E-text prepared by the Online Distributed Proofreading Team
(http://www.pgdp.net) from page images generously made available by the
Google Books Library Project (http://books.google.com)



Note: Images of the original pages are available through
      the the Google Books Library Project. See
      http://www.google.com/books?id=zeUqAAAAMAAJ


Afskriverens bemrkninger:

      _Understreg_ er brugt til at gengive kursiveret tekst.





PETER NANSEN

MARIA

EN BOG OM KRLIGHED

FEMTE OPLAG







KJBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SN)
Trykt hos J. Jrgensen & Co. (M. A. Hannover)
1902




I.


Min Elskede er den atraavrdigste af Kvinder. Andre Kvinder har
sknket mig deres Krlighed. De kom og gik, nogle kun en enkelt Gang,
andre ofte. Jeg er dem alle taknemmelig, men jeg glemte dem i samme
Nu, de var udenfor min Dr. Der var kun n, som jeg altid huskede,
ogsaa naar de andre var hos mig, thi hun var det straalende Mnster,
mod hvilket de alle maaltes og blegnede; der var kun n, som jeg
altid nskede vilde trde ind ad min Dr, thi hun kom altid ny og
ung. Der er kun n, jeg nsker at leve med, thi sammen med hende
faar Livet gyldent Maal og solklar Mening; der er kun n, jeg grne
vil d med, thi sammen med hende kender jeg ikke Frygt.

Min Elskedes Navn er Maria. Hun er dejligere end alle andre Kvinder.




II.


Jeg giver intet for den Ros, en Digter sknker den Kvinde, der er
hans eneste Elskerinde. Han dmmer som en uvidende Bonde, og der er
alle Sandsynligheder for, at hun ikke fortjener de smukke Ord, han
til hendes Fordel bestjler sit Sprog for. Hvis en Mand kun kendte
n Farve og han sagde: Denne Farve, den blaa eller den rde eller
den gule, er den ypperste af alle Farver, vilde han ganske vist ikke
dmme som den blinde, men derimod som den meget lidet seende. Og
havde jeg en Elskerinde, der slog sig til Taals, naar jeg sagde: Du
er min frste og eneste, Du er den bedste i Verden -- da vilde jeg
med Foragt stde hende bort. Var hun sikker paa sit Vrd, satte hun
Pris paa min Tilbedelse, vilde hun sige: Tag Dig ti, tag Dig tyve
andre Elskerinder, vlg blandt dem, hvem Mnd mest efterstrber,
og hvis Du, efter at have ejet dem, endnu kalder mig den bedste i
Verden, da vil jeg vre stolt og lykkelig.

Naar jeg siger til Maria: Du er dejligere end alle andre -- tr
hendes Hjrte banke i stolt Lykke. Thi jeg blev hende ikke tro, fr
jeg vidste, jeg talte sandt.




III.


Jeg vidste ikke, jeg talte sandt, fr jeg troede hende tabt for
stedse.

Det er den Prve, jeg nsker alle Mnd for deres Krlighed. En Prve,
som volder megen Sorg, men en Ildprve.

Sorgen lutrer og Sorgen gder.

Den Krlighed, som Letsind saaede, opstaar gennem Sorgen frodig og
ren.

Velsignede Sorg, der benaadede min Krlighed til Maria.




IV.


Hun kom til mig som et uvidende Barn. Jeg ser hende endnu, som hun
den Gang var. Saa overlegen og selvsikker som kun de Uskyldige
kan vre. Hun gav sig en Mine af at vre en Dame med den modneste
Erfaring. Hun talte om Livet, som om hun kendte det til Bunds, havde
prvet og vraget, var skuffet og forlngst trt. Hun forsikrede med
nysgrrige Baby-jne, at hun for Alvor tnkte paa at gaa i Kloster.
Hvad havde hun at haabe af Livet? Hun vidste, at kun i stille
Resignation fandtes den taalelige Lod, der var hende beskaaren for
Resten af hendes Levetid.

Thi -- som hun sagde med Overbevisning -- alene i Krlighed er der
Lykke. Og med Krligheden er jeg frdig. Jeg _har_ en Gang elsket.
Den Student, jeg var forlovet med, foragter jeg nu. Hans Krtegn var
mig modbydelige. Hans forelskede Talemaader vamlede mig. Jeg egner
mig ikke til Krlighed.

Det sagde hun med trt Stemme, med blussende Kinder og skinnende
jne. En til Kydskhed indviet Kvinde, der kun egnede sig til t:
Krlighed.

Det var, da hun stod foran mig, den hje, spinkle Pige, og talte om
sine triste Erfaringer, at jeg blev forelsket i hende.

Hvor nydelig hun var i sin troskyldige Bedrvelse, hvor sd hun sa
ud i sin fine Kjole!




V.


Marias fine Kjole fra vor frste Bekendtskabs-Tid. Aldrig glemmer jeg
den Kjole.

Der kom en Tid, hvor Maria havde mange smukke og dyre Kjoler. Men
i ingen af dem sa hun saa yndig ud som i den, der i hine Dage var
hendes eneste fine. En Kjole med et lyst blomstret Bluseliv, der
lignede Silke, men ikke var det, rynket over Brystet og stramt lukket
om Halsen med en lille forgyldt Barne-Slje.

En rigtig lille Sndagspige i den beskedne Stads, rbende hendes egne
dameagtige rgrrighed og en moderlig konomi. Det blomstrede Liv,
saa fornuftigt og pynteligt, og saa bange hun var for at spilde paa
det. Og da Ulykken alligevel skete, hvilken Iver hun udfoldede for at
faa de slemme Vinpletter vaskede af og hvor ligegyldig hun samtidig
agerede, som om hun havde fuldt op derhjemme af ganske anderledes
kostbare Kldningsstykker.

Du lille dameagtige Sndagspige, Du sde, gennemskuelige Hyklerske,
der, mens Du gned og gned paa Pletterne, ustandseligt forsikrede, at
det gjorde saamn sletingen Ting med den gamle Kjole.

Den gamle Kjole, din eneste fine Kjole -- -- mine jne bliver
fugtige, naar jeg tnker paa den. Gennem det tynde blomstrede Liv har
jeg frste Gang indaandet Duften af dit Jomfrulegeme, frste Gang
flt dit Hjrtes urolige Banken.




VI.


Ogsaa den Gang blev jeg rrt over den lille Pige i det blomstrede Liv
og med den overlegne Dameerfaring. Jeg tror, det blomstrede Liv havde
vsenligst Andel i, at jeg tog saa varsomt paa Maria. Det blomstrede
Liv, som var hendes fineste Pynt og som saa ndigt maatte plettes.

Mnd brer sig som Regel grumme taabeligt ad overfor Kvinder. De er
altfor forsigtige. Kvinder vil ikke overtales, de vil erobres. De
har -- saa at sige alle -- det nedarvede Instinkt i sig til at ville
fle sig som de svage og voldfrte. De vil have Mandsviljen strk og
bydende over sig. De foragter, uden at gre sig det klart, de Mnd,
der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres
stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skrmme af deres
Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de stter Pris paa at blive
tagne med vbnet Haand?

Jeg behvede ikke at gaa saa strngt til Vrks overfor Maria. Jeg
vidste, at hun en Dag af sig selv vilde sge til min Favn som til det
Sted, hvor hun naturligt hrte hjemme. Jeg vidste det af den vigende
Maade, hvorpaa hun mdte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det,
da jeg den frste Dag stod bagved hende -- uden at hun havde hrt
eller st mig -- og en sitrende Sklven bevgede hendes Legeme ned
gennem Ryggen og ud i de lange nervse Fingre.

Den fremfusende Landskngt-Strategi behvedes ikke overfor Maria. Og
det blomstrede Liv gjorde mig bld om Hjrtet. Jeg nskede end ikke,
at hun hastigt blev min. Som en Gartner glder sig ved Dag for Dag at
se en sjlden Blomst udfolde sig af Knoppen, ikke rrer ved den, kun
forsigtigt fjrner en hmmende Kvist eller et dkkende Blad og giver
den tilpas Lys, Varme og Vand, saadan nd jeg Marias Udvikling til
fuldbaaren Kvindelighed, til bevidst Forelskelse.

Og en sknne Dag aabnede det blomstrede Liv sig naturndvendigt for
den taalmodigt ventende Gartner.




VII.


Nsten for taalmodigt ventede Gartneren.

Der kom et jeblik, hvor Maria, hjtrdmende, men med et Blink af
Evaspot, rykkede mig i rmet og sagde: Er Du dum?

... Kvinder bilder sig ind, at Mnd beundrer og skatter de Fagter,
hvormed de til det sidste hvder sig som forfrte. Disse Fagter br
benyttes med Sparsomhed overfor voksne og erfarne Mnd. De kan gre
den tilsigtede imponerende Virkning paa de Mandjomfruer, der fler
sig som Forbrydere, naar en Kvinde lgger sig i deres Arme. Men for
os andre kommer der et Punkt, hvor Fagterne, altid de samme, frister
os til brutale Ord eller Handlinger. Hvilket betager Begivenheden
meget af dens Sknhed og Hjtidelighed og forskrtser vedkommende
Dame Livets yndefuldeste Minde.

Maria, Du finest forstaaende af Kvinder, jeg priser Dig og takker
Dig, fordi Du forskaanede mig for alle Fagter, for raa Snrpethed,
der besmykkes som Blufrdighed, for hysterisk Angst og hyklerisk
Graad.




VIII.


Min Jomfrubrud, min Maria.

Hvor mange er der vel, som forstaar den hellige Sknhed i en Jomfrus
Hengivelse? Med sjofle Tanker og simple Flovser krnker vore
Dages Mennesker Livets hjtidsfuldeste Akt. Den gammeldags plumpe
Gemytlighed havde Saft og Vid. Nu befamler liderlige Moralister den
jomfruelige Brudeseng med salvelsesfuld Tvetydighed og videnskabelig
Fripostighed.

       *       *       *       *       *

Hellige Nat, da Maria blev min.

Stilhed ude og inde. Kun en enlig Krte lyser.

Jeg trder ind, og se, paa Lejet hviler min Brud, hvid og fin og
smilende. Med Andagt knler jeg ned og kysser hendes Mund, den
lovende, hendes Haand, den givende, og hendes Bryst, hvor jeg hrer
Forventningen banke.

Og jeg er i hendes Arme, dem hun tillidsfuldt aabner mig. Jeg ser kun
hendes jne, jeg flger i deres Afspejlinger den angstfulde Bryden ud
af Jomfrupuppen, Forbavselsen, Taknemligheden, Jublen ved at skue ind
i Livets hidtil uanede Dejlighed.

Rummet fyldes af brusende Musik. Der bliver hjt over os og vidt om
os, og sammen, tt omslyngede, Mund mod Mund, svver vi bort fra al
Jordelivs Tynge og Sorg.

       *       *       *       *       *

Hellige Nat.




IX.


Maria var min.

Men jeg var ikke hendes, eller troede ikke at vre det. Hun troede
det ejheller. Hun troede mig ikke over en Drtrskel.

Hvad hun troede, vd jeg. Hun sagde mig det tit, og jeg bestred det
ikke, for aldrig var hun sdere. Skinsyg til Fingerspidserne, men saa
klog samtidig, saa fornuftig, saa indrmmende og imdekommende. Hun
troede, jeg havde ti Elskerinder om Dagen.

I allerkreste Smaapiger, I overdriver ganske urimeligt Eders Tillid
til den mandlige vne. Det kommer sig af, at I ikke kan den lille
Tabel. Fantasien lber lbsk med Jer. Maria var i det Stykke ingen
Undtagelse.

Hun kom til mig mindst de seks af Ugens syv Dage, og hun fandt mig
ingensinde sovende paa min Post. Alligevel forsikrede hun med den
mest smigrende Alvor, at jeg -- det vidste ogsaa hele Byen -- havde
Elskerinder i Snesevis.

Javist bedrog jeg Maria.

Dog var jeg hendes langt mere end hun troede, end jeg troede.

For ikke at tale om hele Byen.




X.


Hele Byen. Jeg vmmes ved det Sladderens Kryb, som gennem
Nglehuller og Drsprkker sniger sig ind i vore Hjem og drager efter
sig en Stribe af egne Uhumskheder. St dobbelte Ruder, st Skodder
for dit Privatliv. Hele Byen har ialfald staaet udenfor og haft
smudsige Tanker. Og Smudset klber ved dine Vinduer og Dre.

       *       *       *       *       *

Der sidder paa mit Sovekammer-Vindue hver Dag en gammel fed Spyflue.
Den er graanet af lde og synes saa dvask, at den knap gider rre
sig. Men ikke saasnart nrmer jeg mig den, fr den, vips, er borte.
Jeg hrer den summe mellem Sengeforhnget, jeg hrer den klaske
tungt mod Loft og Vgge. Jeg aabner alle Vinduer og jager den med
et Haandklde. Pludselig forsvinder den. Den gemmer sig i Tppet
foran Sengen, bag Spejlet eller paa Rammen af et Billede. Dr sidder
den uden at give en Lyd fra sig, til jeg er trt af at sge. Men
hver Morgen er den igen paa min Rude. Den forlader mig aldrig, den
lgger sit sorte Skarn paa mine Lagener, den summer hver Nat sin
skiddenfrdige Sladder over min Seng.

Og en Aften, da Maria kldte sig af foran Spejlet, sad det lede Dyr
paa hendes hvide Ryg.




XI.


Maria er saa hvid og skr som nogen Pige i Verden. Hun dufter sdere
end nogen Blomst. Hendes Aande er ren, hendes hele Person er uden
Lyde. Fra yderst til inderst er hun lutter Velbehag. Hun hrer til de
Kvinder, som uden Skam tr trde frem for Naturens Domstol.

Hun tr endogsaa vise sine Fdder.

Digterne har mange Lgne paa deres Samvittighed. Men mest lyver de om
deres Elskedes Fdder. Den gode poetiske Tone fordrer, at Digterne
lovpriser Kvindens Fod. Dog i vore hjhlede, kinesiske Dage er en
uforkvaklet Kvindefod ligesaa sjlden som Poesiens blaa Blomst.

Det var med Mistro og Angst, jeg frste Gang bivaanede Marias
Afkldning. Jeg kender de smukkeste Kvinder, der aldrig, uden maaske
i Ensomhed, affrer sig deres Strmper. De er som Paafuglene og
Havfruerne, der skamfulde skjuler deres nederste Del.

Da Maria ikke havde andet uvedkommende tilbage end sine hvide
Strmper, satte hun sig paa Sengekanten, strakte Fdderne ud og
sagde: Tag saa Strmperne af.

Da vidste jeg, at hun var uden Lyde. Og liggende foran hende kyssede
jeg henrykt en Fod saa skn, saa buttet og bld, som nogen Digter med
Lgn og Omkostninger har sknket sin Elskede.




XII.


Den Mand, der aldrig har overvret sin Elskedes Toilette, kender
hende ikke. Hendes Sknhed, hendes Tillokkelse er under Afkldningen
mangfoldig. Hun bliver ny for hvert Kldningsstykke, der falder. Det
er den kvindelige Dragts Ynde: den forvandler.

... Maria er ved Toilettet. Dr staar hun slank og hj i sin
ttsluttende mrke Dragt. Hendes Mine er rbar, hendes Vsen korrekt.
En fin og velopdragen ung Frken. Saadan ser I Maria, naar hun om
Formiddagen skrider ned ad Gaden mellem de andre korrekte og rbare
Ungmer.

Men ... den mrke Kjole forsvinder, den fine lille Frken med den, og
der aabenbarer sig en sklmsk Soubrette med bare Arme, bar Hals og
i et kort stribet Silkeskrt. Der er kommet Farve i Kinderne, Gld
i jnene. Du ligner jo en rigtig Bondepige, Maria, en Bondepige fra
Operetterne.

Da lses Baand og Hgter; Korset og Skrter glider ned. Den sdeste
Buksetrold gemmer sig ind til mit Bryst. Saa lille hun er bleven i
sit Mandfolke-Kostyme, den store voksne Pige.

Og saa endelig staar hun i sin lange brusende Chemise med et
lyseblaat Silkebaand gennem Halslinningens Broderi. En ganske lille
Pige, et Barn, som dovent strkker Armene frem og beder om at blive
lagt til Sengs.




XIII.


Med mange Klder, med faa Klder, med ingen Klder -- altid er Maria
dejlig.

Dog det er ikke det, der for mig gr hende bedre end alle andre
Kvinder, hvoraf nogle sikkert besidder ligesaa stor ydre Sknhed.
Nej, Hemmeligheden er, at Vorherre har skabt Maria specielt for
mig, for min Smag og mit Behag. Det vd Maria ogsaa godt. Lg Mrke
til hende, naar hun er sammen med andre. Der er en evig Uro og
Hvilelshed over hende, hun er usikker og overdreven i sit Vsen,
snart altfor munter, snart ganske tavs og aandsfravrende. Hun er som
en Fugl i et fremmed Bur. Men i samme Nu hun trder indenfor min
Dr, prges hun af et naturligt hjemligt Velbefindende. Hun hverken
basker med Vingerne eller hnger med Nbbet. Hun fler, at her har
hun hjemme. Her bliver hun frst sig selv og giver sig hen i tryg
Munterhed eller frimodig Bedrvelse. Her er intet, der forvirrer
hende. Fra den frste Dag forstod hun, at jeg var den, hun tilhrte,
og derom var der aldrig siden et jebliks Tvivl i hendes Sjl.

Denne hendes ubetingede Sikkerhed paa at vre min, men navnlig hendes
rlige Bekendelse heraf, hendes fuldkomne Mangel paa Evne og Lyst
til at ville lade anderledes -- det bandt umrkeligt, med tttere og
tttere Baand, mit Hjrte til Maria.

Der er Kvinder, som tror bedst at vinde Mnd ved en Koketteriets
Tagfatleg, hvor de snart lokker og snart bortstdende flygter, hvor
de har alskens Vimseri for til Hjre og Venstre, ladende som om der
rundt om bredes Arme ud, parate til at gribe dem, og som om de selv
ikke er klare over, hvilke Arme de skal foretrkke. Til saadant
tarveligt Spilfgteri holdt Maria sig for god. Og hun stod sig
derved. Thi kun pjaltede Mnd gider springe den Narredans.

Maria elskede mig -- intet videre. Hun var min akkurat saameget, jeg
vilde have hende. Der kom den Dag, hvor jeg vilde have hende helt.
Lykkens Dag for os begge.




XIV.


Maria var min saameget, jeg vilde.

Blandt de mange bondefiffigt beregnende Krligheds-Lrdomme, vore
unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden br
gre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Krligheden som en
Handel, hvor Kvinden slger sig saa dyrt som muligt. Lrdommen er
en Nedvrdigelse af Krligheden, men frst og fremmest af Kvinden.
_Han_ elsker hende og _hun_ ham. Begge har samme Trang og Lyst
til Hengivelse. Hvor hsligt da, ifald hun ngter sin Ven hans
selvflgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt
maa bede om!

Hvis en Kvinde sagde, hun elskede mig, og dog surmulede, naar jeg
forelsket begrede hende, jeg rejste mig med et grovt Ord og forlod
hende paa Stedet som en uvrdig.

I Marias Mund var der aldrig Nej. Hun fulgte min Kalden saa fromt som
Lammet flger Hyrdens klne Fljten. Jeg har kaldt paa Maria til alle
Dgnets Timer, jeg har kaldt paa hende, naar hun var trt og naar hun
sov -- altid er hun kommen med et smilende Ansigt, aldrig har hun
flt andet end Glde over at opfylde sin Elskers Bn, Stolthed over,
at han saa grne og ofte bad hende.

Om Hjsangens kongelige Digter havde kendt Dig, Maria, han havde
skrevet Dig et Vers:

Hyrden sidder i Dalen og spiller paa sin Rrfljte. Han lnges efter
den Elskede, der er fulgt med sine Sstre over Bjrgene. Men se, paa
Bjrgets Top staar hun med Vandringsstav i Haanden, spejdende efter
Hyrden, som spiller den kendte Melodi. Og da hun faar je paa ham i
Dalen, springer hun som Gazellen ned ad Bjrget, gennem Tidsler og
tjrnede Kaktus, over de spidse Stene. Hun kaster Vandringsstaven
for at komme des hurtigere frem. Tjrnene river hendes Kjole snder
og hudfletter de hvide Ben, Stenene skrer Sandalerne itu og flnger
hendes Fdder til Blods. Pigens Vej ned ad Bjrget er rd af rindende
Blod. Men hun nser det ikke, thi hun hrer sin Elskedes kaldende
Spil. Og hun kaster sig for Hyrdens Fod, hun kysser hans Kappes Flig,
sigende: Vredes ikke, Herre, at jeg ikke kom fr!

Min Elskede, siger Hyrden, er hastig og gavmild som en fremspringende
Kilde. Hun lader mig ikke vansmgte.




XV.


Maria, min altid gavmilde Kilde, jeg vd, hvad misundelige Mennesker
vil sige om Dig, Mnd, som slider i et gldelst gteskabs
Trdemlle, Kvinder, som med gnaven Resignation fder deres Brn i en
sknhedsforladt gteseng.

De vil vende forargede Blikke mod en Himmel, der smiler ad deres
Daarskab, og kalde Dig et letfrdigt Vsen, som kun tnker paa
Elskovs-Tant og -Fjas.

Maria letfrdig! Kald hellere Rosen en Stinkepotte, kald hellere
Nattergalen en Skrigeballon. Maria har aldrig huset en letfrdig
Tanke i sit rene Bryst. Hun er en forelsket Pige, for hvem Krlighed
er saa naturlig en Sag som Duften for Rosen, som Sangen for
Nattergalen. En forelsket, men tillige saare klog og dygtig Pige.

Hun kan baade sy og strikke og baldyre. Hun er forfaren i flere
fremmede Tungemaal og mange sknne Videnskaber. Hun er endogsaa ferm
i Madlavning.

Saalunde, I gode Mnd og Madammer, kan Maria med Rette kaldes et
Mnster paa en veloplrt ung Pige.

Ejheller maa man tro, at vi, naar vi var sammen, kun tnkte paa Kys
og Krtegn. Vi benyttede Pavserne til at drfte de dybsindigste og
alvorligste Materier. Bl. a. Grunden til, at de fleste Kvinder er saa
utaalelige.

Herom sagde min kloge Maria:

Efter min Mening er det, fordi Kvinderne i Reglen tnker altfor
meget paa, at de er Kvinder. De tror -- og heri har I Mandfolk
Skylden ved Jeres underdanige Dyrkelse af Kvinden, blot fordi
hun er Kvinde --, at de er aparte benaadede af Naturen, baade i
Henseende til Sknhed og Finhed, Vid og Elskvrdighed. De nsten
sprkker af Vigtighed. Nu f. Eks. min Kusine Amalie. Hun er grim
som en Skruptusse, arrig som en Lemonasie, uvidende som en Galoche.
Alligevel fler hun sig som Reprsentant for det smukke Kn
uendelig hvet over selv den pneste og behageligste Mandsperson.
Hun forlanger paa det smukke Kns Vegne Hyldest og, i Kraft af,
at hendes Kn ogsaa er det svage -- hun frer en af de propreste
Nver i Kongeriget Danmark -- Mndenes ridderlige Beskyttelse og
Opmrksomhed. Hun er nu et Monstrum, men der er mange, som gaar hende
en hj Gang. Thi oftest er Kvinderne baade grimmere og dummere end
Mndene. Det kan Enhver sknne, som vil lukke jne og ren op. Og
Du skulde vide, hvor et rettnkende Fruentimmer generer sig, naar
i et Selskab en Herre staar op og med blomstrende Ord udbringer
Skaalen for en Krans af snrte Flommefruer og udstoppede Ranglemer,
der uden at rdme gasser sig under den varme Skylle. Men selv
de virkeligt smukke Damer bliver ulidelige, naar de besttes af
Kvindevigtighedens Dmon. Saasnart en Kvinde, ung eller gammel, pn
eller grim, anbringer sig i Forundringsstol over den Vidunderlighed,
at hun er Kvinde, er der kun t hun trnger til -- Prygl.

Da Maria, rd i Kinderne af Iver, havde endt dette Foredrag, spurgte
jeg: Skulde Du maaske slet ikke lide af Vigtighed? Jo, svarede
hun og drog mig ned til sig, jeg er vigtig, fordi Du holder af mig.

Saa klogt tnkte og talte Maria. Hvem vover herefter at kalde hende
letfrdig?




XVI.


Paa visse Punkter var dog min kloge Maria dum. Da maatte jeg trde
belrende til.

Idet vi altid gik ud fra, at vort Forhold kun vilde blive af ringe
Varighed -- frst og fremmest formedelst min ijnespringende Mangel
paa vne til at forelskes virkeligt --, faldt Talen en Dag paa Marias
Indtrdelse i gtestanden med en Anden.

Indtrngende og alvorligt formanede jeg Maria til at blive en god og
krlig Hustru for sin tilkommende Mand og aldrig at vre ham utro
med andre end mig. Thi det var noget, der stod fast og ikke kunde
rokkes ved, det var Basis for hele Marias Liv, at mig tilhrte hun
fra Skaberens Haand, jeg havde til enhver Tid Frsteretten til hende,
en Ret, som ikke kunde opsiges eller ugyldiggres af nogen senere
Fordringshaver.

Dette forstod og billigede Maria. Hun vidste, det var saadan og ikke
kunde blive anderledes. Derimod var hun ikke sikker paa, hvorvidt
hun burde indvie sin Mand i Forholdet til mig. Skyldte hun ham ikke
at oplyse ham om, at hun ikke var den uberrte Pige, som han maaske
bildte sig ind?

Jeg fler mig overbevist om, at Maria opkastede dette Sprgsmaal i
god Tro, vildledt, som saa mange andre svage Sjle, af de i vore Dage
grasserende Kvaksalver-Moralister. Og jeg indsaa Ndvendigheden af at
tale et Alvorsord til hende.

Du ganske taabelige Barn -- sagde jeg -- forstaar Du dog ikke,
hvor forkert Du taler? Ja, Maria, hvis Du faar en Mand, som er ond og
styg imod Dig og som Du derfor vil hvne Dig paa, da fortl ham, at
Du har haft en Elsker, en Elsker, der forklede Dig over al Maade
og lrte Dig Krlighedens Lykke. Men at sige dette til en flink og
skikkelig Mand, der gr sit Bedste og er lykkelig i Indbildningen
om, at han er den frste og eneste i dit Liv -- hvor kunde Du vel
nnne det? Du vilde tilfje ham strre Fortrd, end hans bitreste
Fjende kunde udtnke. Jeg forudstter, at han elsker Dig. Jeg
forudstter ogsaa, at Du vilde byde ham de interessante Afslringer
inden Brylluppet. Nuvel. Enten sagde han Dig da Farvel, og hans
Ulykke var sikker, eftersom han elskede Dig. Eller, hvad der er det
sandsynligste, han giftede sig alligevel med Dig, og hans Liv blev
et Helvede, et Helvede af altid nagende Tvivl og Mistanke. Du kunde
vre aldrig saa sd og trofast imod ham, Du kunde endog slippe mig --
det vilde altsammen vise sig forgves. Bestandig vilde fra en Krog
af hans Hjrte din onde Bekendelse grine frem, stivnende hans Lykke
i isnende Spot: Hun har en Gang haft en Elsker, har hun glemt ham?
lnges hun mon ikke stadig efter ham? eller, hvis hun er frdig med
ham, lnges hun ikke efter en ny? -- -- Nej, Maria, Du taler som en
Daare. Men jeg siger Dig: Vogt Dig for de falske Profeter, der raaber
med Sandhed paa Torvene. Sandheden er et tvegget Svrd, som helst
br blive i Balgen og, frt af ubesindige Hnder, volder mere Fortrd
end alle dundrende Lgnes Kartover. Jeg siger ikke: lyv! men jeg
siger: vr tavs. Og jeg tilfjer: tvinges Du til at tale, da overvej
frst bravt og krligt, om Sandheden eller en lille Omgaaelse af den
vil tjene det Gode bedst.

Saaledes prdikede jeg den sande Menneskekrligheds-Lre for Maria,
der var en opmrksom Tilhrer og frst faldt i Svn lnge efter, at
jeg havde endt.




XVII.


Undertiden kom vi ved gensidig Hjlp til Forstaaelse.

En Aften, da jeg havde bistaaet Maria med hendes Strmper, sagde hun:

Jeg har tnkt meget over, hvordan det egenlig kan vre, at jeg
aldrig har skammet mig for Dig.

Hvorfor skulde Du skamme Dig? Du holder jo af mig.

Ja, naturligvis. Det er den frste og vsenligste Grund. Men det er
dog ikke nok. Nej Du -- Du selv har en vsenlig Skyld deri. Du har
hjulpet mig mere end Du vist vd.

Hvordan det?

Jo, Du har vret saa rbar overfor mig. Du har aldrig set paa mig
med grimme jne, Du har aldrig rrt mig med uforskammede Hnder. Jeg
har sletikke faaet Lejlighed til at tnke paa, at Du var et Mandfolk.
Og det er Du dog -- Gudskelov.

Hvad Du her siger, Maria, kan vre rigtigt nok. Men skal vi til
Bunds forstaa, hvorfor Du ikke skammer Dig sammen med mig, mangler
der endnu noget. Svar mig oprigtig: hvis Du ikke havde flt Dig
sikker paa at vre saa nydelig, hvis Du f. Eks. havde haft en eller
anden skjult Skavank, vilde Du da have vist samme Frimodighed? Nej,
naturligvis. Og hvis ikke hele din Person fra Top til Taa, fra yderst
til inderst havde vret saa fin og velholdt, saa skinnende og blank,
saa vilde Du ogsaa have skammet Dig. Nu elskede Du mig, nu var jeg
ingen Tlper og nu var Du i alle Maader en dejlig Sndagspige, selv
om Hverdagen -- og derfor skammede Du Dig ikke.

Hvoraf den vemodige Moral er, at Dyden trives bedst med en Pukkel paa
Ryggen.




XVIII.


Intet hos Maria var grimt, og alt, hvad hun foretog sig, var indenfor
Sknhedslinjen. Hun var en Velbehagelighed for pirrelige Nerver. Hvor
mrkvrdig faa Kvinder, der forstaar at holde Sknheden i Agt. En
vogter ikke paa sin Stemme, men lader den skingre som en Trompet; en
anden forsmmer sin Gang og gaar med skve Hle i Stvlerne; En bider
Negle, en anden klr sig med Hklenaalen i Haaret.

Jeg kunde ikke leve en Maaned med en saadan Kvinde uden at gre hende
Fortrd. En Dame, jeg holdt meget af, drbte en Dag et Insekt med sin
Kaffeske. Ved Gud, jeg havde al min Selvbeherskelse behov for ikke
at slaa hende i Ansigtet.

Med Maria var jeg tryg. Hun virkede paa mig som en stille
Sommeraften, der samtidig dulmer og vkker. Harmonisk Fred gyder
sig gennem Ens hele Vsen, alt synes lyst og let, Bekymringerne
damper som flygtige Taager ud af Hjrnen, Mod og Forhaabning udvider
Brystet. Naar Maria lagde sin varme Haand paa min Pande, strg hun
alt Mismod bort, og jeg sa Livet for mig sknheds- og fredfyldt som
en stille Sommeraften.

Aldrig har hun faaet en Nerve i mig til at skrige af Smerte, Vrede
eller Vmmelse. Som himmelsk Manna vederkvgede hun mig, som en Guds
liflige Velsignelse snkede hun sig over mig.

Ja, Maria, til den Grad var Du mig velbehagelig, at jeg fandt Dig
fuldkommen dejlig, ikke Spor af mindre dejlig end ellers, hine Dage,
da Du var saa delagt af Forklelse, at Du nsten ikke turde vise
Dig for mig.

Du var vist ikke saa pn. Jeg sa det ikke. Jeg vidste kun, det var
al jordisk Salighed at holde Dig i mine Arme og kysse Dig -- den Gang
som altid.

At jeg ikke den Gang forstod, hvor alvorligt det var fat med mig! Thi
det siger jeg nu med modnere Erfaring: Den Mand, hvis Forelskelse
holder Stand overfor Snue, hans Krlighed er sikker nok.




XIX.


Jeg vilde intet forstaa. Jeg hrer til de beregnende Mnd, som vd
prcist, hvor langt de vil gaa; som ogsaa stopper op, naar de har
naaet Grnsen, men som, efterat saaledes det symbolske Offer til
Klogskaben er bragt, ikke betnker sig paa at gaa tilbage for at
fortstte -- uden Grnser.

Der skete mig nok af Tegn og Varsler til, at jeg kunde anet min
Skbne. Men jeg sagde til mig selv: Du er ikke overtroisk, hvad
bryder Du Dig om det Krimskrams, Skbnens Pegefinger tegner paa din
Vg?

Og endnu var der langt til den Nat, da Babylon blev delagt.




XX.


Jeg staar ved Grnsen.

Jeg skuer tilbage og ser et Foraarsland i milde, blde, sarte,
lette Farver. I Haverne hvlver Frugttrerne kridhvide og blegrde
Blomsterkupler mod en lyseblaa Himmel. Spinkle grnne Kornspidser
frempipler af Markernes sorte Muld, Engene glinser med silkebldt
Grs, hvor gule og hvide Blomster slikker Sol.

Og ved en Havelaage staar en slank ung Pige i et Liv, der skinner som
Silke og hvorover Frugttrerne drysser deres Blomster. Hun nikker til
mig, hun smiler, hun vifter kaldende med Haanden.

Det maa vre Sndag; thi Luften er fuld af Kirkeklokkeklang. Eller er
det den vaagnende Natur, der sender sin Morgensalme op mod Himlen?

Jeg holder Hnderne for jnene. Jeg taaler ikke at se lnge paa det
dejlige Foraarsland, som jeg nu forlader.

Men da jeg atter skuer ud i Landet, har en graa Gus gydt sig hen over
det. Frugttrerne bjer kuldegysende deres Blomsterkupler mod Jorden,
en sort Skygge stryger Glansen af Engene.

Mit Blik sger den unge Pige i det blomstrede Liv. Hun staar med
Armene hngende slapt ned, hun nser ikke Regnen, der begynder at
falde, ikke Blsten, som suser gennem hendes tynde Kjole. Hun ser paa
mig med store jne. Hun grder.

-- -- Dog mit Hjrte forhrdede sig. Marias Graad standsede mig ikke.
Jeg var ved Grnsen, og jeg gik.




XXI.


Maria grd.

Jeg har vret ude for Kvindegraad fr. Den lader mig oftest kold og
ligegyldig, den gr mig undertiden haard. Den kommer altfor let og
dens Kilde er ikke altid hverken dyb eller ren. Der er Kvinder, som
kun grder med jnene, kun grder, fordi deres misbrugte Taarekirtler
er betndte. Og der er andre Kvinder, hvis Taarekilder hedder Trods
og Forfngelighed, Arrigskab og Uopdragenhed.

Marias Taarer strmmede fra Hjrtet. Aldrig har jeg set saa skn en
Graad. Den var uden Vrede og Klagen, uden Kny eller Klynken. Den kom
frst sparsomt, den tvang sig frem i tunge Draaber, sknt Maria
tappert, med en Anstrngelse, der rystede hele hendes Legeme, sgte
at trnge den tilbage. Men da hun omsider maatte opgive Kampen, fld
den saa rigt og strkt som et nyt opspringende Kildevld.

Maria lrte mig at forstaa Graadens livsalige Helsebod for alle
Vunder. Som en velsignet Regn faldt Marias Graad paa hendes brndende
Smerte og lste den op i mild Sorg.

En Sorg saa mild, at den endog tilgav mig arge Synder, hvis Hjrte
forhrdede sig.

Tilgav mig -- ja mere end det.




XXII.


Jeg ser strnge Lserinder rynke Brynene. Tilgive, lad gaa. Men mere
end det? Umuligt. Saa dybt kunde Maria ikke nedvrdige sig.

Maria, Du hulde, trd frem og forkynd disse Vankundige Krlighedens
Lre. Forkynd dem, at Krligheden er saa hjt over baade re og
Vrdighed, at den overhovedet ikke kan nedvrdige sig. Den sprger
ikke om Dit og Mit, den kender ikke Forskel paa Godt og Ondt, Vrdigt
og Uvrdigt.

Da Maria laa grdende ved mit Bryst, vidste hun kun, at hun elskede
mig, at hun nu maaske sa mig for sidste Gang og at der intet
jeblik var at spilde.

Hedere Kys har Maria ikke sknket mig end disse, der flammede gennem
Taarer, disse, der var Solens Farvel, fr den svinder i Natten.




XXIII.


Saa sagde vi hinanden Farvel. Stille, behersket, klogt.

Atter prdikede jeg for Maria, og som hun var vant til, gav hun mig
Ret.

Jeg sagde, at en Gang maatte vi dog skilles, og saa var det bedst at
skilles, inden vi var kede af hinanden. Inden Du er ked af mig --
indskd hun. Nej, fortsatte jeg, der vilde ogsaa komme den Dag, hvor
din Forelskelse falmede. Hun smilede vantro, men nikkede og sagde:
Ja maaske.

Jeg talte som en Grosserer til sin letsindige Kompagnon. Jeg trak
Journalerne og Hovedbogen frem. Jeg beviste logisk og klart, at vi
var inde paa en farlig Vej, og at al Sandsynlighed talte for Fallit,
hvis vi fortsatte.

Lad os bryde af, inden Legen bliver Alvor. Vi vil jo ikke gre
hinanden Fortrd. Livet er ikke frdigt for os. Hver ad sin Vej vil
vi fortstte for at finde den Havn, hvori vi lgger os til Hvile.
Vor Sejlads har vret en Lystsejlads, den egner sig kun for nogle
Feriedage. Vi frer med derfra et Forraad af lyse, glade Minder,
Minder, som vi begge ofte vil sge til. Vi skilles ikke. Minderne
binder os til hinanden. Dr mdes vi.

Min Veltalenhed overbeviste mig selv. Da Dren lukkedes efter Maria,
tvivlede jeg ikke om, at alt imellem os var forbi.




XXIV.


Forbi!

Altid har jeg elsket det Ord. Altid har det for mig lydt som en
jublende Fanfare. Noget er afsluttet, noget nyt begynder. Forbi! Der
er ingen Usikkerhed lnger, intet Vrvl. Forbi, og dermed basta.
Orden, Klarhed i Tingene, Mulighed for at tage fat paany. Bort med
de gamle Bekymringer og Besvrligheder, Tvivl og Spekulationer, der
hnger som et pakfuldt Tornyster paa Ens Ryg. Ah, hvor det lettede,
hvor velsignet at kunne rette Kroppen, fri for Byrder. Forbi! Hrer I
-- forbi! Blser det lystigt ud for alle Vinde: forbi! forbi!

Fanfaren havde lydt, og det var blevet Aften. Jeg sad i den halvmrke
Stue, alene, og stirrede ind i Kakkelovnens Efteraarsild. Den var paa
Nippet til at slukkes; overfldigt at fyre paa, der var varmt nok.
Jeg sad og fulgte Ildens Henden. Under Raslen som af faldende Lv
sank Kokesstykkerne sammen, den sorte Dd trngte Sekund for Sekund
lngere ind i Ildbunken, skred systematisk fra Stykke til Stykke,
indtil de sidste Glder begravedes i Bunkens Sammenstyrtning.

Forbi! Ordet ld i mit re, ikke muntert og friskt, nej vemodigt og
angstfuldt. Jeg blev siddende, mens Mrket samlede sig helt om mig,
og jeg tnkte:

Ilden i min Stue er slukt, Ilden, som aldrig gjorde mig Smerte, men
kun tjente mig til Hygge og Glde. Min redebonne Ild, som blussede
hedt, knitrede lystigt, ulmede mildt, alt efter min Trang, min knne,
min yndige Ild er ikke mere. Den er forbi. Jeg selv har lukket for
den. Men vd jeg, om jeg finder nogen bedre, om der i det hele taget
er anden Ild for mig i Verden? Kald da Ilden frem paany! Aabn' for
den, og kan Du tvivle om, at din trofaste Ild glad vil vaagne under
din Munds kaldende Pust?

-- -- Jeg sprang op. Jeg tndte Lamper og Lys. Og atter klang
Fanfaren i mine ren: Du er gal at srge og lnges. Hvad der er sket,
_maatte_ ske. Du er fri, fri.

Forbi.




XXV.


Jeg var fri.

Maria fandtes ikke lnger i mit Liv. Kun faa Dage svundne og hvor
fjrnt allerede. Hendes Navn en fremmed Klang, hendes Person et vagt
Minde.

Jeg var fri og Verden fuld af smukke Piger. Hvad var det dog for en
Forvildelse, der havde holdt mig besat? Maria, en pn lille Pige som
tusinde andre. En god og sd og munter Pige, intet videre. Javist,
hun var meget forelsket. Men det er alle unge Piger i den frste
Mand, der vkker deres Sanser. Jeg er ikke aflgs endnu. Andre
sde og muntre Piger vil forelske sig i mig, om jeg trnger til
Forelskelse.

Gud vre lovet, at jeg gjorde mig fri. Det var paa Tide. Thi Faren
havde svvet over mit Hoved, trods al min Forsigtighed, det sa jeg
nu grant. Vi var begyndt at gre hinanden sentimentale. Og naar en
lille Pige frst faar sin Haand listet ind til et Mandfolks Hjrte,
da vogte han sig. Haanden tager saa bldt og varmt, det fles, som
man bar et lille Barn inden i sig.

Og hvor let det sker. Pokker staa i det, om min Svaghed ikke skrev
sig fra noget saa ligegyldigt og tilfldigt, som at Maria ved vort
frste Mde bar et fattigt blomstret Liv, hvorpaa hun spildte nogle
Draaber Vin. Hun sa jo saa yndig ud i sin slet skjulte Bedrvelse
over Malren. Hun var vist ikke langt fra at grde, som en lille
Pige, der har slaaet Tallerkenen over Madspanden itu og ikke tr gaa
hjem af Frygt for den strnge Moder. Ja, den Gang var Du rigtignok
hed om rene, Maria, Du dejlige Barn i det blomstrede -- --

Nok med Blomster og sentimentalt Vaas. Jeg havde glemt Maria.




XXVI.


Og jeg nd min Frihed.

Galanteri paabyder mig Hensynsfuldhed overfor Damerne, Klogskab
paabyder mig Forsigtighed. Dog der brnder mig paa Tungen et
Sprgsmaal, som maa ud, trods alle de forfrdelige Flger, det kan
drage over mit syndige Hoved.

Hvorledes -- sprger jeg -- forholder det sig egenlig med den bermte
kvindelige Dyd? Jeg vd -- til den Viden er jeg oplrt -- at kun
ganske enkelte Damer skejer ud fra Dydens snvre Sti, der alene
frer til Himlen og gteskabet. Men jeg vd ogsaa, at Mnd, selv om
de er i Pengetrang, aldrig kender til Elskerindetrang. Der gives
endog, hvad er vitterligt for Gud og Hvermand, her i vor monogame
By Mnd, som kunde indrette sig Haremer, over hvis Righoldighed
selv Stortyrken ikke behvede at skamme sig. Jeg har prvet paa at
finde en Forklaring ud af min historiske Viden. Jeg har tnkt paa,
om Damernes lette Kavalleri skulde operere paa samme skalkagtige
Vis som Tordenskjolds Soldater, hvis eneste lille Bataljon ved at
drage fra Post til Post mangfoldiggjorde sig som en hel Arm. Men
jeg har maattet opgive denne af oprigtig Nidkrhed for Damernes Dyd
udsprungne Forklaring. Thi, hvis saa var, maatte dog paa de store
Slagdage, hvor alle Tropper samtidig fres i Ilden, den overvejende
Del af Mndenes Styrke vre ganske tilovers. Men om noget saadant har
jeg aldrig hrt Tale. Gaaden staar altsaa ulst hen. Jeg har spurgt.
Men Svaret mangler jeg.

Jeg nd Friheden saa godt, som en Mand kan nyde den i en dydig By. Og
jeg klager ikke.

Jeg behvede ikke at avertere min Frihed. Saadant rygtes. -- Der
havde i lang Tid vret stille paa mine Trapper. Nu blev der en
Knirken og Knitren af gamle Veninder og nye, der kom for krligt at
sprge til den genvundne Frihedsmands Befindende.

Og der festedes Dage og Ntter -- til re for min Frihed.




XXVII.


Jeg fortller ikke om mine Fester for at prale, men fordi de
ndvendigt hrer med i denne Legende om Maria.

En mindre rlig og samvittighedsfuld Fortller vilde drage et
dkkende Slr over denne Periodes Begivenheder. Jeg vd de
Kaldsbrdre, der i lignende Tilflde ikke har taget i Betnkning at
belyve deres Utroskab som fortvivlede, oprivende Forsg paa at finde
Glemsel i Beruselse.

Jeg vilde ikke glemme. Jeg havde glemt.

Hvor var Maria? Jeg vidste det ikke. Der var gaaet Uger, og jeg havde
ikke set hende, intet hrt til hende. Jeg tilstaar, jeg havde ventet
Brev. Jeg har den Erfaring, at Ens Elskerinder, selv naar de har
sagt det sidste uigenkaldelige Farvel, altid opdager, at der endnu
er et og andet, som ligger dem paa Sinde og som de maa give Luft i
Breve. Om Maria var der Gravens Tavshed. Det vilde ganske vist have
interesseret mig at faa et Postskriptum netop fra hende. Men til
Syvende og sidst var det jo bedst, som det var. Hun havde glemt mig
som jeg hende.

Til at tnke paa hende havde jeg end ikke Tid for mine Fester og mit
Arbejde. Jeg arbejder nemlig ogsaa en Gang imellem. Paa hvad? Paa at
bygge smukke Huse af Hjrnespind og skabe dejlige Kvinder af Drmme,
paa at stte Ord sammen til Farver og blande Farver til Digte.

Men mest festede jeg. Fordi jeg havde glemt Maria.




XXVIII.


Glemsel, Du gode Fugl med de blde sorte Vinger, snk Dig over det
Leje, hvor Maria har hvilet. Hold Vagt over mine Drmme, at de ikke
skal ggle hende frem i hendes ngne Dejlighed. Syng din dulmende
Sang for min Lngsel, at den ikke skal vaagne.

Maria er ikke mere, hrer Du Glemsel, hun _maa_ ikke vre mere. Dine
tomme jne stirrer spottende paa mig. Tror Du mig ikke? Vil Du flygte
fra mig?

Glemsel, Du trolse Fugl -- Du maa ikke svigte mig, naar Natten
vlder frem med de vildsomme Tanker og koglende Syner, der flagrer
om min svnlse Hvile. Ved Dag, naar Solen maner alt Blndvrk til
Jorden, har jeg dig ikke behov. Men flyv ikke fra mig nu, det er Nat.

Glemsel, jeg slipper Dig ikke. Jeg river mine Hnder til Blods paa
dine skarpe Kler, mens jeg med Magt drager dine klende Vinger ned
over mit hede Hoved. Aldrig havde jeg troet det saa svrt at glemme.




XXIX.


Jeg sidder ved mit Vindue og ser ud i den hvide Aften. Den frste
Frostsne er falden. Der ligger Sne paa de gamle Huses spidse Gavle,
Broen, som frer over Kanalens sorte Vand, er hvid, og Skibene i
Havnen ser fantastiske ud med deres tykke Bomuldsmaster og det
rimkrystalliserede Tovvrk, der gnistrer i Millioner Lysprikker.

En hjtidelig Stilhed hersker paa Gaden, ikke et Menneske at opdage.
Men i de gamle Huse med de hvide spidse Gavle er alle Vinduer
oplyste. For nogle af Vinduerne dmpes Lyset bldt af Gardiner, mest
rde, gennem andre ser jeg lige ind i Stuerne, ser hist en Familje
samlet om Aftensbordet, her en ung Dame ved Klaveret.

Jeg sidder med Haand under Kind og lader Tankerne drive paa Maa
og Faa, vd ikke, hvad jeg tnker paa, men fler en Lngsel i mit
Hjrte, der hamrer i urolig Takt, hamrer, saa jeg hrer Pulsslagene
oppe i Tindingen.

Da begynder en Harmonika at spille. Musiken kommer fra et af Skibene.
Jeg skimter en mrk Skikkelse paa et hvidt Dk, en Skikkelse, der
siddende bjer sig forover og bevger Armene langsomt frem og tilbage.

De frste Toner er skrende falske, men efterhaanden gaar det bedre.
En Harmonika lyder kun godt ude fra Vandet, med hj Luft og Himmel
udenom, med dyb Stilhed i Naturen. Intet Instrument tolker da saa
trofast det ensomme Hjrtes enfoldige Suk -- efter det fjrne Hjem,
efter Fader og Moder, efter den elskede Pige. Harmonikaen skal fres
af brave, barkede Hnder. Den rummer ikke kunstfrdigere Poesi end en
Smands Bryst, som vides ud og ind af de enkleste Smerter og Glder.

Musiken bres sklvende gennem den stille Aften. Den klager saa
aabenhjrtigt som et Barn. Enhver maa kunne forstaa, hvad Nd er paa
Frde. Jeg hrer Melodien som en Sang med de simpleste Ord:

 Jeg sidder i et fremmed Land, hvor de taler et Sprog, jeg ikke
 forstaar. Jeg har vret inde i den store By, mellem mange travle
 Mennesker, som ikke bryder sig om mig. Jeg kender ikke det Sted,
 jeg kunde gaa hen og fle mig hjemme. Saa gik jeg paa Vrtshuset
 med de andre. Der var fuldt op af Piger, som lo til mig og grne
 vilde have fat i mig, fordi jeg havde Penge paa Lommen og var stor
 og strk. De drak med mig, og En af dem satte sig paa mit Skd og
 kaldte mig sin sde Ven. Og jeg blev fuld og gik med hende, og hun
 tog mine Penge, men gav mig ingen Glde. Der er kun n i Verden,
 som gr mig glad, og hun er mange, mange Mile borte. Jeg sveg min
 kre Pige, og jeg kommer fattig hjem til hende. Jeg er mellem
 fremmede Mennesker, som ikke bryder sig om mig, og jeg grder,
 fordi min kre Pige er langt borte og maaske har taget sig en anden
 Elsker, mens jeg sveg hende.

Nej, jeg vil ikke hre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Smand og
hans Begrdelighed mig ved? Lad ham grde paa sin Harmonika, men lad
dog mig vre fritaget for at stte hans Lirumlarum i Ord. Jeg fler
ingen Trang til at srge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjrte i
Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give
dem.

Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel
stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den
smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at
tjene mig og taknemmelig over at vre i en pn lun Stue hos en Herre,
der talte hfligt til hende.

Men hun gav mig ingen Glde, og mens hun klent lnede sig op til mig
og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, grd mit Hjrte, fordi
... fordi jeg havde vret barnagtig og lyttet til en Smand, der
spillede paa Harmonika.




XXX.


Hver Formiddag driver en sr Uro mig ud. Uden Maal flakker jeg om i
Byen, Gade op og Gade ned. Jeg sger med Forkrlighed de Gader, hvor
de unge Damer promenerer og besrger deres Indkb.

Sknt jeg intet Maal har, skynder jeg mig altid, som om jeg var bange
for at komme for sent. Sagen er, jeg vil ikke tale med Nogen, ikke
standses af en Ven, der slaar Flge. Jeg vil vre alene.

Jeg spejder rundt i Mngden, men jeg kender ingen. Ofte griber jeg
mig i at have stirret Damer af mit Bekendtskab ind i jnene uden at
hilse. Jeg lber som en Hund, der er kommen bort fra sin Herre.
Snart, naar den tror at have fundet hans Spor, piler den glad afsted;
snart vimser den raadvild ud og ind med snket Snude.

Naar jeg, langt borte, ser en boaomslynget Nakke af en hj slank
Pige, tager Pokker ved mig. Jeg styrter afsted med Skub til Hjre
og Venstre, indtil jeg forpustet har naaet hende og opdaget min
Fejltagelse. En Gang har jeg i Lb fulgt en Droske til den fjrne
Forstad for at se en vissen gammel Jomfru stige ud. Det var et blaat
Regnstykke, der havde narret mig.

Hver Dag, naar jeg trt og skuffet vender hjem, beslutter jeg, at nu
skal det have en Ende.

Men nste Morgen er Uroen atter i Kroppen og jeg haster ud, som om
jeg var bange for at komme for sent.




XXXI.


Hvorfor sger jeg Maria? Hvad vil jeg hende?

Have hende tilbage? Begynde forfra med hende? Nej, visselig ikke. Den
Saga er sluttet, der er ingen Fortsttelse.

Jeg vil intet uden det ene: se hende; vide, om hun lever. Saasnart
jeg blot har vekslet to Ord med hende, er mit nske opfyldt. Saa har
min Sjl Fred. Men denne Gravstilhed, dette Ddsmrke, der har lagt
sig mellem hende og mig, piner mig og gger mig. Jeg maa vide Besked.

Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den stygge, onde Pige. Har hun
gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke d i Synden. Jeg
skal hvne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst
at se hendes spinkle Legeme ryste i Skrk, se hendes bedende jne
og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter
dkke Dig med Kys, holde Dig sklvende i mine Arme og med mme Ord
stryge Angsten af din Sjl.

Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket
ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til
mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at
min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde?

Saa skriv til hende! Lad hende hre sin Herres Kalden, og hun vil
komme.

Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil
hende jo intet.

Intet, intet.

Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad ddt vre ddt.
Plant en Rose paa Graven. Og glem.




XXXII.


Jeg sidder og glemmer.

Rundt om mig lyder Latter og glade Hvin, simple Ord og fine Ord af
Kvinder, som er til Fest. Jeg ser hvide Legemer, rde Munde, Arme,
som gstfrit bredes ud, Barme, der blgende venter.

Der er Fest hos mig som ingensinde fr. Jeg sidder og smiler, mens
Larmen stiger. Festen drager forbi mig, en dansende Kde af Kvinder,
som leende spidser Munden til Kys og klinker med mig og hvisker mig i
ret, at de elsker mig.

Kden danser mig forbi, og jeg sidder ene tilbage og glemmer.
Glemmer, at der var Fest, glemmer Ansigterne, som drog mig forbi,
glemmer alt, uden det, at Maria ikke var med. Glemmer ogsaa det, mens
Dagene gaar.




XXXIII.


Der voksede Grs paa Graven.

Saa var det, at jeg en Formiddag kom over Torvet. Det var ret et
Herrens Vejr. Blsten jog rundt om Statuen, hvor om Aftenen Pigerne
krer Karrusel, og gennem den tykke sorte Luft piskede en drivende
Tsne.

Jeg gik og glippede mig frem gennem Uvejret, da der pludselig lysnede
et Foraarsglimt foran mig. En lyserd Blomst paa en Hat. Hatten paa
en hj slank Pige. Maria. Ja Maria!

Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede
vrst. Vi stod Ansigt til Ansigt -- blussende og vaade af Regn og
Blst -- stod og lo.

Hvad nsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu?
Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad
jeg sikkert vd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste
jne, blomstrede Vaaren paa de sdeste Kinder.

Vi lo, saa vi nsten ikke kunde hre op, saa hjrteligt, saa
overgivent, saa meningslst. Hvad siger jeg: meningslst? Nej, aldrig
har der vret bedre Mening i at le.

Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: Hvor har Du dog vret,
Maria? Jeg troede, Du var dd. Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.
Men hvorfor skrev Du ikke? Fordi Du havde forbudt mig det. Det
havde jeg ganske glemt. Og vi lo igen.

Nu sprger min strnge Censorinde: Og da I havde udlet, I
Grinebidere, gik I vel pnt hver til sit?

Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig.




XXXIV.


Maria var atter hos mig. Men ingenlunde som fr.

Derom var vi ganske enige: begynde vort Forhold om igen, umuligt.
De Dage, hvor Maria for Alvor var min lille Pige -- for evigt
forbi. Rigtigt bemrkede Maria ogsaa, at, rent bortset fra alle
Fornuftgrunde, vilde det vre blodig Synd, om hun, der nu havde
gennemgaaet alle Skilsmissens Kvaler og efter en heroisk Kamp endelig
bragt sit Hjrte til Rson, paany skulde udsttes for saa store
Sindsbevgelser. Hun anfrte mine knne Ord, at vi jo ikke vilde gre
hinanden Fortrd.

At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden.

Naar vi nu mdtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne.
Der skulde ingen Aftale vre mellem os. Saas vi ikke, var det ingen
Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfldigt
trffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarlshedens,
Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggre.

Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et
Kateder, saa gennemtnkt, saa uomstdeligt. Netop saadan var det,
jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var frdig med hende, men
alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne.

Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Krligheden ikke er et medfdt
Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som
har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have
handlet saa snildt. De vilde have tnkt: nu er det Tid at stille
sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende
sig i deres Kvindevrdigheds kostbare Kappe, ladet mig kbe hver
Indrmmelse med en Haandfstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker
i Vold som de Slgekoner, de var.

Maria var ikke vrdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med
saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og gldede
sig, naar jeg trngte til at kvges. Og hendes Kurv var sknnere og
mere fristende end nogensinde.




XXXV.


Maria var bleven mangfoldigere. Jeg forlod hende som jeg modtog
hende: en yndig Blomst fra Naturens Haand. Den er smuk, fordi den
ikke kan vre andet, men den kender ikke sin Sknhed. Den folder sig
smilende ud med alle de Blade, den har, naar Solen skinner paa den,
og den putter sig forknyt og gr sig lille, naar et koldt Vindpust
strejfer den. Maria var en elskende Pige uden Anelse om Krlighedens
Kunst.

Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til
en svulmende _la France_? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde,
der sikkert beregner sin Sknhed, oplser sit Vsen i utallige
Nuancer og sammenstter dem til stadigt nye Tillokkelser.

Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige
Pige, som nu traadte ind ad min Dr, straalende og sejrsikker, fornem
som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed
Drivhus-Em?

Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid
gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene
Farve, gennem den hede Drivhus-Em blgede din Naturligheds svale
friske Duft.




XXXVI.


Min pragtfulde Maria. Tilgiv, at et Smil trnger sig frem, naar jeg
tnker paa, hvor umaadelig pragtfuld, hvor damesikker Du var, ikke
helt fri for en Smule Imponerethed over din egen Storartethed.

Jeg smiler nu, som jeg ofte tilforn smilede, naar Du kom anstigende
i Sus og Brus, nedlod Dig i min gamle Lnestol, med Nsen i Sky
indledede en aandrig Konversation og, beskyttende, titulerede mig
min Ven.

Din Ven nd med andgtig Mine din allerkreste Vigtighed ... indtil
han pludselig gjorde kort Proces: tog, trods hendes Forskrkkelse
for Anstanden og den pragtfulde Dragt, hele den storartede Dame i
sine Arme, bar hende ind foran Spejlet, plukkede Fjerene af hende
og rastede ikke, fr den pragtfulde Maria i ingen Henseende var at
sklne fra den lille Sndagspige i den blomstrede Kjole.




XXXVII.


Marias Pragt? Hvor kom den fra?

Jeg ser dette Sprgsmaal male sig dels med Bekymring, dels med slet
dulgt Ondskabsfuldhed paa de lyttende Lseres Ansigter.

Jeg kunde saa let som ingenting give de nysgrrige Sprgere en
Slidder for en Sladder. Jeg kunde f. Eks. sige, at Maria havde arvet
en rig Onkel fra Australien eller at hun havde vundet i Lotteriet.
Eller jeg kunde fortlle, at hun var kommen paa Finansloven -- hvad
hun sikkert havde fortjent bedre end de fleste af de Damer, som
Staten holder til at digte, sknt de aldrig har indlagt sig halvt
saamegen Fortjeneste af Poesien som Maria.

Jeg foretrkker imidlertid at lade Lserne i Uvidenhed om Marias
Pengeforhold, der er en ganske privat Sag. Saa kan de for min Skyld
tro, om de vil, at hun stjal eller erhvervede sig sine Midler paa
anden kriminel Maade. Eller de kan -- jeg henstiller det til de
Velvillige -- tnke, at Maria muligt, nu da hun var bleven ldre, fik
flere Naalepenge af sine ganske velhavende, men fr saa konomiske
Forldre.




XXXVIII.


Efter god poetisk Skik burde jeg uden Tvivl have afslret Marias
Forldre med alle deres Fortrin og Mangler. Nu er det lovligt sent,
og hvorfor desuden fortrdige disse Agtvrdige, der ikke kommer
Historien ved?

Der er derimod en Anden, jeg ndsages til at prsentere. Det er
Marias Bejler.

En Dag kom Maria og fortalte mig, nonchalant, som var det en
Hverdagsbegivenhed, at hun havde modtaget et Frieri. Hun var dog
aabenbart i hj Grad opfyldt af Sagen. Hun havde bedt om Henstand med
Svaret og skede nu mit Raad.

Jeg kendte Marias Bejler og kunde altsaa forsaavidt give hans
njagtige Signalement. Jeg skal ogsaa straks fortlle et og andet om
ham, men jeg forudskikker den Bemrkning, at det selvflgelig er Lgn
det meste. Hvor gik det an at nvne Manden ved hans rette Navn og
Profession, fortlle, hvem der er hans Skrdder, og portrtere alle
hans Filipenser? En god Ven af mig, en fin Smagsdommer, en hjt agtet
Kritiker hvder imidlertid, at Forfatterne ikke tr snyde Publikum
for Oplysninger om deres Personers borgerlige Stilling m. a. m.

Jeg kundgr da, at Marias Bejler var en velagtet Fabrikant. Jeg
vlger denne Titel, dels fordi den forlener sin Indehaver med
alle Romanlseres Sympati -- og jeg vil vre ridderlig mod denne
Stakkel, som er i min Magt og som jeg uden Risiko kunde gre til en
Pjalt eller en Djvel -- dels fordi Fabrikant er det mest elastiske
Erhvervsbegreb af alle. Man kan fabrikere Rullemaskiner og Oste,
Margarine og Oliemalerier, Aviser og Skandaler, Kanoner og Ammer.

Marias Bejler var altsaa Fabrikant, ej Olding og ej Yngling, en Mand
i sine nstbedste Aar, med en lovende Fortid, en konsolideret Nutid
og med Mulighed for alt i Fremtiden.

I det hele taget en Mand, hvis Tilbud det vel var vrd at overveje.




XXXIX.


Ved flles Overvejelse kom vi til det Resultat, at Tilbudet ikke
burde afvises, men at Forlovelsen indtil videre skulde vre hemmelig
og at der ikke for det frste kunde vre Tale om gteskab.

Denne Aftale beseglede vi med mange Kys, hvorpaa jeg udbragte de
Forlovedes Skaal og holdt flgende Formaningstale til Maria:

Naar Du nu bliver gift, Maria -- sagde jeg -- skylder Du altsaa,
nst mig, din hderlige Mand Lydighed og Troskab. Vr trofast,
saalnge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand
vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig
omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands re,
og srg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er
den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro
Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt
Utroskab gr sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og
uretfrdigt, men det er nu en Gang saa. Har vret det fra Arilds Tid
og vil vre det, saalnge gteskabet bestaar. Maaske er det heller
ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens
Utroskab hster i gteskabet, Mandens udenfor.

Tvi den Kone, der paa en opsigtvkkende Maade gr sin Mand til
Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter
trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Strder,
med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker
bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den
slleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde,
hvis Brn brer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.

Saa strnge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende
Mand.




XL.


Jeg nrede, til at begynde med, kun de velvilligste Flelser for
Marias Bejler. Han forulmpede mig ikke. Han skulde en Gang have
Maria. Ja. Men forelbig havde jeg hende; og naar jeg frst var
frdig med hende -- saa i Guds Navn! Han skulde faa min Velsignelse
med paa Kbet.

Men det skete, at Fabrikantens Sind forvirredes af en Hjheds-Dmon
og at han vilde vise sin Magt over Maria. Han, der burde have
indtaget en beskedent afventende Holdning, begyndte at optrde som
hendes retmssige Herre. Han vaagede med Nidkrhed over hendes
Frden, han vovede endogsaa at udspionere hende, og han kom med
forblommede Hentydninger og Trudsler, hvilke hun opfattede, som om
han anede hendes Forhold til mig.

Det lykkedes ham virkeligt at forvirre og forskrkke Maria. En Dag
erklrede hun mig, at hun ikke lnger turde besge mig. Hun frygtede
for Fabrikanten, der var kendt som en ubndig Natur.

Da var min Langmodighed forbi, og jeg talte til Maria som en bedrvet
og fortrnet Profet til et frafaldent Folk.

Hvem -- sagde jeg -- er din Herre, han eller jeg? Hvem har gjort Dig
lykkeligere end nogen anden Pige paa Jorden? Hvem har frt Dig ind
i Krlighedens forjttede Land? Maria, Maria, vender Du Dig trolst
fra mig, glemmende alle mine Velgrninger? Men det forkynder jeg
Dig: ringeagter Du den Ed, Du har svoret mig, jeg din Herre, hvem
Du tilhrer og hvis Haand Du ikke kan undlbe, jeg forbander Dig og
jager Dig bort fra mit Hus. Og min Forbandelses Svbe skal alle Dage
vre over Dig. Gaa nu, om Du vil. Vlg mellem Fabrikanten og mig.

Da Maria fornam min retfrdige Harme, grd hun bitterligt, anklagede
sin egen Svaghed og anraabte mig om ikke at forstde hende.

Og jeg tilgav Maria og frte hende under store resbevisninger til
mit Leje. Men mit Hjrte svor skaanselsls Hvn over den formastelige
Bejler.




XLI.


Paa min Eng grsser en hvid Hind. Det er den tammeste og yndigste
Hind i Skoven. Den der af min Haand, og, saasnart den hrer min
Rst, kommer den springende.

Der er mange andre Hinde, der kredser om min Eng. Jeg lokker dem ind
og byder dem at grsse. Men de vejrer den hvide Hinds Spor, de fler
sig ikke trygge. Og saasnart jeg i Skovbrynet skimter min hvide Hind
med lyttende ren og spejdende jne, jager jeg dem alle bort.

Min Eng tilhrer den hvide Hind, og den tilhrer mig. Den er min Lyst
og Glde. Den der af min Haand og den flger alle mine Vink.

Min hvide Hind, lad den frit lege i Skov og paa fremmede Enge. Men
kommer der en Jger og vil fange den ind, kommer der en Jger, der
vil tage den fra min Eng og stte den paa sin og lre den at de af
hans Haand -- da, min hvide Hind, skal jeg vise, at Du er min, og jeg
skal rive Dig af hans Snarer hver Gang, han tror, at nu har han Dig.




XLII.


Maria, min hvide Hind. Tak vre Dig, at Du bevarede dit Hjrte
standhaftigt i hine Prvelsens Dage.

Saa ubekymret om Faren sprang Du mellem din Bejlers Snarer og min
Eng. Han truede og han lokkede, men just som han mente, at nu var Du
i hans Garn, flj Du i hastige Spring bort for at de af min vinkende
Haand.

Kendte Du Anger og Skrupler ved det dobbelte Spil? Vistnok, naar Du
var borte fra mig. Dine Breve talte derom. Du bad mig slippe Dig.
Eller Du bad mig befale Dig at slippe den Anden.

Men naar Du velbeholden var naaet ind til mig og dit Hoved hviled i
mit Skd, var al Anger og Angst som blst bort af din Sjl. Her var
trygt og godt at vre, her var i salig Vished Livets eneste Lykke. Vi
to alene. Ingen og intet vi savnede. Hvad vedkom alt det andet os?
Lad dem jage og kmpe derude i Verden, lad dem grde og juble, lad
dem slide sig op i Had og Fortvivlelse. Her var en fredlyst Plet, en
Time af Saligheden nedsnket i Jordens Jammerdal.

Men jeg husker ogsaa, Maria, din sklvende Frysen, naar Du i den
mrke Nat gik fra mig, husker det langelige Blik, hvormed Du i stum
Fortvivlelse tog Afsked med mine Stuer.

Hvorfor bad jeg Dig ikke blive?

Jeg vidste jo ikke den dejlige Hemmelighed, som mit Bryst grrigt
skjulte, den, Du anede, din Sjl til Styrkelse i hine Prvelsens
Dage.




XLIII.


Jeg vidste kun, at jeg sad som en Konge med den kosteligste Skat i
min Haand. Skatten var i min Haand, og jeg var Konge. Kunde bruge den
eller sknke den bort, alt efter mit kongelige Lune.

Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine
kyndige jne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjlden, og ve den,
der vil vove at stjle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg
skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det
lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at
slnge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt.

Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min
Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nd det
dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa
kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den
Dag skulde oprinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod
og bad: Bliv hos mig, min sjldneste, min eneste Skat.




XLIV.


Min Skat var i min Haand.

Jeg kommer en Aften silde forbi en stor Restaurant. Frste Sal er
straalende oplyst og fra de aabenstaaende Vinduer lyder Dansemusik.

Pludselig husker jeg, at Maria var buden til Bal den Aften og at
Ballet skulde staa netop her. Altsaa danser hun deroppe, danser med
Fabrikanten, der sagtens kroer sig, for at Enhver kan se, at Maria er
hans.

Men vogt Dig, min gode Bejler, nu kommer Hvnen, fordi Du vover at
bestride min Suvernitet over Maria.

Jeg gaar ind i Kafen, forlanger Blk og Papir og skriver: Jeg vil
ikke have, at Du lnger er sammen med _ham_. Bliv syg og kom til mig,
der er syg af Lngsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.

En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemrket at
bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.

Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg vd, hun kan
ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, fr en Vogn
ruller op for Porten og jeg ser -- fra Vinduet -- en hvidkldt Dame
stige ud.

Hun staar i min Stue, med blgende Barm og Haanden presset mod det
hjt bankende Hjrte. Et Drmmesyn saa sknt. En skumkldt Nymfe. Som
Skum, bld, tt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af
det spindelvvtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa terisk, som
kunde det dunste bort ved Berring. Ja, et Drmmesyn. Og Maria fler
sig selv som i en Drm, ser sig forundret smilende om og siger, hun
ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap
bort fra Ballet og Bejleren; kun vd, at hun fik mit Brev og at hun
maatte afsted ...

Men da Vognen atter har bortfrt Maria, aabner jeg Vinduet og
indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjrner er tndte paa
den hje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske
Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa
mit Bud.




XLV.


Jeg ser atter de eksaminerede Moralister komme anstigende med Briller
paa Nsen og Lrebgerne i Lommen for, efter alvorlig Overvejelse, at
give Maria Skudsmaal som en daarlig Pige.

Hvor kunde hun handle saa stygt imod den fortrffelige Fabrikant,
der havde de agtvrdigste Hensigter med hende? Kunde hun endelig
ikke holde sig i Skindet, var det ialfald hendes soleklare Pligt
(Lrebogens Kapitel VII, Afsnit B, Anmrkning 3) at bryde med ham.

I soleklare Muldvarpe, forbliv i Jeres underjordiske Gange og vedtag
dr, saameget I lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes
altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfrdige Kvidren, der generer
anstndige og fredelskende Muldvarpe. Men berr ikke med jeres lodne
Selvgodhed Marias unge Anfgtelser og Vildfarelser i Livets Irgange.
Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne
lokker og hvisker alle: Kom til mig, Du smukke Sommerfugl! Kun den
Blomst, hos hvem den grne altid blev, siger: Stol ikke paa mig.
Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.

Hvilket lnligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjrte,
det vd jeg nu. Men jeg vd ogsaa, at hun ikke turde gre sit Bestik
efter dette Haab, nppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nrede
det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun sknkedes for
et flygtigt jeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets
regelmssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden
havde hun jo et langt Liv for sig til at vre sin hderlige Mands
hderlige Kone.

Uden Skyldbevidsthed, tvrtimod i stolt Sikkerhed paa sin gode Ret,
gav hun sig hen i harmonisk Sknhed.




XLVI.


Ugudelige Forfattere siger: skn som Synden.

Jeg er ikke ugudelig og giver dem ikke Ret. Synden er hslig. Dens
Ansigt er krampagtig fortrukkent, dens Lber hvide, dens Hnder
sklvende, den sniger sig om i Mrket med fejge Blikke. Og der udgaar
fra dens Mund en stinkende Aande, som forpester al Livets Glde.

Jeg kender denne Synd, jeg har vret til Gstebud med den.
Jammerfulde Gstebud, hvor Vinen smagte som Malurt, hvor Rdslen
stivnede Smilene, hvor Ens Blod frs til Is under en klaprende
Ddningmunds raadne Kys.

Syndens Vsen og Kendemrke er Grimhed. Lad Synden blive skn, som
Maria var skn, og den er ikke Synd.




XLVII.


Selv stter jeg nu Moralens Glar for mine jne og vender dem mod
Marias Bejler.

Han var en Hdersmand, jeg ser det. Og sa jeg end det modsatte, jeg
sagde det ikke. Thi jeg har gjort mig det til en Pligt at tale godt
om ham.

Han var da en Hdersmand, og jeg priser ham, at hans Hensigter med
Maria var agtvrdige. Dog det manglede blot, at de ikke havde vret
det.

Jeg giver ham alle Fortrin -- uden t: han var ingen Mand.

Og mit Bevis?

Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske
lj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem
de to? Jeg ikke. Men jeg vd, at enhver Forelsket sklner ljede
Krlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler gte Stene fra
ugte. Krligheden vejer finere Vgt end nogen Vgtskaal. Den vejer
ikke et Bogstav, ikke en Tddel forkert.

Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han
elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde njes blot
med Smulerne fra hendes Hjrtes Bord.

Men den Mand, der njes, er ingen Mand. Maria er sikkert den
atraavrdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste
jeg, at hun kendte eller drmte nogen hjere Lykke end at vre min,
jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg
tiggede hende om Krlighed. Man samler Brd i Tiggerposer, ikke
Krlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke
til Krlighed.

Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han stte sig
ligesaa grne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke
anden Opgave i sit gteskab end at vise Vinden for Elskerne.




XLVIII.


Jeg lader hine Dage glide forbi min Erindring, og jeg ser dem som et
uafbrudt Sejrstog.

Jeg sidder i min befstede Borg, som en rn i sin hje Rede. Men
Kampens Spnding og hidsende Tummel lokker mig ud. Jeg drager til
fremmede Kyster, jeg gr Landhugst og hrjer Fjendens Byer. Jeg
vender tilbage med Snkken fyldt af herligt Bytte, og Festens Blus
tndes i min hje Borg.

Eja, saa lystig en Dans. En Kamp uden Frygt for Nederlag, en Fest
uden Tanke for Dagen derpaa.

Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den
mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de rvede fra fremmede
Strande. Jeg synes, det lyder trovrdigt. Enhver Kvinde drmmer om en
Rver, der bydende begrer og tager hende i strke Arme. Og jeg tror
ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fngsel
og Tortur, ja hellere Dden for egen Haand, end en forelsket Rvers
Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene
er flyvefrdige.

Jo dumdristigere jeg bortfrte Maria, des hedere blussede hendes
Krlighed. Sa hun min Snkke nrme sig Stranden, flygtede hun paa
Skrmt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at
trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro.




XLIX.


Festens Blus er tndte. Jeg venter Maria.

Jeg sidder ved Vggen ud mod Trappegangen. Dr kan jeg hre, saasnart
hendes Fod berrer Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa
milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa jeblikke vil knirke
paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter
denne frste Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjrte lige
lngselsfuldt. Min sde lille Pige, om Du anede, hvor jeg lnges.
Du vd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke
ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige
Angst, som faar Hjrtet til at sitre. Du kreste af alle kre, jeg
er en stivsindet, forfngelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig,
lgger din Haand paa mit Bryst og siger: Fler Du Uroen derinde?
Ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har
hjrteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.
Maria, min velsignede Skat, om lidt trder Du ind ad min Dr, og mit
forfngelige Hjrte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange
smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfrdige Kys, men mit Hjrtes
Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at lse
op for dette Hjrte, som snrer sig sammen og gr ondt. Hvor godt
hensynslst at flnge sit Bryst, lade Lngslen og Angsten strmme som
rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter
i mit eget Hjrte. Jeg er en forfngelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg
tr det ikke.

... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge,
slbende Trin, ikke Marias hastige Svven.

Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine
Tanker fra fr. Jeg tnker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?

I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente
n Gang forgves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den frste
Prve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham
anden Gang den forgves Ventens Helvede, da vd han, at I ikke er
hans Krlighed vrd.

Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg
kunde nagle Tiden fast!

Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager
et Haab med sig. Mit Hjrte kmper for ikke at give tabt. Det
fremtryller i utrttelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger.
Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun
har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.

Mit Hjrtes Mje er spildt. Mens Timerne rinder, forblder mit Haab.
Og Tvivlen og Spotten hoverer.

Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige.
Der er ikke den Mistanke saa hslig, at jeg ikke griber den, ikke den
Pinsel saa grusom, at min hvnsyge Tanke ikke spnder Maria paa den.

Tilsidst finder jeg mig selv i slv Haablshed siddende paa Kanten
af min Seng, stirrende gennem den aabne Dr ind i Spisestuen, hvor
Festbordet staar dkket med fine Retter og Vine og mange Lys.

Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En bld og tt
Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden
mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun
saa trt, saa trt og saa tr om Hjrtet. Hvor den blde, fugtige
Luft lindrer. Den trre Trthed lser sig op i mildt Vemod, i en
stille sagtmodig Lngsel. Kom Du i dette jeblik, Maria, jeg gjorde
Dig saavist ingen Fortrd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde
Foraarsaften, som lser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit
Hjrtes dejlige Hemmelighed, som nu dmrer i min Sjl.

-- -- Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brnde paa
Festbordet. Jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder
endnu lnge i Mrket, uden at tnke, uden at lide, uden Begr og uden
Savn, kun opfyldt af sagtmodig Lngsel og en m Trang til at vre god
imod Maria.




L.


Morgenen, Forklaringen og Maria kom. Og alle Nattens forvirrende
Taager bortvejredes.

Forklaringen var saa simpel som muligt, kun ved et Uheld havde den
ikke naaet mig om Aftenen.

Hvilken Taabe jeg havde vret. Frygte for, at Maria skulde svigte
mig. Nej, mere end nogensinde var hun min.

Jublen svulmede i mig. Bort al Svaghed. End rider jeg usaaret gennem
Striden, end flger Sejren min Fane.

Maria, om Du havde set mig den foregaaende Aften! Nu sa Du mig tryg
og smilende som altid, venlig og overbrende, tagende det hele som
det, det var: en kedelig Fejltagelse.

Spillede jeg min Rolle godt? Eller anede Du, at der var noget bagved,
noget, som skulde fordlges Dig? Flte Du, da jeg trykkede Dig i mine
Arme, at min Lykke var strre end jeg vilde tilstaa?

Laa der maaske en alt gennemskuende Underfundighed i dit Blik, da
Du opdagede de nedbrndte Lys paa det endnu dkkede Bord og, med et
bebrejdende Smil, sagde: Nu er Du igen gaaet sent i Seng ...?

Og da jeg svarede: Ja, jeg havde et paatrngende Arbejde at
besrge, var det da helt oprigtigt, helt uden Ondskab, Du
henkastede: Ja hvad andet skulde vel holde Dig oppe saalnge?




LI.


Som Lserne vil have bemrket, er der nu endelig kommet lidt Fart i
denne Beretning om min og Marias Krlighed. Historien haster mod sin
Afslutning, og Paranteser er nppe lnger stetisk tilraadelige.

Jeg tvinges dog til endnu et Holdt paa Vejen. Jeg ser for mig en
Hoben spydigt vrissende og vrngende Ansigter, som jeg maa have
fjrnede.

Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og
spekulative Grnskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt
denne Kollega, der paa ganske forldet Vis digter om Kvinder og
Krlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav.
De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjrnerne, slaar en
Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i
al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare
Hoveder.

Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end
almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig del
Strben, Poeter, som ikke mnger sig med noget saa ordinrt som at
fortlle om to, der elsker hinanden.

Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af
et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres
Sind fra de hje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjle, som de
tror Himlen slikker sig om Munden efter.

Lad dem blive i Stjrnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger
savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde
-- saaledes kaldes Krlighed i Stjrnerne --, saa vil selv den
tarveligste Donna fra Smaagaderne lre dem, at der er mere digterisk
Visdom at finde i to Pigejne end i samtlige Fiksstjrner.

... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria.




LII.


Jeg fler mig bekymret paa Pulsen. Hvad fattes mig? Hvilke fremmede
Vdsker har blandet sig i mit Blod og gjort det sygt? Der brnder Ild
i mine Aarer, i mit Hoved jager Feberen. En evig Angst er over mig.
Om Dagen lammer den al min vne, saa jeg timevis sidder rkesls og
stirrer tomt frem for mig. Men om Natten, naar jeg sent er falden i
Blund, lurer Angsten i mit re for pludselig at skrmme mig op, saa
jeg vaagner med Skrig paa Lben.

Jeg skammer mig ved min Svaghed, og mindst af alt vilde jeg tilstaa
den for Maria.

Maria trnger just til megen Sttte nu. Hun er ikke glad. For om faa
Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun grd forleden, hun var
hos mig. Jeg maatte gre mig strk og tale opmuntrende Ord til hende.
Det var jo noget, vi vidste forlngst, at hun en sknne Dag skulde
giftes. Min skmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at
standse. Hun giver mig Ret, hun spger som jeg og siger, hun var et
taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, stter jeg Glasset, jeg
holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde
Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler
hjrstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig
til at vre lystig som aldrig fr. Forundringen viger ikke fra Marias
Blik. Men da hun gaar, siger hun -- jeg tr ikke sprge, om hun gr
Nar --: Hvor Du har vret munter idag!

Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nje
prver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine
Venner, og de mrker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine
jne er klare. Men i mine Aarer brnder Ild og der staar rde Flammer
for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten strkest krymper
mit Hjrte, fler jeg Lyst til at drbe. Vd Du, Maria, hvorfor jeg
sidste Nat pludselig sprang op og tndte alle Lysene? Du havde nvnet
hans Navn, og i Mrket krummede jeg min Haand over din Strube.

Men havde jeg _ham_ under min Haand, mit Hjrte vilde kun fornemme
Vellyst ved at hre hans Rallen og se hans jne dreje sig i hvid
Ddskrampe.




LIII.


Jeg er gal af Skinsyge. Dog, hvorfor krybe i Skjul bag disse fejge
Allemandsord? Afsindig var jeg fr, da jeg med kold Beregning sa
Maria forberede sig til at blive en Andens. Mine jne, der indbildte
sig at vre saa skarptskuende og kloge, blindedes af Hovmod. Jeg sad
som en Gud, der ordner Skbnen efter sin Behagelighed. Som Zeus, der,
efter at have prvet Alkmenes Dejlighed, med olympisk Uanfgtethed
lgger hende i Amfitryons Arme og smilende velsigner deres Omfavnelse.

Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unjsomhed og hvis
Gudeblod altid pulserede lige jvnt og lige lunkent. Du sidder i
din Himmel, Saligheden har Du forlngst sat til Livs. Nu fordjer Du
under ironiske Opstd.

Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at
storme den faar vi Adgang til Himlen.

Jeg er for frste Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke
hist og her, ikke Nippedrik af mange Bgre. Lykken er t Bger tmt
til sidste Draabe.

St paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader
dem alle staa, mit Bger hedder Maria. Hendes Krlighed er min Vin,
som jeg ikke sknker en Draabe bort af.




LIV.


Og hun skulde blive _hans_!

Al den Sknhed, jeg havde opelsket, skulde blomstre for ham. Hendes
Smil lyse over hans Bord og gre Hverdagen til Fest, hendes Kys
smykke Svnen for ham med sde Drmme, hendes unge Begejstring styrke
hans Arbejde, al hendes Vsens Sdme og Ynde dufte i hans Hus som en
evig Sommer.

Han skulde hre hende juble og grde, i hans ren skulde hun hviske
al sin Sorg og Lykke.

Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg vd det jo, saadan vil det
blive, naar hun frst er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at
aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror
sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke.
Hun vil ikke ngte ham hans gtemandsret. Og den Mand, til hvem en
Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar
Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Fler
hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Vsen,
sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed.

De vil sidde sammen i Mrkningstimerne, hun paa hans Skd; han vil
sprge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig
tilstaar den Mand, paa hvis Skd hun forelsket sidder, at hun har
elsket en anden endnu hjere. Hun vil fortlle om mig alt det onde
og grimme, han nsker at hre, hans Kys vil lokke det frem, og
naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens
Skndigheder.

Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, flger
dem fra Time til Time, vd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans
Skd i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran
Spejlet og lgger sine ngne Arme om hans Hals.

Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden
Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg vd, hvor
ndvendig hun er mig, skikkeligt bre hende til hans Hus? Plyndre mit
eget for at gre hans rigt.

Nej ... Og dog. Tr jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen?
... hvem kender sit Hjrte imorgen?




LV.


Thi imorgen, hvo vd da, om Trylleslottet staar der endnu? Idag er
denne Kvinde Dig alt, Du synes, Livet uden hende har intet Vrd.
Du vil kmpe og drbe for at bevare hende. Alt Lys, al Glans, al
Herlighed og Sknhed ser Du samlet i hendes Person. Hun er din Sol.
Slukkes den, i samme Nu lukker Natten sig om Dig.

Men igaar, tnk paa igaar. Hvad var hun Dig da? En munter
Adspredelse. En sd Elskerinde, sdere og krere maaske end de andre.
Men dog en Spg kun, et jebliks Lyst, en flyvende Sommer.

Om Nogen den Gang havde sagt til Dig: Den Kvinde vil Du ofre dit Liv
-- Du havde let ham op i Ansigtet, Du havde svoret den mandhaftigste
Ed paa, at ingen Tanke var fjrnere fra dit Sind.

Var hun da ikke ligesaa smuk og atraavrdig den Gang, ligesaa god og
ligesaa forelsket?

Jo sikkert. Hun er den samme. Men dit Syn paa hende er forandret.
Guld er Guld og har alle Dage vret sknt at skue. Men frst da man
gav Guld Stempel som Penge, fik det sin hje Vrdi. Og vlger man en
Dag et andet Metal til Penge, synker Guldet tilbage til igen kun at
vre jenlyst.

Idag har Du stemplet Maria som Livets et og alt. Men tr Du lide paa,
at Du ikke imorgen vurderer hende, som Du vurderede hende igaar: en
munter Adspredelse, et jebliks Lyst, en flyvende Sommer?

Hvor er den sikre Prve?




LVI.


Det er den sidste Nat, vor sidste Nat. Om faa Timer drager Maria til
den fremmede By for at besge en Tante. Og naar hun vender tilbage,
er det for at holde Bryllup. Jeg ser hende ikke mere -- hun er en
anden Mands Hustru. Havde det vret i gamle Dage, i Begyndelsen jeg
kendte Maria, hendes gteskab havde saavist ikke skilt os. Det havde
vel langt hellere opflammet min Erobrerlyst. Nu fristede Erobring og
Bytte fra fremmed Strand mig ikke. Jeg vilde Ingens Lykke og Fred
forstyrre. Min Lykketro, min Stolthed var brudt. Havde jeg end Lykken
i min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den
fast.

... Natten snkede sig over os. Saa hjtidsfuldt stille der var.
Haand i Haand laa vi, hver i sine Tanker, og stirrede ind i Mrket.
Din lille varme Haand, Maria, den hvilede saa forsigtigt i min, rrte
sig ikke, frygtede sagtens at bryde Stilheden. Jeg syntes, det var,
som svvede vi sammen gennem Rummet, bares paa store tyste Vinger
langt bort, langt op fra Savn og Smerte -- ind i en Sfre, hvor det
frygtlse Mrke og den drmmelse Svn hersker og hvor Tiden ingen
Timer har.

Vi laa lnge saadan. Jeg vd det, fordi jeg flere Gange hrte et
Kirkeurs Slag; jeg hrte Slagene, men havde ingen Fornemmelse af,
at de meldte Tiden for os. Saa hrte jeg, langt borte fra, Marias
Stemme. Den kom til mig som baaren paa den store Stilheds blde
Blger. Hun sagde: Saadan er det vist at vre dd. Jeg syntes, jeg
havde tnkt netop de samme Ord, og jeg svarede -- jeg kendte min
Stemme, men den kom langvejs fra --: Ja, saadan er Dden. Og der
var atter tyst en Stund. Jeg flte Marias Haand lukke sig fastere om
min, mens vi svvende steg og steg. Saa hrte jeg igen Marias Stemme
tale til mig: Jeg vil grne d sammen med Dig. Men jeg havde tnkt
de samme Ord og jeg svarede: Naar vi er trtte, vil vi d sammen.
Lover Du at komme, hvis jeg kalder? Hendes Haand trykkede min til
Svar. Og vi talte ikke mere, fr det graa Dagslys brd ind i Natten
og vakte os til smertefuld Forstaaelse af, at Afskedens Time var
kommen.

-- -- Men i selvsamme Nat var det, at Babylon blev delagt.




LVII.


Maria er i den fremmede By. Og jeg er gaaet i Kloster. I mange Dage
stter jeg ikke min Fod paa Gaden. Hvad har jeg dr at gre? Hun er
der jo ikke. Jeg lukker mig inde i mine Stuer og klistrer en Seddel
paa Entrdren, at jeg er bortrejst. Jeg lyver ikke. Med hele min
Sjl har jeg fulgt hende.

Jeg hrer de frste Dage af og til Knirken og Knitren op ad mine
Trapper; Lyden standser udenfor min Dr; saa knirker og knitrer det
ned ad igen.

Men snart er der heller Ingen, som sger mig. Man tror, jeg er
borte, og Ingen sprger efter mig.

Jeg sidder i mine stille ensomme Stuer, hvor Marias Minde omsvver
mig, og jeg digter om Maria, som i denne Bog skrevet staar. Det er
ingen kunstfrdigt ordnet Fortlling. Det er en Bunke lsrevne Blade
af en Krlighedshistorie, hvortil ikke krves anden Kunst end den: at
vre forelsket. Det er en Bog om, hvordan _jeg_ lrte den enfoldige
og dog ikke saa letnemte Kunst.




LVIII.


Maria, Du hellige. Se en Synder ligger for din Fod og han begrer Dig
ikke. Han, den fordum unjsomme, atraar intet uden det at ligge for
din Fod og stirre op i dit yndige Ansigt. Han, den bydende, beder,
han, den lidet troende, svrger ved dit Navn.

       *       *       *       *       *

Maria, Du, hvis Krlighed sknker Alt, Du Gavernes uudtmmelige
Kilde, blot at hvile ved din Fod og favne dit Blik er Rigdom.

       *       *       *       *       *

Maria, Du jordisk mme, Du himmelsk rene, Du, hvis Sjl stiger som
en hvid Due af dit Legems Elskovsbrand -- jeg takker Dig, at Du lrte
mig den jordiske Krligheds ujordiske Lyksalighed.




LIX.


Maria skriver mig et Brev fra den fremmede By.

Min kre Ven. Staden her er meget stor og skn. Den er rig paa
herlige Kunstvrker og smukt holdte Parker. Der er overalt et
mylrende Folkeliv, jet opdager stadig nye Overraskelser. Her er
ogsaa fuldt af Teatre og Koncertsale, og de straalende Konditorier
frister lkkersultne Munde. Man er god imod mig, frer mig fra en
Sevrdighed til en anden og sender mig om Aftenen til de forskellige
Skuespil.

Hvis Du bad mig om nrmere Redegrelse for mit Liv hernede, jeg
kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit nske. Jeg ser en Mngde
Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen.
Jeg lnges kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og vre ene.

Saa ligger jeg ganske stille og prver paa at leve om igen den sidste
Nat, jeg var hos Dig.

Men der er saamegen Stj udenfor paa den store Bys Gader. Stjen
stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprr. Og gennem den
truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge
og Kuskenes hidsende Skrig.

De frste Aftener var jeg bange. Jeg flte Slagene helt ind i mit
Hjrte og, sklvende, krb jeg sammen under Tppet. Men saa kom jeg
til at tnke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Dde, det
vilde ingen Lidelse vre. Jeg tog grne Dden af din Haand.

Husker Du vor Samtale hin sidste Nat? Ser Du, hvad jeg den Gang
lovede, det mente jeg. _Det_ vilde jeg, Du skulde vide -- inden vi
skilles.




LX.


Jeg staar paa Waggonens Platform. Jeg har staaet der hele Natten,
svbt i min Kappe. Jeg har set Aftenens Skygger fra Dalene krybe op
ad Bjrgene, indtil alt var hyllet i Mrke. Nu lakker det mod Dag,
et blegt Skr lysner i Horisonten; med stedse rappere Stempelslag, i
Takt med mit Hjrte, haster Toget afsted mod den fremmede By.

Hvilken slsom Uro har holdt mig vaagen den ganske Nat? Hvilke
angstfulde Sprgsmaal er det, mit Hjrte sger Svar paa, mens jeg
grublende stirrer ud i Mrket?

Jeg kan jo ikke tvivle om Marias Krlighed, jeg tvivler ikke lnger
om min egen.

Dog drager jeg sklvende til Mdet. Thi mit angstfulde Sprgsmaal er
dette: Vil vi mon ikke fle os fremmede for hinanden?

Den Maria, jeg rejser ud for at finde, er ikke Maria fra fr. Det
er ikke det hensynslst forelskede Barn, der i gamle Dage lagde
sig i mine Arme, ikke den muntre og altid beredte Elskerinde, min
Erobring og mit Bytte, -- det er vel baade det ene og det andet, men
samtidig noget strre og hjere, det, som maaske altid var hendes
Vsens Baggrund, det, jeg troede at fornemme de sidste Gange, vi var
sammen, det, som, til Syvende og sidst, blev min ensomme Tilbedelses
Madonnabilled.

Og hun, vil hun genkende mig? Jeg gr det jo nppe selv. Jeg vandt
hende i Leg, jeg tog hende med Svrd i Haand. Alle Dage var det saa
let en Dans, vi traadte. Og nu kommer jeg til hende med vaabenls
Alvor. Fr gjaldt det en Dans, nu glder det Livet. Fr njedes jeg i
rigt Overmod med lidet, nu beder jeg i fattig Ydmyghed om Alt.

... Vi farer frem mod den dmrende Morgen. Pludselig er det atter
sort Nat: under buldrende Larm jager Toget gennem en Tunnel. Mrket
stemmer mig for Brystet, det suser i mine ren, og svimmel griber
jeg om Platformens Gelnder. Jeg synes, denne Tunnel aldrig faar
Ende, jeg famler mig frem for at naa ind i den lyse Waggon -- da ...
hvilken Aabenbarelse! I den purpurne Himmelrand opstiger Solskiven,
spreder sin gyldne Glorie vidt om, gyder dirrende Varmelys over
fugtigt blinkende Grsdale og Kornskraaninger.

Sknne fagre Dag, med frydelig Tak knler jeg for Dig, Du, som friede
mig ud af min vaandefulde Nat og frte mig, med genfdt Tro, til
Maria.




LXI.


Gensyns gyldne Sol over Bjrge, Gensyns tindrende Graad i stille Dale.

I undrende Betagelse staar vi overfor hinanden, vd ej Ord at finde,
kan ikke sprge, ikke svare, kan kun synke i hinandens Arme og,
jublende, grdende, i flles Lyksalighed lovprise den opstigende Dag.

Var det virkelig ingen Drm? Var det virkelig Dig og mig? Vi ser paa
hinanden, vi ryster vantro paa Hovedet. Og dog, frst nu synes vi,
vi rigtigt kender hinanden. Thi det er jo vort Gensyns hje Under:
vi mdes, som saa ofte tilforn vi mdtes i vor nppe tilstaaede
Lngsels Lykkedrm. Nu er Drmmen lyslevende.

Og Du dejlige lyslevende Pige, med Forklarelsens stille Lykke i dine
sklmske jne, med Kvindens voksne Tnksomhed paa din Barne-Pande, Du
lgger dine Arme om min Hals og Du siger: Saa skete det da omsider,
i den elvte Time, men ikke for sent, det, jeg aldrig ophrte at
haabe. For det er jo sandt, ikke noget, Du imorgen fortryder, ikke
noget, Du nu bilder Dig ind, fordi Du har lngtes en Smule efter din
Elskerinde?

Jeg svarer: Saavist som jeg altid hellere har sagt Dig for lidt
end for meget, saavist elsker jeg Dig. Jeg elsker Dig i Lyst og i
Nd, Hverdage og Festdage. Du er den, jeg vil d med, men frst vil
jeg leve meget, meget lnge med Dig. Javel har jeg lngtes efter
min yndige Elskerindes Krtegn. Men mest har jeg lngtes efter alt
det andet, som ogsaa er Dig: dit trofaste Hjrte, din rene Tanke,
din milde Tale, dit lyse Smil, som er min Sol i Tvivlen, dit gode
Haandtryk, som er min Styrke paa Vejen.

Men da jeg siger Maria dette, grder hun, fordi hun forstaar, jeg
taler sandt, og fordi hun er lykkelig.




LXII.


Der er En, som bagfra rykker mig i rmet. Jeg sidder med Maria paa
Skdet og siger vredt: Hvem vover at forstyrre?

Men en Stemme hvisker: Jeg kommer som Deputation fra Lserne. Deres
Bog, som i Begyndelsen var frygtelig, er efterhaanden kommen ind paa
et bedre Spor. Der er endogsaa nogle af os, som har faaet Taarer i
jnene. Men nu er vi saa bange for, at den alligevel tilsidst skal
skeje ud. For Guds Skyld: De vil da vel gte Maria? Husk paa, De har
taget hende fra hendes Bejler, som havde de agtvrdigste Hensigter?

Min strnge Censorinde, frygt ikke. Maria, siig den rare Dame, at hun
uden Skrupler kan lade os ene.




LXIII.


Bispen staar foran Altret i sin Guldkjole og skinner omkap med
Kandelabrene. De rvrdige Marmorstatuer i Nicherne er blevne
vaskede, og ved Orglet sidder den hjt bedagede Mester med Silkekalot
paa Hovedet og Storkorset paa sit Bryst.

Stolestaderne er fyldte med Landets mest forelskede unge Piger og
Mnd. De har Blomster i Hnderne, de sidder Par ved Par, de unge
Piger med hvide Roser, de unge Mnd med rde. Alle stirrer de ned mod
Indgangsdren, hvor tolv venlige gamle Prster i sorte Fljlskjoler
staar opstillede, seks paa hver Side.

Saa begynder Mesteren at spille. Orgeltonerne bruser under de hje
Hvlvinger. De unge Piger og Mnd rejser sig.

Den tunge Egetrsdr slaas op, et blndende Lys fylder Aabningen: dr
staar Maria i sin hvide Brudekjole, omblget af det lange Slr. En
blussende Jomfru med nedslagne Blikke. Himmelsk Hjhed, salig Lykke
udstraaler fra hende.

Gennem Kirken gaar en beundrende Mumlen, Bispen ved Altret vender
sig, stter sine Briller paa, og da han ser, hvor yndig Maria er,
iler han hende i Mde, bjer sig for hende og frer hende ved Haanden
til Altret.

De unge Piger og Mnd strer deres Roser, de rde og de hvide, over
hende, idet hun gaar forbi; nogle af Roserne bliver hngende i
Slret, og Maria smiler, da hun ser den blomstrede Kjole.

Men den gamle Mester er hrt op at spille, han bjer sig ud over
Orgelpulpiturets Ballustrade for at se Maria, og gennem Glughullerne
i Hvlvingerne kigger nysgrrige Engleansigter.

... Saa er Maria med det gamle og nye Testamentes Ord givet i min
Haand, jeg frer hende ud, fulgt af Bispen og de tolv Prster samt
alle de forelskede unge Par, mens den gamle Mester spiller med den
ene Haand og vifter til os med den anden.

Udenfor holder Kareten med de hvide Heste for, og vi stiger op for at
kre hjem til mig, hjem til os. Og saa begynder Klokkerne at kime.




LXIV.


Ja, kimer, alle Klokker! Jubler, alle Engle! En Sjl er frelst.

Det var en saare forhrdet Sjl, en Sjl, der boltrede sig i Synd og
kendte Anger end ikke af Navn.

Kimer af fuldt Bryst, Klokker! Jubler omkap, Engle! Det er en meget
stor Synder, som frelst bres hid.

       *       *       *       *       *

Hvo var det, som frelste ham? Hvo er det, som brer ham?

       *       *       *       *       *

En skrbelig Kvinde, ej uden Brde og Brst, men strk ved sin Tro.
Hendes Tro bevarede hende selv og frelste omsider ham. Kimer!
Jubler! Nu kommer hun med ham!

       *       *       *       *       *

Hvi kommer han ikke alene? Hvi maa han bres?

       *       *       *       *       *

End er han svag, end vakler hans Fod. Men, baaren af hendes strke
Tro, vil han naa hid.

       *       *       *       *       *

Ak nej! Nu daler han! Hun mgter ej at bre ham lnger.

       *       *       *       *       *

Lad Frydetonerne klinge, den svage Kvinde til Styrkelse. Og jubler
ham, til Oplivelse, den Elskedes Navn i Mde.

       *       *       *       *       *

Hvad hedder hun, den fromme Kvinde?

       *       *       *       *       *

Maria er hendes hje Navn. Kimer det ud, synger det ud.

Se, han lfter sit Hoved. Hans Vilje faar Kraft. Nu stiger de, Haand
i Haand. Men tys! Han taler. Hvad siger den frelste Sjl? Stille,
Klokker, stille, Engle. Lytter til de Ord, han sender ned over den
syndefulde Jord.

       *       *       *       *       *

Han nvner Marias Navn.

       *       *       *       *       *

Deri gr han Ret. Men han taler fremdeles. Hrte I det? Lovsynger,
Engle, kimer i Sky, Klokker. Han udtalte Forlsningens Ord:

                      _Gennem de Mange til n!_



License: Share Alike