Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet, men den
oprindelige stavning er i vrigt bevaret. Symbolet _ er brugt til
at vise kursiv tekst.




 JULES VERNE

 KAPTAJNEN PAA 15 AAR

 (I SLAVELNKER)


 2. OPLAG

 4.-7. TUSINDE




 E. JESPERSENS FORLAG'S TRYKKERI




 JULES VERNES ROMANER  VII BIND


 KAPTAJNEN PAA 15 AAR

 (I SLAVELNKER)


 NY ILLUSTRERET UDGAVE


 E. JESPERSENS FORLAG

 KBENHAVN  KRISTIANIA




FORTEGNELSE OVER ILLUSTRATIONERNE


                                                        Side

    DE FRELSTE NEGERSLAVER PLEJES                         23

    HAN RETTEDE REVOLVEREN IMOD HAM                       45

    NATTELEJR I URSKOVEN                                  77

    -- FLERE LANGE BAADE BEMANDEDE MED INDFDTE          109

    I KROKODILLERNES GAB                                 115

    DER LAA DICK, PINT AF SULT OG TRST                  131




I.

 "Pilgrim".


Det havde vret en usdvanlig uheldig Sson for "Pilgrim", en lille,
solid Hvalfanger-Skonnert-Brig, der tilhrte en rig kalifornisk
Skibsejer, James W. Weldon.

Hvalfangsten havde givet et saa daarligt Resultat, at Kaptajn Hull
havde vret ndt til at forlade sit sdvanlige Territorium i
Sydhavet allerede i Begyndelsen af Januar, lnge fr Hvalfangerne
plejer at vende hjem. Skibets Bestning var mer end utilfreds, de
var rasende. Aldrig fr havde de bragt saa mager en Hst med hjem.
De burde have haft mindst tohundrede Barrels Tran mere end de havde,
og da en Del af deres Ln bestod i Procenter af Udbyttet, forstaar
man Folkenes ophidsede Sindstemning. De faste Folk forholdt sig dog
rolig, medens de for denne Rejse forhyrede Sfolk, Mnd af en mer
end tvivlsom Karakter, viste saa tydelige Tegn til aabenbar
Opstsighed, at Kaptajnen maatte frygte et ligefrem Mytteri.
Flgelig var der intet andet at gre end at vende om og stte Kursen
imod Ny Zeeland, som kom i Sigte den 15. Januar. Da Skibet havde
kastet Anker i Waitemata, Aucklands Havn, blev Mandskabet
afmnstret.

Kaptajn Hull gjorde nu alt, hvad der stod i hans Magt for at forhyre
nyt Mandskab, men det var for sent; alle ledige Sfolk var paa denne
Tid af Aaret beskftiget ved Fiskeriet. Han havde da ikke andet at
gre end at sejle Skuden hjem alene med Hjlp af de faste Folk, da
han fik en Opfordring, som han flte sig forpligtet til at
efterkomme.

Paa en af de Rejser, som James Weldon nu og da maatte foretage i sin
Forretnings Interesse, havde han taget sin Hustru, sin lille Sn
Jack, et Barn paa fem Aar, og en Slgtning, som almindeligvis gik
under Navnet Ftter Benedict, med sig. Det havde naturligvis vret
Weldons Mening, at hans Familie skulde flge med ham hjem til San
Francisco; men lille Jack var bleven saa alvorlig syg, at hans Fader
-- hvis Forretning nu krvede hans hurtige Tilbagerejse -- blev ndt
til at lade ham tilbage i Auckland sammen med Moderen og Ftter
Benedict.

Der var nu forlbet tre Maaneder siden Hr. Weldons Afrejse, Jack var
Rekonvalescent, og Fru Weldon, der var ked af sin lange Adskillelse
fra Manden, lngtes efter at komme hjem saa snart som muligt. Hun
tnkte netop paa at tiltrde den lange Tilbagerejse, med dens mange
Ophold og Omskiftninger i Tog og Dampskibe, da hun hrte, at hendes
Mands Fartj, "Pilgrim", var gaaet for Anker i Havnen. Hun skyndte
sig til Kaptajn Hull og bad ham om at tage hende, hendes Sn, Ftter
Benedict og Nan, en gammel Negerpige, som havde vret hendes egen
Barnepige, med ombord og sejle dem hjem til San Francisco.

"Vil det ikke vre for voveligt for Fruen," spurgte Kaptajnen, "at
foretage den 5-6000 Mil lange Rejse ombord i saa lille et
Sejlskib?"

Men Fru Weldon gentog sin Opfordring, og Kaptajn Hull, der havde
berettiget Tillid til sit Fartjs gode Egenskaber, og som desuden
gjorde Regning paa at beholde denne Aarstids almindeligvis gode Vejr
paa begge Sider af kvator, gav da efter for hendes nske.

Fru Weldon var en velbegavet, dygtig og uforfrdet Dame paa tredive
Aar, hun havde et udmrket Helbred og kendte ikke til Ssyge. Hun
vidste, at Kaptajn Hull var en erfaren Smand, til hvem hendes Mand
havde grundfstet Tillid, og hun vidste ogsaa, at "Pilgrim" var en
af de bedste amerikanske Hvalfangerbaade; hun var derfor kun glad
ved, at den forestaaende lange Rejse kunde blive foretaget svrts
alene, og uden andre Afbrydelser, end et kort Ophold i Valparaiso,
hvor Skibet skulde losse sin Ladning.

Ftter Benedict maatte naturligvis flge med hende. Han var ganske
vist henimod halvtreds, men det maatte alligevel betragtes som
Toppunktet af Uforsigtighed, at lade ham foretage nogen som helst
Rejse alene. Lang, usandsynlig mager og ranglet, med et enormt stort
Hoved og vildt strittende Haar, saaledes var hans ydre Menneske. Han
var et af disse skikkelige, harmlse Videnskabs-Brn, som, naar de
frst har faaet Guldbrillerne paa, synes at have naaet en adstadig,
men ivrigt ubestemmelig Alder, og som -- hvorlnge de saa end lever
-- aldrig synes at blive ldre end de altid har vret. Han var
fuldstndig blottet for Forstaaelse af Livets dagligdags Ting og
praktiske Krav. Han sknkede aldrig Mad og Drikke en Tanke, fr det
blev sat frem for ham, han var altid ens kldt, og saa upraktisk,
som vel muligt, og gjorde Indtryk af at vre aldeles uflsom for
Varme eller Kulde. Hans lange Arme og Ben kom altid i Vejen for ham
selv og alle andre, saa at det saa ud, som om han endnu ikke havde
gjort sig fortrolig med disse Redskaber og deres naturlige
Anvendelse. Hjlpelshed var hans mest ijnefaldende Karaktertrk;
men selve denne barnlige Hjlpelshed forskaffede ham alle
Menneskers venlige Overbrenhed og Hjlp, og Fru Weldon betragtede
ham nrmest som en ldre Broder til hendes lille Jack.

Ftter Benedicts hele Liv var helliget en alt opslugende Interesse
for Insekter. Han havde ingen rgerrighed i Retning af en
Professortitel, eller noget praktisk Formaal med sine Studier; han
var kun Amatr, men det var han ogsaa med Liv og Sjl. Evig og altid
var han optaget af at forflge Insekter, vbnet med et Nt, en
Botaniserkasse, en Spiritusflaske og et Utal af Insektnaale.

Da Hr. og Fru Weldon rejste til Ny-Zeeland, blev Ftter Benedict
henrykt over at skulle med, da han ventede sig rig Fangst der, og nu
var han lige saa ivrig efter at bringe sine erhvervede Skatte hjem
til San Francisco, og faa dem indordnede i Samlingen.

Alle Forberedelserne til Hjemrejsen blev nu trufne med saa stor
Hast, at "Pilgrim" tre Dage senere kunde staa ud af Havnen med Kurs
efter Amerika. Efter et Par Dages Sejlads blste det op, og den
strke stlige Brise tvang Skonnerten saa meget ud af dens Kurs, at
den den 2. Februar snarere havde Retning imod Kap Horn end imod
Fastlandets Vestkyst.

"Pilgrim" havde ingen Dkskahytter, saa Fru Weldon blev ndt til at
modtage Kaptajnens Tilbud om at benytte hans Kahyt, som blev
indrettet saa hyggeligt, som det lod sig gre, til hende, Jack og
gamle Nan, og her indtog hun alle sine Maaltider sammen med
Kaptajnen og Ftter Benedict.

Hele Bestningen var hflig og opmrksom imod deres Rheders Hustru.
De var alle Indfdte fra Californien, modige og erfarne Sfolk, der
allerede havde gjort tre Rejser sammen, og som holdt sammen,
forenede i flles Interesser og Sdvaner. Den eneste af Folkene, som
ikke var Amerikaner, var Negoro, en Portugiser af Fdsel, som dog
talte flydende Engelsk. Da den tidligere Kok var deserteret, medens
Skibet laa ved Auckland, var han bleven engageret i dennes Sted,
uden at Kaptajn Hull havde faaet indhentet nrmere Oplysninger om
ham. Der var ikke noget at udstte paa den Maade, hvorpaa han
udfrte sin Pligt, men der var noget i hans Vsen, eller maaske
snarere i hans Ydre, der gjorde Kaptajnen mistnksom og nsten lod
ham fortryde, at han ikke havde vret mere omhyggelig med at
efterforske den ny Koks Fortid, fr han tog ham i sin Tjeneste.

Negoro saa ud til at vre omkring de fyrre. Han var middelhj og
kraftig bygget, havde mrkt Haar og Fuldskg og gjorde Indtryk af at
vre af en usdvanlig kraftig Konstitution, han talte kun sjldent
og aldrig om sig selv, sin Fortid eller Oprindelse, men en og anden
af hans Bemrkninger lod ane, at han havde faaet en ret god
Opdragelse. Smand syntes han i al Fald ikke at vre, for alle
Smandsudtryk var ham ganske ukendte. Ved Forhyringen havde han
betinget sig, at han vilde gaa i Land i Valparaiso.

"Pilgrim"s faste Mandskab bestod af fem Matroser og en Letmatros --
Dick Sand. Dick var kun 15 Aar gammel og af fuldstndig ukendt
Oprindelse. Han var et Hittebarn fra New York, og sit Navn havde han
faaet efter det Sted -- Sandy-Hook ved Indlbet til New Yorks Havn
-- hvor han blev funden.

Hans Ydre forraadte tydeligt, at han maatte vre af angelsaksisk
Stamme. Han var snarest under Middelhjde, men kraftig og dog
elegant bygget, han havde et opvakt, knt Ansigt og straalende, blaa
jne, der rbede baade Livslyst og Energi. Sknt endnu kun Dreng
havde han allerede Planen for sin Fremtid klar for sig, og han var
dristig og selvtillidsfuld nok til at fle sig sikker paa at kunne
naa sit Maal ad den Vej, han var slaaet ind paa.

Otte Aar gammel fik han Lov at forlade det Hittebrnsasyl, hvor han
var bleven optaget, for som Skibsdreng at gaa med en Skonnert, der
sejlede paa Syden, op paa hvilken Kaptajn Hull dengang var Styrmand.
Denne brave Smand fattede hurtigt Interesse for den opvakte og
lrvillige Dreng og bibragte ham lidt efter lidt de frste
teoretiske og praktiske Grundstninger for Smandskundskab. Senere
anbefalede Kaptajn Hull Drengen til sin Rheder, Hr. Weldon, der tog
sig af ham og lovede at srge for hans videre Uddannelse.

Fru Weldon behandlede den flinke og beskedne forldrelse med den
strste Venlighed, og Dick Sand omfattede til Gengld hende og
hendes Mand med den mest rrende Taknemmelighed og Hengivenhed, og
stor var hans Glde over at hans Velgrers Hustru og lille Sn
skulde gre Rejsen med ombord paa "Pilgrim".

Dick passede paa Jack som en ldre Broder, legede med ham og lod ham
klatre i Vanterne, uden et jeblik at tabe ham af Syne.

Overfarten gik i alle Maader heldig, med rolig S; og havde Vinden
blot ikke stadig vret omtrent stik imod, vilde alt vre gaaet
upaaklageligt. Men den evindelige Vestenvind forhindrede Kaptajnen i
at holde den rette og direkte Kurs, og det rgrede ham, at Fru
Weldons Rejse derved blev forsinket en Del. Han tnkte da ogsaa paa,
dersom de skulde passere en Amerikadamper, da at formaa hende til at
fortstte Hjemturen med denne; men paa den sydlige Bredegrad, hvor
de nu befandt sig, var der desvrre ikke megen Sandsynlighed for at
de skulde trffe nogen Panama-Baad.

Der hndte da intet, der kunde afbryde Rejsens Ensformighed, fr den
2. Februar, da Jack pludselig tilkaldte sin Ven, Dick, med Udbrudet:

"Hvad er det der, ude i Vandet?"

Dick Sand saa en Stund opmrksomt i den angivne Retning og meldte
saa med hj Stemme:

"Se ud, forud til Styrbord! Der flyder noget i Vindsiden!"




II.

 Frelsen.


Hidkaldt af Dicks Raab kom hele Bestningen lbende til Rlingen for
at se, hvad det kunde vre. Selv Kaptajnen, Fru Weldon, hendes
Tjenestepige, Nan, og den ellers saa uinteresserede Ftter Benedict
viste sig og stirrede ud over Havet, ivrigt diskuterende, hvad det
vel kunde vre, man saa drive i omtrent tre Smiles Afstand fra
Skibet. Kun Negoro forholdt sig rolig i sit Kkken.

"Det ser ud til at vre en Tmmerflaade," mente en af Matroserne.

"Eller Resterne af et forlist Skib," svarede Kaptajn Hull; "i al
Fald er det bedst vi kommer paa Siden af det. Det kunde jo dog
tnkes at der var levende Vsener ombord."

"Pilgrim" ndrede Kurs og nrmede sig snart det mystiske noget, der,
som Kaptajnen havde formodet, viste sig at vre Vraget af et Skib,
uden Master og med et gabende Hul i Styrbordssiden.

"Det Skib er blevet paasejlet," udbrd Kaptajnen, "men hvad der
forbavser mig er, at det ikke forlngst er gaaet til Bunds."

"Pilgrim" befandt sig nu kun tre Kabellngder fra Vraget, da Dick
Sand pludselig vinkede ad de andre, at de skulde vre stille.

"Hr en Gang! Er det ikke en Hunds Gen?" sagde han.

Alle lyttede spndt, og man opfangede virkelig fra Skibsskroget en
svag Lyd, som kunde vre en Hunds Gen.

"Selv om der kun er et stakkels Dyr ombord, maa vi dog sge at
frelse den," bad Fru Weldon Kaptajnen, og den lille Jack stemmede
ivrigt i, glad ved Tanken om at faa sig endnu en Legekammerat.

Kaptajnen lod nu stte en Baad ud, og i det samme viste der sig en
stor, sort Hund ved Vragets Skansekldning; den gede og hylede
fortvivlet over imod Skibet, Sprang et jeblik omkring, som vilde
den springe i Vandet, men stod saa atter stille og udstdte igen de
mest rasende Hyl, som man nsten kunde tro fremkaldtes af et eller
andet ombord paa "Pilgrim". Mrkeligt nok stod netop samtidigt
Negoro ene ved Agterstavnen, der var nrmest Vraget, og stirrede
ivrigt over paa det rasende Dyr. Kunde det tnkes, at de to kendte
hinanden? Der forlb en halv Time inden Baaden vendte tilbage. Den
havde Hunden og fem Skibbrudne ombord, der mere dde end levende
blev halet op og lagt paa Dkket.

"De Stakler!" udbrd Fru Weldon fortvivlet ved Synet af de
tilsyneladende livlse Legemer.

"De er ikke dde," beroligede Kaptajnen hende, "de maa kunde bringes
til Live igen, lad os blot faa nogle Draaber Rom i dem og faa bakset
lidt med dem, saa skal De se, de kommer sig nok."

"Negoro," kaldte Kaptajnen.

Ved Lyden af dette Navn begyndte Hunden, som hidtil havde ligget
ganske stille, pludselig at knurre og vise Tnder.

"Negoro," kaldte Kaptajnen igen, og atter foer Dyret op med alle
Tegn paa ustyrligt Raseri.

Negoro kom nu langsomt og modvilligt ud af Kkkenet; men nppe fik
Hunden je paa ham fr den foer lige ls paa ham og sprang til for
at stte Tnderne i hans Strube. Men med et Slag af en Haandspade
holdt Kokken sig den fra Livet, indtil et Par Matroser havde faaet
et sikkert Tag i den.

"Kende De den Hund?" spurgte Kaptajnen ham.

"Den Hund! Nej, hvor skulde jeg kende den fra."

"Det var mrkeligt," mumlede Dick, og han tilfjede, "her maa stikke
et eller andet under."

De fem skibbrudne var Negre. Efter to Dages omhyggelig Pleje var de
kommet saa vidt til Krfter, at de kunde besvare Kaptajnens
Sprgsmaal paa deres gebrokne engelsk.

Den ldste af de sorte var over 60 Aar gammel og hed Tom, de andre
var unge Mnd paa 25-30 Aar og hed Bat (den gamle Toms Sn),
Austin, Akton og Herkules. De var alle hje og kraftige, men ingen
af dem kunde dog maale sig med Herkules, der bar sit Navn med re,
som den tre Alens Kmpekarl, han var. De hrte hjemme i
Pensylvanien. Den gamle Tom var i en Alder af 6 Aar bleven solgt som
Slave i Afrika og derfra bragt til de forenede Stater i Amerika,
hvor han allerede for mange Aar siden havde faaet sin Frihed ved
Loven om Slaveriets Ophr. Hans Kammerater var alle Snner af
forhenvrende Slaver, der dog var frigivne fr Brnenes Fdsel.
Disse Sorte havde altsaa forladt Amerika som fri Mnd for at gaa i
Tjeneste hos en Englnder, der ejede store Landstrkninger i
Australien, og nu vilde de, efter at have arbejdet hos ham i fem Aar
og for en meget god Ln, have rejst hjem til de forenede Stater.

Men det Skib, "Waldeck", hvormed de foretog Rejsen som betalende
Passagerer, var en mrk Nat sidst i December blevet paasejlet af en
stor Damper. Negrene havde sovet, da Sammenstdet fandt Sted, og da
de kom op paa Dkket, var hele Bestningen forsvunden, de var ene
ombord paa et Vrag, og tolvhundrede Smil fra det nrmeste Land.

I det Tidsrum af 10 Dage, der var forlbet imellem Skibets
Paasejling og deres Frelse, havde de sorte ikke haft andet at leve
af end den sparsomme Proviant, de havde fundet i Skibets Kkken. Ind
i Kahytten eller Proviantrummet havde de ikke kunnet trnge, da
begge stod fulde af Vand, og de havde intet drikkeligt haft til at
slukke deres brndende Trst med, da Vandtnderne var gaaet overbord
ved Sammenstdet.

Den sidste Dag havde de vret ganske uden Bevidsthed, og var
"Pilgrim" blot kommen en Dag senere, havde de sikkert ikke lnger
vret i live.

Saaledes berettede den gamle Neger, og der var ingen Anledning til
at betvivle Rigtigheden af hans Fortlling.

Om Hunden, der viste en saa uforklarlig Uvilje overfor Negoro --
Dingo hed den -- vidste gamle Tom ogsaa Besked. Det forliste Skibs
Kaptajn havde for to Aar siden fundet den i en elendig, forsulten og
forsmt Tilstand, et Steds paa Afrikas Vestkyst ved Kongoflodens
Udlb. Han havde taget det smukke Dyr ombord, men Dingo havde vret
yderst uselskabelig, melankolsk og stilfrdig, som om den srgede
over Tabet af en tidligere Herre. S. V. stod der i dens Halsbaand,
og det var alt, hvad man havde til Hjlp, hvis man vilde sge at
efterforske dens rette Ejermand. Smuk var Dingo, hj og kraftig
bygget, og saa strk og smidig, at den uden Frygt for at blive den
lille kunde angribe baade Pantere og Jaguarer. Det var derfor
naturligt nok, at Negoro ikke var srlig glad ved den uvenlige
Modtagelse Dingo gav ham.

Overfor alle andre var Hunden dog fredsommelig nok. Den syntes ikke
at holde af Negrene, den undgik dem, men den gjorde dem ikke noget.
Maaske var den bleven daarligt behandlet af de sorte Indfdte i
Afrika, for sknt Tom og hans Kammerater kun viste den Venlighed,
sluttede den sig dog ikke til nogen af dem.

Kaptajn Hull lovede de stakkels skibbrudne, der havde mistet alt,
hvad de ved fem Aars haardt Slid havde sammensparet, ved "Waldeck"s
Forlis, at fre dem med til Kalifornien, hvorfra sikkert Hr. Weldon
vilde besrge dem hjemsendte til Pensylvanien.




III.

 Dingos Historie. En Hval i Sigte.


En Dag, som Fru Weldon stod og passiarede med Kaptajnen, medens
lille Jack sad paa Dkket og legede med et stort Alfabet klistret
paa Trklodser, kom pludselig Dingo til og snappede efter nogen
Sgen og til den lille Fyrs usigelige Forbavselse, en af Klodserne
og bar den i Gabet et Stykke hen paa Dkket. Endnu en Bogstavklods
hentede den, lod den falde ved Siden af den anden og stod saa roligt
logrende og betragtede sit Vrk.

"Dingo der mine Klodser," raabte Jack bestyrtet, og lb efter den
for at se, hvad Ulykke Hunden havde gjort. Ogsaa Fru Weldon og
Kaptajnen kom til for at frelse Bogstaverne og give dem tilbage til
Drengen. Men dette syntes Dingo at tage dem temmelig ilde op. Den
brummede misbilligende, da de tog Klodserne fra den, og nppe havde
Jack stillet dem op foran sig, fr Hunden atter hentede dem tilbage
-- og pudsigt nok netop de samme to Bogstaver, som den frste Gang
havde udsgt sig.

"Hvad gaar der dog af Dyret?" sagde Fru Weldon.

"Den staver aabenbart," spgte Kaptajnen, "lad os se, hvad det er
den vil skrive. S. V. staar der; S. V. er det ikke de samme
Bogstaver, som er graveret i dens Halsbaand," fjede han studsende
til, "det er dog Pokker til Hund."

Den gamle Tom var nu ogsaa kommet til, og Kaptajnen vendte sig til
ham med Sprgsmaalet:

"Kan De ikke fortlle os lidt mer om det mrkvrdige Dyr, De sagde
jo, at Kaptajnen paa 'Waldeck' havde fundet det for et Par Aar siden
ved Kongoflodens Munding."

"Jo, saavidt jeg ved, havde Kaptajnen kun haft Hunden i to Aar,"
svarede Negeren, "og han har selv fortalt mig, hvorledes han fandt
den, og at han ingen Anelse havde om, hvor Dyret kom fra eller hvem
den tidligere havde tilhrt. Med en herrels Hund er man vrre faren
end med et Hittebarn, sagde Kaptajnen altid, for den kan ikke gre
sig forstaaelig."

"De ser ud, som om De havde faaet en Id, Kaptajn," sagde Fru
Weldon, da Hull en Stund havde staaet hensunken i Tanker.

"Ja, Fru Weldon, det er egentlig kun en Slags tilfldig
Tankeforbindelse, fremkaldt ved Synet af de to Bogstaver S. V."

"Hvad tnker De da paa?"

"Paa en uforfrdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med
Understttelse af det geografiske Selskab i Paris sgte at
gennemtrnge Afrikas mrke Fastland fra st til Vest. Han valgte
netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde flge
Flodens Lb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel
Vernon."

"Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon -- "S -- V!"

"Ja," fortsatte Kaptajnen, "de samme Begyndelsesbogstaver, som er
indgraverede i Dingos Halsbaand, og som den begavede Hund udsgte af
Alfabetet. Denne Rejsende begav sig altsaa paa den farefulde
Ekspedition, men man hrte aldrig noget til ham senere.
Sandsynligvis er han aldrig naaet igennem det ukendte Indre, men er
enten bleven drbt eller taget til Fange af de vilde Indfdte. Hvis
denne Formodning er rigtig, og hvis denne Hund virkelig har tilhrt
ham, kan man jo antage, at Dyret har sgt tilbage til Kysten, hvor
saa 'Waldeck's Kaptajn fandt den."

"Det er ogsaa kedsommeligt," sagde Dick Sand, som havde hrt paa
Kaptajnens Bemrkninger, "at Dingo ikke selv kan fortlle os,
hvorledes den har lrt disse to Bogstaver at kende, og hvorfor den
altid knurrer ad Kokken."

Den stadige Modvind begyndte endelig den 10. Februar at stille noget
af, saa at Kaptajn Hull kunde haabe paa en Forandring til det bedre
i Vindretningen, og en deraf flgende hurtigere Hjemrejse.

Paa denne Dag hndte det at Fru Weldon, der spadserede frem og
tilbage paa Agterdkket, lagde Mrke til, at Vandet efterhaanden
antog en ejendommelig rd Farve, som om det farvedes af Blod.

"Dick og Jack," kaldte hun, "kom skal I se et morsomt Syn. Vandet
bliver helt rdt, hvad kan det mon komme af?"

"Aah, det ved jeg, Frue," svarede Dick. "Den rde Farve skriver sig
fra uhyre Masser af Smaadyr, som tjener Hvalerne til Fde."

"Hvor det er underligt," bemrkede den hjst interesserede Jack, "at
de store Hvalfisk kan blive mtte af at spise saadan nogle smaa
bitte Dyr. Det maa da vre noget for Ftter Benedict. Kom skal du
se, Ftter Benedict," raabte han af sine Lungers fulde Kraft.

Amatr-Naturforskeren nrmede sig sammen med Kaptajnen.

"Ja, ja -- det er rigtig noget for Dem, Hr. Benedict," sagde
Kaptajnen. "Det er da en udmrket Lejlighed, som De ikke maa lade
gaa fra Dem, til at studere de interessante crustacea."

"Crustacea," vrissede Ftter Benedict arrigt og overlegent. "De ved
maaske ikke, at jeg som Entomologist kun og udelukkende interesserer
mig for Hexapodaen."

Kaptajn Hull kunde kun med Mje betvinge et Smil og svarede blot
godmodigt:

"Saa har De altsaa ikke samme Smag som Hvalerne."

Og vendt imod Fru Weldon tilfjede han: "For os Hvalfangere er dette
et Syn, som taler for sig selv, og siger os, at vi ikke maa spilde
noget jeblik, men se at faa gjort vore Liner og Harpuner klar."

Ordene var nppe udtalte, fr der ld et Raab fra Matroserne:

"En Hval til Bagbord!"

"Der har vi den!" udbrd Kaptajnen ivrig. Alle hans professionelle
Instinkter var jeblikkelig vakte, og han skyndte sig forud, fulgt
af alle Sfolkene.

"Den sprjter baade Vand og Damp op," sagde Dick, der havde taget
Dyret kritisk i Kikkerten. "Mon det ikke skulde vre en Finhval? Men
en gevaldig Kammerat maa det da vre."

"Halvfjersinstyve Fod i det mindste!" bejaede Kaptajnen fornjet.

"Folkens!" raabte han vendt imod Matroserne, "hvad synes I? Skal vi
vove Forsget? Husk paa, at vi kun er os selv, vi har ingen
Hvalfangere til at hjlpe os. Jeg selv har fr slynget en Harpun og
kan vel gre det igen. -- Naa, hvad mener I saa?"

"All right, Kaptajn," svarede Mandskabet begejstret.

"Saa i Guds Navn da, lad os forsge!"

De strre, moderne Hvalfangerskibe anvender som oftest til denne
Jagt en Slags lille Kanon, der enten er anbragt paa selve Skibet
eller i den strste Baads Forstavn, og hvormed der udskydes enten en
Harpun eller eksploderende Kugler. Men "Pilgrim" var ikke forsynet
med disse dyre Apparater, som dets gamle Mandskab ikke kendte og
ikke havde megen Fidus til. Det foretrak at benytte de gamle, mere
primitive Vaaben, Harpunen og Landsen.

Baaden blev altsaa skyndsomst sat i Vandet og bemandet, og Kaptajnen
lod Redskaberne bringe om Bord. Disse bestod, foruden to Lanser, af
flere Harpuner, befstede til seks hundrede Fod lange Liner paa
Trruller, fastgjorte i Baadens Forstavn.

"Dick," sagde Kaptajnen til den unge Letmatros, "nu maa du tage
Kommandoen og passe paa Skibet, imens jeg er borte. Lnge bliver det
vel nppe, at du faar Lov at vre Kaptajn; om en Times Tid er vi
forhaabentlig tilbage igen. Farvel saa lnge."

"Farvel, Kaptajn! God Lykke!"

Det var dog aabenbart, at Kaptajn Hull kun ugrne forlod sit Skib,
selv om det kun drejede sig om nogle Timer. Men Hensynet til den
store Gevinst Fangsten af en saa uhyre Hval vilde bringe hans
Rheder, og hans let forklarlige Ulyst til at komme hjem med halvtom
Last besejrede dog hans Skrupler. Han kastede endnu et sidste Blik
ud over Skibet, som for at se om alt var i Orden, og om Sejlene var
saadan stillede, at der ikke behvedes at forandre paa dem imens
han var borte. Saa gik han i Baaden og lod kaste los.

"Hold godt Udkig, Dick," ld Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et
je paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng."

"Stol paa mig, Kaptajn!"

Baaden fjrnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par strke Arme, og
om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for
ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt. Selv
Dingo stod med Forpoterne paa Rlingen og fulgte Baaden med jnene.
Pludselig brd den ud i en ynkelig Hylen.

"Dingo, Dingo dog!" udbrd Fru Weldon, ubehageligt berrt, "er det
din Maade at opmuntre dine Venner paa. Vrs'god at opfre dig
ordentligt."

Men Hunden vilde ikke lade sig berolige, den vendte sig blot om,
arrigt knurrende.

Negoro var slentret ud af sit Kkken, vel sagtens for ogsaa at
iagttage Hvalfangsten; men saa saare Dingo fik je paa Kokken,
styrtede den med et rasende Spring ls paa ham. Negoro greb en
Baadshage for at forsvare sig, og Dick og Fru Weldon raabte
forskrkket:

"Dingo, Dingo, kom her! Lg sig!"

Hunden adld, men knurrende og modvilligt, og Negoro vendte sig,
ligbleg, om, slngte Baadshagen fra sig og gik bandende tilbage til
Kkkenet.

"Herkules," sagde Dick sagte og alvorligt til den uhyre Neger, "De
maa love mig at holde godt je med den Mand."

[Illustration: De frelste Negerslaver plejes.]

"Det skal jeg," svarede han beroligende.

Saa gik Dick op paa Skandsen, hvorfra han holdt Udkig med Baaden,
der snart kun var et Punkt paa det store Hav.




IV.

 Et Katastrofe.


"Pas paa ikke at gre Stj, Folk," formanede Kaptajn Hull, "og hold
Baaden i Kanten af det rde Vand; vi maa nrme os Hvalen saa
forsigtigt, at den ikke aner vor Nrhed, ellers er Spillet tabt."

Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den rde Flade, i hvis Midte
Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellngde borte.
Baadsmanden stod oprejst i Agterenden og manvrerede for at bringe
Baaden saa nr som muligt til Dyrets venstre Side uden at komme i en
for farlig Nrhed af dets vldige Hale, vel vidende, at et eneste
Slag af denne vilde vre nok til at gre det af med baade Baad og
Bestning. Forude, solidt plantet, med skrvende Ben, stod
Kaptajnen. Harpunen holdt han hvet over Hovedet, parat til at
slynge det ddbringende Vaaben dybt ned i den sorte Masse, som
hvede sig op over Vandskorpen.

"Er I klar, Folk?" sagde han dmpet.

"All right, Kaptajn," hviskede Matroserne tilbage.

"Saa ind paa den," ld Kaptajnens Ordre, og Baaden nrmede sig til
ti Fods Afstand fra Hvalen. Dyret rrte sig ikke. Sov det? I saa
Fald turde de haabe at allerede den frste Harpun vilde afgre dens
Skbne. Men det var ikke sandsynligt; Kaptajn Hull flte kun altfor
sikkert, at der var en anden Grund til at den forholdt sig saa
stille, og et hurtigt Blik fra Baadsmanden fortalte ham, at denne
havde den samme Mistanke. Men der var ikke Tid til Overvejelser, nu
var jeblikket kommet, hvor der maatte handles.

Kaptajnen svang sit Vaaben nogle Gange frem og tilbage for at
beregne sit Kast, saa samlede han al sin Styrke og slyngede det imod
Finhvalens Side.

"Bak, bak," raabte han.

Matroserne drev Baaden tilbage af alle Krfter, og et jeblik efter
var den uden for Rkkevidden af Hvalens Hale.

I det samme afslredes Grunden til at Hvalen havde forholdt sig saa
ubevgelig.

"Ser De, en Unge!" udbrd Baadsmanden.

Ramt af Harpunen havde det vldige Dyr kastet sig om paa Siden, og
derved kom en Unge tilsyne, som Moderen havde vret ved at give Die.
Dette var en meget ubehagelig Opdagelse, thi, som Kaptajnen vel
vidste, vilde Hvalen nu forsvare sig med dobbelt Raseri, ikke alene
for sin egen Skyld, men ogsaa for at beskrme sin "Lille" -- om man
ellers kan bruge det Udtryk om en Kammerat paa i det mindste ti
Alens Lngde.

Moderen var et usdvanlig stort Eksemplar af en Finhval, og maalte
mindst fyrretyve Alen fra Hoved til Hale. Dens Skind var guldbrunt
med mrkere Pletter. Den dukkede jeblikkelig under, fulgt af sin
Unge og skd i rasende Fart ned imod Havbunden. Det gjaldt nu frst
og fremmest om at flge Dyret, og Matroserne drev med hastige Tag
Baaden afsted som en Pil over Havfladen. Men hurtigt som Baaden skd
afsted kunde den dog ikke flge med Hvalen, der syntes ikke at ville
standse eller sagtne sin Fart. Den ene Line, der var befstet til
Harpunen i Dyrets Side, var hurtigt opbrugt, og en ny maatte knyttes
til den og forsvandt med samme Hastighed i Dybet, saa at endnu en
tredie maatte fjes til.

"Pokker staa i det!" raabte Kaptajnen, "det Dyr lber med alle vore
Liner."

"Ja, og se hvor langt det Asen frer os bort fra Skibet," tilfjede
Baadsmanden.

"Den maa dog vel en Gang komme op for at trkke Vejret; det er jo
ingen Fisk, og den maa have Luft ligesom alle vi andre," rsonnerede
Kaptajnen.

Den fjerde Line maatte sttes til, og endelig ogsaa den femte og
sidste; og den var allerede halvt rullet op, da det saa ud til at
den slappedes.

"Naa Gudskelov," udbrd Kaptajnen lettet, "nu er Bstet dog endelig
blevet trt."

Snart efter bebudede en uhyre Vandstraale, at Hvalen atter var i
Overfladen af Vandet, og da Baaden kom nrmere, saa man den atter
ligge ubevgelig stille, som om den roligt afventede et nyt Angreb.
Harpunen sad endnu fast i dens venstre Side.

To Aarer blev taget ind, og de to Matroser bevbnedes med Lanser.
Men i det samme gav Hvalen et Slag med sin Halefinne og forsvandt i
Dybet. Folkene var alle strkt ophidsede. Skulde Dyret nu atter
slippe levende af sted? Skulde de have den trttende og angstfulde
Forflgelse om igen? Og vilde det indbringende Bytte saa maaske
tilsidst alligevel undslippe dem?

Men nej, Hvalen havde ikke isinde at flygte mere, den havde denne
Gang tvrtimod vendt sig til Angreb, og piskende Vandet med sin
vldige Hale foer den lige ls paa Baaden.

"Pas paa, Baadsmand! Tilbage for Guds Skyld!" raabte Kaptajnen.

Baaden svingedes rundt, nsten paa Stedet, ved Baadsmandens hurtige
og dygtige Manvre, og idet Hvalen skd forbi, huggede Kaptajnen og
de to Matroser deres Lanser dybt i dens hjre Side.

Hvalen standsede, som bedvet af Smerte; saa udsendte den to vldige
Straaler af Vand og Blod, slog Halen imod Vandfladen og foer som i
Spring atter ind paa Baaden.

I et saadant jeblik vilde mangen en koldblodig og erfaren Smand
have tabt Hovedet, men, som ved en instinktiv Indskydelse fik
Baadsmanden atter drejet Baaden tilside og undgik derved paa ny
Hvalens Angreb. Og atter ramtes Dyret sikkert og dybt af de tre
Lanser. Men idet den gled forbi Baaden, sendte dens voldsomme
Halebevgelser en mgtig Blge ind over Rlingen, saa at Baaden
nsten fyldtes.

"Brug sekarrene, hurtig!" kommanderede Kaptajnen.

Men Faren var overhngende. Dyret havde allerede vendt sig til et
nyt Angreb, og rasende af Smerte skd den i frygtelig Fart imod
Baaden.

"Pas paa!" raabte Kaptajnen for sidste Gang.

Men Baadsmanden var hjlpels, den tunge Baad, fyldt med Vand, vilde
ikke lystre hans Styreaare. Han forstod selv, som Kaptajnen og
Matroserne forstod det, at det var ude med dem. Alle sprang op med
et Skrig, som langt og fortvivlet ld ud over Havet, og maaske ogsaa
naaede den lille Klynge om Bord paa "Pilgrim".

I nste jeblik ramtes Baaden nedefra af et frygteligt Slag af
Hvalens Hale.

Fartjet slyngedes med uimodstaaelig Kraft hjt op i Luften og
faldt, splintret og knust, atter ned i de ved Hvalens rasende
Bevgelser oprrte Blger.

Endnu piskede det ddeligt saarede Dyr Havet, saa at det stod som i
en Skumhvirvel.

Saa dukkede den under for at d i Dybet.

Da Dick med to af Negrene i en Baad et Kvarter senere naaede Stedet,
hvor Katastrofen havde fundet Sted, fandt han intet levende Vsen.
Der fld kun nogle Vragstumper paa det blodfarvede Vand.

En ubeskrivelig Flelse af lammende Sorg og Rdsel greb de
tiloversblevne om Bord paa "Pilgrim" ved Synet af den frygtelige
Katastrofe, som fuldbyrdedes lige for deres jne, uden at de var
istand til at rre en Finger for at forebygge den. Skibet naaede,
paa Grund af Vindstille, frst Ulykkesstedet, da det var forsent.

Situationen var saa alvorlig, som vel muligt, for disse Mennesker om
Bord paa et Skib, der ikke lnger havde nogen Kaptajn og intet
Mandskab, og som, hundreder af Mile fra det nrmeste Land, var
prisgivet Vind og Strm og Forsynets Naade. Hvilket ulykkeligt
Tilflde, at denne Hval skulde krydse Skibets Vej, og hvilken endnu
ulykkeligere Indskydelse havde ladet den ellers saa fornuftige
Kaptajn vove sit og sit Mandskabs Liv for at kunne bringe en god
Ladning med hjem.

Af alle de, der nu var tilbage paa Briggen, havde kun n den
fjrneste Id om et Skibs Manvrering, og denne ene var en Dreng paa
femten Aar -- Dick Sand.




V.

 Kaptajn Dick Sand.


Alvorlig, med Armene over Kors, stod han og stirrede ud over det
Hav, som havde bervet ham hans faderlige Ven og Velgrer. Han
spejdede vidt omkring i det forfngelige Haab, at der skulde vise
sig et forbipasserende Skib, der kunde og vilde tage Fru Weldon,
Jack og Ftter Benedict ombord, og derved befri ham for en Del af
det tunge Ansvar, han flte sig betynget af. Selv vilde han, trods
de fortvivlede Udsigter, ikke forlade "Pilgrim", men gre sit
yderste, for at fre Skibet sikkert til den nrmeste Havn.

Men intet Sejl viste sig i Horisonten, og trods sin Ungdom og ringe
Erfaring forstod Dick, ved nrmere Eftertanke, at der kun var saare
ringe Sandsynlighed for at de her, langt udenfor den almindelige
Svej for Hvalfangere og Koffardiskibe, skulde mde noget Fartj,
der kunde yde dem Hjlp. Han maatte bandlyse alle falske
Forhaabninger og se den alvorlige Situation roligt i jnene.

Optaget af disse Tanker lagde Dick ikke Mrke til, at Negoro kom hen
imod ham. Frst da Kokken en Stund havde staaet lige foran ham og
betragtet ham med et ondskabsfuldt Smil, fik Dick je paa ham og
foer sammen.

"Vil De tale med mig?"

"Jeg maa tale enten med Kaptajnen eller med Baadsmanden," svarede
Negoro studst.

"De ved jo godt, Negoro, at de begge er omkomne," svarede
Letmatrosen alvorligt.

"Maa jeg sprge, hvem der skal fre Kommandoen her om Bord?" spurgte
Kokken udfordrende.

"Det skal jeg," kom det kort og afgrende.

"De? En Dreng paa femten Aar!"

"Ja, jeg," gentog Dick med fast Stemme, "jeg og ingen anden."

"Jeg nsker, at enhver her om Bord skal vide," forkyndte Fru Weldon,
der havde nrmet sig og overhrt Samtalen, "at Dick Sand fra nu af
er Kaptajn. Af ham vil De modtage Deres Ordrer, og disse Ordrer maa
adlydes."

Negoro rynkede Panden, snerrede nogle uforstaaelige Ord, og
slentrede tilbage til sit Lukaf, medens Dick greb Fru Weldons Haand
og forsikrede hende, at han vilde gre alt, hvad der stod i hans
Magt for at fortjene hendes Tillid og fre Skib og Passagerer
lykkeligt i Havn.

Havde jeg dog blot haft endnu et Par Aars Uddannelse, tnkte Dick,
nu da han var blevet proklameret til "Kaptajn". Selv om han nu, med
Bistand af Negrene, vilde kunne passe Sejlene, flte han dog kun
alt for godt, at han lidet eller intet kendte til Skibsfringens
videnskabelige Side. Han vilde ikke vre istand til njagtigt at
bestemme Skibets Kurs ved Hjlp af Sextanten og Kronometret, han
kunde ikke, som han havde set Kaptajn Hull gre, beregne Stjernernes
Hjde, aflse Meredianen og lre Skibets sande jeblikkelige
Stilling at kende ved at iagttage Sol, Planeter og Stjerner. Men han
gav ikke efter for sin Modlshed, det skulde jo gaa, altsaa til
Arbejdet.

Den unge Kaptajn gik derpaa, sammen med Fru Weldon, ned i Kahytten
og de gav sig sammen til at studere Skortet, hvorpaa Skibets Fart
Dag for Dag fandtes angivet. Det viste sig, at Briggen befandt sig
paa 43 35' Bredde og 164 13' Lngde, idet den i det sidste Dgns
stille Vejr nsten ikke havde forandret Stilling.

Paa Kortet viste Afrikas Fastland sig som en mrk Vold, opkastet
imellem de to Oceaner, der strakte sig fra Kap Horn til Kolumbia.
Fru Weldon fik -- uvant som hun var til at regne med et Korts
formindskede Maalestok -- den falske Forestilling, at det dog nppe
vilde vre saa svrt eller langvarigt for dem at fre Skibet med
dets Passagerer til dets Hjemsted.

Men Dick forstod bedre, hvilken uhyre Afstand der i Virkeligheden
skildte dem fra Hjemmet. Han vidste, at Skibet kun vilde have vret
som en mikroskopisk Prik paa Havets uendelige Flade, dersom det var
blevet angivet i Kortets Maalestok.

Der var altsaa ingen Tid at spilde; man maatte benytte sig af den
gunstige nordvestlige Vind, der var blst op, og Dick kaldte derfor
Negrene sammen, forklarede dem Situationens Alvor og de
Vanskeligheder og det store Arbejde, der laa foran dem. Han bad dem
om alle at gre deres bedste, og lagde dem i jvne Ord paa Hjrtet,
at alles Frelse afhang af, at der herskede Ro og Orden om Bord.

Den gamle Tom svarede paa Kammeraternes Vegne:

"Kaptajn Sand; stol paa, at vi, der skylder dette Skibs Ejer Takken
for vor egen Frelse, ogsaa skal gre vort bedste for til Gengld at
bjrge 'Pilgrim' velbeholdent hjem. Vi har strke og arbejdsvante
Arme, og dem maa De befale over."

"Er der ikke ogsaa noget, som jeg skal gre, Dick?" spurgte den
lille Jack, smittet af den almindelige Arbejdslyst.

"Jo, min kre Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du
skal holde Vinden i Orden, saa at den blser den rigtige Vej."

"Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt.

"Og nu skal vi have braset Rerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre,
saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig."

"All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."

Til alt Held forstod den ungdommelige Kaptajn sig paa at benytte
Loggemaskinen, og ved dens og Kompassets Hjlp kunde han beregne
Skibets Retning og anfre den tilbagelagte Vej paa Kortet. At passe
Loggen maatte han dog overlade til en af de sorte for selv stadig at
kunne staa ved Roret.

I den stadig tiltagende, men dog kun jvne Brise, ansaa Dick det
for fornuftigt at stte alle Sejl til, og, fraregnet nogle
betydningslse Uheld, fik Negrene snart Masterne dkkede med Lrred.
Srlig Herkules sled vldigt i det og tog nogle Tag saa det saa ud
som om han vilde hejse Sejlene til Himmels. Baade Mesan- og
Stormastens Sejl blev sat uden at Dick behvede at gaa fra Roret,
kun Topsejlene kunde de flinke Sorte ikke klare. Man maa nemlig for
at stille disse entre op ad Vanterne, og fra Pertlinerne arbejde med
den ene Haand og holde sig fast med den anden. Det er, naar Skibet
ruller lidt og Sejlene slaar, et langt fra ufarligt Foretagende, som
krver baade Smidighed og Erfaring. Og de nybagte Matroser havde
ikke meget af nogen af Delene.

Dick maatte derfor lade Tom tage Roret medens han selv gik tilvejrs,
og for hans vede Haand stod Arbejdet da heller ikke lnge paa.
Snart stod Dick selv atter ved Roret, og "Pilgrim" skar for fulde
Sejl rask gennem Blgerne.

Under alt dette sad Ftter Benedict ubekymret i sin Kahyt, fordybet
i Studiet af et Insekt, som han havde frelst, lige i det jeblik, da
Negoro var ved at mase det. Det viste sig at vre et amerikansk Ml
af en Slags, som ikke fr var reprsenteret i hans Samling, og han
overste Kokken med Bebrejdelser, fordi han havde villet delgge en
saadan Skat. Triumferende anbragte han sin Nyerhvervelse under
Loupen, og hans Begejstring steg end yderligere, da han opdagede, at
han havde haft Ret i sin Formodning om, at det amerikanske Ml i
mangt og meget afveg fra de almindelig kendte Arter af Blatt. Og
over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa
Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer
siden var druknede lige for hans jne.

Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at
afryste den knugende Flelse, som den pludselige Ulykke havde
fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og
vanemssige Gnge. Dick Sand syntes at vokse med sin store Opgave og
dens Ansvar; han var saa at sige allesteds nrvrende, og hans
beskedne og dog bestemte Optrden gjorde ham snart saa afholdt af
hans Amatr-Sfolk, at disse villigt og flinkt efterkom hans nsker
og arbejdede med Liv og Lyst.

Negoro vovede ikke mere aabenlyst at drage den unge Kaptajns
Myndighed i Tvivl, men opholdt sig nsten til Stadighed i sit Kkken
uden nogensinde at tilbyde en Haandsrkning, hvor godt han end
maatte vide, at man ofte kunde have den haardt ndig. Det var som om
han anede, at Dick havde besluttet, ved det mindste Tegn paa
Opstsighed, at lade ham fngsle. Kmpen Herkules havde faaet sine
Ordrer i saa Henseende, og den gamle Barnepige, Nan, var parat til
naar som helst at indtrde i Negoros Stilling og ofre sig for
Kogekunsten.

For fuldt ud at udnytte den gunstige Vind besluttede Dick -- i
Modstning til hvad der ellers er Skik og Brug -- ikke at mindske
Sejl for Natten. Han vilde saa selv blive oppe for straks at kunne
tage de forndne Forholdsregler, saafremt Vinden skulde tage
strkere til. Han lod logge hver halve Time og optegnede hver Gang
Instrumentets Angivelse; han stod selv ved Roret og havde ikke
jnene fra Kompasset. Der var endnu et Kompas om Bord, ophngt i
Kaptajnens Kahyt for at denne stadigt derpaa kunde kontrollere, om
Rorgngeren passede sine Sager og holdt den rigtige Kurs, ligesom
man ved Hjlp af dette Reservekompas altid var i Stand til at
opdage, om det andet var i Orden og fungerede rigtigt.

Stor var derfor Dicks Bestyrtelse, da han en Morgen kom ned i
Kaptajnens Kahyt og der fandt Kompasset liggende knust paa Gulvet.
Om den Metalring, hvormed det var befstet, var bleven slidt over
ved den stadige Gnidning mod Krogen hvorpaa den hang, eller om den
var blevet slynget ud over Krogen ved en srlig strk Svingning af
Skibet i Nattens Lb, var ikke til at afgre. Men Uheldet var sket,
og Dick maatte for Fremtiden njes med det store, faste Kompas, der
stod foran Rorgngeren, det vil sige ham selv. Thi han maatte vre
baade Kaptajn og Styrmand i en Person, kun i de fem, seks Timer om
Dagen, hvor han tog sig sin hjst forndne Svn, maatte han lade
gamle Tom og Bat aflse sig ved Roret.

Fru Weldon fik mangen en fortrolig Passiar med den unge Kaptajn.

Hver Dag viste Dick hende paa Kortet, hvor langt Skibet efter hans
Beregning var kommet. "Hvor lnge det kan vare inden vi naar
Amerikas Sydkyst, er det jo ikke let at beregne, naar man er
afhngig af Strm og Vind," bemrkede han, "men vi gaar i alt Fald i
den rigtige Retning, og naar vi engang faar Land i Sigte, tror jeg
sikkert at det vil vre Kysten i Nrheden af Valparaiso."

"Ja, lad os haabe det," svarede Fru Weldon, "men forelbig er der jo
langt igen inden vi naar saa langt, og Gud ved hvormange Farer der
kan mde os forinden."




VI.

 En Mrkets Gerning.


Trt og overanstrngt, svnig efter mange Ntters Vaagen ved Roret
stod Dick Natten imellem den 13. og 14. Februar paa sin vante Plads.

Natten var usdvanlig mrk. Himlen var dkket af tunge Skyer, der
hang saa lavt, at man nppe kunde skeldne Topsejlene. De to smaa
Lygter paa hver Side af Kompasset kastede kun et blegt Skr over den
hvide Skive og formaaede ikke at sprede Mrket selv i den
umiddelbare Nrhed af Rorgngerens Plads.

Dicks jne, som saa lnge havde vret fstede paa Kompassets
lysende Flade, havde nsten mistet deres Synsevne. Han var som
hypnotiseret af denne Stirren, og sank efterhaanden over i en
Ubevidsthedstilstand, i hvilken alt nrvrende svandt bort for ham.

I dette jeblik lste en Skikkelse sig ud af Dkkets Mrke og
nrmede sig tvende Kompashuset. I Skjul for Lygternes Skr lod den
noget tungt glide ind under Instrumentet, kastede et hurtigt,
forskende Blik paa Skivens Naal, og fjrnede sig atter, lydlst og
ubemrket, som den var kommen.

Da Dick vaagnede af sin Ds, blev han forfrdet ved at se, at han
havde holdt forkert Kurs, og han drejede skyndsomst Rorets Hjul. Han
anede jo ikke, at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jrn
ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at Naalen havde
flyttet sig. Istedet for at vise mod den magnetiske Pol, det vil
sige stik Nord, pegede Naalen, formedelst Jrnets Indvirkning paa
Magneten, nu imod Nordost. Det betd en Afvigelse af fire Streger.

Istedet for at styre imod st kom han saaledes til at vende Skibet
imod Sydst; og for fulde Sejl frte den unge Kaptajn sit Fartj
lngere og lngere bort fra det lngselsfuldt imdesete Hjem.

I den paaflgende Uge hndte der intet srligt om Bord. Den friske,
stadige Nordvestbrise holdt sig fremdeles, og "Pilgrim" gjorde en
god Fart af omkring 160 Mil i Dgnet. Dick blev mere og mere
sangvinsk i sine Forventninger, og han blev hjst forbavset over, at
"Pilgrim" saa nr Amerikas Kyst, som den nu maatte vre, ikke mdte
et eneste Fartj paa Rejsen fra Kap Horn til kvator.

Dette var ham en slem Streg i Regningen, da han havde haabet at
kunne faa Passagererne optagne af en af de hurtig sejlende Dampere,
eller, hvad der maaske var endnu bedre, at kunne laane nogle
Matroser og helst ogsaa en Styrmand til at fre "Pilgrim" hjem.

Knsen svvede jo i total Uvidenhed med Hensyn til de faktiske
Forhold. For det frste havde han ikke taget den ved Strmforholdene
foraarsagede Afdrift med i Beregning, og for det andet kunde han jo
ikke vide, at han, efter at Negoro havde forfalsket Kompasset,
styrede 45 for meget i sydlig Retning.

Var Dick imidlertid end ikke naaet langt i den hydrografiske
Videnskab, saa havde han dog, hvad der ogsaa er meget vrd, et gte
"Smandsje", der kunde aflure Himlen dens Hemmeligheder hvad Vind
og Vejrudsigterne angaar. Og Kaptajn Hull havde ikke forgves
undervist ham i at aflse Barometret, og drage Slutninger efter
Instrumentets Angivelser, efter de bekendte Vorepierreske 7 Regler.

Det undgik heller ikke hans Opmrksomhed, at Barometret den 20.
Februar viste Tegn til at falde, og han var forberedt paa baade Regn
og Storm. Han lod derfor forud rebe Klyver og Fog og besluttede at
gre det samme med Stor og Merssejlet saasnart Stormen begyndte. I
de tre flgende Dage forandrede Vindens Retning og Styrke sig dog
ikke synderligt, men Barometrets Viser sank stadig indtil den stod
paa 28 Grader. Himlen blev mrk og overtrukken, og Skyerne hang saa
lavt, at de nsten gik i et med den Taage, der steg op fra Havet.
Solen formaaede ikke at gennemtrnge Mrket, og det var saaledes
umuligt at bestemme Stedet, hvor den stod op, og hvor den gik ned.

Dick gjorde sit bedste for ikke at tabe Modet, men urolig var han.
Han veg ikke fra Dkket, og den Smule Svn, han undte sig, tog han
der.

Men Uvejret lod ikke vente paa sig. Stormen holdt sig og Sen gik
hjt. Af og til brd et Tordenvejr ls og Lynene slog ned rundt om
Skibet, hvorefter der fulgte hele Skybrud af Regnbyger, saa at det
saa ud som om Skibet var omgivet af Vandsjler. Men trods alt dette
havde Fartjet dog, med sin ringe Sejlfring ikke taget Magten fra
dets unge Frer, endnu lystrede det Roret og skd en saa vldig
Fart, at Dick nrede bestemt Haab om inden lnge at faa Land i
Sigte.

Dette meddelte han ogsaa Fru Weldon, der naturligvis var yderst
ngstelig ved det uhyggelige Vejr, der gjorde den iforvejen saa
risikable Rejse endnu mere farefuld.

"Saa du mener virkelig, Dick, at Amerikas Kyst ikke kan vre langt
borte?" spurgte hun opmuntret.

"Nej, det kan den umuligt, Fru Weldon," svarede han, "det undrer mig
blot, at jeg ikke allerede har faaet Kig paa den. Vi har dog skudt
en god Fart lige siden den 10. Februar -- Ulykkesdagen."

"Og i Dag har vi den 9. Marts," bemrkede Fru Weldon; "der er altsaa
gaaet 27 Dage. Hvor langt var vi omtrent den Gang fra Land?"

"Vel en 4500 Mil. Og Skibet har gjort gennemsnitlig 180 Mil i Dgnet
siden da, det udgr 4860 Mil. Saa vi skulde endogsaa, hvis min
Beregning er rigtig -- og det tror jeg sikkert at den er -- allerede
have vret der nu. Jeg forstaar heller ikke, at vi ikke mder et
eneste Skib."

"Og du er sikker paa, at du har beregnet Skibets Fart rigtigt?"

"Ja, Fru Weldon, det er jeg sikker paa. Jeg har passet saa nje paa.
Hver halve Time har vi kastet Loggen og jeg har for hver Gang
skrevet Resultatet op. Nu skal jeg prve igen, og saa skal De se, at
vi i dette jeblik gr ti Mil i Timen, hvilket jo bliver 240 i
Dgnet, og adskilligt mer end vi har regnet med."

Dick kaldte paa Tom og bad ham kaste Loggen. Den gamle Neger havde
saa ofte besrget dette, at han var ganske fortrolig med denne
Forretning.

Loggen blev befstet til Linen og kastet ud. Linen gled langsomt
gennem Toms Haand, indtil omtrent fem og tyve Favn var forsvundet --
saa slap pludselig Snoren op.

Den gamle gav et forskrkket Udraab fra sig: "Den gik itu."

"Hvad gik itu?" foer Dick forfrdet til.

"Snoren, Kaptajn! Snoren brast."

"Snoren -- -- -- og Loggen tabt! Du gode Gud -- -- --"

Ja, saaledes forholdt det sig virkelig; gamle Tom viste ham den
Ende, han havde beholdt i Haanden.

Det foer igennem Dick -- dette kan ikke vre gaaet naturligt til,
der maa stikke noget under! Han vidste, at Snoren havde vret af
udmrket Kvalitet og ikke for gammel, og nu viste den sig at vre
ganske tyndslidt paa et bestemt Sted -- der hvor den var bristet.
Hvorledes kunde det vre gaaet til?

Den stakkels Fyr grundede lnge over dette Sprgsmaal uden at finde
noget Svar; han var dybt mismodig over at have mistet det vrdifulde
Instrument, det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart.

Tidlig om Morgenen den 12. Marts saa Dick til sin Rdsel, at
Barometret var faldet yderligere, og nu stod paa kun 27 9'. Stormen
voksede hastigt til en Orkan, der gjorde det ndvendigt at tage
alle Sejl ned. Ved de flinke Negres Hjlp lykkedes det ham at faa
bjrget alle de lavere Sejl. Dernst lod Dick Tom tage Roret, medens
han selv, Austin, Akton og Bat gik tilvejrs, og Herkules lsnede
Tresserne paa Dkket.

Det kostede megen Mje i det forrygende Vejr at faa Spir og
Bramstnger taget ind, og et Vindstd havde nr slynget Austin i
Havet. Stormastens Sejl var alt bjrgede, og Dick skyndte sig op for
at frelse Merssejlet -- men forsent. Med et rasende Hyl rev Stormen
det til sig og bortfrte sit Bytte.

Dick var fortvivlet, ude af sig selv af Rdsel, plaget af Frygt for
at Skibet, jaget af Orkanen og de taarnhje Blger, skulde blive
splintret imod de Kystens Skr, som umulig kunde vre langt borte.
Han stirrede og stirrede igennem Uvejret, men saa intet, gik frem og
tilbage, raadls i sin Fortvivlelse, indtil han atter greb Roret.

Samtidig kom Negoro ud paa Dkket. Ogsaa han stirrede ud over Havet,
og halvt ubevidst pegede han imod et Punkt i Horisonten, som saa han
Land der, hvor den unge Kaptajn intet havde fundet.

Saa skottede han rundt, angst for at han var blevet iagttaget,
smilede beroliget og forsvandt igen i sit Lukaf.




VII.

 I Stormen. -- En Skuffelse.


"Pilgrim" havde nu ikke en Trevl Sejl oppe mere, men Orkanen havde
nok at tumle med i Skrog, Master og Tovvrk, og den drev Skibet
afsted i nsten usvkket Fart.

Blgerne, lig uhyre Vandbjrge, rullede dog endnu hurtigere end
Fartjet og truede med at oversvmme Agterstvnen, naar denne ikke
hurtigt nok hvede sig af en Blgedal. Og meget var der ikke at gre
for at undgaa denne Mulighed, da Skibet ikke kunde bringes i
hurtigere Fart ved at stte et Sejl op. Man kunde kun afstive det
ved Rorets Bevgelser, og Dick passede paa som en Smed. Han havde
bundet sig fast for at en Styrtes ikke skulde rive ham med sig.
Herkules og Akton holdt, klyngende sig til Rlingen, Udkig efter
Land forude.

Fru Weldon og lille Jack, Ftter Benedict og Nan maatte holde sig i
Kahytten. Alle Luger holdtes forsvarligt lukkede for at ikke en af
de Blger, der ofte slog ind over Dkket, skulde fylde Skibet og
trkke det ned. Ballasten viste sig, til alt Held at vre saa
omhyggeligt anbragt, at den, trods Briggens voldsomme Rullen, ikke
forskd sig.

Dick vilde ikke have forladt sin Plads ved Roret den Nat. Men Fru
Weldon forestillede ham alvorligt og indtrngende, hvor ndvendigt
for dem alle det var, at han ikke overanstrngte sig og blev syg, at
han gav efter for hendes nsker og sgte nogen Hvile.

Tom og Bat var saaledes alene agter ude ved Roret, da de til deres
Forbavselse saa, at Negoro kom hen imod dem og forsgte at indlede
en Samtale. Han fandt dog ikke megen Opmuntring, da hverken Tom
eller Bat havde noget tilovers for den skumle Fyr.

Pludselig, ved en srlig strk Slingren af Skibet, vaklede Negoro,
styrtede om imod Kompashuset og gled ned paa Dkket.

Gamle Tom udstdte et Brl af Rdsel i den Tro, at Kompasset maaske
var blevet knust ved Stdet.

Dick foer op af sin Blund ved dette Raab og lb til for at se, hvad
der var paa Frde.

Men Negoro var allerede kommet paa Benene igen, og hvad mere var,
han havde faaet fat i det Stykke Jrn, som han i sin Tid anbragte
under Instrumentet, og ubemrket ladet det glide ud i Vandet.
Kompasset var helt og tilsyneladende uskadt, blot var dets
Misvisning nu ophrt og Magnetnaalen atter i den rette Stilling. Og
dette var netop hvad Negoro havde villet.

"Hvad er her paa Frde? hvad skal det Spektakel betyde?" spurgte
Dick.

Tom forklarede ham, at det var Kokken, der var falden over imod
Kompasset, og at han, Tom, derved var kommet til at skraale op af
Frygt for, at det uundvrlige Instrument skulde gaa itu. Men det
havde da holdt og fejlede ingenting.

Dick vendte sig rasende imod Kokken. "Hvad har De her at gre paa
denne Tid af Dgnet?"

"Det bliver vel min Sag," svarede Negoro kort og mut.

"Hvad siger De, ... Maa jeg faa et ordentligt Svar og det straks."

"Jeg ved ikke af, at der er nogen Bestemmelse om, at man ikke maa
gaa, hvor og naar man vil," snrrede Kokken.

"Naa, det er der ikke," svarede Dick Sand, "saa skal den komme nu.
Jeg forbyder Dem nogensinde at vise Dem her. Forstaar De!"

Det var som om Negoro vaagnede af sin sdvanlige Slvhed, han foer
op og knyttede uvilkaarlig Haanden imod Drengen.

Men i samme Nu rev Dick en Revolver op af Bltet og rettede den imod
Kokken.

"Tag Dem i Agt, Negoro, -- t Skridt til, t eneste Ord, og jeg
skyder Dem en Kugle gennem Hovedet."

Negoro fik ingen Tid til at svare; fr han kunde aabne Munden blev
han tvunget i Dkket med uimodstaaelig Kraft. Det var Herkules, der
lagde sin Haand tungt paa hans Skulder.

"Skal jeg kaste ham over Bord, Kaptajn? Fiskene tager nok til takke
med ham, de er jo ikke saa krsne."

"Endnu ikke," svarede Dick roligt.

Kmpen slap sit Tag og Negoro rejste sig med et St, og snrrede
imod Herkules, idet han skyndte sig til sit Lukaf:

"Det skal du faa betalt, fordmte Neger."

Dick var naturligvis kommet i det strste Oprr ved denne uhyggelige
Scene, og hans Frygt for, at Kompasset skulde have lidt Overlast,
vilde heller ikke fortage sig. Efter dette at dmme skulde Vinden
pludselig have slaaet om, hele 45 Grader, men der var intet i
Havets Udseende der tydede paa, at en saadan Forandring havde fundet
Sted. Istedet for at Strm og Blger skulde trffe Skibet lige
agter, slog de nu imod Bagbordssiden, og da dette yderligere gede
Faren blev han ndt til at afvige nogle Streger fra Kompassets Kurs
for at kunde holde sig lige for Stormen. Hos den unge Kaptajn
vaagnede en svag Mistanke om, at Negoro havde haft en Finger med i
Spillet ved det frste Kompas' delggelse, og at han maaske ogsaa
havde villet gre det andet ubrugeligt. Men hvorfor? Maatte han dog
ikke, lige som alle de andre, kun nske jo fr jo hellere at naa
Amerika?

[Illustration: Han rettede Revolveren imod ham.]

Dick betroede Fru Weldon sin Mistro og hvad der havde fremkaldt den,
men hun kunde lige saa lidt som han selv finde nogen rimelig Grund
for Kokken til at forsge at ivrkstte et saadant Forrderi.

Uvejret holdt sig hele Ugen og "Pilgrim" strg afsted gennem det
oprrte Hav med en Hastighed, der ikke kunde vre mindre end 200 Mil
i Dgnet -- men stadig saa man intet Land.

Dick Sand vidste hverken ud eller ind; var Amerika da forsvundet,
stod Solen da ikke op og gik den ikke ned i st og Vest som fr?
Eller var det Kompasset, det var galt med?

Da endelig, den 26. Marts, tidligt om Morgenen ld pludselig Raabet:

"Land, Land!"

Kaptajnen styrtede forud. Der stod Herkules og pegede ivrigt imod et
Punkt i Horisonten.

Stormens Brlen umuliggjorde al Samtale.

Fru Weldon kom til, hun greb uvilkaarlig sin unge Vens Haand, imens
hun stirrede ud over Havet; hele hendes Liv lyste i det Blik hun
sendte imod det frste Punkt af hendes Hjemland.

"Endelig! Endelig!" ld det som et Befrielsens Suk fra dem begge.

Fru Weldon var ved at besvime, hun klyngede sig i feberagtig
Spnding til Rlingen, og brast i Graad.

Dick tog ikke jnene fra denne Kyst, som han saa lnge forgves
havde spejdet efter. Den viste sig tydeligere og tydeligere
efterhaanden som Skyerne spredte sig og Taagen lettede. Det var et
Forbjrg, der traadte frem, selve Kysten kunde ikke skimtes.

Saaledes forlb to Timer. Dick bevgede Kikkerten nervst frem og
tilbage over Horisonten imod st, saa faldt pludselig hans Arm ned.

"En , -- det var kun en !"

"En ? Hvad mener De, er det ikke Amerika?" spurgte Fru Weldon
bestyrtet.

"Nej, Fru Weldon, det er kun en ; hvilken  det er, maa Kortet
kunne sige os. Det maa vre Paaskeen! Der er ikke andre Smaaer i
dette Farvand."

"Men hvorlangt ligger den da fra Amerika, -- hvorlangt har vi endnu
tilbage?"

"Fem og tredive Grader," svarede Dick med modls Stemme; "saadan
noget som 2500 Mil!"

"Men Gud! Det er da umuligt," udbrd Fru Weldon fortvivlet, "saa har
'Pilgrim' jo slet ikke bevget sig, -- eller den har sejlet frem og
tilbage til samme Sted -- eller -- --. Nej, det er umuligt!"

"Ja, Fru Weldon," svarede Dick, og greb uvilkaarligt til Panden, som
for at samle sine Tanker, -- "jeg selv begriber heller ikke, hvad
der er sket -- -- hvorledes det er gaaet til. Det maa vel vre
Kompasset, der har vist forkert, eller mig, der har lst galt --
nej, det er dog ikke muligt!"

"Men, Gud vre lovet," tilfjede han medens et Smil pludselig
opklarede hans alvorlige unge Ansigt, "nu ved vi da i al Fald en
Gang sikkert, hvor vi er, og hvad Kurs vi skal holde, for at naa
hjem. Naar denne Orkan blot vil stille af, saa skal vi nok, trods al
Modgang, naa i Havn. Vi maa blot holde ud lidt endnu."




VIII.

 Land! -- Land!


Lidt efter lidt lagde Stormen sig noget, og den 29. var Vejret saa
meget roligere, at Dick vovede at hejse Top- og Mesansejlet for
derved at forge Skibets Fart og sttte dets Bevgelser. Det var ham
en uhyre Lettelse, at "Pilgrim" ikke lnger var et hjlpelst
Legetj for Vind og Vove, men atter lod sig styre og beherske.

"Med den Fart vi nu skyder, og dersom Vinden holder sig i det rette
Hjrne, tnker jeg nsten vi naar Land om en halv Snes Dage," sagde
Dick med noget af sin vante Fortrstning til Fru Weldon.

"Gudskelov for det, Dick! Saa er vel det vrste ovre for denne Gang.
De har vist Dem som en Mand, min kre Ven, og selv om De ikke er en
fuldt frdig Kaptajn endnu, saa vil min Mand nok srge for at De
faar lrt, hvad De mangler og snart faar et Fartj at fre."

Dick trykkede rrt Fru Weldons Haand og takkede hende -- mere
hjrteligt end veltalende -- for hendes Elskvrdighed og Omhu for
hans Fremtid.

"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at
afvrge yderligere Taksigelser.

"Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa
Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den , som vi
lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme
Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod st. Hvis
Vejret og Vinden blot vil vre naadig, naar vi er kommet saa langt,
kan vi flge Kysten til vi trffer paa en Havn; men -- --"

"Men hvad, Dick?"

"Ja, hvis det atter bliver Storm, saa ser det jo vrre ud for
'Pilgrim'."

"Hvad vil De da saa gre?"

"Stte Skibet paa Grund," kom det kort og resolut.

"Men," tilfjede Dick fortrstningsfuldt, "der er jo ingen Grund til
at frygte, at det skal blive ndvendigt. Det er dog langt
sandsynligere, at vi, saa nr Land, vil mde et Fartj eller maaske
en Lodsbaad, og saa er vi jo ovenpaa."

Sejladsen fortsattes nu i vekslende Vejr, men uden nvnevrdige
Begivenheder, indtil den 5. April, lige to Maaneder efter, at
"Pilgrim" forlod Ny Zeeland.

Mer end en Gang troede en eller anden af Mandskabet at se Land, men
det viste sig stadig, at det kun var et optisk Bedrag, og at det
formentlige Land oplste sig i Taage og forsvandt.

Da endelig, den 6. April om Morgenen, efter at Taagen var lettet,
viste Landet sig tydeligt i den klare Horisont og det frydefulde
Raab ld ud over Skibet:

"Land! Land!"

Og denne Gang var der ingen Fejltagelse mulig. Alle stimlede sammen
forude og stirrede ud imod en tilsyneladende flad Kyst, der strakte
sig imod st saa langt jet kunde naa.

Saa var de da endelig, efter alle deres Anstrngelser, Savn og
Modlshed, naaet til det lngselsfuldt imdesete Hjemland. Bag denne
lave Kyst maatte Andesbjrgenes mgtige Kde hve sig.

"Pilgrim" skd en Fart som om ogsaa den lngtes hjem, og efter et
Par Timers Forlb var man Landet saa nr, at man kunde sklne en
Rkke Hje, bevoksede med Trer, og i Nordst et temmelig hjt
Forbjrg. Men der viste sig ingen Havn, ikke en Flodmunding eller en
Bugt, der kunde afgive et beskyttet Indsejlingssted.

Skibet bares nu af Brndingen lige imod Landet. I nogen Afstand fra
Kysten kom et Rev tilsyne, over hvilket Blgerne sydede og larmede;
det kunde nppe vre mere end en lille Mil borte.

Dick indsaa straks med frygtelig Tydelighed, at det var haablst at
sge at forandre Skibets Kurs. Strm og Brnding havde en saa
uimodstaaelig Magt, at de, og de alene maatte afgre Fartjets
Skbne.

Dingo var ogsaa kommet paa Dkket og gav sin Deltagelse i den
almindelige Ophidselse tilkende ved en hjlydt Gen. Saa optaget
syntes den at vre af det usdvanlige Syn af Land, at den ganske
ignorerede sin svorne Fjende, Negoro, der med Haanden skyggende for
jnene saa imod den nre Kyst. Den rasende Brnding og den Fare, der
truede Skibet, syntes han dog ikke at ndse. Fru Weldon, der iagttog
ham, syntes at se ham smile som i Genkendelse af det Land, der
bredte sig foran ham.

I dette jeblik traadte Dick hen til Fru Weldon og sagde alvorlig:

"Fru Weldon, der er intet Haab, ingen anden Udvej. Om en halv Time
vil Skibet staa paa Revet her foran os. 'Pilgrim' vil blive knust,
men De og vi andre vil i det mindste blive frelste."

"Det er umuligt at undgaa det?" spurgte Fru Weldon.

"Umuligt!"

"Saa maa det da ske."

I strste Hast traf nu den unge Kaptajn de ndvendige Forberedelser
til den uundgaaelige Stranding. Alle fik Svmmeblter paa. Herkules
fik Ordre til at tage sig af Fru Weldon; Dick vilde selv vaage over
lille Jack, og Bat og Austin skulde tage Ftter Benedict, med samt
hans Insektsamling, paa deres Samvittighed. Og Negoro -- ja, hans
urokkelige Ro viste tydeligt, at al srlig Omsorg for ham vilde vre
overfldig.

Dick fik nu den heldige Indskydelse at lade et Dusin Tnder af
Lastens Hvaltran bringe op, for at hlde Olien ud i det jeblik,
Skibet nrmede sig Revet. Dette vilde for nogle Minutter dmpe
Brndingens Syden og gre Havfladen rolig, hvorved Skibet maaske
lettere vilde kunne komme ind over Revet og nrmere Land.

"Pilgrim" var nu nppe to Kabellngder fra Kysten; om dens
Styrbordsside ophvirvledes allerede Brndingens hvide Skum. Hvert
jeblik kunde man vente, at Klen vilde skrabe imod Klippegrunden.

"Kast Trannen ud!"

Som ved Trolddom lagde Havets Brusen sig og Briggen gled hurtigt
frem over de jvne, lange Ser.

Men pludselig gav det et Std i Skibet. Det var blevet lftet af en
uhyre Blge, og baaret lige imod en fremspringende Klippe. I det
samme faldt Masterne. Med forfrdelig Hast strmmede Vandet ind
igennem et Hul i Forstavnen og Skibet fyldtes.

Men "Pilgrim"s Bestning var allerede frelst. Ad Kystens udlbende
mrke Klipperkke naaede den snart Land.

Saaledes var da "Pilgrim", efter en Sejlads paa 74 Dage, strandet og
uhjlpelig fortabt -- et vrdilst Vrag. Men hvor nr det end gik
Dick til Hjrtet, at han havde maattet ofre sin Velgrers Skib og
Ladning, traadte dette dog i Baggrunden for den Lykke, han flte ved
at intet af de Liv, der var betroet til hans Omsorg, var gaaet tabt.
Fra den Del af Perus Kyst hvor han sikkert antog, at man nu befandt
sig, vilde man hurtigt kunne naa en Havn og der finde Skibslejlighed
hjem.




IX.

 Landet.


Det Sted, hvor de var blevet kastet iland, havde et ganske de og
ubeboet Udseende. Det var en Klippeslugt, der frte til et
uregelmssigt Hjdedrag. Mod Nord, omtrent en Fjerdingvej borte,
viste sig en lille Flods Munding; dens Bredder var bevoksede med en
Art Mangrover, og paa Hjdedraget strakte sig, saa langt man kunde
se, en tt Skov. Havde Ftter Benedict vret Botaniker, vilde han
vre blevet henrykt over den Rigdom af forskellige Tr-Arter, som
denne Skov rummede.

Der var hje Baobabtrer, hvis Bark er som gyptisk Syenit, hvide
Pinjer, Tamarinttrer, Pebertrer af en egen Art, og mangfoldige
andre Vkster, som en Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til
at se. Men mrkvrdig nok fandt man ikke en eneste af de talrige
Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt nsten overalt paa
Jorden.

Henover Stranden flj store Flokke af skrigende Fugle, en Slags
store, blaasorte Svaler med lystfarvede Hoveder, og nu og da rejste
sig enkelte Hnsefugle, graa og med ngen Hals. Den uforstyrrede og
frygtlse Maade paa hvilken disse Fugle kom de skibbrudne ganske
nr, forundrede baade Dick og Fru Weldon. Det kunde nsten se ud til
at Dyrene her aldrig havde lrt at frygte Menneskers Nrhed, aldrig
var blevet skrmmet af en Bsses Knald.

Paa de udlbende Revler spankulerede nogle Pelikaner, travlt
beskftigede med at stoppe Smaafisk i deres Halsposer, og en Flok
Havmaager kredsede skrigende om "Pilgrim"s Vrag, men ellers viste
intet levende Vsen sig.

Dick Sand var hjligen forbavset. Hverken i mod Nord eller Syd fandt
man noget Tegn paa Menneskers Nrhed; ikke et Hus eller en Hytte,
ikke et Fodspor i Sandet, ikke Rgen fra en Skorsten eller et Baal.

-- Hvor er vi dog, tnkte han. Havde der vret nogen Moders Sjl
vilde Dingo nok have sporet det, og meddelt sin Opdagelse med en
lydelig Gen.

Men i det Sted snusede den frem og tilbage langs Kysten med snket
Hale, uroligt sgende, men tavs.

"Lg Mrke til Dingo!" sagde Fru Weldon, "hvor underligt han stver
om."

"Ja, det har jeg ogsaa tnkt over," svarede Dick. "Og se saa Negoro;
det ser nsten ud som han var optaget af den samme Sgen, som
Hunden. De brer sig begge to lige mrkeligt ad. Men nu har vi
heldigvis ikke mere med ham at gre. Hans Tjeneste ophrte
naturligvis med Skibets Forlis."

Vant som man var til Kokkens Indesluttethed, var der ingen, som tog
Notits af ham eller spurgte ham ud. Han klatrede op ad Klipperne og
saa sig om, kom ned igen og besteg en anden Hjde, spejdede ud over
Stranden og op ad Floden for endelig at forsvinde bag de
fremspringende Hjder. Ingen tnkte paa at flge efter ham, selv
Dingo syntes at have glemt sin Fjende.

Man havde da ogsaa andet at tage vare. Frst maatte man se at finde
et midlertidigt Tilflugtssted og saa srge for at finde et hjst
forndent Maaltid.

Fdemidler var der heldigvis ingen Mangel paa. Brndingen havde
skyllet en hel Del af Skibets Forraad op paa Forstranden, hvorfra
Negrene, nu da Ebben var indtraadt, var ifrd med at bringe
Kiks-Kasser, Daaser med Konserves, trret Kd og lignende i
Sikkerhed. Fersk Vand i Overflod leverede den lille Flod i Nrheden.

Ved til Baal savnede man heller ikke, og gamle Tom, der var en
passioneret Ryger, havde Voks-Svovlstikker i Massevis.

Men et Tilflugtssted, beskyttet for Vind og Vejr, havde man stadig
ikke, og uden en Nats Hvile efter alle de gennemgaaede Strabadser
kunde man umuligt begive sig ud paa en, maaske lang og anstrengende
Rekognosering.

Stor var derfor den almindelige Glde, da ogsaa denne Sorg blev
slukket. Det var saamnd ingen anden end lille Jack, der her kom
sine Venner til Hjlp. Ved at tumle om imellem de smaa Klitter ved
Stranden, fandt han en rummelig Hule, som Blgerne i deres evige
Rullen imod Kysten havde dannet.

"Her, kom her!" raabte Drengen henrykt, "her er en dejlig Hule."

"Det var rigtignok stolt klaret, min Dreng," sagde Fru Weldon, og
kyssede sin jesten. "Du er jo en hel Robinson, Jack! Her kan vi faa
det rigtig udmrket."

Det kunde de i Virkeligheden ogsaa. Hulen var en tolv-fjorten Fod
bred og lige saa dyb, og altsaa stor nok til at rumme den lille
Flok. Medens man var ved at tilberede Maaltidet vendte Negoro
tilbage, og stillede for at faa sin Portion med. Han spiste og drak
tappert, men sad ellers tavs og hrte tilsyneladende uinteresseret
efter de andres Samtale om, hvad der nu var at gre.

Fru Weldon begyndte med, i sit eget og de andres Navn, at takke den
trofaste Dick for hans ihrdige og anstrngende Arbejde under den
lange og farefulde Sejlads. "Men," tilfjede hun, "din Opgave er
ikke endt endnu. Du maa vre vor Leder i Land som du var vor Kaptajn
om Bord. Vi har alle Tillid til dig, og hvad du anser for at vre
det fornuftigste og rigtigste, det vil vi gre."

Alles jne hvilede paa Knsen. Selv Negoro syntes vakt af sin
Ligegladhed og iagttog Dicks Ansigt, ivrig efter at erfare hans
Mening.

Det varede en Stund fr Dick svarede: "Som De ved, Fru Weldon, er
jeg af den Mening, at vi er blevet kastet i Land et eller andet Sted
paa Perus Kyst, sandsynligvis i den sydlige Del. Og i saa Fald er vi
nr ved Pampassletten og i en temmelig sparsomt beboet Egn, langt
fra nogen Landsby. Men alligevel skulde jeg dog tro, at hvis et Par
af os i Morgen begav sig en halv Snes Mil lngere imod Nord, maatte
vi trffe paa nogle Indfdte, der kunde give os Besked."

Fru Weldon var tilsyneladende ikke begejstret for Dicks Forslag, om
at skille to ud fra de andre.

"Hvem skulde saa gaa paa den Opdagelses-Ekspedition," spurgte hun
tvende.

"Tom og jeg, for Eksempel."

"Og vi andre, skal vi blive tilbage her?"

"Ja, Fru Weldon; Bat, Herkules, Akton og Austin bliver jo hos Dem.
Negoro foretrkker maaske ogsaa at blive her?" tilfjede Dick, vendt
imod Kokken.

"Rimeligvis," svarede denne ordknappe Fyr.

"Det er vel bedst vi tager Dingo med os paa vor Rekognosering,"
bemrkede Tom, "den kan blive os til god Nytte."

Fru Weldon tav en Stund. Hun blev forstenet og urolig ved Tanken om,
at den lille Flok, som saa lnge havde delt ondt og godt sammen, nu
skulde skilles, om end kun for kort Tid. Nlende gav hun sin
ngstelse Luft og spurgte Dick, om de ikke kunde risikere, at
indfdte Banditter, der maaske havde iagttaget Forliset, vilde
overfalde dem i Haab om at kunne gre et rigt Bytte.

Dick sgte efter bedste Evne at forjage Fru Weldons Frygt. De
Indfdte her var et fredsommeligt Folkefrd, der ikke kunde
sammenlignes med Afrikas og Australiens vilde Stammer, saa noget
Overfald behvede man sikkert ikke at frygte. Den korte Adskillelse
kunde vre ubehagelig nok; men dette var dog for intet at regne
sammenlignet med de Strabadser og Farer, man vilde udstte sig for
ved at begive sig samlet afsted uden frst at vide Besked om, hvor
man egentlig befandt sig og i hvad Retning man skulde sge en
Havneby.

"Desuden vil vi vre her tilbage senest om to Dage, enten vi saa
finder Mennesker, der kan give os Besked, eller ej," sluttede Dick;
"og Tom og jeg kan udrette meget paa to Dage."

"Ja, ja da," gav Fru Weldon resigneret sin Tilslutning, "saa gr,
som du synes, Dick."

"Hvad siger du til den Ting, Ftter Benedict?" tilfjede hun vendt
imod Naturforskeren.

"Jeg?" foer den adspurgte op af sine dybe Tanker, med et noget
uforstaaende Udtryk i sit lrde Aasyn. "Aa jo, jeg er ganske af
samme Mening, jeg synes det hele er udmrket. Jeg haaber sikkert at
finde nogle gode Eksemplarer her. Mon jeg ikke skulde gaa ud og sge
efter dem med det samme?"

"Maa jeg anbefale Dem ikke at gaa for langt bort," advarede Dick.

"Det skal jeg nok passe paa, jeg skal nok --." Og med sin Kasse
under Armen begav Ftter Benedict sig ud paa Insektjagt.

Nsten samtidig forlod Negoro Hulen. Han gik ikke samme Vej som
Ftter Benedict, op ad Klippen, men rettede sine Skridt imod Floden,
hvis Lb han fulgte indtil han var ude af Syne.

Fru Weldon lagde den allerede sovende Jack over i Nans Skd, og
fulgtes selv sammen med Dick og de andre ned til Stranden.

Revet, paa hvilket Briggen var strandet, stod nu fuldstndig trt
over Vandet, og Skibets Skrog, som nylig havde vret aldeles skjult
af Havet, laa synligt midt imellem Vragtmret. Denne paafaldende
Forskel paa Vandstanden ved Hj og Lavvande forbavsede Dick, der
syntes at have lrt, at Ebbe og Flod kun er af ringe Betydning ved
det stille Havs Kyster. Men han huskede vel fejl, eller ogsaa
skyldtes det den forrygende Storm og vldige Brnding.

Alle Mand gik straks om Bord for at bjrge, hvad bjrges kunde af
det, der kunde vre til Nytte ved den forestaaende Ekspedition. Dick
fandt fire udmrkede Remingtonrifler og et hundrede Patroner, og var
lykkelig ved saaledes at kunne stte den lille Trop i en Slags
Forsvarstilstand. Dernst medtog han en Lygte og nogle af de store
Knive, som man brugte ved Parteringen af Hvalerne. Andet og mere
vilde han ikke slbe af sted med paa en Rejse, hvor det gjaldt om at
have den mindst mulige Bagage.

Efter Fru Weldons Opfordring sgte Dick ogsaa efter en betydelig
Pengesum, tilhrende Hr. Weldon, som skulde findes forvaret i
Skibets Pengeskrin i Kaptajn Hulls Kahyt. Skrinet var der ikke. Han
fandt i Kaptajnens Skibskiste et Belb af omtrent 500 Dollars,
opbevarede i en Lderportefeuille, mrket med den forulykkedes Navn,
men Pengekassen, Rhederens Ejendom, var ikke til at finde.

Der var kun n Forklaring paa dette Mysterium. En eller anden var
kommen dem i Forkbet, havde ransaget Skibet og stjaalet Pengene.

Og hvem det maatte vre var ikke svrt at sige, da ingen andre end
Negoro havde forladt Grotten. Dick vgrede sig vel uvilkaarligt ved
at mistnke Kokken, men han maatte paa den anden Side indrmme, at
denne skumle Fyrs hele Gren og Laden nok kunde tyde paa, at han
ikke vilde vige tilbage for et Tyveri, der med hans Kendskab til
Skibets Lokaliteter havde vret saa fristende let at udfre. Det
blev derfor besluttet at krydsforhre Negoro naar han kom tilbage,
og i Ndsfald lade ham undersge.

"Den Mand er da vor onde Aand!" udbrd Fru Weldon fortvivlet.

Og havde hun vidst, hvor sand hendes Bemrkning var, havde hun
sikkert vret end mere ulykkelig.




X.

 Et nyt Bekendtskab.


Solen sank imod Horisonten og varslede Nattens Komme. Skumringstiden
varede kun kort og aflstes af det dybeste Mrke, saaledes som
Tilfldet altid er i Troperne. Man skyndte sig derfor tilbage til
Hulen og indrettede sig for Natten. En af Negrene skulde skiftevis
holde Vagt sammen med Dingo.

"Men Ftter Benedict!" udbrd pludselig Fru Weldon bestyrtet.

Den langbenede Insektsamler var ikke kommet tilbage endnu og man
blev naturligvis hjst urolig for, at der skulde vre tilstdt dette
hjlpelse, store Barn noget.

Men som man stormede ud for at raabe efter ham, saa man hans lange,
ranglede Skikkelse komme ned ad Klipperne i de mest livsfarlige
Spring og St.

Ftter Benedict var oprrt. Han vilde have, at man straks paa Stedet
skulde bryde op og drage videre. Ikke en Time til vilde han spilde
paa dette forbandede Sted, hvor der ikke var et eneste hderligt
Insekt, der var vrd at indlemme i en Mnstersamling.

"Og saa har man slbt mig seks tusind Mil, ladet mig dje Storm og
Skibbrud for at kaste mig iland paa en Kyst, hvor man ikke finder
andet end Skorpioner, _scolopendra_ og andre _myriapoda_. --
Skandalst!"

Fru Weldon fik med meget Besvr den rasende Naturforsker beroliget,
og Dick spurgte ham, om han ikke havde set noget til Negoro, som
endnu ikke var vendt tilbage.

Det havde Benedict ikke, og Fru Weldon og Dick vekslede et meget
sigende Blik. Ved sin Udeblivelse bekrftede Kokken deres Mistanke
til ham. Han havde maaske set, at Skibet var blevet ransaget og
vidste saaledes, at hans Tyveri var blevet opdaget, hvorfor han vel
ansaa det for risikabelt at vise sig mere.

Hans Udeblivelse beklagede sikkert ingen, men derimod nok at dermed
alt Haab maatte opgives om nogensinde at faa den rvede Pengesum
tilbage.

Tidlig den nste Morgen vkkedes man ved Dingos Gen.

Hurtigt kom Dick og Tom paa Benene og gik ud for at se, hvad der var
paa Frde. De saa Hunden i fuldt Firspring lbe hen imod Floden, og
snart var alle Mand, fuldt bevbnede, paa Vej i samme Retning.

Straalerne af den opgaaende Sol forgyldte Bjrgene og kastede sit
Guldglimmer ud over Havet, der laa saa blankt og stille, som om det
aldrig havde raset i taarnhje Blger, der bragte Dd og
delggelse.

Dick Sand og hans Kammerater gik langs Kysten til Flodmundingen,
hvor Dingo stod som fastnaglet og gav Hals.

"Det kan ikke vre Negoro," bemrkede Bat, "ham havde Dyret nok
gjort kort Proces med."

"Men et Menneske maa det dog vistnok vre," sagde Dick og gik tt
hen til Hunden.

I det samme nrmede en Mand sig. I det han fik je paa de tre
bevbnede Fremmede, syntes han at blive hjst overrasket, nsten
forskrkket, som om han ikke kunde forklare sig deres Nrvrelse paa
dette Sted. Han traadte uvilkaarligt et Skridt tilbage og greb sit
Gevr, men da Dick vinkede ad ham og svingede sin Hue til Hilsen
traadte han beroliget nrmere.

Dick Sand erkendte straks, at det ikke var en indfdt Pampas-Beboer
han havde for sig, men rimeligvis en af disse fremmede, som oftest
noget tvivlsomme Eventyrere, som man kan trffe omstrejfende overalt
i Verdens halvciviliserede Egne. Denne Mands Ydre kunne antyde
engelsk Herkomst; han var hj og kraftig, med rdligt, noget
graanende Haar og Skg og et rdt, fregnet Ansigt. Han var ifrt en
Jakke af garvet Skind, Knbukser, lange Stvler med Sporer og
bredskygget Hat.

"God Morgen," hilste Dick og rakte Haanden ud imod den Fremmede.

"God Morgen, min unge Ven," kom Svaret nok saa hjrteligt paa godt
engelsk, uden Spor af Aksent. Han gav Dick et kraftigt Haandtryk og
nikkede kort til de Sorte.

"Englndere?" spurgte han.

"Nej, vi er Amerikanere," svarede Dick.

"Nord eller Syd?" spurgte han videre.

"Nordamerikanere."

Denne Oplysning syntes at begejstre den Fremmede, der atter rystede
Dicks Haand med sand Entusiasme over at have fundet en Landsmand.

"Og hvordan Pokker er De kommet hertil?"

Inden Dick imidlertid fik besvaret dette Sprgsmaal, saa han den
Fremmede hilse dybt, og i det samme fik han je paa Fru Weldon, der
ubemrket var kommet til, og nu fortalte, hvorledes de havde vret
ndt til at lade Briggen gaa paa Grund her.

Manden rystede beklagende paa Hovedet og kastede et spejdende Blik
ud over Havet.

"Der er ikke noget at se af vort Skib, det er blevet knust og
bortskyllet ved Hjvandet i Nat," sagde Dick.

"Men nu maa vi gre Dem et Sprgsmaal," fortsatte Fru Weldon; "sig
os hvor vi er?"

"Hvor De er?" udbrd Manden med alle Tegn paa Forbavselse over dette
Sprgsmaal; "naturligvis paa Sydamerikas Kyst. Vidste De ikke det?"

"Ialfald ikke njagtigt hvor paa Lag -- saadan aldeles bestemt,
mener jeg," stammede Dick i det. "Vi er vel i Peru?"

"Nej, dog ikke ganske, min unge Ven. Vi er lngere Syd paa; i
Bolivia, tt ved Grnsen af Chile."

"Og maaske et godt Stykke fra Lima?" spurgte Dick ivrigt.

"Jo, -- ja, ikke saa kort endda. Lima ligger meget nordligere."

"Og hvad er dette for et Forbjrg?" fortsatte Dick sin udsprgen.

"Forbjrget -- naa det der, ja det kan jeg skam ikke sige Dem,"
svarede den Fremmede; "jeg har ganske vist rejst en Del i det indre
af Landet, men her ved Kysten har jeg aldrig vret fr."

Dick grundede en Stund i Tavshed over de Oplysninger den Fremmede
havde givet, og fandt ikke mindste Grund til at betvivle deres
Rigtighed. Han havde ganske vist gjort Regning paa at lande imellem
den 27. og den 30. Breddegrad, medens man altsaa i Virkeligheden nu
befandt sig paa den 25. Afvigelsen var, naar alt kom til alt, ikke
strre, end at den kunde skyldes Skibets Afdrift under Stormen.
Desuden passede Landets de og ubeboede Udseende bedre med hvad han
havde lrt om Syd-Bolivia, end hvad han havde ventet at finde i
Peru.

Fru Weldon iagttog spndt den fremmede, men fandt intet i dennes
Ydre eller Optrden, som kunne ngste hende.

"Undskyld," sagde hun, "De ser ikke ud til at vre her fra Syden?"

"Jeg er Amerikaner, ligesom De selv Fru ..."

"Fru Weldon," forestillede hun sig smilende.

"Mit Navn er Harris. Jeg er fdt i Carolina, men har i de sidste
tyve Aar levet her i Bolivias Pampassletter. De kan derfor tnke
Dem, hvor glad jeg er ved at trffe Landsmnd," tilfjede han med et
belevent Buk.

"Saa bor De altsaa her?"

"Ja, det vil sige lngere Syd paa, ved Grnsen af Chile. For
jeblikket er jeg paa Vejen til Atacama."

"Atacama, er det ikke et de Territorium?" spurgte Dick. "Er vi da i
Nrheden af det?"

"Ja netop, min Ven, vi er lige paa Grnsen af den. Denne Udrken
strkker sig langt videre end de Bjrge, som De ser der i
Horisonten, og er en af de ejendommeligste og mindst udforskede Egne
i Sydamerika."

"Og derigennem vil De rejse ganske alene?" spurgte Fru Weldon
forbavset.

"Mutters alene, ja. Forresten er det ikke frste Gang, jeg gr den
Tur. En af mine Brdre ejer nemlig en stor Gaard, Sanct Felice,
omtrent 200 (eng.) Mil herfra, og ham besger jeg en Gang imellem i
Forretningsanliggender."

Efter et jebliks Tven, som om han overvejede en pludselig
Indskydelse, tilfjede han:

"Hvis De har Lyst til at slaa Flge alle sammen, saa kan jeg love
Dem en hjertelig og gstfri Modtagelse. Maaske kan han ogsaa skaffe
Dem Befordring til nrmeste strre By."

Fru Weldon blev ligesaa overrasket som glad over dette Tilbud og
vilde netop udtale sin Taknemlighed, da Harris henkastede:

"Er de Negre Deres Slaver?"

"Slaver!" udbrd Fru Weldon krnket og forbavset. "Slaver har vi
heldigvis ikke mere i de forenede Stater, saalidt som i
Sydstaterne."

"Nej, naturligvis! Undskyld mit dumme Sprgsmaal, Frue, jeg havde
rent glemt, at Krigen i 62 gjorde det af med den Historie. Men da
jeg saa disse Folk i Flge med Dem, tnkte jeg mig, at de maatte
vre i Deres Tjeneste."

"Vi er altid grne parate til at bevise Fru Weldon en Tjeneste,"
faldt nu gamle Tom ind, hed i Hovedet, "men vi tilhrer ingen. Jeg
er ganske vist som Barn bleven solgt i Afrika, men jeg har for lnge
siden faaet min Frihed, og baade min Sn og alle hans Kammerater er
fri Mnd, fdte af fri Forldre."

"Naa, saa meget des bedre for Dem," svarede Harris i en Tone, som
skurrede slemt i Fru Weldons ren, men hun afholdt sig dog fra flere
Bemrkninger om dette Emne.

I dette jeblik kom ogsaa Nan med lille Jack til. Da Drengen fik je
paa sin Moder, lb han lige hen imod hende med udbredte Arme.

"Sikken en prgtig Gut!" udbrd Harris.

"Det er min lille Sn," sagde Fru Weldon og kyssede Drengens blde
Mund til Godmorgen.

"Det har saa vist vret svrt for Dem at have den lille Fyr med paa
saadan en Rejse. Maa jeg ogsaa faa Lov at kysse den tapre lille
rejsende?"

Men der maa have vret noget i den fremmedes Ydre, som mishagede
Jack, for han veg ngstelig tilbage bag Moderens Kjole.

Fru Weldon smilede forlegent undskyldende. "Han er lidt genert
overfor fremmede."

"Naa, det gaar nok over; vi skal blive fine Venner, naar vi frst
kender hinanden lidt bedre."

Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct
Felice; om den ikke var altfor besvrlig at foretage tilfods for
Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terrn, o. s. v.

"Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Sndagstur
er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved,
og den staar til Fru Weldons Disposition. Desuden tager vi det
mageligt; gaar en halv Snes Mil om Dagen og hviler godt ud om
Natten. Forresten kommer jeg til at tnke paa, at vi egentlig lige
saa godt kan skyde en Genvej igennem Skoven istedet for, som jeg
plejer, at flge Floden. Det sparer os dog omtrent 80 Mil."

Fru Weldon rakte ham Haanden til Tak.

"De skal ikke takke mig, Frue. Det vil vre mig der kommer til at
profitere af deres Flgeskab, Jeg har nu ganske vist ikke fr gaaet
den Vej gennem Skoven, men jeg kender Landet saa godt, og er saa
vant til at orientere mig, at jeg sagtens finder den rette Vej. Det
eneste, det kan komme til at knibe med, er Proviant. Jeg har nemlig
kun lige hvad jeg selv behver."

"Vi har heldigvis selv i Overflod, Hr. Harris," svarede Fru Weldon.

"Naa, saa er jo alt i sknneste Orden. Vi kan altsaa godt begive os
af sted med det samme."

"Undskyld mig endnu et Sprgsmaal," faldt Dick ind. Han var saa
meget af en Smand, at han ikke holdt af den Tanke, at skulde bort
fra Kysten.

"Kunde vi ikke bedre flge Kysten, enten imod Nord eller Syd, indtil
vi traf paa en By med Shavn, fremfor at begynde paa en lang Rejse
igennem en ukendt Skov ind i det indre af Landet?"

"Jeg kender meget lidt til Kysten," svarede Harris noget
utaalmodigt, "men saa meget ved jeg dog, at der er mindst et
hundrede Mil lngere til den nrmeste By end til min Broders
Ejendom. Desuden vil jeg ikke raade Dem til at frdes langs Kysten
her i Bolivia. Og jeg kan i al Fald ikke ledsage Dem."

"Tror De heller ikke, at man fra Kysten kan signalisere til et
forbisejlende Fartj og blive optaget af det?" spurgte Fru Weldon.

"Nej, Skibene gaar meget for langt ude."

"Naa Dick, har du saa mere paa Hjrtet?" spurgte Fruen den stadig
lige sprgelystne unge Kaptajn.

"Blot et eneste Sprgsmaal," svarede han undskyldende. "I hvilken
Havn tror Hr. Harris at vi kan finde Skibslejlighed til San
Francisko?"

"Det ved jeg skam ikke, min Ven; kun saameget kan jeg sige Dem, at
vi skal besrge dem alle fra Sanct Felice til Atacama, og der kan De
saa faa alle de Oplysninger De nsker."

Dick havde Flelsen af, at det blot vilde krnke Hr. Harris og
maaske saare Fru Weldons Finflelse, hvis han kom med flere
Ophvelser. Han tilbageholdt derfor alle sine Betnkeligheder, og
spurgte blot, hvor naar man skulde bryde op.

"I Dag -- med det samme," svarede Harris hurtigt og resolut.




XI.

 Igennem Urskoven.


Fru Weldon havde fuld Fortrstning og Tillid til Harris som Frer.
Ellers vilde hun nppe med saa godt Mod have begyndt den
anstrngende Tur gennem den ttte og lidet kendte Skov, som laa
foran dem.

Den lille Karavane satte sig i Bevgelse i flgende Orden. Frst kom
Dick og Harris, begge bevbnede med Rifler, derefter fulgte Bat og
Austin, der ligeledes hver bar en Bsse og en Kniv.

Efter dem kom Fru Weldon med lille Jack foran sig paa Hesten og
tilsidst Akton og Herkules, der havde en drabelig kse stukket i
Bltet.

Dingo strejfede om, snart foran snart bag efter den lille Trop. Den
var stadig urolig og nervs og knurrede eller tudede nsten
uafbrudt, uden at nogen kunde forklare sig Grunden til dens
mrkvrdige Opfrsel.

Heller ikke Ftter Benedict lod sig anvise en fast Plads i
Karavanen. Ligesom Dingo sprang han om snart her snart der i det
hje Grs, paa Jagt efter hans elskede og efterstrbte Insekter. I
Lbet af den frste Times Tid kaldte Fru Weldon i sin Uro vel paa
ham de Snese Gange, men straks efter var han igen forsvundet. Saa
overdrog hun Herkules den utaknemmelige Opgave at passe paa
Insektsamleren, hvilket Hverv han lste paa den eneste mulige Maade,
nemlig ved at tage ham i Haanden og saaledes stte en Stopper for
alle hans farlige Udflugter.

Der frte ingen Veje igennem denne vildsomme Skov, men kun Dyrenes
Stier, og det blev snart klart for dem, at mere end en fem, seks Mil
kunde man ikke tilbagelgge ved en tolv Timers Marsch. Vejret var
smukt nok. Solen stod nu omtrent midt paa Himlen, men dens lodrette
Straaler, der vilde have gjort Vandringen ad Kystens aabne Slette
uudholdelig, var slet ikke generende her under det ttte Lvtag.

De fleste af Skovens Trer var de Rejsende ganske ubekendte, men for
en erfaren Botaniker vilde de have vret af stor Interesse. Her
voksede Side om Side _bauhinia_ eller Bjrgefeuen, _molompi_ eller
_pterocarpus_, hvis Stamme udgyder Resinusolie og af hvis strke,
seje Tr de Indfdte laver deres Aarer; _fustics_ og _guaiacums_,
hvis Stammer kan blive over 7 Alen i Gennemsnit, og mange flere
usdvanlige Trer og Buske.

Dick Sand forhrte sig hos Harris om hvad disse forskellige
besynderlige Trer hed.

Men istedet for at besvare dette Sprgsmaal, spurgte Harris: "Har De
aldrig vret paa Sydamerikas Kyst?"

"Nej," svarede Dick, "aldrig fr, og ingen af dem jeg har sejlet med
har nogensinde vret her og har saaledes heller ikke kunnet fortlle
mig noget herfra. Det vil derfor interessere mig meget, hvis De vil
give mig lidt Underretning."

"Men Fru Weldon," afbrd Harris den videbegrlige Yndling, og vendte
sig imod Fruen, "De har dog sikkert fr besgt det sydlige Fastland,
for Eksempel Culumbia, Chili eller Patagonien? Vi Amerikanere er jo
et rejselystent Folkefrd."

"Nej, Hr. Harris; jeg har rejst en Gang til Ny-Zeeland med min Mand,
men andre Steder har jeg ikke vret."

"Saa vil De faa et interessant og forunderligt Land at se," sagde
Harris. "Bolivia er i mangt og meget forskelligt fra de tilgrnsende
Lande. Dets Dyre- og Planteverden er noget ganske for sig og
forbavser alle Naturforskere."

Da det saaledes viste sig at ingen af Selskabet kendte noget til det
Land, hvorigennem man mente at rejse, syntes det at vre Harris en
sand Fornjelse at udpege for dem alle Skovens Vidundere. Han
nvnede ved Navn hver enkelt af de talrige Plante- og Trarter, som
man endnu ikke anede eksisterede i den ny Verdens Skove, og han
beroligede Fru Weldon med at forsikre, at man ikke her vilde trffe
nogen af de vilde Dyr, som hun og Dick havde ventet vilde forstyrre
deres Nattesvn.

Han gjorde dem opmrksom paa srlig smukke Ibenholttrer, strre og
med sortere og haardere Tr end de almindelige; viste dem Grupper af
Mangotrer, bevoksede med hvidt Mos lige til Kronen. Til Trods for,
at de Indfdte stter megen Pris paa dette Trs velsmagende Frugt,
vover de dog ikke at dyrke det, thi, som en udbredt Overtro siger:
"den der planter en Mango, maa d!"

Et Tr savnede man dog i denne Skov, Kautschuktret, som man dog
netop skulde antage maatte vre almindeligt forekommende i denne
Landsdel. Ingen af alle de forskellige Trer der udsveder Gummi,
_ficus prinoides_, _castilloa elastica_, _ceropia peltata_ og
_collophora utilis_, og som er udbredte over det vrige Sydamerika,
saa man noget til her.

Dick havde netop fortalt lille Jack om disse Trer og lovet at vise
ham dem. Den lille Fyr, der vel havde den Opfattelse, at Gummibolte
og Dukker voksede paa Trerne, gav derfor hjlydt sin Skuffelse
Luft, da Dick stadig ikke kunde opfylde sit Lfte.

"Tab bare ikke Humret, min lille Ven," svarede Harris leende. "Naar
vi kommer i Nrheden af Gaarden, skal du nok faa Masser af
Kautschuktrer at se, og saa kan du lave dig lige saa mange Bolte,
som du har Lyst til."

Men den lille Fyr var ikke saa let at stille tilfreds, "Dick har
ogsaa lovet mig nogle Kolibrier, hvorfor faar jeg heller ikke dem?"

"Du skal faa dem, du skal faa dem," svarede Harris lidt utaalmodig.
"Men du maa vente lidt --."

Heller ikke dette Jacks andet nske var i og for sig urimeligt, for
det var en kendt Sag, at der ligefrem vrimlede af disse vidunderlige
Lilleputfugle i disse Egne. Sydamerikas Indianere pyntede i sin Tid
deres Dragter med disse Fugleverdenens Juveler, som de elskede for
de pragtfulde Farvers Skyld, og som de gav de mest poetiske Navne --
et nyt for hver af de halvandethundrede Arter, der findes af disse
straalende smaa Sknheder. Man var for nr ved Kysten endnu, mente
Harris, Kolibrierne fandtes kun inde i Landet; ved Sanct Felice f.
Eks. kunde man hre og se dem svrme om hele Dagen.

"Aah, bare vi dog snart var der!" kom det som et dybt Hjertesuk fra
lille Jack, og dette nske tiltraadtes enstemmigt af alle de andre,
og frte til den Beslutning, at man kun skulde unde sig den haardest
ndige Hvile undervejs.

Efterhaanden som man trngte lngere ind i Skoven, blev denne mindre
tt og mere vild. Ind imellem Trerne aabnede sig grsbevoksede
Sletter, og hist og her skd pludselig en lille Klippe af rd Granit
og Syenit, der straalede af lapis lazuli, op af Grunden. Pludselig
ndtes man til at gre en stor Omvej, idet Jordbunden foran dem var
dkket af et haablst tt og indfiltret, uigennemtrngeligt Nt af
Sarsaparilla Plantens kdfulde Rdder.

Ved Solnedgangstid beregnede de rejsende, at de havde tilbagelagt
otte Mil i Dagens Lb. Det var jo et ganske pnt Resultat, og hvis
hele Rejsen blot vilde forlbe lige saa let, farefrit og
fornjeligt, havde man ikke noget at beklage sig over. Men
Anstrngelserne og Trtheden vilde vel nok melde sig de kommende
Dage.

Man fandt et udmrket Nattekvarter under et kolossalt Mangotr, hvis
vidtspredende Lvvrk dannede et Slags naturligt Lysthus, og om man
foretrak det vilde man kunde finde det behageligste Natteleje blandt
selve Trets Grene.

Men da de rejsende holdt deres Indtog under Tret modtoges de med en
redvende Koncert. Det var en hel Koloni graa Papegjer, de
snakkesaligste, arrigste og mest kamplystne Asener man kunde tnke
sig, som gav Selskabet denne hjertelige Velkomsthilsen.

"Skyd ikke paa dem," sagde Harris hastigt til Dick, der vilde jage
Plageaanderne bort med et Skud. "Det er aldrig vrd at give sin
Nrvrelse tilkende og maaske tilkalde omstrejfende Banditter. Jo
mere stilfrdigt vi rejser, des sikrere!"

Da man havde spist til Aften af de medbragte Konserves, med nogle
modne Manafrugter til Dessert, begyndte man at trffe Forberedelser
for Natten.

"Er det ikke bedst at vi tnder et godt Baal?" spurgte Dick.

"Nej, paa ingen Maade," svarede Harris. "Ntterne er jo ikke klige,
farlige vilde Dyr er her ingen af, og det kan -- som fr bemrket --
aldrig vre til vor Gavn at vi tiltrkker os Opmrksomhed ved at
tnde Ild."

"Ja, men selv om her ikke er Lver og Tigre i Amerika, saa er her
dog Jaguarer og Pantere i Guds Velsignelse," faldt pludselig Ftter
Benedict ind.

"Ja, og bare de ikke der mig," sagde Jack, alvorligt bekymret.

"de dig!" lo Harris; "nej, din Ven Herkules vil nok tage sig af
dem. Han kan saamnd let nok kvrke en med hver Haand."

Herkules var forresten i jeblikket optaget af en anden besvrlig
Forretning, den nemlig, at indfange Ftter Benedict, der lige var
deserteret for at gaa paa Jagt efter Ildfluer. Disse mrkelige
Insekter, der udsender et strkt, fosforagtig blaat Lys, som gennem
to Lanterner paa hver Side af Kroppen, er ellers saare sjldne i
Amerika, og det kostede derfor den kmpemssige Neger adskilligt
Bryderi at faa den begejstrede Insekthelt frt med til Lejren. Men
Herkules havde kun liden Respekt for Alverdens Insekter, og derimod
en alvorlig Ansvarsflelse overfor Ftter Benedicts Sikkerhed, og
han indlod sig derfor ikke paa nogen Argumentation, men hjemfrte
den spinkle og rasende Naturforsker omtrent paa samme Maade, som
denne vilde have behandlet en af de smukke lysende Fluer.




XII.

 En frygtelig Afslring.


Det er en slsom og alt andet end vellydende Morgenkoncert, der fra
en af Sydens Urskove stiger op imod den opgaaende Sol. Den er
sammensat af Grynten, Hylen, Skrigen, Piben og Gen, og synes at
komme snarere fra Helvede end fra Jorden, saa fantastisk rdselsfuld
er den.

Det er Aberne, der er de udfrende. Den lille Marikina-Abe med dens
forskelligt farvede Ansigt, den graa Mono, Sapajuen med den lange
Haardusk ned for jnene, Guariba-Aben med det djvelsk nederdrgtige
Ansigt og med den lange Hale strittende i Vejret, og mange, mange
andre.

Ved den frste Solstraale vaagner Familiernes ldste Medlemmer og
oplfter et ynkeligt Bas-Hyl over at skulle staa op, senere stemmer
de unge i med deres lysere Stemmer i Tenor, Alt og Baryton, og snart
er Koret komplet. Men denne Morgen hilste end ikke en eneste Stemme
Solens Komme. Aberne maatte have sovet over sig eller have tabt
Stemmen, for Skoven var og blev tavs. Hvis Dick Sand og hans
Flgesvende havde kendt Abernes Sdvaner, vilde denne Tavshed have
forbavset dem ikke lidt, men nu vaagnede de, en efter en, styrkede,
friske og ubekymrede.

Men en anden Ting vakte dog Dicks Opmrksomhed, da man, efter et
hastigt Morgenmaaltid, atter var paa Marschen. Man befandt sig jo
efter Harris Opgivende i Pampaen. Men Pampaen er et Ord af Quichna
Sproget og betyder Slette, og han havde lrt, at disse Sletter
skulde have et ret trstelst Udseende; Sandrkner uden Trer eller
Vandlb, men i Regntiden bevoksede med Kmpe-Tidsler og andre
tornede Planter, der kunde danne et ret uigennemtrngeligt Vildnis.
Dog hvor forskelligt fra dette trstelse Billede var Landskabet,
som de nu gennemvandrede. Skoven strakte sig i stadig samme rige og
frodige Storhed foran dem. Det var dog mrkvrdigt, at han aldrig
havde hrt dette herlige Atacamas-Plateau omtale.

Det laa ikke for Dick at beholde sine Iagttagelser for sig selv, og
han lod dem da ogsaa straks gaa videre til Harris.

"Det er meget naturligt at De bliver forbavset over hvad De ser,"
svarede Freren. "Jeg, der dog vidste Besked om denne mrkelige
Skovstrkning lige ved Randen af Pampas-Sletten, blev selv
overrasket over dens frodige Karakter. Den er komplet forskellig
fra hvad De vil finde paa den anden Side af Andesbjrgene."

[Illustration: Nattelejr i Urskoven.]

"De mener da vel ikke, at vi skal over Andesbjrgene," spurgte Dick
bestyrtet.

"Nej, nej, vr bare rolig," svarede Harris med et Smil. "Det vilde
dog vre en lovlig vovelig Sag for os at give os i Lag med. Vort
Bestemmelsessted, Sanct Felice, ligger paa denne Side af Bjrgene,
og for at naa det, behver vi ikke at forlade Plateauet, der
langsomt hver sig til omtrent 1500 Fod i det hjeste."

"Og De er stadig ikke bange for at fare vild?"

"Nej, min Ven, ikke en Smule. Jeg er saa vant til at rejse, at jeg
kan spore den rette Vej ved et tusinde smaa Tegn, Trernes Vkst,
Bladenes Stilling, Jordbundens Beskaffenhed og meget andet, som De
slet ikke vil lgge Mrke til. Nej, vr De blot rolig, jeg skal nok
klare alle Skr."

Harris talte altid, naar Dick kom til ham med sine ngstelser, saa
frejdigt og beroligende, at den unge Mand, selv om han ikke ganske
kunde overvinde sine bange Anelser, dog maatte indrmme, at disse
syntes at vre ret ubegrundede.

Ni Dage forlb uden at noget srligt hndte. Man tilbagelagde kun en
otte-ni Mil daglig, sov godt og spiste rigeligt; og om man end
begyndte at blive lidt trtte, var der dog ikke noget at udstte paa
Almenbefindendet hos Turens Deltagere. Kun lille Jack, der var
kommet saa godt til Krfter under Srejsen, begyndte at hnge lidt
med Hovedet. Han havde jo ogsaa haft sine Skuffelser undervejs.
Frst var det Gummitrerne man narrede ham for, senere Kolibrierne
og nu -- de dejlige Papegjer. Hvor blev de nu af, de smaa grnne,
Araerne med det ngne Ansigt, de pragtfulde Farver og lange spidse
Haler, og Camindeerne, de rigt farvestraalende, snadrende Fugle,
hvis Fdder aldrig berrer Jorden, alle de vidunderlige, begavede
Dyr, som man havde lovet at vise ham og som hrte hjemme netop i
disse Skove. Hvor blev de af?

Han saa kun de evindelige graa Jakoer, hvis irriterende Skrig
forfulgte dem overalt.

Man var nu -- den 16. April -- naaet omtrent 100 Mil ind i Landet,
og Sanct Felice maatte efter Harris Udsagn altsaa nu vre kun tyve
Mil borte. Inden endnu to Dgns Forlb vilde det forelbige Maal
vre naaet, og man havde atter Tag over Hovedet og kunde unde de
trtte Lemmer en hjst fornden Hvile.

Endnu havde man ikke truffet et eneste menneskeligt Vsen, og Dick
Sand kunde ikke lade vre med i sit stille Sind at forbande det
Uheld der havde ladet dem strande netop paa et saa de Sted af
Kysten, at der ikke var en Landsby, en Plantage eller Hytte i saa
lang en Afstand.

Traf man end ikke paa Mennesker, saa begyndte til Gengld Skoven nu
mere og mere at befolkes af alle Slags Firfdede. En Dag fik Dick
saaledes pludselig je paa en lille Flok lette og nydelige, rde
Gazeller, der i gratise Spring foer forbi, som en Ildsky igennem
det hje Grs. Og senere, samme Dag, saa han en tre fire store Dyr,
som ikke hundrede Alen borte foer fra en Aabning ind i Skovens
Krat.

Dick kastede Gevret til Kinden.

"Skyd ikke, skyd ikke!" raabte Harris og slog i det samme til Riflen
saa Skuddet forfejlede sit Maal.

Dick saa Amerikaneren fast og forskende ind i jnene og sagde:

"Men det var jo Girafer!"

"Girafer?" udbrd Fru Weldon, "det er umuligt, Dick; der er ingen
Girafer i Amerika."

"Nej, naturligvis," svarede Harris; "det var ikke Girafer -- -- det
var Strudser, De saa."

"Strudser med fire Ben, det tager De vist fejl i," svarede Dick.
Hans jne mdte Fru Weldons med Sprgsmaalet, "hvad mener De?"

"Ja, mig forekom det rigtignok ogsaa, at det var store firbenede
Dyr," bemrkede Fru Weldon.

Harris lo hjrteligt. "Det er en ganske pudsig Fejltagelse.
Firbenede Strudser! Nej, Sagen er, at de to Slags Dyr virkelig har
en Del Lighed med hinanden, de lange Halse, den korte puklede Krop;
og i en hastig Forbifart kan man saamnd godt tage Fejl. At dette
har vret Tilfldet her, er jo utvivlsomt, da der, som sagt ikke
findes Girafer her i Landet."

Fru Weldon lod sig stille tilfreds med denne Forklaring, men Dick
flte sig ikke rigtig overbevist.

Allerede den nste Dag vaktes en Tvivl hos ham, om ogsaa alt
virkelig forholdt sig som Harris sagde. Da lille Jack havde haft
lidt Feber om Natten, spurgte den omhyggelige unge Leder, Harris, om
man ikke netop befandt sig i den Landsdel, hvor Quinquinas Trerne
hrer hjemme, de Trer, af hvis Bark der fremstilles feberstillende
Piller. "Det undrer mig, at vi endnu ikke har set et eneste af dem,"
sluttede han.

"Aah jo, -- jeg kender dem nok," svarede Harris tvende. "Men
Grunden til, at vi ikke har set disse Trer er den, at de aldrig
vokser i Grupper, men spredt og enkeltvis rundt om i Skovene. De
Indfdte indsamler kun Barken om Efteraaret, da de saa let kan kende
disse Trer fra de andre derved, at de har stedse grnne Blade."

Man maatte nu vre kun seks Mil fra Maalet og den lille Trup gjorde
Holdt og traf for sidste Gang Forberedelser for Natten. Alle var
trtte og sov hurtigt ind, kun Dick holdtes vaagen af en stadig mere
knugende Mistanke, som han dog ikke turde betro til nogen.

Pludselig vkkedes de sovende af et Skrig.

"Hvad er der paa Frde?" skreg alle i Munden paa hinanden.

"Jeg er stukket, bidt; det er mig!" svarede Ftter Benedict. "Det er
et Insekt!"

"Ikke andet," udbrd Harris, "saa mas det Insekt -- en Moskito vel
sagtens -- og lad os have Ro!"

"Mase et Insekt!" svarede Ftter Benedict forarget. "Forresten er
det ikke nogen Moskito, -- det er -- det er --."

Dick havde tndt den lille Lygte og lyste for den ivrige
Naturforsker.

"Det er -- du gode Gud! Det er en glimrende -- Opdagelse."

Den skikkelige Fyr var vild af Henrykkelse.

"Det er -- en Tetseflue! Det er storartet. Jeg er den frste, som
har haft den Lykke at finde den her i Amerika. Man har aldrig troet
at den fandtes her."

Dick Sand turde ikke sprge Ftter Benedict hvor denne mrkvrdige
Flue da hrte hjemme.

Men han anede det. Og han lukkede ikke et je Resten af Natten.

Saa gryede da Morgenen den 18. April, den Dag paa hvilken Rejsen
skulde vre tilendebragt.

Og det var ogsaa paa Tiden. De tolv Dages Rejse, og de tolv Ntter
under aaben Himmel havde taget strkt paa Fru Weldons Krfter, og
endnu vrre stod det til med lille Jack, der saa syg og afkrftet
ud.

De andre havde ikke lidt synderligt ved Turens Strabadser, srlig
syntes intet at bide paa Harris, der stadig var lige udholdende og
ihrdig.

Dick fandt dog, at Amerikaneren blev mere tankefuld og adspredt i de
senere Dage alt som man kom nrmere til hans Broders Ejendom. Og det
modsatte havde dog vret naturligere. Dicks Mistanke voksede og han
holdt et aarvaagent je fstet paa deres Vejviser.

Denne havde vel en Flelse af, at han blev mistnkt, for han blev
mere og mere tavs og tilbageholdende overfor sin "unge Ven".

De seks Mil, som man om Morgenen endnu havde at tilbagelgge, syntes
aldrig at faa Ende, ialfald sporede man intet som helst, der kunde
tyde paa Nrheden af en stor Farm. Men Harris vedblev at gaa fremad,
udforskende Skovens Tykning foran sig og til Siderne, bestemt og
rolig. Og Dick tumlede med sine fortvivlede Tanker, med en Frygt,
der nsten var Vished, og saa frygtelig, at han ikke turde betro
den til et Menneske.

Hen paa Eftermiddagen fandt den gamle Tom en Genstand, der blinkede
i Grsset, og bragte den til Dick. Det var en Kniv af en sregen
Form, bred og krum, med et raat tilskaaret Elfenbenskfte.

"Der maa vre Indfdte i Nrheden," sagde Dick til Harris og viste
ham Fundet.

"Det kan se ud til det," svarede Harris, "men alligevel ..."

"Men? -- -- De har da ikke alligevel taget fejl af Vejen?" spurgte
Dick med et betydende Blik.

"Nej, det vil jeg ikke sige," svarede Harris undvigende, "men det
kunde jo ske at jeg, ved at vlge denne Genvej igennem Skoven, kunde
vre kommet et Par Mil bort fra den lige Vej. Det var maaske bedst
om jeg gik lidt i Forvejen, for mulig at finde -- --."

"Nej, De maa ikke forlade os her," udbrd Dick bestemt, "lad os ikke
skilles!"

"Som De vil," svarede Harris med et Skuldertrk. "Men i Mulm og
Mrke kan jeg dog ikke fre Dem."

"Lad os saa hellere gre Holdt," svarede Dick Sand. "Og saa begive
os afsted saa snart det bliver lyst igen. Der er jo dog kun et Par
Timers Vej tilbage."

Man gav sig altsaa til at sge den sidste Hvileplads, da gamle Tom
pludselig standsede som fastnaglet under et mgtigt Tr, og udbrd:

"Se her, Hr. Dick, se her!"

"Hvad er det dog, Tom?"

"Der -- der, se paa Trerne! de er oversprjtede med Blod -- -- --
-- og der -- der paa Jorden -- afhuggede Hnder -- -- -- og Lnker
-- --."

Dick foer hen til ham. Han greb krampagtig den gamle Neger om Armen.
"Hys ikke et Ord," hviskede han, "ti for Guds Skyld stille!"

Der laa de paa Jorden; afhuggede Hnder, blodige og endnu forbundne
med Lnker, nogle itubrudte Aag -- --.

Fru Weldon havde heldigvis ikke set dette skrkkelige Fund, men
Harris havde bemrket den uhyggelige Scene, og hans Ansigt bar
tydelige Spor deraf, ligblegt og vildt, som det var.

Dingo, der stadig luskede Dick i Hlene, gede som rasende, medens
den gamle Neger stod som forhekset ved Synet af disse Lnker og Aag.
Hans Hnder knyttedes og hans Lber mumlede usammenhngende Ord:

"Lnker! Gafler -- -- husker det endnu -- dengang -- for lnge siden
-- --." Det var som om gamle mrke Minder steg op i hans Sjl og
trngte sig frem i Ord -- ubevidst, imod hans Vilje.

"Ti stille med dette," bad Dick indtrngende, "for Fru Weldons
Skyld!" Og han frte den gamle Negerslave bort.

Man valgte en anden Lejrplads og kastede sig ned for at sove. Mrket
faldt hurtigt paa. Himlen dkkedes af sorte, ttte Skyer, der nu og
da splittedes af et knitrende Lyn. Hverken Dick eller Tom tnkte paa
at sove -- de var jo flles om en Hemmelighed, der i al sin
Frygtelighed nok skulde holde dem vaagen.

Der rasede og stormede i Dicks Indre et ubetvingeligt Raseri imod
den Mand, der havde benyttet sig af deres hjlpelse Stilling og
frt dem lngere og lngere ind i dette forbandede Land.

Ude af Stand til at beherske sig lngere greb Dick en Kniv og
styrtede hen til Harris Leje.

Manden var forsvundet og hans Hest ogsaa.

Dick sank sammen. Forrderiet stod saa fortvivlende klart for ham.
Det var ikke paa Amerikas Kyst, at "Pilgrim" var strandet. Kompasset
havde narret ham, og Stormen havde frt Skibet rundt om Kap Horn, og
med den dobbelte Hastighed af den han havde regnet med drevet det
imod -- Afrika. De var altsaa hverken i Bolivias Pampas eller i
Atacamas Plateau. Dette forklarede, at de hverken fandt
Kautschuktrer eller Quinquinatrer, det beviste, at det ikke var
Strudser, men Girafer, de havde set. Og endelig Fundet af den
frygtede Tetseflue og de rdselsfulde Slavehandelens Redskaber,
Lnkerne og Aagene, og de ulykkelige Ofres afhuggede Lemmer.

Som et Lyn slog det ned i ham: Harris og Negoro maatte vre
sammensvorne.

Og de var deres Ofre --.

Hjlpelse, trtte, vejvilde Mennesker, i Mellemafrika;
Menneskehandelens, Slavejagtens Land!




XIII.

 I det mrke Fastland.


I Aaret 1820 erklrede de forenede Stater i Amerika -- og fire Aar
efter England -- Slavehandel for en Forbrydelse, der dmtes lig med
Mord, og dem der gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og
idmtes Ddsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat, men
Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske Kolonier vilde
ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler for at modvirke
Slavehandelen. Der tilfrtes derfor stadig disse Provinser ny
Ladninger af sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske
Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til uvurderlig Nytte.

Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle Negerslaver i de
brittiske Kolonier -- ialt 670,000 -- og ti Aar efter fulgte
Frankrig Englands lysende Eksempel og gjorde 260,000 Slaver i sine
Kolonier til fri Mnd. I Nordamerika vandt Humaniteten frst Sejr
efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859, og det
afskyvkkende Kb og Salg af Mennesker ophrte endelig ogsaa der.

Men paa den Tid da disse Hndelser foregaar, i 1873, drives endnu
Karavaner af ulykkelige sorte fra det Indre af Afrika til den
portugisiske Koloni Angola, eller imod st til Mozambik.

En stor Del af disse Fanger dr undervejs, og dem, der overlever
Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske
og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og
franske Krydsere gr hvad de kan for at standse denne Trafik og
jager Transportskibene, men det er saa godt som ugrligt for dem at
holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.

Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprrende Forretning i
stor Stil paa vor Fortllings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger
som, efter de forfrdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til
Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange
dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under
for Sygdom, slet Nring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for
vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde
Sumpegne.

Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rdsel Dick gjorde sig den
Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes,
Menneskejagternes Land.

"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas
Vestkyst; en Landstrkning som dengang kun var lidet kendt undtagen
som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store
Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste
Dick, men heller ikke mere. Han havde lst nogle Beretninger af
Missionrer fra dette Rdslernes Land, og han kendte Livingstones
Beskrivelse af hans Rejse til den vre Zambese; hvori han fortller
om det store Slavemarked besgte og om de Rdselsgerninger, der blev
begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.

Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig
Dreng Anfrer for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille
Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den frste
den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haablse
Stilling vilde have bragt en strkere Natur end hans til
Fortvivlelse.

Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mdtes to Mnd ved
Foden af et kmpemssigt Banantr, der voksede ved en lille,
mumlende Bk, hvis Bredder var dkkede af hje Papyrusplanter.
Stedet var nppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads,
og de to Mnd var Harris og -- Negoro.

"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand,
lngere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.

"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at
faa ham frt saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans
Mistanke til mig i lys Lue."

"Satans ogsaa, med den Kngt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft
dem endnu et hundrede Mil lngere inde i Landet, saa -- --. Men de
skal ikke slippe fra os alligevel!"

"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke lnger, forstaar du. Jeg
kunde jo tydelig mrke paa min unge Ven, at han havde den
inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved frste
Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordje.
Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."

"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemvrende
med Fyren."

"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren.
"De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt
sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa
begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitrer og
Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham
med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter -- -- -- saa kunde
jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En sknne Dag maatte jeg bande
paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse -- den Dosis var
nsten for strk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den
gamle Slave var ved at besvime over nogle Lnker og afhuggede
Hnder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bgeret fuldt, og jeg
fandt det raadeligst at stte mig paa Hesten og gre mig usynlig."

"Det kan nok vre at det var det sikreste," mente Negoro.

"Det var det! Og det havde vret sikrere for dig om du havde holdt
dig i lidt lngere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at
stte srlig Pris paa dig, den snusede og den gede og havde
aabenbart Frten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den
Hund at gre?"

"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede
Negoro, irriteret af Amerikanerens Sprgsmaal.

"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret
din elskelige Natur, ser jeg. Men fortl mig nu, hvad du har taget
dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornjeligt,
pludselig og uventet at trffe dig her med et helt Selskab, som du
saa venligt overdrog mig at fre ind i dette saakaldte Bolivia.
Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport,
tilhrende vor flles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted
fra Cassange, har jeg jo ikke hrt Spor til eller om dig. Var der
ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du
ikke betnkelig nr ved at blive hngt?"

"Jo, jeg var ikke langt fra det."

"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trstede
Amerikaneren. "Mnd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at
d af Alderdom. Men var det nu en Englnder, der nappede jer?"

"Nej, en Portugiser."

"Fr du var blevet af med Ladningen?"

Negoro betnkte sig lidt fr han svarede.

"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Fr drev
de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa
njeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dmte mig
til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."

"Det var som Fanden!" udbrd Harris. "Saa var det da hundrede Gange
bedre at blive hngt."

"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg
havde vret en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at
fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland.
Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtnde og en
Kasse Konserves, og sknt det var et noget ubekvemt Kvarter,
foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for
at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret
til Politiet i den frste Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar
du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals
frelste jeg ogsaa."

"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.

"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og
optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar -- -- --."

Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.

"Hys!" hviskede han, "hrer du ikke noget -- -- -- der i Sivene?"

jeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bssen i Haanden,
og de saa forskende rundt om sig, spndt lyttende efter enhver Lyd.

"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets
Rislen, eller et eller andet Dyr -- --. Du er bare afvant med
Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig hre Resten af
Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."

"Naa -- ja, -- jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en
Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slbe som
en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte
Negoro.

"Stakkels Djvel!" indskd Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde
som en slle, rlig Daglejer."

"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' -- det Skib,
som jeg kom med, ved du -- og da Kaptajnen netop manglede en Kok,
meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo vret anden Styrmand om
Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt -- naar jeg selv
skal sige det."

"Ja, jeg har jo hrt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand;
men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"

"Nej, det gr Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et
selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa
kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."

"All right, lad os bare hre."

"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke
have vret med lngere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget
som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt
Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa
en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Sfolk om
Bord."

"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrd Harris.

"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa
fem strke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus
til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik
tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine
Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig
efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost
lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du,
i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfldighed; men et
Tilflde -- og et meget behageligt ovenikbet -- var det jo at jeg
traf dig her."

"Ja, det var jo rigtig fornjeligt at jeg kunde hjlpe dig at faa
disse brave Folk lidt nrmere til vor Station," svarede Harris. "Det
er saamnd gaaet udmrket lige til nu, men nu ved de imidlertid,
hvor de er, og hvad skal vi nu gre med dem?"

"Det skal du nok faa at vide; men fortl mig frst, hvordan det gaar
vor gamle Herre og Mester, Alvez?"

"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmrket," svarede Harris, "og
han bliver nok glad over at se dig igen."

"Er han paa Markedet i Bihe?"

"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars
Tid."

"Og hvordan gaar det med Forretningen?"

"Saa la la, det bliver mere og mere besvrligt her paa Kysten. Der
er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de
spanske Kolonier, men det kniber svrt at faa dem sejlet derover. De
portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske
Krydser-Fartjer paa den anden -- de generer Udfrslen og gr det
vel snart af med hele Forretningen her. Lngere Syd paa, nede ved
Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de
sorte. At fre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig
heller ikke gre; hverken Guvernrerne eller Underguvernrerne tr
tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tnker derfor paa at gaa i
den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa
tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gr han jo gode
Forretninger paa vre gypten og Mozambik, der forsyner hele
Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte
Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.

"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.

"Kan jo vre. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"

"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal slges, Bukkene --
-- --." Negoro endte ikke Stningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod
ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.

"Det er altsaa de sorte, som skal slges," bemrkede Harris. "Den
gamle Tom er ikke meget vrd, men de andre raske arbejdsvante Karle
vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt
du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"

"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede
Negoro skdeslst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"

"Lige her i Nrheden -- blot en halv Snes Mil borte trffer vi paa
en Slavetransport, under Anfrsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal
jeg selv stde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at
drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmnd nok at sende ud og
fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke
at vilde forsge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi
er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og d af Sult.
Derimod vil han nok se at finde Floden og saa flge dens Lb ud til
Havet. Det er hans eneste Udvej, -- men heldigvis frer hans Vej
ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi -- --
--."

Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede
en Gang havde opskrmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa ld en dump
Gen. En Hund sprang ud af Sivene.

"Dingo!" udbrd Harris.

"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bsse, kastede
den til Kinden og gav Ild i det jeblik, Dyret var i Spring imod
ham. Et Smrtenshyl ld, og Hunden sank om i Sivene.

De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.




XIV.

 Afsted igen.


Afrika! Afrika! genld det atter og atter i Dicks Tanker Natten
efter den frygtelige Opdagelse af Harris Forrderi.

Lidt efter lidt fandt han i de svnlse Timers triste Overvejelser
Traaden i det lumske Anslag, som de alle var blevet Ofre for. Han
forstod, at Negoro og Harris havde arbejdet sammen, imod et flles
Maal, Negoro for at tage en personlig Hvn over ham, Dick, Harris
for at slge Negrene som Slaver. Men Fru Weldon, Ftter Benedict og
lille Jack -- hvad var Uslingernes Plan med dem?

Saa stod de altsaa nu -- istedet for at vre nr Hjemmet og dets
kre -- midt i Afrikas farligste Egn, omgivet af Rdsler, hundrede
Gange vrre end alt det, de allerede havde gennemgaaet. Men Dick lod
ikke sin Tanke lnge dvle ved de nuvrende fortvivlede Forhold;
hans ukuelige Ungdomsmod, hans Flelse af Ansvar overfor dem, som
havde betroet deres Skbne i hans Hnder, sejrede snart over den
jeblikkelige Modlshed. De maatte frelses, og det kunde kun ske ved
at man uopholdelig brd op fra dette Lejrsted, for at unddrage sig
et muligt Angreb af Harris og hans Folk. Man maatte da sge at finde
den Flod, som havde sit Udlb der hvor de var strandede, og flge
den tilbage i Haab om, at trffe paa en eller anden portugisisk
Handelsplads eller Plantage. Om ikke fr, saa mente han sikkert at
han, naar de var kommet tilbage til Kysten, ved at drage imod Syd
vilde kunne naa en lille Udskibningshavn.

Saaledes var Dicks simple og fornuftige Plan, som han tidlig den
nste Morgen meddelte Fru Weldon. Han fortav dog for hende, som for
alle de andre med Undtagelse af hans Medvider i den foregaaende
Aftens Opdagelse, Tom, at man ikke var i Bolivia. Han kunde ikke,
turde ikke se sin Velgrerindes Fortvivlelse, naar hun erfarede den
hele frygtelige Sandhed. Han fortalte derfor kun ganske kort, at han
havde opdaget, at Harris havde vret en Forrder, der sandsynligvis
i Forbindelse med Negoro havde frt dem ind i den vejlse Skov for
der at overlade dem til deres Skbne -- uhyggelig som den let kunde
vre blevet, hvis han havde faaet frt dem lngere bort fra Kysten.

Ved en Undersgelse af den nrmeste Del af Skoven fandt Dick en
lille Bk med rdligt, jrnholdigt Vand, som sikkert maatte falde
ud i den Flod, de sgte. Han bestemte sig da til at flge dens Lb,
og efter nje at have undersgt Vaabnene og pakket Resten af
Fdevarerne sammen, begav man sig straks afsted.

"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kmpe, Herkules, "naar jeg ikke
har noget at bre paa bliver jeg trt."

Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i
Spidsen for den lille haardt prvede Trop.

Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!"

"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og oplftede sin vldige Rst:
"Dingo, Dingo!"

Man lyttede spndt, men ingen Gen naaede deres ren.

"Dingo, Dingo."

Kun Tavshed til Svar.

"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.

"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilfjede han, "og maaske
ligger den dd et eller andet Sted med en Kugle i Livet."

"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og flger det indtil den
naar os," bemrkede Herkules.

"I al Fald tr vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen,
"vi maa afsted."

Vandringen besvrliggjordes en Del af den frodige Plantevkst,
srlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med
ksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med
stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget
Besvr. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag.
Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo
havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt
Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbjet med sin svage lille Sn
paa sit Skd; for frste Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe
Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trngsler.

"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trngte Dick ind paa hende.
"Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Krfterne svigter Dem. Jack
bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal fre os
tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart
godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige
Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."

Man fulgte stadig Bkkens Lb, der ud paa Eftermiddagen frte de
udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette,
bevokset med Bambusrr, saa hjt at selv ikke Herkules kunde se over
dem, og i Bunden dkket med et bldt Mostppe. Dick Sand kom med
ngstelse til at tnke paa, at han i Livingstones Bog havde lst, at
den uforfrdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse
forrderiske Sumpe.

"Vr endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prv frst
Bunden inden I trder til."

Tom undrede sig over, at Grunden kunde vre saa fugtig, da det dog
ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at
dmme, lader den nppe vente lnge paa sig, det ser ud til, at vi
skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.

"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over
disse Sumpe, fr det gaar ls. Herkules tager nok igen Jack paa
Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nrheden af Fru Weldon for
at hjlpe hende, hvis det gres ndig, og De, Hr. Benedict -- -- De
maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der -- hvad gaar der dog
af Dem?"

"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjger. Og virkelig
forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var
spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddr gav efter og lod
ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrkning fik man
ham halet op igen, men et bedrveligt Syn frembd han, bedkket med
seigt, stinkende Dynd.

Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu
kunde man mrke, at Jorden var mttet med Fugtighed, hvad der kunde
tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjrne Lyn begyndte nu at
flnge de mrke Stormskyer, og Tordenen hrtes som en dmpet
Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifrd med at
bryde ls; de Uvejr, som opriver Kmpetrer, hvis Lyn antnder
Pampaerne, og hvis Regn oversvmmer hele Landstrkninger. Paa
Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man sge Ly?
Imod Nord aftegnede nogle lave Hje sig imod Himlens underste lysere
Stribe, dem maatte man sge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod
Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at vre i Sikkerhed for
Oversvmmelsen paa Hjdernes Toppe.

"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi
ovenpaa -- bogstavelig talt."

Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere
og dkkede snart hele Himlen med sit sorte Tppe. Det blev snart
blgmrkt sknt Klokken kun var omtrent seks. Rde og blaa Lyn skar
sine Striber paa kryds og tvrs igennem Mrket, som et lysende
Ildvv under Himlens mrke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare
for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne
trlse Slette kunde tiltrkke de elektriske Udladninger. Man
travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var
muligt. Endnu var Regnen ikke brudt ls i hele sin Vlde, og
allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Hje, som var
det forelbige Maal.

"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrd Dick forbavset,
da han stod foran de formodede Jordhje, "det er jo Huler eller
Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."

"Det er Insekter," erklrede pludselig Ftter Benedict kort og
fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne
Bemrkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjrtelig Latter
hos alle de trtte og halvvaade Vandrere. Men Ftter Benedict vendte
sig yderst fortrnet imod dem og snrrede:

"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters
Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opfrt
disse Huse, tolv Fod hje i det mindste, og vidunderligt godt
konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"

"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter
dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os,"
bemrkede Herkules trt.

"De gr det af med os!" protesterede Benedict.

"Det faar at vre," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."

"Men stop dog lidt," udbrd Insektforskeren eftertnksomt, "hvis jeg
ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, --
de hrer hjemme i Afrika."

"Aah, snik snak, Ftter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa
ham, bange for at Fru Weldon skulde lgge Mrke til hans Bemrkning;
og hjere tilfjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os,
inden vi bliver helt gennembldte."

Nederst i de kegleformige Huler, der var opfrte af en Slags rdligt
Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin
kse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man
var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmssige
Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit
sig.

Man var i Trrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke
og flittige Dyr, som havde opfrt den solide og rummelige Hytte, og
da Ftter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Vrk sagde, at
Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter
i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg -- det hjeste i
Himalayakden -- saa gav man ham gladelig Ret.

Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at
undersge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tndt og
ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod
hj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de
vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne -- de forskellige
Lejligheder -- var godt en Fod tykke.

Tusinder af Insekter virker rastlst med til en saadan Tues
Opfrelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udfrt, at end ikke de
frygtelige og vedholdende Regnstrmme, som falder i Mellemafrika,
formaar at opblde den rde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste
Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre,
ganske som en frste Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu
mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i
Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der
sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at
dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge trt.

Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick,
der havde lst om disse Afrikas Syndfloder, flte sig alt andet end
vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrkninger oversvmmes,
at Bkke bliver til Floder og Floder til rivende Strmme, der
raserer nrliggende Flkker og bortskyller Trer og Huse. Og
saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i
saa Fald vre sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og
vilde Vandet ikke stige endnu hjere end Hytten?

Men hans Kammerater syntes ikke at vre besvrede af saa alvorlige
ngstelser, de snakkede nok saa fornjet, og srlig Ftter Benedict
var aabenbart i sit Es, lykkelig over at vre den frste, der
konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt
og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store
Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de rde Myrer, og Tschunguerne,
de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte
han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var
saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham
forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man
erfarer, at n eneste Hun kan lgge indtil 60,000 g om Dagen.

Langt om lnge blev den begejstrede Mand dog svnig ved at hre paa
sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa
Dagens Anstrngelser.

Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den
nrmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Lngden skulde
kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da flte
han pludselig en bld Haands lette Berring, og en Stemme, mild og
bevget, hviskede i hans re:

"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud
og ikke tabe Modet."




XV.

 I Dykkerklokken.


Ganske tidlig den nste Morgen vkkedes de Rejsende paa en ret
ubehagelig Maade ved at de pludselig flte sig drivvaade. Det var
Vandet som gennem Aabningen var trngt ind i Termithytten. I en Fart
var man paa Benene, og alle med Undtagelse af Dick og Tom klatrede
op i frste Etage, hvor man havde det trt -- saa lnge det varede.
Lygten blev tndt og viste at Vandet inde i Keglen steg og steg, og
snart stod over fire Fod hjt.

"Det maa vre et Vandlb, der ved Regnskyllet er svulmet op, og som
nu strmmer over Sletten," sagde Tom.

"Jeg havde snart sagt, Gudskelov," svarede Dick, "det beviser da i
al Fald, at der er strre Vandlb som kan fre os ud til Havet igen.
Og nu stiger Vandet aabenbart ikke mere."

"Ja, men det er dog en gal Historie, at Vandet staar hjere end
Indgangen, og derved stopper Tilfrslen af Luft," spurgte Fru
Weldon.

"Saa maa vi vel slaa en ny Aabning hjere oppe," foreslog Tom.

"Det kommer vi vel til, Tom," svarede Dick, "men der er den Ting at
tage i Betragtning, at Vandet maaske staar hjere udenfor end her
inde. Ved at trnge ind i den nederste Del af Hulen, har Vandet jo
sammentrngt Luften herinde i Keglens verste Del, og denne Luft
forhindrer, at Vandet kan stige hjere. Borer vi nu et Hul hjere
oppe, slipper den sammenpressede Luft ud derigennem, og Vandet
stiger lige saa hjt herinde, som det staar udenfor -- forstaar De?
Vi befinder os altsaa ligesom i en Dykkerklokke."

Denne Sammenligning var ganske trffende, men i en Dykkerklokke
fornyes Luften stadig ved Hjlp af en Pumpe, hvorimod Hyttens
Beboere snart vilde faa de Ubehageligheder at fle, som flger med
et lngere Ophold i en komprimeret Luft, hvis Ilt efterhaanden
bliver opbrugt. Desuden var Rummet ved Vandets Indtrngen allerede
blevet formindsket med en Tredjedel, og det blev derfor paatrngende
ndvendigt at faa en Aabning ud til den friske Luft.

"Hvis man blot havde Sikkerhed for, at Vandet udenfor ikke allerede
stod hjere end hele Termitboligen," sagde Dick, "saa kunde man jo
slaa Hul i Hyttens Top."

"Vil De have at jeg skal kravle udenfor og se hvordan det staar til
der?" spurgte Bat.

"Ja, det var udmrket, hvis De vilde," svarede Dick. "Hvis Toppen af
vort Hus endnu staar over Vandet, saa bank strkt paa den med ksen!
hvis den er helt oversvmmet, saa maa vi andre se at slippe ud bag
efter Dem."

Bat dykkede ned i Retning af den nedre Aabning. Der forlb nogle
Sekunder, saa viste han sig igen.

"Hullet er tilstoppet med Grus og Jord," sagde Bat forpustet; "jeg
flte mig for med Haanden, men der var intet Hul mere."

De var altsaa hermetisk indelukkede i denne Dykkerklokke.

Dick Sand rystede betnkeligt paa Hovedet.

Vandet begyndte nu atter at stige, og med Undtagelse af Fru Weldon
med Jack, Ftter Benedict og Nan, der havde sgt Tilflugt i det
lille Rum verst oppe, stod alle i Vand til midt paa Livet. Der var
altsaa ingen Tid at spilde; noget maatte der gres.

Bore Hul i Toppen turde Dick ikke; hvis Vandet udenfor stod over
Keglen, vilde det i et Nu strmme ind, og dette betd den visse Dd
for dem alle. Men hvis man paa den anden Side ventede ret meget
lngere, udsatte man sig for at omkomme paa en anden og endnu
frygteligere Maade, Dden ved Kvlning.

"Vi maa begynde med at bore et Hul i Muren, et Par Fod hjere oppe
end Vandet naar herinde. Hvis der kommer frisk Luft ind derigennem,
kan vi roligt hugge Hul i Toppen, hvis ikke, maa vi hurtigt
tilstoppe Hullet og prve hjere oppe."

Dicks Ordre blev hurtigt udfrt, Herkules borede en Ladestok med
Skruegnger i Spidsen igennem Leret, og snart hrte man en sugende
Lyd. Da Herkules trak Stokken ud af Hullet strmmede Luften ud og i
det samme steg Vandet i Hytten lige op til Hullet, og dette beviste,
at man havde boret for lavt. En Klat Ler blev straks stoppet i
Hullet, og Dick kommanderede koldblodigt: "Prv igen, en Fod
hjere."

Eksperimentet blev gentaget under angstfuld Spnding, da man midt
under den almindelige Tavshed hrte Ftter Benedicts Stemme:

"Nu har jeg det! Det er storartet!"

Herkules standsede sin Boring og Dick vendte Lygten imod Ftter
Benedicts Ansigt. "Hvad er det dog?" spurgte han spndt.

"Nu ved jeg hvorfor Termitterne har forladt deres Boliger. De
geniale Dyr har forudset -- -- ha ha -- -- de kunde mrke paa sig
selv -- at Oversvmmelsen var i Anmarch. Sikken et Instinkt -- -- de
Satans Termitter! -- -- de har en fin Nse -- --."

rgerlig vendte Dick sig bort fra den stadig lige uanfgtede
Insektsamler, og Herkules fuldfrte sin Boring.

Den samme hvislende Lyd -- -- Vandet steg endnu en Fod.

Situationen var forfrdelig. Alle var nr ved at kvles i det snvre
Rums fordrvede Luft, og Lyset brndte kun mat og rdligt. Vandet
naaede nu nsten helt op til den verste Etage.

Nu var der intet andet tilbage, man maatte forsge at bore Hul i
Keglens Top. Men det var den visse, jeblikkelige Dd hvis ogsaa
dette Forsg mislykkedes. Vandets Tryk udefra vilde i et Nu fylde
hele Hulen.

"Skal jeg forsge det, Fru Weldon?" spurgte Dick alvorlig.

"Gr det, Dick; der er jo ingen anden Udvej!"

I dette jeblik slukkedes Lygten, man befandt sig i fuldstndigt
Mrke.

Dick Sand svang sig op paa Skuldrene af Herkules, der nu kun lige
havde Hovedet over Vandet. En slsom Blanding af Haab og Frygt
gennemsitrede den modige Dreng, idet han hvede sin Haand for at
danne den Aabning, som skulde fre ud til Luften og Livet -- eller
til Vandstrmmen og Dden.

Man ventede i aandels Spnding. Pludselig ld en skarp, hj Piben.
Vandet steg -- -- en Fod -- -- saa standsede det. Den sammenpressede
Luft slap ud og en Straale af Dagslys trngte ind igennem Hullet.
Vandet udenfor naaede altsaa ikke op til Keglens Top. -- De var
frelst.

Der steg som et Befrielsens Suk fra de stakkels, haardt prvede
Menneskers Bryst.

Nu svang Dick ksen imod Toppen og snart var Hullet saa stort, at
han kunde krybe ud igennem det, op paa Keglens verste Kant for
derfra at overskue Landskabet.

Et Rdselsskrig undslap ham.

Den hvislende Lyd af Pileskud naaede hans re og en Pil strejfede
hans hjre Arm.

Ikke hundrede Skridt borte fik han je paa en Lejr, og kun tyve Alen
fra Termithulen, paa den oversvmmede Slette, saa han flere lange
Baade fuldt bemandede med Indfdte. Det var den forreste af disse
Baade der havde modtaget Dick med en Regn af Pile, saa saare han
viste sig ovenpaa Keglen.

I et Nu var Dick atter nede i Hulen og satte de andre ind i hvad der
var hndt. Han greb et Gevr, og fulgt af Herkules, Akton og Bat
krb han atter op af Aabningen i Keglens Top, og alle tre gav Ild
imod Angriberne i den nrmeste Baad. Tre af de Indfdte faldt, men
straks efter blev der fra Baaden affyret Bsseskud tilbage, og med
et Angrebshyl roede den nste Kano frem.

Al Modstand var forgves, Termitboligen omringedes af op imod et
hundrede Indfdte, der i et jeblik havde hugget Keglens Sider
ind. Der blev ikke levnet de rejsende Tid til at veksle et Ord eller
et Haandtryk. Hver af dem slbtes bort af to Indfdte, og som efter
en forud givet Ordre delte man Fangerne i to Partier. I den frste
Baad anbragtes Fru Weldon, lille Jack og Ftter Benedict, og Dick
saa den forsvinde i Retning af Lejren. Han selv, Negrene og gamle
Nan blev kastet i den nste Baad, der roedes i en anden Retning.
Tyve af Angriberne fulgte med for at passe paa Fangerne, og bagefter
fulgte fem andre bemandede Kanoer.

[Illustration: -- flere lange Baade bemandede med Indfdte.]

Faa Minutter efter var Lejren naaet. I samme nu som Baaden stdte
imod det Plateau, hvorpaa Teltene var rejst, satte Herkules i Land
med et vldigt Spring. To Indfdte lb efter ham, men Kmpen
svingede sin Bsse og knuste med Kolben den enes Hjrneskal. Den
anden sendte han med et kraftigt Spark ud i Vandet, og saa satte han
afsted, fulgt af en Kugle og Pileregn, og et Hyl af Raseri fra de
Indfdte, der saa ham forsvinde i Skoven.

Men de andre sorte og Dick Sand blev kastet til Jorden og lnkede
som Slaver.

Det var den af Harris omtalte Karavane som havde slaaet Lejr paa et
Plateau, der hvede sig op over den ellers oversvmmede Slette. Den
store Transport af afrikanske Negre, som af Slavehandleren Alvez'
Agenter var blevet bortslbt fra deres Landsbyer, befandt sig nu paa
Vej til Markedet i Kazonnde. Derfra skulde Slaverne saa senere
sendes, alt eftersom Eftersprgslen var, enten til vregypten eller
Zanzibar.

Dicks Kammerater blev behandlet ganske som de andre Fanger. To og to
blev de lnkede sammen, den ene bag den anden, til en seks Fod lang
Stang, spaltet i hver Ende og fastgjort om Halsen paa dem med en
Jrnbjle. Armene havde de fri for at de kunde bre Byrder, men om
Livet fik de en tung Jrnlnke. Saaledes, ude af Stand til at bevge
sig til hjre eller venstre, belsset, og pint af Bjler og Lnker
skulde de nu gaa hundreder af trlsomme Mile, drevet frem af
Opsynsmndenes Piskeslag. Hvor misundelsesvrdig var ikke Herkules
-- selv om han havde Sult, vilde Dyr og alle det mrke Fastlands
andre Rdsler at kmpe imod --, hans Lod var dog tifold bedre end
hans Kammeraters.

Dick Sand blev ikke lnket sammen med nogen af de sorte Slaver, saa
megen Respekt for "den hvide Mand" havde Bandens Anfrere, at de
ligefrem ikke kunde behandle ham paa samme Vis som "de kulrte". Han
blev afvbnet og en Slavedriver holdt srlig je med ham. Forgves
spejdede han efter sine Fjender, Harris og Negoro, hvert jeblik
ventede han, at de skulde vise sig for at nyde deres Hvn -- men
nej, de kom ikke tilsyne. Maaske var de i den anden Del af Lejren og
holdt je med Fru Weldon, lille Jack og Ftter Benedict. Hvad vilde
de mon gre ved disse deres andre Ofre?

Lejrene talte ikke frre end otte hundrede Mennesker, fem hundrede
Slaver af begge Kn, to hundrede indfdte Soldater, og Resten var
Slavefogeder og disses Overordnede, Agenter og Anfrere.

Disse Slavedrivere og Agenter er som oftest af arabisk og
portugisisk Oprindelse, Udskudet af disse Nationers laveste Lag. Det
er nppe til at beskrive, hvor umenneskeligt de behandler deres
Fanger. De pisker dem uophrligt, og naar de elendige Stakler synker
sammen af Sygdom og Trthed eller paa anden Maade bliver til Besvr
for Karavanen og uslgelige paa Markedet, bliver de ubarmhjrtigt
hugget ned eller skudt. Ved denne Dyriskhed sger de at indjage
Fangerne en saadan Frygt, at disse ikke skal vove at gre Oprr; men
Flgen af denne Fremgangsmaade er tillige at ofte Halvdelen af
Transportens Slaver omkommer undervejs, og deres Skeletter betegner
den uhyggelige Karavanes Vej fra det indre til Kysten.

Dick var som lammet af den rdselsfulde Ulykke der var hndet hans
Venner og ham. Kun en eneste Tanke gentog sig med idiotiserende
Uafvendelighed i hans Hjrne: Hvorfor har jeg dog ikke skudt begge
de to Uslinger? -- -- jeg har dog kunnet gre det -- men gjorde det
ikke. Hvorfor har jeg dog ikke skudt dem?




XVI.

 Under Aaget.


Den samme Morgen Klokken 9 ld der Trommehvirvler og de
gennemtrngende Toner af Covdov Hornene, Signalet til Opbrud. I en
Fart kom alle Mand paa Benene. Fangerne blev atter belssede med
deres Byrder, hovedsageligt Elefanttnder, og delt i forskellige
Kolonner under Anfrsel af en Opsynsmand og et Par Soldater. Saa
satte Toget sig i Bevgelse.

Dicks Kammerater var blevet anbragt forrest i Toget, medens han selv
blev holdt tilbage til sidst. Bat var blevet sat i Gaffel sammen med
sin gamle Fader, og Acton og Austin var lnkede sammen, men da de
ikke kunde dreje Hovedet og ikke veksle et Ord havde de ikke meget
Glde af at vre hinanden saa nr. Opsynsmandens Pisk naaede dem
lige saa godt som alle de andre Slaver, og srlig gik hans
Brutalitet ud over gamle Tom, der tynget af Aaget og Lnkerne
vanskeligt kunde holde Skridt med de andre. Nan havde sammen med en
Del andre Kvinder faaet Plads midt i Toget, lnket til en ung Moder
med to Brn, hvoraf det ene var ganske spdt og det andet tre Aar
gammelt. Nan forbarmede sig over denne stakkels, lille Praas, der
daarligt kunde humpe med, og tog Drengen paa Armen.

Karavanen drog lige imod st. Marchen begyndte hver Morgen ved
Solopgang, og blev kun afbrudt af en Times Middagshvil. Fden bestod
af Maniok i sparsomme Rationer, Kartofler og -- naar der var
Lejlighed til at plyndre en Landsby ved Vejen -- lidt Faarekd.

De 250 Mil fra Coanza Floden til Kazonnde blev tilbagelagt i, hvad
Frerne kaldte femogtyve "Marscher"; hver Marsch var en Dags
Vandring, ti Mil.

Den triste Tur kan ikke beskrives bedre eller mere anskueligt end
ved de Notitser, som Dick kradsede op undervejs.

25. April. Saa en Landsby, hegnet med Palisader af Bambusrr,
otte-ni Fod hje. Marker beplantede med Majs og Bnner. To Indfdte
blev fangede, femten drbt, Resten flygtede.

26. Passeret en strid Strm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af
Trstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled ls og to
Kvinder, lnkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig
Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Frgen.

28. Strk Regn, opbldt Jord. Besvrlig Marsch. Fik je paa stakkels
Nan. Hun haltede og saa frygtelig medtaget ud. Natteleje under et
stort Baobabtr med hvide Blomster og fint lysegrnt Lv. Lver og
Leoparder brler hele Natten. En af Soldaterne skd en Panter.
Hvordan mon det gaar Herkules? ...

30. April. Ende paa Regntiden. stenvind. Fem Fanger styrtede af
Sumpfeber. De vilde Dyr, der flger os i Hlene, gr en rig Hst
hver Aften i denne Tid. De stakkels Ofre der segner, og kender den
Skbne der venter dem!

2. Maj. Stadig intet erfaret om Fru Weldon. Mon hun er med en anden
Transport foran eller bag efter os? Vi vadede i Dag i Vand til midt
paa Livet og Tusinder af Igler suger sig fast til den ngne Hud.
Intet Sted kan man slaa Lejr paa denne oversvmmede Slette. Maa
marschere i Mrke hele Natten. Hvilken rdselsfuld Nat. Man hrer
forfrdelige Skrig, og Soldaterne hugger Grene af harpiksholdige
Trer og tnder dem som Fakler. Det er Krokodiller, som i Mrket har
sneget sig ind til Karavanen og revet flere Kvinder og Brn til sig.
En Slave ved Siden af mig blev grebet af et af disse modbydelige
Dyr. Hvor fortvivlet han skreg! Hvilken satanisk Nat.

[Illustration: I Krokodillernes Gab.]

10. Maj. Passeret to brndende Landsbyer. Nogle Fanger forsgte at
flygte, men blev atter indfangede og straffede paa den mest
barbariske Maade.

Trods min Trthed og Udmattelse kunde jeg ikke sove. Det forekom mig
at noget bevgede sig i det hje Grs ikke langt fra hvor jeg laa.

Jeg lyttede spndt. Skulde det vre et vildt Dyr, som vovede sig
lige ind til Lejren. I saa Fald er jeg fortabt, ubevbnet og
hjlpels, som jeg er. Natten var blgmrk. Grsset skiltes ad; lige
foran mig saa jeg to blanke jne rettet imod mig. Jeg vilde raabe om
Hjlp. Dyret springer imod mig -- --.

Skrkken lammer mig -- --.

Dingo! Er det muligt?

Ja, det er virkelig Dingo, som slikker min Haand, logrer og viser
alle Tegn paa Glde ved Gensynet. Hvorledes har dog det kloge, kre
Dyr kunnet finde mig? Min eneste, trofaste Ven! Negoro har altsaa
dog ikke faaet taget Livet af ham. Jeg klapper og krtegner den --
-- og ved Berringen finder min Haand et Stump tyndt Rr, som er
bundet til Hundens Halsbaand. Kan det vre et Bud til mig? -- -- Jeg
ryster paa Haanden medens jeg knkker Rret. Der ligger en Stump
Papir inden i.

Men i det haablse Mrke kan jeg ikke se at lse, hvad der muligvis
staar paa Sedlen. Jeg maa vente paa Morgenen. Dingo synes nu, da den
har udfrt sit rinde, at blive utaalmodig efter at komme afsted
igen.

Den slikker min Haand og forsvinder i lange Spring ind i det hje
Grs.

Ved Dagens frste Skr lste jeg Brevet:

  Fru W. og Jack er frt bort i en Kitanda, fulgt af Harris og
  Negoro. B. er ogsaa med. Jeg kan ikke stte mig i Forbindelse med
  dem. Dingo fandt mig i Skoven; den var saaret af en Kugle, men
  kom sig hurtigt. Kre Hr. Dick, tab ikke Modet. Maaske kan jeg
  hjlpe.

                                                        Herkules.

11. Maj. Gudskelov at Fru Weldon og Jack er i Live, og at de bliver
baaret i Hngekje, det er dog en nogenlunde bekvem Maade at komme
frem paa. Men hvad kan dog de to Slyngler, Harris og Negoro, have i
Sinde med dem og mig?

24. Maj. Der mangler Levnedsmidler og Slavernes Ration mindskes
yderligere. Dette til alt det andet! Idag blev tyve Fanger, som ikke
kunde slbe sig afsted lnger, huggede ned af Opsynsmndene.
Stakkels gamle Nan var imellem dem, der drbtes i dette forfrdelige
Slagteri. Det var den frste af "Pilgrims" Rejsende, der gik til den
evige Hvile -- --. Hvordan mon det gaar med de andre?

Den 26. Maj naaede Karavanen Kazonnde.

Halvdelen af de Fanger, som var blevet afsendt fra det indre, laa
dde paa Vejen og Resten var i en elendig Forfatning. Men dette
Forhold var ingenlunde usdvanligt, og da Eftersprgslen efter
Slaver var livlig og Priserne stigende, gjorde Slavehandleren
sikkert alligevel glimrende Forretninger.

Kazonnde ligger tre hundrede Mil fra Coanzaflodens Munding, og er
den vigtigste Markedsplads i den Provins. Paa en stor aaben Plads
"Tchitokaen" bliver Slaverne udstillede og solgte. Som alle strre
Byer i Central-Afrika er ogsaa denne delt i to skarpt adskildte
Dele; den ene beboes af Araberne, Portugiserne og de indfdte
Kbmnd, i den anden Del har Neger-Kongen opslaaet sin Residens.
Denne sorte Potentat er en vild og fordrukken Kavaler, der lever af
hvad han kan presse ud af de Indfdte, og af Bestikkelser fra
Slavehandlerne. "Residensen" bestod af en Samling smudsige Hytter,
spredt over et Areal af en Kvartmil og omgivet af et Hegn af
buskadsagtige Figentrer. Kongen var en fed, afskyelig Neger ved
Navn Moini. Hans Magt og Anseelse var ikke just overvldende, hans
hele Militrstyrke var knap firetusinde Soldater, og han var ganske
og aldeles i Lommen paa Slavehandlerne, og srligt da den gamle,
hovedrige Alvez.

Det var ved Middagstid, at Karavanen holdt sit Indtog i Byen. Under
Trommehvirvler og skrattende Hornsignaler blev Slave-Driften frt
til Barakkerne i Alvez' Kvarter. Karavanens Soldater affyrede deres
Gevrer i Luften, og deres Kammerater i Slavehandlerens Residens
besvarede deres Hilsen. Alle disse Banditter var glade ved at genses
efter fire Maaneders Fravrelse; nu kunde de hvile ud og solde
sammen, og tage Revanche for Turens Strabadser.

I Barakkerne var der i Forvejen en tolv-fjorten hundrede Slaver,
som om kort Tid skulde slges paa Markedet; saa der var jo ikke
megen Plads i disse svinske Stalde til de nyankomne. Disse blev nu
befriet for Gaflerne, men Lnkerne maatte de beholde.

Hvilken Befrielse var det ikke for gamle Tom, hans Sn og dennes
Venner, Acton og Austin, at faa de tunge Halsbjler fjrnet og
efter fem Ugers Adskillelse atter at kunne trykke hinandens Hnder
og tale sammen. Kraftige og arbejdsvante som de var, havde de unge
Negre bedre end de fleste af deres Lidelsesfller kunnet udholde
Rejsens Strabadser, men gamle Tom var saa medtaget, at han nppe
vilde have lang Tid tilbage at leve. De var alle fire blevet
indelukket i en snver Baas, hvor der blev udleveret dem en sparsom
Ration Fdevarer. Dick Sand derimod blev holdt tilbage paa Torvet
under en Slavefogeds Opsyn. Han lngtes inderligt efter at kunne
undersge alle Hytterne, for at sge efter Fru Weldon, lille Jack og
Ftter Benedict, der efter hvad Herkules havde meddelt ham, skulde
vre frt hertil.

Og hvor var Harris og Negoro? Hvorfor viste de sig fremdeles ikke?
Lngtes den falske Kok da ikke efter at haane og triumfere over sin
forhenvrende Kaptajn? Han kom pludselig til at tnke paa, hvor
dumt det havde vret af ham, at han ikke dengang, da Dingo bragte
ham Bud fra Herkules, sendte den tro Neger et Brev tilbage med
Hunden. Nu vidste Herkules jo ikke engang, om Brevet var naaet i de
rette Hnder, og om han var ilive endnu. Det var naturligvis Grunden
til, at Dingo ikke senere var blevet sendt til ham.

Dick var fortvivlet, alt Haab syntes slukt for ham. I dette
jeblik rev en frygtelig Hylen og Raaben ham ud af hans triste
Betragtninger. Trompetfanfarer og Trommehvirvler bebudede den store
Slavehandler, "Slavekongens" Ankomst.

"Alvez! -- Alvez!" ld det fra alle Kanter af Pladsen.

En _Kitanda_ -- en tohjulet Vogn omgivet af en Kaleche af falmede,
kulrte Gardiner -- nrmede sig Pladsen. En fed, gammel, rdjet
Neger steg ud af den, hilst med stjende Hyldest af Flget. Det var
den store "Handelsmand", Jos Antonio Alvez.

Ved Siden af ham saa man en snavset, halvgammel Fyr, med et gult
Ansigt, mrket af alle mulige Laster og Udsvvelser, og ikldt en
laset Bomuldsskjorte og en forreven Straahat. Det var Alvez'
Fortrolige og onde Aand, Counbra.

Til stor Skuffelse for Dick saa han hverken Harris eller Negoro i
Alvez' Flge.

Freren for den lige ankomne Karavane, Araberen Ibu Hamis hilste nu
paa sin hje Chef og aflagde Beretning om Transporten. Samtalen
frtes imidlertid i et forfrdeligt Blandingssprog, som Dick ikke
forstod et Ord af. Imidlertid hrte han, at Harris Navn blev
nvnet, og derefter blev en Slavefoged sendt hen til den Barak, hvor
Tom og hans Fller var blevet indelukket.

De fire sorte Amerikanere blev frt frem for Alvez. Den gamle
Kltring lod sit Blik takserende hvile paa de tre unges kraftige
Legemer.

Nu traadte Tom frem og sagde med hj Stemme:

"Vi er fri Mnd, fri Borgere fra de forenede Stater."

"Ja vel, ja vel," fnisede den gamle Slavehandler, "fri Mnd i
Lnker; velkommen -- --!"

"Velkommen," grinede Counbra, som et Ekko af den gamle, og
traadte nrmere. Han beflte Austins Bryst og Arme, og vilde
ogsaa til at kigge ham paa Tnderne, som man gr ved en Hest. Men
et velrettet Nveslag lige i Ansigtet sendte i det samme den
ivrige Menneskepranger baglnds ti Skridt tilbage.

Nogle Soldater styrtede hen imod Austin, men Alvez kaldte dem
tilbage. Han var endogsaa ondskabsfuld nok til at le himmelhjt over
sin Ven Counbras' lille Uheld. Han vinkede nu ad Dick Sand, som han
betragtede med et bredt Smil. Han vidste aabenbart Besked angaaende
den unge Kaptajn.

"Naa, lille Yankee, r di dr!" sagde han paa daarligt Engelsk.

"Ja, jeg mrker at De ved hvem jeg er. Hvad vil De gre med mine
Kammerater og mig?" spurgte Dick.

"Yankee, lille Yankee!" drvede Alvez, som enten ikke forstod, eller
ikke vilde forstaa Dicks Sprgsmaal. Derpaa vendte han sig til Ibn
Hamis og talte ivrigt med ham om et eller andet, der aabenbart angik
Dick og hans Ledsagere.

Dick benyttede jeblikket til, uden at se henimod de sorte, at mumle
til dem: "Venner! Jeg har hrt fra Herkules. Han har fulgt efter
Karavanen. Harris og Negoro har frt Fru Weldon med sig, blot ved
jeg ikke hvorhen. Tab ikke Modet, maaske -- -- --."

En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt ironisk-venlig
Stemme ld i hans re:

"Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det glder mig at se Dem
igen."

Dick foer sammen. Det var Harris.

"Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tt hen til den falske
Vejviser.

"Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med kunstlet
Medflelse.

"Hvad siger De! Er hun dd?" stnnede Dick forfrdet. "Og hendes
Barn, lille Jack?"

"Ok ja, den slle Unge, som holdt saa meget af mig -- -- --,"
svarede Harris med et ondskabsfuldt Smil.

Dde, pint til dde af denne Bddel. Dick grebes af en uimodstaaelig
Harme, et opblussende Raseri, en Trang til Hvn, som han ikke kunde
beherske.

Han sprang ind paa Harris, rev Dolken op af hans Blte og stdte den
dybt i hans Bryst.

-- En Ed, en Forbandelse -- -- og Amerikaneren vaklede og faldt dd
til Jorden.




XVII.

 En Markedsdag.


Saa hurtig og uventet havde Dicks Std vret, at Ofret ikke havde
kunnet afparere det, saalidt som nogen af de omstaaende havde kunnet
lgge sig imellem. Nu kastede nogle Indfdte sig over ham og vilde
utvivlsomt have hugget ham ned paa Stedet, dersom ikke en myndig
Stemme havde kaldt dem tilbage.

Det var Negoro.

Paa et Tegn af Portugiseren bar Soldaterne Harris' Lig bort. Alvez
og Coimbra forlangte hjrstet og bestemt, at Negoro straks skulde
lade Dick blive klynget op, men Portugiseren havde aabenbart andre
Planer desangaaende, og efter megen Diskuteren med sine Foresatte
fik han dem til at gaa ind paa hans Forslag.

Alt imens stod Dick roligt og saa uanfgtet, som om hans egen Skbne
var ham komplet ligegyldig, og betragtede Negoro, Kokken fra
"Pilgrim", det Umenneske, som var Ophavsmanden til alle de Ulykker,
der var tilstdt Skibet og dets Bestning. Men det var, som om
Drabet af Harris havde klnet hans Vrede, eller maaske var det
Visheden om Fru Weldons, hans anden Moders Dd, og hans egen nr
forestaaende Ofring, der bervede ham Evnen til at fle noget som
helst.

Som i Drmme lod han sig belgge med Lnker og fre ned i en
underjordisk, mrk Hule, de ddsdmte Slavers sidste Opholdssted.
Han tnkte end ikke paa, at naar Negoro havde udvirket, at han ikke
blev hngt, saa var det sikkert for at kunne berede ham en Dd, der
var hundrede Gange vrre.

Nste Dag fandt Markedet Sted. Tusinder af Indfdte indfandt sig,
pyntet paa det fineste; malet og indsmurt i Fedt og udstyret med en
Strimmel broget Bomuldstj og Masser af kulrte Glasperler. Paa
Torvet, hvor alle Landets Herligheder var udstillet til Kbs, og
desuden indfrt Bomuldstj, Smykker, -- og Spiritus, herskede en
frygtelig Trngsel og et resnderrivende Spektakel.

"Slavekongen" og hans Adjudant Coimbra ledede selv Opstillingen af
de Slaver, som han vilde skille sig af med. Da Eftersprgslen var
saa stor, besluttede han i sidste jeblik at lade de mindst medtagne
af de sidst ankomne Fanger gaa med, for at spare Kosten til dem i
den Maaned det varede, fr der atter var Marked. Imellem disse
sidste, som Opsynsmanden drev ind paa Markedspladsen, var ogsaa Tom
og hans tre Kammerater, alle fire nedtrykte og ulykkelige over den
Skndsel, der skulde overgaa dem.

"Jeg ser ikke Dick Sand," sagde Bat efter at have set sig godt om.

"Den unge, kre Herre bliver vel slaaet ihjel," sagde den gamle Tom
trist, "maaske har han udstridt allerede. Jeg havde nr sagt, bare
det var mig. Men vi maa vel kun haabe og nske, at vi alle fire
bliver kbt af den samme Agent, saa at vi i al Fald kan blive
sammen."

"Naar bare Herkules var her!" sagde Austin.

Menneskehandelen begyndte. Coimbra gik, sammen med arabiske Kbmnd,
Mestitzer og Slaveopkbere, rundt imellem Fangerne. Han udraabte
Prisen og fremviste "Varerne". Han var allerede halvfuld, og
skldte, slog, kommanderede og rasede. Han lod de ulykkelige sorte
lbe og vise Tnder, ganske som Heste, og lod dem lfte tunge Sten
for at vise, hvor kraftige de var. Tom og hans Venner delte Skbne
med de andre. Paa Grund af deres kraftige Bygning og udviklede
Muskulatur blev de ligefrem et Stridens ble imellem flere Opkbere
fra Madagaskar. Alvez var henrykt. Buddene faldt livligt og Priserne
steg.

Til alt Held blev de da ikke adskilte; en stor Slavehandler fra
Zanzibar kbte dem alle fire og lod dem straks bringe hen i en
Barak, han lejede i samme Anledning.

Hen paa Eftermiddagen hrte man en sig nrmende Lyd af Trommer,
Cymbaler, Gammelanger og andre af de primitive Negerinstrumenter.
Markedstumlen, der nu var paa sit hjeste, da det gjaldt om at blive
af med de endnu uafsatte Varer i en Fart, forstummede pludselig, som
ved et Trylleslag. Al Handel blev afbrudt, hver Udraabers Stemme
tav.

Thi Kongen af Kazonnde var paa Vejen fra sin Residens for at bere
Markedet med sit Besg. Han holdt sit Indtog baaret i en gammel
Palankin og omgivet af sine hjere "Embedsmnd" og Soldater. En fire
fem Stykker af disse maatte hjlpe ham ud af Befordringen, da denne
var naaet midt ud paa Torvet. Her modtog han naadigst Alvez og de
andre strre Slave-Grossister, der viste ham den mest overdrevne
rbdighed, en Flelse, som de var saare langt fra at nre.
Majestten var en Mand paa halvtreds, men saa ud som han var firs.
Hans kongelige Hjtidsdragt bestod af et Lderskrt, pyntet med
paasyede Glasperler, en Slags Krone smykket med rdmalede
Leopardkler og hvide Haarduske, samt Masser af Kobberringe om
Ankler og Haandled. I den ene Haand havde han en Fjervifte og i den
anden en rdknappet Stok, og paa hans kongelige Nse sad -- Ftter
Benedicts Briller. Den ulykkelige Naturforskers Loup hang i en Snor
ved Kongens Blte, nrmest til Pynt, da den ophjede Idiot ikke
havde Id skabt om dens rette Anvendelse. Saaledes saa altsaa denne
Hersker ud, der efter sin egen -- og sine fleste Undersaatters
Mening, var af guddommelig Oprindelse. Det var en alkoholiseret,
legemligt som aandeligt delagt, gammel Neger, der mere lignede en
ldet Urangutang end et Menneske.

Kongen ledsagedes af en Mngde let, men broget paakldte Negerinder
i alle Aldre -- den gamles Harem -- samt af sine Embedsmnd,
Troldmnd, Generaler o. s. v. Man maatte straks lgge Mrke til den
Ejendommelighed, at nsten alle disse hje Herrer var mer eller
mindre defekte. Den ene manglede sit ene re, den anden et je, en
tredie Nsen eller en Haand; og disse Tab skyldtes ikke
Ulykkestilflde, men kongelig Unaade. Denne milde Hersker kendte
nemlig kun to Straffe, Dd eller Lemlstelse, som bragtes til
Anvendelse saasnart de Vedkommende forsyndede sig eller vakte
Kongens Mishag. Troldmndene, der srligt fungerede som Lger, som
Besvrgere og Aandemanere, maatte ofre deres kre Lemmer naar en Kur
mislykkedes.

Dybt bukkende nrmede Alvez sig og overrakte Kongen en Kardus Tobak,
og efter ham traadte de andre Slavehandlere frem og bragte deres
Gaver under mange Ceremonier og Talemaader. De Indfdte kastede sig
paa Jorden og smurte sig til med Snavs, og viste saaledes deres
uhyre Ydmyghed. Men Kongen saa ikke paa nogen, han tog Gaverne og
lod dem gaa videre og stavrede afsted, skrvende, rullende, vaklende
i sin Drukkenskab.

Alvez holdt sig stadig i Majesttens Nrhed, eskorteret af Negoro.

"Skaf mig Drikke," savlede Kongen.

"Vil det behage Deres Majestt at se lidt paa Markedet?" spurgte
Alvez.

"Noget at drikke," stnnede Kongen arrigt.

"Hvad nsker Majestten?"

"Brndevin! Ildvand!" hylede Kongen rasende. "For hver Draabe skal
du faa -- -- --."

"En Draabe af en hvid Mands Blod!" indskd Negoro, med et betydende
Blik til Alvez.

"Der er en hvid Mand her," sagde Alvez, "som har drbt en af mine
Agenter. Han maa straffes!"

"Kom med ham, jeg skal -- hvid Mand --," grinede Kongen, "men frst
Ildvand, kom med det!"

"Det skal komme, brndende Ildvand; en hel Bolle!"

Dette var noget splinter nyt for den gamle Drukkenbolt; Brndevin
havde han drukket i Strmme, men brndende Brndevin, Ildvand i
Flammer -- den Tanke gjorde ham vild af Henrykkelse. Og hans Glde
forplantede sig til Flget, Mandfolk og Fruentimmer var lige
lyksalige ved Tanken om det forestaaende Drikkegilde.

Saa snart Mrket faldt paa, blev Forberedelserne til Aftenens Fest
paabegyndte. En uhyre Kobberkedel blev opstillet midt paa Torvet, og
deri lod Alvez hlde en Tnde Fusel-Brndevin, tilsat Kanel og
spansk Peber og hvad der ellers kunde forhje denne Punsch's Velsmag
for de Vilde.

Hele Hofstaten smed sig ned i en Kreds omkring Bollen. Som draget af
Stanken fra dette Brndevins-Kar ravede Kongen hen og bjede sig
over Kanten af Bollen. Det saa nsten ud som han vilde gaa paa
Hovedet ned i sin Yndlings-Drik. Alvez slog en Klo i ham og trak ham
tilbage.

Han stak ham nu en Tndstik i Haanden og sagde med et lumsk Smil:

"St Ild paa!"

Kongen lod den brndende Tndstik falde ned i Spritten. Virkningen
var storslaaet. Hjt over Karrets Rand steg de dansende og slikkende
Flammer, blaa, rde og gule kastede de et spgelseagtigt Skr over
den hele slsomme Scene. De Vilde sprang op i stor Eksaltation, de
hoppede, de dansede, de hylede og sang -- som sorte Djvle om et
Heksebaal. Kongen var som hypnotiseret af den brndende Drik, hans
jne veg ikke fra Ilden.

Nu fyldte Alvez med en stor Jrnske den flammende Spiritus i en
Skaal og rakte denne til Neger-Kongen. Den gamle Dranker greb den
ivrigt og frte den til Munden, for at tmme den i et Drag.

Straks efter ld et forfrdet mangestemmigt Skrig. Kongen brndte.

Den forhrdede Fyldebtte, der i sin hele Levetid havde drukket
ihrdigt og uopholdeligt, var blevet saa gennemsivet af Spiritus, at
Ilden jeblikkelig havde antndt ham, som en Fakkel. Det var ikke de
Indfdte rigtig klart, om det var et Ulykkestilflde, der skete for
deres jne, eller om det var noget overjordisk. Om for Eksempel
Majestten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige
Forfdre.

Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den
brndende Monark, og flgelig lod de ganske vre at stille noget op,
og saa roligt paa dette forfrdelige Skuespil.

Og sandt at sige var der heller ikke noget at gre. Selv om den
synlige, ydre Flamme kunde vre slukket, vilde den indre Forbrnding
dog ikke vre til at standse.

Efter en Stunds Forlb var der af hele den alkoholiserede Majestt
ikke andet tilbage, end en graalig hvid, stinkende, fedtet Askehob.




XVIII.

 En kongelig Begravelse.


Den flgende Dag var den ganske By nedsunket i Ruelse og Sorg over
Kongens Dd.

Den ldste af hans Hustruer overtog jeblikkelig "Regeringens
Ledelse", og hendes frste Anordninger angik den Afddes hjtidelige
Ligbegngelse.

Man begyndte straks paa Forberedelserne. For Enden af Byens
Hovedgade lb en dyb og strid Bk, i hvis Bund den kongelige Grav
skulde graves. En Styrke af Indfdte blev straks sat i Gang med at
aflede Bkkens Vand, for at trlgge det Stykke af Flodlejet, hvor
Kisten skulde nedsnkes. Efter Ceremonien skulde den kunstige
Dmning atter gennembrydes, saa at Vandet igen strmmede tilbage i
sit gamle Leje.

Negoro havde faaet den djvelske Indskydelse, at Dick Sand skulde
dele Skbne med de mange andre -- Kongens yngre Hustruer f. Eks. --
der maatte ofres ved Begravelsen. Men forinden vilde den fejge
Slyngel nyde den Tilfredsstillelse at se sit Offer lide, se hans
Rdsel og Fortvivlelse, naar han forkyndte ham hvilken Skbne, der
ventede ham.

Portugiseren begav sig derfor hen til det Fngsel, hvor Dick,
forsvarligt bundet paa Hnder og Fdder havde tilbragt det sidste
Dgn. Der laa Dick, pint af Sult og Trst, med smertende Saar
fremkaldt af de snrende Lnker, og lngtes kun efter, at man
snart vilde gre Ende paa hans Lidelser. Men ved Synet af Negoro
blussede hans Energi og Harme op paa ny. Han sprang op; med en
rasende Bevgelse sgte han at sprnge sine Baand for at kunne kaste
sig over sin Fjende. Negoro gjorde uvilkaarlig et Skridt tilbage.
Men Lnkerne holdt, og Drengen sank atter tilbage i sin apatiske
Tilstand.

[Illustration: Der laa Dick, pint af Sult og Trst.]

"Jeg syntes dog jeg burde se indenfor og gre min unge Kaptajn min
Opvartning," begyndte Negoro grinende. "Jeg beklager uendeligt, at
han ikke her har slet saa meget at skulle have sagt, som om Bord paa
'Pilgrim.'"

Dick saa end ikke paa sin Plageaand.

"Naa, saa De kan ikke huske Deres gamle Kok, Kaptajn? Jeg venter
blot paa Deres Ordre om hvad De vil have til Frokost!" Og for at
tiltvinge sig Opmrksomheden, sparkede han til Fangen.

At Dick slet ikke svarede, eller tog mindste Notits af hans infame
Drillerier, bragte efterhaanden Kokken i et sandt Raseri.

"Men nu er det min Tur!" foer han op. "Nu er det mig, der er
Kaptajn! Forstaar du, Dreng? Dit Liv er i min Haand."

"Saa tag det," svarede Dick endelig, fuldkommen roligt.

"Det vil jeg ogsaa; men frst skal du pines, martres -- -- --. Du
skal faa en Dd, vrre end alle de andres!" hvssede den afsindig
rasende Portugiser.

"Men ikke vrre end din egen," svarede Dick med profetisk Alvor.

I samme jeblik kastede Negoro sig over ham, ude af sig selv. Han
greb den ulykkelige om Halsen, som vilde han kvle ham med sine egne
Hnder. Men i det yderste jeblik kom han til sig selv igen. Det
vilde jo vre en Befrielse, en alt for let Dd for hans Fjende. Nej,
nej -- i Aften, frst i Aften.

Og med et uhyggeligt Grin forlod han Hytten.

Hele den nste Dag gik med til det store Udgravnings- og
Opdmningsarbejde. I Bkkens Leje skulde der uddybes en Grav, ti Fod
dyb, halvtreds Fod lang og ti Fod bred. Henimod Aften opstilledes de
ulykkelige Kvinder, af den afdde Konges Harem, hvem den re
tilfaldt, at blive levende begravede sammen med deres Herskers Lig.
De skulde finde deres Dd i de fremstormende Blger.

Det er almindelig Skik og Brug ved afrikanske Kongebegravelser, at
Herskerens Lig bliver ifrt sin fineste Stads og baaret i Procession
fr Begravelsen. Men da der ikke var andet tilbage af Hs. Majestt
end nogle forkullede Ben, maatte man finde paa en Udvej, for ikke
helt at afvige fra den hvdvundne Tradition. Der blev i al Hast
lavet en stor Dukke, raat udskaaret i Rosentr, der skulde
forestille Kong Moini, og i et Hul i Dukkens Mave gemte man de
veritable Rester af den himmelfarne Potentat. Dukken blev ikldt de
fineste kongelige Klder, og de nyerhvervede, og ubeskadigede
Benedictske Briller blev anbragt paa dens Nse. Den frembd et
baade komisk og rdsomt Skue, men de Indfdte var begejstrede.

Det lange Optog bugtede sig som en Slange igennem Byens Hovedvej
under fuld Musik af de infernalske, skingrende Instrumenter, under
Affyring af Gevrskud, under Sang og Hylen, Srgedanse og
Troldmndenes hjlydte Besvrgelser. Spredt i Toget gik Fakkelbrere
og svingede deres brndende Harpikspinde, der kastede sit flakkende
Lys over den fantastiske Procession.

Frst kom Konge-Dukken, baaret paa en Palankin og omringet af den
afddes Hustruer af lavere Rang, der skulde gre ham Selskab over i
Evigheden. Derefter fulgte Hofmnd og Embedsmnd, Slavehandlerne og
endelig hele den indfdte Befolkning i Kazonnde. Da Optoget var
naaet den tmte Flodseng, hrte man klagende Sang, og Suk og Stnnen
fra Graven, afbrudt at Lnkers Klirren. Det var halvtresindstyve af
Kongens Slavinder, der i Rdsel ventede paa at Bkkens Vande skulde
lukke sig over dem. To af den afddes Hustruer steg nu ned i Dybet
og lagde sig paa Kn og Hnder, for at danne et levende Leje for den
Trdukke, for hvem al denne vanvittige og barbariske Staahej blev
sat i Scene. Foran Dukken, ved den yderste Ende af Graven, stod der
-- lnket til en rdmalet Pl -- en hvid, der skulde bringes som et
srligt Offer til Guderne ved denne rdselsfulde Ligbegngelse.

Det var Dick Sand.

Endnu en Fanfare, flere Besvrgelser, mere Sang og Dans.

Saa gav Dronningen et Tegn, og gennem et Hul i Dmningen begyndte
Vandet langsomt at sive ind i Graven. De frste Blger skyllede hen
over de lnkede Slavinder. De sled fortvivlet i deres Lnker i
afmgtig Kamp imod Dden. Nu naaede Vandet op til den kongelige
Dukke, og til Livet af den bundne Dick Sand.

Og Vandet steg. Den ulykkelige Dreng gjorde en sidste rasende
Anstrngelse for at bryde de Baand, der holdt ham til Plen;
forgves. De sidste Hoveder forsvandt under Vandet, der atter fld
roligt og glitrende i Fakkelskret. Intet Tegn efterlod det paa den
Rdselsgerning, det var blevet benyttet til. Men under dets
Overflade laa Ligene af de hundrede Ofre, der var omkommet til
Kongen af Kazonndes re.




XIX.

 De dde lever.


I en Barak, ikke langt fra den, hvori Dick havde vret indesprret,
sad i en melankolsk Gruppe de tre ulykkelige, som efter Harris
falske Forklaring for Dick, skulde vre bukket under for deres
Lidelser og Sorger -- Fru Weldon, lille Jack og Ftter Benedict.

De var allerede kommet til Kazonnde otte Dage fr Slavetransporten
indtraf, og de var paa Rejsen blevet behandlet med en vis Omhu og
saavidt muligt skaanet for Strabadser og Anstrngelser. Ogsaa efter
Ankomsten til Slavehandlerens Hovedsde fik de en bedre Forplejning
end de andre Fanger og Frihed til at bevge sig i den til Barakken
hrende Indhegning.

Foran Fru Weldon stod Negoro, brutal og fejgt nydende sin Magt over
den vrgelse Kvinde.

"Min gode Kone," begyndte han i en tilstrbt ironisk Tone, "lad mig
bringe Dem den triste Nyhed, at Deres sorte Venner, Tom og hans
Kammerater, er blevet solgt paa Markedet forleden."

"Gud vre med dem!" hviskede Fru Weldon.

"Nan, det gamle Liv, er dd undervejs hertil og Dick Sand er drbt."

Et Rdselsskrig undslap Fru Weldon.

"Ja, rede Frue, han fik, hvad han fortjente; han skd Harris, og
det maatte han bde for. Og her er nu De tilbage, ene, og ganske i
min Vold. Lg Mrke til det, ganske i min Vold."

Fru Weldon gyste ved at hre denne frygtelige Sandhed, men bevarede,
ved en uhyre Anspndelse af sin Selvbeherskelse, sin ydre Ro.

"De ved hvilket naadigt Tilbud jeg gjorde Dem for otte Dage siden,
at jeg vilde renoncere paa al Hvn over Dem og kun tnke paa
Forretning. Jeg vil slge Dem til Deres Mand for en Bagatel af
100,000 Dollars, og endda give ham Drengen og det Fjols af en
Insektfanger med i Kbet. De skulde medgive mig et Brev til Deres
Mand og deri forklare, hvorledes jeg, Deres tro Tjener, ilede til
ham for at fre ham med hertil, og sammen med ham, og ved Hjlp af
hans Lsepenge -- befri Dem af de nedrige Indfdtes Vold. Ikke
sandt, alt det husker De, og De har indset, at De ikke har andet at
gre, end at takke mig for mit delmodige Forslag og give mig det
Brev, som jeg behver?"

"Det Brev, De forlanger, skriver jeg ikke!" svarede Fru Weldon med
Fasthed. "Den Sum De fordrer for vor Udlevering vil min Mand betale
Dem, men jeg vil ikke sge at formaa ham til at gaa i Land her i
denne forfrdelige Del af Afrika for at hente mig."

Efter nogen Modstand indvilligede Negoro -- der var blevet bange for
maaske ellers helt at gaa glip af den uhyre Lsesum -- i at han
skulde bringe Hr. Weldon et Brev fra hans Hustru, hvori hun
opfordrede ham til at sejle til Mossamedes, en lille Havn paa
Angolas Sydspids, som Negoro ofte havde besgt med Slavetransporter.
Dertil skulde saa en af Negoros Kammerater fre Fru Weldon, Jack og
Benedict, og ved Skibets Ankomst sejle dette imde, hvorpaa
Udleveringen skulde finde Sted og Negoro forsvinde.

Ved denne Ordning forebyggede den betnksomme Fru Weldon, at hendes
Mand kunde blive holdt tilbage, efter at han havde betalt
Lsepengene, at hans Skib kunde blive erobret og hans Folk solgte
som Slaver.

For Rejsen til Mossamedes frygtede hun ikke; det laa jo i Negoros
egen Interesse at hun naaede dertil i god Behold. Negoro fik altsaa
Brevet, hvori han fremstilledes om den Ven, der havde trodset alle
Farer for at bringe sin Frue Hjlp og Befrielse. Nste Morgen drog
han afsted i nordlig Retning, ledsaget af en halv Snes sorte, for at
gaa om Bord i et af de Fartjer, der fra Byerne ved Kongoflodens
Munding gaar til Amerika.

Ftter Benedict havde, som det var at vente, med stoisk Ro taget
Tingene som de var, og han trstede sig med at udnytte den
usdvanlige Lejlighed han saa uformodet fik, til at sikre sig
Eksemplarer af de specifik afrikanske Insekter.

Nogle Dage efter at Negoro var draget afsted hrte han, just som
hans jne var ved at lukke sig til en lille Eftermiddagslur, en
lydelig Summen; den ham saa dyrebare Musik. Uvilkaarlig foer han op.
Hvad var det for en mrkelig skarp og gennemtrngende Summen? Den
maatte komme fra et Kmpeinsekt. Han stirrede hjlpelst omkring sig
med sine nrsynede, brillelse jne; han lyttede med tilbageholdt
Aandedrt, angst og bange for at Dyret skulde tage Flugten.

Da skete det vidunderlige, at det ubetnksomme Insekt, der ikke
anede, hvor farlig en Person Ftter Benedict var for det, slog sig
til Ro paa selve sin Ddsfjendes Pande. Den lrde Mand blev som til
Sten, ikke en Nerve turde han bevge for ikke at skrmme sit Bytte.
"Vilde det nu bare spadsere lidt lngere ned, helst lidt ud paa min
Nse, saa kunde jeg se det og bestemme dets Slgt, Orden, Art og
Klasse," tnkte han, betaget af jeblikkets Alvor. Og se, hans nske
syntes at vre en Befaling for Insektet. Snart sad det paa hans
spidse Nsetip, og Benedict skelede krampagtig hen imod denne
fremspringende Pynt.

"Store Gud! -- Den sjldne _Manticora_!" brast det ud af ham. Og i
det samme maatte han nyse, kildret af det sjldne Dyrs Kravlen paa
hans flsomme Nsetip. Han eksploderede og greb i det samme til
Nsen for at sikre sig det skrmte Insekt, men ak -- han fik kun sit
eget spidse Lugteorgan fat; _Manticora'en_ tog Flugten ud i det fri.

Ftter Benedict bandede.

Med en for ham usdvanlig Adrthed var han paa Benene og i fuld
Firspring paa Jagt efter Skatten. Han saa nppe hvor han gik eller
hvorhen han kom, han hrte kun den drillende Summen foran sig, og
over Indhegning, Stok og Sten gik det til han kom ud i den store
Skov, der stdte op til Slavehandlerens Baraklejr. _Manticora'en_
hvilede sig et jeblik paa Jorden, og som en Indianer paa Krigsstien
sneg Jgeren sig ind paa den, da vips -- et Spring, og den var vk
igen. Ftter Benedict sprang efter, forpustet, forreven, svedende og
utrttelig.

"Nu har jeg den -- nej -- Pokkers ogsaa -- nu maaske -- bare
forsigtig -- -- den skal ikke slippe fra mig, jeg maa have -- --."

Vildere og vildere greb den anstrngende Jagts Spnding ham, lngere
og lngere drev den ham ind i Skoven. Han lb med udbredte Arme, og
slog med begge de aabne Hnder efter Insektet, saa at han paa en
uindviet Iagttager maatte have gjort et komplet sindsforvirret
Indtryk.

Da pludselig, som han i fuld Fart stormede forbi et hjt Buskads,
flte han et jrnfast Tag i sin Nakke og et andet tilsvarende i sin
slunkne Bagdel. En kmpemssig Medskabning havde fanget ham omtrent
paa samme Vis, som han vilde have grebet Insektet, og uden videre
Vrvl blev han frt bort igennem Skovtykningen. Og saaledes gik det
til, at Ftter Benedict gik glip af den vrdifulde Forgelse af sin
Insektsamling, den sjldne _Manticora_.




XX.

 En Troldmand.


Fru Weldon blev ulykkelig, og Alvez blev rasende da Ftter Benedict
ikke viste sig mere, hverken den Dag eller de flgende. Det syntes
for begge saare usandsynligt, at det skikkelige Tossehoved skulde
vre flygtet ud i den ukendte Skov, hvor Livsfaren -- i Form af
vilde Indfdte eller vilde Dyr -- lurede ved hvert Skridt; men
alligevel maatte de lade sig nje med denne Antagelse, da ingen
anden frembd sig.

Uagtet Regntiden allerede var udlbet i Slutningen af April,
begyndte det pludselig, den 19. Juni, at regne voldsomt og
vedholdende. Dette var intet mindre end en Ulykke for Landets
Beboere. Markerne, der allerede bar modent Korn, oversvmmedes og
Hsten vilde blive totalt mislykket, hvis Regnen vedvarede blot i
endnu nogle Dage.

Dronningen holdt lange Raadslagninger med sine Ministre, og Hoffets
hjst anskrevne "Overtroldmnd" blev beordrede til at afvrge den
truende Ulykke. Men alt hvad de sang, og svang deres Bjlder og
besvor, og bad og tudede, lige meget hjalp det; Skyernes Aander tog
ikke mindste Notits deraf. Saa blev der endelig anbefalet den sorte,
kvindelige Majestt en bermt Troldmand, der boede i Angolas
nordligste Del. Hans Ry var stort, maaske kun fordi hans Evner endnu
aldrig var blevet prvet i Kazonnde. Der gik Ekspresbud efter ham,
og den 25. om Morgenen anmeldtes hans Ankomst ved det hjtideligste
og rdselsfuldeste Musik-Spektakel.

Den bermte Mand saa prgtig ud; en ren Kraftkarl af en Neger,
overmalet med allehaande slsomme Figurer, pyntet med Halsbaand,
Armbaand, Blter, Ringe og Fjer i Overflod. Det saa nsten ud som om
det klarede op bare ved at han viste sig, Himlen var ialfald mindre
mrk, og Vinden var ved at vende sig til det Hjrne, hvor den skulde
og burde befinde sig.

Hele hans Trylle-Maskineri bestod af en Kurv, med et Aflukke i, og
han aabnede, i Modstning til alle sine Kolleger, slet ikke Munden.
En stum Troldmand var en saadan Sjldenhed i Kazonnde, at han i de
Indfdtes jne alene af den Grund maatte blive ufejlbarlig.

Han spankulerede frst hele Torvet rundt i hjtidelig Etmarsch og
med mange slsomme Bevgelser, og den halve By travede i Hlene paa
ham og gjorde alle hans Trin og Gestus efter. Det hele Optog saa ud
som en Procession af Aber med en Kmpeabe i Spidsen. Lige imod den
kongelige Residens styrede den store Mand sine Fjed, og Dronningen
gik ham selv imde. Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede
ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv
og greb -- o Frkhed -- Dronningen ved Haanden og frte hende, under
Mngdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr.
Uden at afvente nogen Indbydelse til at trde nrmere skubbede han
Porten op, ved at stte sine vldige Skuldre imod, og traadte ind.
Alvez og hans Soldater stormede til for at straffe den frkke
Indbryder, men ved Synet af Dronningen veg de forfrdet og rbdigt
tilside.

Troldmanden, Mganga'en, som Folket kaldte ham, optog her atter sine
tavse Bevgelser. Han pegede imod Himlen og fulgte med de oprakte
Hnder Skyernes Flugt, han sprang og han vred sig med saa megen
Energi, at de Indfdte blev grebet af Begejstring. Da det imidlertid
ikke laa for disse at vre tavst begejstrede, brd de snart ud i
deres sdvanlige Syngen, Skrigen og Skraalen, samtidig med at de
gjorde alle Mganga'ens forrykte Bevgelser efter.

Men Himlen syntes ikke at tage mindste Notits af alt dette
Spektakel. Tvrtimod saa den tristere og tristere ud, og midt under
hele Forestillingen faldt de frste tunge, store Regndraaber med
protesterende Smld til Jorden.

Dette fremkaldte jensynlig et strkt Omslag i de Indfdtes Stemning
overfor Troldmanden. De trngte sig sammen om ham og indtog en
ligefrem truende Holdning. Men Kmpekarlen viste sig selv da som
Situationens Herre. Han pegede udover Mngdens Hoveder henimod en
hvid Kvinde med et Barn paa Armen, der var traadt ud af en af
Barakkerne for at se, hvad der var paa Frde.

Alle vendte sig i den antydede Retning. Det var altsaa den
forbandede hvide Slavinde med det blege Barn, der havde nedkaldt
Regnstrmmenes Forbandelse over Landet; fra hende kom al Fortrd og
Ulykke. Med sataniske Hyl styrtede den opbragte Mngde ls paa den
ulykkelige Fru Weldon og lille Jack. Men Mganga'en kom dem i
Forkbet; med et Par vldige Armbevgelser fejede han de ivrigste
tilside, og resolut og uden Nlen greb han den segnefrdige Kvinde
og hendes Barn og lftede dem op paa sine strke Skuldre. Den
forbavsede Hob veg uvilkaarlig tilside for denne store Magiker, der
havde fundet Ophavet til Landets Ulykke, og som aabenbart nu ogsaa
vilde forstaa at fjerne og tilintetgre det paa rette Maade.
Nysgerrig fulgte man efter ham, men han skridtede vldigt ud,
igennem den lukkede Gaard og henimod Skoven, hvorfra han med en
bydende Gestus forbd de faa udholdende at flge ham lnger.

Ind i den ttte Skov gik Rejsen, uden Standsning og uden mindste
Tven, indtil Troldmanden naaede en Aa, der, klar og med strk
Strm, gemte sig bag hje Siv og Slyngplanter. Der, under et
Kmpetrs lavt nedhngende Grene laa en Slags Kano med et Sejl over,
og i den lagde Mganga'en forsigtig sin dobbelte Byrde.

"Se her, Kaptajn," sagde han paa engelsk, "her er jeg med Fru Weldon
og lille Jack. Lad os saa komme afsted inden alle Kazonndes
Fhoveder kommer paa Benene for at sge efter deres Troldmand."

Med disse Ord greb Herkules -- endnu ikldt sin fantastiske
Forkldning -- Aaren og stdte Baaden ud i Strmmen.

Det varede noget fr Fru Weldon var kommet saa meget til sig selv,
at hun rigtig begreb hvorledes det hele hngte sammen; at hun
virkelig var frelst, at det var Dick, lys levende om end svag og
kraftls, der laa foran hende, lnet imod Ftter Benedict og med
Dingo for sine Fdder.

"Dick, min kre Dreng, Dick er det virkelig dig?"

"Min Ven Dick!" jublede Jack og slog henrykt Armene om den unge
Kaptajns Hals.

"Og Herkules!" udbrd Fru Weldon, "tnk at jeg ikke anede at det var
Dem, som bar os afsted; jeg var rdselsfuld angst."

"Ja, kn var jeg jo ikke," svarede Herkules godmodigt smilende, "men
jeg passede ellers godt til Rollen."

"De har befriet os, og det med Fare for Deres eget Liv," udbrd
Fruen rrt og rakte Kmpen begge sine Hnder.

"Ogsaa mit!" sagde Dick.

"Og mig fangede han ogsaa," sukkede Fluesnapperen, endnu ikke
forsonet ved Tanken paa den undslupne Sjldenhed.

Medens Baaden af Strmmen hurtigt frtes ned ad Aaen fortalte
Herkules, i de frrest mulige Ord, hvorledes han uset havde fulgt
Karavanen, som frte Fru Weldon og Jack til Kazonnde, og hvorledes
han flere Gange forgves havde forsgt at befri dem fra
Fangenskabet, indtil endelig en usdvanlig Lejlighed frembd sig.
Den bermte Troldmand, som blev ventet med saa megen Lngsel i
Kazonnde, kom netop igennem Skoven paa det Sted, hvor Herkules havde
sit Tilhold. At fange Fyren, berve ham hans professionelle Udstyr
og binde ham til et Tr, var en smal Sag for en Herkules, og de
Indfdtes fabelagtige Lettroenhed og Overtroiskhed lod Komediens
anden Del lykkes for ham over al Forventning.

Men Dick; Dick som blev druknet ved Kongens Ligfrd?

"Ja," sagde den genopstandne med et Smil, "jeg var virkelig mere dd
end levende, bundet til en Pl og med Vandet strmmende mig over
Hovedet. Men Livet vendte tilbage, og jeg laa her i Baaden, og
Herkules stod bjet over mig -- -- men hvordan det Mirakel er sket,
det maa Gud og Herkules vide."

"Aah -- det var ikke saa farligt," sagde Negeren, forlegen over den
megen Hyldest, der blev ham til Del. "Det var saamnd ingen Hekseri
at liste sig ned imellem Ofrene i Flodsengen og, skjult af det
indstrmmende Vand, at rykke Plen op. Med en Smule Krfter kunde
enhver have gjort det samme. Saa var det bare at bre baade Plen og
Kaptajnen her ud -- -- det var det hele. Men nu maa vi vel tnke
lidt paa, hvorhen Rejsen glder," afledte Herkules beskedent.

Fru Weldon fortalte nu om sin Aftale med Negoro, og Dick bemrkede,
at det gjaldt om at naa Kysten fr Portugiseren kom til Mossamedes.
Der kunde man finde Beskyttelse og Hjlp hos de portugisiske
Autoriteter.

"Og naar den Slyngel af en Kok kommer for at hve sine 100,000
Dollars, saa skal jeg nok betale ham med en anden Mnt," fjede
Herkules til.

Den Baad, i hvilken de af Skbnens Modgang saa haardt prvede
Rejsende lod sig fre ned ad Strmmen, var en af de Indfdtes
sdvanlige lange, smalle Kanoer, som Herkules havde set sit Snit til
at stte sig i Besiddelse af. For at undgaa, at den skulde tiltrkke
sig Opmrksomhed, havde den opfindsomme Neger dkket Baaden med et
Tag af langt Grs, baaret oppe af en Pagaj, der hvilede i to Gafler
fra Kanoens Spids til dens Agterende. Dette Dkke bragte Baaden til
at se ud som en af de smaa flydende er, og afgav desuden et
skrmende Ly imod Solens brndende Straaler. Proviant for Rejsen
maatte de Rejsende selv hente sig op af Aaens Vand, eller ned fra
Trernes Grene ved Hjlp af den Bsse, som Herkules havde bjrget
ved sin Flugt.

Selv om Strmmen vedblivende vilde fre det lette Fartj afsted med
den samme Hastighed, som ved Rejsens Begyndelse, omtrent to Mil i
Timen eller ca. halvtreds Mil i Dgnet, var Dick dog klar over, at
det blev en langvarig Tur fr de naaede Kysten, og rig paa Farer
vilde den sikkert ogsaa blive. Efter to Dages Sejlads udvidede
Floden sig til en Bredde af omtrent 150 Fod, og man traf nu paa
flere smaa, grnne er, der drev afsted med samme Fart som Kanoen.
Intetsteds saa man Spor af Mennesker paa eller ved Flodens Bredder.
Plantevksten var af en overvldende tropisk Rigdom og Sknhed;
Svrdlilier, Alver, Balsamier, Clematis, Gladiolus, Kmpebregner og
tusinde andre Vkster dannede, med deres strkt farvede Blomsters
yppige Vlde, en vidunderlig skn Indfatning om Flodens dybtblaa
Vand.

Hist og her rykkede selve Skovens Kmper helt ned til Bredden og
strakte deres trstige Rdder ud i Strmmens friskende Vand;
Figentrer, Acasier, Mangotrer, Copal og Dadelpalmer sendte fra
deres ttte, vidtspredende Kroner, Skygge og Klighed ud over det
glitrende Spejl. I over hundrede Fods Hjde slyngede Lianer og
Clematis deres gracise Ranker fra Trtop til Trtop, og ad disse
naturlige, blomstersmykkede Broer saa man Aberne svinge sig i
behndig Tagfat.

Den eneste af Selskabet, der ikke nd hverken den genvundne Frihed
eller Naturens Sknhed, var Ftter Benedict. Han havde mistet sin
Insektsamling i Kazonnde, sine Briller og sin Loupe -- for ham ejede
Verden ikke flere Glder. I det mindste ikke fr en Dag, da
Herkules, der respekterede Srlingens Samlermani og afleverede alle
de Smaadyr han fik Fingre i, prsenterede ham et lille sort,
uappetitligt udseende Insekt. Efter en hastig Undersgelse af
Fnomenet lige foran sine nrsynede jne udbrd Ftter Benedict i
vild Henrykkelse.

"Bravo, Herkules! Jeg tilgiver dig, at du bervede mig min
Manticora, denne her er endnu bedre. Dick, Kusine, kom her skal I se
-- det er glimrende, storartet!"

"Hvad er det da for et Dyr?"

"Dyr, Dyr, -- -- det er en Sjldenhed af Rang. Den kan hverken
henregnes til _coleoptera neuroptera_ eller _hymenoptera_; hvis den
havde haft otte Ben vilde jeg have klassificeret den i anden Gruppe
af _arachnida_, men den har Gudskelov kun seks. Den er en Slags
Edderkop med seks Ben; en betydningsfuld og ganske ny Opdagelse; den
maa opkaldes efter mig. Dette Insekt vil komme til at hedde
_Hexapodes Benedictus_."

Dick og Fru Weldon smilede over det store Barns Lyksalighed og
gratulerede ham godmodigt til hans Fund.

Natten faldt nu paa med sin dybe Stilhed og Maanen hvede sig op
over Skovens hje Trer, og sendte sit hvide Lys ud over Floden.

Men pludselig afbrdes Stilheden af en fjrn Larm, en sugende Lyd,
som af et arbejdende Pumpevrk. Det var en Flok paa hundreder af
Elefanter, som skyllede Dagens trre Kost ned med en forsvarlig
Slurk af Strmmens klare Vand.




XXI.

 Den sidste Fare.


I fjorten Dage fortsattes Sejladsen ned ad Floden uden at nogen
nvnevrdig Hndelse indtraf. Hver Aften sgte man mod Land for at
Dick, med Bssen i Haand, kunde srge for at forsyne Aftensbordet.
Ved disse Ekspeditioner maatte man gaa frem med den yderste
Forsigtighed, da man aldrig kunde vre sikker paa at Stedet ikke var
beboet af vilde Indfdte, hvis Opmrksomhed man helst maatte undgaa
at vkke. Landet, de kom igennem, havde efterhaanden skiftet
Udseende, det overdaadige, sknne Skovlandskab var blevet aflst af
en rkenagtig Slette, uden et Tr eller mindste Tegn paa Dyreliv.
Dette sidste var en Omstndighed, som let kunde vre blevet
skbnesvanger for de uforfrdede Rejsende; thi hvoraf skulde de vel
leve, naar Dick ikke kunde skyde noget Vildt. Til alt Held fandt de
i dette kritiske jeblik, i en Indskring af Floden, en
Grshoppesvrm, som i tykke Lag dkkede Jorden og Vandet. De vidste,
at de Indfdte betragtede disse kle Dyr som lidt af en Delikatesse,
og da de ikke havde noget Valg bestemte de sig til at gre ligesaa.

Men Spndingen, Frygten for hvad den nste Dag vel vilde bringe af
Savn og Farer, tog paa de stakkels Rejsende, og de lngtes inderligt
og utaalmodigt efter, at Farten dog skulde faa en Ende.

Da ld pludselig, den 14. Juli, fra Jacks barnlige Lber det
forlsende Ord:

"Havet!"

"Hvad siger du, Jack," udbrd Dick aandelst, "det er umuligt! Det
kan ikke vre Havet!"

Og Havet var det da heller ikke, men dog i det mindste den store
Flod, maaske Kongo, der udmundede i Havet, og som de Rejsende saa
lnge havde lngtes efter at naa. Ved dens Udlb vilde de sikkert
finde en portugisisk Handelsplads, hvor de kunde sge Hjlp og
Beskyttelse.

Ned ad den brede, klare Flod gik nu Sejladsen uforstyrret og i den
forhaabningsfuldeste Stemning; endnu kun nogle Dages Rejse, og
Trngslernes Tid vilde vre endt.

Da, om Natten den 18. Juli, henimod Klokken 3, opskrmmedes de
sovende af et Udraab fra Herkules, der havde Vagt:

"Havet!"

Alle lyttede spndt til den fjrne dumpe Brusen; ingen tnkte paa at
sove mere.

Nattens dybe Mrke aflstes pludselig og nsten uden Overgang af
Morgen-Lyset. De Rejsende saa nu, at der, omtrent en halv Mil
forude, hang som en Taagesky over Floden, dog var det ingen
almindelig graa Taage. Nu da Solen sendte sine frste rdgyldne
Straaler op over Horisonten, gennemstraaledes Skyen og kastede Lyset
mangedobbelt tilbage som gennem tusinde, smaa Glasprismer.

"Hurtig! Hurtig! Til Land, Herkules. For Guds Skyld hurtigt!" skreg
Dick i vild Rdsel. "Der er et Vandfald lige for os!"

Nppe kunde hans Raab overdve Larmen af det nedstyrtende Vand, der,
sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med
sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den
spinkle Baad i Afgrunden.

Baaden lystrede villigt Aaren, der frt af Herkules' kraftige Arm
bragte den paa tvrs af Strmmen ind til den venstre Bred. Men hvad
nu. Man maatte opgive den forholdsvis sikre Fart ad Floden, og
begive sig igennem Landets ttte og mrke Skove Resten af Vejen. Og
disse Skove kunne vre beboede af Kongos vilde Kanibaler, man kunne
maaske trffe en Slavetransport og alle Rdslerne vilde da begynde
forfra. Dingo syntes ligesaa forknyt over det tilstdte Uheld, som
dens tobenede Venner. Den hylede ynkeligt, og fr Baaden endnu var
ved Land sprang den i Vandet, svmmede ind til Bredden og forsvandt
i det hje Grs.

Faa Minutter efter laa Baaden fortjet ved en Trrod, og Dick og de
andre gik i Land. Man kunde af det nedtraadte Grs se, at Dyr eller
Mennesker nylig havde frdedes her. Dick gik foran med ladt Gevr,
og Herkules fulgte efter med ksen i Haanden, og de havde ikke gaaet
ti Skridt fr de naaede Dingo, der, med Snuden imod Jorden forfulgte
et Spor. Forsigtig spejdende fulgte de Dyret indtil de pludselig
stod foran en forfalden Hytte midt i den ttteste Skovtykning. Dingo
stod ynkeligt hylende foran Indgangen til Bjlkehuset. Herkules
sparkede Dren op og traadte ind, fulgt af sine Ledsagere.

Paa Jordgulvet laa et Menneske-Skelets hvide Knogler.

Dingo kastede sig ned med en hjrteskrende Piben.

"Dyret har kendt det Menneske, der her er omkommet," sagde Fru
Weldon. "Maaske var det dens Herre."

"Se der!" udbrd Dick og pegede paa en vldig, afbarket Stamme til
hvilken Hytten stttede sig. To store Bogstaver var malede paa Tret
med rd Farve, saa de stod skarpt frem imod det hvide Ved.

"S. V.," lste Fru Weldon. "De samme Bogstaver, som Dingo brer i
sit Halsbaand, de samme -- --."

Dick havde kastet sig paa Kn ved Stammens Fod; han havde faaet je
paa et lille Kobberskrin, grnt af Ir, som han aabnede. Det
indeholdt kun en Lap Papir, hvorpaa der var nedkradset flgende
Linier:

  "Overfaldet og bestjaalet -- -- af Negoro -- -- Vejviser -- --
  120 Mil fra Kysten -- -- 3. December 71 -- -- dende -- -- Dingo
  -- -- kan ikke -- --."

Disse Ord lste alle Gaader. Samuel Vernon havde villet udforske
Centralafrikas ukendte Egne, men var blevet myrdet af sin Frer --
Negoro -- der havde rvet den Rejsendes Penge. Dende i denne Hytte
havde Vernon nedskrevet de faa oplysende Ord og de to Bogstaver paa
Tret -- hans Gravmle. Foran disse Tegn S. V. have Dingo sikkert
staaet srgende i mange Dage, og den havde ikke glemt dem siden.
Derfra dens ubndige Had til Negoro, dens Herres Morder, med hvem
Skbnen atter frte den sammen.

Pludselig rejste Dyret sit ludende Hoved og spidsede ren. I nste
Nu var den i lange Spring ude af Hytten.

Der ld et Rdselsskrig, et Menneskes afsindige Forfrdelsesraab der
ude fra.

Herkules og Dick styrtede ud. De saa Dingo i Kamp med et Menneske.
Dyrets frygtelige Tnder sad dybt i Mandens Strube, og han vltede
sig paa Jorden i Raseri og Smerte.

Det var Negoro.

Han havde opsat Rejsen til Amerika for at kunne gre en Afstikker
til dette Sted, hvor han havde opbevaret en Del af den Pengesum, som
han havde frarvet sit Offer, Vernon. Nemesis, den straffende og
hvnende Skbne, havde netop i samme Stund frt hans bitreste
Fjende, Dingo, til det samme Sted, Skuepladsen for hans Udaad.

Herkules styrtede i vildt Raseri hen til Skurken. "Elendige
Kltring! Morder! Rver! Endelig har jeg dig!" Og han svang sin
kse.

Men Hvnen var allerede fuldbyrdet af den, som havde det frste
Krav. Negoro rrte sig ikke mere, Men ogsaa Dingo var saaret, den
havde faaet et dybt Knivsaar og udaandede kort efter.

Negoro var altsaa ikke mere, men hans Ledsagere fra Kazonnde kunde
ikke vre langt borte, og naar han ikke vendte tilbage til dem vilde
de naturligvis sge efter ham. Der maatte altsaa handles hurtigt for
at undgaa denne truende Fare.

"Er det ikke sikrere for os at ro over til den modsatte Bred. Heller
ikke den er farefri, men der risikerer vi da i det mindste ikke at
trffe Negoros Venner," bemrkede Dick og hans Forslag blev straks
antaget.

"Men frst vil jeg alene ro over og udspejde Bredden; hvis vi dog
ikke kan gaa i Land der, er der ingen Grund til at vi skal ro der
over alle sammen. Jeg er her igen om en Times Tid."

Og med disse Ord sprang Dick i Baaden og styrede tvrs over Floden.

Strmmen var ikke strkere, end at han, med Udnyttelsen af alle sine
Krfter, kunde holde Baaden fri af Sugningen fra Faldet. Snart var
han ved den hjre Bred og vilde lige til at springe i Land. Da ld
der et mangestemmigt, forfrdeligt Triumfskrig, og fra Grsset skd
pludselig en Snes vilde Indfdte ls paa den flydende Hstak.

I flere Dage havde disse Kanibaler iagttaget Baaden og set at den
gemte Mennesker; de havde fulgt den lige til Faldet, hvor de vidste
at den maatte sge til Land paa den ene eller anden Bred, og de
hvide vilde da vre deres sikre Bytte.

De flaaede Grsset af Baadens Tag, men stor var deres Skuffelse da
de saa, at hele Byttet var en slle Dreng. De hylede af Raseri. Men
pludselig fik en af dem je paa Herkules. Ftter Benedict og Fru
Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over Dicks Fare
glemte al Forsigtighed, og kom ned lige til Vandkanten. I et Nu var
alle de vilde i Baaden. De vilde ro over Floden. Dick stod
koldblodig i Forenden; med sin Bsse holdt han sig Banditterne lidt
fra Livet, det havde al mulig Respekt for "Ildvaabenet". En vldig
Karl havde grebet Styreaaren og brugte den behndigt og hurtigt,
saa at Baaden snart atter var midt ude paa Floden.

"Flygt dog, -- -- flygt," skreg Dick fortvivlet til Vennerne derovre
paa Bredden, men samtidig indsaa han, hvor haablst det vilde vre
at flygte for de Indfdte.

Da fik Drengen en Indskydelse; han jnede en Mulighed for at frelse
de andres Liv, ganske vist ved at ofre sit eget. Men der var jo
intet at betnke sig paa.

"Gud hjlpe mig og vre mig naadig," hviskede han.

Saa rettede han sin Bsse imod Manden med Styreaaren og gav Ild.
Kmpen faldt om og Roret knustes ved hans Legemes Vgt.

De vilde oplftede et forfrdet Brl. Baaden, der ikke lnger af
Roret holdtes paa tvrs af Strmmen, svingede og dreves af Strmmen
med hurtigt tiltagende Hastighed ned imod Vandfaldet.

Fra Bredden ld et svagt Skrig; det var Fru Weldon, der havde
forstaaet Dicks Plan, hvorved han ddsdmte sig selv for at frelse
hende.

I dette jeblik sprang flere af de vilde i Vandet, i vanvittigt Haab
om at kunne svmme til Bredden. Derved kntrede Baaden. Med den
faretruedes mrkvrdige, instinktive Forstaaelse og Handlekraft
klyngede Dick sig til den omvendte Baads Tofte, og holdt Hovedet op
over Vandet, tt op bag dens Kl. Han mrkede hvorledes han, som
inden i en ske, beskyttet imod Vandets og Luftens Tryk styrtede ud
i Svlget. Han sank og sank -- -- og steg saa atter op i Vandets
Overflade. Han levede; han var frelst. Med strke Armes Tag naaede
han snart Bredden, paa hvis Grs han fortumlet og afmgtig segnede
om.

Her fandt Herkules, Fru Weldon, Ftter Benedict og Jack ham kort Tid
efter, sovende de retfrdiges Svn.

To-tre Dage senere traf de trtte og haardt-prvede Flygtninge en
Karavane. Det var portugisiske Handelsmnd, der optag dem med
Hjertelighed og Deltagelse, og frte dem med til Emboma. Herfra tog
de efter nogle Dages Hvil med en Damper til Amerika, og den 25.
August naaede de St. Francisko -- Hjemmet.

Stor var naturligvis James Weldons Glde ved atter at favne sin
Hustru og Sn, hvis Spor han forgves havde sgt at efterforske paa
alle Pladser, hvor "Pilgrim" muligt kunne vre landet. Han erfarede
hvad han skyldte sin Letmatros, og han lnnede ham saa godt han
formaaede. Dick blev som hans Sn, og den brave Herkules blev hans
Ven. Ogsaa de fire, som Slaver solgte Kammerater, blev saa snart som
muligt lskbte og hentede hjem.

Og Benedict! Ja, den forhrdede Insektsamler hastede til sit eget
Vrelse, til sine Samlinger, sine Skatte. Han greb en Loup og satte
den over det eneste Insekt, som hans Afrikarejse havde beriget ham
med, den uvurderlige Sjldenhed, _Hexapodes Benedictus_.

"Milde Himmel!" -- -- var det muligt? Fortvivlelsen stivnede Ftter
Benedicts Trk. Den ubarmhjrtige Loup reducerede det vidunderlige,
seksbenede Fnomen til en almindelig Edderkop, der i Herkules'
unnsomme Hnder havde mistet sine to Forben.

Og Dick Sand, den unge Kaptajn, vor Histories Helt; hvorledes gik
det ham?

"Havde jeg vidst alt hvad jeg burde have vidst," sagde han til sig
selv, "hvormange Ulykker var da ikke blevet undgaaet. Men burde jeg
end aldrig have vret Kaptajn da jeg var 15 Aar, saa skal jeg vide
at lre, hvad jeg mangler, saa at jeg kan blive det naar jeg er
atten."

Og han blev det.





End of the Project Gutenberg EBook of Kaptajnen paa 15 Aar, by Jules Verne



License: Share Alike