjlen i den, For dets Skyld kommer
de rette Pilegrimme, ved det holder de sande Troende deres Andagt.

De gamle Kvarterer paa den venstre Seinebred gjemmer endnu Paris's egen
srlige Individualitet, det, der har skjelnet denne forunderlige By fra
alle andre og gjort den til, hvad den er. Millionrpaladserne har rejst
sig, de Fremmede er komne, Verdenskaravanseraiets Stimmel og Glands er
kommen, men det er som Kathedralen Altsammen kun voxet op, fordi der var
Noget, som kunde bre et saadant Relief. Og dette hemmelighedsfulde,
uhaandgribelige Noget fylder endnu Luften i de snevre Gader mellem
Sorbonne og College de France, mellem Acadmie des beaux-arts og cole
polytechnique og den lange, lange Rkke af Videnskabens og Kunstens
Hjskoler, der klemmer sig sammen her paa en ganske lille Part af den
store Bys Grund; Rastaqouairen og Amerikanermillionren, Boulevardieren,
Kokotten og Alt, hvad der er i Slgt med dem, kan ikke trives i denne
Luft, den gte Pariser derimod er frst rigtig i sit Element, naar han
indaander den. Af Intelligensens Paris boer ni Tiendeparten paa den
venstre Seinebred.

I Rue Gay-Lussac, en af dette Kvarters venligste og aabneste Gader, og i
den Del af den, hvor Sol og Blomsterduft fra Luxembourghaven frit kan
strmme ind, har det franske Akademis sidstvalgte Uddelige, Victor
Cherbuliez, sit Hjem. Det er helt paa den anden Side Pantheon, han boer.
Han siger nok selv, at det er af Hensyn til hans Snner, der har deres
Lyceer herude, men i Virkeligheden tager man dog nppe fejl ved at sge
den egentlige Grund dybere. "Man har det ogsaa fredeligere her," fjer
han til; "selv ved Gadestjen er der noget Douce, saa den ikke generer,
jeg har en Fornemmelse, som om jeg ikke vilde finde Ro til at arbejde,
hvis jeg kom over paa den anden Bred." Det er just Sagen. Han er
instinktmssig rykket saa langt fra Millionens Paris, som han kunde
komme; Feberen i dets Liv, de skrigende Toner i dets Larm, Guldets Raslen
og Reklametrompeternes Skingren har skrmmet ham. Han er saa lidt i Slgt
med Alt det, som Nogen kan vre. Skjndt fdt Genfer har ikke blot Loven
givet ham parisisk Borgerret, hans Gjerning har gjort det fr den og
varigere end den. Men i Verdensstadens tumlende Offentlighed er han
aldrig bleven nogen Person _en vue_, han hrer ikke til den Slags
Parisere _en vidence_, der samler Oplb, hvor de viser sig; den store
Hob kjender ham ikke, han kan spise sin Frokost paa Caf Caron, uden at
Nogen i Lokalet veed, hvem han er, og lgger Mrke til ham. Han staar som
Reprsentant for det Paris, som man ikke seer, og som ikke gjr Sprl,
men som dog er Sjlen i den store By, for Intelligensens stille,
arbejdende Paris paa den venstre Seinebred.

At trnge ind til en rigtig Pariser _en vidence_ er omtrent ligesaa
vanskelig en Sag som at komme med til en Premire. Han er paa sine
Enemrker en Konge, der hyller sig i utilnrmelig Majestt.
Tjenestepersonalet har de strengeste Ordrer til at holde Alle paa
Afstand. Lykkes det end undertiden ved Hjlp af nogle Francsstykker at
passere Portneren, saa lader Forgemaklakajen sig dog ikke bestikke. Det
nytter kun lidt at sprge ham, om hans Herre er tilstede. Han svarer kun
med et medlidende Smil. Det er ham, der holder Forhr. Han gjr det uden
Personsanseelse; selv en "Monsieur dcor", hvem der dog ellers allevegne
i Paris bliver vist Hensyn, respekteres ikke. Frst naar han har leveret
Fyren med Silkelggene tilfredsstillende Oplysninger om, hvad han hedder,
og hvad han er, og hvad han vil, meddeles det ham naadigt, at Husets
Herre tager imod mellem Elleve og Tolv den og den bestemte Dag i Ugen.
Han har saa Tilladelse til at komme igjen og antichambrere. Paa den
venstre Bred kjender man derimod ikke saadanne Formaliteter. "Hr.
Cherbuliez," siger den gamle Portnerkone, "jo, det er her; Herren er lige
kommen ind fra Landet. Anden Sal over Entresolen, Dren tilvenstre. Men
De maa ringe lidt strkt, for Pigen deroppe er noget dv." Hun er saa dv
tidt, at det bliver Fruen, der lukker op. Man bedes vente et jeblik,
mens hun underretter sin Mand om Besget. Men maaske er han beskjftiget,
han maa paa ingen Maade lade sig forstyrre, man kan saa udmrket godt
komme igjen paa en anden Tid, hvis det er mere belejligt. Man forstyrrer
aldeles ikke, svarer hun venligt, det vil vre hendes Mand en Fornjelse
at se En, han skal komme ligestrax. Man gaar da ind i Salonen. Det er en
lille, hyggelig Stue med Mahognimbler, Stil _premier empire_,
Divantppe, mange Blomster ved Vinduet, mange Malerier paa de mrkrde
Vgge, men uden nogensomhelst moderne parisisk Luxus, uden Elegance
engang, en jvn, lidt gammeldags Salon, gjennemtrngt med den Parfume af
pudset og skuret Renhed, som Vrelser har, der staar til Stads og kun
bliver brugte ved hjtidelige Lejligheder. Efter nogle faa Minutters
Forlb kommer den lille, venlige Frue tilbage og hilser fra hendes Mand,
om man ikke vil flge med ind i hans egen Stue. Luften er en Smule klam,
og der er lagt i Kaminen hos ham. Man synes nsten allerede, man mrker
Varmen; det er en ganske anden Modtagelse, end man er vant til i Paris.
Man har en Fornemmelse, som om man var mange Mile borte, i saadant Noget
som en nordisk Prstegaard paa Landet.

Det er netop ogsaa Indtrykket, Cherbuliez' Arbejdsvrelse gjr.
Fuldstndig Studerekammerstil: en hj Pult, ved hvilken man skriver
staaende, to store Lnestole med brunt Saffiansbetrk, en dito Sofa af
gammeldags Snit og saa forresten kun Bogreoler. De er af ulige Strrelse
og forskjellig Slags Tr, jensynlig anskaffede efterhaanden som
Bibliotheket voxede, men nu proppede fra verst til nederst. Revuens
orangegule Hefter ligger klemte ind allevegne, hvor der er mindste Plads
over de staaende Rkker, men ivrigt staar den hele Armee i snorlige
Parade som et preussisk Regiment. Kun Uniformerne er noget brogede. Gamle
Volumina i Lder og Folio skifter med smaa, kokette, rde Maroquinsbind;
mellem lange Suiter af Klassikere i falmet Shirting skubber gule
Calman-Levyske og blegblaa Dentu'ske Papirsrygge sig ind og drager
moderne Striber. Der er i Virkeligheden Lidt af Alt i denne Samling, mest
historiske Vrker og Forfattere fra Encyklopedistperioden maaske, men
forvrigt hele den franske Litteratur, lige til de seneste Dage
reprsenteret ved Alt, hvad den har af Fortrffeligt. Dertil tydske
Filosofer, grske Poeter og politiske Brochurer i Mngde. Cherbuliez har
i sin Ungdom studeret flere Aar ved tydske Universiteter, han er Sproget
fuldkomment mgtig, og han har endnu Hegelianeren siddende i Blodet. Hvad
Grkerne angaar, saa er de saa at sige hans Yndlingslekture. Han lser
dem i Grundtexten, og han har for Vane at gjre det hver Morgen, fr han
tager fat paa sit Arbejde. Det er i Athen, at han har "fundet sig selv",
som man siger. Mellem Akropolis's Ruiner har han i Virkeligheden skrevet
sit Debutarbejde "le cheval de Phidias", og paa Bunden af de jne,
hvormed han seer paa Menneskene og paa Tilvrelsen, ligger der stadig et
Skjnhedsindtryk, som stammer derfra.

En halv Vg er tom for Reoler, og paa den hnger det Eneste, som pynter
op i Stuen. Det er netop frst og fremmest en Gjengivelse i Gibs af en
Part af Parthenonskavalkaden, det Fragment, som har givet ham
Inspirationen til "Phidias's Hest". Dernst er det et Fotografi af den
milesiske Venus, et Portrt.

[Illustration: Victor Cherbuliez.]

Cherbuliez' Haandskrift.

Dante i hans Ungdom efter en Fresko, der for nogle Aar siden er opdaget i
Florents, samt endelig i Glas og Ramme et Stykke gammelt, optrevlet,
graaagtigt Lrred, en Rest af Tassos Skjorte, med en Haandskrift af
Lamennais, der bekrfter gtheden. Endnu et Par enkelte Malerier,
stemningsfulde Landskabsbilleder, paa Kaminen Portrter af hans Kone og
Snner og af Buloz, "Revue des deux monde"'s Stifter, en bred
Solskinsstrime faldende ind fra Vinduet, og man har hele Vrelset.

Ligefrem, fordringsls, venlig som det er Cherbuliez selv. Ved det frste
jekast har han i sit Ydre noget strkt udprget Militrisk, det er
Infanterikaptejn-Typen, som man kjender den fra de smaa franske
Provindsbyer. Men saasnart han taler, gaar det bort. Det var kun
Ansigtsformen, Overskgget og den store Imperial, det skyldtes; jnene
forandrer Udtrykket fuldstndig. De er smaa, uden Glands, af ubestemmelig
Farve, men der er i dem dette ejendommelige dybe Blik, der ligesom seer
igjennem den, de hviler paa. Naar man vil huske Ansigtet, er det kun dem,
man mindes: det Hjertelige, nsten Blde i dem, som dog, synes man, ved
en ganske lille Nuance maatte kunne blive strengt ogsaa, deres
forunderlig rolige Klarhed fremfor Alt. Disse jne giver Cherbuliez helt;
han er, som de fortller. Han hrer ikke til Tidens nervse, forpinte,
snderrevne Aander. Den vilde, trsteslse Utilfredshed med Existensen,
som prger Perioden, hvori vi lever, og som i hele Menneskeslgtens
Historie maaske ikke har havt noget Sidestykke undtagen netop i den
antike Verdens sidste Dage, ved det romerske Kejserriges Forfald, denne
Utilfredshed finder ikke nogen Apostel i Cherbuliez. Han flygter ikke,
som hans Kolleger paa den anden Side Rhinen gjr det i deres historiske
Romaner, fra en Verden, der er dem uudholdelig, bort til helt andre Tider
og helt andre Slgter, og han brer sig heller ikke ad--hvad der tilsidst
kommer ud paa det Samme--som hans Landsmand Zola med Disciple: giver det
malcontente Hysteri Luft i en Fremstilling af Jorden som et Helvede,
befolket af lutter Djvle. Han er for meget Franskmand til det. Han kan
sin Schopenhauer og Hartmann paa Fingrene, men han har lst dem med samme
Forsigtighed, med hvilken Lgen gaar til en Epidemipatient. Han har
garderet sig med sin sunde romanske Optimisme, og han er ikke bleven
smittet. Han skildrer de Mennesker, mellem hvilke han lever, ikke blot
fordi den Digtform han har valgt til sin, Romanen, efter hans Mening
aldrig kan faa blivende Vrd undtagen som Gjenspejling af Forfatterens
Tid, men ogsaa fordi disse Mennesker er ham meget interessante og med
deres Fortrin og Fejl ganske sympathetiske. Han skildrer dem, som han
seer dem, og det er hans Overbevisning, at de er, som han seer dem, det
vil sige hverken helt Engle eller helt Djvle. Med Forkjrlighed vlger
han just de mest sammensatte Naturer, i hvilke baade Godt og Ondt er oppe
og strides om Overtaget. Han er i Fremstillingen af denne gte
menneskelige Kamp bestandig rolig og lidenskabsls; han kan vre ubjelig
haard, men han er frst og fremmest uendelig human. Det absolut Hsliges
Berettigelse i Kunsten anerkjender han ikke, fordi han i Livet selv kun
seer det som en Undtagelse; endog de sorteste af hans Figurer har deres
sympathetiske Side. Meta Holdenis staar som et slaaende Exempel. Da hans
Fortlling frste Gang blev offentliggjort i Revuen, modtog han fra alle
Sider Brev paa Brev, hvori man bad ham ikke lade denne unge Kvinde, om
hvilken han havde forstaaet at samle saa megen Interesse, ende altfor
trist, og med Revuens Udgiver var han nrved at brouillere i Anledning af
Romanens Slutning. Buloz havde i den Grad forelsket sig i Meta, at han
endogsaa en Stund gik omkring og drmte sig et Pendant til hende, der
kunde blive hans Sekretr.

Som han sidder der og strammer den sorte, stukne Hjemmefrakke omkring sig
og skyder de store Lnestole hen til Kaminilden, for at man skal sidde
mere hyggeligt og passiare, er Cherbuliez netop den vindende, elskvrdige
Personlighed, man har forestillet sig efter hans Romaner. Han har rejst
meget og seet Meget, han har lst og tnkt mere end de Fleste af hans
Samtid. Valberts Artikler (det Pseudonym, hvorunder han skriver i Revuen)
er der for at vise, med hvilken alsidig Sum af Kundskaber han sidder
inde, og med hvilken moden, overlegen Klarhed han seer paa alle Fnomener
i sin Tid. Mildere, mere overbrende i sine Domme, doucere og lempeligere
i sin Maade at fremstille Alting paa, kan alligevel Ingen vre end han.
Han har i sin hele Form den soignerede Hflighed, den fine Delikatesse,
som jo iflge en ldre Generations Beretninger engang synes at have vret
typisk national hos Franskmndene, men som nu ogsaa i dette Land findes
hos altfor Faa, og det er nsten, som om denne Hflighed, denne
Delikatesse forbd ham at bruge et strkt Udtryk, der kunde skurre i
Samtalen, fremstte en afgjrende Mening, som han ikke var sikker paa
deltes af den, med hvem han taler. Man har undret sig over, at han, der
dog ved de nvnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en
Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bjer sig
for, at han aldrig har sgt at komme til at spille nogen Rolle i det
offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som
Forfatter og ikke som Menneske. Han er den stille Studiets Mand; paa
Politikens Arena, hvor der skal skubbes og puffes og skraales hjt, vilde
han fle sig som en Troubadourridder i Artillerikamp. Og saa har han
desuden en vis Respekt for det hele moderne politiske Vsen. Han har i en
af sine Romaner givet sit Syn paa Sagen. Siden Revolutionens definitive
Sejr drives der efter hans Mening egentlig slet ikke Politik i Frankrig.
De Revolutionre har som Program kun Agrarlove samt Afskaffelse af Staten
og Vaabenmagten. For de andre Politikere, siger han, er det store
Sprgsmaal kun et Sprgsmaal om Indflydelse, og hvem der skal udve den.
Enhver vil vre en Allerhelvedes Fyr, det vil sige et Menneske, som man
hrer paa, naar han holder Taler, som man skynder sig at tilfredsstille,
naar han forlanger Noget, og som skrmmer, naar han truer. Det
republikanske Frankrig er en Armee; der har flt Trang til at fornye sine
Kadrer: det er det, man kalder de nye sociale Lag, der skal frem.
Monsieur Jourdoin efterabede Greverne og Marquierne og fandt sig yderst
hdret ved at have dem tilbords; nutildags siger Monsieur Jourdoin til
Seigneur Dorante: "Du er frdig, min Ven, gaa din Vej, for at jeg kan
komme til."--Cherbuliez bryder sig ikke om "at komme til". Han befinder
sig mange Gange bedre i sin Lnestol ved Kaminilden, end han vilde gjre
det paa en Ministertabouret, og er der Noget i denne Verden, som han kun
kan se den sorte Side ved, saa er det Guldkalvsdyrkelsen. _"Non,
certainement, je n'aime pas le million,"_ siger han, og der gaar gjennem
de smaa jne et Glimt, som ikke har Spor af Bldt eller Venligt ved sig.
Det supplerer Bekjendelsen og overstter den i et mindre afdmpet Sprog.
Millionen er hans _bte noire_, med hele den Verden, der drejer sig om
den, har han og vil han Ingenting have at bestille. Paa sin venstre
Seinebred frer han med sin Hustru og sine Brn en stille, borgerlig,
arbejdsom, fredsommelig Existens. Tidlig om Morgenen gaar han til sin
Skrivepult, regelmssigt, nsten paa Klokkeslet, som Kontoristen gaar paa
sit Kontor. Han skriver sit bestemte Antal Timer, langsomt, formende,
filende, glattende paa hver Stning, til den er netop, som han vil have
den. Det er ingen af Lidenskaber forpint og snderreven Sjl, der faar
Luft i pludselige Improvisationer. Kjender han til Feber under Arbejdet,
saa er det kun den, som selve Undfangelsen frer med sig, og dens Smerte
har paa Bunden en uendelig Nydelse. Saaledes gaar hans Liv Dag efter Dag,
og dette Liv giver ham den Ro og Tilfredshed, der er Alt, hvad han
forlanger af Verden, den "grande tranquillit", der er Lykken for ham og
hele den Race af Mennesker, for hvilken han staar som Reprsentant.




DE FREMMEDE I PARIS.


Paris's Fysiognomi vilde ikke vre parisisk, ialfald ikke moderne
parisisk, uden de Fremmede. De giver det paa ingen Maade de Trk, der
udgjr dets virkelige Charme, dem, som man kommer til at holde mere af,
jo njere Bekjendtskabet bliver, men de giver det mange af dem der
springer mest i jnene. Det er ikke Pariseren, der gjr Gadelivets
Kolorit broget. Han er selv en douce Fremtoning, hvis Stolthed er at vre
korrekt og at undgaa Sprl. Det er den trnede Touristbritte og den
dandypyntede Ibenholtsneger, det er Asiater og Afrikanere med
Silkekaftaner og spraglede Burnus, med Diamantagraffer og blaa
Saffiansstvler, det er den kasserolrde Indianer og den guldgule Indier,
det er denne aldrig endende etnografiske Revue af Mennesker i alle
Kulrer og i alle Verdens Kustumer, der frembringer Boulevardbilledets
Farveorgier. Og tildels paa samme Vis gaar det med Pariserlivet;
Effektstaffagen og Effektscenerne i det, Alt det, der gjr mest skrigende
Staahej, faaer sit Materiale for en vsentlig Part fra den store
Fremmedlegion af Tapageur-Publikum, hvormed samtlige fem Verdensdele
rekruterer Paris. Den er bleven en Prtorianerkohorte, som, samlet ved
alle Midler af Verdensdronningen selv, nu har ranet Magten til sig og
frer sig op som Herrer og skriver hende Love i hendes eget Slot.

Fr Tredive, fr Otte og Fyrre viste den Fremmede sig kun kometagtigt paa
Pariserhimlen. Hvad han nu end var for en Slags Potentat eller Nabob, en
exotisk Mrkvrdighed var og blev han, der kom og saae og blev set paa
med store jne og saa forsvandt igjen uden nogensinde at dukke klart frem
af sin halvt eventyrlige Dunstkreds. Frst da Revolutionsideerne begyndte
at gaa deres Gang over Evropa, og da Reaktionens Offre fra alle Kanter
vendte sig til det frie Frankrig for at finde Asyl, kom der en virkelig
Fremmedkoloni i Paris. Man tog med aabne Arme mod de tilstrmmende
Emigranter. Man tog imod dem som det, de i Virkeligheden var: Blomsten af
det liberale Europas Intelligens, og man indrmmede dem en fremragende
Plads i sit Samfund. De samlede store Kredse omkring sig; man hrte paa
deres Taler og Foredrag, man lod sig belre og begejstre, og let
tilbjelig som man var til at passioneres, rejste man dem formelige
Pjedestaler. Folk som Mizkiewitz og Kossuth blev Heroer, som kun Faa af
Franskmndenes Egne naaede op i Hjde med.

Fra den Tid har de Fremmede faaet Borgerret som et Element i
Pariserlivet, og fra den Tid er de stadig komne til at spille en strre
og strre Rolle i Paris. Men deres Type har ungtelig i Aarenes Lb
undergaaet meget vsentlige Metamorfoser. Den chevalereske Polak og den
idealistiske Tydsker er forsvundne med den Periode, for hvilken de stod
som Reprsentanter; Rastaqouairen og Amerikanermillionren har taget
deres Plads i den moderne Million-Metropol, i det uhyre
Verdenskaravanserai, hvortil Dampen og hvad der kom i dens Flge:
Distancernes Forsvinden, den store Industri og de store Formuer i en
Menneskealder har forvandlet Frankrigs Hovedstad.

Skjndt Fremmed er Rastaqouairen en moderne Pariserfigur af reneste Vand;
han er det i den Grad, at han er utnkelig, umulig noget andet Sted. Han
kommer fra Egne af Verden, over hvilke der endnu ligger Slr af noget
Halvdunkelt, Eventyrligt, fra Brasilien eller Peru, fra en eller anden
sydamerikansk Republik, som man knap kjender af Navn, til Nd fra
Portugal, Spanien eller Rumnien, helst fra et Sted med uudtaleligt Navn,
der holder Sprgsmaalet om Nationalitet og Verdensdel i ubestemt Taage.
Hans eget er ligesaa langt som imponerende. Det vrimler i det med
Santa'er, med da'er og di'er og y'er, og det hnder aldrig, at der
mangler en Marquis-, en Vicomte-, en Chevalier- eller endnu finere Titel
foran det. Hans Bryst er bedkket med Stjerner, om hans Hals hnger der
Ordensbaand i alle Regnbuens Farver. Hans Paakldning er rig, men
elegant, hans Holdning kavallermssig, hans Optrden en Grandseigneurs.
Ingen, der seer ham, kan vre i Tvivl om, at han er et Vsen af Race. Den
let broncerede Tone, som fjerne Landes Sol har givet hans Teint, og den
fremmedklingende Dialekt i hans flydende Fransk forger kun det Aparte og
Distinguerede ved hans Person. Men hvad han mangler, det er netop det,
der udmrkede hans Forgngere i Fyrrerne og Halvtredserne. Han er hverken
nogen Ideernes Helt eller nogen Intelligensens Mand. I hans Hjerne er
visse srlige Rastaqouairorganer blevne uforholdsmssigt udviklede paa de
andres Bekostning, og ved hans Fysiologi er der yderligere den store
Mrkelighed, at han er kommen til Verden ganske uden Hjerte. Skulde det
vre Aand og Talent, Kundskaber eller blot Dyd og gode Sder, der
bestemte hans Plads ved Verdensdronningens Taffel, saa vilde han ikke
engang komme til at sidde nederst, han vilde ikke engang faa Lov til at
staa paa Trappen og fange Lugten op, man vilde anbringe ham saa langt
borte som muligt i en Baggaard. Da hans Pretensioner nu imidlertid gaar
ud paa ikke blot at vre med til Gildet, men at bnkes til Hjbords
endogsaa, saa maa han kjbe denne Ret paa anden Viis. Han er saa heldig,
at de Valeurer, han kan byde som Betaling, i vore Dage har naaet en Kurs,
der er svimlende hj.

Rastaqouairens Rolle i Pariserlivet er et Resultat af Reklame. De
omtalte, srlig udviklede Hjerneorganer hos ham huser en Evne til at
gjre Opsigt, i hvilken han har sin Specialitet, sin Styrke, den eneste
Mulighed for sin Position. Hele det Paris, der gjr Spektakel og springer
i jnene, fylder han med sin Person. Han viser sig ostentativt overalt,
hvor der er Lejlighed til at blive set, han kjrer i Boulogneskoven med
isabellafarvet Forspand, han holder de dyreste Maitresser og de
extravaganteste Hoteller, han sprnger Klubbernes Spillebanker eller
taber Hundredetusinder til dem paa en Aften, han holder mystiske Orgier
paa de store Natterestaurationer, han laver sig romantiske Amouretter med
racebeslgtede exotiske Prinsesser, og han srger omhyggeligt for, at
alle disse hans Bedrifter, tilbrlig stiliserede og forstrrede, bres
paa Rygtets Vinger ud til Alverden. Den Rubrik i Boulevardbladene, der
frer Titelen _"Echo de Paris"_ har han efterhaanden fuldstndig erobret.
Han har gjort det dels ved liberale Pengelaan til Journalisterne, dels
ved store Dinerer og Lfter om Dekorationer fra de fjerne Hoffer, hvor
han er altformaaende, dels endelig ved direkte Kjb. Han har Maanedskonto
med Bladet, og det beregner ham Omtalen af hans Extravagancer efter fast
Taxt. Hans Navns Nvnelse i Forbindelse med en opsigtvkkende Premiere er
kun en Forretning paa nogle Louisd'orer, sin Stald eller sine
Elskerinders Toiletter kan han faa beskrevet for et Par hundrede Francs,
men falder han undertiden paa at unde sig et Causerie, i hvilket man gjr
ham--under let gjennemskuelige Chiffre naturligvis--til Helt i en
Historie, hvorom "hele Paris" vil tale, maa han kjbe denne Luxus
med Tusender.

Der er to Arter af denne moderne Type: de, der har Penge nok til at fylde
i Rabaldermolokens Svlg, og de, der mangler det frste Forndne, Basis
for den hele prangende Svindelbygning, Guldfundamentet, hvorpaa den
hviler. Forskjellen har dog ikke Stort at sige; de Frste vedbliver at
fre deres larmende Karnevalstrain, til Dden gjr Ende paa det, de
Sidstes Existens sprnges en Dag i en enorm Skandale, men saalnge det
gaar, er det de samme Midler, hvormed der virkes, og de samme Maal, der
strbes henimod. Man rkker derfor ogsaa broderligt hinanden Haanden og
tumler afsted i samlet Trup. Den Enes Kredit styrker den Andens,
Glandsen, som man slaar sammen, bliver blndende, og den store Hob staar
betagen, imponeret af det stjende Festbakkanal.

Ved Siden af Styrken, som dette indbyrdes Sammenhold giver, har
Rastaqouairefamilien imidlertid ogsaa udenfor sin egen Kreds mgtige
Allierede i det moderne Paris. Frst og fremmest har den Vrimmelen af
landflygtige Exmonarker. De giver kun grumme ndig Slip paa Fiktionen af
endnu at fre et Hof, og skal de lave sig et, kan de ikke vre
njeregnende med, hvordan det sammensttes. De aabner da Portene paa vid
Gab for Rastaqouairen, de skaber ham fast Grund under Foden, og de giver
ham en Fernis til at smre over sin Forlorenhed, saa han nsten kan gaa
og gjlde for Mahogni.

Dernst har han sin store Forbundsflle: Amerikanermillionren. Det er en
Race, der er meget nr beslgtet med hans egen. Den har ikke hans
prangende Navn, hans Ordener og hans personlige Distingverthed, men den
har til Erstatning sine fabelagtige Miner hinsides Atlanterhavet. Der er
over disse Miner en Flig af det samme mystiske Slr, som indhyller
Rastaqouairens Land og Oprindelse; man kan ikke altid med absolut Vished
sige, om Metalaarerne, hvoraf der ses eller er st, just ligger i
Bjerge, men Slv og Guld kommer der under alle Betingelser ud af dem i
saa overstrmmende Masse, at Amerikanermillionren medlidende kan se ned
paa Alt, hvad man i andre Lande har den Pretension at kalde Millionrer.
Ved Siden af ham er de rene Lazzaroner; for dem er Millionen en
Totalsumma, i HANS Finantsbetragtninger og i HANS Kasse er den simpelthen
den til Grund liggende Enhed. Den er fremdeles for ham det eneste Solide
i den ganske Existens, Hovedhjrnestenen, hvorpaa Verden hviler med Alt,
hvad der i den befinder sig af Levende og Livlst. Om den har en Gud
eller en Urcelle til Ophav, er Spindsfindigheder, der ikke kommer ham
ved; han tager den, som den er, og han seer heller ikke ud over, hvad der
kommer efter den. Han veed derimod, at den har en Axe, som den drejer sig
om, og at denne Axe er en Guldbarre. Det veed han af Erfaring, og denne
Viden resumerer for ham Alt, hvad man overhovedet har Behov at vide, alle
Kundskaber, al Intelligens, al Spiritualitet, al Moral tilogmed. I hans
Livsbetragtning er der ingen Slingren og Tvivl. Han anerkjender kun
Millionen, han har Millionen, og han kjber for den, hvad han forresten
har Lyst til at have, det er simpelt og let, som at to og to er fire.

Hvad han vil have, er nu naturligvis det Samme, som alle skabte Vsener
bevidst eller ubevidst vil have: Velvre frst og fremmest, Anerkjendelse
dernst som den Strste og Strkeste, Herskervrdighed, Samfundsposition
for at blive ved rent menneskelige Begreber. Men Velvre er der intet
Sted i Verden, der kan byde ham i samme Omfang som Paris, og han veed
ogsaa ganske vel, at Undtagelsesdiplomet som Numer Et ikke er komplet og
i fuldstndig reglementeret Orden, fr Seinemetropolen har sat Indsegl og
Stempel paa det. Saa lader han da sit Guld ind og sejler over Vandet og
kommer og kjber. Trommerne gaar, og Trompeterne skingrer. Hejda, hit
alle prima Varer, Alt, hvad der er dyrt, hvad der sprller og glimrer! Jo
kostbarere, desto bedre! Det Eneste, det gjlder, er, at Verden faaer at
vide, hvor rig han er, og at den taber Nse og Mund af Beundring over
hans Rigdom. Der er en lille Historie fra sidste Vinter, som er uhyre
karakteristisk, og som har det Fortrin at vre sand ved Siden af.
Ligeoverfor Triumfbuen boer der en af Amerikanermillionrerne. Fruen vil
ikke for nogen Pris miste det Renomme, hun hidtil ubestridt har havt: at
hun giver de flotteste Soirer i Paris. Hun er desaarsag bestandig paa
Jagt efter nye Extravagancer. Saa kastede hun en Dag sine jne paa
Triumfbuen. Den laa lige for hendes Salonvinduer, hun regnede ud, at en
straalende Illumination af den vilde gjre magels Effekt som
Overraskelse, naar man rejste sig fra Bordet. Tanken var ikke undfanget,
fr hun jeblikkelig sendte sin Kammertjener til Municipalraadet med
Foresprgsel om, hvad den Tingest, vilde koste at leje for en Aften.
Hendes Forbauselse var stor, da Fyren kom tilbage med den Besked, at man
ikke lejede den ud. Men forblffe lod hun sig dog ikke, hun havde jo sine
Miner, og hun skikkede derfor nyt Bud med den Hilsen, at man kunde sende
hende Regning paa Monumentet, hun kjbte det.

Hun har ikke faaet det, men baade hun og hele Rusen af
Amerikanermillionrer har faaet nok alligevel til at fylde Paris med
deres Glands. Rastaqouairen gjr umaadelige Anstrengelser for at kunne
holde Skridt med dem i Boulogneskoven og ved Premirerne, og halvvejs
lykkes det ham endnu; han har, som sagt, noget medfdt Distingveret, der
mangler dem, og som Hjlper ham. Men i een Henseende har de en uhyre
Overlegenhed, de har deres Saloner. Rastaqouaireracen er vsentlig ugifte
Herrer paa Jagt efter Partier, hos Amerikanermillionrerne trder det
mandlige Element i Baggrunden, Fruen og de unge Dttre med deres enorme
Medgifter bliver Numer Et. Som de med utrolig Hurtighed faaer lrt sig en
vis, om end noget kantet og stjende, saa dog yderst flot Pariserchiched,
saaledes har de heller nppe sat Foden paa fransk Grund, fr de er
fortrolige med de vildeste Festfantasier, en fransk Hjerne nogensinde har
undfanget. Og de stter sig da strax i Fart for at fre Hus. Portene
smkkes paa vid Gab for hvem der vil komme, man kjber for fabelagtige
Summer de bermteste Kunstnere og Virtuoser til at optrde, Bordluxus'en
lokker de Gamle, de smukke, flirtationslystne Misser fanger Parises
flotteste Kavallerer i deres Garn, deres Millioner udver endogsaa
Tiltrkningskraft paa adsillige Mdre fra Faubourgerne, som ved deres
Snners Partier maa vre betnkte paa at faa det noget falmede Stamtr
forgyldt op. Kort sagt, Amerikanermillionrernes Saloner bliver Centret
for Vinterlivets store Begivenheder, de eneste, der sges, de eneste, der
tales om. De har _la note du jour_, de skaber Moden, de giver Tonen an.
Og denne Tone er den samme som den, der skingrer ud af Rastaqouairens
Rabalder, og den glider sammen, med den og lfter sig op i det store,
moderne Credo og Nutids Te-deum, Hymnen til Millionen.

[Illustration: I Amerikanermillionrens Salon.]

Saaledes er da i vore Dage den Rolle, den Fremmede spiller i
Pariserlivet, en meget stor. Ham er det, der har sat Millionens
Anvendelse som Maalestok for Menneskevrdet i System, og han har ved sin
hele stjende Propaganda faaet denne Maalestok accepteret. Dog vel at
mrke: ikke af den virkelige Elite, af det gte Paris, Intelligensens
lille men eneste sande Aristokrati. Dets Kredse lukker sig hermetisk af
mod enhver Berring med Rastaqouairer og Amerikanermillionrer; jo
vildere Bakkanaldandsen omkring Guldkalven bliver, desto mere trkker det
sig tilbage fra alle de Templer, hvor denne Kultus gaar for sig, og lever
i Stilhed sit eget Liv videre, borte fra den larmende Offentlighed. Det
er just paa dette Punkt, at man maa sge en ganske naturlig Forklaring
af, hvad Udlndinge saa tidt bebrejder Pariserne: deres Utilgngelighed,
Vanskeligheden ved at komme i nogetsomhelst nrmere Forhold til dem, den
kinesiske Mur, de bygger op om deres Hjem.

Det er ganske rigtigt: den Fremmede, som ikke kan smide Millioner i
Grams, kjbe sig enhver Luxus, han faaer Lyst til, og dermed ogsaa den at
pynte sin Salon op med Halen af "Tout-Paris", han kan risikere at komme
til at gaa omkring som et Skrumpelskud, hvem Ingen bryder sig om, og som
for den Sags Skyld gjerne kunde dumpe i Seinen og blive lagt paa "La
Morgue", uden at nogen af "Vennerne" fra Gaden gad gjre sig den
Ulejlighed engang at gaa hen og se paa ham. Men naar man vil vre billig
og tage Sagerne, som de virkelig er, kan man saa bebrejde Pariserne det
og kalde det Mangel paa Imdekommenhed og Gjstfrihed? Alle gamle
Beretninger gaar netop ud paa at skildre dem som det mest imdekommende
og gjstfri. Folkefrd; man har ingen Ret til at tvivle om disse
Skildringers Paalidelighed, og Nationerne skifter ikke Natur, som
Slangerne skifter Ham. Saalnge Pariseren dannede sine Forestillinger om
Udlndingene efter de store Emigrantfigurer fra Fyrrerne og
Halvtredserne, kunde han vre og var han gjstfri, men de to elskvrdige
moderne Typer, der nu staar som Reprsentanter for den Fremmede i Paris,
de skal sandelig ikke friste ham til noget Bekjendtskab ud over det
strengest ndvendige. Og foruden dem, hvilke andre Fremmede er det saa,
der springer ham i jnene? Den uendelige Turisthr frst og fremmest, med
Citysnobberne som Hovedelement. Englndernes Hensynslshed paa Rejse er
stor allevegne, men der er ingen Steder, hvor den bliver saa skrigende
grel som i det zirlige, formelle Paris. Intet respekterer de; det er
formelig, som om de gjr sig en personlig Glde af at sparke til alle
Vedtgter og ligesom Barnet, der pladsker i Rendestenen, anser sig for
desto strre Allerhelvedeskarle, jo mere uopdragne de kan komme til at
tage sig ud. Det store Publikum finder sig deri med et medlidende Smil og
lader dem betale. Men forger de for den tnkende og rsonnerende Pariser
ikke det dise Skjr, hvori Rastaqouairen og Amerikanermillionren har
stillet den Fremmede, saa afdmper de det ganske sikkert heller ikke.
Hjst kan de blande det med en Nimbus af Latterlighed, naar de i deres
kurise Kostumer og med deres rde Baedekere turer gjennem Gaderne og
stiller sig op udenfor alle Monumentstakitter og glor og lader sig binde
Historier paa rmet af den frste den bedste Spasmager, der gaar forbi,
eller naar de klumper sig sammen paa deres _four-in-hands_ og under en
Cook-Frers gide gjr Turen Paris rundt i fireogtyve Timer og saa rejser
hjem og bilder sig ind, at de kjender det Hele som deres Vestelomme.

Saa er der dernst Tydskerne. I de frste Aar efter Krigen holdt de sig
forholdsvis roligt til deres store Exportationsforretninger i Kvarteret
omkring Rue d'Hauteville, men det er ikke saaledes lngere. De giver sig
nu ogsaa af med Import, og det af en Art, som vanskeligt kan hue
Pariserne. Under en Turnforenings uskyldige Maske har de lavet et stort
Generalagentur for Paris's fredelige Annektering gjennem Masseanbringelse
af unge Tydskere, som "Vaterlandet" ikke selv kan brdfde. Bedriften
gaar strygende. Disse nye Emigranter har ikke blot oversvmmet Handels-
og Bankhuse, man finder dem allevegne, selv hvor man mindst skulde vente
det, i Ministerier og Bladkontorer endogsaa. Kolonien begynder desaarsag
at lfte Hovedet igjen og saa smaat at fre sig op som Herrer allerede.
"Der Wacht am Rhein" lyder lysteligt i de tydske Kafer, og med overlegen
Haan indbyder man endog Paris's bekjendteste Patrioter til at komme og
hre paa den smukke Vise.

[Illustration: Rejsende Englndere i Paris's Gader.]

Heller ikke denne Part af Fremmedpublikummet skal stemme Pariserne
gunstigt for det som Helhed. Fjer man yderligere dertil Hele Skaren af
Industririddere, der fra alle Herrens Lande vlter sig som en
Grshoppesvrm over det moderne Paris, kan man saa undre sig over, at
dets Befolkning, er en Smule paa sin Post, viser en vis Reservation mod
de Fremmede? Man bebrejder Pariserne, at de er letsindige; de vilde uden
en saadan Reservation vre det grndselst, utilgiveligt. Den er en
Ndvendighed, fremtvungen af Forholdene i deres By, og man har ingen Ret
til at beklage sig over den. Har de virkelige Garantier for, at den ikke
behves, saa er de strax rede til at lgge den af Kunstnernes Stilling
viser det saa tydeligt, som nskes kan. Det er ikke blot paa den aarlige
Salon, at der indrmmes den store Koloni af udenlandske Malere lige Plads
og lige Ret med de franske, de samme Udmrkelser og Belnninger som dem,
i hele Pariserlivet gjres der ingen Forskjel paa dem og paa Parisernes
Egne. De taler et Sprog, der er universelt, de kan gjennem det bevise, at
de fortjener Gjstfrihed. Hvor han seer, at der er virkelig Fortjeneste,
der er Pariseren saa redebon som Nogen, til at aabne alle Dre paa vid
Gab for den og byde den velkommen. Den Fremmede, der har formaaet at
trnge igjennem og gjre sig gjldende i Paris, bliver i samme jeblik
betragtet og behandlet som Pariser.

De Mange derimod, der aldrig gjr det, de store Flokke ikke mindst af
studerende Ungdom, som Dag for Dag kommer i talrigere og talrigere Mngde
fra alle Verdens Kanter, dem kan vel et Ophold i Paris stundom bringe
Perioder, i hvilke en Flelse af Forladthed og Tristhed og Kulde tager
dem fangen og faaer dem til at nske sig langt bort fra Byen, der paa
Afstand stod saa lokkende for dem som et Indbegreb af Alverdens
Herligheder. Det Trsterige ved Sagen er dog, at slige Perioder sjelden
varer lnge. Faa er tagne fra den forunderlige Stad ved Seinen uden at
elske den hjere, da de gik, end da de kom; Mange, Mange har den fngslet
saa fast, at de aldrig blev i Stand til at rive sig ls. Det tyder dog
vel sagtens paa, at den Fremmedes Stilling i Paris Alt i Alt maa vre saa
ganske taalelig. Tristhedsperioderne er kun sporadiske Anfald af Hjemve,
og den Sot flger Mennesket, hvor det drager hen. Nordboen i alt Fald
kunde rejse lige ind i Paradiset, den vilde finde ham der ogsaa. Men
kommer den over ham, saa ligger der jo hist og her i Pariseroceanet
Smaaer, som, om de end ikke er Fdrelandets Jord, dog har et Par
Spadefulde af den stret paa sig. Der sger han hen. Han tyer til
Kunstnernes Kreds paa _Hrnan<s._ eller til Haandvrkerforeningen i _Caf
du Danemark_, hvis det er hans Verden, eller til Nordboernes flles
Hovedkvarter paa _Caf de la Rgence._ Han finder der Nordens Blade, han
hrer Hjemmets Sprog og seer Ansigter, som han kjender fra Hjemmet. Og
mangler de sidste en enkelt Gang, saa har han dog i alt Fald sin
fortrffelige Garcon August, som kan sige "Goddag--smukke Piger--jeg
elsker Dig." Det er ham nok; det er, som han havde kysset Toldbodens
Sten, og han kan sejle ud igjen, ud i det store Paris, der er som Havet,
bestandig skiftende, bestandig nyt, bestandig hemmelighedsfuldt lokkende.




VRANGSIDEN AF  PARIS.


Pauperismebltet.

Som Krybet under den store Sten, saaledes samler Elendigheden sig i de
store Byer. Den har vret der bestandig, og den vil trods alle sociale
Reformatorer blive ved at vre der bestandig, indtil Kampen for Livet
hrer op, og Paradiset atter vender tilbage paa Jorden, Men man seer den
ikke altid; det gaar med den som med Krybet under Stenen. Saalnge Stenen
ligger rolig, dkket af gammelt Mos og omgroet med Grs og Blomster,
tnker Ingen paa Krybet under den. Frst naar den voldsomt rokkes og
rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden
og Skyggen under den, frem og; vkker Afsky og Skrk.

Paris fik ved Kejserdmmets Fald et saadant voldsomt Ryk, og i de ti Aar
siden da er det bleven efterfulgt, af Std paa Std. De har aabnet jet
for, at den store Luxusstad gjemmer Andet end Glands og Pragt, de har bag
det Paris, som leer og; straaler og blnder, rbet et, hvor Diamanterne
erstattes af Taarer, og hvor den glade Livslyst viger Pladsen for lave
Instinkter, for alle de onde Lidenskaber, der groer saa villigt i L af
Fattigdom og Elendighed. Det er da gaaet, som det gaar ved Stenen, naar
Krybet kommer frem. Man er bleven forskrkket; man er muligvis bleven det
over Maade, men man er ikke bleven det uden Grund. Af alle store Byer er
Paris ikke blot den mest glimrende og den rigeste, den er tillige den,
der rummer den strste Sum og de mest afskrkkende Former af
menneskelig Usselhed.

Det var i gamle Dage London, der nd det triste Ry at have Forrangen i
saa Henseende. Muligt har det engang vret med Rette, men det er det i
hvert Fald ikke lnger. Velstanden er selv mellem de laveste Samfundslag
langt mere udbredt i Paris end i London, men paa den anden Side er
Trangen ogsaa strre. Det nytter ikke, at Seinestadens Guldflod voxer og
voxer, saa det snart ikke er muligt at finde Aflbskanaler for den mere;
samtidig dermed vedbliver Procentantallet af dem, Samfundet maa
understtte, for at de ikke skal d af Sult, at holde sig konstant. I
London er det i Lbet af de sidste ti Aar sunket fra sex til tre, i Paris
derimod er endnu som ved Kejserdmmets Fald af hundrede Beboere mellem
syv og otte indskrevne paa den offentlige Velgjrenheds Lister. Det er
denne Armee paa over halvandet hundrede tusinde Ulykkelige, der savner de
frste Betingelser for at kunne fre en menneskelig Tilvrelse, som har
gjort Kommunen mulig. De har Alt at vinde, men Intet at tabe, og enhver
ny Rejsning vil derfor ogsaa finde dem slagfrdige paa Pletten. Naar da
Gambetta har lovet at sge dem "selv i Dybet af deres Huler", har han kun
aflagt et Lfte, som han vilde gjre vel i engang at holde. Der findes i
disse Huler baade meget ondt Ukrudt, som maa rykkes op, og enkelte gode
Spirer, som sikkert kunde trives, naar der gaves dem af Luft og Lys, hvad
de har Behov. Frankrig faar ingen Ro, fr der i begge Henseender bliver
gjort, hvad det er muligt at gjre. At Kommunen og alle de Rdes
Spektakler siden den maatte til, fr man fik jet op for denne Vrangside
af Paris, har ivrigt paa en vis Maade sin ganske naturlige Grund. Man
lgger under almindelige Forhold kun Mrke til det, man seer stadig
omkring sig, og det Paris, der leer og glimrer, seer ikke Elendigheden.
Den har, paastaas der, altid og i alle store Byer en centrifugal
Tilbjelighed. Baron Haussmanns Udluftninger af den gamle Seinestad har
rakt Haanden til disse naturlige Dispositioner, og efterhanden er da
Pauperismen med samt hele dens uhyggelige Tilbehr rykket lngere og
lngere bort fra det Paris, hvormed man til daglig Brug er vant til at
regne. Den Fremmede kan Uger og Maaneder tumle sig i Luxusens Solglands
uden nogensinde at se Elendigheden kaste en eneste Skygge over det
brogede Virvar af leende og lokkende Billeder, der mder ham overalt.
Hist og her i Nttet af travle Handelsgader, der straaler ud fra
Brspladsen, er det ganske vist, naar man sger godt, endnu muligt at
finde snevre, sorte, smudsige Gyder, hvor Pjalterne af den gamle Misre
er bleven hngende. Men det er kun sjeldne Undtagelser, muddrede Draaber
i et Hav af Krystal. Det rige Paris kan frdes roligt i sin Stad af
Boulevarder og Avenuer uden Frygt for at rendes paa rmet af
Elendigheden.

Til Gjengjld har den rundt om Luxusens By draget et Blte, hvor den er
paa sin egen Grund, og hvor den hersker souvernt.
Centrifugaltilbjeligheden bliver ved; dette Blte trkker sig lngere og
lngere bort, men det breder sig samtidig. Hele det vidtstrakte Terrn
mellem Fortifikationslinierne og de ydre Boulevarder er efterhanden
blevet erobret af Pauperismen, og den har de; paa de gamle Havers og
Vinmarkers Plads, indstalleret et Fattig-Paris, der ingen Lighed, intet
Fllesskab, ingen Berringspunkter har med det rige. Sort og Hvidt er
ikke mere forskjellige fra hinanden end de to Byer. Der ligger for
Exempel ud ad Gobelinsfabrikken til, bag Boulevard de la Gare, Noget, som
Folkevittigheden har dbt "Cit des Khroumirs", oprindelig en stor,
ubebygget Tomt, hvor de fattigste Kludesamlere tilbringer deres Dag,
sovende paa selve deres Dynger af alt Slags Affald, dels i Lerhytter uden
Vinduer og Dre, dels, naar endogsaa Lejen af disse Hytter bliver dem for
dyr, i gamle Menagerivogne, der er blevne for affldige til at kunne
kjre omkring lnger paa de landlige Markeder. Kunde man tage denne "Cit
des Khroumirs" med samt dens ynkelige Beboere, flytte dem ud i
Akklimatationshaven og der vise den frem som noget Exotisk i Smag med
Eskimoerne og Ildlandsfolkene, vilde hele Paris strmme derud og falde i
Forbauselse og Forfrdelse over, til hvilken Degradation Menneskeslgten
kan synke ned. Nu er de stakkels Kludesamlere alt Andet end generede af
Nysgjerrige. Paa Place d'Italie, der kun ligger nogle faa hundrede Skridt
fra Khroumirgyden, har jeg truffet Politibetjente, som end ikke kjendte
dens Existens. De havde frst for nylig faaet Stadion i Kvarteret,
sagde de.

[Illustration: En parisisk Kludesamler]

Naturligvis er Pauperismebltets Fysiognomi ingenlunde saaledes
allevegne. Tvertimod, det har som oftest endogsaa et ganske anstndigt
Udseende, der meget vel kan skuffe en overfladisk Besgende og give ham
et Indtryk af forholdsvis antagelige Kaar. Franskmndene sger altid, saa
lnge det paa nogen Maade er muligt, at bevare det ydre Skin. Desuden er
kun de frreste Kvarterer derude strkt bebyggede endnu, man trffer
mange Partier, der har en halvt landlig Karakter. Hist og her har smaa
Rentierer, der havde Lyst til at stte Foden paa egen Grund, men hvem
Terrnet, i selve Paris blev for dyrt, kjbt sig Jord og indrettet sig
det ganske hyggeligt i Smaahuse med Tonneller, Poppelgrupper og
Kjkkenhaver. Disse grnne Smaakroge liver op, Kvartererne er hyppigt
gjennemskaarne af brede, ttbeplantede Alleer, for Exempel den nsten
milelange Pyrenergade, som strkker sig gjennem hele Belleville,
Menilmontant og Charonne, Udsigten over Paris er fra Hjdepunkterne tidt
srdeles smuk, og paa mere end et Sted kan da Pauperismebltets. Ydre
Habitus forekomme nok saa venlig. Det er dog kun som Kalken udenpaa
Graven; Forraadnelsen ligger bagved. Frst og fremmest har selve de
grnne Alleer uhyggelig; meget tilflles med hine Dekorationstpper og
Ststykker, som i gamle Dage blev brugte til at give rejsende russiske
Kejserinder en Ide om deres Land. Forvilder man sig ad en Sidegade bort
fra Alleen og Husene, som stadser op langs den, dumper man kun altfor
tidt ind i et Virvar dels af smalle, stinkende Strder, dels af de
Tomter, oversaaede med Flaskeskaar, Mddinger og alskens Urenlighed. Her
er nogen Tvivl om, hvor man befinder sig, ikke lnger mulig. Pjalterne,
der hnger ud af de ituslagne Ruder, Kludekrmmerboderne i hver anden,
tredie Bygning, Udseendet af de Folk, der trnger sig om Vrtshusenes
Skjnkedisk for at drikke deres Absinth staaende, af Brnene, der ligger
og fisker i Rendestenen, eller af de elendige gamle Kvinder, der fra smaa
Brddeskur, som samtidig agerer Kjkken og Butik, slger radikale
Skillingsblade, obscne Brochurer, muggent Hvedebrd og raadne
Prer,--Alt det taler mere end tydeligt nok. Man seer, hvor man er henne,
man forstaar de uhyggelige Tal, der oplyser om, at i Pauperismebltet
gjennemsnitlig hver tiende Beboer er trngende i den Grad, at de maa nyde
offentlig Understttelse.

Endnu mere afskrkkende bliver dog Indtrykket, naar man vover sig op i
selve Husene. De er i Regelen smaa, sjelden mere end to Etager hje, men
hvert af dem rummer dog ofte Snese af Familie Lejligheden er nemlig kun
undtagelsesvis paa over to Rum, af hvilke det ene da oftest indskrnker
sig til et ganske lille, mrkt Kjkken; meget tidt har Mand, Kone og en
hel Rede af Brn i alle Aldere kun et eneste Vrelse til deres
Disposition. Iflge en Opgjrelse fra 1880 beboede de Fattige, som modtog
stadig Understttelse af det Offentlige, ialt henved 50,000 Lejligheder.
Over Halvparten af disse indskrnkede sig til et enkelt Rum, tre tusind
havde intetsomhelst Apparat til Kogning eller Opvarmning, over fem tusind
fik kun Lys gjennem et Tagvindue, og halvandet tusind var fuldstndig
mrke. Mange af disse Huse er meget gamle, byggede fr Terrnet endnu
blev. inddraget i Paris, i den Tid, da de nuvrende Forstder kun var
Landsbyer, der skjd deres yderste Forposter herud. De er de vrste,
adskillige af dem kommer man kun ind i gjennem en lang, mrk Korridor med
opbrudt Lergulv, en formelig underjordisk Gang, hvor Fugtigheden siver ud
allevegne. En faldefrdig Vindeltrappe, saa smal, at en tyk Person vilde
blive klemt fast i den, frer da op til Etagerne, Stanken fra disse
Lokaler, hvis Dre vender ud til Trappeafsatserne, og som i Regelen staar
aabne, fylder hele Huset med en Pestatmosfre af den gyseligste Art; Lys
er der intet af, det enkelte Vindue, som undertiden existerer paa
Trappen, kan intet bringe fra den uhumske Brnd, der frer Titulaturen
Gaard. I saadanne Omgivelser skal Appetitten for Renlighed vanskelig
finde Ansporelse; den er ringe i Forvejen hos Strsteparten af den lavere
Pariserbefolkning, her forsvinder den komplet. Den exempellse Uorden og
Mangel paa Properhed er i Virkeligheden det, der som oftest giver disse
de Fattiges Hjem deres mest uhyggelige Karakter. Bohave mangler kun
sjeldnere. Det har engang vret ganske tkkeligt; nu er det Meste i
Stykker, Betrkket hnger i Pjalter, Alting er overtrukket med tommetykt
Lag af Stv og Smuds. Det er, som hvert eneste Mbel fortalte Familiens
Historie. Man har sat Bo i unge Dage med Lidt paa Kistebunden og med
glade Forhaabninger til Fremtiden. Men saa er Livskampen kommen, med onde
Tider uden Arbejde, med Sygdom maaske; Brnene er komne, Illusionerne er
bristede, Konen er bleven utro, og Manden har slukket Sorgerne i
Absinthglasset. Det er den samme Historie, der gjentager sig tusinde og
atter tusinde Gange. For Hver, der svinger sig op og kommer til at svmme
ovenpaa i det parisiske Menneskehav, er der Hundrede, som dukker under.
Og saasnart det er begyndt at gaa ned ad Bakke, synker de i Regelen
dybere og dybere. Elendigheden i den store Stad er som Edderkoppens Vv;
det spinder sig tttere og tttere om den Ulykkelige, der engang er
kommen indenfor det, og det ender med at knuse ham.

Hans sidste Stadium er da heller ikke det, hvortil de beskrevne Huse
leverer Sceneriet. Selv i Charonne og Menilmontant, de smudsigste og
tillige de fattigste Kvarterer af Pauperismebltet--hver syvende Beboer
er her understttet af det Offentlige--koster de omtalte Lejligheder dog
altid fra halvandet til halvtredie hundrede Francs aarlig, alt eftersom
de bestaar af et eller to Rum. Det er endnu ikke "Dybet af Hulerne". Dem
maa man sge i de saakaldte "Cit"er, smaa, snevre Gyder uden Udgang, der
ikke findes afsatte paa noget Kort over Paris, men som ikke destomindre i
de excentriske Fattigkvarterer afgiver Bolig for over en Snes tusind af
den store Stads Befolkning. De hrer paa en vis Maade ikke med til Byen;
de staar udenfor den, som deres Beboere staar udenfor Samfundet, kommer
og forsvinder som disse, uden at Nogen lgger Mrke dertil. En
entrepenant Fyr, der har Lyst til at tjene sig rig i en Haandevending,
afslutter med den paagjldende Ejer Kontrakt om Lejemaal paa et vist
Antal Aar af en af de store, de Tomter, der findes i tilstrkkelig
Mngde paa den anden Side af de ydre Boulevarder. Her kliner han i en
Fart nogle Hytter op af Ler og Brdder. Bygningskommissionen bliver
afvist med den Besked, at det kun er midlertidige Skur, bestemte til
Oplagssted for Klude, men det forhindrer ham ikke i, naar Hytterne engang
staar der, at leje dem ud til Bolig for Mennesker. Det sker altid af pur
og bar Filantropi. De stakkels Folk vilde ellers vre husvilde, nu giver
han dem dog Tag over Hovedet. Han glemmer at tilfje, at han lader sig
denne Tjenstvillighed betale med fra halvtredie til fire Francs om Ugen,
hvilket reprsenterer for ham mindst halvtredsindstyve Procent af hans
Kapital, og det med absolut Garanti, thi han lader sig naturligvis altid
betale forud. Lejere risikerer han aldrig at mangle; der er i Paris altid
nok af Ulykkelige, som ikke seer sig i Stand til at opdrive en
Kvartalsleje paa fyrretyve, halvtredsindstyve Francs. Har de kun sig selv
at srge for, tyer de til Logishusene; tller Familien derimod, hvad tidt
er Tilfldet, henad en halv Snes Medlemmer, saa bliver naturligvis selv
de usleste af "Garnierne" for kostbare, og den eneste Udvej for at komme
under Tag er da Citerne med den forholdsvis bekvemme Ugebetaling. Det er
i dem et Srsyn, naar en Lejlighed staar ledig blot enkelte Dage.
Entreprenren for denne skjnne Trafik forbinder i Regelen dermed en
Virksomhed som Skjnkevrt ved Indgangen til Gyden; et flittigt Besg ved
hans Disk er obligatorisk, hvis man ikke vil tabe hans Bevaagenhed og
udstte sig for at blive kastet paa Gaden. Han tager paa denne Maade ind
baade i Pose og Sk, og naar den Snes Aar er gaaet, for hvilke han har
lejet Jorden, hvorpaa Citen staar, kan han med fyldte Lommer forlade
Bestillingen. Gydens Hytter har ikke vret bestemte paa at gjre Tjeneste
lnger, de er faldefrdige, uden Dre, uden Vinduer, uden Tage tidt.
Ejeren lader dem rive ned af egen Drift, eller ogsaa bliver han tvungen
dertil af Sundhedspolitiet. Citen forsvinder sporlst, men samtidig har
der paa andre Tomter af Pauperismebltet rejst sig nye. Hvad Vrten
angaar, har han hurtigt aflagt Trskoene og Kyperforkldet, har kjbt sig
Jord og Villa i en af de smilende Landsbyer omkring Paris, indtager snart
der den ansete Position, som flger Hundredetusinderne i Tilgift, og er
han en snild Politiker, kan han meget godt ende med at blive Maire i
sin Kommune.

Et prgtigt Exempel af Arten findes ved Indgangen til en af de talrige
Citer, der som en forunderlig Modstning har bunket sig sammen i den
nrmeste Omegn af Vidunderanlget Buttes-Chaumont. Det er Typen paa en
Skjnkevrt: tyk, jovial, med rde Kinder, der strutter af Sundhed, smaa,
snilde jne, der altid griner, bred og kordial i sin Faon,
tilsyneladende Godmodigheden selv. Han har, som han selv udtrykker sig,
"nitten hundrede Sjle" i sine Citer, altsaa flere end der findes i
mange af vore Provindsbyer. Da der i disse Gyder, Cit Tarn, Cit Gand,
Cit Philippe, og hvad de allesammen hedder, ikke er mere end i det Hele
knap fire hundrede Beboelsesrum, kommer der altsaa gjennemsnitlig fem
Personer paa hvert Rum. Til hvilken Klasse af Samfundet de henhrer, er
det Eneste, den ivrigt srdeles meddelsomme Vrt ikke ser sig i Stand
til bestemt at oplyse. Der er lidt af Alleslags, siger han, de ernrer
sig som de kan; forudsat de betaler, blander han sig ikke i deres private
Affrer, Pengene gjlder for ham ligemeget, paa hvilken Maade hans Lejere
saa har taget dem ind. Der er en meget stor Rimelighed for, at han i
Virkeligheden ogsaa staar sig bedst ved ikke at undersge det; den
moralske Finflelse hos disse nitten hundrede Sjle er nppe af den
delikateste Natur.

Hovedciten er ligesaalidt hos ham som andetsteds overdreven smal; kun i
de smaa Siderender, som i Aarenes Lb har skudt sig ud fra den, skinner
Dagslyset aldrig ind. Den selv ligner ved frste jekast nrmest en eller
anden Baggade i et lille Fiskerleje. Men seer man njere til, bliver
Forskjellen hurtigt tydelig. Fattigdommen i den afsides Krog paa Landet
har over sig et Prg af stille Resignation; dens Beboere lider ikke under
den, fordi deres Fordringer til Livet aldrig gaar ud over de tarvelige
Kaar, hvori de lever. I Citen derimod er det ikke blot Armod, man mder,
det er Miseren i dens mest skrigende Fortvivlelse, menneskelig Elendighed
og desvrre tillige menneskelig Degradation under dens mest
afskrkkende Former.

Hver enkelt Hytte har Rum for en ti, tolv Familier. De, der boer ovenpaa,
er de heldigst Stillede. De maa ganske vist klattre op ad en Hnsestige,
der tilmed ikke er anbragt indvendig, men udenpaa Bygningen, og de maa
deroppe famle s5g frem gjennem en lang, smal og blgmrk Gang, fr de kan
finde Dren til deres Vrelse; men de har saa til Gjengjld den Luxus at
vre i Besiddelse af et Vindue. Om det end meget hyppigt har flere Ruder
af Papir end af Glas, saa er det dog altid muligt gjennem det at lade
lidt slippe ind af Luft og Lys. Stueetagens Beboere derimod maa ofte lade
sig nje alene med en Dr. Lukkes den, ophrer enhver Udvej til at se
derinde ved Hjlp af Andet end den lille Blndlygte, der hrer til i alle
disse Huler. Det er den, der bruges under de natlige Expeditioner, naar
Citernes Befolkning gaar paa Rov efter Klude, Cigarstumper, bortkastede
Frugter og Grntsager eller andre Gjenstande, som det er mindre
tilladeligt at tage, hvor man finder dem. En Lampe derimod, selv af den
tarveligste Beskaffenhed, er noget ligesaa Ukjendt her som Kamin eller
Komfur. Har man en sjelden Gang nogle Sous tilovers til en Haandfuld
Brnde, saa laver man sig simpelthen et Baal paa Gulvet, stter en
Kogekjedel, som man har laant hos Skjnkevrten, over det og lader Rgen
flagre, som den vil. Og skulde det nsten Utnkelige arrivere, at man
arbejder hjemme og kan faa saameget for dette Arbejde, at det kan betale
sig at brnde Lys til det, saa rkker samme driftige og tjenstvillige
Vrt ogsaa i denne Henseende en hjlpsom Haand ved Udleje af Smaalamper i
timevis. Til daglig Brug staar man sig sandt at sige bedst ved ikke at
se; det, som jet kan opdage herinde, er alt Andet end hyggeligt. Hvad
Bohave angaar, indskrnker det sig til et Minimum. Den forekommende Vrt
stiller ingen Fordringer i saa Henseende, naar han blot faar sin Leje
betalt forud. For hans Skyld kan man flytte ind uden Seng engang. Men den
mangler kun sjelden, og gjr den det, er den altid det frste,
_Assistance publique_ leverer. Kun naar Vinteren er meget kold,
forsvinder den stundom; den hugges efterhaanden itu til Pinde, som man
kan varme Kaffe ved. Til Natteleje kan man tilnd tage til Takke med en
Bunke Klude. Selv naar Sengen er der, maa dog en Part af Familien tidt
gjre det. Thi om man end ingen Fordomme har med Hensyn til Kjn og
Alder, saa kan dog en halv Snes Personer vanskelig faa Plads paa et og
det samme Leje, og det er langtfra nogen Undtagelse, at det elendige Rums
Beboere naaer op til et saadant Tal. Der er nsten altid Brn i Masse;
ynkelige, smaa, gule, forkrblede Vsener, uden Kjd og uden Klder paa
Kroppen. Man faar et Billede af dem ved at huske paa de Figurer, man i
illustrerede Blade har seet af Hungersnden i Indien. De gjr et nsten
forfrdeligere Indtryk, oversaaede, som de i Regelen er, med Bylder og
Udslet af enhver Art. Hvorledes de kan leve og voxe op i disse Hulers Nd
og Pestasmosfre, er en Gaade. De gjr det imidlertid, man trffer
femten- og sextenaars Ynglinge, der er fdte i Citen og har tilbragt
hele deres Liv der. Jeg saae et Par Stykker en Dag under et Besg. De laa
og drev paa Sengen med; en Roman af Ponson du Terrail, hvori den ene
lste hjt. I en Krog sad et gammelt fjollet Fruentimmer, som man vilde
have anseet for gal, hvis Absinthflasken ved Siden af hende ikke havde
angivet en anden Grund til den Tilstand, hvori hun befandt sig. Paa
Gulvet laa en lille, syv-otte Aars Pige og legede med et Spil
gjennemsigtige Kort af den Slags, som slges i Smug paa Boulevarden. Det
var Moder, Snner og Datter. Den Lilles oprrende Legetj forklarede,
hvad der var hendes Brdres Levevej, og hvorfra, den forholdsvise
Velstand i Stuen kom. Der stod endogsaa Rester af Kjd og Vin paa Bordet.
Himlen skal vide, at de har vret dyrt betalte.

Til daglig Brug kommer der kun sjelden saadanne Lkrerier ind i Citen.
Man er tilfreds, naar man kan kjbe sig et "Assortiment", det vil sige en
Tallerkenfuld Smaastumper af forskjellige Slags Ost, Plser, Lg, der
oprindelig har vret kogte i en eller anden Ragout, samt andre Rester af
Spisevarer, der ikke lader sig definere. Marseillanerne har en Ret, de
kalder Bouilleabaisse; det er alle de Fisk, der drages op i samme Net,
kogte sammen. Assortimentet er paa lignende Maade hele den brogede
Fangst, Hkeren i Cit de Tarn bringer med i sin Pose, naar han efter
Middagstid vender hjem fra de smaa Restaurationer, hvor han for nogle
Sous har kjbt de Levninger fra Gjsternes Tallerkener, som Folkene i
Kjkkenet ikke gad spise. Hos ham gaar de af som varmt Brd; Properhed er
et Begreb, man ikke kjender her, og Smagen er allenfals mere krydret end
den, der endnu sidder i Kjdet paa de trre Ben, man har samlet op,
Guderne veed hvor, men som altid kappes med Klude og gammelt Jernkram om
at oversvmme Borde og Gulv i disse Elendighedens Hytter.

Sligt kan man finde i Luxusstaden Paris, en Snes Minutters Vej fra Avenue
de l'Opras Millionrhoteller og fra Rue de la Paix's Diamantbutiker. Et
eneste af disse Butikers Vinduer vilde vre nok til at skaffe samtlige
nittenhundrede Sjle, som boer tilleje hos Skjnkevrten i Rue de Meaux,
en menneskelig Tilvrelse for hele Livet. Kejserdmmet bildte sig ind at
forstaa, at det var galt som det var, og det gav Pauperismebltets
Stedbrn--Buttes Chaumont. Nogle faa Skridt fra de beskrevne Huler breder
sig dets Tusind og en Nats Anlg. Det er en af Paris's mest beundrede
Sevrdigheder, en romantisk Fedekoration, undfanget i en Digterdrm og
gjort til Virkelighed med kejserlig Rundhaandethed. Ser og Vandfald
under prgtige gyngende Broer, Klippevildtnis med slyngende Roser,
fljelsblde Plner, stolte Trer og blomstrende Busketter, Alt er her,
hvad der kan gjre en Park uforlignelig. Alle Fremmede, der besger
Paris, slaar Hnderne sammen i Forbauselse over dette Eden. Men Citernes
Befolkning kommer der rigtignok aldrig. Den, der sulter og fryser, har
ingen Sands for Blomster og Fontner. Det er Andet, disse Ulykkelige
trnger til. Elendigheden er n Krftskade paa den store By, som aldrig
helt kan ryddes ud, det er sikkert nok. Men en omhyggelig Lge, der
kjender Ondet tilbunds, kan mildne det og hindre det i at brede sig. For
den tredie Republik er det en Livssag, at den lgger sig efter at lre
denne Kunst.

[Illustration: "Buttes-Chaumont"]

Samfundets Bundfald.

Omtrent paa Midten af sit Lb gjennem Paris deler Seinen sig i to Arme,
der omslutter en, hvorfra den uhyre Stad engang er straalet ud. I
Aarhundreder var denne  Byens Hjerte. Der stod dens Kongers Borg og dens
stolteste Gudshus. Men Tiderne har skiftet. Det er andet Blod nu, der
strmmer gjennem Kmpestadens Aarer, end det, hvis Hjertekamre var Kirker
og Kongeborge. Seineen ligger trist og stille nu. Det Paris, som lever
og strber, har Ingenting med den at bestille; kun det, der har lidt
Skibbrud i Kampen for Livet, sender en underlig Skjbne tilbage til den
gamle Moder. Paa den ligger Hotel Dieu, de Syges store Hus,
Justitspaladset og La Morgue, Boden, hvor de ukjendte Lig stilles ud, der
fiskes op af Floden.

Ingen af de Bygninger er hyggelige Steder, uhyggeligst dog en, der danner
Annex til Templet for den menneskelige Retfrdighed. Den er et Slags
Forgaard til det, om man saa vil. Gjennem den maa smaa og store Syndere
uden Forskjel, alle de problematiske Existenser, hvis Liv er saa
ureglementeret, at det stder Samfundet paa Albuerne. Og deres Tal er i
Verdensstaden uhyre. Tohundrede Personer om Dagen, det vil sige en Armee
paa over halvfjersindstyve-tusind Individer, Mnd, Kvinder og Brn,
passerer aarlig gjennem "Politiprfekturets Depot".

Saaledes lyder det ejendommelige Navn paa en ejendommelig Ting. Det
klinger stygt, men det er betegnende. Bygningen er i Virkeligheden
Politiets store Oplagsplads for alt det Bundfald, Seinebyens Menneskehav
stter af mellem ar og Dag. Der sondres og sorteres det, men derind
kommer det Altsammen _plemle,_ Strsteparten leveres fra
Politistationerne. Alt det Vildt, Sergenterne i Lbet af Natten og Dagen
fanger, bringes til disse Stationer, hvor en frste Undersgelse gaar for
sig. Skyldes Anholdelsen en aabenbar Fejltagelse eller en ubetydelig
Forseelse, slippes den Fangne strax igjen. Men synes Sagen at have en
noget mere graverende Natur, gjemmes Vedkommende forelbig "au violon",
som det hedder, til Depotvognen kommer og tager Ls paa. Fem, sex Gange
daglig kjrer den rundt og henter sine Ladninger til den stygge,
graasorte Bygning ved Siden af eller rettere under Justitspaladset.
_Panier  salade._ kalder Argot-sproget en saadan Ladning, og broget er
den virkelig som en Grntkurv. Men endnu mere broget er dog selve
Depotet. Thi ikke blot den store Fllesvogn bringer Gjster til det; ved
Siden af dens ordinre Rykind er der den finere Portion, som kommer
enkeltvis i Fiakrer eller vel ogsaa af og til i elegante Herskabsvogne,
Depotets Honoratiores, som man har gjort den re at anholde hjemme hos
dem selv i Kraft af en personlig Arrestordre. Passagen gjennem Depotet er
obligatorisk for Alle, hvem Loven lgger Haand paa. Enkelte bliver der
kun Timer, Andre maa vente en hel Uge, fr man oppe i Justitspaladset
faaer truffet Bestemmelse om deres Skjbne. To Dage skulde i Grunden vre
Maximum, men det overskrides ofte. Mange bliver sendte bort simpelthen
med en Advarsel om ikke at lade sig fange igjen; Pariserpolitiet er saa
humant som muligt, maaske ikke mindre af den Grund, at dets Fngsler
langtfra vilde have Plads, hvis man skulde fare strengt tilvrks mod det
uendelige Hobetal af Vagabonder og den Slags Fyre. Kun de, mod hvem
Sagsanlggelse er ndvendig, flyttes til Mazas, det store Cellefngsel
overfor Lyonerbanegaarden, hvor man gjemmer de Anklagede, saalnge
Processen staar paa.

Dag og Nat er Depotet aabent, Dag og Nat er der uafbrudt Bevgelse.
Greffierens Pen staar nsten aldrig stille. Det er ham, der frer de
indbragte Bundfaldsladninger tilbogs, den frste Forholdsregel, som den
Anholdte maa underkaste sig. Han holder ikke af den; hans Navn er tidt
det vrste Vaaben imod ham, det giver Justitsen Mulighed i Hnde for at
forflge hans tidligere Synderegister, og det er ofte meget langt. Af den
Grund, og af andre med, hrer det da ogsaa til Sjeldenhederne, at han
strax er rlig og tilstaar det. Undertiden stder, man paa en
Halsstarrighed uden Ende. I Slutningen af Kejserdmmets Tid blev en Mand
anholdt, fordi han vilde forcere Indgangen til Saint-Cloud. Han paastod
at hedde Sidi-Sahel og vre overordentlig Gesandt fra Nana Sahib til
Napoleon III. Da han hverken kunde tale Hinduisk eller Engelsk, indsaa
man snart, at det var en Fabel. Fngselslgen erklrede ham for gal, og
han blev sendt til Bictre. Men Hospitalslgen mente, at han havde sin
fulde Forstand, og sendte ham Retour. I et Aars Tid turede han frem og
tilbage mellem Depotet og Galehuset, uden at noget af dem vilde beholde
ham. Saa fandt man endelig paa, at han maatte vre Udlnding, og
transporterede ham til Grndsen. Men nogle faa Dage efter anholdtes der
for Vagabondering en Person, som kaldte sig Reybaud, og som ved nrmere
Undersgelse viste sig at vre identisk med Nana Sahibs Gesandt. Det var
umuligt at faa ham til at tilstaa sit rette Navn. Frst efter flere Aars
Forlb kom man ved et Tilflde under Vejr med hans Hemmelighed. Han havde
vret i Kompagni med en Vinhandler, der var gaaet fallit, og opfundet
Romanen om Nana Sahib, fordi han bildte sig ind, at enhver Falent uden
Skaansel blev sendt paa Galejerne. Historien er kun et Exempel mellem
utallige paa, hvilke Vanskeligheder det parisiske Opdagelsespoliti paa
alle Kanter har at kmpe med i den store Stads Myretue, hvor der kun
undtagelsesvis er Naboer og Gjenboer til at give Besked. Selv for deres
Vedkommende, som ikke kommer frste Gang i Depotet, er en Gjenkjendelse
besvrlig. Man havde tidligere Forbryderalbummet som Hjlpemiddel. Men
det tller allerede over hundrede tusinde Billeder, og i en saadan Mylr
er det ikke godt at hitte Rede. Ganske snildt er der da fundet paa en ny
Forholdsregel. De Anholdte maales ligesom Soldaterne, og deres Hjde
frer Greffieren tilbogs sammen med de vrige Oplysninger. Albummet har
Afdelinger for hver Tomme og Underafdelinger for hver Linie;
Eftersgningen er paa den Made lettet i betydelig Grad.

Maalningen gaar for sig strax ved Ankomsten til Depotet, og samtidig
finder der en Visitation Sted. Depotgjsterne maa kverken have skarpe
Redskaber hos sig, ved Hjlp af hvilke de muligvis kunde begaa Selvmord,
eller Penge over et Belb af ti Francs, Frst naar hele dette
Indtrdelsesceremoniel er overstaaet, foregaar Sorteringen. Thi der er
Sortering; ikke engang i Politiprfekturets Depot respekterer man fuldtud
den Lighed, som Franskmndene holder saa meget af at fre i Munden ved
alle Lejligheder, men som hos dem er maaske endnu meget mere Mundsvejr
end andetsteds. Den staar hugget ind paa alle deres offentlige Bygninger;
det er det Hele, saa mener de, de har Samvittigheden fri.

[Illustration: Maalningen i Depotet]

Selvflgelig har Depotet frst og fremmest sin Mandfolke- og sin
Fruentimmerside, skarpt adskilte, det var ikke godt Andet. Men paa begge
Sider er der igjen forskjellige Kategorier. Man har den store ordinre
Flleshal, Rummene for _les habits noirs_ og Cellerne. I de sidste kommer
Forbrydernes og Samfundets Aristokrati, dels Morderne, de store
Indbrudstyve og lignende farlige Individer, dels som Begunstigelse den
socialt hjtstillede Portion af de Anholdte, der vilde vkke for megen
Opsigt selv mellem "de sorte Kjoler". Det er nemlig kun en Eufemisme;
mellem dem indregistreres Alle, hvis Kostume ikke bestaar af lutter
Pjalter. At lade dem tilbringe en Nat i den ordinre Depotsal vilde i
Virkeligheden vre en Grusomhed slet og ret. Et mere pestbefngt Sted kan
man ikke tnke sig. Det er et kryptagtigt Rum, baaret af fire Piller, med
Betongulv, smaa, gittertremmede Vinduer, altid halvmrkt, klamt og hyllet
i en Atmosfre, i hvilken kun de Lunger kunne funktionere, der ere vante
til Forstadsgydernes Huler. Man faar nrmest Indtrykket af, at man er i
en uhyre Kvgstald. Langs Vggene findes Feltsenge, som slaas op om Dagen
sammen med Halmmadratserne, der tjener til Natteleje for den store
Pluralitet, som maa sove paa Gulvet. Depotet er nemlig altid overfyldt,
denne forfrdelige Samling af Banditter og Lazaroner ligger pressede
sammen som Sardiner i en ske, og det hnder ovenikjbet tidt, at
Korridorer og andre Lokaler maa tages til Hjlp. Man kan tnke sig,
hvilken Uhumskhed der hersker i denne Menneskemdding. To, tre Gange
daglig, medens Fangerne fres ud i Gaardene for at trkke Noget, der
kaldes frisk Luft, overskylles Senge, Gulv og Mure med Strmme af Vand.
Men det hjlper kun lidt. Blev det ikke gjort, siger Fangevogteren, vilde
Murene efter to Dages Forlb give sig til at spadsere alene.

[Illustration: Fllessalen i Politiprfekturets Depot.]

Det kan vanskeligt vre anderledes. Hovedparten af Fllessalens
Befolkning er nemlig slet og ret Vagabonder, der kun have Tag over
Hovedet netop de Ntter, de befinder sig i Depotet. Til daglig Brug sover
de under Concordebroens Buer, mellem Teglvrksovnene ude ved Barrires
d'Amrique, i Champs-Elyses Busketter, naar der er Lvvrk og varme
Ntter, eller i ubeboede Sommervillaers Lysthuse, naar der kommer Sne og
Vinterfrost. Politiet kjender ganske vel deres Yndlingssmuthuller, og
naar det engang imellem beslutter sig til at foretage Razziaer der,
vender det altid tilbage med rigelig Fangst. Men det lader dem som oftest
i Fred. Allerede nu er der en Snes tusind Anholdelser aarlig for
Vagabondering; sgte man grundigt efter, vilde Tallet blive altfor uhyre.
Paris lokker og drager saa strkt. Fra det vrige gamle Evropa vandrer
man ud; alle de uregelmssige Existentser, hvis Eventyrtrang ikke kan
finde Tumleplads i Hjemmet, sger hinsides Havet til den store,
ubekjendte nye Verden. Kun Frankrig prsterer ingen, eller i hvert Fald
forholdsvis yderst faa Emigranter. Franskmndene har nu engang Rdsel for
at expatriere sig. Deres Amerika er Paris; der, foregjgler deres Fantasi
dem, er der Plads for Alle, der er der Guld og grnne Skove at tjene,
Rigdom, Position, Livsnydelse at hente, saasnart man blot strkker
Haanden ud. Om de mange Tusinder, der gaar ynkeligt tilgrunde i den store
Stads Livskamp, tier Rygtet, men om de Enkelte, hvem heldige Chancer
bringer i Vejret, brer det Beretninger ud til alle Kanter. Og disse
Beretninger er en farlig Fristerinde; man tager den sjeldne Undtagelse
for almindelig Regel, hvad den Ene har naaet, mener man, maa vre let at
naa ogsaa for alle Andre. Kunde man tlle dem, der Aaret rundt kommer til
Paris uden Ressourcer, men med usvigelig Tro paa, at de kun behver at
stte Foden paa den parisiske Stenbro for at gjre deres Lykke, vilde man
faa et rentud forfrdende Tal. Det er ikke alene fra Provindsen, de
kommer; det er fra Udlandet ogsaa. Jeg har liggende for mig en Statistik
over de i et enkelt Aar foretagne Arrestationer af Vagabonder; over fire
Tusinde er Udlndinge. Talrigst reprsenteret er naturligvis det nre
Belgien og Holland, derefter kommer, ganske karakteristisk hver paa sin
Vis, Italien og Preussen, det sidste med over fire hundrede Individer.
Danmark er et af de faa Lande, som ikke findes i Fortegnelsen, Sverig og
Norge har kun nogle ganske faa Reprsentanter, Island derimod hele
elleve. Selv de fjerneste Egne af Verden, Kina, Persien, Japan, Afrika,
Tartariet og Bukariet, har sendt deres Kontingent. Tidt og mange Gange
dumper disse Ulykkelige ned i den store By uden engang at kunne tale dens
Sprog. Saasnart deres faa Spareskillinger er opbrugte, er der for dem
intet Andet at gjre end at lade sig samle ind af Politiet; Medlidenhed
og Hjlpsomhed er Dyder, der kun findes sjeldent i Paris. Men selv om de
Indvandrende ikke har denne frste store Betingelse for at lide Skibbrud,
selv om de kommer fra Provindsen med fyrig Arbejdslyst og robuste
Krfter, er det derfor ikke altid sagt, at de finder deres Brd i
Millionstaden. Livskampen er svrere der end nogetsteds, Existensudvejene
ganske vist mange, men Konkurrenterne til dem endnu mange, mange flere.
De stritter imod saalnge, indtil den vrste Sygdom af alle: Trang og
Sult, endelig faar Bugt baade med Humr og Arbejdslyst og Krfter. Det er
uberegneligt, hvad den i Paris aarligt hverver af Rekruter til den store
Vagabondhr.

Mandfolkene gaar over i den, kvinderne i en anden, der er endnu vrre og
uhyggeligere. Som Pluraliteten af Depotets Befolkning paa Svrdsiden er
Vagabonder, saaledes er den paa Spindesiden lsagtige Fruentimmer.
Politiets Runder gjr ogsaa af denne Art Sambundsbundfald hver Nat en
altfor rigelig Fangst paa Paris's Gader: Kvindeafdelingens Fllessal er i
Regelen ikke mindre overfyldt end den mandlige, Selskabet der er maaske
tilsyneladende proprere, men i Virkeligheden sunket nok saa dybt. Silken
og Fljlet er bedragerisk som Kindernes Sminke. Jeg har i Depotet set
Fruentimmerne med gte Zobelskinds Pelsvrk og Diamantsmykker til
Tusinder; forhrte jeg mig om deres Historie, var den i Regelen saa
omtrent den samme. Fdrene samlede Klude, og Brdrene arbejdede paa
Galejerne; de diamantoversaaede Damer selv var Stamgjster i Depotet.

Det er i det Hele taget Massen af den store Hr. Frst og fremmest kommer
Vagabonderne stadig igjen. For dem har Depotet intet afskrkkende;
saasnart Visiteringsformaliteten er overstaaet, er det Frste, man gjr,
at bringe dem et Brd. Den franske Justits har den humane
Betragtningsmaade, at enhver Lovovertrder, den fanger ind, kan vre
kommen i Konflikt med den som Flge af Sult. Den kjender sit Paris, den
veed, at intet Aar gaar hen, uden at der udenfor dets Gaders straalende
Butiker segner Ulykkelige, hvis Dd, hvor utroligt det end klinger, ikke
skyldes nogen anden Grund end Hungersnd. Den veed ogsaa, at dens Depot
aldrig er saa overfyldt som i Ugerne efter Flyttedagen. De stakkels
Familier, der er kastede paa Dren af ubarmhjertige Vrter, vandrer om og
skjuler sig, hvor de kan komme til, saalnge indtil Brnene begynder at
skrige efter Brd. Saa maa Moderens Rdsel for Depotet vige, og hun
melder sig selv. Straffens Forhal bliver i dette Tilflde til
Barmhjertighedens. Depotet giver de Ulykkelige Fde og Husly, indtil
Politiet finder Udveje til at anbringe dem andetsteds. Men det er netop
denne dets Rolle som Forsrger, som Vagabonderne saa ofte misbruger. Der
er dem, der i Grunden har Depotet til regelmssigt Standkvarter og kun
fjerner sig for nogle Dage, naar Eventyrtrangen kommer over dem. Der
fortlles om en saadan episk Vagabond, Victor Tuleu, at han har vret
anholdt ikke mindre end henved firsindstyve Gange, endnu fr han naaede
Trediveaarsalderen. Det var aldrig for egentlige Forbrydelser, men kun
paa Grund af hans nomadiske Tilbjeligheder. Man dmte ham, han sad sin
Tid, og naar han saa slap fri, begyndte han strax igjen paa sin planlse
Strejfen om. Var det stygt Vintervejr, tiltalte Friluftslivet ham ikke
mere, og Politiet lod for lang Tid gaa hen, fr det fandt ham paany, gik
han selv til Depotet og meldte sig. "Det er mig, Tuleu," sagde han; "jeg
har hverken Existensmidler eller fast Bopl, det er bedst, I sprrer
mig ind."

Han begyndte, da han var elleve Aar, og han er i saa Henseende ikke nogen
Undtagelse. Gjennemsnitlig tre Tusind af de Personer, der i Paris aarlig
anholdes for Vagabondering, er Brn. Hjemmet i Forstadshulerne er kun
altfor tidt daarlig skikket til at holde paa dem, og Livet ligger saa
lokkende lyst og let udenfor i den store, glimrende By. Forldrene gjr
vel i Regelen ikke overvttes Anstrengelse for at holde paa dem; en Mund
mindre at forsrge er altid saa Meget vundet. Det hnder tilmed ikke
sjeldent, at de med Villie kaster de ganske Smaa ud for Vind og Vove,
naar de falder dem til Besvr. Hittebrnshospitalerne, som vi kjender dem
fra de ldre franske Dramaer, existerer ikke lnger i Paris, men Depotet
har erstattet dem.

[Illustration: Hittebrnene og deres Vogter.]

Der er i det en sregen Sal for Brn, som Politiet har fundet paa Gaden,
og som endnu ikke er i den Alder, at de kan give Oplysninger om, hvor de
hrer hjemme. Det er et af de uhyggeligste Lokaler af dem alle. De
stakkels Smaa ligger der i Rad med en stor Tavle paa Ryggen, hyorpaa
staar deres Nummer og af og til et Fornavn, den eneste Oplysning om deres
Existens, som de har kunnet give. De ligger og venter paa, at Forldre
eller Paarrende skal komme og sge dem. Men i de ni Tilflde af ti
kommer der Ingen. Man er flyttet og har benyttet Lejligheden til, som af
Vanvare, at slippe Barnet et Sted paa Gaden, hvor det selv var ganske
fremmed, og hvor hverken Naboer eller Gjenboer kunde give Oplysning om
det. Enkelte af de Forladte ligger paa deres smaa Senge og grder efter
Fader og Moder, men Pluraliteten finder sig saare roligt i deres Skjbne.
Det gaar vel de Fleste som den lille Pige, der blev spurgt, om hun havde
det godt, hvor hun var. "Ja," svarede hun, "for her faar jeg Noget at
spise hver Dag."

Depotet har altsaa ogsaa sine Uskyldige. Men de findes heller ikke
undtagen netop i denne Kategori eller i de med den beslgtede: Oldinge i
Barndom, der er blevne samlede op paa en Bnk i Champs Elyses, Fremmede,
der vandrer om i Labyrinthbyens Gader uden at kunne tale et Ord Fransk,
Gale eller Folk, der har gjort Forsg paa Selvmord og vgrer sig ved at
love, at de ikke vil gjentage det. Det parisiske Politi er meget varsomt
med at foretage Arrestationer uden at vre ganske sikker. Hnder det i
eet Tilflde af Tusinde, at en sagesls Person bliver sprret inde i
Depotet, er det Hjden. Det langt overvejende Flertal er Folk, som man
har havt et vaagent je med lnge, fr man lgger Haand paa dem, eller
ogsaa Misddere, der gribes paa fersk Gjerning. Fire Femteparten af de
Anholdte hrer til den sidste Sort. Alleroftest er det gamle
Depotgjster, der gaar gradevis nedad; har de engang havt Foden indenfor
Fngslet, hrer det til Undtagelserne, at de ikke kommer igjen. Det er en
Regel, der kan drages ud ikke alene af Paris's Politihefter; moderne
Sociologer er i Frd med at konstatere den allevegne Verden over. Inden
mange Aar vil den muligvis have frt til en total Omformning af det hele
Straffevsen. Fortiden har straffet; det er Fremtidens Opgave at finde
Midlerne til at forbedre. Sagtens vil det blive en af dens vanskeligste;
men det maa siges til den franske Republiks re, at den ogsaa paa dette
Punkt seer Forpligtelsen til at gaa i Spidsen for sin Tid. De
forestaaende Lovforslag mod Recidivisterne er i Virkeligheden ikke Andet
end et anende Fremsyn over Vejen, der i saa Henseende er at gaa. Paris's
store Fllesfngsler, disse Lre- og Opdragelsesanstalter for
Forbrydelsen, er i Frd med at forsvinde. Man har endnu Saint-Plagie og
det forfrdeligere Saint-Lazare, Kvindefngslet, hvor alle de
Indesprrede, ligegyldigt hvilken Kategori de tilhre, blandes mellem
hinanden uden Hensyn. Men i Mazas og La petite Roquette, Brnefngslet,
er allerede Cellesystemet indfrt. Straffekolonierne er det nste Skridt
paa Vejen.

Men det maa gjres snart; der er _periculum in mora_. Med uhyggelige Tal
viser Politiets Statistik, hvorledes Forbrydelsernes Antal er i stadig
Stigen i Paris. Den sidste Snes Aar er ikke langtfra at have fordoblet
det. En misforstaaet Seen gjennem Fingre med Meget hos Republikens
Autoriteter er maaske ikke uden Skyld for de lavere Samfundslags
Vedkommende, i de hjere er det ganske sikkert Brssvindelens Fristelser,
der spiller en vsentlig Rolle i Forgelsen. Alverden er besat af Mani
for at gjre Forretninger. Depotets Lister er der for at vise, hvordan
det kun altfor tidt hnger sammen med disse Forretninger. "Der gaar
nsten ikke en Dag," sagde Fangevogteren mig, "uden at vi faar fine
Herrer herind." Han har Ret; alle Stnder er reprsenterede i
Samfundsbundfaldets store Pakhus. Man kan tage Listerne fra
hvilketsomhelst af de senere Aar. Man finder Bankierer og Advokater, hje
Embedsmnd og Officerer, Kunstnere og Forfattere, man finder Navne, der
har hrt til de mest ansete i Frankrigs Historie. Politiprfekturets
Depot er i videste Forstand Vrangsiden af Paris, Hjemmet for Alt, hvad
Luxusbyen gjemmer af Styghed og Misre.

[Illustration.]

[Illustration: Udenfor Caf de la Paix.]




KAF- OG GADELIV.


I.

Paris har mellem det Meget, der gjr den til en By _ part_, een Ting,
som Alle, selv de, der ndigst vil synge dens Pris, maa indrmme er noget
Magelst: den har sine Gader. Man maa absolut Vre skabt som en Kvker
for ikke at holde af dem. Og endda. Der var to--Kvkere mener jeg--, der
nylig kom over fra Hendes britiske Majestts alvorlige Land for at
prdike Bod og Omvendelse i det moderne Babylon. De havde ikke vret fem
Minutter paa Boulevarden, fr de slog Kors for sig og tog Rejsepas igjen.
Det var dem for ugudeligt. Det vil sige, de mrkede, at Fristeren kom op
i dem, og var de bleven fem Timer istedetfor fem Minutter, saa vilde det
have endt med, at det var dem, der var bleven omvendte.

Der var ogsaa engang en Herre fra Danmark, der, da man spurgte ham, hvad
han saa syntes om Pariserboulevarderne, resumerede sit Indtryk i et: Aa
jo ... saamnd, men de mangler Arkitektur. Det er muligt. Naar man ikke
paa lngere Tid har vret i Kongens Kjbenhavn, taber Ens Blik let sin
kritiske Skarphed i saa Henseende. Men mangler de Arkitektur, saa har de
Liv istedetfor, et Liv af en ganske ejendommelig Art. Det lokker ud som
Solskin paa en Dag i Maj, og det holder fast som disse forunderlige,
stille, lyse Sommerntter, i hvilke man gaar og driver med gode Venner
under Armen og aldrig kan bekvemme sig til at gaa hjem. Man fler
Menneskebadet i disse Gader som en Foryngelse. Tryk og Tyngder, som laa
paa En, gaar vk; Livslysten begynder at krible, Humret kommer op. Man
fyldes af Velbefindende, man nyder, man lever; der er noget ggende i
Luften, en Ozon af Fest, som man aander ind, og som stter Fart i En fra
Top til Taa.

Pariserboulevarden er nemlig en Gade af fuldstndig sregen Beskaffenhed.
Det er ikke blot Frdselen, Mylret, den brogede, mangfoldige
Verdensstadskolorit, der gjr den til, hvad den er. Af den Slags Liv har
London ligesaa meget og mere endnu. Men hvilken Forskjel er der ikke
alligevel! I London er Gaden simpelthen en Forbindelsesvej mellem to
Punkter, et, som man forlader, og et andet, som man skal til. At naa
dette sidste i den korteste Tid og med de mindst mulige Forhindringer,
bliver i det samme jeblik man stter Foden udenfor Dren den eneste
Tanke, man har. At vre paa Gaden blot for at vre der, lader sig aldeles
ikke gjre. Overalt omkring sig har man travle Mennesker, der farter
afsted med lange Skridt og klemmer sig gjennem Trngselen for at komme
frem. Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede
Stj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man
seer Ingenting, man sandser Ingenting, man fler kun Stimen, der er
bagved, man synes, den vilde vlte over En og lukke sig og begrave En,
hvis man standsede, og man tumler da med i det rastlse Jag. Man gaar og
gaar og gaar og bliver frst Feberen kvit og kan trkke Vejret igjen,
naar man er ved Maalet.

I Paris derimod er det anderledes: Selv hvor Farten og Frdselen er
strst, er der ikke noget Aandelst ved den. Folk har nok travlt hist og
her, men man lgger knap engang Mrke til det, de forsvinder mellem
Mngden, der ikke har det, mellem dem, der sidder paa Kafernes
Fortougsstole, staar i Gadedre eller i Grupper paa Trottoiret og
passiarer, driver langsomt op og ned for at drive. Man har en
Fornemmelse, som om man var paa Fornjelsestour, for at hvile sig, for at
se og standse, hvor der er Noget at se, lukke jnene rigtigt op og fylde
sig med Indtryk. Man er gaaet ud for en Timestid og for at besrge Et
eller Andet, men uden at man veed af det, er Dagen tilende, og naar man
kommer hjem, opdager man, at man har glemt det, man var gaaet ud for.
Gaden har underholdt, moret En, saa man ikke har kunnet rive sig ls fra
den, og saa har den lagt Beslag paa En helt. Man har ikke noget jeblik
flt sig paa en Landevej, hvor man skulde videre, man har flt sig som i
en Salon, hvor man befandt sig fortrffeligt, og hvor man flgelig blev.
Og det er i Virkeligheden ogsaa det, Parisergaden er. Hjemmet kjender
Pariserne kun som et Sted, hvor man arbejder; Hvilen, Adspredelsen efter
Arbejdet maa hentes udenfor de fire Vgge, midt i Tummelen og Trngselen,
helst hvor den er allerstrst, der er dr flest Incitamenter, som faaer
Blodet til at rulle hurtigere og stter den letpaavirkelige Fantasi i
Bevgelse. Man sger til Boulevarden; den er den store Fllessalon, hvor
hele Byens Befolkning strmmer hen for at tilfredsstille sin enorme Trang
til Selskabelighed, hvor man mdes med Lyst til at vre sammen, hvor man
frdes mellem hinanden med den elskvrdige Forekommenhed, den Lethed i
Tilnrmelse, der er en ganske naturlig Flge af Bevidstheden om, at man
gjensidig er der til hinandens Underholdning. Det parisiske Gadeliv
bliver paa den Maade mere end broget og mangfoldigt; det faaer de lyse,
fornjelige Toner over sig, den Glands af Glde, den Hvile midt i Uroen,
den Harmoni midt i Farvemylren, som gjemmer Behaget, hvormed det
fortryller, den Charme, der gjr Pariserboulevarden til noget ganske
Andet end en hvilkensomhelst Gade i hele Verden.

II.

Uhyre betegnende for den er dens Kafer. De ligger Side om Side,
utllelige nsten, ned langs den milelange Pulsaare, der drager sig fra
Bastille- til Concordepladsen. I det mindre fornemme og mindre befrdede
Templekvarter, paa Strkningen fra Ghateau d'Eau til Frihedssjlen, faaer
Boulevarden en Smule Luft for dem hist og her; men fra Rue Rougemont
nedefter til Madeleinekirken klemmer de sig op ad hinanden, saa der paa
sine Steder knap er nogle Alens Plads imellem dem. Deres Antal vilde vre
latterlig overdrevent, hvis de alene havde Funktion som
Bevrtningssteder; ikke Tiendeparten af dem kunde bestaa, selv om
Pariserne var det mest forfaldne Folkefrd i Verden. Nu er de imidlertid
tvertimod det allersobreste, der kan tnkes, og samtlige Kafejere bliver
hovedrige Folk alligevel i Lbet af nogle faa Aar. Tingen er, at de har
Andet at byde deres Gjster end de Varer, der skjnkes ud. Kafen er en
reserveret Plads paa Gaden, et Slags hyggeligt Sofahjrne i den store
Fllessalen. Det er som saadan, den maa betragtes, det er paa at vre
det, dens Existens er baseret. Udstyrelsen er uden Pragt, for en Luxusby
som Paris nsten fattig. Smaa, magelige, komfortable Kroge, hvor en
sluttet Kreds kunde trkke sig tilbage for sig selv, mangler fuldstndig;
hver lille Plads er benyttet, overalt staar der Bord ved Bord med kun
akkurat saa meget Mellemrum, at en Person kan klemme sig derigjennem. Paa
at srge for Gjsternes Underholdning har man heller ikke lagt Vgt; kun
i de afsides Gader har Kaferne Billarder, og deres Forsyning med Aviser
er mere end mangelfuld. Man holder en fem, sex parisiske i et enkelt
Exemplar, slet ingen fra Provindserne eller Udlandet. Hvad der serveres,
er dyrt; en almindelig _"Consumation"._ betales med en halv Franc,
uanseet hvori den bestaar. I alle disse Henseender kan Pariserkafen,
ikke maale sig med, hvad man finder i andre store Byer. Men hvad den har
forud, er Offentlighedens brogede Sceneri, Gadelivet rundtomkring den.
Den er aaben ud mod Trottoiret, og dens Lokale fortstter sig ud paa
dette. Kafstolene optager rigeligt dets halve Brede; de betydeligere
Kafer kan have en halvhundrede Borde derude, og det er disse, der er det
Vsentlige, Salene indenfor er nrmest kun at betragte som et Slags
Appendix. Naar det regner, bliver Markisen hejset ned, saa Gjsterne kan
bilde sig ind, at de sidder i Trrevejr, og heller ikke Kulden kan jage
dem bort fra deres Trottoireplads undtagen nogle ganske enkelte Dage,
naar den gaar over alle Grndser. Hele ti Maaneder af Aaret er Kafen i
Sommerhabit, og selv de to andre er Vinterkostumet ikke serist.
Fortougsstolene bliver staaende, og de store Glasruder, der skydes op for
den aabne Vg, glider selv i December og Januar tidt ned i Kjlderen
igjen, saafremt Temperaturen nogle Dage bliver en lille Smule mild,
Pariserne er ikke kuldskjre, naar de blot kan faa Lov til at vre paa
deres kjre Gade.

Kun i de tidligste Formiddagstimer staar Kafen halvvejs tom, vegeterer
med morgengnavne Opvartere og bdekerstuderende Rejsende. Allerede ved
Frokosttid begynder Gjsterne at strmme til den i Masse. Den er i
Regelen Restauration tillige. Pluraliteten af Forretningsfolk er
ndvendigt henvist til den; de har for langt til Hjemmet og for travlt om
Tiden til at kunne gjre en Rejse til den anden Ende af Byen for at
spise. Frokosten paa Kafen, koster dem ganske vist mindst tre, fire
Francs, og der gaar ogsaa dr let en Time eller to med i Lbet Men
hverken de eller Pengene er spildte. Man trffer den Kreds af Mennesker,
med hvilken man staar i Forbindelse, man henter Oplysninger, man slutter
Handeler, Forretningerne gaar deres Gang, de betydeligste af dem afgjres
tidt netop ved Frokostbordet. Hurtig, foretagsom, resolut, som man er,
klar over hvad man vil, og vant til at sige det kort, i en Fart og uden
Omsvb, fler man ingen Trang til at sidde i Kontorstole og snakke op og
ned ad Vggene for at faa en Sag i Orden. Et Sprgsmaal, et Svar--_<vol,
c'est entendu_. Garonen bringer Pen og Papir, og Kontrakten er sluttet,
inden han faaer den nste Ret serveret. Frokostkafen er Brs
ligesaameget idetmindste, som den er Spisekvarter. Men det forhindrer
ikke, at den i den sidste Egenskab er uovertrffelig. _Le chef de la
cuisine_, den imponerende, alvorlige Medborger med det store, hvide
Forklde, Hirschfngeren og Bagerhuen, er en Mand, der forstaar sin
Metier. Han kan undertiden vre indisponeret ved Dineren; om der ved den
sniger sig en Smule Skjdeslshed ind, har endda ikke saa Stort at sige.
Publikummet er det kritiklse, der kommer i Ny og N, som ikke har nogen
selvstndig Mening, men finder Alting ypperligt, naar blot Stedet har
Renomme. Ved Djeuneren derimod er det ndvendigt at holde rene stive.
Han arbejder da for Gjster, hvis Tunge forstaar at grade en _sauce
relev's_ Pikanteri, og som jeblikkelig vilde fange den gode Homer, hvis
han tog sig et Blund. Han er paa Hjden af sin Kunst, og hans Kunst er
stor. Boulevardkafen vilde vre uforlignelig, selv om den ikke havde
andre fortrffelige Sider end sin Kjkkenchef.

[Illustration: Le chef de la cuisine.]

Den har sin Absinthtid, den er endnu mere enestaaende end han. Fra
Frokost til Midnat er Trottoirestolene stadig besatte, men i _"l'heure de
l'absinthe"_ er der ikke een tom Plads. Man kjender ikke den Time
andetsteds; den passer kun for Pariseren, den hnger netop paa det
Njeste sammen med den Rolle, Gaden og Kafen spiller i hans Liv. Naar
han henimod Aften er frdig med sit Arbejde, lgger han mellem
Forretningsbryderierne og de huslige Bekymringer, som muligvis venter paa
ham hjemme, et kort Otium, under hvilket Alt, hvad Tilvrelsen kan have
af Generende og Ubehageligt, bliver jaget ubarmhjertigt paa Porten. Han
kjber sin Aftenavis i Kiosken, gaar paa sin Kaf, stter sig ved det
lille, runde Bord, hvor han er vant til at sidde, bestiller sin
Consumation og lader saa en Timestid eller halvanden hele sin Person,
Legeme og Sjl, svmme ud i et stort, roligt Velbefindende, i hvilket der
kun er een Bevidsthed klar, een Fornemmelse raadende: den, at Livet dog i
Grunden er en magels prgtig Ting. Absinthen, det halve Glas l,
Fingerbllet fuldt af Madeira, eller hvad det nu er, han drikker, det er
kun et Skalkeskjul, en Tribut, han erlgger af sin Plads, som de to Sous,
han i Parc Monceau eller Champs-Elyses betaler Madammen for sin Stol. Og
Avisen! Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa
Solen og blive slugt af dens Flammer, fr Absinthtimen var forbi, vilde
hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening. De jne, hvormed
han seer paa dem, er i Slgt med Papas rer i den lille, lune
Provindskrog, naar han har trukket Slobrokken paa, og hans Frue har
kommet Sukker og Flde i hans Middagskaffe, og hans lille Pige tndt den
store Merskumspibe for ham, og han saa lgger sig paa Sofaen og siger:
"Saa Brn, snak I kun, Fa'er hrer efter." Nej, Fa'ers Pibe gaar ud, og
Fa'ers Kaffe bliver kold, og Fa'er hrer ikke, han holder Absinthhvil paa
sin Maner. Pariserens er en anden. Han blunder ikke hen i Hjemmets Hygge,
for den kjender han ikke, men i det, der er hans Kjrlighed og Stolthed.
Hans Sjl glider ud i Gadens, i hans store, elskede Bys Liv og bliver
ligesom Et med den. Det er Velvret for ham, det har paa sin Viis al den
lykkelige Ro, al den uendelige Tilfredshed, som et Menneske fler, naar
han nogle jeblikke lever helt i det, han elsker.

Middagen, kommer. Ekvpagerne, som Kafgjsten mellem Fem og Syv har
siddet og seet bre al Paris's Pragt til og fra Boulogneskoven, begynder
at rulle sparsommere, de Ventendes Klynger ved Omnibusstationerne og
Fodgjngertrngselen paa Refugerne bliver tyndere, Vognqueuens Knuder
lser sig selv paa de Hjrner, hvor Sidegaderne munder ud i Boulevarden,
der er Efternlere af Promenerende endnu, men deres Skridt bliver
hurtigere, Damerne er hrt op at strmme ud fra Butikerne, deres
Toiletters brogede Luxus aflses af de smaa Arbejderskers sorte
Merinoskjoler, Avisslgernes Raaben med de friske Aftenaviser dr hen.
Paris har, solende sig i sin egen Glands, saalnge Absinthtimen varede,
budt Trottoirepublikummet den hjeste Udfoldning af sig selv, men
Skuespillet er nu tilende, Gadelivet holder Middagspause, og Kafstolene
gjr det paa samme Tid. Synderlig lang bliver denne Pause dog aldrig.
Naar Absinthen ikke lnger kan bruges som Paaskud for Fortougsotiet,
kommer Touren til Mazagran'en og Bock'en; atter om Aftenen er
Boulevardkafen det store Forlystelsessted, hvis Tiltrkningskraft
bestandig holder sig lige lokkende. Publikum er et andet end i
Eftermiddagstimerne, men det er ikke mindre talrigt. Naar en
Pariserfamilie af de jvnere Samfundsklasser vil tilbringe en rigtig
fornjelig Aften, gaar den paa Kafen, og har man Gjster, er det nsten
uundgaaelig ndvendigt, at man frer dem derhen. I Hjemmet har man
hverken Plads til eller er indrettet paa eller finder nogen Morskab ved
at vre sammen. Om Selskabelighed inden fire Vgge har den langt
overvejende Part af Pariserbefolkningen aldeles ikke noget Begreb;
Kafbesget trder i Stedet for. Skal der vre exceptionelt Gilde, gaar
man paa en af de store Sangerpavilloner i Champs-Elyses, hvor Publikum
sidder under aaben Himmel og har dobbelt Skuespil, et omkring sig som paa
Boulevarden, og saa som Tilgift det oppe paa Scenen. Til daglig Brug er
den Fornjelse imidlertid for dyr. "_Entre libre_" hedder det vel paa de
fristende, illustrerede Kmpeplakater, og det er ogsaa ganske rigtigt,
man kommer gratis ind, men den Consumation, man er ndt til at bestille
her som paa enhver anden Kaf, koster til Gjengjld tre Francs. Det giver
Pariserne ndigt ud for at more sig, de er for forvnte med virkelig at
faa den Slags Ting gratis. Paa Boulevardkafen er Morskaben for dem
omtrent den samme, og den er ulige billigere. Den halve Franc, man
betaler for sit l, giver Ret til at beholde Fortougsstolen, saalnge man
lyster. Kun delande fornyer Consumationen. Man bliver siddende ved det
tmte Glas og seer og seer. Boulevarden, straaler, det summer og mylrer
paa alle Kanter, nye Figurer, vexlende Billeder drager forbi i
ustandselig Rkke, Tiden gaar, uden at man mrker det. Man har ikke Behov
for Kafens Varer. Livet, Tummelen, Luften, mttet med Boulevardens
Parfume af Fest, stiger En til Hovedet og gjr En r. Naar man gaar hjem,
er det, som om man havde vret en Nat i Sus og Dus. Og man har dog kun
siddet et Par Timer paa et Fortoug. Det er det, der er Pariserkafens
Hemmelighed.

III.

For en stor Part af Pariserne indskrnker Kafen sig imidlertid ikke til
at vre Selskabssal alene. Den har ogsaa mere dagligdags Funktioner, den
er for dem Kontor tillige, Arbejdsvrelse, Modtagelsessalon, politisk
eller litterrt Klublokale og andet Sligt. Den har i saa Henseende meget
gamle Traditioner. Garonen i den lille, historisk bermte Caf Procope i
Rue de l'ancienne comdie paa den venstre Seinebred viser endnu med
Stolthed Gjsterne det Bord, ved hvilket Voltaire i femten Aar "har
siddet og skrevet sine Breve til Kongen af Preussen". Rousseaus,
d'Alemberts, Crbillons og Mirabeaus Portrtter kiger ned fra Vggen og
fortller, at ogsaa de har havt et andet Hjem i disse gamle, tilrgede
Sale; Gambetta, veed Alverden, har fulgt efter dem. Og saaledes har saa
at sige hver eneste Kaf sin Biografi vvet ind med bermte Navne.
Bohmeperioden var srlig deres store Tid. Hvertandet selv af de
betydelige Talenter havde bogstavelig ikke noget Hjem udenfor Kafen.
Naar man engang fandt dem dde paa et Tagkammer, i en Kasse med Bger og
Manuskripter, der tjente som Seng, fik man at vide, hvor deres Bopl var,
men lige til det jeblik anede selv deres intimeste Bekjendte det ikke.
Den Race Mennesker er ganske vist nu forsvunden, kun nogle enkelte
Exemplarer af den gaar i vor ngterne Milliontid om som Spgelser, hvem
en driftig Impressario godt en skjnne Dag kunde falde paa at vise frem
for Penge i Folies-Bergre. Men deres Betragtning af Kafen var altfor
gte parisisk, passede altfor godt for specifik franske
Nationaltilbjeligheder, til at den kunde forsvinde med dem. Deres
Efterflgere i Kunstens, Litteraturens og Politikens Verden er satte,
fornuftige Folk med Orden i deres Liv og Orden i deres Pengekasse. De
mangler saa lidt Hus og Hjem, at de tidt har egne Hoteller endogsaa. Ikke
destomindre er Kafen vedbleven at vre det Sted, hvor de med
Forkjrlighed afgjr alle Forretninger med Omverdenen. De har en
regelmssig daglig Tid, da de kommer paa den, som paa et andet Kontor,
hjemme er de kun for at arbejde, og der vil de ikke forstyrres. Selv
opgiver de stadig "deres Kaf", naar man sprger, hvor de kan trffes,
deres Portner har Ordre til at give Folk Anvisning paa den, de lader
endogsaa deres Breve adressere til den. Man kan have kjendt hinanden i
aarvis, omgaas daglig, vre Dus, uden at vide hinandens Husnummer.

Litterre og artistiske Samlingssteder er Kaferne tildels allevegne, men
i Paris er de tillige politiske. Under bevgede Perioder er det dem, der
bliver de store Agitationscentrer. Oppositionen fdes der og udgaar
derfra. Gambetta og en Mngde andre af de Mnd, der nu i forskjellige
Stillinger er ved Roret i Frankrig, har begyndt deres Karriere paa
Kaferne; har Kafdiskussioner og Kaftaler som Basis for deres
Popularitet og deres Position. Under Kejserdmmets sidste Aar var Caf
Mazarin den hele republikanske Stabs Hovedkvarter. Kommuneopstanden er
senere undfanget paa den, og mellem brogede Omgivelser af Fremmedpublikum
og Boulevard-Demimonde diskuterer endnu de hjemvendte Ny-Caledonister
deres Samfundsomvltningsplaner paa dette Sted. Bonapartisterne samles
paa den fornemme Caf de la Paix, der indtager Hjrnet af Operapladsen og
Boulevard des Capucines, i Tortonis alvorlige Sale sidder "Kong" Henriks
tro Mnd og hvisker hemmelighedsfulde Konspirationer, mens de hvidhaarede
Tjenere serverer dem deres _petit verre de Madre_. Til daglig Brug
spiller Politiseringen ganske vist ikke n saa fremtrdende Rolle som i
Provindsen. Der er de forskjellige Partiers Kafer ligefremme Krigslejre,
der ligger i uafbrudt Kamp. Man indskrnker sig ikke til Demonstrationer,
man kommer stundom til Haandgribeligheder endogsaa, og naar det ene Parti
vinder en stor Sejr, hnder det ikke saa sjeldent, at det uden videre
lukker det andets Kaf. Noget saadant kan under normale Forhold ikke
passere i Paris; i det mylrende Kjrind af Fremmede og tilfldigt
Publikum drukner Politikerne. Men de er der liger fuldt og giver Kafen
dens absolut udprgede Farve. En Mazaringjst vilde betragte det som en
ddelig Fornrmelse, om man bd ham et Glas l paa Caf de la Paix, og en
Tortoni-gjnger vilde ikke uden evige Samvittighedsnag kunne stte sin
Fod paa en af de fuldblods republikanske Kafer.

Et specielt Publikum i en eller anden Retning har de fleste
Pariserkafer. Naar man er kommen nogle Gange paa dem, vil man hurtigt
finde en Type, der er karakteristisk for hver enkelt. Den oppustede,
skvadronnerende Brsmatador har erobret Caf Riche og sidder
selvbehageligt solende sig i sin egen Glands og breder sig paa de
Fortougsstole, der endnu for faa Aar tilbage var de nobleste paa hele
Boulevarden. Paa "Napolitain" har hver anden Gjst den rde Roset; det
er Kafen for "les officiers superieurs". "Sude" samler Skuespillerne,
"Americain" Boulevardjournalisten, "Grand Caf" de gamle Grundejere og
"Helder" de unge Levemnd. Af de Fremmede har hver Nation sin sregne
Kaf, hvor de, som Tydskerne paa Caf de la Terrasse ved Gymnasetheatret,
i Regelen indretter sig saa komplet med hjemlige Vaner og Sder, at ingen
Pariser vover at stte Foden paa deres Enemrker. Det er kun Nordboerne
paa "Rgence", der er et saa fremkommeligt Folkefrd, at de kan enes om
Kaf ikke blot med Polakker og Czeker, men endogsaa med Pariserne selv.
Foruden for Thtre franais' Personale er Rgence tillige Samlingssted
for samtlige Seinestadens enragerede Schakspillere og Valpladsen, der er
Vidne til alle deres store Turneringer. At de har deres srlige Kaf, er
endda forstaaeligt. Men hvem har det ikke i Paris? Ligefra Akademiets
Uddelige, der mdes paa "la Rotonde" i Palais-Royalhaven, helt ned til
Kludesamlerne, der drikker deres Absinth med Standsfller paa
"Californie" og lignende Steder, er der ikke nogen Klasse, nogen Kreds,
nogen nok saa lille Gruppe af Mennesker, hvem en flles Interesse
forbinder, uden at de maa til Kafen for at drfte den i Kompagni. Dertil
kommer saa Hrskaren af flygtige Turister. De er iflge Sagens Natur
henviste til at leve paa Gaden og Kafen, og de gjr det selvflgelig
efter saa meget strre Maalestok, naar de kan gjre det med et saadant
Behag og et saadant Udbytte som i Paris. Resultatet bliver, at hvert
tiende Hus har en Kaf i Stueetagen, og at af Byens to Millioner Beboere
ganske sikkert en halvtredsindstyve tusind mindst tjener deres Brd som
Skjnkevrter eller Garoner.

[Illustration: August (se Pag. 305) serverer for Nordboer paa Caf de la
Rgence.]

Kafens, srlig Boulevardkafens Publikum er imidlertid ikke
Indtgtskilde for dem alene. Naturligvis kaster Reklamen sine Garn ud
efter det. Det staar jo der i Fortougsdammen som Fisk i Stimer, saa
velplaceret som muligt til at lade sig fange. Fotografen forvandler
Partiet omkring Caf Riche til en Fehave i Fuldmaaneskin for at
underrette om, at han tager Billeder ved elektrisk Lys.
Fornjelsesetablissementerne spnder Gasguirlander med deres Navne ud
mellem Trerne foran Kaferne, driftige Skrddere prsenterer paa
Husmuren ligeoverfor en lang Rkke komiske Laternamagikabilleder for at
fste Opmrksomheden paa deres Adresse, der staar som Ramme udenom,
Hippodromen lader i langsomt Ridt hele Optog af udpyntede Drenge til hest
passere forbi. Men selv bortset fra saadanne snilde Forretningsmnd, der
sger at slaa deres Existens fast i Kafpublikummets Bevidsthed, fordi de
veed, at i Paris er Ens Lykke gjort Dagen efter, at man er kjendt, selv
bortset fra dem er der Hundreder, Tusinder, for hvem det hvilende,
fordjende Paris, der i ddagstimerne sidder paa Boulevardkafernes Stole,
er Kildes til hele, deres Subsistens.

De er et saare karakteristisk Trk i den store Stads Gadefysiognomi,
disse altid tilstedevrende, altid ivrigt opsamlende Menneske-Spurve, der
lever af Krummerne fra de Riges Bord. Hvordan de kan mttes, hvordan de
stundom kan blive ganske fede endog, synes en uudgrundelig Gaade; man kan
sidde timevis og kun se dem tjene et Par Sous i det Hjeste. Men
adskillige af dem har alligevel hjemme meer end eet Strmpeskaft fuldt af
Guld og Slv, lnge fr de opgiver deres halvt slgende, halvt betlende
Zigeunerexistens paa Boulevardkaferttes Trottoirer.

Alverden, der har vret i Paris blot en eneste Dag, kjender
Kikkertmanden. Fra Morgen til Aften lister han sig frem og tilbage mellem
Kafbordene, intet nyt Ansigt undgaar hans Opmrksomhed, han er der strax
med sin Theaterkikkert, og selv om man forsikrer ham, at man har hele
Huset fuldt hjemme, undgaar man ham dog ikke. Hans er noget aldeles
Exceptionelt, _une vraie occasion. "Vous n'en trouverez pas deux_,"
forsikrer han med en Overbevisning i sin Stemme, der har nsten
Lidenskabens Klang. Men det forhindrer paa ingen Maade, at han, naar han
en enkelt Gang faaer sin Vare afsat, et Minut efter har akkurat Magen
tilfals paany. Aar ud, Aar ind er der ikke ringeste Forskjel at se
hverken paa ham selv eller paa hans Kikkert, paa det blankpolerede
Messingbeslag og den lakerede Rem, i hvilken han transporterer sin Skat,
medens hans store Sko slider Furer i det Stykke Asfaltfortoug, over
hvilket han i Tidens Lb har bevget sig Millioner og Milliarder af
Gange, stadig med de samme smaa listende Skridt og de spndt aarvaagne,
halvt lurende jne.

I sit Flge har han en Hrskare af andre ambulante Handlende. Det er en
hel vandrende Bazar, der passerer forbi, naar man sidder en halv Time
foran en Boulevardkaf. Men altid de samme Salgsgjenstande, altid de
samme Ansigter, som man har seet den sidste halve Snes Aar. En ny
Handelsartikel og en ny Handlende foran Boulevardkaferne er en
Sjeldenhed ligesaa stor som et nyt Diamantsmykke i Juvelerens
Udstillingsvindue, eller en Butik, som man ikke finder igjen paa det
samme Sted en Menneskealder igjennem. Intet er saa konservativt som
Paris's Gadefysiognomi; maaske hjlper ogsaa netop det ikke saa lidt til
Hjemligheden, man fler i disse Gader.

Fdt med Kafen og absolut uadskillelig fra den er dens Stumme. De mener
som saa, at intet Menneske gjr Ret i at dsle sin Tid bort, selv ikke,
naar han sidder paa et Fortoug, og de foreslaar derfor Gjsterne paa
Trottoirestolene Studiet af deres Tegnsprog som en smuk, belrende
Underholdning i den ledige Time. Saasnart man har sat sig, indfinder de
sig strax og lgger deres lille sammenfoldede Papir paa Ens Bord. Er man
nysgjerrig, rrer man blot ved Papiret, betragtes det som en stiltiende
Indrmmelse af, at man gaar ind paa den Stummes Forslag og er villig til
at afkjbe ham hans Sprogngle for to Sous; men lader man det
hemmelighedsfulde Papir blive liggende ganske roligt uden med nogen
Gestus eller noget jekast at give Interesse for det tilkjende, falder
heller ikke den Stumme paa at inddrive nogen Kontribution. Naar han har
endt sin Ronde og forsynet alle Bordene med Papirer, samler han sine
Smaasummer ind, og han veed altid ganske nje, hvem der har vret
nysgjerrige; kun de maa bde. Da Boulevardkaferne imidlertid stadig er
fulde af Fremmede og andre debuterende Gjster, gjr den Stumme som
oftest ingenlunde daarlige Forretninger.

Stadig tilbagevendende Handlende er ligeledes Manden, der tilbyder smaa
hvide Terryhvalpe og grnne Selskabsfugle, Konditordrengene med deres
hvide Forklder og deres glaserede bler stukne paa Pinde,
Stokkehandleren, Gibsfigurslgerne, Blomsterpigerne med deres dejlige,
langstilkede Roser og meget hyppigt med et ganske spdt Barn paa Armen,
den geniale Kunstner ikke at forglemme med det lange graa Haar,
Matrosbaretten og Gymnastikskoene samt med et stort Oliemaleri under hver
Arm, hvilke Kunstvrker han paa Grund af jeblikkelig Forlegenhed nsker
afhndede til en Kjender, hos hvem hans Arbejder kan komme til at gjre
sig tilbrligt gjldende. Uendeligt talrige er den lille Pariserindustris
Reprsentanter. Hvert halve Minut maa man gjre Kmpeanstrengelser for at
slippe for at kjbe imiterede Uhrkjeder, rmeknapper, Sprldemnd,
Smaadjvle med Bly i Halen eller Spaanslanger, der slaar Volter ud af
deres Trhylster. Det er Altsammen fnomenalt billigt, men naturligvis er
Kvaliteten saa ogsaa derefter. Paris er en underlig By: for hvert Skridt
Verdens vildeste Raffinementsluxus ved Siden af det allerforfrdeligste
Markedskram, Millionroverdaadigheden og Elendigheden Haand i Haand,
Karusselbanen, hvor Ejeren selv er baade Hest og Udraaber og Bajads og
Ringstativ, ude i Champs-Elyses klods op ad Ledoyens Restauration,
Kagekonens tag- og vindulse Bod ved Siden af Juvelerens
Udstillingsvinduer med Smykker til en halv Million. Et godt Skilt for,
hvordan Livet i Virkeligheden saa grumme tidt former sig i den store By:
intet Svlg mellem Samfundsklasserne, ingen Afgrund mellem Rigdommen og
Fattigdommen. Den pjaltede, barhovedede Dreng, der idag byder sine
Svovlstikker til Salg paa Boulevardkafen, kan om nogle Aar hre til
Verdens Matadorer, der behves dertil i en By som Paris kun Talent og
Energi, og den unge Spradebasse med sine arvede Millioner, der nu
skjdeslst slynger sin Havannacigar ind under Kafbordene, efterat have
taget et Par Drag af den, kan muligvis ligeledes om nogle Aar, om nogle
Maaneder maaske--der behves i Paris kun nogle Fruentimmer dertil, nogle
Ntter i Spilleklubben, paa Helders Restauration o.s.v.--kjendes igjen i
Lazzaronen med den fidtede Voxdugspose og den lange Stok, i hvis Ende er
befstet en spids Jernkrog, Cigarstumpesamleren, ligeledes en af
Boulevardkafens ejendommeligste Menneske-Spurve.

Han kommer med de tidligste Morgengjster og forsvinder frst igjen, naar
mellem Et og To om Natten den sidste Efternler forlader Kafens
Trottoire. Ikke den mindste Stump Cigaret kan blive kastet, uden at han
strax slaar ned, rager den ud med sin Hage og putter den i Posen. Han har
Spurvens skarpe je og Spurvens Dristighed, og han bliver taalt, nsten
fredet om paa Boulevardkafen, som Spurven bliver det i Tuileriehaven.
Uden Frygt arbejder han sig ind selv i den ttteste Trngsel for at hente
sine Smuler under Bordene, der staar lngst inde, og Folk rykker tilside
og gjr Plads; det er nu engang hans Livsstilling at samle Tobaksstumper,
og i Paris respekterer man alle Livsstillinger.

Saaledes er det da en hel Mylr af Mennesker, der om Aftenen vender hjem
fra Boulevardkafen med fyldte Lommer. En saadan Kafs Publikum paa en
enkelt Dag er jo i Virkeligheden ogsaa strre end mange Smaabyers samlede
Indbyggerantal. Den store By har sin Existenskamp, mere vild, mere
fortvivlet, jo strre den er, men den har ogsaa en uendelig Mngde af
Muligheder for at friste Livet, der aldrig lader Nogen i Stikken, som for
Alvor vil leve. Det er dens Velsignelse. Skal man arbejde sig op fra
Ingenting, saa er Kaffortouget der. Meer end een Millionr er begyndt
med at slge Smaakram paa det. Thi er det den store Samlingsplads, hvor
hele Paris holder Hvile, saa er det Markedspladsen tillige, hvor Byens
Liv hober sig sammen med alt, hvad det har af Ejendommeligt og Typisk,
Paris i Essens, Paris i den mest brogede, mest straalende, mest
forunderligt fngslende Udfoldning af sig selv.

[Illustration: Cigarstumpesamleren.]

[Illustration: Den provenalske Digter Mistral.]




BILLEDER FRA SYDFRANKRIG.


Mellem moderne Troubadourer.

Det gaar med Folkefysiognomier sete paa Afstand, som med Bjerget, man
nrmer sig. Det frste Indtryk, jet faaer, er en stor, jvn Flade, hvor
det Hele glider sammen i grsgrn Ensformighed. Men efterhaanden, som man
kommer nrmere, brydes det Ensformige. Der springer Punkter frem, der
aabner sig Klfter, det Grsgrnne oplser sig i Hundreder af fine
Farvenuancer. Saaledes ogsaa med Folket, man personligt lrer at kjende.
Istedetfor den ubevgelige, stive Maske, dannet af de historiske
Fnomener, seer man et levende Ansigt, paa hvilket hver sjlelig
Bevgelse spejler sig med forskjelligt Udtryk.

Intetsteds slaar dette Billede maaske bedre til end netop for Frankrigs
Vedkommende. Folkekarakterens Udslag er saa store og saa bestemte, at man
synes, den Maske, de former, maa passe absolut. Men det er kun et
Afstandsindtryk. Det er Majoritetens Masse, man seer; paa nrt Hold tager
Sagerne sig anderledes ud. Det er saaledes slaaet fast som en
ubestridelig Kjendsgjerning, at Sydfrankrig er Radikalismens Vugge. Man
tnker sig det kun befolket af rde Revolutionsmagere, en anarkistisk
Krudttnde, der blot behver at komme i Nrheden af en Gnist, for at den
skal explodere. Og denne almindelige Forestilling synes i Virkeligheden
ogsaa at have ijnespringende baade folkepsykologiske og historiske
Fnomener at sttte sig til. Sydfranskmanden er en udprget Romaner,
siger man, letbevgelig, letflammende, en Natur, af hvis sjlelige Evner
Fantasien er langt mere udviklet end det rolige Rsonnement. Han bliver
derved i de ydre Former--om end paa sin elskvrdige Maade--et Stykke af
en "Poseur" og Komediant, og han gaar omkring med en permanent,
ubetvingelig Trang til at arrangere det trivielle Hverdagsliv dramatisk
og i stor Stil. Den politiske Revolution tilfredsstiller denne Trang;
Folkedemonstrationer, Barrikadekampe, Htel-de-Ville-Erobringer og alt
Sligt er hans rette Element. Saaledes lyder Deduktionen, og Historien
paatager sig stadig at levere Beviser for dens Paalidelighed. Lige fra
1789 har der ikke vret nogen Revolte i Frankrig, uden at Marseille,
Lyon, Bordeaux, kort sagt alle de store sydfranske Byer jeblikkelig
marcherede umiddelbart efter Allarmtrommen. De arrangerer socialistiske
Arbejderkongresser, de vlger Kommunarder til deres Reprsentanter i
Kammeret, de stikker den rde Fane ud hvert jeblik, naar de kan komme
til. Og de gjr Alt dette med en Eclat, en Hjrstethed, en
Massevirkning, saa man, naar man kun seer disse Manifestationer paa
Afstand, umulig kan tro Andet, end at de skyldes en hel, kompakt
Befolkning. Den, der imidlertid rejser til Frankrigs sydlige Provinser
med en Flelse af at nrme sig det kogende Krater, hvorfra
Revolutionernes Lava altid har vltet op hedest og vildest, vil, naar han
kommer derned, blive Gjenstand for adskillige Overraskelser. Naturligvis
vil han trffe baade Typer og Strmninger, som passer ind i de
konventionelle Forestillinger--Historiens Dom hviler aldrig paa rene
Fantasier. Men han vil ved Siden af det rde Spgelse, som han venter at
finde tilbedt af Alle, mde en Konservatisme af Kjd og Blod, fuldt
rustet, med skrappe Ord og med aabent Visir, en Konservatisme, hvilende
ikke paa Flegma, men paa Lidenskab.

Denne Konservatisme har sin egen Historie. Der var en Tid, da Sydfrankrig
i en vis Forstand stod i Begreb med at blive Evropas Centrum. Det gamle
Galliens hjtudviklede Kultur var, som hele den antikke Verden, bleven
knust af de fremtrngende Barbarer. Men fra de begravne Ruiners Grus
syntes der at stige en ny Fugl Fnix i Vejret. Det rige Land mellem Loire
og Middelhavet var atter rent materielt kommet til Krfter, dets frie
Handelsstder blomstrede, dets glimrende Hoffer gav Tonen an, som Paris
gjr det nu, og fra dets stolte Ridderborge drog Troubadourene ud paa
Vandringer, overalt syngende deres dejlige Hjems og dets skjnne Kvinders
Pris i dette Hjems blde, melodiske, forunderlig berusende Sprog. I en
hel Periode af Middelalderen er det Troubadourpoesien, hvorom Alting
samler sig; den opfanger som et Brndpunkt alle Udstraalingerne af dens
Liv i sig, og idet den dominerer hele Tidsalderen, omgiver den samtidig
det sydfranske Sprog med en Glans, der nsten ikke er mindre end
tidligere det romerskes. Det lyder i alle Kroge af Verden, hvor Tidens
Kultur er naaet hen, og hvor dens store Guddomme, Ridderdyderne og
Kvindetilbedelsen, sidder i Hjsdet, Konger og Fyrster fra de fjerneste
Lande digter i dette Sprog, det er paa Nippet til at antage en ligefrem
universel Karakter.

Men saa kommer Albigenserkrigene. Nordfrankrig kaster sig over Syden, som
tidligere Barbarerne fra sten har kastet sig over Gallien, Handel og
Velstand gaar tilgrunde, de stolte Ridderborge lgges i Grus,
Troubadourerne bliver fattige og hjemlse, deres Sang forstummer, og med
den ophrer ogsaa Propagandaen over Verden for det skjnne sydfranske
Sprog. Selv fra dets Hjemstavn sger de nye Herrer at jage det bort: de
paatvinger Retsvsenet, Kirken, hele det offentlige Liv deres eget, og
efterhaanden synker da Troubadourernes hjtudviklede, nsten
verdensbeherskende Sprog ned til at blive en simpel Provindsdialekt, der
ikke lngere har nogen Literatur, og som kun tales af Bnder og Almue.

Lige til vort Aarhundrede, flere Aartier ind i det endogsaa, har
Forholdet vret saaledes. Det sydfranske Tungemaal, "det romanske Sprog",
under hvilket Navn dets moderne Linguister samler de fra hinanden kun
lidet forskjellige Dialekter, der tales i Provence, Languedoc samt de
tilstdende Provinser af Spanien og Italien, har ikke havt nogen eneste
Forfatter, det har ikke lydt fra nogen Prdikestol, det er ikke blevet
hrt i nogen offentlig Forsamling. Men ikke desto mindre er det blevet
ved at leve. Endnu den Dag idag tales det i Frankrig af over otte
Millioner Mennesker, og naar man tager Dialekterne fra Katalonien og
Ligurien med, vil dette Tal endogsaa kunne bringes op til tolv Millioner.
I alle de sydlige Departementer, srlig i de gamle Provinser Provence og
Languedoc, er det ikke blot Folkesprog i saa udelukkende Udstrkning, at
mangfoldige Landboere maa gaa i Kirke uden at kunne forstaa et Ord af
Prstens franske Tale, det benyttes endogsaa med Forkjrlighed af Byernes
dannede Befolkning, det savner kun det officielle Stempel for i en
Haandevending at vre absolut eneherskende. Men dette officielle Stempel
ngter man det; det maa kun faa Lov til vedblivende at fre sin tavse,
beskedne Tilvrelse som Bondedialekt.

Der er i dette Forhold noget Forvrngt, noget Unaturligt, som umulig
kunde vedblive at bestaa upaatalt i en Tid, der netop paa ethvert Omraade
fordrer Ret til Livet for Alle og Alt, som har Kraft til at leve. Den
sejge Kjrlighed til Modersmaalet, der gjennem de lange Aarhundreder har
fredet om det romanske Sprog, saa at det er gaaet ud af
Vegeteringsperioden uden at have mistet det Mindste, hverken af sin
Skjnhed eller af sin Livskraft, den har endelig i vore Dage givet sig
Udslag i en kraftig Protest mod dette Sprogs Fornedrelse og en energisk
Bestrbelse for at hve det op igjen, om ikke til dets tidligere Glans,
saa i hvert Fald dog til en jvnbyrdig Plads ved Siden af andre moderne
Kultursprog.

Sjlen i denne Bevgelse er Troubadourernes Arvtagere i vor Tid, de
saakaldte "Felibrer", et selvopfundet, saavidt jeg veed, fra den frste
By, hvor Digterkredsen samledes, taget Navn, der efterhaanden er gaaet
over til at vre ensbetydende med Begrebet Poet. I Troubadourernes
skjnne Land er Troubadourernes Toner ganske vist stadig blevne hrte.
Den provenalske Folkepoesis Kilder har aldrig rent ophrt at flyde, selv
i den trreste Paryktid. Men frst i vore Dage er der blevet gjort Forsg
paa at iklde denne Folkepoesi en Kunstliteraturs Dragt og derigjennem
atter skaffe Folkesproget Anseelse og Rang. Istedetfor at gaa til Paris
for at vinde Verdensry og Millioner er Provences og Languedocs Digtere
blevne hjemme i deres Landsbyer, har sagt, hvad de havde at sige, paa
deres eget Sprog, har sunget som Troubadourerne om deres dejlige Hjem og
dets skjnne Kvinder, har givet Afkald paa Villaer og Slotte og paa
Akademiets Lnestole og har fundet sig i beskedent at tjene deres Brd
som Boghandlere, Bagere, Landmnd o.s.v., samtidig med at de digtede for
Poesiens egen Skyld. Jasmin, en af de betydeligste Lyrikere, Frankrig har
haft, levede og dde som Frisr i Agen; Rboal drev Bagerhaandvrket i
Nimes samtidig med at han skrev de uforlignelige Sange, der med Rette har
skaffet ham Tilnavnet Provences Branger. De er ganske vist derved
personlig blevne mindre bermte, end de upaatvivlelig vilde vre blevne,
hvis de som deres Landsmnd Daudet og Zola havde valgt at skrive paa
Fransk og i Poesiens Modeformer, men de har opnaaet at vkke en
Opmrksomhed for deres Sprog, der stiger Dag for Dag, og de har derved
tilfredsstillet deres Hjertes dybeste og varmeste Trang. Tyskland har
allerede to Tidsskrifter, som udelukkende beskjftiger sig med romansk
Sprog og Poesi; der holdes Forelsninger herover ved tyske Universiteter,
og den nye provenalske Poesis Hovedvrker findes i gode, af virkelige
Digtere besrgede tyske, italienske og engelske Oversttelser. I selve
Frankrig har man ganske vist--maaske dels af Skinsyge, dels fordi
Pariserbladene gjorde de provenalske Digtere forhadte gjennem
Beskyldninger for separatistiske Tendenser--lnge strittet imod og ikke
rigtig villet yde den nye romanske Poesi sin Anerkjendelse. Men Akademiet
har dog ikke kunnet undgaa at priskrone flere af dens mest fremragende
Arbejder, og efterat Kritikere som Pontmartin og Merime rent ud havde
erklret, at Provenaleren Mistral ubetinget hrte til vor Tids strste
Digtere, og at der maaske ikke siden Odysseen var skrevet et saa skjnt
og klassisk Vrk som hans episke Digtning "Mirio" [*], er i ethvert
Tilflde denne Digter tagen til Indtgt af den franske Nationalstolthed,
og den eneste Gang, han fra sin Landsby Maillane tog til Paris, var han
Gjenstand for ligefrem stormende Ovationer, ligesom da ogsaa alle
Frankrigs literre Notabiliteter stadig rejser ned til denne landlige
Krog mellem Vaucluses Bjerge for at besge ham og i Stilhed bringe ham en
Hyldest, som han tager imod paa den elskvrdigste og beskedneste Maade
af Verden.

[Footnote *: Hans Hovedarbejde er "Mirio", Navnet paa den unge
provenalske Pige, der er Digtets Hovedperson. Ogsaa hans anden store
episke Digtning "Calendou", hvor Handlingen ligeledes spiller i Provence,
indtager imidlertid en ikke mindre hj Rang mellem moderne Digtervrker.
Af begge Arbejder findes forskjellige Oversttelser paa Fransk.]

Ikke faa af de andre provenalske Digtere, srlig Roumanille[1], og
Aubanel[2], der begge lever som Boghandlere i Avignon, Felix Gras[3], der
er Fredsdommer, og Anselm Mathieu[4], der ejer et Hotel sammesteds, samt
William Bonaparte Wyse [5], der, skjnt fdt Englnder, ikke har kunnet
forngte Kjrligheden til sin Moders, Lutetia Bonapartes, Land og Sprog
er paa gode Veje til ligeledes at opnaa rig Anerkjendelse ogsaa udenfor
den sydfranske Befolkning, for hvem de nrmest skriver. Inden ret mange
Aar vil maaske "Felibrene" vre de Digtere, som fortrinsvis lses. Deres
Sange er midt i Nutidens Blaserthed et rigt strmmende Kildevld af frisk
og umiddelbar Poesi.

Notes:

[1] "Les Oubreto" og andre Arbejder i Vers og Prosa.] [2] "La Miugrano
entre-duberto" og andre lyriske samt episke Digte.] [3] "Li Carbouni"
samt flere strre episke Digtninger.] [4] "La Farandoulo", lyriske
Digte.] [5] "Li parpaioun bleu", lyriske Digte.]

De har forelbig sluttet sig sammen i Foreninger, der ganske vist giver
sig ud for at have en overvejende selskabelig Karakter, men som ved Siden
deraf propaganderer strkt for det, der paa alle Punkter er og bliver
disse Felibrers Livssag: det romanske Sprog. Provence har sit
felibristiske Selskab, Languedoc sit, begge med talrige Medlemmer og
tllende mellem dem adskillige sydfranske Rigmnd og Notabiliteter, hvis
Indflydelse maa bde paa de tarvelige Vers, de skriver. Jvnlig samler
disse Foreninger, der synes gjennemtrngte af en endnu strkere
prononceret broderlig Sammenholdsaand end nogetsomhelst Frimurerselskab,
sig til et Slags Sangerfester i Troubadourstil, til hvilke hvert Medlem
maa medbringe sit Bidrag af Poesi, og som ikke sjeldent har
Prisbelnninger, uddelte af den skjnneste Kvindes Haand. Man drikker
"Felibrernes Vin", den dleste af alle, paastaar Digterne selv, og af
hvilken et eneste lille Glas skal vre nok til at fremkalde Begejstring;
man lovpriser i Vers og Tale det skjnne Land, hvor man bor, og dets
elskede Sprog, man roser hinandens Produkter og beruses af Vinen og
Poesien og Lovtalerne. Men samtidig stter disse Sammenkomster dog ogsaa
en virkelig Frugt. De har allerede givet Initiativet til Oprettelsen af
et Theater, som for kort Tid siden er blevet indviet i Montpellier, og
paa hvilket der kun skal spilles Komedie i det romanske Sprog; de har
skabt et Tidsskrift for at varetage dette Sprogs Interesser og undfanget
Ideen til et stort Blad i Stil med _Paris-Murcie_ paa Romansk for at
komme den romansktalende Broderstamme paa Balkanhalven til Hjlp, og de
har, hvad der maaske er det vigtigste af Alt, affdt omfattende
filologiske Studier med det Formaal at give Folkesproget faste
videnskabelige Former og sammensmelte de forskjellige Dialekter til eet
Skriftsprog med bestemte, almengyldige Regler. Mistral har endogsaa
paabegyndt Udgivelsen af et kolossalt lexikografisk Arbejde, der skal
blive et romansk Sidestykke til Littrs Vrk.

Efterhaanden som nu denne oprindelig rent sproglige Bevgelse er voxet i
Vejret, efterhaanden som den har vundet strkere og strkere Tilslutning
hos de dannede Klasser og Sympathi hos det menige Folk, har den tillige
optaget andre Elementer i sig og er lidt efter lidt bleven Grundlaget for
en gjennemgaaende Konservatisme paa alle Punkter. Kjrligheden til det
gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvflelse, der ivrigt
for Sydfrankrigs Vedkommende altid har vret strkt udprget og ofte nok
historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
Den bringer den naturlige Vedhngen ved Alt, hvad der er ejendommeligt
for Hjemlandet, til Bevidsthed, og den omgiver de gamle Skikke, der har
holdt sig paa Grund af Landets Fjernhed fra Hovedstaden, med et Skjr af
noget Helligt, som der ikke maa rres ved, fordi det er et af Momenterne
til at vise, at man er et srligt Folk, der har Ret til at have sit
srlige Sprog; den holder fast paa Nationaldragten, og det i den Grad, at
selv Kvinder fra Byerne, gifte med Mnd i fremtrdende Stillinger, stadig
bevarer denne Dragt og ikke engang lgger den af, naar deres Mands
Embedsstilling medfrer en Flytning til andre Egne af Landet; den nrer i
sin Beundring for den Tid, da det nationale Sprog var hdret og mgtigt,
en dyb Kjrlighed til Alt, hvad der er gammelt og minder om den
svundne Tid.

Bevgelsen har imidlertid ogsaa andre Flger. Idet Felibrene stiller sig
som Bannerfrere for deres Sprogs Ret, finder de den Literatur, der
bliver deres naturlige Fjende, fordi det er dens Sprog, som holder deres
eget nede, gjennemsyret af Tidens materialistiske og atheistiske
Tendenser. Kampen er for dem baade saa haard og saa alvorlig, at den
ganske naturlig paa alle Punkter frer dem over i den Lejr, der gjr
skarpest Front mod deres Modstandere. Samtidig udvikler deres stille,
afsides Tilvrelse paa Landet, deres Hjemstavns lyse, glade, romantiske
Natur, den Poesi, hvis Traditioner de tog i Arv, netop en
anti-materialistisk og anti-atheistisk Livsanskuelse, der gaar som en rd
Traad gjennem hele deres Digtning. Denne Livsanskuelse trnger fra den
populre Poesi, der i ethvert Tilflde er de lavere Klassers eneste
aandelige Fde, ind i hele Befolkningen, optages i dens Bevidsthed,
befster den hos enhver Landbefolkning liggende Tilbjelighed til
Konservatisme og Religisitet og udbreder saaledes mere og mere sin
stille, men sejge og udholdende Propaganda.

Det er Forklaringen paa den Konservatisme, som den Fremmede med
Forbavselse mder nede i de rde Anarkisters Land. At en saa omfattende
Bevgelse ikke tillige skulde gjenfindes paa det rent politiske Omraade,
vilde vre hjst paafaldende. I Virkeligheden aabenbarer den sig da ogsaa
paa det ikke mindre ijnefaldende end paa alle andre. Det er til Syvende
og sidst Statsmagten, der holder det Sprog nede, som disse Mennesker
elsker og kmper for, det er den, der staar som Reprsentant for alle de
Ideer, der er dem forhadte, og daglig bliver det mere og mere, fordi de
gges og tirres af den sejrrige Regerings Tilhngere og Embedsmnd, og
det ligger da i selve Tingenes Natur, at de gjr Front mod denne
Statsmagt og efterhaanden overfrer paa den al den intensive Forbitrelse,
der flger med Kampen for en virkelig Livssag.

Trods al den Konservatisme, de saa ostentativt brer til Skue, er de
imidlertid Sydlndinge, deres Natur tillader dem ikke at slaa sig
tiltaals med akkorderende Mellemformer, de maa helt ud i det Extreme, og
de kommer da til at tilhre det politiske System, der er den bestaaende
Regerings absolut modsatte Pol. Naar undtages Nizza og Cannes med deres
nrmeste omkringliggende Opland, to Byer, som i Grunden kun er et Slags
Forstder for Paris's elegante Verden, vil man i hele Syden nsten ikke
finde en eneste Bonapartist. Derimod forbavses man ved det overordentlig
store Antal Legitimister, som man trffer paa, og det tilmed Legitimister
af det reneste Vand, haardnakkede Forsvarere af den hvide Fane med alt
dens Tilbehr. Hver By har sin legitimistiske Klub og sin legitimistiske
Caf ved Siden af den radikale, ved hvert Skridt, man gaar, seer man
Damer med lilieoversaaede Dragter, ja selv paa de Trklder,
Bnderkonerne brer over Hovedet, finder man den kongelige Blomst
indvvet. Hvert lille Distrikt har sit legitimistiske Blad af saa
udprget Farve og med saa hvasse Artikler, at de nsten bliver barnlig
naive, og hvert andet, tredie Menneske, man taler med, betragter Troskab
mod Kongen og Kirken som en uundgaaelig Betingelse for at vre et normalt
og retskaffent Menneske. Sydfrankrig kan endogsaa opvise det Srsyn, at
der er Smaabyer, hvis Kommunalraad er legitimistisk. Det maa man sge om
selv i Vende og Bretagne. I disse Egne vinder Republiken Terrn saa at
sige Dag for Dag, og der kan nppe vre Tvivl om, at "Kongen" nu tller
sine talrigste og troeste Tilhngere i Syden. Republikanerne er ganske
vist ogsaa der i Majoriteten; de holder ved alle Midler Bevgelsen nede,
de forbyder Legitimisternes Processioner, de lukker deres Kafer og frer
samtidig selv det store Ord saa hjrstet, at man paa Afstand kun lgger
Mrke til dem. Men netop det er det, der gjr Modstanden inddt og
udholdende.

Der kan maaske, naar man vil se Roden til hele denne Sagernes Tilstand i
Kampen for det nationale Sprog, gjres den Indvending, at der endogsaa
mellem Forkmperne for denne Sag, mellem Felibrerne, findes udprgede
Radikale ved Siden af Legitimisterne. Et af de mest fremtrdende
Medlemmer af Languedocs "Mantenencia" (Felibrerselskab), Xavier de
Ricard, har saaledes, samtidig med, at han bortkastede sin Marquistitel
og anvendte sin Formue i velgjrende jemed, stillet sig temmelig
utilslret paa Kommunens Side. Sprger man imidlertid de legitimistiske
Felibrer om, hvorledes de kan gaa sammen med ham og lignende Rde, faar
man det Svar, at begge Partier dog i sidste Instans kmper imod den
bestaaende Regering, og at Kampen for Sproget i ethvert Tilflde er
Hovedsagen. Forstaaelsen har dog maaske ogsaa et andet Motiv, om end
dette for en Del endnu kun er ubevidst tilstede. De Rde vil omdanne
Frankrig til et Forbund af Smaarepublikker, og Felibrernes Bevgelse
gaar, saaledes som flere af deres Hovedledere utvetydig har tilstaaet, ud
paa en Lsrivelse fra Paris, naar Sproget ikke paa anden Maade kan komme
til sin Ret, i Forbindelse med en fderativ Tilslutning til Spaniens
nordlige Provinser under en Bourbon. Der er her en Fare, som den franske
Regering aabenbart ikke har rigtigt Syn paa. Det vilde vre saare let at
underminere hele denne antirepublikanske Strmning, naar man blot vilde
gjre lidt Indrmmelser paa det Punkt, der i hvert Fald for dens Frere
er det ubetinget afgjrende. Nu er det i Gjenoprejsningen af det
traditionelle Kongehof, disse moderne Troubadourer seer Frelse og ny
Blomstring for deres kjre Sprog. De slutter sig ikke til
Chambordprtendenten og hans Lillier af nogensomhelst anden Grund. Vilde
Republiken give dem, hvad man venter af "Kongen", ganske simpelt fordi
han er Republikens Modpol, vilde Regeringen vise en Smule Imdekommen mod
den romanske Sprogbevgelse, lidt Interesse for Bevarelsen af den i
ethvert Tilflde skjnne og hjt udviklede provencalske Dialekt, vilde
den hurtigt forvandle sine Fjender dernede i Syden til Venner. Det
moderne franske Sprog behver ikke at vre bange; det er ganske sikkert
strkt nok til at kunne taale Konkurrencen.

En sydfransk Pilgrimsfart.

Det var ganske tidligt om Morgenen, men allerede varmt, og man flte, at
Solen, der lige var staaet op, ret snart vilde brnde med gte sydlandsk
Kraft. Der var ikke en Sky paa Himlen, ikke et Tr bevgede sine Blade;
det var en af de i Rhonedalen saa sjeldne Dage, paa hvilke man ikke
mrker mindste Spor af Nordenvinden eller af de hede, feberbefngte Pust,
der kommer fra Sahara.

I det straalende Solskin gled en lille Dampbaad ned ad Floden, helt
overfyldt med Mennesker. Hver eneste Krog paa Skibet var optagen; de, som
ikke havde kunnet faa Plads paa Bnke, Kahytsluger, Tovruller og Kasser,
havde lejret sig i lange Rkker paa Dkket, der var saa tt besat, at man
ikke kunde se den mindste Plet af det.

Det var et ejendommeligt Rejseselskab og en ejendommelig Rejse. Af
Mandfolk var der kun faa ombord: et Par Turister, en halv Snes Gejstlige
i deres sorte Talarer, nogle Krblinge, en del Folk, som falbd
Appelsiner, Brystsukker og Brd, og foruden dem knap nok en tyve, tredive
Personer. Kvinderne derimod taltes i hundredevis, ligefra Matronen, hvis
rystende Hnder knap kunde holde Rosenkrandsen, til ganske smaa Pigebrn.
Smukke var baade Gamle og Unge nsten uden Undtagelse. Rhonemundingernes
Departement, isr Arles og Omegn, har ikke uden Grund Ord for at huse
Frankrigs skjnneste Kvinder, Grkere Romere, Saracener og Gallere, der
efterhaanden har hersket over disse dejlige Lande,--alle synes de
formelig at have kappedes om at give Provences Kvinder de ejendommelige
Skjnhedstrk i Arv, som udmrker deres Race. For Malere og Billedhuggere
er her et uopdaget Kalifornien. Naar ved de store Tyrefgtninger eller
andre lignende festlige Lejligheder Befolkningen samles, vil der mellem
hundrede Kvinder findes en, som ikke er smuk, men over halvhundrede, hvis
Skjnhed er fuldt vrdig til at foreviges af den strste Kunstner. Og
Nationaldragten, som endnu bres af Hje og Lave uden Forskjel, passer
fortrffeligt til den herligt udviklede Buste, til den fine, lysbrune
Teint og det kulsorte Haar. Den bestaar af en sort Kjole med folderigt
Skjrt og stramt Liv, der fortil er aabent og garneret ned over Brystet
med hvide Blonder eller Kniplinger, saa at idetmindste en trekantet Spids
af Barmen lades blottet. Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et
Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som
er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger
lngst nede, hvor det ligger fladt til Panden.

Kvinderne sad paa Dkket med deres Rosenkrandse om Livet og deres slidte
Psalmebger i Haanden, og medens Dampbaaden gled forbi la Camargues
solbrndte Kyst, sang de i deres vidunderlig blde Dialekt, af hvilken
alle Konsonanter synes at vre forsvundne, Egnens mrkelige Sange, disse
Sange, der klinger lige svrmerisk, lige erotisk, hvad enten de lovpriser
Madonna eller det dejlige Fdreland. Af og til ld ogsaa de bekjendte
Pilgrimssange: "_O Dieu vainqueur, sauvez Rome et la France par votre
sacr coeur,"_ og lignende. Men det var kun sporadisk; hurtigt vendte man
igjen tilbage til Provences egne Kvad, til hvilke der da tidt paa
staaende Fod improviseredes et Refrain, som gjentoges med stigende
Begeistring efter hvert af de halvhundrede Vers, hvoraf disse Sange ofte
bestaar. Paa hele den fem Timers Fart blev der sunget nsten uafbrudt.
Kun faa og ganske korte Standsninger indtraadte, naar man fik je paa en
Gruppe af slanke Pinier i Horisonten, eller naar man mellem la Camargues
gigantiske, flade Moradser opdagede en Flok af de sorte Oxer, der lever i
vild Naturtilstand paa den 72,000 Hektarer store, nsten helt udyrkede 
mellem Rhonens to Arme, eller af de ligeledes frit omstrejfende smaa,
hvide Heste, der tumler sig over la Camargues Stepper. Under en saadan
Pause af Sangen ombord kunde man hre Nattergalens Triller inde fra
Slvpoplerne nrmest ved Bredden. De kviddrede af fulde Lunger, men de
trak dog det korteste Straa i den forunderlige Sangerstrid. Naar
Stemmerne fra Skibet tog fat igjen, var de stakkels Fugle overdvede med
det Samme.

Den forunderlige Jubel, det varme Svrmeri, som aandede ud af Sangene,
havde ikke Noget tilflles med nordisk Andagt. Melodierne var lette og
hurtige, nsten livsglade, man fik Indtrykket af noget Lyst og Fornjet,
som lignede Nattergalens Frydesang over den dejlige Sommer. De fromme
Helgeninder, der lovpristes i Sangene, var aabenbart gode Veninder, som
ikke indgd mindste Flelse af Skrk. Sangen kunde endog pludselig
afbrydes af en munter Samtale og en hjertelig Latter. Jo varmere Solen
blev, desto gladere ld Melodien, og desto livligere og mere fortrolig
blev ogsaa Stemningen ombord. Og saaledes vedblev man da at glide
langsomt ned gjennem Solskinnet, ned ad den stille Flod med de
sommerkldte Bredder. Tilsidst rejste Alle sig trods Kaptejnens Protest
op fra deres Lejr paa Dkket for med Jubelraab og viftende Trklder at
hilse en takket Taarntinde, der dukkede frem i Horisonten ved Kanten af
en lang, blaa Stribe. Denne Stribe var Middelhavet, og den takkede
Taarntinde, som hvede sig ved Bredden af det, var Kirken _Les
Saintes-Maries-de-la-Mer,_ Maalet for Pilgrimsfarten.

Traditionen fortller, at Maria Magdalena, Martha, Maria Jacobi, gift
med Kleophas, en Broder til Tmmermanden Joseph, Maria Salomi, Moder til
Apostlene Jakob og Johannes, samt endvidere Lazarus, Maximin og flere
andre Disciple efter Kristi Dd, og da Forflgelserne imod hans
Tilhngere var begyndte, blev satte ud i et lille Farti uden Sejl,
Aarer, Ror og Levnetsmidler og saaledes sendte ud paa Havet. Ombord var
ligeledes Sarah, Maria Salomis Tjenestekvinde. Frt af Guds Haand kom
Fartjet uskadt til den yderste Pynt af en la Camargue, der tilhrte
Marseillanerne og var beboet af deres Kolonister. Ved Ankomsten oprejste
de hellige Marier et Alter til Guds re, og paa det Sted, hvor det skete,
lige ved Havets Bred, lod Herren en Kilde med fersk Vand risle frem. Til
Erindring om dette Vidunder byggedes der senere et beskedent Kapel. Her
blev Maria Jacobi og Maria Salomi tilbage, medens deres Ledsagere
spredte sig rundt omkring for at forkynde Kristendommen ved
Middelhavslandene. To Kvinder blev efter deres Dd begravede i Kapellet,
hvor der selvflgelig nu skete de mrkvrdigste Mirakler, som bevirkede,
at der fra alle Egne fandt store Pilgrimsfarter Sted til deres Grav.
Istedetfor det lille Kapel opfrtes allerede fr det sjette Aarhundrede
en Kirke, der til Beskyttelse mod Srverne forsynedes med
Fstningsvrker og endnu i det Vsentlige har bevaret sin antikke
Skikkelse. Den hrer til de mrkeligste Mindesmrker i det sydlige
Frankrig fra den oldkristne Tid. Kong Ren lod den i det femtende
Aarhundrede gjennemsge for at finde Relikvierne, og da de kom for Dagens
Lys, udbredte de en saa himmelsk Duft i Kirken, at Ingen kunde tvivle om,
at det var de gte. Paven stadfstede da ogsaa, at de vare authentiske,
og de nedlagdes derpaa i Kister af Cyprestr, som hensattes i Kirkens
Taarn. Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstndig udplyndret,
men der forsikres, at den nidkjre Sogneprst forinden havde taget de
hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage
til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske
lignede de ldre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads
i Taarnet. Her findes de endnu, og den Dag idag valfarter ligesaa mange
Mennesker til dem som for Aarhundreder siden.

For enhver troende fransk Katholik staar det nemlig uomstdelig fast, at
de hellige Mariers Ben endnu bestandig er i Besiddelse af en
vidundergjrende Kraft, der isr gjr sig gjldende paa det
lgevidenskabelige Omraade. Troen er bleven bestyrket ved en Begivenhed
fra den nyere Tid. Det synes at vre et Faktum, at et Barn, som var
blevet bidt af en gal Hund og havde vret sygt i flere Maaneder, kom sig
igjen efter en Valfart til de hellige Mariers Ben. En Flge heraf er, at
alle Troende, som molesteres af gale Hunde (og deres Antal er i
Syd-Frankrig uhyggelig stort) begiver sig til den gamle Kirke paa la
Camargues Pynt. Da Helgeninderne imidlertid ogsaa tager sig af alle andre
Sygdomme, rekruteres Pilgrimskaravanen i det Hele taget af Vanfre og
Lidende af enhver Art. Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi
Kisterne har den beundringsvrdige Egenskab, at alle Gjenstande, der
bringes i Berring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes
Amuletkraft, og enhver Familie nsker naturligvis at have et saadant
Universalmiddel i sit Hus. Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj,
hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten
over til den flgende Eftermiddag. Det gjlder altsaa om at benytte dette
Dgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet,
kan Ingen faa Adgang til dem, frend der paany er forlbet et Aar.
Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke
misbruges. De gjr det saa strengt endogsaa, at da rkebiskoppen for
nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses
ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprr og tvang ham med ladte Gevrer til
at afstaa fra sit Forlangende.

Til daglig Brug er _les Saintes-Maries-de-la-Mer_ en saa ubetydelig
Landsby, som tnkes kan. Den har knap ottehundrede Indbyggere, af hvilke
ovenikjbet et Par hundrede stadig er borte paa Fiskeri. Den ligger
tilmed nsten i en rken, idet hele den sydlige Del af la Camargue
bestaar af udyrket og maaske uopdyrkelig Jord, og Fremmede besger den
kun yderst sjeldent, undtagen netop den 25de Maj. Paa denne Dag stiger
dens Befolkning imidlertid pludselig til en halv Snes tusinde Mennesker.
Ikke blot Rhonedampskibene, der i Anledning af Festen undtagelsesvis gjr
Turen ned ad den lille Rhone, uagtet de hvert jeblik udstter sig for at
lbe paa Grund, bringer andgtige Gjster i Masse til den gamle Kirke,
men Vejen over la Camargue bedkkes af Hundreder af Vogne, under hvis
Lrredssejl Selskaber af Slgtninge og Venner valfarter til Relikvierne.
Selv fra fjerne Egne af Syd-Frankrig kommer der Pilgrimme, af hvilke
mange i from Iver tilbagelgger Vejen tilfods trods den brndende Sol og
gjennem usunde Sumpegne.

Paa de to Festdage, den 25de og 26de Maj, frembyder den lille Landsby da
ogsaa et hjst livligt Skue. Dens Torv er en eneste stor Bod med smaa
Borde, hvor der slges Rosenkranse, Bnnebger og Krucifixer, Mairiets
Mur er af en Handlende, der har villet udfolde alle sine Skatte for
Publikum, fra verst til nederst bedkket med Glansbilleder,
forestillende de hellige Mariers vidunderlige Ankomst til La Camargues
Kyst, de tre til fire Gader, Byen har, kan slet ikke passeres for
Menneskeklynger, udenfor _Caf de la Porte_, som paa en Gang er Byens
eneste Kaf, Restauration og Hotel, sidder der ligesaa mange Gjster som
udenfor Kaferne paa Paris's Boulevarder, og rundt omkring det Komplex af
Huse, som udgjr den egentlige By, har der dannet sig en formelig Lejr af
Vogne og Telte. Det er, som om man pludselig var bleven flyttet langt
bort fra Civilisationen og befandt sig i en Karavane, der holdt Hvil ved
en Oase i Sahara. De Fysionomier, som man ser, bestyrker En i Illusionen.
Det vrimler af Zigeunere. Sarah, der frelstes sammen med de andre hellige
Personer, er nemlig Zigeunernes Skytshelgeninde, og da hendes Ben
ligeledes opbevares i Kirken, valfarter ogsaa Zigeunerne fra hele
Frankrig til _Les Saintes-Maries-de-la-Mer._

En By med syvhundrede Indbyggere kan naturligvis ikke give Husly til
titusinde Mennesker. Det forlanges imidlertid heller ikke; forsaavidt man
ikke er saa andgtig, at man tilbringer Natten paa en Bnk i Kirken,
sover man i Teltene, i Vognene, paa Sandet bag en Busk, paa Kirkens flade
Tag, i Fiskerbaadene, eller hvor man ellers kan komme til. Husene
forbeholdes udelukkende de Profane, der kommer som Nysgjerrige og ikke
som Pilgrimme. Men de faar saa selvflgelig ogsaa Lov til at betale denne
Begunstigelse. _Saintes-Maries-de-la-Mer_ har den 25de Maj de dyreste
Hoteller, der kan opdrives i Verden. Man maa betale fem og tyve Francs
for et Loftskammer, hvis Properhed tilmed lader alt Muligt tilbage
at nske.

Udrustet til en Rejse, der for Adskilliges Vedkommende strkker sig over
et Tidsrum af mere end en Uge, nemlig naar man vil vre med til
Hestevddelbene og Tyrefgtningerne, der afholdes i de nrmeste Dage
efter Processionen, strmmer altsaa Pilgrimme fra hele det troende
Sydfrankrig til _Les Saintes_, som Byen i daglig Tale kaldes. Klokken tre
den 25de Maj begynder Kirkens Klokker at ringe, og Hovedceremonien,
Nedsnkningen af de hellige Kister, finder da Sted. I from Iver har
imidlertid allerede Mange strax efter deres Ankomst begivet sig til
Kirken for at fje deres Voxlys til de mange hundrede, som allerede
brnder til Mariernes re, og da der er al Udsigt til, at man vil komme
til at staa udenfor under Ceremonien, naar man ikke i Tide sikkrer sig en
Plads i Kirken, bliver Hovedmassen derinde med det Samme. Naar Ceremonien
begynder, er den ivrigt temmelig store Kirke propfuld af Mennesker. Den
andgtige Forsamling har ikke ladet sig nje med de Bnke, der saa tt
som muligt er anbragte i Skibet, Koret, omkring Hoved- og Sidealtrene,
saavelsom paa de talrige og dybe Pulpiturer; man ser Kvinder og Brn oppe
paa selve Alterbordene, paa Prdikestolen, paa Skriftestolens Tag, kort
sagt overalt, hvor der er nogen Mulighed for, at et Menneske kan staa
eller sidde. Selv Sogneprsten er nrved at opgive vret, da det gjlder
om at finde en Kvadratfods Plads for vort lille Selskab af Fremmede. Da
han endelig har faaet os klemte sammen oppe paa det verste Pulpitur,
viser det sig, at vi nppe kan trkke Vejret der. Luften er aldeles
forpestet af Voxlysenes Os, Rgelsen og Uddunstningerne fra de mange
Mennesker. Der er ligefrem Fare paafrde. Men Prsten er snarraadig og
redder vort Liv ved egenhndig at slaa et Par af de nrmeste
Kirkeruder ud.

Psalmerne til re for de hellige Marier havde allerede lydt i flere Timer
fra Tusinder af fromme Lber, som Begejstringen gjorde utrttelige selv i
denne Dampbadstemperatur. Paa samme Tid som Kirkeuret slog tre, begyndte
en Uendelighed af smaa Klokker at ringe oppe ved Hovedaltret. Hele
Forsamlingen rejste sig, man hrte en dmpet Mumlen og saae dette
Menneskehav bevge sig ligesom i en Storm, medens blinkende Gnister
hoppede som Lygtemnd frem og tilbage mellem de sorte Hoveder. Et jeblik
efter herskede der dog igjen fuldstndig Stilhed. Alle havde faaet det
Voxlys tndt, som de holdt i Haanden, og Kirkehvlvingen forvandledes til
et stort, mrkt Firmament, oversaaet med smaa guldgule, flimrende
Stjerner. Rgelseskyerne blev bestandig tttere, der hrtes en
hemmelighedsfuld Mumlen af fjern Messesang i Krypt og Sidekapeller, og de
Andgtiges Extase tog bestandig til. Saa blev pludselig Jernlugen oppe i
Loftet over Hovedalteret skudt fra; et Reb, der var skjult af Palmegrene
og hvide Blomster, hejsedes ned. I det hang to gamle, rde Kister,
bedkkede med Krandse af Evighedsblomster. Efterat de i nogle Minuter var
blevne holdte svvende ovenover Hovedalterets Lyshav, for at Alle kunde
se dem, snkedes de langsomt ned i Midten af Koret. Idet de berrte
Gulvet, gav den lnge tilbageholdte Spnding sig Luft i et tusindstemmigt
Jubelskrig, og Alle, som stod i Nrheden af Koret, styrtede frem imellem
hinanden for at vre de Frste, dr berrte Relikvierne.

Alterklokkerne ringede, Prsterne messede, Smaabrnene hvinede af
Fortvivlelse over Varmen, som var nr ved at kvle dem, og Psalmesangen
begyndte igjen, hurtigere, hjere og vildere end nogensinde fr.

Hvor lnge dette Optrin varede ved, kan jeg ikke sige; man maatte selv
vre betagen af de Troendes potenserede Extase for at kunne udholde de
fysiske Lidelser, et lngere Ophold i Kirken medfrte. At Stimmelen
omkring Kisterne hverken standsede den Dag eller om Natten eller den
flgende Formiddag, kan jeg dog konstatere. Alle maatte ind i Kirken; at
rre ved Kisterne var jo Maalet for Rejsen. Brn, som var komne til
Verden med en eller anden Skavank, blev lagte paa smaa Puder ovenpaa
Kisterne og holdte der saa lnge som det tillodes; thi der var stadig
Andre, som skulde til. Enhver, som var hjemsgt af en Lidelse, sgte at
bringe den Del af Legemet, hvor Ondet havde sit Sde, i Berring med
Relikvierne for at finde Lindring og Helbredelse. Masser af
Helgenbilleder, Bnnebger, Rosenkranse o.s.v. lagdes uafbrudt paa
Kisterne for at blive indviede ved Berringen.

Samtidig var Kirken fuld af Bedende, Syngende og Sovende. Man havde Puder
med for at kunne lgge sig paa dem, naar Udmattelsen blev for stor. Mange
af Pilgrimmene lagde nemlig den strste Vgt paa at kunne blive i Kirken
hele det hellige Dgn tilende. Andre var der dog imidlertid ogsaa, som
ikke tog Sagen saa rigorst. Pilgrimsfarten var for dem mindre en Bod end
en Fest, under hvilken Andagten og Glden, gik Haand i Haand. De drog
omkring i Bevrtningsteltene, spillede i de utallige Tombola'er, som er
uadskillelige fra ethvert fransk Folkemarked, flokkede sig i Klynger ved
Havets Bred og foretog Sejlture i Baade, hvorfra der ld muntre Sange.
Derpaa aflagde de et nyt Besg i Kirken, og efterat de en halv Times Tid
havde lyttet til en af de Prdikener, som de tilstedevrende Gejstlige
uafbrudt skiftedes til at holde, gik de igjen bort Arm i Arm for atter at
sge Adspredelse. Mange Grupper vandrede lnge omkring i den maanelyse
Nat, frend de sgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse
Spadsereture alleslags Ljer og Lystighed, Men saadan er nu engang den
romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at
Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religis Betydning for disse glade
Mennesker.

Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt. Men den flgende Dag
havde dog ogsaa et hjtideligt Prg. En kolossal Procession drog langs
Middelhavets Kyst til det Sted, hvor de hellige Marier iflge Traditionen
gik iland. Med Koret i Spidsen og med brogede Kirkefaner, baarne af unge
Piger, vandrede Pilgrimsskaren afsted. Kvinderne talte uafbrudt Perlerne
i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mndene gik med nylig plukkede
hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog,
medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide
Maager, som flj ind over Kysten, sgte af og til Hvile paa Fanerne. Der
var baade Skjnhed og Hjtidelighed i det Billede.

Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten vsentlig til Ende. De mest
Andgtige overvrede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes
op paa deres Plads i Loftshvlvingen og kastede sig i det sidste jeblik
over Relikvierne. Men Mange havde allerede strax efter Processionen sat
sig i Bevgelse for over la Camargues sandede Veje at vende tilbage til
Hjemmet og aflgge Beretning om de nye Mirakler, Helgeninderne havde
gjort. For de Troende forefalder der adskillige hver 25de Maj. Sidste
Gang var det isr Sarah, som vandt Bermmelse ved at helbrede en
Pukkelrygget. Han havde om Aftenen lagt sig til at sove ved hendes Kiste,
og da han vaagnede om Morgenen, var han saa rank og lige, som noget
Menneske kunde nske at vre det. Naar man spurgte de troende Kvinder,
som med Begejstring fortalte denne Historie, om de havde set den
Pukkelryggede, efterat han var bleven lige igjen, maatte de ganske vist
tilstaa, at det havde de ikke. Men de var lige fuldt fast overbeviste om,
at Miraklet havde fundet Sted.

Man veed, hvorledes det gaar. De troende Kvinder fortller ved deres
Hjemkomst om Vidunderet, Beretningen kommer i de smaa klerikale Blade,
Landsbyprsterne lovpriser Sarah for hendes nye Undergjerninger, og
Tusinder af Katholiker fler sig herved yderligere befstede i deres Tro.
Den unge franske Republik har aabnet en Kamp mod Klerikalismen. Den var
ndvendig; intet Menneske, der virkelig hrer vor Tid til, kan nre nogen
Tvivl i saa Henseende. Men det er et stort Sprgsmaal, om den franske
Regering ikke i Iveren for sin Sag gaar baade videre og med hurtigere
Skridt, end det er klogt og hensigtsmssigt. Den regner med de store Byer
og ikke med de smaa Kroge ude paa Landet. Der sidder den troende
Fanatisme endnu fast og sikkert i Sadlen. Den er Aarhundreders Vrk, og
det kan et Pennestrg, et Regeringsdekret ikke udslette. For Sydfrankrigs
Vedkommende lader det sig i ethvert Tilflde med Sikkerhed sige, at flere
Generationer vil gaa i Graven, fr det lykkes at lsrive Massen af
Befolkningen fra det Herredmme, som den katholske Gejstlighed
udver over den.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Nimes]

Oldtidslevninger i Provence.

Trubadurernes Land er glemt som Trubadurernes Sange. Turister fra
Alverdens Egne oversvmmer hver Krog af Italien, men til Provence kommer
ingen. Kun stille Forretningsfolk fylder dets fabelagtigt billige
Hoteller, hvor man for et Par Kroner faar en _grand diner_ af frste Rang
og gratis saa meget Vin til, som man gider drikke; i dets gamle,
mrkvrdige Byers Gader er Manden med den rde Bdeker under Armen saa
sjelden som en Grindehval i resund, og mellem dets Bjerges Mandel- og
Oliventrer lever den glade, gulbrune Provencaler saa uforstyrret af
angliserede og angliserende Rejsende, at han selv spiser Forellerne fra
sine Vandfald og slger sin Vin til en halv Snes re Litren. Det er for
saa vidt prgtigt, det giver dette dejlige Land et Prg af Friskhed og
Ejendommelighed, der gjr det dobbelt fortryllende; over de gngse
Rejselande, der ere kjendte som Randers Handsker, og som hver londonsk
Urtekrmmer besger, hviler der saa grumme tidt, trods al deres Skjnhed,
en Luft af noget Banalt, der stder fra. Men det er uforstaaeligt
tillige: Provences Sol er ikke mindre varm og gylden end Italiens, dets
Himmel ikke mindre blaa, dets Kvinder fuldt saa skjnne, og dets dle
Druer fuldt saa fyrige.

Man gaar til Italien, fordi det er den klassiske Jord, fordi der for
hvert Skridt, man kommer frem, myldrer med Minder fra en Tid, der var saa
stor, at selv vor grinende Skepticisme andgtigt bjer Hovedet for den
endnu. Men heller ikke i det Kapitel staar Provence tilbage. Folk veed
det blot ikke, det er hele Sagen. Kolosssums og Forum Romanums Ry er i
Alles Munde, fordi Utallige har set dem og naturligvis, naar de kommer
hjem fra Rejsen, skynder sig at fortlle Naboer og Gjenboer om, hvad de
har set. Provences antike Theatre og Arenaer, dets Mausoleer og Arkader
kjender Ingen. Men derfor er de der alligevel i ikke mindre
overvldende Rigdom.

Gallien var det romerske Riges mest blomstrende og mest civiliserede
Provins. Dets Kultur bredte sig her i en Fylde som i selve Rom; mange af
dets Kejsere gjorde det til deres Yndlingsopholdsted, og meer end een af
Galliens Byer hrte til de strste og betydeligste i den antike Verden.
Da Germanerne kom, fandt de her en Friskhed og Kraft endnu, der gjorde
dem Kampen svrere end noget andet Sted. Men Hovedstaden var falden,
Staten var oplst, den ene Provins kunde ikke holde sammen paa Riget, der
allerede laa i Ruiner. Og saa druknede da ogsaa efterhaanden det gamle
Galliens Kultur under Barbarstrmmen fra st. Dets Byer brndte, dets
Kunstskatte forsvandt, man rev dets Marmormonumenter om for at bygge
Borge og Fstninger af dem. Helt ned gjennem Middelalderen lftede ingen
Haand sig for at bevare, hvad der endnu kunde frelses, Provence blev
stort og bermt igjen gjennem dets Kongehoffers Glands og dets
Trubadurers Sange, Men for hvert Greb i Citheren, der kaldte til nye
Turneringer og nye Kampe, sank Gruset tttere og hjere om Levningerne
fra en Tid, som Ingen forstod, og Ingen brd sig om. Hvad der i disse
lange Aarhundreder er gaaet tabt, maa vre uhyre, det, som vore Dages
fredende Hnder har draget frem af den gamle romerske Verden, viser os
tydeligt Provence som et af Centrerne for dens Storhed.

Srlig er Arles med Hensyn til Oldtidsminder et Rom _en miniature._ Det
var det gamle Galliens Metropol; Kejser Constantin havde endog en Stund i
Sinde at gjre denne By til hele det romerske Riges Hovedstad, og for
hvert Skridt gjennem dens sydlandske Gader mder man endnu Levninger fra
den svundne Pragt. Man gaar gjennem en smudsig, snever Gyde og standser
midt i den overrasket foran en antik Tempelportal, der nu danner Indgang
til en Maskinudstilling. Man kommer i Land fra en Baad, der kaster sin
Trosse om en afbrukken Marmorkolos; hjere oppe ser man nogle gule,
forvittrede og af Solen brndte Taarne og Arkader, det er Levningerne af
Constantins Palads! Man sprger om Navnet paa den Caf, hvor man sidder:
Caf du Forum, ser, at den lille firkantede, hyggelige, af store Plataner
helt beskyggede Plads udenfor ligeledes brer dette antike Navn paa
Hjrnet, og opdager virkelig tt ved Levninger af det gamle Forum:
Granitsjler med prgtige korinthiske Capitler, Thermernes Facade o.s.v.
Man spadserer langs Rhonekajen og stder snart paa Fragmenter af en
romersk Bro over Floden, snart mellem de middelalderlige Fstningsvrker,
der lbe rundt om hele Staden, paa Partier, hvor det endnu er Hadrians og
Caligulas Fortifikationer, der ere bevarede: Porte og Taarne i Ruiner,
mellem hvilke den aurelianske Vej frte ind i Byen. Eller man flger
Strmmen af Arleserinder ud til den fornemste Promenade og befinder sig
pludselig i en lang Avenue, hvor der paa begge Sider, klods op til
hinanden, staar Hundreder af underlige store, smalle Granitkister med
fire klodsede Fdder og Laag ovenpaa, som der sagtens behves en halv
Snes Mand for at lfte; de er gravne op paa Stedet selv, den moderne
Alle drager sig hen over det gamle Champs-Elyses, paa Romernes Tid en
uhyre Kirkegaard, hvor Notabiliteter fra hele Provence stedtes til Hvile.
De smukkeste Marmorsarkophager er frte bort til Barberinimuseet i Rom,
til Lyon, hvor man gjemmer Servilius Marcianus' Kiste, til Marseille,
hvor man har Flavius Memorius og Cecilia Aprulas, eller til Museet i
selve Arles; kun de Ubekjendte har faaet Lov til at blive staaende paa
den gamle Plads, men Indtrykket af denne de Ddes gigantiske Gade er
derfor ikke mindre ejendommeligt, ikke mindre imponerende.

Man kan, som sagt, ikke flytte Foden i Arles uden at falde over romerske
Ruiner. Udgravningerne skrive sig ovenikjbet nsten udelukkende fra
dette Aarhundrede, og man er sikker paa at finde meget Mere endnu, naar
man engang kommer til at rive de middelalderlige Bygninger ned, der har
rejst sig over Levningerne fra den gamle Tid. Sikkert veed man saaledes,
at der under Erkebispens Bolig findes det antike Prtorpalads. Men hvad
man end finder, vil dog aabenbart ved Siden af den prgtige romanske
Klosterkirke St. Trophime det romerske Theater og Arenaen vedblive at
vre Byens strste Mrkvrdigheder. Amphitheatret synes at vre en hel
Guldgrube for Antiqviteter; der er ingen Ende paa den Mylr af
Marmorstatuer, Sjlekapitler, Urner, Smykker, Mnter o.s.v., hvormed man
herfra fylder Arles, Museum. Og derimellem nogle af de strste
Mestervrker; man har fra den romerske Tid, saaledes den bermte Venus
fra Arles, der nu er flyttet til Louvregalleriet i Paris, samt et andet
Venushoved, der maaske endogsaa i Skjnhed overgaar et hvilketsomhelst
antikt Billedhuggervrk, men som desvrre mangler Nsen. Mange af
Frankrigs store Kunstnere har forsgt at stte en ny paa, men de har alle
vret den ubekjendte Mester underlegne og har opgivet Forsget igjen.

Af Theatret selv har man endnu Tilskuerpladsen omtrent i dens Helhed, af
Scenen derimod vsentlig kun to prgtige, kolossale Prosceniumspiller,
hugne af hvidt Marmor og endnu kronede af Kapitlernes nederste Stykker.
De giver en Ide om Scenens Pragt, men om selve dennes saavelsom
Orkesterpladsens Udstrkning og Indretning er det vanskeligt gjennem de
opbevarede Ruiner at danne sig nogen rigtig Forestilling. Til Gjengjld
ser man derimod den antike Arena saa fuldstndig, at den med en Smule
Fantasi staar for En i hele sin overvldende Storhed.

[Illustration: Det antike Amphitheater i Arles.]

Den er efter Colossum i Rom den strste, man har. Da man i 1825 begyndte
Restaureringen, var det et helt Fattigkvarter af Arles, der maatte
fjernes, og man brugte sex Aar for at rydde de to hundrede og tolv Huse
bort, som i Aarhundreder havde frt en Parasittilvrelse indenfor dens
svre, beskyttende Mure. Nu staar den der fri for alt det Smaakrat, mere
imponerende end nogen Kirkebygning, et Vidundermonument fra en Tid,
overfor hvilken vi moderne Mennesker maa fle os som rene Dvrge. Gjennem
tresindstyve Porte kommer man ind til det underste hvlvede Galleri, fra
hvilket ligeledes tresindstyve Stentrapper frer op til Tilskuerpladsens
tre Etager, den underste for Hoffet og Senatorerne, den mellemste for
Ridderne, den verste med henved en Snes Sderkker over hinanden for
Folket. Paa Midten af den nederste, umiddelbart ved Ballustraden til
Arenaen, findes Sderne for Kejseren og hans Flge i komplet restaureret
Stand, ligeoverfor Pladserne, der vare bestemte til Vestalinderne, og
rundt omkring den hele Etage lber med tresindstyve Adgange og
tresindstyve Balkoner det Foyergalleri, hvor den fornemme Verden
udhvilede sig i Pauserne mellem Kampene. Arenaen selv indtager et
Fladerum, hvis ene Diameter er henved femhundrede Fod, den anden omtrent
halvfjerdehundrede; Amphitheatret kunde rumme over tredivetusind
Tilskuere. Dets verste Rkke er nu borte, men naar paa varme
Sommersndage Arles' og Omegns Befolkning strmmer sammen for at vre
Vidne til Tyrefgtningerne, der ligesaavel er Sydfrankrigs som Spaniens
populre Hovedforlystelse, samler ofte endnu henved en Snes tusind
Mennesker sig paa de gamle Stensder. Skinner Solen da med sydlandsk
gylden Gld ned fra en akvamarinblaa Himmel, medens de vidunderlig
skjnne Arleserinder i deres maleriske Nationaldragter promenerer rundt
mellem Udskjnkningsbordene paa den brede Afsats mellem de to nederste
Etager, medens hele det uhyre Amphitheater er fyldt med Mennesker og
Farver, og medens de vilde Camarguetyre nede paa Arenaen hidses og
stikkes, hvilken uforlignelig Fest er da ikke en Time eller to tilbragte
i denne Gjenopvkkelse af hele den store, antike Verden! Uforlignelig,
men ikke enestaaende. Ogsaa det nrliggende Nmes har ligesom Arles sin
antike Arena, hvor der holdes Tyrefgtninger saa at sige hver Sndag om
Sommeren. Den er ikke saa stor, Skjndt der boede to tusind Mennesker i
den, fr den blev renset for sit middelalderlige Bykvarter, men den er
bedre konserveret og restaureret. Man tnker endogsaa paa at stte den
ganske i samme Stand som paa Titus' og Domitians Tider. Nmes er i det
Hele taget efter Arles den paa Oldtidslevninger rigeste provenalske By.
Fremfor Alt har den sit Maison-Carre, den mest fuldstndige Bygning,
paastaar man, som nogetsteds i Verden findes fra Romernes Dage. Det er i
Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa
godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive
kannelerede korinthiske Sjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken
Kunst og hvilke Proportioner! Ligeoverfor paa den anden Side Torvet har
man bygget et moderne Theater i lignende Stil; det ser ud som en
Hestestald, sammenlignet med dets antike Gjenbo. Og saa Dianatemplet,
Ruinerne af Augustus' prgtige Marmorbade, Capitoliumslevningerne o.s.v.
Heller ikke her er der nogen Ende paa Skattene. Og det er der ikke i hele
Provence; hver By, hver Landsby har sine; midt inde mellem Bjergene
findes der Rester af Akvdukter, Broer, Museer og Templer. Og til dette
Land kommer ingen Rejsende!

[Illustration: Parti af St. Trophime i Aries.]

Petrarcas Hjem.

Okkergule Bjerge hegner den snevre Dal ind. Man kommer til den fra et
frodigt Landskab, fuldt af Vinmarker og ttbevoxet med Morbr- og
Oliventrer. Rosenbuske i bugnende Flor og i gldende Farver langs Vejen,
blomsterdryssende Akacier, og mellem dem aaben Udsigt til begge Sider
over de grnneste Egne af Provence. Men saa nrmer man sig Bjergene;
mellem to af de forreste, fremspringende Klippekamme spnder sig en
pittoresk Akvdukt, under hvis hje Buer man ruller ind, Skrnterne
bliver efterhaanden hjere og stejlere paa begge Sider, de snevrer sig
tttere, og tttere sammen, og lige foran lukkes Landskabet af en lodret,
gigantisk Klippemur. Passagen ind under Akvdukten er ikke mere end en
hundrede Alen bred, og fra hvert Punkt i den lille, sammenknebne Dal seer
det derfor ogsaa ud, som man befandt sig i en fuldstndig lukket Kjedel
mellem Bjergene. Fjeldmurene er vildt snderrevne; paa Toppen af den
laveste ligger Biskoppen af Cavillons middelalderlige Borg i Ruiner, men
naar man staar paa et Sted, hvor man ikke kan se den, synes man at finde
den igjen ogsaa paa alle de andre Tinder. En hel Kreds af Klippepynter
har samme Former og samme graaliggule Farver som de forvittrede
Borgruiner. Lidt lngere nede kommer der store, glat afskaarne Flader med
dybere gul Tone, undertiden schatteret helt over i det Rdligtbrune.
Sydens Sol brnder paa dem og giver dem en blank, hemmelighedsfuld
Guldglands, vilde Figentrer med deres store, fingrede Blade og de mrke
Frugter springer ud af Klipperevnerne, selv paa de Steder, hvor man ikke
seer en Fodsbred Jord, Skrnterne er bedkkede med Olivenplantager, der
gror Cypresser og vilde Roser mellem de omkringstrede Klippeblokke, hist
og her kaster ogsaa et stort, enligstaaende Valnddetr Skygge over en
romantisk Plet med Brombrranker mellem Buxbom- og Terpentinbuske, og
verst oppe vrimler det af forunderlige, mrke Huler inde i Bjerget. Men
hvis det alene var nok til at skabe et Paradis for Digtere og Forelskede,
vilde Verden vre oversaaet med Millioner af paradisiske Steder. Det er
en hel anden Ting, der gjr Vaucluses lille Klippedal baade skjn og
ejendommelig, det er noget Andet, der har begejstret Petrarca, og som
siden hans Tid har lokket Tusinder og atter Tusinder af Tourister til

  Le plus riant vallon qu'claire l'oeil du monde.

Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en
Kilde, hvis Vsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en
Afgrund under Bjerget, en mrk, mysteris Grotte, hvis Bund Sonden ikke
har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en
Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig
ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere
dens bundlse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det
aarhundredgamle Figentr, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og
breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste
mrkegrnne, klare Vand.

Det er dette Vand fra Bjergets Indre, der giver Vaucluses Dal dens
Karakter og gjr den saa henrivende skjn. Fra Bassinet vlter det sig i
hvidskummende Smaakaskader ned over en smal, strkt skraanende Flodseng
af store, med tt, brunt Mos som med et Fljelstppe betrukne
Klippeblokke, og fortstter saa i rivende Fart og i kaade Slyngninger,
stadig afbrudt af smaa, slvhvide Fald, sit Lb langs Bredder, der kun er
smalle, men som dette herlige Vand har gjort til de vidunderligste
i Verden.

Vinranker slynger sig over Stenene, smaa blanke Laurbrlunde lgger
Skygge og drmmende Stilhed over grnne Lvpartier, lyse Mandeltrer
sender deres dunede Frugter ud at sejle paa de hoppende Smaablger,
Hngepilen dypper, sine Grene i dem, som om den aldrig kunde drikke sig
mt, og Solblinkene, der gynger paa dem, har en Fart, saa Reflexet
spiller igjen under Morbrtrernes Blade som hurtigt jagende, luftige
Taagedampe. Nede i Vandet gror der en lysgrn Plante med fint, takket
Lv, som bjer sig i den flygtende Rullen af Blgerne og dkker Bunden
med et Tppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud,
gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bre sig ad som Kvget,
der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svlge i disse grnne
Planter. Skjret af dem giver Vandet en Farve, saa det paa sine Steder
blinker med Smaragdglands; hvor Platanen eller Valnddetret voxer saa
tt ved Bredden, at dets Skygge kan falde ud, bliver Tonen en Smule
strkere dyb, og ved Gjenspejlinger af det blaalige Figenlv, af
Rosmarin- og Gyvelkrat eller af efeu- og mosbedkkede Klippeblokke
bringes Farvevexlingen over selv til de dunkleste Nuancer. Men stadig er
Vandet gjennemskinnende klart, som om man saae det under en Kuppel af
slebet Krystal, Forellerne springer i det med Skjl, der funkler af
Glands, og man stikker Haanden i det med en Fornemmelse af, at hver
Draabe, man tager op, kunde fattes sammen som delsten til det
dejligste Smykke.

Vauclusedalen er fra Akvdukten til det lukkende Bjerg, under hvilket
Kilden fdes, knap nok en halv Mil lang, og Vandet mister derfor paa hele
sit Lb gjennem den intet af Dybets Kjlighed. Det fylder den snevre Dal
med en Duft af Friskhed, der bestandig holder Luften ren, saa selv den
hede Vind fra Sahara ikke kan bre nogen Sygdom ind til dens lykkelige
Beboere, og det gjr, endogsaa paa en Sommerdag, naar Solen fra en skyfri
Himmel brnder med hele sin sydlandske Kraft, den nrmeste Bred ved
Floden til det mest velsignede, kjlige Opholdssted, noget Menneske kan
drmme sig. En Eftermiddag paa Grsskrnterne her med deres Tusinder af
metalblanke Guldsmede og mangefarvede Sommerfugle, der sidder og slumrer
paa de mrkrde Valmuer, med deres Rosenhkker, som spejler sig i en
stille Bugt af Floden, og hvor Nattergalene holder Vddesang timevis uden
at trttes--en Eftermiddag ved dette vidunderlige Vand, og alle
Ungdomsdrmme om Provence er gledne ind i et Virkelighedsbillede, hvis
Skjnhed vil flge En Livet igjennem.

Men alligevel: den har ikke seet Petrarcas Dal, der kun har seet den i
Solskinnets gyldne Glands. Blandingen af vild Storhed og romantisk Ynde,
som er den ejendommelig, naaer sin hjeste Virkning en varm Sommernat,
naar Fuldmaaneskinnet vider de snevre Perspektiver ud, gjr de vilde
Klipper dobbelt hje og dobbelt imponerende og glider med sine
hemmelighedsfulde, blde Skygger ind mellem Buskadset langs den summende
Flod, fortttende Trernes Lv, forvandlende hver lille hvid Kaskade til
et blinkende Vv af Guldfiligran og bredende over Alt sin nsten
ngstelig drmmende Ro, saa at selv det fremadjagende Vand synes at sno
sig ind mellem Breddens Bugter som et stille, blanksort Spejl. Naar
Maanen endnu ikke er kommen helt op midt paa Himlen, skyder den lukkende
Klippemur sig saaledes for, at den selv og Partiet nrmest omkring
Kildebassinet ligger i Mrke. Man kan umuligt staa her ved Foden af dette
sorte Bjerg, der i Nattedunkelheden synes at lfte sig saa hjt i Vejret,
at Himlen kommer til at ligge som et blaat Tag umiddelbart paa dets Top,
her ved Kanten af dette hemmelighedsfulde Vand, hvis dumpe Rislen op fra
Afgrunden man tydeligt kan hre--man kan umuligt staa her mellem dette
Kaos af vltede, ngne Klippeblokke uden at fle en Isnen gjennem alle
Nerver, der nsten knuger En til Jorden af Rdsel. Men seer man saa
nedefter over Dalen, forbi Skrnterne med de stille, sorte Cypresser og
deres endnu sortere Skygger, der drager sig som lange Florsstriber over
det i Maaneskinnet nsten slvhvide Bjerg, lader man Blikket fra de
takkede, med Grotter og Huller oversaaede Tinder, der ligner antike
Amfitheatre i Ruiner, glide langs Smaakrattet paa Skraaningerne ned til
den blanke Flod og dens ttbevoxede Bred--hvilket forunderlig bldt, med
Drm og mild erotisk Nattestemning mttet Landskab mder man da ikke i
Stjernerne staar saa stille og klare paa den dybe Himmel, der titter frem
mellem de hje Poplers Kroner, Maanestrimen falder ned over Hngepilens
Lv og bliver, idet Vandet leger med Trets Grene, til en Guldregn af
hoppende Blink, den skinner paa Laurbrbuskenes blanke Blade, saa de
tusinde Reflexer hyller Stedet ind i en taageagtig Sky af gjennemsigtigt
Slvmor, og lngst nede, ved den lille Landsby, der er voxet op paa begge
Sider af Floden, falder dens Glands paa de sig langsomt drejende
Mllehjul, saa at Vandet paa deres Skovle, idet det lftes op, funkler
som et Hav af Diamanter.

Saaledes seer det Landskab ud, hvor Petrarca en halv Snes Aar igjennem
har vandret Aften efter Aften og digtet Sonetterne til Laura. Man viser
endnu umiddelbart nede ved Floden hans Hus og hans Have, en ganske lille
Plet med aarhundredgamle Laurbrtrer og en Luft, som Tusinder af Roser
og Jasminer mtter med nsten bedvende Vellugt. Der er saamange Digteres
Hjem, Verden freder om som hellige Relikvier, men som ikke har mindste
Interesse, fordi de Intet fortller om de Stemninger, der har paavirket
Digteren. Her er det anderledes. Hver Fodsbred Jord, hvert Krat paa
Klippeskrnten, hver Belysning over Floden er en Kommentar til
Sonetdigterens Sange. De kunde vre blevne til ogsaa uden nogen Laura,
men de kunde aldrig vre skrevne paa noget andet Sted end netop i denne
snevre Dal mellem Provences Bjerge, i dette.

  Vaucluse, heureux sjour, que sans enchantement,
  Ne peut voir nul pote, et surtout nul amant.

[Illustration: Vaucluses Kilde.]

Marseille.

Livet i Marseille er i Hovedtrkkene Livet i Paris om igjen. "Hvis Paris
havde en Cannebire, vilde det vre et lille Marseille," siger
Marseillaneren. Det er nu at tage Munden lovlig fuld. Den rettroende
Muhamedaner tr paastaa, at der kun er een Gud, og at Muhamed er hans
Profet. Men naar han, hvad nok ikke saa sjeldent skal hnde, rent
springer Guden over og gjr den skjggede Profet til ubetinget Numer Et,
saa gaar den gode Muselmand for vidt i sin Beundring. Og saadan gjr
Marseillaneren det ogsaa. At Paris er Byernes By, har han, selv naar han
er stoltest af sin skjnne Stad, ikke Lov til at glemme. Paa den anden
Side skal det saa indrmmes ham, at Marseille kommer lige bagefter.

Cannebiren er i Virkeligheden en ganske mrkvrdig Gade. Man spadserer
ind i den med Forestillinger om noget Overordentligt. Alverden, hvem man
har fortalt, at man vilde til Marseille, har i det nste Aandedrt fyldt
En med Lovprisninger over den; omtrent saadant Noget, som de store
Boulevarder er for Paris, tnker man sig. Og saa finder man nsten ikke
engang en ordenlig Gade, men kun en Gadestump med knap en Snes Huse paa
hver Side. Man lser paa Hjrnerne, man sprger sig for; jo det er ganske
rigtigt: det er den vidtbermte Cannebire. Der er saa uhyre Meget, man
har tnkt sig stort, og som bliver forunderligt lille, naar man ser det
selv. Ved Cannebiren er Misforholdet imidlertid saa skrigende, at det er
til at le himmelhjt over. Men det Besynderlige ved Tingen er, at man
alligevel slet ikke fler sig skuffet. Man driver frem og tilbage over
det brede Fortovs Asfalt og kiger ind ad Pragtbutikernes Vinduer med en
Fornemmelse af hyggeligt Velbefindende, som om man slet ikke var kommen
til Verden for Andet end for at drive her; og naar man er trt, stter
man sig mellem Mylret udenfor de spejloverlssede og med Lavrbrtrer og
Springvande oversaaede Kmpekafer og bliver siddende der timevis uden at
bestille Andet end at gjentage og gjentage til sin Nabo: "Her er rart,
hvad!" Siden kjrer man en Tour gjennem Byen. Pludselig drejer man om et
Gadehjrne og ser saa for sig et Billede, der formelig giver St gjennem
En, saa fuldt er det af Liv, saa imponerende, saa festligt. Man rejser
sig op i Vognen og sprger Kudsken, hvad det er. "Cannebiren" lyder
Svaret. Han har Ret; det er jo virkelig vor egen Cannebire igjen. Og
Marseillaneren har ogsaa Ret. Der er trods dens tyve Huse Noget over den
Gadestump, som selv en stor By har Lov til at vre stolt af. Hvordan det
gaar til, er nemmere at fle end at forklare, men den smitter
ubetvingeligt med godt Humr. Man har en Fornemmelse i den, som man trak
Vejret lettere.

Den, der kjender Paris, kan tnke sig Grundtrkket i dens Fysiognomi:
Boulevard des Italiens har vret Mnster. De samme kolossale
Udstillingsvinduer i et Stykke lige fra Gadefortovet op til frste Sal
med Alverdens Luxusartikler i det mest fristende Arrangement indenfor,
den samme Overlsning med Forgyldning og Spejle udenpaa Husene,
Trottoiret fyldt med Kafstole, hvide, brune og sorte Mennesker i alle
Jordens Kostumer, Ekvipage paa Ekvipage rullende fljlsbldt hen over
Gadeasfalten. Kun Alletrerne paa Fortovskanten mangler, Men Gaden
bliver derved lysere og ligesom bredere; det Grnne har man nok af oppe
ved den ene Ende, hvor Udsigten fortsttes i lige Linie gjennem stejlt
stigende Aller med mgtige Plataner, og som Tilgivt har man saa Noget,
man intetsteds har i Paris: Skoven af Mastetoppe langs Kajen nede ved
Gadens anden Ende. Der kommer fra de Skibe en velsignet Lugt af Tjre og
en Svrm af Matroser, som tager det Blaserede ved Luxusgaden bort og
bringer en sund, bred Naturlighed ind istedetfor. Pragten, hele det
storstilede Prg er der endnu, men Overforfinelsen ikke. Arabere
og Negere,

Lilleasiater og Kinesere kan passere forbi, saa galt de vil, uden at en
Sjl lgger Mrke til dem, men en Pariserlaps i Cannebiren vilde
Sfolkene udenfor Kaferne ikke taale; han vilde vre jaget vk med Grin
og Brandere, inden han havde gjort to Skridt.

[Illustration: En Kaf paa Cannebiferen]

Og saa Solen. Hvor den skinner! Det er, ligesom alle de brune Afrikanere
og alle de brogede Tpper udenfor Husene rent har beruset den med
Velbefindende. Her er hyggeligt og hjemligt, har den tnkt; her maa jeg
indrette mig rigtig mageligt. Og saa klemmer den sig ind i Cannebiren og
straaler og brnder Burnusmndene lige i Ansigtet, saa de drypper af
Sved. Jo, vi kan ogsaa skinne i det gamle Evropa, siger den, det skal I
saamnd faa at fle.

Men der er forresten det at bemrke ved det, at Marseille i Grunden ikke
er det gamle Evropa lnger, eller i hvert Fald kun er det halvt. Man
staar allerede med den ene Fod i Orienten. Mylret af fezkldte, pjaltede
Lazzaroner og af brogetpyntede rige sterlndinge, Frugtslgerskerne med
deres Orange-, Dadel- og Figenkurve paa Hovedet, de jdiske Vexellerere i
deres aabne Boder paa Gadehjrnerne ved Siden af Skriveren, der sidder
midt i Solskinnet under sin Paraply og fabrikerer Kjrlighedsbreve til de
smukke, brungule Marseillepiger, den exempellse Skidenhed i de gamle,
sorte Gyder, Alting fortller tydeligt nok, at man er paa Springet til at
drage ind i den skjnne, dovne, brogede Verden, der hedder sterland. Men
Ingenting fortller det dog saa hjt som just de store, mangefarvede
Tppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spnder sig ud fra
hvert eneste Hus i Cannebiren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes
Butiker, og de spnder sig ud, saa det kan forslaa. Vore Markiser, selv
de allerstrste, er Svbelsesbrn imod dem; de naaer over hele Fortovets
Brede og lige ned til Fliserne, og deres tykke, uldne Tjer pranger i
alle mulige skrigende rde, blaa og gule Farvestriber. De Tpper er det
maaske, der allermest gjr Cannebiren saa festlig og fornjelig.

Forresten findes de igjen overalt i Byen; de og saa Stvlepudsernes og
Blomsterslgerskernes Stader samt de store Dampskibsplakater hrer til de
mest ejendommelige Trk i Marseilles Gadefysiognomi. Ingen Marseillaner
faar sit Skotj brstet i Huset, selv paa de fornemste Hoteller nedlader
det frie sydlandske Tyendefolk sig ikke til den Slags Beskjftigelser.
Men til Gjengjld trffer man for hvert andet Skridt, man gaar i Gaderne,
en elegant, magelig Lnestol, hvor man kan stte sig hen i Mag og lse
sin Avis, mens en hel lille Stab af Lazzaroner for nogle Sous
"vernisserer", brster og pudser En fra Top til Taa. En Fjerdepart af
Byens mandlige Befolkning lever af at brste Stvler, en Fjerdepart af
dens unge Piger af at sidde i hje, blomsterfyldte Kiosker og binde
Bouketter og byde dem ud til det altid kjbelystne, forfngelige
Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse
brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med
Farver og Fornjelighed. Men det mest Uimodstaaelige for Mennesker fra de
afsides Smaakroge af Verden er dog Dampskibsplakaterne, hvis kmpestore
Bogstaver springer jet imde, hvor det seer hen. Den ene inviterer En
til Afrika for en halvhundrede Francs eller mindre, den anden frister med
Rejseruter over Suez til Indien og Kina, en tredie lokker til La
Platastaterne og Brasilien, en fjerde prsenterer den dampende Parketbaad
paa Vej til San Francisco og Yokohama. Og saaledes fremdeles i det
Uendelige. Det er, ligesom alle Grndser var slettede ud, som om man
havde faaet Vinger paa og med et Par Slag kunde komme, hvorhen man vilde.
Man flyver i Tankerne, man svlger i Solskinnet, i Farveorgierne og i
Kafernes klige Sorbetter, man fylder sine Nsebor med Tjrelugten og
sine Lunger med Brisen, der kommer dansende dernede fra det store, blaa
Hav for Enden af Gaden--jeg kjender ikke noget Sted i Verden, hvor man
fler sig fjernere fra alle smaa Hverdagssorger, lettere, friere og
gladere tilsinds end paa en Kafstol i Marseilles Cannebire.

Og saa er der det Udmrkede ved Tingen, at nsten hele Byen har Noget
over sig af det Samme. Naturligvis ikke den ldste, uhyre svinske Del;
men den er allerede kun lille og bliver mindre Aar for Aar. Derimod voxer
de nye Kvarterer stadig baade i Strrelse og Rigdom. Marseille har ikke
flere Indbyggere end Kjbenhavu, og dog skulde man tro den en halv Snes
Gange saa stor. Den ene Pragtgade klods op ad den anden paa alle Kanter,
og hver af disse Gader fyldt af Verdensstadens Liv. En Frdsel, et Kjb,
et Salg som i selve Paris. Og en Luxus i Toilette, i Boutiker, i
Ekvipager, der heller ikke paa nogen Maade er mindre. Der er nok af
Millionerne i Marseille, og der er nok af Folk, som forstaar at bruge
dem. Som de fleste Middelhavsbyer klattrer den fra Kysten strkt stigende
op ad Hjdeskrnter. Det Parti af disse Gader, der ligger nrmest
Centrum, er Handelskvarteret; men naar de begynder at stige, begynder
samtidig Platanallerne paa begge Sider af dem, Boutikerne forsvinder, og
bag forgyldte Gitterlaager ser man det ene Palads rigere, den ene Have
yppigere end den anden. Saadan paa alle Sider, men dog mest overdaadigt
luxist i de Avenuer, der ender med "Pradoen", en lang Alle med stille
Skovskjnhed, der taber sig ned mod Middelhavet. Paa Siderne af den ser
man ind ikke i Villahaver, men i Slotsparker, anlagte efter Fantasier fra
"Tusind og en Nat" med Orangelunde, fulde af gyldne Frugter, med
kirketaarnshje Palmer og alle Tropernes Pragtblomster, med Fontner til
Hundredetusinder og monumentale Bygninger af lutter Marmor. Orientens
Vegetation og Orientens Rigdom, fattet ind i en Ramme, der er den
skjnneste, jeg kjender: det vidunderlige blaa Middelhav. Det Hav er
Marseilles Guldmine. Men det er mer endnu. Det er et Favntag, hvorfra
Byen Morgen efter Morgen vaagner straaleride af Sundhed og Glde, mttet
med Livslyst, som den kun findes i det dejlige, solgyldne Syden.

[Illustration: En marseiilansk Blomsterkiosk.]

Europas Paradis.

Aartusinder er gaaede, siden Paradisets Port lukkede sig for den syndige
Menneskeslgt. Alverden har efter den Tid sgt og sgt den tabte Edens
Have, og det kan ikke egentlig paastaas, at man har vret i Forlegenhed
for at finde den. Poeterne har opdaget den i Nord- og Syd, i st og Vest,
saa omtrent paa hver Plet af den hele Klode. Fr Jernbanerne kom, kunde
det nu vre en grumme herlig Ting med alle de mange Paradiser. Det var
navnlig saa overmaade nemt og bekvemt. Enhver kunde sidde lykkelig i den
Krog, hvor Vorherre havde sat ham, og d salig i den Tro, at skjn som
den var ingen anden i den ganske Verden. Efterat Jorden imidlertid er
svunden ind til ikke at vre synderlig Andet end en pn Park, hvis store
Promenadegange idetmindste hver Person af Opdragelse maa have bevandret,
gaar det ikke an lnger uden videre at tro Poeterne paa deres Vers. _Il
faut s'entendre_. Naar man under en Sommerferie paa fjorten Dage
efterhaanden har besgt diverse Snese Paradiser, kommer der uundgaaeligt
et jeblik, da man tillader sig at bede om en Forklaring. Er der
hundrede, saa er der ikke et, og er der et, saa er der ikke hundrede.
Hvilket af hele denne Hob er det gte, Skaberens Mesterstykke, Klodens
Juvel, det enestaaende, uforlignelige Paradis paa Jorden?

Sprgsmaalet kunde vre kildent nok, hvis Sagen ikke stillede sig saa
heldigt, at det allerede var besvaret. Som Gudinderne i Idas Lund, har
Alverdens digterbesungne Paradiser fremstillet sig til Skjnhedsprve for
en uhildet Dommer; de har vist deres Yndigheder, og han har rakt blet
til den Vrdigste. Dommen er inappellabel, thi den er fldet med ufejlbar
Kompetence. Det er de Jordens Lykkelige, hvem intet Baand binder til en
enkelt Plet, der kan flagre frit som Sommerfuglen fra Blomst til Blomst
og dale ned og stte sig til Hvile paa den, hvis Honning er sdest, det
er dem, der har overtaget den dmmende Hyrdes Rolle. Land og Byer, Bjerge
og Dale, Skove og Ser er dragne forbi deres Blik og har bejlet til
Prisen; hvert stort og hvert lille Eden har salvet sig saa duftende og
pyntet sig saa straalende, de kunde, til den store Kappestrid!, og
Kjendelsen er bleven afsagt, blet er blevet rakt. Poeterne har fremtidig
at stte Sordiner paa deres Lyre. Deres lokale Paradiser er kun Paradiser
med imiteret Etikette, mod hvilke de Behovhavende vares. Heldigvis er
Kontrollen let; det gte brer fra Skaberens Haand et Mrke, som selv den
mest vingede Digterlyrik ikke kan gjre efter.

Det er en Plet af Jorden, hvor der er evig Sol og Sommer. Naar Folk andre
Vegne kryber sammen i osende Kakkelovnskroge, traver omkring i Snesjap og
faaer Snue og Bronchitis af den klamme Kulde og Spleen og Migrne af den
graatunge Vinterhimmel, der hnger lavt over deres Hoveder, saa dkker
man paa denne velsignede Plet sit Frokostbord under aabne Verandaers Hang
af blomstrende Roser, man ligger i Hngekjer under Palmetrer og tager
Solbad, man gaar omkring i lette Klder og lyse Farver og aander en Luft,
af hvilken hvert Drag fylder Lungerne med Sundhed og Sindet med Ungdom og
godt Humr. Saa langt Aaret er, staar Alting i Flor.

Lunden er altid grn, Engen pynter sig ved Juletid til Fest med friske
Violer, der gror modne Jordbr ved Grftekanten i April, og store,
favnehje Nerier staar som Alletrer og drysser deres Purpurblomster ned
over Vejene. Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa
Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa
kalder man det strax for Blst og Storm, og dukker der paa den blanke
Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i
fem Minutter, saa er det et Fnomen, over hvis Forfrdelighed hele
Paradiset korser sig Maaneder i Trk. Klare, gyldne glide Dagene hen, saa
stille, at man mrker det knap. Naturen ligger hvilende og nyder sin
Pragt, sine gldende Farver, sin vellystsvangre Duft. Og Menneskene
aander al denne Skjnhed ind og nyder som Naturen. Hver Bolig er et
Velvrets Tempel. Kunstens og Rigdommens Luxus har pyntet disse Villaer
og Haver saaledes med deres Skatte, at man nppe lnger veed, hvad der er
vidunderligst, Vorherres eller Menneskenes Vrk. Det er ikke Adams og
Evas Paradis lnger, det er det moderne Europas. Og det moderne Europa er
adskilligt mere fordringsfuldt aabenbart, end vore frste Forldre
har vret.

Som Flge af denne Fordringsfuldhed trngte selv Lyksalighedslandet her
til en Oppudsning, for at dets Glorie ret kunde gjre sig gjldende.
Frst for en halvhundrede Aar siden har det faaet den; det laa indtil da
hen, begravet som et Klenodie, Ingen kjendte. En Albions Sn kom og fandt
det. Lord Brougham hed han. Kejsere og Konger er fulgte efter ham;
Magtens, Guldets og Talentets Store er komne og har fattet Juvelen ind,
Syge og Tungsindige fra Alverdens Egne er komne i lange Pilgrimsskarer og
har hentet Lgedom for Legeme og Sjl i dens varme, underfulde Straalers
Glands. Men den Menneskehedens Velgjrer, som fandt den, har Samtiden
halvvejs glemt, Samtiden er altid utaknemmelig. Den har rejst ham en
simpel Stensttte paa Paradisets skjnneste Plads, og den troer at have
gjort nok; En retfrdigere Efterslgt vil stte hans Navn ved Siden af
Kolumbus'. Thi Kolumbus opdagede kun Amerika, men Lord Brougham fandt den
tabte Edens Have igjen, han opdagede Rivieraen.

Rivieraen er en Strimmel Land langs Middelhavet, nogle Skrnter af Bjerge
og nogle Pynter, der springer ud i det blaa Vand, saa smal en Strimmel,
at den hist og her nsten rent forsvinder og bliver til Ingenting, en
Villagade, slet ikke Andet. Den begynder forsaavidt lige ved Marseille
allerede og naaer helt til Genua, men det er kun paa en Strkning af en
halv Snes Kilometre, at den er moderne Paradishave i fuld Herlighed.
Hinsides Cannes paa den ene Side og hinsides Frankrigs Grndse paa den
anden ligger den endnu og blunder saa smaat i Naturneglig, omkring Nice
derimod prsenterer den alle sine Yndigheder i raffineret Festtoilette.
Og her er det da, naar det andre Steder begynder at blive koldt og
vintertrist, at Livets Sndagsbrn, de Lykkelige, som kun er fdte for at
nyde, flyver ned til idel Lys og Sol. Saasnart de frste Sneflokke er
faldne, begynder Elitetten af "Tout Paris" og af "Toute l'Europe" sin
Flugt. Jernbanetogene, spnder deres polstrede Salonvogne for, og der
brydes op fra den regngraa Seinestad. Ned over Bourgognes Vinmarker, ned
gjennem Provences Olivenlunde gaar det i rivende Fart mod Syd. En Nat
kun, saa er det blaa Hav naaet, og det er i en ganske anden Verden, man
vaagner op. Toget gaar ikke hurtigere nu end en Sporvogn, men man nsker
bare, det gik ti Gange saa langsomt. Hvert Kig ud gjennem Waggonvinduet
er en Aabenbaring. Man gnider frst jnene og troer ikke, at det er
Virkelighed, det, man seer. Saadan, kldt i de Farver, den Klarhed, det
Skjr af Krystal, har nok enkelte Pletter af Jorden seet ud engang fr.
Haven, hvor man legede som Barn, har gjort det, Skov og Mark, hvor man
svrmede om med hvid Studenterhue og lavede Vers og var forelsket, har
gjort det ogsaa, men siden er det Syn kun dukket op igjen i Drmme
undertiden, aldrig naar man var vaagen. Og nu ligger den samme
forklarende Glands over Alt, over Alt. Det kribler i Kroppen, man fler
en Lyst til at springe ud, til at raabe, at Toget skal standse og stte
En af. Men man faaer ikke Tid til det engang, saadan vexler Landskaberne.
De flger efter hinanden som et Jag af Laternamagica-Billeder. I et
pludseligt Glimt springer Udsigten frem: en blaa Bugt, rammet ind af
rdbrune Skjrgaardsklipper med hvide Huse, med Pinier og Palmer og
Agaver i hver Klft; et jeblik staar det der i Solens Forgyldning, man
lukker jnene op saa vidt, man kan, og stirrer og klapper i Hnderne som
paa Theatret, naar Tppet gaar op for en Feeridekoration, men fr
Indtrykket endnu har samlet sig, er Glimtet forbi, Lokomotivet piber, man
farer ind i en Tunnel, Alting bliver nogle Minutter sort Nat, Saa et nyt
Glimt, et nyt Billede, endnu mere feagtigt, endnu mere straalende og
fuldt af Farver end det foregaaende. Hele Rivierafarten er saadan. En
halv Dag staar man ved Vinduet og rkker Hals og seer og venter og seer
igjen. Man kan ikke blive trt af disse blaa Bugter, som man undertiden
kommer saa nr, at man nsten kjrer ude i dem, undertiden seer dybt nede
under sig, fra Forbjergets romantisk brudte Skrnt, fyldte med er hist
og her, og bindende dem sammen da dybtfarvede, blanke som et Spejl af
Akvamarin, strkkende sig paa andre Steder aabent ud i lyse Flader,
krusede fint som Strimmelen om en ung Pigehals, gyngende med Solblink,
krydsede af Sejlere. Og man kan ikke se sig mt heller paa disse blanke
Blade af Laurbr og Oranger, disse Kmpekaktus'er i Klipperevnerne, denne
Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at
bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa
overdaadig yppig er den. r bliver man, mere og mere r for hvert nyt Kig
ud gjennem Waggonvinduet, Rejsefornemmelsen gaar af En, man glemmer, man
er paa en Jernbane, man fler sig, som man var til Fest.

[Illustration: Et Kig ud af Waggonvinduet.]

[Illustration: Pare de Monceaux]

Og er man det da ikke ogsaa? Stationerne kommer, de rigtige Stationer,
hvor man staar af: Cannes, Antibes, Nice, Monaco, Monte-Carlo, Mentone.
Perronerne er fulde af Damer i Silke og Kniplinger, stive, stramme
Lakajer med rde og blaa Knbenklder staar i lange Geledder, Ekvipager
holder ned over Vejene i Rkker, som ingen Ende faaer. Hver Hest har sit
Hovedtj pyntet med Blomster, selv Fyrbderen, der kommer og pudser
Waggonens Drgreb, har stukket en Rose i sin Blouse. Fornjede Ansigter,
Sndagsrenhed, Elegance og Luxus allevegne; og over det Altsammen
Solskinnets Glands, dette Solskin, som man fler man kan stole paa og
give sig hen i med Tryghed, som kommer, naar Morgenen gryer, og
forsvinder frst, naar Natten bryder frem, uden Luner og Nykker,
straalende, leende saa lang Dagen er. Jo, man er til Fest. Man er det
hvert Minut, man befinder sig paa Rivieraen. Den begynder i det samme
jeblik man stter Foden paa denne velsignede Strimmel Jord, og den hrer
frst op igjen, naar man har forladt det sidste Glimt af dens Sol.

Man kan saa komme, naar man vil, Det er Mode at komme ved Midvintertid, i
et Par Maaneder har da den fine Verden sin Sson her. Naturligvis er her
paa den Tid prgtigst. Hvert Rum i de Tusinder af Hoteller er fyldt, det
er Pariserliv og Parisertummel om igjen. Men Paradiset er og bliver
Paradiset, selv om det hele _vie mondaine_ er forsvundet. Spektaklet kan
det tage med sig, men Solen ikke. Naturens Pragt er yppigere endnu i Vaar
og Sommer, Haverne fuldere af Blomster, Villaslottene ikke mindre
pyntelige, fordi de staar med lukkede Skodder. Ogsaa den store Stilhed i
dette fortryllede Land har sin Charme. Og saa er der jo desuden et andet
Moment, som spiller en Rolle. Saalnge Ssonens Publikum huserer her, maa
man vre lidt i Slgt med Millionens Verdener for ikke at fle sig fattig
mellem det. I de ni Maaneder af Aaret derimod, da det er borte, fjer
Paradiset til sine vrige Herligheder ogsaa den at vre det billigste
Sted at leve paa i hele Europa. Der skyder sig omtrent midtvejs mellem
Nice og Cannes en lille Halv ud, som hedder Cap d'Antibes, Cap
incomparable har en provenalsk Digter dbt den. Vi var et Par Danske
engang, for hvem han havde prist den i saadanne Udtryk, at vi flte det
som en Forpligtelse mod os selv strax at tage derned, skjndt det var
lige Midsommer og gyselig hedt allerede i Avignon--den gamle Paveby, nu
Felibrernes Hovedstad--, hvor vi havde truffet ham. Vi fandt det landlige
Hotel, som han havde givet os Anvisning paa, fuldstndig tomt og Folkene
aldeles konsternerede over at faa Gjster paa denne Tid af Aaret. Hele
Huset fra verst til nederst--og det var et veritabelt civiliseret Hotel
med alt Tilbehr--blev stillet til vor Disposition for sex Francs om
Dagen, deri indbefattet fuld Fortring, Frokost med fem, sex og Middag
med en halv Snes Retter samt saamange Litrer Vin, vor trstige Gane
begjrede. Og vi drak grumme tidt i de tre Uger, vi blev der, den dle
Sangers Skaal, hvem vi skyldte Bekjendtskabet med dette Cap incomparable.

"Bellevue" hed Hotellet, og til en Forandring passede Navnet engang. Fra
det flade Altantag saae man paa den ene Side over Golfe Jouan, den
skjnnest af alle Rivieraens Bugter, lige til Cannes, paa den anden
havde man for sig Hjderne langs "la Corniche", Vidundervejen mellem Nice
og Monaco, og i denne Ramme laa den lille Halv nedenfor En med sine
Pinielunde og Orangehaver, sine blgende Vinskrnter, sine solbrndte
Villaer og sin tropiske Flora. Den er her, hvor der aldrig er faldet et
Fnug Sne, saa rig, at der paa denne halve Kvadratmil Land tlles
ligesaamange Plantearter som i hele Skotland og Sverig. Alt, hvad der kan
gro ved det gode Haabs Forbjerg, kan gro her ogsaa. Og hvor det groer!
Blandet, broget, overgivent vildt mellem hinanden. Der var en Krog, som
var vort Yndlingssted. Vi laa i Selskab med Sommerfugle og Guldsmede og
alskens flagrende og summende Insekter paa Grstppet under et gammelt
Oliventr. Paa den ene Side klattrede et Krat af Roser og Gyvel og Kaktus
op over en lille Stenskrnt og gik paa Toppen af den i Kompagni med
Fyrre- og Figentrer for at lave Skov, paa den anden vuggede sig en
gylden Hvedemark. Foran os skraanede Terrnet nedefter med smaa
firkantede Havelodder, snart Vin, snart store Artiskok- og
brogetblomstrede Bnnebuske, saa en Kile ind, der var brandrd af
Tomaternes Frugter, saa et Stykke, hvor de lyse Mandeltrskroner skjd
sig op og lod sig vifte af Sommerpust og legede med Solblinkene, der
flimrede ind mellem det lette Lv. Og helt nede endelig det blaa Hav, men
blaat, saa det ikke er til at begribe, gjennemskinnet af Sol, dybblaat,
varmt, klart som blaa Pigejne, hvori Ungdom og Kjrlighed lyser. Det var
guddommeligt. Og rundt om paa Halven var der Hundreder af saadanne
Kroge. Solen blev lidt ustyrlig hed midt paa Dagen, det er vist nok, men
Luften var saa velsignet ren og Himlen saa hj og Alting saa eventyrlig
skjnt, at man lod sig brnde og lo af det kun og aldrig noget jeblik
nskede sig det anderledes, end det var. Hvad Moden dog er for en
underlig Ting! Fra April til November ligger denne Halv de. Ikke en
Villa er beboet. En Mngde af dem maatte man kunne faa at leje for saa
godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke
Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider
komme,--man maa vre Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed.

Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer
og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker. Det er i det bermmelige
Fyrstendmme Monaco, det mindste, men det skjnneste og lykkeligste
samtidig af alle Riger paa Jorden. Det maales ikke i Kvadratmil som andre
Lande, det er ikke saa stort engang som en pn lille Herregaard, dets
hele Lngde naaer ikke til en halv Mil, og der er Steder, hvor det knap
er et Par hundrede Alen bredt. Fyrstendmmets constante Befolkning tller
femten hundrede Sjle, og dets Souvern raader over en Arme paa Alt i
Alt nogle og tyve Mand, Officerskorpset deri medindbefattet. Men dette
Diminutivrige foregaar ikke destomindre Verden med et stort Exempel; det
er Fremtidens Modelstat i en Perfektion, som selv de mest excentriske
Idealister knap har vovet at drmme. Indenfor dets Grndser er
Fattigdommen afskaffet, Skatterne er afskaffede; Alt, hvad der har
mindste Slgtskab med Mangel og Trang, er banlyst fra det monakiske
Territorium. Man seer kun Luxus, man aander kun Velvre. Hvad
Menneskehjerner nogensinde har udpnsket for at gjre Tilvrelsen
komfortabel, findes her i sin hjeste Fuldkommenhed. Og Altsammen staar
det gratis til Disposition. Staten betaler. Den er et Forsyn, der kun har
een Tanke: at Monagenserne skal nyde Livet, og som ikke smaaligt tager
Hensyn til, hvad Realisationen af denne dens Livsopgave koster. Den har
en Allieret, som stter den i Stand til at tillade sig alle
Extravagancer, den har salig Blancs Generositet at disponere over, og det
er meer endnu end Monte-Christos Skat.

Salig Blanc var en snild Fyr. Han forstod, at for at et menneskeligt
Paradis skal vre komplet, maa det have sin Slange. Uden den kan det vre
nok saa dejligt, dets Skjnhed mangler det lokkende, pikante Element, og
det bliver trivielt til Slutning. Lord Brougham havde opdaget Rivieraen,
Blanc satte Slangen i den. Men en Slange efter Nutidsbehov og i
Nutidskostume naturligvis. Adam og Eva kunde lade sig friste af et ble,
siden er Menneskene blevne mere blaserede. Kundskabsfrugten for det
moderne Europa er den runde Million, og Slangen i Rivieraparadiset er en
Spillebank.

Som et Eventyrpalads rejser Roulettemplet sig paa Monte-Carlohjen,
bygget af Marmor og Porphyr, med brogede Majolika'er, Forgyldning og
Skulpturer, med Taarne, Minareter og Balkoner. Hjen, hvis Top det
kroner, er Rivieraens vidunderligste Plet, Haven nedover Terrasserne med
deres hvide Balustrader, deres Palmegrupper og Blomsterorgier saa yppig,
Middelhavsbugten ved disse Terrassers Fod saa pragtfuld, saa koket i sin
blaa, skjrgaardsbrmmede Kappe som ingen anden. Man har ikke vret paa
Rivieraen, naar man ikke har vret i Monte-Carlo, det er som Apotheosen
efter alle Feeritableauerne.

Man holder da sit Indtog ved dette Paradisets Hof. Man gjr sin Person
saa pyntelig, som den er i Stand til at blive, man stter sig i Stemning
ved "Hotel de Paris"'s Bord, det mest luxuse, Verden har, og man gaar ud
for at se og nyde. Men sandt at sige, denne frste Promenade bliver
sjelden lang. jet fanger den hele Herlighed op, uden at Synsnerven vil
forplante den til Hjernen, Beundringen klinger koldt, man svarer distrait
paa, hvad Vennen ved Siden af En siger. Slangen har begyndt at hvisle, og
man hrer kun den. Man er nervs, man giver Varmen Skyld, stter sig paa
Kafen og tmmer sin glacerede Drik i eet Drag. Ligeoverfor er Templets
Indgang. Vognene kommer rullende; silkebestrmpede Dameben hopper ud og
farter op ad Marmortrappens blde Tppe. Habituerne kommer; altid
enkeltvis, som hensunkne i Tanker, svingende Spadserestokken, gjrende
fortvivlede Forsg paa at synes nonchalente, men i Smug tllende
Beton'ens Fliser, gaaende udenom hvert Halmstraa, der ligger i Vejen,
klemmende sig op ad Trappens Rkvrk for at undgaa Tppet i Midten, der
bragte _deveine_ igaar. Hvislingen lyder hjere og hjere. Om man fulgte
efter? Man skal jo dog derover engang. Ligesaa gjerne frst som sidst.
Der er fuldt i den mauriske Sal. Fem, sex Rkker omkring hvert af de
grnne Borde. Men Alting gaar stille, douce og dmpet. Kuglens Rullen er
den hjeste Lyd, Kroupieren raaber sit Tal, sit _rouge imair et manque_
med en Stemme som om han talte Bug. I det samme jeblik Rouletten
standser, har han Riven ude og rutscher i to-tre Tag de tabte Summer til
sig; med Taskenspiller-Behndighed lader han mellem to Fingerspidser
Louisd'orerne flyve ud og regne ned paa de vindende. Pladser. _"Faites
votre jeu_,". lyder det igjen. Mens han stabler Guldet i Ruller i sin
Metaltraadskurv, stter Spillerne ind. Hver Kategori af dem har sit Spil,
sit System. Nervst regner man efter paa Notitsbladet. _La vielle garde_
markerer Karro'er, dens unge, kaade Arvtagerinder lader Guldstykkerne
trille hen over Tppet og standse, hvor de vil, den gamle Rastaqouair
sidder stt og doublerer sin Farve. I to Minutter er Alt frdigt. _Rien
ne va plus!_ Kuglen sprtter atter rundt i den aandelse, spndte
Stilhed, de Bageste strkker Hals: _trente, rouge, pair et passe_.

[Illustration: Omkring det grnne Bord.]

Rdt er kommen fem Gange. Sort! sort! hvisler Slangen ... sort! sort! er
det, som det ld igjen i Ekko fra alle Ender af Salen. Febrilsk griber
man ned i Vestelommen og trnger sig frem mellem Rkkerne. Man staar ved
Bordet, man stter ud. Beskedent frst et Femfrancsstykke. Man vinder.
Man vinder igjen, man bliver ved at vinde. Og jo tungere Vestelommen
bliver, desto strre bliver Modet. Man prver "Hestene", saa en Karr,
saa et enkelt Tal. Man er allerede forlngst ved Guldet; Sex og tredive
Louisd'orer river man ind istedetfor den ene, man satte ud. En ung, bleg
Herre, med rystende Hnder og store; rdtunderlbne jne rejser sig. Man
tager hans Plads. Nervsiteten er borte, man forcerer sit Spil, man
doublerer mod Suiterne, man garderer Zero ved de store Indsatser, man
skovler ind og skovler ind. En halv Time efter, naar man gaar bort, har
man alle Lommerne fulde af Guld.

Nu frst, i den friske Skumringskjlighed, gaar det rigtigt op for En,
paa hvilken henrivende Plet af Jorden det er man befinder sig. Hver bld
Bugtning i Bjergenes Linier, hver Tone i Farvespillet mellem Himmel og
Hav, hvor Solen gaar ned, hver hemmelighedsfuld, rolig Slagskygge over
Haveterrasserne, Alt har man je for nu, og Alt stter En i Begejstring.
_Un bon diner_ flger efter, det forstaar sig af sig selv. Truiten vandes
med gte Yquem og den trufferede Poulet med Chambertin fra Femogtreds. Et
Par Guldmnter meer eller mindre, hvad gjr det! Man finder jo hvert
jeblik en halv Snes Stykker af dem hist og her i en Lomme, som man ikke
havde tnkt paa. Og mens man sidder der i den spejloverlssede Sal, i
Krydsild af Smil fra guldblonde Skjnne, omblget af bedvende Duft fra
Roserne, som slynger sig ind gjennem det aabne Vindue, og fra Bouquet af
Ylan og Verveine og Violette de Parme, mens man sidder der med Alverdens
dejligste Frugter paa sit Bord, med Alverdens Rigdom omkring sig, hvilke
underlige, nye, sdt pirrende Fantasier begynder da ikke at tumle rundt i
Ens Hoved! _Forcez donc votre jeu; vous avez de la chance, vous; vous
sauterez la banque_, sagde Andalusierinden med de sorte Diamantjne, som
man sad ved Siden af ved Rouletten. Sprnge Banken! Man leer af det
frst, men man diskuterer det siden. Umuligt er det da endelig ikke,
siger Vennen, man er her med, Naar vi havde spillet hjere, naar vi var
bleven ved... ved Kaffen drfter man med den alvorligste Mine af Verden,
hvilke Midler der findes til at sende strre Pengebelb bort fra Monaco,
og hvilke Forholdsregler, der vil vre at iagttage, hvis man en
Aftenstund skulde komme til at sove i Vrelse sammen med en Million eller
saadan Noget.

Naturligvis anseer man det for sin Pligt at gjre _un petit coup_ om
Aftenen ogsaa. Man har samme Held som om Formiddagen. Alting, hvad man
holder paa, kommer ud, Farver og Heste og Karr'er og Numere uden
Forskjel, man behver ikke engang at dublere. Klokken Ti er man trt og
har nok. Man drikker en Flaske Mot frapp paa Kafen, driver et Par
Gange frem og tilbage paa den maanebeskinnede Terrasse, hvor Musiken
spiller, vinker saa ad en Vogn og kjrer sin Promenade i den vidunderlige
Natteluft, i flyvende Galop ned over _la Condamine_ og op ad
Monacobjergets snoede Veje, bestandig med Udsigt gjennem halvtlukkende
Busketter til Vandet langt dernede, hvor Maanereflexet gynger sin
lysgyldne Bro. Det er ikke nogen Kjretour, det er en Drm, der fylder
hver Fibre med Vellyst. Man sover meget lnge den nste Dag. Man har
Ingenting at haste efter, der lukkes jo ikke engang op "derovre" fr
Elleve. Man har desuden en svag Fornemmelse af, at det dog maaske vilde
se lidt forhippet ud at komme fr Frokost. Om man kjrte over Bjergene
til Nice, en ren Eventyrfart, siger Alle, der har gjort den. Portieren
raadfres. Umuligt, man vilde komme altfor sent tilbage. "Systemet" skal
prves idag. Man tager Carnet'en frem og undersger den igjen; alle
Tallene fra den foregaaende Aften staar der. Der er ikke een Suite, som
vlter Beregningerne. Klokken Et er man paa Pletten. Rkkerne omkring
Bordet er kun tynde endnu, man faaer sin Stol. Det gaar som paa en Snor.
Chancerne kommer maaske lidt sjeldnere, end man kunde nske, men ikke een
af dem svigter. Systemet holder; man tnkte det jo nok, men det er altid
rart at have Valuta i Lommen, som beviser det.

Man gaar tilbage til Hotellet for at lgge Gevinsten af. Det er dog
bedst, man tager til Nice den nste Dag; det begynder at blive lidt
ngsteligt at bre alt det meget Guld i sin Kuffert. Desuden er der
forskjellige Ting, man skal kjbe; Ens Garderobe trnger til at indrettes
paa det varme Klima. En Undersgelse af Monacos Boutiker forger den
forelbig med det Ndvendigste: en Solskrm og et Par blaa Briller; man
tager sig et Bad og kjrer saa op igjen. Men Eftermiddagsvisitten er
uheldig. Man har spillet paa Inspiration ved Siden af Systemet, og
Inspirationen har slugt, hvad man havde hos sig. Der maa hentes
Forstrkning. Og saa--man leer af det selv, det er jo dumt og overtroisk,
men _enfin_: det var den blaa Rejsedragt, der bragte Held igaar. Man kan
jo ligesaa gjerne tage den paa som en anden.

Om man stoppede og rejste og lod sig nje med, hvad man endnu havde i
Behold? Nej, det vilde vre at staa sin egen Lykke i Vejen. Man maa kunne
tjene en Formue, det gjlder kun om at vre sikker paa sig selv og holde
sig udelukkende og urokkeligt til Systemet. Med den faste Beslutning at
gjre det, gaar man over. Fem Minutter efter forlanger man sin Ngle hos
Portieren igjen. Hvor kunde man ogsaa vre saa uforsigtig ikke at tage
hele sin Beholdning med? Havde man kunnet doublere een Gang til, var man
ikke bleven sprngt. Sort kom den trettende Gang, og man faldt paa
den tolvte.

Man falder om Aftenen paa den sextende. Og man har vret "forsigtig" nu,
man har den sidste Rulle Guldstykker ude. _Huit, rouge, patr et manque_,
Kroupieren river hele Stabelen ind. Man seer dem glide hen i hans Kasse,
og man hrer hans _Faites votre jeu, Messieurs_. Men med et Smil, et Smil
maaske, der ikke er ganske fri for at vre en lille Smule fortrukkent,
rejser man sig. _Vous partez_? sprger den Guldblonde, der staar bagved.
_Oui, Mademoiselle_.--_Vous permettez que je prenne votre place_?--_Avec
plaisir_. Og hun stter sig og kaster en Haandfuld Louis'er paa Farven,
der ikke kom. Kuglen sprtter og standser. _Noir, pair et passe_.
Naturligvis.
Man drikker den Aften ingen Mot, og man kjrer ikke over _la Condamine_.
Man driver et Par Gange op og ned ad Terrassen som Dagen forud, men
Musiken gjr trist, og Maanen skinner irriterende, og man gaar tidligt
tilsengs. Man gjr det hverken i det lyseste Humr eller med de venligste
Flelser mod Tilvrelsen. Men den nste Morgen, naar man vaagner, er det
Altsammen gaaet af En som en Sygdom, der er ovre. Man aabner Vinduet paa
vid Gab. Hvilken Friskhed, hvilken Sol, hvilken Skjnhed! Og hvor det
ligger roligt og hvilende der Altsammen og smiler En imde, som det vilde
sige: Nu forstaar vi hinanden, nu hrer Du mig til. Man nynner et Vers og
klder sig paa og gaar ud. Ingen Mennesker er oppe endnu. Kun de store,
brogede Sommerfugle er det, og Fuglene, der synger, og Blomsterne, der
dufter. Man gaar og gaar og bliver ved at gaa. Frst nu straaler
Paradiset i sin fulde Glans; Kundskabsfrugten er nydt, jet er blevet
aabnet for dets Dejlighed. Ak, var der blot ingen Engel med flammende
Glavind, ingen Regning, der ventede paa En, naar man kom hjem i "Hotel de
Paris"! Dog ligemeget--man har vret i Rivieraens Paradis, og bringer man
end ingen Millioner med derfra, kun sin stakkels gule Sommerparapluie og
sine blaa Briller, en Skat af Sol og Lys har det dog straalet ind i Ens
Sjl, som den triste, kolde Verden skal bruge lang Tid for at forde.










End of Project Gutenberg's Fra det moderne Frankrig, by Richard Kaufman



License: Share Alike