Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt bevaret, ogs hvor den
varierer (fx Hjerte/Hjrte). _Understreg_ er brugt til at gengive
s p a t i e r e t tekst.




                       PALLE ROSENKRANTZ

                        HVAD SKOVSEN
                            GEMTE

                          KBENHAVN

                    KUNSTFORLAGET DANMARK

                 TRYKT I EGMONT H. PETERSENS
                    KGL. HOF-BOGTRYKKERI

                            1914




I denne Bog forekommer af og til svenske Udtryk og Vendinger i
tillmpet dansk Form. Det ufuldstndige Sprogfllesskab bevirker,
at vi danske, naar vi taler med svenske eller lser Svensk, ikke
tnker paa Svensk, som vi tnker paa Tysk eller Fransk, naar vi
hrer disse Sprog tale eller lser dem. Vi overstter heller ikke,
vi tillmper de fremmede Ord og Vendinger. Saaledes glider Sproget
ind i vort eget, og det forekommer mig ofte for Fortllingens
Farve af Vigtighed at bevare disse halvt fremmede, halvt hjemlige
Talefigurer. Dog har jeg anset det for rigtigt, for at undgaa
Misforstaaelse, udtrykkelig at bemrke dette.

Oversttelsesretten af Bogen til Svensk er forbeholdt.

                                                   _Forfatteren._




INDLEDNING

Skovsen --




I.


En Dag i Maj 1902, kort efter at Skoven havde udfoldet sin grnne
Vaarpragt, besluttede Eigil Holst at belnne sig selv med en Udflugt
til det nordlige Sjlland. Han trngte til at faa Luft i Lungerne
og slippe bort fra Slidet, Stvet og Rgen derinde i Hovedstaden.
Desuden var han trt, nervs og overanstrengt af haardt Arbejde.

Eigil Holst var 26 Aar, eneste Sn af en militr Embedsmand, begge
hans Forldre var dde, hans Slgt hrte hjemme i Jylland, og selv
var han frst kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde
ombyttet Sekondljtnantens forslvede Usikkerhed med en kbenhavnsk
Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter.
Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalnge han
kunde huske, havde Politiromanen vret hans kreste Lsning,
Kriminalhistorien hans bedste Glde. Pitavals bermte Vrker havde
han gennemlst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som
han voksede til, drev han denne Lsning systematisk, lste tyske
og engelske Vrker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at
han med Sttte fra en Ftter, der var Latinskolelrer, erhvervede
Kendskab til Fransk for at studere den bermte Mac i Grundsproget
og Italiensk for at kunne flge den italienske Skoles interessante
Forbryderteorier.

Hans strste Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere;
han nskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tnkte saa smaat paa
ved egen Hjlp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa dde
Forldrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i
den Plads som Medhjlper hos en Boghandler, som han efter Faderens
nske havde tiltraadt efter at have taget Prliminrexamen. Der
blev han, til han skulde aftjene sin Vrnepligt, og da han var en
ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til
Sekondljtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin
Tjenestetid blev han en sgt og afholdt Gst i Garnisonsbyens bedste
Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham
kun kunde blive et Gennemgangsled.

Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskvrdig Soldat, der var
beslgtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmnd,
skaffede ham Ansttelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen
stt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling,
der paa en Gang kunde tilfredsstille hans rgerrighed og skaffe ham
Levebrdet.

De frste Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var,
forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en
usdvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse,
Kundskaber og medfdt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede
stille i et Pensionat midt i Byen, sgte ikke Kammeraternes Selskab,
var derfor ikke srlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel.

De andre sagde, han var en Trvetriller, der ikke havde Sans for
andet end Tjenesten og sine mugne Bger, og det kunde man vel ogsaa
nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med
nogen.

Eigil Holst var en usdvanlig smuk ung Mand, med brunt, krllet
Haar, mrke, lidt drmmende jne, smidig og strk, sund af Legeme,
vet i alskens Idrt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi
uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham
alt. Han holdt af lange Ture i det grnne og havde paa Cycle krt
det meste af Sjlland igennem paa Kryds og tvrs. Mest holdt han af
Nordsjlland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingr,
hvor Kattegat og Sundet mdes, og hvor Kullen hver sin takkede Ryg
bag det blaa Vand.

Han havde udsgt sig en Yndlingsplads ved en lille Mergelgrav i
Udkanten af en Skov, tt kranset af Trer, men med et lille Udkig
over det smilende Land og det blaa Hav i det fjerne. Srligt i Maj
var Stedet henrivende, og der kunde han sidde timevis alene med sine
Tanker, stirre ned mod den lille mrke S og hen over de blomstrende
Hge og Tjrne.

Han syntes nsten, at denne Plet var hans alene, ukendt for alle
andre, og han flte sig ogsaa som Herre til Stedet; han havde selv
tmret sig en Bnk under en hj Bg, hvor Vandet skar sig ind under
Brinken, der stttedes af Trrddernes Fletvrk.

Det voldte ham derfor ogsaa et jeblikkeligt Ubehag, da han den
Dag i Maj vaktes af sine drmmende Tanker ved Lyden af Stemmer;
han rejste sig uvilkaarlig for at gaa, men i det samme traadte de
talende frem af Krattet og sprrede ham Vejen. Han blev siddende for
at lade dem gaa forbi.

Det var en Mand paa et halvhundrede Aar og en ung lyskldt Kvinde,
efter Udseendet at dmme ikke fyldt de tyve. Manden var srdeles
omhyggelig kldt, hj, med forunderlig skarpe jne i et sjlden
klassisk formet Ansigt med et kort militrt Mundskg. Han blev
staaende foran Bnken og bjede sig let mod Holst for med et Par Ord
at undskylde den mulige Ulempe, hans Komme forvoldte.

Han talte Svensk, dog med en Betoning som en Mand, der i en Rkke
af Aar havde levet i Danmark. Holst bjede Hovedet med et halvhjt
Gudbevares og rejste sig for at gaa, men det vilde den fremmede paa
ingen Maade tillade; han var srdeles veltalende, og undskyldte
paa det strkeste sin og Datterens Indtrngen, idet han smilende
tilfjede, at Bnken jo bd Plads for dem alle. Holst bjede sig
hfligt, de to fremmede tog Plads ved hans Side, og den svenske
Herre sagde, at Stedet her ved Skovsen var deres Yndlingssted, de
boede for en kort Tid paa en Bondegaard i Nrheden.

Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemrkning, at det
srlig var hendes Pappa -- hun udtalte Ordet med to P'er --, der
flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke S, der ganske
vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet
af Havet og Kullaberg i det fjerne. Saa lo hun igen med en kort
Latter og viste nogle henrivende hvide Tnder, medens et lille Blink
i jenkrogen spejdede, om ikke hendes Smil og Latter skulde have
afvbnet den unge Mands fjendtlige Tilbageholdenhed.

Hun saa lidt skuffet ud.

Holst svarede mest med Enstavelsesord og afventede egentlig kun en
Lejlighed til med Honnr at trkke sig tilbage. Den svenske Herre
syntes at nyde hans Forlegenhed, medens Datteren af og til skottede
til sin ordknappe Nabo.

De talte om Egnen, Naturen, de grnne Trer, og den svenske Herre
roste i hje Toner den sknne, ensomme Plet i Skovkanten, hvor
de sad: Jeg elsker denne lille S, sagde han, der ligger her,
grdet af grnne Trer, som en idyllisk Protest mod al Haardhed og
Hslighed i Verden derude, blank og ren som en Jomfrus Hu, medens
Solens Straaler spiller paa dens Flade ved Dag, og Himlens Stjerner
spejler sig i dens Dyb ved Nat.

Den unge Dame lo: Pappa er poetisk.

Holst trak paa Skuldrene.

Den gamle Herre fortsatte: Den er vist meget dyb denne S, og der
lever nppe en Fisk i dens kolde klare Vand, den er Freden selv,
ubetraadt, uberrt og meget, meget stille.

Den unge Dame tog en stor Sten og kastede den ret hjt til Vejrs,
den faldt med et Plump ned i Sen, og en Kreds af Ringe steg op af
dens Vand, bredte sig, lste sig og forsvandt igen. Hun kastede
endnu en Sten og traadte nr hen til Brinken. Rdmen steg i hendes
Kinder, der fr var temmelig blege.

Holst saa paa hende og fandt hende smuk, ret spd men harmonisk
bygget, regelmssige Trk, friske Lber og store leende jne. Skade,
at hun som alle Kvindfolk var sig sit Tkke bevidst og koketterede
med sine legemlige Fortrin.

Den gamle Herre saa paa hende med en Blanding af mhed og Stolthed.
Saa tog hun en mgtig Sten for at slynge den ud i Sen, men det var
tydeligt, at det oversteg hendes Krfter. Uvilkaarlig rejste Holst
sig og traadte hen til hende som for at forhindre, at Vgten af
Stenen skulde drage hende ud over Brinken.

Hun saa smilende paa ham og spurgte, om han da kunde slynge Stenen
midt ud i Sen.

Med et forlegent Smil lftede han den, den var meget tung, men han
spndte sine Muskler og traadte fast ned i Jorden, hendes jne
hvilede paa ham med Varme, hun fandt Behag i dette Spil af Styrke og
sgte ikke at skjule sit Behag.

Han slyngede Stenen, den faldt med et dumpt Drn, og de store Ringe
krusede Vandfladen med let Skum, der fortog sig.

De stirrede alle tre uvilkaarligt ud over Vandfladen og fulgte
Krusningerne, medens Ring dannede sig efter Ring. Pludselig undslap
der den unge Pige et let Skrig -- hvad er det -- hun pegede ned mod
Brinken, hvor noget hvidt kom til Syne, og traadte uvilkaarlig et
Skridt tilbage.

Holst bjede sig ned over Brinken og saa skarpt hen over Vandet.
Saa rejste han sig langsomt og sagde alvorligt: Jeg tror, Frkenen
skulde gaa bort fra Skrnten, det er ikke af den Art Ting, det
behager unge Damer at se.

Den svenske Herre rejste sig med et nervst Ryk og traadte meget
hurtig hen til Brinken: Hvad er det? spurgte han lidt stakaandet.

Holst vendte sig og svarede dmpet: Det synes at vre et Barnelig,
der har ligget paa Bunden af Sen, Stenen har bragt det til Vejrs i
Vandfladen. Jeg maa se at faa det bjrget i Land, men da jeg nok kan
besrge det alene, vil jeg raade Dem til at gaa, Deres Frken Datter
vil nppe fle sig srlig tiltalt af det Syn.

Den svenske Herre smilede. Et Barnelig --. Se, se, -- altsaa gemmer
denne idylliske S paa sin Bund mrke Hemmeligheder, kan hnde flere
end denne. Hvorfor vil De egentlig blande Dem i dette? Lad det vre
-- det er dog ikke vor Opgave at granske efter sligt, og vi betaler
jo vrigheden for at tage sig af den Art Arbejde.

Holst smilede. Netop -- og jeg hrer til dem, De betaler.

De! -- den svenske Herre saa sprgende paa Holst.

Ja -- jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet i Hovedstaden -- og jeg
siger ikke med Fogden i Brand: Dette er ikke indom mit Distrikt.
Men De har formodentlig mindre Interesser for Fogders Gerning, og
jeg skal gerne sge at skaane Dem for videre Ulejlighed. Imidlertid
maa Liget jo fiskes op og bringes i den stedlige vrigheds
Varetgt, og det vil jeg strax srge for.

Den svenske Herre rystede smilende paa Hovedet. Det vil sige, at
De, min Herre, har gjort en Fangst, sat Foden paa et Spor, som
De nu skal til at forflge for at fre et stakkels Menneske for
Retfrds Skranke -- eller Urets Skranke maaske -- hvem ved det.
Ulla, sagde han henvendt til den unge Dame, gaa du hjem, jeg vil
hjlpe Hr. Detektiven med at bjrge Fangsten i Land. Den unge Dame
havde trukket sig tilbage til Bnken, ved Ordet Detektiv saa hun
forundret op, der gled ligesom en Skuffelse over hendes Ansigt, hun
bjede Hovedet som til en Slags Farvel og gik langsomt bort ad Stien
bag Skovgrdet.

Den svenske Herre vendte sig mod Holst, og idet han af sin
Brystlomme fremtog en lille Visitkortbog, rakte han Holst sit Kort
med et Smil.

Det er vel bedst, vi bliver bekendt med hinanden, inden vi gaar til
det flles Arbejde.

Holst kastede et Blik paa Kortet; der stod under en femtakket Krone:
Arvid von Ankerkrone, f. d. Ritmester ved skaanske Dragoner.

Holst bukkede. Jeg beklager ikke at kunne gre Gengld. Jeg har
intet Kort hos mig. Mit Navn er Eigil Holst, Overbetjent ved
Kbenhavns Politi -- og tilfjede han med et Smil, fr dette
Sekondljtnant ved 9. Regiment.

Den gamle Herre rakte ham Haanden: Altsaa Soldat som jeg -- det er
mig en Fornjelse at gre Hr. Ljtnantens Bekendtskab. Lad os skride
til Vrket.

Det gjorde de. Frst maatte de kaste Frakken, -- Ritmesteren hngte
med stor Omhyggelighed sin over Bnken og smgede sine blndende
hvide Skjortermer op. Saa bevbnede de sig med nogle afbrudte Grene
og efter nogle Minutters Arbejde lykkedes det at bjrge det lille
Lig ind paa Bredden.

Holst bjede sig ned over Liget -- det var et nppe fuldbaarent
Barnelig, der jensynlig havde ligget nogen Tid paa Bunden af
Graven, det var ganske ngent, som en lille Mumie med fladtrykt
Ansigt, men endnu tilsyneladende friskt. Det saa ud, som om Halsen
bar et Stranguleringsmrke. Den triste Historie var ikke vanskelig
at fortlle, det var den gamle -- Letsind, svegne Lfter -- Skam og
Nringssorg.

Hvad vil De nu? spurgte Ritmesteren.

Se at faa dette lille Menneskelig anbragt i en Kasse og sendt
til Herredskontoret for at overlade Stedets vrighed det videre
forndne.

Selv faar De ikke noget at gre med det?

Nppe, svarede Holst, det plejer at vre en meget let Sag at
opspore den Art Forbrydelser, og det vil nppe vare lnge, inden den
stakkels Moder er funden. Stakkel, det bliver drje Dage, men derved
er jo intet at gre.

Ritmesteren saa skarpt paa Holst. Hvad om vi slet intet gjorde ved
det? Lod Liget ligge? Rvene vil sikkert fortre det, inden det
bliver Dag igen, og saa -- saa er der ingen, der faar mere at vide
om det.

Holst rystede paa Hovedet. Ritmesteren kender jo en Soldats
Pligter, mine Pligter er her Soldatens. En ganske anden Sag er det
med Dem. De behver selvflgelig intet som helst at foretage Dem.

Ritmesteren smilede lidt tungt. De har Ret. Vi Mennesker er nu en
Gang sat til at fortrdige hverandre for den store Retfrdigheds
Skyld. Lad os fortrdige hverandre -- i Guds Navn da. Han vendte
sig mod Sen og sagde ligesom hen for sig. Hvem vd, om ikke denne
smilende, tavse S gemmer andre Gaader i sit Skd? De skulde tmme
den, Hr. Detektiv, for at anholde den med det samme, om den maatte
vise sig at vre medskyldig i flere Forbrydelser.

Det vilde vre et svrt Arbejde, sagde Holst, og unyttigt
tillige. Nej, det, der allerede foreligger, kan saamnd vre nok.

Saa dkkede han det lille Lig til, og Herrerne fulgtes til den
nrmeste Bondegaard. Ledsaget af en Karl med en Trillebr og en
Kasse, vendte de tilbage til Stedet, og Liget blev anbragt i Kassen,
og krt til Bondegaarden, hvor det blev indsat i en Vognport, medens
Holst ufortvet begav sig paa Vej til Herredsfogdens Bolig for at
anmelde Ligfundet.

Ritmester Ankerkrone gik tilbage til Sen og blev siddende en Stund
i dybe Tanker, medens hans Blik ligesom sgte at gennemtrnge
Vandet og bringe Sen til at rbe flere Hemmeligheder, om den gemte
saadanne i sit Skd.

Han saa meget forstemt ud, da han kom hjem, og hans Datter sgte
forgves at sprede hans Tungsind. Selv var hun egentlig mere berrt
af Mdet med Holst end af Begivenheden; det gldede hende at hre,
at den unge Mand var Ljtnant, altsaa en Gentleman, der rimeligvis
en Gang kunde blive Politichef eller saadant. Ualmindelig smuk og
velopdragen var han, saadan havde hun egentlig aldrig tnkt sig en
Detektiv.




II.


Sagen forlb meget jvnt og hurtigt. Herredsfogden tog straks efter
Anmeldelsen alvorligt fat paa Undersgelsen. Det lykkedes at finde
Barnemordersken, en Bondepige fra en tt ved Sen og Skoven liggende
Gaard. Hun tilstod strax. Barnet var fdt i December Aaret forud,
hun havde kvalt det strax ved Fdslen og pakket det ind i nogle
Klder for at bringe det ved Nattetid til Sen og snke det ned ved
Brinken, hvor det fandtes.

Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af
strre Betydning for Sagen, men frte til, at Herredsfogden og
Ritmesteren lrte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en
gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den
fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere
sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gre.
Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frken Ulla fra at give
Mde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones
og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frken Ulla spurgte ofte
interesseret efter den smukke unge Detektiv, som hun og Faderen
kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, sknt han
indrmmede, at den unge Politifunktionr var en srdeles dannet og
beleven ung Mand.

Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte
Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften
hos ham -- de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse
under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrdeligheder,
den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham.

Ritmesteren laa tilbagelnet i en Kurvestol og nd en af
Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas Punch,
som Herredsfogden af Hensyn til sin Gst havde ladet stte frem.
Herredsfogden gik selv nervst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt:

Ser De, Hr. Ritmester -- de fordmte Lger gr ikke andet end
Ulykker. Distriktslgen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at
snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Nring
til sig. En anden lige saa klgtig Gripominus af Arten Medicus har
sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er
ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem
strre eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille
Vsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit
Udsagn, siger Lgevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet
ikke Marie Andersens -- saadan hedder Pigen -- men et helt andet.
Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er fdt og ombragt af
hende, saa er der en Mulighed for, at der kan vre et andet Barn
paa Bunden af denne fordmte Mergelgrav, og det maa undersges.
Pigen bliver ved sit og de kloge Lger ved deres, og derfor maa Sen
tmmes.

Ritmesteren lo. -- Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er
ndvendigt at tmme Graven ud for at konstatere det? St nu, at De
fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gre?

Herredsfogden klede sig i Hovedet: Se at finde et tilsvarende
Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der
saamnd nok af den Slags.

Saa -- er Danmark saa umoralsk? spurgte Ritmesteren.

Herredsfogden rystede paa Hovedet: Aa jeg tnker egentlig snarere
paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan
som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for
Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer
til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om
det, der skal det. Jeg har kun at dmme efter dem. Jeg skal jo til
Bunds i Sagen, selv om det vilde rgre mig, om jeg skulde tmme den
Mergelgrav. Distriktslgen, den forbenede -- noksagt -- holder paa,
at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for
at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg ndt til
at stte en Archimedesskrue i Bevgelse rimeligvis i Morgen. Jeg
har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en
Proteg af en af mine Venner derinde, og som skal vre flink, for
underhaanden at hre lidt om lignende Tilflde. De Folk derinde fra
har saa stort et Materiale, og Lgerne er frdig ved at rgre Livet
af mig. De gr saagu ikke andet end Fortrd baade paa levende og
dde.

Ritmesteren sad tilbagelnet i Stolen og blste Rgen af Cigaren i
store Ringe. Tmme Sen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens
Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernringen er dog et ret
ligegyldigt Sprgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er
Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. St, som jeg
siger, at Bunden er dkket af Lig -- hvad saa?

Herredsfogden lo. Aa, det er der nppe Fare for. Det hele er jo
ogsaa ret simpelt. Aflbet er let, da Sen ligger hjt, og der frer
en dyb Grft forbi Skoven. Vi kan flges ad derop i Morgen og se
til.

Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen
og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ldre Slgtning.

Ulla, sagde han, nu tmmer de Vandet af vor S deroppe i Skoven,
saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malm med det samme.

Ulla lo. Man skulde tro, Pappa var forelsket i den S deroppe. I
de fire Uger, vi har vret her, har han besgt den hver eneste Dag.
Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den,
nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Sen
som Pappa. Han vilde sikkert rgre sig lige saa meget, om han kom
igen og fandt den tom. Ulla rdmede let ved Tanken om den unge
Detektiv, hun vendte Hovedet bort.

Frkenen kan sprge ham selv, sagde Herredsfogden med et lille
Smil, han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De nsker at
forny Bekendtskabet, kan De jo gre mig den re at spise Frokost her
sammen med Ljtnanten.

Ulla rdmede strkere. Ritmesteren brummede.

Skal han hjlpe med Tmningen af Sen deroppe?

Ikke just det, svarede Herredsfogden -- men jeg nsker at tale
med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.

Ritmesteren rejste sig: Skal vi tage endnu et Parti, Hr.
Herredsfoged? Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans
Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens
Bolig, var Ritmesteren i slet Humr. Ulla spurgte med et Smil, om
Pappa havde forloret mange Spil.

Nej, sagde han, men nu rejser jeg. Den Id med at tmme Sen er
for absurd.

Det kan da vre Pappa ligegyldigt, indvendte Ulla. Det kan det,
svarede han skarpt og gik tavs videre.

Ulla syntes, Pappas Humr var blevet slettere siden den Dag, de
fandt Barneliget deroppe og traf Detektiven. Ulla rdmede, hun
tnkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han
og meget beleven. Imorgen skulde hun faa trffe ham igen.




III.


Eigil Holst modtog med nogen Undren Herredsfogdens Opfordring til at
komme til Stede, han troede Sagen sluttet; den var lidet indviklet,
og af Aviserne havde han set, hvorledes alt efterhaanden var oplyst.
Men da det jo var muligt, at der forelaa et eller andet, med Hensyn
til hvilket man nskede en Udtalelse fra ham, der jo var den
egentlige Anmelder, erhvervede han let en tjenstlig Tilladelse til
at give Mde, og han benyttede med Glde Lejligheden til en Tur til
sin Yndlingsegn. De Herrer Forbrydere i Hovedstaden holdt allerede
saa smaat Sommerferie, og der var ikke saa forskrkkelig meget at
bestille i Byen.

Herredsfogden tog srdeles venligt imod ham og bad ham til Frokost,
hvad Holst med Glde tog imod. Han var en meget fintflende Natur,
og den bureaukratiske Stivhed, hvormed en Del af de Dommere,
han kom i Berring med i Embedsmedfr, behandlede ham, var ham
ubehagelig. Det Skel, som Examen og Rang rejste mellem overordnede
og underordnede Politifunktionrer, fandt han urimeligt. I Tjenesten
var han selv hflig og udfrte punktligt givne Ordrer; men det
pinte ham, at Strstedelen af hans Foresatte syntes helt at glemme,
at han med sin Uddannelse og sin Tjenestestilling i Hren maatte
fle sig krnket ved denne Mangel paa Hensyn.

Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede
Holst med den yderste Forekommenhed og Elskvrdighed, og medens
Frokosten tilberedtes, bnkede han ham i en magelig Stol i det store
Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den
latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter.
Holst smilede, det var ikke frste Gang, han traf paa det. Lgerne
havde nu en Gang svrt ved at indse, at deres guddommelige Viden har
Grnser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end
i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslgens Fund af Rester
af Nringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var
konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget
vel forskellige Oplsninger eller indsivet Vand have dannet de
saakaldte Rester af Nring, og naar Pigebarnet i alt andet talte
sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i
dette.

Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til
underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i
Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfldigvis
havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed
til at bevise Raadet eller Kollegiets frste Mand. Dette var
berrt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glde
at gre det lidet, han formaaede, og forsgte saa smaat at faa
Herredsfogden fra at lade Sen tmme.

Ganske vist var det Svrmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa
grne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det
laa bag hans Bestrbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig
imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar
Distriktslgen offentlig havde udtalt, at det maatte vre et andet
Barn, saa skulde det dokumenteres, at han -- Herredsfogden -- havde
Ret, om han saa skulde have tmt Esrom-S. Holst tnkte saa smaat
paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-S ikke laa i den
Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at vre en Mand, der
holdt fast ved sit.

Kort fr Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren
hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket
Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnr. Holst var som
berrt ikke af dem, der viste det smukke Kn megen Opmrksomhed; han
havde saa ringe Lejlighed til at trffe Kvinder i Hjem, og de mange
Kvinder, han kunde trffe ude, som han kaldte det, mdte han med
vbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens
Gst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at vre saa
elskvrdig som mulig.

Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans
Vsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man
glemte det andet. Det andet var Detektiven. Holst og Ulla blev
rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og
Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare jne og
glde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mrkede det godt
og straalede om muligt endnu friskere.

Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla
fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige
Rdsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og
forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tvrtimod vilde
vre meget oplivende, om Frkenen vilde ledsage dem paa den smukke
Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos
Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til
Maade.

Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets
Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer
ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men
strk i sin Begrnsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede
fortrffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere
reprsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester.
Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de
lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige
Lejligheder -- Landets Konge, ikke Fuglekongen -- var noget af
en Begivenhed, der kun svkkedes derved, at han holdt en saadan
Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i nsten samme Tidsrum, i
hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang
sagde han, at han fandt en ny Side at dvle ved.

Tmningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans
Arrangementstalent havde ikke forngtet sig. Stengrdet var brudt
igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne
af Lokomobilet til Sognets Andelstrskevrk, der var stationeret
i en Gaard tt ved Skoven. Byens Smed og Mekanikusk, som han
kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en
Fornjelse, og medens Byens Folk stod paa Grdet, ledede Betjenten,
akkompagneret af Lokomobilets Hvsen, den rationelmssige Tmning,
som han kaldte det Arbejde, der laa for.

Da Herredsfogden og hans Gster kom til Stedet, slog Betjentens
ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede
lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde
inviteres til Gst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst
lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var
Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han
vilde -- og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet.
Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille
Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin
Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens
Stramhed forsvandt, og han flte en vis Glde ved at kunne vise de
Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde stte i Scene.

Imidlertid tmtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7  8
Alen til Bunden, og Skrnten var stejl. Fisk fandtes slet ikke,
den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de
Klder, som Pigen havde erklret var svbt om det lille Lig.

Holst stod paa Grdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden
og saa lidt vemodig ud over de gule Skrnter, der kom til Syne,
efterhaanden som Vandet lb ud. Pludselig flte han et Tryk paa
sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans
Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget.

Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var
paafaldende blegt, og hans jne var vendt mod Bunden af Graven.
Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt -- hvad
kunde det vre?

I samme Nu ld der et Udraab fra Mndene langs Grdet -- alles
Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning
tt under Bnken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til
Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende
Vand blinkede noget blndende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt
mod den gule Skrnt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i
hans Aarer, saa han Liget af en fuldstndig ngen Kvinde, strakt
paa Ryggen, holdt nede ved to svre Sten, hvoraf en var bunden om
Fdderne, en om Halsen. Alle strmmede til, og Herredsfogden banede
sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrnten. Der blev dyb Tavshed, kun
Lokomobilet hvsede og Skruerne knirkede -- medens de forsamlede
Mnd stod maallse, uforstaaende, nsten lammede af dyb og tavs
Rdsel.

Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet
standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nrmede Mndene
sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrnten og lagde det
i Grsset nr ved Bnken. Holst og Herredsfogden fulgte efter,
Ritmesteren traadte hen til Bnken og lnede sig til dens Rygstd;
han var meget bleg. Ingen af dem talte.

Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans
fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forvet i den aller
seneste Tid. Han flte allerede, hvorledes hele Landets Opmrksomhed
vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imdesaa det store
Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst
og sagde dmpet, hvislende mellem Tnderne: Gid Fanden havde den
Distriktslge.

Distriktslgen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilflde
i det samme over Grdet ved Graven. Han trngte sig igennem den
forsamlede Skare af Mnd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med
sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bjede sig mod
Distriktslgen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed
i en Vittighed, der ld skurrende og skarp gennem den Uhygge, der
knugede alle.

Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.

Distriktslgen saa alvorlig op. Nej, sagde han, men maaske det
andet Barns Moder.

Herredsfogden bed Lberne sammen og vendte sig mod Graven.

Kirkeskov, raabte han til Betjenten, se at faa Vandet ud af den
fordmte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa
det hele paa en Gang.

Mngden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende
Herredsfogden, hans Gster og Lgen. Holst betragtede det nje.
Det var en ung Kvinde, middelhj, veludviklet, med et rigt, lyst
Haar. Trkkene var regelmssige og smukke, mrkelig velbevarede,
Ansigtsudtrykket roligt, jnene lukkede under lyse Bryn, et
forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig.

Distriktslgen brd Tavsheden: Hun er ikke druknet, men snket ned
i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke vre Tale om Selvmord. Han
bjede sig ned over Liget og saa nje paa det.

Hjst 25 Aar -- snarere yngre -- det er et Mord, Hr. Herredsfoged,
et regulrt Mord.

Herredsfogden vrissede: Tak, Hr. Doktor, det kan jeg nsten sige
mig selv -- vi kan optage det forelbige Ligsyn med det samme, om De
vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal vre.

Holst rev sig ls og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet
nje i jesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde
hvilet, laa, jensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets
Hals, nogle Stykker Klde og et Bomulds Forklde. Han vinkede til
Herredsfogden, der kom ned til ham.

Hr. Herredsfoged, sagde han, er dette ikke de Klude,
Barnemordersken har omtalt!

Jo -- De har Ret --. Herredsfogden bjede sig ned og undersgte
Tjet, netop bestemt.

De laa under Ligets Hoved -- Herredsfogden kan her se Aftrykket
-- det vil altsaa sige, fortsatte Holst ligesom hen for sig, at
Liget af denne Kvinde er snket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke
saa kort Tid.

Herredsfogden saa sprgende paa ham: Hvorfor?

Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klderne om det er
bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og
tilsidst kun har hngt lseligt fast i dem. Liget af Kvinden er
ganske naturligt bleven snket ned paa samme Sted, det eneste,
hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til
at hvile paa Klderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede
den store Sten ud -- denne, Holst pegede paa en stor Sten, der
blottedes i Overfladen af Vandet, har Bevgelsen i Vandet revet
Barneliget ls og frt det til Overfladen.

Herredsfogden nikkede. Det vil altsaa sige, at Mordet -- om det er
et Mord -- maa vre forvet indenfor de sidste fem eller maaske kun
tre Maaneder.

Fem -- sikkert, sagde Holst.

Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mnstrende ham
fra Isse til Fod.

Ljtnant Holst, sagde han, kunde De hos Deres Foresatte erhverve
Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De
er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed,
der kan skaffes; en forbandet Historie er det.

Holst bukkede. Der er vist ikke noget til Hinder for det, sagde
han.

Herredsfogden vendte sig: Tag saa fat med det samme, Ljtnant
Holst. Jeg skal give de forndne Ordrer.

Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale
med Distriktslgen. Ja, mine Herrer, faldt Herredsfogden ind, her
bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot
blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.

Distriktslgen bemrkede trt: Der er jo Udsigt -- --

Saagu, snrrede Herredsfogden, nu skal saamnd ingenting undre
mig mere.

Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og
Lokomobilet hvsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende
Tyngsel over Mndene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af,
medens Herredsfogden og Distriktslgen holdt Ligsyn, og Holst og
Betjenten nje ransagede alt om Stedet.

Graven tmtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude,
som Barnemordersken havde talt om, og det ngne Lig af den unge,
ubekendte Kvinde, bundet med to korte, strke Reb om Fdder og Hals;
men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor
af, hvem den drbte kunde vre, endsige hvor Morderen var.

Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle,
meget uhyggelig berrt ved det skete og betonede strkt, hvor
fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med.
Herredsfogden gav ham Ret heri.

Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne
arbejdede strkt, her var noget at tage fat i, fortrffelige
Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade
uforsgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor
et Arbejde, der krvede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste
mod et virkeligt Maal.




IV.


Efterretningen om Mordet flj som en Lbeild over Landet; fra alle
Blade mdte Korrespondenter og Reportere paa Stedet. Pletten om den
tmte Grav trampedes saa fuldstndig ned, at al Vegetation lagdes
de, og en fremragende Reporter ved et strre Hovedstadsblad, hvis
Specialitet var Skildring af Skovidyller, maatte tage en Fjerdingvej
Nord paa for at finde et Sceneri, der kunde hve hans Tanker til den
forndne lyriske Flugt.

Herredsfogden havde ingen Ro hverken Nat eller Dag, han modtog
Journalisterne med udsgt Velvilje, Cigarer og en Forfriskning,
erklrede sig beredt til at stille Oplysninger til deres Disposition
og gjorde det samvittighedsfuldt. De fik Liget at se og Lov til at
fotografere det og ham og Betjenten og Barnemordersken, kort sagt,
alt hvad de vilde.

Herredsfogden udnvntes da ogsaa i alle Landets Blade til den
dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet -- til
uhyre rgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslgen,
der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev
fremstillet som et uvidende F, idet Historien om Barneindmaden kom
frem og blev skarpt diskuteret.

Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersgelsen
skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke
var populr blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet
blev bekrftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dkke sig bag sin nye
Foresatte, og man respekterede denne dkkede Stilling.

I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade
indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art.
Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afslringer,
hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede nste Dag, men
Gaaden forblev ulst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var
taget af Dage med en strk, pludselig virkende Gift og snket dd
ned i Vandet.

Men intet mere.

Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor
man sgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den
unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget,
Bekendtgrelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker
afhrte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde
udtale, at den paagldende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage
var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen.
Besgene blev frre. Journalisterne begyndte at henfre Tilfldet
til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte
saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige
Organisation.

Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa.

Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde
ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske
vist vsentlig af negativ Art, men den forelbige Obduktion
og de anstillede Undersgelser havde dog givet ikke saa faa
Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre
interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig
arbejdede med Sagen.

Disse faa var Herredsfogden, Distriktslgen, Holst og Ritmester
Ankerkrone. For de tre frstes Vedkommende var Iveren ret naturlig,
Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved
Omstndighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han flte sig
forpligtet til at flge den med yderste Opmrksomhed. Han var en
fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun
lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som
det nu kunde falde sig.

Srlig Interesse nrede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa
godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget
tillige, og strax fra den frste Dag fulgte han hans Arbejde med
dybeste Opmrksomhed.

Omstndighederne vilde, at der var et Vrelse ledigt paa den Gaard,
hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmrksomhed
herpaa.

Holst lejede Vrelset og uagtet han strngt holdt paa, at han vilde
betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gst,
uden at han mrkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv,
at han satte mere og mere Pris paa Samvret med de to Mennesker
og vel srlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune
bidrog strkt til at holde Humret oppe hos ham, naar Arbejdet var
ved at tage Modet fra ham.

Hvad der srlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den
Omstndighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med gte
kvindelig Takt undgik at nvne den, saa at han i hendes Selskab
flte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og
Fred.

Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt strkt for Sagen, han
talte aldrig om den i Datterens Nrvrelse, men om Aftenen sad han
ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad,
men bestandig lyttende. Holst vnnede sig til at betragte ham som en
tavs Medarbejder.

Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet
videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhrene til Gennemsyn for at
lgge Materialet til Rette for et nyt Forhr, af hvilket man ikke
ventede sig det mindste.

Ritmesteren kom som sdvanlig ind til ham med en fin og strk Cigar
og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han,
-- ganske langsomt og njagtigt.

Skal jeg sige, hvad vi positivt vd, saa er det ikke saa
forskrkkelig meget. Med Hensyn til den myrdede vd vi, at det er
en ung Kvinde, henved 25 Aar, nppe gift, da Fingrene vel brer
Mrker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Nppe af
de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte,
Hnderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og
Fdderne prgede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtj, Legemet
brer Mrker af overdreven Anvendelse af Snreliv, Haaret har
utvivlsomt vret farvet, en kemisk Undersgelse godtgr dette,
det har oprindelig vret askeblondt, men er behandlet med strk
kosmetisk Farve. Huden er fin og brer ikke i overdreven Grad Mrker
af Sminkning, -- tvrtimod, Teinten maa have vret frisk og sund.
Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften
har foraarsaget. Men Undersgelsen har tillige givet det Resultat,
at den myrdede utvivlsomt har vret Moder, omend det ikke synes at
have vret umiddelbart fr Drabet, snarere at ligge ikke saa kort
tilbage i Tiden. Den Afdde synes selv at have ammet sit Barn. Af
ydre Kendetegn eller srlige Mrker findes slet ingen, det skulde da
vre, at enkelte Mrker ved hjre Haands Fingre synes at tyde paa,
at Afdde i sin Tid har vret beskftiget ved Syning. Men Neglene er
saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdde i lngere
Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.

Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: Som Ritmesteren
ser, alt i alt ikke saa helt lidt.

Ritmesteren nippede betnksomt til Glasset og pustede en tt
Rgsjle fra sig. Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i
hvert Fald en lettere Kvinde af Folket.

Netop, svarede Holst, en ung Kvinde, der, uden at tilhre de
egentlig lse Fugle, nppe har udmrket sig ved Dyd og rbarhed, om
hun end paa den anden Side har vret i Stand til at pleje sig godt
legemligt og ikke har vret behftet med Skavanker af nogen Art.
Krnesund var hun tvrtimod. Det er det positive.

Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er nppe her fra
Landet. Der har vret anstillet meget vidtlftige Undersgelser.
Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor
Hovedstads kendte lse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender.
Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa
vre forvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbjelig til at
tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori
Barnemordersken har svbt Barneliget, er strkt oplste og laa
sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagldende
Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden -- jeg mener, vi har
ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende;
en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tnkes, har vret
konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore
Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i
den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var
dansk. De vd, at De selv strax indrmmede, at det rimeligvis var en
Landsmandinde af Dem.

Det gjorde jeg ikke, sagde Ritmesteren, jeg har sandt at sige
nppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let
forstaaelig. Deri maa De huske fejl.

Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det nste
Skridt, jeg har foretaget, var at sge Oplysninger fra Stockholm
og Gteborg, men det lader ikke heller til, at man dr savner nogen
Dame af det Selskab, jeg har tnkt paa. Det er naturligvis ikke
udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke.

Saa meget om den myrdede -- meget er det ikke, men Ritmesteren vil
dog indrmme mig, at det er noget.

Naa, og Morderen, spurgte Ritmesteren, hvad vd De om ham?

Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet,
i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift
af en rolig og behersket Mand, der har overtnkt alle Muligheder.
Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at
identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i
flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er
overbevist om, at Manden har bortfrt alt, hvad der hrte til Liget.
Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og
jeg er tilbjelig til at tro, at han har medfrt en Kuffert eller
lignende og forvet Mordet paa Stedet.

Hvorfor tror De det -- er det ikke naturligt at antage, at han har
bragt Liget derud?

Nej, det vilde vre for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og
valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tnke mig, at han var ankommet
med den myrdede fra Sverig til Helsingr og havde begivet sig med
hende herud. Jeg har anstillet Undersgelser herom, men intet faaet
oplyst.

Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. Hvorfor skal nu ogsaa
Morderen vre svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?

Holst bjede sig let. Jeg siger ikke, Morderen har vret svensk.
Kun at den myrdede har vret det, og at de rimeligvis er kommet
sammen fra Sverig. Dog vd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant
er min flgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en
Kuffert med sig ud i Skoven -- det vilde se naturligt ud, ikke
sandt? Efter Mordet har han pakket den drbtes Klder i Kufferten og
taget den med sig.

Se, se! Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det
kunde vre muligt.

Nu kommer imidlertid det interessante. Holst saa op med et lille
Glimt af Stolthed. Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig
ad, nu begaar han sin frste Dumhed, som han selv anser for en meget
klgtig Handling -- og som forresten ogsaa er ganske vel udtnkt
under Forudstning af, at han har med lutter Dumhoveder at gre.

Naa, hvad gr han saa? spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og
mere interesserede.

Holst tog sig i det og fjede beskedent til: Hvis Morderen gr,
hvad jeg nsker, han skal gre, saa lader han ganske rolig Kufferten
blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kup, og
lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en
eller anden Auktion og sporlst udslettes.

Se, se! Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil.

Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gre, hvad de Herrer
Detektiver nskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.

Holst smilede. Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa
det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.

Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget
i Skgget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var
noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen.




V.


Holst besluttede at tage en Tur til Hovedstaden for at prve sin
Kuffert-Hypotese, der mere var et Indfald, han havde faaet under
Samtalen med Ritmesteren, end egentlig en forudfattet Krigsplan. Det
regnede, og han kunde ikke benytte Cycle til Turen, derfor passede
det ham ganske vel, at Frk. Ulla havde rinde til Stationen for at
hente sin Broder, der pludselig telegrafisk havde anmeldt sit Komme.

Det gik langsomt op ad den sandede Bakkevej, medens Ulla og Holst
sad nok saa behagelig tilbagelnede i Gaardmandens Wienervogn, der
var slaaet op paa Grund af Vejret. Efterhaanden var de to blevet
rigtig gode Venner, og Samtalen gik ganske kvikt mellem dem om
allehaande ligegyldige Ting.

Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og
fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og
Ullas muntre, frejdige Vsen havde ganske faaet Bugt med Holsts
Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham,
han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu
var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa
mellem Eslf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger
tt mellem Skove og Moser.

Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun.
Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, Gamalstorp,
som Stedet hedder, er ikke prcis noget vakkert eller morsomt Sted,
og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet
alt indrettet saa charmant, saa skulde vel nppe han heller holde
Stedet ud.

Er Deres Broder gift? spurgte Holst, der for frste Gang havde
Lejlighed til at erkyndige sig nrmere om Ritmesterens Familie.

Ja, sagde Ulla og trak paa det, med en borgerlig, men meget sd
ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sd, ikke prcis
smuk, snarere langt fra -- men meget sd og meget rig.

Har Deres Broder vret gift lnge? spurgte Holst.

Fire Aar, men Emily -- min Svigerinde hedder Emily -- har vret
syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby -- en lille
en -- som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige
ved at d. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at hre om Claes'
Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.

Holst smilede. Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De
betonede det saa strkt.

Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa kn og saa glad, og
Emily er saa streng, saa filistrs. Ja, De kender os jo saa godt
nu, Ljtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betnkning at sige Dem, at
Claes og Emily har vret lige ved at skulle skilles. Saa var det
Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig -- for
ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo
desuden syg og -- --

Frk. Ulla talte sig rd i Hovedet og fuldstndig ind i en blind
Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det kldte hende nydeligt,
og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere
rd i Hovedet og gik fuldstndig i Staa. Holst kom hende til Hjlp.
Det vil altsaa sige, at Frkenens Broder maaske ikke har vret den
mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham
dette ilde op, men at Skyerne paa den gteskabelige Himmel nu er
fjernede, og at ren derfor er Ritmesterens.

Ulla nikkede med Hovedet. Netop.

Holst brd af. Undskyld mig, Frken, at jeg berrer en Sag, som jeg
ellers ikke har berrt for Dem, men De vd jo nok, at jeg ikke, som
Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.

Ulla nikkede atter.

Godt, fortsatte Holst, De vilde gre mig en stor Tjeneste ved
slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg nsker den ikke
omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert frdes -- dertil
har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres
Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg
selv, om jeg trffer Deres Broder, kan komme til at berre den. Det
vil De love mig.

Ulla saa uhyre hjtidelig ud og havde stor Lyst til at sprge, men
hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med
Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der
noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa.

De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget:

Sig mig, Frken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides
Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.

Ulla greb med Begrlighed det nye Konversationsemne og fortalte
meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde vret paa
Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var
taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rgen
eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste jeblik havde foreslaaet
Nordsjlland, og de saa havde fundet dette fortrffelige Sted, hvor
de nu vilde blive til midt i Juli.

Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde
Mrke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre
Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, nsten skarpt, og der var i
hendes Bevgelser noget djrvt viljefast, der fuldstndig lignede
Ritmesterens udprget energiske Holdning og Optrden.

Men nydelig var hun -- og Holst tnkte paa Gamalstorp og den meget
sde og meget rige, men ikke prcis vakre Emily. Saa kom de til
Stationen.

Toget sydfra kom frst, og Ljtnant Claes prsenterede sig som en
hj, lys, meget bukkende og srdeles elskvrdig udseende Svensker
af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til
Nordpol, hvor den end mdes. Ikke i mindste Maade interessant, men
meget smuk og elegant.

Ulla prsenterede Ljtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes
bukkede velvilligt, han lngtes sikkert efter et Glas forfriskende
og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst
ilsomt de to Sskende.

Paa Rejsen til Byen tnkte han vedblivende paa Ulla, frst ved
Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at
drmme.




VI.


Da Holst den nste Dag ved Tretiden indfandt sig hos sine Foresatte
paa Politikamret, bankede hans Hjerte af nervs Spnding. Der var
hndet ham noget srdeles mrkvrdigt. Om Formiddagen havde han
henvendt sig paa Jernbanevsenets Depot for fundne Sager, og ved at
efterse Depotets Lister havde han under 28. Marts fundet en Kuffert
med forskelligt Dametj. Da han lod denne Kuffert bringe, viste
det sig at vre en let flettet Kurvekuffert uden Laas med to Hanke
af Strrelse som en almindelig Herre-Haandkuffert. Den indeholdt
et St fuldstndige Kvindeklder fra inderst til yderst -- kun et
St -- Linned, Jacket-Klder, Stvler, Hat -- kortsagt alt lige til
Strmpebaand, men ingen Pretiosa, Ur eller deslige, og desuden en
Kognaksflaske halvt fyldt og et lille Glas.

Dette Fund havde nsten overvldet Holst. Han syntes deri at se et
Varsel om, at det virkelig skulde lykkes ham at naa Maalet; men for
at vbne sig mod enhver Overilelse paalagde han Jernbanefunktionren
ubrdeligt at tie med Fundet og begav sig straks til Politikamret
for at ordne det forndne.

Politiembedsmanden var lige saa strkt berrt af Fundet som Holst.
Naturligvis maatte man undersge, om de fundne Klder passede til
Liget, men der var paa Forhaand stor Sandsynlighed for, at man
var paa Sporet, srlig da Kufferten var fundet efterladt i et
fra Helsingr kommende Tog og kun indeholdt et St fuldstndig
Dameekvipering af stor luxus Elegance og Udstyrelse. Man skred
strax til Optagelse af en Liste over de fundne Sager, der paa Stedet
konfereredes af den overordnede Embedsmand for sammen med Kufferten
at afgives til Undersgelsesdommeren.

Kufferten selv var, som angivet, af flettet Straa, firkantet af
Form, 1 Alen lang, 16 Tommer hj og 12 Tommer bred over Bunden. Den
syntes aldeles ny, dog var den ikke forsynet med noget Mrke, der
kunde rbe, hvor den var anskaffet eller fabrikeret.

Den indeholdt en Halvflaske mrket med Firmaet Hennesy & Ko.'s
Etikette og halv fyldt med Kognak, desuden et meget tarveligt Glas,
jensynligt anskaffet til Rejsebrug. Kognaksflasken med Indhold
vilde blive Genstand for srlig Undersgelse for at konstatere, om
Vinen muligvis maatte vre forgiftet, hvad der, saafremt Fundet
havde Forbindelse med Mordet, var sandsynligt. Desuden indeholdt
Kufferten:

1) En sort Straahat med Bestning af den Faon, der srlig benyttes
af engelske Damer, med to Strudsfjer over Kors foran paa Skyggen,
mrket med Navnet Jean Tissot, Rue Rivoli, Paris.

2) En sort, silkeforet Jacket af strkt engelsk Klde mrk. Redfern.
London.

3) Et graat Silke Bluseliv, besat med sorte Kniplinger og
Silkebroderi, foret med Silke og mrk. Jules Biester, Berlin.

4) En glat, sort Kldes Nederdel med Silkefoer uden Bestning, mrk.
Redfern. London.

5) Et tykt Underskrt med paasyede Plisseer af gult Silketj uden
Mrke.

6) Et udsyet Fiskebens Korset, rigt besat med Blonder og Silkebaand,
temmelig langlivet, mrk. Bon March, Paris.

7) Linned og Undertj m. m., rigt forsynet med Blonder og
gennemtrukket med Silkelidser samt et Par brune Silkestrmper.

8) Et Par tykke, brune Stvler med lave Hle, mrk. i Lderet
indvendig John Clifford. Strand. London.

9) Et Par Handsker, mrk. Ricotti. Milano.

10) Et Lommetrklde med Blonder mrk. A. C. og et mindre
Lommetrklde mrk. Annie med en Krone, samt endelig et St
Strmpeholdere af almindelig, lidt slidt Elastik, der kontrasterede
noget med det vrige srdeles udsgte Linned. Paa Laasene var
trykket med ret lselige Bogstaver: A. Vikander. Vestra Storgatan
17, Christiansstad, og nedenunder Slvmedalj vid Stockholm
Utstllningen 1897.

Andet og mere forefandtes ikke.

Men det var jo heller ikke saa lidt. Frst maatte det undersges,
om Klderne passede Liget, hvad Holst ufortvet vilde forsge, saa
snart han kom tilbage, da Liget ved hensigtsmssig Behandling var
saaledes prpareret, at det ikke undergik nogen Proces, der hindrede
dets Tilstedevrelse under Undersgelsen. Dernst maatte det
forsges, om der paa det gjorte Fund kunde bygges noget med Hensyn
til Identiteten.

Holst gennemgik nje det forefundne med sin Foresatte, og begge var
enige om, at det oplyste i hj Grad bestyrkede Holsts Hypotese om
den Myrdedes Stand og Vilkaar. Den Myrdede var efter den udfoldede
Luksus at dmme sikkert en Dame, der havde let Adgang til Penge.
Den besynderlige Sammenstilling af de fineste engelske og tyske
Dameskrdderfirmaer med ret ubekendte Handlende i tre evropiske
Hovedstder og det mrkelige Faktum, at det ene Lommetrklde var
mrket A. C., det andet Annie under en Krone, bestyrkede ogsaa
ganske de opstillede Formodninger.

Mest interessant var dog Fundet af Strmpebaandene; thi lykkedes det
at flge dette Spor, der ledte til en saa ubemrket, afsides Stad
som Christiansstad i Skaane, saa vilde det nppe vre vanskeligt
at konstatere Ligets Identitet og i saa Fald vilde det kun vre et
Tidssprgsmaal, naar Morderen blev opdaget.

Det maatte nemlig anses for hjst usandsynligt, at en Dame, hvis
Klder udgik fra Redferns bermte Salon i London, og hvis Bluseliv
skyldtes en Jules Biester, Unter den Linden, skulde falde paa at
sge til Christiansstad for at anskaffe sig et Par Strmpebaand og
senere bre disse tarvelige Elastikker til sin evropiske Pragt.
Langt naturligere maatte det forekomme, at en lille letsindig
skaansk Pige drog ud i den store Verden ved en eller maaske ved
skiftende Kavalerers Side og skiftede Fjer fra inderst til yderst,
efterhaanden som Frden gik over Lande, for tilsidst kun at beholde
sine Strmpebaand, der nu engang passede godt og var et Minde om
Hjemmet og gamle Dage.

Denne Hypotese var endogsaa mere end naturlig, og den havde den
Fordel, at den bd et fast Udgangspunkt.

Holst forlod sin Chef for at tiltrde Tilbagerejsen, og det blev
besluttet, at ikke et Ord om det skete maatte komme offentlig frem,
i hvilken Henseende den paagldende Jernbaneembedsmand fik meget
skarpe Instrukser. Herredsfogden blev nsten ude af sig selv af
Nervsitet, og i dybeste Hemmelighed gik han og Holst, ledsaget af
Arrestforvarerens Hustru, til den Celle i Arresthuset, hvor Liget
var anbragt under forndne Foranstaltninger.

Arrestforvarerens Hustru, der var ferm til al Slags Gerning, ifrte
med noget Besvr Liget de vigtigste af de fundne Kldningsstykker,
srlig Linned, Korset, Strmper, Sko og Handsker samt Overkldning,
og det viste sig, hvad Holst forvrigt ikke et jeblik havde
betvivlet, at alt passede paa det njeste, og at Liget, som det laa
der paa Baaren, var det, der her paa Jorden var tilbage af Annie, en
lille letsindig Pige fra Christiansstad, der havde set det meste af
Europa for at ende sine Dage i en Skov nord for Helsingr, begraves
i Mergelgraven i Udkanten af Skoven og atter staa op af Graven for
at krve Hvn over sin Morder.

Men om alt dette tav man, og besynderligt nok, de paagldende kunde
tie, ikke en Stavelse kom ud.




VII.


Ljtnant Claes blev kun en Dag hos Faderen, han var paa Gennemrejse
til Syden; det lod til at vre alt vel hjemme, og Ritmesteren var
meget tilfreds over Nyheder fra Svigerdatteren, som sad paa et Hotel
i Kbenhavn og ventede paa at komme videre.

Holst fik kun et Glimt at se af Ljtnanten, han var meget i Tvivl,
om han skulde benytte Lejligheden til at tale om Christiansstad og
Annie, men var hurtig paa det rene med, at det kunde der ikke vre
Tale om. Selv om det hidtil var gaaet ganske glat, saa maatte man
vre forberedt paa, at Tret ikke faldt for det frste Hug, og saa
let at gaa til, at man kunde sprge den frste den bedste, var Sagen
heller ikke.

Derimod besluttede han sig til at bede Ritmesteren om at unde ham en
Samtale, da han havde noget srdeles vigtigt at meddele ham.

Ritmesteren mdte som sdvanlig med sin Punch og sin Cigar. Han tog
Sde i Kurvestolen, og endnu inden Holst havde begyndt, sagde han
med et elskvrdigt Smil:

Nu har Hr. Ljtnanten fundet Damens Kuffert med Damens Pretiosa og
Klder, og nu vd Hr. Ljtnanten, baade hvorfra hun er, og hvad hun
hedder.

Holst lo. Om det nu var sandt, Hr. Ritmester, hvad vilde De saa
sige?

Ritmesteren betnkte sig lidt. Om det var sandt, saa vilde jeg
sige, at De var den heldigste Kantffel i de trende Broderriger, --
men det er naturligvis ikke sandt.

Jo, det er, sagde Holst triumferende, men det er en dyb
Hemmelighed.

Gudbevares! Ritmesteren fortrak ikke en Mine. Om man tr sprge
Hr. Ljtnanten, hvem saa den myrdede Dame er.

Holst svarede i samme Tone: Annie C., skal vi sige, Annie Carlson
fra Christiansstad.

Det staar paa Kufferten? spurgte Ritmesteren.

Holst rystede paa Hovedet: Kufferten er Morderens.

Naa, saa staar maaske hans Navn paa Kufferten?

Det gr det ikke, sagde Holst alvorlig, men staar det til mig,
skal det komme til at staa der.

Det tror jeg nok, sagde Ritmesteren og saa alvorligt paa Holst.
De er en Pokkers Karl -- en Troldmand, tror jeg nsten.

Holst smilede. Dette her er ganske naturligt, et lykkeligt Indfald,
der er slaaet til; det kunde lige saa godt vre slaaet fejl, nu gik
det.

Hvorfra har De da Navnet?

Holst fortalte om Klderne og de forskellige Mrker; Ritmesteren
nikkede bekrftende og maatte indrmme, at det hele var srdeles
plausibelt.

Hvad vil De nu? spurgte han.

Rejse til Christiansstad og undersge den letlevende Dameverden
dr, for hos Ritmesteren kan jeg vel ikke faa nogen Oplysning om
den?

Ritmesteren rystede leende paa Hovedet: Nej, Hr. Ljtnant, det er
jeg vokset fra.

Skade, at Ljtnant Claes v. Ankerkrone er rejst, hos ham kunde jeg
maaske faa Underretning.

Ritmesteren blev pludselig alvorlig. Desvrre, muligt er det --
dog selv om ikke min Sn nu var bortrejst paa en lngere Tid, vilde
jeg dog have bedt Dem ikke henvende Dem til ham. Han har desvrre
selv udover den Tid, da han havde Lov til den Slags, ofret den lette
Dameverden stor Opmrksomhed og mange Penge -- det er lykkedes mig
at rive ham ud at dette, og jeg vilde ndig -- for hans Hustrus
Skyld -- meget ndig, at der atter rres ved dette.

Holst angrede halvvejs nu, at han ikke havde talt til Ljtnanten om
Annie -- maaske han her kunde have faaet frste Haands Viden -- men
han tav om det. Kendte Ljtnanten maaske nogen Dame af dette Navn?
spurgte han.

Ritmesteren svarede Holst: Jeg kender ikke de Damer, min Sn maaske
har kendt. Det plejer Faderen ikke, vel Hr. Ljtnant?

Holst bjede sig. Jeg beder Hr. Ritmesteren undskylde, jeg har her
maaske rrt ved noget, der gr ondt -- jeg kunde ikke vide det og
beder Hr. Ritmesteren se bort derfra.

Gudbevares! Ritmesterens Ansigt blev atter velvilligt, og han
lftede Glasset mod Holst: Skaal, Hr. Ljtnant -- Skaal for Dem.
What next?

Christiansstad, svarede Holst, og maa jeg nu benytte Lejligheden
til at takke Hr. Ritmesteren for Deres store Elskvrdighed mod mig i
de forlbne Uger. Nu skilles vore Veje, Gud vd, naar vi mdes igen.
Derfor Tak for denne Gang. Holst tnkte et jeblik paa Frken Ulla
og blev varm om Hjrtet.

Ritmesteren saa meget alvorlig ud. Saa lftede han sit Glas og
sagde stille: Det er ikke min Vane at gaa den forbi, jeg en Gang
har mdt. Vi to vil mdes igen, eller rettere, vi skal mdes igen.
Rigtignok synes De, Hr. Ljtnant, at staa tt ved Deres Maal, men
det kunde jo dog hnde, at Vejen over Christiansstad og tilbage igen
blev ret lang. I saa Fald skal De ikke gaa min Dr forbi. De har i
mig en Ven -- det skal De vide, og Venner har Mennesker altid Brug
for. Srlig naar de mindst tror det.

Holst rejste sig og gik hen til Ritmesteren. Han rakte ham Haanden
og sagde med en vis Inderlighed i Tonefaldet, der kldte hans
dmpede, noget mrke Stemme saa godt:

Hjertelig Tak for godt Samarbejde, Ritmester v. Ankerkrone. De kan
vre vis paa, at det Venskab, De byder mig, skal jeg ikke glemme,
saa vist som ingen haardere end jeg kan trnge til Venskab, fordi
jeg staar saa alene, som nogen Mand kan staa. Jeg glemmer ikke
Venskab, saa lidt som jeg sknker det bort i Blinde, men stolede jeg
ikke paa Dem, som jeg gr, havde vi to ikke siddet her sammen om en
Sag, der for mig glder saa meget, som denne gr.

Ritmesteren trykkede hans Haand og sagde dmpet, nsten hviskende:

Ljtnant Holst, vi Svenskere faar Ord for at vre slemme til det,
vi kalder at drikke Brorskaal. Jeg giver Dem mit Ord paa, at paa
dette Punkt er jeg ikke lig mine Landsmnd, og dog foreslaar jeg Dem
det -- i broderligt Venskab.

Holst var ukendt med svenske Skikke, og da han derfor drak Brorskaal
med den fine gamle Herre, som han havde truffet under disse srlige
og mrkelige Omstndigheder, flte han sig hjtidelig stemt og meget
varm tilmode.

Det var ham virkelig en Art Indvielse af et Venskab, hvorpaa han
byggede mere, end han vilde tilstaa for sig selv. Den Nat var Holst
og Ritmesteren sammen, til Dagen begyndte at lysne i st, og skiltes
som to Mnd, der har lrt hinanden at kende og sluttet et Venskab,
der varer et godt Stykke af Livet.

Dagen efter begyndte Holst sin Rejse for at flge Sporet, der fra
den stille, ensomme Skovs frte ud i Verden, hvor Mennesker frdes.




FRSTE BOG

Annie.




I.


Hvem kender ikke Eslf Station, Skaanes Centrum, hvor Baner fra
alle Himmelhjrner mdes, hvor Skaanes Friherrer, Arrendatorer og
Affrsmn krydses og mdes med venlige Nik til de strkt farvede
Mamseller ved Disken, hvor rde Krebs og brune Knkkebrd vinker,
for naar Stationsklokkerne klemter at ile til den lange, aabne
Perron, hvor den prustende Damphest -- en yndet svensk Talefigur
-- frer Troller, Bonder, Beck-Friis'er og Hamilton'er paa frste
Klasse -- Person'er, Cettervall'er, Lindkvist'er paa anden
straaleformigt ud over sdra og sdraste Sverige?

Et saadant lille Banecentrum er som Torvet i den lille By; hver Gang
man standser der, synes man at se de samme Ansigter, og det bliver
uvilkaarligt, som om alle Egnens kendte Mnd til enhver Tid satte
hverandre Stvne paa samme Sted, hvor en tre Alens Vaktmester
med den hrgule Militrknebelsbart vandrer majesttisk op og
ned ad Perronen, kaldende, varskoende og bukkende for de verste
Rangklasser og srlig spendable Handelsrejsende, idet han pludselig,
som efter en hjere Magts Indskydelse stter i Raab:

Toget til Hssleholm, Toget til Lund, Toget til Billeberga, Toget
til Klippan, Toget til Ystad, Toget til Christiansstad.

Og Troller, Bonder og Hamilton'er nikker til hverandre, medens
Person'er og Lindkvist'er visker de sidste Draaber Wolkes af det
struttende Overskg og tager Plads -- henholdsvis paa frste og
anden Klasse Stambane eller paa frste Klasse enskilde, thi paa
de private Baner gaar Trolle og Person op i en flles Rejseenhed og
befinder sig vel ved det.

Vaktmesteren signaliserede Toget til Christiansstad, og Eigil Holst
tog Plads i en bred, behagelig udstyret 1. Klasses Kup, medens
Klokken klemtede, og den angivne frustande nghsten rrte paa sig
og skummede om Biddet.

Toget gled fra Stationen, frst langs Stambanens brede, kongeligt
officielt straalende Legeme, saa bjede det mod Nordst forbi
Marker, hvor store Granitsten syntes at skyde frem af Jordens Skd,
som det eneste den gav, forbi Skarhults rde, middelalderlige,
knejsende Mure, bugtende sig gennem dyrkede Marker ved Christineberg
til Bredden af den herlige Ringsj, hvor Beck-Friis'ernes prgtige
gamle Bosj Kloster mellem grnne Trer spejdede ud over den
blinkende S.

Holst sad ved Vinduet og saa ud over det smilende Land, hvor Borge
og Hytter laa i Solglansen, ved de frugtbare Marker og Enge. Uden
at bekymre sig om Navne og Steder, blot tagende imod Indtryk, som
var ganske friske og nye, ikke kaldte nogen gammel Tanke frem eller
dannede Tilknytningspunkt for nogen ny.

Det rent spejlende Rejseindtryk, hvor man kun ser, men ikke tnker.

Lige overfor ham sad en lille halvgammel Herre, jensynlig en fr
dette Militr, let skaldet, men prjsisk stram og vippende som
paa en Staalfjeder, parat til at fare ud med en Oplysning, men for
ceremoniel til at vippe fr et Sprgsmaal udlste Staalfjederen.

Han morede Holst -- men Holst tav. Ved Hrby Station ngtede
Fjederen at fungere, og da Toget rullede videre, lettede den lille
Mand sig i Sdet med et rbdigt: Herren er dansk, kan jeg tnke?

Holst nikkede.

Vret i Sverige fr?

Det havde Holst ikke; derimod havde Herren vret i Kbenhavn utalte
Gange. Han nvnede et Dusin forskellige Kafeer, lutter Minder, der
tndte et lille Blink i hans let rdsprngte jne, og galopperede
forbi et Dusin bekendte Navne, indtil Holst forbarmede sig over ham
og kendte Oberst et eller andet, der var hans mest intime Ven.

Saa maatte Holst frem med Livsstilling, og hans Ljtnantstitel
gav Staalfjederen det sidste Knk. Svenskeren for tilbage og
prsenterede sig med stor Festivitet som fr dette Ljtnant ved
Vendes Artilleriregiment, Bror Sjstrm.

Holst bjede sig beret og havde nu en Ven i Skaane. Landskabet
skiftede, medens Ringsjen forsvandt i det fjerne, Banen steg over
grankldte Bakker og Aase, medens Toget rullede op for talrige
smaa Stationer, hvor blonde Troller og Hamilton'er med et let Nik
passerede Kupeen.

Goddag med dig -- Sjstrm kendte dem alle.

Han fik Tid til at fortlle lidt om hver, medens han pegede ud over
Egnen og nvnede Navnene paa stolte tter og pragtfulde Herresder.
Holst kendte ingen og tog mod Talen som mod de skiftende Billeder,
uden at reagere. De nrmede sig nu Karpalund, et Krydsningssted kort
fr Christiansstad. Ljtnant Sjstrm bjede sig mod Vinduet, der
ser Hr. Ljtnanten Gamalstorp, en smuk lille Ejendom med nogen Skov
og flere Bndergaarde.

Holst nikkede.

Sjstrm fortsatte: Den tilhrer en god Ven af mig, Claes
Ankerkrone, det vil sige, Gubben lever endnu i Danmark noget Steds
-- en charmant Gubbe -- fr dette Ritmester, med en Datter -- noget
af det vakreste, man kan tnke sig.

Holst nikkede stumt.

Monsieur Claes er en livlig Kngt, en vakker charmant Kammerat,
gift med en sygelig engelsk Kone, og svr at holde Styr paa. Der var
en Historie med ham i Vinter, hans Papa maatte intervenere.

Det var Holst ubehagelig at hre den fremmede Mand tale om
Ankerkrone; han afbrd lidt skarpt:

Jeg kender Familien --

Saa blev der Pause.

Men lnge dyede Sjstrm sig ikke. Han kom ligesom forsigtig flende
sig for.

Ljtnanten kender Familien Ankerkrone fra Kbenhavn?

Ja, svarede Holst kort.

Meget behagelige Folk -- srdeles behagelige Folk, og srlig da
Ritmesteren -- men --

Holst var lidt usikker, om hvorvidt han skulde afbryde eller hre;
han besluttede sig til at erfare; naar alt kom til alt, var hans
Bekendtskab til Ankerkrone jo helt ensidigt, og det kunde vre
ganske interessant at hre lidt om ham af hans egne Landsmnd.

Holst vendte sig mod sin Rejseflle og spurgte tvende: Men --

Svenskeren trak lidt paa det. Er Ljtnanten meget bekendt med
Ritmester Ankerkrone?

Holst smilede: Ikke mere, end at De kan stte ham i Forbindelse
med Mordet paa Mac Kinley, om De vil. Det skal kun interessere mig
at hre, hvor skrkkeligt et Menneske, der dlger sig bag hans
charmante Ydre.

Sjstrm saa alvorlig op. De har altsaa hrt det?

Ikke et Ord, fortsatte Holst roligt.

Den anden snkede Stemmen: Jo ser De, Sagen er saa almindelig
bekendt, alle Mennesker taler om den her i Skaane, ellers skulde
Gud bevare mig for at tale om den Sag, men som sagt, den er publik
nok. Ritmester Ankerkrone var, som Ljtnanten vd, tjenestegrende
ved skaanske Dragoner; han har aldrig vret rig, men var ret
velstaaende og giftede sig ret tidligt med en italiensk Dame, en
Komtesse Cassini, der var meget smuk, ganske overordentlig vakker.
Jeg husker hende saa tydeligt fra Amaranthe Ballerne i Malm og fra
Herregaardsfesterne her paa Egnen. Jeg var den Gang ung Ljtnant og
kom en Del paa Gamalstorp -- det kan vel vre en Snes Aar siden. Lad
mig se -- Claes er fyldt 26 -- og Ulla -- er otte Aar yngre. Det
passer nok. Saa dde Fru Ankerkrone pludselig -- efter et Bal paa
Araslf, det store Herresde, De ser dernede ved Skoven.

Ritmesteren tog sig det meget nr, tilsyneladende da, han rejste
til Syden, Fruen var hjemmehrende i Venedig, og Brnene blev hos
hans Sster, den gamle Stiftsdame Frk. Ulla Ankerkrone, der nu
bor i Trelleborg. Lidt efter dde en af vort Regiments flotteste
Ljtnanter, Friherre Cederskld; han var rejst til Italien omtrent
samtidig med Ankerkrone. Rygtet satte de to Ddsfald i Forbindelse
med hinanden. Jeg fortller det kun, fordi Historien er saa publik,
som den er. Men der rejste sig mange Stemmer for at lade Fru
Ankerkrone opgrave. Tjenestefolkene paastod bestemt, at der havde
forefaldet meget bevgede Scener mellem Ritmesteren og hans Hustru.
Det blev efter Fruens Dd temmelig sikkert oplyst, at der havde
bestaaet et intimt Forhold mellem Cederskld og den Afdde, men
vrighederne vendte her som altid, naar det glder de store Navne,
det dve re til. Sagen blev aldrig opklaret. Ikke heller fik man at
vide, hvorledes Cederskld var omkommen. Nogle sagde, han var falden
i en Duel med en italiensk Officer, andre, at han havde duelleret
med Ankerkrone et Sted i Tyrol, men dette er nppe rigtigt. De
fleste mener, at han ganske simpelt blev myrdet, styrtet ned fra
et Fjld ved Ferdinandshhe i Nrheden af Bozen. Opklaret blev det
aldrig. Ankerkrone vendte et Par Aar efter tilbage, men han tog
aldrig siden Ophold paa Gamalstorp; mest boede han i Kbenhavn, der
skal han vre endnu. Her kommer han aldrig.

Holst sad stille og lyttede. Da Svenskeren tav, smilede han.

Og den Historie tror De?

Gudbevares, svarede den anden, nu er det saa lnge siden; men
Folk siger, der skal vre noget ved Ankerkrone nu, som er ganske
anderledes end forhen. Jeg har ikke set ham i mange Aar. Datteren
skal vre meget smuk og ligne Moderen.

Holst tav.

Toget nrmede sig Christiansstad.

Hvor skal man saa tage ind? spurgte Holst.

Frimurerhotellet, svarede Sjstrm strax, det smukkeste og
komfortableste Hus i hele Skaane. Jeg bor der selv, og om Hr.
Ljtnanten ellers har Stunder, skulde det glde mig at gre Honnr
paa min gamle Garnisonsstads Vegne.

Det forekom Holst at vre ganske praktisk til senere Brug at
sikre sig en saa stedkendt Mand som Ljtnant Sjstrm, og da hans
Rejseflle med den Svenskerne egne Takt ikke havde rettet et eneste
Sprgsmaal til ham om hans rinde, besluttede han sig til at holde
sig den Adgang aaben, det tilfldige Mde kunde byde, om der skulde
vise sig Vanskeligheder ved Efterforskningen af den unge Pige fra
Christiansstad, som han havde dbt Annie Carlson, og som han i sine
Betragtninger stedse nvnede ved dette Navn.




II.


Der er over de svenske Smaabyer et vist Faadeprg, der virker
strax. Opholder man sig en Stund i saadan en By, opdager man
hurtigt, at den i intet adskiller sig fra vore Smaabyer; den er
for den Tilrejsende lige saa haablst kedsommelig som Bogense
og beltoft, men Prget er fiksere, og Maden er bedre. Det
glder de fleste smaa svenske Byer, og det glder i sregen Grad
Christiansstad. Byen ligger ved Helgeaa, hvor denne paa sin Vandring
fra de smaalandske Hjder ved Alfvesta trder ud i en Bredning,
Helgesen; naar man nrmer sig fra sydvest, toner Hjderne mod
nordst som Bjerge frem bag en vid Slette, og Staden ligger ganske
pragtfuld med sine Kanaler og Lunde. Dens gamle Kirke er bygget af
Christian den fjerde. Sagnet melder, at Anledningen var en Drm,
som den huldsalige Monark havde paa en Jagt, da han hvilede der paa
Stedet; om Fjerde Christian virkelig har drmt eller ikke, faar staa
hen, men Kirken staar der, saa lig Holmens Kirke, at Kbenhavnerne
uvilkaarlig spejder efter Tordenskjold, Brsen og Frederik Folkekr
paa Springgangeren foran Slotsruinen.

I Stedet for disse kendte Bygninger maa man njes med Kronhuset, der
ligger pragtfuldt paa et Torv med opmarcherede Kanoner, hvor Skaanes
Hofret residerer Side om Side med Vendes Artilleriregiment, og
Landshfdingsresidensen med sine slanke Piller, foruden en anselig
Rkke offentlige Bygninger og Frimurerlogen, der behersker sin Side
af Torvet, bred, mgtig og rig paa god Mad og svensk Punch.

Som sagt det hele virkede srdeles storstadsmssigt -- srlig
Frimurerhotellet, der dristig tr tage Konkurrencen op med
europiske Storstadshoteller, og hvor den skaanske Adel og
Officererne af Vendes Artilleri bidrager strkt til at holde
Illusioner oppe, som et Blik paa den vrige ret stilfrdige
Befolkning i Lenets Hovedstad ivrigt hurtig tilintetgr.

Indtrykket varer ikke; for den, der efter et fortrinligt Maaltid
paa Hotellet vandrer ud i Staden, synker denne, som antydet, hurtig
tilbage i beskeden landlig Tilbageholdenhed; dens stolte Bygninger
bliver Enkeltheder, og Mindet knyttes kun til den bermmelige
Fjerde Christian, der drmte gudelige Drmme, Hr. Gustavskld, fdt
Hellichius, der sammen med Gustav den tredie satte Sveriges Stnder
Stolen for Dren, og den triste Begivenhed for faa Aar siden,
da et srligt lejet Extratog fjernede Skaanes enskilda Bank med
dens Kontanter i Guld fra Christiansstad for Nsen af det sultne
Borgerskab og de forgldede Krigere for at fre Valuta, som Banken
ejer, til Helsingborg.

Hovedgaden hedder Vestra Storgatan, og i Nr. 17 boede ikke A.
Vikander, Leverandren af de Strmpebaand, som Annie havde baaret,
og som var den direkte Aarsag til Holsts Rejse til Christiansstad.

Det var den nste Skuffelse, der mdte ham, og den berrte ham
dybere end Stadens for det skarpere Blik svindende Storhed. Ikke
alene fandtes A. Vikander ikke i Storgatan, men der var blandt
Stadens mange Manufakturhandlere ikke en af dette Navn.

Denne Omstndighed var naturligvis ret ligegyldig, for selv om Hr.
Vikander havde siddet i Storgatan 17 og solgt sine Strmpebaand samt
nydt sin Carlshamn Punch i bedste Velgaaende, vilde han nppe have
vret i Stand til at erindre den unge Dame, der havde afkbt ham de
Strmpebaand, Holst interesserede sig for.

Ved njere Eftertanke faldt det imidlertid Holst ind, at den
Omstndighed, at A. Vikander ikke var mere, maaske kunde vre
fuldt saa interessant og lede til Tidsangivelser, der kunde fremme
Efterforskningen. Det var givet, at Hr. Vikander med Hder havde
deltaget i Stockholmer Udstillingen 1897 -- den Gang existerede han
altsaa. Naar han nu ikke existerede mere, saa var det muligt, at
hans Existens' Ophr kunde afgive et vigtigt Moment til Bestemmelse
af hendes Person.

Det lykkedes Holst at erfare, at Hr. A. Vikander ganske vist havde
levet, vret en agtet og anset Borger i den gode Stad, men allerede
Aaret efter Udstillingen i Stockholm var afgaaet ved Dden under
saadanne Omstndigheder, at Kirkehyrden i Christian den fjerdes
prgtige Kirke i Christiansstad med Fje kunde have gentaget Anders
Srensen Vedels mindevrdige Ord ved nvnte Konges Faders Baare: --
om hjsalig Hs. Naade havde vret mindre hengiven til Nydelsen af
strke Drikke, som nu desvrre over al Maade gngs er o. s. v. --
og at en af de medvirkende Grunde til Undladelsen af denne milde
Bebrejdelse vel nok har vret den, at Hr. A. Vikander, som forvrigt
ogsaa hjsalig Frederik den anden respektive, nppe har vret noget
enestaaende Tilflde blandt Christiansstads brave Borgere.

Han var imidlertid dd 1898 og Forretningen ophvet samme Aar.

Nu kunde ganske vist en Del af Hr. A. Vikanders Strmpebaandslager
-- ikke mindst efter den re, der var bleven disse nyttige
Genstande til Del i 1897 -- vre overfrt til Efterkommere, men
Sandsynligheden talte for, at disse vilde have benyttet Lejligheden
til hurtigst mulig at knytte deres eget Navn til den udmrkede
Brugsgenstand, og det viste sig ogsaa ved nrmere Undersgelse, at
de fortrinlige Strmpebaand som patenteret Artikel forhandledes af
en Hr. Lindkvist i Tjhusgatan, der havde forsynet det oprindelige
Mrke med Tilfjelsen: Eneforhandling ved Oscar Lindkvist,
Tjhusgatan 5.

Holst blev altsaa staaende ved Hypotesen 1898 eller 97 Efteraar og
besluttede sig til at sge oplyst, om der i den Verden, der i disse
Aar morede sig i Christiansstad, havde vret en ung Dame af Navnet
Annie, eventuelt Carlson.

For at konstatere dette kunde han have henvendt sig til den stedlige
vrighed, men det forekom ham i denne Forbindelse lettere at
benytte sin Rejseflle og dennes Forbindelse med Vendes hdervrdige
Artilleri, idet han rsonnerede saaledes, at en Dame som den
stakkels Annie, i sin Ungdoms fulde Vaar, sikkert vilde have vret
kendt af Regimentets unge Mnd, og at disses Minder maatte vre
baade lysere og indholdsrigere end det stedlige Politis.

Efter Aftale skulde Ljtnant Sjstrm og Holst spise til Middag
sammen, og Sjstrm havde stillet et Besg paa Regimentets
Etablissementer i Udsigt, saa Holst besluttede ganske rolig at
afvente dette og benytte Lejligheden til at hre sig for. For at
fordrive Tiden gik han en Tur i Omegnen og fik hurtig overset Byen.
Hans Tanker vendte uvilkaarlig tilbage til Nordsjlland og Familien
Ankerkrone, og han kunde ikke skjule for sig selv, at Sjstrms
Fortlling om Familiedramaet havde gjort Indtryk paa ham.

Han var kommen til at holde af Ritmesteren, hvis fine, forstaaende
Tankegang strax havde mdt hans, men han kunde ikke ngte, at det
ikke i og for sig var udelukket, at Ritmester Ankerkrone havde
sine Grunde til at henleve de sidste Aar af sit Liv fjernt fra
sin Fdregaard i et fremmed Land. At han skulde have myrdet sin
Hustru i Skinsyge, forekom dog Holst usandsynligt, men at han havde
gennemlevet mere end en alvorlig Sorg fremgik tydeligt af hans Ord
og hans Vsen. Det slog Holst, at Ulla aldrig havde talt om sin
Moder, men lidt efter lidt dukkede enkelte Trk frem, der gjorde det
mere end sandsynligt, at der i det Ankerkroneske Hus fandtes det
saakaldte Skelet, og at Skelettet var den gaadefulde Begivenhed,
der knyttede sig til Moderens Dd.

Som det altid gaar, den ene Tanke frte til den anden, og nsten
mod sin Villie lededes Holst til en Rkke af Betragtninger over
Ritmesterens Udtalelser i Anledning af Ligfundet, srlig de
Undersgelser, der havde konstateret Giftmordet, som ganske vist
kunde vre helt naturlige, men som paa Baggrund af Sjstrms
Fortlling -- altsaa gngse Folkesnak -- fik en dybere,
besynderligere Karakter.

Disse Tanker vandt mere og mere ind paa Holst, knyttede sig strkere
og strkere til Billedet af den smukke, fine Herre og prgede dette
Billede rent uvilkaarligt, saa det var ikke langt fra, at Holst
fattede den endelige Beslutning, naar hans Tid maatte tillade ham
det, at sysle med dette gaadefulde Ddsfald og se at trnge ind i
de Begivenheder, der havde ledsaget det. Forelbig gjaldt det om at
finde Annie Carlsons Morder, men frst og fremmest oplede alt, hvad
der kunde kaste Klarhed over hende selv.

Holst vendte tilbage til Frimurerhotellet, hvor hans Rejseflle
ventede ham.




III.


Ljtnant Sjstrm havde arrangeret en Tillstllning, der var helt
festlig. Ved det obligate Smrgsbord forestillede han for Holst en
gammel Kammerat, der endnu gjorde Tjeneste ved Artilleriregimentet,
Friherre Holger Kurk, en hj, mager, meget velvillig og velopdragen
Kaptajn, som Sjstrm spgefuldt bemrkede, hele Egnens Farbror, og
den mest sgte Kavaler i hele Christiansstads Len.

Kaptajn Kurk gjorde ikke sit Ry til Skamme, og Diner'en, der
omfattede alle de Nydelser, den mest forvnte Garnisonssoldat kan
nske sig, blev baade lang og livlig. Stemningen var fortrffelig,
muntre Historier fra Garnisonslivet og Hovedstadslivet krydsede
hverandre. Det viste sig, at Sjstrm var havnet som Staldmester hos
en strre feudal Godsejer i Sydskaane, i hvis rinde han besgte
Regimentet for at erhverve udsatte Heste til Avlsbrug. Holst tav
om sit rinde, men lod dog saa meget forstaa, at hans Besg stod i
Forbindelse med en juridisk Sag, idet han angav sin Livsstilling som
knyttet til et Statskontor i Hovedstaden, for hvilke han skulde
sge nogle Oplysninger i Christiansstad og andre skaanske Byer.

Han forberedte saaledes Sprgsmaalet, og da Herrerne ved Kaffen sad
foran Bygningen, hvor Stadens Ungdom promenerede over Torvet, forbi
de smukke, blomsterfyldte Rabatter, henkastede Holst det Sprgsmaal,
om nogle af Herrerne mindedes en ung Dame ved Navn Annie Carlson,
der for faa Aar siden sikkert maatte have spillet en vis Rolle i den
lille By.

Man kendte hende ikke. Sjstrm var lovlig undskyldt, han havde
allerede den Gang forladt Byen, men selv Kaptajnen, som var Ungkarl,
og efter hvad Sjstrm forklarede et rent Leksikon, naar det gjaldt
Damer, ogsaa udenfor Familielivet, maatte erklre sig renonce.
Holst gled let hen over Sprgsmaalet, han vilde ikke rbe, at han
ikke kendte Navnet nje og derved udstte sig for Sprgsmaal, som
han ikke nskede at besvare; men Tilfldet kom ham til Hjlp, idet
Kaptajnen ikke vilde give fortabt, men stadig vendte tilbage til den
Dame, som han ikke skulde kunne huske.

Saa indrmmede Holst, at Navnet Carlson kunde vre urigtigt --
et paataget Navn, og dette satte Kaptajnens Tanker i en livlig
tilbageskuende Bevgelse. Det var et anseligt Regiment Amazoner,
den gamle Krigsmand mnstrede, et ikke uvsentlig Supplement til
Vendes bermte Artilleri, og da Holst hjalp til med en Skildring
af den paagldende, hvis Trk han nje havde mrket sig, klaredes
Kaptajnens Tanker lidt efter lidt.

Han saa skarpt og opmrksomt paa Holst, dernst kastede han et Blik
paa Sjstrm og sagde ganske kort: A-ha -- saa der!

Holst kunde se paa Kaptajnen, at han kendte Navnet, men tillige, at
der var Omstndigheder, der hindrede ham i at nvne det, og med stor
Behndighed gled han fuldstndig bort fra Sagen for ikke at bringe
den paa Bane mere. Sjstrm blev efterhaanden ret tydelig paavirket
af Aftenens Nydelser, han vilde absolut drikke Brorskaal med
Holst, men Holst lagde Mrke til, at Kaptajn Kurk efter den lille
Episode, der ganske var undgaaet Sjstrms Opmrksomhed, blev meget
tilbageholden og af og til betragtede ham med et skarpt, stjaalent
jekast.

Ivrigt gjorde Kurk det bedste Indtryk paa ham, han var en behagelig
Bordkammerat, der holdt strkt Maade med Nydelsen og ikke forandrede
sit Vsen en Smule trods det ret betydelige Antal Glas, der blev
tmt. Holst besluttede sig da til at forflge sit Maal, og da
Selskabet efterhaanden voksede, idet flere Officerer kom til, men
Sjstrms overstrmmende Livsglde tillige antog overvldende
Former, lykkedes det Holst at trkke sig tilbage i et belejligt
jeblik.

Kaptajnen rejste sig samtidig og fulgte ham ned ad Gaden. De gik
uvilkaarligt mod Byens Udkant, og ligesom om Sprgsmaalet samtidig
var steget frem hos dem begge, standsede de uvilkaarligt, og Holst
tog Ordet.

Jeg skal komme Kaptajnen i Forkbet, idet jeg beder Dem undskylde,
at jeg overfor Herrerne har vret saa tilbageholden, -- desvrre
har det vret ndvendigt.

Kaptajnen saa skarpt paa ham: Herren er maaske slet ikke Ljtnant
Holst?

Holst saa op: Jo jeg er, -- rent bortset fra den Adgang jeg, som De
vil have bemrket, har til at paaskyde Deres Tillid, har jeg ingen
srdeles Grund til at skjule mit Navn.

Kaptajnen bjede sig. Holst havde allerede tidligere paa Aftenen
gjort den Opdagelse, at Kaptajnen, -- hvad der forvrigt var saa
naturligt i en By som Christiansstad -- var Frimurer, ligesom Holst
selv. Han fortsatte: Det drejer sig kun om Hensigten med min
Nrvrelse her og med mit Sprgsmaal fra fr -- Pigen -- jeg spurgte
om.

Kaptajnen bjede Hovedet: Pigen -- Annie Cederlund.

Holst saa op: Cederlund hed hun altsaa.

Det vidste De ikke? spurgte Kaptajnen.

Nej, svarede Holst, det vidste jeg ikke. -- Men for at vende
tilbage til mig selv, jeg er, foruden at vre Ljtnant, tillige
ansat i Kbenhavns Politi, og det er i denne min Egenskab, at jeg er
kommen hertil.

Kaptajnen bjede atter Hovedet -- det slog Holst, at hans Ansigt
antog samme Udtryk som Ulla Ankerkrones, da han frste Gang nvnede
sin Virksomhed.

Aha, fortsatte Kaptajnen, Herren er altsaa Detektiv.

Ja, svarede Holst kort.

Kaptajnen smilede: Det anede mig forresten, da De spurgte om
Annie. Imidlertid havde jeg en Grund til ikke at nvne hendes Navn,
medens stakkels Bror Sjstrm var tilstede.

Saa -- hvilken? spurgte Holst interesseret.

Jo, Annie Cederlund har kostet stakkels Bror det meste af hans
Formue og endda hans Families re med i Kbet. Naa, men hvad vil De
egentlig Annie, har hun begaaet Forbrydelser i Kbenhavn? Sidst jeg
hrte om hende -- -- Kaptajnen tav pludselig.

Holst saa skarpt paa ham, saa talte han med dmpet Stemme:

Hr. Kaptajn, vi to kender ikke hinanden, og Kaptajnen kan
selvflgelig afvise min Indtrngen; jeg har jo kun den
forretningsmssige Vej at gaa, og af den venter jeg mig ikke meget.
Vil Kaptajnen imidlertid vise mig den Tillid, som jeg altsaa, efter
hvad Kaptajnen allerede vd, har noget Krav paa, vilde jeg muligvis
kunne rgte mit rinde her endnu i Aften og forlade Byen saa stille,
som jeg kom, uden at et Ord om de srgelige Begivenheder, der
har frt mig herhen, behver at blive bekendt for andre end Hr.
Kaptajnen. Det er en indtrngende Bn i en meget vigtig Sag.

Kaptajn Kurk stod et jeblik tavs, Maanelyset faldt paa hans ranke
Skikkelse, Hovedet var bjet, hans Tanker arbejdede strkt. Saa
kastede han Hovedet tilbage og sagde med bestemt Eftertryk paa hvert
Ord: Hr. Ljtnant Holst, der er Grunde, meget alvorlige Grunde,
der kunde tvinge mig til at give Dem et afslaaende Svar. Jeg vd
ikke saa lidt om Annie Cederlund, og det er et Navn, jeg helst ikke
nvner; jeg kan give Dem mit resord paa, at jeg ikke vd, hvor
Annie nu er, men jeg kan lige saa bestemt sige Dem, at jeg med
Hensyn til Annie Cederlund kun kan give Dem Oplysninger, der ligger
flere Aar tilbage i Tiden. Dermed er ikke sagt, at jeg intet vd om
hende siden da, men kun, at jeg intet kan sige. Vil De paa Deres
Side give mig Deres Ord paa, at De ikke vil forlange yderligere
Oplysninger af mig end dem, som jeg kan give, og som jeg vil give?

Holst betnkte sig et jeblik. Der var noget eget hjtideligt over
den Samtale i Maanenatten, medens Lyset sparsomt flakkede fra
enkelte Lygter, og Sjvikens Vand sukkede skvulpende mod Bredden.

Han lftede Blikket og saa Kaptajnen fast i jet: Vil Hr. Kaptajnen
saa give mig Deres resord paa, at De ikke vd, hvor Annie Cederlund
er, eller hvilken hendes sidste Skbne har vret?

Kaptajnen saa op -- hans Ansigt var fuldt belyst, alvorligt og
prget af, at hans Ord var fuldt ud sande: De har mit resord,
Ljtnant Holst. Kom saa med mig hjem, og jeg skal fortlle Dem, hvad
jeg vd, og hvad jeg kan fortlle Dem om Annie Cederlund. Det Navn
rummer mere for mig, end De aner -- er hun dd?

Ja, svarede Holst dmpet, hun er myrdet i Danmark i Marts Maaned
i Aar.

Kaptajn Kurk blev ligbleg, men han sagde intet. Saa fulgtes de to
Mnd til Kasernen.




IV.


Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne,
der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke
lidet med dens Beboers udsgte Elegance. Denne Modstning slog
Holst, men det var, som om Mbler og Vgge i det store firkantede
Arbejdsvrelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens
regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel.

Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil --
Biedermannstilen fra Aarene 1820--50, mrkt Mahogni uden Indlg,
bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, lderbetrukne Lnestole.
Srlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimbel, et sandt
Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var hje og indrammede med
strenge, grnne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dkkede
deres verste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en
gammel Moderatrlampe, der stod tndt, da Herrerne kom, udbredte
et stilfrdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og
omhyggelig Orden.

Paa Vggen over Sofaen var dannet en Vaabentrof af talrige blanke
Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjldne Hug- og
Stdvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i
bronceret Gibs.

Vggene var tt behngt med Kobberstik og Litografier, vsentligst
Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmnd, en Endevg var
prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang
et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt,
indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen
slynget et sort Srgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens
underste Kant: Giulia.

Under Billedet var ophngt et stort Fotografi, der fremstillede
tre Mnd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne
Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts jne
strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mndene var hans Vrt,
den anden, der stod bjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var
Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.

Kaptajn Kurk fulgte hans Bevgelser, da han stod overfor disse
Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at sprge; men det
forekom ham, at hans Vrts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet
Srgmodighed, at Sprgsmaalet dde paa hans Lber. Kaptajnen bad ham
at tage Plads, og en gammel, stilfrdig Tjener bragte paa en Bakke
Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne,
hvorefter han lydlst trak sig tilbage.

Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitrs
Chatol, der stod mellem de hje Vinduer, og rakte Holst et
Miniaturportrt, udfrt i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme.

Det var Annie Cederlund, sagde han med et srgmodigt Smil, saadan
saa hun ud i 1885.

Holst saa forundret op: 1885 -- og jeg som troede, hun kun var et
Par og tyve Aar.

Hun er fdt den 7. Juni 1866 i Bckaryd ved Laga Aaen nr Ljungby
i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store
Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er
dd, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle
gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig
Understttelse; hun er nu barnls, Annie var hendes eneste Barn. Jeg
skal, som jeg lovede Dem, fortlle Dem saa meget af det stakkels
Pigebarns Historie, som jeg kan, -- endsknt stakkels kan man vel
nppe kalde et Vsen, hvis Samvittighed har maattet bre saa tunge
Byrder som Annies. -- Kaptajnen skd Karaflerne med Whisky og Vand
over til Holst, og lnet tilbage i Lnestolen fortalte han Annies
Historie med dmpet alvorlig Stemme.

Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge
soldatermssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer,
hans Rejsebekendtskab havde prsenteret ham for, og han mindedes med
Undren Kaptajnens Udtalelser om de sknne, han kendte; nu var det,
som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt
en kk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid.

Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort
Mahogni Sjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen.

Som sagt, Annie er fdt i Bckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt,
og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter.
Som eneste Barn var hun sine Forldres jesten, srlig Faderens. I
Skolen lrte hun intet, men des ivrigere frdedes hun med Faderen
paa Ry'erne og i Skovene; hun lrte at kende Urens Skogren, Tjurens
Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lrte at kende Vildtets
Veje, at jage Rven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen
Forstmedhjlper kunde vre flinkere Skytte og Jger end hun. Hun
var rank og smidig, dertil skn som en Hyrdinde paa et af Watteaus
Billeder, og Sognets Knse bejlede saa godt som alle til hende,
ja Nmdemandens Sn i Bck bervede sig endog Livet, fordi hun
besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende frste Gang i 1880, da
jeg med et Par Venner var Jagtgst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved
Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blndende smuk.

To Aar i Trk gstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis
Navn jeg ikke skal nvne, da Omstndighederne gr mig det til en
Pligt ikke at nvne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet
Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mnd.

Faderens Vrede var grnsels, han besvor mig at skaffe ham Datteren
tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgves.
Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget
Ophold, men Annie ngtede at flge ham tilbage. Der gik to Aar,
Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsg paa at drbe
den Mand, han ansaa for hendes Forfrer, men det mislykkedes, og i
Kronelensfngslet hngte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov.

Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jgersmand.

Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort.
Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer,
men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og
vendte tilbage til Staden.

Kaptajnen tav et jeblik og fortsatte saa:

Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit
eget Fordrv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid
efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da
Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og
vil forklare Dem njere. En hjtstaaende anset Familie hjemsgtes af
en srgelig Hndelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om
end hslig og nedvrdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til
en af Standens bedste Mnd, blev brudt -- Skylden var Annies -- men
de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie
og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.

Kaptajnens Stemme klang endnu mere dmpet og alvorlig, og Holst saa
med Undren, hvor heftig Mindet bevgede ham; det var nsten, som om
Taarer duggede hans Blik.

Han brd kort af og fortsatte i hurtigere Tempo:

I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt
sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde vret paa alles Lber
i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en sknne Dag atter
op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn
aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med
Mistro, og hendes Forretning kan nppe have vret srlig omfattende.
Men hun var blndende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt
udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mnd og lede dem, som hun
vilde, var saa sjlden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun
ikke havde sgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun
lettelig kunde have indtaget som den frste blandt sine Lige. Naa --
hun havde det Barn -- en Pige, der var bleven opdragen her i Byen,
og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage.

Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vlge
Christiansstad til Opholdssted. Jeg sgte hende ikke; de
Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et
dybt, uoverstigeligt Svlg. Hun syntes derimod at sge mig, og da
jeg stedse afvrgede enhver Tilnrmelse, tog hun en Art Hvn ved at
knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nrede et faderligt
Venskab, en Broder til vor kre Flle i Aften, Hugold Sjstrm, der
var min frste Officer ved Tjhuset, som jeg dengang kommanderede.

Hugold var en smuk, kk Kngt med fortrinlige Evner, men uden
Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede
ham frem, Skridt for Skridt, uden Krlighed tror jeg, blot af Lyst
til at stifte Fortrd. Saa dde hendes lille Pige, og om det nu
var for at dve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og
frte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri
og uafhngig, kunde ingen Magt standse hende -- og desvrre ikke
heller ham. Hugold Sjstrm forgreb sig paa Regimentets Kasse, som
han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Belb, og
kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det
meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanre. Afskeden
fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar
siden -- i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hrt
fra Parret. Sjstrm gled lngere og lngere ned, han var stadig
Annies Flgesvend, men det er hvet over al Tvivl, at Midlerne til
hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har nppe
vret de reneste.

Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjstrm dukkede
sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo.
Parret var da i Flge med en ung Mand, hvis Skbne laa mig en Del
paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler
frugter ikke. Kaptajnen sluttede med et Suk.

Mere vd jeg i Grunden ikke -- mere er der vel heller ikke -- nej
-- mere er der ikke --. Kaptajnen rejste sig og gik nervs op og
ned ad Gulvet.

Holst bjede sig mod ham: Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt;
desvrre synes det rigtignok, som om det, der for mig har strst
Interesse, er det, som De har fortiet.

Kaptajnen nikkede: Jeg sagde Dem det, Ljtnant Holst; jeg sagde
Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig
Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad
anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det nppe. Foruden mig er
der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie;
men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.

De kan ikke sige mig hans Navn?

Kaptajnen rystede paa Hovedet.

Ej heller Navnet paa Annies frste Elsker?

Kaptajnen tvede et jeblik: Aa jo, det kan jeg vel nok -- han hed
Cederskld og er dd for 16 Aar siden.

Holst tav et jeblik, saa spurgte han dmpet: Kan det nytte at tale
med Ljtnant Sjstrm om Sagen?

Hvilken -- Hugold -- ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne
give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om
han er paa fri Fod, for hans Veje frte ham tt op ad Fngslets Mure
-- Synd var det, for han var en smuk Soldat fr i Tiden.

Jeg mente Staldmesteren, indskd Holst.

Det tror jeg ikke, svarede Kaptajnen. Han vd sikkert knap saa
meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berre ham pinligt at
tale om Sagen.

Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran
Kaptajnen, der stod lnet til Chatollet, og sagde bestemt og
alvorligt: Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun
lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at sge at trnge ind paa
Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige
Dem, at min frste Rejse vil glde Bckaryd for at erfare, hvad
Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om
de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig
ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil
til min Tak kun tilfje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi
mdes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mnd, hvis
Skbne har vret knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil
ikke sge yderligere Oplysning hos Dem; blot sprger jeg Dem, om De
vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hnger der under
Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa
Billedet med Evighedskransen.

Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: Ham der? saa tav han,
ligesom ubesluttet.

Holst lagde Haanden paa hans Skulder: Cederskld?

Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa.

Hvorfor sprger De om det, sagde Kaptajnen pludselig heftig, det
er Billedet af mig og et Par Kammerater.

Holst afbrd ham med et let Smil: Kaptajn Kurk, vi to kender endnu
ikke hinanden, vi lrer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak
for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal
ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres
Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg sge
der, hvor de ligger mig langt nrmere, hos ham, der er Herre over
dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.

Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans
Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: Jeg forstaar Dem
ikke --

Holst smilede igen: Det gr ikke noget, Hr. Kaptajn, -- han vil
forstaa mig.

Han -- hvem?

Arvid Ankerkrone, sagde Holst dmpet og gjorde sig ls. Saa gik
han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til
Gulvet, han gjorde en Bevgelse for at flge efter sin Gst, men
standsede pludselig.

Her faar Gud raade, mumlede han; han hrte Tjeneren tale i
Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sde i Lnestolen
og betragtede nogle Minutter Annies Portrt, som han havde lagt fra
sig paa Bordet. Hans jne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa
Vggen, og hans Lber bevgede sig sagte.

Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.

Det var lys Morgen, fr Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid
dampede Toget afsted mod Hssleholm for at fre Holst til Vislanda
og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland.




V.


Rejsen mellem Christiansstad og Hssleholm foretog Holst uden
Synd -- i dyb Svn. Det var ikke underligt, da Naturen efter den
foregaaende Nat, saa rig paa Oplevelser, krvede sin Ret, og
Landskabet her i det midterste Skaane er ikke saa tillokkende, at
det kan holde en trt Mand vaagen.

Holst sov trygt; i Hssleholm fik han en forsvarlig Jernbanefrokost
og en Times god Hvile, og da Toget kom dampende sydfra for at fre
ham over Grnsen til Smaaland, var hans Tanker klare som hans jne.

Ved Hssleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket.
Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af
og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som
Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland trder en hel anden
Natur frem. Banen fra Hssleholm frer gennem store Skovstrkninger,
tt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard
og stenet, Stenene bliver strre og ligger spredte i Bakkerne, som
om Jtter havde spillet Bold med dem, Kr ligger ved Kr, og over
Skraaningerne risler Bkke mod Ser, der breder sig over Landet
og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Rkke, der
fuldstndig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.

Frst viser sig de brune Moser og bag dem Balingslfsen, saa
skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Serne breder sig ved
Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovkldte Bakker naar man
Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og stkysten
af Landet. Holst var fuldstndig under Indtrykket af den fremmede,
egenartede Natur. Hans je gled over Bakker og Moser, Kr og Ser,
fangedes hist og her af de rdmalede Huse og Gaarde, der, byggede
af Tr, laa spredte ved Bk eller S mod en skrmende Klint. Hist
og her ved Ry'erne og de store Ser rejste store Skorstene sig
i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud
mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev
Skovidyllen den strkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod
Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.

Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de strke
Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og ngterne tilbage til
Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig
Stjerne, der synes at hvile over denne hans Frd, havde erfaret, var
ikke helt lidt.

Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet
Kvinde, hvis Skbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen
Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa,
og Besget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham strre
Kendskab til det, som endnu maatte vre skjult for ham.

Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Trf, der
straks og endnu inden nogen Anelse var fdt hos ham om alt det, der
skulde aabenbares, havde frt ham sammen med en Mand, der maatte
kunne give maaske det vgtigste Bidrag til at hve det Slr, der
trods alt det, han havde erfaret, endnu dkkede Annies besynderlige
Skbne.

Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine
Personlighed havde gjort det strkeste Indtryk paa ham, maatte paa
en eller anden Maade vre traadt i Berring med den Kvinde, hvis Lig
han havde set draget frem af den ensomme Skovs i et fremmed Land.
Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nrmest at slutte,
at han ikke havde kendt den unge Kvindes Trk, da hendes Legeme
droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afddes
forstenede Trk skulde vkke Mindet om en smuk, smilende Kvinde.

Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt,
at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit
Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig
Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med
Holst. Holst maatte indrmme for sig selv, at den store Interesse,
Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at
han vidste mere om den Myrdede, end han nskede at fortlle, og
efterhaanden som Holst tnkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og
Holdning, over Sjstrms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale,
blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte vre den Mand,
der, hvis Forsgene glippede i Smaaland, kunde lse ham Gaaden.

En anden Sag var, om han vilde. Selvflgelig havde han ingen Lod
eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin
Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur,
sikkert hvet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver
Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have vret,
kunde mistnkes for at have bervet et lsagtigt Kvindfolk Livet.
Holst skd Tanken fra sig som et hsligt Kryb. Men noget helt andet
var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjstrms Fortllinger kunde
vre en dulgt Sammenhng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lgge
klart for Dagen.

Cederskld, Annies frste Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og
Ankerkrone havde vret den tredie i det Venneforbund, som i sin
Tid var ophvet ved en srgelig Begivenhed. Sjstrm havde vel
ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Dd i Forbindelse med
Cedersklds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel
heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betd Annie Cederlunds Navn for
Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende,
vilde det nppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gre
nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane
de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han
aldrig gre.

Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans je,
vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Frd. Han
flte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage,
rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde trde ham
imde som en rlig og oprigtig Ven og hjlpe ham ud over de sidste
Vanskeligheder. Og medens han saaledes tnkte, randt Ankerkrones Ord
ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte
have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han
havde vret i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv
kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at
rbe, hvad nppe noget Menneske kunde bevge ham til at rbe uden
dyb og tvingende Aarsag.

Det, der stod tilbage, var at flge Annies Frd fra den Dag, da hun
med Sjstrm forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes
Slgtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde vre
villige til at hjlpe den, der mdte hos dem med et Budskab og et
Maal som det, der frte Holst til Bckaryd.

Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks
Stilling til Sprgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold
Sjstrm kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med
stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde
afbrudt, og det var nppe tnkeligt, at Sjstrm skulde have begaaet
Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dmme, syntes han snarest
at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare
Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i
Parrets Selskab i Paris, kunde vre knyttet til Annies sidste Drama.

Her kunde det ikke vre Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk
tilbage, thi det var hvet over enhver Tvivl, at Ankerkrone
intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken fr i Tiden
eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i hj Grad
gaadefuld, og det var nppe sandsynligt, at Gaadens Lsning kunde
findes hos andre end Sjstrm. Maalet med Smaalandsrejsen blev da
vel nrmest den at finde den Sti, der frte til ham, og skaffe
strre Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og
ham.

Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde
samme Flelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og
for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om
for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der sprrer ham
Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og
velsmagende Middag i Vislanda.




VI.


Fra Vislanda skrer en Sidebane ned til Halmstad; den frer
gennem et gte smaalandsk Skovlandskab med hngende Birke og smaa
venlige Kr mellem lynggroede Skrnter, forbi Bolmensen over
Eksercerpladsen Skedalahede til Nisaaens Udlb. Men allerede inden
Bolmen, ved den lille venlige Flkke Ljungby ved Lagan, forlod Holst
Toget for ad Aaen i en lille Damper at naa Bckaryd, og den lille
Hytte, hvor Annie Bengtsons Vugge havde staaet.

Det var slet ikke saa let en Frd, thi selv om den gamle Korporals
Enke endnu levede, var det ikke sikkert, at hun vilde vise sig meget
meddelsom mod en fremmed Mand, der talte et andet Sprog end hun og
traadte ind ad hendes Dr for at tale til hende om Ting, der maatte
kalde de tungeste Minder frem, og bringe hende en Tidende, der
maatte virke som et tungt, maaske fldende Slag. Holst besluttede
sig til at gaa frem med strste Forsigtighed.

Af Baadfolkene erfarede han, at Nmdemanden i Bckaryd boede tt ved
Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand,
der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte
Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Trhus, hvis hele
Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa
i en prgtig lille Lund med smukke, velholdte Grsplner og Rabatter
med Levkjer og Gyldenlakker, og Nmdemanden stod selv i Dren til
en lille vinbevokset Veranda, strk og glatraget som en sjllandsk
Sogneraadsformand, kbstadskldt og bred.

Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst
at gaa lige til Sagen. Han bnkedes snart i Nmdemandens Stue, hvor
nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Trsnit af Sverigs
Konger regelret prydede Vggene, grupperede om et stort Billede af
Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.

Nmdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde
Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medfrte Besg af lignende
officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde
paa anden Lskedrik end Sodavand og foretog en formel Prsentation
af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand,
bag hvem nogle gullokkede Pigebrn nysgerrig tittede frem. Holst
bukkede og vdede sin Tunge -- han var trstig, og det var svrt
varmt ude.

Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men
Nmdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog,
da han i en Aarrkke havde haft danske Jagtgster, hvis klingende
Navne han nvnede. Blandt disse var tilfldigvis en Soldaterkammerat
af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere
Lb.

Herren er altsaa ansat ved Politiet, sagde Nmdemanden efter nogen
Udenomstale, og hvad vil De mig saa?

Det er en alvorlig Sag, sagde Holst med et Blik paa Dren, en
Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.

Nmdemanden rejste sig og sprrede de smaa nysgerrige Hoveder ude;
Brnene flj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og
pipper ivrigt.

Jeg er til Tjeneste, fortsatte han og saa uhyre officiel ud.

Holst begyndte: De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie
Bengtson eller Cederlund, fdt her i Sognet.

Nmdemanden nikkede alvorligt: Jo, jeg kender hende, hun har bragt
Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slgt med.

Det vd jeg, sagde Holst.

Nmdemanden saa forundret op: Herren kender Historien om stakkels
Bror Erik?

Jeg gr det, sagde Holst.

Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tnke. Naa, er Annie
virkelig endt i det danske Politis Hnder, ja, man kunde tnke, det
maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun vret fra
Barn af, og Sorg har hun voldt Forldrene -- Faderen, Korporal Bengt
-- --

Holst afbrd: Ja, jeg kender ogsaa hans srgelige Historie -- det
var Moderen -- --

Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker
gammel Kone; alene er hun og nedbjet; i over et kvart Aar har hun
intet hrt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og
vi andre nnner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da
et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler
om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hrt fra
hende. Jeg plejer at lse Brevene for gamle Mor Bengts, man nnner
jo ikke at ngte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies
Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende.
Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem.
Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle,
arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men
saa hjlper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo sttte
hverandre her i Livet. Man skal saa -- jo.

Nmdemanden talte alvorligt, belrende som den Mand, der er vant til
at vre den frste, og den, hvis Ord har Vgt.

Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men
besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt,
betonede Ordene strkt med snket Stemme:

Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes
Lig i en Skovs i Nordsjlland, ngent, uden Spor, der kunde lede
til Opdagelsen af, hvem der har drbt hende, og det er denne
Efterforskning, der frer mig herop.

Nmdemanden lnede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa
rystede han paa Hovedet.

Saa det tog den Vej med Annie -- stakkels hun, hun var dog saa
gran at se til.

Holst fortsatte: Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne
meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare
alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft
Forbindelse med sit Hjem.

Nmdemanden var endnu overvldet, saa slog det ham pludseligt,
at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og
rettede lidt forlegen Sprgsmaal til Holst:

Hvor kan jeg nu vide, at Herren -- forstaar sig, jeg tvivler ikke,
men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.

Holst smilede og fremtog til Legitimation de ndvendige Papirer,
udfrdigede af hans Foresatte og forsynet med behrige Paategninger
af den svenske Stats Reprsentation i Kbenhavn.

Nmdemanden bjede sig rbdigt for Seglet og det klingende Navn.

Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: Jeg vilde ndig, at denne Sag
skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det
er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen
fuldstndig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag,
da den bliver officiel, men fr jeg kan pege paa en bestemt Mand,
vil jeg ndig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem
derfor behandle den med dybeste Diskretion.

Nmdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie -- og det kunde
han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: Ikke min egen Hustru skal
erfare noget om dette -- det er vel ogsaa rigtigt, foruden at vre
menneskekrligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels
Annie er kommen af Dage.

Maaske, eller rettere sikkert, svarede Holst. De har jo Adgang
til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.

Nmdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevg.
De ligger her -- gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at
ikke Naboens Koner og Piger skal lbe med dem; hun venter sig, at
Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed
og Glde -- Stakkel -- det blev helt anderledes -- helt anderledes.

Nmdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i
en Avis, ombundet med et blegrdt Baand.

De sagde Mand, sagde Holst, var Annie da gift?

Nppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var
viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjstrm, Ljtnanten
fra Christiansstad, og mulig har de vret gift, sknt i saa Fald
havde han vel skrevet hertil.

Sjstrm, gentog Holst, har han da ikke skrevet hertil siden?

Han har aldrig skrevet, sagde Nmdemanden, men hun talte om ham
som sin Husbond. Skulde han -- nej, det er ikke troligt, han har
sikkert ikke haft Grund.

Holst fortalte nu ganske kort Nmdemanden, hvad han havde erfaret i
Christiansstad om Annie -- det var lidet nyt for denne, det meste
kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det,
Kaptajn Kurk havde kastet over det.

Annie havde vret hjemme i et halvt Aars Tid fr hun sidste Gang
rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under
hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hrt fra hende.
Det var fr Nmdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og
han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Snnens Dd og talte aldrig
med Mor Bengts. Men han var dd kort fr Annie vendte tilbage, og
Brevene, som Nmdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes
Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold
og Form. Holst tog dem for at gennemlse dem og stte sig nje ind
i deres Indhold, -- lse dem et for et for af dem at lre Annie at
kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast
med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage
Nmdemandens gstfri Tilbud om Husly hos ham.

Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Brn
taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos
sine Vrtsfolk, der bd ham alt, hvad godt var -- kun ikke Spiritus,
og det kunde han undvre.

Det var klart, at Nmdemanden fandt, at den fremmede var en helt pn
Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.

Det samme syntes Holst om Nmdemanden.




VII.


Tredive Skridt fra Nmdemandens Grde laa en lille lerklinet
Rnne, tkket med Spaaner. Stolperne havde fr vret rdmalede,
men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne
var ganske smaa, og Drens Laager sank i Hld og lukkede slet. Der
var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved
en skv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt
og slidt. I Dren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde
smykket Nmdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet
og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel
halvblind Kat strg sig snurrende op ad Stolens bjede Ben, og to
smaa hrhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Dren.

Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult
som Pergament; det grngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt
dkkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dkkede
Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette
gamle Ansigt, to store blaa jne, der trods Alderen og den svkkede
Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et
venligt Gammelkone Blik fra jne, der har grdt tit og lnge, set
meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa hjt
oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.

Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dr og ventede paa
Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen
Herlighed paa hendes sidste Dage.

Nmdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst
hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa
Sandheden, hvor tung den end maatte vre. Det fles saa underlig
haardt for Mennesker, der har Hjrte for andre, at se Tillid til
og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordlgelse maaske
kunde vre Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang
var, og dog syntes han, det var hans Pligt.

Godaften, Mor Bengt, sagde han og nikkede.

Den gamle nikkede igen. Godaften, Nmdemand.

Nmdemanden stod lidt: Nu har vi da ellers faaet Varmen.

Hvad siger han? spurgte den gamle.

Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.

Vi har saa --, sagde den gamle, mens Rokken snurrede.

Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften -- helt nede fra
Danmark, han siger, det er meget vrre med Varmen der.

Siger han det? gentog den gamle.

Ja, sagde Nmdemanden, de har det ikke saa lidt varmere end her,
siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.

Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa --, den gamle sukkede.

Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.

Nu kunde hun ellers godt snart skrive -- kunde hun; lad mig se, til
Berthe bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hrte fra hende
sidst?

Fire Maaneder vel, sagde Nmdemanden, nu var han lige ved det.

Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers fr saa flinkt til
sin gamle Moder, gjorde Annie.

Hun kan jo vre syg, mente Nmdemanden.

Det kan hun, mente den gamle, sknt hun har altid vret rask og
strk, men det kan jo komme let.

Det kan det, sagde Nmdemanden og rmmede sig.

Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes
til det, Nmdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun
sgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tvende:

Jeg synes, Nmdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende
fra Danmark -- naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa
han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde vre dernede.

Jo, sagde Nmdemanden, det har han ellers da, han har set noget
til Annie.

Hvordan har hun det da? spurgte den gamle, har hun det godt mon?

Nej, svarede Nmdemanden, det har hun ikke; hun var blevet meget
syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder Kbenhavn.

Naa, og hendes Mand da, han Sjstrm, ser han da ikke efter hende
mon?

Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.

Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg -- er det
meget syg, hun er? den gamle Kone saa saa umistnksomt spejdende
paa Nmdemanden, at det skar ham helt ind i Hjrtet.

Ja, sagde han, noget syg er hun, ikke saa helt lidt.

Herregud, sukkede den gamle Kone, saa Annie er syg, ja, det
tnkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede
til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her
op endnu en Gang, inden jeg lukker mine jne, det vil jeg bede til
Vorherre om, vil jeg.

Ja, Godnat, Mor Bengt, sagde Nmdemanden, bed kun til Vorherre
for Annie.

Han nnnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort
noget godt ved det.

Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og
sukkende tnkte paa lille Annie.




VIII.


Holst gik tidlig op paa sit Vrelse, et lyst, smukt mbleret
Gavlvrelse, hvis brede, bekvemme Mbler i samme Stil og Snit, som
de findes paa et frste Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til
de fornemme Jagtgsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et
stort Mahognitrs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over
Lsningen af Annies Breve. Det blev mrkt, han tndte Lampen og
lste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, fr han naaede at
fuldende Lsningen og lgge sig til Sengs under det strke Indtryk
af det lste, medens Fuglene i Trerne udenfor begyndte deres
Morgenkvidren.

Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare.
Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et
Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En
Del var uden Interesse, de var nsten alle korte, ret velskrevne
og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener,
der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstndig
kronologisk med Nmdemandens strkt udprgede Ordenssans, som han
plejede at ordne Udskrivningspapirer og Tyendebetyg, nummererede
efter fortlbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de
vigtigste. Det var jensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor
Bengt havde maattet lse enkelte af de mere betydende Breve; det var
saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at vre tagne frem for at
trste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trngte til
at hre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel verst i
Pakken, hvor Nmdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om
lille Elsas Dd; Nr. 30, Julekvlden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand
og saaledes fremdeles.

De vigtigste Breve gav i Flgerkke fortrffelige Oplysninger om
Annies bevgede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af
disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af strre
Betydning ld saaledes:

                                        Christiansstad, Jul 1897.
  Kre Mor!

 Nu faar du have en gldelig Jul, om du ellers er ved Helbred.
 Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan.
 Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med
 Posten, og Schalet, som jeg har kbt til dig. 10 Kroner har jeg
 sendt til Nmdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat
 med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar
 jo mest med til Klder for hende og Skolegang, for hun skal have
 en god Opfostring, som du jo vd, det er bestemt. Hun er ogsaa
 helt dygtig og ganske rask, sknt lidt svagelig er hun jo, men
 det ligger vel i Opvksten og retter sig nok. Her er jo meget
 ensomt, for jeg sktter ikke stort om at se Folk og tror heller
 ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille
 har her vret til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt
 til Kunder vil jeg ikke, som du nok vd. Naar jeg faar flere
 Penge, skal du faa dem, kre Mor. Hav saa en gldelig Jul fra
 Elsa og
                                                din Datter Annie.

                                                   6. Marts 1898.
  Kre Mor.

 Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen.
 Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det
 bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er
 dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du vd nok,
 der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du
 vd, det vil jeg ikke. Jeg hrte, han spurgte Mor Karlkvist, om
 jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, sknt
 Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gre
 det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt
 opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror
 jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa vre
 det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt
 af. Han lod dog til, at det var ham om at gre, at Elsa blev
 rask, om det nu har vret, fordi han havde Samvittighedsnag
 overfor Cederskld, eller syntes, at den anden havde vret haard
 imod os, det vd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke
 skrive mere -- --

                                                  18. Marts 1898.
  Kre Mor.

 Elsa er meget daarlig -- Doktoren siger, at det er meget farligt,
 men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa d, saa var det jo det
 samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen
 har ikke vret her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham
 ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Ljtnant, som hedder
 Sjstrm, og som er meget venlig mod mig. Han vd vist ikke noget
 om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg
 kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen
 gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde
 leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gr
 det ikke. Jeg er meget bedrvet og kan ikke skrive mere -- --

                                                       25. Marts.
  Kre Mor.

 Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sd
 og god og ligger saa stille og beder sine Bnner; men jeg kan se
 paa hende, at hun vistnok vd, at hun skal d, for undertiden
 ser hun paa mig med saadan store jne og siger: Moder! Tror du,
 det er saa slemt at d, og tror du, man kommer lige ind til
 Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det vd jeg
 jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen
 har sendt, og hun kan bedre, for jeg vd jo hverken ud eller
 ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for
 hende. Men det er meget srgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om
 han da ikke vilde komme, for Elsa dde vist. Men han kommer nok
 ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn,
 selv om han har lovet den anden at vre hende i Faders Sted, men
 Menneskene er onde, og det vd den evige Gud, dengang, det kunde
 jeg ikke for, for jeg vilde ikke gre noget ondt, og det var hans
 egen Skyld, men nu nytter det jo ikke -- --

                                                        1. April.
  Kre Mor.

 Inat dde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa
 gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da
 hun dde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget,
 men bare se paa mig med saadan store jne, og saa lignede hun
 Faderen, saa jeg tnkte paa ham, nu jeg aldrig tnker paa ham
 ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn
 og ikke Cedersklds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er dd,
 saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prvede paa at
 bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg d, om det skulde
 vre, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig
 og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud
 taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der
 gjorde det, for Gud kan da ikke vre med til saadan Gerning som
 den, der sikkert blev vet der. Gud vd alting, siger de, men
 sknt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud
 er til, for saa vilde han ikke vre saa grusom og ond mod os
 stakkels Mennesker. Jeg vilde nske, jeg var dd, men jeg skal
 vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker,
 og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde d. Aa Moder,
 jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Sen, men saa er det,
 som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis
 det skulde vre sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun
 kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og krlig som hun
 var, om der er nogen Retfrdighed til. Jeg grder og grder og
 kan kun grde -- --

Mellem dette Brev og det nste var et langt Mellemrum. Det var
dateret 8. Juni 1898 og ld saaledes:

 Kre Moder, saa gik da den Fdselsdag. Ja, du har ikke hrt fra
 mig saa lnge, for frst var jeg jo syg efter det med Elsas Dd,
 og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at
 skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit
 Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg srgede saa meget, vd du, men
 saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene
 er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Ljtnant
 Sjstrm er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gr jeg aldrig
 mere, for nu vil jeg vre en ordentlig Pige, og nu har jeg jo
 heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hrer
 jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er
 ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det
 saamnd fedt hjlpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50
 Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, sde Moder.

                                                  Din egen Annie.

                                                   30. Juli 1898.
  Kre Mor.

 I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortller om mig, for
 det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en
 Fstemand, og jeg er jo kun 27 Aar hjst endnu, Sjstrm siger,
 at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du hre mere
 fra os -- -- --

                                                     Oktbr. 1898.
  Kre Mor.

 Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nmdemanden
 sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde
 Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjstrm har
 slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke
 afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og
 det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv
 er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more
 sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet
 mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver
 nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i
 Bladene, er altsammen ikke sandt -- -- i de store og gode Blade
 staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal
 skrive om alting for at tjene deres Penge -- --

                                             Berlin, Novbr. 1898.

 Kre Moder -- nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er
 meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se
 at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk.
 Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende
 Nmdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hnger
 rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok
 flere. Du skal nok hre fra mig snart igen -- -- --

Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes Mand
flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det frste Brev af
virkelig Interesse i den lange Rkke er dateret Paris den 28. Decbr.
1899 og lyder saaledes:

 Kre Moder -- det var en strng Jul, jeg har vret her ganske
 alene, vd du, for Sjstrm havde forladt mig og ladet mig ganske
 alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa dde, at jeg
 troede, at nu skulde det ogsaa vre forbi med mig, for Gud skal
 vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var
 rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke vret god imod mig.
 For jeg har elsket _ham_ dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden
 har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har vret, som jeg skulde
 vre, men Mndene er onde. Og saa vilde jeg d, for jeg er syg og
 fattig og har skmmet mig, og jeg vil ikke vre fattig og styg,
 og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og
 det er ikke gammel. Men saa hndte der mig noget, da jeg gik ned
 paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist,
 hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom
 fr, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klder,
 for de er ikke saa pne mere. Saa var det, at jeg mdte _ham_,
 og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven
 meget gammel nu, han maa vel vre halvtreds og er hvidhaaret, jeg
 har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev
 ligesom rrt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg
 ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til
 Jul. Men da du jo maa lade Nmdemand lse det, som jeg skriver,
 saa kan jeg ikke fortlle dig, hvad der skete imellem os -- men
 det var det skrkkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig
 Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for _han_ har
 givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene,
 men det andet glemmer jeg aldrig -- -- --

                                               Venedig, Maj 1900.

 Kre Mor -- du fik da Pengene. -- Nu er det helt dejligt
 hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men
 bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder
 Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjstrm
 synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden
 er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange
 gtefolk, som ikke gr, og for mig er det en stor Behagelighed at
 have en Mand, som har et pnt Navn. Her kommer mange Mennesker,
 mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i
 Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler
 rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa knt som hjemme i
 Bckaryd nede paa Lagan om Sommerkvldene. Jeg er bleven helt ung
 igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem
 allesammen. Og jeg har faaet en Mngde Ringe og Stene og saadant
 som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg
 sendte Nmdemanden -- -- --

                                              Venedig, Aug. 1900.

 -- -- -- Nu er vi igen i Venedig. Vd du, hvem jeg har truffet,
 det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden
 af mig. _Hendes_ Sster, og hun ligner hende som den ene Draabe
 Vand den anden. Du maa endelig ikke fortlle Nmdemanden noget om
 _hende_ eller om _ham_ for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg
 skal nok fortlle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har
 mdt -- _Hans_ Sn. Det er helt underlig, for jeg tror nsten,
 jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med
 en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af
 mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke
 med. Hun vd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han
 er ikke, som _han_ var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se.
 Vi trffes nok mere -- -- -- Jeg har taget til mig en ung Pige,
 der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har vret Vagtmester ved
 _hans_ Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har djet
 meget ligesom jeg -- --

                                                 Paris, Maj 1901.

 -- -- -- Nu er Sjstrm rejst igen. Han vilde skilles fra mig,
 men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have
 en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa
 mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han
 er alligevel den bedste, sknt tidt er han hftig og har slaaet
 mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo,
 hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge,
 for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lgge
 saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig
 og leve, naar vi bliver ldre og for at se dig igen, Mor, for
 jeg lnges efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er
 jeg fornuftig og lgger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men
 dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar
 man bliver ldre. Men Sjstrm bruger saa mange, og er undertiden
 ikke til at have med at gre -- -- --

                                               Nizza, Febr. 1902.

 Nu er det nsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem,
 men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan
 ikke sige dig Grunden, men det kan vre, at jeg skal til Sverig
 til Vaar. Men du vd, at jeg har skrevet om _hans_ Sn, som er
 forfrdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have,
 og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung,
 jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjstrm befinder
 sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg
 jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde
 vist godt lide mig fr, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke
 brd sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det
 er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hnger over
 mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nrmere
 forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller
 ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg
 talte om, elsker mig meget, og vil gre alt for mig, men ham kan
 jeg ikke lide, fordi det er _hans_ Sn. Men saa kommer det op
 i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal vre, og hvne mig
 for alt det, _han_ har ladet mig dje, baade for lnge siden og
 den forfrdelige Jul i Paris, og saa stter jeg mig for, at jeg
 vil vre rigtig ond, og det kan jeg vre, for det har Menneskene
 gjort mig til, og jeg har dog vret god en Gang, som Moder vd.
 Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo vre.
 Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam
 Karlkvists Sn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er
 mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nd paa
 sine gamle Dage -- --

Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om
de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var
ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det nstsidste var dateret
Kbenhavn den 21. Marts 1902 og ld saaledes:

 Kre Moder -- nu er jeg i Kbenhavn og nu skal du snart faa mig
 at se. Sjstrm kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham,
 og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven
 Kreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han
 ganske vild og vil gre mig Fortrd, og det vil jeg ikke taale.
 Jeg trnger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at
 jeg faar taget Hvn over _ham_, som jeg har lovet, jeg vil tage,
 og nu vd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig
 ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortlle dig
 altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg -- -- --

Det sidste Brev var dateret Helsingr d. 27. Marts 1902 og ld
saaledes:

 Kre Mor -- hvis Sjstrm skulde skrive eller komme, saa maa du
 ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har
 faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have
 det i Orden, eller hvis Nmdemanden kan skaffe Hus, for jeg er
 rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente
 her, men det varer ikke lnge. Husk endelig det med Sjstrm, for
 han skriver nok -- -- --

Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et
lukket Brevkort og afsendt fra Helsingr, rimeligvis den sidste
Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskbne
fortalt; men det, der syntes hendes onde Skbne, var skjult for en
almindelig Lser. Det var imidlertid muligt, at Nmdemanden kendte
noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem
denne _Han_ var, hvis Navn Annie ikke turde nvne, og som syntes at
spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet
var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstndigheder
og navnlig til Morderen. Det var Sjstrm -- besynderligt nok, at
Nmdemanden ikke havde tnkt det, men de enkelte Omstndigheder
havde vel nppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det,
at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel
nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i
Besiddelse, sknt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte
dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen,
som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst
kunde ikke ngte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne
Omstndighed betd meget for ham nu.

Men han vilde sove -- sove paa det og tage fat med al Kraft strax
den nste Morgen, for her var noget at tage fat i.




IX.


Straks efter det frste Maaltid gik Nmdemanden og Holst i Lag
med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at
Nmdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og
hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De frste Breve
havde den gamle lst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn
blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde lse, og da var Nmdemanden
traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger
til _Ham_, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun
ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da
han var en druelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han
efterhaanden vnnet sig til disse Hentydninger uden at tnke videre
over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge,
men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa gteskabet
med Sjstrm og var tilbjelig til at dele Holsts Mistanke til
denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det vre af
Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget
der var tilbage, eller om Sjstrm efter hendes Dd havde sat sig i
Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten
Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da vre det nste Sted,
hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.

Han meddelte ikke Nmdemanden det mindste om sit Kendskab til
Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den
Forbindelse, der mulig kunde vre mellem Annie og Ankerkrones
Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar,
de tre Venner havde gstet Bckaryd, havde Nmdemanden vret paa
Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde vre
foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide
af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i
Annies to sidste Breve; srlig mrkelig var den Omstndighed, at
Sjstrm ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt
sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt
for, at det var ham, der havde forvet Mordet, og hans Motiv havde
vret det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At
Sjstrm skulde have vret viet til Annie, troede Holst ikke; det
var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev,
at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent
i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Sprgsmaal.

Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold
til _ham_, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst
maatte erkende, at hans Motiver til at sge dette Sprgsmaal oplyst
var rent personlige, og at han ikke nrede nogen synderlig Tvivl
om, hvem _han_ var. Han maatte desuden indrmme, at det vilde
vre hjrtelst af ham, for at erholde Svar paa dette Sprgsmaal,
at afslre for den gamle, den skrkkelige Skbne, der havde ramt
hendes Datter. Saaledes som Nmdemanden havde forberedt Sagen, vilde
Underretningen om Annies Dd komme jvnt og naturlig til hende og
trffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at
Efterforskningen om Datterens Formue kunde fre til, at den gamle,
samtidig med Efterretningen om Annies Dd, kunde meddeles den
Trst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nd.
Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsg paa
gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige
Sammenhng, der utvivlsomt maatte vre mellem Annies og hans Ven
Ritmesterens Skbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gre
end at tage de forndne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig
til Christiansstad for at flge Sporet, der kunde fre til Morderens
Paagribelse.

Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let
fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han
arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds
Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende
uvigtige.

Den tredie Dags Middag kom Nmdemanden ind til ham, just som han var
i Frd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget
hjtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en
Meddelelse af stor Vigtighed.

Hr. Ljtnant, sagde Nmdemanden, gamle Mor Bengt er bleven farlig
syg, hun har sendt Bud efter Prsten og efter mig; jeg tnkte, mulig
Hr. Ljtnanten kunde have Lyst til at flge mig, for om muligt et
eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden
Betydning.

Holst rejste sig hurtig for at flge med; det var en Selvflge, at
det for ham kunde vre meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte
have et eller andet at sige i sin sidste Stund -- for at det var paa
det sidste med hende, derom tvivlede ingen.

De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den
gamle Kone laa i Sengen, understttet af Dyner, svag og dende,
medens Prsten stod bjet over hende og meddelte hende Nadverens
Sakramente.

Holst og Nmdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi,
saa nikkede den gamle til Nmdemanden og saa op paa ham med et svagt
Smil.

Ja, nu faar jeg rejse, Nmdemand, sagde hun, kanske jeg faar
trffe lille Annie fr han. For jeg drmte saa tydelig den Aften,
Nmdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var
gaaet forud for mig.

Hendes Stemme ld ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.

Naa, fortsatte hun, det er kanske den fremmede Mand, ham, der
havde hrt om lille Annie.

Nmdemanden nikkede, den dende Kone saa vist paa Holst, men sagde
ikke noget. Hun vinkede Nmdemanden nrmere, han traadte hen til
hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.

Nmdemand, sagde hun hviskende, naar jeg nu dr, vil han saa tage
i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det
til den, som skal have det; det staar uden paa.

Hun vinkede Nmdemanden nrmere og hviskede til ham med nppe hrlig
Rst: Navnet paa ham, Nmdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid
Ankerkrone; men Nmdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i
Verden, og Brevene skal flyes til ham.

Holst hrte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.

Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Ds, og da
Lgen kom et Kvarterstid efter, var hun dd.

Holst og Nmdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle
Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at
Nmdemanden ndig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.

Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vrt for hans
Gstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nmdemanden vilde under
ingen Omstndighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget
urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var
meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gre med Brevet, som
han havde taget i den gamle Kones Hjrneskab. Han syntes ikke,
han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en
Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra
hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han
ndig undlade at opfylde en dendes Bn.

Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en
Overlegenhed, der hidfrte netop det Resultat, han nskede. Ved
Afskeden sagde han til Nmdemanden: Husk saa at besrge Brevet, som
den gamle gav Dem.

Nmdemanden gjorde en hastig Bevgelse: Vil Hr. Ljtnanten, at jeg
skal give det til Hradshvdingen eller maaske -- --

Nej, sagde Holst rolig. De skal sende det til Ritmester
Ankerkrone og tie om Annie, til de hrer fra mig.

Nmdemanden for sammen.

Holst gentog: Netop til _ham_.

Han tvede lidt, saa tog han en Lap Papir paa Skrivebordet og skrev
med faste Trk:

                                      Bckaryd, d. 16. Juni 1902.

 Kre Ven, min Hilsen med dette Brev fra hinsides Graven -- vi to
 mdes vel snart, men lev vel saa lnge.

                                                 Din Eigil Holst.

Han rakte Nmdemanden Brevet, denne lste det og stod stirrende
paa Lappen med et uforstaaende Blik. Holst smilede og bad om en
Tjenestekonvolut, saa skrev han med tydelige Bogstaver Ritmester
Ankerkrones Adresse og sagde muntert til Nmdemanden:

Send saa det Brev afsted efter Adressen og Tak for denne Gang.

Vognen var krt op for Dren, og kort efter skumplede den afsted
over Heden mod Ljungby.

Men Nmdemanden stod lnge og saa efter Vognen, saa gik han
hovedrystende ind. Brevet gik af med Posten, men om Detektiven og
Annie talte Nmdemanden ikke et Ord til nogen.




X.


Advokaten Karlkvist boede i Christiansstad og var det, Svenskerne
kalder Brndevinsadvokat. Han havde ingen Eksamen, men var en snu og
dygtig Mand, der havde en stor Sgning af Bnder og Haandvrksfolk,
og som med Held frte deres Sager og inkasserede deres Penge.
Stedets Jurister saa ned paa ham, men han tjente godt, og da han
havde Ord for at vre en ret dygtig Mand, var der jo ikke noget at
sige til, at han drev den frie Nring som selvbestaltet Advokat.

Holst traf ham i hans Kontor, der mere lignede en Art Fstekontor
end et Sagfrerkontor, og hele Mandens uautoriserede Stilling
gjorde, at Holst var noget i Tvivl om, hvorledes han skulde behandle
ham.

De sad lidt overfor hinanden; Karlkvist var en Mand paa nogle og
fyrre, glatraget med smaa plirende jne, lille af Vkst og kldt som
en Storbonde i Kbstadsklder.

Jeg vilde gerne tale med Dem om en Frk. Annie Cederlund, sagde
Holst.

Advokaten kneb jnene sammen og gentog: Annie Cederlund -- hende
kender jeg ikke.

Holst fortsatte rolig: Annie Bengtson -- maaske kender Hr.
Karlkvist hende under det Navn.

Advokaten rystede paa Hovedet.

Holst lod sig ikke afficere, men fortsatte i samme hflige Tone:
Hvis Hr. Karlkvist hellere vil kalde hende Fru Annie Sjstrm, saa
for mig gerne.

Jeg kender ikke nogen Dame af det Navn heller, sagde Advokaten,
men der var en lille Nuance i Stemmen, der viste Holst, at Manden
lj.

Holst fortsatte rolig: Ja, naar Hr. Karlkvist ikke kender hende,
saa er det muligt, fordi Damen har haft flere Navne end de tre, men
da jeg kender hende og fra hende vd, at Hr. Karlkvist kender hende,
saa faar det vre det samme med Navnene.

Karlkvist vendte det Kort i Haanden, som Holst havde givet ham:

Herren hedder Ljtnant Holst og er fra Kbenhavn -- om jeg maa
sprge, hvad vil Herren mig?

Holst smilede: Det har jeg jo sagt Dem, tale med Dem om den unge
Dame, hvis Navn jeg har nvnt for Dem, og hvis Penge De bestyrer.

Advokaten for sammen.

Ser De -- Holst smilede. De kender hende alligevel.

Advokaten sad tvivlraadig, saa rejste han sig og sagde meget hflig:
Selv om saa var, er der intet, der berettiger Dem til at sprge
mig om hendes Sager, og intet, der berettiger mig til at svare, saa
meget mere, som jeg ikke aner, hvem De er.

Holst svarede meget rolig: Deri kan De have Ret, men jeg har
vigtige Grunde til at skjule Aarsagerne til mit Besg hos Dem, da
jeg ikke kender Dem og ikke vd, hvad jeg tr betro Dem.

Saa skulde De ikke sge mig, sagde Advokaten trt, jeg har ikke
haft Bud efter Dem. Ja, saa var der vel ikke mere, for der venter
Folk ude i Kontoret.

Holst saa skarpt paa den lille Mand, saa smilede han og sagde i
en let Tone: De maa ikke blive vred, Hr. Advokat, men det var jo
muligt, at det, jeg vilde sprge Dem om, slet ikke var andet, end at
De godt kunde svare paa det.

Ikke fr jeg vd, hvem De er, sagde den anden bestemt.

Ja, saa maa De lade vre.

Det maa jeg saa, svarede Advokaten og bukkede.

Holst stod tvivlraadig, saa sagde han i en venlig Tone: Gamle Mor
Bengt er dd i Gaar, jeg var hos hende i hendes sidste jeblikke.

Den lille Mand greb hans Arm: Hvad siger De -- gamle Mor Bengt dd,
og Annie, hvor er hun da?

Holst betnkte sig lidt, saa sagde han langsomt: Annie er ogsaa
dd.

Den lille Mand blev ligbleg: Hvad siger De -- dd -- er Annie
Cederlund dd?

Holst lagde Mrke til Navnet -- Annie var altsaa ikke gift, ellers
maatte Advokaten have kaldt hende ved hendes Mands Navn.

Advokaten samlede sig, saa spurgte han: Naar da?

Den 27. Marts i Aar.

Den Dag jeg talte med hende i Helsingborg, og det siger De frst
nu. Hvem er De da -- I Jesu Navn sig mig det, siden De kender alt
dette.

Holst smilede venligt til ham: Se blot at komme lidt til Ro, saa
skal De faa alt at vide.

Advokaten nippede til et Vandglas, der stod paa Bordet, og sank ned
i Stolen.

Holst satte sig lige overfor ham. Det tog nok paa Krfterne,
Advokat Karlkvist, hvad? Naa, slet saa galt er det ikke. Annie lever
endnu og befinder sig i bedste Velgaaende i Paris. Men Sjstrm har
haft et lille Mellemvrende med det danske Politi, og det er derfor
jeg kommer til Dem.

Advokaten saa op og ned ad Holst, han bed Tnderne sammen og hans
Blik lyste arrigt.

Herren morer sig nok?

Slet ikke, sagde Holst venligt. Vil Hr. Karlkvist se min
Legitimation, saa vrsaaartig -- her er den, han foldede Papiret
ud for Advokaten. Vi kan srdeles vel forhandle sammen hos
Politimesteren, men jeg troede, Hr. Karlkvist vilde finde det
behageligere, om vi kunde samtale i al Hyggelighed her.

Karlkvist bed Tnderne sammen, han skottede arrigt op til Holst; han
var overlistet, det flte han.

Hvad vil Hr. Detektiven vide? spurgte han i en treven Tone.

Kun meget lidt, sagde Holst. Hvornaar har De modtaget Indbetaling
fra Fru Cederlund? Ja, nu vd De, at De kan opstte Svaret til et
andet Tidspunkt, men svare skal De.

Advokaten skulede lidt. Jeg skal se efter i mine Bger.

Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det
syntes, som om han vilde sge at slippe bort. Holst rejste sig.

Hr. Karlkvist, sagde han, De skal tage Dem i Agt, dette her gaar
ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er
kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dkke
Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa flges vi ad til Politimesteren,
jeg har vret saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at
anholde Dem paa Stedet.

Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone ld srdeles
overbevisende, og han havde allerede indjaget Brndevinsadvokaten en
betydelig Skrk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham
til at bekende Kulr. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at
Karlkvist stod i Ledtog med Sjstrm, og det var derfor ndvendigt
at vre meget forsigtig.

Karlkvist fik langt om lnge Bgerne frem. Det viste sig nu, at
Annie i lngere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda
Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom,
og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad,
ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent
havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere
Interesse laa der ungtelig paa Forholdet til Banken og Besget i
Helsingborg.

Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt
Krydsforhr, gik ud paa, at Sjstrm, som han havde kendt godt og
i hans Ljtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet
et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner
og rejse bort, ligesom Mbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes,
skulde tilfalde Sjstrm. Gifte havde de ikke vret, derimod lod
det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at
Karlkvist skulde besrge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig
svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod
havde han fra Banken modtaget en Foresprgsel, om han den nste
Dag vilde indfinde sig der, da en Herre nskede at hve et stort
Belb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren
havde vret Sjstrm, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte
selvflgelig havde vret slet. Han var i Besiddelse af en Check,
udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig
over Belbets Strrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000
Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tnkt sig, at Parret
maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde
Sjstrm faaet Belbet udbetalt.

Fra Annie havde han ikke senere hrt noget; han formodede, at hun
havde ndret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var
forvrigt en Art Ftter til Annie, og det mrkelige Tilflde viste
sig, at han og en i Vislanda boende Sster rimeligvis var Annies
Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Dd, han besluttede
at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en strk
Formodning om, at Sjstrm havde honoreret ham rigelig for hans
saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde
overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og
lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie
skulde falde paa at krve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles
bestemt Lfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde
gre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.

Med Hensyn til Annies nrvrende Opholdssted vilde han intet
meddele, men han fortalte, at Sjstrm sad fngslet i Hamborg og
vilde blive frt til Kbenhavn. Han havde forfalsket Checken, og
Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav
Holst ligeledes.

Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde vre
Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet,
der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det frst og fremmest
gjaldt om at faa fat i Sjstrm, og Karlkvist nok skulde tie med
det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede
snart at se ind til ham igen.

Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad
var klare paa, at der maatte vre hndet Advokaten Karlkvist noget
meget ubehageligt, for det var svrt, hvor han havde skmmet sig paa
faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var
Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om
Folk tog sig af at undersge dem. Den fordmte danske Djvel af en
Detektiv.

Holst besgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til
Helsingborg over Eslf-Billeberga, ganske veltilfreds med den
Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der
i Aaret 1898 havde bedrvet frstnvnte By saa saare.




XI.


Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg.
Han gik ikke nrmere ind paa sine Formodninger, men indskrnkede
sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international
Svindler, hvis talrige Defraudationer berrte adskillige danske,
havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.

Det viste sig ved Undersgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i
alt vsentligt havde vret rigtig. Den 28. Marts var der ved
Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt
til f. d. Ljtnant Hugold Sjstrm for Regning Annie Cederlund af
Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27.
Marts 1902 Helsingr.

Checken frembd intet usdvanligt; naar man havde Formodning om
Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til
Ni-Ti Tusinde, en formel ndring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm
havde kostet Rigsbanken en rund Sum -- men for en almindelig
Betragtning syntes det hele at vre i Orden.

Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den
originale Check udlaant srlig ud fra den Betragtning, at
Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingr, hvor Checken var
udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under
sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk,
der frembd adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord
og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der
arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstrstende Publikum ved sin
Presse flger ham i Hlene, var af den allerstrste Betydning.

Desuden anstillede Holst Undersgelser i Helsingborg, der kunde
lede til nrmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjstrm havde boet
under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.--28. Marts; han
havde vret alene den frste Dag, den anden havde han haft Besg af
en i Staden velkendt Officer, Ljtnant Claes Ankerkrone, der havde
boet paa Hotellet i Dagene den 26.--27., men derefter var rejst med
Frgen til Helsingr i Flge med Sjstrm. Den 28. var Sjstrm
vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis
for at begive sig til Kbenhavn over Malm, da han til Portieren
havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af
Danmark, Kbenhavn. Portieren erindrede forvrigt ikke, at der var
eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjstrm var rejst, havde hans
Broder, Staldmester Bror Sjstrm, ligeledes velkendt i Helsingborg,
indfundet sig og spurgt efter ham.

Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hvet, var sivet
ud, og at en Del bedrvede Kreditorer havde besluttet sig til en
Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til
det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen
med det Resultat, at den brave Mand jeblikkelig havde indfundet
sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid det hen; nogle mente, at
Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige
Kreditorer.

Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa
forflge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren -- en
meget kilden Sag -- og dels ved at sge Oplysninger i Helsingr.
Han besluttede sig til frst at gste Hamlets Stad og tog med
Frgen tvrs over resund, hvor han atter efter sin indholdsrige
Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.

I Helsingr var Sjstrm ikke kendt, og det viste sig ved
Undersgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke
havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod
fremkom et og andet af den allerstrste Betydning.

Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye
Banegaard, havde i Dagene fra den 25.--27. Marts boet en Dame,
der efter Beskrivelsen kunde vre den myrdede. At dette ikke
ved de frste Undersgelser var fremkommet, beroede derpaa, at
Hotellets Portier havde vret bortrejst i anden Tjeneste, men nu
var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det
derfor var muligt at erholde njagtigere Oplysninger. Kelneren og
Stuepigen var nye Folk, og Vrten havde i de Dage vret paa en Tur
til Kbenhavn.

I Hotellets Bog stod den paagldende indfrt som Fru Gorin, Nizza,
og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen
var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, Kbenhavn,
som Ilgods. Hun havde vret i Selskab med to Herrer, i hvert Fald
den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse
Herrer havde vret. Hun havde ligeledes haft Besg af en ung Dame,
der imidlertid straks var rejst tilbage til Kbenhavn.

Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde
Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i
Helsingr, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod
Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget
Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde
Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en
strre Skilling for at tie stille med det.

Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmssig
Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en
Ljtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer,
umaadelig rig og meget flot -- hans Navn var Claes Ankerkrone.

Det gav et St i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes
Ankerkrone var altsaa strkt impliceret i den hele Historie, og
det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at
sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde
handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var
forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjstrms Fortlling
maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen
med Kurk burde han have vret endnu mere mistroisk mod sin Ven
Ritmesteren.

Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren
nppe havde vret helt rlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert
siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Sn, vilde blive strkt
kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der
berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog
vidende om Mordet.

Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester
Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin
Hjlp, og om at Holst maaske vilde komme til at trnge til ham.

Holst besluttede med det samme at sge Ritmesteren og, med
Tilsidesttelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lgge Kortene
paa Bordet og fortlle alt, hvad han vidste.




XII.


Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev
han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at
Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt
Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske
Frken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var
Tyrol.

Holst blev srdeles ubehagelig berrt ved denne Nyhed. At
Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod
paa, fik vre sin Sag; han maatte indrmme, at Udsigterne til
Sagens snarlige Oplysning var srdeles smaa. At han var rejst med
Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet
mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men
nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgre Sagen med
Fuldmgtigen, en strbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for
private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa forelbig
lade den Side af Sagen hvile og ved et Besg hos Staldmester
Sjstrm sge at finde Ljtnant Sjstrms Spor.

Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingr, efter at han
havde afslaaet Husbestyrerindens gstfri Opfordring om at overnatte
i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til
den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde
haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.

Hans tidligere Vrt modtog ham med stor Glde, og uagtet det var
sent, lod han dkke et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares
al Retfrdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle
Dage. --

Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet,
sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig
Situationen havde ndret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde
vret Ankerkrones Gst, og anstillede de njagtigste Undersgelser
om sin Farbroders Liv og Levned i den senere Tid.

Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham
med den allerstrste Begejstring.

Ja, sagde han, det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde
Betydning. Fra jeg saa ham frste Gang, og til han nu rejste i Gaar,
har der ikke vret et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han
stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i
mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.

Holst tnkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en
Hdersmand, hvet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke vret
rlig -- eller havde han vret rlig? Nej -- han havde vidst, at
den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for
vrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordlge det. Dog
syntes Holst, at ham burde han have vist strre Tillid.

Og han begyndte at sprge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone
frste Gang havde sat sin Fod paa Egnen.

Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. Ja, egentlig skulde jeg vel
ikke fortlle det, sagde han, men De er jo en Ven af Ritmesteren,
og det er meget lnge siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det
varer vel ellers lnge, inden han kommer her igen, om han kommer
nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par
Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frkenen var helt
ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men
det vd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone
er ellers en gammel Bekendt.

Saa, spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst
fr, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke vret paa sin
Post; det skulde ikke ske mere. Naar var det saa? spurgte han.

Gaardmanden plirede lidt med jnene og tnkte sig om.

Det kan vel vre lige frst i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden
efter min Fader, der boede paa Aftgt nede i det lille Hus, hvor nu
min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden
var det, saa kom der en sknne Dag en svensk Herre med en nydelig
Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk,
lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en,
kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten
ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid,
gik og svrmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel
sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund,
og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde
se, og Kors hvor hun var forelsket.

Holst trommede i Bordet med Fingrene. Naa, og saa --

Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.

Og saa --

Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.

Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone.
Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at
jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller
ikke have gjort, sknt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at
hre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo lnge siden.

Holst var bleven bleg -- han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy
ned og lnede sig tilbage i Stolen. Han var strkt betaget af det,
han havde hrt, sknt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om
hendes Forhold til _ham_; han vidste, hvem denne _han_ var; at det
var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde
genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde vret hans Elskerinde,
som Lig -- myrdet og nedsnket i den dybe Mergelgrav --, havde han
kunnet gennemfre det fuldstndigste Falskspil med den Mand, der
skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.

En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans
Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. Her er varmt, sagde han.

Gaardmanden lftede Glasset. Skaal, Hr. Ljtnant -- skal vi drikke
et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frken
Datter, som er vldig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortlle Dem.

Holst blev blodrd, men han drak Skaalen.

Saa spurgte han lidt aandsfravrende: Hvordan gik det egentlig til,
at Ritmesteren igen blev Gst i Deres Hus?

Det gik helt naturligt til, sagde Vrten, jeg var taget ned
til Helsingr en Dag frst i Maj Maaned, saa trffer jeg paa
Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak
sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke
vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her
i tre Maaneder.

De kendte ham straks igen? spurgte Holst. Det var mrkeligt, og
de havde ikke set ham i tyve Aar.

Gaardmanden lo. Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke,
sknt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tnkt mig om. Men
Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var
nede paa Hotel resund, der var et Mde om nogle Amtssager ved det
Hestevsen, jeg har saa meget at gre med, nu i Foraaret en Gang.
Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg
lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa
mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel
slet ikke, hvem det kunde vre. Saa rejser han sig og kommer hen til
mig og sprger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.

Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke.
Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og
saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for
Hovedet lige med et, da den unge, han var i Flge med, kom hen til
ham. Saa busede det ud af ham: det er min Sn. Den Gang fik jeg ikke
at vide, hvad han hed, fr jeg saa en Maanedstid senere traf ham
med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel
syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.

Holst havde lnet sig tilbage og hrte med stor Opmrksomhed paa den
lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trkke Vejret, spurgte
han: Naar var det Hestesagsmde?

Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.

Kan De ikke se Datoen?

Jo, bi lidt -- det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en
Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er
jo efterhaanden inde i saa meget med Mder og den Slags Vsen, saa
det halve kunde vre nok.

Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen
frem. Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det
ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var krende til
Byen med min Kones Sster, og vi havde nsten ikke Rejsetj med. Jo,
det var saamnd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen
efter 20 Aars Forlb. Det er ellers kunstig nok, at jeg frst nu, da
han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt
om, at det var et underligt Tilflde. Hende, Pigebarnet, talte vi
aldrig om, han heller ikke, det har vel vret saadan en Tulle, han
har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.

Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde
Gaardmanden. Ellers havde de ikke mrket noget, men for en otte Dage
siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel vret oppe efter
Posten, kom han hjem og blev da saa forskrkkelig daarlig. Datteren
mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var
meget varmt.

De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre;
Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham
fra Sverig, en hj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte
Farbror Holger -- Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et
Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde
til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene,
der skal Luften vre saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem.
Det var dejlige Folk.

Holst gik sent til Ro, han lste omhyggelig Annies Breve og
bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa
sig af Hnde. Det var en utilgivelig Fejl.

Den nste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa
Riddartofte.




XIII.


Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjladugrd Station paa
Eslf-Ystad Banen, hjt, omgivet af venlige Bgeskove med Udsigt
over Vombsjn og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et
herligt Herresde med store Bygninger i hollandsk Renssance og
talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved
Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjstrm i en sirlig lille
Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer,
som uvgerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis
hurtig strakte Gevr i Haab om at fre Sejren hjem, men ikke lnge
efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for
Godsets Regning, i det mindste for en Tid.

Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig
skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at
optage Sjstrm i Hofhusholdningen; det var forsgt, men Grevinden
gentog aldrig Forsget. Og Affindelsessummen overgik som en fast
Bestanddel af Staldmesterens ivrigt ret betydelige Gehalt.

Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev
afhentet paa Stationen i en fiks lille Prschvogn, forspndt med et
Par nydelige Juggere, krt af en hrhaaret Smaakring.

I Dren til Pavillonen, af Naboerne kaldet Arkadien, modtages
han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa
Kapitulationens frste indledende Stadium og smilede frejdig svensk
med et Par sgende jne.

Der var frbaskadt stiligt i Arkadien.

Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og prsiderede som en
feudal Underkonge ved en charmant Tillstllning; det faldt ham
ikke ind at sprge om Holsts rinde, han var den uovertrufne,
sirlige svenske Vrt, den fdte skaanske Adelsmand og Kriger, som
kun er en i denne Verden.

Det var lidt svrt for Holst at fremfre sit rinde, og han gik da
ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold,
og Bror Sjstrm gs koldt ved Tanken. Hugold betd altid Penge ud
af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det rgrede altid
Staldmesteren at trkke paa denne rummelige Kasse i den Anledning.
Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med strre
Alvor end sdvanlig sagt til sin Staldmester:

Kre Bror -- dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glde, selv har
jeg ingen anden end min Hjrtefru, og de stakkels Kvindfolk skal
leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besrger paa Riddartofte,
Bror min. For dine Brn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit
Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det vre Slut.

Han vidste, at Greven uvgerlig betalte.

Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre
forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat
ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en
Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir
var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde
udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om
Penge, men Holsts Ven nskede Papiret udleveret, og det var umuligt
at skaffe Hugolds Adresse.

I Nizza var han ikke mere -- det havde Holst erfaret ved Henvendelse
-- og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mrkede, at det ikke
gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han
intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han
havde truffet en Nabo paa Eslf Station, der lejlighedsvis havde
fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant
Pige, en lille Juvel, som han passede svrt paa.

Staldmesteren trak paa Skulderen. Hugold er en Slusk -- men han
er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke
mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og d som en nogenlunde
anstndig Adelsmand. Mere tr jeg ikke haabe.

Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:

De kender altsaa min Broder Hugold?

Nej, sagde Holst, ikke personligt.

Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en hj rank
Soldat, med smukke, regelmssige Trk og en stor lys Knebelsbart.

En rask Kngt var han, sagde han med et Suk. Det er de
Fruentimre, der har delagt ham, og i Synderlighed denne Djvel
Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu frdes.

Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede
omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.

Tror De nu, det er forbi mellem dem? spurgte han forsigtigt.

Det tror jeg, sagde Staldmesteren bestemt. I Marts dette Aar
tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig
at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affre,
men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hrt fra
ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har
han vel en anden; de Djvels Kvindfolk er vort Kns Fordrv.

Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen,
hun saa helt Vrtinde-lig ud og bevgede sig med forfrerisk
Ugenerthed i et tkkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas
appetitvkkende Stil.

Staldmesteren nikkede og tndte en uhyre lang Cigar.

Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om
han skulde trffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen
vilde han gerne bringe.

Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart,
at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor
forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham srlig om at
gre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.

Han flte sig for: Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres
Broder? spurgte han.

Af Hugold -- Staldmesteren saa helt forfrdet ud. Det har jeg
aldrig hrt.

Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjstrm var den
frste, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berrte
dette.

Staldmesteren rystede paa Hovedet. Nej, sagde han. Jeg vd nok,
at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid
har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hrt Tale om,
at Hugold havde vret med der.

Hvorledes endte da det? spurgte Holst.

Meget lidt romantisk, sagde Staldmesteren, som det altid
ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone,
maatte kbe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal vre
uudtmmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig.
Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Snnen med sig til Italien, hvor
der skal have vret m Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at
da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle
Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt,
for han trnger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og
man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for
et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Brn, da Tage
Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have vret meget hyggelig
Sammen med sin Frue, og det kan jo godt vre Usandhed alt sammen.
Gubben Ankerkrone er svrt ilde lidt her i Skaane, og dog er han en
charmant Mand, og hans Datter er nydelig -- usdvanlig nydelig.

Holst nikkede. Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har
truffet dem. Ritmesteren er en fortrffelig Mand, en smuk Mand.

Kors, sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen
Andagt. Han vilde aabenbart ndig tale om Ankerkrone, og han havde
ganske glemt de Indiskretioner, han ved frste Mde havde begaaet
med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv -- eller han skttede
maaske ikke om at komme ind paa Sprgsmaalet.

Holst saa lidt skarpt paa ham under snkede jenlaag og spurgte i
en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhderlig
Handling.

Kors, sagde Staldmesteren og tmte sin Maraskino, han er en
Adelsmand fuldt ud.

Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den
drejede sig vsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste,
Hunde og Kvinder, Holst var Tilhrer, mens Staldmesteren talte
ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Ljtnanten charmant,
og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og srgede for, at
hendes strnge Husbond kom til bldt Leje.

Nste Morgen havde Staldmesteren Tmmermnd, og Holst rejste tilbage
til Kbenhavn.




XIV.


Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han
foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer;
det ld saaledes:

  Kre Ven.

 Lnge har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om
 jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab
 er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er
 en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har
 bjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mdt
 nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra
 min frste Ungdom tnkt mig Livets herligste Maal at efterlade
 mit Navn, og hvad Livet har lrt mig, til den, der skulde tage
 den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldfre, at leve Livet,
 som et Menneske skal leve det. Min Sn kan ikke tage dette op,
 fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nr. Hos dig
 har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det,
 jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane.

 Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det,
 et Budskab, som du kaldte det, fra hinsides Graven, du kunde
 ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke ld frste
 Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit
 Mde med dig; jeg vd nu, at du kender en Del af de Begivenheder,
 der knyttede min Skbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsen
 hin Dag. Du kender langt fra alle, men hvad jeg her sender dig,
 vil berette dig om alt, hvad jeg kan sige.

 Jeg kendte hende straks den Dag, de fandt hende; du kunde maaske
 kalde det Svig, at jeg tav. Men jeg maatte tie om alt dette
 svundne, som du nu skal lre at kende, og du vil forstaa, hvorfor
 jeg tav, da man larmede om mig for at faa alt at vide og sprede
 det til tusinde ligegyldige og uvedkommende Mennesker. -- Ikke
 sandt?

 Jeg tror aldrig, du naar tilbunds i denne Sag. Jeg raader dig til
 ikke at opgive, det skal man ikke, jeg beder dig heller ikke om
 noget, fordi jeg stoler paa dig. Hjlpe dig kan jeg ikke; jeg er
 ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mdes, saa sg mig
 som den jeg er
                                        din faderlige Ven
                                                Arvid Ankerkrone.

Dette Brev laa verst i en Pakke Papirer, der jensynlig med stor
Omhu var udsgte af en strre Samling Breve og Aktstykker, der
fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone.

Frst i Rkken laa et Hefte med lse Blade, paa hvis Omslag var
skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand:

                    Af Arvid Ankerkrones Dagbog.

                          _Motto_: Wie man Geld und Zeit verthan,
                                   Zeigt das Bchlein lustig an.
                                        (Goethe, Epigramme 1790).

Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med
et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene
var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i
Oversttelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde
vret strkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsgt at bygge
sin Dagbog over dens Strofer. Men srt og skurrende havde Livet
grebet ind i dette Digt og bjet det mere og mere mod alvorsfuld
Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for
at lukke sin Dagbog for stedse.

Dens Indhold var flgende:

                                              Venedig, Juli 1875.

    An dem Meere ging ich und suchte mir Muscheln. In einer
    Fand ich ein Perlchen; es bleibt nun mir am Herzen verwahrt.

 Seks og tyve Aar og i Venedig! -- Sandelig, du store uddelige
 Digter, jeg behvede ikke dig for at vise mig Vejen i den
 summende Labyrint; jeg har set Baj og Fiskene og Havet, som
 jeg har set Venedig og Plen og Frerne. Jeg sover ikke, jeg er
 lysvaagen. Hvilken Kvinde jeg nsker? -- I sprger mig, jeg har
 fundet hende, saadan som jeg nsker hende -- Perlen i Muslingen,
 som jeg vil bevare ved mit Hjerte.

 Julia Cassini --

 Ja, jeg forstaar det saa vel, det er mit Legeme, der rejser,
 mens i den elskedes Skd hviler bestandig min Sjl.

 Kort sagt, jeg er forelsket, forelsket og ung, jeg er i Venedig.

 Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen,
 medens Vandet skvulper dovent i Canale grande. Timevis lnet
 tilbage i Gondolen, lader jeg mig fre forbi den elskedes Hus.
 Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der
 skrmer mod Sol, er som en sort Sarkofag. Og mellem Vugge og Grav
 ad Livets Kanal den mig frer, sorgls drmmer jeg da, glidende
 let over Vand. Jeg vd jo, hun kommer, og at naar hun kommer, er
 hun min.

 Hun lovede mig det frste Kys i Venedig, Venedig er hendes Hjem,
 og der skal jeg sge hende, der skal jeg mde hende, naar hun
 kommer.

 Endnu er hun ikke kommen.

 Saa lnge faar jeg trste mig med Venezia og Goethe.

 Det er alligevel ikke let at vente. --

 Ellers agter jeg skarpt Aarets de skiftende Tider, hilser den
 gryende Vaar, lnges mod Frugten i Hst. Nu er mig Sommeren lig
 Vinter, der dkker med Sne, Amors Vingeslag har skabt mig den
 evige Vaar.

 Julia er kommen.

 Sig mig, hvorledes du lever -- jeg lever, var Aarene hundred, og
 var de hundrede til, hver Dag blot blive som denne.

 Store Mester, hvis dejlige Vers jeg Taabe har prvet at gengive.
 Hav Tak for det, du var mig i disse Dage.

 Hav Tak med dine egne Ord.

 Trt var blevet mit Sind, da stedse kun Billeder saa jeg,
 herlige Skatte, den Kunst, som ikkun Venedig bevarer, saadan
 bedaarende Lyst kalder dog ogsaa til Hvile, efter et Billed i Liv
 sgte mit smgtende Blik.

 -- Forlad mig, Mester -- nu prver jeg at digte.

 Poul Veronese har malt Julia dit Billed en Gang -- men den Gld i
 dit Blik -- Julia -- ingen har malt.

 Og dine Lber, Julia -- nu er Drmmens Virkelighed.

 Den 14. Juli 1875 gav i Venedig den dle Donna Julia Cassini
 Arvid Ankerkrone sin Tro.

 -- -- --

                                             Smaaland, Aug. 1881.

    Oftmals hab' ich geirrt und habe mich wieder gefunden,
    Aber glcklicher nie; nun ist diess Mdchen mein Glck!
    Ist auch dieses ein Irrthum, so schont mich, Ihr klgeren Gtter,
    und benehmt mir ihn erst drben am kalten Gestad.

 Disse fire Linier fortlle alt. Jeg har fejlet, og frst her i
 den grnne dejlige Dal ved Lagan har jeg indset, hvori min Fejl
 bestod. Jeg har elsket Julia, og i de frste Aar af mit gteskab
 troede jeg paa Lykke. Men jeg har handlet Uret i at ville
 plante Sydens Rose i Nordens kolde Jord. De frste Pust fra den
 ubarmhjrtige Nordenvind har isnet Rosen. Julia har fdt mig en
 Sn, og i Daaben har jeg sknket ham Navnet Claes, som er gammelt
 i min Slgt. Julia har fdt mig andre Brn, men de er dde, og
 med dem er det, som om hendes Blod er udgydt. Bleg er min Rose.

 Julia er rejst mod Syden, mod Venedig, hun bad mig ikke flge,
 jeg nskede det ikke heller, for vore Drmme er drmt til Ende.
 Fem Aar er en lang Drm, og Drmmen var sd.

 Nu er den forbi.

 Jeg tog fejl -- jeg har taget fejl fr -- jeg har set det, men
 jeg er aldrig bleven lykkeligere derved.

 Nu hedder min Lykke Annie. Hun er seksten Aar og tog sit Bad i
 Aaen, da jeg saa hende frste Gang. Ngen stod hun ved Busken,
 der drikker af Aaen, og da jeg traadte frem uden at ane, at hun
 stod der, lftede hun sit Blik mod mig og lo. Skn som Venus, der
 steg af Havet, skjulte hun intet, fordi hun intet havde at dlge,
 og hendes Blik lo mod mig, medens Aaens Blger krusedes om hendes
 Fod.

 Annie er Datter af Korporal Bengt, hun er fdt i Smaaland blandt
 Lyng, Blomster og blinkende Ser. Og Annie er fjelig og god, som
 hun er blid og taalsom.

 Annie er min Elskerinde --

 Cederskld og Kurk har vret paa Jagt i Dag. Jeg jager ikke mere,
 jeg har stdt min Fod. Nmdemanden ler, han vd, jeg gaar til
 Aaen for at fiske.

 Annie er kyndig i at stte Snrer, og Fisken sger til hende.
 Annie fanger den let med legende Haand.

 Imorgen rejser jeg, og Annie flger mig.

 Det kan ikke nytte at sprge, og hvorfor ogsaa det. Hvilken Lykke
 skulde vel sge Annie i Smaaland.

 Julia har sendt mig et Brev. Hun sprger, om jeg kommer til
 Venedig.

 Nej, jeg har kaaret Annie -- er det ej det rette, Guder saa
 skaaner mig dog og lad mig forblive i Troen -- -- --

                                             Sjlland, Aug. 1882.

    Arm und kleiderlos war, als ich Sie geworben, das Mdchen,
    Damals gefiel sie mir nackt, wie sie mir jetzt noch gefllt.

 Det er Bgene i de danske Skove nord for Hamlets By, der hvisker
 deres stille Sprog i vore ren. Annie er mig en god og krlig
 Kvinde, og Dagene gaar saa lindt og let under Kys og Sol. Den
 store Eros er det ikke -- men --

 Jeg har ikke glemt Julia. Dag efter Dag synes det, som dukkede
 hendes Billede klarere frem for mig -- men disse Dage tilhrer
 Annie.

 Der ligger oppe i Skovbrynet en ensom lille S, hvor vi grne
 dvler, Annie og jeg. Tt kranset af Skoven ligger den der som et
 lille blankt Skjold mellem blomstrende Hge og Tjrne. Vi sidder
 paa Roden af en vindfldet Bg, hvor Sen skrer sig ind under
 Skrnten, der stttes af Rddernes Fletvrk. Det Sted elsker vi
 begge.

 Annie er bedrvet og bange. Hun bjer tit sit Hoved mod min
 Skulder og hvisker: Arvid, jeg er saa angst, du vil forlade mig
 for at drage til hende. Sig, at du vil det, og jeg skal glide
 ganske stille ned i Sen med mit ufdte Barn -- ganske stille,
 for at du kan gaa din Vej til hende, som har Ret over dig.

 Saa svarer jeg: Annie -- ingen har Ret over mig uden den, jeg
 kaarer.

 Saa kysser hun mig med Taarer, -- Annie, der steg op til mig af
 Vandet den lyse Sommerdag i Smaaland -- og langsomt drager jeg
 hende bort fra Brinken.

 Men stundom fler jeg mig tung i Sindet, naar Folkene kommer hjem
 fra Arbejde, og deres Sknden lyder i Gaarden.

 Saa tnker jeg paa Mesterens Ord.

 Hvorfor skriger dog Folket og larmer, det vil have Fden, Brn
 vil det avle og srge for Fden til dem. Mrk dig Vandrer det, og
 gr du derhjemme det samme; Menneske, gr hvad du vil, du driver
 det aldrig til mer.

                                          Gammalstorp, Okt. 1862.

    Eine Liebe hatt' ich, sie war mir lieber als Alles!
    Aber ich hab' sie nicht mehr! Schweig, und ertrag den Verlust!

 Jeg er alligevel Soldat. Naar Teltene brydes af, og
 Signaltrompeten lyder, slaar Hjertet frit og let i mit Bryst, og
 jeg tjler min sortbrune Flora, der danser under mig over sandede
 Veje. Saa gaar den henover Landet, mens Ljunggreen, min brave
 Vagtmester, rider tavs bag mig til vi naar Gaarden, hvor hans
 Kvinde og de krllede Unger vifter til ham. Vi rider undertiden
 derind og drikker et Glas Mlk, mens jeg klapper hans lille
 lyshaarede Johanne, hvis klare blaa jne ler til mig.

 Saa gaar det videre over Stok og Sten.

 Annie er borte -- Julia er endnu i Venedig.

 Hvad kymrer jeg mig om Annie og Julia nu.

 Jeg er alligevel Soldat, og nu gaar det mod Lejren, jeg har ikke
 mere Tanker for klne Lege, og Vennerne venter.

 Baade Cederskld og min brave Kurk, som jeg har forsmt saa
 skammeligt, fordi jeg drmte med Annie. -- Hvorfor mon hun forlod
 mig?

 Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behved, vilde jeg
 trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrnged' i Sang
 en simpel Ts i Venedig, Sangen ld som en Bn, og frommere ej
 jeg har hrt.

 Nu gaar det mod Lejren -- hvem tnker saa paa Kvindfolk.

                                               Venedig, Maj 1883.

    Und so tndelt' ich mir, von alle Freunden geschieden,
    In der neptunischen Stadt Tage wie Stunden hinweg.
    Alles was ich erfuhr, ich wrzt'es mit ssser Erinnrung
    Wrtzt'es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Wrzen der Welt.

 Atter i Venedig -- men dog ved det frste Blik hvor forandret --
 mest dog jeg selv. Kun 8 Aar er rundne, siden jeg gstede dig,
 Venedig -- kun 8 Aar, og hvad er ikke sket siden da!

 Jeg sger ikke min Krligheds frste lyse Dage, dens straalende
 Ntter, Julia har bedt mig komme, og jeg kommer.

 Men jeg venter intet -- jeg haaber intet -- det er en
 Pilgrimsfart til hellige Steder -- -- --

 -- -- --

 Jeg drmmer, men aldrig drmte jeg lifligere Drm. Julia er min
 egen, og min Ungdom lever, lever et nyt Liv efter en Dvale, jeg
 troede var Dden. Jeg plantede Sydens Rose i den kolde Jordbund,
 som er mit Hjemlands, og Rosen trivedes ikke, dens Hoved
 bjedes, og dens Blade visnede. Nu har den drukket Duggen af sin
 Moderjord, nu folder dens Kronblade sig mod Solen, nu smiler den
 rdere end fr, og dens Duft stiger mod den lette Luft. Julia,
 jeg elsker dig nu, elsker dig varmere, end jeg elskede dig nogen
 Tid. Du er Venezias Rose, min dejlige, du er den ene. Og du
 smiler, du sprger ikke, du ved, at din Krlighed er alt, den
 tvivler ikke, fordi den ikke ser, den sprger ikke, fordi den
 ikke hrer. Nu begynder Livet af ny.

 Jeg har dig elsket tilforn, brndende hed i Begr, elskede hrer
 du, tro og betro dig til mig.

 Fra den Dag og Time er jeg Julias og kun Julias, alt andet skal
 vre glemt, alt andet.

 Navnet ogsaa -- alt.

 Minderne vokser fra hver Sten, fra hvert Billed og hvisker om mig
 de samme sde Sagn som i svundne Dage.

 Julia du --

 Men vi vil dvle i Venedig -- dvle lnge, evigt om du vil, og
 jeg vil berede min Rose en Urtegaard, hvor Vinden ikke kysser
 dens Bger med Slud, hvor Duggen falder mildt og sdt, og hvor
 Solen krtegner den.

 Om du vil det saa.

 Her skal du fde mig et Barn, som skal vre vor Krligheds Barn,
 en Datter, der skal bre dit Navn, eller nej -- dit Navn skal kun
 du bre. Og ingen anden.

 Venedig er mig Mindets og Haabets Stad. Mindet og Haabet er du.

                                              Verona, Marts 1884.

    Widerfahre dir, was dir auch will, du wachsender Liebling --
    Liebe bildete dich; werde dir Liebe zu Theil!

 Julia har fdt mig en Datter, i Daaben fik hun Moderens Navn, men
 vi har besluttet, at hun skal kaldes Ulla. For der er kun en
 Julia. Naar Julia atter er rask, rejser vi til Capri og Palermo,
 og ved Sommertid vender vi hjem til Gammalstorp, mens Solen
 skinner. Posten er en fortrdelig Ting -- den har bragt mig Brev
 fra Annie.

 Annie var et Navn -- Annie er glemt.

 Men Brevene krver at mindes. Jeg har bedt Holger Kurk srge for
 Annie og hendes Barn. Jeg siger hendes Barn. Jeg har Brn, men de
 er Julias. En Elskerinde br ikke fde Brn. Brn br kun avles
 ved Arnen.

 Annie vil jeg ikke se mere, ikke heller hendes Barn. Det har
 vel ingen Nd, det er avlet i Elskov -- men det var Elskov, der
 svandt -- en Spg.

 Es sei, Liebchen, des Scherzes genug!

                                         Gammalstorp, Marts 1885.

    Wundern kann es mich nicht, dasz Menschen die Hunde so lieben,
    Denn ein erbrmlicher Schuft ist, wie der Mensch, so der Hund.

 Vi var tre fra de unge Aar: Kurk, Cederskld og jeg. Vore Fdre
 var Venner, og vi legede vor Barndoms Lege sammen. Vi voksede op
 sammen, og vor Uddannelse har vi faaet under samme Tag. Vilde
 nogen spurgt mig, hvem af de to, der stod mit Hjerte nrmest,
 vilde jeg ikke have kunnet svare. For jeg satte dem begge lige
 hjt.

 Og nu. Jeg skriver fordi jeg en Gang har betroet disse Ting til
 Papiret, for en Gang om mange Aar atter at se, hvad jeg flte,
 for at min Dreng en Gang kan lre sin Faders Skbne at kende,
 rlig og sand, som den mdte ham i Livet. Men hvert Pennestrg er
 en Rift i et aabent Saar.

 Annie har talt. Hun var rejst til Smaaland til sin Fader, og
 derfra har hun skrevet til Julia og fortalt hende alt. Julia
 vil tilgive, det fler jeg, men vi talte ikke derom, og Julia
 var syg. Jeg flte mig bedrvet. Ikke fordi jeg angrede, jeg
 fulgte en Rst i mig, som talte den Gang og som nu tier. Men det
 smertede mig, at Julia led. Hun forstod ikke, hvor uendelig hjt
 min Krlighed til hende stod over min Elskov til Annie.

 Og jeg kunde ikke sige hende det, for man kan tale til en Kvinde
 om sin Krlighed til hende, man kan ikke, endda kun med et Ord,
 berre en venlig Flelse for en anden, endsige Elskov.

 Hsten gik, og den var tung og mrk. Jeg vilde rejse mod Syd, men
 Julia vilde ikke. --

 Julia var sknnere end nogensinde fr, men hun vilde ikke se mig.
 --

 Saa kom Vinteren og med Vinteren Fester, hvor Julia straalede som
 en Dronning blandt alle Terner smaa.

 Hun var venlig mod mig igen, men min Drm kom hun ikke i Mde.
 Jeg vilde vente og haabe. Saa skete det.

 Jeg troede det ikke, jeg vilde ikke tro det, men jeg kunde ikke
 tvivle.

(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.)

                                  Christiansstad, 20. Marts 1885.
  Arvid Ankerkrone.

 Du har voldet mig Sorg og Fortrd mere end nogen kan bre, men
 for mit Barns Skyld har jeg baaret det troligt. Jeg skriver mit
 Barn, for du siger, at Barnet er ikke dit, og det er vel muligt,
 for jeg har kendt andre end dig ogsaa den Gang -- det siger du jo
 til Cederskld og det er vel ogsaa sandt, for jeg har kendt ham
 ogsaa. Og nu har jeg kun ham at trste mig til, for dine Penge
 vil jeg ikke eje eller have. Og Cederskld vil srge baade for
 mig og Barnet.

 Mellem os er det jo alt forbi, for det vil du jo, du elsker jo
 din Kone over alt i Verden. Og hun vel ogsaa dig, sknt jeg har
 syntes, det var ret og rigtigt at vise hende, hvordan du var, og
 hvad en Kvinde kan stole paa dig i sin Nd, trods dine Ord og
 Forsikringer, som du aldrig mener. Men hun har jo ikke noget at
 lade dig hre, for I fine Folk er ikke bedre end en Pige som mig
 -- for vi er jo alle lige for Vorherre og Syndere allesammen.

 Men Ret skal vre Ret alligevel.

 Og det siger jeg dig, at du kan haane mig og forlade mig og stde
 mig bort, saa meget du vil, for jeg har Cederskld, men din fine
 Frue, som du elsker, og som skal vre saa stolt, skal ikke berve
 mig mit det sidste og eneste.

 Og nu ved jeg, at din Kone er Kreste med Cederskld, og de mdes
 baade det ene Sted og det andet, og tror du mig ikke, kan du faa
 Vished for det, naar du nsker.

 Og det, siger jeg dig, er ikke ret og rigtigt, for naar en Kvinde
 er gift og har Brn, saa er det ikke som med en anden en, der har
 sin Nd.

 Og du har din Kone, som hun har dig, det vil jeg sige dig.

                                                  Annie Bengtson.

 P. S. Vil du ikke tro mig, kan du komme selv og faa Syn for Sagen
 nste Mandag Kl. 8 Aften i Vestergaden hos Madam Engstrm. -- --
 --

Jeg har drbt min Hustru.

Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde lfte Haand mod
Julia, men jeg er Skyld i, at hun dde, og jeg brer den Skyld til
mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes.

Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt?

Og hun svarede ja.

Saa vilde jeg gaa -- jeg havde kun et at gre, at hvne min re, og
det vilde jeg gre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam.

Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes
alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme
Ret som jeg.

Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Sprgsmaalet Ret eller
ikke Ret. Min Hustrus re var min re, mit Hus's re og mine Brns
re, og dens Hvner var jeg.

Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var
ikke sandt. Hun havde kun villet hvne sig, kun villet prve mig, og
det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun
tilgive mig.

Jeg troede hende ikke.

Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at
erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det.

Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cederskld
var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad.

Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde.

Cederskld, der i saa mange Aar havde vret min Ven, ngtede at
tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun
havde skrevet.

Julia grd, og jeg troede hende ikke.

Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde
jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde d, om jeg
tvivlede.

Og jeg tvivlede endda.

Saa dde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand.

Jeg begravede hende, men begrd hende ikke.

Jeg svor at leve alene for mine Brn, og den Dag dde Smilet paa
mine Lber, og jeg blev en gammel Mand.

Jeg svor endnu en Ed: at hvne den Vanre, der var bragt over mit
Hus, og den Ed vil jeg holde.

       *       *       *       *       *

-- -- -- Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der
oprindelig havde vret bestemt til at danne min Dagbog, men som
Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til
hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! -- og tal kun, hvor Ordet handler.
-- -- --

       *       *       *       *       *

Vedfjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom
Dagbogen tav. De var jensynligt udvalgte af mange, men hver et af
dem kastede det skarpeste Lys over en Handling.

                     Vintschgau Neuspondinig, d. 12. Aug. 1886.
  Kre Holger.

 Jeg skriver fra Tyrol, fra Stilfserjoch, hvor jeg bor i en
 Gstgivergaard af det Navn Neuspondinig ikke langt fra det hje
 Punkt Ferdinandshhe. Du vd, hvorfor jeg rejste, og jeg skriver
 dette for at meddele dig, at mit Hverv er fuldbragt.

 Cederskld er dd.

 Det gik ikke, som jeg havde ventet, og det var vel en hjere
 Vilje, om saadan hjere Vilje er, der bestemte det anderledes.
 Jeg holdt af ham, som jeg holdt at dig; hvad det vil sige, vd du
 selv. Han brd vort Venskab og handlede ilde mod mig. Jeg svor at
 finde hans Vej og krve ham til Ansvar; jeg fandt ham her paa
 dette Sted dende, og han dde uden at tale.

 Han var ankommen hertil fra Trafoi, hvortil jeg havde fulgt hans
 Spor. Han vilde skyde Genvej, tilfods og styrtede ned i en Bk,
 der kaldes Klammbach.

 Han var ynkelig at se, Brystkassen var knust og Hovedet strkt
 lderet; han aandede svagt, da jeg saa ham, men han dde, ikke ti
 Minutter efter min Ankomst.

 Jeg tnker endnu, om jeg havde truffet ham ved Franzenshhe,
 hvor Ulykken skete, saa havde jeg sikkert nu staaet anklaget
 for Assiseretten i Bozen. Jeg kunde have slynget Cederskld i
 hvilkensomhelst Afgrund i denne Verden.

 Nu er han dd, og jeg har ikke drbt ham i Kamp. Jeg vilde nske,
 jeg havde, for siden Julia dde, har hver Blodsdraabe i mig
 krvet hans Dd, og jeg har forfulgt ham som hans onde Skbne.

 Annie har forladt ham; jeg ser af et Brev, der findes mellem hans
 Efterladenskaber, at hun har fundet en Ven i Wien. Annie er skabt
 til Gldespige, det bliver hendes Lod. Hun bedrog mig, da jeg
 elskede hende, hun bedrog ogsaa Cederskld og lj for os begge.

 Stakkels Korporal Bengt! Mig troede han, og medens jeg drog mod
 Syd for at se Venedig og Julia, forsgte han at hvne sin Datters
 re ved at drbe Cederskld. Om Barnet er mit eller Cedersklds
 vd jeg ikke, men det skal ikke lide Nd; det har sit Forblivende
 med de trufne Bestemmelser. Ikke et Ord talte Cederskld, men
 jeg tror han kendte mig, og det giver mig nogen Trst. Jeg har
 aldrig troet, jeg kunde se et Menneske lide og fle Trst derved.
 Men det gjorde jeg. Jeg har ladet ham begrave; han ejede intet, i
 hvert Fald kun lidt.

 Nu er han dd, og hans Navn skal ikke nvnes mellem os mere.
 Han fandt Dden den 6. Aug. 1886 ved Nedstyrtning mellem
 Ferdinandshhe og Trafoi. Kusken, der krte for ham, saa ikke,
 hvorledes Ulykken skete, og intet Menneske vil nogensinde erfare,
 hvorledes det gik til.

 Nu vender jeg hjem til Brnene; deres Opdragelse er nu det,
 hvorfor jeg lever. Broderlig Hilsen.

                                                       Din Arvid.

                                       Malm, den 10. April 1898.
  Kre Holger!

 Du skriver til mig, at Annies Barn er ddt. Annie har skrevet mig
 til og sgt mig. Jeg svarer ikke. Annie har jeg holdt af, da jeg
 saa hende frste Gang. Du vil maaske bebrejde mig denne Elskov,
 det kan man gre bagefter. Jeg tror, at jeg handlede ret, fordi
 Livet byder saa lidt Solskin, og vi Mennesker br sge Solskin.
 Naa, jeg vil ikke prke denne Lre, og det vilde ogsaa vre dumt.
 Nu er jeg ndret i meget. Handlede jeg Uret, har jeg maattet bre
 Straffen. Jeg tror ikke paa Straf, men jeg tror paa Hvn. Al
 Straf er Hvn, og Hvn kan tilfredsstille, det har jeg selv flt
 en Gang i mit Liv.

 At Barnet er ddt er kun godt, Annie fortjener intet Barn, og
 paa hendes Omvendelse, som du kalder den, tror jeg ikke. En Mand
 kan elske mange Kvinder og dog ikke prges af denne Elskov, en
 Kvinde, der elsker mange Mnd, er og bliver en Skge. Saa faar I
 lre nok saa meget det modsatte og prke Jer Moral eller Umoral
 nok saa ivrigt.

 Jeg er Junker fra Fdslen, og min Moral er Junkerens Moral,
 den bliver ikke anderledes. Det er slet ikke praktiske Hensyn,
 slet ikke Samfundet, jeg vil bevare, det er slet og ret min
 Soldatermoral, der vist, naar alt kommer til alt, ikke er nogen
 Moral. Skgen har jeg glemt, og hendes Barn kendtes jeg ikke ved,
 da det levede, agter ej heller at grde ved dets Baare.

 Begrav det og lad hende faa nogle Penge, det er vist det, hun
 trnger til.

                                                       Din Arvid.

                                    Paris, den 25. December 1899.
  Kre Holger.

 Gldelig Jul -- Du har vel undret dig over, at jeg ikke tilbragte
 Julen sammen med Ulla i Lausanne. Det var tilfldigt, vi havde
 besluttet, at hun skulde komme hertil, men ondt Vejrlig og
 Togstandsning krydsede vore Planer. Claes og hans Hustru er paa
 Sicilien, Hvedebrdsdagene varer vel endnu i 14 Dage, sknt
 Claes' Giftermaal huer mig ikke, hun er for rig og for lidt smuk.
 Gud vre lovet, Ulla er fattig, saa spares hun for de Skuffelser.
 -- Imorgen maa Ulla vel komme.

 Juleaften tilbragte jeg her i Selskab med en Kvinde -- Annie. Jeg
 drev ned ad Boulevarderne ved Aftentide for at se Julen i Paris;
 da mdte jeg hende og kendte hende straks. Det lod, som om hun
 led Nd, hun saa fattig ud. Du vd, jeg tror, alt i Verden har
 sin Bestemmelse, og jeg standsede hende og spurgte hende, om hun
 vilde tilbringe Juleaften sammen med mig. Jeg ved ikke, hvorfor
 jeg gjorde det, men nu, da det er sket, fortryder jeg det ikke.
 Det var den besynderligeste Juleaften, jeg har tilbragt.

 Annie er gaaet fra Haand til Haand, men hun er endnu meget smuk.
 Sjstrm har forladt hende, siger hun, han er, hvad jeg altid
 har sagt, en slet Kngt, der sikkert har levet af Annies Venner.
 Vi talte ikke om Barnet, hun forsgte derpaa, men jeg afviste
 det. Jeg anerkendte ikke det Barn som mit. Jeg har elsket hende.
 Dengang anede jeg ikke, at hun var hans Elskerinde samtidig
 med, at hun var min. Men hun var sulten, og jeg gav hende et
 fyrsteligt Maaltid i Caf de la Paix. Jeg tror virkelig, hun
 begyndte at haabe paa, at gamle Dage vilde oprinde paany, og jeg
 vil ikke ngte, at jeg bestyrkede hende i Troen og Haabet. Jeg
 vilde, hun skulde tale om det eneste, der endnu den Dag i Dag af
 alt, hvad Fortiden gemmer, staar min Hu nr.

 Om Julia.

 Hun talte, men hun sagde kun, hvad hun sagde den Gang, og jeg
 faar vel tro hende. Hun siger, at hun hadede Julia, fordi jeg
 elskede hende. Det er vel sandt. Hun siger, at hun hadede
 Cederskld, og at hun blev hans Elskerinde, fordi jeg sveg hende.
 Det er vitterligt usandt, men Kvinder, der lyver, lyver med hele
 deres Sjl og tror deres egne Lgne. Selv lyver jeg sjldent
 -- kun n Gang har jeg ljet for dig, som du her vil se. Det
 blev silde, og jeg fulgte Annie til hendes Hjem, et tarveligt
 Kvistvrelse i en Bydel, jeg ikke kender.

 Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, men der var faret noget af
 en Djvel i mig den hellige Julenat. Jeg kan vre ond, og jeg
 var det. Jeg fortalte Annie, medens hun hvilede i mine Arme,
 hvorledes en Mand dde, der den 6. Aug. 1886 gik Vejen over
 Stilfserjoch fra Trafoi.

 Annie, du og jeg er vel de eneste, der endnu mindes den Mand,
 hvis Ben smuldres paa en lille Kirkegaard i Tyrol. Jeg fortalte
 Annie noget mere, end jeg har fortalt nogen anden, og end jeg
 nogensinde vil fortlle nogen anden. Hun stivnede i Rdsel, og
 jeg glemmer sent hendes Blik. Hun talte kun lidt, og jeg tror,
 hendes Haab om Fornyelsen af gamle Dage blegnede under min
 Fortlling.

 Om Julias Blod kommer over mit Hoved, ved jeg ikke, Cedersklds
 kommer over hans og ingen andens. Om jeg stod paa Vejen ved
 Ferdinandshhe den Dag i Dag, jeg tvang ham atter at vove
 Springet og ske den Gudsdom, der skulde sige, om han var skyldig
 eller uskyldig. Det sagde jeg Annie den Julenat. Nu ved ogsaa du,
 hvorledes det gik til. Gem det og glem det.

                                                       Din Arvid.

Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte,
det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans
Billet fandtes vedhftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev
ld:

-- -- --

 Min eneste Ven.

 Du faar tro mig, om du vil, jeg har aldrig elsket andre end dig,
 det svrger jeg for Gud Faders Ansigt, om jeg dr i denne Nat,
 som jeg tror, for jeg er meget syg. Men lever jeg, saa skal dette
 Brev sendes til et sikkert Sted, og min gamle Moder skal forvare
 det og sende dig det, om jeg dr fr hun. Jeg har aldrig elsket
 andre end dig -- aldrig. At Cederskld har forfrt mig er vist
 og sandt, men jeg var ung og elskede ham ikke, men dig elskede
 jeg og Barnet var dit, det var det, for det fdtes, mens vi var
 sammen, og havde vret sammen lnge i de lykkeligste Dage af mit
 Liv, og det vd du godt.

 Det var dit. Men saa blev du ond imod mig og vilde ikke skilles
 fra din Hustru, som du ikke elskede den Gang, og saa vilde jeg
 forlade dig for at se, om du ikke vilde vende tilbage, men det
 vilde du ikke, og du rejste til din Hustru, som du ingen Ret
 havde til, for hende havde du forladt, og det var mig, der var
 din Elskede og havde fdt dig et Barn med Smerte.

 Jeg skrev til din Hustru og talte med hende og sagde, at du
 elskede mig fr nu, og hun blev bleg og vilde ikke tro det, men
 jeg havde Barnet med, og hun kunde se, at det lignede dig, som
 det ogsaa gjorde, hvad der beviser, at det var dit Barn. Og hun
 talte saa meget til mig og var bedrvet, for hun var vistnok god,
 men jeg hadede hende, fordi hun elskede dig, og fordi du havde
 svigtet mig. Men hun vilde ikke forlade dig, og saa var det noget
 efter, at hun lod mig kalde og sagde, at hun vilde straffe dig,
 for jeg havde ladet, som jeg var bedrvet, og hun var god imod
 mig, men det gjorde mig kun ond, fordi jeg kunde se, hun frygtede
 mig.

 Og saa var det, jeg sagde til hende, at hun skulde sige det med
 Cederskld, og han gjorde, hvad jeg vilde, for han var en Nar
 efter mig, men ham brd jeg mig ikke om.

 Og saa skrev jeg til dig.

 Men bagefter sagde jeg, at jeg havde talt Sandhed, og det var
 ikke sandt, for Cederskld har aldrig vret din Kones Elsker; men
 jeg gjorde det for at hvne mig. Jeg vilde have fortalt dig det
 i Paris, men saa var det, at du fortalte mig, at du havde slaaet
 Cederskld ihjel, og saa blev jeg bange for, at du skulde slaa
 mig ihjel, og saa turde, jeg ikke sige det.

 Men det er sandt, og har du baade slaaet din Kone ihjel og
 Cederskld, saa er det Guds Straf fordi du har bedraget mig og
 forladt vort Barn, som Vorherre har taget til sig, og som du ikke
 engang vilde svare mig paa, da jeg skrev saa rrende til dig, om
 dengang det dde. Se det vil jeg skrive til dig, og det skal du
 vide, hvis jeg dr, for at dine onde Gerninger kan vre bekendt
 for dig, og det er altsammen Straf fra Vorherre.

 Nu vil jeg ikke skrive mere, for jeg er meget syg, men nu vd du
 det altsammen, og at jeg aldrig har elsket andre end dig, Arvid
 Ankerkrone.

                                    Din ulykkelige elskede Annie.




XV.


Foruden den betydningsfulde Post fra Ankerkrone forefandt Holst et
kort Brev fra Helsingr, der ld saaledes:

  Hr. Ljtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Kbenhavns Politi.

 Efter Hr. Ljtnantens Bortrejse har jeg skaffet mig Underretning
 om, at den Herre, der den 27. Marts d. A. logerede paa
 Jernbanehotellet sammen med den Dame, der kaldte sig Fru Gorin,
 var en svensk Officer, af et daarligt Rygte ved Navn Hugold
 Sjstrm. Jeg har ligeledes erfaret, at han samme Dags Middag
 hos Vognmand Larsen, Stengade, har lejet et Kretj og ladet sig
 befordre til Esrom, og det har undret Kusken og Vognmanden, at
 han lod Vognen kre tom tilbage. Andet har jeg ikke kunnet erfare.

                             Med dyb Hjagtelse rbdigst
                                              Jens Petersen Stub,
                                                    Kelner.

Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en
Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen
derom, saavel som et fornyet Besg i Helsingr. Det var udover
Vognmandens Udsagn dog ikke vsentlig nyt, der fremkom, navnlig var
der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mrke til Parret.

Holst besluttede sig til at sge sin direkte Foresatte i Hovedstaden
og afgive en udfrlig Rapport over det oplyste, dog undlod han
at berre de enkelte Omstndigheder, der havde Forbindelse med
Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vgt paa, at Eftersgelsen og
Arrestationen af Sjstrm foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at
Sigtelsen for Mordet blev det subsidire, derved gjordes det lettere
at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt,
som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt.

Holst var ikke af de Politimnd, der straks former en Mulighed til
en kompromitterende Sigtelse. Han sgte ikke Anerkendelse som den,
der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det
var Heldet og Tilfldet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste,
at det var hans udholdende, stilfrdige Benyttelse af Tilfldet, der
var hans Styrke, og at han som faa forstod lydlst at flge et Spor.

Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde sge
Sjstrm i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til
Danmark, men dernst vilde han sge Ankerkrone, og saa skulde
Ritmesteren tale, og tale ud.




ANDEN BOG

Venezia.




I.


Det var frst i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By,
Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve
om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille.
Toget rullede hen over den lange stensatte Dmning, der forbinder
Lagunebyen med Fastlandet. Holst bjede sig ud ad Vinduet; han saa
i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt jet
rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig
blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondrene sloges op,
en forvirret Raaben og Stjen ld fra den overdkkede Hal, og Holst
sprang ud, ledsaget af en ung Rejseflle, en tysk Doktor ved Navn
Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra Mnchen.

De fulgtes ad og vrgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der
tilbd deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik
rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor
Lysene brndte saa underlig dmpet, og hvor der var ganske stille.

Venedig modtager sine Gster anderledes end nogen anden europisk
By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser,
ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevgelige Lyshave
over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer,
ingen oplyste Butiksvinduer, intet blgende Liv, intet Pust fra
Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Krter flimrer fra hver en
Vraa.

Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen
Stj af hvsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dmpet
Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten
med et gulnende Blus, lydlst, med et blinkende Klvand i Flge.

Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nvnede Hotellets
Navn -- Bauer Grnewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere sger
hen. Gondolen gled lydlst fra Kajen og tvrs over Canale Grande
ind i et Nt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med
lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed snkede sig over Farten; de to
rejsende sad tavse, mens deres jne sgte hen over Vandet mod de
fugtige Mure, hvor Klvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene;
saa vendte Gondolen brat om et Hjrne, Gondoliren udstdte et kort
dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule
Lygte et Sekund kastede sit matte Skr over Vandet og den sorte
Stvn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede
fremad som Stvnen paa et Vikingeskib. Gondolen krngede let over
og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den frste, stille og
de. Den natlige Fart greb Holst mgtigt; han saa hen for sig --
det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Blgen hviskede
de slsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis
Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis slsomme Frasagn
voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men
som Slyngplanter og sre Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet
udviskede hvert Spor, hvor alt var svbt i Tavshedens dybeste Dkke.

Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad
mdte dem, mens de gled forbi de hje, mrke Paladser med de svre
Ple, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres
Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde
traadt, hvor Rigers Skbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander
havde vajet for Havbrisen og gule Krter flakket i Natten, naar de
smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rnker.

Hist og her stod et Vindu aabent, lyskldte Skikkelser bjede sig ud
over Marmoraltanen, og der klang Musik fra hje Sale, hvor Lysene
glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skr ud over
Kanalen. Saa ld et kort Fljt, og en hvsende Damper arbejdede sig
op ad den vuggende Gade, skar som en Flnge i Drmmen om svundne
Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid
og did, medens Skummet slog over Stvnen.

Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dmpede
Raab ld, det samme stille Mde, de samme dde Huse og Aarens dumpe
Slag i det mrke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte
lftedes Slret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et
Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager
ud af deres Drmme.

Zwei Zimmer -- vierter Stock.

Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes
Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af
Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte.

Kjolekldte Kelnere sprang ad tppebelagte Trapper.

Hotel Bauer Grnewald.

Holst fik et Vrelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i
den afbrudte Drm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag
ved Tag med sre Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de
flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede
Vandet, der sukkede.

Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og
Mandsstemmer sang de sre, vuggende Melodier, der steg op til ham i
Nattens Stilhed -- tunge, dmpede, stundom bvende, stundom fulde
af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om
Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede.

Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tt,
ligesom knugede ham med Tilvrelsens stumme, ulselige Gaade.

Hvem er du? -- hvem er du? -- han flte sig saa fremmed for sig
selv, greben af en ubetvingelig Rdsel, mens Stjernerne spurgte --
hvem er du? -- hvem er du? --

Han levede -- og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gs
og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor
Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde
tallse Slgter hvisket deres lnligste Hemmeligheder til de tavse
Vgge.

Han var i Venedig, Drmmenes tavse By.

Holst mdtes med sin Rejseflle i Restaurationen. Kkkenet var
fransk, hverken vrre eller bedre end paa de fleste europiske
Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gster, der talte
alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjolekldt og ilfrdig,
krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede
Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hvede sit
Glas: Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.

Holst smilede. Han havde vret heldig med sit Selskab. Dr. Braun
var en ung tysk Lrd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om
i Verden. I Kbenhavn havde han tilbragt flere Aar som Gst hos en
stor dansk Mcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket
ved Opstilling og Katalogiseren af indkbte udenlandske Kunstvrker.
Han var en gte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Vsen, fuld
af Spg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans
Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par
mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrkkelige
Haussirertype, hvis banale Snak og znftige Historier havde rgret
Holst og Doktoren i lige hj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden
ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det
sknne og store og om det forjttede Land -- Venezia. Maaltidet var
hurtigt til Ende, og ad de krogede, snvre Gader fulgtes de til
Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler -- den
evig uforlignelige Marcusplads.

Gennem en Bue i Procuratiernes Sjlegang traadte de ud paa Pladsen,
der laa hvid som dkket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun
en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhrte Natten -- ikke den
tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dkke over de tavse Kanaler, men
Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drmmene tager
deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bve i den flimrende
hvide Glans i anelsesfuld Lngsel.

Der lgger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over
Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Sknhedsvld, der tvinger
til at bje Hovedet i ydmyg Undren. Der fles heller ikke Fred,
Trang mod Hvile -- det er et Drag, der tmmer Sknhed som Drue i
Krystal, gulhvid og sd. Procuratiernes Arme strkker sig ikke
vidt som Sct. Peters Sjlerkker i Rom, ikke aabne for at kryste
Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som
den sikre Krlighed stryger over Haar og Nakke, den der vd, at dens
Kalden flges saa villig.

St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere
og de slanke Fanesjler som for at byde Blikket en Dmning.
Kampanilen strber mod Himlen som for at hve Blikket mod Vidder,
hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der frer til
Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde
aabne sig og fortlle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse
Lyst, der drager jet og Tanken.

Og Foden flytter sig villigt -- til Piazettaen, hvor Dogepaladsets
mauriske Flade byder sig frem for jet, utilslret som Sultaninden i
Eventyret for den, hun har kaaret i Lndom, og over Piazettaens Sten
glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor en ligger i
det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu
er Sknhedens Kalk ikke tmt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme
for den, der vil trde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen
og dens Lys, Vejen, der trdes som i Drmme uden Drn af Fodtrin,
medens Blgerne sukker.

Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men
lyder Slagene dmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre
Flj, dmpet bvende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert
Sknhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig
Flelse af at se og nyde.

Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro
tegner sig mrk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mrke Sagn
faar Liv i dmpet Tale og underlige Fortllinger om Dd og Glemsel.
Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om
Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkden
rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hse Prust kastes
ud fra de sugende Rr. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod
Land, og hans jne mder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat,
der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio
Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som
et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de
tabendes Lod.

Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset,
og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den
sknne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig n i
sin tavse Dejlighed -- -- --

Holst sov kun lidt den frste Nat i Venedig.




II.


Tiden var knap, og Arbejdet ventede. Holst vidste intet andet,
end at Sjstrm var rejst til Venedig, og at han var truffet
der midt i Juni af en Landsmand, der havde bragt det Bud fra
ham, som Staldmesteren havde meddelt. Det lod ikke til, at hans
Formuesomstndigheder var de bedste, han boede ikke paa et af de
store Hoteller; det Hotel, Staldmesteren havde nvnet, var et lille
uanseligt Hotel ved Rivaen, hvor srlig Sfolk sgte. Holst forhrte
sig der den nste Dag, men man kendte intet til nogen Ljtnant
Sjstrm, og det var vel ogsaa rimeligt, at han havde boet der under
et fingeret Navn. Det var naturligt at antage, at han, om han vilde
blive i Venedig, havde sgt et privat Logis; men rimeligst var det
at sge ham paa Lidoen, hvor den bedste Lejlighed aabnede sig for
en Eventyrer, der som Sjstrm kmpede for Opholdet. Holst tvivlede
ikke om, at han havde sat de rvede Penge til ved Spil i Monte
Carlo; Staldmesteren havde jo allerede meddelt, at han i Maj Maaned
var truffet der, ivrig i Lag med Rouletten.

To Dage tilbragte Holst med Sgen uden at opdage noget Spor; saa
flte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og
da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager
og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gd sig som Ild
gennem hans Aarer, han mistede fuldstndig Bevidstheden og gled ind
i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og
al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrm. Dr. Braun, der boede tt
op ad ham, kom til og fik hentet en Lge, der rystede paa Hovedet
og konstaterede en ondartet Forklelsesfeber, den, der saa hyppig
griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Sknhed i Vold.
Holsts Tilstand var ikke uden Fare srlig i de frste Dage, men lidt
efter lidt lftedes Taagen, og hans strke Natur sejrede.

I Lbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit
Ildebefindende, og han besluttede nu at fortstte Efterforskningen
efter Sjstrm med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit
lette Frokostmaaltid i Bauer Grnewald, lagde han Mrke til, at hans
unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskftige sig med en Rkke
bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen,
men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse.

Det var en flov Historie, men Holst trngte paa.

Saa fik han Historien.

Medens han havde vret syg, havde Braun paa Marcuspladsen mdt en
meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet
adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge
Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opfrte
hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spnde
Germanias brede Svrd om Lnd for at skride til et Erobringstog.
Det indlededes med smaa Hfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar
Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og frte
temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur
pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove
et samlet og strkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod
han den sknne sin Krlighed med saa megen Varme, som hans bayerske
Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde flge hans
Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at flge den sknne tilbage til
Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde
Sunde.

Gondolen bugtede sig gennem de sreste Krinkelkroge, uden at Braun
kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale
Grande og sluttelig efter denne mrkelige Omvej maatte befinde sig
i Nrheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den
sknne ad en snver Trappe til en Frstesals Lejlighed i et gammelt
velholdt Hus af de sdvanlige venetianske med mange smaa Rum,
Korridorer og Altaner.

Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en
Lskedrik frem for Erobreren, medens han ivrigt fortsatte sine
Angreb, modig ved de store Indrmmelser, han havde mdt hos sin
fagre Fjende. Varmen steg, den sknne forbarmedes over den strkt
opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet
hun diskret trak sig tilbage, medens han ifrte sig Tunikaen
og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede
Kldningsstykker.

Alt tegnede til en Hyrdetime -- saa pludselig hjemsgtes Arkadien
af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Dren og en
strk Mandfolkestemme lod sig hre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets
Enemrker. Den sknne fo'r op i Rdsel med Udbrudet: Min Mand
er kommen hjem uventet. Braun grebes af en stivnende Rdsel, og
ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et
kkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter
Menneskekd, larmede i Lejlighedens Vrelser.

I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel
Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte
et betydeligt Belb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned
ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmssige Ejers
Vold, om han vgrede sig. Braun valgte at kbe sig fri. Han havde
halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han
havde strget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette
paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en strkt afklet
Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han
havde mistet sit meget kostbare Guldur og en srdeles vrdifuld
Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i
Arkadien. Krigsomkostningerne belb sig saaledes foruden den tabte
re til henimod 1000 Lire i Landets Penge -- alt var Nederlag.

Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over
denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham
ret snart til at planlgge et Forsg paa at oprette det tabte ved et
nyt energisk Angreb paa den sknne med andre mere jordbundne Formaal
end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden
kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhr
til en Rapport til egen Glde. De var hurtig enige om, at der ikke
vilde vre nogen Fornjelse ved at indblande det stedlige Politi i
Historien, det vilde kun fre til, at Tyskeren blev latterliggjort i
den stedlige Presse, og den sknne i Tide blev advaret.

Frst gjaldt det om at rekognoscere Terrnet, og det lykkedes at
konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun
havde vret tre  fire smaa Strder fra Via Vittorio Emanuele, der
fra Rivaen skrer sig op mod Nord. Det var selvflgelig ikke muligt
at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevge sig for meget
i den Omegn, hvad der sikkert vilde vkke Opmrksomhed, men Holst
udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad
Svejen.

Braun havde den medfdte Egenskab, at han mrkede sig Ansigter med
stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt
Mrke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede
Vennerne sig til at lgge Mrke til Gondoliren ved Rivaen, hvor
Braun erindrede, at den sknne flere Gange havde benyttet den samme
Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig
direkte til ham vilde vre uklogt, da han formodentlig hyppig var
bleven benyttet af den sknne og derfor ret naturligt vilde vgre
sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par
Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for
ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette,
men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret
Englnder, der havde fattet en vis Krlighed til hans Gondol og hans
Passiar og besluttede at udbytte ham.

Det varede ikke lnge, fr Holst og Gondoliren blev gode Venner,
og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af
Lombroso. Frst drejede deres Samtale sig om en blond, hj Nordbo,
der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig sgte, uden
at der dog fremkom noget af vsentlig Betydning; dernst spurgte
Holst forsigtigt Baadfreren ud om den sknne, og paa hans listige
Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke
ud med sin Viden, og frst efter at Holst, der for ikke at vkke
Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture,
havde forsikret ham om sin brndende Krlighed til Damen, indvilgede
Gondoliren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset,
der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besrge en
Billet til Damen om et Stvnemde paa Marcuspladsen til en opgiven
Tid.

Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik
igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nje at mrke
sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende,
og nu gjaldt det kun om, at Stvnemdet kom i Stand, uden at den
sknne mrkede Uraad.




III.


I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den sknne
ubekendte. Hun var meget smuk, lille og vver, kldt I en
stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et
Par vidunderlig smukke, brune jne og et srgmodigt Smil. Da Holst
traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet
som en Art Lsen, slog hun jnene op mod ham, og der gik en let
Rdmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt
lignede en frk Eventyrerske med sit lidt trtte Ansigt og det
tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa
venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prvende paa ham, det
var jensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var
nsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede
ikke lnge, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed
Udtryk, sknt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes
ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte.

Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og flt sig dragen
mod hendes Sknhed og Ynde, at han havde anvendt alt tnkeligt
Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den
gennem hendes Gondolire, og at han var lykkelig ved den Tillid,
hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der
tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det sknne, srlig
Kunst, men tilfjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.

Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes
Forldre var Kbmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde
forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun
flte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet
Mdet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun
stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod,
hvorfor hun var kommen.

Det var jensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele.
Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik,
hun hrte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre
Veje, flger Strmmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strget
Srgmodigheden af sig og vret den flagrende Sommerfugl, overfor en
tung Idealist som Braun havde hun vret en Art Gretchen, en noli me
tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa
samme Stil.

Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at fre dette Eventyr til Ende,
og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde
Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han flte sig for,
og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den
unge Dame; dette besluttede han at forflge, og han smilede stille
for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han
var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske sknnes Blik
som Fjldets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times
Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens
Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem.
Jeannette blev rrt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader
og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.

Har De elsket fr? spurgte Jeannette og saa paa ham med et
halvtilslret Blik.

Holst saa frejdig op og svarede: Aldrig.

Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.

Han fortsatte.

Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig
elsket fr, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er
barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dkker Fjordene,
hvor Bjrnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene
tuder paa Stepperne ved Vintertid.

Hun saa skarpt paa ham.

De er fra Danmark, sagde De?

Ja, fra Danmark hjt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde,
som Sneen der dkker Sletter og Hje -- han rettede det til Bjerge,
fordi han syntes, det klang fastere.

Jeannette smilede -- saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:

Hvorfor fortller De mig alt det om Bjrne og Ulve og Bjerge? Jeg
vd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er
Ulve eller Bjrne, hvor Bjergene ikke er stort hjere end Husene
her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i
hjere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg vd mere end det, jeg vd,
at Kbenhavn er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor
Kvinderne er lige saa listige, Mndene lige saa dumme som overalt
i denne Verden, og hvor Lsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle
smukke Pigers Skaal.

Holst blev rd i Hovedet.

Jeannette fortsatte paa fortrffeligt Svensk: Forresten vil jeg
sige, at saafremt Hr. Ljtnantens Flelser for mig er lige saa
rlige og gte som Hr. Ljtnantens Prat om Deres Fdeland, saa Tak
for mig, lad os saa hellere vre rlige mod hinanden. Hvad vil De
mig?

Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. Frken, sagde han paa
Dansk, De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter,
mine Flelser er de samme. Deres Sknhed har virkelig taget mig
fangen -- helt -- og mine Hensigter er kun at vre, hvor De er, at
se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg vd, at
De forstaar det Sprog, som jeg taler rligt som mit Modersmaal. Men
De har ljet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra
Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Ljtnant
fra Kbenhavn, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.

Jeannette saa et jeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev
hendes Blik mildere, hun ligesom kmpede med sig selv -- saa sagde
hun saa trt med halvsagte Stemme:

Hvad skal det tjene til -- hjlpe mig kan De dog ikke.

Holst greb hendes Haand.

Kre Frken, De siger, jeg ikke kan hjlpe Dem; hvor vd De det, er
De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slgt, er
De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold -- --

Jeannette fo'r sammen.

Hvad mener De? spurgte hun skarpt.

Holst tog sig i det. De sagde selv, De var gift med en Kunstner,
ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjlpe
Dem, om De vil stole paa mig. Han havde rejst sig og bjede sig
over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes jne.

Hun fo'r sammen og saa op.

Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre -- I er
alle ens -- alle.

Holst flte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han fre sit Angreb
igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem
hans Hnder. Hun vilde nppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men
rbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun
helt vilde trkke sig tilbage. Det var en ret usdvanlig Situation,
men Angrebet maatte fres igennem. Holst tog hendes Hnder i sine og
saa hende lige i jet med et fast, varmt Blik. Lille Jeannette,
sagde han, jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig
saaledes, jeg vd ikke, hvem du er, men jeg vd, hvorledes du
lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skbne, der tvinger
dig til det mest nedvrdigende af alt -- for hans Fordel at lyve
og bedrage, at drive Spot med det sknneste og dleste paa Jorden,
med selve Krligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at
lnnes med onde Ord og Spot.

Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa
skal jeg fre dig frelst ud af de hslige Kaar, hvori du lever, og
befri dig for ham og hjlpe dig til at vinde bort fra hans Vold.

Holst havde bjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.

Pigebarnet saa op paa ham, forskrmt gennem Taarer og hviskede nppe
hrligt: Kender De Hugold?

Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer,
der smkker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans
Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tnder,
Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingr. Enten eller --
tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne
Kvinde var, men var det, som han flte, det kunde vre, som det
maatte vre, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved
Maalet.

Det varede et Sekund -- saa talte han.

Jeg kender Hugold Sjstrm, og ingen Mand i Verden kender ham bedre
end jeg.

Hans Blik hvilede paa hende saa sgende skarpt, at det ligesom
borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og
brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.

Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort
fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.

Det varede kun et Sekund.

Saa lftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved
mod sin Skulder og strg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det
var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende
Pigebarn paa hans Kn var den Annie, hvis Skbne i Maaneder havde
fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at
forme Ordene, ld det fra hans Lber, hviskende mildt: Lille Annie
skal ikke grde -- lille Annie skal ikke grde.

Navnet ramte Pigebarnets re -- hun rettede sig op og saa paa ham
med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax flte,
hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde
trde hindrende mellem ham og hans Hverv.

Nu laa Vejen aaben for ham.

Annie, hviskede Pigebarnet, hvorfor siger De Annie -- kendte De
Annie -- hvilken Annie?

Holst bjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i
det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Lber mod
hans i et varmt Kys, der sved.

Frels mig, hviskede hun, om du elsker mig, som du siger, frels
mig, om du kan.

Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er n -- denne Pige kan bringe
ham i mine Hnder, han har mishandlet hende, nedvrdiget hende; hun
har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er n -- kun n
-- jeg maa gribe til.

Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjstrm og Annie
eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i
sine Arme og hviskede de mmeste, varmeste Ord i hendes re, fandt
Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys.
Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af
Sigte, medens det blde, svenske Sprog ld i hans ren.

For frste Gang i sin lange Tjenestetid brd Eigil Holst ud fra den
Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land
og stod paa Vejen, der frte til Maalet.




IV.


Holst og Jeannette mdtes til Frokost i den samme Restauration, hvor
de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af
Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at
skuffe Mnd, var nsten ubegrnset.

Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at
gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det
netop om at vinde Tid. Han vilde frst vinde Jeannettes Fortrolighed
fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok
var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle
slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i jeblikket. Han skulde blot
ikke stde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa
lindt og glat.

Resten maatte Tiden bringe.

Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betd
vel lidt mere, sknt farlig meget forkert var det ikke. Hendes
Fader havde vret Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere
taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer,
en Greve af gammel Slgt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var
Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Brn
tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lrt sit Fransk,
og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den
unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader dde, og Moderen rejste
tilbage til Sverrig, blev Hjemmet oplst, og Jeannette kom ud i
Verden.

Hvad hun saa mere fortalte om sin Skbne var vel nppe helt sandt og
ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjstrm,
der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to
var hun tavs. Holst vilde gerne sprge, men han maatte gaa forsigtig
til Vrks, og han lod sig paa intet Punkt mrke med, at han nrede
Interesse for Parret.

Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften
havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det.

Holst undveg.

Jeannette saa op paa ham og spurgte: Hvad vil du saa med mig?

Hjlpe dig, sagde Holst, om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.

Jeannette sukkede: Der er vel ikke stort at gre for mig, jeg har
vret saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder
rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tnke paa, men bare holde af
hinanden, for du vil jo nok holde af mig -- ikke sandt?

Det vilde Holst jo nok -- men praktisk set var det slet ikke saa
let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvnt, og Holsts
Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at
tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han
skulde gribe Sagen an. Fortlle hende om Braun vilde han ikke, det
var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en
Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjstrm, der havde Ansvaret,
og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst vre meget forsigtig.

Sig mig en Gang, sagde han, vil du vende tilbage til ham, vi
talte om?

Er du allerede ked af mig? spurgte hun med et hastigt Blik paa ham.

Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos
ham?

Jeannette rdmede. Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham.
Jeg hader ham -- hader ham, og hun knyttede sine Hnder.

Har du altid hadet ham? spurgte Holst og saa alvorligt paa hende.

Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af,
men han var ond mod Annie, og jeg -- jeg stod uden noget i Verden,
saa da Annie rejste, maatte jeg flge ham. Det vilde han have.

Hvornaar var det? spurgte Holst.

Nu i Vinter, svarede hun, jeg fulgte med dem til Kbenhavn, Annie
var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfrdelig
meget af hende. Annie brd sig ikke om ham, men hun vilde giftes med
ham.

Hun greb sig i det. Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender
hende jo slet ikke.

Aa jo, sagde Holst, lidt -- Annie Cederlund -- ikke sandt?

Jo -- saa du kender hende -- var hun ikke dejlig, og saa god var
hun imod mig fra den frste Dag, vi mdtes. Gud maa vide, hvor hun
er! Jeg forlod dem i Helsingr. Sjstrm fulgte hende, men kom alene
tilbage til Kbenhavn. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun
har aldrig skrevet til mig -- og det, synes jeg, var ikke smukt af
hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tnke paa mig.
-- Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjstrm vilde, vi skulde
rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde
faaet af Annie, og saa var det, han frte mig til Venedig, til dette
forfrdelige Liv!

Hvilket? spurgte Holst.

Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals.

Vil du tage mig med -- vil du ikke -- jeg er saa grnsels
ulykkelig. Hun brast i Graad.

Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: Fortl mig det
altsammen -- du kan godt sige alt til mig.

Ikke nu -- ikke nu -- men siden, hviskede hun. Du skal faa
alt at vide, hvis du vil vre god imod mig. Det vil du nok, ikke
sandt, Eigil, du er saa god og saa rlig. Og jeg er saa forfrdelig
ulykkelig.

Vil du forlade ham? spurgte Holst.

Jeannette nikkede. Straks, om jeg blot kan, men han gr mig
Fortrd.

Holst smilede. Du kan stole paa mig, Jeannette.

Jeannette saa forskrkket op. Nej, du maa ikke, du vd ikke, hvor
ond han kan vre -- du maa ikke gaa til ham.

Holst smilede. Du skal ikke vre bange. Jeg har et Bud til ham fra
hans Broder, som er en brav og hderlig Mand. Det aller fornuftigste
er, at jeg gaar til ham ganske rolig og bringer ham det Bud. Saa
skal du se, naar jeg frst faar talt med ham, kunde det vre, der
var et eller andet, som jeg kunde fortlle ham, der vilde gre et
vist Indtryk paa ham.

Jeannette saa uforstaaende op. Kender du ham da?

Ikke personligt, men lidt vd jeg om ham. Det bliver nok det bedste
at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at
besrge.

Jeannette greb hans Haand. Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du
maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hrer du,
du maa blive hos mig.

Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens
hendes jne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde
sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa frste Sal, Livet
begyndte at rre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen.

Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned
mod Gaden. Se, sagde hun, se, det er Annies Ven, der gaar der, de
tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie vre her.

Holst bjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt
paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevgelse gennem
ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester
Ankerkrone, Kurk og den unge Ljtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt
bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Flge med en
lille, lidt skvrygget Dame, Claes' Hustru, sknnede Holst, han
havde ikke set hende fr. Blodet fo'r Holst til Hovedet. -- De var
altsaa i Venedig -- alle. Han bed Tnderne sammen. Nu gjaldt det at
vre paa Post.

Jeannette blev opmrksom paa hans Bevgelse. Kender du dem?
spurgte hun.

Holst nikkede: Ja, jeg kender dem.

Jeannette saa skarpt paa ham.

Hvem?

Alle, sagde Holst, men jeg skal fortlte dig mere herom senere.
Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor.
Endnu i Dag skal jeg opsge Sjstrm, men du skal ikke fortlle ham,
at jeg kommer.

Jeannette var tavs -- hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes,
hans Vsen var saa forandret.

Sig mig, hvor du bor?

Holst nvnede sit Hotel.

Alene? spurgte Jeannette.

Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget
net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.

Jeannette blev blodrd, Holst lod som intet, men iagttog hende
skarpt.

Jeannette tav. Saa aftalte de at mdes i hendes Hjem den samme
Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet frst; hun var lidt
nervs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med
ham med stor Varme.

Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for
Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de sreste Poster, han
nogensinde havde frt i Regning under sin Virksomhed som Politimand,
men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han
nogensinde havde mdt.

Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket
sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig
Ret have tvivlet paa hans Krlighed. Han vidste, hvem hun var,
et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over
hende bestod kun i den Krlighed, han havde hyklet for hende ved
deres Mde og senere, da han lrte hendes Skbne at kende. Traadte
han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede
Forfngelighed vilde vkkes, hun vilde blive hans Fjende, og
Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand.

Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nvnet mellem
dem. Jeannette -- hun kaldte sig vedblivende Jeannette, sknt hendes
Dbenavn var Johanne -- vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham
mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde vre nok. Holst anede
endnu ikke, hvor Sjstrm var at finde. Han maatte tilstaa for sig
selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige -- taktisk set.

Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke -- ja -- det var
sin Sag. Han maatte rlig tilstaa, at han flte ingen Skam -- blot
en vis Nervsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en
saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa
vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordrvet
Kvinde.

Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grnewald og traf Dr. Braun,
der var meget spndt paa Udfaldet af Expeditionen.

Holst trak paa Skuldrene -- Mislykket, sagde han, Donnaen
udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmnd, jeg
mdte i Gaar i Akademia.

Braun tvivlede -- men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde
travlt. Det gjaldt om at trffe de forndne Foranstaltninger med
Hensyn til Sjstrm.




V.


Holst besgte gerne Akademiet, han nrede en varm Interesse for
Malerkunst og gldede sig ved den sjldne Samling af Norditaliens
Mestervrker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med
en stor Samling gte gamle Hollndere af dem, der sgte til Italiens
Mestere, men efterlod Rkker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel
tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant
igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa
Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han
besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besg i Akademiet.
Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed.

Ustandselig, som en blgende Strm, gled der fremmede Ansigter
forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og
Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en
enkelt Landsmand, som han kendte fra Kbenhavn, men som han ikke
skttede om at trffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt
og tilvant. Som han stod foran Tizians bermte Mari Tempelgang og
gldede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hrte han
pludselig bag sig en strk Stemme paa bredt Dansk: Der har vi saa
Herren hjlpe mig den bermte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa
ud.

Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden
fra Nordsjlland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung
Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede,
der hang paa den modsatte Vg.

Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han
i samme Tone uden Overgang: -- og der har vi saa Herren hjlpe mig
Ljtnant Holst af Hovedstadens Vgterkorps, saadan ser han altsaa ud
i det fremmede.

Den unge Dame vendte sig rask -- det var Ulla Ankerkrone.

Hun rdmede, slet ikke let, og Holst flte, hvor Blodet skd sig
op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par
Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen
gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en
fortrffelig Biedermann, der strg alt sit lidt sre Ungkarlevsen
af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet
i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortrffelige
Rejseselskab.

Srlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede
smaa Opmrksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil
og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de
hidrrer fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise
Herredshvdingen Verden, som den var sknnest, og Herredshvdingen
saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge sknne.

Hans Glde ved at trffe Holst var oprigtig. Ullas Glde var mindre
oprigtig, forsaavidt som hun af og til sgte at skjule den uden
rigtigt Held. Derimod gldede hun sig aabenbart strkt paa sin
Pappas Vegne, og denne Glde fik saa meget strkere Ordlyd, som
hendes egen flte sig forpligtet til at vre tavs.

Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere
endnu siden sidst. Han flte ligesom et Stik i Hjrtet ved Tanken om
Gaarsdagens Eventyr -- det pinte ham.

Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme,
da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede
ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og
som Herredsfogden smilende sagde:

Nu turer den unge Frken rundt med mig stakkels gamle Mand pr.
Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods. Om alvorlige Forretninger
talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa
samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste.

Holst slog Flge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik
Akademiet nje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames jne
hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige
Kunstnere og Kunstvrker. Herredsfogden indbd ham til Middag, men
Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken
om det aftalte Mde med Jeannette rdmede han let, det faldt ham
egentlig svrt at fre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at
en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen,
og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab.

De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med
Ulla, idet han lovede at aflgge en Visit hos Ankerkrones, dog
bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting,
Herredsfogden gjorde det -- men kun ugerne.

Ulla var glad ved Mdet, hun tnkte tiere paa Holst, end hun vilde
vre ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers
Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk
-- Farbror Holger en fortrffelig Farbror, men -- -- -- kort sagt,
det var svrt rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der,
anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom.

Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Lsestue. Holst
besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret
og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han
om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at
Sagen saa vilde trde ind i et nyt Spor, der vilde ndvendiggre
Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde nppe tro sine egne
ren, han sprang op og lagde Hnderne paa Holsts Skuldre.

Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.

Holst bjede Hovedet: Ja, det er et Eventyr og dog ganske
naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og
Usling, der ernrer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som
hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer
intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa fr jeg har
ham, vil jeg ikke vre rolig.

Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand? spurgte
Herredsfogden.

Endnu ikke, sagde Holst, som Herredsfogden vd, har jeg i denne
Sag udelukkende stolet paa mig selv.

Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam vre forsigtig. Det
glder om at gribe til, Arrestordren har vi jo -- i Deres Sted vilde
jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun
en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De
frst Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.

Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han
skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem
den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det vre det
rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle
Herredsfoged ind i Sagen, fr det var ndvendigt. Han besluttede
at tie og svarede i en let Tone: Hr. Herredsfoged, jeg tror, det
er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Vrks. Vi har her med en
Eventyrer at gre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg
tror, det sikreste vil vre at arrestere ham for Falsk og lade
Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud
straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende
Omstndigheder er jo endnu srdeles slet oplyste. Det kan jo
endelig vre, at han ikke er Morderen.

Hvem skulde det da vre? spurgte Herredsfogden lidt betuttet.

Jeg tror selvflgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart.
Det lader sig nppe ngte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod
det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes
Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil
selvflgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo
Herredsfogden, der skal lede Undersgelsen.

De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme
Dem. Jeg havde aldrig tnkt, at jeg skulde komme til at administrere
mit Embede i en vigtig Sag -- en Mordsag -- paa Riva dei Schiavoni i
Venedig. Men ligemeget, gr som De vil, men vr forsigtig og lad Dem
ikke overliste. Vil De have Frokost med?

Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at
komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besrgede det forndne i
Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den
givne Tid skulde vre paa det opgivne Sted. Arrestordren ld paa
Sigtelse for Falsk og Bedrageri -- om Mordet talte han ikke.




VI.


Klokken tre paa Slaget frte en Gondol Holst til Huset, hvor
Sjstrm boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det
for ndvendigt at bevbne sig med en let Lommerevolver, som han
aldrig fr havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at
bruge med stor Sikkerhed, fortrffelig Skytte som han var. Han
sendte Gondoliren bort og gik rask op ad Trappen til frste Sal,
hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Dren stod:
Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Klling viste sig;
hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og rinde. Holst
talte daarlig Italiensk, men han kunde gre sig forstaaelig og bad
om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa
rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en
Hilsen. Hun lukkede Dren og fjernede sig.

Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Dren, og Konen
frte ham ind. Medens han ventede, hrte han Skridt paa Trappen og
en let Fljten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger
ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde lsne et
Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for
Hjlp; men han havde nsket, at det hele skulde gaa fredeligt til
for at vkke saa lidt Opmrksomhed som muligt. Han traadte hurtig
ind og fulgte Konen ad en mrk, snver Entr til et Vrelse, der
vendte ud mod Kanalen.

Det var tarveligt mbleret, mere som en Art Kontor; der stod et
Par Pulte, der kunde tyde paa Sagfrervirksomhed eller lignende.
Vrelset var ret lyst og rummelig. Holst hrte Stemmer i
Nabovrelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene
strk og grov, den anden lysere. En Damestemme var jensynlig
Jeannettes. Han var altsaa ikke alene.

Dren gik op, og Sjstrm traadte ind.

Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander.
Sjstrm var tre Alen hj, meget strkt bygget; hans Ansigt var
rdligt, hans Skg strkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun
var jnene posede og rde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet
furet af mange Rynker. Han havde vret en prgtig Soldat, kunde man
se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervst over
hans Holdning, der prgede ham som Eventyreren, den usikre Mand.

Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads.

Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sde, idet han stillede
sin Hat fra sig paa et Bord.

Hvad skylder jeg ren af Deres Besg, Hr. Ljtnant? spurgte
Sjstrm med en let Bjning.

Deres Broder, Staldmester Bror Sjstrm, som De vil se paa
det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsge Dem for at
overbringe Dem en Hilsen, sagde Holst venligt. Jeg har den re at
kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde
hans nske.

Ja saa -- kom det fra Sjstrm.

Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid.

Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde
faaet fra Dem udover tilfldige Meddelelser fra Landsmnd, der havde
truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde
vre hndet Dem noget ubehageligt. De vd, Rygterne flyver saa
hastigt. Saa lovede jeg at se at trffe Dem og erfare noget nrmere.

Ja saa -- Sjstrm lod ikke til at vre meget indladende; det var
jensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen
syntes ganske at vre gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af
Sjstrms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone:

Srlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette
Aar, da De var i Helsingborg, har opsgt ham.

Hvor vd De, jeg var i Helsingborg? busede Sjstrm ud.

Aa, Sverig er ikke saa stort -- Skaane mener jeg. Saa er der
desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt
har generet Deres Broder en Del.

Karlkvisten --. Sjstrms jne blinkede, saa rettede han dem
skarpt paa Holst.

Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Ljtnant, hvad vil De mig?

Jeg har jo sagt Dem mit rinde, sagde Holst i samme sagtmodige
Tone. Deres Broder har paalagt mig at opsge Dem. Han tnkte sig,
at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trnge til Penge --
ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min
Ven. Altsaa rent ud: hvis De flger mig til den strigske Bank, vil
jeg kunne lade Dem udbetale et Belb efter Deres Broders nske.

Jeg trnger ikke til Penge, sagde Sjstrm skarpt; saa lod han,
som om han betnkte sig. Desuden er det jo ikke ndvendigt, at jeg
flger med. En Check kan vel gre det.

Holst smilede elskvrdigt. Deres Broder har, for at sikre sig
mod alle Tilflde, nsket, at Pengene skulde udbetales i min
Nrvrelse. Han saa meget skarpt paa Sjstrm. For alle Tilfldes
Skyld.

Sjstrm blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig.

Hr. Ljtnanten maa undskylde mig, jeg har Gster, jeg kender ikke
Hr. Ljtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trnger
ikke til Penge -- aldeles ikke. Ja, det gr mig ondt at maatte vre
uhflig mod en fremmed -- en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg
har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Ljtnanten, der hvor
Hr. Ljtnanten bor, i jeblikket er det mig umuligt at tale lngere
med Dem.

Holst blev rolig siddende.

Sjstrm stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt
Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod
Dren.

Ja, saa Hr. Sjstrm trnger ikke til Penge, fortsatte Holst i
en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det
mislykkedes at lokke Sjstrm ud at Huset. Vennen derinde maatte
jensynlig vre en Guldfugl, der lovede Sjstrm god Gevinst. Der
var altsaa ikke andet for at gre end at skride til Anholdelse. Men
paa den anden Side vilde Holst ndig slaa Alarm, medens en fremmed
var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i
Rolighed.

Ja, saa Hr. Sjstrm trnger ikke til Penge, gentog han, da
troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjstrm hentede i
Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.

Sjstrm blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte:

Men de er maaske endnu i Behold?

Hvem er De? spurgte Sjstrm, hvor tr De vove at trnge ind i
mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?

Nej, sagde Holst, det vil sige: hvis De vil flge mig, Hr.
Sjstrm.

Dem --

Ja, mig. Jeg har et rinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at
stte Pris paa, og det Tilbud, De ikke nskede at modtage. Det staar
i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda
Banken i Skaane. De har vist hvet for meget, Hr. Sjstrm. Det
mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette
Mellemvrende med Dem.

Sjstrm var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han:

Hr. Ljtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale.
De kan gaa. Han trak sig tilbage mod Dren. Holst rejste sig rolig
og saa paa ham med et fast Blik.

Det gr mig ondt, Hr. Sjstrm, at maatte vre ubehagelig mod Dem,
men det er min Pligt at meddele Dem, at i det jeblik, De trder et
Skridt nrmere til den Dr, vil der lyde et Skud, der vil have til
Flge, at her bliver lidt Oprr i Huset, som vil kunne undgaas, i
Fald De godvilligt vil flge mig.

Sjstrm stod et jeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig
og sprang lynsnart frem mod Holst, der nje havde vogtet paa enhver
af hans Bevgelser og med en hastig Bevgelse greb Stolen, slyngede
den mod ham, saa han standsede i Springet og med et strkt Brag
faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst.

Dren til Nabovrelset gik op, og Jeannette viste sig i Dren --
ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst
for at komme Husets Herre til Hjlp; Jeannette sgte at holde ham
tilbage. Sjstrm var rullet rundt og sgte at komme fri af Stolen.
Holst stod rolig foran Dren til Entreen; Revolveren blinkede i
hans Haand. Da hans je faldt paa den unge Mand, snkede han den
uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone.

Den unge Svensker blev staaende paa Trskelen i dyb Forbavselse.

Detektiven -- Papas Detektiv -- hvad i alle gode Magters Navn er
det, De stiller an med Hugold Sjstrm?

Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen
og blev staaende uden at rre sig. Sjstrm havde rejst sig, han
stod bjet, stttet til Stolen, hvis Sde var brudt af. Holst talte
frst:

Hr. Sjstrm, sagde han, jeg vilde have undgaaet enhver Scene i
denne Dames og den unge Herres Nrvrelse. Det er Deres Skyld, at
den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det
er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklrer Dem for anholdt. De vil
behage at flge mig.

Sjstrm lftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang
imellem. Ingen Dumheder, Hugold -- lad mig, jeg kender Herren.

Sjstrm snkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en
kold, let overlegen Tone:

Ljtnant Sjstrm er min Ven; jeg tr maaske sprge, med hvilken
Ret en dansk Detektiv tr anholde en svensk Undersaat paa
international Grund?

Hr. Ankerkrone, svarede Holst rolig. De gr rettest i forelbig
at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter
Ordre.

Det er Uret, og det taaler vi ikke, udbrd Ankerkrone hftigt.
Jeg svarer for Hugold.

Holst smilede. Det kunde hnde, det blev svrere, end De tror, Hr.
Ljtnant.

En Mand har i hvert Fald Ret til at krve at vide, hvorfor han
arresteres.

Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.

Hvormeget? spurte Ankerkrone.

En Bagatel, sagde Holst med et Smil, nogle Tusind Kroner.

Dem skal jeg skaffe, faldt Claes ind.

Otteti Tusind Kroner -- det er da ellers Penge.

Betyder intet -- blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden;
mindre kan vel gre det.

Sjstrm stod ubevgelig; han flte, at Holsts jne hvilede paa ham.

Vil Fruen vre saa venlig at lukke op, sagde Holst med et fast
Blik paa Jeannette, der staar to Herrer udenfor Dren, som nsker
at komme ind.

Jeannette tvede.

Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej -- vil Fruen ikke, saa faar
De tage Flgerne.

Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i jet, der spurgte -- han
bjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Dren.

Inden Sjstrm fik samlet sig igen, blev Entrdren revet op,
og de to italienske Politimnd traadte ind i Stuen. Ankerkrone
protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans
Arm.

De br af Hensyn til Deres Fader betnke, hvad De gr, Ljtnant
Ankerkrone, sagde han.

Sjstrm sgte at gre sig fri for de to Italienere, der stod hver
paa sin Side af ham, men en kort Smkken af Staal forraadte, at
Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans
Pande, han gjorde en krampagtig Bevgelse for at slippe ls, men
sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans
Kinder farvedes af Harme. Dette er en Slyngelstreg, sagde han paa
Svensk. Jeg gaar til Konsulen.

Holst vendte sig rolig mod ham. Hvis De vil hre mit Raad, Hr.
Ljtnant, saa gaa frst til Deres Fader; jeg giver Dem mit resord
paa, at denne Affre er alvorligere, end De tror. Han bjede sig
henimod ham og hviskede: Annie --.

Claes Ankerkrone blev bleg. Sjstrm rejste sig og sagde til ham i
en dmpet Tone: Gr hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dr
med.

Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og frte ham bort.
Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Trskelen til Dagligstuen.
Jeannette stod lnet mod en Pult med forstenede Ansigtstrk, og den
gamle Kone viste sig i Dren med alle Tegn paa Forfrdelse.

Holst vendte sig mod Ankerkrone: Hr. Ljtnanten kan rolig overlade
mig at besrge alt. De br gaa, jeg skal senere forklare det
forndne.

Ankerkrone lftede trodsig Hovedet. Jeg har lovet Sjstrm at srge
for den unge Dame.

Det er ikke ndvendigt, Hr. Ljtnant, det Ansvar paatager jeg mig,
ikke sandt, Frue?

Jeannette bjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men
Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: Hvad der er passeret vil
vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder
Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!

Ljtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette
bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bjning for Jeannette
forlod han Vrelset med en nsten umrkelig Hilsen til Holst. Da
Dren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette.

Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den
strkeste.

Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i
Dren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. Ham
ser du nppe for det frste, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad
der er det klogeste for os, og st frst og fremmest denne ldre
Dame ind i Situationen. Jeg trnger til at hvile mig lidt ovenpaa
dette.




VII.


Den hderlige gamle Signora Montuori var fdt Wienerinde og
indvandret i Venedig i den strigske Tid; hendes Mand, en
Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde
betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl,
som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end
for sine Synders Skyld, paa et lngere Aaremaal i det, Italienerne
betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde
det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der
efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rdsel. Han talte
venligt til hende, hans Humr var fortrffeligt, han var oplagt til
allehaande blid Spg.

rede Frue, sagde han, jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af
mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besge Dem
i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring
enkelte Effekter, der havde nogen Vrdi for ham, en Ring med
Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og
Guld. Desvrre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne,
og han tnkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa
venligt af Ljtnant Sjstrm. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette
hans rinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, hjtrede Fru
Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.

Kllingen skjalv som et spelv, og hendes tandlse Gummer mimrede
af Skrk. Men hun erklrede, at hun intet forstod af det hele.
Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned
paa sit Kn.

Lille Jeannette, sagde han, Signora Montuori og jeg kan ikke
blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget
mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus'
Vrge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. Spirrer vil vre ndt til at
anstille Undersgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er
bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?

Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm
laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig ls. Saa bjede hun
sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun
hviskede: Det var altsaa det, De vilde mig.

Kllingen stod og rystede. Holst strg den grdende Piges Haar
tilbage over hendes Pande og kyssede hende. Din lille Tosse, sagde
han, tror du, jeg vil gre dig Fortrd?

Hun saa sprgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt,
at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig
tt op til ham.

Du vil tage mig med dig, ikke sandt?

Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue.

Naa, hjtrede Dame, bliver det til noget?

Kllingen tvede. Holst skd lempelig Jeannette bort. Den unge Dame
staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret
til Municipiet. Forstaar De det?

Jeannette gik hen til Konen. De maa hellere godvillig udlevere
Sagerne.

Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til
Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. Gr De, som
jeg siger, lille Frue -- det staar De Dem ved. Desuden er det alt,
jeg forlanger af Dem, og saa at De stter et af Deres fortrffelige
Vrelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter
forelbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De
kunde maaske komme til at trnge til mig, og hvad Betalingen angaar,
kan De forlange, hvad De nsker, men Tyvekosterne _vil_ jeg have.

Jeannette klappede i Hnderne og fandt Ideen bedaarende. Signora
Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var
den svageste, og forlod Vrelset, idet hun rokkede med Hovedet.

Det vilde vre uretfrdigt og tillige usandfrdigt at hvde, at
Holst i dette jeblik flte sig som en arbejdende Politimand -- det
vilde vre ubilligt at forlange det ogsaa.

Jeannette saa paa ham med store, bedende jne. Tal aldrig mere
om Dr. Braun --. Hun afvrgede Svaret med et Kys, der ikke kunde
betyde andet end et Samtykke, for det blev rligt besvaret. Holst
lovede sig selv at gre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i
en Magdalenestiftelse var trods hans sdelige Alvor og i vrigt ret
rene Karakter ikke det frste, der faldt ham ind. Signora Montuori
afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret,
og Holst var saa geners at sknke hende 25 Francs som en Art
Dydsbelnning.

Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den
gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Frd
med at stte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu
bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klde sig paa
til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin
lette Bagage overfre til sit nye Kvarter.




VIII.


Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Frd med sit ensomme
Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille
Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes.

Jeg har her den Fornjelse at lgge Corpora delicti frem for Dem og
overrkker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er
medgaaet til Omkostninger.

Braun blev blussende rd. Og Damen? spurgte han.

Holst smilede. Saavel Damen som den gamle Heks og den
skrkindjagende gtemand er under Politiets Opsigt.

Braun rystede paa Hovedet. Stakkels unge Kvinde, hun var saa
fortryllende sd.

De kan vre rolig, sagde Holst, jeg har srget for, at det hele
gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt
hun er stillet, vil nok vre god imod hende.

Det tror Pokker, afbrd Braun, Politiet er sandsynligvis lige saa
bundfordrvet og usdeligt her som alle Steder.

Det er muligt, sagde Holst og rejste sig.

Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin
Taknemmelighed, der yderligere forgedes derved, at han slet ikke
fik noget med Politiet at gre, og at det hele var afsluttet med de
25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: De har ved denne Sag
gjort mig en strre Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa
Taknemmelighed.

Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv vre gaaet i Lvens Gab?
Naa, vilde han ikke fortlle, saa var det ikke paatrngende at
sprge. Han havde sine Sager, og glad var han.

Holst kldte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til
Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet
med Ritmesteren. Herredsfogden var frste Mand paa Pletten.
Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret,
sigtet for Falsk og Bedrageri, og de ndvendige Formaliteter til
Udleveringens Iscenesttelse vilde blive indledede den nste Dag.
Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da
Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive
ret indviklede og trkke ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt
var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behvede at afbryde
sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen.

Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk
tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog
Holst, hvor trt og affldig han saa ud, han gjorde en Bemrkning
derom, og Ritmesteren smilede svagt: Jeg har det heller ikke godt,
min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.

Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes nsten, han var uvenlig,
og fandt dette ret ubefjet, men han erindrede, at Manden maatte
t op, han havde jo heller ikke vret indladende i Christiansstad.
Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mrkerde Roser, der
kldte hendes lyse Teint og mrke Haar. Holst saa beundrende paa
hende og greb sig i at tnke, at i hvert Fald n Kvinde vilde have
grmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen.

De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over
Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft,
og gjorde, at han flte sig ganske anderledes fri og selvbehersket
overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at
han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham
med Opmrksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Ljtnanten havde
sendt Afbud, han kunde frst komme efter Middag.

Det var jensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete
Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod
falde, at Ljtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var
kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke
talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn
Kurk var forstemt og ordknap.

Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille
og varm, dog blste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla
sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grnne Bgeskove.

Lnges De ikke? spurgte Ulla.

Aa jo, svarede han, -- lnges -- det kan jeg vel ikke sige. Der
er slsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt,
men det er sandt. Man fortller om den store Goethe, at da han kom
til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig
en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative,
romantiske Digteraand. Holst rdmede. Jeg er ikke Digter, ikke en
Gang af de smaa, men jeg fler det samme.

Ulla smilede. De mener, at da De som ung Werther sad paa Bnken ved
den lille S deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu
...

Holst saa paa hende. Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop
flger det samme Spor som mine -- det tnkte jeg netop.

Ulla rdmede: -- og nu -- -- --

Nu vilde jeg -- -- -- -- Holst tav. Hun saa paa ham med et
forunderligt sprgende Blik, og han flte ligesom en rislende Kilde,
dybest indefra, der steg igennem ham.

To Mennesker kan mdes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det
skete i dette. Der frte ingen Vej tilbage fra saadant Mde. Det var
ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne,
hvor han aldrig fr havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje
over blomsterstrede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik
hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rdmende Kinder
og de store, sgende jne, hviskede hans Lber en Tak til den lille
derhjemme, der havde lrt ham mere i et Dgn, end Livet havde lrt
ham i mange Aar.

Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det
var et Livsmaal, det frste virkelige han havde kendt.

Kaptajn Kurk afbrd de unge, han nskede at tale et Par Ord med
Holst. Den tydelige Skuffelse, der prgede Ullas Ansigt ved
Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig
tilbage til Kaptajnens Vrelse for at vre uforstyrrede.

Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i
samme jeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens
rinde, Kaptajnen gik, strg han den milde Stemning af sig og
samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han
forstod, at nu var jeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt
til Sprgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama.
Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han
havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han
var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde fre ham bort fra
Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og
det, de maatte sige ham, om han nskede at vide det.




IX.


Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bd ham en af disse
fortrffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til
Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdde
Statsmnd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der
varer ugevis og koster en Formue i Tndstikker.

Holst tndte den og satte sig en garde.

Hr. Ljtnant, begyndte Kaptajnen, Sjstrm er altsaa arresteret.

Holst nikkede.

Ljtnant Ankerkrone kom til mig i strste Ophidselse og fortalte
mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Ljtnant Sjstrms
Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Ljtnanten fortalte,
at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?

Holst nikkede.

Vil Sigtelsen indskrnkes til dette? spurgte Kurk og saa sprgende
paa Holst.

Forelbig -- ja, svarede denne.

Forelbig -- men senere? Claes meddelte, at De havde nvnet et
Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De
Sjstrm skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har
ladet ham arrestere?

Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: Det er imod mine
Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt
Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Ljtnant Hugold
Sjstrm har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og
tilvendt sig et betydeligt Belb herved -- eller rettere: Papiret
er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at
det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg
ingensomhelst Formodning -- kun vd jeg, at jeg i denne Sag vil vre
ndt til personlig at forhandle med Mnd, der ikke kan lade sig
reprsentere.

Kaptajnen bed sig i Lben. De synes at glemme, Hr. Ljtnant, da De
i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et
Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til
at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig
en simpel Taknemmelighed at gre Gengld.

Holst saa fast paa ham. Hr. Kaptajn, sagde han, hvad De fortalte
mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan
ikke heller fortlle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes
Ejendom. Jeg er underordnet Funktionr og min Pligt, vd De, gaar
frem for alt.

Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: Selvflgelig, det beror
paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med
Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid
nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.

Jeg har Tid til at vente, sagde Holst venligt, mit Venskab for
Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr.
Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod _nogen_ af det
Navn, fr jeg har varet dem ad.

Vil De give mig Deres Ord paa dette? spurgte Kaptajnen, og paa,
at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa
hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.

Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. Hr. Kaptajn, sagde
han, den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage
noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slgt, som
er mod deres nske og Vilje, den Dag trder jeg tilbage og stiller
en anden for mig. Jeg vil ikke sge nogen Oplysning, som ikke
frivillig gives mig, og jeg vil, fr jeg nvner Navnet, som endnu
ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor
Herredsfogden, er nvnt, trde frem for Familiens Hoved og sige ham,
hvorfor jeg nvner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver
unvnt.

Kurk stod et jeblik ligesom usikker. De tror, det bliver
ndvendigt at nvne det?

Holst rystede paa Hovedet. Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg
tale med den arresterede, og meget vil afhnge af, hvad han siger
mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.

Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til
Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge
Englnderinde viste Holst ganske srlig Opmrksomhed; hun var meget
lidt smuk, vistnok heller ikke srlig elskvrdig, men hendes jne
gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer
og Forhold og bedmme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod
til at vre meget forelsket i sin Mand, men syntes mere klig mod
sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en
paafaldende Mangel paa Sympati.

Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjstrm,
han var overstrmmende elskvrdig mod Holst, srdeles charmant, men
nppe helt rlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og
i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod
Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og lnge og bad ham komme og
ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad.

Det lovede han.

Ved sin Hjemkomst skd han den ventende Jeannette blidt til Side og
gik til sit Vrelse for at vre alene med sine Tanker og sit unge
Haab.




X.


Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med
Holst. Han var nervs efter Sjstrms Arrestation, som han,
Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge,
han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke,
der hvilede paa Sjstrm for at vre Annies Morder. Han delte
den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans
Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse.

Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred vret bedre i den
sidste Tid, men Sindsbevgelse taalte han ikke. I Morgenaviserne
stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvflgelig
straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde
faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne.

Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han
med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at
Holst, der allerede dengang havde vret paa Sporet, nu vidste en
Del mere, ja kan hnde mere end han selv. Thi ganske vist havde
han erfaret det meste af, hvad der var hndet mellem Ankerkrone og
den myrdede Pige fr de sidste skbnesvangre Begivenheder. Om disse
selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde
benyttet hans Medvirkning til at sge at holde Snnen tilbage, dette
var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affre. Han
havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde vret
hjere, end han nogensinde havde tnkt muligt. Frst havde han
troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besg i Christiansstad
havde han vret naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser
og straks opsgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde
modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide,
og Ritmesteren afviste ethvert Forsg paa at erfare nrmere. Men han
var meget syg, det var tydeligt.

Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjstrm
kunde vre sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre
end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette --
nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var dd, myrdet,
og Sjstrm var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde vret
tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han
maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans
Tavshed og Sygdom.

Holst var en farlig Mand, han vilde gre sin Pligt, hans Venskab for
Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge
paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slgtens
re det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv.

Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjlpsomt Menneske, hvis
Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gre Sagen endnu mere
indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa
den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin
gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde
staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der
var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der
straalede om Standen som saadan, takket vre den Behandling, Landets
gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet
den. Vilde Venskabet holde?

Claes var en dum Dreng, der blot vilde forvrre Sagen, han maatte
holdes udenfor. Og Ulla -- aldrig. Nej, der var intet andet at gre
end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde
rkke ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst.

Tidlig den nste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud
til ham.

Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets frste Sal,
han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i
Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst
og om hans nette Vsen.

Ritmesteren nikkede.

Han er svrt indtaget i Ulla, sagde Kurk, og vd du, hvad jeg
tror? Ulla synes svrt godt om ham ogsaa.

Ritmesteren smilede. Det vilde blive et knt Par. Holst er en
komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset
Stilling, han er en usdvanlig Dygtighed.

Synes du det? brummede Kurk. Det er en nedrig Bestilling, den
burde han opgive.

Det kunde man vel faa ham til, sagde Ritmesteren alvorlig, om man
anvendte noget derpaa. Men som Du vd, jeg er ikke videre bemidlet,
Ulla har ikke andet end sin Mdrenearv, og den forslaar ikke langt.
Det kunde blive svrt at skaffe ham en anden Bestilling.

Saa du har virkelig alvorligt tnkt paa det? spurgte Kurk.

Ofte, sagde Ankerkrone, saa fjede han til med en underlig dump
Stemme: Det er ogsaa den eneste Vej.

Hvad mener du? spurgte Kurk.

Intet, svarede Ritmesteren med et svagt Smil.

Vd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig? sagde Kurk med
et sgende Blik paa Ritmesteren.

Nej, svarede denne.

I Gaar har han arresteret Hugold Sjstrm for Falsk og Bedrageri.

Se, se, sagde Ritmesteren rolig, og det fortller du mig frst i
Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?

Jo, kom det tvende fra Kaptajnen.

Saa skulde du sagt det, at jeg kunde nsket Holst til Lykke med
Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.

Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes
Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en
Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at fre den ud.

Arvid, sagde Kaptajnen, du er ikke rlig mod mig.

Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold
Sjstrms Skbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nrmere
end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en
Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.

Ogsaa til Mord? spurgte Kurk.

Til alt, svarede Ritmesteren.

Vd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?

Jeg vd ikke andet, end hvad du fortller; jeg har overhovedet ikke
vidst, at Sjstrm var her, han har ikke sgt mig.

Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?

Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde
begge Hnder paa hans Skuldre og saa ham fast i jet. Bror Holger,
tre Gange i mit Liv har jeg vret svag, og alle tre Gange var det
den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu dd, jeg har staaet
ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hnde
mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kre Broder vd jeg, at jeg
kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som
jeg ikke selv kan udfre. Du vd, at Sjstrm en eneste Gang har
vret i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa vre vor
Slgts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne,
skandalesgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori
Sjstrms Arrestation er den frste svage Begyndelse. Det beror paa
dig, om den Sag skal blive andet og mere.

Kurk saa sprgende paa ham, han forstod ikke et Ord.

Ankerkrone smilede svagt. Broder, det er for tidligt paa Sagen,
for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den
ryster ikke mere. Men du maa vre taalmodig, Du husker, at i gamle
Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og
Cederskld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den.
Nu faar du vre Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader
ikke for vor egen Skbne alene. -- Du skal ikke tabe Modet, Broder,
fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan
handle saa fast nu, at intet skal fre mig ud af min Vej.

Kurk rystede paa Hovedet, men han flte, at Arvid Ankerkrone selv
var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han
vidste, at Arvid var strkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse
Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bnkede om et
fornjeligt Frokostbord.

Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham vre hans Gst paa
en Udflugt til Lidoen.




XI.


Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf
Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil.
Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere
ud, og det slog Holst, at hans hele Optrden bar Spor af megen
Bestemthed og megen Vrdighed.

Kurk var nedbjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra
Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade
Gammelmandssnakken ld saa underlig fremmed her, hvor et strkt
uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade.

Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens
Nationer havde sat hinanden Stvne paa den lille Dampers Dk, og som
babylonisk Sprogtummel ld de forskellige Sprog. Damernes kvidrende
Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i
Skibets Stvn, sang deres flsomme, tyske Sange.

Ritmesteren stod lnet mod Lnningen og saa ud over Dkket.

Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende
Liv, hvor mange Trngsler tror du disse Mennesker sger at fly?
Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine uddelige
Epigrammer, som du kender. (Ritmesteren smilede svagt. De fulgte
mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne
Stad for frste Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse
Venedigs Pilgrimme, der sger til Stedet, hvor Aandens store levede
og elskede, se hvor de stirrer og hr deres Tale, alle sger de det
samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de sgte, at
staa ved Lykkens Dr. Stakkels Pilgrimme,) hr hvad Mesteren siger:

    Seh' ich den Pilgrim, so kann ich mich nie der Thrnen enthalten.
    O, wie beseliget uns Menschen ein falscher Begriff!

Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.

Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt
paa ham. Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du sgte
i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved
Trskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.

Holst saa alvorlig op. Jeg forstaar dig ikke.

Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. Jeg siger kun,
grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger
jeg: grib baade Fader og Datter.

Holst blev rd.

Ikke sandt -- du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens
Ende, og dit falske Begreb gr dig lykkelig, blot at din Lykke er af
en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Frd, og at en Plan
og ikke Tilfldet har frt os sammen i Dag. Da jeg saa dig frste
Gang, faldt mit je paa dig med Venskab, og det fjede sig saaledes,
at du blev den, der holdt min Skbne i din Haand, fordi jeg selv
lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i
Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tver du med at gribe
til. Saa underlige er vi Mennesker.

Holst tav, han vilde ikke tale nu, sknt Ritmesteren her berrte
Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end
han havde lovet at tale om.

Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. Nu gr vi to den Frd
sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst nsker. Naar du
vender tilbage, og dine Tanker endnu flger samme Vej, saa vil vi
lse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes
efter vort Samvr deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig,
at din Vej vilde fre til mig, og at du vilde faa Brug for min
Hjlp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjlpen skal du
faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa
dit, kre Ven. Derfor egner vi to os saa godt til flles Arbejde.

Ritmesterens Blik gled langs Lnningen, hvor Ulla stod stttet til
en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte
Ritmesterens, og han rdmede.

Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs
Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker
under Spg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa
Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier.

Ulla standsede -- dette er ikke Venedig for mig, For mig er
Venedig de tavse, sukkende Gader, de mrke Kirker med deres Skatte
og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt
San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han frste Gang traf Moder,
som dde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid
smykket vore Vgge, og Fader citerer altid Goethes venetianske
Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare
mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.

Holst smilede: Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.

Ulla blev ivrig: Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig
meget af det -- -- --, hun rdmede, naturligvis ikke alt -- men
noget af det, som De forstaar, som man kan -- -- --

Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun
aldrig kunde slippe ud. Hun brd rask ud: Som nu denne:

    Sankt Johannes im Koth heiszt eine Kirche: Venedig
        Nenn' ich mit dobbeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.

Holst smilede: Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet,
leret Bund.

Ulla saa op: -- leret Bund -- ja men -- --

Holst saa hende lige i jet: Frk. Ulla, vil De, saa mdes vi i
Eftermiddag i San Marco -- saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund
Sankt Marcus hviler.

Ulla blev rd. -- Klokken fem.

Klokken fem.

Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. -- Lidt over Middag
vendte de tilbage til Venedig.




XII.


Patriarken i Venedig lste Messen i San Marco. Foran Hjalteret stod
han kldt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved,
omgivet af Kordrenge og Prlater med Kors og Rgelsekar. Fra Orgelet
brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Rgelse sendte
sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt strkt ind ad de malede
Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og strke Farver, medens
Krternes Skin flakkede gulligt mod Rgen i den lette, bvende Luft.

Paa Gulvet knlede de andgtige troende, medens nysgerrige fremmede
stod og saa til; enkelte katolske bjede sig i Andagt, men
Strstedelen, udeltagende Englndere, samtalte ugenert, som var det
et Folkeskuespil, de overvrede.

Strkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa ld en enkelt dejlig
Stemme alene gennem Hvlvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen
med Stemmen for at d i et Vld af Toner. Musikken tav, og en tr
Oldingestemme lste af Bogen ved Hjaltret, to Stemmer svarede, og
atter ld Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske
Salmestrofer i den skiftende Stemmes Lsen og afbrudte af den
strke, fuldttonende Enkeltsang.

De Gejstlige for Hjaltret bevgede sig, de aftog Bispens Hue og
satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fstede en
guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om
ham, rakte ham Kar og Klde, samledes om ham for atter at skilles,
medens Sangen ustandselig ld, og Rgelsen steg mod Mosaikken i
Loftet om de flakkende Krter; stundom dmpet ld Sangen, stundom
mumlende svagt, medens de troende knlede paa de skarpe Sten, der
med sre brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv.

I en Krog tt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Prsteskaren var
kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte
ikke til hinanden, men hun lnede sig ind til ham, og hendes Hoved
hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den
dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vldige Magt, der ligger i
den tusindaarige Kirkes sre Overlevering, tvang dem ind under dens
Vlde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen,
bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt je faar at se, men
som er der, fordi Menneskeslgten i de tusind Aar, der svandt, har
bygget sig dette Rige i sine Haab.

Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Trskel forbi, og det sker,
naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber
Sjlene dybest, saa bjer Sindet sig ind under den vldige Magt, og
selv den, der tvivler eller ngter, fler i saadant jeblik den
strkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest fles dette, om to
staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjrter
til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov.

Saa er det intet Skuespil, selv om det synes srt og fremmedartet,
selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Prsternes Frden
uforstaaelig og grundls. Saa smelter i Rummet Sangen, Rgelseduften
og Lyset sammen med Hvlvet i de dejlige Basiliker til en Drm, der
brer Tankerne langt bort, dr, hvor Lykken maa vre evig, saavist
som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant jeblik er Lykke.

Og for de to, som stod der i Drmmen, var alt glemt i dette jeblik,
alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drm,
som maatte vare evig.

Messen var tilende, og Prlaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen
til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Rgelsekar, rvrdig
skred Patriarken forbi, og da han kastede sit je paa de to, der
stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bjede sig mod hinanden i
et varmt Krligheds Kys.

Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bre
den Tiara, der smykker Pontifex Maximus.




XIII.


Da Holst den Aften kom hjem, modtog Jeannette ham med srgmodig
Alvor.

Jeannettes Forelskelse var af en underlig ydmyg Art; som en
sterlandsk Slavinde bjede hun sig for sin kaarne Herre, hvis store
Magt og Myndighed hun frygtede. Men hun var alvorlig forelsket, og
hendes Flelse var gte nok. Ung var hun, men hun havde gaaet en Del
igennem, og hun var efterhaanden vnnet til Ydmygelser, men ogsaa
til Ydmyghed. Hun hadede Sjstrm, og den Skbne, der havde ramt
ham, havde ikke mildnet hendes Had. Holst var ellers ikke nogen
srdeles stor Kender af Kvinder og deres Flelser, men han forstod,
at Jeannette havde sluttet sig til ham, og at hun vilde flge ham
som en lydig Hund. Efter det, der var sket, var det ham en Umulighed
at fortstte det lille Eventyr, der havde overrumplet ham.

Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe
Smuler, hun vilde njes med; men hun var ung og frisk, og netop i
den Stemning, der nu havde grebet ham, gldede han sig ved Ungdom
og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber
om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlg valgt Signora
Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad
Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund.
Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gst Holst
havde vret, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes
Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gttede
sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin mhed, for at han
skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de
smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad
sammen i et stort Vrelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede
mod Husets Fod, og talte lnge sammen, og underligt var det, at hvad
Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det
frste virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker.
Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af
hendes Fortlling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro,
fr det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, ngtern
Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste
Forhaabninger.

Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom:

Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa
tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Sskende legede, og hvor
Glimmingehus med store Trold i Stenen og de ngne Kampestensvgge
ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hvede sig op af de grnne
Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manvrer og Eksersitsen,
naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune
Heste og Trompeterne paa de svre Skimler, saa standsede de tidt
foran Gaarden, og Mor kom ud med os Brn, og Faders Ritmester paa
sin fine, sortbrune Hest red hen foran Dren og fik en Lskedrik og
spurgte til os og kneb os i Kinderne. Vd du saa, hvem den Ritmester
var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog
Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prgtigt Herresde oppe
ved Christiansstad, men Konen var dd; de sagde, der havde vret
en srgelig Historie med hende, men det har jeg frst hrt senere.
Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med
Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel,
det Aar, der var saadan vldig Udstilling i Kbenhavn, at Far og Mor
og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste frst til Kbenhavn
og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det
var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mnd, jeg nogensinde har
set, og saa godgrende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der
som Staldmester. Nu er den gamle Greve dd, men Snnen skal vre
ligesom Faderen -- Tage da -- for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke
sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.
Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske
stille og hrte paa hendes Pludren, bad hende fortlle mere, og hun
fortsatte:

Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have vret en 12 eller 14
Aar, saa kom hun, du fr har talt om, Annie Cederlund, frste Gang
til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde vret rig og
haft store Venner, men den sidste, en strigsk Greve, havde spillet
en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og
daarlig og troede, hun skulde d. Hun havde haft ikke faa Penge,
men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde
tnkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, fr jeg nu mdte
dig, saa tidt har tnkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa
tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i
Christiansstad, hvor hun havde vret; og var det ikke underligt?
Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde
Barnet. Hun holdt saa forskrkkelig meget af ham, men han havde
forstdt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde vret
Skyld i Ritmesterens Kones Dd.

Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med t
opmrksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: Kender du noget
til den Sag, saa fortl mig alt, hvad du vd.

Jeannette rystede paa Hovedet: Nej, jeg vd kun det, Fader sagde,
at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i
Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde vret saa svag efter
sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen,
Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var
det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig dde. Og Annie
havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hvngerrig var hun,
sknt hun kunde vre saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig
gre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid
Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.

Hvorledes vd du det? spurgte Holst med et lille Smil.

For det har hun fortalt mig de hundrede Gange -- du skal vide,
Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var
gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har
hrt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingr.
Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde
ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende
end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde
skilles fra sin Kone og gifte Annie, sknt hun var meget ldre end
han, men hun saa ung ud, -- saa lige med et blev det forbi, og det
var Faderen, der voldte det, det vd jeg, for jeg tog selv imod ham
den Dag.

Jeannettes Fortlling var meget springende, Holst sgte at tvinge
den tilbage til et jvnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortlle,
var af den strste Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne
lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for
den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27.
Marts, og han vilde vide alt.

Det var altsaa i 1894, du saa Annie frste Gang?

Jeannette betnkte sig. Det var den Sommer, de myrdede Prsidenten
i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede
hos os et helt Aar og kom sig fuldstndig. Saa rejste hun til sit
Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde vre en halv Snes Aar
gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned
til sin Fader, han var saadan en Slags Attach, kaldte de ham, men
der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han
gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red
sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gre
for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den frste Herre,
jeg indlod mig med, og han forfrte mig, uden at jeg selv vidste,
hvor galt det var. Saa blev Fader syg og dde, og samme Dag dde
den gamle Greve. Det var en forfrdelig Tid, for jeg skulde have
en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet dde da ogsaa. Men Mor
srgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned
for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til
Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en
anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med
kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min
Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt
og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom
vi til Berlin. Ja, det var lnge efter, det var vel i 98, og der
traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet
at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie.

De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa
god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste
saa sammen, for jeg forlod Cirkus. --

Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men
Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange
Herrer, men ingen jeg brd mig om, for det maa du tro, du er den
frste, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa
dig. Du maa ogsaa holde af mig.

Jeannette saa op paa sin Beskytter med et sprgende, tillidsfuldt
Blik.

Han bjede sig mod hende og sagde: Vist skal jeg vre god mod dig,
du lille Stakkel.

Holst betragtede hende lnge, saa tog han hendes Hnder i sine og
sagde til hende:

Jeannette, du er en god og rlig Pige, og jeg stoler paa dig; du
vd ikke selv, hvor meget du kan vre for mig, og det er ingen
Tilfldighed, at vi to har mdt hinanden. Du skal ogsaa vide,
hvorfor jeg er her, og du skal hjlpe mig med et Arbejde, saa tungt,
at du nppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg
har Tillid til dig. Frst vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil fre
dig bag Lyset.

Jeannette saa angst op: Er du gift?

Nej, sagde Holst med et Smil.

Jeannette hviskede nppe hrligt: -- Men du har en Kreste.

Maaske, svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals.
Holst skd hende lempeligt fra sig.

Jeannette, sagde han, jeg kan ikke give dig min Krlighed, for du
maa vide, der er en anden, jeg holder af.

Jeannette for sammen. En anden -- og hvorfor har du saa fortalt
mig, at du holdt af mig?

Holst tog hendes Haand: Du vd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt?
Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden -- den Gang vidste jeg
jo ikke alt, hvad jeg nu vd. Sig mig rligt, Jeannette: naar du nu
vd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at
jeg elsker hende, vil du saa blive ved at vre rlig mod mig, som du
er nu?

Er det en fin Dame? spurgte Jeannette, en, du vil gifte dig med?

Holst svarede ikke.

Hvis det er det -- hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du
vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu,
ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gr du det, saa drukner jeg
mig, og saa er det din Skyld.

Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes jne.

Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var
sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt.

Du skal vide, sagde han, at min Nrvrelse her har et strre Maal
end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om.
Da hun forlod dig den Dag i Helsingr, som du taler om, blev hun
myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i
Nordsjlland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her
i dette Hus.

Jeannette blev bleg som et Lig. Myrdet! -- Annie myrdet af Hugold.
Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det
har han ikke saa har -- -- -- --

Hendes jne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret.

Holst greb fast om hendes Haand! Hvem?

Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: Det er ham -- den anden --
--

Claes Ankerkrone?

Nej, nej -- den anden -- hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone --
--

Det var Holst, som frs hans Blod til Is i hans Aarer.

De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod
Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blse om Kanalgadens
Hjrne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer.

Holst talte frst: Arvid Ankerkrone!

Jeannette frs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hnderne
sammen. Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun
frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.

Hvem mener du? spurgte Holst.

Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde
giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.

Men du har jo fortalt mig, at det var Snnen, sagde Holst dmpet.

Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet
Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.

Jeannette bjede sig ned over Holst og grd krampagtigt med Hovedet
presset ned mod hans Kn. Holst sad ganske stille, det var ligesom
alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han
kunde ikke tnke, og gjorde han Forsg derpaa, var det ligesom alle
hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage,
samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo,
at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham.
Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke
villet se det. Du har sveget din Pligt.

Nu vd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand.

For frste Gang i sit Liv brd Holst sammen; han sad bjet over
den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snredes sammen. Han kunde
ikke kmpe sig ud af det, han flte selv, at var dette sket blot en
Dag, blot en halv Dag fr, saa havde han vret i Stand til at bre
det som en Mand, saa havde han kunnet gre sin Pligt uden at se til
hjre eller venstre, uden at tve.

Nu var det umuligt. Han kunde ikke hve sin Haand mod _hendes_ Fader.

Han lftede den grdende Jeannette op og ledede hende hen til
hendes Leje og dkkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han
bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer,
gttede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: Er det hans
Datter?

Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til
Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov.




XIV.


Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snvre Gyder
naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de
utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blste nu ret
friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt
Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brndte. Mon Ulla sov? Efter
det, der var hndet, kunde hun ikke sove. Hans Blik sgte Vinduet
ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brndende Lampeskin
vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro.

Saa aabnedes en Dr ud til Altanen foran Ritmesterens Vrelse, og
Holst saa, hvorledes Ulla stttet til sin Faders Arm traadte ud paa
Altanen. Der stod de lnge, medens hun lnede sit Hoved, til hans
Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede
hendes Pande.

Holst greb med et fast Greb om et Jerngelnder ved Nedgangen til en
Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, frte ned til Vandet.

Nej -- det kunde ikke vre Meningen med Livet, det var ikke
saaledes, at vi Mennesker for at flge en Pligt, et tilfldigt
Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste
Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen,
havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hvne eller
vrne, saa fik de hjere Magter, der vaager over det, Menneskene
kalder den evige Retfrdighed, fre deres Vilje til Ende uden ham.

Hans Plads var hos disse Mennesker for at sttte dem med Raad og
Daad; alt andet vilde vre Forrderi mod det hjeste af alt, mod
hans unge, varme Krlighed, mod Lykken, der frste Gang efter et
trlsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.

Og i dette jeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt
sin Pligt, for at flge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes
Slag.

Han strakte Armene ud mod de to og sagde med hj og fast Stemme
hendes Navn. Ulla! ld det over den stille Riva, over Lagunernes
sukkende Vand.

Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den
hje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset
havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skbne han i
Fremtiden ulselig vilde knytte sin.

Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og
Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et
srgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.

Eigil, sagde han, vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.

Om Ulla, ja, svarede Holst, om intet andet.

Og Annie? spurgte Ritmesteren.

Nej, sagde Holst, fra i Dag trder jeg tilbage fra alt, der har
med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge
mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der frer til dens
Oplysning.

Du vil svigte din Pligt? spurgte Ritmesteren.

Ja.

Og Morderen?

Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske
Retfrdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.

Ritmesteren saa skarpt paa Holst: Du vd altsaa nu, hvem Morderen
er?

Ja, svarede Holst.

Og trods denne din Viden vil du gte hans Datter?

Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han
bjede sit Hoved til et stumt Svar.

Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den
unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled
al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme
Haandtryk.

Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tr jeg tale og sige dig alt.

Du har gttet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden;
var det end Sjstrm, der for menneskelig Domstol vilde blive den,
der maa bre Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.

Hvad siger du? faldt Holst ind, Sjstrm, -- men saa er det -- --
--

Ankerkrone smilede vemodigt. Tag Plads, kre Ven, og jeg skal
fortlle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har
truffet dit Valg og knyttet din Skbne til mig og min Datter.

Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, vd du alt, hvad der
er hndet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til
at redde min Sn fra den Vanre, der ventede ham, om han fulgte sin
taabelige Krlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og
Brn.

Jeg kunde have afvrget den Skbne, der ramte hende. Jeg gjorde det
ikke. Jeg har sket en Gudsdom fr, da jeg tvang Cederskld til
at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg skede atter en
Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skbne imde, som Sjstrm i sit
umttelige Begr efter hendes Midler havde beredt hende.

I begge Tilflde blev Dommen, Dden og Ansvaret mit, jeg skyder det
ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Dd.

Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter
begyndt at flge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald
Sjstrm og ikke Ritmesteren, der havde forvet Mordet. Han selv
havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet
sig fre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundls.
Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt
drmmende Ansigtsudtryk.

Har du overdraget Sjstrm at myrde Annie og betalt ham derfor?
spurgte han.

Nej, svarede Ritmesteren, men heller ikke dette tr jeg regne mig
til Fortjeneste. Det var undvendigt, og jeg tr hvde, at jeg ikke
havde gjort det, om det havde vret ndvendigt.

Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevgt.
Ankerkrone, sagde han, denne besynderlige Sag har virkelig drevet
mig ngterne og snusfornuftige Kbenhavner ud i Egne, der hidtil
har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og
dine Breve som i din Tale i Aften har du sgt saa langt bort fra
Hverdagslivet, at du synes at bevge dig i Romanens taagede Verden,
hvor din Svigersn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter
Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tr
opholde sig. Du vil maaske tillade mig for frste og forhaabentlig
sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du
har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.

Vil du forhre mig? spurgte Ritmesteren.

Med din Tilladelse, ja, svarede Holst, men kun det rent faktiske.
Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien reprsenterer du.

Ankerkrone tog Plads i en Lnestol lige overfor Holst; han betnkte
sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var
sket.

Som du vd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab,
han stod i Frd med at begaa ved at gte Annie og bryde sit
gteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til Kbenhavn og tog ind
paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed
en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester
Ljunggren, var ankommen til Kbenhavn et Par Dage forud. De havde
taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde
jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at
Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse
efter dem, men samme Dag ankom Sjstrm, som jeg kendte ret godt fra
den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han sgte
mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget
enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne
havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvr
med Annie bd. Jeg besluttede derfor at sge udvirket, at Annie
gtede ham, og derved afvrge Faren.

Vi fulgtes kun til Helsingr, da jeg ikke vilde vkke Opsigt ved at
vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjstrm rejste til
Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingr med Claes
og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjstrm
vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet
sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det vre nok.

Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I
Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg
mit gamle Herredmme over hende, og hun blev rrt og fjelig. Jeg
havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var
aldeles utilgngelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks
ivrksatte.

Jeg sagde, at jeg vilde gte Annie, og ved dette bevgede jeg
hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brd sig om ham og
aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hftig
Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede,
i Kbenhavn havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen
Magt over ham, og Faren syntes saaledes jeblikkelig overstaaet.
Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs nsker,
sagde hun, og jeg -- ja rlig talt var det kun Hensynet til Ulla,
der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet
stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa
mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.

Annie var bange for Sjstrm. Hun fortalte mig, at han to Gange
havde strbt hende efter Livet for at stte sig i Besiddelse af
hendes Penge, og at hun nu, da Sjstrm af hendes Advokat, en Mand
ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun
var, svvede i den strste Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin
Formue, der belb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner,
vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge
vilde jeg intet have at skaffe.

Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til
Ulla. Saa sgte Sjstrm mig og forsgte at presse Penge af mig,
idet han erklrede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke
affandt os med ham. Han gjorde et nsten desperat Indtryk; det var
tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham
hen.

Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende
lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende
saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg,
hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde
tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring.
Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skbne. Jeg tav, jeg
kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer nppe ret, hvad jeg
foretog mig. Jeg handlede som i Svne. Kun erindrer jeg, at det
var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt,
saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor
vi havde levet sammen, fr hendes Barn fdtes. Jeg skulde rejse
derud i Forvejen, og Sjstrm og Annie skulde flges ad derud den
nste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen
forud, og som kendte os begge, skulde vre Forlovere.

Da jeg forlod Annie, opsgte jeg Sjstrm og sagde ham, at
Mdestedet vilde vre den lille S i Skovbrynet, som Annie kendte.
Jeg nskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjstrm spurgte
mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil
svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg fjede til --
og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: Skulde jeg ikke
give Mde i Morgen, saa vil jeg aldrig sprge om dig eller Annie
eller om noget, som vedrrer jer. Og saa staar Annies Skbne i din
Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte
han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun:
Annie har drbt min Hustru, som jeg elskede. Saa gik jeg. Samme
Aften rejste jeg til Kbenhavn. Jeg var overtydet om, at Sjstrm
vilde stte alt ind paa at fre sin Plan igennem. Ja, jeg ngter det
ikke, jeg flte mig overtydet om, at Annies Ddsdom var fldet. Hun
hadede Sjstrm og vilde ikke bje sig for ham, og for ham gjaldt
det kun at stte sig i Besiddelse af hendes Penge.

I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malm med Ulla, saa drev
Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje.
Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej
gik daglig til Sen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.

Da de tmte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu
vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg
nrede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det
var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra
frste Frd havde jeg den Flelse, at denne Dag vilde komme. Nu
kender du mit Ansvar, og du vd, at jeg har lagt alt i din Haand
hidtil. Jeg synes, du skulde fortstte dit Vrk. Jeg er rede til at
bre mit Ansvar.

Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med bld,
dmpet Stemme:

For Ullas Skyld br du betnke, hvad du gr?

Ulla br kende alt, sagde Ritmesteren alvorlig.

Ja, svarede Holst, men Ulla skal erfare det ikke af din Mund
men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lrt hende at
forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.

Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.

Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.

De sad tavse en Stund. Ritmesteren brd frst Tavsheden. Der er
endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsge.

Og det er? spurgte Holst.

Ritmesteren smilede srgmodig. Nej, min Ven, det faar blive min
Sag, min alene og Kurks, om han vil.

Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trngte
til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde,
og de to gamle Venner talte lnge med hinanden. Da Kurk forlod
Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans
Mund vidnede om, at de to Mnds Samtale havde frt dem begge til en
alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bre.

I Hotellets Vestibule mdte Kurk en Mand, hvis Nrvrelse paa dette
Sted i dette jeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og
nvnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han
omfavne ham. De fulgtes ad og talte lnge sammen, og da Kurk forlod
ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da
han skiltes fra Ritmesteren.

Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror
Sjstrm, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen
havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse
til i Flge med Kurk at besge Fangen.




XV.


Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun
knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst,
men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gre end
at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skbne endog nok saa lst
til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Frd med
at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes
hun i den nrmeste Fremtid kunde mde de Krav, som Livet stillede
til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun
ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen.
Hun erindrede nu, at Sjstrm havde vist hende et hemmeligt Rum i et
Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Vrdi, og hun besluttede sig
til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt,
men blandt Sagerne var en lille ske, indpakket i strkt Papir og
forseglet. Hun brd Seglet og saa med dyb Forbavselse i sken et
lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun
kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret.

Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjstrm
alligevel -- -- -- hun gs og tnkte paa Annies Skbne og Sjstrms
Haardhed og Brutalitet mod hende.

Den nste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende,
at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om
Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.

Lngere op ad Dagen modtog Holst Besg af Ljtnant Claes.

Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den
officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora
Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind
til ham og meddelte, at en ung Herre nskede at tale med ham. Hun
rakte ham et Kort, han tog det og lste: Claes Ankerkrone, Ljtnant
ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.

Lad ham komme ind, sagde han kort, og Claes traadte let smilende
ind i Vrelset.

Han bukkede let. Holst bd ham en Stol, og Ljtnanten tog ugenert
Plads.

Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke
ventet, at Ljtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring
til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald
ikke Nd, ser jeg da.

Holst blussede, men han tvang sig til et hfligt Sprgsmaal.

nsker Hr. Ljtnanten andet?

Claes blev alvorlig. Ja, Hugold Sjstrm og jeg var Venner en
Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nden. De er her
den strkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at sprge
Dem, hvor meget der vil udkrves til at skaffe Hugold fri af denne
Forlegenhed.

Holst rystede paa Hovedet. Det lader sig nppe gre. Som jeg sagde
Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Belb.

Claes smilede lidt overlegent. Der er Forskel paa, hvad man anser
for betydeligt, Ljtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa
nje.

Deres Hustru, mener De, indskd Holst, hvem den unge Herres
Optrden irriterede.

Claes bed sig i Lben. Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.

Gudbevares, sagde Holst med en let Bjning, men De tager ganske
fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjstrm
arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Lsladelse.
Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at sge en Advokat, der kan faa
Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.

Hvorfor? spurgte Claes -- han vilde have tilfjet et Par spydige
Ord om Jeannette, men betvang sig.

Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. Ljtnant
Ankerkrone, sagde han, Deres Fader er min Ven, jeg nrer strre
Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan vre ogsaa Dem til
nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det
Skik at tro et givet Ord; vil De vre min Ven, vil De ikke komme til
at fortryde det.

Claes gjorde en Bevgelse. De maa undskylde mig, Hr. Holst,
men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hderlig
Beskftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.

Jeg troede ikke, De var dum, Ljtnant Ankerkrone, sagde Holst
skarpt.

Claes for op.

Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine
Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for
Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg
gr. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27.
Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den
Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have vret stillet
ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjstrm. De glemmer lidt
hurtigt, Hr. Ljtnant, men De br vide, at De taler til en Mand,
der kender Dem og Deres Forhold njere, end De maaske aner. Jeg har
nppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i
Vejen. Det kunde hnde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor
lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Vrd.

Claes var bleven bleg, han bed Tnderne sammen: Hvad mener De?

Jeg vd ikke, om De, Ljtnant Ankerkrone, sktter om at mde som
Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjstrm for Falsk og Bedrageri
mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De nsker for
en svensk Jury at trde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra
Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at
bedmme den Skandale efter dens Vrd, og at Deres Naboer og Venner
i Skaane vilde fle sig uhyggeligt berrte ved i Deres Morgenblade
at lse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa
interessant som Processen Taube.

Claes tav.

De foretrkker maaske, Ljtnant Ankerkrone, at fortstte
Forhandlingerne i en noget hfligere Tone -- for mig gerne. Jeg
plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gr en
Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nvnede fr.

Holst rakte sin Haand frem.

Claes tog den modstrbende.

Holst smilede. De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel,
sknt jeg er Detektiv, som De kalder det. Jeg er ganske vant til
at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to flles
Interesser. Det glder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det
sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv forelbig. Det er
ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa dselt
synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til
at trde i frste Rkke. Saa lnge vil det gavne Sagen bedst, om De
holder Dem i andet Plan.

Det var jensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den
unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte
indrmme, at han straks fra frst af havde stillet sig paa en Fod
med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde vre fordelagtig
for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.

Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det
afgrende fldende Vidnesbyrd mod Sjstrm.




XVI.


Fra Dogepaladset frer Sukkenes Bro over Kanalen til Retfrdighedens
Boliger. Her sad Hugold Sjstrm i en snver Celle ved et lille
Bord, fastgjort i Vggen, paa en Briks af Tr. Dagene gik langsomt
for ham, og i dyb Uvished sad han bjet og stirrede hen for sig.
Han vovede nppe at tnke; vel havde ingen sagt ham andet end, at
Aarsagen til hans Fngsling var Falskneriet, men han anede, at
der laa mere bagved dette. Alene den Omstndighed, at det var en
dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fngsling, gjorde
ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi
ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Svn
paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han
lste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies
Forsvinden maatte have vakt Opmrksomhed, og at den og den alene var
Aarsag til hans Fngsling.

Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med
Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som
han atter havde truffet og forsgt at drage til sig ved Hjlp af
Jeannette -- mon han? Nej, det var utnkeligt. Men det var muligt,
at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit
Ord for at vrne Snnen mod nye Farer.

Det maatte vre saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om
han prvede at styrte ham i Ulykke.

Han lagde sine Planer. Han vilde ngte alt og skyde Skylden paa
Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde drbt hans
Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den
Morgen, da han havde sgt at overtale Annie til frivillig at
overdrage ham alt ved gteskab. Og medens han tnkte paa dette,
dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa
for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat,
lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet.
Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren
udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende
og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans
Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han
havde forsgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede
steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet
sig til at udfre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet
havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende
Aften.

Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og
ile bort, havde han talt venligt til hende og forsgt at formaa
hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde
skreget og sagt: Vil du drbe mig med Gift. Han havde let og rakt
hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og
drukket, nsten som om hun vidste, at det var Gift, nsten som vilde
hun d, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt
hende.

Giften havde virket straks, hun var sunken sammen nsten
jeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afkldt Liget
og snket det ned i Sen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt
han havde arbejdet i det ttte Buskads, hvorledes han var flygtet
bort med Kurven, hvor Klderne var gemte, efter at have stukket Uret
og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen.
Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham
til at vre sig behjlpelig og derefter hastig havde forladt Landet
med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede
grnne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og
nu vilde man fre ham tilbage til Sverig eller Danmark og sge at
tvinge ham til at tale.

Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet
Vidnesbyrd talte imod ham.

Nglen raslede i den tunge Dr, han for sammen, og da han saa op,
stod foran ham de eneste to Mnd, der nogensinde havde holdt af ham,
Kaptajn Kurk og hans Broder.

Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? --

Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Dren, men paa
et Vink af Kaptajnen trak han sig tilbage. De tre var alene.

Kaptajn Kurks Ansigt var alvorligt, prget af en fast Beslutning.

Staldmesteren stod med snkede jne og var dybt bevget.

Hugold vilde rkke Kurk Haanden, men han tog den ikke. Staldmesteren
vendte Siden til, da Hugold traadte henimod ham.

Hvad vil I mig? spurgte Hugold dumpt.

Kurk saa fast paa ham og sagde alvorligt: Hjlpe dig, Hugold, for
sidste Gang i dit Liv.

Haabet lysnede op i Fangens Ansigt, men Kurk fjede hastigt til:
Ikke som du tror, Hugold. Denne Fngselsdr kan vi ikke aabne for
dig; tidligere har vi hjulpet dig, sknt du har lnnet os slet,
slbt din Broders hderlige Navn i Slet gennem Europa. Men en
Morder kan vi ikke hjlpe, en Snigmorder, Hugold, for det er du, og
du er hjemfalden til Dom.

Du lyver -- Kaptajn -- du lyver.

Kurk svarede dmpet og roligt: Og Annies Ur, Kapslen og Ringene,
som Holst har fundet i dit Vrge?

Hugold blev bleg og stttede sig til Briksen.

Kurk fortsatte: Der er ingen Vej udenom, Hugold, Liget af den
Kvinde, du har myrdet, er fundet, og om kort Tid vil du af dine
Dommere blive stillet Ansigt til Ansigt med den, du myrdede. Det vil
ikke nytte dig at ngte, thi dine Skridt er fulgt Fod for Fod, og
der vil blive frt Vidnesbyrd mod dig, som du ikke kan modsige.

Hugold samlede sig. Du lyver -- Kaptajn -- Morderen er -- Arvid
Ankerkrone -- -- --

Tror du, at Lgn kan redde dig? Kurk var traadt hen til ham.
Du maa ikke forsge paa at indbilde dig selv, at du kan bje din
Skbne. Eller tror du det maaske selv? Der er Vidnesbyrd nok at
hente, hvor Arvid Ankerkrone var den 27. Marts i Aar, men hvor var
du, og hvad indeholdt Kurven, som du kbte i Helsingr, og som du
efterlod i Toget, da du over Kbenhavn rejste tilbage til Karlkvist
i Helsingborg? Eller tror du, nogen vil beskylde Arvid Ankerkrone
for at have blandet Giften i den Kognaksflaske, du efterlod i Kurven
med den myrdedes Klder?

Kurk talte roligt, men med strkt Eftertryk.

Hugold gs -- han flte, at han var fortabt. Netop dette, at Kurk
Ord for Ord kunde sige ham, hvorledes alt var gaaet til, og at
Ankerkrone vilde blive fri ved det Vidnesbyrd, der kunde hentes om
hans Nrvrelse andetsteds, medens han selv maatte blive fldet ved
en Rkke Vidnesbyrd fra alle, der havde set ham. Han sank sammen og
lnede Hovedet i sine Hnder. Da han saa op, stod Kurk bjet over
ham.

Hugold, sagde han, der var en Gang, da du var en rask Gut, og da
jeg holdt af dig som af min egen Sn. Meget er sket siden da, men
saa meget har jeg endnu til overs for dig, at jeg vil frelse dig for
den Skam at staa for Domstolen som Morder, for at lgge dit Hoved
under Skarpretterens xe. Det bliver din Lod. Du var Soldat, og du
var en kk Soldat, der er endnu en Vej aaben for dig, den kan du
gaa. Jeg ser ingen anden, Hugold; forson dig med den, der er over os
alle, og gaa saa Vejen, den eneste, der er dig levnet.

Hugold rejste sig og strakte Haanden ud mod Broderen. Staldmesteren
rystede paa Hovedet og sagde med en dmpet, rystende Stemme: Jeg
kan ikke hjlpe dig, jeg kan ikke kalde dig Broder mere du, det, du
har gjort, er for hsligt. Du faar hre, hvad Holger siger, for jeg
kan ikke, Hugold, jeg kan ikke.

Staldmesteren vendte sig bort.

Kurk blev staaende med korslagte Arme og saa fast paa Fangen. Hugold
kmpede en voldsom indre Kamp, men tale kunde han ikke.

Slutteren viste sig i Dren, Reglementet tillod ikke lngere Besg.

Staldmesteren tog Hugolds Haand, men slap den hurtigt igen, den var
iskold, han vendte sig og gik hurtig. Kurk blev staaende et jeblik,
det var, ligesom om der tndtes et Glimt i Fangens je, der lovede.

Mod, min Dreng, Mod, hviskede Kaptajnen og trykkede hans Haand,
idet han saa ham stift i jet. Saa lukkedes Dren efter dem.

Hugold sank sammen i isnende Fortvivlelse -- og idet hans Hoved
bjede sig over Bordet, saa han en lille, hvid Pakke, der laa tt op
mod Vggen. --

To Dage efter modtog Holst et Ilbud fra Fngslet om, at den
arresterede svenske Ljtnant pludselig var dd. Aarsagen lod sig
ikke konstatere.

Staldmester Sjstrm sad hos Holst Dagen efter Budskabet om
Broderens Dd. Han var alvorlig, men han maatte tilstaa, at det,
der var hndet, var det bedste, der kunde ske. Han var stolt af
sin Slgt og dens Navn, og Hugold havde selv uanset de store Ofre,
han havde maattet bringe, vret ham en Kilde til stadig Uro og
Bekymring. Han tilgav Holst, at denne var den direkte Aarsag til
Katastrofen, han vilde glemme alt, men endnu var han dybt bevget.

Jeannette, der endnu stadig boede hos Signora Montuori og gik
omkring stille som en Mus med Sorg over sin lille, brustne
Lykkedrm, sad tavs i en Krog af Stuen; hun vilde intet ondt tale om
Hugold, men hun gs, naar hun tnkte paa Annies Skbne.

Holst fik en Id, han vendte sig mod Staldmesteren og sagde:
Ljtnant Sjstrm, De kunde gre en god Gerning: denne unge Pige
er stillet ganske alene i det fremmede Land uden Beskytter, hendes
Fader har tjent Grev Falkenberg tro i mange Aar, tag hende med hjem
til Sverig, hvor hendes Moder endnu bor, og opret saaledes det, som
han har gjort ondt mod hende.

Staldmesteren betnkte sig et jeblik, Jeannette grd stille i en
Krog.

Bror Sjstrms gode Hjrte forngtede sig ikke, og det varede ikke
lnge, fr han slog til. Jeannette lod Holst bestemme; hun var
virkelig bedrvet, men Holst klappede hendes Kind og strg Haaret
bort fra hendes Pande.

Du skal flge mit Raad, Jeannette, det er den bedste Maade, jeg kan
betale min Taknemmelighedsgld til dig.

Det fik saa vre, sknt Jeannette grd.

Samme Aften forlod hun Venedig med Staldmester Sjstrm og drog mod
Nord. Der var en Plads ledig i Arkadien, og undervejs bestemte
Staldmesteren sig til at tilbyde Jeannette den. Jeannette tog
imod den, og det lader sig formode, at hun vilde forstaa at holde
Arkadiens Beboer fast.




XVII.


Der skulde vre Fest paa Marcuspladsen, og Musikken skulde have
spillet mellem Fanestngerne foran Kirken, men man havde bemrket,
at den stolte Kampanile havde slaaet en truende Revne, og Festen
blev aflyst.

Rundt om Pladsen sprrede Militret af, og Folk stod i rbdig
Afstand og saa med Bekymring mod Klokketaarnet. Nste Dags Formiddag
d. 14. Juli spiste Holst Frokost med Ankerkrones paa Hotellet, og da
de derefter gik ved Piazettaen for at se, hvorledes det stod til,
saa de Pladsen fyldt af Folk, saa de med Nd og nppe kunde kmpe
sig frem til Gondolernes Anlgsplads ved Kajen.

De stod tt trngt op til Bolvrket, da pludselig en Summen fra
den store Menneskemasse som en Brnding blgede hen over Pladsen.
Holst rettede sit Blik mod Taarnet og saa med Undren, hvorledes
Toppen med Spiret og Marcusstatuen i Bronce langsomt sank, og medens
den ustandselige Summen steg og voksede som et Hav, sank Taarnet
langsomt ned, som trykkedes det i Jorden af en usynlig men mgtig
Haand. Over San Sovinos Logetta og dens herlige Billedhuggerarbejde
gd Taarnets Stene sig som Skum, medens Stvet hvirvledes op mod
den klare Himmel. Duerne fra Glughullerne flagrede med forskrmte
Vingeslag og sgte Ly ved Domkirkens Kupler. Mngdens Mumlen steg
til Skrig, og blandet i Larmen ld Knitren af de rullende Sten.
Men Taarnet faldt ikke, det sank mod Jorden langsomt, medens dets
Spidser pegede mod Solen, og pludselig, medens Skrigene skar gennem
Luften, voksede Larmen til et Brag, og Stv hvirvledes til Vejrs,
medens Stenene nu som et Fossefald hvirvledes hen over Pladsen og
den knuste Gavl af Kongepaladset. Luften fyldtes som af Taage, og
Drnet overdvede alt. Saa blev der pludselig tyst og ganske stille,
dump truende Sorg, og som et Suk steg fra det blgende Menneskehav
og bares af Vinden ud over Lagunerne.

Venezias slanke Klokkespir med San Sovinos herlige Kunstvrker laa
som Ruin under sprngte Sokler og Sten tt op mod Prokuratierne som
en Vold af Sten og Stv, medens Venedig srgede, og Sorgen som en
Blge bredte sig over den hele Verden.

Ankerkrone greb Holsts Arm, da Folkehavet bruste ind over Pladsen,
og drog ham med sig, medens Ulla trykkede sig tt op mod ham.

De tav.

Men da de naaede Sde i en Gondol, der frte dem bort fra Kajen
ud paa Vandet, hvor Baadene pilede af Sted mellem hverandre i
feberagtig Il, sad Ritmesteren med bjet Hoved i alvorsfulde Tanker.
Ulla havde taget Holst i Haanden, og vendt imod Faderen sagde hun
med dmpet Stemme: Venedig -- nenn ich mit doppeltem Recht heute
Sankt Marcus im Koth.

Ankerkrone saa op. Du har Ret, Ulla, Dyndet har slugt den stolte
Kampanile, som det vil sluge Dogestaden og dens dejlige Bygninger,
Dyndet slaar op om Staden som det slaar op om alt; vi bygger i
Dyndet, der ligger om os, hvor vor Fod trder. Dyndet vil slette
hvert Spor ud, hvert Spor, vi har traadt, og slette os selv af
Verden, mens vi synker og synker.

Sorgen laa tung og tavs over Venedig i de Dage, og alles Tanker,
alles Tale gjaldt den store Ulykke, der var hndet San Marco. San
Marcos stolte Klokketaarn, som Dyndet havde slugt. Ikke et Menneske
havde Tid til at tnke paa eller tale om den svenske Ljtnant, der
var dd i Fngslet, eller undersge, hvorledes han var dd. Hans Lig
begravedes paa Kurks Foranstaltning paa en der ude i Adriaterhavet,
og paa en simpel Marmorsten indridsedes hans Navn og den korte
Indskrift paa Svensk: Gud vre hans Sjl naadig.

Herredsfogden var strkt bevget ved Sjstrms Dd, men egentlig
ikke utilfreds; det var dog vel nok langt bedre, som det var. Ingen
kunde vide, hvor stort et Arbejde, hvor vanskelig en Kamp, der vilde
vre fulgt efter hans Udlevering. Rimeligvis skyldtes hans Dd
Broderens Mellemkomst, rige Slgtninge i Sverig havde villet hindre
Skandalen, og det var vel bedst for alle Parter.

Ankerkrone undgik at omtale Sagen til Herredsfogden, der skrev dette
paa Landsmandsskabets Regning.

Holst talte ikke til Ankerkrone om Sjstrms Dd, men den Aften, da
Kampanilens Fald var det eneste, hvorom Mnd og Kvinder i Venedig
talte, stod Holst og Ritmesteren paa Altanen og saa ud over Lagunen,
hvor Maanen blinkede over det skvulpende Vand.

Eigil, sagde Ritmesteren, Dyndet sletter Sporet, det lgger sig
over vore Fodtrin, klgt og leret, og intet ses, naar vi ser os
tilbage. Lad Dyndet lgge sig over de Spor, du har fulgt, saa end
ikke Mindet forbliver, og lad os stte vort Haab til Hsten, der
kommer!

Holst saa op: Stundom synes jeg, at du er som en af Renssancens
Mnd, naar du rydder dig Vej gennem Livet. Og dette sidste synes jeg
var undigt.

Ritmesteren svarede: For mig -- ja. For dig og hende -- nej.

Holst tav.

Ulla var traadt ud til dem paa Altanen, og Holst lagde sin Arm om
hendes Liv, medens hun vendte sit Ansigt imod ham, og han kyssede
hendes Lber.

Ritmesteren stod lnet mod Balustren, hans Tanker sgte tilbage til
Julia og de Dage, der svandt, medens han hviskede hen for sig:

Alles was ich erfuhr, ich wrzt' es mit sszer Erinnrung, Wrzt' es
mit Hoffnung; sie sind lieblichste Wrzen der Welt.

Faa Dage efter stod Holsts Bryllup, og de rejste alle mod Nord.




SLUTNING

Skovsen --


Der beredtes en slsom Jordefrd i den lille Kirke nr Esrom S. Det
var Eftersommer, og Kornet gulnedes modent til Hst, medens Skovens
Krone mrknedes mod Efteraar. Solen stod klar og blinkede over
lette, graahvide Skyer, og den lille Kirkes Tegl lyste mod Solen.
Tt mod den hvide Kirkemur var gravet en Grav, og i den snkede
Graverens Folk en gul Egetrs Kiste, medens den klgede Jord var
skjult af rige Kranse og duftende Gran. Prsten stod hj i sin sorte
Kjole med den skinnende hvide Krave; hans Stemme ld dmpet, medens
han bad en Bn, og alvorsfuldt ld hans Ord, mens Jorden slog dumpt
mod Kistelaaget: Af Jord er du kommen, til Jord skal du blive, af
Jord skal du igen opstaa.

Faa var de, der stod ved Graven: Herredsfogden, Ankerkrone og Kurk
og imellem dem Eigil Holst og hans unge Hustru med bjede Hoveder.
Ulla grd, Ritmesteren var bleg og stttede sig til sin Vens Arm.
Faa af Sognets Folk var til Stede og stod uden Deltagelse, men
alvorsfulde som Almuesfolk ved Gudstjeneste. Der var af alle disse
kun tre, der kendte den dybe Hemmelighed, der gemtes i den simple
Kiste; der havde fulgt det Spor, som nu for evig slettedes ud,
medens Jorden faldt paa Kistens Laag. Faa og spredte Stemmer sang
Salmen, og Flget spredtes over den lille, venlige Kirkegaard, hvor
Graverkarlen ilsomt kastede Jorden til, der fjernt fra Hjemmet
skulde dkke Annie Bengtsons sidste Hvilested. Den ensomme Grav
vilde snart blive glemt, og ingen vilde ane, hvad det Navn betd.
Arvid Ankerkrone bjede sit Hoved, da han kastede det sidste Blik
mod Graven, og tnkte paa det pragtfulde Marmorkors derhjemme ved
Gammalstorp, hvorunder hans Hustru hvilede.

Alle Spor forsvinder -- alle Spor slettes ud.

Det led mod Aften, og Solen sank ned over de gule Marker. Eigil
Holst gik med sin unge Hustru til Skoven, hvor de mdtes frste
Gang. Det var stille, og ud over Marken steg en let, slrfin Taage,
medens Klokken klang i den gamle Kirkes Taarn. De steg over Stenten,
hvor Hasselen og Brombrbuskene flettede sit Vv over Kampesten og
det gulgrnne Mos med de gule Stenurter. Der ld et enkelt skarpt
Kvivit fra en opskrmt Fugl, der pilsnart jog mellem Buskene, og
da de naaede gennem Krattet, saa de ved Sen, der laa dybt under
Brinken, en strk Raabuk, der stod ved Vandet med bjet Hoved,
medens dens slanke Krop tegnede sig i Spejlet. Vinden bar fra den,
den mrkede dem ikke. De traadte lydlst hen til Bnken og tog
stille Plads.

De talte ikke.

Pludselig, som i Tanker, tog Ulla en Sten og kastede den mod Spejlet
af Sen, der laa ganske lavt med ringe Dybde, trods den hyppige
Regn. Der gik en lynsnar Trkning gennem Bukkens fine Legeme, den
lftede Hovedet og med et Ryk flj den fra Bredden gennem Krattet i
lange, spndstige Spring.

Der ld et lyst Skrig af en Skovfugl, saa blev alt stille.

Og medens Solen sank, medens Duggen og Duften fra Skoven, der redte
til Hvile, steg om Bgen ved Brinken, lnede Ulla sit Hoved mod
sin Mands Skulder, og han fortalte hende med dmpet Stemme den
underlige, vemodige Fortlling om Sporet fra Sen mellem Bgene nord
for Esrom, der frte over Smaalands Ryer og de blinkende Ser mellem
Lyng og Stene, til Lagunestaden, hvor Dyndet lagde sig over det og
skjulte det, som Sjllands Jord Kisten paa den gamle Kirkegaard bag
de hvide Mure.

Sporet, der skjultes for evigt, men som frst havde gjort sin
Gerning, der for de to sikrede det for Glemsel, saa lnge Solen
skinnede over en af dem, om den ikke altid kunde skinne over begge,
hvad Mennesker, der elsker, haaber og beder til.

Og saaledes bliver Mindet om Skovsen, og hvad den gemte, deres
rigeste Minde, som det var det frste i deres flles Eje.

  _Lkken_, Sommeren 1903.





End of Project Gutenberg's Hvad Skovsen gemte, by Palle Rosenkrantz



License: Share Alike